Tag Archives: John Murray

Arthur Conan Doyle, The Ring of Thoth and other Stories (1968): Hjemsøgte Victorianske gækkerier og nogle betragtninger omkring Doyles sprog

Paperback, John Murray 1968. Tegneren bag forsidens illustration er desværre ikke oplyst

Paperback, John Murray 1968. Tegneren bag forsidens illustration er desværre ikke oplyst

Der er mange af os, der har en stille passion for Sherlock Holmes. Hvad der imidlertid tiltrækker os ved Doyles noveller om detektiven fra Baker Street, er sikkert ganske forskelligt. Og der er utvivlsomt mange spændende ting ved Holmes-historierne, men for mig er det de stedvist mystiske, overnaturlige overtoner, som gør særligt indtryk. Beskrivelserne af heden i The Hound of the Baskervilles, måden den lille pygmæ fra The Sign of Four omtales på eller rigtig mange andre, mindre velkendte steder fanger noget helt formidabelt, der ikke står tilbage for nogen egentlig skrækhistorie. Selve de sindrige kriminalgåder eller den stedvise humor siger mig imidlertid ikke ret meget, men sådan er vi jo så forskellige.

Arthur Conan Doyle var tydeligvis optaget af forholdet mellem naturvidenskabelig rationalisme og sansernes bedrageriske hang til digt og fabuleren. I Holmes-universet udstilles det skisma igen og igen. Hvad der således indledningsvist kunne synes som noget overnaturligt og skræmmende, viser sig altid i sidste ende at være noget banalt og menneskeskabt. Holmes optræder som tryllekunstneren, der efter endt nummer afslører, hvordan han udførte sine tricks og knuser derved illusionen som troldbandt læseren i stille gru.

Det samme greb får vi lejlighed til at følge i The Ring of Thoth fra 1968. En antologi med et udvalg af Doyles mystiske eller overnaturlige noveller, der vel at mærke ikke har nogen relation til Sherlock Holmes. Og så dog, for den maniske detektiv udebliver ganske vist, men novellerne er stort set alle stærkt beslægtet med Holmes-historiernes konstrastering mellem sansernes førstehåndsindtryk og fakta.

Antologien kommer vidt omkring i forfatterskabet og rummer tilmed et par af Doyles bedste noveller. Den fanger Victoriatidens smag for orientalisme med fortællinger som ”The Ring of Thoth” og ”Lot 249”, der begge handler om egyptiske mumier. Den krydser ind over det meget engelske tema med mystiske kostskoler i ”The Usher of Lee House School” og et klassisk ”lukket rum”-mysterium i ”The Striped Chest”. Som sagt, vi kommer tematisk vidt omkring, og alene det er garant for en behagelig varieret læseoplevelse.

Paperback, John Murray 1968

Paperback, John Murray 1968

”J. Habakuk Jephson’s Statement” er uden tvivl den mest spektakulære historie og min personlige favorit. Her følger vi en læges skæbnesvangre sørejse fra Amerika til Europa. Der er noget storladent over historien, som har ekkoer af den type gru, som Lovecraft-kredsen senere dyrkede. Handlingen opererer med ældgammel afrikansk magi, en mystisk mulat med morderiske tendenser og rigelige mængder af vildmarkseventyr. Novellen er en af bogens længste, men den er ikke en side for kort. Doyles greb om den stigende gru ombord på det lille fartøj, som lægen krydser Atlanten med, er formidabel og intensiveres forbilledligt side for side. Med en blanding af rå, blodig realisme og en blåøjet naivitet hos fortælleren, får han nemlig skabt en fortælling, der opererer på kanten af det overnaturlige og samtidig fokuserer på dramaet, der udspiller sig mellem de pressede sømænd.

En af de berømte noveller i bogen er ”Playing with Fire”, hvis paradigmatiske titel skal tages ganske bogstaveligt. Historien skildrer en spiritistisk seance af den type, som blev populære i 1800-tallets sidste tiår. Alene det gør novellen spændende, fordi den sandsynligvis omsætter Doyles egne spiritistiske oplevelser til fiktion. Novellens seance udvikler sig drastisk, og Doyles pointe synes at være, at man skal passe på, hvad man gør. Universet rummer kræfter, vi endnu ikke forstår, og den spiritistiske videnskab kunne, synes Doyle at sige, være en af disse. Som titlen afslører, leger hovedpersonerne med andre ord med ilden og er nær ved at komme grueligt galt afsted.

Bogens andre historier savner i høj grad ”J. Habakuk Jephson’s Statement” s dystre storhed. Navnlig de små dunkle kriminalmysterier, som eksempelvis ”B. 24”, der har samme uskyldige charme som en del af Holmes-novellerne, men som savner enhver form for bid. Jeg kan i hvert fald ikke rigtigt hidse mig op over dem.

Hovedparten af noveller er skrevet med en velformuleret jegfortæller, der beretter om de sære begivenheder, der er tilstødt ham. Der er noget snusfornuftigt roligt over mange af historiernes tone, selv der hvor sære eller muligvis overnaturlig hændelser beskrives. Doyles rationalisme bliver med andre ord en form for seletøj om fortællingen, der holder sproget og handlingen på plads. Sprogets tone og handlingen kan derfor, i nogle af historierne, fremstå som værende i et modsætningsforhold. Der ligger i hvert fald noget paradoksalt i sammenstillingen mellem den rationelle tone og de irrationelle oplevelser, som hovedpersonerne fortæller om.

Sir Arthur Ignatius Conan Doyle (22. maj 1859 – 7. juli 1930)

Sir Arthur Ignatius Conan Doyle (22. maj 1859 – 7. juli 1930)

Det forhold viser os vel i virkeligheden to sider af Doyles interesser. På den ene side har vi den naturvidenskabeligt interesserede forfatter, der lader sig opsluge af videnskabernes konstante transformation af verden. På den anden side har vi litteraten Doyle, der tydeligvis har en sværmerisk åre. Hans sprog slår i hvert fald stedvist ud i romantikkens billedtunge formsprog. Eksempelvis i ”The Ring of Thoth”, hvor han har følgende metaforiske beskrivelse af fortidens:

Here was the flotsam and jetsam washed up by the great ocean of time from that far-off empire. From stately Thebes, from lordly Luxor, from the great temples of Heliopolis, from a hundred rifled tombs, these relics had been brought (s. 12)”.

Doyle rammer her noget smukt. Han læner sig op ad antikverede litterære idealer, der står i modsætning til den afmålte naturvidenskabelig verdensanskuelse, men det er netop i disse små, indfølte steder, at poeten Doyle kommer på bane. Det er her, sproget flammer op og løfter mysteriet til noget stærkere end bare rent mekanisk plot-afvikling. Og det er i virkeligheden også præcis steder som disse, hvor stemningen får lov at ulme, der tiltrækker mig ved de Holmes-historier, jeg nævnte i begyndelsen.

Der er med andre ord et dobbeltløb i Doyles fiktion, som giver teksterne to stemmer. Den saglige gentleman, der med sanddru stemme beretter fortællingen, og digteren, der stedvist løber af med Doyle og hvisker ind over den nøgterne beretnings konstaterende form. Hvisk, der spænder ben for historiens fornuftsbestemte univers og fylder den med flygtige overnaturlige trolderier, der hurtigt manes til jorden igen. Når man læser Doyle, bliver jagten på disse små digteriske hvisk en form for litterært guldgraveri. Det er nemlig, når man rammer de bløde lag under rationaliteten, at historierne eksploderer i noget både smukt og skræmmende.

Doyle havde sikkert være mindst lige så populær uden denne digteriske side, men uden den ville der mangle en væsentlig komponent i forfatterens værk.

 

Novellerne:

”The Ring of Thoth”

“The Brown Hand”

“Playing with Fire”

“B. 24”

“Lot 249”

“The Usher of Lee House School”

“The Striped Chest”

“J. Habakuk Jephson’s Statement”

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling