Tag Archives: Jerry Pournelle

Larry Niven & Jerry Pournelle, Inferno (1976): Komedie, ja, men ikke ligefrem guddommelig

Paperback, Star 1977. Forsiden er skabt af Peter Jones

De herrer Niven og Pournelle har efterhånden været turneret et par gange her på bloggen, og jeg må indrømme, at de ikke har nogen særlig høj stjerne hos mig. Jeg har imidlertid længe haft lyst til at læse deres Inferno, som tog genremiljøet med storm, da romanen udkom tilbage i ’76, efter at være blevet bragt som populær føljeton året forinden. Den voldsomme begejstring kan synes en smule uforståelig i dag, men stilen og bogens humor gik åbenbart rent ind på det tidspunkt, og romanen er da også noget af det mere underholdende, jeg har læst fra makkerparrets hånd.

Dermed er det også sagt, at Inferno bestemt ikke er uhyggelig, hvilket titlen ellers kunne foranledige en til at tro. I stedet er det en absurd komedie med en sund dosis samfunds- og institutionskritik. Bogen har tilmed nogle metafysiske overvejelser, hvilket alt sammen fortæller, at de to forfattere rent faktisk har noget på hjertet med de mere eller mindre gakkede situationer, der udspiller sig i løbet af romanen.

Jerry Eugene Pournelle (7. august 7 1933 – 8. september 2017) (t.v.) og aurence van Cott Niven (født 30. april 1938)

Handlingen begynder omkring bogens udgivelsestidspunkt, hvor vi hører om en falleret SF-forfatter, der omkommer i en fordrukken ulykke midt under en kongres eller såkaldt ”convention”, hvor han udfører et trick for at imponere nogle ellers ret uimponerede, unge læsere. Det resulterer i, at han pladask falder ud fra et højt siddende vindue. Så langt så godt. Vores hovedperson Allen Carpentier dør ikke af faldet. Eller gør han? Han vågner nemlig på en græsmark et helt andet sted.

Carpentier, der er en fuldblods SF-forfatter, går naturligvis straks i gang med at overveje de plotmæssige muligheder, der ligger i den situation, han nu befinder sig i. Han konkluderer hurtigt, at han må befinde sig i en eller anden form for drømmestilstand, og derfor tager han absolut ikke sin opvågnen på dette fremmede sted alvorligt. Så let er det bare ikke, for det skal snart vise sig, at han med al sandsynlighed er død og nu havnet i Helvede. Allen Carpentier er alt andet end tilfreds med dette, og derfor tager han imod et tilbud om hjælp, da han møder den mystiske Benito, som tilsyneladende er lidt af en udbryderkonge. Han tilbyder i hvert fald Carpentier, at han kan føre ham til udgangen af Helvede.

Galaxy, august 1975. Magasinet hvor første del af romanen udkom i bladform

Det bliver begyndelsen på en lang og sær rejse, der scene for scene leder Carpentier og Benito gennem underverdenens rædsler. Egentligt uhyggeligt bliver det, som sagt, aldrig, men der er ikke nogen tvivl om, at de to rejsende bliver vidner til både spidsfindige og ubehagelig former for tortur, som primært har med psykisk vold at gøre.

Undervejs møder Allen Carpentier ganske mange af sine gamle venner og bekendte – forfatterkollegaer, udgivere og andre, som han har stiftet bekendtskab med i løbet af sit liv. Disse situationer bliver ofte ironiske, fordi de afdødes sande jeg nu udstilles her i Helvede, hvor de har fået den straf, som bekom dem. Kun Carpentier og Benito synes at være gået fri, hvilket naturligvis rejser en del spørgsmål om deres sande natur.

Paperback, Pocket Books 1976. Historiens første udgave i bogform. Den virkeligt fine forside er malet af Harry Bennett

Alt dette vil formentlig lyde ganske bekendt, og romanen er jo selvfølgelig også en parafrase over Dantes berømte ”Inferno”, som Niven og Pournelle har kastet sig ud i. De har, så at sige, taget den formelle handling i Dantes værk og genfortalt den, som den ville se ud, set fra en SF-forfatters stol, hvilket giver dem lejlighed til at gøre sig morsomme på deres miljø og metier. De har ydermere krydret deres tekst med talrige samtidsreferencer, koryfæer og drilske idéer, som mere eller mindre subtilt gør det muligt for læseren at gå på opdagelse i bogens intertekstuelle univers.

Idéen er slet ikke dum, og deres ironiske portræt af den selvhøjtidelige, iderige forfatter, som kun tænker i plot og handling, underholdende. Satiren bider mange steder som eksempelvis i fremstillingen af L. Ron Hubbard, men samtidig er der noget slapt over romanen, fordi den aldrig for alvor kommer til at fungere som andet end muntre scener på snor. Den underholdende idé halter i udfoldelsen. Andre har da også gjort det bedre. Faktisk er det slående, hvor mange paralleller der er til Farmers overlegne To Your Scattered Bodies Go (1971). Disse paralleller kunne være, og er nok, endnu en kæk metakommentar fra Nivens og Pournelles side. Hvis det er tilfældet, bliver vittigheden dog aldrig forløst. Er det ikke tænkt som en hilsen til Farmer, må man sige, at Inferno fremstår som et åbenlyst plagiat.

Paperback, Pocket Books 1978

Det afgørende er imidlertid i sidste ende, hvad bogen egentlig prøver at fortælle os. Hvad er dette ”helvede”, som Niven og Pournelle udmaler for os? Det er først og fremmest et selvskabt rædselskabinet, hvor vores egen selvoptagethed og manglende empati holder os fanget. Vejen ud fra dette sted, der i bedste kafkaske ånd naturligvis også er dybt bureaukratisk, går gennem selverkendelse. Det er dermed ikke hverken kirken som institution eller et fromt levned, der fører de fordømte ud fra Inferno – vejen går gennem forståelsen af os selv; altså det rent faktisk at forstå, hvad vi har gjort forkert, åbner døren til paradisisk frigørelse. Det lyder let, men at dømme ud fra de selvretfærdige og selvmedlidenhedsplagede individer, som Carpentier rejser forbi, har flertallet af os svært ved at se egne brister og fejl, hvorfor vi bliver hængende mudderet.   

Helvede er naturligvis et faktisk sted i bogen, men Helvede er også en mental tilstand, som vi skal overkomme for at flytte os videre. Det budskab er ikke ligefrem nogen stor erkendelse, men det giver alligevel lidt substans til gækkerierne, vi konfronteres med undervejs. Måske bare ikke substans nok, for det er svært at slippe mistanken om, at bogen først og fremmest bare var en sjov idé, Niven og Pournelle fik en dag og efterfølgende skrev sammen til en spinkel roman. Idéen rakte desværre ikke meget videre end nogle morsomme tableauer. Bogen lugter af pjank forklædt som alvor, men alvoren bliver aldrig andet end et let krydderi, der skal sætte kulør på morskaben. Og sørme om folk ikke lo rigtig meget i ’76, da bogen udkom. Jeg lo også lidt her i ´19, men bestemt ikke lige så meget. Der må have været noget andet i luften, dengang i ’76.  

Paperback, Pocket Books 1981

Paperback, Orb 2008

2 kommentarer

Filed under Roman

Larry Niven & Jerry Pournelle, The Mote in God’s Eye (1974): Universets junglelov

Paperback, Orbit 1977

Paperback, Orbit 1977. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Jeg har her på det seneste læst rigtig meget horror og som lidt tematisk adspredelse fik jeg lyst til at dykke længere ned i de herrer Larry Nivens og Jerry Pournelles forfatterskab. Et forfatterskab, jeg for nogen tid siden skrev om, da jeg omtalte bogen Lucifer’s Hammer. Henning Andersen skrev tilmed efterfølgende en fin gæsteartikel om dele af makkerparrets romaner. Desværre må jeg straks sige, at Nivens og Pournelles populære roman The Mote in God’s Eye fra 1974 savner det pågående element af smudsig underholdning, som førnævnte Lucifer’s Hammer har. Nogen stor læseoplevelse kom der således ikke ud af min lille ekskurs fra skrækfiktionen, og jeg fortrækker mig derfor skyndsomt tilbage til uhyggens land efter dette lille indlæg.

Handlingen i The Mote in God’s Eye fører os ud i en fjern fremtid, hvor menneskeheden nu beboer flere planeter og slikker sårene efter en interplanetarisk borgerkrig, der bredte sig mellem alle de beboede verdener. En ny tid har imidlertid indfundet sig, og midt i denne optur sker det utrolige, at der for første gang opfanges signaler, som må stamme fra en anden form for intelligent liv. Mennesket er med andre ord ikke længere alene i universet, og den erkendelse sætter selvfølgelig politiske bølger i gang.

Jerry Eugene Pournelle (født 7. august 1933) til venstre og Laurence “Larry” van Cott Niven (født 30. april 1938) til højre. De to venner er her fotograferet i 1977

Jerry Eugene Pournelle (født 7. august 1933) til venstre og Laurence “Larry” van Cott Niven (født 30. april 1938) til højre. De to venner er her fotograferet i 1977

Rumskibet MacArthur og kampskibet Lenin sætter kurs mod de fremmede væsners hjemplanet under ledelse af den unge adelsmand kaptajn Roderick “Rod” Blaine. Med sig ombord på de to skibe har han naturligvis en række specialister, så som antropologen Sally Fowler, admiral Lavrenti Kutuzov med ansvar for den militærstrategiske del af missionen og sådan kunne man blive ved. Vi har tilmed den obligatoriske forræder med ombord – den skruppelløse forretningsmand Horace Hussein Bury, der egentlig skulle sættes for en militær domstol, men som alligevel i de tumultariske dage op imod afrejsen alligevel havner ombord på MacArthur.

Således parat står besætningen ombord på de to skibe nu ansigt til ansigt med den nye race af komplet fremmedartede skabninger, der på ingen måde ligner os fysisk. Hvordan væsnerne præcis ser ud, er faktisk en lille smule vanskeligt at forstå ud fra bogens beskrivelser, ikke mindst fordi der øjensynlig er flere racer af de frememde væsner, der er ganske forskellige og alligevel genetisk nært beslægtede.

Hardcover, Simon & Schuster 1974. Romanens 1. udg.

Hardcover, Simon & Schuster 1974. Romanens 1. udgave

Det korte af det lange er, at MacArthurs besætning kommer med ned på væsnernes planet, og her får de den helt store omvisning. Alt ånder fred, de fremmede vil gerne handle og synes helt og aldeles samarbejdsvillige. Der er imidlertid ugler i mosen, og det står da også snart klart, at vores besætning ikke får sandheden om de fremmede at vide. For deres intentioner er absolut ikke fredelige, men i stedet for et traditionelt militært angreb planlægger de fremmede væsner, hvis livscyklus er langt kortere end vores, en langsigtet invasion, som i løbet af mange år vil fortrænge menneskeheden og redde deres fremtidige generationer fra en udpint, overbefolket planet.

Alt dette udfoldes gennem en række handlingstråde, hvor vi følger forskellige grupperinger ombord på de to rumskibe. Som et noget søgt greb lader Pournelle og Niven også de fremmede få deres egne små kapitler, hvor deres store plan langsomt udfoldes for læseren, mens bogens egentlige hovedpersoner naivt stoler på rumvæsnernes løgne. Noget, der utvivlsomt er udtænkt for at højne spændingen, men resultatet er alt andet end overbevisende.

Hardcover, Weidenfeld & Nicolson 1975

Hardcover, Weidenfeld & Nicolson 1975

Larry Nivens og Jerry Pournelles mest bemærkelsesværdige idé i bogen er at iscenesætte deres handling og univers som en spejling af 1700-tallets maritime verden. Selvom det hele handler om rumskibe, planeter og obskur teknologi, er perspektivet arkaisk. Som en anden James Cook står bogens kaptajn Blaine over for en ny verden, der udvider horisonten og udfordrer den gamle europæiske civilisation. Den arkaiske tone gennemsyrer alt fra de små glimt af livet på menneskets planeter til organiseringen af skibene og hele termonologien omkring rumfarten.

Det i sig selv kunne være blevet til noget ganske vellykket, hvis ikke Niven og Pournelle skrev så gumpetungt og konformt, som de gør. De får nemlig hverken sprogligt eller intellektuelt brugt deres referenceramme for historien til andet end overfladiske paralleller. I stedet for at udnytte chancen til eksempelvis at udforske rationalismens erkendelsesmæssige betydning i forhold til rumfart og liv på andre planeter end Jorden forbliver det historiserende element mest af alt en banal gimmick.

Paperback, Pocket Books 1975

Paperback, Pocket Books 1975

Mere problematisk er de fremmed imidlertid. Rumvæsnerne, der beskrives så kompliceret, at man dårligt forstår, hvordan de ser ud, virker nemlig først ganske uforklarlige, men så begår bogens forfattere den store synd, at antropomorfisere væsnernes psykologi. Til trods for alle de fysiologiske forskelle tænker og agerer de med andre ord som mennesker, hvilket gør kapitlerne, hvor vi følger rumvæsnernes interne diskussioner tåkrummende pinlige, fordi det lykkes forfatterne at trivialisere deres eget projekt og gøre alle deres beskrivelser af ”ikke-jordisk” kultur helt og aldeles ligegyldig. Allerede Lovecraft hasselerede sukkende over den slags i SF-litteraturen, og Niven og Pournelle burde vide bedre.

Desuagtet synes bogens væsentligste pointe at udstille det forhold, at alle i sidste ende er dem selv nærmest. Menneskeheden kæmper internt, det samme gør rumvæsnerne, og selvfølgelig skal mennesker og rumvæsner derfor også kæmpe. Alles kamp mod alle ligger med andre ord lige under den tynde fernis af civilisation, og det hele er i sidste ende et spørgsmål om, hvor hurtigt man indser dette. Skal man være forfatterne venligt stemt, så kan rumvæsnerne opfattes som allegori for ”den anden”, hvorved rumvæsnernes egentlige fremmedartethed bliver af mindre betydning fordi de bare er et billede.

Paperback, Timescape 1982

Paperback, Timescape 1982

Bogens præst har naturligvis sværmeriske idéer om det gode i både mennesket og rumvæsnerne, og hans illusioner knuses på grummeste vis. Jungleloven hersker på jorden såvel som i verdensrummet, og kun den der forståer at ruste sig, vil kunne overleve. Man genkender dermed både tematiske strenge tilbage til Robert E. Howard og Robert Heinlein i The Mote in God’s Eye og ikke mindst førnævnte apokalyptiske roman Lucifer’s Hammer, som også synes at træde omkring i samme pseudo-fascistiske sværmeri for den handlekraftige leder, der kan trænge igennem rænker og civiliseret, humanistisk pladder.

The Mote in God’s Eye blev en kæmpe succes i SF-kredse, og man har rost bogen for dens friske tempo og underholdende handling. For mig et se er den mest af alt en kilde til irritation, fordi den ikke formår at udfylde de idéer, som egentlig ligger til grund for handlingen og rammen. Hvis man skriver så enkelt og uambitiøst som Pournelle og Niven, må deres bog leve på tekstens koncepter, men her fejler de også. Resultatet bliver tyndbenet underholdning med mildest talt tvivlsomme sociale idéer. Jeg er med andre ord ikke så sikker på, at jeg orker at forfølge de to herrer dybere ind i deres forfatterskab. Men man skal jo aldrig sige aldrig. Og nu tilbage til det gotiske lønkammer.

Paperback, Simon & Schuster 1987

Paperback, Simon & Schuster 1987

Hardcover, The Easton Press 1992

Hardcover, The Easton Press 1992

Hardcover, Simon & Schuster 1993

Hardcover, Simon & Schuster 1993

Paperback, HarperCollins 1993

Paperback, HarperCollins 1993

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Pocket Books 2000

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

E-bog, Spectrum Literary Agency 2011

E-bog, Spectrum Literary Agency 2011

3 kommentarer

Filed under Roman

Larry Niven & Jerry Pournelle, Lucifer’s Hammer (1977): En underholdende apokalyptisk katastrofe

Paperback, Fawcett Crest 1985

Paperback, Fawcett Crest 1985

Larry Niven og Jerry Pournelle fik en hel del opmærksomhed, da de tilbage i ’77 udsendte en roman, der ramte plet i forhold til tidsånden. Katastrofer af alle slags var et populært tema i tiden, og det samlede forfatterparret op. Det blev til en festlig undergangsroman, der spiller på alle de velkendte katastrofe-tematikker og samtidig en roman, der oser langt væk af 70’er-stemning. Det er derfor også en bog af den type, som jeg ikke kan stå for, alene på grund af den brune, langhårede atmosfære, der gennemsyrer siderne.

Lucifer’s Hammer handler kort og godt om en kæmpe komet, der rammer Jorden med et smæk, og derved ødelægger den civilisation, som vi kender. Verden går ikke under, men alle samfund bryder sammen, og i kølvandet på sammenbruddet følger kaos, vold, frygt og håbet om genrejsning. Midt i alt det følger vi en stor vifte af personer, alt fra nogle arkæologer i Grækenland til en besætning af russiske og amerikanske astronauter ombord på en rumstation, der ser kometen nærme sig fra første parket i kredsløb om kloden. Mest af alt følger bogen dog en række forskellige amerikaneres vej gennem ødelæggelserne. Side for side falder der personer fra, da kometen selvfølgelig kræver sine ofre, og langsomt spændes trådene sammen til et stort møde, hvor resterne af persongalleriet endelig står over for hinanden.

Paperback, Fawcett Crest 1985

Paperback, Fawcett Crest 1985

Romanen er opbygget over en række korte kapitler, der springer fra person til person. Personer, der alle er ganske forskellige, men som har det til fælles, at de alle synes mere eller mindre ligegyldige. Det er ikke for alvor individer, som Niven og Pournelle beskriver. Forfatterparret beskriver snarere arketyper og funktioner, hvilket dels betyder, at de fleste karakterer er yderst forglemmelige, dels at det ikke har det store at sige, hvem der lever og dør.

Det kunne måske lyde som en dårlig ting, men rent faktisk fungerer romanens forenklede, stedvist nærmest karikerede personportrætter og naive dialoger, fordi det skaber rum for en kold omgang med døden. Det føles i hvert fald åbent, hvem der vil klare sig hele vejen i gennem. Præcis det går fint i spænd med den voldsomhed, der med jævne mellemrum eksploderer. Grummest da en seksuelt forskruet voldtægtsmand beslutter sig for, at han jo bare kan slå sig løs, fordi kometen alligevel betyder verdens undergang. Dermed vil han aldrig kunne straffes for sine handlinger. Resultatet er særdeles ubehageligt og et godt billede på bogens kompromisløse aspekter.

Forfatterne anno 1981 - Jerry Eugene Pournelle (født 7. august 1933) i forgrunden og Laurence "Larry" van Cott Niven (født 30. april 1938) bagerst.

Forfatterne anno 1981 – Jerry Eugene Pournelle (født 7. august 1933) i forgrunden og Laurence “Larry” van Cott Niven (født 30. april 1938) bagerst.

Nu er det imidlertid sådan, at Lucifer’s Hammer ikke bare er en skildring af kaos og undergang; bogen har skam et budskab til sine læsere. Et budskab, der side op og side ned hamres ind. Forfatterne spørger nemlig, hvem ville kunne hjælpe os, hvis noget sådan skete i virkeligheden? Hvorfra skulle hjælpen komme? Gud? Skønlitteratur? Film? Børsen? Nej, svaret ligger i naturvidenskaben. Naturvidenskaben vil måske kunne afværge en sådan katastrofe, og skulle den ikke kunne det, vil naturvidenskaben være det eneste nyttige i overlevelsen og genopbygningen af det nye samfund.

Sagt på en anden måde, så spørger en af bogens karakterer på et tidspunkt, hvordan man kan overleve uden basal viden om al den teknik, der omgiver os? Forstår vi bekvemmelighedssøgende vesterlændinge egentlig, hvor afhængige vi er af fysik og kemi? Nej, tydeligvis ikke, konkluderer Niven og Pournelle. Budskabet er derfor også, at vi bør glemme al vores humanistiske pladder og bruge tiden på fornuftig, hård videnskab. Det argument kammer løbende over i det manierede, når det skal skildres, hvor slemt det går dem, der ikke vil tage ved lære.

Hardcover, Playboy Press 1977. Romanens 1. udg.

Hardcover, Playboy Press 1977. Romanens 1. udg.

Det er også tankevækkende, i hvor høj grad tiden er løbet af bogens form for teknologiske begejstring. Økologi, miljøhensyn og bæredygtighed var ikke noget, forfatterne bekymrede sig om i ’77, hvilket jeg ikke skal lægge dem til last, men set med nutidige øjne giver det flere passager i bogen et ufrivilligt komisk aspekt, der næsten kunne vendes til en ny skræmmende dimension i romanen. Jeg tror nemlig, det ville være de færreste, der havde lyst til at bebo den verden, som bogens forfattere sværmer for.

Lucifer’s Hammer er dermed også et interessant billede på de transformationer, som den moderne teknologibegejstring og fremtidstro har gennemgået. Det, der står som vejen frem for Larry Niven og Jerry Pournelle i ’77, er således i dag et skræmmebillede på det hensynsløse forbrugersamfund.

Paperback, Fawcett Crest 1978

Paperback, Fawcett Crest 1978

I sin struktur er Lucifer’s Hammer absolut ikke nogen original roman, og sproget er ferskt, for ikke at sige skrabet, men det er funktionelt. Bogen lever dermed ikke i selve formidlingen, men i de mange optrin, vi får præsenteret i løbet af den relativt omfattende roman. Alt fra en dommedagskult til vilde bikere, hippier med navne fra Ringenes Herre og gale overlevere er med. Lucifer’s Hammer får næsten karakter af et katalog over apokalyptiske og post-apokalyptiske stereotyper, dog alt sammen skildret med en forfriskende alvor. Ud over lidt vel mange indforståede henvisninger til store SF-forfattere er romanen nemlig holdt i en aldeles saglig tone. Noget der vel skal understrege det naturvidenskabelige budskab, men som også giver en følelse af realisme til hændelserne.

En af bogens væsentligste kvaliteter er imidlertid, at den tager sig god tid. Rigtig god tid. Første tredjedel af bogen handler om kometen, der nærmer sig langsomt. Forfatterne holder igen og trækker det næsten for langt, før de slipper det ragnarok løs, som læseren sidder og venter på. Men så kommer kometnedslaget endelig og verden synker i grus. Fra det øjeblik holder forfatterparret gryderne i kog og slipper ikke læseren igen, før den sidste kamp om et stadigt fungerende atomkraftværk er udkæmpet. For naturligvis er det et slag om atomkraft, der udgør den endelige konfrontation. Hvilken fremtid ønsker I? Er I på videnskabsholdet eller på primitivisternes? Vil I have komfort eller bo i træhytter? Fronterne trækkes karikeret op, da bogens hovedpersoner til sidst må konfronteres af en enorm kannibalistisk afro-hær af teknologi-hadende, vrede sorte mænd, der er ude på at grille nogle ’honkies’ og æde dem. Jeps, det er 70’erne det her, ingen tvivl om det.

Paperback, Futura 1980

Paperback, Futura 1980

Ironisk nok ville Larry Niven og Jerry Pournelle nok komme til kæmpe deres kamp for videnskaben alene, hvis man spurgte nutidens læsere.  I hvert fald hvis det er den kamp, vi kan læse om i bogen. Ikke desto mindre er Lucifer’s Hammer en forbistret underholdende roman, der udnytter stort set alle katastrofeklichéer, vi kender. Sværmer man for post-apokalyptisk fiktion eller bare 70’er-ramasjang, er Lucifer’s Hammer derfor stadig en læsning værd.

Groovy!

Paperback, Orbit 1982

Paperback, Orbit 1982

Paperback, Luitingh-Sijthoff 1990. Romanen på hollandsk

Paperback, Luitingh-Sijthoff 1990. Romanen på hollandsk

Paperback, Orbit 1991

Paperback, Orbit 1991

Paperback, Del Rey 1998

Paperback, Del Rey 1998

Ebog, Spectrum Literary Agency 2012

Ebog, Spectrum Literary Agency 2012

3 kommentarer

Filed under Roman