Tag Archives: John Langan

Nightmares. A New Decade of Modern Horrors, red. Ellen Datlow (2016): Blandede bolsjer fra det store køkken

Paperback, Tachyon 2016. Forsiden er skabt af “Nihil”

Efter en lang karriere i redaktørstolen er Ellen Datlow efterhånden blevet en af de mest prominente kritikere og udgivere i gysets verden. Hvis man kan tale om indflydelse og magt inden for noget så relativt marginalt som skrækfiktion, må man sige, at Datlow her hører til blandt de vigtigste. Læser man interviews med eller indledninger til debuterende amerikanske forfattere og deres værker, er det tydeligt, at Datlows anbefaling åbner døre.

En af de ting, som Ellen Datlow har gjort til sin mærkesag, er opsamlende antologier, der tager temperaturen på bestemte ideer eller forløb. I den bog, som vi her skal se nærmere på, har Datlow udvalgt det, hun opfatter som de bedste noveller fra 00’erne. Hendes udgangspunkt for at lave et sådant tilbageblik er, at hun sidder som medredaktør på den prestigiøse årbogsudgivelse The Best Horror of the Year, der bliver udsendt af forlaget Night Shade.

Paperback, Tachyon 2016

Ikke desto mindre er det ambitiøst at udvælge 00’ernes bedste gys, men før vi går til selve fortællingerne, må det nævnes, at Datlows tilgang til skrækfiktion, hendes kvalitetsstempel om man vil, ikke er helt ukontroversielt. Det siger nemlig næsten sig selv, at en redaktør med så meget indflydelse som Datlow træffer valg og navnlig gennem fravalg skaber sig en del uvenner.

Dem har Datlow mange af, fordi hendes tilgang til gyset er meget litterær og generelt synes at vælge det stille psykologiske gys over den filmiske splatterfest eller, og det er centralt, det litterære over den ligefremme fejring af genrens klassiske idéer eller troper. Præcis den form for stolt fejring af gysets klichéer er noget, som især præger mange af de små forlags entusiastiske udgivelser. Vi ser det samme udgivelsesmønster herhjemme, hvor hovedparten af de gys, der udgives, i en eller anden grad dyrker glæden ved genrens klassiske udtryk og indhold. Den type fiktion går Datlow imidlertid i vid udstrækning uden om, hvilket har ført forsmåede parter til at beskylde hende for at være elitær og sekterisk i sin tilgang til genren. Det har blandt andet også ført Datlow på kollisionskurs med S.T. Joshi, Lovecraft-kenderen over alle, på grund af hendes afstandtagen til netop Lovecraft og mange af forfatterne i kredsen omkring denne.

Ellen Datlow (født 31. december 1949)

Med det sagt er det klart, at en antologi fra Datlows hånd er et udtryk for en specifik æstetisk agenda. Sådan burde det selvfølgelig altid være, når en redaktør udsender en bog, men det er langt fra tilfældet. Det er i hvert fald ofte sådan, at man savner en æstetisk rød tråd i udvælgelsen, når man sidder med en antologi. Sådan er det ikke hos Datlow, og det er noget, jeg har stor respekt for, også selvom jeg kan være uenig i hendes faktiske udvælgelser.

Den litterære præference mærkes da også straks i Nightmares, da samlingen åbner med Mark Samuels’ ”Shallaballah”, der er en ekstremt dyster og surrealistisk beskrivelse af en skuespillers forsøg på kosmetisk at få sit ansigt tilbage, efter han har været involveret i en bilulykke. Lad mig bare sige, at den klinik, han opsøger, ikke ligefrem løser problemet, og resultatet bliver en kort fortælling om opløsning og dødsangst. Det er et lille stykke vanitas-litteratur, der med sit valg af skuespilleren uden ansigt sætter fingeren på den synlighedskultur, der har præget vestlig kultur i det nye årtusinde. Tematisk slår Datlow gennem sit valg af Samuels dermed meget præcist tonen an, og man må sige, at novellen i den grad har vist sig at ramme sømmet på hovedet med sit portræt af den forfængelige skuespiller, der bliver sin egen undergang.

Paperback, Night Shade 2019

Et mere overraskende valg er bogens anden novelle, der er skrevet af den gamle mester Gene Wolfe, som igennem tiden har skrevet skrækfiktion, uden at dette på nogen måde er blevet en mærkesag hos ham. En novelle som ”Sob in the silence” viser da også, hvorfor det ikke er inden for denne genre, at Wolfe har sine største evner. Novellen er klassisk, man fristes til at sige uopfindsom, og den beskriver, hvordan en ung pige bliver kidnappet. Narrativet leveres gennem en typisk upålidelig fortæller, der naturligvis viser sig at være kidnapperen. Det er grumt og pokkers velskrevet, men form og indhold følges ikke ad her, og jeg tror, at Datlow gerne ville have et stort, klassisk navn som Wolfes med i samlingen, der savner koryfæer på indholdsfortegnelsen. Originalt er det i hvert fald ikke.

Så er der meget mere saft og kraft i novellerne fra Laird Barron (”Strappado”) og den formidable ”Omphalos” af Livia Llewellyn. Sidstnævnte er et dybt fascinerende spring ud i et sort, sort hul af incestuøse familieforhold, kaos og kosmisk gru. Det er svært kortfattet at indfange novellens ubehagelige portræt af en dysfunktionel familie og den metafysiske dimension, som gruen synes at rumme. Llewellyn slår i en novelle som denne fast, at det kosmiske gys eller ”weird tale”-genren rummer en enorm energi, når den udfoldes rigtigt og ambitiøst. Det gør hun, og det gør hendes novelle til en af de bedste, hvis ikke den bedste i bogen.

Livia Llewellyn

Den novelle, der kommer op på siden af ”Omphalos” er Lisa Tuttles ”Closet Drams”, der ganske enkelt er et stykke mesterligt udført, grusom fiktion, som leger med læserens forventninger på en herlig facon, som vækker mindelser om noget Roald Dahl kunne have udtænkt. Tuttles stil er iskold og skrevet med overlegen sprogkontrol, som gør hende til en uomgængelig skikkelse i skrækfiktionen. ”Closet Drems”, med sin skildring af en teenagepige, der er taget til fange, er samtidig et fascinerende nedslag i diskussionen om, hvad der konstituerer skrækfiktion, fordi den snildt kunne være indlemmet i en hvilken som helst sammenhæng og stadig, uanset prædikatet, fremstå som et stykke skræmmende prosa.

Lisa Gracia Tuttle (født 16. september 1952)

Det er klart, at der er mange noveller i antologien, som jeg ikke nødvendigvis ser det helt store i. Sådan vil det altid være, men jeg kan ikke sige mig fri for at tænke, at en del af bogens yngre bidragydere er kommet med, fordi de stilistisk udfordrer formsproget, uden de desværre nødvendigvis har meget på hjertet. Det er naturligvis en hård dom, men ganske meget af gyset i bogen fremstår en smule hult og næsten lidt pjanket, men det sted havner uambitiøs skrækfiktionen altid hurtigt.

Om det vitterligt er de bedste engelsksprogede gys udgivet i 00’erne, skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Det er det nu nok næppe, men jeg må alligevel sige, at Nightmares i overvejende grad er en underholdende samling, hvis største problem formentlig er, at den ikke har noget ud over det kronologiske perspektiv, der binder den sammen. Tematiske stikker historierne i alle retninger. Det kan være godt og skidt, men jeg foretrækker i sidste ende en smule mere fokus. Det har Datlow andre steder, så bifald herfra til hendes vue på 00’ernes gys.

Indhold

Mark Samuels: “Shallaballah”

Gene Wolfe: “Sob in the Silence”

Brian Hodge: “Our Turn Too Will One Day Come”

Kaaron Warren: “Dead Sea Fruit”

Lisa Tuttle: “Closet Dreams”

Gemma Files: “Spectral Evidence”

Simon Bestwick: “Hushabye”

Nicholas Royle: “Very Low-Flying Aircraft”

Margo Lanagan: “The Goosle”

Steve Duffy: “The Clay Party”

Laird Barron: “Strappado”

Stephen Graham Jones: “Lonegan’s Luck”

Reggie Oliver: “Mr Pigsny”

Ray Cluley: “At Night, When the Demons Come”

M. Rickert: “Was She Wicked? Was She Good?”

John Langan: “The Shallows”

Anna Taborska: “Little Pig”

Livia Llewellyn: “Omphalos”

Dan Chaon: “How We Escaped Our Certain Fate”

Robert Shearman: “That Tiny Flutter of the Heart I Used to Call Love”

Caitlín R. Kiernan: “Interstate Love Song (Murder Ballad No. 8)”

Garth Nix: “Shay Corsham Worsted”

Nathan Ballingrud: “The Atlas of Hell”

Richard Kadre: “Ambitious Boys Like You”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

John Langan, The Wide Carnivorous Sky & Other Monstrous Geographies (2013): Pulp som formeksperiment

Paperback, Hippocampus Press 2013. Det meget fine og stemningsfulde omslag er skabt af Santiago Caruso

En af de slående tendenser i skrækfiktionen efter årtusindskiftet er den forfriskende originalitet, hvormed dele af genreforfatterne genopdager genrens rødder i pulpfiktionen. Det er slående, hvor mange eksperimenterende og nye bud, der findes på de gamle troper, som i den grad synes at stå til genforhandling og nyfortolkning. På den led genfinder man tendenser fra 50’ernes genrefiktion i vores moderne tilgang til pulpfiktionen, hvor navnlig formeksperimenterne igen er blevet et markant fænomen. Læser man forord til antologier som eksempelvis John Langans The Wide Carnivorous Sky & Other Monstrous Geographies fra 2013, er eksperimentet nærmest blevet et stilistisk krav, hvis man stadig skal kunne tage pulptroperne alvorlige.

Netop John Langan er da også i den grad en af de førende fortolkere af skræktroper, og igennem et genreforfatterskab, der går tilbage til begyndelsen af 00’erne, har han markeret sig blandt de stærkeste og mest overraskende stemmer på feltet. Langan ligner umiddelbart mange andre i skrækfiktionens landskab, men modsat introverte skribenter som eksempelvis Laird Barron og Livia Llewellyn, er der en umiddelbar genkendelighed og klarhed over Langans tekster, der gør ham langt lettere tilgængelig end førnævnte.

Hvor Barron og Livia Llewellyn fører en dunkel, lyrisk åre ind i pulplitteraturen, står Langan med et ben i den typiske bestsellerfiktion. Man genkender dermed et aftryk af eksempelvis Stephen King i hans værker, men Langans dybest set intellektuelle stiløvelser er i sidste ende for kolde og beregnende til for alvor at kunne opfattes som sidestykker til King. Langan forklarer da også selv, at han helt bevidst udnytter sin akademiske baggrund som underviser i skrivekunst og engelsk litteratur i sin fiktion. Den litteraturhistoriske og ikke mindst litteraturvidenskabelige reference ligger dermed konstant og taler med i hans tekster som et metalag, der viser, at Langan i høj grad er et produkt af 90’ernes skrækfiktion.

Paperback, Hippocampus Press 2013

Mens Langans udtryk forandrer sig radikalt fra fortælling til fortælling, er der nogle grundlæggende træk, som går igen. Hans varme skildring af sine hovedpersoner, hans forsøg på at indlejre fortællingerne i tydelige, stedsspecifikke miljøer samt ikke mindst en brug af metaforer og vendinger, der trækker helt åbenlyst på skrækgenrens ældste rødder hos eksempelvis Poe.

Alt dette oplever man med al tydelighed i The Wide Carnivorous Sky, der samler noveller fra slutningen af 00’erne og frem til bogens udgivelse, men inkluderer også den ganske lange til bogen skrevne novelle eller kortroman ”Mother of Stone”.

En af samlingens både bedstre og mest sigende fortællinger er ”Technicolor”; en besynderlig metahistorie udformet som en universitetsforelæsning over Poes elskede “The Masque of the Red Death”, hvor novellens forelæser spørger sine elever, hvad de i fortællingen omtalte, skiftende farver betyder. Det fører forelæseren ud i en finurlig leg med Poes til lejligheden opfundne inspirationskilder. Faktisk litterær analyse af Poes novelle blandes elegant og drilsk med værker og elementer digtet af Langan, og mens vi lulles ind i en dybt fascinerende udlægning af den gamle klassiker, går det op for os, at Langan samtidig lader sin forelæser træde i karakter som skurk, der forfører sine studerende og bruger dem som psykisk brændstof i et magisk ritual, der ligner noget inspireret hos Lovecraft.

”Technicolor” er mesterligt udtænkt og mesterligt udført, fordi den lykkes i sin hårfine balancegang mellem åbenlys gækkeri og oprigtig tilegnelse af de dystre, mystiske kvaliteter i Poes historie. Lignende drilsk går Langan til zombiefortællingen som moderne skræktrope. Det sker i ”How the Day Runs Down”, der er skrevet som et teaterstykke, hvor en kirkegårdsgraver fortæller os om livet i en provinsby, der er blevet overendt af levende døde. Novellen er opbygget som en stribe dramatiske dialoger, der iscenesætter zombiernes invasion, og formår gennem sin atypiske fremstilling af genreklichéer at føje en overraskende dynamik til en handling, der dybest set intet originalt rummer.

John Langan (født d. 6. juli 1969)

Man kan da også se, hvordan Langan i The Wide Carnivorous Sky arbejder sig systematisk igennem klassiske skræktroper. Varulvehistorien kommer eksempelvis under behandling i både den selvbiografiske ”The City of the Dog” og i den eksperimenterende ”The Revel”. Den sidst nævnte kan bedst beskrives som et systematisk, kommenteret handlingsreferat, der udlægger spændingskurven og symbolikken bag den typiske varulvehistorie for sine læsere. Igen er det akademikeren Langan, der kommer i spil her, og man genkender formen, som noget Thomas Ligotti allerede udførte sit finurlige essay om at skrive skrækfiktion i ”Professor Nobody’s Little Lectures on Supernatural Horror.

Vi møder også et livtag med seriemoderfortællingen, vampyrfortællingen og Lovecrafts univers i novellesamlingen, og ikke overraskende fortæller Langan selv i efterskriftet, at han helt bevidst forsøger at arbejde sig igennem skrækfiktionens troper for at undersøge, hvordan han kan transformere dem og give dem nyt liv. På den led ligner Langans projekt også Stephen Kings litterære virke, der igennem romanerne trope for trope ligeledes har moderniseret og bearbejdet skrækfiktions typiske motiver til et nutidigt udtryk. Langan gør det imidlertid ud fra et langt mere eksplicit, og ikke mindst akademisk, udgangspunkt.

Langans fiktion er på den led også en interessant videreudvikling af 90’ernes selvbevidste skrækfiktion, som forsøgte meget af det samme, som Langan nu arbejder med. Langans prosa møder vi da også de samme udfordringer i den tydelige brug af metalag. Langans skrækfiktion har altid et element af noget usagt imellem forfatter og læser, der angiver en bevidsthed om selve den genre og læsning af genren, som foregår. Det bliver hurtigt kunstlet, men Langan fejler sjældent, og hans fortællinger er skrevet med så megen kærlighed til skrækgenren, at læseren tilgiver de steder, hvor formeksperimentet overtager indtrykket af teksten og gør den mere til uforpligtende facade end noget lyrisk indtryksfuldt.

Alt dette betyder da også, at John Langan uden tvivl er en væsentlig aktør på skrækfeltet i dag, der både formår at inspirere den kunstneriske gren af genren og han står uden tvivl som kandidat til en dag at ramme rigtigt med et værk, der vil kunne blive en bestseller i stil med Justin Cronins postapokalyptiske værker. Langan har begge sider i sig og balancerer dem så klogt, at hans fiktion aldrig bliver elitær, men heller aldrig mister deres poetiske nerve, og det er jo en sjælden kunst.

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling