Tag Archives: Jonas Wilmann

Thomas Strømsholt, Dr. Wunderkammers oversættelser (2016): For de særligt udvalgte

Af Jonas Wilmann

Causa latet, vis est notissima …

Efter en kort definition af ordet ’oversættelse’ er ovenstående Ovid-citat det første, vi støder på i Thomas Strømsholt prisvindende novellesamling ”Dr. Wunderkammers oversættelser” (årets danske horrorudgivelse 2016).

Hardcover, H. Harksen Productions 2016

Jeg kan ikke undgå at betragte citatet som et slags løsen til bogen. Et budskab om: ’Kan du afkode dette, er du hermed inviteret indenfor’.

I det fines haller. Hvor Mozart eller Bach spiller diskret, svævende under det høje, hvælvede loft. Hvor høres sagte rislen fra springvand smukt udformet som den fløjtespillende Pan, og væggene er beklædt med historiens mest fuldendte billedkunst og gengivelser af verdens arkitektoniske vidundere. Og fremvist i gyldne montrer ligger smukt indbundne førsteudgaver af højt respekterede kanonværker. I disse haller hensætter alt – selv dine trins gavmilde rumklang – dig i en fortidsrus uden lige. Du indsnuser det antikke, al gårsdagens pragt, med den helt særlige sensitivitet, der er så få forundt.

Men kig nu op. Vi er nået til rundturens første udstillingsgenstand. Åbningsnovellen ”Dr. Wunderkammer – oversætter af Guds tavshed”.

I pastor Rappels kirke har orglet fået en mislyd, og organisten, Dorothea Ramona Wunderkammer, forsøger at udbedre skaden. Gennem samtaler mellem Rappel og Wunderkammer lærer vi, at al kunstnerisk skabelse er lig forvandlingsproces, og at transskription er en mindst ligeså fuldendt metamorfose som det mere originale værk, hvis det da overhovedet findes. Dette bliver paradoksalt spiddet, da Wunderkammer – inde i selve orglet – begynder at arbejde på en ny komposition, hun kalder ’Transskription af Guds tavshed’.

Hardcover, H. Harksen Productions 2017

Paradoksalt, for hvordan oversætter man Guds tavshed? Svaret er, at det gør man selvfølgelig ikke, for det kan man ikke. Og da tonerne slippes løs, får vi da også lettere diffuse beskrivelser som ”En polyfoni af dissonanser” og ”Blomstrende kontrapunkter”.

Åbningsnovellen tjener som en ramme om hele samlingen, måske endda et lille forsvar af den, men konklusionen føles – om det så er bevidst eller ubevidst fra forfatterens hånd – som et rungende intet, og det er desværre lettere symptomatisk for den tilgang til horror, der fremvises i denne samling.

”Auwisnat” og ”Arkitektens øjne” er lidt af samme skuffe og ender også med at hænge og flagre. I ”Auwisnat” tager en kvinde til Herneskoven, hvor hendes far forsvandt, da hun var barn, og her dykker hun ned i folklore om træer og skoven. Byen Herne er stemningsfuldt beskrevet med sine små træskærerværksteder, og der er sprogligt overskud, men historien fremstår ligesom åbningsnovellen uforløst. Det samme gør sig gældende i ”Arkitektens øjne”, der bygger effektivt op, men så ender vi ved et sort tårn med uladsiggørlige, desorienterende vinkler, og kulminationen bliver et par spalter med tågede, nihilistiske åbenbaringer.

Begge noveller bygger på den, synes jeg, misforståelse, at der er noget særligt fint eller litterært ved det uforløste, frem for den mere konkrete rædsel – f.eks. monstret – og der kridtes op til uhygge hinsides menneskelig fatteevne. På et mere jordnært plan betyder det vel, at forfatteren heller ikke selv kan begribe historiens fantastiske element. Mange af novellerne må derfor afsluttes med floromvundne vendinger som ”Jeg vil ikke påstå til fulde at have forstået hvad der skete” eller diffuse glimt af det, der er så uhyggeligt, smukt eller fantastisk, at vi mennesker simpelthen ikke kan begribe det.

Thomas Strømsholt

Og min kritik skal ikke forstås, som at jeg advokerer for konkret, idé-dreven horror frem for alt – det uforløste kan fremstå væsentlig mere ’forløst’, end det gør i ”Dr. Wunderkammers oversættelser”. Ikke at de inspirationskilder, der er på spil her, Machen, Lovecraft, Ligotti og Aickman, ramte/rammer plet hver eneste gang, men det ’glimt’ af rædsel, vi får i deres prosa, står simpelthen klarere. Og vi må heller ikke glemme, at der bag Lovecrafts eksistentielle sug ligger en uhyggeligt konkret mytologi, som er fundamentet til de enkelte noveller.

Uden denne klangbund bliver åbenbaringerne simpelthen for diffuse. Hos genrepionererne var styrken – og en del af rædslens kunst – netop evnen til at kombinere det eksistentielle og filosofiske med det tingslige og arbejde mod en stærkere fornemmelse af forløsning, selv når vi bevæger os helt ude i overdrevet.

Strømsholts noveller ”Og hans blod skal forvandles til blomster og ”Orphe” er – som åbningsnovellen lagde op til – mere direkte oversættelser af myter. Det skal her indskydes, at det langtfra er alle novellerne i samlingen, der lever op til denne mærkat, i hvert fald ikke stærkere, end at de rummer et aspekt af forvandling (men det kan man vel med rimelighed sige, at alting gør). Det virker inkonsekvent og gør både ramme og tema en smule forceret – som har man taget en række gamle noveller, spædet til med en håndfuld nye og prøvet at maskere det som et samlet hele. Jeg genkender da også flere af titlerne fra tidligere antologiudgivelser.

Paperback, H. Harksen Productions 2017

De to nævnte oversættelser efterlod mig igen med en lidt flad fornemmelse, de fremstår mest som en disciplin i at kunne spotte historiens ophav, en disciplin, jeg aldrig har forstået. Jeg kender ikke alle myterne, der spøger i denne samling, det samme med de mange referencer, som Strømsholts litteratur er så sprængfyldt med. Visse er jeg dog bekendt med, men det giver mig ingen særlig oplevelse at se dem nævnt.

Den slags føles ofte som en slags forfængelighed fra forfatterens side, der ikke gør teksten nogen egentlige tjenester. Det bliver lidt uvedkommende læsning, fordi man hele tiden har denne dimension – blær, i mangel af et bedre ord – som står i vejen. I stedet for at blive draget ind i forfatterens personlige univers, kan man føle, at man er kommet i vejen mellem forfatteren og hans spejlbillede.

Og når der samtidig hersker en så distinkt stemning fra litterære forbilleder, bliver forfatterens stemme svær at høre. Her bør vi mindes åbningsnovellens forsvar (let ironiske, men dog et forsvar): Transskription er lige så fuldendt som værket, der sigter efter det originale. Men er det sandt?

Her på Fra Sortsand har vi diskuteret vigtigheden af en dansk identitet i nyere horror, eller en unik identitet, bør det nok hedde – så det ikke får klang af det trættende ’ny nordiske’ – og på dette punkt står Strømsholts samling ikke stærkt nok.

”Auwisnat” føles som Aickman, ”Arkitektens øjne” som Lovecraft (den er tidligere udgivet som Lovecraft-fanfiktion, men samlingen her må nødvendigvis bedømmes som et hele), og ”Perigrination gjennem Kjøbenhavn” som Machen. Med andre ord læner Strømsholt sig for meget op ad den litterære horrorarv, og på trods af hans sproglige dygtighed får hans univers noget forstillet over sig, der leder tankerne mod fanfiktion. Vi befinder os i den helt anden ende af den litterære skala end for eksempel Garmarkbrødrenes knaldroman ”Rakelsminde”, men pointerne kommer ligeledes til at fremstå lånte – dette virker ikke som de rådne frugter af et liv.

Hvis jeg skal pege på en favorit i denne samling, må det være samlingens mest forløste ”A Thing of Beauty”. Ikke at diskussionen skal forfladiges til et opgør mellem forskellige typer horror, men det idé-baserede klæder ganske enkelt Strømsholt i denne novelle. Jeg snappede da lidt efter luft ved linjer som ”Den bibliofile læser er en sanselig læser” – selvom jeg nu er nok så bibliofil – og trak på smilebåndet ad det kliniske ”som mellem illegitime seksualpartnere efter et hedt coitus”, men novellen med sin klare idé ramte mig alligevel mere end de andre.

Thomas Strømsholts Horrorpris. Foto af Henrik S. Harksen

Og selvom Strømsholt ikke altid sprogligt falder i min smag, må man da sige, at han har sproget i sin magt. Den bedagede sprogtone, og de mange tilhørende fremmedord, er ikke nem at beherske, men her er ingen slinger i valsen.

Men som man nok kan fornemme, hægtede ”Dr. Wunderkammers oversættelser” mig alt i alt af. Hvis litteratur er verden kørt igennem et filter, som er forfatteren, bør inspirationskilderne kun udgøre en meget lille komponent i dette filter. Selvsagt er ens læsning med til at danne én og forme én som menneske, men i denne samling bliver inspirationerne for tydelige, referencerne for mange, og det uforløste får mig ikke til at hensynke i tanker – en effekt som Aickman og Machens værker næsten altid har på mig – men efterlader mig med en lidt fad fornemmelse. Ærgerligt, for Strømsholt kan noget med sprog og stemning. Kunne han blot løsrive sig mere fra forbillederne.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Forlagshistorier: Redaktørens rolle

Af Jonas Wilmann

Med afsæt i den monumentalt fejlbehæftede roman Eternal Darkray vil jeg se nærmere på bogredaktørens rolle og ansvar.

 

Enter Darkness

Sidste efterår modtog jeg to frieksemplarer af horrorantologien Rustkammeret fra det lille, nystartede forlag Enter Darkness. Jeg har bidraget med en novelle til samlingen og var spændt på at se det færdige resultat, men da jeg fik bogen i hænderne, var jeg mildest talt overrasket. Og ikke på den gode måde.

Redigeringen er simpelthen håbløs. Ikke at antologien er fyldt med stavefejl, på det punkt går den i det store hele fri, men en god del af novellerne er hærget af sproglige misforståelser og simpelthen bare dårligt sprog. Mange af bidragene skulle aldrig være udgivet i den form, vi ser – som i mange tilfælde har karakter af råmanuskript – selvom det selvfølgelig ligger i kortene, at en horrorantologi fra et mindre forlag vil byde på en vifte af forholdsvis uprøvede kræfter. Og det er fint. Men det er tydeligt, at bidragsyderne har været helt overladt til sig selv og alene hæftet for slutresultatet – de mere erfarne forfatteres bidrag fremstår da uforholdsmæssigt stærkere, og det er ærgerligt.

