Tag Archives: Lin Carter

Lin Carter, The Vulcano Ogre (1976): Øhavsramasjang

Paperback, Popular Library 1978. Den seje forside er skabt af Don Maitz

The Vulcano Ogre er tredje bind i Lin Carters retro-pulpserie om Prins Zarkon og hans fantastiske hold af såkaldte ”Omega men”. Sammen bekæmper de store som små forbrydere, godt hjulpet på vej af Zarkons fantastiske, teknologiske opfindelser. Eller rettere teknologi, som Zarkon har taget med sig fra fremtiden, for han er i virkeligheden rejst tilbage i tiden for at bekæmpe den kriminalitet, der har fået katastrofale følger for fremtidens menneskehed.

I denne tredje bog går turen til den fjerne, fiktive ø Luzoon i Stillehavet, et navn lånt fra Doc Savage, hvor et amerikansk mineselskab pludselig plages af mystiske problemer. Folk forsvinder, og da selskabets øverste repræsentant også er forsvundet, må der ske noget. Zarkon og hans Omega-gruppe hyres til at komme til bunds i sagen. De springer således i arbejdstøjet igen, og snart efter begynder efterforskningsarbejdet på øen.

Linwood Vrooman Carter (June 9, 1930 – February 7, 1988)

Alle spor peger ind i junglen og mod den store vulkan, der udgør øens hjerte. Men hvordan hænger det hele sammen, og hvad har de lokales folklore omkring vulkanen med det hele at gøre? Det står nemlig hurtigt klart, at de lokale mener, vulkanen er hjemsøgt af en form for troldelignende monster. Et monster, som Omega-holdet også snart får et glimt af.

Så langt så godt. Nu ved vi jo godt, at man skal stå tidligt op for at snyde prins Zarkon, og mon ikke han også klarer ærterne denne gang? Selvfølgelig gør han det, men ikke før der har været lidt obligatorisk håndgemæng og akrobatik, som naturligvis udspiller sig på kanten af vulkanens munding.

Hardcover, Doubleday 1976. Romanens 1. udgave

Seriens første bind er ret underholdende, fordi Carter her lykkedes med at skabe en stemning af et hold af specialister, der arbejder sammen om løsningen af sagen. Den stemning var desværre borte i andet bind, hvor Zarkon mere eller mindre løste alt selv, og som læser må man spørge sig, hvorfor prinsen egentlig har brug for sit hold omkring sig. Han kan jo alt selv. Med tredje bind er holdstemningen tilbage, hvilket afgjort gør bogen bedre end andet bind, men den når stadig ikke samme niveau som det første bind.

Problemet med The Vulcano Ogre er, at historien dybest set føles banal og lille. Skalaen er i ubalance. Det virker absurd, at den internationalt berømte Omega-gruppe bliver hyret til en sag, som umiddelbart blot er en historie om gemen svindel i et halvstort amerikansk mineselskab. Vi mangler schwung og store pulpede armbevægelser her, fordi det er ret uimponerende, hvad hans helte konfronteres med i denne del af serien.

Paperback, Wildside Press 1999

Der noget prosaisk over historien, som kunne være opklaret af hvem som helst. Zarkon og hans mænd er skabt til at bekæmpe kriminelle superskurke i stil med James Moriarty og Fu Manchu – skurke, der kan give dem udfordringer og true verdensfreden med deres geniale planer. Det er den stemning, som Carter iscenesætter omkring sine helte, men det, han rent faktisk får dem brugt til i seriens tredje bind, rammer langt under målet og fremstår decideret uinspireret.

Man kan dog ikke kalde The Vulcano Ogre kedelig, blot forhastet og underudviklet. Zarkon ankommer til øen og løser sagen på rekordtid. Mere er der ikke i det, men for at trække tiden en smule og give noget længde til historiens omfang, har Carter introduceret en række sidehistorier, der føles uvedkommende i en fortælling, der gerne skulle være en nervepirrende omgang ramasjang.

Bogen er med andre ord ikke specielt vellykket, selvom der er gode takter i den. Præcis som i de tidligere bind er der festlige scener og stedvist herlig pulp-dramatik i junglen, men stoffet rækker ikke til en hel roman. Det hjælper heller ikke meget på det, at gruppens interne konflikter, som gerne skulle virke som humoristiske indslag, efter tre bøger er blevet tamme gentagelser.  

E-bog, Thunderchild Publishing 2017

Romanens metalag er i den sammenhæng mere underholdende, for hele konceptet med Omega-serien er, at Lin Carter selv har fået adgang til prins Zarkons arkiv og nu udgiver hans arbejder i skønlitterær bearbejdning. Det forhold fylder noget mere i tredje del, hvor Carter løbende har nogle små regibemærkninger, der henvender sig direkte til læseren og kommenterer på historien. Det er et spøjst og sjovt element, og en leg, som Carter helt rigtigt valgt leger uden skyggen af et glimt i øjet. Ganske sjovt er det også, at han med sit tredje bind er begyndt at kunne referere bagud og nævne personer, som vi har mødt tidligere i serien. Det skaber liv og samhørighed de tre bind imellem, måske bare ikke nok, men det ligger til dels i genren. Hovedpersonerne skal ikke udvikle sig. De er som de er; rigtige helte.

Lin Carter har nok selv fornemmet, at han ikke rigtigt fangede formen med sine bøger om prins Zarkon. The Vulcano Ogre blev i hvert fald den sidste, han udgave i små ti år, før Zarkon lidt overraskende vendte tilbage i to bind mere. De bind skal jeg naturligvis også se nærmere på, og jeg er faktisk spændt på at se, om det havde positivt indvirkning, at han fik en pause og dermed mulighed for at udtænke lidt mere interessante fortællinger, end det han endte med i seriens første runde.

