Tag Archives: Joseph Payne Brennan

Nameless Places, red. Gerald W. Page (1975): Arkham House gør status

Hardcover, Arkham House 1975. Den ganske fine forside er tegnet af Tim Kirk

Hardcover, Arkham House 1975. Den ganske fine forside er tegnet af Tim Kirk

Arkham House har løbende udgivet antologier. De første indsamlede Lovecraft-kredsens historier, men gradvist blev nettet kastet længere, ud og kredsen af faste forfattere blev udvidet, som det gamle materiale blev udtømt, og nye forfatternavne meldte sig på banen. Der er tale om en næsten umærkelig overgang, fordi de gamle mastodonter som Derleth, Belknap Long, Bloch og Whitehead var så produktive, at deres historier kunne blive ved med at holde forbindelsen tilbage til forlagets udgangspunkt og tiden omkring Weird Tales storhedstid. Det kunne imidlertid ikke blive ved, og Nameless Places fra 1975 er den første bog Arkham House udsendte, hvor det for alvor mærkes, at tingene er ved at ændre sig.

Samlingen består af 26 hidtil upublicerede noveller med Carl Jacobi og E. Hoffmann Price som de bedste kendte fra den gamle garde. Hovedparten af bogens historier er skrevet af på udgivelsestidspunktet relativt ukendte navne. Man finder dog også etablerede navne som Ramsey Campbell og Brian Lumley såvel som et stort navn i form af Lin Carter og den altid formidable Robert Aickman, for ikke at nævne Joseph Payne Brennan.

Hardcover, Arkham House 1975

Hardcover, Arkham House 1975

På papiret er det en interessant sammenstilling af forfattere, fordi det antyder, at man ikke præcis, ved hvad man skal forvente af de overvejende unge folk. Forventningerne bliver ydermere skruet i vejret af bogens redaktør, forfatteren Gerald Page. Han vedkender sig nemlig, at antologien ikke har noget samlende tema, men, fortæller han i bogens indledning, novellerne er skrevet af generelitteraturens bedste navne. Det er store ord, der desværre ikke helt står mål med resultatet. Faktisk er Nameless Places en sympatisk, men lettere uinteressant rodebunke af korte og lange noveller, der kun har enkelte lyspunkter. I sig selv er det manglende tema naturligvis ikke noget problem, sagen er snarest den, at historierne generelt savner saft og kraft.

Jeg har tidligere skrevet om vægtige 80’er antologier som Prime Evil og Cutting Edge, der hver især indfanger væsentlige bevægelser i tidens horrorlitteratur. Begge novellesamlinger, der ligeledes savner et samlende tema, rammer imidlertid en tidsånd og er på forkant med udviklingen. Page postulerer nogenlunde det samme for Nameless Places, men desværre peger bogen bare ikke frem, den gør status og ser tilbage.

Gerald W. Page (født 12. august 1939)

Gerald W. Page (født 12. august 1939)

To ting skal bemærkes i den forbindelse. For det første blev Arkham House meget hurtigt et konservativt, bagudskuende forlag. Det lå delvist i selve udgangspunktet, der handlede om at få udgivet Lovecrafts historier og senere at få sikret Lovecraft-kredsens litterære eftermæle. Samtidig afspejler bøgerne August Derleths smag og holdning til genrelitteratur, som i høj grad holdt fast i de gamle, velafprøvede pulpmodeller og samtidig forsøgte at nedtone genrens vildere, mere burleske udtryk. Selvom Lovecraft og Robert E. Howards popularitet var støt voksende og inspirerede stadigt flere nye forfattere, forblev perspektivet for Arkham House rettet bagud, og man kan sige, at selv da de havde chancen for at komme på forkant med den litterære udvikling i 60’ernes slutning, skete det ikke, fordi August Derleth og senere April Derleth holdt fast de gamle former og forståelser, af hvordan en Arkham House-historie skulle være.

Jeg er langt hen ad vejen rigtig glad for den milde, antikverede stemning, der hænger over de fleste Arkham House-antologier. Det var der også folk, der var i 70’erne, hvor man begynder at kunne se en voksende pulp-nostalgi blandt yngre forfattere, der eksempelvis tager Robert Bloch som et af deres store forbilleder. Gerald Page var en af dem, og han var blandt andet redaktør på magasinet Witchcraft & Sorcery, der begyndte under navnet Coven 13; et blad der dyrkede præcis den type litteratur, som Arkham House udsendte. Det er da heller ikke overraskende, at stort set hele det kuld af unge navne, som Gerald Page har inkluderet i Nameless Places, er blevet hentet ind fra hans magasin. På den led er ringen sluttet, men resultatet er i virkeligheden dybt utilfredsstillende.

Carl Richard Jacobi (10. juli 1908 - 25. august 1997)

Carl Richard Jacobi (10. juli 1908 – 25. august 1997)

Sagen er nemlig den, at der ganske enkelt ikke er kvalitet nok i de fortællinger, som Page har valgt at bringe. De yngre forfattere, med deres pulpede historier, der let kunne være skrevet 20-30 år tidligere, er gabende kedsommelige og står ikke mål med den håndfuld hidtil upublicerede noveller, som lå på forlaget i forvejen og kom med i bogen. En af undtagelserne er førnævnte Robert Aickman, der med sin tunge gotik formår at løfte arven fra den klassiske weird tale og gøre den til noget interessant; i dette tilfælde en følsomt fængende spøgelsesberetning.

Hvor meget bogen er ude af trit med samtiden bliver tydeligt, hvis man husker at Stephen King udsendte sin milepæl Carrie i 1974. Carrie blæser på orkanagtig vis stort set alt omkuld i Nameless Places, der ved sammenligning mest af alt ligner en hengemt mindestue for det, der var en gang uden sans for det litterære nybrud, som gysergenren oplevede i de år.

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Og så dog. Der er et lille udpluk af historier, der peger frem mod den personnære, samtidsgru som kom til at kendetegne 70’er-gyset. Ramsey Campbells ”The Christmas Present” er et stykke fremragende, mærkelig weird fiction, der er tåget og fragmenteret på præcis den måde, vi kender Campbells tekster fra den tid. Trods den lakoniske form formår Campbell imidlertid med sin korte novelle at opbygge en ubehagelig, urovækkende stemning, der baserer sig på alt andet end pulplitteraturens melodramatiske afsløringer på de sidste linjer.

Arthur Byron Cover (født 14. januar 1950)

Arthur Byron Cover (født 14. januar 1950)

Jeg vil også trække Arthur Byron Covers novelle “Lifeguard” frem som et indslag, der peger fremad og synes helt i trit med sin samtid. Han tager udgangspunkt i en rodløs, jegfortællende studerende, der midlertidigt bor hjemme og arbejder som livreder ved en badesø. Tiden går med at kigge på damer og ryge pot. Alene her har vi flyttet os så langt fra de vanlige Arkham House-temaer, som man næsten kan; men alligevel ikke helt. Som en anden Peter Straub får Cover nemlig vævet en spøgelseshistorie ind i beretningen, og gennem hjemsøgelsen gøres barndommens onde ånder pludseligt ganske manifeste. Faktisk forsøger Cover i en form for alegorisk-poetisk fremstilling at bruge spøgelset som billede på den lammende kraft, der kan kvæle udlængslen og få den unge til at blive ved reden og aldrig for alvor flytte ud af forældrenes skygge.

John Ramsey Campbell (født 4. januar 1946) anno 1973

John Ramsey Campbell (født 4. januar 1946) anno 1973

Hovedparten af Nameless Places er ikke dårlig, bare uinspirerende, og det er måske i virkeligheden langt værre. Omvendt er det ufarligt og uforpligtende læsning, der vel bedst kan karakteriseres som forglemmelig tidsfordriv. Dele af det har jeg en svaghed for, men dybest set hører teksterne en anden tid til. Det gjorde de allerede dengang, de blev skrevet, og det er ikke blevet bedre siden.

 

Novellerne:

A.A. Attanasio, “Glimpses”

Thomas Burnett Swann, “The Night of the Unicorn”

Brian Ball, “The Warlord of Kul Satu”

G.N. Gabbard, “More Things”

Robert Aickman, “The Real Road to the Church”

Gary Myers, “The Gods of Earth”

Robert E. Gilbert, “Walls of Yellow Clay”

Scott Edelstein, “Businessman’s Lament”

Joseph F. Pumilia, “Dark Vintage”

David A. English, “Simaitha”

Stephen Goldin, “In the Land of Angra Mainyu”

Gerald W. Page, “Worldsong”

Brian Lumley, “What Dark God?”

Bob Maurus, “The Stuff of Heroes”

Joseph Payne Brennan, “Forringer’s Fortune”

Denys Val Baker, “Before the Event”

Walter C. DeBill, Jr., “In ‘Ygiroth”

Ramsey Campbell, “The Last Hand”

Lin Carter, “Out of the Ages”

Carl Jacobi, “Chameleon Town”

Scott Edelstein, “Botch”

David Drake, “Black Iron”

E. Hoffmann Price, “Selene”

Ramsey Campbell, “The Christmas Present”

Arthur Byron Cover, “Lifeguard”

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

When I was a child growing up in Arkham… En underholdene lytteoplevelse

I halen på mit indlæg fra i søndags kommer her en samling optagelser fra paneldebatterne under den første World Fantasy Convention i 1975. Lyden er stedvist elendig, al snakken er heller ikke lige interessant; ikke desto mindre er de underholdende at lytte igennem. Det er ganske fedt at høre folk som Robert Bloch, Joseph Payne Brennan og Frank Belknap Long fortælle – navnlig når de fortæller om deres vej ind i genrefiktionen.

Bemærk hvor skarp den gode Bob Bloch er, bemærk også hvor gammel Belknap Long lyder og hvordan han omtaler Lovecraft. Jeg må med tilstå, at jeg sluger den slags råt.

Måske du også vil synes det er spændende? Smæk benene op i løbet af weekenden og lyt til de gamle pulpkæmper fortælle.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Video

Joseph Payne Brennan & Donald M. Grant, Act of Providence (1979): En perle i min bogsamling

Hardcover, Donald M. Grant Publisher 1979. Den smukke, stemningsfulde forside er malet af Robert Arrington

Hardcover, Donald M. Grant Publisher 1979. Den smukke, stemningsfulde forside er malet af Robert Arrington

Joseph Brennan og Donald Grant udsendte et sært, sympatisk litterært samarbejde i ’79. Bogen er sær, fordi den udspiller sig under den berømte første World Fantasy Convention i 1975. Den store kongres blev afholdt i Providence og havde Lovecraft og kredsen om Lovecraft som særligt tema. Blandt deltagerne var stort set alt, hvad der endnu på det tidspunkt kunne gå og kravle af gamle pulp-mastodonter såvel som hele den nye garde af genreforfattere, der var på vej mod stjernerne.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at det var et historisk møde og en af de begivenheder, som myternes stof er gjort ud af. Det var Brennan og Grant ikke sene til at opdage. De skrev derfor kortromanen Act of Providence som en hyldest til Lovecraft-cirklen og ikke mindst selve kongressens monumentale fejring af genrefiktionen, der på det tidspunkt måske stod stærkere end nogensinde tidligere.

Joseph Payne Brennan (20. december 1918 – 28. januar 1990) taler til World Fantasy Convention i 1975

Joseph Payne Brennan (20. december 1918 – 28. januar 1990) taler til World Fantasy Convention i 1975

Brennan og Grant bruger kongressen som udgangspunkt for et lille mysterium, som Brennans tilbagevendende privatdetektiv Lucius Leffing må opklare. Og her må det understreges, at Brennan selv er en af bogens to hovedpersoner. I al sin enkelhed overtaler Brennan detektiven til at tage med til Providence, hvor han vil kunne finde lidt ro og nyde de historiske omgivelser. Efter nogle overvejelser tager Leffing med på rejsen, og snart er han involveret i en sag om kidnapning.

Kongressens Lovecraft-ekspert Harry Beckwith er nemlig sporløst forsvundet, og på samme tid forsvinder der nogle hemmeligholdte dokumenter fra John Stanley-biblioteket, skrevet af Lovecraft selv. Sagen er penibel og vil kunne ødelægge kongressen, hvorfor Brennan og Leffing i al diskretion må undersøge, hvad der står bag.

Donald Metcalf Grant (3. april 1927 - 19. august 2009)

Donald Metcalf Grant (3. april 1927 – 19. august 2009)

Det fører dem på sporet af skrupelløse skattejægere, okkulte hemmeligheder og ældgamle ruiner under Providence, som Lovecraft allerede havde opdaget under sine studier af byens historie. Det hele er naturligvis et stykke kækt metafiktion, der konstant væver faktiske begivenheder fra kongressen ind i fiktionen. Brennan overværer eksempelvis et længere interview med Robert Bloch, der rent faktisk fandt sted og møder mange af tidens unge forfatterløver, der vil frem i verden. Alt sammen ting der skete og ting der kan læses om andre steder.

Normalt er jeg ikke til den type metafiktion og undgår som oftest romaner og historier, hvor eksempelvis Lovecraft, Doyle eller Stoker får lov at optræde som karakterer i de fiktive universer, de selv har skabt. Jeg må derfor også tilstå, at jeg var ganske skeptisk over for Act of Providence, men mine fordomme blev gjort til skamme.

En af bogens fine, fine illustrationer af Robert Arrington

En af bogens fine, fine illustrationer af Robert Arrington

Romanen er ganske, ganske charmerende. Den hæver sig over det umiddelbart letbenede i at bruge virkelige forfattere som statister i det okkulte mysterium. Bogen bliver nemlig til mere end en vittig samling gæsteoptrædender; bogen lykkes som egentlig værk. Den må afgjort regnes som Lovecraft-pastiche, men har så meget kraft og fortælleglæde, at man tilgiver den det uopfindsomme udgangspunkt og opsluges af den skyggerejse, der fortælles om.

Historien skildrer således en nedstigning fra kongressens prosaiske fankultur og dykker langsomt længere og længere ned i en dyster underverden. Gennem et udvalgt af velafprøvede pulp-troper bliver vi hevet ned i et mystisk inferno, der vel bedst beskrives som en lovecraftiansk spejling af Jules Vernes beskrivelser af vejen mod jordens indre.

Et fabelagtigt panel (fra venstre): Fritz Leiber, L. Sprague deCamp, Harry Beckwith (der bliver kidnappet i romanen, Willis Conover og yderst kan man lige se lidt af Frank Belknap Long

Et fabelagtigt panel (fra venstre): Fritz Leiber, L. Sprague deCamp, Harry Beckwith (der bliver kidnappet i romanen), Willis Conover og yderst kan man lige se lidt af Frank Belknap Long

Men det er ikke i selve handlingen, at bogen finder sit momentum. Det ligger i de kaotiske, bizarre, stedvist forbløffende stærke beskrivelser, vi får leveret af den underjordiske verden, som Brennan og Leffing besøger. På en stille, lidt underspillet facon får bogen malet fantastiske scenarier frem og sender en hilsen til alle de læsere og forfattere, der deler Brennan og Grants passion for dystre visioner og sære, skjulte verdener.

Hvor meget Grant rent faktisk har bidraget med, er i øvrigt et godt spørgsmål. For mig at se må bogen mere eller mindre være skrevet af Brennan og kun stedvist suppleret af Grant. Det er i hvert fald Brennans tematikker, der går igen i romanen. Det er hans præcise arkitekturiagttagelser og sans for materialitet, som står i forgrunden. Selve plottet har også meget tilfælles med Brennans novelle “Forringer’s Fortune” fra 1975. Grant er måske snarest manden bag selve meta-idéen, der trods alt er en smule mere udfarende og vild end Brennans almindelige, næsten faktuelle stil.

Endnu en af bogens mesterlige illustrationer af Robert Arrington

Endnu en af bogens mesterlige illustrationer af Robert Arrington

Der er imidlertid et element mere, som må trækkes frem, og det er selve bogen og dens udstyr. Act of Providence er i førsteudgaven ganske enkelt et smukt stykke boghåndværk, der føjer et skær af højtidelighed til indholdet. For en inkarneret bogsamler som mig er den en perle. Det skyldes ikke mindst Robert Arringtons fabelagtige illustrationer. Hans stil fusionerer på engang en fabulerende 70’er-streg med klassiske victorianske pennetegninger og skaber drømmende scenarier, som fantasien kan gå på opdagelse i.

Helheden er ikke til at stå for. Bogens indhold og udformning bliver et fabelagtigt monument over selve glæden ved det fantastiske, det uhyggelige og det sære. Den er også et væsentligt vidnesbyrd om, at der bliver ved med at ligge et enormt potentiale i eksempelvis Lovecraft-kredsens fortællinger. Et potentiale, der igen og igen kan hentes frem og bruges på ny. Det afgørende er nemlig ikke handlingen, og det der sker i historien. Nej, det er i selve måden, det fortælles på, at historiens virkningskraft skabes og her magien ligger.

Hardcover, Macabre House 1973. Den første opsamling af Lucius Leffing-historier

Hardcover, Macabre House 1973. Den første opsamling af Lucius Leffing-historier

Brennan og Grant beviser i hvert fald med al tydelighed, at deres lille tour de force gennem Lovecrafts univers står stærkt og levende, selv i dag hvor der udsendes mere Lovecraft-epigoneri og pinagtig ”Cthulhu mythos” end nogensinde før. Bogen er også en lærestreg, i hvert fald for mig, om aldrig at afvise en bog alene på baggrund af et summarisk indtryk af handlingen. Der ligger så mange uopdagede skatte i sproget, og det bliver i den grad fejret med Act of Providence.

Her kan du se flere fantastiske billeder fra den første World Fantasy Convention i 1975.

Hardcover, Donald M. Grant Publisher 1977. Den anden opsamling med Lucius Leffing-noveller

Hardcover, Donald M. Grant Publisher 1977. Den anden opsamling med Lucius Leffing-noveller

1 kommentar

Filed under Roman

Les Daniels, Living in Fear. A History of Horror in the Mass Media (1975): En klassisk analyse af horror-genrens udvikling

Hardcover, Charles Scribner's Sons 1975

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1975

Les Daniels var en af de første, der for alvor forsøgte at fortælle tegneseriemediets historie. Samtidig var han også en af de første, der med bogen Living in Fear leverede et studie af gysergenren på tværs af tid og medier. Det vil sige, at Daniels begynder sin gennemgang ved gyserens litterære opståen i 1700-tallet og forfølger derfra gyserens forgreninger ud i teater, radiodrama, tegneserier, film og musik. Det var og er lidt af en bedrift, ikke mindst fordi det tværmediale blik gradvist øger mængden af stof og temaer, som nye elementer føjes til analysen. Mængden af materiale bliver med andre ord større, som han kommer frem i tid.

Udviklingen, Daniels skildrer, er i sig selv ikke videre overraskende. Han begynder med de gotiske klassikere (Walpole, Lewis, Shelley etc.), arbejder sig videre gennem 1800-tallets spøgelsesfortællinger (Le Fanu, Stevenson, Dickens), den amerikanske pulp-tradition (Quinn, Lovecraft, Smith) og ender til sidst med nogle kapitler, der favner bredt, og som delvist savner de første kapitlers skarpe tematiske fokus. Sådan må det jo nødvendigvis være, men man kommer nok heller ikke uden om, at det harmoniserende blik på den ældre litteratur er udtryk for en vis forenkling af de enkelte værkers selvstændige udtryk. Man kan så sige, at de tekstnære studier af de enkelte værker måske først for alvor bliver interessante, når man har et overblik over genren som helhed.

Hardcover, Charles Scribner's Sons 1975

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1975

Der er en del kanonisk tænkning, som gør sig gældende i Living in Fear. Eller sagt på en anden måde – der er ret få overraskelser i bogen. Sammenligner man eksempelvis Daniels bog med Stephen Kings Danse Macabre (1981), er det bemærkelsesværdigt, hvor enig King er med Daniels valg. Faktisk fremhæver Daniels præcis de samme tekster, som de fleste nok også ville udpege som betydningsfulde i dag. Selve synet på horrorhistoriens udvikling har med andre ord udviklet sig meget lidt siden, Daniels udgav sin bog. Det i sig selv er jo interessant.

Mens den store fortælling om gysets historie byder på få overraskelser, er det spændende at se, hvordan Daniels træder frem som forfatter og præger teksten i mere subjektiv retning. Et specifikt eksempel er kapitlet 5, der handler om 1800-tallet og de forfattere (Machen, Blackwood, Waite), der havde en forbindelse til The Golden Dawn. Kapitlet er kuriøst, fordi Daniels mere end antyder, at forfatternes succes rent faktisk blev hjulpet på vej af ordenens okkulte indsigter(!). Det forklares ikke nærmere, og man sidder tilbage med en følelse af, at Daniels forsøger at snige et element af fiktion ind i teksten. Altså et forsøg på at forskyde grænsen mellem fiktion og non-fiktion.

Leslie Noel Daniels (27. oktober 1943 – 5. november 2011)

Leslie Noel Daniels (27. oktober 1943 – 5. november 2011)

Les Daniels var selv forfatter og skrev ganske habile gys, der ofte forholder sig konkret til genrekonventioner fra film og bøger. Universals monsterfilm fylder således både en del i Living in Fear og Daniels eget skønlitterære forfatterskab. Lidt hårdt kan man derfor også sige, at Daniels bruger de første kapitler af Living in Fear på at introducere de klassiske monstre (vampyren, varulven osv.), for så at forfølge figurernes videre udvikling på godt og ondt. Som greb er det fint og ligner det, Stephen King senere har gjort, men måske Daniels også overser værker på den måde. Hvorfor fylder Shirley Jackson eksempelvis så lidt, mens vi skal høre om en hel del dårlige, dybest set betydningsløse vampyrfilm, som Daniels tydeligvis ikke har meget til overs for?

Prioriteringen bag udvælgelsen skyldes afgjort, at Daniels har en forkærlighed for håndgribelig horror med klart identificerbare aktører. Dermed bliver mere subtile tilgange skubbet ud på en sidelinje og psykologiske fortolkninger bagatelliseret, som eksempelvis i Daniels omtale af James’ ”The Turn of the Screw”.

Paperback, Paladin 1977

Paperback, Paladin 1977

Daniels kunne måske også være mere klar omkring sine definitioner af gys og gru. Han kommer vidt omkring i både SF og fantasy, hvilket alt sammen er meget spændende, men til tider kommer han nok også for langt væk fra bogens egentlige tematik. Han diskuterer eksempelvis Tolkien et sted, og man kan da godt udpege grumme passager i Tolkiens fantasy, men gyset er næppe Tolkiens hovedærinde. Problemet er grundlæggende, at jo mere Daniels tager med ind i analysen, jo mere ufokuseret bliver tematikken.

Jeg vil også mene, at musikken kunne være inddraget langt bedre. Daniels har tydeligvis ikke rigtigt styr på rockens udvikling, selv om han name-dropper kunstnere her og der. Besynderligt bliver det dog først i de sidste kapitler, hvor Rolling Stones, Beatles og Bob Dylan inddrages på baggrund af deres tekster, mens et selvskrevet band som Black Sabbath slet ikke nævnes. Det er spøjs læsning, ikke mindst fordi Daniels virker meget gammelmandsagtig, når han beskriver ”de unges” musik.

Cthulhuide skabninger i Virgil Finlays klassiske streg

Cthulhuide skabninger i Virgil Finlays klassiske streg

Når det kommer til stykket, er bogens sidste kapitler de mest interessante. Det vil sige de kapitler, hvor Daniels beskriver sin samtid og gør status over den horror, der netop er udkommet. The Exorcist, både bogen og filmen, fylder en del her, og Daniels bruger ret meget plads på at beskrive den okkulte interesse i tekster og film.

Living in Fear er fra før Stephen Kings storhedstid. Det er derfor interessant at læse, hvordan navne som Robert Bloch og Richard Matheson står som repræsentanter for genrens fremmeste talenter. Det er ikke uberettiget, men det er tankevækkende at se en figur som Bloch i sidste kapitel, fordi ret mange af Blochs tekster virker meget bedagede ved genlæsning i dag. Og fordi hans store betydning for genren som helhed heller ikke er helt så åbenlys længere.

Staget Barbara Shelley i Dracula: Prince of Darkness. Hammer 1965

Staget Barbara Shelley i Dracula: Prince of Darkness. Hammer 1965

En af de ting, der gør Living in Fear til mere end bare en almindelig genrehistorie, er, at bogen også bringer konkrete eksempler. Det vil sige, at de vigtigste kapitler bliver ledsaget af en kortere novelle eller tegneserie, der illustrerer kapitlets pointer. Det virker rigtig godt, ikke mindst fordi det er helt fremragende historier, Daniels har udvalgt. Lovecrafts ”The Outsider” og Machens ”Novel of the White Powder” er velkendte eksempler, mens valgte af Ambrose Bierces ”My Favorite Murder” er mere overraskende og fascinerende. Det er historien om en mand, der tager hævn over en anden ved at fange ham i en sæk og lade en ged stange manden til døde. Grotesk og galgenhumoristisk læsning af den helt absurde slags.

Den måske bedste novelle i bogen er imidlertid Mathesons ”Blood Son” – en novelle om en dreng, der gerne vil være vampyr. Den begynder morsomt, men det formidable består i, at Matheson gradvist forvandler historien til noget trist – drengen er jo syg – og derfra gør den til noget decideret uhyggeligt, for så på sidste linje på ny at transformere historien til noget helt tredje. Mesterligt.

Fra "Model Nephew" af Jack Davis, Albert Feldstein og William M. Gaines i The Crypt of Terror

Fra “Model Nephew” af Jack Davis, Albert Feldstein og William M. Gaines i The Crypt of Terror

Der er ikke nogen tvivl om, at Les Daniels var en stor kender af genren, og Living in Fear hviler på et omfattende studie. Den oser også langt væk af holdninger og kærlighed til fortællingerne, der præsenteres. Man kan måske diskutere, om Daniels’ portræt af Lovecraft er korrekt, men det er en detalje, som ikke betyder noget for helheden. I virkeligheden er det mest ærgerlige sådan set, at Daniels har svært ved at komme med konklusioner. Han præsenterer forhold og tendenser, men kommer ikke med mange forklaringer. Det er lidt beklageligt, fordi det ville være interessant at høre hans bud på eksempelvis den okkulte bølges fascinationskraft i 70’erne.

I dag hvor blogs og hjemmesider stort set altid beskæftiger sig med flere medier og udtryk, kan Daniels bog måske fremstå mindre banebrydende, end den var. Men han var en pioner på området, og det afkræver respekt. Bogen er både indsigtsfuld og underholdende, så skulle du mangle en god genereoversigt, er Daniels et meget godt bekendtskab.

Novellerne:

Edgar Allan Poe, ”The Imp of the Perverse”

Ambrose Bierce, “My Favorite Murder”

M. R. James, ”Rats”

Arthur Machen, ”Novel of the White Powder”

H. P. Lovecraft, “The Outsider”

Joseph Payne Brennan, “Slime”

Richard Matheson, “Blood Son”

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion, Novellesamling

Joseph Payne Brennan, Stories of Darkness and Dread (1973): Poetiske og ordinære noveller side om side

Her må man da sige, at titlen skruer forventningerne i vejret. Stories of Darkness and Dread: det både lyder fedt og fanger vel mere eller mindre alt, hvad man kunne ønske sig af en Arkham House-antologi. Før du sætter forventningerne for højt, er det imidlertid vigtigt at huske på, at Brennan var en gyserforfatter af den gamle skole. Godt nok er han ikke en helt traditionel pulpforfatter, men han står i gæld til horrorpulpens storhedstid og hele arven fra Weird Tales. Det er i de klassiske pulpfortællinger, han finder sine motiver, og det er her, Brennan låner strukturen til sine noveller.

 

Hardcover, Arkham House 1973. Den lidt secielle forside er tegnet af Denis Tiani

Hardcover, Arkham House 1973. Den lidt specielle forside er tegnet af Denis Tiani

 

Men Brennan kan også andet og mere. Det kommer måske ikke så meget til udtryk i historiernes plot, som det gør sig gældende i novellernes miljøer. Joseph Payne Brennan er fantastisk i sine landskabsbeskrivelser. Når han f.eks. skriver, hvordan jeg-fortælleren, der meget ofte er Brennan selv, går gennem den sommervarme underskov i sumpene nær Juniper Hill (”The North Knoll”), kan man høre de tørre grene knase og dufte den solvarme jord. Det samme gør sig gældende, når han i en af de mange historier, der udspiller sig i New Haven, er med på vandring gennem både eksisterende og fiktive kvarterer i byen. Arkitekturen, detaljerne, lugtene og lydene – det hele står lysende klart. Her er Brennan så afgjort beslægtet med August Derleth hjemstavnsfortællinger, der har så uendelig lidt at gøre med den Derleth vi kender som pulpforfatter.

Poesien, der flyder gennem de fleste noveller i Stories of Darkness and Dread, er da også absolut bogens vigtigste kvalitet. Med Brennan kommer man på en rejse ud i landskabet, til gamle bydele eller mærkelige glemte steder. Man får lejlighed til at gå på opdagelse i hans verden, befolket af ensomme forfattere, der forsøger at hutle sig gennem tilværelsen. Vi hører ikke meget om disse forfattere og deres arbejde, det eneste, der for alvor bliver formidlet, er deres altopslugende antikvariske interesse. De fleste er, som sagt, Brennans alter egoer, men Brennan får også iscenesat sine hovedpersoner – og dermed sig selv – som H. P. Lovecraft-parafraser. Ligheden med Lovecraft er imidlertid overfladisk, for Brennans prosa har uendelig lidt med den gamle mester fra Providence at gøre.

Hardcover, Arkham House 1973

Hardcover, Arkham House 1973

Man kommer heller ikke uden om, at Brennan med Stories of Darkness and Dread har valgt at betone præcis de sider af sit forfatterskab, der dels trækker mest på poetiske virkemidler, dels bevæger sig længst ind i Lovecrafts farvand. En ganske stor del af bogens 18 noveller afsøger nemlig samme emner. Hovedpersonen opsøger frivilligt eller kommer uforvarende til en gammel, ukendt del af storbyen, der nu er truet af moderne arkitektur og byplanlægning. Her mellem gamle huse forsvinder tid og sted for hovedpersonen, og han finder sig selv i fortiden – gerne omkring 1800-tallets slutning. Betaget går forfatteren på opdagelse i fortiden, men erkender pludselig, at han må finde en vej tilbage, at han må vågne op, hvis han ikke for evigt vil være fortabt i fortiden.

Det motiv vender Brennan tilbage til igen og igen og gør det måske smukkest i ”The House at 1248”. I disse tidshistorier kan Brennan for alvor bevise sine evner, men fordi fortællingerne er så ens, mister de en del af deres kraft ved at stå side om side. Jeg kan ikke fortænke Brennan i gerne at ville få historierne videre ud end magasiner som Afred Hitchcock’s Mysery Magazine og Brennans eget blad Macabre, hvor de er udgivet første gang, men han har ganske enkelt fået sat for mange sammen.

Til højre Joseph Payne Brennan (20. december 1918 – 28. januar 1990). Til venstre forfatteren Robert Weinberg

Til venstre Joseph Payne Brennan (20. december 1918 – 28. januar 1990). Til højre forfatteren Robert Weinberg

Af den grund kommer bogens øvrige noveller også til at fremstå en hel del mere prominente, end de egentlig fortjener. Der kan nemlig ikke være nogen tvivl om, at Brennans helt regulære spøgelsesfortællinger om hævn fra hinsides graven, som ”Keeper of Dust” eller ”Killer Cat”, er dybt uoriginale og ganske ligegyldige små gys, der er skrevet uendeligt mange af både før og siden. Ikke at bogens mere pulpede fortællinger er dårlige, bestemt ikke. Brennan skriver kun veludførte fortællinger, men han er nok bare ikke nogen synderligt original historiefortæller.

Det vil da også sige, at han typisk er bedst, før fortællingerne skal afsluttes. Netop fordi han har ordet i sin magt, er han i stand til at væve intense, grumme stemninger frem. En historie som ”The Black Thing at Midnight” er fremragende horror præcis til det punkt, hvor Brennan skal sætte et ansigt på gyset og forklare, hvorfor vores hovedperson skal overfaldes i det gamle hotel, der er blevet lukket ned for vinteren. Det samme gør sig gældende i den nærmest hypnotiserende ”The Way to the Attic”. Den løber også ud mellem fingrene for Brennan, fordi han forbliver loyal over for sine pulp-rødder og insisterer på at komme med en på det tidspunkt, ganske ordinær og gammeldags afslutning på fortællingen.

 

Alfred Hitchcock's Mystery Magazine, december 1967, med Brennans novelle "The Way to the Attic"

Alfred Hitchcock’s Mystery Magazine, december 1967, med Brennans novelle “The Way to the Attic”

 

I cthulhu mythos-novellen ”The Seventh Incantation” bliver man også skuffet. Her kunne Brennan nemlig have fortalt en både skræmmende og original omgang mythos-horror, men fordi han vælger at skrive sin fortælling med noget, der næsten må karakteriseres som ironisk distance, bliver alle de gode takter opløst i noget lettere grinagtigt.

På den led får man også indtryk af, at Stories of Darkness and Dread rummer de to hovedspor i Brennans forfatterskab, nemlig poeten, landskabsdigteren og den nostalgiske antikvar på den ene side, og på den anden side den konservative, rugsbrødsforfatter, der tjener sine penge på at skrive små gyserfortællinger. Når Brennan er bedst – og han har skrevet rigtig meget godt – løber de to spor sammen og skaber noget fremragende. Der, hvor sporene ikke mødes, er det hans gyserhistorier som taber. Det er i hvert fald her, at jeg sidder tilbage med en tom fornemmelse. Her er teksterne rent håndværk, blottet for hjerteblod og originalitet. Velkomponeret og skarpt, men uden kant. Brennans forfatterskab var splittet mellem to skribentidentiteter, det viser Stories of Darkness and Dread med al tydelighed: Hvilken man foretrækker, er klart en smagssag, og jeg vælger til enhver tid den stille, dystre poet og landskabsdigter.

W. Paul Ganleys Weirdbook Two, 1969, med Brennans "City of the Seven Winds". Den ret fede forside er tegnet af G. M. Farley

W. Paul Ganleys Weirdbook Two, 1969, med Brennans “City of the Seven Winds”. Den ret fede forside er tegnet af G. M. Farley

En sidste ting jeg lige vil nævne – hvad skete der for Arkham House, da de valgte forsiden? Var det Brennan selv? Jeg ved det ikke, men resultatet er kuriøst, ikke så meget fordi det er grimt, men fordi både bogens forside og ryg ikke ligner noget andet, Arkham House havde udsendt op til det tidspunkt. Hvorfor pludselig den simple, hjemmegjorte stil? Jeg er forundret.

Magazine of Horror, nr. 16 1967, med Brennans "Mr. Octbur"

Magazine of Horror, nr. 16 sommeren 1967, med Brennans “Mr. Octbur”

Novellerne:

“City of the Seven Winds”
“The Keeper of the Dust”
“Zombique”
“The Seventh Incantation”
“Delivery on Erdmore Street”
“The Way to the Attic”
“Mr. Octbur”
“Episode on Cain Street”
“Killer Cat”
“In the Very Stones”
“The House at 1248”
“Black Thing at Midnight”
“Monton”
“Apprehension”
“The House on Hazel Street”
“The Man in Grey Tweeds”
“The North Knoll”
“The Dump”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

The Ithaqua Cycle, red. Robert M. Price (1998): Wild is the wind…

Chaosium og rollespillet Call of Cthulhu har haft en enorm betydning for interessen for H. P. Lovecraft, kredsen om Lovecraft og den såkaldte Cthulhu mythos-fiktion. Undertegnede er ingen undtagelse. De nære bånd mellem fiktion og rollespil har derfor også helt åbenlyst været et marked, der kunne opdyrkes for Chaosium. Modsat mange andre rollespilssystemer lå der imidlertid som udgangspunkt et omfattende bagkatalog af fiktion, der relativt let kunne genudgives. En af Chaosiums bedrifter i forhold til mythos-fiktionen har derfor også været at udgive opsamlinger med noveller, der ellers har været ganske vanskelige at få fingre i. Det er i sig selv en stor ting, men måske eller ikke helt uproblematisk.

Paperback, Chaosium 1998. Forsiden er jævnt kedeligt illustreret af H. E. Fassl.

Paperback, Chaosium 1998. Forsiden er jævnt kedeligt illustreret af H. E. Fassl.

The Ithaqua Cycle, som jeg nok skal komme til om et øjeblik, er et godt eksempel. På forsiden kan vi nede i bunden læse, at der er tale om ”Call of Cthulhu Fiction” – endda angivet med et lille trademark, der skal vise, at dette skam er et officielt brand. Bogen rummer med andre ord noveller, der direkte relaterer sig til rollespillet. Det er klart, at Chaosium gerne så det sådan, men et eller andet sted er der tale om et overgreb eller i hvert fald en transformation af teksternes kontekst, som ikke fremstår helt rimeligt.

Paperback, chaosium 1998

Paperback, chaosium 1998

Rollespillet Call of Cthulhu har i høj grad været med til at styrke opfattelsen af Cthulhu mythos som en særlig pulpet horrorgenre med gamle okkulte bøger, tentakelmonstre fra universets dyb og masser af vanvid. Man kan sige, at rollespillet har opdyrket de mere konkrete, traditionelle sider af især Lovecrafts forfatterskab, men i virkeligheden alle dele af mythos-fiktionen. Idéerne om kosmisk gys, filosofien som Lovecraft gradvist fik skrevet sig frem til gennem de næsten uendeligt mange breve, han sendte til sine venner og kontakter, fortoner sig dermed hurtigt hos Chaosium bag orientalsk ramasjang og antikvarisk ballade.

Og her kommer en bog som The Ithaqua Cycle ind i billedet. Bogens noveller er nemlig, som også de øvrige bind i ”cycle-serien”, koncentreret om et specifikt monster eller en guddom, om man vil. Sekundært er der også bind i serien, der udforsker lokaliteterne fra Lovecrafts univers, men det er sådan set to sider af samme sag. Novellerne bliver inspirationskilder og konkrete vejledninger til monstre, væsner og steder, der kan omsættes til rollespillet. Bogen får guidebogens karakter, hvilket kan være godt og fint, men den vinkel på de udvalgte noveller fremmer absolut de stereotype opfattelser af mythos-fiktionen. Desværre. I stedet for at udfordre Call of Cthulhu-rollespillerens billede af Lovecrafts univers har Chaosium gjort, hvad de kunne for at sælge deres særlige fortolkning baseret på spillets logik og præmisser.

Robert McNair Price (født 7. juli 1954)

Robert McNair Price (født 7. juli 1954)

Når det så er sagt, må man hæfte sig ved, at Chaosiums mythos-bøger blev redigeret af Robert M. Price – lovecraftianer par exellence, udgiver af det banebrydende magasin Crypt of Cthulhu, forfatter og forsker. Price har været en drivende kraft bag udviklingen af forskningen i og omkring Lovecraft, men han har også været en afgørende figur i udgivelsen af yngre såvel som etablerede forfatteres mythos-noveller.  Der er ikke mange redaktører, som har været inde over så meget ny mythos-fiktion, som Price har været igennem snart rigtig mange år. Skulle Chaosium vælge en person til at sammensætte de bedste temabind med mythos-historier, var Price derfor den absolut rigtige.

The Ithaqua Cycle er da også en fremragende komponeret antologi. Den får både det historiske perspektiv, det vil sige udviklingen af selve Ithaqua-guden på plads, og samtidig har Price fundet plads til de mere eksperimenterende historier, hvor vi møder vindguder i nye sammenhænge. F. eks. midt under en ildkamp mellem flyvemaskiner under Første Verdenskrig. Det sker i Stephen Mark Raineys ”Stalker of the Wild Wind”. Der skal derfor heller ikke herske nogen tvivl om, at bogen fungerer rigtig godt. Og Robert Prices små indledninger til alle novellerne er spændende læsning, for alle der interesserer sig bare lidt for mythos-emnet.

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

Bogen åbner meget passende med Algernon Blackwoods ”The Wendigo” fra 1910, der må siges at være udgangspunktet for alle de senere fortællinger. Novellen er intet mindre end fremragende. Blackwood iscenesætter indianerlegenden om ånden Wendigo som spøgelsesagtig kraft, der hjemsøger de dybe canadiske skove. Et lille jagtselskab kommer lidt for tæt på denne ånd og betaler en dyr pris. Helt eminent, og det bliver ikke meget bedre i resten af bogen. Blackwood er sublim i sin måde at væve gyset frem, så det langsomt sniger sig ind på læseren.

Det er måske derfor heller ikke så underligt, at August Derleth bed mærke i Blackwoods novelle. Blandingen af autentisk mytologi, vildnis og americana lå til højrebenet for Derleth, der gav Wendigo mythos-navnet Ithaqua. Det må nemlig understreges, at Ithaqua i høj grad er en Derleth-konstruktion. Sammenligner man Ithaqua med især Lovecrafts gudeskikkelser, har Derleths vindgud en anden stemning. Der er noget klassisk, både i antik forstand og klassisk, forstået som ordinært, over Ithaqua.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

Ikke at Lovecraft og eksempelvis Clark Ashton Smith ikke selv kunne være kommet på en skikkelse som Ithaqua, men den ville utvivlsomt have fået en anden karakter. Jeg vil mene, at Ithaqua i bund og grund har meget lidt egentlig ”Cthulhu mythos” over sig. Det betyder imidlertid ikke så meget, fordi vindguden er et stærkt og gennemtænkt koncept. At bruge den isnende nordenvind som monstrøs guddom har ganske enkelt så mange kvaliteter, at det ikke er så sært, at mange mythos-forfattere senere har følt sig fristede til at digte videre om Derleths gudeskikkelse.

August Derleth skrev selv tre noveller om Ithaqua. Alle historierne hænger løseligt sammen, om end de tangerer en gentagelse af eller parafrase over samme tema. Novellerne er imidlertid blandt Derleths bedre mythos-historier, og var det ikke lige for det punkt, at Lovecraft optræder i dem alle tre som sandhedsvidne og mystiker med okkulte indsigter, var de faktisk rigtig solide. Desværre tager meta-referencen til Derleths idol og forbillede en del af pusten fra stemningen, og gør novellerne lidt fjollede. Måske virkede det overraskende og gådefuldt i 1933, men i dag er det bare plat og dumt.

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Ikke desto mindre lagde Derleth køreplanen for en stor del af alle de senere noveller om Ithaqua. Formlen blev eksempelvis samlet op af Derleth-eleven Brian Lumley, der skrev et relativt langt epos om vindguden i novellen ”Born of the Winds” fra 1975. Her møder vi igen Itaqua, der kidnapper sine ofre og flytter dem gennem tid og rum for så at kaste dem fra sig mange hundrede kilometer væk. Lumleys historie om en mor, der søger efter sin søn i Alaskas ødemark, har elementer af drengeromanens vildmarkseventyr. Det fungerer ret godt i forhold til Lumleys vanlige slagkraftige helte og prosa. En slags Jack London der møder mythos-universet. Jeg er ikke nogen stor Lumley-fan, men novellen er en af de bedre. Afslutningen er ganske frygtelig og omtrent så typisk en Lumley-slutningen, som den kan blive. Hovedparten af teksten fungerer dog fint som en optimeret udgave af Derleths gamle fortællinger fra første halvdel af 30’erne.

Blandt de nyere historier i bogen vil jeg først og frem gerne pege på Joseph Payne Brennans charmerende lille pulp-gyser, ”Jendick’s Swamp”, der har en umiskendelig stemning af 80’er-horror. Novellen er fra 1987. Historien er strengt taget kun perifert knyttet til Ithaqua, men pokkers stemningsfuld, det er den. I fortællingen udforsker to mænd et sært gammelt hus midt ude i en sump. Okkult kannibal-horror, mere siger jeg ikke!

Stephen Mark Rainey (født 2. maj 1959)

Stephen Mark Rainey (født 2. maj 1959)

Pierre Comtois’ ”The Country of the the Wind” fra 1994 er ligeledes et pokkers atmosfærisk bidrag. Novellen slår apokalyptiske toner an. En mand møder en forladt landsby, hvor alt står forladt tilbage, som var indbyggerne blevet hekset bort på et øjeblik. Har vinden mon ført dem bort? Fortællingen er meget vag og stille, men måske netop derfor står den frem blandt bogens øvrige bidrag som noget særligt. Jeg er ret glad for historien, som faktisk fortjener at blive bedre kendt. Da Price inkluderede den i samlingen, må man sige, at hans næse for guld holdt stik.

Med sine 14 noveller er The Ithaqua Cycle en kompakt antologi, der kommer langt omkring. Historierne afsøger afkrogene af fiktionen, der kredser om Ithaqua og sender læseren i vidt forskellige retninger. En stor del af novellerne er mere eller mindre klichéfyldte monsterfortællinger, der genfortæller variationer over samme historie. Og enkelte falder helt igennem, men ikke desto mindre har Robert M. Price samlet så mange gennemført fremragende noveller i bogen, at den er et centralt bidrag til mythos-fiktionen generelt.  Så må jeg også nævne på falderebet, at hele konceptet med vinden, vildnisset og kulden som ramme for gyserhistorier fungerer ufattelig godt – i hvert fald på mig. Monster-pjank eller ej, man kommer langt med en antologi, som den her.

Novellerne:

Algernon Blackwood , “The Wendigo”

George Allen England, “The Thing from Outside”

August Derleth, “The Thing That Walked on the Wind”

August Derleth, “The Snow-Thing”

August Derleth, “Beyond the Threshold”

Brian Lumley, “Born of the Winds”

George C. Diezel II and Gordon Linzner, “Spawn of the North”

Randy Medoff, “They Only Come Out at Night”

Pierre Comtois, “Footsteps in the Sky”

Joseph Payne Brennan, “Jendick’s Swamp”

G. Warlock Vance and Scott H. Urban, “The Wind Has Teeth”

Stephen Mark Rainey, “Stalker of the Wild Wind”

Pierre Comtois, “The Country of the Wind”

James Ambuehl , “Wrath of the Wind-Walker”

2 kommentarer

Filed under Novellesamling