Tag Archives: Jonas Wilmann

David Garmark & Stephan Garmark, Rakelsminde (2017): Tvivlsom fanfiktion fra den jyske hede

Hardcover, Kandor 2017

 

Horrorromanen Rakelsminde sigter mod et bredere publikum uden for det lille fanmiljø, men den mangler originalitet og er ikke ordentligt gennemarbejdet.

Journalisten Tea Ehlers tager til fødebyen Rakelsminde for at undersøge en mystisk sag om en jæger, der har begået selvmord ved, i fuld offentlighed, at sprætte sin mave op med en jagtkniv. I byen bliver Tea mødt af mistænksomme blikke og en mur af tavshed, ikke mindst fra byens religiøse fanatikere, Jesu Salige. Tea hører dog snak om en lydbølge, der ramte Rakelsminde kort før selvmordet, og byens nye tilflytter, den syriske flygtning Sayid, er heldigvis mere imødekommende over for hende. Lydbølgen rammer den lille flække med tre dages mellemrum, og hver gang følger blodige mord eller selvmord. Og som om det ikke var nok, er et hus sporløst forsvundet, og byen overrendes af dyreplager fra varmere og koldere himmelstrøg.

I Rakelsminde af forfatterbrødrene David og Stephan Garmark er alle de velkendte horrorelementer på plads. Det kan man så synes er godt eller skidt. Vi har en by med hemmeligheder (”Lad de døde være,” messer landbetjenten), en sekt, der mødes til sære messer – lidt a la Esoteric Order of Dagon – en ung sektbroder, som får billeder i hovedet af en konstruktion med umulige ’Lovecraft-vinkler’, og op til flere karakterer har the shining. Og lad mig ikke forglemme, at de uundgåelige tentakler også indfinder sig i løbet af historien.

Klichéerne står simpelthen i kø, og bogen fremstår mest som en række tilfældige paranormale hændelser smidt i gryden. Man savner selvstændighed, i et univers sammenstykket af amerikanske filmklichéer, King, Lovecraft og en smule Barker. ”Det lyder som en dårlig film,” udbryder en af karaktererne halvvejs gennem bogen – et metareflekterende udbrud, jeg har set i meget nyere, dansk horror – og der ligger noget selverkendelse i den sætning.

Stephan Garmark (født 1980) (t.v.), David Garmark (født 1972)(t.h.)

For Rakelsminde illustrerer tydeligt, hvor svært det er at skabe horror med en egentlig dansk identitet. Så længe der skues så meget mod forbillederne, i stedet for at trække på egne indre verdener og drømme, lykkes det ikke, og gyset strander ved at være en slags stiløvelse, hvori en række konventioner skal følges.

Historiens personer slægter krimiens karaktertegning på, men fremstår lovligt klichétunge, fra den onde sektleder, til landbetjenten, der bærer en ’pump-action Remington 870 shotgun’ – hvorfor ikke bare et haglgevær? – og harker efter han er kommet med udbrud, der leder tankerne til en hillbilly-sherif fra en amerikansk setting i 50’erne.

Og klicheerne begrænser sig desværre ikke til bipersonerne. Den ene hovedperson, den syriske flygtning, Sayid, fremstår i dele som en parodi. ”Når man flygter for livet, har man ikke andet end en taske under armen,” fortæller han lidet nuanceret til en gæst og byder på noget arabisk kage. Altså, fordi han jo er araber. Jeg sad lidt og spekulerede over, hvor han mon havde kagerne fra. I Rakelsminde, syd for Holstebro.

Den overfladiske behandling af Sayid skinner også igennem i hans alt for perfekte sprogegenskaber. Efter et år på et dansk asylcenter bruger han ord som ’aggregat’, ’proptrækkerkrøller’ eller: ”Det lyder, som om de bare profilerer på ulykkerne for at forstærke deres egen indskrænkede tro.” Jeg kender kun ganske få etniske danskere, der kan formulere sig sådan. Samtidig strør han om sig med gammeldansk og faste vendinger.

Og når vores syriske flygtning i sine tanker repeterer Roosevelts velkendte og skambrugte citat om at frygte frygten selv, tænker han egentlig mere som en tvivlsom forfatter, end som Sayid selv.

Fra bogens bagside. Med sådan en anbefaling, og anbefaler, kan det jo ikke blive finere…

Brugen af Roosevelt-citatet bør der dvæles ved, for det er symptomatisk for romanen, som synes at bygge på, hvad jeg vil kalde ’Wikipedia-viden’, tilsat en smule hentet fra tabloidernes flygtningedebat og et skvæt populærvidenskab. Det er ikke særlig berigende læsning, og det bliver en hakket og rodet læseoplevelse. Til tider føles Rakelsminde som at læse Illustreret Videnskab, andre steder, i de karikerede splatscener – som da byens slagter ’halalslagter’ sin familie – er vi ovre i børne/ungdomsgys, og endelig får den sine steder karakter af kogebog; madingredienser remses af uvisse årsager op i ét væk. Over tre-fire sider tales om krydderier og pies, senere får vi opskriften på æggekage, arabisk slik og mangt andet. Man har næsten fornemmelsen af, at siderne bare skal fyldes ud med et eller andet, og som læser håber man inderligt, at al den snak om krydderier og lignende vil få en betydning senere, men nej.

Det med overflødighederne er generelt for bogen. Der er simpelthen for lidt prioritering til stede. Stift opremsende, skal vi høre om alverdens ligegyldigheder. Her har du f.eks. en manual til at tale i telefon, hvis du skulle være i tvivl om, hvordan det gøres: ”Hun trykkede på nummeret, lagde telefonen til øret og ventede på, at den ringede op.” Og fra samme side: ”Hun kørte hen til butikstorvet, parkerede bilen og gik ind i Brugsen.” Og stadig samme side (!): ”Hun købte et par rundstykker med ost, en yoghurt naturel og en banan.

”Og da vi er kommet igennem alle bananerne og rundstykkerne med ost, og horrorplottet rigtigt tager fat, er vi i sikkert Lovecraft-King-territorie, og nej, dette bør ikke citeres ud af kontekst, for jeg mener det ikke som en ros. Dele udspiller sig som Kings ”The Mist”, når religiøse fanatikere i lillebyen tolker de overnaturlige hændelser som guddommelige tegn og varsler, og de obligatoriske tentakler bryder da også frem, i hvilken forbindelse der begås ikke én, men to litterære kardinalsynder. Den ene er ’kyklopisk’, den anden er ’amorf’. Næst efter ’eldritch’ er ’cyclopean’ og ’amorphous’ (som i øvrigt lyder så meget smukkere på engelsk) de mest brugte fremmedord i Lovecrafts fiktion, og at bruge begge på én og samme side giver umiskendeligt et værk karakter af fanfiktion.

Plottet skrider videre frem i velkendt Lovecraft-territorie, med introduktionen af old ones, en hel del sci-fi-forviklinger, en dosis saftige familiehemmeligheder og – uden at afsløre noget – en af de mest corny afrundinger, jeg længe er stødt på.

Som tidligere citeret: ”Det lyder som en dårlig film”. Det gør det. Men det burde det ikke. Barren for dansk horror må hæves, og det må først og fremmest gøres ved at trække fra egne verdener og ikke lave tvivlsomme kopier af sine forbilleders værker.

– Af Jonas Wilmann

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Det danske horrormiljø er i krise. Dyb krise.

Vi er to forfattere bag dette indlæg, og vi er bestemt ikke enige om alt, når det kommer til litteratur. Faktisk ser vi meget forskelligt på en række afgørende ting, men vi deler en stor, stor kærlighed til skrækfiktionen, en dyb utilfredshed med tingenes tilstand i det såkaldte ”horrormiljø”, og en tro på at tingene kan blive bedre, mere kreative og stimulerende for alle parter. Gennem en hurtigt voksende korrespondance er indeværende indlæg derfor blevet til, som en form for programerklæring, en kastet handske, der forhåbentlig kan udløse noget positivt. Det er i hvert fald vores håb.  

Af Jonas Wilmann & Martin Wangsgaard Jürgensen

 

Om vores horrormiljø

Igennem mange år har vi set den ene talentløse horrorroman, -antologi eller -novellesamling efter den anden (der er undtagelser, men dem skal det ikke handle om nu). Hvis det ikke er redigeringen, det kniber med, er der tale om gentagelser af velkendte strukturer, sørgelige horrorklichéer, som står i kø, og generelt bare mangel på ambitioner. Det værende ikke kun med henblik på originalitet – vi druknes da i arketypiske monstre, tamme King-efterligninger og ”Lovecraftianske” elementer, så dovent og afstumpet udført, at Lovecraft må vende sig i graven – men også sproglige og intellektuelle ambitioner.

Mange af de såkaldte voksenudgivelser i horrorgenren fremstår mest af alt som defekte børnebøger, da de på ingen måde rummer modne refleksioner og åndsverden. Det etableredes syn på horror, som noget lidt underlødigt, tilhørende en børne/ungesfære, er blevet en selvopfyldende profeti. Samtidig har vi også set alt for mange eksempler på titler, der har været monstrøst fejlbehæftede, og alligevel er strøget lige forbi alle portvogtere. Vi vil gå så langt som at sige, at der er eksempler på bøger, som i dele er volapyk, og novelleantologier, hvor majoriteten af bidragene aldrig skulle have forladt en mørk, mørk skrivebordsskuffe.

Og ingen løfter et øjenbryn. Ikke offentligt, i hvert fald.

Alting fortsætter, som det plejer. Alt er godt. Vi liker og deler, liker og deler. Der bliver klappet skuldre, bloggerne tager skyklapperne på og fortsætter deres rosende tomgang, og i klubhuset er der en dejlig, ren stemning af, at alle kan møde hinanden, hygge og kigge hinanden i øjnene – ingen, man skal gå og dukke sig for på Bogforum eller Krimimessen. Disse steder, og i mere lukkede fora, networkes der på livet løs. Det gælder om at få årets horrorpris (som ikke fører meget andet med sig end et stykke papir i en ramme). Kritiske røster lyder sjældent, også selvom mange går og ruger med en masse, for tænk nu, hvis kritikken blev gengældt, og det skulle gå ud over ens egen lille forfatter-entreprise!

Ingen tør sige det indlysende: Niveauet er simpelthen for lavt. Vi trakteres med endnu et misvisende glansbillede i en begejstret bloganmeldelse. Den anmeldte, som sidder på stikker, skriver efterfølgende ’tak for anmeldelsen!’ (gerne efterfulgt at anmelderens fornavn, så kan det ikke blive mere familiært!), og så liker anmelderen kommentaren, og alle udenforstående krummer tæer. Enhver chance for, at horrormiljøet kan tages seriøst, udslettes lige der.

Vi liker og deler, hygger og lyver, og inderst inde ved vi jo godt, at noget er galt.

 

Vejen frem

Det hele skal flås ned og bygges op igen. For når et miljø ender, hvor vi er nu, er det allerede gået i stykker. Det eneste vi har at se frem til, er en lang, jævn vej; den evige stagnation. Altså det, som vi har set i det danske science fiction-miljø, der har lukket sig inde i en uigennemtrængelig skal (hvorpå al kritik preller af). Det, som vi ved Dansk Horror Selskabs stiftelse svor, at det aldrig skulle blive.

Den eneste måde at kæmpe imod denne skæbne, er at tale mere åbent om problemerne. Hvis barren skal løftes, skal vi gå kritisk til hinanden og til hele miljøet. Der findes ikke nogen stærkere kritik, end den der kommer indefra, og vi er egentlig slet ikke nok ’inde’ i miljøet til at udgøre egentlige interne røster.

Vi skal ikke kritisere som smålig og banal hævn, fordi ’ham eller hende kritiserede min bog, så skal hans/hendes også ned med nakken’. Nej, vi skal sgu bruge hovedet. Når vi kan føle det dybt i vores hjerter, og med vores skarpe litteraturblik, at der er noget helt, helt galt, skal det til debat.

Det er på tide, vi spørger os selv: Hvad kan man forvente af en skrækfiktion?

Først og fremmest, at det er en kunstnerisk engageret litteratur, der konfronterende tør udfordre sine læsere på indholdet, sproget, ja, helst på begge dele. Det, som står indskrevet i Dansk Horror Selskabs vedtægter – ”værket skal kunne fastholde den voksne læser” … ”sproget skal være fængende og fascinerende” – er tæt på idealet, men sjofles hvert år ved shortlisting af klichétunge værker med fladt, tungt sprog, der udelukkende er til som katalysator for plot. Alt for ofte kan man læse anmeldere, der klapper i hænderne og konstaterer, at ”sproget flyder” eller lignende udvandede formuleringer. Sprog kan flyde, men det er ikke i sig selv en kvalitet. Sproget er ikke en stikpille, der skal smutte ubemærket ind. Sprog skal mærkes, det skal hænge ved, og det skal efterlade sig spor, når det er læst. Og omvendt, ses også ukritisk lovprisning af værker, hvori gøres alverdens krumspring for at udstråle kulturelitisme, skønt de ofte fremstår som manierede studenterværker.

Skrækfiktionens anliggende er det ubehagelige, det grimme og det skræmmende. Hvilken form, hvilket formsprog, hvilken tone dette sker i, kan ikke sættes på formel, men en skrækfiktion, der skal flytte sig ud af teenageværelset herhjemme, må lægge den nørdede begejstring for klichéer fra pulplitteraturen på hylden og trække på egne indre verdener, drømme, det personlige; den voksne tanke- og følelsesverden

Samtidig er det en kæmpe misforståelse, at skrækgenren opnår en særlig kunstnerisk eller ligefrem intellektuel kvalitet ved at læne sig op ad vage forestillinger om gotik og gamle dage. Ej heller bliver det bedre af prætentiøse referencer til klassisk verdenslitteratur eller antik mytologi. Snarere end at skabe en nærværende, begavet litteratur bliver det en provinsiel, småborgerlig prosa, der hverken rører os i hjernen eller hjertet.

Det er således nødvendigt at acceptere, at ”horror” ikke er en bestemt genre, men en stemning og optik. Den litteratur, vi efterlyser og ønsker, søger denne stemning; vi søger ikke alle de klabautermænd, som af kommercielle grunde er blevet hængende. En ny skrækfiktion herhjemme må derfor kaste klichéerne fra sig og invitere læserne ind i de dunkle rum, som han eller hun gerne vil vise frem for verden.

Skrækfiktionen er ikke kun til for at gøre os bange eller at forberede os på det værste (her en indskudt bøn om at lægge den darwinistiske horrortolkning i graven!) – det er en æstetisk leg med verden, som vi oplever den, og en iscenesættelse af alt det, vi lægger låg på eller helst vil undgå.

Vi søger værker, hvor plot og historie kombineres med spændende sprog, intellektuel dybde og udfordrer en voksengeneration, der læser, hvad der i essensen er young adult-litteratur. Det er vigtigt at pointere, at det litterære værk kan findes i populærlitteraturen, kan favne begge verdener, men sjældent gør det. Vores ærinde er ikke at agitere til kamp mellem ’snobberne’ og ’de folkelige’, men et forsøg på at gøre horror relevant for andre end en lille skare, der dyrker og udfolder sig i den som hyggegenre, hvor en række trættende konventioner skal følges.

Vi ønsker at litteraturen kan komme i dialog med andre uden for det begrænsede ”fanmiljø”. Vi må derfor lade den platte spændingslitteratur falde og fokusere på den skrækfiktion, der faktisk har et kunstnerisk projekt, som er værd at behandle og tage alvorligt. I dag måles alt på samme vægt. Derved fjerner vores skrækfiktion sig længere og længere fra muligheden for rent faktisk at blive taget alvorligt af andre end den ulidelige fankultur. Dansk Horror Selskab har her også en vigtig rolle, og vi må forvente en klog og kompetent bedømmelse og udvælgelse, der sorterer det irrelevante fra og viser os, hvor skrækfiktionen som litteratur og kunst er stærkest.

Der skal ikke kun ses på handling, “den spændende” fortælling og værkets genremæssige plads; ’det er en vampyr-bog’, ’det er en varulvefortælling’ etc. Vi skal evne at læse i dybden og udfordre, når værkerne kun befinder sig i en overflade, der spejler de film og serier, som er oppe i tiden. Det handler altså om, at få os alle til at gå mere bevidst til værks – især når vi tilmed gerne vil have, at nogen stiller sig op som dommere og eksempelvis uddele en pris for årets bedste bog.

 

Afsluttende ord

Vi kan alle skrive noget dårligt. Faktisk har vi alle skrevet kritisabelt møg, og alt taler for, at vi vil komme til at skrive noget mere møg i fremtiden. Sådan er det at lægge noget frem. Enkelte værker kan dermed let udpeges og hagles igennem, fordi de ikke lever op til vores (egne) forventninger, men det vi gerne vil adressere her, er selve ambitionsniveauet, som halter hele vejen rundt; forfatternes mål med genren er for slappe, forlag udsender alt for dårligt redigerede bøger, og anmelderne glimrer med fraværet af egentlig kritik og analytisk overskud. Den eneste vej frem er at løfte ambitionsniveauet. Mens bøger og fortællinger kan ende med at være svagere, end vi havde håbet, så skal målsætningen i udgangspunktet altid være høj. Den største synd er i virkeligheden at sænke ambitionerne ud fra et misforstået håb om, at det vil kunne lokke flere læsere til.

Den eneste måde, vi kan få noget nyt til at ske, er gennem en klar kritik. Derfor vil vi her på Fra Sortsand, i den nære fremtid, se nærmere på et udvalg af bøger. Det er ikke tænkt som en gabestok eller bitter ydmygelse af andres arbejder, men som en nødvendig ærlighed, som vi kan tage ved lære af, og forhåbentlig på den måde få revitaliseret skrækgenren herhjemme og drevet bøger frem, der vil blive læst uden for den forkølede kreds af faste entusiaster, der loyalt holder ved.

 

8 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Jonas Wilmann, Jeb Skulls Makabre Eventyr (2017): Kontrastens kunst

Paperback, Kaos 2017. Den særdeles fine forside er skabt af Aske Schmidt Rose

Jonas Wilmann er en af de interessante forfattere på vores hjemlige genrescene, og Jeb Skulls Makabre Eventyr viser med al tydelighed hvorfor. Bogen er stærkt beslægtet med Wilmanns provokerende hovedværk Udkantsfortællinger, fordi han her genbesøger ideen om vandringsmanden som bærende motiv. Strukturelt er der også paralleller mellem de to bøger, men hver bog har trods dette sin egen identitet og sit eget formsprog.

Jeb Skulls Makabre Eventyr tager os med ind i Jeb Skulls eventyrlige univers. En dunkel-munter verden, hvor Skull rejser rundt på valsen og sælger sine små foldeknive til interesserede. Undervejs kommer Skull ud for lidt af hvert, men alle bogens episoder opstår mere eller mindre, fordi han i bogens indledende del bliver bidt af en ligæder. Han må nu kæmpe mod den gift, der truer med at overtage og omdanne ham til et af disse ubehagelige væsner.

Paperback, Kaos 2017

Bogens titel og Wilmanns bagkatalog kunne foranledige den tanke, at vi her har med skrækfiktion at gøre. Sådan er det ikke. Titlen refererer meget præcist til det makabre som omdrejningspunk. Stort set alle Jeb Skulls oplevelser kredser således om det frastødende, ulækre, usmagelige og makabre. Uhyggeligt bliver det aldrig, men ulækkert er det stort set hele tiden.

Wilmann skriver, at bogen er inspireret af folkeeventyrets form, og det kan tydeligt mærkes. Der er altså ikke tale om fantasy, til trods for mange letgenkendelige troper, og lykkeligvis ligger fortællingen meget, meget langt fra det trivielle, såkaldte ”worldbuilding”-dogme, der alt for længe har kastet skygger over genrelitteraturen. I stedet skriver Wilmann et sprudlende univers frem, der centrerer sig om ”Den Sorte Skov”. Et magisk ikke-sted, der formes efter behov og situation. Det er dermed også her, vi mærker, at det er eventyrets enkle tilgang til fortællingen, der har drevet værket. Tid og rum fortaber sig i et umiddelbart nu, der skabes i det øjeblik Jeb Skull træder ind på scenen og fortoner sig igen, så snart han atter er vandret videre.

Jonas Wilmann (født 1979)

På overfladen er Jeb Skulls Makabre Eventyr et letbenet eventyr, der umiddelbart gør store krumspring for at klemme så meget makabert stof ind i teksten som overhovedet muligt. Det er imidlertid kun på overfladen, for dykker man ned i teksten, er det klart, at der er langt mere at komme efter. Wilmanns prosa pendulerer flimrende mellem det fine og det grimme, mellem det smukke og kluntede, mellem nye, skævt klingende ord og gamle, bedagede vendinger. Sproget og stemningen finder aldrig noget endegyldigt leje, men forbliver i konstant, rastløs bevægelse.

Teksten står således sitrende, fortalt gennem jegpersonens idiosynkratiske sprogbrug. Makabre beskrivelser af døde dyr og platte, vittige kommentarer falder side om side med sanselige naturbeskrivelser, dvælende, reflekterende momenter og skarpe iagttagelser. Der er med andre ord et kontrastfyldt, pulserende, viltert liv under det på overfladen simple narrativ. Teksten har derfor også en sårbarhed, der får bogen til at fremstå som en overlæsset konstruktion, der hvert øjeblik kan styrte sammen i en infantil, uforpligtende hob. Men det sker ikke. Wilmann formår balancegangen, og har modet til at trække sine læsere ud i et rum, hvor stemninger brydes på uortodoks vis. Det gør Jeb Skulls Makabre Eventyr til et værk, og absolut til en kunstnerisk præstation.

Paperback, Kaos 2013

Wilmann viser afgjort format med Jeb Skulls Makabre Eventyr, fordi en forfatter med langt mindre overskud, ville have skabt en livløs, gennemæstetiseret eventyr-fortælling. Sådan er det ikke hos Wilmann. Han skaber her sit eget univers, der netop på grund af den sammensatte, uelegante sammenstykning af idéer og modstridende stemninger danner en ny, selvstændig æstetisk oplevelse, der klinger naturligt uden eksperimentets anstrengende pågåenhed.

Man skal lade være med i tide og utide at sammenligne bøger med hinanden, og i stedet fokusere på det værk, der nu engang er tale om. I dette tilfælde er det imidlertid meget relevant at pege på det forhold, at Jeb Skulls Makabre Eventyr synes at være i dialog med Hermann Hesse strålende roman Knulp (1915). Om Wilmann har gjort dette bevidst, eller om der er tale om en tilfældighed, er ikke vigtigt, væsentligt er det imidlertid, at vi her har to perioders og to stemmers bud på samme figur og tematik. Begge romaner diskuterer nemlig spørgsmål om ansvar, tilhørsforhold og ikke mindst den personlige friheds konsekvenser.

Hardcover, S. Fischer 1915

Især anden og tredje del af Knulp klinger med i bogen om Jeb Skull, hvor skoven i begge bøger bliver den store metafor for verden og livet. Både Hesses og Wilmanns roman udfolder sig i bedragerisk lette, humoristiske toner, men præcis som Hesse kan Wilmann også til sidst demonstrere, at hans bog ikke bare er pikaresk lune. Vandringsmanden Knulp har henimod bogens slutning sit store følelsesmæssige sammenbrud i skoven, hvor han på kanten af den endegyldige afmagt hører Guds stemme, og Knulp forstår, at han har en plads i verden. Præcis på samme måde har Jeb Skull også sin åbenbaring til sidst, da han står ansigt til ansigt med en form for guddommelig skabning. Skull indser, at han hører til i verden blandt mennesker, præcis samme konklusion når Knulp også frem til.

De to bøger har derfor også samme subtile budskab, der stikker stærkt og bittersødt i læseren. Knulps ambition er at bringe en lille smule frihedslængsel ind i vores fortravlede, arbejdstyngede verden. Hos Hesse formuleres det med poetisk perfektion som ”ein wenig Heimweh nach Freiheit”.  Romanen er et mildt pust af udlængsel, der med humor sniger vemod ind i læseren. Wilmanns vandringsmand gør præcis det samme – han bærer en lille smule frihedslængsel ind i hjertet på os, men han viser også, at vi hører til i fællesskabet, for uden fællesskabet bliver friheden meningsløs. Drømmen om frihed glemmer vi imidlertid aldrig, og vi bliver mindet om dem igen, når vi er i selskab med Jeb Skull.

Jeb Skulls Makabre Eventyr er umiddelbart så overfladisk og lettilgængelig, at man nemt overser de sproglige og tematiske kræfter, der her er på spil. Det er prosa, som næsten gør en dyd ud af ikke at ville analyseres. Tvinger man imidlertid analysen og sit æstetiske blik ind under overfladen, er det tydeligt, at der her pulserer et stort, underbevidst liv, der fyldes af naturromantik, psykologisk indsigt og kraft. Jeb Skulls Makabre Eventyr står dermed som potent sidestykke til den langt mere anarkistiske bog Udkantshistorier, men til sammen er de to romaner vidnesbyrd om en genrefiktion, der ligger banelængder fra meget af det, der drypper ud fra vores små hjemlige (undergrunds)forlag.

Bravo, hr. Wilmann.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Forlagshistorier: Wilmanns KAOS

Jeg forsøgte for noget tid siden at få en lille serie af interviews i stand til Fra Sortsand, der skulle handle om forlagsvirksomhed og det at udgive genrelitteratur i Danmark – både før og nu. Det har af flere grunde vist sig at være en vanskelig opgave, men heldigvis ville Jonas Wilmann gerne være med. Wilmann er, som bekendt, selvudgiver, og når han i dette interview taler om bogudgivelser, er det i den dobbelte rolle af både forlægger og forfatter. Det gør imidlertid ikke sagen mindre spændende, fordi det er sjovt at få indblik i Jonas’ tanker om det at udgive bøger og at være selvudgiver på et tidspunkt, hvor synet på den type udgivelser gradvist er ved at vende sig til noget positivt.

I kender uden tvivl alle allerede flere af KAOS’ udgivelser, og jeg kan godt forstå, at Jonas omtaler sin udgivelsesproduktion med stolthed, for det er en flot bedrift og et af de væsentligste bidrag til den nye danske genrefiktion, som han har leveret.

[Martin] Kan du ikke beskrive vejen til oprettelsen af KAOS? Hvordan fandt du frem til, at det var den rigtige løsning for dig? Og opfatter du Kaos som et egentligt forlag eller mere som et praktisk organ for distributionen af dine udgivelser?

[Jonas Wilmann] I 2009 udgav jeg en engelsksproget kortroman, der hedder ”The End”, og det var mere eller mindre en katastrofe. Jeg sprang ud i det med at udgive selv uden at ane noget som helst om det, og salget blev derefter – ikke fordi bogen som sådan er forfærdelig, men fordi engelske bøger ikke får lektørudtalelser etc. etc. Jeg tror, den solgte 16-17 eksemplarer. Derefter begyndte jeg at sende manuskripter ind til forlag igen. I 2010 bed forlaget Valeta så på, og jeg skrev kontrakt på den (nok engang) postapokalyptiske ”Mutagen” (denne gang på dansk). Samarbejdet med Valeta levede dog ikke op til mine forventninger. Der blev ikke gjort mere, end hvad jeg selv var i stand til hjemmefra, og derved var der ikke nogen grund til at ’give’ 85 % af indtjeningen til et forlag. Jeg havde jo sådan set altid også været gør-det-selv-mand, der kunne lide at være involveret i alle processer (det var f.eks. mig der stod for alt med anmeldelser osv. i Valeta-tiden), så jeg begyndte at undersøge, hvad der skulle til for at starte forlag og underrettede så Valeta om min beslutning.

Jeg ser afgjort forlaget KAOS som et rigtigt forlag, i den forstand at jeg følger en linje i udgivelsesprogrammet og sigter efter høj redaktionel kvalitet, men jeg har ingen umiddelbare planer om at udgive andet end mine egne bøger på forlaget.

Jonas Wilmann (født 1979)

Jonas Wilmann (født 1979)

Kunne du sige et par ord mere om den linje?

Jeg har haft fokus på gotik og dark fantasy og gerne som formeksperimenter (”Udkantshistorier”, ”Smukke Anna”, ”By”), der nok ville blive dømt for eksperimenterende til at udkomme på de større forlag, fordi de bryder med opfattelsen af horror. I 2014 begyndte jeg så at udgive børne/ungelitteratur, men med en klar intention om, at det ikke ’bare’ skulle være bøger til børn, men litteratur til børn – med ligeså meget subtekst og samfundskritik, som der findes i mine voksenbøger.

Burde der være flere, som går samme vej som dig?

Det er det rigtige for mig, men jeg vil ikke gøre mig til dommer over, om flere skulle gå samme vej. Jeg oplever, at der er mange forfattere, som helst kun vil fokusere på det med at skrive og lade andre om de praktiske ting. Jeg kan godt lide at have mere kontrol, og jeg er nok også lidt paranoid over for redaktører (især fra større forlag), der ønsker at redigere manuskripterne i retning af en velkendt kasse. Det er nok især en horrorting, for der er meget få forlagsredaktører fra de større forlag, der ved noget om genren, og de vil næsten uundgåeligt prøve at normalisere et manuskript eller skubbe det over i deres endimensionelle forestilling om horror – som ofte er forbundet med slasherfilm. Jeg har været i kontakt med et par forlag gennem årene, som viste interesse for mine ting, men i flere tilfælde er det ikke lykkedes at lave et samarbejde, fordi de ville ’normalisere’ – følte jeg – mine manuskripter. Der var et relativt stort forlag, der viste interesse i mit forfatterskab, efter jeg vandt horrorprisen i 2012, og de kom kortvarigt i betragtning til at udgive ”Udkantshistorier”. Deres tilbagemelding på manuskriptet var desværre, at der skulle mere action, mere direkte tale og mere gys i den, og så endte den kontakt jo ret hurtigt. Jeg syntes, det var helt ubegribeligt, at de kunne bede om sådan noget, når der netop i ”Udkantshistorier” er en indbygget kritik og parodi af stereotyp horror. Så summa summarum kan man godt frygte, at visse horrorbøger kunne have været bedre uden den firkantede redaktørs gloende pen, men omvendt, så udkommer der jo stort set ikke noget horror på større forlag. Jeg synes, folk skal gøre op med sig selv, om de er gør-det-selv-typen eller tør overlade ansvaret til andre.

Der er blevet sagt og skrevet meget om selvudgivelser – og for det meste er det ikke ligefrem rosende. Den kritik har du vel meget solidt fået kvalt, i hvert fald for dine udgivelsers vedkommende. Kæmper du stadig med fordomme omkring selvudgivelser?

Jeg synes egentlig ikke, det er noget stort problem. Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at smalle udgivelser sælger mest til bibliotekerne, og her oplever jeg ingen diskrimination. Selvfølgelig er der i forhold til boghandlerne et problem med store monopolhavere, men det er mere generelt og refererer ikke specielt til selvudgivere. Der har været nogle knap så fornuftige indlæg fra f.eks. Klaus Rothstein, Søren Kassebeer og Lotte Garbers inden for relativt nyere tid, men jeg tror, de fleste efterhånden kan se det fjollede i at bræge ”Rigtige bøger udkommer på rigtige forlag!”, når man tænker på, hvordan bogbranchen har ændret sig. Sådanne røster er, hvad jeg vil kalde krampetrækninger fra parnasset. De er bange for at miste deres indbildte magt, og at fremhæve de større forlag som kvalitetsstempel er jo efterhånden også ret absurd. Gyldendal har jo en glorværdig fortid, men har for ikke længe siden f.eks. proklameret, at de vil udgive flere bøger af kendte mennesker, og der er jo også visse af de større forlags oversættelser, der er absurd fejlbehæftede. På dagens litteraturscene giver det ingen mening at skelne mellem selvudgiver, mikroforlag og større forlag, kun mellem seriøst og useriøst forlag. Sagt på en anden måde: er din bog god, professionelt redigeret og ser lækker ud, skal den nok klare sig nogenlunde – uanset hvordan den er udgivet. Der er jo på den måde noget herligt selvregulerende over bogbranchen.

Paperback, Valeta 2011

Paperback, Valeta 2011

At blive selvudgiver er jo principielt ganske let. Det eneste, du i virkeligheden behøver, er et manuskript og nogle penge. Men når du så først står med din trykte bog i hånden, åbner der sig en række problemer, for hvad nu? Kan du ikke prøve at beskrive dine forventninger og succeskriterier for en udgivelse?

Nu har jeg jo udgivet mange bøger efterhånden, så procedurerne sidder mere eller mindre på rygraden, og forventningerne er rimelig fornuftigt afstemt. Det vigtigste er jo at sende sin bog til Dansk Bibliotekscenter og håbe på, man får en lektørudtalelse, og gerne en god en. Dernæst handler det jo om at sende sin bog til anmeldelse de steder, der er relevante for den. Man kan ikke forvente, at ens bog automatisk kommer ud at stå på boghandlernes hylder, og det er som sådan heller ikke en ambition for mig. Hvis og såfremt man kan lande sådan en aftale, er der ofte tale om en kommisionsaftale, hvor boghandleren tager 50 % af salget, og man skal forvente at få rigtig mange af sine bøger retur, for horrorlitteratur til voksne sælger ikke automatisk, bare fordi det står på en hylde i en boghandler. Mine forventninger til mine udgivelser svinger lidt efter genre. Min dårligst sælgende bog på KAOS er ”By: Et levende mareridt”, som er en blanding af horror og surrealisme, kun rettet mod et voksent publikum. Den har solgt lige knap 100 eksemplarer. Min bedst sælgende bog er børnegyseren ”Velkommen til Kadaverkøbing” som har solgt 500 eksemplarer. De to yderpoler er en meget god målestok. Mange af mine andre titler har så ramt derimellem.

Hvor anmelder man genrefiktion herhjemme af den type, som du udgiver? Og kan du sige lidt om, hvor meget anmeldelserne betyder bogsalget?

Jeg sender efterhånden primært til de større aviser og et par enkelte blogs. Det kommer lidt an på, hvem målgruppen er, men gennem tiden har jeg fået anmeldelser på sider som Planet Pulp, bogblogger, Gyseren, Himmelskibet, Litteratursiden m.m. Anmeldelserne betyder desværre meget lidt for bogsalget i dag. Jeg har både fået fire og fem stjerner i Politiken, uden det medførte et eneste salg. Dog skader det aldrig at blive omtalt, og omtalen kan medføre gode ting på længere sigt, man skal bare ikke regne med et prompte mersalg.

Paperback, KAOS 2015

Paperback, KAOS 2015

Hvor meget tid bruger du på markedsføringen af dine ting?

Ikke voldsomt meget. Jeg sender nogle anmeldereksemplarer. Måske 5-10 stykker per udgivelse, andre gange færre. Derudover blogger jeg lidt om mine udgivelser og viser mig på forskellige messer, når jeg har overskuddet til det.

Kan du ikke forklare os lidt om forholdet mellem dig som forfatter og dig som udgiver. Det må være en vanskelig balancegang at være sin egen dommer. Hvordan fungerer det for dig? Netop den manglende kvalitetskontrol er jo et af de faste kritikpunkter i forhold til selvudgivelser.

Nu oplever jeg det ikke som helt og holdent at være min egen dommer, for jeg har jo altid beta- og korrekturlæsere på mine udgivelser, og dem lytter jeg til. Det er selvfølgelig ikke sådan, at jeg bare lægger mig fladt ned – for efter en del år i horrorens tegn har jeg selvfølgelig nogle ret stærke holdninger om, hvilke virkemidler der skal til – men jeg er bestemt ikke døv over for kritik, især ikke når den kommer fra dygtige mennesker. En af de store fordele ved at udgive selv, er at man har kontrollen til at vælge sine egne redaktører, det vil sige håndplukke personer, der er perfekte til opgaven, og som man ved har et stort genrekendskab. Jeg har som sagt været igennem redigeringsprocesser på større forlag, og jeg har rystet grundigt på hovedet over nogle af de konsulentudtalelser, jeg har fået eller redaktørernes forslag. Ofte er det folk, der ikke ved særlig meget om genren. Der føler jeg en større kontrol ved selv at kunne håndplukke eksperter til opgaven. Det skal måske lige indskydes, at det ikke altid er så forjættet. Førstevalget er ikke altid ledigt og så videre, men det er det, jeg sigter efter. Jeg var i øvrigt meget heldig tidligt i forlaget KAOS’ liv at finde en ekstremt dygtig redaktør, der har været med på rigtig mange af titlerne, ”Frygt-filerne 1+2”, ”Udkantshistorier”, ”By” m.fl., man har jo lov at være heldig.

Er der bøger eller dele af bøger, som du i dag fortryder?

Jeg fortryder hele processen omkring ”The End”, som er udgivet før KAOS’ tid. Jeg fortryder at skrive den på engelsk, og jeg fortryder, at den ikke fik strammere redigering, for der er nogle småbøffer i. Men det er jo lærepenge, og jeg holder også meget af bogen stadig, fordi den er så forstyrret voldelig og spirer fra en exploitation/Heavy Metal(altså magasinet)-traditon, der ligger mit hjerte nært. ”Mutagen”, som jeg udgav på Valeta, er nok den af mine bøger, jeg føler mest distance til. Der er både noget overskrevet i sproget visse steder, som jeg føler, er meget langt fra den forfatter, jeg er i dag (jeg sad faktisk fornyligt og dissede en passage fra den), og dens præg af suspensethriller, om man vil, er heller ikke helt sådan, jeg skriver i dag. Men well, den har sine grusomme momenter, og der er stadig mange, som nævner den. Af mine KAOS-udgivelser er der ikke nogen, jeg fortryder. Eller vent, der er vist en enkelt eller to af novellerne i den første frygt-filerne, jeg er vokset lidt fra, men det er jo småting.

Paperback, KAOS 2015

Paperback, KAOS 2015

Som forlægger og redaktør har man jo ret store muligheder for at sætte sit præg på det værk, man redigerer. Savner du samarbejdet med en redaktør?

Som nævnt har jeg altid kyndige folk til at redigere mine viltre råmanuskripter, nogle gange beta- og korrekturlæser i ét (hvis det er en prof) og andre gange en betalæser og en korrekturlæser, så jeg sparrer altid med nogen. Men selvfølgelig er jeg den, der sidder med den overordnede beslutningstagen, og det har jeg det ret fint med.

Hvor glad er du for selve redaktørrollen? Kunne du tænke dig at redigere og udgive andres bøger? Kommer vi til at se andre forfattere på KAOS en dag?

Jeg elsker at redigere, også andre folks manuskripter, og jeg har fra tid til anden redigeret for andre forlag. Jeg kommer dog ikke til at udgive andres ting på KAOS, men jeg vil, så vidt det er muligt, fortsætte med at lave freelance-redigering. Jeg kan godt lide tanken om at være med til at forme værker og hjælpe dem op på sit højeste potentiale.

Hvorfor vil du ikke udvide din forlagsvirksomhed med andre forfattere? Ligger din interesse for dansksproget horror mest i dine egne tekster – eller føler du dig som del af en større gruppe, der håber på et bredere publikum?

Jeg føler mig afgjort som del af en større gruppe, for der findes jo en del andre horrorforfattere, og også nogle rigtig gode. Grunden til at jeg ikke vil udgive andre, er først og fremmest tidsnød. I min idealudgave af virkeligheden udgav jeg også andre, men jeg udgiver så meget selv, at det er lidt af en balancekunst at få det hele til at gå op, som det er nu. Og angående bredere publikum, så håber man selvfølgelig altid på flere læsere, men jeg er også rimelig realistisk anlagt.

Paperback, KAOS 2014

Paperback, KAOS 2014

Hvor meget går du op i det man kunne kalde boghåndværksdelen? Kommer vi til at se indbundne bøger fra KAOS? Har du eksempelvis overvejet helt at stoppe de fysiske udgivelser og udelukkende gå over til E-bøger?

Jeg har udgivet en enkelt bog i hardback (på KAOS), men jeg erfarede, at det simpelthen var for dyrt. Trykomkostningerne bliver næsten det dobbelte, og fordi en bog er hardback sælger den sjældent mere. Jeg kunne godt tænke mig at lave bøger i vildt udstyr, men det er meget dyrt, så jeg bruger pengene på vilde illustrationer i stedet for. Jeg kunne aldrig finde på kun at udgive e-bøger. Selvom en del af mine bøger findes som e-bøger, har jeg ikke rigtig noget forhold til mediet. Jeg synes, en bog skal være lavet af papir.

Kan du pege på to-tre bøger af dine, som du er særligt stolte af? Og hvorfor?

”Udkantshistorier” er jeg ret glad for, fordi det var et temmelig tricky formeksperiment, der lykkedes, og så er bogen meget personlig for mig. Min børnegyser ”Velkommen til Kadaverkøbing” ligger også mit hjerte nært, fordi den til en vis grad handler om min egen barndom og kærlighed til antikvariske bøger og blade. ”Rejsen til Xibalba”, som er inspireret af den mayanske skabelsesberetning, Popol Vuh, er jeg også meget glad for, fordi den udforsker en ikke-vestlig måde at fortælle historier på. Sidstnævnte tror jeg der er mange af mine voksne læsere, der har sprunget over, fordi hovedpersonen er en 12årig pige, men den burde de virkelig læse.

Der bliver murret en del i krogene om dansk horrors manglende opbakning og publikum. Hvad er dine tanker om den situation?

Jeg er lidt splittet. Det er jo en kendt sag, at de fleste fantastikudgivelser på mikroforlag og deslige kun sælger omkring tyve eksemplarer udover bibliotekssalget, og det er selvfølgelig ikke særlig meget. Det er så også min erfaring, at man ofte sælger lidt mere over tid til nedsat pris, men salget til private er stadig ikke imponerede. Dog er der jo mange, som låner ens bøger på biblioteket, og det må man jo være glad for, og jeg oplever da også med jævne mellemrum at få mails fra læsere, så de er der helt klart. Problembarnet herhjemme er afgjort den mest sammentømrede kerne af fantastikmiljøet. Dem, der burde være de egentlige kendere, har en bizar forhåndsnegativitet over for alting dansk, og læser stort set kun amerikansk, og med ’læser’ forstås at se tv-serier i lange baner! Hvis man agerer fluen på væggen i diverse fora for fantastik, kan man se, hvordan disse mennesker, der bryster sig med deres store intellektualitet, først og fremmest er optaget af tv-serier som Game of Thrones og dybsindige diskussioner om, hvilket Star Trek-rumskib, deres pik ligner mest osv. (okay, den var selvopfunden, men noget i den stil). Jeg har erfaret at man lige så godt kan glemme de mennesker som potentielle læsere. Før i tiden brugte jeg krudt på at diskutere med dem, og har sågar nærmest prøvet at tvinge nogle af dem til at læse mine bøger – for når de nu skulle kritisere dem, kunne det måske være relevant at læse dem først? Efter en lang diskussion for et par år siden tilbød jeg en af mine bøger gratis til en af de værste naysayers, hvilket nærmest hensatte ham i en tilstand af paralyse. Han kunne læse den engang efter sommerferien, om nogle måneder, meddelte han – vi snakker en 200 siders bog! Han vendte aldrig tilbage, og min konklusion var, at det for en stor del nærmest er uoverkommeligt at læse en hel bog. Men i periferien af miljøet findes der nysgerrige læser, der ikke automatisk diskvalificerer det danske, og ham/hende skal man være glad for.

Paperback, KAOS 2013

Paperback, KAOS 2013

Hmm.” … en bizar forhåndsnegativitet over for alting dansk”. Den skepsis kan jeg godt genkende – også en smule fra mig selv. Ser du en særlig kvalitet ved dansk horror? Bør man som genrelæser støtte hjemlige forfattere?

Jeg synes ikke, man skal læse dansk, bare fordi det er dansk. Ideen om at man ’skal’ støtte hjemlige forfattere, bakker jeg ikke op. Men dansk horror er lige så forskellig som horror fra alle andre lande. Det er ikke særligt dårligt, fordi det er dansk, og der er afgjort perler imellem.

Vil horrorgenren eksempelvis stå stærkere, hvis der var et større forlag, som begyndte at interessere sig for genren? Er det udelukkende et spørgsmål om manglende markedsføring, hvilket man jo ofte hører sagt?

Jeg ved det ikke rigtig. ”Udkantshistorier” kunne nok have udkommet på et større forlag, hvis jeg havde villet lave den dramatisk om, som tidligere beskrevet, men havde den solgt meget mere? Det tror jeg faktisk ikke. Selv de største forlag, f.eks. Gyldendal, satser jo kun deres virkelige krudt på udgivelser, de ved kan sælge rigtig, rigtig meget. Det vil sige litteratur inden for de realistiske genrer, med massiv masseappel. Der er masser af Gyldendal-forfattere, der lever et slags skyggeliv, hvor de på ingen måde kan leve af det, og når vi vender os mod de fantastiske genrer, satses der kun på afarten til børn og unge, og der satses ikke engang vildt stort. Der er mange forfattere af fantastik til unge, der kun sælger i hundredetal, selv på de største forlag. Så jeg kan virkelig ikke se det for mig, at en horrorroman til voksne skulle blive en regulær sællert på et stort forlag. Var ”Udkantshistorier” blevet udgivet på et større forlag, var den højst sandsynligt bare blevet en dårligere bog og havde solgt mere eller mindre det samme.

Paperback, KAOS 2011

Paperback, KAOS 2011

Hvad er dine tanker om det såkaldte horror/fantastik-miljø herhjemme? Hvem er den typiske KAOS-læser?

Jeg oplever, at mange unge læser mine bøger, og som jeg nævnte også en del fra periferien af fantastikscenen, nok dem, der agerer mest som fans, mere end udøvende fans. Måske ligger der i virkeligheden et skel der? Er man fan, der har en forfatter i maven, et manus i skrivebordsskuffen, er man tilbøjelig til at tænkte en af to ting. Enten ”de andre (danskere) er nok ikke lige så gode som mig” eller ”de andre er nok lige så dårlige som mig”. Begge kan afholde en fra at shoppe i egen andedam. Så den typiske KAOS-læser, oplever jeg som en, der er en smule løsrevet fra det, vi kalder miljøet.

Hvad har KAOS på trapperne?

”Rummets guder del 1: den mystiske eneboer” er første del af en serie, som bedst kan beskrives som gotisk sci-fi med et gammelt hus, der er hjemsøgt af kosmiske fænomener. Vi er ude i et slags Lovecraftiansk mysterium med to hovedpersoner, der med et pænt ord er ualmindeligt ukoordinerede. Jeg er spændt på at se, hvordan folk vil reagere på så meget humor i deres sci-fi, men jeg er selv virkelig glad for resultatet. Bogen udkommer i starten af juni. Derudover har jeg et tredje og sidste bind af ”Frygt-filerne” i støbeskeen. Og jeg synes klart, det er det bedste bind i serien. Der er et par noveller, jeg virkelig glæder mig til at vise verden, især en novelle, der hedder ”Shelter”. Der er også andre ting på bedding, men det er de to mest aktuelle lige nu.

Tak for snakken Jonas. Der er sikkert en del læsere af Fra Sortsand, der kommer til at følge KAOS’ fremtidige udgivelser. Forlaget KAOS finder du her.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Bogbekendtskaber: Jonas Wilmann

Som et nyt tiltag her på bloggen har jeg spurgt en række forskellige spændende folk fra vores lille genremiljø herhjemme, om de ikke kunne være interesseret i at fortælle lidt om en bog eller forfatter, der betyder særlig meget for dem. Jeg tænker, at det skal være en lille serie, og heldigvis har jeg fået alle de spurgte med på idéen. I den kommende tid vil der derfor drypvis dukke andre stemmer op på bloggen.

Tanken bag serien udspringer af, at den måde vi behandler og skriver om litteratur på nettet meget ofte handler om kvalitative bedømmelser eller analyser. Det er sjældent, at der bliver plads til de mere uforbeholdne fortællinger om vores oplevelser med eller forhold til værkerne. Det er på en måde synd, fordi begejstring er smittende, og derfor vil denne lille serie måske kunne bidrage til nogle lidt andre læseoplevelser, end dem vi sædvanligvis finder på de forskellige blogs og hjemmesider. Det håber jeg i hvert fald.    

Serien åbner med den flittige forfatter Jonas Wilmann, der netop nu er aktuel med den roste Frygt Filerne 2. Jonas Wilmann er, for mig at se, blandt den lille gruppe af interessante genreforfattere, vi har herhjemme for tiden. Hans tekster provokerer og udfordrer, og det sætter jeg i den grad pris på. Jeg er derfor også rigtig glad for, at han har valgt at takke ja til at skrive om en forfatter, der har betydet noget for ham. Uden mere snak, vil jeg derfor give ordet til hr. Wilmann.

 

Ingen skriver så smukt som Arthur Machen

 “Edward Darnell awoke from a dream of an ancient wood, and of a clear well rising into grey film and vapour beneath a misty, glimmering heat …”

-Arthur Machen, A fragment of life

For et par år siden bestilte jeg ”The Best Ghost Stories of Algernon Blackwood” på Amazon.co.uk – et sted jeg (desværre, bør man nok indskyde) køber flere og flere af mine bøger, simpelthen fordi de i de fysiske boghandlere sjældent har det, jeg skal bruge.

Da postbuddet en uge efter troppede op ved min dør med en bogpakke på størrelse med to mursten stablet oven på hinanden, undrede jeg mig lidt – for den bestilte bog var en paperback på et par få hundrede sider.

Jeg flåede indpakningen af og fandt ikke det bestilte, men noget langt bedre; Blackwood-samlingen var i restordre, så de havde i stedet sendt mig en massiv antologi, der kom omkring det bedste af det bedste gotiske horror, og som tillige inkluderede fire historier af Blackwood. Titlen var … ”Hamlyn’s: The Best Ghost Stories”.

Jonas Wilmann (født 1979)

Jonas Wilmann (født 1979)

Jeg skannede indholdsfortegnelsen og opdagede, at bogen indeholdt flere titler, jeg havde på ønskelisten, bl.a. Arthur Machens (1863-1947) ”The Great God Pan”, som jeg havde hørt gode ting om, samt to af hans andre noveller, ”The Novel of the White Powder” og ”The Novel of the Black Seal”.

Dette var mit første møde med Arthur Machen, en forfatter som er kommet til at betyde utroligt meget for mig siden.

De tre noveller i antologien (langnovelle i tilfældet ”The Great God Pan”) er Machen, når han er mest gysende og repræsenterer samtidig den del af forfatterskabet, der har inspireret H.P. Lovecrafts verden mest.

”The Novel of the White Powder” og “The Novel of the Black Seal” er taget fra Machens roman – eller ’noveller i rammehistorie’ er nok mere passende – “The Three Impostors”, hvori det beskrives, hvordan der under det moderne, urbane liv lurer fordums ondskab: romerske ritualer, afgudsdyrkelse og heksesabbat.

Arthur Machen (3. marts 1863 – 15. december 1947)

Arthur Machen (3. marts 1863 – 15. december 1947)

”The Three Impostors” er som samlet værk betragtet ikke Machens største, da den med rette er blevet kritiseret for at være for fragmenteret og rammehistorien noget søgt – det havde måske været bedre at udgive det som en novellesamling. Og en del af kritikken gik også på, at Machens stil er for påtaget ’Stevensonian’ – her henføres til Robert Louis Stevensons særegne fortælleteknik med fortællinger inde i fortællinger, plotdele afsløret i breve og en særlig omstændelighed og ukronologi, der lader spændingen bygge op til det ulidelige.

Det er sådan set også rigtigt nok alt sammen, dog er de to nævnte noveller enkeltvis betragtet forrygende, især ”The Novel of the White Powder”, hvor en ung mand begynder at ændre sig til noget dæmonisk som følge af et lægeordineret, hvidt pulver. Machen bruger nogle greb i historien, der, for at bruge et fortærsket udtryk, får blodet til at fryse til is. Der er en oplagt lighed med ”Dr. Jekyll and Mr. Hyde”, men i min verden er der fint plads til begge historier.

Paperback, Dover Publications 1986

Paperback, Dover Publications 1986

”The Great God Pan”, Machens nok mest kendte historie, er også lidt af et sidestykke. Igen ikke kun kolliderer nyt og gammelt, men moderne videnskab assisterer ligefrem myten; en videnskabsmand udsætter en ung kvinde for et hjernekirurgisk indgreb, der åbner det tredje øje og porten til satyrguden, Pan.

Selvom denne del af Machens forfatterskab, der repræsenterer de unge år, er nok så imponerende, er det faktisk hans mindre rædselsvækkende værker, der har rørt mig mest. En del af dem er samlet i Penguins ”The White People and Other Weird Stories” – en novellesamling med et ganske horribelt forord af Guillermo del Toro, hvor han snakker tre fjerdedele om Lovecraft og skyder om sig med catchphrases som ”evil is never dormant – it gestates” … Den mand skulle virkelig lære at sige nej til ting.

Men bogen skal ikke lide under det sølle forord; den samler nogle af Machens bedste. I denne del af forfatterskabet er naturen central; myten i form af urgamle, tågede skove, sagnvæsner, elverhøje og smuldrende romertribuner pulser lige under overfladen og i åbneren ”The Inmost Light” beskrives der et direkte fysisk skel mellem de to verdener i en by, hvor hovedgaden, uden nogen form for naturlig graduering, fortsætter lige ud i vildnis. Et billede, jeg genkaldte mig, da jeg læste den nulevende horrormester, Thomas Ligottis, ”Teatro Grottesco”, hvor han hyppigt beskriver ’store-fronts’ – huse som kulisser foran noget urgammelt, ulmende.

Hardcover, Hamlyn 1977

Hardcover, Hamlyn 1977

Machens allerbedste novelle findes i ”The White People and Other Weird Stories”, og der er næsten intet overnaturligt eller uhyggeligt i den. Den hedder ”A Fragment of Life” og er en delvist selvbiografisk historie om den walisisk fødte, Edward Darnell, der lever et middelmådigt liv i Londons midte, i et middelmådigt ægteskab (Machen boede i London i næsten fyrre år, før han flyttede tilbage til Wales). Darnell længes efter naturen og ungdommens eventyr, og han prøver at genfinde det ved at fare vild i byen.

”A Fragment of Life” er noget af det smukkeste – hvis ikke dét smukkeste – jeg har læst. Det er en historie, der handler om at genfinde sine drømme og kæmpe sig ud af det grå trummerum, som livet kan udvikle sig til.

Paperback, Virgin Books 2010

Paperback, Virgin Books 2010

Det er stort set kun Arthur Machen, der kan få mig til at lukke øjnene, når jeg læser (egentlig en lidt mærkelig ting at gøre!), men hans ord er simpelthen så smukke, at de luller mig ind i en eller anden henført sindstilstand. Se bare her:

”So, day after day, he lived in the grey phantasmal world, akin to death, that has, somehow, with most of us, made good its claim to be called life.”

Well, for mig er det her sgu litteraturens højeste tinde.

“The White People …” indeholder masser af fremragende historier, men én, jeg bliver nødt til at dvæle ved, er ”The Terror”. Denne er et klasseeksempel på Machens essayistiske stil – som han også benytter i den udmærkede ”The Great Return” – hvor historien nærmest starter som en artikel, der beskriver noget virkeligt, og derefter glider sømløst over i en fantastisk fortælling; hvorfor Machen også blev publiceret meget i aviser, eller måske snarere at han var så bevidst om slagkraften, at han skrev sådan direkte til mediet.

”The Terror” er, så vidt jeg er blevet fortalt, alfaderen til dyregyset og skulle eftersigende have inspireret Daphne du Maurier til at skrive ”Fuglene”, samtidig er det en kærkommen efternøler indenfor det grusomme Machen-regi – for grusom, det er den.

Machens roman ”The Hill Of Dreams”, der beskriver opvæksten I Wales, tilflytningen til London, og kunstens svære kår bliver af mange hyldet som hans definitive værk (og klassificeres tillige som dekadent litteratur, hvilket jeg slet ikke forstår), men jeg er ikke enig. Måske var det en fejl, at jeg havde læst den næsten overmenneskeligt smukke ”A Fragment of Life”, inden jeg læste ”The Hill Of Dreams”, men jeg føler ikke, at den indfrier forfatterens fulde potentiale.

Så skal man pege på et romanlængde definitivt Machen-værk, kan man godt komme lidt til kort. Havde ”A Fragment of Life” stoppet lidt mindre brat, havde det uden tvivl været værket, men ærlig talt gør det mig ikke noget – der er mere liv i blot tre linjer fra Machen end de fleste bøger, der udkommer i dag – når man læser Machen får man en følelse af, at der virkelig er noget større end det, livet er på overfladen. Nogle kunstnere er øjensynligt så geniale, at de må sætte rationer på.

 

Paperback, Pinnacle Books 1976

Paperback, Pinnacle Books 1976

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Jonas Wilmann, Udkantshistorier (2013): Udkantens forførende dæmoni

Paperback, Forlaget KAOS 2013

Paperback, Forlaget KAOS 2013. Forsidens billede er malet af Slava Gerj

Udkanten eller periferien er et velkendt og gammelt tema. I litteratur og kunst slår grænselandet igennem som en zone, hvor alt kan ske og alt stilles på hovedet. I middelalderens bogmanuskripter befolkes marginen eksempelvis af groteske væsner og sære små optrin, der både kommenterer på tekstens indhold, men så sandelig også indtager et eget liv. I gyserlitteraturen bliver randområderne et grufuldt ødeland, hvor vores normer og regelsæt forkastes og erstattes af alskens diaboli. ”West of Arkham the hills rise wild”, skriver Lovecraft ildevarslende, og Jonas Wilmann siger nu det samme om det berygtede udkantsdanmark.

Jonas Wilmann er et prominent navn blandt vores hjemlige genreforfattere. Hans applauderede Frygt-Filerne (2012) vandt prisen som årets horrorudgivelse og har generelt høstet læsernes ros. Der har derfor uden tvivl været en del opmærksomhed omkring Wilmanns næste udgivelser. Det blev blandt andet Udkantshistorier, der udkom i ’13. En stærk novellesamling eller konceptroman, der ikke mig bekendt ligner noget andet, der er blevet udsendt herhjemme i nyere tid.

Paperback, Forlaget KAOS 2013

Paperback, Forlaget KAOS 2013

Udkantshistorier er bygget op omkring en rammefortælling med flere lag. En navnløs vandringsmand skridter gennem et ødelagt udkantsdanmark i en nær fremtid. Store dele af landet er gået rabundus, og ganske meget jord er blevet opkøbt af udenlandske penge. Turistindustrien lever stadig i bedste velgående, men drømmen om Danmark som stolt landbrugsnation er glemt. I stedet er det, vi kender som ”den rådne banan”, blevet et dystopisk ødeland fyldt med kannibalisme, vold og galskab.

Gennem dette ødeland går den førnævnte vandringsmand. Han iagttager sine omgivelser og mindes alt det, der engang var. Han nedskriver sine oplevelser og samler langsomt indholdet til en bog. Og det er den bog, som vi nu læser. En bog med oplevelser fra et ødelagt Danmark. Oplevelser og indtryk, der opstår i mødet med de sølle eksistenser, der fortsat eksisterer ude på randen og ikke mindst de statsagenter, der patruljerer i disse landområder.

Bogen har ikke nogen hovedfortælling. Den er et anekdotisk tekstunivers, hvor udkantsdanmark – landskabet og dets topografi – er det afgørende omdrejningspunkt. Det tema er skarpt set af Wilmann, der her griber fat i et af de senere års kulturelle og økonomiske smertensbørn. Især når han tager det ildevarslende begreb om udkanten, og fører den sammen med den post-apokalyptiske genres klichéer. Resultatet bliver en festlig, sort samtidssatire. En herligt absurd dommedagsprofeti, der sætter alt på spidsen.

Jonas Wilmann (født 1979)

Jonas Wilmann (født 1979)

Wilmann har da også helt bestemt fundet et charmerende talerør igennem den kulturpessimistiske vandringsmand, der løbende får ordet og taler direkte til læseren. Faktisk kommer han med den ene lange tirade efter den anden om sædernes forfald og tidens dårligdomme. Og her ligger endnu en af de fine ting ved bogen. Wilmann har nemlig fået fat i et af kulturpessimismens væsentligste træk – den uendelige nostalgi, der ligger bag samtidskritikken. Vandringsmanden går med andre ord og længes sentimentalt tilbage mod det der var.

Udkantshistorier er en inspirerende og tankevækkende bog, som jeg faktisk er rigtig glad for. Men det er ikke uden en følelse af ambivalens. Det skyldes ikke så meget de stedvist lidt ujævne fortællinger, som bogen indeholder. Nej, det skyldes Wilmanns sprog. Den topografiske hjemstavns-fascination, som vandringsmanden og Wilmann bekender sig til, har inspireret til en højstemt tone, der måske bunder i Wilmanns fascination af Johannes V. Jensen. Det er svært at afgøre.

Ikke desto mindre er der noget tilegnet over bogens tone, som mister noget troværdighed, fordi Wilmann ikke kan gennemfører stilen helt. Den floromvundne vandringsmand, med alle sine forestillinger om fortidens naturskønhed, forfalder jævnligt til et prosaisk dagligdagssprog fyldt med anglicismer. Det ødelægger sprogets sammenhæng eller kontinuitet og trækker opmærksomheden bort fra ellers fine, fine sætninger, med stille elegance. Som eksempelvis når landets småøer beskrives som ”… de andre små samfund, der prikker de danske farvande” (s. 171).

Paperback, Forlaget KAOS 2012. Jonas Wilmanns roste bog fra 2012

Paperback, Forlaget KAOS 2012. Jonas Wilmanns roste bog fra 2012

Man kunne jo overveje, om den sproglige usikkerhed i virkeligheden er et raffineret træk fra Wilmanns side, der skal vise, at vandringsmanden er præcis lige så inficeret af nutidens dårligdomme som alle andre, men det tror jeg ikke. Læser man eksempelvis lidt i Frygt-Filerne, vil man genfinde det samme sprog. Til det må man så også føje en til tider lidt kaotisk metaforik.

I bogens første kapitel beskrives en klynge plastiksvaner, der melankolsk er drevet sammen omkring en væltet svanefigur ved Hald Søs bred. Figurerne lignes både med en folk rovdyr, der har slået ring om et bytte og en flok liderlige bønder, der spiller kiks (s. 10). Begge billeder er jo ganske klare og potente, men indeholder vidt forskellige dynamikker og signalerer noget ganske forskelligt. Den slags efterlader ordbilledet flimrende og sætter tekstens virkning på prøve.

Ikke desto mindre holder bogen som samlet koncept. Helheden er ganske enkelt stærkere end enkeltdelene. Selvom Wilmanns sprog i Udkantshistorier arbejder imod ham, har det en voldsomhed og anarkistisk fortælleglæde, der er ganske smittende. En skrivefrækhed, hvor det til tider grimme sprog passer perfekt til tekstens grimme indhold. Der kommer med andre ord en form for gusten synergi mellem de haltende ord og tekstens forfaldsskildringer.

I den forstand er bogen et imponerende værk, der ufrivilligt kommer til at styrke sin egen sag. Alt forfalder om ørerne på læseren; end ikke sproget kan stå imod udkantens perverterende kraft, der dag for dag æder sig nærmere landets store byer.

Paperback, Forlaget KAOS 2014. Frygt-Filerne 2, der er sat til at komme 2. februar

Paperback, Forlaget KAOS 2014. Frygt-Filerne 2, der er sat til at komme 2. februar

Æstetisk provokerer Udkantshistorier mig voldsomt, uden jeg vel at mærke kan eller vil afvise bogen som amatørisme. Det er i virkeligheden et hædersmærke, fordi bogen trods dens larmende facon fremstår så skrøbelig. Teksten bliver på den led en forbløffende fin meditation over forfald, både i bogens narrativ og som et metalag, der handler om selve fremstillingsformen.

For mig at se er Udkanthistorier måske en af de mest interessante genreudgivelser, som vi har set herhjemme i den seneste tid. Den er et ubehageligt, famlende pust af forfald, som formår at udfordre sin læser på flere niveauer. Faktisk havde jeg lyst til at læse bogen igen, da jeg var færdig med den, fordi den ligger som en interessant diskussion, der kan være svær at slippe. Meget mere kan man vel ikke ønske sig af en bog, kan man vel?

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling, Roman