Leigh Brackett var, ud over at være en af de få, prominente kvinder i det store hav af mandlige genreforfattere, også en af de særdeles stærke stemmer på det amerikanske bladmarked. Hun var en del af pulpens sølvalder i 1940’erne og 50’erne, og hun dyrkede et udtryk, der så tydeligt bagud mod Edgar Rice Burroughs og A. Merritt. Det var uden tvivl med til at fremme hendes popularitet, fordi hendes fortællinger fremstod som trygge, velkendte tekster uden alt for mange moderne, intellektuelle krumspring. Der er noget selvfølgeligt over hendes rendyrkede spændingsfiktion, der ikke undskylder for sin uforbeholdne eskapisme og romance.
Med The Sword of Rhiannon får vi da også præcis det, som Leigh Brackett var bedst til, nemlig eventyrligt ramasjang. Hun blander lige dele SF og fantasy til herlig cocktail, eller en uskøn blanding, alt efter hvordan man stiller sig i forhold til det såkaldte ”science fantasy”-udtryk, der jo bestemt ikke er alles kop the. Jeg elsker det, men det er en sidebemærkning.
Som stort set al anden pulp fra denne tid udkom romanen først i en forkortet form (1949), før den blev bearbejdet og udkom i bogform i ’53. Handlingen tager os til den livlige ørkenplanet Mars, hvor røvere, svindlere og andet godtfolk holder til. Her introduceres vi til arkæologen og gravrøveren (han er det ene, når det andet ikke er belejligt) Matthew Carse, der en sen aften indgår en skummel aftale med svindleren Penkawr, som har fundet et sagnomspundet gravkammer ude i ørkenen. Han har opdaget selve Rhiannons grav; en legendarisk figur i planetens historie, der har status af en mytisk forfader, mere sagn end virkelighed.
Carse er naturligvis mere end villig til at se graven, men da han endelig befinder sig i kryptens mørke, sker der noget besynderligt. Han slynges tusindvis af år bagud i tiden, og da han forlader graven, har verden omkring ham forandret sig. Ørkenen er blevet frodig og planetens udtørrede kanaler fyldte med vand. Nu er gode råd dyre for Carse, der på den ene side oplever enhver historikers drøm – han befinder sig nu rent faktisk i fortiden og kan med egne øjne se den verden, han har studeret så længe. Omvendt er det ikke rart at være strandet uden muligheder for at komme hjem.
Her begynder et hæsblæsende eventyr, for selvfølgelig bliver Carse, der har bevæbnet sig med Rhiannons legendariske sværd, involveret i en politisk strid. Det sker dog ikke, før han er blevet taget til fange og har arbejdet som galejslave, startet et slaveoprør og forført en prinsesse. Som sagt, Edgar Rice Burroughs leverede skabelonen til Bracketts eventyr, og det gør sig ikke mindst gældende i denne roman.
Der er fart over feltet i historien, som udvikler sig og gradvist antager et mere og mere episk udtryk, som Carse stiger i graderne og indtager scenen som central figur i romanens konflikt. Det mest interessante i dette er ikke selve den oprørsfortælling, der ligger til grund for handlingen, men den metahistorie, der udspiller sig i romanens baggrund. Det viser sig, at er Rhiannon er et superintelligent væsen, der forud har planlagt hele det eventyr, vi nu læser, som en måde at korrigere en form for arvesynd. Det var ham, der introducerede moderne teknologi på Mars med frygtelige konsekvenser, og den skade skal Carse nu afhjælpe.
Den del af historien fortælles ved, at Rhiannon flere gange overtager Carses krop i løbet af romanen. Carse mister dermed ikke bare sin egen tid, han mister også sig selv og sin krop. Det rejser nogle interessante overvejsler om, hvem der egentlig styrer hvem i romanen og giver Leigh Brackett mulighed for at lege med en række religiøse myter både fra den antikke og kristne tradition med førnævnte syndefald som absolut vigtigste samtalepartner for fortællingen. Ikke mindst rejser hun indirekte det spørgsmål, om biblens Gud kunne være et superindivid fra en anden planet og gør dermed også Carse analog med Kristus.
Som sagt er der tale om rendyrket ramasjang, som ikke stiller synderligt store krav til læseren. Det er letbenet spændingsfiktion, der skal underholde. Måske netop derfor er der, som andre også har påpeget, noget slående ved romanens slutning. Her kommer Carse (selvfølgelig) hjem til sin egen tid med (selvfølgelig) en prinsesse ved sin side. Slutningen er dermed (selvfølgelig) lykkelig, men alligevel ikke helt, fordi den også er forbundet med stærk vemod.
Carse forstår først efter sin hjemkomst, hvor død, hvor ødelagt Mars er, da han ser den velkendte ørken igen efter at have været i den frodige fortid. Livet kan med andre ord aldrig blive det samme nu, fordi han indser, at han lever i en ruin skabt af dumhed og misbrug af teknologi. Samtidig er den kvinde, han har med sig hjem, fulgt frivilligt med, men hun er nu også uden hjem og tilknytning i denne ødelagte verden, der i hendes øjne ikke er andet end en askehob. At Brackett her har skrevet med sin egen samtids atomtrussel i tankerne, kan næppe betvivles.
Sandheden ligger i øjet, der ser, og Carse ser sig selv og sin verden med et andet blik efter at have oplevet syndefaldet på første parket. Romanens eventyr afsluttes dermed på bittersøde toner, der løfter den generiske pulp til noget mere og stærkere – i hvert fald for et kort øjeblik, der bliver hængende og langt overtrumfer de ellers let glemte fjollerier, som udgør hovedparten af bogen. Den følsomhed, som Brackett skriver med til sidst, ville ikke have gjort hende til nogen berømt pulpforfatter. Ikke desto mindre er det der kommer til udtryk her, er en gave, og det fortæller os, hvad der kunne være kommet fra hendes hånd, hvis hun havde skrevet i en anden tid, under andre forhold, eller hvis hun havde søgt bort fra den entydigt kommercielle stil, hun mestrede så godt.
frasortsand.wordpress.com 