Paperback, Enter Darkness 2017

Jeg var selvsagt meget skuffet over denne udgivelse, og da jeg så, at forlagets næste projekt var en 612 sider lang roman, blev jeg bekymret. 612 sider. Det er virkelig mange ord at holde styr på. En opgave, der kunne give selv en erfaren redaktør sved på panden, især når forfatteren er romandebuterende.

Og bagsideteksten til Eternal Darkray gjorde mig ikke mindre bekymret.

Ravar assimilate …

Bogstaverne bløder på væggen, malet med en afrevet arm. På et tog der suser gennem natten uden at stoppe. Metallet er revet op på størstedelen af togstammen. Der flyder med lig af soldater. En grotesk skygge kaster sig af vognen og iler mod havet. Toget har destination mod Land’s End, Cornwall, England.

Passagererne er civile der er smittet med DarkRay Psychosis. Spørgsmålet er så om det er sandt. Fire af passagererne er udvalgt til at løse gåden om mørkemændenes herre og finde hans skjulte formål. Hvorfor vente 4000 år på at komme til verden som computervirus?

 

Én ting er det staccato-agtige, opremsende sprog, der bærer mere præg af indkøbsseddel end litteratur, en anden er, at det ud fra denne forvirrende tekst er helt enormt svært at gætte, hvad bogen handler om – og dernæst er der op til flere ting, en redaktør burde have påtalt.

Bogstaverne bløder på væggen. På et tog der suser gennem natten. Dette virker uklart. Hvis bogstaverne er malet et tog, er de ikke malet på en væg, men på togets side. Passagererne er civilile der er smittet med DarkRay Psychosis. Spørgsmålet er så om det er sandt. Den første sætning konstaterer, at de civile er smittet med sygdommen, næste sætning spørger, om det er sandt. Desuden kunne ’civile der er smittet med’ nemt slankes til ’civile smittet med’. Der flyder med lig af soldater. Meget upræcist. Hvor ligger de? Inde i toget? Rundt om toget?

Alt sammen punkter en redaktør burde have taget fat i. Bagsideteksten er trods alt meget vigtig, og forlag bruger tit ugevis på at skabe en, der er så fængende, velskrevet og præcis som overhovedet mulig. Og denne halter på alle tre punkter.

Men hvad så med bogens indhold?

Den første smagsprøve, jeg fik, var et uddrag, som forlaget linkede til på deres facebookside (det er siden blevet fjernet af forfatteren), og det gjorde mig mildt sagt bekymret. Det relativt korte uddrag, mindre end to bogsider, var simpelthen et rod af uforståelige sætninger, forkert anvendte forholdsord, rod i ejestedord, kontinuitetsfejl (ting der ændrer sig lige for øjnene af en), brug af faste vendinger og klodsede sproglige gentagelser, der burde være umulige at overse – f.eks. ’han havnede i havnen’.

Kort sagt: kaos!

Så selvfølgelig blev jeg nødt til at undersøge, om resten af bogen var lige så fejlbehæftet, eller om det lille uddrag – som ganske fornuftigt blev pillet hurtigt ned – var noget råmanuskript, der ved en fejl havde fundet vej til facebook. Svaret er desværre den første mulighed. Bogen er komplet ulæselig.

Og her vil jeg gerne lige stoppe og gøre opmærksom på, at dette på ingen måde er en anmeldelse af Eternal Darkray – jeg har ikke læst den hele, da den netop er ulæselig – men en artikel om redaktørens rolle og ansvar, med afsæt i denne udgivelse. Det handler ikke om at udstille forfatteren, jeg kender ham ikke og har intet imod ham (ej heller lade forlaget Enter Darkness bære hele skylden for branchens mangelfuldt redigerede bøger), men om at belyse et meget alvorligt problem, der i yderste konsekvens – og hvis det ikke adresseres uden omsvøb – kan skade dansk fantastik som et hele og endda vordende fantastikfans’ læselyst.

 

Eksemplet

Eternal Darkray er udgivet i en form, der ligner en debuterende forfatters allerførste udkast, som intet andet menneske har kommenteret på eller rettet i. Det er muligt, at der er rettet nogle stavefejl – jeg har ingen indsigt i forlagets redigeringsproces – men alle andre sprogblomster er på plads.

Det er den type manuskript, der skulle være sendt retur til forfatteren med en venlig besked om, at der skulle arbejdes grundigt videre med det, før forlaget ville se det igen. Hvad der rent faktisk er sket, og hvad redigeringsprocessen har indebåret, kan jeg ikke udtale mig om, men at dømme ud fra slutresultatet virker redaktøren totalt fraværende.

Bogen er hærget af grammatiske fejl, sproglige misforståelser, upræcise formuleringer, kontinuitetsfejl, de mest graverende eksempler på ’tell’, jeg nogensinde har set (handlingen ikke kun overforklares, den leveres i direkte tale af karakterer, der befinder sig alene og højlydt forklarer, hvordan det hele hænger sammen!) og diverse andre uvaner, f.eks. at lade direkte tale stå selvstændigt, så man ikke har en chance for at vide, hvem der taler, eller – endnu mere forvirrende – variere mellem et utal af forskellige betegnelser for den samme karakter. En af bogens hovedpersoner, Caitlin, omtales f.eks. skiftevis som gothpunkeren, ireren, den irske pige, den unge pige, den gotiske digter (hvilket i øvrigt betyder noget andet) og goteren (hvilket i øvrigt betyder noget helt andet). Og jeg er ikke engang helt sikker på, at det var Caitlin alt sammen. Ellers også var det. Pointen er, at denne særlige uvane gør det næsten umuligt at finde rundt i, hvem der er hvem i denne bog.

Paperback, Enter Darkness 2017

For at eksemplificere yderligere, bør vi kigge på kapitel 4. Og jeg må igen gøre opmærksom på, at dette ikke er ment som ukonstruktiv udstilling af hverken forfatter eller forlag. Men uden håndgribelige eksempler vil debatten hurtigt kunne afspores til et spørgsmål om smag eller påstand mod påstand. Og jeg forholder mig ikke til bogens indhold, om det er en spændende bog og så videre, udelukkende til sproget og det dertilhørende redaktionelle svigt.

Fra side 38:

”Wayne you are too much, Wayne Too Much,” lo den hvidkitlede herre i afsindigt vanvid siddende i stolen.”

Sætningen er helt forkert opbygget, det lyder, som om det er vanviddet, der sidder i stolen.

”Han rullede med øjnene og rablede formløse ord.”

Hvad er ’formløse ord’?

”Sådan som djævlen tér sig, skal du også hilse ham der behersker skyggerne.”

Det er uforståeligt. Man kan ikke hilse én, sådan som djævlen tér sig.

”Inde bag hans ansigt gemte den sig og ventede stilfærdigt på at en eksorcist kom for at udfri staklen.”

Her er det ikke forklaret hvad ’den’ er, eller hvorfor ’den’ venter på at blive uddrevet.

”Grinet blev endnu mere stramt og dæmonagtigt mens den messende tone virkede hypnotisk på omgivelserne.”

Meget upræcist. Et stramt grin har ikke en messende tone, og det er forkert at anvende ordet ’mens’, når det er én og samme tone, der tales om. Samtidig er ’omgivelserne’ et besynderligt ord at bruge, når de kun er to mennesker i lokalet, og det absolut ikke har nogen hypnotisk effekt på Wayne, som hakker løs i offeret imens.

”Wayne jagede kniven i struben på galningen, der med rullende opspilede øjne og vanvid i mundvigene bekendtgjorde at fornuften var andetsteds i rummet.”

Vanvid i mundvigene skal uden tvivl læses som et vanvittigt smil, men det er en fjollet formulering. Samtidig er fornuften ikke andetsteds i rummet, da Wayne er den eneste anden til stede, og han er ved at hakke lægen i småstykker, mens han omtales som ’den uligevægtige dreng’ og ’den utilregnelige psykopat’.

”Et øjeblik stod knivstikkeren og så på det slatne lig mens det pumpede ud af kroppen.”

Der mangler vist ordet ’blodet’ her, for i sætningens nuværende form er det liget selv, der pumper ud af kroppen.

Fra side 39:

”Han overfaldt den døde læge og jog kniven igennem brystkassen på ham så alle ribbenene knustes. Bevægelsen var så kraftig at bladet borede sig gennem rygsøjlen. ”Fandens, jeg kan ikke få min hånd ud.” Han tabte våbnet så det faldt ned og borede sig fast i gulvet.”

Der er et eller andet helt galt med kontinuiteten her. Wayne har hakket kniven gennem lægen, så bladet er boret gennem rygsøjlen, og hans hånd sidder fast dybt i lægens indre. I næste sætning beskrives det, hvordan han taber kniven – må være fra en vis højde – så den falder ned og borer sig fast i gulvet.

”Sort blod sprang ud af munden som et brusebad og stank af metallisk bræk.”

Kluntet sætning. Især det sidste sætningsled ’og stank af metallisk bræk’ virker underligt påhæftet.

”Wayne blev så forskrækket over sine kræfter at han et øjeblik blev bange for sig selv, mens et fnys slap hans næse, og han gik over til sin kniv og trak den op af gulvet med noget besvær.”

Omstændelig, knudret og alt, alt for lang sætning. Den skriger på en redaktør, som kunne henvise til en af mange og indlysende omskrivninger. Det virker også helt forkert, at Wayne bliver så forskrækket, at han bliver bange. Og så det der ’mens’, det virker også malplaceret. Hvorfor fnyser han, mens han bliver forskrækket over, at han bliver bange?

Derudover skifter Wayne, alene på disse to sider, navn mellem de følgende: den uligevægtige dreng, unge Brighter, drengen, knivstikkeren, den utilregnelige psykopat og Wayne Too Much.

Og selvom der ikke er andre til stede, kommer Wayne med udbrud som: ”Hvad er det for kroppe? Det ligner ikke mennesker, de er alt for deforme.” ”Fandens, jeg kan ikke få min hånd ud.” ”Sikke en underlig farve det blod har som siver ud fra lægens hoved.” Det er ren Andeby, og selv en relativt uerfaren betalæser ville her kunne fortælle forfatteren om det almenkendte ’show don’t tell’, som her har nået en hidtil ukendt ekstrem.

Og det hele bliver egentlig kun værre på de næste sider, men jeg synes ikke der er nogen grund til at fortsætte. Efter ovennævnte eksempler vil de fleste forhåbentlig være enige i, at det ikke er et spørgsmål, om bogen er massivt fejlbehæftet, men snarere hvad der fremadrettet kan gøres for at undgå sådanne udgivelser.

 

Hvornår kan man kalde sig redaktør?

Jeg har virkelig svært ved at forstå, at nogen har læst Eternal Darkray og tænkt: det her vil vi udgive, og i den her stand. Ja, jeg har faktisk svært ved at tro, at nogen har læst bogen til ende, for så ville de have opdaget, at den er uforståelig.

Det her er som sagt ikke en anmeldelse, og jeg vil ikke vurdere bogens handling og potentiale som spændingsroman, men selv hvis man kunne se et eller andet i manuskriptet, hvorfor så ikke gennemarbejde det ordentligt? Eternal Darkray bærer mange af de tegn, som helt unge debutanters værker lider under. Der er tale om en historie, som simpelthen ikke er kommet ordentligt ud af forfatterens hoved. Som uerfaren forfatter tror man, at læseren automatisk ved, alt hvad man selv ved – alt det, der ligger bag fortællingen – og det, der ender på linjerne, formidles ikke på nogen forståelig måde. Det er på mange måder det, som er på spil her, men fingeren peger først og fremmest mod redaktøren og forlæggeren, ikke forfatteren.

Det har fået mig til at tænke en del over, hvad det egentlig vil sige at være redaktør. Hvornår kan man tage den titel? Kan man bare være en eller anden – ja, undskyld udtrykket – dude, der udgiver nogle bøger, han selv synes er spændende uden at have forstand på hverken sprog eller litteratur? Svaret er selvfølgelig, at man kan lige, hvad man vil – og det ser man jo tydeligt på bogbranchen anno 2018 – men hvorfor skulle man?

Jeg mener ikke, at man nødvendigvis skal have en særlig uddannelse, før man kan kalde sig bogredaktør, men en god portion selvkritik og realitetssans skal der til. At kunne få øje på stavefejl i en tekst udgør måske 1 % af, hvad der skal til for at være redaktør. Jeg vil umuligt kunne remse alle de resterende 99 % op, men det er en bred vifte, alt fra at kunne muge ud i sproglige gentagelser, prædike show don’t tell og afveje om ordene på linjerne overhovedet formidler historien forståeligt. Dertil kommer hele grammatikkens jungle. Redaktøren skal også have en bevidsthed om, hvilke formuleringer man bruger i litteratur. Er teksten hærget af faste vendinger? Floskler? Talesprog? Er der tale om uskønt og omstændeligt sprog? Fejl i sætningskonstruktionen?

Det handler kort sagt om at kende sine egne begrænsninger og vælge en intelligent forlagsmodel, med en klar erkendelse af hvor langt ens kompetencer rækker.

Mange små forlag er heldigvis rigtig gode til at indhente eksterne kræfter. De bruger de penge, det koster at få erfarne redaktører og korrekturlæsere på deres manuskripter, og det kan ses på slutresultatet. Og der er ikke nødvendigvis nogen angst for at antage manuskripter, der skal arbejdes meget med – hvis den gode historie er der – men så bliver der til gengæld også arbejdet grundigt med dem.

Men de brodne kar blandt mikroforlagene ses desværre stadig, selv her i 2018.

 

Modtagelsen

Modtagelsen af Eternal Darkray har indtil videre været næsten lige så mystisk som bogen selv.

Den mindst mystiske omtale er at finde på Sus’ bogblog.

Bloggeren, som forståeligt nok kun orkede at læse 50 sider af bogen, beskriver, hvordan hun blev forvirret og tit ikke forstod hvad der foregik. Hun nævner et af mine egne kritikpunkter: ”i løbet af en side blev Caitlin refereret til som både hun, Caitlin, Den Gotiske Punker, Digteren og den unge pige. Jeg blev ret forvirret nogle gange …”

Helt forståelig reaktion. Hun skriver videre: ”Det er som om der mangler dele.” og ”Den dræbte fuldstændig min læselyst.”

Gyseren.dk er tonen mere diplomatisk. Det massivt fejlbehæftede sprog beskrives her ret overraskende som ’lyrisk’.

”Desuden er sproget meget lyrisk. Selvom det ikke er et kritikpunkt, så er det en skrivestil, jeg personligt har det svært med. Igen fordi jeg tit bliver nødt til at genlæse sætninger og afsnit for at sikre mig, at jeg forstår, hvad jeg læser.”

Jeg forstår udmærket, hvad der skrives her. Hvad jeg ikke forstår, er hvorfor anmelderen ikke når den konklusion, at sproget er uforståeligt. Ja, det gælder jo også handlingen. Forsøg på diplomati? Jeg skal ikke kunne sige det.

Bogens lektørudtalelse er dog det, der har gjort mig mest perpleks. Jeg har kun set uddrag af den, men den skulle ifølge forlaget være meget positiv og beskriver bl.a. bogen som ’velskrevet’.

Her må især lyde en kritik, for hvis ikke en lektør kan finde ud af at sortere i den strøm af udgivelser, der udkommer fra mikro- og betalingsforlag, hvor er vi så henne?

 

Farerne

Nogen vil måske spørge: Hvorfor flipper du egentlig sådan ud over denne udgivelse? Styr dig lige, mand. Hvad er faren ved, at en, indrømmet, temmelig fejlbehæftet roman kommer ud at stå på de danske bibliotekers hylder?

Til det er svaret klart: I yderste konsekvens kan det fjerne fantastikfans’ lyst til at læse dansk. Og det vil uden tvivl skabe et negativt omdømme for vores fantastiske litteratur herhjemme.

Forestil dig, at du var en ung læser, der gerne lige ville se, hvad det der urban fantasy var for noget, og endte med Eternal Darkray i posen. Hvis det var dit første indtryk. Det ville jo være katastrofalt.

Da jeg var ung, var bogbranchen anderledes, end den er i dag. Der fandtes ikke den skov af betalings-, mikroforlag og selvudgivere, vi har nu. Det var ikke kun en god ting, for de små forlag byder også på spændende alternativer til de stores mere strømlinede program, til gengæld fandtes der slet ikke bøger så mangelfuldt redigeret som eksempelvis Eternal Darkray. Jeg er sikker på, at mødet med en sådan bog – okay, måske ikke den ene, men et par stykker – kunne have vendt mit fokus mod amerikansk litteratur eller, værre endnu, helt andre medier.

Vi bliver nødt til at forstå, at det er alvor at udgive bøger. Et forlag hjælper ikke uprøvede kræfter ved at fralægge sig redaktøransvaret og udgive manuskripterne så godt som uredigerede. Udgiver man en bog med henblik på salg, f.eks. til de danske biblioteker, skal kvaliteten bare være i orden. Er det derimod en foreningsudgivelse eller lignende, lavet af fans til fans, må den være mærket sådan og bør aldrig forlade den kreds.

Jeg håber, at historien om Eternal Darkray kan få forlæggere og redaktører til at se mere kritisk på deres redigeringsproces, inden de sender en bog til tryk.

 

 

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

David Garmark & Stephan Garmark, Rakelsminde (2017): Tvivlsom fanfiktion fra den jyske hede

Hardcover, Kandor 2017

 

Horrorromanen Rakelsminde sigter mod et bredere publikum uden for det lille fanmiljø, men den mangler originalitet og er ikke ordentligt gennemarbejdet.

Journalisten Tea Ehlers tager til fødebyen Rakelsminde for at undersøge en mystisk sag om en jæger, der har begået selvmord ved, i fuld offentlighed, at sprætte sin mave op med en jagtkniv. I byen bliver Tea mødt af mistænksomme blikke og en mur af tavshed, ikke mindst fra byens religiøse fanatikere, Jesu Salige. Tea hører dog snak om en lydbølge, der ramte Rakelsminde kort før selvmordet, og byens nye tilflytter, den syriske flygtning Sayid, er heldigvis mere imødekommende over for hende. Lydbølgen rammer den lille flække med tre dages mellemrum, og hver gang følger blodige mord eller selvmord. Og som om det ikke var nok, er et hus sporløst forsvundet, og byen overrendes af dyreplager fra varmere og koldere himmelstrøg.

I Rakelsminde af forfatterbrødrene David og Stephan Garmark er alle de velkendte horrorelementer på plads. Det kan man så synes er godt eller skidt. Vi har en by med hemmeligheder (”Lad de døde være,” messer landbetjenten), en sekt, der mødes til sære messer – lidt a la Esoteric Order of Dagon – en ung sektbroder, som får billeder i hovedet af en konstruktion med umulige ’Lovecraft-vinkler’, og op til flere karakterer har the shining. Og lad mig ikke forglemme, at de uundgåelige tentakler også indfinder sig i løbet af historien.

Klichéerne står simpelthen i kø, og bogen fremstår mest som en række tilfældige paranormale hændelser smidt i gryden. Man savner selvstændighed, i et univers sammenstykket af amerikanske filmklichéer, King, Lovecraft og en smule Barker. ”Det lyder som en dårlig film,” udbryder en af karaktererne halvvejs gennem bogen – et metareflekterende udbrud, jeg har set i meget nyere, dansk horror – og der ligger noget selverkendelse i den sætning.

Stephan Garmark (født 1980) (t.v.), David Garmark (født 1972)(t.h.)

For Rakelsminde illustrerer tydeligt, hvor svært det er at skabe horror med en egentlig dansk identitet. Så længe der skues så meget mod forbillederne, i stedet for at trække på egne indre verdener og drømme, lykkes det ikke, og gyset strander ved at være en slags stiløvelse, hvori en række konventioner skal følges.

Historiens personer slægter krimiens karaktertegning på, men fremstår lovligt klichétunge, fra den onde sektleder, til landbetjenten, der bærer en ’pump-action Remington 870 shotgun’ – hvorfor ikke bare et haglgevær? – og harker efter han er kommet med udbrud, der leder tankerne til en hillbilly-sherif fra en amerikansk setting i 50’erne.

Og klicheerne begrænser sig desværre ikke til bipersonerne. Den ene hovedperson, den syriske flygtning, Sayid, fremstår i dele som en parodi. ”Når man flygter for livet, har man ikke andet end en taske under armen,” fortæller han lidet nuanceret til en gæst og byder på noget arabisk kage. Altså, fordi han jo er araber. Jeg sad lidt og spekulerede over, hvor han mon havde kagerne fra. I Rakelsminde, syd for Holstebro.

Den overfladiske behandling af Sayid skinner også igennem i hans alt for perfekte sprogegenskaber. Efter et år på et dansk asylcenter bruger han ord som ’aggregat’, ’proptrækkerkrøller’ eller: ”Det lyder, som om de bare profilerer på ulykkerne for at forstærke deres egen indskrænkede tro.” Jeg kender kun ganske få etniske danskere, der kan formulere sig sådan. Samtidig strør han om sig med gammeldansk og faste vendinger.

Og når vores syriske flygtning i sine tanker repeterer Roosevelts velkendte og skambrugte citat om at frygte frygten selv, tænker han egentlig mere som en tvivlsom forfatter, end som Sayid selv.

Fra bogens bagside. Med sådan en anbefaling, og anbefaler, kan det jo ikke blive finere…

Brugen af Roosevelt-citatet bør der dvæles ved, for det er symptomatisk for romanen, som synes at bygge på, hvad jeg vil kalde ’Wikipedia-viden’, tilsat en smule hentet fra tabloidernes flygtningedebat og et skvæt populærvidenskab. Det er ikke særlig berigende læsning, og det bliver en hakket og rodet læseoplevelse. Til tider føles Rakelsminde som at læse Illustreret Videnskab, andre steder, i de karikerede splatscener – som da byens slagter ’halalslagter’ sin familie – er vi ovre i børne/ungdomsgys, og endelig får den sine steder karakter af kogebog; madingredienser remses af uvisse årsager op i ét væk. Over tre-fire sider tales om krydderier og pies, senere får vi opskriften på æggekage, arabisk slik og mangt andet. Man har næsten fornemmelsen af, at siderne bare skal fyldes ud med et eller andet, og som læser håber man inderligt, at al den snak om krydderier og lignende vil få en betydning senere, men nej.

Det med overflødighederne er generelt for bogen. Der er simpelthen for lidt prioritering til stede. Stift opremsende, skal vi høre om alverdens ligegyldigheder. Her har du f.eks. en manual til at tale i telefon, hvis du skulle være i tvivl om, hvordan det gøres: ”Hun trykkede på nummeret, lagde telefonen til øret og ventede på, at den ringede op.” Og fra samme side: ”Hun kørte hen til butikstorvet, parkerede bilen og gik ind i Brugsen.” Og stadig samme side (!): ”Hun købte et par rundstykker med ost, en yoghurt naturel og en banan.

”Og da vi er kommet igennem alle bananerne og rundstykkerne med ost, og horrorplottet rigtigt tager fat, er vi i sikkert Lovecraft-King-territorie, og nej, dette bør ikke citeres ud af kontekst, for jeg mener det ikke som en ros. Dele udspiller sig som Kings ”The Mist”, når religiøse fanatikere i lillebyen tolker de overnaturlige hændelser som guddommelige tegn og varsler, og de obligatoriske tentakler bryder da også frem, i hvilken forbindelse der begås ikke én, men to litterære kardinalsynder. Den ene er ’kyklopisk’, den anden er ’amorf’. Næst efter ’eldritch’ er ’cyclopean’ og ’amorphous’ (som i øvrigt lyder så meget smukkere på engelsk) de mest brugte fremmedord i Lovecrafts fiktion, og at bruge begge på én og samme side giver umiskendeligt et værk karakter af fanfiktion.

Plottet skrider videre frem i velkendt Lovecraft-territorie, med introduktionen af old ones, en hel del sci-fi-forviklinger, en dosis saftige familiehemmeligheder og – uden at afsløre noget – en af de mest corny afrundinger, jeg længe er stødt på.

Som tidligere citeret: ”Det lyder som en dårlig film”. Det gør det. Men det burde det ikke. Barren for dansk horror må hæves, og det må først og fremmest gøres ved at trække fra egne verdener og ikke lave tvivlsomme kopier af sine forbilleders værker.

– Af Jonas Wilmann

3 kommentarer

Filed under Roman

Det danske horrormiljø er i krise. Dyb krise.

Vi er to forfattere bag dette indlæg, og vi er bestemt ikke enige om alt, når det kommer til litteratur. Faktisk ser vi meget forskelligt på en række afgørende ting, men vi deler en stor, stor kærlighed til skrækfiktionen, en dyb utilfredshed med tingenes tilstand i det såkaldte ”horrormiljø”, og en tro på at tingene kan blive bedre, mere kreative og stimulerende for alle parter. Gennem en hurtigt voksende korrespondance er indeværende indlæg derfor blevet til, som en form for programerklæring, en kastet handske, der forhåbentlig kan udløse noget positivt. Det er i hvert fald vores håb.  

Af Jonas Wilmann & Martin Wangsgaard Jürgensen

 

Om vores horrormiljø

Igennem mange år har vi set den ene talentløse horrorroman, -antologi eller -novellesamling efter den anden (der er undtagelser, men dem skal det ikke handle om nu). Hvis det ikke er redigeringen, det kniber med, er der tale om gentagelser af velkendte strukturer, sørgelige horrorklichéer, som står i kø, og generelt bare mangel på ambitioner. Det værende ikke kun med henblik på originalitet – vi druknes da i arketypiske monstre, tamme King-efterligninger og ”Lovecraftianske” elementer, så dovent og afstumpet udført, at Lovecraft må vende sig i graven – men også sproglige og intellektuelle ambitioner.

Mange af de såkaldte voksenudgivelser i horrorgenren fremstår mest af alt som defekte børnebøger, da de på ingen måde rummer modne refleksioner og åndsverden. Det etableredes syn på horror, som noget lidt underlødigt, tilhørende en børne/ungesfære, er blevet en selvopfyldende profeti. Samtidig har vi også set alt for mange eksempler på titler, der har været monstrøst fejlbehæftede, og alligevel er strøget lige forbi alle portvogtere. Vi vil gå så langt som at sige, at der er eksempler på bøger, som i dele er volapyk, og novelleantologier, hvor majoriteten af bidragene aldrig skulle have forladt en mørk, mørk skrivebordsskuffe.

Og ingen løfter et øjenbryn. Ikke offentligt, i hvert fald.

Alting fortsætter, som det plejer. Alt er godt. Vi liker og deler, liker og deler. Der bliver klappet skuldre, bloggerne tager skyklapperne på og fortsætter deres rosende tomgang, og i klubhuset er der en dejlig, ren stemning af, at alle kan møde hinanden, hygge og kigge hinanden i øjnene – ingen, man skal gå og dukke sig for på Bogforum eller Krimimessen. Disse steder, og i mere lukkede fora, networkes der på livet løs. Det gælder om at få årets horrorpris (som ikke fører meget andet med sig end et stykke papir i en ramme). Kritiske røster lyder sjældent, også selvom mange går og ruger med en masse, for tænk nu, hvis kritikken blev gengældt, og det skulle gå ud over ens egen lille forfatter-entreprise!

Ingen tør sige det indlysende: Niveauet er simpelthen for lavt. Vi trakteres med endnu et misvisende glansbillede i en begejstret bloganmeldelse. Den anmeldte, som sidder på stikker, skriver efterfølgende ’tak for anmeldelsen!’ (gerne efterfulgt at anmelderens fornavn, så kan det ikke blive mere familiært!), og så liker anmelderen kommentaren, og alle udenforstående krummer tæer. Enhver chance for, at horrormiljøet kan tages seriøst, udslettes lige der.

Vi liker og deler, hygger og lyver, og inderst inde ved vi jo godt, at noget er galt.

 

Vejen frem

Det hele skal flås ned og bygges op igen. For når et miljø ender, hvor vi er nu, er det allerede gået i stykker. Det eneste vi har at se frem til, er en lang, jævn vej; den evige stagnation. Altså det, som vi har set i det danske science fiction-miljø, der har lukket sig inde i en uigennemtrængelig skal (hvorpå al kritik preller af). Det, som vi ved Dansk Horror Selskabs stiftelse svor, at det aldrig skulle blive.

Den eneste måde at kæmpe imod denne skæbne, er at tale mere åbent om problemerne. Hvis barren skal løftes, skal vi gå kritisk til hinanden og til hele miljøet. Der findes ikke nogen stærkere kritik, end den der kommer indefra, og vi er egentlig slet ikke nok ’inde’ i miljøet til at udgøre egentlige interne røster.

Vi skal ikke kritisere som smålig og banal hævn, fordi ’ham eller hende kritiserede min bog, så skal hans/hendes også ned med nakken’. Nej, vi skal sgu bruge hovedet. Når vi kan føle det dybt i vores hjerter, og med vores skarpe litteraturblik, at der er noget helt, helt galt, skal det til debat.

Det er på tide, vi spørger os selv: Hvad kan man forvente af en skrækfiktion?

Først og fremmest, at det er en kunstnerisk engageret litteratur, der konfronterende tør udfordre sine læsere på indholdet, sproget, ja, helst på begge dele. Det, som står indskrevet i Dansk Horror Selskabs vedtægter – ”værket skal kunne fastholde den voksne læser” … ”sproget skal være fængende og fascinerende” – er tæt på idealet, men sjofles hvert år ved shortlisting af klichétunge værker med fladt, tungt sprog, der udelukkende er til som katalysator for plot. Alt for ofte kan man læse anmeldere, der klapper i hænderne og konstaterer, at ”sproget flyder” eller lignende udvandede formuleringer. Sprog kan flyde, men det er ikke i sig selv en kvalitet. Sproget er ikke en stikpille, der skal smutte ubemærket ind. Sprog skal mærkes, det skal hænge ved, og det skal efterlade sig spor, når det er læst. Og omvendt, ses også ukritisk lovprisning af værker, hvori gøres alverdens krumspring for at udstråle kulturelitisme, skønt de ofte fremstår som manierede studenterværker.

Skrækfiktionens anliggende er det ubehagelige, det grimme og det skræmmende. Hvilken form, hvilket formsprog, hvilken tone dette sker i, kan ikke sættes på formel, men en skrækfiktion, der skal flytte sig ud af teenageværelset herhjemme, må lægge den nørdede begejstring for klichéer fra pulplitteraturen på hylden og trække på egne indre verdener, drømme, det personlige; den voksne tanke- og følelsesverden

Samtidig er det en kæmpe misforståelse, at skrækgenren opnår en særlig kunstnerisk eller ligefrem intellektuel kvalitet ved at læne sig op ad vage forestillinger om gotik og gamle dage. Ej heller bliver det bedre af prætentiøse referencer til klassisk verdenslitteratur eller antik mytologi. Snarere end at skabe en nærværende, begavet litteratur bliver det en provinsiel, småborgerlig prosa, der hverken rører os i hjernen eller hjertet.

Det er således nødvendigt at acceptere, at ”horror” ikke er en bestemt genre, men en stemning og optik. Den litteratur, vi efterlyser og ønsker, søger denne stemning; vi søger ikke alle de klabautermænd, som af kommercielle grunde er blevet hængende. En ny skrækfiktion herhjemme må derfor kaste klichéerne fra sig og invitere læserne ind i de dunkle rum, som han eller hun gerne vil vise frem for verden.

Skrækfiktionen er ikke kun til for at gøre os bange eller at forberede os på det værste (her en indskudt bøn om at lægge den darwinistiske horrortolkning i graven!) – det er en æstetisk leg med verden, som vi oplever den, og en iscenesættelse af alt det, vi lægger låg på eller helst vil undgå.

Vi søger værker, hvor plot og historie kombineres med spændende sprog, intellektuel dybde og udfordrer en voksengeneration, der læser, hvad der i essensen er young adult-litteratur. Det er vigtigt at pointere, at det litterære værk kan findes i populærlitteraturen, kan favne begge verdener, men sjældent gør det. Vores ærinde er ikke at agitere til kamp mellem ’snobberne’ og ’de folkelige’, men et forsøg på at gøre horror relevant for andre end en lille skare, der dyrker og udfolder sig i den som hyggegenre, hvor en række trættende konventioner skal følges.

Vi ønsker at litteraturen kan komme i dialog med andre uden for det begrænsede ”fanmiljø”. Vi må derfor lade den platte spændingslitteratur falde og fokusere på den skrækfiktion, der faktisk har et kunstnerisk projekt, som er værd at behandle og tage alvorligt. I dag måles alt på samme vægt. Derved fjerner vores skrækfiktion sig længere og længere fra muligheden for rent faktisk at blive taget alvorligt af andre end den ulidelige fankultur. Dansk Horror Selskab har her også en vigtig rolle, og vi må forvente en klog og kompetent bedømmelse og udvælgelse, der sorterer det irrelevante fra og viser os, hvor skrækfiktionen som litteratur og kunst er stærkest.

Der skal ikke kun ses på handling, “den spændende” fortælling og værkets genremæssige plads; ’det er en vampyr-bog’, ’det er en varulvefortælling’ etc. Vi skal evne at læse i dybden og udfordre, når værkerne kun befinder sig i en overflade, der spejler de film og serier, som er oppe i tiden. Det handler altså om, at få os alle til at gå mere bevidst til værks – især når vi tilmed gerne vil have, at nogen stiller sig op som dommere og eksempelvis uddele en pris for årets bedste bog.

 

Afsluttende ord

Vi kan alle skrive noget dårligt. Faktisk har vi alle skrevet kritisabelt møg, og alt taler for, at vi vil komme til at skrive noget mere møg i fremtiden. Sådan er det at lægge noget frem. Enkelte værker kan dermed let udpeges og hagles igennem, fordi de ikke lever op til vores (egne) forventninger, men det vi gerne vil adressere her, er selve ambitionsniveauet, som halter hele vejen rundt; forfatternes mål med genren er for slappe, forlag udsender alt for dårligt redigerede bøger, og anmelderne glimrer med fraværet af egentlig kritik og analytisk overskud. Den eneste vej frem er at løfte ambitionsniveauet. Mens bøger og fortællinger kan ende med at være svagere, end vi havde håbet, så skal målsætningen i udgangspunktet altid være høj. Den største synd er i virkeligheden at sænke ambitionerne ud fra et misforstået håb om, at det vil kunne lokke flere læsere til.

Den eneste måde, vi kan få noget nyt til at ske, er gennem en klar kritik. Derfor vil vi her på Fra Sortsand, i den nære fremtid, se nærmere på et udvalg af bøger. Det er ikke tænkt som en gabestok eller bitter ydmygelse af andres arbejder, men som en nødvendig ærlighed, som vi kan tage ved lære af, og forhåbentlig på den måde få revitaliseret skrækgenren herhjemme og drevet bøger frem, der vil blive læst uden for den forkølede kreds af faste entusiaster, der loyalt holder ved.

 

10 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Jonas Wilmann, Jeb Skulls Makabre Eventyr (2017): Kontrastens kunst

Paperback, Kaos 2017. Den særdeles fine forside er skabt af Aske Schmidt Rose

Jonas Wilmann er en af de interessante forfattere på vores hjemlige genrescene, og Jeb Skulls Makabre Eventyr viser med al tydelighed hvorfor. Bogen er stærkt beslægtet med Wilmanns provokerende hovedværk Udkantsfortællinger, fordi han her genbesøger ideen om vandringsmanden som bærende motiv. Strukturelt er der også paralleller mellem de to bøger, men hver bog har trods dette sin egen identitet og sit eget formsprog.

Jeb Skulls Makabre Eventyr tager os med ind i Jeb Skulls eventyrlige univers. En dunkel-munter verden, hvor Skull rejser rundt på valsen og sælger sine små foldeknive til interesserede. Undervejs kommer Skull ud for lidt af hvert, men alle bogens episoder opstår mere eller mindre, fordi han i bogens indledende del bliver bidt af en ligæder. Han må nu kæmpe mod den gift, der truer med at overtage og omdanne ham til et af disse ubehagelige væsner.

Paperback, Kaos 2017

Bogens titel og Wilmanns bagkatalog kunne foranledige den tanke, at vi her har med skrækfiktion at gøre. Sådan er det ikke. Titlen refererer meget præcist til det makabre som omdrejningspunk. Stort set alle Jeb Skulls oplevelser kredser således om det frastødende, ulækre, usmagelige og makabre. Uhyggeligt bliver det aldrig, men ulækkert er det stort set hele tiden.

Wilmann skriver, at bogen er inspireret af folkeeventyrets form, og det kan tydeligt mærkes. Der er altså ikke tale om fantasy, til trods for mange letgenkendelige troper, og lykkeligvis ligger fortællingen meget, meget langt fra det trivielle, såkaldte ”worldbuilding”-dogme, der alt for længe har kastet skygger over genrelitteraturen. I stedet skriver Wilmann et sprudlende univers frem, der centrerer sig om ”Den Sorte Skov”. Et magisk ikke-sted, der formes efter behov og situation. Det er dermed også her, vi mærker, at det er eventyrets enkle tilgang til fortællingen, der har drevet værket. Tid og rum fortaber sig i et umiddelbart nu, der skabes i det øjeblik Jeb Skull træder ind på scenen og fortoner sig igen, så snart han atter er vandret videre.

Jonas Wilmann (født 1979)

På overfladen er Jeb Skulls Makabre Eventyr et letbenet eventyr, der umiddelbart gør store krumspring for at klemme så meget makabert stof ind i teksten som overhovedet muligt. Det er imidlertid kun på overfladen, for dykker man ned i teksten, er det klart, at der er langt mere at komme efter. Wilmanns prosa pendulerer flimrende mellem det fine og det grimme, mellem det smukke og kluntede, mellem nye, skævt klingende ord og gamle, bedagede vendinger. Sproget og stemningen finder aldrig noget endegyldigt leje, men forbliver i konstant, rastløs bevægelse.

Teksten står således sitrende, fortalt gennem jegpersonens idiosynkratiske sprogbrug. Makabre beskrivelser af døde dyr og platte, vittige kommentarer falder side om side med sanselige naturbeskrivelser, dvælende, reflekterende momenter og skarpe iagttagelser. Der er med andre ord et kontrastfyldt, pulserende, viltert liv under det på overfladen simple narrativ. Teksten har derfor også en sårbarhed, der får bogen til at fremstå som en overlæsset konstruktion, der hvert øjeblik kan styrte sammen i en infantil, uforpligtende hob. Men det sker ikke. Wilmann formår balancegangen, og har modet til at trække sine læsere ud i et rum, hvor stemninger brydes på uortodoks vis. Det gør Jeb Skulls Makabre Eventyr til et værk, og absolut til en kunstnerisk præstation.

Paperback, Kaos 2013

Wilmann viser afgjort format med Jeb Skulls Makabre Eventyr, fordi en forfatter med langt mindre overskud, ville have skabt en livløs, gennemæstetiseret eventyr-fortælling. Sådan er det ikke hos Wilmann. Han skaber her sit eget univers, der netop på grund af den sammensatte, uelegante sammenstykning af idéer og modstridende stemninger danner en ny, selvstændig æstetisk oplevelse, der klinger naturligt uden eksperimentets anstrengende pågåenhed.

Man skal lade være med i tide og utide at sammenligne bøger med hinanden, og i stedet fokusere på det værk, der nu engang er tale om. I dette tilfælde er det imidlertid meget relevant at pege på det forhold, at Jeb Skulls Makabre Eventyr synes at være i dialog med Hermann Hesse strålende roman Knulp (1915). Om Wilmann har gjort dette bevidst, eller om der er tale om en tilfældighed, er ikke vigtigt, væsentligt er det imidlertid, at vi her har to perioders og to stemmers bud på samme figur og tematik. Begge romaner diskuterer nemlig spørgsmål om ansvar, tilhørsforhold og ikke mindst den personlige friheds konsekvenser.

Hardcover, S. Fischer 1915

Især anden og tredje del af Knulp klinger med i bogen om Jeb Skull, hvor skoven i begge bøger bliver den store metafor for verden og livet. Både Hesses og Wilmanns roman udfolder sig i bedragerisk lette, humoristiske toner, men præcis som Hesse kan Wilmann også til sidst demonstrere, at hans bog ikke bare er pikaresk lune. Vandringsmanden Knulp har henimod bogens slutning sit store følelsesmæssige sammenbrud i skoven, hvor han på kanten af den endegyldige afmagt hører Guds stemme, og Knulp forstår, at han har en plads i verden. Præcis på samme måde har Jeb Skull også sin åbenbaring til sidst, da han står ansigt til ansigt med en form for guddommelig skabning. Skull indser, at han hører til i verden blandt mennesker, præcis samme konklusion når Knulp også frem til.

De to bøger har derfor også samme subtile budskab, der stikker stærkt og bittersødt i læseren. Knulps ambition er at bringe en lille smule frihedslængsel ind i vores fortravlede, arbejdstyngede verden. Hos Hesse formuleres det med poetisk perfektion som ”ein wenig Heimweh nach Freiheit”.  Romanen er et mildt pust af udlængsel, der med humor sniger vemod ind i læseren. Wilmanns vandringsmand gør præcis det samme – han bærer en lille smule frihedslængsel ind i hjertet på os, men han viser også, at vi hører til i fællesskabet, for uden fællesskabet bliver friheden meningsløs. Drømmen om frihed glemmer vi imidlertid aldrig, og vi bliver mindet om dem igen, når vi er i selskab med Jeb Skull.

Jeb Skulls Makabre Eventyr er umiddelbart så overfladisk og lettilgængelig, at man nemt overser de sproglige og tematiske kræfter, der her er på spil. Det er prosa, som næsten gør en dyd ud af ikke at ville analyseres. Tvinger man imidlertid analysen og sit æstetiske blik ind under overfladen, er det tydeligt, at der her pulserer et stort, underbevidst liv, der fyldes af naturromantik, psykologisk indsigt og kraft. Jeb Skulls Makabre Eventyr står dermed som potent sidestykke til den langt mere anarkistiske bog Udkantshistorier, men til sammen er de to romaner vidnesbyrd om en genrefiktion, der ligger banelængder fra meget af det, der drypper ud fra vores små hjemlige (undergrunds)forlag.

Bravo, hr. Wilmann.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Forlagshistorier: Wilmanns KAOS

Jeg forsøgte for noget tid siden at få en lille serie af interviews i stand til Fra Sortsand, der skulle handle om forlagsvirksomhed og det at udgive genrelitteratur i Danmark – både før og nu. Det har af flere grunde vist sig at være en vanskelig opgave, men heldigvis ville Jonas Wilmann gerne være med. Wilmann er, som bekendt, selvudgiver, og når han i dette interview taler om bogudgivelser, er det i den dobbelte rolle af både forlægger og forfatter. Det gør imidlertid ikke sagen mindre spændende, fordi det er sjovt at få indblik i Jonas’ tanker om det at udgive bøger og at være selvudgiver på et tidspunkt, hvor synet på den type udgivelser gradvist er ved at vende sig til noget positivt.

I kender uden tvivl alle allerede flere af KAOS’ udgivelser, og jeg kan godt forstå, at Jonas omtaler sin udgivelsesproduktion med stolthed, for det er en flot bedrift og et af de væsentligste bidrag til den nye danske genrefiktion, som han har leveret.

[Martin] Kan du ikke beskrive vejen til oprettelsen af KAOS? Hvordan fandt du frem til, at det var den rigtige løsning for dig? Og opfatter du Kaos som et egentligt forlag eller mere som et praktisk organ for distributionen af dine udgivelser?

[Jonas Wilmann] I 2009 udgav jeg en engelsksproget kortroman, der hedder ”The End”, og det var mere eller mindre en katastrofe. Jeg sprang ud i det med at udgive selv uden at ane noget som helst om det, og salget blev derefter – ikke fordi bogen som sådan er forfærdelig, men fordi engelske bøger ikke får lektørudtalelser etc. etc. Jeg tror, den solgte 16-17 eksemplarer. Derefter begyndte jeg at sende manuskripter ind til forlag igen. I 2010 bed forlaget Valeta så på, og jeg skrev kontrakt på den (nok engang) postapokalyptiske ”Mutagen” (denne gang på dansk). Samarbejdet med Valeta levede dog ikke op til mine forventninger. Der blev ikke gjort mere, end hvad jeg selv var i stand til hjemmefra, og derved var der ikke nogen grund til at ’give’ 85 % af indtjeningen til et forlag. Jeg havde jo sådan set altid også været gør-det-selv-mand, der kunne lide at være involveret i alle processer (det var f.eks. mig der stod for alt med anmeldelser osv. i Valeta-tiden), så jeg begyndte at undersøge, hvad der skulle til for at starte forlag og underrettede så Valeta om min beslutning.

Jeg ser afgjort forlaget KAOS som et rigtigt forlag, i den forstand at jeg følger en linje i udgivelsesprogrammet og sigter efter høj redaktionel kvalitet, men jeg har ingen umiddelbare planer om at udgive andet end mine egne bøger på forlaget.

Jonas Wilmann (født 1979)

Jonas Wilmann (født 1979)

Kunne du sige et par ord mere om den linje?

Jeg har haft fokus på gotik og dark fantasy og gerne som formeksperimenter (”Udkantshistorier”, ”Smukke Anna”, ”By”), der nok ville blive dømt for eksperimenterende til at udkomme på de større forlag, fordi de bryder med opfattelsen af horror. I 2014 begyndte jeg så at udgive børne/ungelitteratur, men med en klar intention om, at det ikke ’bare’ skulle være bøger til børn, men litteratur til børn – med ligeså meget subtekst og samfundskritik, som der findes i mine voksenbøger.

Burde der være flere, som går samme vej som dig?

Det er det rigtige for mig, men jeg vil ikke gøre mig til dommer over, om flere skulle gå samme vej. Jeg oplever, at der er mange forfattere, som helst kun vil fokusere på det med at skrive og lade andre om de praktiske ting. Jeg kan godt lide at have mere kontrol, og jeg er nok også lidt paranoid over for redaktører (især fra større forlag), der ønsker at redigere manuskripterne i retning af en velkendt kasse. Det er nok især en horrorting, for der er meget få forlagsredaktører fra de større forlag, der ved noget om genren, og de vil næsten uundgåeligt prøve at normalisere et manuskript eller skubbe det over i deres endimensionelle forestilling om horror – som ofte er forbundet med slasherfilm. Jeg har været i kontakt med et par forlag gennem årene, som viste interesse for mine ting, men i flere tilfælde er det ikke lykkedes at lave et samarbejde, fordi de ville ’normalisere’ – følte jeg – mine manuskripter. Der var et relativt stort forlag, der viste interesse i mit forfatterskab, efter jeg vandt horrorprisen i 2012, og de kom kortvarigt i betragtning til at udgive ”Udkantshistorier”. Deres tilbagemelding på manuskriptet var desværre, at der skulle mere action, mere direkte tale og mere gys i den, og så endte den kontakt jo ret hurtigt. Jeg syntes, det var helt ubegribeligt, at de kunne bede om sådan noget, når der netop i ”Udkantshistorier” er en indbygget kritik og parodi af stereotyp horror. Så summa summarum kan man godt frygte, at visse horrorbøger kunne have været bedre uden den firkantede redaktørs gloende pen, men omvendt, så udkommer der jo stort set ikke noget horror på større forlag. Jeg synes, folk skal gøre op med sig selv, om de er gør-det-selv-typen eller tør overlade ansvaret til andre.

Der er blevet sagt og skrevet meget om selvudgivelser – og for det meste er det ikke ligefrem rosende. Den kritik har du vel meget solidt fået kvalt, i hvert fald for dine udgivelsers vedkommende. Kæmper du stadig med fordomme omkring selvudgivelser?

Jeg synes egentlig ikke, det er noget stort problem. Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at smalle udgivelser sælger mest til bibliotekerne, og her oplever jeg ingen diskrimination. Selvfølgelig er der i forhold til boghandlerne et problem med store monopolhavere, men det er mere generelt og refererer ikke specielt til selvudgivere. Der har været nogle knap så fornuftige indlæg fra f.eks. Klaus Rothstein, Søren Kassebeer og Lotte Garbers inden for relativt nyere tid, men jeg tror, de fleste efterhånden kan se det fjollede i at bræge ”Rigtige bøger udkommer på rigtige forlag!”, når man tænker på, hvordan bogbranchen har ændret sig. Sådanne røster er, hvad jeg vil kalde krampetrækninger fra parnasset. De er bange for at miste deres indbildte magt, og at fremhæve de større forlag som kvalitetsstempel er jo efterhånden også ret absurd. Gyldendal har jo en glorværdig fortid, men har for ikke længe siden f.eks. proklameret, at de vil udgive flere bøger af kendte mennesker, og der er jo også visse af de større forlags oversættelser, der er absurd fejlbehæftede. På dagens litteraturscene giver det ingen mening at skelne mellem selvudgiver, mikroforlag og større forlag, kun mellem seriøst og useriøst forlag. Sagt på en anden måde: er din bog god, professionelt redigeret og ser lækker ud, skal den nok klare sig nogenlunde – uanset hvordan den er udgivet. Der er jo på den måde noget herligt selvregulerende over bogbranchen.

Paperback, Valeta 2011

Paperback, Valeta 2011

At blive selvudgiver er jo principielt ganske let. Det eneste, du i virkeligheden behøver, er et manuskript og nogle penge. Men når du så først står med din trykte bog i hånden, åbner der sig en række problemer, for hvad nu? Kan du ikke prøve at beskrive dine forventninger og succeskriterier for en udgivelse?

Nu har jeg jo udgivet mange bøger efterhånden, så procedurerne sidder mere eller mindre på rygraden, og forventningerne er rimelig fornuftigt afstemt. Det vigtigste er jo at sende sin bog til Dansk Bibliotekscenter og håbe på, man får en lektørudtalelse, og gerne en god en. Dernæst handler det jo om at sende sin bog til anmeldelse de steder, der er relevante for den. Man kan ikke forvente, at ens bog automatisk kommer ud at stå på boghandlernes hylder, og det er som sådan heller ikke en ambition for mig. Hvis og såfremt man kan lande sådan en aftale, er der ofte tale om en kommisionsaftale, hvor boghandleren tager 50 % af salget, og man skal forvente at få rigtig mange af sine bøger retur, for horrorlitteratur til voksne sælger ikke automatisk, bare fordi det står på en hylde i en boghandler. Mine forventninger til mine udgivelser svinger lidt efter genre. Min dårligst sælgende bog på KAOS er ”By: Et levende mareridt”, som er en blanding af horror og surrealisme, kun rettet mod et voksent publikum. Den har solgt lige knap 100 eksemplarer. Min bedst sælgende bog er børnegyseren ”Velkommen til Kadaverkøbing” som har solgt 500 eksemplarer. De to yderpoler er en meget god målestok. Mange af mine andre titler har så ramt derimellem.

Hvor anmelder man genrefiktion herhjemme af den type, som du udgiver? Og kan du sige lidt om, hvor meget anmeldelserne betyder bogsalget?

Jeg sender efterhånden primært til de større aviser og et par enkelte blogs. Det kommer lidt an på, hvem målgruppen er, men gennem tiden har jeg fået anmeldelser på sider som Planet Pulp, bogblogger, Gyseren, Himmelskibet, Litteratursiden m.m. Anmeldelserne betyder desværre meget lidt for bogsalget i dag. Jeg har både fået fire og fem stjerner i Politiken, uden det medførte et eneste salg. Dog skader det aldrig at blive omtalt, og omtalen kan medføre gode ting på længere sigt, man skal bare ikke regne med et prompte mersalg.

Paperback, KAOS 2015

Paperback, KAOS 2015

Hvor meget tid bruger du på markedsføringen af dine ting?

Ikke voldsomt meget. Jeg sender nogle anmeldereksemplarer. Måske 5-10 stykker per udgivelse, andre gange færre. Derudover blogger jeg lidt om mine udgivelser og viser mig på forskellige messer, når jeg har overskuddet til det.

Kan du ikke forklare os lidt om forholdet mellem dig som forfatter og dig som udgiver. Det må være en vanskelig balancegang at være sin egen dommer. Hvordan fungerer det for dig? Netop den manglende kvalitetskontrol er jo et af de faste kritikpunkter i forhold til selvudgivelser.

Nu oplever jeg det ikke som helt og holdent at være min egen dommer, for jeg har jo altid beta- og korrekturlæsere på mine udgivelser, og dem lytter jeg til. Det er selvfølgelig ikke sådan, at jeg bare lægger mig fladt ned – for efter en del år i horrorens tegn har jeg selvfølgelig nogle ret stærke holdninger om, hvilke virkemidler der skal til – men jeg er bestemt ikke døv over for kritik, især ikke når den kommer fra dygtige mennesker. En af de store fordele ved at udgive selv, er at man har kontrollen til at vælge sine egne redaktører, det vil sige håndplukke personer, der er perfekte til opgaven, og som man ved har et stort genrekendskab. Jeg har som sagt været igennem redigeringsprocesser på større forlag, og jeg har rystet grundigt på hovedet over nogle af de konsulentudtalelser, jeg har fået eller redaktørernes forslag. Ofte er det folk, der ikke ved særlig meget om genren. Der føler jeg en større kontrol ved selv at kunne håndplukke eksperter til opgaven. Det skal måske lige indskydes, at det ikke altid er så forjættet. Førstevalget er ikke altid ledigt og så videre, men det er det, jeg sigter efter. Jeg var i øvrigt meget heldig tidligt i forlaget KAOS’ liv at finde en ekstremt dygtig redaktør, der har været med på rigtig mange af titlerne, ”Frygt-filerne 1+2”, ”Udkantshistorier”, ”By” m.fl., man har jo lov at være heldig.

Er der bøger eller dele af bøger, som du i dag fortryder?

Jeg fortryder hele processen omkring ”The End”, som er udgivet før KAOS’ tid. Jeg fortryder at skrive den på engelsk, og jeg fortryder, at den ikke fik strammere redigering, for der er nogle småbøffer i. Men det er jo lærepenge, og jeg holder også meget af bogen stadig, fordi den er så forstyrret voldelig og spirer fra en exploitation/Heavy Metal(altså magasinet)-traditon, der ligger mit hjerte nært. ”Mutagen”, som jeg udgav på Valeta, er nok den af mine bøger, jeg føler mest distance til. Der er både noget overskrevet i sproget visse steder, som jeg føler, er meget langt fra den forfatter, jeg er i dag (jeg sad faktisk fornyligt og dissede en passage fra den), og dens præg af suspensethriller, om man vil, er heller ikke helt sådan, jeg skriver i dag. Men well, den har sine grusomme momenter, og der er stadig mange, som nævner den. Af mine KAOS-udgivelser er der ikke nogen, jeg fortryder. Eller vent, der er vist en enkelt eller to af novellerne i den første frygt-filerne, jeg er vokset lidt fra, men det er jo småting.

Paperback, KAOS 2015

Paperback, KAOS 2015

Som forlægger og redaktør har man jo ret store muligheder for at sætte sit præg på det værk, man redigerer. Savner du samarbejdet med en redaktør?

Som nævnt har jeg altid kyndige folk til at redigere mine viltre råmanuskripter, nogle gange beta- og korrekturlæser i ét (hvis det er en prof) og andre gange en betalæser og en korrekturlæser, så jeg sparrer altid med nogen. Men selvfølgelig er jeg den, der sidder med den overordnede beslutningstagen, og det har jeg det ret fint med.

Hvor glad er du for selve redaktørrollen? Kunne du tænke dig at redigere og udgive andres bøger? Kommer vi til at se andre forfattere på KAOS en dag?

Jeg elsker at redigere, også andre folks manuskripter, og jeg har fra tid til anden redigeret for andre forlag. Jeg kommer dog ikke til at udgive andres ting på KAOS, men jeg vil, så vidt det er muligt, fortsætte med at lave freelance-redigering. Jeg kan godt lide tanken om at være med til at forme værker og hjælpe dem op på sit højeste potentiale.

Hvorfor vil du ikke udvide din forlagsvirksomhed med andre forfattere? Ligger din interesse for dansksproget horror mest i dine egne tekster – eller føler du dig som del af en større gruppe, der håber på et bredere publikum?

Jeg føler mig afgjort som del af en større gruppe, for der findes jo en del andre horrorforfattere, og også nogle rigtig gode. Grunden til at jeg ikke vil udgive andre, er først og fremmest tidsnød. I min idealudgave af virkeligheden udgav jeg også andre, men jeg udgiver så meget selv, at det er lidt af en balancekunst at få det hele til at gå op, som det er nu. Og angående bredere publikum, så håber man selvfølgelig altid på flere læsere, men jeg er også rimelig realistisk anlagt.

Paperback, KAOS 2014

Paperback, KAOS 2014

Hvor meget går du op i det man kunne kalde boghåndværksdelen? Kommer vi til at se indbundne bøger fra KAOS? Har du eksempelvis overvejet helt at stoppe de fysiske udgivelser og udelukkende gå over til E-bøger?

Jeg har udgivet en enkelt bog i hardback (på KAOS), men jeg erfarede, at det simpelthen var for dyrt. Trykomkostningerne bliver næsten det dobbelte, og fordi en bog er hardback sælger den sjældent mere. Jeg kunne godt tænke mig at lave bøger i vildt udstyr, men det er meget dyrt, så jeg bruger pengene på vilde illustrationer i stedet for. Jeg kunne aldrig finde på kun at udgive e-bøger. Selvom en del af mine bøger findes som e-bøger, har jeg ikke rigtig noget forhold til mediet. Jeg synes, en bog skal være lavet af papir.

Kan du pege på to-tre bøger af dine, som du er særligt stolte af? Og hvorfor?

”Udkantshistorier” er jeg ret glad for, fordi det var et temmelig tricky formeksperiment, der lykkedes, og så er bogen meget personlig for mig. Min børnegyser ”Velkommen til Kadaverkøbing” ligger også mit hjerte nært, fordi den til en vis grad handler om min egen barndom og kærlighed til antikvariske bøger og blade. ”Rejsen til Xibalba”, som er inspireret af den mayanske skabelsesberetning, Popol Vuh, er jeg også meget glad for, fordi den udforsker en ikke-vestlig måde at fortælle historier på. Sidstnævnte tror jeg der er mange af mine voksne læsere, der har sprunget over, fordi hovedpersonen er en 12årig pige, men den burde de virkelig læse.

Der bliver murret en del i krogene om dansk horrors manglende opbakning og publikum. Hvad er dine tanker om den situation?

Jeg er lidt splittet. Det er jo en kendt sag, at de fleste fantastikudgivelser på mikroforlag og deslige kun sælger omkring tyve eksemplarer udover bibliotekssalget, og det er selvfølgelig ikke særlig meget. Det er så også min erfaring, at man ofte sælger lidt mere over tid til nedsat pris, men salget til private er stadig ikke imponerede. Dog er der jo mange, som låner ens bøger på biblioteket, og det må man jo være glad for, og jeg oplever da også med jævne mellemrum at få mails fra læsere, så de er der helt klart. Problembarnet herhjemme er afgjort den mest sammentømrede kerne af fantastikmiljøet. Dem, der burde være de egentlige kendere, har en bizar forhåndsnegativitet over for alting dansk, og læser stort set kun amerikansk, og med ’læser’ forstås at se tv-serier i lange baner! Hvis man agerer fluen på væggen i diverse fora for fantastik, kan man se, hvordan disse mennesker, der bryster sig med deres store intellektualitet, først og fremmest er optaget af tv-serier som Game of Thrones og dybsindige diskussioner om, hvilket Star Trek-rumskib, deres pik ligner mest osv. (okay, den var selvopfunden, men noget i den stil). Jeg har erfaret at man lige så godt kan glemme de mennesker som potentielle læsere. Før i tiden brugte jeg krudt på at diskutere med dem, og har sågar nærmest prøvet at tvinge nogle af dem til at læse mine bøger – for når de nu skulle kritisere dem, kunne det måske være relevant at læse dem først? Efter en lang diskussion for et par år siden tilbød jeg en af mine bøger gratis til en af de værste naysayers, hvilket nærmest hensatte ham i en tilstand af paralyse. Han kunne læse den engang efter sommerferien, om nogle måneder, meddelte han – vi snakker en 200 siders bog! Han vendte aldrig tilbage, og min konklusion var, at det for en stor del nærmest er uoverkommeligt at læse en hel bog. Men i periferien af miljøet findes der nysgerrige læser, der ikke automatisk diskvalificerer det danske, og ham/hende skal man være glad for.

Paperback, KAOS 2013

Paperback, KAOS 2013

Hmm.” … en bizar forhåndsnegativitet over for alting dansk”. Den skepsis kan jeg godt genkende – også en smule fra mig selv. Ser du en særlig kvalitet ved dansk horror? Bør man som genrelæser støtte hjemlige forfattere?

Jeg synes ikke, man skal læse dansk, bare fordi det er dansk. Ideen om at man ’skal’ støtte hjemlige forfattere, bakker jeg ikke op. Men dansk horror er lige så forskellig som horror fra alle andre lande. Det er ikke særligt dårligt, fordi det er dansk, og der er afgjort perler imellem.

Vil horrorgenren eksempelvis stå stærkere, hvis der var et større forlag, som begyndte at interessere sig for genren? Er det udelukkende et spørgsmål om manglende markedsføring, hvilket man jo ofte hører sagt?

Jeg ved det ikke rigtig. ”Udkantshistorier” kunne nok have udkommet på et større forlag, hvis jeg havde villet lave den dramatisk om, som tidligere beskrevet, men havde den solgt meget mere? Det tror jeg faktisk ikke. Selv de største forlag, f.eks. Gyldendal, satser jo kun deres virkelige krudt på udgivelser, de ved kan sælge rigtig, rigtig meget. Det vil sige litteratur inden for de realistiske genrer, med massiv masseappel. Der er masser af Gyldendal-forfattere, der lever et slags skyggeliv, hvor de på ingen måde kan leve af det, og når vi vender os mod de fantastiske genrer, satses der kun på afarten til børn og unge, og der satses ikke engang vildt stort. Der er mange forfattere af fantastik til unge, der kun sælger i hundredetal, selv på de største forlag. Så jeg kan virkelig ikke se det for mig, at en horrorroman til voksne skulle blive en regulær sællert på et stort forlag. Var ”Udkantshistorier” blevet udgivet på et større forlag, var den højst sandsynligt bare blevet en dårligere bog og havde solgt mere eller mindre det samme.

Paperback, KAOS 2011

Paperback, KAOS 2011

Hvad er dine tanker om det såkaldte horror/fantastik-miljø herhjemme? Hvem er den typiske KAOS-læser?

Jeg oplever, at mange unge læser mine bøger, og som jeg nævnte også en del fra periferien af fantastikscenen, nok dem, der agerer mest som fans, mere end udøvende fans. Måske ligger der i virkeligheden et skel der? Er man fan, der har en forfatter i maven, et manus i skrivebordsskuffen, er man tilbøjelig til at tænkte en af to ting. Enten ”de andre (danskere) er nok ikke lige så gode som mig” eller ”de andre er nok lige så dårlige som mig”. Begge kan afholde en fra at shoppe i egen andedam. Så den typiske KAOS-læser, oplever jeg som en, der er en smule løsrevet fra det, vi kalder miljøet.

Hvad har KAOS på trapperne?

”Rummets guder del 1: den mystiske eneboer” er første del af en serie, som bedst kan beskrives som gotisk sci-fi med et gammelt hus, der er hjemsøgt af kosmiske fænomener. Vi er ude i et slags Lovecraftiansk mysterium med to hovedpersoner, der med et pænt ord er ualmindeligt ukoordinerede. Jeg er spændt på at se, hvordan folk vil reagere på så meget humor i deres sci-fi, men jeg er selv virkelig glad for resultatet. Bogen udkommer i starten af juni. Derudover har jeg et tredje og sidste bind af ”Frygt-filerne” i støbeskeen. Og jeg synes klart, det er det bedste bind i serien. Der er et par noveller, jeg virkelig glæder mig til at vise verden, især en novelle, der hedder ”Shelter”. Der er også andre ting på bedding, men det er de to mest aktuelle lige nu.

Tak for snakken Jonas. Der er sikkert en del læsere af Fra Sortsand, der kommer til at følge KAOS’ fremtidige udgivelser. Forlaget KAOS finder du her.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Bogbekendtskaber: Jonas Wilmann

Som et nyt tiltag her på bloggen har jeg spurgt en række forskellige spændende folk fra vores lille genremiljø herhjemme, om de ikke kunne være interesseret i at fortælle lidt om en bog eller forfatter, der betyder særlig meget for dem. Jeg tænker, at det skal være en lille serie, og heldigvis har jeg fået alle de spurgte med på idéen. I den kommende tid vil der derfor drypvis dukke andre stemmer op på bloggen.

Tanken bag serien udspringer af, at den måde vi behandler og skriver om litteratur på nettet meget ofte handler om kvalitative bedømmelser eller analyser. Det er sjældent, at der bliver plads til de mere uforbeholdne fortællinger om vores oplevelser med eller forhold til værkerne. Det er på en måde synd, fordi begejstring er smittende, og derfor vil denne lille serie måske kunne bidrage til nogle lidt andre læseoplevelser, end dem vi sædvanligvis finder på de forskellige blogs og hjemmesider. Det håber jeg i hvert fald.    

Serien åbner med den flittige forfatter Jonas Wilmann, der netop nu er aktuel med den roste Frygt Filerne 2. Jonas Wilmann er, for mig at se, blandt den lille gruppe af interessante genreforfattere, vi har herhjemme for tiden. Hans tekster provokerer og udfordrer, og det sætter jeg i den grad pris på. Jeg er derfor også rigtig glad for, at han har valgt at takke ja til at skrive om en forfatter, der har betydet noget for ham. Uden mere snak, vil jeg derfor give ordet til hr. Wilmann.

 

Ingen skriver så smukt som Arthur Machen

 “Edward Darnell awoke from a dream of an ancient wood, and of a clear well rising into grey film and vapour beneath a misty, glimmering heat …”

-Arthur Machen, A fragment of life

For et par år siden bestilte jeg ”The Best Ghost Stories of Algernon Blackwood” på Amazon.co.uk – et sted jeg (desværre, bør man nok indskyde) køber flere og flere af mine bøger, simpelthen fordi de i de fysiske boghandlere sjældent har det, jeg skal bruge.

Da postbuddet en uge efter troppede op ved min dør med en bogpakke på størrelse med to mursten stablet oven på hinanden, undrede jeg mig lidt – for den bestilte bog var en paperback på et par få hundrede sider.

Jeg flåede indpakningen af og fandt ikke det bestilte, men noget langt bedre; Blackwood-samlingen var i restordre, så de havde i stedet sendt mig en massiv antologi, der kom omkring det bedste af det bedste gotiske horror, og som tillige inkluderede fire historier af Blackwood. Titlen var … ”Hamlyn’s: The Best Ghost Stories”.

Jonas Wilmann (født 1979)

Jonas Wilmann (født 1979)

Jeg skannede indholdsfortegnelsen og opdagede, at bogen indeholdt flere titler, jeg havde på ønskelisten, bl.a. Arthur Machens (1863-1947) ”The Great God Pan”, som jeg havde hørt gode ting om, samt to af hans andre noveller, ”The Novel of the White Powder” og ”The Novel of the Black Seal”.

Dette var mit første møde med Arthur Machen, en forfatter som er kommet til at betyde utroligt meget for mig siden.

De tre noveller i antologien (langnovelle i tilfældet ”The Great God Pan”) er Machen, når han er mest gysende og repræsenterer samtidig den del af forfatterskabet, der har inspireret H.P. Lovecrafts verden mest.

”The Novel of the White Powder” og “The Novel of the Black Seal” er taget fra Machens roman – eller ’noveller i rammehistorie’ er nok mere passende – “The Three Impostors”, hvori det beskrives, hvordan der under det moderne, urbane liv lurer fordums ondskab: romerske ritualer, afgudsdyrkelse og heksesabbat.

Arthur Machen (3. marts 1863 – 15. december 1947)

Arthur Machen (3. marts 1863 – 15. december 1947)

”The Three Impostors” er som samlet værk betragtet ikke Machens største, da den med rette er blevet kritiseret for at være for fragmenteret og rammehistorien noget søgt – det havde måske været bedre at udgive det som en novellesamling. Og en del af kritikken gik også på, at Machens stil er for påtaget ’Stevensonian’ – her henføres til Robert Louis Stevensons særegne fortælleteknik med fortællinger inde i fortællinger, plotdele afsløret i breve og en særlig omstændelighed og ukronologi, der lader spændingen bygge op til det ulidelige.

Det er sådan set også rigtigt nok alt sammen, dog er de to nævnte noveller enkeltvis betragtet forrygende, især ”The Novel of the White Powder”, hvor en ung mand begynder at ændre sig til noget dæmonisk som følge af et lægeordineret, hvidt pulver. Machen bruger nogle greb i historien, der, for at bruge et fortærsket udtryk, får blodet til at fryse til is. Der er en oplagt lighed med ”Dr. Jekyll and Mr. Hyde”, men i min verden er der fint plads til begge historier.

Paperback, Dover Publications 1986

Paperback, Dover Publications 1986

”The Great God Pan”, Machens nok mest kendte historie, er også lidt af et sidestykke. Igen ikke kun kolliderer nyt og gammelt, men moderne videnskab assisterer ligefrem myten; en videnskabsmand udsætter en ung kvinde for et hjernekirurgisk indgreb, der åbner det tredje øje og porten til satyrguden, Pan.

Selvom denne del af Machens forfatterskab, der repræsenterer de unge år, er nok så imponerende, er det faktisk hans mindre rædselsvækkende værker, der har rørt mig mest. En del af dem er samlet i Penguins ”The White People and Other Weird Stories” – en novellesamling med et ganske horribelt forord af Guillermo del Toro, hvor han snakker tre fjerdedele om Lovecraft og skyder om sig med catchphrases som ”evil is never dormant – it gestates” … Den mand skulle virkelig lære at sige nej til ting.

Men bogen skal ikke lide under det sølle forord; den samler nogle af Machens bedste. I denne del af forfatterskabet er naturen central; myten i form af urgamle, tågede skove, sagnvæsner, elverhøje og smuldrende romertribuner pulser lige under overfladen og i åbneren ”The Inmost Light” beskrives der et direkte fysisk skel mellem de to verdener i en by, hvor hovedgaden, uden nogen form for naturlig graduering, fortsætter lige ud i vildnis. Et billede, jeg genkaldte mig, da jeg læste den nulevende horrormester, Thomas Ligottis, ”Teatro Grottesco”, hvor han hyppigt beskriver ’store-fronts’ – huse som kulisser foran noget urgammelt, ulmende.

Hardcover, Hamlyn 1977

Hardcover, Hamlyn 1977

Machens allerbedste novelle findes i ”The White People and Other Weird Stories”, og der er næsten intet overnaturligt eller uhyggeligt i den. Den hedder ”A Fragment of Life” og er en delvist selvbiografisk historie om den walisisk fødte, Edward Darnell, der lever et middelmådigt liv i Londons midte, i et middelmådigt ægteskab (Machen boede i London i næsten fyrre år, før han flyttede tilbage til Wales). Darnell længes efter naturen og ungdommens eventyr, og han prøver at genfinde det ved at fare vild i byen.

”A Fragment of Life” er noget af det smukkeste – hvis ikke dét smukkeste – jeg har læst. Det er en historie, der handler om at genfinde sine drømme og kæmpe sig ud af det grå trummerum, som livet kan udvikle sig til.

Paperback, Virgin Books 2010

Paperback, Virgin Books 2010

Det er stort set kun Arthur Machen, der kan få mig til at lukke øjnene, når jeg læser (egentlig en lidt mærkelig ting at gøre!), men hans ord er simpelthen så smukke, at de luller mig ind i en eller anden henført sindstilstand. Se bare her:

”So, day after day, he lived in the grey phantasmal world, akin to death, that has, somehow, with most of us, made good its claim to be called life.”

Well, for mig er det her sgu litteraturens højeste tinde.

“The White People …” indeholder masser af fremragende historier, men én, jeg bliver nødt til at dvæle ved, er ”The Terror”. Denne er et klasseeksempel på Machens essayistiske stil – som han også benytter i den udmærkede ”The Great Return” – hvor historien nærmest starter som en artikel, der beskriver noget virkeligt, og derefter glider sømløst over i en fantastisk fortælling; hvorfor Machen også blev publiceret meget i aviser, eller måske snarere at han var så bevidst om slagkraften, at han skrev sådan direkte til mediet.

”The Terror” er, så vidt jeg er blevet fortalt, alfaderen til dyregyset og skulle eftersigende have inspireret Daphne du Maurier til at skrive ”Fuglene”, samtidig er det en kærkommen efternøler indenfor det grusomme Machen-regi – for grusom, det er den.

Machens roman ”The Hill Of Dreams”, der beskriver opvæksten I Wales, tilflytningen til London, og kunstens svære kår bliver af mange hyldet som hans definitive værk (og klassificeres tillige som dekadent litteratur, hvilket jeg slet ikke forstår), men jeg er ikke enig. Måske var det en fejl, at jeg havde læst den næsten overmenneskeligt smukke ”A Fragment of Life”, inden jeg læste ”The Hill Of Dreams”, men jeg føler ikke, at den indfrier forfatterens fulde potentiale.

Så skal man pege på et romanlængde definitivt Machen-værk, kan man godt komme lidt til kort. Havde ”A Fragment of Life” stoppet lidt mindre brat, havde det uden tvivl været værket, men ærlig talt gør det mig ikke noget – der er mere liv i blot tre linjer fra Machen end de fleste bøger, der udkommer i dag – når man læser Machen får man en følelse af, at der virkelig er noget større end det, livet er på overfladen. Nogle kunstnere er øjensynligt så geniale, at de må sætte rationer på.

 

Paperback, Pinnacle Books 1976

Paperback, Pinnacle Books 1976

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret