Tag Archives: Karl Ove Knausgård

Apropos A Wizard of Earthsea

Da tårerne stoppede, fandt jeg den bog mor havde købt og læste videre. Langt tilbage i bevidstheden registrerede jeg at Yngve gik i seng, at skydedøren blev lukket, at de spillede musik derinde, men uden at den nogensinde blev tydelig, for fra første sætning gled jeg ind i fortællingen jeg læste, og jeg gled længere og længere ind. Hovedpersonen hed Gæt, en dreng der boede på en ø, han havde specielle evner, og da de blev opdaget, blev han sendt på en troldmandsskole… (s. 330)

Sådan begynder en meget fin passage i Karl Ove Knausgårds Min Kamp. Her kan man i bind tre læse, hvordan den ganske unge Knausgård pludselig opdager Ursula K. le Guins verden og opsluges helt af den. Der er noget rørende ved denne passage i bogen, især fordi Knausgård på det tidspunkt ikke har det særlig godt. Le Guins bog bliver en flugt til et andet sted, som Knausgårds selvbiografiske romanfigur kan søge ly i. Han går i et med le Guins hovedperson Ged/Gæt, og det fører frem til denne stærke passage i Min Kamp, hvor vi efter et længere handlingsreferat får ord på den sorg og rædsel Knausgårds romanego føler igennem le Guins unge troldmand:

Så vidste han det pludselig. Ude på havet, alene i en båd med skyggen der kom tættere og tættere på, vidste han det. Skyggen hed Gæt. Skyggen havde hans navn. Skyggen var ham selv.

Da jeg slukkede lyset efter at have læst den sidste side, var klokken næsten tolv, og mine øjne fulde af tårer.

Skyggen var ham selv! (s. 332)

-Min Kamp, bd. 3, Lindhart og Ringhof 2015.

Bemærk rytmen i Knausgårds  linjer, og den energiske nerve han føjer til sin genfortælling. Geds oplevelser bliver her parallelle med Knausgårds, og den synergi genskaber han nu kunstnerisk som voksen på flotteste vis i sin roman. Det er den slags erkendelser og læseoplevelser, som vi alle sukker efter. De kommer sjældent, men når de kommer, husker vi dem hele livet.

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman