Tag Archives: Matthew J. Costello

Matthew J. Costello, Sleep Tight (1987): Et symptomatisk sølle gys

Paperback, Zebra Books 1987. Kunstneren bag forsiden er desværre ikke oplyst

Paperback, Zebra Books 1987. Kunstneren bag forsiden er desværre ikke oplyst

Matthew J. Costello er en af de gyserforfattere, der har svømmet trygt umiddelbart under bestsellerlaget siden 80’ernes slutning og har udsendt en stribe horrorromaner, der stilistisk er forbløffende ensartede. Costello debuterede med Sleep Tight i ´87, og bogen rummer, for mig at se, mere eller mindre alt, hvad man behøver at vide om Costellos forfatterskab. Den bærer hans umiskendelige fingeraftryk, hvilket absolut ikke bør regnes som et kvalitetstegn.

Sleep Tight tager os til staten New York, hvor en række personer forsvinder under mystiske omstændigheder i den lille by Harley. Som læsere ved vi, at der står en tilsløret mand bag deres forsvinden, men myndighederne står på bar bund i sagen, og der må tilkaldes hjælp ude fra. Af mere eller mindre uafklarede grunde tilfalder det imidlertid byens unge borgmester Jack Reilly at hjælpe til med opklaringsarbejdet. Den unge borgmester må således bistå den hærdede betjent Merrit i efterforskningen.

Paperback, Zebra Books 1987

Paperback, Zebra Books 1987

Mens undersøgelserne står på forsvinder, der flere folk i byen, og det står gradvist klart, at hvis der ikke kommer en afklaring på sagen snart, vil der udbryde tumult. Selvbestaltede vagtværn og misforstået selvhjælp begynder at tage form alt imens politiet må sande, at de ikke aner, hvem gerningsmanden er – endsige hvorfor han agerer, som han gør. Mest foruroligende er det imidlertid, at man faktisk ikke ved, om de forsvundne – der udgør både børn og vokse – er levende eller døde. Er der tale om kidnapning eller mord? Byen skælver og holder vejret af frygt.

Imens den navnløse gerningsmand huserer, får Costello fyldt kapitel på kapitel med det sædvanlige småbysfnidder – intriger, affærer og hverdagsproblemer. Det faste omdrejningspunkt er Jack Reilly, hvis familie på det nærmeste synes at være en form for sindbillede på byen som helhed. Jack har travlt med arbejdet, konen Julie drømmer om et liv som kunstner i New York og har en affære med hendes gallerist, deres teenagedatter lever sit eget liv med veninderne, mens den yngste, en lille dreng, ikke rigtigt får nogen stemme til trods for, at han ligger syg med feber og i sine drømme har syner med gerningsmanden.

Matthew J. Costello (født 1948)

Matthew J. Costello (født 1948)

En række handlingstråde foldes gradvist ud, og flere peger i retning af sagens opklaring, der til trods for, at Costello forsøger at bringe det hele i et stort crecendo, fremstår en smule skævt. Det skyldes muligvis, at gerningsmanden gradvist transformeres fra ansigtsløs kidnapper af seriemorder-typen til noget overnaturligt. De fleste vil sikkert kalde det et famlende greb om historien, andre end kreativ leg med genrerne. I sidste ende bekender romanen dog kulør og træder ind i den såkaldte Cthulhu mythos (“Iä! Shub-Niggurath!”). Den nærmere sammenhæng skal jeg ikke komme ind på her, men Costello runder præcis nok mythos-klichéer til, at den rutinerede læser forstår signalerne og historiens kosmiske implikationer.

Costellos tilgang til fortællingen er filmisk og afgjort skrevet i en form, der læner sig op ad filmmediets handlingsstruktur. Spændingsopbygningen hviler på spring mellem karaktererne i bedste cliffhanger-stil, og de mange ”krydsklipninger” skaber en særlig filmisk dynamik, der får romanen til at fremstå som et screenplay. Sådan er alle Costellos romaner opbygget, og selvom teksten er letlæst og flydende, fungerer det absolut ikke for mig. Det er fint, at trække inspiration ud af andre medier, men litteratur der mimer film – i hvert fald i den form som Costello gør det – er en pauver læseoplevelse. Hans sprog er fadt, slapt og holdt i konstaterende vendinger, der kun formidler handling. Stemningen udebliver, og det samme gør de æstetiske komponenter. Costello formidler med andre ord kun en historie til os, uden særlig stemme eller virkning. Den sproglige indpakning, som vel egentlig burde være forfatterens hovedærinde, står overset og forsømt tilbage.

Paperback, Diamond Books 1991

Paperback, Diamond Books 1991

Sleep Tight er symptomatisk for hovedparten af al bestseller-gys, og til trods for, at den er skrevet i ’87 og fyldt til bristepunktet med tidstypiske referencer, kunne romanen som sådan være udsendt i sidste måned. På typisk vis er det forholdet mellem romanens hovedpersoner, der optager Costello, mens selve gyset skubbes til side som belejlig rekvisit i dramaet. Og Sleep Tight har sørme patetisk, småborgerlig hverdagsdrama til overflod.

Det mellemmenneskelige fokus kan være fint, hvis den tackles en smule visionært og ambitiøst. Det er bare ikke tilfældet her. Hos Costello ender skildringen af forholdet mellem barn og voksen, mand og kone, ung og gammel hurtigt som pinagtigt fladpandede dialoger og hjemmestrikkede psykologiseringer. Og er det ikke oftest sådan i gyser-bestsellernes univers? Det er i hvert fald min oplevelse.

Paperback, Diamond Books 1990

Paperback, Diamond Books 1990

Det værste er imidlertid det evindelige forsøg på at skabe identifikationspunkter i teksten for læseren. King og Koontz har excelleret i dette og efterfølgende har en ufattelig stor mængde horrorforfattere skamredet grebet til døde. Ved at fæstne handlingen tydeligt i et hverdagsmiljø, hvor det oplyses, hvilket mærke hovedpersonernes cornflakes er, hvilken specifik bil de kører i, hvilket flaske vin de drikker osv. forstår læseren naturligvis den verden, der gengives. Men i mit perspektiv bliver det til en langsom kvælning af tekstens potentiale og stemningsopbygning. Costello dræber ganske enkelt sin egen roman og genre i skildringen af den hverdag, som åbenbart er et kritisk element for bogens succes som bestseller. Suk.

Sleep Tight er på ingen måde en god roman, og selv for hærdede Cthulhu mythos-samlere må den stå som et perifært bekendtskab, der ikke behøves købt hjem til samlingen. Ét lyspunkt er der imidlertid ved bogen, og det er forsiden. Romanen er udsendt af Zebra og er ganske typisk for forlagets udgivelser i 80’ernes sidste del. Faktisk er den et helt klassisk billede på forlagets lettere absurde og sjældent synderligt relevante forsidebilleder, der altid udfordrer god smag og lover langt mere, end de kan holde. Jeg har en stor svaghed for det udtryk og må nok med skam indrømme, at omslaget har været mindst en lige så stor bevæggrund til køb af bogens om selve romanens indhold. Hold øje med et snarligt indlæg her på bloggen om Zebras forsider.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Matthew J. Costello, Midsummer (1990): Hvem der?!

Paperback, Charter Diamond Books 1990. Forsidens illustrator er desværre ikke oplyst Den har i øvrigt nærmest intet med bogens indhold at gøre. Det har bogens lille tagline heller ikke

Paperback, Charter Diamond Books 1990. Forsidens illustrator er desværre ikke oplyst Den har i øvrigt nærmest intet med bogens indhold at gøre. Det har bogens lille tagline heller ikke

Genrer og genretroper er vanskelige størrelser. Vi navigerer og afkoder tekster efter deres små signaler, der viser os, hvordan vi skal forstå handlingen, og hvad der ligger i vendte. Genren antyder rammerne for det litterære univers, vi træder ind i, når bogen åbnes. Den giver os mulighed for at afstemme vores forventninger til bogens indhold; et væsentligt element i forhold til selve den æstetiske værdsættelse af værket. Gys, ok, så kan der eksistere vampyrer osv. Det er naturligvis lidt forenklet, fordi det som oftest netop er, når genrekonventionerne sprænges, at vi overrumples og får de store læseoplevelser.

Man kan sige, at der ligger noget beroligende i klare genrereferencer, og det kan være forbundet med stor fornøjelse at se dem udfoldet til punkt og prikke. Man behøver vel bare tænke på den fortsat verserende zombie-bølge for at forsikre sig om, hvor væsentlig genkendelsens glæde kan være, hvis den udfoldes med kærlighed til universet.

Paperback, Charter Diamond Books 1990

Paperback, Charter Diamond Books 1990

Faren er, at loyalitet over for genretroperne fører til mekanisk vanetænkning. Det er naturligvis her, forfatteren kommer ind i billedet. Hvis historien fortælles rigtigt, kan forfatteren slippe afsted med de største pasticher, uden nogen begynder at råbe op om klichéer og plagiater. Et væsentligt element i dette er, hvorvidt forfatteren spiller med åbne kort. Det vil sige, hvor åbenlyst han eller hun viser sine inspirationskilder og bekender sig til bestemte forlæg – Den såkaldte Cthulhu Mythos eksempelvis.

Grunden til den her lange indledning er, at Matthew J. Costellos Midsummer fra 1990, er et perfekt eksempel på den genretro roman. Der skal ikke ret mange sætninger til at præsentere handlingen. Jeg er nemlig helt sikker på, at de fleste gyserentusiaster kender præcis de film og bøger, som Costello har som referenceramme.

E-Bog, Cemetery Dance Publications 2012. Bogen fik 2012 nyt liv i elektronisk format

E-Bog, Cemetery Dance Publications 2012. Bogen fik 2012 nyt liv i elektronisk format

Det hele begynder på Antarktis, hvor en amerikansk ekspedition borer sig gennem iskappen. Fra de geologiske dybder bliver der hentet ”noget” frem, der ikke har set dagens lys i æoner, og sådan set slet ikke burde eksistere. Den blodtørstige ”ting”, der kommer op fra isen, overtager menneskekroppe og polarforskerne omkommer, da deres besatte chef går amok med en økse. Kun Alan Ward overlever hændelserne, og han hentes hjem af hæren. Men er Alan Ward helt normal?

Nej, selvfølgelig er han ikke det. ”Tingen” rejser med Ward fra Antarktis til lillebyen Stoneywood i Catskill Mountains. Her ødelægges en Stephen King’sk redneck-idyl snart af den fremmede snylter, der overtager flere og flere mennesker.

Matthew John Costello (født 1948)

Matthew John Costello (født 1948)

Mens parasitten driver sit uvæsen i handlingens kulisse, tælles der ned til den store midsommerfest i byen, der fejres med et tivoli og generel festivitas. Det forstår sig, at Matthew Costello fyrer op under en sprængfarlig cocktail, der selvfølgelig bør og skal eksplodere i et gevaldigt, blodigt klimaks midt under festlighederne.

Undervejs mod den store fest følger vi et bredt udsnit af indbyggere i Stoneywood. Hertil kan også føjes et par gennemrejsende, hvor karrierekvinden fra New York og den sagfører, der er blevet sat til at holde øje med Alan Ward, spiller en væsentlig rolle. Det hele sættes i spil gennem den for horrorromaner fra sen-80’erne vanlige ensemblestruktur.

Paperback, Jove Books 1990. Ligeledes et af Costellos bidrag til gyserltteraturen

Paperback, Jove Books 1990. Ligeledes et af Costellos bidrag til gyserltteraturen

Det omfattende persongalleri lader os se den fremmede parasit over skulderen, mens den hærgende trækker gennem lokalsamfundet. Som læser ved vi derfor også præcis, hvad der skal til at ske længe inden, nogen i bogen aner uråd.

Du har sikkert allerede tænkt på en håndfuld film og bøger, der har stået fadder til Midsummer. Og du har helt ret, men Costello vedkender sig sine inspirationskilder. En knægt i bogen fortæller, at han har set filmen The Thing from Another World (1951) og ser rent faktisk efterfølgende Carpenters The Thing (1982). Et andet sted henvises der til ”pod people”, og sådan kunne man fortsætte. Matthew Costello kender sin genre og har styr på referencerne.

Teksten leveres med rutineret hånd. Costello skriver i et effektiv, om end i et lidt forceret livstræt sprog, der får alle hans personer til at lyde som hårdkogte privatdetektiver. Til det må man så også tilføje, at det store persongalleri gør det nødvendigt for ham at skære sine karakterer ind til benet og operere med aldeles overfladiske personskildringer. Så endimensionelle karakterer, at man mere eller mindre med det samme kan udpege, hvem der overlever, og hvem der dør.

Hvis du elsker det gode gamle ”red scare”-plot, leverer Costello varen. Desværre er det bare ikke nok. Fra et genreperspektiv opfylder bogen til fulde alle de forventninger, man måtte have til handlingen. Costello gør sig endda den umage at lægge små fanboy-hints ind i teksten, der skal højne gensynets glæde hos læseren. Det virker bare ikke.

Paperback, Pocket Star 2008. Endnu et af Costellos værker. Jeg har ikke læst bogen, men tør man mon antage, at den ikke er specielt god?

Paperback, Pocket Star 2008. Endnu et af Costellos værker. Jeg har ikke læst bogen, men tør man mon antage, at den ikke er specielt god?

Midsummer slår fejl som roman, fordi den mister sig selv i konventionerne. Costello bruger al sin energi på at gøre det rigtige – det, han forventer læseren, vil synes, er fedt – og taber på den led ethvert overraskelsesmoment. Der havde sådan set heller ikke behøvet være nogen overraskelser i handlingen, hvis Costello trådte i karakter som forfatterstemme og gav sit bud på den velkendte fortælling. Det gør han bare ikke. Han er totalt fraværende og leverer sin historie med kedsommelig professionalisme, der er så karakterløs, at det gør ondt. Costellos letflydende sprog hverken konfronterer eller skræmmer.

Bogen føles som oplægget til en TV-gyserfilm uden penge til effekter. Og præcis det er ikke nogen lykkelig situation for en forfatter, der har frie tøjler til at gøre med handlingen, hvad han vil. Mest frustrerende er det imidlertid, at Costello aldrig får mig overbevist om, at han selv tror på historien. At plottet ikke bare er en hurtig idé, som han fik en dag og tænkte tja, hvorfor ikke. Jeg tror ganske enkelt ikke, at historien og handlingen betyder noget for Costello. Derfor er Midsummer i sidste ende en ligegyldig, sjælløs roman.

Så er det langt federe at lytte/se den franske elektronika-duo Zombie Zombies hyldest til John Carpenter. Nummeret fra 2008 hedder “Driving This Road Until Death Sets You Free” – fedt, ikke?

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman, Video