Tag Archives: Mayflower Dell

Flashing Swords funkler stadig

 

hardcover-doubleday-1973_1ed

Hardcover, Doubleday 1973

 

H. P. Lovecraft og Robert E. Howard oplevede en ekstrem popularitet fra 60’ernes slutning, da deres noveller og kortromaner blev udsendt i paperbackformat, og dermed kom ud til en helt ny generation af læsere. Fantasy, SF og gys og gru var moderne, og Pulpæraens gamle helte fik med ét en fornyet stjernestatus. En af dem, der nød godt af denne bølge, var forfatter og redaktør Lin Carter, der skabte en hel litterær karriere baseret på retrospektiv genrefiktion og pasticher.

 

paperback-dell-1973

Paperback, Dell 1973

 

Man kan sige meget dårlig om Lin Carters produktion, men en af de spændende ting er hans Flashing Swords-serie – en bogserie, der udkom i fem bind mellem ’73 og ´81. Her samlede Carter fantasynoveller fra tidens store navne – han gik altså ikke tilbage til Howard/Lovecraft-generationen, men fandt sit materiale yngre navne. Man finder således folk som Michael Moorcock, Roger Zelazny, Jack Vance og mange andre i samlingerne. Hans bøger kom dermed til at stå som en form for anden bølge af Sword and Sorcery-litteratur og udgør i dag et nødvendigt nedslagspunkt for den, der vil forstå, hvordan fantasylitteraturen flyttede sig og kom ud af skyggen på især Howards (læs: Conans) slagskygge: Ikke overraskende er serien derfor også genoptrykt flere gange.

Og så kan man også glæde sig over seriens fine forsider.

 

paperback-mayflower-1974

Paperback, Mayflower 1974

 

 

hardcover-doubleday-1973_vol-2

Hardcover, Doubleday 1973

 

 

paperback-dell-1974

Paperback, Dell 1974

 

 

paperback-mayflower-1975

Paperback, Mayflower 1975

 

 

paperback-dell-1976

Paperback, Dell 1976

 

hardcover-doubleday-1977

Hardcover, Doubleday 1977

 

paperback-dell-1977

Paperback, Dell 1977

 

hardcover-doubleday-1981

Hardcover, Doubleday 1981

paperback-dell-1981

Paperback, Dell 1981

 

 

 

 

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Science-Fantasy – et umage par?

Paperback, Zebra Books 1978

Paperback, Zebra Books 1978

Jeg læser Julian May for tiden (mere om det i et senere indlæg); det har fået mig til at tænke lidt over Science-Fantasy-genrebetegnelsen. Jeg ved faktisk ikke, hvor meget den bliver brugt længere, men termen har i hvert fald været relevant, ikke mindst for SF-litteraturen, der har haft brug for at skabe nogle ord, der kunne forklare forskellen mellem den ”hårde” SF og de mere ”bløde” varianter. Det er derfor heller ikke overraskende, at blandingen af SF og fantasy har nydt størst popularitet blandt SF-læsere, fordi en stor del af den litteratur, som man i hvert fald traditionelt kan betegne som Science-Fantasy, mere synes som SF, der indarbejder fantasy-tematikker end det omvendte.

Paperback, Ace Books 1967

Paperback, Ace Books 1967

Relationen mellem de to genrer fremstår i hvert fald kun sjældent ligeværdig, hvilket nok i virkeligheden afdækker nogle væsentlige karaktertræk i de to genretyper. Fantasy har haft ganske svært ved at komme fri af den implicitte modernitetskritik, der ligger i genren, og da den frigørelse for alvor skete i løbet af de fantasy-glade 80’ere, resulterede det i en forbløffende tom og uvedkommende litteratur – altså den kastrerede, børnevenlige bastard, som vi langt hen ad vejen må trækkes med i dag.

The Magazine of Fantasy and Science Fiction, maj 1961. Fantasy og SF side om side

The Magazine of Fantasy and Science Fiction, maj 1961. Fantasy og SF side om side

Omvendt kan man sige, at SF allerede i sine tidlige inkarnationer (Wells osv.) var båret af en vilje til at eksperimentere og afprøve koncepter. SF synes da også nærmest at eksistere på grund af moderniteten og den moderne tankegang. Det gør det naturligvis konceptuelt problematisk, men ikke uinteressant, at sammenstille den modernistiske SF med den anti-moderne fantasy.

Paperback, Ace Books 1977

Paperback, Ace Books 1977

Samtalen mellem de to størrelser bliver derfor, som sagt, sjældent ligeværdig, fordi den først og fremmest synes at være drevet af en eksperimenterende, modernistisk tankegang, som den altid konservative fantasy har svært ved at stå imod. SF-elementerne overdøver dermed hurtigt fantasy-delen, som ellers kan være nok så fremtrædende – tænk eksempelvis på Gene Wolfe eller Jack Vance her. Det er nok også forklaringen på, at fantasylæsere traditionelt har haft det svært med SF-elementer i deres foretrukne litterære græsgange, fordi det skaber for meget uro i form og indhold.

Paperback, TSR 1995

Paperback, TSR 1995

Engelske Mayflower Books havde op gennem 1970’erne og ind i 80’ernes begyndelse en hel serie, der havde Science-Fantasy som genrebetegnelse, hvoraf flere forsider kan ses i dette indlæg. Det er både fine forsider og interessant at tænke lidt nærmere over de værker, som blev udsendt i serieren, set i lyset af forholdet mellem netop fantasy og SF.

Paperback, Arrow Books 1983

Paperback, Arrow Books 1983

Generelt må jeg sige, at jeg er ret glad for Science-Fantasy-genren – hvis det da i dette hele taget er en selvstændig genre. Måske fordi den danner bro mellem de for mig at se bedste kvaliteter i både SF og fantasy. På den ene side får den SF-litteraturens vildskab, den fabulerende glæde ved eksperimentet og alternative samfundsforestilling frem i forgrunden, mens den tungsindige, naturvidenskabelige nøjagtighed skilles fra. Og omvendt bliver det utæmmede eventyr, det sanselige og fremmedartede trukket frem, mens triste Tolkien/Howard-klichéer bliver i mølposen. Begge fravalg kan man kun, i min optik, hilse velkommen, hvilket flere sikkert vil være ganske uenige i. Måske er det derfor også nyttigt at have en form for tematisk mellemgrund, hvor forbrødringen mellem genrerne kan udspille sig? Hvad med dig, har du nogen stærke meninger om Science-Fantasy?

Ikke mere sludder fra min side i denne omgang. På genhør.

Paperback, Playboy Press 1968

Paperback, Playboy Press 1968

Paperback, DelRey 1984

Paperback, DelRey 1984

Paperback, Mayflower 1982

Paperback, Mayflower 1982

Paperback, DelRey 1989

Paperback, DelRey 1989

Paperback, Mayflower 1982

Paperback, Mayflower 1982

Paperback, Lancer Books 1966

Paperback, Lancer Books 1966

Paperback, Mayflower 1980

Paperback, Mayflower 1980

Paperback, Mayflower 1970

Paperback, Mayflower 1970

Paperback, Mayflower 1979

Paperback, Mayflower 1979

Paperback, Mayflower 1971

Paperback, Mayflower 1971

Paperback, Mayflower 1979

Paperback, Mayflower 1979

Paperback, Mayflower 1972

Paperback, Mayflower 1972

Paperback, Mayflower 1979

Paperback, Mayflower 1979

Paperback, Mayflower 1973

Paperback, Mayflower 1973

Paperback, Mayflower 1977

Paperback, Mayflower 1977

Paperback, Mayflower 1973

Paperback, Mayflower 1973

Paperback, Mayflower 1976

Paperback, Mayflower 1976

Paperback, Mayflower 1974

Paperback, Mayflower 1974

Paperback, Mayflower 1976

Paperback, Mayflower 1976

Paperback, Mayflower 1975

Paperback, Mayflower 1975

Paperback, Mayflower 1975

Paperback, Mayflower 1975

Paperback, Mayflower 1975

Paperback, Mayflower 1975

6 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Kranier på stribe: Mayflowers Books of Black Magic

Paperback, Mayflower Books 1974

Paperback, Mayflower Books 1974

Engelske Mayflower Books havde flere horrorserier i 70’erne, men en af de mest vellykkede er afgjort deres Black Magic Stories. En serie der udkom i seks bind og samlede nye og gamle gys. Serien er helt klart et forsøg på at udnytte tidens store interesse for satanisme og okkultisme. Mayflower, der ellers specialiserede sig i bloddryppende forsider, var utvivlsomt lidt beklemte ved direkte at henvise til Djævlen og satanisme i seriens titel. Derfor brugte de ”black magic”-referencen. En reference, som alle relevante læsere i Dennis Wheatleys hjemland naturligvis straks forstod som synonymt med satanisk magi.

Paperback, Mayflower Books 1974

Paperback, Mayflower Books 1974

Seriens indhold fokuserer på okkulte fortællinger, der så vidt muligt handler om dæmoniske kræfter og sort magi. Det er imidlertid tydeligt, at seriens redaktør, genreveteran Michel Parry, havde vanskeligt ved at skære sit udvalgt alt for snævert. Ser man ned over de enkelte binds noveller, er det således åbenlyst, at vi kommer vidt omkring i gysets verden og ofte tangeres seriens tematik kun.

Paperback, Mayflower Books 1975

Paperback, Mayflower Books 1975

Ikke desto mindre er det et forbløffende stærkt udvalgt, som Parry leverede med sin Black Magic-serie. Veteraner som Lovecraft, Bloch, Howard og Kuttner optræder sammen med noveller af Philip K. Dick, Ramsey Campbell, James Blish, Alestair Crowley og mange andre fremragende skribenter.

Indholdet er med andre ord i top og temaet en af mine genrefavoritter. Men i virkeligheden er det måske nok forsiderne, som jeg sætter størst pris på. Mayflower var som nævnt gode til makabre og voldsomme billeder på deres omslag, men med deres Black Magic-serie ramte de noget særligt. Når man sidder med de seks afhuggede hoveder, bliver det til et festligt, makabert galleri, der kun kan glæde en gammel gyserelsker. Jeg klapper i hvert fald i mine små hænder, hver gang jeg sidder med bøgerne.

Paperback, Mayflower Books 1976

Paperback, Mayflower Books 1976

Forsiderne, der er skabt af formidable Les Edwards, bliver en form for sær meditation over kraniet, der inviterer til eftertænksomhed og stemmer læseren perfekt i forhold til novellesamlingernes indhold. Samtidig er det fantastisk, at forlaget holdt konceptet stramt og gjorde det samme hver gang. Seks bøger, seks mere eller mindre ens forsider. Det højner følelsen af, at dette er en serie og gør dem til fine samlerobjekter. Og heldigvis kan de stadig fås for en slik.

Paperback, Mayflower Books 1976

Paperback, Mayflower Books 1976

Black Magic-serien var et træfsikkert valg fra Mayflowers side, der ramte plet hos læserne. Den okkulte bølge i horror og populærkultur holdt imidlertid ikke ved. 70’erne blev det årti, hvor de store, fyldige horror-romaner meldte sig på banen og fjernede fokus fra opsamlinger af den type som dem, vi ser her. Nuvel, alting har sin tid, og der var brug for nyt blod i gyserlitteraturen. Mayfloweers serier var en af de ting, der måtte vige pladsen. Men derfor kan vi stadig med stort held vende tilbage til bøgerne i dag, hvor en serie som denne stadig beviser sit værd. Jeg er i hvert fald begejstret for den.

Paperback, Mayflower Books 1977

Paperback, Mayflower Books 1977

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

W. A. Ballinger, Drums of the Dark Gods (1966): Hoodoo-magi og Haitigys for fuld skrue

The drums were calling in the dark hills of Haiti, the voodoo drums…

Når pulp er bedst, har den fart, stemning og masser af alt det, som klassens pæne drenge ikke har med i deres bøger. Det groteske, det vilde, det overgjorte, det platte, det voldsomme. Det hele skal i mine øjne være der, hvis pulpen skal komme til sin fulde ret. Når vi skal tale om kvaliteter her, ligger de nemlig ikke i det subtile eller raffinerede, men i den ligefremhed, som pulp-stilen hviler på. I den forstand kræver god pulp en forfatter, der på den ene side har sproget med sig, men på den anden side opgiver alle ambitioner om psykologisk indlevelse og tekstuel dybde. Alt skal umiddelbart kunne afkodes, og intet må falde mellem linjerne. Sådan kan man i hvert fald, groft sagt, beskrive mit forhold til pulplitteratur.

Paperback, Mayflower Dell 1966. En knokkelmand slr rytmen an

Paperback, Mayflower Dell 1966. En knokkelmand slår rytmen an. forsiden er malet af Roger Hall

Ballingers Drums of the Dark Gods er et næsten perfekt eksempel på pulplitteraturens kvaliteter. Kapitlerne falder i korte, intense forløb, hvert afsnit bringer historien fremad og alt fedt er trimmet væk fra handlingen. Kun få mestrer den stil, men Ballinger er en af dem. Her må det indskydes, at W. A. Ballinger er et pseudonym for den engelske pulpforfatter William Howard Baker, der havde en ganske omfattende produktion.

Egentlig skrev Baker de fleste af sine bloddryppende gyserromaner under pseudonymet Peter Saxon, mens navnet W. A. Ballinger blev brugt til kriminallitteratur. I Drums of the Dark Gods har Baker imidlertid gjort en undtagelse. I romanen følger vi detektiven Richard Quintain, der har speciale i forsikringssvindel. Han er en fast opdager i Bakers forfatterskab under Ballinger-navnet, og flere andre har faktisk også benyttet sig af forfatterpseudonymet for at skrive om detektiven.

Paperback, Mayflower Dell 1967

Paperback, Mayflower Dell 1967

Denne gang bliver Quintain af Scotland Yard sendt til Haiti på en tophemmelig operation, som politiet af diplomatiske grunde ikke selv kan gå ind i. Scotland Yard har opdaget et nyt stof på Londons narko-marked. Et ultra-farligt stof, der gør dig afhængig med det samme. Ét fix og man bliver til en hjernedød zombie. Stoffet kan forfølges tilbage til Haiti. En af Yardens unge (smukke) kvindelige betjente tager undercover til Port-au-Prince for at opspore bagmændene. Hun forsvinder, og man frygter det værste. Derfor må politiet sende forstærkninger, og det bliver Richard Quintain samt hans unge (smukke) assistent Julie.

Quintain ved naturligvis godt, at Haiti er det samme som voodoo og sort magi. Han er derfor forberedt på det værste. Heldigvis har han kæmpet mod sort magi før, og han støber derfor selv nogle sølvkugler til sin hjemmebyggede letvægtsrevolver, der er så kraftig, at den kan affyre riffelkugler. Ikke dårligt, og han får skam god brug for den, da han først har fået færden af djævledyrkerne på øen.

Paperback, Paperback Library 1967. Mere tromme, mere død, mere erotik

Paperback, Paperback Library 1967. Mere tromme, mere død, mere erotik

Knap ankommet til Haiti tager handlingen fart, og Richard Quintain vikles på rekordtid ind i sagen. Det vælter frem med onde voodoo-okkultister på øen, og fjenderne lurer bag hvert gadehjørne. Mens Quintain snuser omkring, må han være forsigtig, men det nytter ikke meget. Kultisterne er altid et skridt foran ham, men han finder også allierede, og sammen tager de kampen op mod øens ondskab.

Drums of the Dark Gods er et festligt, grotesk overflødighedshorn. Der er nøgne (smukke) damer, blod, vold og sort magi. Ballinger lægger ikke fingrene imellem, hverken når han skal beskrive de mange rådne zombier, vores hovedperson må nedkæmpe eller haitianernes generelt tvivlsomme karakter. Ballinger er omtrent så racistisk som Dennis Wheatley, og romanen har faktisk en del til fælles med Wheatleys såkaldte ”black magic stories”. Ballinger er bare meget, meget mere underholdende end Wheatley. Ikke mindst fordi han ikke er bange for at gå linen ud og sætte ord på alt det, som Dennis Wheatley trods alt er for pæn til at beskrive.

Paperback, Five Star Books 1972. Nu i gotisk indpakning

Paperback, Five Star Books 1972. Nu i gotisk indpakning

Alene den lille prolog til Drums of the Dark Gods gør romanen til en oplevelse. Her bliver den forsvundne undercoveragent, som Scotland Yard først sendte til Haiti, parteret stykke for stykke under en grum voodoo-ceremoni. Endnu bedre bliver det, da bogens skurk afsløres. Skurkens identitet bliver længe holdt skjult, men til sidst får vi en beskrivelse, og den siger spar to!

Helt overordnet vil jeg gerne fremhæve Ballingers evne til både at trække på de velkendte Haiti-klichéer, som zombier og sensuelle voodoo-piger, men samtidig også at byde ind med mindre slidte detaljer som eksempelvis nogle af de fascinerende figurer, der findes i voodooens store panteon af ånder.

Paperback, MacFadden 1967. En af W. A. Ballingers andre gysere, udgibey året efter Drums

Paperback, MacFadden 1967. En af W. A. Ballingers andre gysere, udgivet året efter Drums

Nu, hvor vi er ved voodooen, må det, måske helt overflødigt, understreges, at Ballingers blik på voodoo naturligvis er helt forfejlet og fordømmende. Han ser voodoo som en pervers, morderisk djævledyrkelse, der præcis som Wheatleys satanisme står for alt ondt i verden. Faktisk gør Ballinger en del ud af at lade Quintain kommentere på voodoen og fortælle, hvorfor den er så ond. Men samtidig formulerer Ballinger aldrig en rigtig identifikation af selve voodoo-religionens struktur, og det bliver derfor meget tåget, hvorfor de onde egentlig er onde osv. Det skal man nok heller ikke tænke for meget over. Voodoo eller satanisme – i pulpens tropenat er alle kultister sorte.

Man skal nok heller ikke spekulere for meget over det lidt sære forhold mellem Quintain og den unge assistent Julie. Der er en badescene i romanen, som nok vil få de fleste læsere til at rømme sig. Imidlertid tror jeg, at der her er tale om lidt frigjort 60’er-stemning, der sniger sig ind i bogen. Vel at mærke en frigjort stemning, som den så ud, når en moden forfatter skulle forestille sig, hvordan de ”frigjorte” opførte sig. Det er bare en tanke. Døm selv.

Paperback, Lancer Books 1967. Endnu en Ballinger-titel fra '67. Denne er faktisk en af hans hyppigst genoptrykte romaner. Action+kvinder=salg!

Paperback, Lancer Books 1967. Endnu en Ballinger-titel fra ’67. Denne er faktisk en af hans hyppigst genoptrykte romaner. Action+kvinder=salg!

Der er næppe ret mange, der vil mene, at Drums of the Dark Gods er uhyggelig – faktisk er den nok nærmere komisk i dag. Ikke desto mindre er der tale om en virkelig fin lille genreroman, der kan præcis det, som så mange andre ikke kan. Den fanger essensen i den okkulte chok-fortælling og giver os ritualer, blodige mord, okkultisme og bizarre indfald. Samtidig leverer Ballinger, eller rettere Baker, præcis nok miljøbeskrivelse til, at læseren faktisk kan se Haitis hede jungle for sig. Det er næppe nogen troværdig beskrivelse af øen, eller dens befolkning for den sags skyld, men det betyder ikke noget. Drums of the Dark Gods er ikke mere end den giver sig ud for, men det er skam også nok.

Skriv en kommentar

Filed under Roman