Tag Archives: London

Susan Hill, The Mist in the Mirror (1992): En tåget spøgelsesfortælling

Hardcover, Chatto & Windus 2012.

Susan Hills store bidrag til genrelitteraturen er, som bekendt, klassikeren The Woman in Black. Romanen skabte mere eller mindre hendes forfatterkarriere, ikke mindst takket være det teaterstykke, som efterfølgende blev bygget over romanen, og som mere eller mindre uafbrudt er blevet spillet i London lige siden. Det er imponerende, men Susan Hill har efter sin bestseller haft svært ved at finde sin stemme og komme fri af spøgelsernes greb.

The Mist in the Mirror, som vi her skal se nærmere på, fremstår da også mest af alt som udtryk for en forfatter, der har valgt at give slip og gå efter det, der bliver forventet af hende. Det vil sige, at romanen er præcis den efterfølger til The Woman in Black, som man kunne forestille sig, med alt hvad det indebærer af sikre valg og tomgang.

Susan Hill (født 5. februar 1942)  

Handlingen tager os tilbage til London omkring år 1900, hvor vi i en herreklubs trygge rammer introduceres til en ganske mystisk historie, der senere fortsættes i et langt brev, som vores hovedperson læser. Vi stifter bekendtskab med Sir James Monmouth, der fortæller sit livs mærkværdige historie. Som forældreløs tilbragte han sine første år i pleje i udlandet, og som stor knægt opdagede Monmouth bøger i sin plejefars samling, der var skrevet af den enigmatiske opdagelsesrejsende Conrad Vane. Disse bøger gør dybt indtryk på den unge Monmouth.

Da James Monmouths plejefar nogle år senere dør og efterlader en større sum penge til sin stedsøn, beslutter Monmouth at bruge en del af sine midler på at skrive en biografi om denne fascinerende Conrad Vane. Det arbejde fører ham vidt omkring i verden og til sidst hjem til England, som Monmouth ikke har besøgt siden sin tidligste barndom. Her, hjemme i England, begynder mysteriet imidlertid for alvor at tage form, for det kommer det frem, at Vane havde ry som okkultist, djævledyrker og meget andet. Man fornemmer en stærk inspiration fra Aleister Crowleys biografi.

Hardcover, Sinclair-Stevenson 1992

Ufortrødent fortsætter Monmouth sit detektivarbejde. Vane drager ham, og han kommer dybere og dybere ind i en okkult verden, hvor det tilsyneladende ikke bare er de levende, der prøver at blande sig i Monmouths jagt efter sandheden om Vane – de døde synes også at have en interesse i sagen. En lille spøgelsesdreng bliver genstand for tilbagevendende gru, og det samme gør en række andre ubehagelige episoder, som Monmouth oplever. Episoder, der får ham til at stille sig det spørgsmål, om han er ved at miste forstanden.

Essensen i The Mist in the Mirror er, at hovedpersonen ikke er i stand til at slippe sin fascination. Selvom alle omkring ham advarer Monmouth, kan han ikke opgive sin jagt efter sandheden om Conrad Vane, og jo mere han forfølger ham, jo mere kommer han ud af balance. Det er ikke bare liv og lemmer, der på spil, men også Monmouths greb om virkeligheden, der til sidst indfanges symbolsk i titlens tågede spejl. Da han ser sig i spejlet, ser han ikke længere sig selv – han er forsvundet – men ser i stedet noget, der måske er Vane, måske noget helt andet. Monmouth er den forældreløse, et metaforiske gespenst, der jagter en identitet, og da han til sidst forsøger at se sig selv, står det klart, at han aldrig har fundet det, han søgte; det eneste han har, er jagten.

Paperback, Vintage Books 1992

Hills roman har efter udgivelsen modtaget ganske meget kritik for at være vag, forvirrende og langsom. Den er da også omhyggelig i sit udtryk og befinder sig hele tiden i et usikkert rum, hvor der antydes meget, men kun afsløres meget lidt. Om hjemsøgelserne eksempelvis er fantomer i Monmouths sind eller faktiske gengangere står åbent, og Susan Hill lægger sig dermed også i denne roman i forlængelse af Henry James’ uforlignelige The Turn of the Screw (1898), der mere eller mindre skabte skabelonen for den moderne, litterære spøgelsesfortælling.

Stilistisk kan man ikke sætte en finger på romanen. Susan Hill skriver fremragende, og hun indfanger til perfektion den stemning af edwardiansk gru, som har inspireret hende. Den rullende tåge, klamme heder og isolerede herregårde. Romanen har næsten alle de elementer, alle de sætstykker, der hører til i den periodes repertoire, og mens man læser, er det rent faktisk forførende let at glemme, at dette er en pastiche, ikke en næsten 100 år gammel roman. Det langsommelige kommer da også ind i udtrykket, fordi Hill kompromisløst efterligner sin periodes litteratur, hvilket giver teksten et andet tempo, end det man måske kunne forvente af en roman fra 1992. Er man vant til at læse ældre litteratur, vil man dog næppe bemærke den manglende hastighed i handlingen; en hastighed som åbenbart skal være i en genreroman i dag.

Paperback, Mandarin 1993

Præcis som med The Woman in Black er der noget paradoksalt over romanen, der måske her i endnu højere grad end i førnævnte titel gør sig gældende. Stilistisk er Susan Hill kun blevet bedre med årene, og hun går nu endnu mere loyalt til sine forlæg. Men heri ligger også selve problemet, fordi Hill går så tæt på at genskabe et ældre udtryk, at hun præcis som hovedpersonen James Monmouth taber sig selv. Pastichen tager magten fra teksten og bliver et mål i sig selv. Hvis man holder af det udtryk, hvilket jeg absolut gør, kan det være betagende i en rum tid, men gradvist melder en oplevelse af tomhed sig. Der er et fravær at kunstnerisk nerve i romanen, som trods den stilistiske perfektion, gør, at det hele føles hult. Der mangler en forfatter, en tanke, i teksten.

Sådan er det også i The Woman in Black, og det er en trist erkendelse, fordi en roman som The Mist in the Mirror i hele sin ambition om litterært gys fortjener ros og kærlighed. Det er desværre svært at mønstre udelt begejstring for projektet.

Paperback, Vintage Books 1999
Paperback, Vintage Books 2000
Paperback, Vintage Books 2014

Skriv en kommentar

Filed under Roman

M.P. Shiel, The Purple Cloud (1901): “Excuse me while I kiss the sky…”

Paperback, Warner Paperback Library 1973. Den fine forside er skabt af Chuck Sovek

M.P. Shiels The Purple Cloud fra 1901 hører til blandt de absolut bedste og mest formative stykker apokalyptisk skønlitteratur. Genren, hvis man kan kalde den det, ville ikke være det samme uden Shiels værk, og man kan hurtigt konstatere, at der ikke er kommet meget nyt til udtrykket, siden Shiels roman udkom. Han sagde det hele! og sagde det på sæt og vis bedre, end langt de fleste har gjort det efterfølgende.

Som David Lindsays A Voyage to Arcturus (1920) begynder Shiels fortælling samme overraskende sted, nemlig med en spiritistisk seance. Det fortæller os en hel del om tilblivelsestidspunktet for teksten, men de to forfattere bruger det ikke til det samme. Hos Shiel bliver seancen nemlig et metagreb, hvor åndemediet i sin trance læser et manuskript langt ude i fremtiden, og det er dette manuskript, mediet læser, som vi nu får genfortalt i romanen. Det er en kluntet konstruktion, men den har sin pointe, hvilket jeg skal vende tilbage til.

Paperback, Warner Paperback Library 1973

I grove træk skildrer The Purple Cloud menneskehedens sidste dage på Jorden, fortalt gennem den næsten eneste overlevende; en brite ved navn Adam Jeffson. Optakten til dette er som følger. I en ikke alt for fjern fremtid bliver der udlovet en dusør til den, der først kan nå Nordpolens centrum. Den opgave udløser en række videnskabelige ekspeditioner, og Jeffson er ombord på et af de skibe (Borealis), der sætter kursen mod nord. Jeffson er også del af en lille gruppe, der med hundeslæde begiver sig ud på isen for at komme frem til det afgørende punkt. Så langt når han også, men det nytter ham ikke meget. En dag antager himlen et lilla skær, og kort efter begynder dyrelivet at dø omkring ham. Jeffson er alene på isen på dette tidspunkt, og han indleder sin rejse tilbage mod ekspeditionens skib.

Noget er tydeligvis helt galt. Der ligger døde dyr over alt, og da han når Borealis, er alle ombord også døde her. Alt er dækket af et lag fint, lilla støv, og mysteriet bliver kun større, da det lykkes Jeffson at styre skibet hjemad på egen hånd. Dets nærmere han kommer beboede kyster, dets klare står det for han, at verden har været udsat for en katastrofe. Der driver skibe med døde besætninger rundt på havet, og da Jeffson for første gang går i land, et sted på den norske kyst, finder han kun døde overalt. Alt liv er ophørt – dyr som mennesker ligger rådnende der, hvor den lilla sky indhentede dem.

Matthew Phipps Shiell (21. juli 1865 – 17. februar 1947)

I løbet af romanen finder vi ud af, at der formentlig har været et vulkanudbrud et sted på Jordens sydlige halvkugle, der har slynget et giftstof ud i luften, som vinden har spredt til alle hjørner af verden. Alt er dermed blevet forgiftet og intet har overlevet. I hvert fald ikke ret meget.

Jeffson begynder en trøstesløs odysse gennem en ødelagt verden. Først går turen til England og London, hvor han genbesøger sit gamle hjem. Derfra rejser han videre for til sidst at slutte livet på en tropeø, hvor han kan afvente døden. Før han når dertil, har Jeffson skabt sig et museum af kunstskatte indsamlet fra denne mennesketomme verden, og omgivet af herlighederne vil han nu afvente, at han kan slutte sig til de døde. Så let går det dog ikke, for naturligvis dukker der en Eva op i Adam Jeffsons mausoleum af en tropeø, og dermed får vores hovedperson pludseligt helt nye tanker og udfordringer. Med ét er der måske en fremtid, men hvilken fremtid kan det egentlig blive og for hvem?

Hardcover, Chatto & Windus 1901. Romanens første udgave

The Purple Cloud er en fremragende roman. Dens første del er et stykke isnende skrækfiktion, der på grusomste vis udmaler de rædsler, som Jeffson bliver vidne til under sin rejse rundt i England, mens han stadig har håbet om at finde overlevende. Det psykologiske portræt, som Shiel skaber, er mesterligt, og han leger skånselsløst med Jeffsons konstante, men stadigt mindre, håb. Det er uhyggeligt, hjerteskærende og smukt, når vi med Jeffson vandrer gennem det ene morbide tableau efter det andet. Mest hjerteskærende er det uden tvivl, da Jeffson opsøger sin familie og finder dem døde, men der er mange andre optrin, der står decideret foruroligende. Han finder miner, hvor folk har søgt tilflugt, kun for at dø af sult i mørket. Der er også mange andre lignende situationer, hvor vi får beskrivelser af mennesker, der ligger fastfrosset i deres dødsøjeblik som bizarre hverdagsglimt fra en verden, der ikke længere findes.

Romanens første halvdel er et dødsstudium. Det er et billede på undergangens øjeblik og verden, som den tager sig ud, efter døden har passeret på hastig gennemfart. Der er ikke nogen tvivl om, at Poes sublime “The Masque of the Red Death” (1842) har dannet en væsentlig inspirationskilde for Shiel, der her lader sin lilla død angribe verden og præcis som Poe røde død, luller den alle bort som trolddomssøvnen i ”Tronerose”.

Hardcover, World Publishing Co. 1946

Anden halvdel, efter Jeffson beslutter sig for at skabe sit museum over menneskets kunstneriske bedrifter, har en ny tone. Det morbide går i baggrunden for en gylden, varm stemning af melankoli og afsked. Det er slutpunktet for alt liv, vi hører om. Matthæusevangeliets formuleringen om, at de første skal være de sidste, er her tydeligt udgangspunktet. Romanens Adam får således lov til at lukke og slukke for alt – sådan tror han i hvert fald selv.

De anfald af vemod, vrede og galskab, der rammer ham under arbejdet med museet, står stærkt og viser os Shiels forestilling om mennesket som socialt individ. Det er et imponerende psykologisk register, som Shiel præsenterer med sans for den frustration og skuffelse, Jeffson føler. Han er rasende over at have overlevet alene. Rasende over, ikke at have modet til selvmord og rasende over, at det i det hele taget kunne ske. Hvorfor, spørger han sig hele tiden, og svaret kan ikke gives. Der er ikke noget svar, det skete bare, fordi sådan er naturen. Den grusomme erkendelse knuser alle forestillinger om mening med livet og guddommelige indvirkning i verden. Det er et billede på mennesket som en skabning fuldstændig i verdens og naturkræfternes vold, til trods for vores forestillinger om kontrol ved hjælp af teknologi og intellekt.

Hardcover, Gollancz 1963

Jeffsons reaktioner er mange, og den første vrede sender ham på en årelang ødelæggelseskampagne, hvor han sprænger og brænder alle monumenter, han kan komme i nærheden af. Alt stort, alt ikonisk, skabt af mennesket ødelægger han. Han sætter hele byer i flammer og sletter menneskehedens spor. Men han kan alligevel ikke bære at ødelægge alt. Angsten for tomheden og den totale ensomhed bliver for stor, og han skaber sig derfor museet og nedfælder den beretning, som vi nu læser. Han skriver dermed til en fremtid, der måske vil komme, hvorfra ved han dog ikke.

Paperback, Paperback Library 1963

Nu kan jeg så vende tilbage til den kluntede konstruktion med det spiritistiske medie, der læser Jeffsons tekst i en trance. Det vigtige er her, at Shiel trækker en streg mellem os og Jeffson. Mediet kan med mystiske kræfter krydse barrieren ind i fremtiden, men det er klart, at vi (os læsere) er de dødsmærkede. Vi vil gå under, og det er kun tilfældigheder, der tillader os at få et indblik i den verden, der skal komme, når vi ikke længere er der. Denne nye verden, der tilhører Adam Jeffson, er noget andet og et sted, vi ikke hører hjemme. Det er ikke verdens undergang, Shiels beskriver, det er vores undergang; din og min død. Det er et barskt billede, der rammer i hjertekulen, når man først forstår sammenhængen.

De første skal være de sidste. Shiels skabte noget dybt fascinerende og vemodigt smukt med The Purple Cloud, og med sin vision sagde han også mere eller mindre alt, hvad der er et sige inden for denne tematik. Det begynder og slutter her. Storslået.

Paperback, Paperback Library 1966
Paaperback, Panther 1969
Hardcover, Gollancz 1978
Paperback, Allison & Busby 1978
Paperback, Bison Books 2000
Hardcover, Tartarus Press 2004
Paperback, CreateSpace 2012
Paperback, Penguin Books 2012

Skriv en kommentar

Filed under Roman

G. K. Chesterton, The Man Who Was Thursday (1908): Kun masker, kun røgslør

Paperback, Ballantine Books 1971. Forsiden, med en scene fra romanen, er malet af Gervasio Gallardo

Den engelske, intellektuelle forfatter G. K. Chestertons roman The Man Who Was Thursday fra 1908 er en af den type fortællinger, der gør dybt indtryk, og jeg kan godt garantere dig, at hvis du aldrig har læst bogen og gør det, vil der være scener, som bliver hos dig meget, meget længe – måske endda for altid. Det er store ord, men det er også en stor bog, og jeg står ved dem.

Det er vanskeligt at beskrive romanens handlingen, fordi selv et ganske detaljeret referat har svært ved at gengive den helt særlig stemning, der hurtigt gennemtrænger historien. Det hele begynder ganske fredeligt med et skænderi under en lille litterær komsammen i en have i London. Unge Gabriel Syme lytter til en lokal, selvsmagende poet og venstrefløjsaktivist – festlighedens midtpunkt – der gør sig klog på aktivisme. Til sidst får Syme nok. Fortørnet angriber han verbalt kunstneren og anklager ham for tomme ord og varm luft.

Paperback, Ballantine Books 1971

Frustreret over verdens dårskab forlader Syme festen og går fordybet i tanker omkring i Londons gader, indtil han møder en gammel betjent, der lytter til Symes kvaler og forklarer ham, at Syme lige præcis er en mand af den støbning, korpset har brug for. Politiet søger efter dedikerede, konservative folk, der vil bidrage til kampen imod den internationale anarkisme. Syme griber chancen og bliver, på forbløffende kort tid, en del af en særlig undercover-enhed, der skal infiltrere et anarkistisk netværk, som Syme på rekordtid befinder sig i hjertet af.

Syme finder hurtigt sig selv i selskab med seks anarkister, der alle har en ugedag som dæknavn. Centrum for dette netværk er den bogstaveligt talt enorme mand ”Sunday”, der styrer terroristerne på enigmatisk vis, så de mere eller mindre selv sætter ord på det, som de tror eller føler, Sunday (måske) opfordrer dem til.

Gilbert Keith Chesterton (29. maj 1874 – 14. juni 1936)

Det lyder sært, og det er det også. Tingene bliver imidlertid mere mærkværdige, for efter kort tids efterforskning opdager Syme først, at én af de seks andre terrorister er en politiagent, og snart er der en undercoveragent mere blandt terroristerne, og så en til. Du kan nok godt gætte, hvor det ender. Hvis alle terroristerne er politiagenter, der imiterer terrorister – er der så overhovedet nogen anarkistiske terrorister? Måske, for Sundays identitet er ubekræftet, og derfor går den vilde jagt efter bagmanden. Men her begynder tingene først for alvor at blive underlige. Som Syme og hans allierede kommer tættere og tættere på Sunday, forvrides realiteternes og verdens genkendelighed mere og mere

Romanens undertitel er ”A Nightmare”, og det er da også præcis, hvad romanen skildrer. Som i et mareridt, hvor naturlovene konstant ændrer sig, forandres vilkårene for Symes menneskejagt, og selvom han kommer tættere på Sunday, når han aldrig helt i mål. Stemningen af paranoia stiger løbende igennem hele fortællingen, og til sidst må Syme tvivle på sig selv og sin egen fornuft, for er han i det hele taget selv den eller det, han tror?

Hardcover, Dodd, Mead & Co. 1908_1ed

Spørgsmålet er ikke uvæsentligt, når man noterer sig, som Chesterton selv forklarede det, at han skrev romanen efter et psykisk sammenbrud; en identitetskrise, kan man sige, der blandt andet førte ham til en form for religiøs vækkelse, der varede resten af livet.  

Man kan anskue The Man Who Was Thursday fra flere vinkler og sammenligne den med modernistiske hovedværker fra omtrent samme tid, der ligeledes kredser om samme identitets- og eksistentialistiske problematikker. Kafkas værk er et oplagt eksempel, Thomas Manns et andet, men der er andre af samme type, som også kan trækkes ind.

Paperback, Penguin Books 1937

Stemningen af dyb paranoia, den absurde, den feberagtige humor og de groteske situationer, som Syme kommer ud for, bringer også romanen i kontakt med en bred vifte af stemninger, der gør, at læseren aldrig – præcis som Syme – ved, hvordan teksten skal håndteres. Man er på dybt vand, nøjagtigt som politiagenten, og der er ingen kære mor her – Chesterton giver os kun ganske få redningskranse at klamre os til.

Under opgøret med den lokale poet i begyndelsen af historien forstår vi, at Syme og derigennem Chesterton lufter sin frustration over påstået kunstnerisk radikalitet, der i sidste ende bare forbliver ved snakken. Det er de gryende ismers tid og hul radikalitet, Chesterton reagerer imod. Kommunisme, impressionisme og anarkisme udpeges indirekte, og den mystiske Sunday gør det samme, mens han nøder sit slæng af anarkister til at smide bomber.

Famous Fantastic Mysteries, marts 1944

Syme får kvalme af den flod af ord, som flyder efter alle tidens påstande om forandring og nytænkning, ikke mindst fordi de revolutionære i sidste ende viser sig at være tomme for andet end selvforelskelse. Præcis som terroristerne er falske, fordi deres radikalitet bare er masker. Inter er sandt, men er Sunday ægte? Er Sunday, bagmanden, rent faktisk den eneste troværdige karakter?

Hardcover, Dodd, Mead & Co. 1966

Til sidst, næsten totalt opløst i vanvid, kollapser Syme, som Chesterton selv, under åben himmel og råber til Sunday:

“Have you”, he [Syme] cried in a dreadful voice, ”have you ever suffered?” [Altså, har du lidt på grund af din menneskelighed, som jeg gør det?]

As he gazed, the great face grew to an awful size, grew larger than the colossal mask of Memnon, which had made him scream as a child. It grew larger and larger, filling the whole sky; then everything went black. Only in the blackness before it entirely destroyed his brain he seemed to hear a distant voice saying a commonplace text that he heard somewhere, “Can ye drink of the cup that I drink of?”

Svaret er nej. Syme kan ikke drikke af gudens bæger.

Paperback, Dover Publications 1986

Syme erkender, at han som menneske er i kaos, ude af stand til at kontrollere sin verden, der hverken rummer fornuft eller mening. Det eneste sande er det, der går ud over denne verden, fordi intet jordisk eller menneskeskabt kan være sandt.

I dette er det apologeten Chesterton, der kommer til orde og siger, at ønsket om orden og kaos er to sider af samme sag – begge dele er udtryk for den jordiske labyrint, hvorfra der ikke er nogen anden udvej end gennem troen. Vi har med andre ord her med endnu en (jf. min bogomtale fra sidste uge) kristen roman at gøre. Men Chesterton har et eget syn på troen og udfolder i sit verdensbillede et religionssyn, der kommer i nærheden af noget, William Blake kunne nikke genkendende til. Chestertons verden er et stort virvar, et fusioneret kaos af himmel og helvede, og den, der forsøger at forstå, vil kunne blive ved med at åbne døre i en uendelighed, fordi der ikke er nogen vej ud af labyrinten. Den eneste udvej går, som sagt, gennem troen (sola fides).

Hardcover, Lythway Large Print 1987

Det var protestanten Chesterton, der skrev The Man Who Was Thursday. Han konverterede få år senere til katolicismen, og det er ikke sikket, at han på det tidspunkt ville kunne stå inde for de bagvedliggende tanker, der karakteriserer romanen.

Man kan mene, hvad man vil om den teologi, som Chesterton skitserer for os, og mange har forsøgt sig med en sekulariseret læsning af bogen. Det kan man sagtens, fordi den eksistentialistiske erkendelse, der kommer for dagen, dybest set ikke behøver nogen metafysisk overbygning. Ikke desto mindre går man derved imod Chestertons egne tanker, hvilket man bør have med i sine overvejelser.

Paperback, Penguin Books 1990

Selve fortællingen om Symes tur gennem et mareridt er da også så fremragende, så isnende og vanvittigt, så sjov og absurd, at han nærmest ville kunne prædike om hvad som helst, og vi ville tilgive ham til sidst, fordi romanen er et rædselsridt af den sjældne slags, der rusker ved vores instinktive behov for orden, rationalitet og mening. Den sætter fornuften ud af spil og efterlader os med stor undren og en let følelse af uro, for tænk om Chestertons mareridtsvision er rigtigt? Tænk om verden ikke består af andet end bedragere, og at vi alle spiller komedie for hinanden og frygter at blive afsløret. Hvis det ikke lyder som noget, der fortsat er aktuelt, så ved jeg ikke hvad, der gør!

Paperback, Ignatius Press 1999
Paperback, Modern Library 2001
Hardcover, Wildside Press 2004
Paperback, Kessinger 2004
Paperback, Headline Review 2007
Paperback, Atlantic Books 2008
Paperback, Penguin Books 2008
Paperback, Seven Treasures Publications 2008
Hardcover, Cosimo Classics 2009
Paperback, The Large Print Book Company 2009
Paperback, Simon & Brown 2010
Paperback, Penguin Books 2011
Paperback, Penguin Books 2012
Paperback, Whitaker House 2014

6 kommentarer

Filed under Roman

Richard Marsh, The Beetle. A Mystery (1897): Orientalismens spøgelse slår til igen

Paperback, Wordsworth Editions 2007

Litteraturhistorien er fyldt med glemte skrækromaner. En af dem, der mere eller mindre fra udgivelsestidspunktet i 1897 har kæmpet imod glemslens tåger, er Richard Marshs The Beetle, der allerede fra begyndelsen var udfordret ved at blive udgivet samme år som Stokers Dracula. Selv metropolen London var ikke stor nok til at kunne rumme to gotiske bestsellere på samme tid, og taberen blev i den sammenhæng The Beetle, der da også må siges at være Stokers værk underlegen på snart sagt alle punkter. Dermed ikke sagt, at Marshs roman er ringe, for det er den langt fra. Tidstypisk og gumpetung, men absolut et underholdende bekendtskab, der rummer den samme form for dystert pikanteri, som vi eksempelvis også finder i Dracula.

I romanen møder vi et firkløver af karakterer, der hver især står for at fortælle en del af handlingen, og dermed stykker de fire stemmer det mysterium sammen, der udgør bogen. Fordi vi har flere fortællere, som hver især kun kender en bid af historien, får vi aldrig fuldstændig afdækket, hvad der rent faktisk udspiller sig, og The Beetle efterlader derved sin læser med en snigende form usikkerhed, som navnlig på udgivelsestidspunktet må være blevet oplevet som ganske ubehagelig. En stor del af romanens momentum opstår da også igennem skiftet mellem de fire fortællere, der ved hver især kaster nyt lys over centrale aspekter af historien.

Richard Marsh alias Richard Bernard Heldmann (12. oktober 1857 – 9. august 1915). Marsh var i øvrigt bedstefar til selveste Robert Aickman

Det hele begynder, da en ung, arbejdsløs og nu hjemløs kontorassistent traver omkring i London for at finde et sted at overnatte. Han kommer forbi et hus, der ser ubeboet ud, og han beslutter sig for at søge ly for natten derinde. Det skulle han aldrig have gjort, for i det tomme hus oplever han noget skrækindjagende. En gigantisk bille kommer til syne foran ham og overtager hans sind med en form for hypnose.

Robert Holt, som kontorassistenten hedder, bliver derefter værktøj i et nedrigt komplot imod politikeren Paul Lessingham, der på en eller anden måde har noget at gøre med denne mystiske bille. Men hvad? Det får vi gradvist, men kun delvist, opklaret i løbet af romanen, som ikke alene byder på den allerede omtalte mystiske, kæmpeskarabæ, den byder også på en truende orientalsk mand af sært kønsløs fremtoning og en dunkel kvinde, ligeledes af orientalsk afstamning. Det hele peger mod Kairo som stedet, hvor den dunkle affære tog sin begyndelse i en fjern fortid, og dermed også tilbage mod oldtidens Egypten.

Hardcover, Skeffington & Son 1897. Romanens første udgave

Den velbevandrede, moderne læser aflurer naturligvis hurtigt, at alle disse fjender sandsynligvis er sider af samme skabning, men i sidste ende får vi aldrig entydigt forklaret, hvad denne skabning egentlig er. Mere væsentligt er det da også, hvordan politikeren Lessingham kan undgå at blive dræbt, for det er tydeligt, at denne okkulte ondskab fra Kairo er kommer til London for at gøre det af med ham.

Historien har rod i Lessinghams fortid, og var det ikke for hans rival Sydney Atherton, ville det se sort ud. Athortons videnskabelige sindelag og analytiske hjerne er imidlertid det perfekte våben mod de ældgamle skygger, der truer Lessingham. De to rivaler gør derfor, som ægte gentlemen, fælles front mod den større trussel, der til sidst kan blive konfronteret efter en hæsblæsende jagt tværs gennem landet i drosche og med tog.

Paperback, World Distributors 1959

The Beetle er et tidstypisk bud på en eventyrfortælling, der krydser flere genrer. Handlingen svinger mellem dybe, sentimentale samtaler om store følelser, og ligeledes stort drama i form af kamp, magi og gru. Har man læst Rider Haggard, vil man straks føle sig hjemme hos Marsh, hvis mystiske bille kunne være en ny inkarnation af ”Hun”. Det er i hvert fald i samme univers, vi bevæger os. Et univers, hvor civilisationens bolværk, indfanget metaforisk gennem Londons gasoplyste gader, konstant trues udefra af destruktive kræfter, der lurer i mørket og nu melder sig fra historiens dybder.

Det glemte vender tilbage og hjemsøger nutiden. Det motiv var omdrejningspunktet i den gotiske litteratur, men forfattere i det senere 1800-tal omdannede temaet og forflyttet til det glemte kulturer i fremmede kontinenters afkroge. Perspektivet blev globalt, præcis som det britiske imperium, således at glemte civilisationer i Afrika og andre vildsomme landmasser langt fra London kunne blive det sted, hvorfra fortiden igen meldte sig ildevarslende og beviste, at der er mere mellem himmel og jord end den rationalistiske industris tidsalder anerkendte.

Paperback, Consul Books 1965

H.P. Lovecraft trak senere ganske åbenlyst på dette som en tematisk arv, lånt fra de spændingsfortællinger, han havde læst som barn. Men den voksne Lovecraft greb især det uforståelige og mystiske i disse kulturmøder med det glemte fra fortiden. Derved adskilte han sig fundamentalt fra forgængere som Marsh, Rider Haggard og Stoker, som alle var romantiske forfattere, der var betaget af dualiteten i det eksotiske. De så det mørke som lige dele indbydende og ødelæggende. Den dæmoniske bille, den forføreriske manipulator Hun eller voldtægtsforbryderen Dracula er dermed tre sider af samme sag.

En videre fællesnævner for disse store antagonister er, at de alle er drevet af eros. Erotikken spiller en vigtig rolle i alle tre forfatterskaber, og med eros kommer døden selvfølgelig også ind i billedet. Tankevækkende i den sammenhæng er det, at Stokers Dracula rummede tydelige homo-erotiske elementer, og det samme gør sig gældende for den ambivalente bille hos Marsh, med dens både mandlige og kvindelige aspekt. Som en tvetydig størrelse af ubestemt køn er Billen således en stærk, moderne figur, som taler direkte ind i vores nuværende samtaler om køn og kønsidentifikation. Alene af den grund er The Beetle en roman, som man burde få trukket frem igen.

Paperback, Broadview Press 2004

Nogen genopdaget bestseller bliver den dog næppe, selvom den er relevant i dag, for det kræver en smag for victoriansk litteratur, hvis man vil gnave sig gennem romanen. Der er meget snak og mange svinkeærinder i teksten, som kan føles dybt irrelevante med moderne øjne. Læst ud fra sit udgangspunkt er det klart, at disse samtaler etablerer det moralske univers, hvorigennem truslen fra Billen skal vurderes, men det greb fremstår nu forældet og dogmatisk.

Ikke desto mindre er The Beetle en fascinerende bog at kaste sig ud i, ikke mindst fordi den kaster mere lys over spændingsromanen i 1800-tallets slutning og binder flere tekster sammen, som jeg også har gjort det her. At den så også stedvist er ufrivilligt komisk, er så en anden snak. Den store videnskabsmand Sydney Atherton arbejder på at udvikle kemiske våben, hvilket præsenteres som en opgave af en hvis national betydning. Det er ikke ligefrem en beskæftigelse, man ville give en helt i dag, men sådan skifter tiderne jo.

Paperback, Valancourt Books 2008

 

Paperback, Penguin Books 2008

Paperback, BBBZ Books 2010

Paperback, Bibliolis Classics 2010

Paperback, British Library, Historical Print Editions 2011

Paperback, CreateSpace 2011

Paperback, CreateSpace 2012

Paperback, The Echo Library 2012

Paperback, CreateSpace 2013

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Richard Laymon, Savage (1993): Da Ripperen drog mod vest og blev cowboy

Paperback, Headline 1993. Kunstneren bag forsiden er desværre ikke oplyst

Ingen kan påstå, at Richard Laymon var noget kunstnerisk geni. Desuagtet var han ekstremt produktiv og arbejdede utrætteligt på at udsende genreromaner, der i en eller anden grad jagtede guldet i form af bestsellergennembruddet. Det fik han aldrig for alvor, men hans som oftest voldsomme og slibrige fortællinger havde afgjort et publikum. Han huskes da også bedst i dag for lummer splat, der helt afgjort er skrevet til husarerne.

Men Laymon forsøgte også at gå andre veje, hvilket absolut tjener til Laymons ære. Om inspirationen til dette kom fordi, læserne efterhånden havde mistet smagen for gys og gru i 90’ernes første halvdel, eller om Laymon rent faktisk følte et behov for at afprøve noget nyt, er et åben spørgsmål. Med Savage fra 1993 forsøgte han sig i hvert fald med en roman, der både tematisk og i omfang adskiller sig fra hovedparten af alt det, som han fik udgivet i løbet af sin karriere.

Savage har den præmis, at grunden til, at Jack the Ripper aldrig blev fanget, er, at han flygtede til Nordamerika i 1888. Her kunne han uhindret fortsætte sit uvæsen i det vilde vesten, hvor lovens arm var en hel del kortere end i metropolen London.

Richard Carl Laymon (14. januar 1947 – 14. februar 2001)

Jack the Ripper er dermed bogens skurk, men ingen skurk uden en helt, og ham har vi i form af den kun 15 år gamle Trevor Berntley, der ved et uheld kommer med ombord på det lille skib, der skal føre Ripperen over Atlanterhavet. Trevor kommer til at fungere som matros for Jack på rejsen, og da de endelig er ankommet, vil Ripperen skaffe sig af med hele sin besætning, så der ikke er nogen vidner, som kan afsløre hans identitet.

Han tror da også, at han har druknet Trevor, men der tager Ripper-Jack fejl. Trevor overlever mordforsøget, og dermed kan en menneskejagt igennem det vilde vesten begynde. Trevor er nemlig overbevist om, at han aldrig vil få fred, før Ripperen er blevet stoppet, og da det kun er ham, der kender Ripperens identitet, er det også kun ham, som kan stoppe den koldblodige seriemorder.

Med Savage leverer Richard Laymon en rejseberetning, der følger Trevors vej fra London til den endelige konfrontation med Ripperen et sted i ødemarken. Da de to står ansigt til ansigt igen ved romanens afslutning, er der sket meget. Det vilde vesten har gjort Trevor til en mand, han har fået en kæreste og den forskræmte dreng fra London er blevet erstattet af en vejrbidt cowboy. Der er med andre ord tale om en klassisk dannelsesrejse, som trækker frit på drengebøgernes røver-og-soldater-univers. Romanen fremstår derfor også som en hyldest til de spændingsromaner, der var med til at skabe udgangspunktet for pulplitteraturen og dermed også til den fiktion, som Laymon senere selv skrev.

Hardcover, St. Martin’s Press 1993. Romanens første udgave

Rejsen mod USA bærer eksempelvis umiskendelig lighed med Jack Londons fantastiske The Sea-Wolf (1904), mens man mærker en tonstung inspiration fra Twains episodiske skildringer af livet ved Mississippi-floden i den rejseskildring, der begynder, da Trevor sætter i land på den amerikanske kyst. Hertil kan man så også føje velkendte western-troper, der fører os forbi revolvermænd, soldater, svindlere og alt mulig andet.

Det er imidlertid ikke kun i handlingen, at Laymon parafraserede sine forbilleder, han gjorde det samme i selve sproget. Savage er nemlig skrevet i tilstræbt arkaisk sprog, der slår igennem i både beskrivelser og dialog. Det har tydeligvis været en æstetisk udfordring, og man noterer sig hurtigt en hel del vendinger, som Laymon har lært sig fra den historiske fiktion og nu skamrider i sin tekst. Sprogligt har han dermed spændt buen for hårdt og skabt et værk, der føles stift og unaturligt. Ja stedvist nærmest klaustrofobisk, fordi man mærker, hvordan hans stilistiske valg gør det svært for ham at udfolde de mere ambitiøse scener i romanen, hvor unge Trevor får lov at diskutere livets store spørgsmål med de mere tænksomme mennesker, han møder på sin vej.

Når det er sagt, kommer man ikke uden om, at det svulstige og manierede, der normalt er negative kendetegn ved Laymons fiktion, i denne sammenhæng rent faktisk arbejder med ham. Der opstår en ny form for synergi mellem sproget og den historiske handling, der på besynderligvis bringer Laymon tættere på en oplevelse af autenticitet end det, som man finder i hans normale, samtidsfiktion.

Paperback, Dorchester Publishing 2007

Man kommer heller ikke uden om at genkende Laymons smag for blod og sex. Han bryder her den historiserende tone og leverer ganske rå beskrivelser af vold og død. Det er eksempelvis særdeles barske sager, hvad Jack the Ripper gør ved sine ofre, og sexscener serverer han også for os. Sidstnævnte er dog her præsenteret i et mere floromvundet sprog end den sædvanlige, mere kontante fremstilling vi ellers kender hos Laymon.

Laymon prøvede noget nyt med Savage, men grundlæggende er der bare tale om en ydre forandring. Bag ordene finder vi selvsamme, gamle Laymon, der gør det, han altid gjorde. Når alt det er sagt, mener jeg faktisk, at Savage må være en af Laymons bedste værker. Romanen er let at pille ned, fordi den stilistisk er så kluntet, som den er, men på trods af det er der en oprigtig passion for vildmarkseventyr og westerns, der kommer til udtryk her. Der er et sus over historien, noget friskt og pågående, som griber læseren og giver en lyst til at følge den ellers småirriterende Trevor på hans eventyr. Man gribes af eventyrets fart og drama, kampenes blodige alvor og Ripperens uendelige ondskab.

Ebog, Headline 2012

På den led er det lykkes for Laymon at skabe et stykke ganske veldrejet pastiche, der rent faktisk opnår, hvad det tilstræber. Han hverken nytænker eller finder på finurlige krumspring, der skal overraske os undervejs og lege med udtrykket. I stedet har han givet os en præcis genrehyldest, som forsøger at indfange et tabt, historisk udtryk, og den formår at gøre det og gør det endda med en betydelig underholdningsværdi. Jeg har i hvert fald en svaghed for den type fortællinger, som Savage trækker på, og Laymons roman gør sig, på sin egen naive måde, godt i dette selskab.

Det er meget ros til Richard Laymon, hvis romaner ellers ikke fortjener ret mange roser, men nogle gange arbejder tingene med os, og det gjorde de i høj grad for Laymon, da han en smule overmodigt satte sig for at skrive Savage.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Anne Rice, The Mummy, or Ramses the Damned (1989): En saftig mumie i den lumre ørkennat

Paperback, Penguin Books 1990

Med tobinds-romanen The Vampire Lestat (1985)/Queen of the Damned (1988) indtog Anne Rice pludselig pladsen blandt genrefiktionens absolut bedst sælgende forfattere. På grund af bøgernes vampyrtematik blev de regnet ind i skrækgenren, hvilket i virkeligheden er ganske misvisende. Der sker i hvert fald et tydeligt skred i Rices forfatterskab mellem den første vampyrroman Interview with the Vampire (1976) og så Queen of the Damned. Et skred, der forlader den eksistentielle angst og gru, som Interview kredser om, og i stedet går i retning af et plotdrevent, eskapistisk pulpeventyr, som forsøger at fortrylle sin læser med eksotisk erotik såvel som kulturel og materiel rigdom. Rice begyndte med andre ord at skrive en form for gotisk fantasy, og den tendens fortsatte hun ind i The Mummy fra ’89.

Det er tydeligt, at Rice, der var på toppen af sin popularitet i ’88, havde brug for en ny vej, hvor hun kunne sadle om men alligevel fortsætte sine overdådige eventyr. Vampyrerne havde udspillet deres rolle som interessante figurer efter Queen of the Damned, men Rice ønskede samtidig at forfølge det stilistiske spor, som hun havde fundet med sine seneste to romaner. Præcis som hun havde genopfundet vampyrfiguren, greb hun derfor tilbage i skrækkens idékatalog og hev mumien frem som sin nye, primære aktør.

Paperback, Penguin books 1990

Rice lod naturligvis mumien undergå en forvandling; fjernede bandagerne og bragte saft og kraft til den udødelige skabning. Den kom derved til at stå ikke bare som den diametrale modsætning til monstergysets støvede, langsomme levende døde, men også som en absolut modsætning til hendes vampyrer. Mumien hos Rice blev en skabning med enorm appetit på livet, der næres af sollys og – hvilket er ganske vigtigt – er et særdeles potent og lystfyldt, erotisk væsen, der gerne vil inddrages i menneskenes liv og kultur. Rice gør dermed mumien til noget ganske andet, end det vi normalt forbinder med mumier i genrefiktionen, og man kan måske endda hævde, at hun fører sin mumie så langt bort fra udgangspunktet, at det reelt slet ikke er det samme ”genrevæsen” længere. Men det er en anden snak.

I sin roman valgte Rice at gøre to af Egyptens bedst kendte historiske skikkelser til sine væsentligste karakterer. Hovedpersonen, mumien om man vil, er Ramses d. II, som fødtes omkring år 1300 f.kr., den anden er bærende karakter er den sagnomspundne Kleopatra (født 69 f.kr.). Disse to skikkelser, adskilt af århundreder, bringer Rice sammen takket være den idé, at Ramses blev gjort udødelig gennem en hemmelig eliksir. Han fungerede således som rådgiver for faraoner i de følgende århundreder og forelskede sig til sidst i Kleopatra, men denne legendariske skønhed blev også hans fald. Deres affære gik skævt, Kleopatra forelskede sig i Markus Antonius, og Ramses lagde sig til hvile i sin krypt. Her har Ramses ligget i slummer frem til det punkt, hvor sollyset rammer ham igen, da engelske arkæologer åbner hans gravkammer.

Anne Rice (4. Oktober 4, 1941) fotografer i 1992

Jeg skal ikke kede jer med mere handlingsreferat, men forholdet mellem Ramses og Kleopatra er vigtigt at forstå, når man vil forstå, hvad Rice udfolder i sin roman. The Mummy er nemlig ikke nogen skrækfortælling. Det er en eventyrhistorie og en erotisk kærlighedshistorie om forelskelse, lyst og udødelige følelser. Rice skriver selv i bogens begyndelse, at hun takker H. Rider Haggard for inspiration hentet i romanen She, hvilket må siges at være en helt afgørende inspirationskilde. Faktisk kan man slet ikke tænke The Mummy uden at se den som et ekko af She.

I The Mummy introducerer Rice således et lille ensemble af engelske aristokrater, der alle på en eller anden måde er viklet ind i hinandens liv, og alle har relationer til gentleman-arkæologen Lawrence Stratford, der ved bogens åbning finder den sovende Ramses. Med kryptens åbning bliver der også åbnet for et eventyr, der svælger i lige dele engelsk kolonial luksus og orientalistisk begejstring for det eksotiske Egypten.

Hardcover, Chatto & Windus 1989. Romanens første udgave

Med det store persongalleri har Rice rig mulighed for at udspille intriger, kærlighedsforhold og forskellige menneskelige karaktertræk. Kernen i alt dette er den enigmatiske Ramses, der har den kvalitet, at alle som tilbringer tid sammen med ham, på en eller anden måde forelsker sig i ham. Hans tiltrækning er enorm og det uanset køn. Men den hemmelige eliksir, der har givet Ramses denne tiltrækningskraft, er mindst lige så interessant. Spørgsmålet, som Rice rejser i bogen, er da også, hvordan man selv ville forholde sig, hvis udødelighed og skønhed lå inden for rækkevidde? Hvor langt ville vi gå for at opnå den? Ville vi dræbe for det? Ville vi sige ja til udødelighed, hvis vi vidste, hvilken pris vi skulle betale for den i form af tab af venner og familie? Persongalleriet i The Mummy handler alle forskelligt, og vi får dermed en hel buket af holdninger serveret, ledsaget af en tydeligt moralsk løftet pegefinger fra Rice.

Kærlighedsforholdet mellem Ramses og Kleopatra er naturligvis et vigtigt spor i fortællingen, men de tjener også som fundamentalt forskellige reaktioner på udødeligheden. Hvor Ramses er lys, imødekommende og nysgerrig, er Kleopatra dyster, egoistisk og ond. Ramses vil opleve og mærke verden, Kleopatra vil beherske og kontrollere den. Det er da også imellem disse to yderpunkter, at romanens persongalleri fordeler sig i to lejre, som langsomt hen imod slutningen kan tørne sammen i Kairo i en afgørende konfrontation.

Paperback, Ballantine Books 1989

Denne grundlæggende dikotomi genkender vi i øvrigt som et strukturelt lån fra Interview, hvor forholdet mellem Louis og Lestat udtrykker samme form for udspaltning. I The Mummy er alt det subtile fra før nævnte bog imidlertid fejet af bordet til fordel for en langt mere håndfast fremstilling af Ramses som den gode, men fejlbarlige, og Kleopatra som den gennemført onde. Den eneste hage i dette er, at det er Ramses selv, der har gjort Kleopatra udødelig og til det monster, hun er, men det tjener naturligvis først og fremmest til at styrke bogens advarende tone.

The Mummy er rendyrket romantisk fantasy og ramasjang. Enhver ansats til dybsindighed er, som kraftigt antydet, for længst forduftet fra Rices forfatterskab, der på dette tidspunkt efterhånden udelukkende opererer med overfladiske arketyper og klichéer. Bogen har afgjort tempo og underholdningskraft, fordi Rice sprogligt formår at løfte sin overnaturlige ørkenromance til noget, der er en smule mere end ren banalitet. Men også kun en smule, for med The Mummy er det klart, at Rice er blevet en forfatter, som først og fremmest skriver det, som læserne forventer fra hendes hånd. Det er da også evident, at bogen om Ramses kom til at danne idémæssigt udgangspunkt for Rice, da hun genoptog sine langt mere populære vampyrbøger med The Tale of the Body Thief (1992), der har samme stemning af hurtigt pulpeventyr som The Mummy.

Paperback, Ballantine Books 1991

Historien om den udødelige Ramses er imidlertid også en vej tilbage til de romaner, der var Rices egentlige udgangspunkt, nemlig erotiske romancer. The Mummy er dermed fyldt med hele den gotiske romances floromvundne og lyrisk absurde sprogbrug, der æstetiserer samlejet til en blomsterduftende eksplosion af candyfloss og poesi. Som da Ramses i bogen penetrerer Julie Stratford med hendes invitation: ’Batter down the door,’ she whispered. ’The virgin door. Open it, I am yours for ever.’ He went through the seal (s. 255).

Den slags patetisk melodrama er ulidelig læsning og noget, der bør punktere enhver illusion om Rice som stor lyriker.

Paperback, Ballantine Books 1991

Skal man være pæn ved The Mummy, kan man sige, at den sammen med Rices øvrige romaner har gjort sit til at flytte en udtalt queer-dimension ind i bestsellerlitteraturen. Biseksualiteten, der optræder i vampyrromanerne, bliver således langt mere fremtrædende i bogen om Ramses, men altid kun som noget omtalt; den egentlige sex henlægger Rice til mødet mellem mand og kvinde. Nogen provokatør er hun dermed bestemt ikke, og The Mummy står da også tilbage som letlæst genreroman, der med en vis bitterhed minder os om det, Rice var i ’76.

Den entreprenante Anne Rice sluttede i øvrigt bogen med en såkaldt cliffhanger (”The Adventures of Ramses the Damned shall continue’’), men fortsættelsen til The Mummy skulle først udkomme i 2017. Det er en ganske lang ventetid, men Rice opdagede efter førnævnte Tale of the Body Thief, at der trods alt stadig var liv/salg i vampyrerne, og samtidig oplevede hun en overvældende succes med sin serie om Mayfair-heksene, hvilket åbenbart gjorde Ramses til en mindre attraktiv figur at arbejde videre med. Det kan man jo kun give Rice ret i.

Paperback, Ballantine Books 1994

Paperback, Arrow Books 2004

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Thomas Tessier, The Nightwalker (1979): Ulven i os alle

Paperback, Pan Books 1980. forsiden er malet af Chris Moore

I 1979 udsendte amerikanske Thomas Tessier en lille roman, der dykker ned i et af hans generations store traumer, nemlig Vietnamkrigens indvirkning både på de unge, der blev sendt afsted, og de unge, der blev tilbage. Selve Vietnamkrigen er blevet beskrevet skønlitterært ganske mange gange, det samme gør sig gældende for livet som hjemvendt veteran, men der er alligevel ikke ret mange bøger, der ligner Tessiers The Nightwalker.

På overfladen synes romanen rørende enkel, ja man kan endda sige banal, men graver man i teksten, står det klart, at letheden er bedragerisk. Tessier har indlagt et antal komplekse spørgsmål i fortællingen, som gør den værd at læse flere gange. Men først til handlingen.

Thomas Tessier (født 10. maj 1947)

Vietnamveteranen Bobby Ives driver omkring i London med en smule penge på lommen. Han bruger dagene på druk og ingenting. Han plages af migræne og depressive tendenser; alt sammen symptomer på det vi må opfatte som posttraumatisk stress. Rodløs og modløs giver livet ikke rigtigt mening for ham længere, men heldigvis har han mødt den unge Annie, der tager sig af ham. De er kærester, men Bobby har problemer med at åbne sig for hende, og der hænger derfor alvorlige skygger over deres forhold, selvom de i virkeligheden er meget glade for hinanden.

Alt det tager en uventet drejning, da Bobby og Annie en regnvejrsdag går en tur i byen sammen. De går og snakker, men pludselig ligger Annie død foran en bus. Bobby er overbevist om, at det var ham, der skubbede Annie ud på vejen, men alle andre omkring ham synes at opleve det som en ulykke. Hvad er realitet og hvad er fantasi?

Hardcover, Macmillan 1979. Romanens første udgave

Her begynder Bobbys deroute for alvor, for med Annies død opdager han en lyst til at påføre sin omverden smerte. Han bliver besat af tanken om andres blod, og dermed åbner han buret ind til et indre dyr, der gradvist overtager ham helt. Men kun gradvist, for han finder hurtigt en ny kæreste; en ung punker, der lever på gaden. De indleder et sadistisk forhold, hvor Bobby er herren og hun hans lydige slave. Kønt er det ikke, men det holder Bobbys morderiske tendenser stangen for en tid.

Med The Nightwalker kobler Thomas Tessier idéen om den psykisk nedbrudte veteran sammen med varulvemyten. Bobby er fremmedgjort fra sig selv og sin omverden på alle tænkelige måder, og netop som det lykkes for Annie at få ham til at åbne sig op, så dør hun belejligt. Bobby har dermed intet andet tilbage i London end sine egne tanker og følelser. Det kaster ham i favnen på et totalt sammenbrud, som Tessier elegant beskriver med en dobbelthed, der er ekstremt dragende.

Hardcover, Atheneum 1980

På den ene side er vi inde i Bobbys tanker og hører om hans langsomme forvandling fra menneske til varulv, men på den anden side får vi også stemmer udefra, der antyder, at Bobby og Bobbys oplevelser måske ikke er det mest troværdige. De blodige drab, som Bobby begår i løbet af bogen, er imidlertid en realitet, og den virkelighed indhenter ham selvfølgelig til sidst.

Det er ikke let at gøre noget nyt med varulvefiguren uden at foretage en total omfortolkningen af myten. Det gør Tessier heller ikke; i stedet vælger han at gå til idéen metaforisk, og han gør det, som sagt, med en dobbelthed, som sikrer, at vi aldrig fuldstændig kan afvise, at han rent faktisk gennemgår denne transformation. Der er litterær indsigt bag Tessiers disposition, og hans roman ligner vores hjemlige, nærmest samtidige Ulvetid i sit komplekse greb om varulven som sindbillede på en psykisk sindstilstand.

Paperback, Signet 1981

Går man lidt dybere ind i varulvefiguren hos Tessier, er det klart, at hans hovedperson er et ødelagt individ, som har brug for hjælp. Krigen er tydeligvis det, der har skubbet Bobby ud over kanten, og London er blevet et surrogat for den fjerne jungle, han kæmpede i. Det er ikke for ingenting, at varulven indtager en særlig plads i den freudianske tænkning som ufrivillig manifestation af indestængte følelser, der ikke lader sig holde indespærret. I sig selv er billedet af veteranen, der ikke magter at lægge kampen fra sig, da heller ikke noget nyt, men ser vi på Tessiers bog Finishing Touches fra 1986, er det klart, at der også er andre tematikker her, som har en særlig betydning for ham i sit forfattervirke.

I Finishing Touches er det igen den rodløse amerikaner i London, som er i centrum. Også her må hovedpersonen ind i galskabens labyrint, og der er således klare paralleller de to romaner igennem. De deler et blik på hjemløsheden og isolationen, der givetvis helt eller delvist er erfaringer, som Tessier selv oplevede, da han studerede og levede i Dublin og London i en årrække.

Paperback, Berkley Books 1989

Fælles for de to romaner er det også, at de rejser fundamentale spørgsmål omkring det at forstå og erkende ens medmennesker. Den smerte, følelse af tomhed og isolation, som vi kan bære rundt på indvendig, manifesterer sig ikke umiddelbart i det ydre; men så gør den det alligevel, hvis tingene sættes på spidsen. Bobby som varulv er sådan en manifestation, og den dødspornografi, der beskrives i Finishing Touches, er det samme. I begge romaner ser vi også samme udtalte fokus på den kropslige transformation som den sjælelige lidelses spejl. I The Nightwalker forsøger Bobby at kontrollere sin krop gennem overdreven brug af helsemidler og druk, mens hovedpersonen i Finishing Touches drukner sig i sex.

Der er ikke nogen tvivl om, at Thomas Tessier er en begavet forfatter og en mand, hvis romaner stort set altid rammer rent hos mig. Der er en dybde i teksterne, som gør dem fascinerende at arbejde videre med, men samtidig er han oprigtigt interesseret i genrefiktionens troper og virkemidler. Desværre er Tessier en af de oversete skrækforfattere, hvis kyniske kulde og menneskefjendske perspektiver har holdt ham på sikker afstand af bestsellerlisternes øvre lag, hvor langt mere varme og venlige former for gys har floreret. Det er en skam, for Tessier har utrolig meget at byde på, og jeg håber, han en dag får den anerkendelse han fortjener.

Paperback, Leisure Books 2008

Hardcover, Centipede Press 2012

Ebog, Endeavour Press 2016

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Heksen fra Kings Cross

Rosaleen Miriam Norton (2. oktober 1917 – 5. december 1979)

Jeg har netop læst tre noveller af Rosaleen Norton; tre noveller inspireret af gode gamle Lovecraft. Det er der jo utrolig mange noveller, som der er, men Norton skiller sig alligevel ud fra mængden. Det gør hendes person i hvert fald, for selve novellerne er måske ikke det mest bemærkelsesværdige i den sag.

Rosaleen Norton var nemlig en kendt skikkelse i 50’erne og 60’ernes engelske presse. Norton var maler og performancekunster, men hun var også drevet af en søgen efter okkult indsigt, og netop det fyldte både i hendes kunst og i den personlighed, som hun optrådte med i offentligheden. Der er således ikke så få paralleller til den skandaleombruste Aleister Crowley i den måde, som Norton lod sig iscenesætte på fra sin lejlighed og sit atelier i London.

Omdrejningspunktet for Nortons bohemeliv i storbyen var hendes billedkunst, der lægger sig et sted mellem ekspressionisme og surrealisme, men som dybest set er præget af en uskolet, prøvende stil, som ikke altid lykkes lige godt. Nortons motiver er hekse og djævle, hedenske guder og magiske situationer. Hendes billedverden tager dermed afsæt i okkulte og sataniske forestillinger, og hun havde intet imod at lade sin egen person og okkulte praksisser ledsage kunsten som kommercielt markedsføringskneb. Norton udførte dermed gladeligt ceremonier for pressen og var ganske åbenmundet omkring sin brug af sexmagi. Den slags lappede sladderpressen naturligvis i sig med frydefuld forargelse.   

Man genkender William Blake her – en af Nortons inspirationskilder

 

I indlægget her kan du få dig et indtryk af den kunst, som ”heksen fra Kings Cross” malede. I et senere indlæg vender jeg tilbage til Nortons noveller, som ikke er helt uden underholdningsværdi.

På genhør

Martin

Bemærk her, hvordan Norton har malet sig selv ind i øverste venstre hjørne, som deltager i heksesabbatten

Hardcover, H.C. Brewster 1945. en bog om kings Cross, som Norton lavede forsiden til

Hardcover, Mandrake of Oxford , 2. ud.1993. Nevill Drurys bog om Rosaleen Nortons liv og kunst

Hardcover, Teitan Press 2010. Genudgivelsen af Rosaleen Nortons skrækhistorier

 

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Bram Stoker, Dracula (1897): Lyset i vest, mørket i øst og lettelsens suk

Paperback, Wildside Press 2002

Så er det nok engang blevet tid til en klassiker og nok en omgang fri fabulering over en stor tekst. Bram Stokers Dracula fra 1897 behøver ingen nærmere introduktion. Romanens status som et af de afgørende udgangspunkter for skabelsen af den moderne skrækfiktion behøver heller ikke nogen videre kommetarer. Bogen havde stor gennemslagskraft, da den udkom, og efterfølgende er den blevet ved med at fascinere. Gang på gang er forfattere vendt tilbage til Stokers vampyrfortælling for at tage historien op på ny og omsætte den til et andet formsprog og indhold.

Fascinationspunkterne i Dracula er da også mange. Uanset om man lægger vægten på den usagte, erotiske kamp, der udkæmpes mellem vampyrgreven og den gæve samling helte, der stiller sig op imod ham, eller om man ser romanens fornyelse af den gotiske patos, eller brugen af moderne videnskabelighed som den væsentligste akse, så forbliver bogen en utrolig frugtbar inspirationskilde, der vidner om værkets potentente originalitet. Stoker lånte fra andre og plagierede direkte stedvist, men ingen kan betvivle, at det først var med udlægningen af vampyrfiguren i Dracula, at vampyren fandt sin fuldstændige form, som vi kender den i dag.

Hardcover, Archibald Constable & Co. 1897. Romanens 1. udgave

Det er da også summen af alt dette, der gør, at Dracula er et vendepunkt i skræklitteraturen. Bogen peger på alle måder fremad, og dermed udgør den også et farvel til den gotik, som den alt for ofte ukritisk bliver indskrevet i. Ganske vist er romanen vokset ud af den renæssance, som skræklitteraturen fik i victoriatiden med alt, hvad det betyder af bevidste referencer til den klassiske gotik. Dracula er imidlertid rundet af et langt stærkere, realistisk emotionelt portræt af sine karakterer end gotikkens storladne, men ofte tomme udladninger; præcis som Brontë-søstrene mere parafraserede gotikken end at skrive gotik.

Med få virkemidler får Stoker tegnet et imponerende portræt af sine hovedpersoner, der taler til os på tværs af bogens hundredårige historie. Gruppen af umage, heltemodige vampyrjægere er hverdagens helte, som vi fortsat kan spejle os i, selvom vi måske ikke længere kan genfinde de samme heroiske følelser, der driver hovedpersonerne.

Abraham “Bram” Stoker (8. november 1847 – 20. april 1912)

Hvem, der taler tydeligst til os (foruden Dracula selv), har naturligvis varieret over tid, men det er næppe overaskende, at den postmoderne litteratur især har taget bogens tvetydige karakterer til sig. Grev Draculas lydige tjener Renfield og Lucy, Draculas første offer på engelsk grund, står for den moderne læser som stærkt attraktive, ambivalente karakterer. Queer-teorien har en fest med disse to personer, fordi de med deres marginaliserede position i forhold til resten af persongalleriet opfylder den farlige, spændende, usikre og udfordrende outsiderrolle, som vi elsker og dyrker. De står i tekstens periferi og tiltrækker sig langt mere opmærksomhed end flere af de væsentligste karakterer i bogen.

Den i dag svageste figur synes at være Van Helsing, der pompøs og anstrengende har haft vanskeligt ved at modstå tidens tand; måske fordi han allerede hos Stoker formidles en smule ubehjælpeligt. Ikke mindst har utallige imitationer og gentagelser af Van Helsing-karakteren gjort denne vampyrjægernes leder til en uheldigt komisk skikkelse, der i virkeligheden skygger over de kompleksiteter, som kendetegner figuren hos Stoker.

Hardcover, Doubleday & McClure 1899

Dualitet er et nøgleord for enhver analyse af Dracula, og alt i romanen må konstant spejles i vampyren. Van Helsing og vampyrgreven er den positive og negative version af samme paradoksale forhold mellem fortid, nutid og fremtid. Moderne (fremskridtbevidst), men alligevel helt og aldeles indlæst i fortiden bekæmper Van Helsing vampyren i nutiden. Nyt og gammelt brydes i vampyrjægeren, der præcis som hans modstander, må tage til den moderne metropol for at udkæmpe sit livs kamp.

Dualiterne strækker sig også ud i bogens andre karakterer. Den behårede og dystre Dracula beskrives konstant i mørke-metaforer. Han er natten, der naturstridigt kommer fra øst. Hans modpol, det fyrtårn, der kalder ham til England, er Lucy (luci = lys på latin), som fra kysten udsender sit klare lys i vest og vækker Draculas indtørrede blod med løfter om det moderne livs tempo og energi. Om Lucy bruges der således også kun lysmetaforer, som understreger hendes (på overfladen) uskyld. En uskyldighed, der selvfølgelig besudles og ødelægges, da Dracula får fingrene i hende og blotlægger den gemte, indre Lucy med alle de upassende drifter.

Hæfte, Archibald Constable & Co. 1901

En af de store bevægelser i romanen er, at den fortidige vampyr må rejse fra sit pulterkammer af en borg i Transsylvanien til den pulserende, moderne storby i London. Omvendt må de moderne vampyrjægere rejse langt bort fra metropolen til den primitive udkant for her at opsøge vampyren og gøre en ende på ham.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Stoker spiller på en oplevelse af London som verdens centrum og vampyrgreven som en skikkelse, der truende kommer langt, langt ude fra civilisationens periferi. Et af de skræmmende elementer i bogen er da også selve snylteraspektet ved Dracula. Han beskrives igennem hele bogen som noget vildt og dyrisk, men den blodsugende barbar tilpasser sig med lynets hast livet i London.

Hardcover, Grosset & Dunlap 1927

Denne på overfladen kulturelle assimilation skræmmer tydeligvis Stoker, der gør en dyd ud af dette element. Den mindre flatterende tolkning af dette er, at Stoker her udfolder idéer om kultur og dannelse, der går dybere end den overfladiske viden, som den Dracula kan tilegne sig. Stoker synes at sige, at en barbar er og bliver en barbar. Uanset hvor meget han prøver, bliver han aldrig kultiveret som en englænder. Et træk, som Kim Newman fanger flot i sin første vampyrroman. Hos Stoker får vi dette demonstreret på anden vis gennem den heroiske amerikaner Quincey Morris, der portrætters som usleben vildmand, men modsat Dracula er Morris af den rigtige støbning og en rå helt frisk ud af den udannede, nye verden.

Ondskaben i Dracula er noget perverst og ukultiveret, der udspringer fra menneskets utøjlede drifter. Vildmanden Dracula trænger ind i det civiliserede London og maskerer sig her som anstændigt menneske gennem et slør af efterabet dannelse. Underneden er han imidlertid et bæst på lige linje med hans nærmeste slægtning Mr. Hyde. En parallel, jeg skal vende tilbage til om et øjeblik.

Paperback, Pocket Books 1947

Når vampyrlitteraturen senere har insisteret på vampyren som erotisk gentleman, en mørkets fyrste a la Anne Rice, har man ladet sig forblænde af Draculas eget rørslør. Stokers Dracula er i hvert alt andet end den kultiverede, natlige forfører. Han er en poseur, der higer efter alt det, som London har, og alt det, som han ikke selv har. Han er et dyr i et anstændigt menneskes klæder, og han taler til det dyriske i mennesker, hvilket de suspekte og svage falder for.

Noget af det, som jeg synes er mest interessant ved Dracula udspiller sig i slutningen af historien på en af de sidste sider i Kapitel 27. Her skriver Mina, efter Morris’ bowiekniv er blevet plantet i greven, at ”I shall be glad as long as I live that even in that moment of final dissolution, there was in the face a look of peace, such as I never could have imagined might have rested there.” Denne lettelse, som går over Dracula i dødsøjeblikket, er ekstremt spændende i forhold til det, som vi kunne kalde vampyrens væsen i bogen. Stedet er vel nærmest nøglen til forståelsen af Draculafiguren i det hele taget.

Paperback, Permabooks 1957

Ved at undergå denne transformation i dødsøjeblikket sættes Dracula fri, og vi forstår, at han har været holdt i en form for sjæleligt fangenskab. Den vampyr, som har jaget og plaget, er dermed ikke et udtryk for den ægte Dracula, men en forbandelse som er blevet ham pålagt. Hans rigtige jeg har eksisteret inde i denne vampyrkrop og stiltiende været vidne til den ondskab, som vampyren har påført verden. Alt dette stopper, da kniven dræber det ydre monster og slipper mennesket i monstret ud. Skal man fortolke lidt på det, kan man sige, at det er vampyrjægernes kultur og dannelse, som sætter barbaren fri og giver ham fred. Det gør Stokers Grev Dracula til en langt mere interessant skikkelse, end han ofte er blevet udlagt som, fordi vampyren ikke bare er et ondt monster. Han er en fange i egen krop, præcis som Dr. Jekyll også er det.

At det netop er denne dualitet, som Stoker tager fat i, kan jo i virkeligheden ikke overraske, fordi emnet lå i tiden, men at temaet også slår igennem i vampyrfortællingen, er alligevel fascinerende og lidt overset, fordi man har haft en tendens til se vampyren som symbol på helt andre ting end den velkendte Jekyll/Hyde-problematik. Selvom Anne Rices vampyrer er langt fra Grev Dracula, ligger splittelsen mellem Louis og Lestat forbløffende tæt på vampyrgenrens udgangspunkt hos Stoker.

Paperback, Permabooks 1958

Som sagt er Stokers Dracula et dybt fascinerende værk, som man kan blive ved med at læse og analysere, fordi der er så mange sider af bogen, der byder sig til som oplagte emner til diskussion og videre overvejelse. Jeg kan derfor heller ikke gøre andet end at opfordre dig til at genlæse den gamle vampyrhistorie og gå på opdagelse i bogens mange små facetter og hemmeligheder.

Paperback, Airmont Books 1965

Paperback, signet 1965

Paperback, Pyramid Books 1965

Hardcover, Limited Editions Club 1965

Paperback, Arrow Books 1967

Paperback, Falcon 1970

Paperback, Arrow Books 1973

Paperback, Tempo Books 1974

Hardcover, Clarkson N. Potter 1975

Paperback, Ballantine Books 1976

Hardcover, Mayfield Books 1980         

Paperback, Bantam Books 1984

Hardcover, Unicorn Publishing House 1985

Paperback, Puffin 1986

Hardcover, Peter Bedrick Books 1988

Paperback, Aerie 1988

Paperback, Nelson Thornes 1990

Paperback, Signet 1992

Hardcover, Barnes & Noble Books 1992

Paperback, Brandon Books 1992

Paperback, Plume 1993

Paperback, Penguin Books 1993

Paperback, Penguin books 1993

Paperback, Penguin books 1994

Paperback, Puffin 1995

Hardcover, Barnes & Noble Books 1996

Hardcover, Tor 1997

Paperback, Signet 1997

Hardcover, Books of Wonder 2000

Paperback, Dover Publications 2000

Paperback, Modern Library 2001

Paperback, BookSurge Classics 2002

Hardcover, Bedford Books of St. Martin’s Press 2002

Hardcover, Collector’s Library 2003

Paperback, Barnes & Noble Books 2003

Paperback, Penguin Books 2003

Paperback, IDW Publishing 2017

Skriv en kommentar

Filed under Roman

James Herbert, The Rats (1974): Rotterne går til angreb

Paperback, Pan Books 1999

Engelske James Herbert debuterede i 1974 med en overraskende rå roman, der nærmere var en sen udløber af 60’ernes genopdagelse af pulplitteraturen end et produkt af den type bestsellergys, som voksede frem i 70’erne. Ikke desto mindre er det præcis den bølge, som skabte Herberts karriere og sikrede ham en komfortabel plads som en af Englands førende skrækforfattere helt frem til begyndelsen af 90’erne, hvor han, som så mange andre på genrescenen, begyndte at miste sit publikum.

Stilistisk er der ikke langt fra James Herbert til Graham Masterton, der også skrev i forlængelse af pulplitteraturens bramfri, voldsomme facon, men sammenligner man Mastertons debutroman The Manitou med Herberts debut, The Rats, er det klart, at der også er store, stilistiske forskelle de to imellem. Herberts tone er langt hårdere end Mastertons, der i højere grad benytter sig af humoristiske elementer.

Paperback, Pan Books 1999

Hvor Masterton forsøgte at simulere amerikansk litteratur og kontekst med sin debutbog, lod Herbert sin roman udspille sig midt i det forfaldne, fattige forstadslondon, som han selv var opvokset i. The Rats har dermed en snert af noget socialrealistisk, og selvom bogen har talrige spydige kommentarer, er det mere udtryk for en arrig gadedrengsattitude end egentlig humor. Herberts bog står dermed koldere og mere drabelig end Mastertons The Manitou, og det er ikke så sært, at romanen blev en af kilderne til 80’ernes vilde skrækfiktion, fordi man allerede her hos Herbert finder ganske meget af dette in spe.

Handlingen i The Rats beskriver, hvordan en ny art af gigantiske, muterede rotter er begyndt at dukke op i London. Ikke alene er de enorme, de er også intelligente – i hvert fald klogere end deres normale slægtninge – og de ser mennesker som deres primære bytte. I en række små kapitler hører vi først, hvordan rotterne går til angreb på tilfældige ofre, blandt andet et lille barn, før det endelig går op for myndighederne, at noget alvorligt er på færde. Det skyldes ikke mindst, at rotterne bærer på en virus. Hvis man overlever deres bid, vil sygdommen alligevel dræbe en efter 24 timer.

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

Midt i alt dette bliver skolelæreren Harris introduceret som bogens egentlige hovedperson. Ved en tilfældighed bliver han indrulleret i myndighedernes kamp mod rotterne, og det er igennem hans briller, at vi bliver vidne til den stadigt mere håbløse udrydningskampagne, hvis omfang har apokalyptiske dimensioner.

Sagens egentlig omfang står dog først klart, da vi bliver vidne til koordinerede angreb fra rotterne. Først mod et undergrundtog, som fører til nedslagtningen af de fleste passagerer, dernæst et angreb på skolen, hvor Harris arbejder, og endelig et angreb på byens zoologiske have.

Hardcover, New English Library 1974. Romanens 1.udgave

Man bemærker straks en atypisk voldsomhed i The Rats. Scenen med barnet, der bliver dræbt og ædt af rotterne i bogens begyndelse, går langt videre i sine beskrivelser, end hvad man har mødt i ganske meget andet skrækfiktion fra samme tid. Herbert sigter tydeligvis mod at provokere og ruske op i sin læser, og det formår han stadig den dag i dag, hvor rotterne endnu fremstår som særdeles frastødende skabninger.

Det står også klart, at Herbert i et eller andet omfang har et politisk sigte med sin bog. Det London, han skildrer, navnlig beskrivelserne af byens østlige arbejderklasseområder, er en beskidt, nedslående verden, hvor bombekraterne fra Anden Verdens krig stadig ligger synlige og ubebyggede. Hans London er befolket af et nedslående galleri af personer, som lever i dette forfald eller på kanten af samfundet. Han adresserer også spørgsmål om race, og samfundets usagte racisme udpeges flere steder.

Paperback, New English Library 1974

Man må selvfølgelig også overveje, om selve rotterne er et symbol eller en allegori. Deres ustoppelige fremmarch vækker mindelser om Karel Čapeks klassiske allegori over de totalitære regimers fremvækst i Krigen mod Salamandrene (Válka s mloky) fra 1936, men Herbert har snarere trukket inspiration fra George R. Romeros film The Night of the Living Dead.

De groteske rotter er skabt på grund af menneskelig dumhed, og nu myldrer de frem fra Londons fattigste kvarterer og kaster sig glubskt over den velhavende storbys indbyggere. Hvad vi skal lægge i dette, står åbent hen, præcis som de levende døde i George R. Romeros første zombiefilm forbliver åbne for fortolkning. Om det er underklassens revolution, som Herbert beskriver, eller om det er en dystopisk advarsel om et ulige samfunds kollaps, får vi aldrig sat ord på. Her er læseren overladt til sin egen fortolkning.

Paperback, Signet 1975

The Rats er en roman, som gør indtryk, ikke fordi den er velskrevet eller begavet. Den gør indtryk som beskidt, uslebent bud på en fræk og provokerende litteratur, der ignorerer genrekonventioner og forestillinger om god smag. Det dilettantiske, der gennemsyrer næsten alle dele af romanen, føjer med andre ord en særlig æstetisk dimension til værket. Vi genkender pulplitteraturens patos og melodrama, som når hovedpersonen Harris oplever lykken, for så kun i det næste øjeblik at blive revet tilbage til problemerne igen. Som litteratur er The Rats dybt uoriginal, men desuagtet slår bogen hårdt, og det er ikke så sært, at den endnu er en roman, som huskes og uden tvivl den bog, der står stærkest i Herberts forfatterskab. Han anede næppe selv, hvad det præcis var, han slap løs i 1974, men resultater blev en livslang karriere i skrækfiktionen.

Paperback, Signet 1983. Her er romanen genudgivet under en alternativ

Paperback, New English Library 1987

Paperback, Signet 1989

Paperback, Pan Books 2010

Paperback, Pan Books 2011

 

4 kommentarer

Filed under Roman