 

 

1 kommentar

Filed under Roman

Lin Carter, Invisible Death (1975): Whodunnit? I hvert fald ikke Lin Carter

Paperback, Popular Library 1978. Det herlige omslag er skabt af Don Maitz

Jeg var ret godt underholdt af første bind i Lin Carters serie om Lord Zarkon; vidundermennesket fra fremtiden, der er blevet sendt tilbage til vores tid (1970’erne) for at bekæmpe kriminalitet og måske redde fremtiden fra fortidens fejl.

I første bind hørte vi, hvordan Zarkon har samlet sig et hold af utrolige, loyale specialister omkring sig, der går under navnet The Omega Crew. Sammen rejser de nu kloden rundt og hjælper i særlige sager, der kræver kompetence ud over det sædvanlige, samt ikke mindst diskretion. Den idé har Carter lånt fra ældre pulpeventyr, og som allerede nævnt i omtalen af første bind har Carter dedikeret serien til fortællingerne om Doc Savage.

Paperback, Popular Library 1978

Med andet bind, Invisible Death, der udkom i hælene på første bind, kan Carter gå mere direkte til sagen, fordi han ikke behøver at introducere sine helte på ny. Denne gang bliver en række velhavende mænd afpresset og truet på livet. Sagen er mærkværdig og begynder med et klassisk ”lukket rum”-mysterium. En velhavende mand er fundet død i sit bibliotek. Ingen har besøgt ham, ingen er trængt ind i huset og dødsårsagen er ikke åbenlys, men han er med al sandsynlighed blevet myrdet, for man finder et trusselbrev hos ham: Betal eller du er død inden for 24 timer. Politiet er hjælpeløst og søger hjælp hos Zarkon og co.

Dermed er der lagt i kakkelovnen til en omgang detektivarbejde, der fører Zarkon og vennerne ind i Knickerbocker Citys kinesiske underverden. Det store spørgsmål er naturligvis, hvem der står bag forbrydelserne? Utvivlsomt en genial forbryder af en slags, men hvilket geni truer nu freden denne gang? Der er ildkamp, slagsmål og utrolig teknologi; alt sammen noget, vi forventer at møde efter første bind i serien. Et højdepunkt er eksempelvis, da Zarkon sniger sig ind i de kinesiske gangsteres hovedkvarter iklædt en kamuflagedragt, der gør ham usynlig, og her må undgå fælder og bruge sine kampsportsfærdigheder på samme tid. Alle komponenterne er dermed tilstede i Inivisible Death, men desværre løfter Carter aldrig for alvor historien. Et element mangler nemlig.

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988)

Første bind levede i høj grad på fornemmelsen af, at Zarkon og vennerne arbejder sammen som et team med hver sin opgave og specialitet. Dette element er stort set fraværende i andet bind, hvor Zarkon entydigt tager hovedrollen og viser, at han sådan set kan alt det, som hans håndgangne mænd kan og måske kan han endda gøre det hele lidt bedre end dem. Dermed gør Carter sin fortælling om Zarkon langt mindre interessant, for manden fra fremtiden bliver på den led ”bare” en form for superhelt, der overlegent kan vandre gennem fortællingen uden på noget tidspunkt for alvor at blive udfordret.

Det meste pulp i genrens guldalder blev skrevet på kort tid og som samlebåndsarbejde. De forfattere, der kunne klare mosten, havde ingen fine fornemmelser omkring deres tekster. Ord var penge, og der skulle mad på bordet. Det betød naturligvis, at der i de fleste tilfælde blevet skrevet ud fra en form for ”skriv først, tænk bagefter”-strategi.

Hardcover, Doubleday 1975. Romanens 1. udgave

Præcis samme mentalitet prægede fortsat pulpens sølvalder i slutningen af 1960’erne og 70’erne. Her var Carter en af de store på markedet for fantastiske genrer, og man mærker i høj grad hans pragmatiske tilgang til genren i en bog som Invisible Death. Romanen er dybest set en ganske traditionel whodunnit-fortælling, der er blevet påklistret lidt eventyrligt og eksotisk krydderi i form af futuristisk teknologi og onde kinesere. Zarkon indtager rollen som detektiv i historien, og præcis den type traditionelt opklaringsarbejde virker alt for ordinært til en supergruppe som The Omega Crew.

Carters grundidé for bogen passede dermed ikke åbenlyst ind i seriens koncept, i hvert fald som det tegnede sig i første bind. Samtidig er det tydeligt, at Carter ikke rigtigt har haft tid til at videreudvikle sit persongalleri. Scenerne med Zarkons mænd er i vid udstrækninger gentagelser af scener fra første bind. Vi får de samme mundhuggerier og interne konkurrencer. Vi skal tilmed også igen have introduceret en smuk kvinde, som Zarkons gejle knægte på ny kan kurtisere på pinagtig vis i en nøjagtig gentagelse af det, vi hørte i The Nemesis of Evil.

Paperback, Wildside Press 1999

En bog som Invisible Death skal leve på sit overskud af vanvittige indfald og utrolige, hæsblæsende sammenstød. Det er eksotisk spændingsfiktion tilsat et drys SF, og den opskrift er stærk, men Carter var åbenlyst ikke inspireret, da han skulle fortsætte med sit andet bind. Det hele virker forceret og slapt. Han plagierer sig selv og forsøger krampagtigt at tilføje noget liv ved af uransaglige årsager at introducere to sydstatsbetjente i fortællingen. Bogens Knickerbocker City er en slet skjult omdøbt New York, og hvad de to betjente gør så langt hjemme fra, er et godt spørgsmål og meget søgt. Carter har sig imidlertid en fest med de betjente, der taler med tydelig dialekt og konsekvent er mænd for fladpandede, vittige kommentarer.

Pulpudtrykket i sin rene form kan sjældent smykke sig med de store intellektuelle udfordringer af læseren. Det gælder ikke mindst spændingsgenren, hvis vigtigste formål er kontant underholdningsværdi. Handlingen er det centrale, og vi skal blive revet med af historiens høje tempo og finurlige indfald. Det kan lyde let, men er nok i virkeligheden langt vanskeligere end man skulle tro, og Carter har ikke opfyldt denne eneste præmis med sit andet bind. I stedet for spænding får vi en blodfattig tørvetriller af en krimi. Den spræller lidt og gør krumspring, men er i sidste ende bare bovlam og uinspireret.

Nå, vi må håbe, at det tredje bind i serien er mere interessant.

E-bog, Thunderchild Publishing 2017

2 kommentarer

Filed under Roman

Lin Carter, The Nemesis of Evil (1975): Hemmelige agenter i den okkulte underverden

Paperback, Popular Library 1978. Den herlige forside er malet af Don Maitz

Jeg vil vove pelsen og hævde, at Lin Carter næppe nogensinde skrev et eneste stykke originalt fiktion i løbet af sin ret lange karriere i genrefiktionens viltre verden. Som den evige opportunist fulgte Carter tidens tendenser og skrev, hvad der var populært. Det førte ham forbi Tolkien, Howard, Lovecraft og mange andre. Carter skabte med andre ord en litterær karriere på pasticher – nogle var gode, andre ganske forfærdelige, og fælles for dem alle var det, at de blev skrevet i en rivende fart, for tid er som bekendt også penge i pulpens verden.

The Nemesis of Evil er uden tvivl en af Carters mere vellykkede pasticher. I romanen griber Carter tilbage til den gamle pulphelt Doc Savage, og som sædvanlig gør han det helt åbenlyst – Savage bliver endda takket i bogens forord. Som læsere er vi med andre ord på forhånd informereret eller advaret. Carter lader os afstemme forventningerne, og heldigvis lykkes det for ham at levere det, vi måtte ønske os af et Savage-plagiat. Vi får nemlig et hæsblæsende eventyr med masser af ildkamp, ramasjang og mystik.

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988) fotograferet i 1975

I historien introduceres vi til den tophemmelige gruppe af problemknusere, som den enigmatiske prins Zarkon har samlet omkring sig i den fiktive metropol Knickerbocker City; et af uransaglige grunde introduceret alias for New York. Zarkon, der var monark i et obskurt europæisk land, er abdiceret og har brugt sin nyvundne frihed og personlige formue på at opbygge en lille organisation, der løser prekære problemer for velhavende folk.

”The Omega Crew” kalder Zarkon sit hold. Zarkons trup af flamboyante vovehalse kan alle takke ham for deres liv, og det har garanteret ham deres ubetingede loyalitet. Netop dette hold af specialister er da også absolut et af højdepunkterne i bogen, for Carter får skabt en stemning af en gruppe, der må arbejde sammen og supplere hinanden i løsningen af de utrolige udfordringer, som de møder.

Hardcover, Doubleday 1975

Zarkon selv er smuk, stærk og et videnskabeligt geni, der i hovedparten af bogen omtales som vidundermanden, der hører til blandt de mest utrolige personer, som nogensinde har levet på jorden. Carter underspiller ikke Zarkon’ storhed, men med en sådan superhelt som hovedperson må der naturligvis også være tilsvarende potente skurke, og det møder vi i The Nemesis of Evil i form af den geniale og skrupelløse bagmand, der går under navnet Lucifer. Lucifer, der leder en ring af satanister med templer spredt rundt i USA, er blevet et stort navn i den kriminelle underverden, og nu må Zarkon og hans hold tage kampen op imod okkultisterne, efter slynglerne har myrdet en prominent journalist, der var gået undercover i bevægelsen.

Der er fuld fart over sagen fra begyndelsen. Zarkon og vennerne rammer hurtigt plet og kommer i karambolage med satanisterne, men Lucifer får de ikke fingrene i. De får imidlertid, takket være stort heltemod, opsporet satanisterne hemmelige tilholdssted – et stort hulesystem under et bjerg, som Lucifer har omdannet til et kompleks af lagerhaller og kontorer. Det lugter langt væk af James Bond, og det gør den endelige konfrontation mellem Omega-mændene og satanisterne også. Ikke mindst takket være kampen mod en kulørt skurk, som eksempelvis den kinesiske torturmester, der er Lucifers højre hånd.

Paperback, Borgo Press 1999

Ren ordinær skæg og blå briller er The Nemesis of Evil dog ikke, for Carter lægger endnu et element til sit genreopkog. Den ufattelige og fantastiske Zarkon viser sig således slet ikke at være et almindeligt menneske. Hen imod romanens slutning hører vi, at han kommer fra en fjern fremtid og takket være teknologi og viden fra den avancerede kultur, han kommer fra, er det blevet muligt for ham at rejse tilbage i tiden og her bekæmpe de trusler, der vil plage planetens fremtid.

Der er med andre ord et udtalt SF-element i romanen, som allerede gennemsyrer handlingen fra begyndelsen takket være de geniale opfindelser, som Zarkon har skabt til sit Omega-hold; vi taler finurlige våben, særligt udstyr og utrolige fartøjer, hvis lige ikke kendes noget sted.

Doc Savage Magazine, august 1933

Som det nok fremgår, er The Nemesis of Evil letbenet underholdning. Tonen oser langt væk af brun-orange 70’erne-stemning med lummer drengerøvshumor og hårdkogt, behåret bakkenbart-action. Realisme er der intet af, i stedet leverer Carter en tempofyldt og underholdende røverhistorie, der er fyldt til bristepunktet med tåkrummende stereotyper og klichéer. Det lykkes med andre ord for ham at fange ånden fra Doc Savage-universet og omsætte den til noget velfungerede og interessant. Det er mere, end hvad man kan sige om mange af Carters andre pasticher, og selvom man måske i dag nok griner mere ad end med bogen, så har en fortælling som The Nemesis of Evil sin ret som genfortællingen af den klassiske pulp.

Carters blanding af SF og action-eventyr er da også en meget fin strømpil for tidens tendenser, for det var klart i ’75, hvor bogen som sagt udkom, at pulplæserne i stigende grad opsøgte hårdkogte actionhistorier. Historier, der udspiller sig i nutiden, ikke i eksempelvis sværdsvingende fantasy-miljøer. De traditionelle pulpgenrer levede naturligvis videre, men den hårdkogte actionpulp med narkobaroner, gadebander og korrupte politifolk hører i høj grad 70’ernes anden halvdel til, og her er Carters roman et oplagt eksempel på den retning som spændingsfiktionen skulle gå.

E-bog, Thunderchild Publishing 2017

The Nemesis of Evil solgte også godt – faktisk var den en af Carters største succeser, og han fulgte derfor historien op med flere bind om prins Zarkon og Omega-mændene. Tre bind blev det til i perioden mellem 1975 og ’76. Senere, i 80’erne, skrev Carter to bind mere, men de havde ikke sammen gennemslagskraft og det, der i dag kendes som Zarkon – Lord of the Unknown-serien må derfor i praksis betragtes som et 70’erne-fænomen. 70’ern-fænomen eller ej, så begik Carter en særdeles underholdende fortælling med det første bind i serien, og jeg glæder mig allerede nu til at skrive lidt om, hvordan det hele fortsætter i næste bind.

 

1 kommentar

Filed under Roman

Flashing Swords funkler stadig

 

hardcover-doubleday-1973_1ed

Hardcover, Doubleday 1973

 

H. P. Lovecraft og Robert E. Howard oplevede en ekstrem popularitet fra 60’ernes slutning, da deres noveller og kortromaner blev udsendt i paperbackformat, og dermed kom ud til en helt ny generation af læsere. Fantasy, SF og gys og gru var moderne, og Pulpæraens gamle helte fik med ét en fornyet stjernestatus. En af dem, der nød godt af denne bølge, var forfatter og redaktør Lin Carter, der skabte en hel litterær karriere baseret på retrospektiv genrefiktion og pasticher.

 

paperback-dell-1973

Paperback, Dell 1973

 

Man kan sige meget dårlig om Lin Carters produktion, men en af de spændende ting er hans Flashing Swords-serie – en bogserie, der udkom i fem bind mellem ’73 og ´81. Her samlede Carter fantasynoveller fra tidens store navne – han gik altså ikke tilbage til Howard/Lovecraft-generationen, men fandt sit materiale yngre navne. Man finder således folk som Michael Moorcock, Roger Zelazny, Jack Vance og mange andre i samlingerne. Hans bøger kom dermed til at stå som en form for anden bølge af Sword and Sorcery-litteratur og udgør i dag et nødvendigt nedslagspunkt for den, der vil forstå, hvordan fantasylitteraturen flyttede sig og kom ud af skyggen på især Howards (læs: Conans) slagskygge: Ikke overraskende er serien derfor også genoptrykt flere gange.

Og så kan man også glæde sig over seriens fine forsider.

 

paperback-mayflower-1974

Paperback, Mayflower 1974

 

 

hardcover-doubleday-1973_vol-2

Hardcover, Doubleday 1973

 

 

paperback-dell-1974

Paperback, Dell 1974

 

 

paperback-mayflower-1975

Paperback, Mayflower 1975

 

 

paperback-dell-1976

Paperback, Dell 1976

 

hardcover-doubleday-1977

Hardcover, Doubleday 1977

 

paperback-dell-1977

Paperback, Dell 1977

 

hardcover-doubleday-1981

Hardcover, Doubleday 1981

paperback-dell-1981

Paperback, Dell 1981

 

 

 

 

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

L. Sprague de Camp, Literary Swordsmen and Sorcerers. The Makers of Heroic Fantasy (1976): Pulpens titaner

Hardcover, Arkham House 1976. Forsidens tegning er udført af Tim Kirk

Hardcover, Arkham House 1976. Forsidens tegning er udført af Tim Kirk

Den moderne fantasy har dybe rødder i de amerikanske pulpmagasiner, der udkom i begyndelsen af 1900-tallet. Andre kilder har naturligvis også bidraget, men ser man tilbage over genrerne, er det tydeligt, at en generation af forfattere, næsten alle født i slutningen af 1800-tallet og med anker i pulpmagasinerne, opfandt de skabeloner, som man fortsat arbejder med i dag. I deres samtid var pulpforfatterne naturligvis populære, mens en egentlig berømmelse først kom i løbet af 60’erne, hvor de fleste var døde eller bedagede seniorer, der ikke længere var aktive. Afstanden skabte rum for myter og den form for heltedyrkelse, der kun kan opstå, når helten ikke længere er i live.

L. Sprague de Camp, der selv havde levet et liv i genrefiktionens univers og opbygget en karriere på at arbejde videre med forgængernes arbejde, var en af de væsentlige bidragydere til den mytedannelse. Sprague de Camp arbejdede hårdt på at gøre sig til den ældre forfattergenerations stemme dels gennem videredigtninger på deres universer, dels gennem forord og biografier. Sidstnævnte biografier var måske ikke altid flatterende, men de Camp havde næse for gode historier, og derfor blev de altid fortalt med sans for drama og det man kan kalde mytologisk kvalitet.

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Alt det kan du få et levende indtryk af i Literary Swordsmen and Sorcerers fra ’76, en samling af 11 biografier, der præsenterer nogle af de største navne fra 1900-tallets første halvdel. I hvert fald nogle af de største navne, der tilhørte kredsen omkring Weird Tales, Lovecraft og senere Arkham House. Det vil sige navne som førnævnte Lovecraft, Clark Ashton Smith og Rob Howard. Dertil kommer Lord Dunsany, Tolkien, William Morris og T. H. White. Udvalget er ganske forskelligt, og de enkelte forfatteres værker har ikke meget til fælles.

Pointen med biografierne er sådan set heller ikke at indkredse en bestemt genre, men snarere at udstikke vejen tilbage til den moderne fantasy-litteraturs rødder og dermed vise, hvad den i ’76 uhyggeligt populære genre byggede på. For en ting er ganske sikkert: de fleste af de forfattere, de Camp har med i sin bog, oplevede aldrig den berømmelse i levende live, som deres fiktion senere skulle opleve, da fantasy for alvor blev mainstream. Tolkien var selvfølgelig en af undtagelserne, idet synergien mellem The Lord of the Rings og genopdagelsen af pulplitteraturens heltefiktion i 60’erne gjorde den aldrende, engelske professor skræmmende populær i USA.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Der er flere interessante punkter ved Literary Swordsmen and Sorcerers, som gør den til en fængende, men samtidig også spøjs udgivelse. Præmissen for bogen er nemlig ganske skæv; hvem ville eksempelvis nogensinde drømme om at beskrive Lovecrafts eller Ashton Smiths værker som ”heroisk fantasy”? Der er flere andre i bogen, som også kun dårlig dækkes af begrebet, og det er formentlig kun de Camp, der kunne se en større mening med tingene. Eller kunne han? Jeg tvivler faktisk. De Camp var en opportunist af kaliber, og jeg er helt sikker på, at den eneste grund til, at navne som eksempelvis Lovecraft har fundet vej ind i bogen her, er, fordi de Camp havde skrevet om ham tideligere, fordi Literary Swordsmen and Sorcerers udkom på Arkham House og fordi der var penge i Lovecrafts navn. Måske er jeg bare kynisk, men de Camp havde blik for den slags slagsfremmende taktikker.

Clark Ashton Smith (13. januar 1893 – 14. august 1961)

Clark Ashton Smith (13. januar 1893 – 14. august 1961)

Man kan så sige, at det kunne komme ud på et, om Lovecraft er med i en bog om heroisk fantasy eller ej, men det får faktisk betydning for den indledning, de Camp skriver, der handler om genrens udvikling. Her må han finde plads til størrelser som Lovecraft, hvilket ikke ubetinget lykkes for ham, fordi han sætter sig mellem to stole. På den ene side skildrer han fantasy som kærligheden til det uvirkelige, eventyrlige og alt det, der strider imod vores rationelle verdensopfattelse, på den anden side som fiktion om den stærke sagahelt, der tager kampen op imod det onde. Den tematiske beskrivelse kan have meget på sig, men som sagt kræver det en ganske kreativ læsning at få alle enderne i bogen til at mødes.

Lord Dunsany - elere rettere Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878 – 25. oktober 1957).

Lord Dunsany – elere rettere Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878 – 25. oktober 1957).

De enkelte biografier er sjove derved, at de Camp ikke bare præsenterer sine forfattere. Han lever sig ind i situationer og stiller sig først og fremmest til dommer over deres liv og virke. De Camp indtager rollen som den store connaisseur, der uddeler ris og ros, opsang og fordømmelse. Her taler vi vel at mærke ikke om det litterære, nej, vi taler om selve personerne. De Camp leverer nemlig psykologiske portrætter og stiller sig til dommer over svaghed eller dårlige beslutninger. Det går især ud over Lovecraft, Smith og Howard.

En væsentlig ting er nemlig, at de Camp bedst kan lide forfattere, der deler samme indstilling til fiktion som ham selv. Det vil sige disciplinerede håndværkere, der skriver historier for morskabens skyld og gemmer alle krukkerierne bort. Mens De Camp eksempelvis leverer et sønderlemmende personportræt af Howard, har han stor respekt for hans evne til at sælge sine historier, ikke bare en gang, men flere gange. Helt omvendt er det med Lovecraft og Smith, der ikke alene klantres for deres svage psyke, men også for deres elendige forståelse for at tjene penge på pulpbranchen. Eller Tolkiens langsommelige omhyggelighed, som de Camp heller ikke giver meget for.

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936) i Fort McKavett

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936) i Fort McKavett 1933

Det er stedvist næsten lidt grænseoverskridende at læse de Camps kritiske bemærkninger, der er af en karakter, som ingen ville drømme om at skrive i dag. Men samtidig er det sjovt. Det samme er hans vurderinger af selve de litterære kvaliteter. Alle, der er med i bogen, har naturligvis en høj stjerne hos ham, men han går kritisk til alles værker, og alle får i en eller anden grad hårde ord med på vejen. Den eneste, som omtrent går fri, er Clark Ashtin Smith, der iscenesættes som geniet, der selvforskyldt aldrig blev opdaget af verden.

Literary Swordsmen and Sorcerers stammer fra en tid, hvor internet og Wikipedia var en uhørt drøm. Bogens biografier er således stof til de nysgerrige læsere, der ville vide mere om navnene bag de paperbacks, de sad med og måske komme ind bag de rygter, der florerede. I dag har bogen derfor mistet en væsentlig funktion, men bestemt ikke sin relevans. Dels er de Camps indledning et stykke spændende refleksion over fantasygenrens væsen, dels gør selve bogens stil stadig indtryk.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Det er ikke bare ferske biografier, vi får fortalt, nej det er de Camps version, vi får leveret. Han er med hele vejen og giver tydeligt sin holdning til kende. Det gør bogen frisk, selv i dag, og gør, at den ikke minder så lidt om de artikler, vi eksempelvis finder på blogs på nettet, hvor det også ofte er et stærkt personligt greb om tingene, der karakteriserer teksterne. Den slags skaber et særligt liv – tror jeg – fordi det er i mødet med andres personlige holdninger, at vi tvinges til selv at tænke og mærke efter. Det gør de Camps kapitler, der er en form for blogindlæg fra 70’erne. Altmodisch og moderne på samme tid – selvom blogs vist nok også er ved at være stærkt umoderne. Nuvel. Jeg holder meget af bogen, der en sær størrelse fyldt med personlighed. Mere sympatisk kan det næsten ikke blive.

Bogens biografier:

Chapter I. “The Swords of Faërie”

Chapter II “Jack of All Arts: William Morris”

Chapter III. “Two Men in One: Lord Dunsany”

Chapter IV. “Eldritch Yankee Gentleman: H. P. Lovecraft”

Chapter V. “Superman in a Bowler: E.R. Eddison”

Chapter VI. “The Miscast Barbarian: Robert E. Howard”

Chapter VII. “Parallel Worlds: Fletcher Pratt”

Chapter VIII. “Sierran Shaman: Clark Ashton Smith”

Chapter IX. “Merlin in Tweeds: J.R.R. Tolkien”

Chapter X. “The Architect of Camelot: T.H. White”

Chapter XI. “Conan’s Compeers”

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Lin Carter, Dreams from R’lyeh (1975): Fattig poesi fra pulp-gemmerne

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Tim Kirk

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Tim Kirk

Lin Carter var en af de talenter, der blev del af 60’ernes store genre-genopblomstring. Han skrev især fantasy og horror, men også SF. I dag huskes han måske bedst, sammen med L. Sprague de Camp, som en dygtig imitator, der gik på strandhugst efter idéer og temaer hos H. P. Lovecraft, Clark Ashton Smith og Robert E. Howard. Carter var ganske åben omkring sin brug af forbilleder, og hans tekster skal vel nærmere opfattes som hyldester end plagiater. En væsentlig mand som August Derleth var begejstret for Carters noveller, som derfor optrådte tidligt i Arkham House-regi.

Her er det imidlertid ikke noveller, vi skal se nærmere på, men en lille digtsamling, som Carter udsendte på netop Arkham House i 1975. Lin Carter skriver selv i et lille efterskrift, at hans første drøm var at blive digter. At kunne leve af sin poesi og at han siden drengeårene har skrevet digte. Hovedparten af disse skriverier, fortæller han, var bras, men enkelte stykker gemte han. Senere blev det prosa, der interesserede Carter, men han fortsatte med at skrive digte, og det afspejles i indeværende samling. Det ældste digt er skrevet af en 17-årig Lin Carter o. 1947, mens det nyeste er skrevet i 1974 – året før bogens udgivelse.

Hardcover, Arkham House 1975

Hardcover, Arkham House 1975

Nu kunne man måske tænke, at det retrospektive perspektiv vil slå igennem i digtenes udtryk, men sådan er det ikke. Sagen er nemlig den, at Carter har kredset om de samme temaer fra begyndelsen og udfoldet sin poesi på samme facon hele tiden. Digtene er derved forbløffende homogene, uden det vel at mærke nødvendigvis gør dem synderligt meget bedre

L. Sprague de Camp har en sær indledning til Dreams from R’lyeh, hvor han først og fremmest fortæller, at han og Carter er nære venner, der ofte diskuterer poesi. Han vedkender sig også, at han er uenig med Carters manglende brug af versefødder og klassiske strukturer, men at han elsker de fantastiske universer, som digtene skaber. Underforstået, de Camp er faktisk ikke synderligt begejstret for Carters lyriske udtryk. En overraskende udmelding i en indledning, som man traditionelt forvente vil rose forfatteren til skyerne!

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988)

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988). Skål!

De universer Carter, skaber i sine digte, falder mere eller mindre i tre grupper; der er Lovecraft-pasticherne, som fortsætter i samme dur som Lovecafts små sonater, så er der de fabulerende, pulpede digte, der støtter sig til Ashton Smith og Howard og endeligt de romantisk, længselsfulde eventyrlige digte, der kredser mere generelt om fantasy-emner.

De Camps beklagelser over manglende metrik kan jeg ikke følge, men desuagtet slår Carters poesi mig som usædvanligt intetsigende – vel at mærke ikke sprogligt dårlig, bare uendeligt kedsommelig og uopfindsom. Normalt holder jeg af Lovecraft-kredsens morbide kredsen om gotik og storslåede, bizarre vidder, hvilket vi også genfinder her, men hos Carter bliver poesien en fersk stiløvelse. Kan ske han elsker de fantastiske genrer og sine litterære forbilleder, men Carter føjer intet selvstændigt til værkerne, der står som forglemmelige stiløvelser.

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

En del af forklaringen ligger måske deri, at Carter tilsyneladende ikke har noget kunstnerisk projekt med sin lyrik. Lovecraft-kredsens modernitetskritik indgår eksempelvis ikke som baggrund for digtene, og han savner ligeledes den dybfølte sentimentalitet, som også klinger med hos Lovecrafts kreds. Lin Carter skriver i sit lille efterskrift, at han faktisk ikke har de store tanker med sin lyrik. De skal underholde læseren, ikke andet. Jeg bliver helt træt ved tanken om så uambitiøst et udgangspunkt.

For Carter er poesien med andre ord blot en medium til at udtrykke de samme fantasy- og horror-historier, som han normal formulerer i novelleform. Det skaber store problemer for hans poesi, fordi de poetiske tekster kommer til at mangle krop og sproglig potens. De Camp savner som sagt et metrisk greb om lyrikken hos Lin Carter, og til en hvis grad er jeg faktisk enig med ham. Det, Carters lyrik savner, er nemlig en følelse af stramhed eller kontrol. Sproget økonomiseres ikke i digtene, der bliver udflydende og alt for ordrige. De værste af digtene fremstår nærmest som referater af noveller – blottet for en hver poetisk bearbejdning. Kombinationen af manglende formbevidsthed og måske en generelt laissez-faire-holdning til den sproglige indpakning amputerer enhver kunstnerisk dimension fra teksterne og gør dem til banal, skuffende tidsfordriv.

Paperback, Bantam Books 1978. Et eksempel på et konkret  samarbejde mellem Carter og de Camp

Paperback, Bantam Books 1978. Et eksempel på et konkret samarbejde mellem Carter og de Camp

Hvad nytter det Carters pasticher, at han kender Lovecraft-kredsens vokabular og manier til fingerspidserne, når han ikke er i stand til at omsætte det til andet end litterær tomgang? Lin Carter er utvivlsomt en kompetent herre, der kender sit sprog og sin genrehistorie, men han aner ikke, hvad han skal stille op med den værkstøjskasse, der står foran ham. Resultatet bliver et komplot uinteressant poetisk tilbageblik gennem Carters karriere. En dum bog til dumme samlere som mig. Tro pokker Carter aldrig blev digter!

 

3 kommentarer

Filed under Poesi

Nameless Places, red. Gerald W. Page (1975): Arkham House gør status

Hardcover, Arkham House 1975. Den ganske fine forside er tegnet af Tim Kirk

Hardcover, Arkham House 1975. Den ganske fine forside er tegnet af Tim Kirk

Arkham House har løbende udgivet antologier. De første indsamlede Lovecraft-kredsens historier, men gradvist blev nettet kastet længere, ud og kredsen af faste forfattere blev udvidet, som det gamle materiale blev udtømt, og nye forfatternavne meldte sig på banen. Der er tale om en næsten umærkelig overgang, fordi de gamle mastodonter som Derleth, Belknap Long, Bloch og Whitehead var så produktive, at deres historier kunne blive ved med at holde forbindelsen tilbage til forlagets udgangspunkt og tiden omkring Weird Tales storhedstid. Det kunne imidlertid ikke blive ved, og Nameless Places fra 1975 er den første bog Arkham House udsendte, hvor det for alvor mærkes, at tingene er ved at ændre sig.

Samlingen består af 26 hidtil upublicerede noveller med Carl Jacobi og E. Hoffmann Price som de bedste kendte fra den gamle garde. Hovedparten af bogens historier er skrevet af på udgivelsestidspunktet relativt ukendte navne. Man finder dog også etablerede navne som Ramsey Campbell og Brian Lumley såvel som et stort navn i form af Lin Carter og den altid formidable Robert Aickman, for ikke at nævne Joseph Payne Brennan.

Hardcover, Arkham House 1975

Hardcover, Arkham House 1975

På papiret er det en interessant sammenstilling af forfattere, fordi det antyder, at man ikke præcis, ved hvad man skal forvente af de overvejende unge folk. Forventningerne bliver ydermere skruet i vejret af bogens redaktør, forfatteren Gerald Page. Han vedkender sig nemlig, at antologien ikke har noget samlende tema, men, fortæller han i bogens indledning, novellerne er skrevet af generelitteraturens bedste navne. Det er store ord, der desværre ikke helt står mål med resultatet. Faktisk er Nameless Places en sympatisk, men lettere uinteressant rodebunke af korte og lange noveller, der kun har enkelte lyspunkter. I sig selv er det manglende tema naturligvis ikke noget problem, sagen er snarest den, at historierne generelt savner saft og kraft.

Jeg har tidligere skrevet om vægtige 80’er antologier som Prime Evil og Cutting Edge, der hver især indfanger væsentlige bevægelser i tidens horrorlitteratur. Begge novellesamlinger, der ligeledes savner et samlende tema, rammer imidlertid en tidsånd og er på forkant med udviklingen. Page postulerer nogenlunde det samme for Nameless Places, men desværre peger bogen bare ikke frem, den gør status og ser tilbage.

Gerald W. Page (født 12. august 1939)

Gerald W. Page (født 12. august 1939)

To ting skal bemærkes i den forbindelse. For det første blev Arkham House meget hurtigt et konservativt, bagudskuende forlag. Det lå delvist i selve udgangspunktet, der handlede om at få udgivet Lovecrafts historier og senere at få sikret Lovecraft-kredsens litterære eftermæle. Samtidig afspejler bøgerne August Derleths smag og holdning til genrelitteratur, som i høj grad holdt fast i de gamle, velafprøvede pulpmodeller og samtidig forsøgte at nedtone genrens vildere, mere burleske udtryk. Selvom Lovecraft og Robert E. Howards popularitet var støt voksende og inspirerede stadigt flere nye forfattere, forblev perspektivet for Arkham House rettet bagud, og man kan sige, at selv da de havde chancen for at komme på forkant med den litterære udvikling i 60’ernes slutning, skete det ikke, fordi August Derleth og senere April Derleth holdt fast de gamle former og forståelser, af hvordan en Arkham House-historie skulle være.

Jeg er langt hen ad vejen rigtig glad for den milde, antikverede stemning, der hænger over de fleste Arkham House-antologier. Det var der også folk, der var i 70’erne, hvor man begynder at kunne se en voksende pulp-nostalgi blandt yngre forfattere, der eksempelvis tager Robert Bloch som et af deres store forbilleder. Gerald Page var en af dem, og han var blandt andet redaktør på magasinet Witchcraft & Sorcery, der begyndte under navnet Coven 13; et blad der dyrkede præcis den type litteratur, som Arkham House udsendte. Det er da heller ikke overraskende, at stort set hele det kuld af unge navne, som Gerald Page har inkluderet i Nameless Places, er blevet hentet ind fra hans magasin. På den led er ringen sluttet, men resultatet er i virkeligheden dybt utilfredsstillende.

Carl Richard Jacobi (10. juli 1908 - 25. august 1997)

Carl Richard Jacobi (10. juli 1908 – 25. august 1997)

Sagen er nemlig den, at der ganske enkelt ikke er kvalitet nok i de fortællinger, som Page har valgt at bringe. De yngre forfattere, med deres pulpede historier, der let kunne være skrevet 20-30 år tidligere, er gabende kedsommelige og står ikke mål med den håndfuld hidtil upublicerede noveller, som lå på forlaget i forvejen og kom med i bogen. En af undtagelserne er førnævnte Robert Aickman, der med sin tunge gotik formår at løfte arven fra den klassiske weird tale og gøre den til noget interessant; i dette tilfælde en følsomt fængende spøgelsesberetning.

Hvor meget bogen er ude af trit med samtiden bliver tydeligt, hvis man husker at Stephen King udsendte sin milepæl Carrie i 1974. Carrie blæser på orkanagtig vis stort set alt omkuld i Nameless Places, der ved sammenligning mest af alt ligner en hengemt mindestue for det, der var en gang uden sans for det litterære nybrud, som gysergenren oplevede i de år.

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Og så dog. Der er et lille udpluk af historier, der peger frem mod den personnære, samtidsgru som kom til at kendetegne 70’er-gyset. Ramsey Campbells ”The Christmas Present” er et stykke fremragende, mærkelig weird fiction, der er tåget og fragmenteret på præcis den måde, vi kender Campbells tekster fra den tid. Trods den lakoniske form formår Campbell imidlertid med sin korte novelle at opbygge en ubehagelig, urovækkende stemning, der baserer sig på alt andet end pulplitteraturens melodramatiske afsløringer på de sidste linjer.

Arthur Byron Cover (født 14. januar 1950)

Arthur Byron Cover (født 14. januar 1950)

Jeg vil også trække Arthur Byron Covers novelle “Lifeguard” frem som et indslag, der peger fremad og synes helt i trit med sin samtid. Han tager udgangspunkt i en rodløs, jegfortællende studerende, der midlertidigt bor hjemme og arbejder som livreder ved en badesø. Tiden går med at kigge på damer og ryge pot. Alene her har vi flyttet os så langt fra de vanlige Arkham House-temaer, som man næsten kan; men alligevel ikke helt. Som en anden Peter Straub får Cover nemlig vævet en spøgelseshistorie ind i beretningen, og gennem hjemsøgelsen gøres barndommens onde ånder pludseligt ganske manifeste. Faktisk forsøger Cover i en form for alegorisk-poetisk fremstilling at bruge spøgelset som billede på den lammende kraft, der kan kvæle udlængslen og få den unge til at blive ved reden og aldrig for alvor flytte ud af forældrenes skygge.

John Ramsey Campbell (født 4. januar 1946) anno 1973

John Ramsey Campbell (født 4. januar 1946) anno 1973

Hovedparten af Nameless Places er ikke dårlig, bare uinspirerende, og det er måske i virkeligheden langt værre. Omvendt er det ufarligt og uforpligtende læsning, der vel bedst kan karakteriseres som forglemmelig tidsfordriv. Dele af det har jeg en svaghed for, men dybest set hører teksterne en anden tid til. Det gjorde de allerede dengang, de blev skrevet, og det er ikke blevet bedre siden.

 

Novellerne:

A.A. Attanasio, “Glimpses”

Thomas Burnett Swann, “The Night of the Unicorn”

Brian Ball, “The Warlord of Kul Satu”

G.N. Gabbard, “More Things”

Robert Aickman, “The Real Road to the Church”

Gary Myers, “The Gods of Earth”

Robert E. Gilbert, “Walls of Yellow Clay”

Scott Edelstein, “Businessman’s Lament”

Joseph F. Pumilia, “Dark Vintage”

David A. English, “Simaitha”

Stephen Goldin, “In the Land of Angra Mainyu”

Gerald W. Page, “Worldsong”

Brian Lumley, “What Dark God?”

Bob Maurus, “The Stuff of Heroes”

Joseph Payne Brennan, “Forringer’s Fortune”

Denys Val Baker, “Before the Event”

Walter C. DeBill, Jr., “In ‘Ygiroth”

Ramsey Campbell, “The Last Hand”

Lin Carter, “Out of the Ages”

Carl Jacobi, “Chameleon Town”

Scott Edelstein, “Botch”

David Drake, “Black Iron”

E. Hoffmann Price, “Selene”

Ramsey Campbell, “The Christmas Present”

Arthur Byron Cover, “Lifeguard”

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling