Tag Archives: Jason Van Hollander

De sælsomme byers mester

Hardcover, Arkham House 1980

Det er ingen hemmelighed, at bogforsider desværre ikke længere er, hvad de har været. I hvert fald er der blevet længere mellem spændende og udfordrende genreforsider. Der udkommer naturligvis hele tiden bøger med gode og flotte omslag, men ikke desto mindre må man også konstatere, at forlagene ikke tillægger forsidebilledet ret stor værdi i forhold til bøgernes slagspotentiale. Det er snarere det grafiske arbejde, som her gør sig gældende samt ikke mindst forfatterens navn. Det betyder også, at der er blevet længere mellem de spændende kunstnere, der skaber forsider.

Hardcover, Ash-Tree Press 2000

En, jeg i den sammenhæng holder meget af, er forfatteren og billedkunstneren Jason Van Hollander, der har slået sine folder blandt de små genreforlag i en del tid efterhånden. Hans stil har udviklet sig i årenes løb, og jeg er ikke helt så begejstret for hans seneste udspil, der først og fremmest er en form grafiske opsætninger. Men går man bagud i kataloget, er det fascinerende billeder, han har skabt.

Hardcover, Ash-Tree Press 2008

Når Hollander er bedst, er hans forsider en form for arkitektoniske studier, der i høj grad trækker inspiration fra M.C. Escher og den tyske ekspressionisme. Han skaber sære, kringelkrogede, gotiske bygningsværker og bylandskaber, der rummer lige dele syret paranoia og drømmende bysværmeri. Jeg er virkelig begejstret for hans stemningsfulde, hjemsøgte arkitektur. Ikke mindst fordi Hollanders stil vækker mindelser om de klassiske forsider fra Arkham House. Især Gahan Wilsons streg har en del til fælles med Hollanders, hvilket alt sammen placere ham solidt i et for skrækfans visuelt nostalgisk univers, der refererer tilbage til 70’erne. Det er jo ikke nogen dårlig ting, i hvert fald ikke i dette tilfælde.

Slet ikke, faktisk.

Hardcover, Golden Gryphon Press 2005

Hardcover, Mythos Books 2010

Hardcover, Night Shade Books 2007

Hardcover, Night Shade Books 2008

Hardcover, Night Shade Books 20084

Hardcover, PS Publishing 2009

Hardcover, PS Publishing 2014

Paperback, Arkham House 1999

Paperback, Ash-Tree Press 2002

Paperback, PS Publishing 2008

Paperback, Titan Books 2018

Paperback, Tor 1996

Paperback, Tor 1997

Paperback, Wildside Press 2001

Paperback, Zanzibar éditions 2010

Scream Factory, sommer 1994

Strange Tales of Mystery and Terror nr.9

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Fritz Leiber, The Dealings of Daniel Kesserich (1997): Dem Ol’ Kozmic Blues

Paperback, Tor Books 1997. Forsiden er malet af Jason Van Hollander

Paperback, Tor Books 1997. Forsiden er malet af Jason Van Hollander

The Dealings of Daniel Kesserich blev udsendt i 1997, fem år efter Leiber døde. Da bogen udkom, vakte den derfor en hel del postyr i genrekredse – ikke mindst fordi det ikke bare var et efterladt manuskript. Bogen – eller rettere kortromanen – var nemlig allerede skrevet i 1936. Det vil sige på det tidspunkt, hvor den purunge Leiber udvekslede idéer med H. P. Lovecraft.

Alene tanken om et ukendt Lovecraft-influeret manuskript fra ’36 er jo store sager, men når det så tilmed kommer fra en mester som Leibers hånd, er det næsten for godt til at være sandt. Faktisk er tanken så spektakulær, at forventningerne let overstiger resultatet. Og det er jo nok også tilfældet.

Paperback, Tor Books 1997

Paperback, Tor Books 1997

The Dealings of Daniel Kesserich er en hurtig og klog roman med interessante facetter. Den er også usleben og befinder sig konstant i gråzonen mellem et traditionelt pulp-vokabular og noget mere litterært eksperimenterende. Havde Leiber haft tid og lyst til at arbejde videre med teksten, kunne den helt sikkert være blevet et af hovedværk. Det gjorde han ikke. Han gemte den i skrivebordsskuffen og overlod dermed den videre bearbejdning til David G. Hartwell. Desværre er bogen ikke forsynet med noget forord fra udgiveren, så vi ved faktisk ikke, hvad Hartwell rent faktisk har gjort ved Leibers manuskript. I hvilken tilstand det var osv. Det er ret beklageligt, for hvor stoppede Leibers idéer, og hvad bragte Hartwell ind i teksten?

Handlingen tager os ind i velkendte territorium. Vennerne John Ellis, Daniel Kesserich, Mary Andrews og George Kramer gik på universitetet sammen. John og Mary giftede sig, men gruppen som sådan gik i opløsning efter studietiden. Det var i hvert fald, hvad Kramer regnede med, indtil han en dag modtager et brev fra John, der opfordrer Kramer til at komme ud og besøge ham i lillebyen Smithville, hvor han arbejder som læge.

Fritz Reuter Leiber, Jr. (24. december 1910 – 5. september 1992)

Fritz Reuter Leiber, Jr. (24. december 1910 – 5. september 1992)

Kramer tager imod invitationen, men knap ankommet til byen begynder der at ske sære ting. John er forsvundet, eftersøgt for mordet på Mary, og den fjerde af vennerne, Daniel Kesserich, har åbenbart også været i byen, men er nu ligeledes forsvundet. Det hele er meget mærkværdigt, og folk i byen opfører sig underligt; hysterisk kunne man sige.

Allerede i første kapitel oplever Kramer da også selv nogle mystiske begivenheder, der farver resten af bogen. Småsten kommer ud af det blå til syne omkring ham. Ganske uforklarligt og nærmest magisk. Det er kun begyndelsen, for som Kramer støver omkring, bliver han gradvist en del af Smithvilles opkogte stemning. Spøgelser, gravrøveri og bizarre optrin indgår alt sammen i dette.

Paperback, Nord 1998. Her er den italienske udgave af romanen med et rigtig fint retro-cover

Paperback, Nord 1998. Her er den italienske udgave af romanen med et rigtig fint retro-cover

Daniel Kesserich, den fjerde ven, var gruppens særling. Filosof, naturvidenskabsmand og mystiker. En visionær på kant med konventionelle idéer. Alle de sære begivenheder i Smithville lugter i den grad af Kesserich, men det er først, da Kramer finder en delvist ødelagt dagbog med antydninger om narkotikabaserede eksperimenter med tid og rum, at tingene begynder at falde på plads. Sådan da… for sandheden er næsten for utrolig.

Romanen kredser om tid, rum og virkelighed. Den bevæger sig ud i de efterhånden lidt tyndslidte overvejelser om tidsparadokser, og den leger med idéen om andre dimensioner. Meget af det her er velkendt stof, der ikke i sig selv er synderligt interessant længere (synes jeg). Ikke desto mindre er romanen, trods de bedagede temaer, ganske fascinerende.

Illustration fra bogen. Hvem hænger der på væggen bag bartenderen? Tegning af Jason Van Hollander

Illustration fra bogen. Hvem hænger der på væggen bag bartenderen? Tegning af Jason Van Hollander

Det skyldes først og fremmest det underliggende element af eksperimenterede prosa, der gennemsyrer bogen. Der er en surrealistiske stemning i romanen, som næsten får den ordinære ”tidsrejse”-fortælling til at fremstå som et metalag i den virkelige, skjulte fortælling. Hvad denne skjulte fortælling er, står imidlertid ikke helt klart. Og netop det er spændende.

Der sker ting bag teksten, som man ikke helt forstår. Bogen har sit eget liv, der kommer til udtryk gennem spredte henvisninger til noget filosofisk større, der driver handlingen. Denne usikkerhed bliver til paranoia og en underspillet gru, der langsomt perforerer romanens ellers letbenede tone. Vigtigst af alt vokser sprogets tvetydighed omkring den enigmatiske Daniel Kesserich sig til noget enormt og grotesk.

Endnu et herligt billede af Jason Van Hollander

Endnu et herligt billede af Jason Van Hollander

Og det er her, den lovecraftianske indflydelse viser sit ansigt. Leibers ungdomsværk er nemlig et ganske fremragende bud på Lovecrafts kosmiske gru. Historien åbner for perspektiver på virkeligheden, der ikke alene vender op og ned på enhver virkelighedserkendelse, den udstiller også menneskets sårbarhed. Romanens tone er måske ikke, som Lovecraft ville skrive den, men den underliggende handling er helt sikkert løbet ud af gamle Grandpa Theobaldus’ pen.

Interessant nok er forholdet mellem det håndgribelige pulp-plot og det surreale elementer blevet indfanget på smukkeste vis i de illustrationer, der ledsager hvert kapitel. Jason Van Hollander har lavet helsides tegninger, der kontrasterer naturalistiske portrætter i forgrunden med ekspressive baggrunde, hvor vinklerne vælter, og alt udspiller sig i et sært tusmørke. Tekst og billeder kommer til at gå op i en sjældent fornem helhed.

Tegning af Jason Van Hollander. Hans stil er ganske enkelt mesterlig

Tegning af Jason Van Hollander. Hans stil er ganske enkelt mesterlig

Som samlet værk er tekst og billeder en af de bedre aktualiseringer af Lovecrafts filosofiske ståsted. Noget der vel at mærke ligger uendeligt langt fra eftertidens ligegyldige parafraser om tentakelvæsner fra det ydre rum. Men netop fordi Leibers tekst har kvaliteter, der rækker ud over det sædvanlige, er det så ærgerligt, at den ikke er fuldt ud realiseret. Plot og tema hænger ganske enkelt ikke godt nok sammen. De ujævne steder forplumrer billedet, og teksten er ikke tænkt konsekvent igennem.

På bagsiden kalder en anmelder fra Washington Post bogen for postmoderne, og det er faktisk ikke helt ved siden af. Den har nemlig en eklektisk genstridighed i opbygningen, der konstant får en til at tvivle på tekstens oprigtighed. Bogen kunne være skrevet i 1997 som en ironisk litterær kommentar forklædt som pulphistorie. Det er den imidlertid ikke – den er et råb i tågen; fyldt med stemning og idé, men samtidig vag og forvirret.

Skriv en kommentar

Filed under Roman