Tag Archives: Laird Barron

Nightmares. A New Decade of Modern Horrors, red. Ellen Datlow (2016): Blandede bolsjer fra det store køkken

Paperback, Tachyon 2016. Forsiden er skabt af “Nihil”

Efter en lang karriere i redaktørstolen er Ellen Datlow efterhånden blevet en af de mest prominente kritikere og udgivere i gysets verden. Hvis man kan tale om indflydelse og magt inden for noget så relativt marginalt som skrækfiktion, må man sige, at Datlow her hører til blandt de vigtigste. Læser man interviews med eller indledninger til debuterende amerikanske forfattere og deres værker, er det tydeligt, at Datlows anbefaling åbner døre.

En af de ting, som Ellen Datlow har gjort til sin mærkesag, er opsamlende antologier, der tager temperaturen på bestemte ideer eller forløb. I den bog, som vi her skal se nærmere på, har Datlow udvalgt det, hun opfatter som de bedste noveller fra 00’erne. Hendes udgangspunkt for at lave et sådant tilbageblik er, at hun sidder som medredaktør på den prestigiøse årbogsudgivelse The Best Horror of the Year, der bliver udsendt af forlaget Night Shade.

Paperback, Tachyon 2016

Ikke desto mindre er det ambitiøst at udvælge 00’ernes bedste gys, men før vi går til selve fortællingerne, må det nævnes, at Datlows tilgang til skrækfiktion, hendes kvalitetsstempel om man vil, ikke er helt ukontroversielt. Det siger nemlig næsten sig selv, at en redaktør med så meget indflydelse som Datlow træffer valg og navnlig gennem fravalg skaber sig en del uvenner.

Dem har Datlow mange af, fordi hendes tilgang til gyset er meget litterær og generelt synes at vælge det stille psykologiske gys over den filmiske splatterfest eller, og det er centralt, det litterære over den ligefremme fejring af genrens klassiske idéer eller troper. Præcis den form for stolt fejring af gysets klichéer er noget, som især præger mange af de små forlags entusiastiske udgivelser. Vi ser det samme udgivelsesmønster herhjemme, hvor hovedparten af de gys, der udgives, i en eller anden grad dyrker glæden ved genrens klassiske udtryk og indhold. Den type fiktion går Datlow imidlertid i vid udstrækning uden om, hvilket har ført forsmåede parter til at beskylde hende for at være elitær og sekterisk i sin tilgang til genren. Det har blandt andet også ført Datlow på kollisionskurs med S.T. Joshi, Lovecraft-kenderen over alle, på grund af hendes afstandtagen til netop Lovecraft og mange af forfatterne i kredsen omkring denne.

Ellen Datlow (født 31. december 1949)

Med det sagt er det klart, at en antologi fra Datlows hånd er et udtryk for en specifik æstetisk agenda. Sådan burde det selvfølgelig altid være, når en redaktør udsender en bog, men det er langt fra tilfældet. Det er i hvert fald ofte sådan, at man savner en æstetisk rød tråd i udvælgelsen, når man sidder med en antologi. Sådan er det ikke hos Datlow, og det er noget, jeg har stor respekt for, også selvom jeg kan være uenig i hendes faktiske udvælgelser.

Den litterære præference mærkes da også straks i Nightmares, da samlingen åbner med Mark Samuels’ ”Shallaballah”, der er en ekstremt dyster og surrealistisk beskrivelse af en skuespillers forsøg på kosmetisk at få sit ansigt tilbage, efter han har været involveret i en bilulykke. Lad mig bare sige, at den klinik, han opsøger, ikke ligefrem løser problemet, og resultatet bliver en kort fortælling om opløsning og dødsangst. Det er et lille stykke vanitas-litteratur, der med sit valg af skuespilleren uden ansigt sætter fingeren på den synlighedskultur, der har præget vestlig kultur i det nye årtusinde. Tematisk slår Datlow gennem sit valg af Samuels dermed meget præcist tonen an, og man må sige, at novellen i den grad har vist sig at ramme sømmet på hovedet med sit portræt af den forfængelige skuespiller, der bliver sin egen undergang.

Paperback, Night Shade 2019

Et mere overraskende valg er bogens anden novelle, der er skrevet af den gamle mester Gene Wolfe, som igennem tiden har skrevet skrækfiktion, uden at dette på nogen måde er blevet en mærkesag hos ham. En novelle som ”Sob in the silence” viser da også, hvorfor det ikke er inden for denne genre, at Wolfe har sine største evner. Novellen er klassisk, man fristes til at sige uopfindsom, og den beskriver, hvordan en ung pige bliver kidnappet. Narrativet leveres gennem en typisk upålidelig fortæller, der naturligvis viser sig at være kidnapperen. Det er grumt og pokkers velskrevet, men form og indhold følges ikke ad her, og jeg tror, at Datlow gerne ville have et stort, klassisk navn som Wolfes med i samlingen, der savner koryfæer på indholdsfortegnelsen. Originalt er det i hvert fald ikke.

Så er der meget mere saft og kraft i novellerne fra Laird Barron (”Strappado”) og den formidable ”Omphalos” af Livia Llewellyn. Sidstnævnte er et dybt fascinerende spring ud i et sort, sort hul af incestuøse familieforhold, kaos og kosmisk gru. Det er svært kortfattet at indfange novellens ubehagelige portræt af en dysfunktionel familie og den metafysiske dimension, som gruen synes at rumme. Llewellyn slår i en novelle som denne fast, at det kosmiske gys eller ”weird tale”-genren rummer en enorm energi, når den udfoldes rigtigt og ambitiøst. Det gør hun, og det gør hendes novelle til en af de bedste, hvis ikke den bedste i bogen.

Livia Llewellyn

Den novelle, der kommer op på siden af ”Omphalos” er Lisa Tuttles ”Closet Drams”, der ganske enkelt er et stykke mesterligt udført, grusom fiktion, som leger med læserens forventninger på en herlig facon, som vækker mindelser om noget Roald Dahl kunne have udtænkt. Tuttles stil er iskold og skrevet med overlegen sprogkontrol, som gør hende til en uomgængelig skikkelse i skrækfiktionen. ”Closet Drems”, med sin skildring af en teenagepige, der er taget til fange, er samtidig et fascinerende nedslag i diskussionen om, hvad der konstituerer skrækfiktion, fordi den snildt kunne være indlemmet i en hvilken som helst sammenhæng og stadig, uanset prædikatet, fremstå som et stykke skræmmende prosa.

Lisa Gracia Tuttle (født 16. september 1952)

Det er klart, at der er mange noveller i antologien, som jeg ikke nødvendigvis ser det helt store i. Sådan vil det altid være, men jeg kan ikke sige mig fri for at tænke, at en del af bogens yngre bidragydere er kommet med, fordi de stilistisk udfordrer formsproget, uden de desværre nødvendigvis har meget på hjertet. Det er naturligvis en hård dom, men ganske meget af gyset i bogen fremstår en smule hult og næsten lidt pjanket, men det sted havner uambitiøs skrækfiktionen altid hurtigt.

Om det vitterligt er de bedste engelsksprogede gys udgivet i 00’erne, skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Det er det nu nok næppe, men jeg må alligevel sige, at Nightmares i overvejende grad er en underholdende samling, hvis største problem formentlig er, at den ikke har noget ud over det kronologiske perspektiv, der binder den sammen. Tematiske stikker historierne i alle retninger. Det kan være godt og skidt, men jeg foretrækker i sidste ende en smule mere fokus. Det har Datlow andre steder, så bifald herfra til hendes vue på 00’ernes gys.

Indhold

Mark Samuels: “Shallaballah”

Gene Wolfe: “Sob in the Silence”

Brian Hodge: “Our Turn Too Will One Day Come”

Kaaron Warren: “Dead Sea Fruit”

Lisa Tuttle: “Closet Dreams”

Gemma Files: “Spectral Evidence”

Simon Bestwick: “Hushabye”

Nicholas Royle: “Very Low-Flying Aircraft”

Margo Lanagan: “The Goosle”

Steve Duffy: “The Clay Party”

Laird Barron: “Strappado”

Stephen Graham Jones: “Lonegan’s Luck”

Reggie Oliver: “Mr Pigsny”

Ray Cluley: “At Night, When the Demons Come”

M. Rickert: “Was She Wicked? Was She Good?”

John Langan: “The Shallows”

Anna Taborska: “Little Pig”

Livia Llewellyn: “Omphalos”

Dan Chaon: “How We Escaped Our Certain Fate”

Robert Shearman: “That Tiny Flutter of the Heart I Used to Call Love”

Caitlín R. Kiernan: “Interstate Love Song (Murder Ballad No. 8)”

Garth Nix: “Shay Corsham Worsted”

Nathan Ballingrud: “The Atlas of Hell”

Richard Kadre: “Ambitious Boys Like You”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Laird Barron, The Imago Sequence & Other Stories (2007): Foruroligende fortællinger

Paperback, Night Shade Books 2009.  1. paperbackudg. Forsiden er malet af Eleni Tsami

Paperback, Night Shade Books 2009. 1. paperbackudg. Forsiden er malet af Eleni Tsami

Det er sjældent, at en horror/weird fiction-forfatter høster så meget ros, som Laird Barron har gjort det med sine til dato kun tre bøger. Han står som en af genrens fremmeste, yngre repræsentanter, og skal man tro folk som S. T. Joshi og andre prominente genrekendere, vil hans bøger blive klassikere på lige linje med værker af Thomas Ligotti og T.E.D. Klein. Alt sammen store ord, der skruer forventningerne i vejret.

Da jeg begyndte at læse Barrons første novellesamling The Imago Sequence & Other Stories fra 2007, var min første oplevelse en følelse af skuffelse.

Min skuffelse grundede dybest set i en forundring. Novellerne virkede egentlig lidt ordinære og tunge på mig, så hvorfor al den virak? Men med ét ramte hans historier mig i mellemgulvet. Barrons noveller sneg sig ganske enkelt ind under huden på mig, uden jeg helt bemærkede det, og så kunne jeg ikke længere slippe hans psykologisk højspændte univers.

Paperback, Night Shade Books 2009

Paperback, Night Shade Books 2009

Der er noget underspillet ved Laird Barrons fiktion, der først og fremmest har at gøre med hans udgangspunkt i klare, velkendte genrer. De fleste af Barrons tekster tager afsæt i klassiske pulpgenrer som detektivromanen, den okkulte gyser, spion thrilleren eller westerns. Alle de her nævnte historietyper findes eksempelvis i The Image Sequence fra 2007.

Det er imidlertid kun på overfladen, at Barron benytter sig af de letgenkendelige historietyper. Han manipulerer nemlig med dem, og forskyder både de klassiske genretroper og genrerne som sådan. Den hårdkogte pulp-noir-stemning er et gennemgående tema i alle hans tekster, men ved at røre elementer af horror og surrealisme ind i strukturen, opstår der pludselig noget anderledes. Noget subtilt og skræmmende, som kun få formår at skrive.

Laird Barron (født 1970)

Laird Barron (født 1970)

Laird Barrons greb, som forfatter, er at skabe tætte fortællinger med små handlingsforløb, der strækker sig over mange sider. Hans historier har noget næsten meditativt over sig. De er ordrige, og sproget lægger sig som et tæt slør om handlingen, så man må læse med omhu for at fange de små nuanceringer og signaler, han sender til læseren.

Man skal arbejde sig ind på ham, arbejde sig ind i hans sprog, og når det sker, opstår de isnende oplevelser. Barrons styrke ligger i at opbygge fantastisk stærke passager gennem en mur af ord. Og der, midt i teksten, lægger han små beskrivelser, som eksempelvis af en kvinde, der gnider benene sammen og lignes med en flue, der pludselig kaster grumme skygger over resten af teksten. Det er med andre ord klassiske freudianske forskydninger af det fortrolige og velkendte, som Barron arbejder med.

Magazine of Fantasy and Science Fiction, maj 2005

Magazine of Fantasy and Science Fiction, maj 2005

Og hold fast, hvor gør han det godt. Barrons tekster fungerer nemlig som kreative, udfordrende skriverier, der vil noget med sproget. Han arbejder med ordene og sproget på en måde som kun få andre i horrorgenren. Han ligger dermed også befriende langt fra hele Stepehn King-skolen. Men samtidig har Barron greb om sine fortællinger, og selv om plot og handling tydeligvis er sekundært for ham i forhold til ordenes virkning, er det spændingslitteratur af høj kaliber, han leverer.

The Imago Sequence & Other Stories fremstår som Barrons livtag med de mest populære pulpgenrer. Der er noget næsten demonstrativt i valget af genrer, men samtidig er det også tydeligt, at genrevalget i sidste ende betyder ganske lidt for grundstemningen i Barrons fortællinger. Handlingen er måske nok forskellig, men den ubehagelige fornemmelse, og den altfavnende fornemmelse af kosmisk gru, som væves frem, er til stede i dem alle.

Magazine of Fantasy and Science Fiction, februar 2003. Her blev "Old Virginia" trykt første gang

Magazine of Fantasy and Science Fiction, februar 2003. Her blev “Old Virginia” trykt første gang

Personlig var jeg ganske, ganske optaget af spionfortællingen ”Procession of the Black Sloth”, der udspiller sig under asiatiske himmelstrøg. Barron formår her at udpensle paranoia og mystik på formidabel vis. Det eneste minus er, at han af en eller anden grund har valgt at bruge navne på koryfæer fra gyserbranchen til sine kartakterer. Det skaber et irriterende metalag i fortællingen, der virker absolut kontraproduktivt på mig.

En anden ganske fascinerende novelle er ”Parallax”, der er en mesterlig leg med fortælleformen. Spejlingsmotivet, som Barron tager op her, bliver udnyttet til et suverænt twist, som gør den sære krimifortælling til en ganske bizar oplevelse.

Sidst men ikke mindst er der også ”The Image Sequence”, der har lagt navn til bogen. En lang novelle, der trækker vod i det traditionelle gyservand. Historien drejer sig om en serie mystiske billeder/skulpturer, der rummer skjulte hemmeligheder om kosmisk gru. Igen er det detektivromanen, der udgør udgangspunktet for fortællingen, men okkult thriller vil heller ikke være nogen forkert betegnelse.

Magazine of Fantasy and Science Fiction, maj 2006

Magazine of Fantasy and Science Fiction, maj 2006

Trods det, at Barron tager udgangspunkt i velkendte genrer og temaer, kan man således på ingen måde beskylde hans tekster for at være stereotype eller konventionelle. Om noget, er det første klasses raffineret litteratur, der vil og kan mere end bare at underholde. Barron viser læseren, hvad genrelitteraturen kan, når sproget får lov at tage tøjlerne og skubbe handling og udspekulerede plotidéer i baggrunden.

Barron er dermed heller ikke nogen fornyer, hvis du tænker på overraskende handlinger eller karakterer. Alt hvad du finder i hans historier, har du set eller læst før. Pointen er imidlertid, at Barron viser dig de velkendte temaer på en ny måde. Viser dig sider af gammelkendte emner, som du aldrig tidligere har set. Han fører os andre steder hen og udstiller det velkendte i fordrejede spejlinger.

Skulle nogen være i tvivl, er jeg rigtig, rigtig glad for Barron. Lige nu, i skrivende stund, rangerer han i min bog helt oppe blandt genrens for tiden bedste penne. Dette er dermed en opfordring til alle, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med den enøjede skrækforfatter fra Alaska.

Novellerne:

“Old Virginia”

“Shiva, Open Your Eye”

“Procession of the Black Sloth”

“Bulldozer”

“Proboscis”

“Hallucigenia”

“Parallax

“The Royal Zoo is Closed”

“The Imago Sequence”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling