Tag Archives: Mary Shelley

Mary Shelley, Frankenstein (1818): Alene på følelsernes ocean

Paperback, Watermill Press 1980

I forbindelse med et lille projekt, jeg sysler med for tiden, genlæste jeg Mary Shelleys Frankenstein, der næppe behøver nogen nærmere introduktion. Noget egentlig handlingsreferat vil jeg da heller ikke kaste mig ud i. Jeg var rent faktisk i tvivl om, hvorvidt jeg i det hele taget skulle skrive om romanen på Fra Sortsand, fordi der er skrevet så uendeligt meget om den allerede, men så tænkte jeg, hvad pokker, det er jo det jeg gør her på bloggen – at tygge drøv på noget, som alle andre har tygget til ukendelighed allerede. Derfor skal Frankenstein også have en tur gennem vridemaskinen.

Grundlæggende er jeg ikke synderligt begejstret for Shelleys roman, der gennemsyres af en bornert uskyldighed, som gør selv de mest grusomme optrin i bogen en smule tandløse. Omvendt kan man sige, at hele romanen specifikt udspringer af Shelleys umiddelbare, jeg fristes til at sige intuitive, tilgang til de metafysiske problemstillinger, hun får skrevet frem. Romanen bliver på den led meget personlig, fordi Shelleys til tider lettere dilettantiske greb om sin tekst rent faktisk gør læseren opmærksom på hende selv som den, der fortæller. Det er et interessant træk ved bogen, som bestemt er et nærmere studie værd.

Mary Wollstonecraft Shelley (30. august 1797 – 1. februar 1851)

Den ordrige roman, konstrueret over en række af historier i historien, er tydeligvis skrevet under indtryk af gotikkens lange, udflydende fortællinger, men Shelleys bog tager også stiltræk fra melodramaet, der som genre begyndte at blive populær i begyndelsen af 1800-tallet. Som roman betragtet kan man derfor også med fuld ret hævde, at Shelleys bog ikke er et gotisk værk, men noget andet og nyt. Hendes kainsmærkede persongalleri hører imidlertid afgjort gotikken til, men hvor gotikkens inderste væsen er et livtag med fortiden, som tynger sig ind over nutiden og kvæler alt liv, så bevæger Shelleys roman sig et andet sted hen. Her er det ikke fortiden, der er det underliggende motiv, men i stedet menneskets plads i verden, og selve sansningen af verden, som er i centrum.

Idéen om skabelse er, ikke overraskende, helt central for bogen. Victor Frankenstein skaber liv ud af intet, og derved påberåber han sig en rolle i verdens orden, som ikke tilfalder ham. Bogens undertitel er ”The Modern Prometheus”, og det fortæller os noget væsentligt om, hvordan denne ”skabelse” skal forstås. Der er nemlig her tale om et tyveri – Frankenstein stjæler noget fra skaberværket, som ikke er hans. I stedet for, som Prometheus, der må lide fysisk som straf, bliver Frankenstein imidlertid gjort hjemløs i oveført betydning, fordi hans skabning tager al fred fra ham. Syndefaldsmotivet er naturligvis evident i dette. Frankenstein forbryder sig mod Guds lov og udstødes derfor, så han ikke længere kan være en del af den paradisiske lykke, som hans barndomshjem udgør.

Lackington, Hughes, Harding, Mavor & Jones 1818. Romanens 1. udgave

I romanen udspiller der sig flere grufulde scener, som går fra skildringen af den dystre sammensmeltning af videnskab og okkult alkymi i Frankensteins forsøg på at skabe liv, over den morbide omgang med døden og de døde, til væsnets hævn på sin skaber. Alt dette rummer hver for sig særlige anslag, som har haft en kæmpemæssig betydning for skrækfiktionens videre udvikling, men bogens måske mest fundamentale og mest sønderknusende greb er spejlingen af Victor Frankenstein i væsnet, han skaber.

Mens Frankenstein fortaber sig i sin dunkle videnskab, der fjerner ham længere og længere fra livet og kærligheden, vokser ulykken og gruen med tifold, når perspektivet flyttes over på resultatet af hans gerninger. Frankensteins væsen står nemlig fuldstændig alene og afvist i verden – det har ikke nogen guddommelig skaber, ikke nogen metafysisk verdensdommer, der kan retfærdiggøre dets skæbne. Væsnet er et menneske skabt af et menneske i menneskets billede. Dermed er det avbsolut alene, både fysisk og åndeligt, uden noget forløsende samfund.

Paperback, Ignatius Press 2008

Ensomheden træder her frem som et grundlæggende motiv. Ensomheden som ubærlig størrelse løber således som et grundtema igennem romanen. Victor Frankenstein frarøves sin familie og bliver jægeren, der kun har sit bytte som selskab. Det samme gælder væsnet, men det gælder også kaptajn Walton, der møder Frankenstein ude på ishavet, og den fattige familie i hytten, som væsnet belurer. Alle er isolerede og forkastede, uden samfund. Alle har imidlertid også grader af kærlighed, som holder dem oppe. Familien i hytten har hinanden, Victor Frankenstein har mindet om sin familie – den eneste, som står absolut uden noget som helst, er væsnet, der kun har skylden for at være blevet skabt. Det skal jeg vende tilbage til om lidt igen.

Man kan anlægge mange fortolkninger af meningen bag romanen, men jeg mener egentlig, at man ikke behøver være synderligt optaget af at finde subtile tolkninger i Shelleys tekst. Hun forklarer sådan set alt med bogens undertitel, det væsentlige er derimod, hvad hun bruger denne historie til. Den moraliserende fortælling om Frankensteins ugerning er dermed kun Shelleys påskud for at skabe et ganske moderne drama, der indskriver sig i tidens poetiske strømning.

Paaperbacck, Corgi Books 1964

Romanen Frankenstein, med sin relativt banale moralske konflikt, er Shelleys vej ind i en beskrivelse af de emotionelle landskaber, som opstod i digtningen på dette tidspunkt. Da hun skrev første udkast til bogen, var hun som bekendt i Schweiz, og det var ikke noget tilfældigt rejsemål. Netop bjerge var omkring 1800 begyndt at blive selve det poetiske sindbillede på menneskets eksistens. De store stenkolosser og ismasser, der står midt i den voldsomme natur, blev valfartsmål for romantiske sjæle, som oplevede, at de her i bjergene kom i kontakt med noget større – noget sublimt, om man vil. Lord Byrons Childe Harold siger berømt ”To me, high mountains are feeling” i det lange prosadigt Childe Harold’s Pilgrimage, og det er præcis, hvad Shelley også fortæller os i sin roman.

Frankenstein handler om bjerge og bjerglandskaber – store emotionelle giganter, der udtrykker majestætisk ensomhed, isolation og udblik over verden. Richard Strauss vendte i en sen alder tilbage til denne romantiske bjergdigtning med sin voldsomme Eine Alpensinfonie, mens Caspar Friedrich David fangede og udtrykte præcis samme følelse visuelt med sine mange malede variationer over ensomme bjergtoppe, ofte med det lille vejkrucifiks øverst.

Paperback, W. W. Norton & Company 1996

I Nordeuropa og protestantismen kom bjerget og troen til at hænge uløseligt sammen i 1800-tallets digtning, og især i 1800-tallets første del, hvor Mary Shelley netop var del af den intellektuelle kreds, som dyrkede denne naturpoesi. Bjerget er i denne sammenhæng et sted for sansning og følelsesmæssig erkendelse af noget større. Disse bjergdigtere opfattede højderne som noget, der rummede en erfaring af transcendens, og præcis dette er helt afgørende for Shelleys roman. Victor Frankenstein kan opleve og forholde sig til denne transcendens, men hans skabning har ikke samme kontakt. Han er et rent jordisk væsen, som måske nok forstår, at noget større eksisterer for andre, men han er ikke selv del af dette – han hører hverken til hos Gud eller Djævel, men er ene og alene et produkt af Frankensteins hånd. Mere alene kan man ikke være i Mary Shelleys verden.

Det var gennem efterligningen af de digtere hun omgikkes, at Shelley lærte, at den moralske overflade i historien kun er anledningen til det egentlige digteriske ærinde, som må fylde mest og rumme størst emotionel udsagnskraft og sandhed. Frankenstein-romanens natur er således fyldt med længsel og vemod, berusende kraft og frygt, livslede og stormfuld kærlighed. Den er en følelsessymfoni, der forsøger at gribe metafysisk storhed gennem naturoplevelsen. Det prisme, som vi får lov at opleve alt dette igennem, er hendes to hadefulde pilgrimme, skaber og skabning, der farter omkring i ensomhed udlændighed.

Paperback, Tor 1994

Mary Shelley dykkede dybt ned i tidens toner med sin roman, men sandt at sige er hun hverken nogen stor digter eller forfatter, og derfor er hendes poetiske anliggende og tilhørsforhold til præcis ”bjerg-skolen” nok også blevet en smule overset, fordi hun på det punkt udelukkende reproducerer, hvad andre – eksempelvis Byron – har gjort uendeligt meget bedre end hende. Det kan derfor også synes ironisk, at det moralske påskud for bogen har vist sig at være det blivende og det, som har inspireret litteraturen lige siden udgivelsen for 200 år siden. Frankenstein indtager med fuld ret en central rolle i skrækfiktionens historie, men det var næppe den berømmelse, som Shelley selv havde håbet eller drømt om, da hun skrev sin ”gyser” for så længe, længe siden.

Paperback, The Samphire Press 2010

Paperback, Sphere 1976

Paperback, Signet 2000

Paperback, Signet 1965

Paperback, Scholastic Book Services 1967

Paperback, Running Press 1987

Paperback, Pyramid Books 1957

Paperback, Pyramid 1967

Paperback, Puffin Books 1990

Paperback, Puffin 2011

Paperback, Puffin 1994

Paperback, Prohyptikon Publishing 2010

Paperback, Pocket Books 1976

Paperback, Plume 1993

Paperback, Phoenix Pick 2009

Paperback, Penguin 2011

Paperback, Penguin 2006

Paperback, Lion Books 1953

Paperback, HarperPress 2010

Paperback, Dover Publications 2009

Paperback, Dell 1975

Paperback, Dell 1965

Paperback, Cricket House Books 2010

Paperback, Collier Books 1971

Paperback, Collier Books 1961

Paperback, Centipede Press 2007

Paperback, Borders Classics 2006

Paperback, Book Essentials Promotions 1994

Paperback, Bibliolis Books 2010

Paperback, Bedford Books 2000

Paperback, Barnes & Noble Books 2004

Paperback, Barnes & Noble Books 2003

Paperback, Barnes & Noble Books 2002

Paperback, Barnes & Noble Books 2003

Paperback, Bantam Books 1967

Paperback, Bantam 2003

Paperback, Airmont Books 1972

Hardcover, Underwood-Miller 1994

Hardcover, Turtleback Books 2010

Hardcover, The Vancouver 2004

Hardcover, Sterling Publishing 2007

Hardcover, State Street Press 2002

Hardcover, Peter Bedrick Books 1988

Hardcover, Oxford University Press 2010

Hardcover, Harrison Smith and Robert Haas 1934.jpg

Hardcover, Dark Horse Books 2008

Hardcover, Bedford Books 1992

Hardcover, Grosset & Dunlap 1931

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Frankenstein vs. 70’er-hard funk

Mary Shelleys smukke Frankenstein har lagt ryg til mangt en ting gennem tiden – og det både godt og skidt. En af de mere skrækkelige ting må være denne ”funky” instrumentale sag fra ´73. Arg! Når jeg hører The Edgar Winter Groups musikalske fortolkning (kaldet Frankenstein) kan jeg kun give de glade drenge fra LARD ret – 70’s Rock Must Die!

 

God weekend. Vi ses til en omgang fiskehorror på søndag.

Skriv en kommentar

Filed under Video

Tales of Unknown Horror, red. Peter Haining (1978): En særdeles tam buket

Paperback, New English Library 1978. Den fine, fine forside er skabt af Tony Masero

Paperback, New English Library 1978. Den fine, fine forside er skabt af Tony Masero

Peter Hainings lille serie med mindre kendte skrækfortællinger var et sympatisk projekt. Tanken om at grave oversete perler frem i stedet for at blive ved med at genudgive de samme velkendte historier er glimrende. Og Peter Haining var da også afgjort rustet til opgaven. Han var en af de væsentligste engelske horroreksperter og havde et kæmpe kendskab til både den klassiske, britiske spøgelseslitteratur samt det store, amerikanske pulpmarked. Med det udgangspunkt burde det være en snild sag at sammensætte en bog med skrækperler, som de fleste læsere ville være ubekendt med.

Helt så let er det bare ikke, for Tales of Unknown Horror – seriens andet bind – viser med al tydelighed, hvor let det er at falde til patten og slå vanetænkningen til. Vanetænkning er nemlig afgjort den røde tråd gennem denne antologi, der har et konservativt, for ikke at sige gabende kedsommeligt bud på relevant skrækfiktion anno 1978. Faktisk er den største overraskelse, at Haining ikke fandt plads til den obligatoriske Bram Stoker-novelle blandt alle de andre sikre forfatternavne, han har fået stablet sammen.

Paperback, New English Library 1978

Paperback, New English Library 1978

Nu kunne man måske indvende, at udvalget af ferske fortællinger skyldes Hainings manglende evner som redaktør. At han, så at sige, savnede sans for horror, men det passer ikke. Haining har gang på gang bevist sit kendskab i den store mængde bøger, han fik redigeret. Der er snarere noget mere grundlæggende på færde i Unknown Tales of Horror, der handler om selve holdningen, til hvad god skrækfiktion er.

Peter Haining har en indledning til bogen, hvor han ud over den obligatoriske fejring af de inkluderede forfattere lufter nogle interessante synspunkter omkring horror. Haining skriver nemlig her imod det, han kalder ”Butcher Shop stories” – en betegnelse for bloddryppende, konfronterende historier, der er skrevet for at chokere. Den slags tager Haining afstand til og definerer den vellykkede gyser som en subtil øvelse – som han skriver:

No, the horror story which achieves the highest ideals of the genre is basically a tale in which the elements of the unknown and supernatural combine to put a person in peril of his life – but do not pointlessly drag him through unpleasantness for its own sake (s. 9).

Cool cat Peter Haining (2. april 1940 – 19. november 2007)

Cool cat Peter Haining (2. april 1940 – 19. november 2007)

Det standpunkt oser langt væk af en forloren puritanisme. En hensunken skrækbogsforståelse, der bliver ved med at sætte navne som Mary Shelley og Richard Marsh som genrens højdepunkter. Men Hainings projekt med bogen fører videre end det. Han kan nemlig indledningsvist konkludere, med henvisning til film som The Exorcist, The Omen og The Sentinel, at horror som genre har triumferet og nu er blevet en fuldt ud valid udtryksform, der nyder enorm popularitet. Tornen i øjet er imidlertid den kunstneriske anerkendelse – den mangler.

Her er det så i bogen, at Haining griber dybt i de genrehistoriske gemmer og hiver arvesølvet frem. Mary Shelleys famlende ”The Reanimated Englishman”, der ikke kan være andet end en skitse til en novelle eller roman, og Richard Marshs fine, klaustrofobiske ”A Silent Witness” skal således garantere den nødvendige klassiskerfernis, som forhåbentlig vil smitte af på bogens øvrige navne. Forstået således, at Haining håber, læseren vil opfatte Lovecraft, Bloch, Bradbury og Rohmer som afskygninger af førnævnte navne.

Mary Wollstonecraft Shelley (30. august 1797 – 1. februar 1851)

Mary Wollstonecraft Shelley (30. august 1797 – 1. februar 1851)

Om det lykkes eller ej skal jeg ikke kunne sige. De udvalgte historier har alle kvaliteter, men er samtidigt stort set alle som en forsigtige, små overnaturlige pip, der måske med fuld ret er blevet glemt. Selv Lovecraft-novellen ”The Challenge From Beyond”, der egentlig er et kapitel i en ikke synderligt vellykket kortroman skrevet af flere forfattere fra Lovecrafts cirkel, står som noget af det mindre interessante, han skrev. Faktisk er det kun William F. Temples ”The Whispering Gallery”, der æstetisk træder ud af de andres skygge og bider sig fast med et sprog og et isnende ubehag, som huskes efter endt læsning. Her lader Temple nemlig en lille dreng komme i livsfare, da han ledes på afveje af nysgerrighed og overnaturlige kræfter. Historien har stedvist ganske ubehagelige skildringer af en hjemsøgt atmosfære, som faktisk blev hængende hos mig længe efter historien var læst.

Mens Temple leverer mærkbart gys med dybde, står Robert Bloch for et vanligt galgenhumoristisk grin i den kække ”Son of a Witch” om en småkriminel døgenigt, der får fingre i et flyvende tæppe. Historien er vittig og velfungerende, som det meste andet Bloch skrev, og ganske, ganske ligegyldig. Den går imidlertid i spænd med antologiens absolut største stjerne – Stephen King – der har den sidste novelle i bogen.

Richard Marsh (12. oktober 1857 – 9. august 1915)

Richard Marsh (12. oktober 1857 – 9. august 1915)

Stephen King var allerede blevet en superstjerne, da Tales of Unknown Horror udkom, og Haining kan næsten ikke få armene ned i begejstring over at kunne trykke en King-fortælling, der ikke var udgivet før. At det kunne være i modstrid med bogseriens idé om at trykke oversete historier, synes ikke at påvirke Haining stort. Kings ”Cat From Hell” viser ham desværre fra den uforpligtende, letbenede side, som har karakteriseret hans senere arbejder. Som et trist forvarsel leverer han her en halvhumoristisk historie om en lejemorder, der bliver hyret til at dræbe en satanisk kat. Det går naturligvis grueligt galt og ender i blod, men den Bloch’ske, galgenhumoristiske tone gør det vanskeligt at tage gruen alvorligt, og historien bliver aldrig til mere end forglemmelig, godmodig underholdning uden bid og kløer.

Tales of Unknown Horror føles som en æstetisk oprustning fra Peter Hainings side. Den fremstår som et forsøg på at vise, hvordan stueren horror ser ud. Et forsøg på at vise det højpandede litterære miljø, at gysergenren har kvaliteter og bør tages alvorligt. Det kan jeg jo kun være enig med Peter Haining i, men hans forsøg synes helt forfejlet. Den kunstneriske oprustning han udfører gennem referencer til klassikerne virker forfejlet og vrister gyset ud af dets momentum i nutiden. Han gør det til en stiløvelse i stille pastiche i stedet for en pågående, kreativt udtryk, der udfordrer og flytter læseren ud på dybt vand. Faktisk behøver man bare tænke seks år frem fra udgivelsen af Tales of Unknown Horror og se, hvordan Clive Barker skyder alle Hainings forestillinger om ”Butcher Shop stories” til atomer med sine genredefinerende milepæle, der indvarslede en helt ny tid for gyserlitteraturen.

William Frederick Temple (9. marts 1914–15. juli 1989)

William Frederick Temple (9. marts 1914–15. juli 1989)

Faktisk må jeg indrømme, at det bedste ved Tales of Unknow Horror er den fantastiske forside malet af Tony Masero. Alene den gør, at jeg er glad for bogen og resten af serien, som han har leveret forsiderne til. Om ikke andet må Hainings fejlslagne antologi få tak for dette. Men det er skam også nok, for hold op, hvor jeg synes, Masero forsider er fantastiske!

 

Novellerne:

Mary Shelley: “The Re-animated Englishman”

Tim Stout: “The Dracula File”

Gaston Leroux: “The Woman with the Velvet Collar”

Sax Rohmer: “Red Mist”

Richard Marsh: “A Silent Witness

H. P. Lovecraft: “The Challenge from Beyond”

Robert Bloch: ”Son of a Witch”

Ray Bradbury: “Undersea Guardians”

William F. Temple: “The Whispering Gallery”

Evan Hunter: “Dream Damsel”

Rosemary Timperley: “The Tunnel”

Stephen King: “Cat From Hell”

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling