Tag Archives: Krig

Marge Piercy, Dance the Eagle to Sleep (1970): “No, you won’t fool the children of the revolution…!”

Paperback, Fawcett Crest 1985

Med sin anden roman bevægede Marge Piercy sig i retning af genrefiktionen i en kompakt fortælling om oprør og ungdom. Historien udspiller sig i en nær fremtid, hvor USA har udviklet sig til et betydeligt mere styret samfund, der ikke har så få paralleller til staten Israel. Når unge fylder 18, kræves det således, at de gør en årelang samfundstjeneste. Det skal både tjene som bidrag til nationen, og samtidig også som en kulturel skoling, der skal hjælpe dem i overgangen fra den sorgløse barnetilværelse til voksenlivets alvor.

Fremtidssamfundet, Piercy beskriver, har ikke, rent materielt, forandret sig meget fra bogens udgivelsestidspunkt. Det har ungdomskulturen heller ikke; blomsterbørnenes ungdomsoprør og protester er dermed absolut til stede. De store børn, teenagerne, der står på nippet til at skulle gøre deres samfundstjeneste, finder dermed sammen i musikken og stofferne, fordi de her kan klynge sig til resterne af et liv i frihed.

Paperback, Fawcett Crest 1985

Midt i stemningen af oprør møder vi fire unge, der på hver sin måde søger et opgør med forældrenes verden. Vi møder den vilde pige, utilpassede pige Joanna, vi møder rockstjernen Shawn, der har stået i spidsen for et af tidens mest populære bands, vi møder den tykke nørd Billy og vi møder Corey, der er af halvt indiansk afstamning. Med vidt forskellige udgangspunkter og ambitioner vil tilfældighederne, at dette firkløver finder sammen og gøre fælles front i deres ønske om at skabe en bedre verden.

Netop Corey bliver en central figur. Fremmedgjort fra samfundet, halvt bundet til drømmen om en anpart i indianernes gamle kultur, halvt fanget i ønsket om at høre til i et samfund, der ikke vil have ham. For Corey bliver indianernes kamp mod den hvide mand en vej mod noget større; en inspiration til at tage kampen op imod ”magtsystemet”, der har besat hans liv. Det, der begynder som en spontan lokal besættelse af en high school, ledet af Corey, transformeres hurtigt til et fuldblodsoprør, hvor mange hundredvis af børn og unge slutter sig sammen under Coreys ledelse. De kalder sig ”Indianere” og går til kamp mod ”Systemet” med de selvsamme våben, som systemet har bedt dem betjene og bruge.

Marge Piercy (født 31. marts 1936) omkring 1970

I flere kronologiske spring er vi vidner til, hvordan det isolerede oprør på skolen vokser til gadeoptøjer i New York og derfra til guerillakrig. Systemet slår naturligvis brutalt og kynisk tilbage mod Indianerne, og selvom de unges leder Corey formår at fastholde dem alle på drømmen om en bedre verden, begynder systemets modstand af fragmentere gruppen. Der er de militante, der er de passive sværmere, og så er der alle dem midt imellem, der bare gerne vil have lov at leve livet, som det passer dem.

Syndefaldet for de unge kommer, da der bliver afsløret en stikker i deres midte. Stikkeren må henrettes, sådan er deres krigsret, men med et har de alle blod på hænderne. Uskyldigheden er definitivt borte, og grænsen mellem Indianere og System pludselig ikke så klare længere. Da vinteren samtidig sætter ind, forstår vi, at døden har lagt sig over ikke bare over Indianerne og deres oprør, men også over hele det samfund, der så villigt har udslettet sit eget afkom for at opretholde sig selv.

Hardcover, Doubleday 1970. Romanens første udgave

Alt det, Indianerne gør oprør imod, er sammenfattet sådan:

”There’s only one thing we can deny the man who owns everything: ourselves. He owns the streets and the skyscrapers and the water that comes out of the tap and the gas we burn. He owns the music we make and the cigarettes we smoke. He takes away our minds in his schoolrooms. Then he sells us back our dreams and charges us our lives. He reaches into our pants and manipulates our wants and sells us images to feed those desires, so we will want and want and want. So we will become men defined by owning things made of pasteboard. The man taught you to take women like tissues and wipe yourself in them and throw them away” (s. 110).

Her udmaler Piercy med Coreys stemme sit fjendebillede og trækker fronterne op. Systemet har ikke meget respekt for Indianerne, der beskrives som ”… a violent, pseudo-fascist group of adolescent misfits, a band of bottle-throwing Peter Pans.” (s. 146) Her er det ”systemets” stemme, vi får at hører, og det er dermed klart, at det er to uforsonlige fronter, der står over for hinanden. Det er had, der driver værket og gør konfliktens parter til dødsfjender.

Hardcover, W.H. Allen 1971

Set med nutidige øjne er Dance the Eagle to Sleep et værk, der meget tydeligt indlejrer sig i en bestemt tidsånd og politisk venstrefløjsretorik, som kan fremstå både naiv og sværmerisk i dag. Var bogen dybest set ikke en tragedie, der dog slutter med antydningen af et daggry, ville man ganske let kunne affeje den som metervare. Men bogen lader sig ikke affeje. Piercys roman finder nemlig sin styrke i præcis det enkle og sværmeriske udgangspunkt, der kendetegner bogens tilblivelsestidspunkt. Dens entydige, smertelige opråb til ungdommen står lige så stærkt i dag som dengang, fordi Piercy rejser spørgsmålet om, hvem der ejer fremtiden? Og om, hvem har størst anpart i fremtiden? De unge eller systemets repræsentanter?

Marge Piercy var 34, da bogen udkom, og dermed var hun allerede betydeligt ældre end bogens hovedpersoner. At hun idealiserer den ungdom, der er kommet efter hende, er der ikke nogen tvivl om, men hendes opfordring til kamp er ikke til at tage fejl af. Dance the Eagle to Sleep er et vredeshyl mod et destruktivt samfund, der undertrykker diversitet og kreativitet. Bogens harme runger på hver eneste side og slår fast, at det kun er igennem troen på utopier, at man kan overleve systemets mentale undertrykkelse. Det kan derfor også virke paradoksalt, at hun netop benytter tragedien som modus for sin fortælling. Hendes tekst kan nemlig fremstå som et opgivende suk, der defaitistisk stikker halen mellem benene. Men sådan er det ikke. Piercy siger snarere, at kampen er den eneste udvej og bruger her 1800-tallets nordamerikanske indianerstammers håbløse kamp for deres land som billedet på den alvor, der ligger bag de unges krig.

Paperback, Fawcett Crest 1971

Det ligger i tragediebegrebet, at det fremmer erfaringen af skønhed og patos. Idéerne bliver ganske enkelt mere betagende, fordi de synes dømt til døden. Tragedien skærper blikket for budskabet og giver det tyngde; hvilket præcis er resultatet i romanen. Men Piercy har, som sagt, også plantet håb i sin fortælling. Der vokser nyt liv ud af Indianernes gruppe, der til sidst synes at beskrive et helt nyt samfund, der ikke er baseret på den gamle kernefamiliemodel, og måske er det begyndelsen på systemets fald, som vi bliver vidne til i sidste kapitel. Måske. Måske er det bare de sidste, overlevende Indianere, der endelig har fundet et lille, skjult hjørne af landet, hvor de kan være i fred for en stund.

Med sin oprørsroman puster Piercy til gløder i alle rebelske hjerter og inviterer os til drømme om et bedre samfund. Hun skriver om en ungdom, der griber nuet og et forstenet samfund, der kun har magtens brutalitet i sit ordforråd. Man skal sikkert dele en hel del af Piercys ideologiske gods for alvor at værdsætte romanen, men jeg vil alligevel påstå, at man skal være usædvanligt forhærdet for ikke at mærke romanens emotionelle register, der svinger mellem ekstatisk frihedsoplevelse og håbløshed. Det følelsesmæssige sus alene gør det værd at genbesøge Dance the Eagle to Sleep, som fortsat taler præcist lige så rent til længslerne, som den gjorde, da den udkom i ’70.

Paperback, Coronet 1976

Paperback, PM Press 2011

 

 

1 kommentar

Filed under Roman

J.R.R. Tolkien, The Return of the King (1955): Historien der aldrig slutter

Paperback, Unwin Books 1975

 

The Road goes ever on and on

From the door where it began…

 

Efter utallige opfordringer fra bloggens læsere (host, host) har jeg langt om længe fået taget mig sammen til at skrive om det tredje og sidste bind i Tolkiens The Lord of the Rings. Et bind eller en del, der traditionelt deler vandene. Det skyldes formentlig ikke mindst, at sidste del af det enorme epos er disponeret på en, med moderne øjne, overaskende facon, som i nogen grad synes at modarbejde det, vi i dag ville forvente i et heroisk fantasyklimaks. Men, som jeg har sagt før i mine tidligere skriverier om trilogien, så opfatter jeg slet ikke Tolkiens store roman om ringen som fantasy, hvilket faktisk betyder en hel del for blikket både på denne sidste del og på fortællingen som helhed.

Jeg skal undlade at genfortælle handlingen i det sidste bind, for du kender den naturligvis forfra og bagfra. I stedet er det måske mere interessant at se nærmere på selve Tolkiens romanprojekt, som det tager sig ud efter læsningen af den afsluttende del. Navnlig to nedslag skal optage mig i det følgende.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Tolkien var en blufærdig herre, når det kom til hans skønlitteratur, og han skiftevis talte den ned som ren og skær underholdning, og antydede, at han rent faktisk arbejdede med seriøse idéer, som han forsøgte at formidle til sine læsere. Det ene udelukker ikke det andet, og der kan næppe være nogen tvivl om, at Tolkien elskede at lege med sit selvskabte univers. Faktisk må man nok konkludere, at det i sidste ende blev denne umiddelbare glæde med sin kreation, der tog over og beskæftigede ham, efter fortællingen om ringen var afsluttet og effektivt set gjorde, at han aldrig fik udgivet eller skrevet noget af betydning efter sit magnum opus fra 1954-55.

Det er imidlertid vigtigt at forstå, at Tolkien ikke var en ensom, kreativ kunstner, men derimod et barn af sin tid, der gennem fiktionen udtrykte sit behov for, og en tryghed ved, idéen om et ordnet, moralsk univers med klare grænser mellem god og ondt, sandt og falsk og så fremdeles. I den forstand stillede Tolkien og hans venner i The Inklings sig bestemt ikke på modernisternes side, men søgte i stedet sværmerisk at udpege universelle værdier, der i sidste ende kun kunne forankres i religionen. Eller, sagt mere præcist, i kristendommen. Tolkien udtrykte berømt, at der kun findes én myte, og det er denne ene myte, der genfortælles igen og igen blot iklædt nye dragter. Den tanke er vel mere eller mindre nøglen til hele projektet med The Lord of the Rings, og en spændende idé, fordi den er relevant i eksempelvis sammenligningen mellem en direkte kristen eller katolsk tænkning og så indholdet i romanen.

Hardcover, George Allen & Unwin 1955. Bogens 1. udgave

Dermed når vi også frem til min første pointe. Som de fleste læsere sikkert hurtig vil notere sig, er der ganske meget kristent stof i The Lord of the Rings, men her må vi rent faktisk lytte til Tolkien selv, for han sagde, som bekendt, at bøgerne om ringen ikke er en allegori – de er dermed heller ikke nogen kristen parafrase; de er noget andet. Følger vi Tolkiens tanke hele vejen med udsagnet om den ene myte i baghovedet, betyder det, at Biblens fortælling også bare er en genfortælling af denne samme myte om kampen mellem godt og ondt, som principielt kan sidestilles med ringeventyret. Hver genfortælling af denne kosmiske myte er dermed anderledes, fordi den tager farve af sin tid. Budskabet er imidlertid det samme, og svaret i disse variationer over ”mestermyten” er altid tilliden til det gode i skaberværket og visheden om, at det gode i sidste ende vil besejre det onde.

I antikken opfattede man moralen som grundlaget for den episke digtning, og det er præcis også tilfældet med Tolkiens (anti)moderne, episke digtning. Han rejser et moralsk univers for os, som vi kan identificere os med og tage ved lære af. Gennem sin idé om mestermyten køber han sig imidlertid også frihed til at skabe det, hans fantasi byder ham og forfølge idéer, der kun perifært eller slet ikke har noget med et kristent tankeunivers at gøre.

Hardcover, Houghton Mifflin 1956

Et helt afgørende element i den sammenhæng er arbejdet med det cykliske, for som jeg allerede nævnte i mine tidligere indlæg om trilogien, handler fortællingen som helhed i høj grad om det at skildre en mytisk cyklus, et mytehjul om man vil, der bliver ved at snurre, så fortiden konstant taler direkte ind i nutid og fremtid i en form for selvfornyelse, hvor nutiden bliver fremtidens mytologiske fortid. Inspirationen til den slags overvejelser kommer givetvis fra Tolkiens professionelle virke som sprogforsker og kender af tidlig middelalderlig litteratur og digtning, der netop satte hans overvejelser om urmyten i gang og fik ham til at afsøge den fælles moralske (kristne) sandhedsværdi i fortidens tekster på tværs af århundrederne, ikke ulig det vores hjemlige Grundtvig også forsøgte på sin egen tågede facon.

I første bind af historien om ringen, hvor alt er forførerisk simpelt, begynder vores rejseselskab at sætte gang i endnu en drejning af mytehjulet. Vores helte sætter så at sige mytologien i bevægelse og passerer gennem et næsten abstrakt mytologisk landskab, hvor de – tableau for tableau – genbesøger erindringssteder, hvis mening og betydning peger bagud. I andet bind forandrer tonen sig, og vores hovedpersoner bevæger sig ind i en form for mytologisk nulpunkt, hvor de gamle historier slipper op og de nye begynder.

Paperback, Ace Books 1965

Med sidste bind er den gamle fortælling dermed sluppet op, og en ny mytologi er i sin vorden, der skal overskrive den ældre mytologi. Frodo og Sam, Strider og Gandalf samt alle de andre skaber dermed en ny myte, som de former ud fra en forudbestemt skabelon, præcis som alle helte før dem har skabt myterne ud fra samme skabelon. Vores hovedpersoner ved dermed også, at de rent faktisk er en ny fortælling. ”This war is a great war long-planned, and we are but one piece in it…” (s. 32), siger Beregond et sted. Et andet sted udbryder Sam ”What a tale we have been in, Mr Frodo, haven’t we?” (s. 201) og spekulerer på, hvordan myten vil blive fortalt af fremtidens historiefortællere.

Bevidstheden om, at heltene kropsliggør historien eller har historien som noget iboende i sig, ligger dermed i forgrunden af teksten, og vores helte ved udmærket, at de er moralske værktøjer i en større sags tjeneste – i det ubestemmelige ”lys’” tjeneste, i det godes tjeneste osv. Men mens den kosmiske fortælling drives af store eller mægtige personer, lader Tolkien det egentlige drama sig udspille i det små og viser det store i det ydmyge – vel vidende, at de små også vil blive ophøjet i myterne senere. Hans beskrivelse af Frodos og Sams sidste vej op mod ildbjergets spids, er dermed et utroligt og uforligneligt studie udi den menneskelige psyke.

Paperback, Ballantine Books 1965

Frodo er mennesket, der bid for bid tømmes for alt i sit ønske om at ofre alt for den stores sag. Som han lyrisk udtrykker sin totale opløsning i opgaven til Sam: ”No taste of food, no feel of water, no sound of wind, no memory of tree or grass or flower, no image of moon or star are left to me. I am naked in the dark, Sam, and there is no veil between me and the wheel of fire” (s. 189). Et af de måske mest fascinerende øjeblikke, hvis ikke det mest storslåede ved hele fortællingen er, at efter al den offervilje fejler Frodo alligevel. Han har ikke styrken til at modstå fristelsen, for intet menneske, ingen dødelig, har styrken. Her hjælper kun at hengive sig til forsynet og tro på, at de større kræfter vil gøre resten af arbejdet, og gennem Gollums felix culpa sker det naturligvis også.

Jeg er ikke nogen egentlig Tolkien-fan, men jeg holder utrolig meget af disse bøger, fordi de er blevet til med så megen omhyggelighed og kærlighed. Meget af det, som Tolkien selv elskede ved bøgerne – al legen og sjoven – er jeg ret ligeglad med. Det var alt det, som fantasy-litteraturen senere samlede op, men det er i sidste ende kun staffage – den glittede papir, som nørder har ladet sig forblænde af. I stedet mener jeg, vi i langt højere grad bør ignorere, hvad Tolkien sagde, og se på, hvad han i stedet gjorde.

Paperback, Methuen 1971

Lad os gå ind i romanværket og forstå teksten, ikke som fantasyfiktion, men som moralsk episk digtning med anliggende og råb om moralsk oprustning – om man så er enig med Tolkien eller ej. Desværre har fjollede Tolkienfans i kostumer kuppet diskussionen om værkerne, og filmatiseringen har ikke gjort meget for at bedre forståelsen af værket som litteratur. I stedet er utrolig meget af det, der bliver sagt om bogværket, blevet reduceret til det sædvanlige nørdcirkus og forblommet snak om ”episk fantasy”, men her er jeg nok bare ved at blive en sur gammel mand, der må stoppe, før pennen for alvor løber af med mig…

Paperback, Ballantine Books 1973

Hardcover, George Allen & Unwin 1974

Paperback, Magnum 1977

Paperback, Ballantine Books 1982

Paperback, Unwin 1986

Hardcover, Houghton Mifflin 1988

Paperback, Ballantine Books 1988

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, HarperCollins 2001

Paperback, HarperCollins 2002

Paperback, Houghton Mifflin 2005

Hardcover, Paw Prints 2008

Paperback, HarperCollins 2013

1 kommentar

Filed under Roman

Joe Haldeman, The Forever War (1974): It ain’t me, it ain’t me, I ain’t no fortunate one

Paperback, Ballantine Books 1976. forsiden er tegnet af Murray Tinkelman

Paperback, Ballantine Books 1976. forsiden er tegnet af Murray Tinkelman

Der er noget fantastisk underholdende, fantastisk sympatisk og fantastisk dumt ved Joe Haldemans anden og utvivlsomt bedst kendte roman anti-krigsfortællingen The Forever War fra ’74. Og jeg må med det samme tilstå, at jeg har en stor svaghed for bogen til trods for alle dens fejl og uigennemtænkte små krøller. Bogens vilje til provokation og forfatterens ønske om, at teksten måske vil kunne påvirke et eller andet, gør den nemlig til mere end bare et flygtigt bekendtskab. At den samtidig også kan ses som et genreopgør, eller måske endda fadermord, gør den bestemt ikke mindre spændende.

Selve historien er egentlig ganske enkel. Rumfart er blevet almindeligt på Jorden. Under menneskets ekspeditioner ud i det fremmede er man stødt på de såkaldte Taurans’ – en svært forståelige, svært beskrivelig og på alle måder udefinerbar fjende, som må bekæmpes med alle midler. Derfor har man indført en værnepligt, som nu pumper unge mænd og kvinder ud i verdensrummet i kampen mod den grusomme fjende. Nu er sagen bare den, at den måde, man rejser i rummet på, sker ved at udnytte noget, der vel bedst kan beskrives som en form for ormehuller, hvilket jo sådan set er en helt traditionel SF-idé.

Paperback, Ballantine Books 1976

Paperback, Ballantine Books 1976

I Haldemans version betyder det at springe gennem ormehullerne imidlertid en forskydning i tid, så den, der bevæger sig gennem hullet, også bevæger sig ud i Jordens fremtid uden selv at blive ældet. Det er en smule kompliceret, og jeg skal ikke påstå, at jeg helt forstår Haldemans idé. Det er sådan set heller ikke så væsentligt, det vigtige er, at soldaterne, der tager afsted, ikke bare kommer langt væk hjemmefra målt i kilometer, de siger også farvel til deres familie og venner, der vil være ældet og måske endda døde, når de en dag kommer hjem fra krigen.

Nuvel, midt i alt dette møder vi William Mandella, der har sluttet sig til hæren og kampen mod de onde Taurans. Mandella er således bogens vrangvillige hovedperson, som vi følger fra den første militære træning og så videre gennem en lang række skarpe missioner. Vi følger også Mandella, da han endelig vender hjem, som veteran, og atter slutter sig til hæren igen, fordi han ikke længere kan finde sig til rette som civilist.

Joe William Haldeman (født 9. juni 1943) anno 1979

Joe William Haldeman (født 9. juni 1943) anno 1979

Fælles for alle Mandellas handlinger og oplevelser er det, at han egentlig slet ikke har lyst til at være soldat, og han er rent faktisk heller ikke særlig dygtig til det. Det er her, vi kommer ind på romanen som det indledningsviste genreopgør. Bogens forfatter Joe Haldeman gør på en gang kløgtigt brug af et pulpet formsprog fra 50’erne, men gør samtidig op med hele den macho-helterolle, som eksempelvis Robert Heinleins mandlige hovedpersoner helt og aldeles er formet efter. The Forever War er dermed et væsentligt opgør med en ældre generation af SF-forfatteres tekster, udført i en handling, der ellers overfladisk synes næsten identisk med de gamle pulp mestres historier.

Bogen er derfor også stærkt beslægtet med den samme form for fadermord, som Len Deighton gjorde i forhold til Ian Flemmings verdensberømte James Bond-romaner, da han slap sin lurvede, jazz-elskende Harry Palmer løs og derved skabte en helt ny type pulpet anti-helt, der henvendte sig direkte til 60’ernes anti-autoritære ungdom. Og Haldemans romanfigur i The Forever War udspringer fra nøjagtigt samme sted og taler til præcis samme generation. Mandella, hovedpersonen klarer sig med andre ord slet og ret ved held, ikke duelighed eller særlige kompetencer, og gennem en form for absurd logik stiger han endda længere og længere op i militærsystemets grader. Præcis som Harry Palmer i øvrigt også gør det.

Hardcover, St. Martin's Press 1974. Romanens 1. udgave

Hardcover, St. Martin’s Press 1974. Romanens 1. udgave

Joe Haldeman bruger ikke mange ord på personkarakteristikker eller miljøbeskrivelser. Den slags fortaber sig i fortællingen, der brager afsted i højt, højt tempo og løbende synes at komme faretruende ud af kurs. Handlingen og personerne betyder da heller ikke det helt store for ham, fordi Haldemans vigtigste opgave er at udmale sine frustrationer over og erfaringer fra Vietnamkrigen for læseren i den tyndeste tænkelige allegori; en krig, der fortsatte endnu et år efter, Haldemans bog var trykt.

Man er med andre ord ikke i tvivl om, hvad Haldemen egentlig skriver om, når han beskriver krigen mod fjenden ude i verdensrummet. En fjende soldaterne aldrig helt forstår, hvorfor de bekæmper, endsige hvem fjenden egentlig er. Men faktisk er bogens entydige fokus også den store styrke, fordi det giver Haldeman rum til at udforske sit emne med en åbenhed og grundighed, som en mere kamufleret eller tvetydig allegori måske havde forhindret.

Joe Haldeman under militærtjeneste i Vietnam 1968

Joe Haldeman under militærtjeneste i Vietnam 1968

Og der er da heller ikke nogen tvivl om, at Haldeman indfanger tidsånden perfekt i sin bog. Den rå soldaterstemning, ildkampenes brutalitet og vanvid, militærsystemets grosteske logik, og ikke mindst de enorme personlige omkostninger, som veteranerne oplever, når de først kommer hjem. Alt det rammer Haldeman med præcis den gennemslagskraft, som man kan ønske sig af en anti-krigsbog. Men i stedet for at fortælle sin beretning som egentlig Vietnambog, har Haldeman, som sagt, valgt at henlægge handlingen til fremtiden. Det får konsekvenser for allegoriens fremstilling og føjer lag til fortællingen, som egentlig ikke kan siges at have noget med Vietnam-protesten at gøre.

Haldemans fremtid er et forstærket billede på 70’erne, hvor fri kærlighed og åbne parforhold, hash og stærke stoffer, og alt hvad vi ellers forbinder med ’68, er blevet en del af den almindelige kultur. Hippiernes vision er med andre ord blevet hverdag – men kun delvist, for verdenssamfundet har jo stadig besluttet at sende folk i krig, og livet er dermed ikke ren kærlighed, fred og harmoni.

Paperback, Futura 1976

Paperback, Futura 1976

I sig selv er Haldemans 70’er-fremtid ganske underholdende at læse om, fordi det, han egentlig gør, er at foretage en vurdering af sin samtid og vise os, hvad han tror, vil blive optaget i kultren som almindeligt og dermed viser han os også, hvor han tror, hippie-utopien vil komme til kort. Noget han vel dybest set beklager at dømme ud fra hovedpersonens drømme og bogens afslutning.

Men nu er det jo sådan, at bogens soldater hele tiden bevæger sig længere og længere ud i fremtiden, fordi de bruger disse ormehuller. Livet på Jorden udvikler sig dermed drastisk i løbet af bogen, først til et dystopisk voldssamfund, og senere, da vi er noget rigtig mange år længere ud i fremtiden, har svaret på overbefolkningsproblemet vist sig at være en hård indsats fra verdensregeringens side for, at homoseksualitet skal være det almindelige.

Hardcover, The Easton Press 1988

Hardcover, The Easton Press 1988

Vores hovedperson Mandella kommer dermed i den besynderlige situation, da han som hærdet veteran skal deltage i en af sine sidste militærkampagner, at han er den eneste heteroseksuelle i kompagniet, noget han bliver kraftigt diskrimineret for. Haldeman spiller tydeligvis på chokeffekten og bevæger sig her ind på stærkt tabuiseret terræn. En hær af homoseksuelle – man kan næsten ikke forestille sig nogen større provokation af det selvbillede, som den amerikanske hær havde, og har, opdyrket omkring sig selv.

Desværre vedkender Haldeman sig, at det blot er drillerier, som han udsætter læseren for, fordi han hen imod slutningen kalder sin samfundsudvikling tilbage og lader Mandellas heteroseksualitet inspirere andre til at vende tilbage til samme levevis. Her kunne jeg have ønsket mig, at han holdt fast, fordi provokationerne på den måde ville virke mere snerrende og stærke, men i sidste ende er Haldeman sentimental og længes efter ordende forhold, som vi kender dem.

Hardcover, Avon 1997

Hardcover, Avon 1997

Og det er måske her, at Haldeman begår det største og mest iøjefaldende fejlgreb i bogen. Tonen har hele vejen igennem været grum, grim og voldsom, men til sidst falder han til patten og giver os den lykkelige udgang på Mandalas liv, som vi læseren faktisk ikke forventer. Vi forventer død og undergang, fordi det synes det eneste logiske i bogens sorte univers, men her tager man åbenbart fejl. Naturligvis viser den groteske krig mod de fremmede sig at være et røgslør, og naturligvis har tusindvis og atter tusindvis af unge mænd og kvinder givet deres liv forgæves i kampen mod en fiks idé, men med kampens afslutning kommer freden også til Mandella, der rejser ud i solnedgangen med sit hjertes udkårne. Slapt giver Haldeman her slip på fortællingen og lader sin anti-helt fortrække til landlig idyl – og det vel at mærke uden ironi eller sarkasme.

På trods af det, som jeg egentlig betragter som et ganske alvorligt kontraktbrud med bogens integritet og læserens forventninger, er The Forever War en finurlig bog, der udfolder counterculture og politisk krigssatire i et ganske dragende genrespil. Den er usleben, ujævn og mange steder uigennemtænkt, men den er samtidig både provokerende og befriende bramfri. Det gør bogen læseværdig, ikke mindst fordi den bestemt må siges at være et af de mere karakterfulde bud på en kritik af den amerikanske krigsindsats i Vietnam. Det må jo siges at være et værdigt emne for en roman, og vel at mærke et emne, der desværre fortsat i dag er ganske relevant.

Paperback, AvoNova 1999

Paperback, AvoNova 1999

Paperback, Millennium Books 2000

Paperback, Millennium Books 2000

Paperback, Gollancz 2001

Paperback, Gollancz 2001

Paperback, Eos  2003

Paperback, Eos 2003

Paperback, Gollancz 2004

Paperback, Gollancz 2004

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

Paperback, Gollancz 2006

Paperback, Gollancz 2006

Paperback, St. Martin's Griffin 2009

Paperback, St. Martin’s Griffin 2009

Paperback, Gollancz 2010

Paperback, Gollancz 2010

Paperback, Gateway 2011

Paperback, Gateway 2011

Ebog, Ridan Publishing 2012

Ebog, Ridan Publishing 2012

Hardcover, Centipede Press 2013

Hardcover, Centipede Press 2013

Ebog,  Iconic ebooks 2014

Ebog, Iconic ebooks 2014

 

 

2 kommentarer

Filed under Roman