Tag Archives: M. P. Shiel

M. P. Shiel, Xélucha and Others (1975): Dekadent gotik og forførende morbiditet

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel. Det er måske en af Utpatels bedste. Jeg elsker den her forside. Den er enkel men virkningsfuld. Hendes øjne! For pokker, de er ikke til at få blikket fra

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel. Det er måske en af Utpatels bedste. Jeg elsker den her forside. Den er enkel men virkningsfuld. Hendes øjne! For pokker, de er ikke til at få blikket fra

Engelske M. P. Shiel er en af de genreforfattere, der trods en skyggetilværelse på kanten af glemslen har formået at forblive i trykken, siden han døde i ’47. Det er der mange gode grunde til, men en af de væsentligste er helt sikkert, at H. P. Lovecraft ved flere lejligheder omtalte og roste Shiels fiktion. Den slags ros fra Lovecraft har efterfølgende vist sig at være en form for genrehistorisk kanonisation, der sikrede Shiels og flere andres historier for eftertiden.

Shiels noveller er jævnligt blevet bragt i antologier, og det er heller ikke overraskende, at August Derleth og Arkham House længe planlagde at udgive udvalgte af hans historier. Derleth nåede ikke at fuldføre projektet, men i ’75 kunne forlaget lancere den første opsamling udelukkende med Shiels historier i en lang årrække.

Bogen, der fik titlen Xélucha and Others, blev aldrig en bestseller. Hvilket ikke er så mærkeligt, for M. P. Shiel har en krævende, for ikke at sige anstrengende pen, der så afgjort udfordrer den moderne læsers tålmodighed. August Derleth sagde om Shiel, at han på en gang underudviklede og overgjorde sine tekster. Den beskrivelse er imponerende præcis, og jeg skal vende tilbage til den om et øjeblik.

Matthew Phipps Shiell (21. juli 1865 – 17. februar 1947)

Matthew Phipps Shiell (21. juli 1865 – 17. februar 1947)

Når Lovecraft var så begejstret for i hvert fald dele af Shiels noveller (han skrev også en del romaner), skyldes det sikkert, at et af Shiels litterære forbilleder var Poe. Poe ånder ham over skulderen i en stor del af hans makabre og overnaturlige fortællinger. Så meget, at Shiel låner direkte fra Poe flere steder. Eksempelvis i “The House of Sounds”, hvor hovedpersonen rejser til Nordnorge for at besøge en gammel ven, der har isoleret sig på et gammelt landsted, som han har arvet. Hjemme i slægtens favn er det gået stærkt tilbage for vennen, der lider af en sær overfølsomhed over for lyde. Mere behøver jeg vel næppe fortælle, for Shiels novelle er naturligvis et opkog på ”The Fall of the House of Usher”.

Man kan også gå til den bizarre “Dark Lot of One Saul”, der handler om en mand, der bliver smidt over bord fra et skib og havner i en undersøisk hule, langt under havoverfladen. Her lever den strandede i årevis og nedfælder sine underjordiske oplevelser i en notesbog, som senere bjerges af søfolk. Jules Verne og Poe har begge her stået faddere til beretningen, der oser langt væk af sære vildmarksoplevelser.

Paperback, Paperback Library 1966. The Purple Cloud er uden tvivl Shiels bedste kendte roman

Paperback, Paperback Library 1966. The Purple Cloud er uden tvivl Shiels bedste kendte roman

Der går imidlertid et skel gennem Shiels forfatterskab, der også afspejles i Xélucha and Others. Det er nemlig især i de tidlige fortællinger fra tiden omkring 1900, at Shiel for alvor trækker på Poes og andre ældre forfatteres makabre impulser. Hvis man eksempelvis læser novellen ”Xélucha” fra 1896, står det klart, hvordan et romantisk sværmeri blandes med Poes morbiditet i teksterne fra den tid. 

M. P. Shiels første bølge af genrefiktion er nemlig en sen udløber af 1800-tallets såkaldte dekadente stil. Den fiktion, Shiel producerede senere, fra 1910’erne og frem til 30’erne, fik en anden valør. Og den realisme, som eksempelvis Jack London var en del af, får indflydelse på hans sprog og renser ud i Shiels sværmeri for arkaismer og ældre poetiske udtryk.

Paperback, Fanucci 1989

Paperback, Fanucci 1989

De nye historier mister det fabulerende, eventyrlige element til fordel for psykologisk indlevelse og miljøskildring. Som eksempelvis i ”The Bride”, der handler om en mand, der forlover sig med to søstre. Ude af stand til at vælge driver han den ene af pigerne til selvmord og udløser derved en selvpinerisk hjemsøgelse af dårlig samvittighed. De indre dæmoner blandes her med ydre overnaturlige gespenster på en måde, hvor febervildelse og virkelighed bliver vanskelige at skelne.

Uanset hvor man slår ned i Shiels forfatterskab, er det imidlertid klart, at hans styrke ikke ligger i plotopbygningen. Shiels fortællinger er gennemskuelige og til trods for, at han leverede flere historier med innovative elementer, forbliver hovedparten af hans tekster ganske traditionelle med velafprøvede idéer.

Hardcover, Grant Richards 1913

Hardcover, Grant Richards 1913

Det er med andre ord ikke på grund af fortællingernes originalitet, at man skal søge Shiels noveller. Man skal heller ikke læse dem, fordi de har gennemgribende litterær kvalitet. Langt fra. De fleste af hans historier er kunstlede og ekstremt tunge. Teksterne flytter sig kun langsomt ud af stedet og gør det med kaskader af ord, der dvæler ved små detaljer og sanseindtryk. Præcis det forhold, som August Deleth så rammende satte ord på.

Der kan således siges rigtig meget skidt om Shiels stil. Trods det opstår der noget magisk i flere af hans historier. Små glimt af makaber, gotisk skønhed som viser, at Shiel i den grad har lært af Poe og formår at gøre ham kunsten efter. En novelle som førnævnte ”Xélucha” på det nærmeste drypper af månelys og rådne gravkældre i en fabelfantasi, der svæver mellem Tusind og en Nat og ”The Masque of the Red Death”. Shiel leverer her uforfalsket gotik, der forfører tankerne med forlokkende billeder af makaber sanselighed.

Eller man kan tage en historie som “The House of Sounds”, der i plot og handling er komplet ligegyldig. Ikke desto mindre er novellen stærk læsning, fordi Shiel fylder siderne med eksplosive indtryk af et drømmelignende, fiktivt Norge med tågede kyster, skumoversprøjtede brændinger og sorte klipper.

Hardcover, Arkham House 1977

Hardcover, Arkham House 1977

Shiels noveller er labyrinter af ord, som læseren jages igennem. Gang på gang render man panden mod muren på grund af tekstmassernes massivitet, men pludselig står man også ansigt til ansigt med labyrintens sære beboere. De sært ubehagelige billeder af gotiske landskaber og væsner, der kun befolker de bedste af alle skrækfortællinger.

Med novellernes fortættede form kan det derfor også virke som et pusterum, når man læser de mere ordinære historier som f. eks. ”The Pale Ape”.  En lykantropisk fortælling, der for Shiels standarder er forbløffende mundret og let tilgængelig.

Ikke desto mindre må man nok konkludere, at Shiels pen er ikke for alle. Men for alle dem, der holder fast og kigger bag ordenes slør, ligger der fantastisk gotik og venter, som man næppe glemmer med det samme.

Novellerne:

“Xélucha”

 “The Primate of the Rose”

 “Dark Lot of One Saul”

 “The House of Sounds”

 “The Globe of Gold-Fish”

 “Many a Tear”

 “The Bride”

 “The Tale of Henry and Rowena”

 “The Bell of St. Sepulcre”

 “Huguenin’s Wife”

 “The Pale Ape”

 “The Case of Euphemia Raphash”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling