Tag Archives: Mark Samuels

Nightmares. A New Decade of Modern Horrors, red. Ellen Datlow (2016): Blandede bolsjer fra det store køkken

Paperback, Tachyon 2016. Forsiden er skabt af “Nihil”

Efter en lang karriere i redaktørstolen er Ellen Datlow efterhånden blevet en af de mest prominente kritikere og udgivere i gysets verden. Hvis man kan tale om indflydelse og magt inden for noget så relativt marginalt som skrækfiktion, må man sige, at Datlow her hører til blandt de vigtigste. Læser man interviews med eller indledninger til debuterende amerikanske forfattere og deres værker, er det tydeligt, at Datlows anbefaling åbner døre.

En af de ting, som Ellen Datlow har gjort til sin mærkesag, er opsamlende antologier, der tager temperaturen på bestemte ideer eller forløb. I den bog, som vi her skal se nærmere på, har Datlow udvalgt det, hun opfatter som de bedste noveller fra 00’erne. Hendes udgangspunkt for at lave et sådant tilbageblik er, at hun sidder som medredaktør på den prestigiøse årbogsudgivelse The Best Horror of the Year, der bliver udsendt af forlaget Night Shade.

Paperback, Tachyon 2016

Ikke desto mindre er det ambitiøst at udvælge 00’ernes bedste gys, men før vi går til selve fortællingerne, må det nævnes, at Datlows tilgang til skrækfiktion, hendes kvalitetsstempel om man vil, ikke er helt ukontroversielt. Det siger nemlig næsten sig selv, at en redaktør med så meget indflydelse som Datlow træffer valg og navnlig gennem fravalg skaber sig en del uvenner.

Dem har Datlow mange af, fordi hendes tilgang til gyset er meget litterær og generelt synes at vælge det stille psykologiske gys over den filmiske splatterfest eller, og det er centralt, det litterære over den ligefremme fejring af genrens klassiske idéer eller troper. Præcis den form for stolt fejring af gysets klichéer er noget, som især præger mange af de små forlags entusiastiske udgivelser. Vi ser det samme udgivelsesmønster herhjemme, hvor hovedparten af de gys, der udgives, i en eller anden grad dyrker glæden ved genrens klassiske udtryk og indhold. Den type fiktion går Datlow imidlertid i vid udstrækning uden om, hvilket har ført forsmåede parter til at beskylde hende for at være elitær og sekterisk i sin tilgang til genren. Det har blandt andet også ført Datlow på kollisionskurs med S.T. Joshi, Lovecraft-kenderen over alle, på grund af hendes afstandtagen til netop Lovecraft og mange af forfatterne i kredsen omkring denne.

Ellen Datlow (født 31. december 1949)

Med det sagt er det klart, at en antologi fra Datlows hånd er et udtryk for en specifik æstetisk agenda. Sådan burde det selvfølgelig altid være, når en redaktør udsender en bog, men det er langt fra tilfældet. Det er i hvert fald ofte sådan, at man savner en æstetisk rød tråd i udvælgelsen, når man sidder med en antologi. Sådan er det ikke hos Datlow, og det er noget, jeg har stor respekt for, også selvom jeg kan være uenig i hendes faktiske udvælgelser.

Den litterære præference mærkes da også straks i Nightmares, da samlingen åbner med Mark Samuels’ ”Shallaballah”, der er en ekstremt dyster og surrealistisk beskrivelse af en skuespillers forsøg på kosmetisk at få sit ansigt tilbage, efter han har været involveret i en bilulykke. Lad mig bare sige, at den klinik, han opsøger, ikke ligefrem løser problemet, og resultatet bliver en kort fortælling om opløsning og dødsangst. Det er et lille stykke vanitas-litteratur, der med sit valg af skuespilleren uden ansigt sætter fingeren på den synlighedskultur, der har præget vestlig kultur i det nye årtusinde. Tematisk slår Datlow gennem sit valg af Samuels dermed meget præcist tonen an, og man må sige, at novellen i den grad har vist sig at ramme sømmet på hovedet med sit portræt af den forfængelige skuespiller, der bliver sin egen undergang.

Paperback, Night Shade 2019

Et mere overraskende valg er bogens anden novelle, der er skrevet af den gamle mester Gene Wolfe, som igennem tiden har skrevet skrækfiktion, uden at dette på nogen måde er blevet en mærkesag hos ham. En novelle som ”Sob in the silence” viser da også, hvorfor det ikke er inden for denne genre, at Wolfe har sine største evner. Novellen er klassisk, man fristes til at sige uopfindsom, og den beskriver, hvordan en ung pige bliver kidnappet. Narrativet leveres gennem en typisk upålidelig fortæller, der naturligvis viser sig at være kidnapperen. Det er grumt og pokkers velskrevet, men form og indhold følges ikke ad her, og jeg tror, at Datlow gerne ville have et stort, klassisk navn som Wolfes med i samlingen, der savner koryfæer på indholdsfortegnelsen. Originalt er det i hvert fald ikke.

Så er der meget mere saft og kraft i novellerne fra Laird Barron (”Strappado”) og den formidable ”Omphalos” af Livia Llewellyn. Sidstnævnte er et dybt fascinerende spring ud i et sort, sort hul af incestuøse familieforhold, kaos og kosmisk gru. Det er svært kortfattet at indfange novellens ubehagelige portræt af en dysfunktionel familie og den metafysiske dimension, som gruen synes at rumme. Llewellyn slår i en novelle som denne fast, at det kosmiske gys eller ”weird tale”-genren rummer en enorm energi, når den udfoldes rigtigt og ambitiøst. Det gør hun, og det gør hendes novelle til en af de bedste, hvis ikke den bedste i bogen.

Livia Llewellyn

Den novelle, der kommer op på siden af ”Omphalos” er Lisa Tuttles ”Closet Drams”, der ganske enkelt er et stykke mesterligt udført, grusom fiktion, som leger med læserens forventninger på en herlig facon, som vækker mindelser om noget Roald Dahl kunne have udtænkt. Tuttles stil er iskold og skrevet med overlegen sprogkontrol, som gør hende til en uomgængelig skikkelse i skrækfiktionen. ”Closet Drems”, med sin skildring af en teenagepige, der er taget til fange, er samtidig et fascinerende nedslag i diskussionen om, hvad der konstituerer skrækfiktion, fordi den snildt kunne være indlemmet i en hvilken som helst sammenhæng og stadig, uanset prædikatet, fremstå som et stykke skræmmende prosa.

Lisa Gracia Tuttle (født 16. september 1952)

Det er klart, at der er mange noveller i antologien, som jeg ikke nødvendigvis ser det helt store i. Sådan vil det altid være, men jeg kan ikke sige mig fri for at tænke, at en del af bogens yngre bidragydere er kommet med, fordi de stilistisk udfordrer formsproget, uden de desværre nødvendigvis har meget på hjertet. Det er naturligvis en hård dom, men ganske meget af gyset i bogen fremstår en smule hult og næsten lidt pjanket, men det sted havner uambitiøs skrækfiktionen altid hurtigt.

Om det vitterligt er de bedste engelsksprogede gys udgivet i 00’erne, skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Det er det nu nok næppe, men jeg må alligevel sige, at Nightmares i overvejende grad er en underholdende samling, hvis største problem formentlig er, at den ikke har noget ud over det kronologiske perspektiv, der binder den sammen. Tematiske stikker historierne i alle retninger. Det kan være godt og skidt, men jeg foretrækker i sidste ende en smule mere fokus. Det har Datlow andre steder, så bifald herfra til hendes vue på 00’ernes gys.

Indhold

Mark Samuels: “Shallaballah”

Gene Wolfe: “Sob in the Silence”

Brian Hodge: “Our Turn Too Will One Day Come”

Kaaron Warren: “Dead Sea Fruit”

Lisa Tuttle: “Closet Dreams”

Gemma Files: “Spectral Evidence”

Simon Bestwick: “Hushabye”

Nicholas Royle: “Very Low-Flying Aircraft”

Margo Lanagan: “The Goosle”

Steve Duffy: “The Clay Party”

Laird Barron: “Strappado”

Stephen Graham Jones: “Lonegan’s Luck”

Reggie Oliver: “Mr Pigsny”

Ray Cluley: “At Night, When the Demons Come”

M. Rickert: “Was She Wicked? Was She Good?”

John Langan: “The Shallows”

Anna Taborska: “Little Pig”

Livia Llewellyn: “Omphalos”

Dan Chaon: “How We Escaped Our Certain Fate”

Robert Shearman: “That Tiny Flutter of the Heart I Used to Call Love”

Caitlín R. Kiernan: “Interstate Love Song (Murder Ballad No. 8)”

Garth Nix: “Shay Corsham Worsted”

Nathan Ballingrud: “The Atlas of Hell”

Richard Kadre: “Ambitious Boys Like You”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

The Black Book of Horror, red. Charles Black (2007): Skidt og kanel

Paperback, Mortbury Press 2007. Illustration Paul Mudie. En forside med et klassisk antologi-motiv

Paperback, Mortbury Press 2007. Illustration Paul Mudie. En forside med et klassisk antologi-motiv

I bogens forord skriver redaktøren Charles Black, at The Black Book of Horror er tænkt som en hyldest til de store engelske gyserantologi-serier. Det vil navnlig sige Fontana og Pans enorme serier, der igennem årtier samlede gamle og nye gys til det læsende publikum.

De store serier, der mere eller mindre takkede af i slutningen af 80’erne, indeholdt gys af alle slags – gotiske spøgelsesfortællinger, groteske, makabre skriverier og mere eksperimenterende tekster. Det gjorde bøgerne alsidige, fordi man som læser aldrig helt kunne vide sig sikker på, hvad der lå i vente med næste historie. Samtidig var der tale om professionelle udgivelser med historier af høj kvalitet.

Blandt horrorfans har serierne for længst opnået kultstatus. Man behøver bare læse lidt på nettet for at se, hvor meget gyserantologierne fylder i en britisk bevidsthed. Man kan sige, at de er bøgernes svar på Hammer, hvilket nærmest sidestiller dem med de engelske kronjuveler.

Paperback, Mortbury Press 2007

Paperback, Mortbury Press 2007

Charles Black skriver, som sagt, at The Black Book of Horror er tænkt som en hyldest til de hedengangne serier, og selv om han tydeligvis håber, at der skal komme flere bind, gør han sig ingen forhåbning om at genrejse fordums storhed. Og det med rette for selv om The Black Book of Horror har hjertet på rette sted, halter det med kvaliteten. Men mere om det senere.

Bogens 18 noveller er fundet ved en åben indkaldelse til bidrag og efterfølgende udvælgelse af Black. Det er altså ikke en udgivelse med store, prominente navne fra gyserscenen. Snarere er der tale om en undergrundsudgivelse, hvor størstedelen af bidragyderne kun har udgivet ganske lidt før.

For alle der bare har fulgt en smule med i de danske gyserudgivelser de seneste år, vil den model være bekendt. Det gør The Black Book of Horror interessant, fordi det indbyder til en sammenligning med de antologier, som de små forlag udsender herhjemme.

Desmond Francis Lewis (18. januar 1948)

Desmond Francis Lewis (18. januar 1948)

Nu har jeg ikke tænkt mig at lave en direkte sammenligning. I stedet vil jeg blot konstatere, at der er klare paralleller mellem The Black Book of Horror og den type antologier, vi ser herhjemme. Det vil typisk sige en bog med et fåtal ganske ubehjælpelige historier, fulgt af et bredt antal solide noveller, der først og fremmest lever på deres kærlighed til genren, og endelige en enkelt fortælling eller to, der for alvor brænder igennem.

I en dansk sammenhæng, hvor mængden af undergrundsforfattere trods alt er begrænset, kan dette næppe overraske. Sådan må det vel være i et lille land. Snarere vil jeg sige, at det er forbløffende, at vi møder det samme problem i en engelsktalende kontekst, hvor mængden af mulige bidrag immervæk må være noget større. Jeg tror, jeg vil udlægge det forhold positivt i forhold til en dansk sammenhæng og konstatere, at vi generelt herhjemme har mange dygtige, kreative folk ved tasterne.

Men lad os se lidt på historierne i The Black Book. Foruden de to ultrakorte tekster af D. F. Lewis, der som vanligt lyner igennem som bizarre glimt fra anden dimension, har bogen et par ganske stærke noveller. Bogens måske væsentligste fortælling er ”Power” af Steve Goodwin; en sært fordrejet historie om nynazisters kultiske aktiviteter i en polsk lilleby.

David A. Sutton

David A. Sutton

Teksten er mesterligt skrevet i et sprog, der på engang opbygger stemningen af gru og samtidig udfordrer og overrasker. Plottet er også langt fra så banalt, som jeg har fået det præsenteret her. Historien handler om ophav, undertrykkelse og ikke mindst magt.

Et andet meget fint bidrag er den rutinerede David A. Suttons ”Only in your dreams”. En helt klassisk gyserfortælling om den onde ”bøhmand”, der kommer efter uartige børn. Historien er ganske enkelt bundsolidt håndvE6rk. Den er en fryd at læse og stemningen såvel som det obligatoriske twist på sidste sider fungerer perfekt.

Endelig vil jeg også fremhæve ”The Wolf at Jessie’s Door” af Paul Finch som endnu et rigtig godt bidrag, der eksperimentere med formen og leverer noget, der nærmer sig en psykologisk thriller. En tidligere betjent opdager, at han bliver overvåget af en stor ulv. Hvad betyder det? Hvad vil ulven? og så videre. Hænger det mon sammen med, at hans gamle kæreste netop er kommet tilbage til byen?

Der er her tale om virkningsfulde noveller fra tre forfattere med en del tekster i bagkataloget. Det er noveller som disse, der for alvor gør antologien værd at læse, og det er her, at man finder de tekster, der løfter sig over historier skrevet af glade entusiaster fra fanmiljøet.

Og dem er der ellers mange af. Hovedparten af historierne er nemlig mere eller mindre solide fortællinger, der leverer typiske gys efter velkendte formler. Vi finder den Clive Barkerske, blodtørstige stil i ”Crows”, mens den Thomas Ligottiske imitation er repræsenteret ved ”Cords”. Man fornemmer en Edgar Poe-parafrase bag ”Zoskia vs. Regina”, der har hentet en del hos “The System of Doctor Tarr and Professor Fether”.

Lur mig, om der ikke også har sneget sig et omskrevet rollespilsscenarie med ind i bogen. ”Lock-In” har i hvert fald så mange rollespilskarakteristika, at en eller andet sikkert ville kunne få et scenarie ud af den. Seks mænd er fanget på en pub, der pludselig er omsluttet af et fremmedartet mørke. Hvad er der sket, og hvordan kan mændene komme ud? Et lille okkult mysterie, der forsøger sig med antydninger af kosmisk gru.

Paul Finch

Paul Finch

SF-horror dukker op i den lille ”The Sound of Muzak”, hvor en form for invasion fra rummet angriber verden gennem den muzak, vi hører. En finurlig idé. Præcis de finurlige idéer er der flere af. Eksempelvis ”Size Matters” om en mand, der vil have en større penis, er morsom og sort, men kan dårligt karakteriseres som horror.

Faktisk må man generelt konstatere, at bogens definition af horror er så bred, at der er ganske mange humoristiske bidrag i bogen. Der er en kærlig pastiche på M. R. James og to historier, der henter stilen hos Brian Lumley og Seabury Quinn. Novellerne er hæderlige, men personlig er jeg ikke ret meget til sammenblanding af horror og humor. Derfor har bogen en uheldig slagside, men det er jo smag og behag.

The Black Book of Horror er blandede bolscher. Det er skidt og kanel. Det er på godt og ondt. Men uanset hvor ujævn og sammensat bogen er, har den hjertet på rette sted og leverer tekster skrevet af gyserfans til gyserfans. Alene det gør bogen charmerende. Læren må være, at vi skal nærme os historierne som entusiastiske tekster, skrevet af ligesindede. Går man til bogen uden de store litterære forventninger, ligger der helt sikkert gode læseoplevelser i vente.

Jeg kan allerede nu afsløre, at Charles Black fik samlet et noget stærkere forfatterhold, da han udsendte andet bind i serien i 2008.

Novellerne:

Frank Nicholas, “Crows”
Mark Samuels, “Regina vs. Zoskia”
Gary Fry, “The Older Man”
Steve Goodwin, “Power”
Roger B. Pile, “Cords”
Sean Parker, “The Sound of Muzak”
D. F. Lewis, “Shaped Like A Snake”
David A. Sutton, “Only In Your Dreams”
Paul Finch, “The Wolf At Jessie’s Door”
John Llewellyn Probert, “Size Matters”
John Kenneth Dunham, “Spare Rib: A Romance”
Gary McMahon, “Family Fishing”
David Conyers, “Subtle Invasion”
D. F. Lewis, “A Pie With Thick Gravy”
David A. Riley, “Lock-In”
Franklin Marsh, “Last Christmas (I Gave You My Life)”
Daniel McGachey, “Shalt Thou Know My Name?”
Charles Black, “To Summon A Flesh Eating Demon”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling