Tag Archives: Larry Niven

Larry Niven & Jerry Pournelle, The Mote in God’s Eye (1974): Universets junglelov

Paperback, Orbit 1977

Paperback, Orbit 1977. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Jeg har her på det seneste læst rigtig meget horror og som lidt tematisk adspredelse fik jeg lyst til at dykke længere ned i de herrer Larry Nivens og Jerry Pournelles forfatterskab. Et forfatterskab, jeg for nogen tid siden skrev om, da jeg omtalte bogen Lucifer’s Hammer. Henning Andersen skrev tilmed efterfølgende en fin gæsteartikel om dele af makkerparrets romaner. Desværre må jeg straks sige, at Nivens og Pournelles populære roman The Mote in God’s Eye fra 1974 savner det pågående element af smudsig underholdning, som førnævnte Lucifer’s Hammer har. Nogen stor læseoplevelse kom der således ikke ud af min lille ekskurs fra skrækfiktionen, og jeg fortrækker mig derfor skyndsomt tilbage til uhyggens land efter dette lille indlæg.

Handlingen i The Mote in God’s Eye fører os ud i en fjern fremtid, hvor menneskeheden nu beboer flere planeter og slikker sårene efter en interplanetarisk borgerkrig, der bredte sig mellem alle de beboede verdener. En ny tid har imidlertid indfundet sig, og midt i denne optur sker det utrolige, at der for første gang opfanges signaler, som må stamme fra en anden form for intelligent liv. Mennesket er med andre ord ikke længere alene i universet, og den erkendelse sætter selvfølgelig politiske bølger i gang.

Jerry Eugene Pournelle (født 7. august 1933) til venstre og Laurence “Larry” van Cott Niven (født 30. april 1938) til højre. De to venner er her fotograferet i 1977

Jerry Eugene Pournelle (født 7. august 1933) til venstre og Laurence “Larry” van Cott Niven (født 30. april 1938) til højre. De to venner er her fotograferet i 1977

Rumskibet MacArthur og kampskibet Lenin sætter kurs mod de fremmede væsners hjemplanet under ledelse af den unge adelsmand kaptajn Roderick “Rod” Blaine. Med sig ombord på de to skibe har han naturligvis en række specialister, så som antropologen Sally Fowler, admiral Lavrenti Kutuzov med ansvar for den militærstrategiske del af missionen og sådan kunne man blive ved. Vi har tilmed den obligatoriske forræder med ombord – den skruppelløse forretningsmand Horace Hussein Bury, der egentlig skulle sættes for en militær domstol, men som alligevel i de tumultariske dage op imod afrejsen alligevel havner ombord på MacArthur.

Således parat står besætningen ombord på de to skibe nu ansigt til ansigt med den nye race af komplet fremmedartede skabninger, der på ingen måde ligner os fysisk. Hvordan væsnerne præcis ser ud, er faktisk en lille smule vanskeligt at forstå ud fra bogens beskrivelser, ikke mindst fordi der øjensynlig er flere racer af de frememde væsner, der er ganske forskellige og alligevel genetisk nært beslægtede.

Hardcover, Simon & Schuster 1974. Romanens 1. udg.

Hardcover, Simon & Schuster 1974. Romanens 1. udgave

Det korte af det lange er, at MacArthurs besætning kommer med ned på væsnernes planet, og her får de den helt store omvisning. Alt ånder fred, de fremmede vil gerne handle og synes helt og aldeles samarbejdsvillige. Der er imidlertid ugler i mosen, og det står da også snart klart, at vores besætning ikke får sandheden om de fremmede at vide. For deres intentioner er absolut ikke fredelige, men i stedet for et traditionelt militært angreb planlægger de fremmede væsner, hvis livscyklus er langt kortere end vores, en langsigtet invasion, som i løbet af mange år vil fortrænge menneskeheden og redde deres fremtidige generationer fra en udpint, overbefolket planet.

Alt dette udfoldes gennem en række handlingstråde, hvor vi følger forskellige grupperinger ombord på de to rumskibe. Som et noget søgt greb lader Pournelle og Niven også de fremmede få deres egne små kapitler, hvor deres store plan langsomt udfoldes for læseren, mens bogens egentlige hovedpersoner naivt stoler på rumvæsnernes løgne. Noget, der utvivlsomt er udtænkt for at højne spændingen, men resultatet er alt andet end overbevisende.

Hardcover, Weidenfeld & Nicolson 1975

Hardcover, Weidenfeld & Nicolson 1975

Larry Nivens og Jerry Pournelles mest bemærkelsesværdige idé i bogen er at iscenesætte deres handling og univers som en spejling af 1700-tallets maritime verden. Selvom det hele handler om rumskibe, planeter og obskur teknologi, er perspektivet arkaisk. Som en anden James Cook står bogens kaptajn Blaine over for en ny verden, der udvider horisonten og udfordrer den gamle europæiske civilisation. Den arkaiske tone gennemsyrer alt fra de små glimt af livet på menneskets planeter til organiseringen af skibene og hele termonologien omkring rumfarten.

Det i sig selv kunne være blevet til noget ganske vellykket, hvis ikke Niven og Pournelle skrev så gumpetungt og konformt, som de gør. De får nemlig hverken sprogligt eller intellektuelt brugt deres referenceramme for historien til andet end overfladiske paralleller. I stedet for at udnytte chancen til eksempelvis at udforske rationalismens erkendelsesmæssige betydning i forhold til rumfart og liv på andre planeter end Jorden forbliver det historiserende element mest af alt en banal gimmick.

Paperback, Pocket Books 1975

Paperback, Pocket Books 1975

Mere problematisk er de fremmed imidlertid. Rumvæsnerne, der beskrives så kompliceret, at man dårligt forstår, hvordan de ser ud, virker nemlig først ganske uforklarlige, men så begår bogens forfattere den store synd, at antropomorfisere væsnernes psykologi. Til trods for alle de fysiologiske forskelle tænker og agerer de med andre ord som mennesker, hvilket gør kapitlerne, hvor vi følger rumvæsnernes interne diskussioner tåkrummende pinlige, fordi det lykkes forfatterne at trivialisere deres eget projekt og gøre alle deres beskrivelser af ”ikke-jordisk” kultur helt og aldeles ligegyldig. Allerede Lovecraft hasselerede sukkende over den slags i SF-litteraturen, og Niven og Pournelle burde vide bedre.

Desuagtet synes bogens væsentligste pointe at udstille det forhold, at alle i sidste ende er dem selv nærmest. Menneskeheden kæmper internt, det samme gør rumvæsnerne, og selvfølgelig skal mennesker og rumvæsner derfor også kæmpe. Alles kamp mod alle ligger med andre ord lige under den tynde fernis af civilisation, og det hele er i sidste ende et spørgsmål om, hvor hurtigt man indser dette. Skal man være forfatterne venligt stemt, så kan rumvæsnerne opfattes som allegori for ”den anden”, hvorved rumvæsnernes egentlige fremmedartethed bliver af mindre betydning fordi de bare er et billede.

Paperback, Timescape 1982

Paperback, Timescape 1982

Bogens præst har naturligvis sværmeriske idéer om det gode i både mennesket og rumvæsnerne, og hans illusioner knuses på grummeste vis. Jungleloven hersker på jorden såvel som i verdensrummet, og kun den der forståer at ruste sig, vil kunne overleve. Man genkender dermed både tematiske strenge tilbage til Robert E. Howard og Robert Heinlein i The Mote in God’s Eye og ikke mindst førnævnte apokalyptiske roman Lucifer’s Hammer, som også synes at træde omkring i samme pseudo-fascistiske sværmeri for den handlekraftige leder, der kan trænge igennem rænker og civiliseret, humanistisk pladder.

The Mote in God’s Eye blev en kæmpe succes i SF-kredse, og man har rost bogen for dens friske tempo og underholdende handling. For mig et se er den mest af alt en kilde til irritation, fordi den ikke formår at udfylde de idéer, som egentlig ligger til grund for handlingen og rammen. Hvis man skriver så enkelt og uambitiøst som Pournelle og Niven, må deres bog leve på tekstens koncepter, men her fejler de også. Resultatet bliver tyndbenet underholdning med mildest talt tvivlsomme sociale idéer. Jeg er med andre ord ikke så sikker på, at jeg orker at forfølge de to herrer dybere ind i deres forfatterskab. Men man skal jo aldrig sige aldrig. Og nu tilbage til det gotiske lønkammer.

Paperback, Simon & Schuster 1987

Paperback, Simon & Schuster 1987

Hardcover, The Easton Press 1992

Hardcover, The Easton Press 1992

Hardcover, Simon & Schuster 1993

Hardcover, Simon & Schuster 1993

Paperback, HarperCollins 1993

Paperback, HarperCollins 1993

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Pocket Books 2000

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

E-bog, Spectrum Literary Agency 2011

E-bog, Spectrum Literary Agency 2011

Reklamer

3 kommentarer

Filed under Roman

Yog-Sothoth og Phssthpok The Pak

Dette er noget nyt på bloggen – en gæsteartikel. Artiklen er skrevet af selveste Henning Andersen, som de fleste, der følger med på vores danske blogs og hjemmesider om genrerelaterede emner, sikkert vil kende. Hennings flittige kommentarer og mange indsigter er således noget, man med rette lægger mærke til i den digitale verden. Henning sendte mig denne artikel og spurgte, om det kunne være noget for Fra Sortsand. Og det mener jeg bestemt, den er. Om du er enig i Hennings konklusioner i artiklen, betyder ikke så meget – det underholdende er nemlig her at lade dig rive med af den kontrollerede associationslavine, som teksten repræsenterer. Jeg erkender blankt, at jeg har en svaghed for formen, og jeg håber, at I vil synes, det er lige så underholdende.

 

Yog-Sothoth og Phssthpok The Pak

En roadmovie

Af Henning Andersen

Al menneskelig gøren og laden er udtryk for relationer. Således også forfattervirksomhed. Og påstanden om, at ”jeg skriver bare, hvad der kommer til mig” (hvorfra?) eller ”jeg skriver bare til mig selv” (hvorfor skal vi så læse det?) er og forbliver rent nonsens. Selvfølgelig står vi på skuldrene af ældre generationer, i ethvert af livets forhold. Kald det udvikling – kald det evolution. Kald det inspiration.

I det følgende vil jeg forsøge at afdække nogle relationer mellem to fiktive universer. Jeg skal dog med det samme indrømme, at udlægningen af det ene univers i ret høj grad baserer sig på de tolkninger, som Dyer og Danforth nåede frem til på ekspeditionen til Antarktis og Vanviddets Bjerge. Det er således udelukkende med udgangspunkt i reportagen herfra – renskrevet og udgivet af korrespondenten Howard Phillips – at den følgende sammenligning kan forstås. Derfor ikke i forhold til andre videnskabelige artikler begået af nævnte H.P. – altså en indledende disclaimer.

Med hensyn til det andet univers, vil det blive afgrænset lige så snart vi kommer videre. Så lad os komme det:

Lawrence van Cott Niven (født 30. april 1938) tog sig en bachelor i anvendt matematik, og et sidefag i psykologi, på Harvard. Og kiggede sig derefter ikke tilbage, idet han hellere ville skrive science fiction, under det mere terrængående navn ”Larry Niven”.

Lawrence van Cott Niven (født 30. april 1938

Lawrence van Cott Niven (født 30. april 1938

Det er da også gået knippelfint med det. Og manden er ikke engang kostforagter, idet han tillige har begivet sig ud i det fantastiske – Inferno (1976), f.eks. – og det sword & sorcery-agtige – The Magic Goes Away (1978) – endda det næsten-surreale i Svetz-historierne, der ligner science fiction, men er fantasy (eller også er det omvendt – som er samlede i The Flight Of The Horse, 1973). Og så er der sådan en mærkelig legering som romanen The Flying Sorcerers (1971) skrevet sammen med David Gerrold, og den synes at kombinere hele moletjavsen. Der er noget ” A Whiter Shade Of Pale” over den roman.

Larry Niven har skrevet sammen med flere forskellige forfattere. Udover nævnte David Gerrold, bør der nævnes Steven Barnes og ikke mindst Jerry Pournelle, medforfatter til Inferno, samt en langt senere fortsættelse, Escape from Hell (2009). Og herudover har han åbnet sit centrale univers til – mere eller mindre – fri afbenyttelse i den langstrakte Man-Kzin-Wars-antologiserie (begyndt i 1988 – seneste fra 2013), hvori både kendte som mindre kendte forfattere har fået lov at boltre sig. Men netop ”the Man-Kzin-wars” er et centralt begreb i Nivens stort anlagte Future-history: – Known Space. Hvilket også er en Past-history, idet udgangspunktet – bagud i tid – er intet mindre end Big Bang. Tidslinien kan ses i novellesamlingen Tales Of Known Space (1975). Og Known Space er et konfliktfyldt univers.

Mellemregningerne er ikke relevante i denne sammenhæng. Så påstanden er blot, at Known Space-universet startede med novellen The Warriors, og nu om dage befinder det sig i den blandede landhandel i Man-Kzin Wars-serien og Nivens egen udfoldelse i Fleet Of Worlds til Fate Of Worlds (2007-2013) – sammen med Edward Lerner. Hvilket ikke yderligere skal bremse os – bare skal det nævnes, at Fleet Of Worlds-serien hænger sammen med en opdagelse, der blev gjort af Beowulf Shaeffer i novellen At The Core (1966 – findes i samlingerne Neutronstar og Crashlander).

Tales Of Known Space, Ballantine, 1975. Forsiden er skabt af Rich Sternbach

Tales Of Known Space, Ballantine, 1975. Forsiden er skabt af Rich Sternbach

Så ham skal der lige falde et par ord om: – Beowulf Shaeffer er – navnemæssigt – interessant, derhen at Niven – sammen med Steven Barnes (og Jerry Pournelle) – har skrevet Heorot-serien (startende i 1987). Og i den sammenhæng kunne man komme ind omkring J.R.R. Tolkiens yndlingsværk: – Bjovulfskvadet. Og man kunne komme ind omkring Ringenes Herre og alt sådan noget. Men det gør vi ikke. Vi nøjes med at konstatere, at de ”grendels”, der optræder i Heorot-serien ikke har noget at gøre med Known Space-novellen Grendel (1968 – findes i Neutronstar). Vi konstaterer samtidig, at tropen om den lurende fare i dybet – hvadenten i Jordens inde, eller på søens bund, eller i psyken – synes at være en immanent trussel i verdensforståelsen. Universets iboende fjendtlighed. Alverdens farer lurer lige om hjørnet.

Vi vil nu træde henover nogle genre-afgrænsninger (muligvis nogle ligtorne og andre slags ømme tæer), og se en lille smule på en herre ved navn Howard Phillips Lovecraft (1890-1937). Næppe helt ukendt. Og allerede nævnt som formidler af fiktive opdagelser i det indre Antarktis.

Denne – udi egen overbevisning – gentleman konstruerede flere universer, men fremfor alt burde Cthulhu-universet være kendt. Man kunne også pege på ”Re-animator”-universet; en slags gendigtning af Frankenstein-myten, uden patchwork. Eller på ”Dream-quest”-universet, der læner sig op af noget William Morris eller Lord Dunsany, hvilket måske har betydning i nærværende forsøg på sammenligning af nogle helt andre forhold. Derfor præsenteret.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Et resumé af Cthulhu-mytekomplekset (i henhold til Dyer og Danforth): – Da Jorden var ung og gold, kom der – gennem verdensrummet – en race af intelligente skabninger, kaldet The Old Ones, der ønskede sig et refugium fra det samfund de var flygtet fra.

Gennem millioner af år skabte dette folk ikke bare livet på Jorden, men tillige ”servants” og ”beasts of burden”, kaldet shoggoths. Gradvist begyndte disse shoggoth’er at opnå bevidsthed, og gøre oprør. Og for at det ikke skal være løgn, blev The Old Ones samtidig trængt af ”guden” Chtulhu og dennes kohorter. Men The Old Ones fandt en måde, at ”fængsle” Cthulhu til bunden af Jordens oceaner, men gik så selv til grunde. Tilbage er der ”shoggoths” og den ”lænkede” Cthulhu i dybet.

Og derefter gik millioner af år atter hen, indtil en ekspedition undersøger det indre Antarktis (se At The Mountains Of Madness, 1936, hvorfra udlægningen, som sagt, er hentet).

At The Mountains of Madness, Astounding Stories 1936

At The Mountains of Madness, Astounding Stories 1936

Lovecrafts Cthulhu-univers indeholder desuden et hav af andre entiteter, lokaliteter og rariteter, ikke mindst bøger og dokumenter. Necronomicon er kun én af mange.

Tilbage til Niven, for en kort bemærkning: Udover Kzinti – en slags løve-aliens, hvoraf kun hannerne er intelligente (hvad der så ellers kan udledes af det) – findes der, i Nivens Known Space-univers, de øretæveindbydende ”Puppeteers” – trebenede heste med to slangehoveder – der er benhårde forretningsmænd, men paranoide af natur. Der er ingen modsætning i det: – psykopati er tre fjerdedele af profittænkning. Og tre fjerdedele af psykopati er paranoide overbygninger.

Thrint, kunstner Wayne Barlove, Workman Publishing Company, 1979

Thrint, kunstner Wayne Barlove, Workman Publishing Company, 1979

Derudover er der Kdatlynoerne – der er blinde, men orienterer sig ved en slags radar (Det er en kdatlyno, der optræder i novellen Grendel). Der er Outsiderne, beskrevet som ”nihalede katte”, der besidder rumskibe med ”reaction-less drives”. Der er Groggerne – fastsiddende pelskegler, der lokker føden til sig via telepati. Pak’erne, som vi vil komme tilbage til. Og Bandersnatschi – intelligente kæmpeorme. Samt andre underligheder, som f.eks stjernerejsende kæmpeæg med vinger.

Snark eller boojum eller Elder Thing - bestem selv

Snark eller boojum eller Elder Thing – bestem selv

Bandersnatchi er ikke udødelige, men de er uforanderlige – deres kromosomer er så store som en tommelfinger, hvilket i henhold til Niven skulle kunne forhindre mutation forårsaget af stråling (Hvorfor er vi ikke overbeviste?). Altså generelt ret svære at slå ihjel. Hvilket skyldes, at de er kunstigt skabte.

– Navnet på disse mega-maddiker er i øvrigt hentet fra The Hunting Of The Snark (1876), et såkaldt nonsens-digt begået af Lewis Carroll (ham med ”Alice i Eventyrland”). Snarken har i alt tre fremtrædelsesformer, i ”The Hunting”, og de to øvrige er ”Juju-fuglen” og ”Bandersnatchen”! –

Bandersnatchi er skabt af tnuctipun: en race, der for milliarder af år siden blev slaver i Thrint-Imperiet. Thrint’erne var telepatiske og krigeriske, men med tiden blev de udryddet af tnuctipuns biologiske våben, i et gigantisk slave-oprør. Resterne af dette oprør er såkaldte ”stasis-bokse” (der indeholder tidsfrosne genstande), samt – som nævnt – bandersnatchi og muligvis Groggerne og Stage-trees (raket-træer).

Man-Kzin Wars, Baen Books, 1990

Man-Kzin Wars, Baen Books, 1990

Vi skal lige vende tilbage til Pak’erne. Disse er ”voksne” udgaver af menneskeheden, og ligner mest af alt nøgne kæmpepapegøjer med leddegigt. Og det er deres ”skyld”, at vi findes – hvilket man kan læse i Protector (1973). Om de nu er opstået på baggrund af Thrint-Tnuctip-krigene, eller blot som konsekvens af nogle central-galaktiske strålingsforhold, skal være usagt. Men de byggede i hvert fald Ringverdenen! – og skabte menneskeheden, ved noget der nærmest var en fejl. Eller i hvert fald et projekt, der ikke kunne følges til dørs, eftersom Livstræet ikke kan vokse i Jordisk jord, hvorfor vi aldrig bliver voksne Pak’er.

Jeg skal ikke undlade en bemærkning om, at Pak’ernes livscyklus på en eller anden måde er et ekko af noget centralt i Svetz-historierne. I disse kan man gøre sig bekendt med, at en hval blot er en juvenil udgave af en Leviathan og en struds er en Fugl Fønix-teenager. Således er mennesket ikke at betragte som ”rigtigt voksent”, uden frugterne fra Livstræet. Men hér kommer vi ind omkring noget med Lawrence van Cott Nivens historie- og menneskesyn (jeg nægter at kalde det ”hans filosofi”), og den side skal ikke udfoldes, ligesom det heller ikke skal nævnes at i Edens Have var der to træer. Nej! Lad os holde os til skønheden.

Det vil naturligvis være komplet umuligt, at forsøge en 1:1-oversættelse af Lovecraft til Niven. Men hæng alligevel lige på for en skematisk skitsering – og en rutchebanetur.

Jinx, hvor bandersnatci lever, kunstner John Schoenherr, Analog 1975

Jinx, hvor bandersnatci lever, kunstner John Schoenherr, Analog 1975

Lovecrafts Old Ones flygter til Jorden, og skaber sig slaveracer. Desuden skaber de livet i havet, der siden bliver til os mennesker. Imidlertid bliver de angrebet af Store Chtulhu, der så – til dels – bliver slået tilbage af The Old Ones’ tjenere, der herefter vender sig mod deres skabere. Og vi sidder derfor som en lus imellem to negle. Shoggoths på den ene side – Cthulhu på den anden. Og vores skabere – The Old Ones – er uddøde.

Paperback, Ballantine, 1973. Forsiden er af Van Dongen

Paperback, Ballantine, 1973. Forsiden er af Van Dongen

Nivens Thrintun gør de gen-geniale bioingeniører, Tnuctipun, til deres slaver, men genierne opfinder biologiske våben, der udrydder slaveholderne. I dette interregnum kommer Pak’erne indover, og skaber – ved en fejl – menneskeheden og prøver en imperiedannelse. Og igen er vi udsat – Pak på den ene side og Imperiets efterladenskaber på den anden.

Det korte i det lange er, at ligesom Tnuctipuns biovåben stadig findes i kosmos (f.eks bandersnatchier) – og ligesom stasisbokse kan indeholde thrint-våben, ja endda en Thrint (The World Of Ptavvs, 1966) – så findes der stadig shogotter og chtulhuider i vores verden, og ”stasis-boksen” hedder i det tilfælde ”dybt inde i Antarktis” eller ”helt nede på havbunden”. Læg dertil, at den eneste ”overlevende” Thrint blev fundet på havbunden (se World Of Ptavvs). Først troede man det var en statue, men det viste sig at være en Thrint i et ”stasisfelt”. Den ”thrint”, der render rundt på Jorden i denne roman, er dog et menneske der tror han er en Thrint. Bare for at gøre det indviklet.

Gods Of Pegana, Lord Dunsany. Tegnet af Willy Grasser 1923

Gods Of Pegana, Lord Dunsany. Tegnet af Willy Grasser 1923

Cthulhu befinder sig ligeledes på havsens bund – ”in sunken R’lyeh” – og har, ligesom en Thrint, tentakler omkring munden, og det første møde med ”ham” er en statuette.

Den eneste kendte Pak, Phssthpok, dør efter at have skabt Brennan-monsteret, som oprindeligt var et menneske, men nu har spist af Livstræets frugter og er blevet en slags Pak. Brennan-monsteret har ”adopteret” menneskeheden – men kan han, ene Pak, beskytte os mod andre Pak’er?

Bandersnatchi lever i det tågede kystlandskab på planeten Jinx, og indgår gerne i dueller med mennesker i kampvogne. Det er ikke altid kampvognen der overlever. Beskrivelsen af disse dueller ligner Sandormenes angreb i Dune, men den ligner sandt for dyden også det, der forfølger den Antarktiske ekspedition på de sidste sider af At The Mountains Of Madness.

Elsevier, 1977, Amsterdam

Elsevier, 1977, Amsterdam

På et tidspunkt støder denne ekspedition på blinde kæmpe-albino-pingviner, og Danforth stiller sig spørgsmålet, hvilken rolle disse har spillet i evolutionen, om nogen. Pak’er ligner kæmpepapegøjer med dertil hørende næb. Jeg nævner det blot. Og det kan da også nævnes at Beowulff Shaeffer er albino (en sen slægtning til Elric of Melniboné? – forstyrrende association, undskyld).

I sagens natur aner jeg selvfølgelig overhovedet ikke om denne udlægning er hold- eller gangbar. Det er egentlig heller ikke det, det drejer sig om. For jeg er aldeles ikke ude i en påstand om, at Nivens Known Space er et plagiat af Chtulhu-myten. Så meget mindre, idet myten om en ”mythos” synes at være en senere konstruktion. Jeg er bare uhyre interesseret i laterale koblinger – ikke dem, hvor alt muligt minder om alt muligt andet. Derimod dem, der kunne påvise et fælles perspektiv på eksistensen. Og hér synes jeg at kunne ”føle”, at Lovecraft og Niven anskuer Universet på en overensstemmende facon. I hvert fald er det en ”perspektivering” jeg vil foreslå man lige giver et par minutters eftertanke.

At The Mountains Of Madness, BilberryCat, DeviantArt

At The Mountains Of Madness, BilberryCat, DeviantArt

Noget ret signifikant – efter min sølle mening – er de ret ”underlige” navne, som d’herrer gør sig til gode med. Det er den ”fremmedgørende” effekt af disse navne, der angiver distancen mellem ”det absolut fremmede” og ”det absolutte os”. Hvilket dog ikke er noget hverken Lovecraft eller Niven har fundet på. Man kan f.eks. pege på de mærkeligt navngivne lande, som Gulliver besøger; de besynderlige navne E.R. Eddison giver sine personer, samt navnene i Lord Dunsanys næsten psykedeliske pantheon. Længe før det ord blev opfundet. Og derefter kan man give sig i kast med en skalering af, hvem der er mest xenofobisk, hvis ”mærkelige navne” er en målestok.

Cthulhu Passing

Cthulhu Passing

Man kan selvfølgelig også bare blive okkult-spiritistisk, og f.eks påpege at Lovecraft døde i 1937 og Niven blev født i 1938 – halvanden måned og det havde været på årsdagen. Reinkarnation – any? Eller man kan sige, at det næppe ville være det mærkeligste, hvis den unge Niven havde læst noget Lovecraft. Så måske skal man mere se det ud fra bonmot’et at ”amatører lader sig inspirere – professionelle stjæler med arme og ben”. Heldigt nok for os.

At the Mountains of Madness, Classics Illustrated (check lige nummeret)

At the Mountains of Madness, Classics Illustrated (check lige nummeret)

3 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Larry Niven & Jerry Pournelle, Lucifer’s Hammer (1977): En underholdende apokalyptisk katastrofe

Paperback, Fawcett Crest 1985

Paperback, Fawcett Crest 1985

Larry Niven og Jerry Pournelle fik en hel del opmærksomhed, da de tilbage i ’77 udsendte en roman, der ramte plet i forhold til tidsånden. Katastrofer af alle slags var et populært tema i tiden, og det samlede forfatterparret op. Det blev til en festlig undergangsroman, der spiller på alle de velkendte katastrofe-tematikker og samtidig en roman, der oser langt væk af 70’er-stemning. Det er derfor også en bog af den type, som jeg ikke kan stå for, alene på grund af den brune, langhårede atmosfære, der gennemsyrer siderne.

Lucifer’s Hammer handler kort og godt om en kæmpe komet, der rammer Jorden med et smæk, og derved ødelægger den civilisation, som vi kender. Verden går ikke under, men alle samfund bryder sammen, og i kølvandet på sammenbruddet følger kaos, vold, frygt og håbet om genrejsning. Midt i alt det følger vi en stor vifte af personer, alt fra nogle arkæologer i Grækenland til en besætning af russiske og amerikanske astronauter ombord på en rumstation, der ser kometen nærme sig fra første parket i kredsløb om kloden. Mest af alt følger bogen dog en række forskellige amerikaneres vej gennem ødelæggelserne. Side for side falder der personer fra, da kometen selvfølgelig kræver sine ofre, og langsomt spændes trådene sammen til et stort møde, hvor resterne af persongalleriet endelig står over for hinanden.

Paperback, Fawcett Crest 1985

Paperback, Fawcett Crest 1985

Romanen er opbygget over en række korte kapitler, der springer fra person til person. Personer, der alle er ganske forskellige, men som har det til fælles, at de alle synes mere eller mindre ligegyldige. Det er ikke for alvor individer, som Niven og Pournelle beskriver. Forfatterparret beskriver snarere arketyper og funktioner, hvilket dels betyder, at de fleste karakterer er yderst forglemmelige, dels at det ikke har det store at sige, hvem der lever og dør.

Det kunne måske lyde som en dårlig ting, men rent faktisk fungerer romanens forenklede, stedvist nærmest karikerede personportrætter og naive dialoger, fordi det skaber rum for en kold omgang med døden. Det føles i hvert fald åbent, hvem der vil klare sig hele vejen i gennem. Præcis det går fint i spænd med den voldsomhed, der med jævne mellemrum eksploderer. Grummest da en seksuelt forskruet voldtægtsmand beslutter sig for, at han jo bare kan slå sig løs, fordi kometen alligevel betyder verdens undergang. Dermed vil han aldrig kunne straffes for sine handlinger. Resultatet er særdeles ubehageligt og et godt billede på bogens kompromisløse aspekter.

Forfatterne anno 1981 - Jerry Eugene Pournelle (født 7. august 1933) i forgrunden og Laurence "Larry" van Cott Niven (født 30. april 1938) bagerst.

Forfatterne anno 1981 – Jerry Eugene Pournelle (født 7. august 1933) i forgrunden og Laurence “Larry” van Cott Niven (født 30. april 1938) bagerst.

Nu er det imidlertid sådan, at Lucifer’s Hammer ikke bare er en skildring af kaos og undergang; bogen har skam et budskab til sine læsere. Et budskab, der side op og side ned hamres ind. Forfatterne spørger nemlig, hvem ville kunne hjælpe os, hvis noget sådan skete i virkeligheden? Hvorfra skulle hjælpen komme? Gud? Skønlitteratur? Film? Børsen? Nej, svaret ligger i naturvidenskaben. Naturvidenskaben vil måske kunne afværge en sådan katastrofe, og skulle den ikke kunne det, vil naturvidenskaben være det eneste nyttige i overlevelsen og genopbygningen af det nye samfund.

Sagt på en anden måde, så spørger en af bogens karakterer på et tidspunkt, hvordan man kan overleve uden basal viden om al den teknik, der omgiver os? Forstår vi bekvemmelighedssøgende vesterlændinge egentlig, hvor afhængige vi er af fysik og kemi? Nej, tydeligvis ikke, konkluderer Niven og Pournelle. Budskabet er derfor også, at vi bør glemme al vores humanistiske pladder og bruge tiden på fornuftig, hård videnskab. Det argument kammer løbende over i det manierede, når det skal skildres, hvor slemt det går dem, der ikke vil tage ved lære.

Hardcover, Playboy Press 1977. Romanens 1. udg.

Hardcover, Playboy Press 1977. Romanens 1. udg.

Det er også tankevækkende, i hvor høj grad tiden er løbet af bogens form for teknologiske begejstring. Økologi, miljøhensyn og bæredygtighed var ikke noget, forfatterne bekymrede sig om i ’77, hvilket jeg ikke skal lægge dem til last, men set med nutidige øjne giver det flere passager i bogen et ufrivilligt komisk aspekt, der næsten kunne vendes til en ny skræmmende dimension i romanen. Jeg tror nemlig, det ville være de færreste, der havde lyst til at bebo den verden, som bogens forfattere sværmer for.

Lucifer’s Hammer er dermed også et interessant billede på de transformationer, som den moderne teknologibegejstring og fremtidstro har gennemgået. Det, der står som vejen frem for Larry Niven og Jerry Pournelle i ’77, er således i dag et skræmmebillede på det hensynsløse forbrugersamfund.

Paperback, Fawcett Crest 1978

Paperback, Fawcett Crest 1978

I sin struktur er Lucifer’s Hammer absolut ikke nogen original roman, og sproget er ferskt, for ikke at sige skrabet, men det er funktionelt. Bogen lever dermed ikke i selve formidlingen, men i de mange optrin, vi får præsenteret i løbet af den relativt omfattende roman. Alt fra en dommedagskult til vilde bikere, hippier med navne fra Ringenes Herre og gale overlevere er med. Lucifer’s Hammer får næsten karakter af et katalog over apokalyptiske og post-apokalyptiske stereotyper, dog alt sammen skildret med en forfriskende alvor. Ud over lidt vel mange indforståede henvisninger til store SF-forfattere er romanen nemlig holdt i en aldeles saglig tone. Noget der vel skal understrege det naturvidenskabelige budskab, men som også giver en følelse af realisme til hændelserne.

En af bogens væsentligste kvaliteter er imidlertid, at den tager sig god tid. Rigtig god tid. Første tredjedel af bogen handler om kometen, der nærmer sig langsomt. Forfatterne holder igen og trækker det næsten for langt, før de slipper det ragnarok løs, som læseren sidder og venter på. Men så kommer kometnedslaget endelig og verden synker i grus. Fra det øjeblik holder forfatterparret gryderne i kog og slipper ikke læseren igen, før den sidste kamp om et stadigt fungerende atomkraftværk er udkæmpet. For naturligvis er det et slag om atomkraft, der udgør den endelige konfrontation. Hvilken fremtid ønsker I? Er I på videnskabsholdet eller på primitivisternes? Vil I have komfort eller bo i træhytter? Fronterne trækkes karikeret op, da bogens hovedpersoner til sidst må konfronteres af en enorm kannibalistisk afro-hær af teknologi-hadende, vrede sorte mænd, der er ude på at grille nogle ’honkies’ og æde dem. Jeps, det er 70’erne det her, ingen tvivl om det.

Paperback, Futura 1980

Paperback, Futura 1980

Ironisk nok ville Larry Niven og Jerry Pournelle nok komme til kæmpe deres kamp for videnskaben alene, hvis man spurgte nutidens læsere.  I hvert fald hvis det er den kamp, vi kan læse om i bogen. Ikke desto mindre er Lucifer’s Hammer en forbistret underholdende roman, der udnytter stort set alle katastrofeklichéer, vi kender. Sværmer man for post-apokalyptisk fiktion eller bare 70’er-ramasjang, er Lucifer’s Hammer derfor stadig en læsning værd.

Groovy!

Paperback, Orbit 1982

Paperback, Orbit 1982

Paperback, Luitingh-Sijthoff 1990. Romanen på hollandsk

Paperback, Luitingh-Sijthoff 1990. Romanen på hollandsk

Paperback, Orbit 1991

Paperback, Orbit 1991

Paperback, Del Rey 1998

Paperback, Del Rey 1998

Ebog, Spectrum Literary Agency 2012

Ebog, Spectrum Literary Agency 2012

3 kommentarer

Filed under Roman