Tag Archives: Landevejen

Jack Vance, Cugel’s Saga (1983): Næsten det bedste

Paperback, Baen 1984. Den relevante forside er malet af Kevin Johnson

Her fortsætter vi længere ind i Jack Vances utrolige Dying Earth-serie; en serie, som jeg igen kun kan understrege, fortjener den højeste ros. Der er storslåede øjeblikke og mindre fantastiske passager, men grundlæggende er der samlet tale om et forbløffende originalt værk, der stilistisk og rent kreativt tårner sig op som et helt og aldeles afgørende bidrag til fantasylitteraturen. Det har få præsteret.

Værkets præcise status som inspirationskilde kan jeg vende tilbage til i et senere indlæg, når jeg får afrundet serien. I dette indlæg skal vi se nærmere på Cugel’s Saga, der så dagens lys i 1983. Udgivelsesåret er bemærkelsesværdigt, fordi bogen fortsætter mere eller mindre præcis der, hvor det tidligere bind i serien slap. Dette bind udkom imidlertid tilbage i 1966, hvorfor der altså var en betydelig pause imellem de to udgivelser.

Paperback, Baen 1984

Efter The Eyes of the Overworld, som det tidligere bind i serien hedder, udkom, lagde Vance ikke fuldstændig sit univers på hylden. Han fortsatte med drypvis at udgive små bidder, men der skulle altså gå ret lang tid, før han tog skridtet fuldt ud og samlede sit stof i bogform.

Den direkte kontinuitet imellem det forrige bind og Cugel’s Saga samt den lange pause imellem udgivelserne gør det naturligvis relevant at sammenligne værkerne, der ligner hinanden ret meget i opbygning og tone.

John Holbrook Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

Man kunne først og fremmest frygte det værste, for det er bestemt set før, at en forfatter har haft svært ved at genfinde gnisten efter års ophold. Men hos Vance gør det modsatte sig gældende. Vance blev nemlig en bedre og bedre forfatter med årene. Han trådte ud af sine pulpforbilleders skygge og blev i stedet selv et stilistisk forbillede. Det, han begyndte med The Dying Earth, havde i Cugel’s Saga vokset sig til et modent udtryk og gav ham en sikker forfatterstemme, der ikke bare gør indeværende værk fremragende, men som prægede hele Vances forfatterskab. Den skarpere, mere bevidste, pen hos den modne Vance mærkes eksempelvis også tydeligt i hans Demon Princes-serie, der også var længe undervejs. Her oplever vi det måske endda tydeligere, fordi udgangspunktet i seriens første bind er så rodfæstet i pulptraditionen og relativt uambitiøst i sit udtryk.

I praksis betyder det, at Vance i stigende grad opgav den plotdrevne pulpfortælling, krydret med eksotiske indslag a la Edgar Rice Burroughs, og i stedet vendte dette på vrangen, så det eskapistiske kom først, og handlingen bliver på den led bare et påskud for at bevæge læseren rundt i de farverige situationer, han udmaler for os.

Hardcover, Timescape Books 1983. Romanens 1. udgave

I The Eyes of the Overworld hørte vi, hvordan den herlige slyngel Cugel kom galt afsted, da han forsøgte at bestjæle troldmanden Iucounu (”the Laughing Magician”). Da bogen sluttede blev han på magisk vis slynget langt væk til en fjern strand, og det er her Cugels eventyr fortsætter, for han vil tilbage og hævne sig på Iucounu. For at han kan gøre det, så må han ud på en lang og besværlig rejse, der sender Cugel ind i den ene utrolige historie efter den anden.

Romanen, vi sidder med, er stærkt episodisk, idet vi følger Cugels vej fra pikaresk optrin til optrin. Vi følger hans sejre og de uvægerlige nedture, der altid rammer ham. Bedst som han tror, at han har fundet sin vej hjem, bliver hans planer nemlig forpurret, som regel af ham selv, og han må rakke videre gennem verden. Det kunne måske lyde gentagende, især fordi det var det samme, vi oplevede i The Eyes of the Overworld, men sagen er den, at Cugel som karakter er så stærk og underholdende, at man som læser nyder hvert eneste minut i hans selskab.

Hardcover, Underwood-Miller 1984

Her skal man i øvrigt huske, at Cugel bestemt ikke er nogen sympatisk karakter. Han er en antihelt i reneste forstand. Han er egoistisk, pralende og hensynsløs. Han har intet problem med at skade andre for at opnå sine egne mål, og han er samtidig både smålig og nærtagende. Cugel er med andre ord et selvoptaget røvhul, men præcis det gør ham så utrolig underholde. Ikke mindst fordi det rent faktisk er en smule tvivlsomt, hvad Cugel egentlig er god til ud over at rode sig ind i problemer. Bevares, han tænker hurtigt og er rap i replikken, men præcis de kvaliteter er sådan set mere til byrde for ham end gavn.

I Cugel’s Saga hører vi om Cugels besøg hos landsbyen, hvor stedets mænd bruger deres tid på at sidde på søjler og spekulere over universets hemmeligheder. Her franarrer Cugel både penge og et sæt magiske støvler. Vi hører, hvordan Cugel uforvarende kommer til at gældsætte sig selv og havne som slave hos en udspekuleret købmand, der tvinger ham til at dykke efter de magiske efterladenskaber fra en stor dæmon.

Paperback, Panther 1985

Han deltager også i en magisk konkurrence om at frembringe den mest utrolige genstand, hvilket Cugel kvalificerer sig til efter at have stjålet en anden deltagers transportable rift i mellem dimensionerne. Han har også en særdeles fornøjelig rejse med en karavane, hvor Cugel optræder som en form for detektiv i et lille ”whodunnit”-eventyr. Hvert optrin har sit eget lille univers og pointe. Romanen er strikket sammen af individuelle optrin, der ikke nødvendigvis relaterer sig til hinanden. Flere gør det, men Cugels rejse er først og fremmest et alibi for Vance til at fortælle sine fantastiske røverhistorier.

Det gør han også utrolig godt. Som jeg tidligere har nævnt, skabte Vance noget helt specielt med sin første bog i serien. Alt, der kom efter denne, er i nogen grad en gentagelse og rammer dermed heller ikke de samme kreative højder som i The Dying Earth. Men med det sagt må man også konstatere, at den fortælleglæde og glæde ved det absurde, som Vance udfolder i Cugel’s Saga, bevæger sig i en anden retning og formår at løfte universet på andre måder ved at rendyrke udtrykket.

Hardcover, Vance Integral Edition 2005

Jack Vance overgår måske ikke sig selv, men han gør det alligevel så godt, at han overgår de fleste andre. Vance kommer næsten, men måske også kun næsten, op på siden af en anden absurdist, nemlig Mervyn Peake, hvis Gormenghast-serie har et sært slægtskab med Cugels univers. Vi genfinder i hvert fald en glæde ved de tåbelige karakterers selvoptagede navlepilleri og den sorte humor, der gang på gang gør sig lystig på menneskelig dårskab. Jeg elsker Mervyn Peakes forfatterskab, men jeg må også blankt erkende, at jeg elsker en bog som Cugel’s Saga. Midt i en tid, hvor fantasylitteraturen allerede var faldet fra hinanden i sine egne klichéer, kunne Vance med denne bog vise, at der stadig var liv i både hans serie og genren som helhed. Bravo.

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Vrooom! Vroom! Tilbage fra sommerferien med et forkromet indlæg

Paperback, Onyx Books 1988

Personbilen har måske været et af de mest brugte symboler på velstand, personlig frihed og moderne kultur i en vestlig sammenhæng. Futuristerne elskede bilen, og den blev et afgørende element i 50’ernes amerikanske ungdomskultur. Velstanden i USA efter Anden Verdenskrig gjorde det pludselig muligt, at helt almindelige familier fik biler, og der var endda mange unge, som fik en bil selv. Bilen blev i 50’erne et symbol på et samfund i fremdrift, og naturligvis måtte dette også slå igennem i genrelitteraturen.

Paperback, Warner Books 1973

50’erne og 60’erne bugner med pulplitteratur om unge og biler. Naturligvis handler de ikke som sådan om biler, men nærmere det, som de unge laver i og med deres biler. Det ved vi jo godt, hvad er – nemlig forbudte, umoralske udskejelser af forskellig beskaffenhed.

Argosy, februar 1938

J. G. Ballard greb dette mesterligt i Crash (1973), og bilmotivet har fulgt genrelitteraturen lige siden 50’erne. Den altid nostalgiske Stephen King gav os den absurde roman Christine i 1983, og mange andre udgivelser er fulgt i hælene på ham. Som Ballard havde King imidlertid blik for bilens potentiale i skrækfiktionen, hvilket ikke er uvæsentligt.

Paperback, Vintage Books 1985

Bilen har formentlig fortsat, som kulturelt symbol, bevaret meget af den ikonografiske potens, som den opnåede i 50’erne, men alligevel er det ikke helt det samme længere. Noget har forandret sig, hvilket sikkert skyldes, at vi måske nok intuitivt anerkender symbolikkens validitet, men bilens status har samtidig ændret sig så fundamentalt, at der nok først og fremmest er tale om en form for symbolsk fossil, der ligger indlejret i vores kultur.

Ebog, Amazon 2011

Faktisk vil jeg mene, at bilens oprindelige kulturelle symbolværdi er blevet annekteret af den mobile teknologi som tablets og telefoner. Her bevæger jeg mig imidlertid ind på et felt, som jeg ikke aner noget som helst om, og jeg må hellere stoppe her. I stedet kan du læne dig tilbage i førersædet og tage en tur gennem disse dynamiske forsider.

Paperback, Putnam 1977

Paperback, Popular Library 1954

Paperback, Pinnacle Books 1980

Paperback, Nightstand Books 1965

Paperback, Monarch Books 1963

Paperback, Medallion Press 2011

Paperback, Lancer Books 1968

Paperback, Hodder 1995

Paperback, Gollancz 2013

Paperback, Gold Medal Books 1956

Paperback, Ember Books 1963

Paperback, Digit Books 1959

Paperback, Dell 1963

Paperback, Dell 1961

Paperback, Belmont Tower 1980

Paperback, Belmont 1952

Paperback, Bantam 1963

Paperback, Bantam 1956

Paperback, Bantam 1951

Paperback, Ballantine Books 1959

Paperback, Ace Books 1960

Paperback, Eraserhead Press 2012

Modern Boy, september 1936

Hardcover, W. H. Allen 1987

Hardcover, Viking 1983

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret