Tag Archives: James Herbert

Et gammelt interview med rotternes herre

Jeg skriver lidt om James Herbert i øjeblikket, der døde tilbage i 2013. Det førte mig fordi dette lille, underholdende interview med manden, der er optaget i 1995. Interviewet stammer fra et tidspunkt, hvor Herberts forfatterkarriere i et eller andet omfang fortsat kørte nogenlunde på skinner. Det ændrede sig imidlertid hurtigt, for han var en af de relativt mange skrækforfattere, der havde været aktive siden 70’erne, som oplevede både kreative og salgsmæssige vanskeligheder ved udgangen af det gamle årtusinde.

Noget litterært geni var Herbert ikke, men underholdende var han, og debutromanen The Rats fra ’74 står stadig, som et væsentligt bidrag til skrækgenren.

Vi ses på søndag.

– Martin

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Video

Faces of Fear: Encounters with the Creators of Modern Horror, red. Douglas E. Winter (1985): Toppen af 80’er-poppen

Paperback, Pan Books 1990

Paperback, Pan Books 1990

Alle, der interesserer sig mere indgående for nyere horrorfiktion, har formentlig stiftet bekendtskab med Douglas E. Winter. Ikke alene var han den første, der skrev en Stephen King-biografi, han var også en af de vigtigste anmeldere og kritikere af skrækfiktion i 80’erne. Tilmed skrev han selv skønlitteratur, men den del træder afgjort i baggrunden for Winters rolle som redaktør – en funktion han tidligere har optrådt under her på bloggen, med antologien Prime Evil.

Winter var og er ikke professionel litterat, men i løbet af 80’ernes første halvdel arbejdede han efter endt arbejdstid på stof til en interviewbog med tidens helt store forfatternavne. Bogen var derfor længe undervejs, men da Winter udsendte Faces of Fear i ’85, var det et monument over tidens sprudlende gyserscene. Winters bog er afgjort del af en særlig zeitgeist, som set retrospektivt var noget ganske særligt. Skræklitteratur har i hvert fald aldrig siden opnået samme popularitet. Og stemningen af, at horror er der, hvor det sker, kan afgjort mærkes i bogens interviews. Der er selvbevidsthed og autoritet bag de interviewede forfattere, som ikke føler, at de skal undskylde for noget. Hverken deres stil eller genrevalg.

Paperback, Pan Books 1990

Paperback, Pan Books 1990

Bogen åbner med Robert Bloch og lukker med Stephen King. Dermed har Winter sluttet ringen ganske flot. Mellem giganterne finder vi navne som Ramsey Campbell, Peter Blatty, Clive Barker, Whitley Striber, TED Klein, Michael McDowell og flere andre. Den eneste kvinde er den bizarre V. C. Andrews – damen bag den nygotiske klassiker Flowers in the Attic (1979), som må regnes blandt genres absolut største bestsellere.

Douglas Winter er amerikaner, og det kan ikke fornægtes i bogens perspektiv. Selvom Winter stort set har redigeret sig selv ud af alle samtalerne, så hvert interview kommer til at fremstå som en løs monolog fra forfatterens side, går flere punkter igen. Opvækst og skolegang, syn på det at skrive og religion. Navnlig det sidste spørgsmål er en smule sært med danske øjne, fordi det ikke har nogen synderlig konsekvens for de enkelte forfatteres genrevalg eller stil. Trods dette insisterer Winter åbenbart på at få det med.

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

Bogen leverer imidlertid et unikt blik ind i meget forskellige tilgange til skrivearbejdet og skrækfiktion. Genrens nestor Robert Bloch kan mindes de gamle pulpdage og beklage genrens forfald. Synspunkter han luftede igen og igen i sine senere år, og noget du kan finde omtalt i de indlæg om Psycho-serien, jeg har skrevet på Fra Sortsand.

Mere interessant er det at notere sig hvor mange af de amerikanske forfattere, der har en eller anden form for indkomst gennem filmindustrien. Ligeledes er det bemærkelsesværdigt, at det et sted nævnes – jeg husker ikke præcis i hvilket interview – at man som helt ukendt horrorforfatter kan forvente at afsætte omkring 2000 eksemplarer af sin bog i USA uden at tjene på sagen. Sammenlignet med danske forhold i dag er 2000 eksemplarer et astronomisk tal, men her i bogen bliver det regnet som bagatel, der knap er ulejligheden værd. Den slags små glimt af bogbranchens vilkår kommer der flere af, og de er ganske lærerige, navnlig fordi de sætter vores selvoptagede, hjemlige diskussion om genreudgivelsers salgstal og publikum i relief.

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

Tilgangen til skrivearbejdet er imidlertid mere interessant, fordi det er her, vi kommer ind i maskinrummet og får nogle små kig på det, der driver den enkelte forfatter. Flere skriver horror, fordi det er sjovt, og fordi der er penge i skidtet. James Herbert er et prima eksempel. Winter bruger i dette interview atypisk meget tid på stemningsbeskrivelsen af mødet med Herbert, hvilket uden tvivl skyldes forfatterens ekstravagante livsstil med sportsvogn og luksusvilla. Herbert fremstår da også som en ekstremt selvglad klovn, men det gør ikke samtalen mindre underholdende. Det samme gør et par af de andre, som tydeligvis ikke har for vane at reflektere alt for meget over deres genre og arbejde.

Helt modsat forholder det sig med folk som TED Klein, Clive Barker, Michael McDowell og Peter Blatty, der hver især meget klart sætter ord på deres forhold til genren og flere også for deres angst for at blive stemplet som rene skrækforfattere.

Cleo Virginia Andrews (6. juni 1923 – 19. december 1986)

Cleo Virginia Andrews (6. juni 1923 – 19. december 1986)

Ikke desto mindre er der flere, som meget præcist kan pege på genrens tiltrækningskraft. Ramsey Campbell fortæller om opvæksten med en alvorligt psykisk syg mor – noget, han mener, har haft afgørende betydning for hans syn på verden og litteratur. Clive Barker kan fortælle om en altopslugende interesse for kroppen og alt makabert, mens eksempelvis King understreger, at han bare er en helt almindelig gut, der aldrig har sluppet sine barndomsfascinationer.

Faces of Fear er ikke en af den type bøger, der har skrivetips til forfatterspirer, og den gør os måske heller ikke meget klogere på genren som sådan, men trods det er bogen glødende spændende. I hvert fald for en som mig, der bruger ret meget tid i selvskab med forfatternes bøger. Det er med andre ord fascinerende at læse, hvordan de iscenesætter sig selv over for intervieweren, og hvordan de gerne vil fremstå for omverden. Det føjer et metalag til læsningen af deres bøger, som faktisk kan være ganske interessant at have med.

Michael McEachern McDowell (1. juni 1950 – 27. december 1999)

Michael McEachern McDowell (1. juni 1950 – 27. december 1999)

For mig er det i hvert fald spændende at fornemme de enkelte forfatteres intellektuelle horisont og refleksionsgrundlag for det at skrive. Det er uden tvivl en ganske nørdet ting og formentlig kun noget for de hærdede entusiaster derude, ikke desto mindre er det ganske stimulerende.

Winter præsenterer udvalget af forfattere som toppen af poppen og genrens største navne, men udvalget virker ikke helt overbevisende. Hvorfor er en mand som Graham Masterton ikke med? Hvor er Anne Rice? Burde Koontz ikke have været med i selskabet? Og hvorfor er David Morell med? Det er i hvert fald ikke nødvendigvis de litterære kvaliteter, der ligger til grund for Winters valg. Snarest er der tale om en blanding af hans personlige præferencer og tilfældige kontakter. I sidste ende er udvalget måske også mindre relevant, fordi bogen kommer omkring alt fra tanketom, romantisk gotik (V. C. Andrews) til subtilt gru af den fineste slags (Michael McDowell).

Ramsey Campbell (født 4. januar 1946)

Ramsey Campbell (født 4. januar 1946)

For den retrobevidste gyserlæser er Faces of Fear en fest. En tankevækkende, stedvist tåkrummende (Ja James Herbert, det er dig vi taler om), stedvist rørende beretning. Om ikke andet, er bogen et fantastisk nedslag i periodens litteratur, dengang gyserforfatterne var superstjerner og et fantastisk sted at starte for den, der gerne vil forstå 80’ernes gys lidt bedre.

Paperback, Berkley Books 1985. Bogens 1. udg.

Paperback, Berkley Books 1985. Bogens 1. udg.

4 kommentarer

Filed under Nonfiktion

James Herbert, Once (2001): En tynd kop erotisk, gotisk the

Paperback, Pan 2001

Paperback, Pan 2001

James Herberts forfatterkarriere begyndte med et brag. Han leverede en hel stribe herligt brutale skrækromaner i 70’erne, der kom til at stå fadder til 80’ernes berygtede splatterpunks. Herbert høstede naturligvis ikke mange anmelderroser på den konto, men gyserfans elskede ham og det med fuld ret. Desværre ændrede han gradvist stil og bevægede sig over mod magisk realisme, urban fantasy og udsvævende drømmefortællinger. Intellektuelt flyttede Herbert sig måske til et mere sofistikeret sted, men romanerne blev ikke bedre af den grund. Og jeg vil faktisk mene, at han kun skrev en eller to gode bøger fra begyndelsen af 90’erne og frem til sin død i 2013.

Af den grund er det måske også lidt underligt, at jeg faktisk havde lyst til at læse den dystre fantasyroman Once, som Herbert udsendte i 2001. Det skyldes givet vis, at jeg har en svaghed for den gotiske tone, som bogen solgte sig på. Den har samtidigt noget legende over sig, der skinner igennem allerede på de første næsten blanke sider, hvor man kan læse ordene Once / upon / a / … death. Og med ordet ’death’ er vi allerede dybt inde i fortællingen. Once har med andre ord et snert af noget eksperimenterede over sig, der virkede meget forfriskende i et ellers stagneret forfatterskab. Desværre indfrier bogen ikke forventningerne.

Paperback, Pan 2001

Paperback, Pan 2001

Handlingen åbner, da den dygtige møbelsnedker Thom Kindred vender tilbage til sit barndomshjem på den isolerede herregård Castle Bracken – et vildsomt sted omgivet af dybe skove og søer. Thom er vel at mærke ikke stedets ejer. Han boede med sin mor i et hus et stykke fra gården, hvor Thoms mor arbejdede som privatlærer for herremandens søn Hugo.

Thom, en ung mand i sin bedste alder, har haft en stor karriere i London, men et slagtilfælde kostede ham næsten livet, og han er nu taget hjem for at genvinde førligheden i hænderne og komme sig over den traumatiske oplevelse. Det bliver et gensyn med en verden, som Thom egentlig havde lagt bag sig. Castle Brackens mørke haller, de dunkle skove omkring herregården og stedets mærkværdige atmosfære er alt sammen noget, som Thom har undertrykt, efter hans mor begik selvmord og Thom blev sendt på kostskole.

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

Hjemme på Castle Brtacken står Thoms barndomsven Hugo Bleeth, herremandens søn, parat til at modtage ham. Gensynet er glædeligt, selvom Thom også må høre, at Hugos far ligger for døden. Det kaster skygger over hjemkomsten, men snart har Thom nok af andre ting at tænke på. Ikke mindst fordi den sexede sygeplejerske, som Hugo har fundet til ham, gør sit for at få patienten på andre tanker.

Indledningsvist tror Thom, at sygeplejeren Nell Quick er en vittighed fra Hugos side. Han er stærkt tiltrukket af den ekstremt sensuelle dame, men der er noget er galt. Der er noget forkert ved hende, og snart vokser hans uro til afsky. Nell Quick er nemlig i virkeligheden en satanisk heks, der har fået kløerne i Hugo, og sammen planlægger de nu at få skaffet den gamle herremand af vejen, sælge landstedet og tjene en masse penge.

Hardcover, Tor Books 2001. Bogens 1. oplag udkom i to farver - sort og hvidt.

Hardcover, Tor Books 2001. Bogens 1. oplag udkom i to farver – sort og hvidt.

Den retskafne Thom må naturligvis forsøge at sætte en stopper for de onde planer, og her får han hjælp fra en uventet kant. Hjemkomsten til herregården afslører nemlig, at Thoms mor ikke var noget menneske, men en sylfide, der valgte at få menneskeform for at kunne gifte sig med Hugos ældre bror. Resultatet af det ægteskab blev Thom, men det hele endte i en tragedie og begge forældrenes død. Ikke desto mindre er Thom altså beslægtet med elverfolket, der lever i skovene omkring gården, og sammen gør nu fælles sag for at forpurre heksens planer.

Med Once tager Herbert læseren med ind i Edmund Spensers folkloristiske alfeunivers, og fusionerer det med klassisk gotisk melodrama. Idéen er i virkeligheden ganske interessant, fordi de to dele ikke ubetinget taler sammen. Der sker dermed løbende nogle voldsomme omslag i stemningen, som kunne være blevet til noget rigtig godt. På den ene side er der den dystre herregård med de plagede beboere og den ondskabsfulde sygeplejer, der hjemsøger stedet med sort magi. På den anden side har vi den spraglede alfeverden, som Thom i stigende grad bliver del af. Store og små groteske og smukke skabninger står her skulder ved skulder i fjollede, skøre optrin fyldt med indforståede vittigheder og referencer til James Herberts tidligere bøger. Blandt alferne kommer ingen i øvrigt op på siden af den gudeskønne alfepige, som Thom ser onanerende i græsset, da han opsøger alferne for første gang og efterfølgende forelsker sig i.

Hardcover, Tor Books 2001. Bogens 1. udg. med hvidt bind

Hardcover, Tor Books 2001. Bogens 1. udg. med hvidt bind

Once trækker alle konflikter og stemninger hårdt op. I alfernes verden er der lys og farver, på herregården dunkelt fordærv og gru. Nell Quick er ond og farlig, alfepigen liv og kærlighed. Hugo en mand af denne verden med alt, hvad det indebærer af fejl og mangler, Thom en mand med det ene ben i alfernes rige og derfor hævet over de fleste jordiske problemer. Han sammenlignes endda med Jesus, fordi alferne ser ham som den frelser, der ikke bare skal redde herregården, men på sigt genforene mennesker og alfer i den victorianske drøm harmonisk sameksistens.

Bogens dynamik er mildest talt gumpetung, men retfærdigøres ved, at Once langt hen ad vejen læses som et kunsteventyr. Der er dermed noget uvirkeligt over teksten og personerne, som gør, at de aldrig forankres i kød og blod. De er mere arketype eller idéer end personer. Men måske netop derfor falder bogen også sammen om ørene på læseren, fordi handlingen, de ganske saftige erotiske scener mellem Thom og Nell eller den underskønne alfepige mangler bund eller troværdighed. Det hele bliver for let og for ligegyldigt, for enkelt eller for pjattet. Navnlig når eventyratmosfæren punkteres af det hverdagsengland, som også dukker op i bogen i form af Thoms fitness-instruktør, der skal hjælpe ham med genoptræningen.

Hardcover, Pan Books 2001

Hardcover, Pan Books 2001

Det er svært at tage bogen alvorligt, fordi dens patos er skrevet uden overbevisning og med alt for ligefremme klichéer. Herbert har ganske enkelt ikke formået at levere prosa, som sælger eventyrstemningen godt nok. Han bliver banal og stedvist pinlig, navnlig i de pubertære beskrivelser af alle bogens underskønne, nøgne kvindekrop. Her kommer der noget nærmest infantilt ind over teksten.

Idéen bag Once er charmerende, fordi den fusionere to klassiske, meget engelske udtryk, men James Herbert er bare ikke en dygtig nok forfatter til at realisere projektet og hæve romanen over det ligefremme og forventelige. Han forplumrer sit egent koncept og skaber i sidste ende et dybest set fjollet eventyr, som kunne være blevet noget stort. Det blev det ikke, og dermed føjede romanen endnu en titel til dyngen af kulsejlede forsøg fra forfatterens hånd.

Paperback, Pan Books 2007

Paperback, Pan Books 2007

Skriv en kommentar

Filed under Roman