Tag Archives: Kortroman

Robert Louis Stevenson, Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde (1886): Den bedste skrækkomedie

Paperback, Penguin Books 2002

Der er skrevet ufatteligt meget om Robert Louis Stevensons kortroman Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde, og det er vel egentlig også ganske rimeligt, for fortællingen blev et af de vigtige punktfundamenter i konstruktionen af den moderne skrækfiktion. Fortællingen er tilmed, trods sin bedagede form, fortsat et stykke levende fiktion, der i kraft af sine psykologiske indsigter og Stevensons underspillede, skarpe vid  leverer en prosa, der afgjort taler til læseren i dag.

Romanen blev da også en sensation i samtiden – berømt og berygtet for sit grufulde indhold, og alle kender anekdoten om, at første udgave af manuskriptet blev brændt, fordi Stevensons kone fandt det alt for skrækindjagende. Det er den slags stof, som legender finder grobund i, og bogen har da også efterfølgende antaget en næsten mytologisk størrelse i gysergenren på linje med Dracula (1897) og Frankenstein (1818). I Danse Macabre har Stephen King ganske klogt udpeget Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde, som et af de tematiske hjørner i hans gennemgang af gysets anatomi. Han sidestiller her varulvefortællingen med Stevensons historie om den gode Dr. Jekyll, der takket være et sælsomt serum forvandler sig til den dyriske Mr. Hyde.

Robert Louis Balfour Stevenson (13 November 1850 – 3 December 1894)

Fortællingen er kendt af alle, og jeg skal derfor ikke gå længere ind i handlingen. I stedet vil jeg gerne pege på et par ting i romanens struktur, som måske er blevet lidt overset, fordi man har fokuseret analysen af romanen på dobbeltgængermotivet, der er så fremtrædende i romantikkens kunst og litteratur.

Spejlingen mellem Hyde og Jekyll har da også nøje paralleller i andre skræmmende fortællinger, men modsat historier som eksempelvis Wildes ” The Picture of Dorian Gray” (1890) eller H. C. Andersens ”Skyggen” (1847), sker der som bekendt ikke en spaltning mellem Jekyll og hans indre dæmoner. I stedet transformeres Jekyll til Hyde. Det gør en forskel, og det er også derfor, at King overbevisende kan rulle varulvemyten frem.

Paperback, Longmans, Green and Co. 1886. Romanens 1. udgave

Men ved nærmere eftertanke er parallellen alligevel ikke helt overbevisende, for vi har måske en tendens til at overdrive Hydes ondskab og dyriske natur. Sagen er nemlig den, at før han begår det mord, der er kronen på Hydes depraverede geringer, har hans største synd været af seksuel eller hedonistisk karakter. Det antydes løbende, at Hyde lever et stærkt udsvævende natteliv, og det er denne hæmningsløshed og amoralske opførsel, der slider hans krop og moralske kompas op.

Valulven beskriver en forvandling fra menneske til dyr, og med dyrets form kommer rovdyrets appetit på kød og blod. Der er Hyde bestemt ikke. Det ville uden tvivl være endt galt for Hyde før eller siden, men man kan faktisk mene, at Hydes største problem er det omkringliggende, borgerlige samfund – altså Jekylls verden – der ikke vil lade den stærkt usympatiske Hyde være i fred. Samfundet presser med andre ord Hyde, der ikke vil indordne sig, og derfor ender historien i en tragedie.

Paperback, Charles Scribner’s Sons 1886

Set i det perspektiv bliver varulve-analogien ganske overfladisk og måske endda misvisende, til trods for den umiddelbare lighed. Jeg vil nemlig også mene, at varulvetanken til en vis grad skygger for bogens anliggende som satirisk, social kommentar. For der kan ikke være nogen tvivl om, at Stevensons journalistiske pen er fyldt med satire, og netop humoren i Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde bliver meget ofte overset, fordi bogens anliggende i bund og grund slet ikke er morsomt.

Man behøver imidlertid ikke læse sig mange sider ind i romanen, før vi får indtryk af de små, ironiske bidder, som Stevenson har strøet med let hånd ud over hele teksten. Richard Enfield, den første figur, vi hører om i fortællingen, dulmer således sin appetit på livet med gin derhjemme. Gin var arbejderklassens foretrukne rusmiddel – en billig sprut, der blev opfattet som synonym for hæmningsløs druk i tidens aviser.

Paperback, Royce Publishers 1945

Den moralske Enfield undertrykker således sin lyst til god vin og mad med stærk sprut af den værste slags. Senere, da vi får beskrevet, hvordan Enfeild og hans gode ven Utterson traver gennem et aftenøde London og stopper foran en frønnet dør, hører vi, at hele kvarteret de opholder dem i ”… was all as empty as a church”. Jo-jo, her får Stevenson igen spiddet de gudsfrygtige moralister, der åbenbart har bedre ting at tage sig til end at være i de kirker, hvorfra de henter deres moralske skyts.

Når man læser Stevensons roman, må man altså være opmærksom på de mange små henvisninger og antydninger, som han har lagt ind i teksten. Små provokationer, der kan fremstå ligegyldige i dag, men som for læseren i 1886 har været stærkt provokerende, hvis ikke flabede udsagn, til den borgerlige kultur. Og her mener jeg faktisk, at vi som læsere står overfor en udfordring i forståelsen af værkets oprindeluge virkning. Stevensons provokationer bidder nemlig ikke på os længere, og hans spydigheder går næsten hen over hovederne på os.

Paperback, Airmont Books 1964

En del af den chokværdi og uro, som bogen udløste på udgivelsestidspunktet, er dermed faldet bort. Og det var jo netop her, i dens udfordring af samfundet, at kimen til dens renommé som forargeligt og skræmmende værk lå. Som den dimension gradvist har fortonet sig i takt med samfundsudviklingen, er det naturligt, at Hyde står lidt ensomt tilbage som ”varulven”, der kæmper med egne drifter. Helt så enkelt var det bare ikke i 1886, hvorfor romanen altså indeholder en hel del mere komplekse relationer mellem tekst og samfund, end vi måske opfanger i dag.

Og den største ironiske pointe ligger naturligvis i det forhold, at alle i romanen er enige om, at Hyde er et frygteligt monster og Jekyll en anstændig mand, der lod sig lede på afveje, forført af videnskabens sirenesang. Nøjagtig dette er endnu et tilbagevendende tema i tiden, hvor videnskabens med skepsis kan sammenlignes med okkult aktivitet, som en form for diabolsk alkymi og dermed bestemt ikke noget, som en anstændig kristen burde beskæftige sig med.

Hardcover, J. M. Dent & E. P. Dutton 1925

Der er næppe nogen tvivl om, at Stevenson tog afstand fra Hyde, men hans bog er samtidig en satirisk udpensling af den pointe, at alle har en indre Hyde, der venter på at bruse frem. Alle bør kæmpe imod dette indre bæst, som i virkeligheden er en del af det at være menneske. Den store synd, som Stevenson portrætterer det, er dermed ikke det indre udyr, men det forhold, at man forsøger at fornægte dets eksistens i os alle. Ingen er rene eller uden et slumrende udyr; hverken de ludere og godtfolk, som Hyde frekventerer, eller de moralsk forargede bedsteborgere, som med gru er vidner til Jekylls fald.

Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde er en vigtig litteraturhistorisk fortælling for gyset, men den er måske også en af de bedste eller mest vellykkede eksempler på en sammensmeltning af gys og humor. Stevenson har således mesterligt tilrettelagt sin roman, så det letbenede gradvist transformeres over i det alvorlige og slutter med mordet, som bestemt ikke er for sjov. Den øvelse har kun meget, meget få efterfølgende mestret, men måske skyldes det først og fremmest, at skræktraditionen hurtigt udviklede sig et sted hen, hvor det subtile og underspillede ikke rigtigt længere stod i høj kurs.

Paperback, Vintage Books 1991

Paperback, University of Nebraska Press 1998

Paperback, Trident Press International 2001

Paperback, Trans-Atlantic Publications 1995

Paperback, Tor 1990

Paperback, Signet 1994

Paperback, Scholastic Book Services 1963

Paperback, Scholastic 1991

Paperback, Popular Library 1963

Paperback, Pocket Books 1941

Paperback, Penguin Books 1985

Paperback, Penguin Books 1979

Paperback, Pendulum Press 1991

Paperback, Pearson Education 2000

Paperback, Oxford University Press 2000

Paperback, New English Library 1973

Paperback, Magnum Books 1968

Paperback, Laurel-Leaf 1966

Paperback, J. M. Dent 1996

Paperback, J. M. Dent 1992

Paperback, Dover Publications 1991

Paperback, Dalmatian Press 2002

Paperback, Copley Publishing Group 2000

Paperback, Andor Publishing Company 1976

Paperback, Puffin 1997

Paperback, Oxford University Press 1998

Paperback, Oxford University Press 1992

Hardcover, Viking 2000

Hardcover, Perfection Learning Prebound 1982

Hardcover, Perfection Learning Prebound 1982

Hardcover, P. Noordhoff 1954

Hardcover, Könemann 1996

Hardcover, Amereon 1978

4 kommentarer

Filed under Roman

Ramsey Campbell, Needing Ghosts (1990): Et studie i sort

Da Simon Mottershead slår øjnene op en tidlig morgen, kan han ikke huske noget som helst. Gradvist begynder han få vage idéer og indtryk, men intet sikkert og alt er uvirkeligt som i en drøm. Ikke desto mindre drager ubestemmelige impulser ham til at forlade hjemmet og søge ud i det øde bylandskab umiddelbart før daggry. Han aner ikke, hvad han søger efter og forstår ikke, hvor han befinder sig, eller hvem han for den sags skyld er. Forvirringen er total, men i stedet for at blive panisk er han ramt af en søvngængers apati.

Century 1990. Forsiden er udført af Jamel Akib.

Efter Mottershead forlader sin seng, stavrer han ud på en bizar odysse uden klart mål, fyldt med paranoid frygt og desperation. Intet er, som det plejer, og vi aner jo nok, at det ikke står helt godt til med den stakkels mand. Er han gået fra forstanden? Har han fået en hjerneblødning, er han mon død og flakker om som genganger eller er det noget helt tredje…? Nogen egentlig gyser kan man nok ikke karakterisere romanen som, men hvis jeg nu beskriver den som dystopisk mareridtsvision, rammer det ikke helt ved siden af.

Century 1990. Især Guardians omtale er meget rammende.

Ramsey Campbells Needing Ghosts fra 1990 er et litterært eksperiment, der i kortromansform udforsker et bestemt tema og følger det kompromisløst helt til dørs. Garvede Campbell-læsere vil naturligvis genkende flere velkendte motiver i bogen, men jeg vil mene, at han i det store hele afsøger nyt terræn med indeværende bog. Teksten er et studie i depressivt forfald, uden nogen form for lyspunkter. Det skulle da lige være de absurd-komiske situationer, der løbende opstår under Mottersheads rejse.

Historien handler om død og identitet, den handler om tab og sorg. Det går gradvist op for både Mottershead og læseren, at han er en forfatter, der har mistet lysten eller evnen til at skrive. Og præcis som ordene ikke længere giver mening for ham, giver verden omkring ham heller ikke mening. Mens han tumler rundt på et mildest talt grotesk bibliotek, fanger Campbell meget godt den eksistentielle krise, da han skriver: ”All the shelves… hold only books about psychology and religion, arranged according to some system he can’t crack” (Century, s. 38).

Bøgernes vanvid. Tegnet af Jamel Akib.

I et grænseland, uden religion og menneskelig indsigt, afskåret og isoleret, driver vores hovedperson fortabt omkring. Den eneste fremdrift er ønsket om at indsamle de små spor, der giver glimt af hans personlighed og liv. Opdagelserne når imidlertid aldrig at blive udnyttet eller at bundfælde sig, fordi en vanvittig, deform mandsperson bliver ved med at forfølge Mottershead og drive ham videre. Vel at mærke uden vi egentlig forstår, hvem den ubehagelige mand er eller hvorfor han jager forfatteren.

Needing Ghosts folder sig ekstremt langsomt ud. Det er en minutiøs meditation, hvor hvert eneste sanseindtryk registreres. Måden, Campbell griber det an på, er ved at placere læseren midt i Mottersheads sensoriske apparat; læser og hovedperson oplever verden simultant gennem tredjepersonfortællerens stemme. Teksten bliver dermed til et fortættet, ekstremt nærbillede, hvor rust, vandpytter, revner og splintret træ bliver vendt og drejet. Forfaldet omkring Mottershead er udpenslet i en sådan grad, at det næsten kammer over. Men det er nødvendigt, fordi vi skal forstå, hvordan det er for den hjælpeløse forfatter at opleve verden for første gang.

Den grundlæggende præmis, eller sagt på en anden måde, hvad der er los med Mottershead, regner man naturligvis hurtigt ud. For Campbell er det ikke så vigtigt at fortælle, hvorfor hovedpersonen er blevet, som han er. Campbell er optaget af en sindstilstand og undersøger, hvordan oplevelsen af den ydre verden formes af det indre forfald. Sort, sort depression og freudianske umheimliche-manøvre blandes i tætte kredsløb. Man skal derfor også forberede sig på en læsning, der må siges at have et optimalt lydspor i The Cures Pornography (1982) og andre musikalske destillater af desillusioneret 80’er-angst.

John Ramsey Campbell (født 4. Januar 1946)

Historien er en sær blanding af stillestående, allestedsnærværende beskrivelser og eksplosiv handling. Grundlæggende er der dog tale om én lang kæde af tableau-lignende situationer, som vores hovedperson passerer igennem. Tableauer, der i flere tilfælde trækker på dødsmytologi, som færgemanden Charon eller eksempelvis et ildevarslende bibelsk billede som den blinde, der leder blinde.

En indvending imod bogen kunne være, at den kan virke lidt ensformig og måske endda også gentagende. Det er i hvert fald påfaldende, at de fleste situationer i romanen afvikles og afsluttes på samme måde – der opstår tumult, og Mottershead må skynde sig videre. Jeg er imidlertid ret begejstret for Campbells kompromisløse tilgang til projektet, og der ligger da også en klar idé bag gentagelserne, som afsløres til sidst. Læseren får intet pusterum. Teksten har ingen blændlinjer eller afsnitsinddeling. Den løber derudaf som et dystert spor uden pauser. Jeg vil derfor klart opfordre til, at man læser romanen ud i en køre, uden afbrud. Stemningen skal bygges op, og den kan være vanskelig at gendanne, hvis man lægger den fra sig på grund af den begrænsede længde (80 sider).

Endnu en vild flugt. Tegnet af Jamel Akib.

Bogen er fint illustreret af Jamel Akib, der teknisk er en absolut dygtig tegner. For mig at se fanger illustrationerne bare ikke helt tekstens ordlyd. Billederne er ganske enkelt lidt for venlige eller savner noget lurende ondskab og forfald, som de bløde farver uden konturstreg ikke får med. Men det er selvfølgelig bare detaljer.

Historien er også et rigtig godt bud på, hvordan den klassiske spøgelsesfortælling kan bruges i dag uden at falde i de sædvanlige stereotype rutiner. Campbell har faktisk formået at tænke noget nyt her. Jeg vil ikke gå så vidt som at hævde, at romanen kommer med noget, der ikke har været set før, afgjort ikke, men Campbell kommer med en meget virkningsfuld fortælling, der har en stærk selvstændig stemme.

Frøer i brudekjoler! Udført af Jamel Akib.

1 kommentar

Filed under Roman