Tag Archives: L. Sprague de Camp

L. Sprague de Camp, Literary Swordsmen and Sorcerers. The Makers of Heroic Fantasy (1976): Pulpens titaner

Hardcover, Arkham House 1976. Forsidens tegning er udført af Tim Kirk

Hardcover, Arkham House 1976. Forsidens tegning er udført af Tim Kirk

Den moderne fantasy har dybe rødder i de amerikanske pulpmagasiner, der udkom i begyndelsen af 1900-tallet. Andre kilder har naturligvis også bidraget, men ser man tilbage over genrerne, er det tydeligt, at en generation af forfattere, næsten alle født i slutningen af 1800-tallet og med anker i pulpmagasinerne, opfandt de skabeloner, som man fortsat arbejder med i dag. I deres samtid var pulpforfatterne naturligvis populære, mens en egentlig berømmelse først kom i løbet af 60’erne, hvor de fleste var døde eller bedagede seniorer, der ikke længere var aktive. Afstanden skabte rum for myter og den form for heltedyrkelse, der kun kan opstå, når helten ikke længere er i live.

L. Sprague de Camp, der selv havde levet et liv i genrefiktionens univers og opbygget en karriere på at arbejde videre med forgængernes arbejde, var en af de væsentlige bidragydere til den mytedannelse. Sprague de Camp arbejdede hårdt på at gøre sig til den ældre forfattergenerations stemme dels gennem videredigtninger på deres universer, dels gennem forord og biografier. Sidstnævnte biografier var måske ikke altid flatterende, men de Camp havde næse for gode historier, og derfor blev de altid fortalt med sans for drama og det man kan kalde mytologisk kvalitet.

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Alt det kan du få et levende indtryk af i Literary Swordsmen and Sorcerers fra ’76, en samling af 11 biografier, der præsenterer nogle af de største navne fra 1900-tallets første halvdel. I hvert fald nogle af de største navne, der tilhørte kredsen omkring Weird Tales, Lovecraft og senere Arkham House. Det vil sige navne som førnævnte Lovecraft, Clark Ashton Smith og Rob Howard. Dertil kommer Lord Dunsany, Tolkien, William Morris og T. H. White. Udvalget er ganske forskelligt, og de enkelte forfatteres værker har ikke meget til fælles.

Pointen med biografierne er sådan set heller ikke at indkredse en bestemt genre, men snarere at udstikke vejen tilbage til den moderne fantasy-litteraturs rødder og dermed vise, hvad den i ’76 uhyggeligt populære genre byggede på. For en ting er ganske sikkert: de fleste af de forfattere, de Camp har med i sin bog, oplevede aldrig den berømmelse i levende live, som deres fiktion senere skulle opleve, da fantasy for alvor blev mainstream. Tolkien var selvfølgelig en af undtagelserne, idet synergien mellem The Lord of the Rings og genopdagelsen af pulplitteraturens heltefiktion i 60’erne gjorde den aldrende, engelske professor skræmmende populær i USA.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Der er flere interessante punkter ved Literary Swordsmen and Sorcerers, som gør den til en fængende, men samtidig også spøjs udgivelse. Præmissen for bogen er nemlig ganske skæv; hvem ville eksempelvis nogensinde drømme om at beskrive Lovecrafts eller Ashton Smiths værker som ”heroisk fantasy”? Der er flere andre i bogen, som også kun dårlig dækkes af begrebet, og det er formentlig kun de Camp, der kunne se en større mening med tingene. Eller kunne han? Jeg tvivler faktisk. De Camp var en opportunist af kaliber, og jeg er helt sikker på, at den eneste grund til, at navne som eksempelvis Lovecraft har fundet vej ind i bogen her, er, fordi de Camp havde skrevet om ham tideligere, fordi Literary Swordsmen and Sorcerers udkom på Arkham House og fordi der var penge i Lovecrafts navn. Måske er jeg bare kynisk, men de Camp havde blik for den slags slagsfremmende taktikker.

Clark Ashton Smith (13. januar 1893 – 14. august 1961)

Clark Ashton Smith (13. januar 1893 – 14. august 1961)

Man kan så sige, at det kunne komme ud på et, om Lovecraft er med i en bog om heroisk fantasy eller ej, men det får faktisk betydning for den indledning, de Camp skriver, der handler om genrens udvikling. Her må han finde plads til størrelser som Lovecraft, hvilket ikke ubetinget lykkes for ham, fordi han sætter sig mellem to stole. På den ene side skildrer han fantasy som kærligheden til det uvirkelige, eventyrlige og alt det, der strider imod vores rationelle verdensopfattelse, på den anden side som fiktion om den stærke sagahelt, der tager kampen op imod det onde. Den tematiske beskrivelse kan have meget på sig, men som sagt kræver det en ganske kreativ læsning at få alle enderne i bogen til at mødes.

Lord Dunsany - elere rettere Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878 – 25. oktober 1957).

Lord Dunsany – elere rettere Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878 – 25. oktober 1957).

De enkelte biografier er sjove derved, at de Camp ikke bare præsenterer sine forfattere. Han lever sig ind i situationer og stiller sig først og fremmest til dommer over deres liv og virke. De Camp indtager rollen som den store connaisseur, der uddeler ris og ros, opsang og fordømmelse. Her taler vi vel at mærke ikke om det litterære, nej, vi taler om selve personerne. De Camp leverer nemlig psykologiske portrætter og stiller sig til dommer over svaghed eller dårlige beslutninger. Det går især ud over Lovecraft, Smith og Howard.

En væsentlig ting er nemlig, at de Camp bedst kan lide forfattere, der deler samme indstilling til fiktion som ham selv. Det vil sige disciplinerede håndværkere, der skriver historier for morskabens skyld og gemmer alle krukkerierne bort. Mens De Camp eksempelvis leverer et sønderlemmende personportræt af Howard, har han stor respekt for hans evne til at sælge sine historier, ikke bare en gang, men flere gange. Helt omvendt er det med Lovecraft og Smith, der ikke alene klantres for deres svage psyke, men også for deres elendige forståelse for at tjene penge på pulpbranchen. Eller Tolkiens langsommelige omhyggelighed, som de Camp heller ikke giver meget for.

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936) i Fort McKavett

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936) i Fort McKavett 1933

Det er stedvist næsten lidt grænseoverskridende at læse de Camps kritiske bemærkninger, der er af en karakter, som ingen ville drømme om at skrive i dag. Men samtidig er det sjovt. Det samme er hans vurderinger af selve de litterære kvaliteter. Alle, der er med i bogen, har naturligvis en høj stjerne hos ham, men han går kritisk til alles værker, og alle får i en eller anden grad hårde ord med på vejen. Den eneste, som omtrent går fri, er Clark Ashtin Smith, der iscenesættes som geniet, der selvforskyldt aldrig blev opdaget af verden.

Literary Swordsmen and Sorcerers stammer fra en tid, hvor internet og Wikipedia var en uhørt drøm. Bogens biografier er således stof til de nysgerrige læsere, der ville vide mere om navnene bag de paperbacks, de sad med og måske komme ind bag de rygter, der florerede. I dag har bogen derfor mistet en væsentlig funktion, men bestemt ikke sin relevans. Dels er de Camps indledning et stykke spændende refleksion over fantasygenrens væsen, dels gør selve bogens stil stadig indtryk.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Det er ikke bare ferske biografier, vi får fortalt, nej det er de Camps version, vi får leveret. Han er med hele vejen og giver tydeligt sin holdning til kende. Det gør bogen frisk, selv i dag, og gør, at den ikke minder så lidt om de artikler, vi eksempelvis finder på blogs på nettet, hvor det også ofte er et stærkt personligt greb om tingene, der karakteriserer teksterne. Den slags skaber et særligt liv – tror jeg – fordi det er i mødet med andres personlige holdninger, at vi tvinges til selv at tænke og mærke efter. Det gør de Camps kapitler, der er en form for blogindlæg fra 70’erne. Altmodisch og moderne på samme tid – selvom blogs vist nok også er ved at være stærkt umoderne. Nuvel. Jeg holder meget af bogen, der en sær størrelse fyldt med personlighed. Mere sympatisk kan det næsten ikke blive.

Bogens biografier:

Chapter I. “The Swords of Faërie”

Chapter II “Jack of All Arts: William Morris”

Chapter III. “Two Men in One: Lord Dunsany”

Chapter IV. “Eldritch Yankee Gentleman: H. P. Lovecraft”

Chapter V. “Superman in a Bowler: E.R. Eddison”

Chapter VI. “The Miscast Barbarian: Robert E. Howard”

Chapter VII. “Parallel Worlds: Fletcher Pratt”

Chapter VIII. “Sierran Shaman: Clark Ashton Smith”

Chapter IX. “Merlin in Tweeds: J.R.R. Tolkien”

Chapter X. “The Architect of Camelot: T.H. White”

Chapter XI. “Conan’s Compeers”

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Lin Carter, Dreams from R’lyeh (1975): Fattig poesi fra pulp-gemmerne

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Tim Kirk

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Tim Kirk

Lin Carter var en af de talenter, der blev del af 60’ernes store genre-genopblomstring. Han skrev især fantasy og horror, men også SF. I dag huskes han måske bedst, sammen med L. Sprague de Camp, som en dygtig imitator, der gik på strandhugst efter idéer og temaer hos H. P. Lovecraft, Clark Ashton Smith og Robert E. Howard. Carter var ganske åben omkring sin brug af forbilleder, og hans tekster skal vel nærmere opfattes som hyldester end plagiater. En væsentlig mand som August Derleth var begejstret for Carters noveller, som derfor optrådte tidligt i Arkham House-regi.

Her er det imidlertid ikke noveller, vi skal se nærmere på, men en lille digtsamling, som Carter udsendte på netop Arkham House i 1975. Lin Carter skriver selv i et lille efterskrift, at hans første drøm var at blive digter. At kunne leve af sin poesi og at han siden drengeårene har skrevet digte. Hovedparten af disse skriverier, fortæller han, var bras, men enkelte stykker gemte han. Senere blev det prosa, der interesserede Carter, men han fortsatte med at skrive digte, og det afspejles i indeværende samling. Det ældste digt er skrevet af en 17-årig Lin Carter o. 1947, mens det nyeste er skrevet i 1974 – året før bogens udgivelse.

Hardcover, Arkham House 1975

Hardcover, Arkham House 1975

Nu kunne man måske tænke, at det retrospektive perspektiv vil slå igennem i digtenes udtryk, men sådan er det ikke. Sagen er nemlig den, at Carter har kredset om de samme temaer fra begyndelsen og udfoldet sin poesi på samme facon hele tiden. Digtene er derved forbløffende homogene, uden det vel at mærke nødvendigvis gør dem synderligt meget bedre

L. Sprague de Camp har en sær indledning til Dreams from R’lyeh, hvor han først og fremmest fortæller, at han og Carter er nære venner, der ofte diskuterer poesi. Han vedkender sig også, at han er uenig med Carters manglende brug af versefødder og klassiske strukturer, men at han elsker de fantastiske universer, som digtene skaber. Underforstået, de Camp er faktisk ikke synderligt begejstret for Carters lyriske udtryk. En overraskende udmelding i en indledning, som man traditionelt forvente vil rose forfatteren til skyerne!

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988)

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988). Skål!

De universer Carter, skaber i sine digte, falder mere eller mindre i tre grupper; der er Lovecraft-pasticherne, som fortsætter i samme dur som Lovecafts små sonater, så er der de fabulerende, pulpede digte, der støtter sig til Ashton Smith og Howard og endeligt de romantisk, længselsfulde eventyrlige digte, der kredser mere generelt om fantasy-emner.

De Camps beklagelser over manglende metrik kan jeg ikke følge, men desuagtet slår Carters poesi mig som usædvanligt intetsigende – vel at mærke ikke sprogligt dårlig, bare uendeligt kedsommelig og uopfindsom. Normalt holder jeg af Lovecraft-kredsens morbide kredsen om gotik og storslåede, bizarre vidder, hvilket vi også genfinder her, men hos Carter bliver poesien en fersk stiløvelse. Kan ske han elsker de fantastiske genrer og sine litterære forbilleder, men Carter føjer intet selvstændigt til værkerne, der står som forglemmelige stiløvelser.

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

En del af forklaringen ligger måske deri, at Carter tilsyneladende ikke har noget kunstnerisk projekt med sin lyrik. Lovecraft-kredsens modernitetskritik indgår eksempelvis ikke som baggrund for digtene, og han savner ligeledes den dybfølte sentimentalitet, som også klinger med hos Lovecrafts kreds. Lin Carter skriver i sit lille efterskrift, at han faktisk ikke har de store tanker med sin lyrik. De skal underholde læseren, ikke andet. Jeg bliver helt træt ved tanken om så uambitiøst et udgangspunkt.

For Carter er poesien med andre ord blot en medium til at udtrykke de samme fantasy- og horror-historier, som han normal formulerer i novelleform. Det skaber store problemer for hans poesi, fordi de poetiske tekster kommer til at mangle krop og sproglig potens. De Camp savner som sagt et metrisk greb om lyrikken hos Lin Carter, og til en hvis grad er jeg faktisk enig med ham. Det, Carters lyrik savner, er nemlig en følelse af stramhed eller kontrol. Sproget økonomiseres ikke i digtene, der bliver udflydende og alt for ordrige. De værste af digtene fremstår nærmest som referater af noveller – blottet for en hver poetisk bearbejdning. Kombinationen af manglende formbevidsthed og måske en generelt laissez-faire-holdning til den sproglige indpakning amputerer enhver kunstnerisk dimension fra teksterne og gør dem til banal, skuffende tidsfordriv.

Paperback, Bantam Books 1978. Et eksempel på et konkret  samarbejde mellem Carter og de Camp

Paperback, Bantam Books 1978. Et eksempel på et konkret samarbejde mellem Carter og de Camp

Hvad nytter det Carters pasticher, at han kender Lovecraft-kredsens vokabular og manier til fingerspidserne, når han ikke er i stand til at omsætte det til andet end litterær tomgang? Lin Carter er utvivlsomt en kompetent herre, der kender sit sprog og sin genrehistorie, men han aner ikke, hvad han skal stille op med den værkstøjskasse, der står foran ham. Resultatet bliver et komplot uinteressant poetisk tilbageblik gennem Carters karriere. En dum bog til dumme samlere som mig. Tro pokker Carter aldrig blev digter!

 

3 kommentarer

Filed under Poesi

Mark Finn, Blood & Thunder. The Life and Art of Robert E. Howard. Revised edition (2012): Apologetens skingre hyl

Paperback, Robert E. Howard Foundation Press 2012

Paperback, Robert E. Howard Foundation Press 2012

Robert E. Howards posthume popularitet har en sær parallelitet til H. P. Lovecrafts litterære efterliv. Interessen for begge forfatteres historier oplevede en nærmest eksplosionsagtig popularitet i 60’erne, som for Howards vedkommende holdt ved ind i 80’erne, mens Lovecrafts stjerne stadig fortsætter med at stige.

Det er imidlertid ikke alene i popularitet, at de to giganter ligner hinanden. Iscenesættelsen af dem har også påfaldende lighedstræk. Begge er således blevet portrætteret som særlinge, outsidere og mere eller mindre psykisk forkvaklede individer, der takket være deres sårbarhed var i stand til at skabe noget unikt.

Vi har med andre ord at gøre med den helt traditionelle, romantiske fremstillingen af kunstneren, der eksisterer på randen af normaliteten, og derved er i stand at se verden med andre øjne end os almindelige dødelige. Et forældet, uholdbart kunstnersyn, der heldigvis efterhånden er lagt helt i graven. For Lovecrafts vedkommende er dette blevet gjort flere gange af S. T. Joshi. Mark Finn, bedre kendt som forfatteren Mark Farr-Nash, har påtaget sig at gøre det samme for Howard.

Paperback, 2. reviderede udg., Robert E. Howard Foundation Press 2012. Skål Howard!

Paperback, 2. reviderede udg., Robert E. Howard Foundation Press 2012. Skål Howard!

Med Blood & Thunder har Finn sat sig for at skære ind til benet og aflive myterne omkring Howard for så i stedet at gå på jagt efter hans litterære ophav og kunstneriske agenda. Det er et glorværdigt projekt, som Finn høstede mange roser for, da bogen udkom første gang i 2006. Biografien er da helt sikkert også en informativ og nyttig bog for alle Howard-læsere, men genren er vanskelig, og Finns resultat er, for mig at se, ikke uden problemer.

Før jeg går videre med substansen, vil jeg kort nævne, at bogen skildrer Howards korte liv fra fødslen i 1906 til selvmordet i 1936 kronologisk, med enkelte afstikkere til redegørelser for Texas historie, pulpmagasinernes udvikling og lignende relevante ekskurser. Der gives løbende handlingsreferater af Howards historier, og flere kapitler ledsages af fotografier. Alt sammen fint og sagligt, leveret med en uhyggelig grad af detailviden, der sikkert går langt ud over, hvad der eksempelvis måtte interessere den generelle Conan-fan.

Mark Finn, der under sit borgerlige navn lyder Mark Farr-Nash (født oktober 1969)

Mark Finn, der under sit borgerlige navn lyder Mark Farr-Nash (født oktober 1969)

Men nu til det interessante. Finn har, som sagt, et ærinde med biografien. Hen vil rense Howards navn og vise læseren mennesket bag myterne. Et dybest set håbløst projekt, der får afgørende betydning for fremstillingen, Finn vælger nemlig apologetens rolle og udser sig nogle klare fjender at skrive op imod.

For at tage det sidste først, så udpeger Finn ikke helt overraskende L. Sprague de Camp som en af historiens helt store skurke. De Camp kom i 60’erne mere eller mindre til at varetage Conan-karakterens litterære eftermæle. Han redigerede antologier med Conan-historier, udgav ikke-publicerede Conanfortællinger fra Howards hånd og skrev flere uafsluttede fortællinger færdig. På den led har de Camp fået samme rolle i forhold til Howard, som August Derleth har fået i forhold til Lovecraft, og resultatet er nogenlunde det samme. De Camp er i den grad blevet lagt for had af Howard-fans på grund af sin bramfri redigering af teksterne og forvanskning af Howards ord.

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

Det er jo slemt nok i sig selv, men de Camp blev også i rollen som Howard-ekspert den afgørende autoritet på Howards personlighed og liv. Og det er her, ifølge Mark Finn, at de største overgreb fandt sted. De Camp lagde nemlig ikke fingrene imellem, når han fremstillede Howard som en undertrykt stakkel af et voksenbarn med galoperende moderbinding.

Den anden store skurk i Blood & Thunder er selve populariseringen af Howard på baggrund af Conan. Finn begræder løbende, hvordan Conan-novellerne har begravet store dele af Howards øvrige forfatterskab i glemslen, og han hæfter sig ved, hvor mange af Conan-fortællingerne der er af tvivlsom kvalitet. I Finns fremstilling har Howards eftermæle med andre ord været under belejring af skrupelløse forlæggere og populærkulturens vridemølle.

Der findes dermed også en overset eller glemt Robert E. Howard, som Finn gerne vil vise os. Og her kommer vi ind på Finns rolle som apologet. For at få den ”egentlige” Howard skrevet frem, må han nemlig forklare og ikke mindst bortforklare sider af Howards forfattervirke og livsforløb, der eksempelvis taler for de Camps portræt af forfatteren.

Robert E. Howard med sin nærmeste familie. Billedet er taget i februar 1918

Robert E. Howard (t.h.) med sin nærmeste familie. Billedet er taget i februar 1918

Et åbenlyst eksempel på Finns patetiske forsvar ses eksempelvis i hans forsøg på at bortforklare Howards udtalte racisme som noget symptomatisk for tiden (se eksempelvis s. 94 og s. 155). Det gør ondt på Finn, at litterater har talt dårligt om Howard på grund af hans utidssvarende menneskesyn, men fordi at Finn ikke kan bortforklare det, svarer han næsten en smule infantilt igen ved at sige, at de andre var lige så slemme. Finn kommer således ud i en længere redegørelse for eksempelvis Lovecrafts og Jack Londons racistiske ytringer, og han smækker trumf på ved flere gang at nævne Lovecrafts positive tilkendegivelser i forhold til Hitler og Mussolini.

En anden gruppe Finn forsvarer Howard imod, er de mange litterære ”fejllæsninger” af Howards værker. Her har Finn navnlig et horn i siden på den akademiske tekstanalyse. Man får her næsten det indtryk, at Finn ser Howards historier som særligt gnostiske tekster, der ikke bare kan analyseres af hvem som helst. Man skal nærme sig dem med den rigtige respekt og være i besiddelse af den særlige Howard-nøgle, som kun særligt indviede læsere (dvs. fans) har.

Robert Howard og vennerne leger med sværd. Billedet er taget ml. 1923 og '25

Robert Howard og vennerne leger med sværd. Billedet er taget ml. 1923 og ’25

Men hvad er det så for et billede af Robert E. Howard, som Finn fremstiller? I stedet for at tage udgangspunkt i Howards komplicerede sjæleliv viser Finn i hvor høj grad, at Texas og texansk historie spiller ind i Howards forfattervirke. Faktisk er Finn så optaget af denne sammenhæng, at han nærmest får afskrevet Howards selvstændighed og kreativitet. Han får Howard fremstillet som talerør for en texansk selvforståelse, som Howard intuitivt udtrykker.

Intuitivt er et ord, Finn bruger meget. Ordet skal vise os, at Howard mere eller mindre bevidst trak på sine omgivelser og omsatte dem til fantastiske genrer og eventyr. Han var dermed, i Finns optik, en misforstået hjemstavsforfatter, der beskrev, hvad han så, hørte og levede med.

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Finn har helt sikkert langt hen ad vejen ret. Howard var dybt forankret i forestillinger om sin hjemegns virkelighed, men afmytologiseringen af Howard lykkes ikke for Finn. Han får nemlig erstattet den forkvaklede sjæl med et snusfornuftigt portræt af en digtersjæl, der var for skrøbelig til denne verden. Finn vil gerne gøre Howard til litteratur – altså verdenslitteratur, der hæver sig op over stigmatiseringer som pulp-forfatter osv. I forsøget på det får Finn imidlertid undertrykt eller nedtonet alt det komplicerede og enigmatiske ved Howard.

Ydermere må det undre, at Finn bevidst fravælger Howards digte i sin gennemgang. Howard skrev en enorm mængde poesi, og digtene er rent faktisk den mest konsekvente tråd gennem Howards virke, fordi han her i vid udstrækning undlod at lade sig påvirke af kommercielle interesser. Howard fik ganske enkelt ikke udgivet ret meget af sin poesi. Desuagtet vil jeg mene, at det er i digtene, at vi klarest finder det forfatterjeg, som Howard drømte om at realisere. Finn inddrager ikke digtene, fordi der er for mange. Arbejdet ville ganske enkelt blive for stort, skriver han. Det er måske den dummeste undskyldning, man kan komme med, og sagen er nok snarrest den, at de poetiske tekster desværre ikke interesserer Finn.

Hardcover, Bluejay Books 1983

Hardcover, Bluejay Books 1983

Som kritisk biografi skriger den slags til himlen og efterlader bogen, som en problematisk udgivelse. Den har hele saglighedens facade, men er i virkeligheden ikke stort bedre end Blood & Thunders forkætrede forgænger Dark Valley Destiny (1983), de Camps Howard-biografi.

Blood & Thunder er en guldgrube, hvad faktuel viden om Howards liv angår, men som fortolkning svigter Finn sin læser. Han postulerer at frigøre sin helt fra myternes tåger, men hvirvler så meget ny støv op, at han blot erstatter et sæt myter med et andet. Bogen er afgjort et bud på den definitive Robert E. Howard-biografi, men den er samtidigt også et tungtvejende vidnesbyrd om genres store metodiske problemer. Det er en fanbog forklædt som sagkundksab. En trist kombination, i hvert fald hvis man interesserer sig for seriøs litteraturkritik.

2 kommentarer

Filed under Nonfiktion

L. Sprague de Camp, Rogue Queen (1951): Kønskamp og Rumromancer

Paperback, Signet Books 1972. Forsidens skaber er desværre ikke krediteret

Paperback, Signet Books 1972. Forsidens skaber er desværre ikke krediteret

En af de måske bedst kendte og mest omdiskuterede bøger fra denne romanrække, der samlet kaldes for Viagens Interplanetarias-serien, er Rogue Queen. Et hæsblæsende rumeventyr, der udspiller sig på planeten Lalande. De ganske humanoide klaner, der lever på denne planet, er organiseret i matriarkater, men hvad der måske er mere væsentligt, planetens befolkning er organiseret i samfund, der på mange måder ligner bier eller myrers organisation.

Der er en dronning i hver stamme, der holder et harem af hanner, som befrugter hendes æg, mens kvinderne arbejder og slås som soldater. Og når jeg nu i øvrigt skriver æg, er det ikke æg i en æggestok, der tales om. Nej, planetens dronninger lægger ganske bogstaveligt æg, hvilket uden tvivl er et af de mere bizarre indslag i bogen.

Paperback, Signet Books 1972

Paperback, Signet Books 1972

Planetens forskellige samfund er skarpt inddelt i et kastesystem, hvor alle medlemmer har specifikke roller. Der er mulighed for at avancere i systemet, men det kan koste dyrt at stikke næsen for langt frem på det forkerte tidspunkt. Den hierarkiske opdeling bliver nemlig brutalt håndhævet. Især de mandlige droner lever et kort liv, idet de aflives, så snart deres virilitet begynder at dale. Imidlertid er det ikke alle, der accepterer samfundet, som det er. Både mænd og kvinder er flygtet ud i ødemarken, hvor de har sluttet sig sammen i røverbander, der plyndrer og hærger, hvor de kan.

Naturligvis bekriger planetens forskellige klaner også hinanden for et godt ord. Netop som en ny blodig krig skal til at udspille sig, sker der imidlertid noget. Et rumskib fra Jorden lander på planeten. Besætningen er på en forskningsmission, og den har egentlig ordre om ikke at blande sig i lokale forhold. Det bliver imidlertid vanskeligt, da de hurtigt bliver indblandet i stribevis af intriger. Ikke mindst takket være krigerkvinden Iroedh, der ser potentialet i jordboernes overlegne teknologi og materialer. Da hun stjæler en machete af stål, bliver det således gnisten, der udløser en lavine af uforudsete politiske konsekvenser.

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Det er med fuld berettigelse, at Rogue Queen indtager en vigtig rolle i den tidlige, moderne SF. Sprague de Camps greb om fortællingen og det litterære udtryk støtter sig til hele den skole af rumeventyr, som bl.a. Edgar Rice Burroughs var med til at forme. Det vil sige helteeventyr i verdensrummet, som efterfølgende er blevet imiteret til hudløshed af enorme mængder af pulpforfattere. De Camp står med begge ben forankret i denne pulptradition, hvor det er handling, spænding og eventyr, der er i hovedsædet. Men modsat mange af sine samtidige tog de Camp store skridt i en ny retning med Rogue Queen.

Bag al den lystige ramasjang, der fylder bogens sider med kamp og vildmarksoplevelser, ligger der nemlig et fascinerende forsøg på at italesætte det vestlige kønsrollemønster, der var begyndt at ændre sig efter Anden Verdenskrig. Men diskussionen af kønsrollerne er i virkeligheden kun en vej ind til en langt vigtigere diskussion i bogen, der handler om sex og det erotiske forhold mellem køn. Den slags er jo ikke noget nyt i dag, men i ’51, da romanen udkom, var det et drastisk skridt for en genre, der ellers primært havde beskæftiget sig med politik og videnskab.

Hardcover, Doubleday 1951. Romanens 1. udg.

Hardcover, Doubleday 1951. Romanens 1. udg.

Med Rogue Queen forsøgte de Camp nærmest advarende, at vise, hvordan magt og sex hænger sammen. Planetens brutale matriarkat bliver sat op som en spejling af kvindebevægelsen. ”Vil I sådan et samfund?” spørger de Camp retorisk kvinderne, og naturligvis er der ikke nogen, der ønsker det fascistoide system, der eksisterer på planeten. Et system, der ifølge de Camp, fører til et tab af mandens maskulinitet og samtidig et tab af kvindens femininitet.

Bogens ideelle forhold mellem kønnene er en drøm om paradisisk ligestilling, hvor begge parter utvungent af omgivelserne kan bidrage ligeligt til forholdet. For en kort stund får de Camp også vist, hvordan denne arkadiske tilstand kan udformes, da bogens helte kommer ud på en længere vildmarksrejse. Men de Camp er naturligvis fuldt ud bevidst om, at dette er en kortvarig drøm. En illusion, der ikke kan overleve mødet med virkelighedens verden.

Paperback, Dell Books 1952

Paperback, Dell Books 1952

Derfor må han også fremstille et realistisk bud på et harmonisk forhold mellem mand og kvinde. Og det er måske her, filmen vil knække for de fleste læsere i dag. Sprague de Camp bruger nemlig Winston Bloch og Barbe Dulac fra jordboernes rumskib som billede på dette. De to forskere forelsker sig undervejs gennem romanen og får derved lejlighed til at vise planetens kvinder, hvordan man kan leve sammen på Jorden.

Den piberygende akademiker Bloch er den traditionelle, maskuline udadvendte figur – også selv om han rent faktisk ikke fysisk er nogen helt. Han er snarerest en klassisk antihelt, som får lov at spille rollen som helt. Bag manden er det nemlig Barbe, der styrer alt og giver plads til, at Bloch opretholder illusionen om hans forrang og kontrol. Eller sagt på en anden måde, manden er ren facade, mens kvinden er den reelle magt i forholdet. Det kan man så mene om, hvad man vil, men det de Camp glemmer, i sin fejring af kvindens diskrete overmagt i hjemmet, er den pris, der betales for magten. Barbe er nemlig en helt traditionel husmor, til trods for, at hun er kommet med ombord på rumskibet.

Paperback, Pinnacle Books 1954

Paperback, Pinnacle Books 1954

Bogen har modtaget en hel del kritik i de senere år, fordi den punkterer det feministiske projekt om ligestilling, som antydes i romanens første del. Den kritik er der vel noget om. På det punkt er bogens budskab ikke videre sympatisk i dag, men jeg vil stadig mene, at de Camps roman er væsentlig. Den har været med til at bringe kønsdebatten ind i SF-genren. Samtidig har hele hans etnografiske tilgang til den fremmede planet, hvor handlingen udspiller sig, klare paralleller til eksempelvis det, Jack Vance senere excellerer i. Dermed peger romanen tydeligt frem mod den type SF, der for alvor begyndte at blomstre i ´60’erne.

Alt dette kan måske lyde tørt, men det er det slet, slet ikke. Som jeg nævnte indledningsvist, skriver de Camp ud fra en letbenet pulptradition, der først og fremmest handler om at fremstille en underholdende fortælling. Det gør han i den grad. Bogen er fyldt med krig og kamp, sære væsner og hurtig action. Faktisk så meget, at de Camp måske mister tråden undervejs, men det er en biting. Romanen er et spændende udtryk for en amerikansk kultur i opbrud. Hjemmefronten var ikke længere, hvad den havde været, og kønskampen skulle kun blive mere udtalt. Rogue Queen var dermed bagstræberisk få år efter at være skrevet, men som underholdende oplæs til diskussion har romanen absolut fortsat værdi.

Paperback, Ace Books 1965

Paperback, Ace Books 1965

Hardcover, Remploy Books 1974

Hardcover, Remploy Books 1974

Paperback, Bluejay Books 1985

Paperback, Bluejay Books 1985

Paperback, Phoenix Pick, 2012

Paperback, Phoenix Pick, 2012

Skriv en kommentar

Filed under Roman

The Ghoul Keepers (1961), Leo Margulies, red.: Vintage weirdness

Paperback, Pyramid Books 1961. Den syrede men fine forside er tegnet af John Schoenherr

Paperback, Pyramid Books 1961. Den syrede men fine forside er tegnet af John Schoenherr

Leo Margulies, pulp-redaktør extraordinaire, købte i 1950’erne rettighederne til de historier, der var blevet trykt i Weird Tales under magasinets sidste storhedstid. Det vil stort set sige alt det, der blev udgivet fra Anden Verdenskrig og frem til 1954, hvor bladet for første gang lukkede og slukkede helt. Fra sin redaktørstol for et utal af pulp-antologier og romanblade havde Margulies god fornemmelse for tidens smag i slutningen af 50’erne. Det udnyttede han navnlig i udvælgelsen af ældre materiale til genudgivelse. The Ghoul Keepers fra 1961 er en rigtig fint eksempel på Margulies linje. Bogen, der indeholder noveller skrevet mellem 1938 og 1951, viser nemlig, hvordan den traditionelle horrorfortælling er gledet i baggrunden for andre typer ”weird tales”.

Det nye store, der hvor kreativiteten for alvor blomstrede, var inden for SF. Den såkaldte ”New Wave of Science Fiction” var så småt ved at vinde momentum i begyndelsen af 60’erne. Mange af de klassiske gysertemaer virkede med et støvede og gammeldags målt i forhold til de nye horisonter, som SF-forfatterne opdyrkede. Dermed ikke sagt, at horror var helt yt. Slet ikke, men det var i andre genrer, at forfatterne for alvor begyndte at udfordre konventionerne.

Paperback, Pyramid Books 1961

Paperback, Pyramid Books 1961

Alt det kan meget fint fornemmes i The Ghoul Keepers. Titlen antyder jo helt sikkert horror, men både omslaget og mange af novellerne befinder sig inden for klassisk SF-territorium. Det giver antologien et lidt skizofrent præg, men omvendt er der noget befriende spraglet over sammensætningen.

Overordnet må man desværre nok erkende, at novellerne i de fleste tilfælde savner friskhed og gennemslagskraft. De var utvivlsomt gode historier, da de oprindeligt udkom i Weird Tales, men jeg er ret sikker på, at de, i 1961 såvel som i dag, har fremstået noget konservative. De lider med andre ord under præcis det, der i sidste ende også var med til at dræbe bladet Weird Tales. Tiderne skiftede, men kredsen af gamle forfattere og bladets skiftende redaktører havde svært ved at ændre de redaktionelle retningslinjer, der havde gjort bladets til pulpens absolutte mastodont.

Paperback, Pyramid Books, 2. udg. 1965. Denne forside er også tegnet af John Schoenherrr, hvilket vel egentlig er ganske tydeligt

Paperback, Pyramid Books, 2. udg. 1965. Denne forside er også tegnet af John Schoenherrr, hvilket vel egentlig er ganske tydeligt

The Ghoul Keepers åbner solidt med ”The Sorcerer’s Apprentice” af Robert Bloch. Det er historien om en ikke helt velfungerende pukkelryg, der kommer til at arbejde for en omrejsende tryllekunster. Pukkelryggen bliver pludselig til en brik i et grimt spil, der får en noget overraskende afslutning. Novellen er en grusom, sort fortælling, der godt nok har en dosis ironi, men som sådan er fri for Blochs ellers altid meget karakteristiske galgenhumor. Personlig er jeg mest til Bloch, når han er alvorlig, men præcis her rammer han en god blanding af humor og uhygge, som virker ganske overbevisende.

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Dernæst følger en række charmerende historier, der, måske lige med undtagelse af Theodore Sturgeons stille, humoristiske novelle om radiokontakt med Mars, er hurtigt glemt igen. Det ændrer sig imidlertid, når man kommer til Ray Bradburys bidrag ”The Lake”. En kort novelle, der handler om en dreng, hvis første kærlighed drukner i en sø. Mange år senere vender han tilbage til søen, nu som voksen mand, og gennemlever noget af det, han oplevede den gang, pigen druknede. Bradburys fortælling er intet mindre end fremragende.

Antologien har frem til ”The Lake” levet et stille pulpliv med uforpligtende fortællinger, men pludselig brager Bradbury igennem. Fyldt med psykologisk indsigt og mesterlig kontrol over sproget maler han situationer frem, der både står lysende klart og samtidig bliver badet i et flimrende, overnaturligt skær, der gør teksten tvetydig og skræmmende. Jeg erkender blankt, at jeg er en kæmpe fan af Bradburys tidlige arbejde. Hans prosa er fortsat nærværende og skarp – præcis som den tydeligvis fremstod tilbage i 50’erne. Og når man møder Bradbury i selskab med andre af tidens genreforfattere, går det op for en, hvor meget bedre kunster og forfatter han er. Bradbury ligger ganske enkelt milevidt over samtlige af de andre bidragsydere til bogen.

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Efter Bradbury fortsætter bogen med ansigtsløse pulphistorier uden meget bid eller gennemslagskraft. Den eneste novelle, der dog for alvor falder decideret igennem, er Harry Altshulers ”The Witch in the Fog”, der er en parafrase over den victorianske spøgelses- eller okkult fortælling. Tonen er mislykket og udførelsen slap, men med kun én decideret dårlig historie ligger The Ghoul Keepers betydeligt over gennemsnittet af weird-antologier

Med bogens to sidste noveller bliver det hele ganske spændende igen. Først er der Seabury Quinns ”Clair de Lune”; en Jules de Grandin-fortælling, hvor den okkulte detektiver bliver konfronteret med en lidt atypisk vampyr i form af en ung skuespillerinde, der har betaget mænd gennem generationer. Novellen bygger tydeligvis på Elizabeth Báthory-legenden, og er hverken synderligt overraskende eller original. Der, hvor Seabury Quinn skiller sig ud, er i selve forfatterhåndværket. Quinn skriver med et overskud, der gør fortællingen rig på tekstur og nærvær. Personerne tegner sig tydeligt for læseren, han har plads til leg med sproget og mestrer at føre sit plot igennem uden unødigt flæsk. Seabury Quinn er med andre ord en af pulp-stjernerne, der leverer genrens sprog og konventioner til perfektion.

Seabury Grandin Quinn (dDecember 1889 - 24. december 1969). Bemærk mellemnavnet!

Seabury Grandin Quinn (december 1889 – 24. december 1969). Bemærk mellemnavnet!

Lidt anderledes forholder det sig med bogens sidste bidrag, ”Spawn of Dagon”, skrevet af Henry Kuttner. Novellen er bogens ældste – skrevet i 1938. Novellen er en Robert E. Howard-pastiche, der trækker på lovecraftianske Cthulhu mythos-idéer på præcis samme måde, som også Howard omsatte Lovecrafts og Clark Ashton Smiths mytologier. Novellen er en blodig fantasyhistorie om to tyve, der bliver hyret til at dræbe en ond, dæmondyrkende troldmand. Det hele afvikles i høj fart med rigelige mængder vold, snavs og monsteraction. Det er ganske, ganske underholdende – om end hverken originalt eller elegant udført. Novellens to hovedpersoner – en stor og en lille tyv – minder i øvrigt del om Leibers Fafhrd og Gray Mouser. Kuttners bidrag er rendyrket sword-and-sorcery, når det er blodigst og mest underholdende. Samtidig kan Cthulhu mythos-buffs glæde sig over, at heltene må nedkæmpe talrige såkaldte ”deep ones”.

Henry Kuttner (7. april 1915 – 4. februar 1958)

Henry Kuttner (7. april 1915 – 4. februar 1958)

Som altid med den slags antologier er The Ghoul Keepers en blandet omgang. Overordnet er bogen underholdende, men hvad der måske er mere interessant, så kan bogen være med til at skærpe ens blik for god og dårlig pulp. Netop fordi Margulies har inddraget både helt store navne og mindre kendte og kompetente skikkelser, har man i bogen en oplagt mulighed for, at se, hvorfor eksempelvis nogle forfattere var i stand til at transcendere den brede pulpgrød og blive store navne, der kan anerkendes for deres litterære kvaliteter uden for genrelitteraturens felt. Her tænker jeg naturligvis især på Bradbury, der står som et fyrtårn i bogen.

Vil du studere pulp i af kvaliteter, byder The Ghoul Keepers både på det mest trivielle og noget af det bedste.

Novellerne:

Robert Bloch: “The Sorcerer’s Apprentice” (Weird Tales, jan. 1949)

Theodore Sturgeon: “The Martian and the Moron” (Weird Tales, mar. 1949)

Edmond Hamilton: “The Isle of the Sleeper” (Weird Tales, maj 1938, genoptrykt may 1951)

Helen W. Kasson: “Please Go ‘Way and Let Me Sleep” (Weird Tales, mar. 1945)

Ray Bradbury: “The Lake” (Weird Tales, maj 1944)

Harry Altshuler: “The Witch in the Fog” (Weird Tales, sept. 1938, som Alexander Faust)

L. Sprague de Camp & Fletcher Pratt: “When the Night Wind Howls” (Weird Tales, nov. 1951)

Seabury Quinn: “Clair de Lune” (Weird Tales, nov. 1947)

Henry Kuttner: “Spawn of Dagon” (Weird Tales, juli 1938)

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling