Tag Archives: Melodrama

H. Rider Haggard, King Solomon’s Mines (1885): Blod på savannen

Hardcover, Castle Books 1987. Forsiden er malet af Eric Kincaid

Det er ironisk, at en af Englands bedst sælgende forfattere i tiårene omkring 1900 var H. Rider Haggard. Det er ironisk, fordi Haggard aldrig havde set sig selv som en specielt litterær person og først begyndte at skrive skønlitteratur i en relativt sen alder. Han drømte om en karriere i embedsværket, og livet igennem var det hans ambition at blive taget alvorlig som politiker og mand i statens tjeneste. Sådan blev det bare ikke helt, fordi hans romaner længe var så ustyrligt populære, at han forblev fastlåst i rollen som folkekær spændingsforfatter.

Haggard fik skam vigtige statslige opgaver, men aldrig den respekt han for alvor drømte om. Han fik således i en sen alder diplomatisk arbejde, der tog ham ud i verden, og da han under et besøg i USA blev inviteret hjem til præsident Theodore Roosevelt, måtte en både beæret og skuffet Haggard konstatere, at præsidenten kun ville snakke om jagt og Haggards romaner, som præsidenten elskede. Politik og landbrugsreformer, der var rejsens anledning, blev der ikke meget tid til. Læren må være, at succes er herligt, men den skal helst komme for det rigtige.

Henry Rider Haggard (22. juni 1856 – 14. maj 1925)

Baggrunden for alt dette var Riders roman King Solomon’s Mines fra 1885, der var hans tredje skønlitterære bog på kun to år. Haggard, der i slutningen af 1883 var økonomisk presset, havde fået den tanke, at hans ungdomsoplevelser i Sydafrika måske kunne omsættes til rejsefiktion, der var et populært emne. Det forsøgte han og oplevede moderat succes med sin anden roman The Witch’s Head, der dybest set er en samling røverhistorier fra savannen. Bogen fik imidlertid så tilpas stor opmærksomhed, at Haggard forsatte i samme spor, nu bare ansporet til at rendyrke de elementer, som læserne havde reageret mest positivt på; nemlig dramaet, det mystiske og det eksotiske.

Resultatet blev den fabulerende King Solomon’s Mines, der som en løbeild gik sin sejrsgang i hele den vestlige verden. I romanen fortsatte Haggard med at sammenskrive sine egen oplevelser fra Afrika med ting, han ”lånte” fra andres rejsebeskrivelser og litteratur samt de vilde idéer, han selv fandt på. Historien er da også et stykke spektakulær eventyrfiktion, der kom til at danne skole og stå som et af højdepunkt i spændingslitteraturen fra slutningen af 1800-tallet.

Hardcover, Cassell & Company 1885. Romanens første udgave i bogform

Handlingen behøver næppe nogen stor introduktion, men i grove træk skildrer bogen – som du sikkert husker – hvordan storvildtjægeren Allan Quatermain bliver hyret til at ledsage et lille rejseselskab, anført af Sir Henry Curtis, der prøver at spore sin bror. Broderen forsvandt under en ekspedition, der havde til formål at finde kong Salomons sagnopspundne miner. Quatermain har ikke store forventninger om at finde den forsvundne bror, men han lader sig alligevel overtale til opgaven, fordi han har brug for penge, og englænderne betaler ham godt for rejsen.

Således kan selskabet drage ud på en lang og farefuld rejse, der byder på lige dele storvildtjagt og nervepirrende strabadser. Rejsen går ind i ukendt land og ender hos et hidtil uopdaget folkefærd, der har bevogtet Salomons miner, siden de blev forladt. Ved afrejsen hyrede ekspeditionen en lettere mystisk bærer, der nu viser sig at blive central for romanens sidste del. Her bliver englænderne nemlig involveret i et brutalt opgør internt i den stamme, der sidder på minerne. Tjeneren, som englænderne bragte med sig, viser sig at være stammens retmæssige konge, og de slutter sig nu sammen med Ignosi, som han hedder, i et opgør mod den siddende konge og tronraner. Det leder til at brutalt slag, hvor Quatermain og de andre kæmper side om side med loyale stammefolk, før de til sidst kan forlade minerne med rigdom og kort efter også har den forsvunden bror med på slæb tilbage.

Paperback, Dell 1950

Det er højspændt dramatik, der udfolder sig, og en af romanens store kvaliteter er, at Haggard løbende højner stemningen af eventyr og drama. Det begynder som et relativt nøgternt indblik i sydafrikansk kultur og topografi, hvilket i sig selv var ganske eksotisk på udgivelsestidspunktet. Vi får dog gradvist tilføjet mere komplekse handlingslag, der kulminerer i det store opgør blandt Kukuana-folket og antydninger af mulig overnaturlig indblanding. Det kommer som en ganske stor overraskelse, og det er på den led umuligt på forhånd at spå, hvordan handlingen vil udvikle sig.

Efterfølgende er meget af det, som Quatermain og hans rejsefæller oplever, blevet troper eller klichéer, der ikke mindst blev formaliseret i pulplitteraturen. Haggard var selv stærkt medvirkende til dette, fordi han kom til at gentage sig selv ganske mange gange. Ikke desto mindre er der en utrolig fantasirigdom og vilje til drama og spænding i handlingen, der gjorde den til noget overraskende og nervepirrende, da bogen udkom, men som stadig også gør indtryk i dag. Idéerne leveres ligefremt og alvorsfuldt, uden nogen form for stemning af parafrase, der senere ofte er kommet til at sig ind i denne type eventyrfortællinger.  

Paperback, Pan Books 1951

De er mange elementer i romanen, der i dag kan være interessante at dykke ned i og analysere nærmere. Man kan eksempelvis hæfte sig ved, at det er en utrolig brutal og blodig fortælling. Englænderne skyder storvildtet med en entusiasme, der grænser til blodtørst, og det store slag i slutningen skildres med tilsvarende entusiasme for vold. Vi får også serveret Haggards fascination af afhuggede lemmer i romanen; et element, der går igen i stort set alle hans spændingsromaner fra The Witch’s Head og frem. Vold og blod ligger med andre ord i romanens grundsubstans, hvilket fortæller os en del om Haggards syn på Afrika.

Man kan også hæfte sig ved det homosociale rejseselskab og de modeller for maskulinitet, som udtrykkes igennem de enkelte individer i gruppen, hvor Quatermain naturligvis indtager pladsen som førerhund. Der ligger en fascinerende, gradvist optrappet form for erotik i teksten, der så at sige pumpes i vejret af de traditionelt maskuline handlinger, der udføres af selskabet. Der er ikke nogen tvivl om, at englænderne betvinger landskabet, med alt hvad det indebærer af magt- og erotikkonnotationer. At dette har en sanselig dimension udløses for alvor, da de ankommer hos Kukuana-folket, men allerede inden da har vi forstået sammenhængen mellem rejsen og en vis sanselighed. Før mødet med Kukuana-folket har mændene eksempelvis besteget en klippe, der hedder ”Dronning Sheebas Bryster”, som pikant stikker ensomt frem i landskabet som en farefuld udfordring, der nu indtages præcis som rejseselskabet med stor lyst har betvunget dyr og landskab.

Paperback, Ballantine Books 1963

Som sagt blev King Solomon’s Mines en kæmpemæssig succes – en international bestseller af de største. Haggard fulgte den op med She, der ligeledes blev en gigantisk succes, og dermed var hans berømmelse og karriere sikret. Haggard havde rent kreativt svært ved at efterleve den første popularitet, selvom han kommercielt vedblev med at sælge i store oplag ganske længe. Som Haggards berømmelse falmede i 1900-tallet og hans romaner mistede deres gennemslagskraft, sank de gradvist ned fra voksenlitteraturen til den lidt udefinerbare brokkasse af såkaldte ”drengebøger” og senere til ”bare” børnebøger, hvor de siden 1950’erne levede et stadigt mere stille liv. En krank skæbne, må man sige.  

Jeg tvivler på, at der stadig er mange børn, endsige voksne, der læser en roman som King Solomon’s Mines, hvilket er trist. Det er et mesterværk udi sin genre, der til enhver tid tåler sammenligning med nutidig spændingsfiktion. At man skal sluge et kynisk natursyn og en generelt utrolig racistisk grundtone, kan være et problem, men læser man sig igennem dette og accepterer det, for hvad det er, så ligger der fortsat en utrolig kraft i Haggards værk, der kan bringes frem til overfladen ved blot en smule tålmodighed med den bedagede sprogtone, hvilket sådan set bare er sundt arbejde, tænker jeg. Så læs den (igen), men ikke i en tarvelig forkortet og fordansket udgave. Læs den rigtige tekst, for det er der, eventyret fortsat lever stærkest.

Paperback, Puffin 1966
Paperback, Magnum Books 1975
Paperback, Airmont Books 1978
Paperback, Puffin 1983
Paperback, Tor 1985
Paperback, Beaver Books 1986
Paperback, Regnery 1999
Paperback, Quiet Vision Publishing 2004
Paperback, Penguin Books 2007
Paperback, Penguin Books 2007
Paperback, Headline Review 2007
Paperback, The Large Print Book Company 2010
Paperback, The Echo Library 2011
Paperback, Bibliotech Press 2012
Hardcover, Award Publications 2012
Paperback, HarperPerennial Classics 2014
Paperback, Ulverscroft Large Print Books 2014

3 kommentarer

Filed under Roman

Mary Shelley, Frankenstein (1818): Alene på følelsernes ocean

Paperback, Watermill Press 1980

I forbindelse med et lille projekt, jeg sysler med for tiden, genlæste jeg Mary Shelleys Frankenstein, der næppe behøver nogen nærmere introduktion. Noget egentlig handlingsreferat vil jeg da heller ikke kaste mig ud i. Jeg var rent faktisk i tvivl om, hvorvidt jeg i det hele taget skulle skrive om romanen på Fra Sortsand, fordi der er skrevet så uendeligt meget om den allerede, men så tænkte jeg, hvad pokker, det er jo det jeg gør her på bloggen – at tygge drøv på noget, som alle andre har tygget til ukendelighed allerede. Derfor skal Frankenstein også have en tur gennem vridemaskinen.

Grundlæggende er jeg ikke synderligt begejstret for Shelleys roman, der gennemsyres af en bornert uskyldighed, som gør selv de mest grusomme optrin i bogen en smule tandløse. Omvendt kan man sige, at hele romanen specifikt udspringer af Shelleys umiddelbare, jeg fristes til at sige intuitive, tilgang til de metafysiske problemstillinger, hun får skrevet frem. Romanen bliver på den led meget personlig, fordi Shelleys til tider lettere dilettantiske greb om sin tekst rent faktisk gør læseren opmærksom på hende selv som den, der fortæller. Det er et interessant træk ved bogen, som bestemt er et nærmere studie værd.

Mary Wollstonecraft Shelley (30. august 1797 – 1. februar 1851)

Den ordrige roman, konstrueret over en række af historier i historien, er tydeligvis skrevet under indtryk af gotikkens lange, udflydende fortællinger, men Shelleys bog tager også stiltræk fra melodramaet, der som genre begyndte at blive populær i begyndelsen af 1800-tallet. Som roman betragtet kan man derfor også med fuld ret hævde, at Shelleys bog ikke er et gotisk værk, men noget andet og nyt. Hendes kainsmærkede persongalleri hører imidlertid afgjort gotikken til, men hvor gotikkens inderste væsen er et livtag med fortiden, som tynger sig ind over nutiden og kvæler alt liv, så bevæger Shelleys roman sig et andet sted hen. Her er det ikke fortiden, der er det underliggende motiv, men i stedet menneskets plads i verden, og selve sansningen af verden, som er i centrum.

Idéen om skabelse er, ikke overraskende, helt central for bogen. Victor Frankenstein skaber liv ud af intet, og derved påberåber han sig en rolle i verdens orden, som ikke tilfalder ham. Bogens undertitel er ”The Modern Prometheus”, og det fortæller os noget væsentligt om, hvordan denne ”skabelse” skal forstås. Der er nemlig her tale om et tyveri – Frankenstein stjæler noget fra skaberværket, som ikke er hans. I stedet for, som Prometheus, der må lide fysisk som straf, bliver Frankenstein imidlertid gjort hjemløs i oveført betydning, fordi hans skabning tager al fred fra ham. Syndefaldsmotivet er naturligvis evident i dette. Frankenstein forbryder sig mod Guds lov og udstødes derfor, så han ikke længere kan være en del af den paradisiske lykke, som hans barndomshjem udgør.

Lackington, Hughes, Harding, Mavor & Jones 1818. Romanens 1. udgave

I romanen udspiller der sig flere grufulde scener, som går fra skildringen af den dystre sammensmeltning af videnskab og okkult alkymi i Frankensteins forsøg på at skabe liv, over den morbide omgang med døden og de døde, til væsnets hævn på sin skaber. Alt dette rummer hver for sig særlige anslag, som har haft en kæmpemæssig betydning for skrækfiktionens videre udvikling, men bogens måske mest fundamentale og mest sønderknusende greb er spejlingen af Victor Frankenstein i væsnet, han skaber.

Mens Frankenstein fortaber sig i sin dunkle videnskab, der fjerner ham længere og længere fra livet og kærligheden, vokser ulykken og gruen med tifold, når perspektivet flyttes over på resultatet af hans gerninger. Frankensteins væsen står nemlig fuldstændig alene og afvist i verden – det har ikke nogen guddommelig skaber, ikke nogen metafysisk verdensdommer, der kan retfærdiggøre dets skæbne. Væsnet er et menneske skabt af et menneske i menneskets billede. Dermed er det avbsolut alene, både fysisk og åndeligt, uden noget forløsende samfund.

Paperback, Ignatius Press 2008

Ensomheden træder her frem som et grundlæggende motiv. Ensomheden som ubærlig størrelse løber således som et grundtema igennem romanen. Victor Frankenstein frarøves sin familie og bliver jægeren, der kun har sit bytte som selskab. Det samme gælder væsnet, men det gælder også kaptajn Walton, der møder Frankenstein ude på ishavet, og den fattige familie i hytten, som væsnet belurer. Alle er isolerede og forkastede, uden samfund. Alle har imidlertid også grader af kærlighed, som holder dem oppe. Familien i hytten har hinanden, Victor Frankenstein har mindet om sin familie – den eneste, som står absolut uden noget som helst, er væsnet, der kun har skylden for at være blevet skabt. Det skal jeg vende tilbage til om lidt igen.

Man kan anlægge mange fortolkninger af meningen bag romanen, men jeg mener egentlig, at man ikke behøver være synderligt optaget af at finde subtile tolkninger i Shelleys tekst. Hun forklarer sådan set alt med bogens undertitel, det væsentlige er derimod, hvad hun bruger denne historie til. Den moraliserende fortælling om Frankensteins ugerning er dermed kun Shelleys påskud for at skabe et ganske moderne drama, der indskriver sig i tidens poetiske strømning.

Paaperbacck, Corgi Books 1964

Romanen Frankenstein, med sin relativt banale moralske konflikt, er Shelleys vej ind i en beskrivelse af de emotionelle landskaber, som opstod i digtningen på dette tidspunkt. Da hun skrev første udkast til bogen, var hun som bekendt i Schweiz, og det var ikke noget tilfældigt rejsemål. Netop bjerge var omkring 1800 begyndt at blive selve det poetiske sindbillede på menneskets eksistens. De store stenkolosser og ismasser, der står midt i den voldsomme natur, blev valfartsmål for romantiske sjæle, som oplevede, at de her i bjergene kom i kontakt med noget større – noget sublimt, om man vil. Lord Byrons Childe Harold siger berømt ”To me, high mountains are feeling” i det lange prosadigt Childe Harold’s Pilgrimage, og det er præcis, hvad Shelley også fortæller os i sin roman.

Frankenstein handler om bjerge og bjerglandskaber – store emotionelle giganter, der udtrykker majestætisk ensomhed, isolation og udblik over verden. Richard Strauss vendte i en sen alder tilbage til denne romantiske bjergdigtning med sin voldsomme Eine Alpensinfonie, mens Caspar Friedrich David fangede og udtrykte præcis samme følelse visuelt med sine mange malede variationer over ensomme bjergtoppe, ofte med det lille vejkrucifiks øverst.

Paperback, W. W. Norton & Company 1996

I Nordeuropa og protestantismen kom bjerget og troen til at hænge uløseligt sammen i 1800-tallets digtning, og især i 1800-tallets første del, hvor Mary Shelley netop var del af den intellektuelle kreds, som dyrkede denne naturpoesi. Bjerget er i denne sammenhæng et sted for sansning og følelsesmæssig erkendelse af noget større. Disse bjergdigtere opfattede højderne som noget, der rummede en erfaring af transcendens, og præcis dette er helt afgørende for Shelleys roman. Victor Frankenstein kan opleve og forholde sig til denne transcendens, men hans skabning har ikke samme kontakt. Han er et rent jordisk væsen, som måske nok forstår, at noget større eksisterer for andre, men han er ikke selv del af dette – han hører hverken til hos Gud eller Djævel, men er ene og alene et produkt af Frankensteins hånd. Mere alene kan man ikke være i Mary Shelleys verden.

Det var gennem efterligningen af de digtere hun omgikkes, at Shelley lærte, at den moralske overflade i historien kun er anledningen til det egentlige digteriske ærinde, som må fylde mest og rumme størst emotionel udsagnskraft og sandhed. Frankenstein-romanens natur er således fyldt med længsel og vemod, berusende kraft og frygt, livslede og stormfuld kærlighed. Den er en følelsessymfoni, der forsøger at gribe metafysisk storhed gennem naturoplevelsen. Det prisme, som vi får lov at opleve alt dette igennem, er hendes to hadefulde pilgrimme, skaber og skabning, der farter omkring i ensomhed udlændighed.

Paperback, Tor 1994

Mary Shelley dykkede dybt ned i tidens toner med sin roman, men sandt at sige er hun hverken nogen stor digter eller forfatter, og derfor er hendes poetiske anliggende og tilhørsforhold til præcis ”bjerg-skolen” nok også blevet en smule overset, fordi hun på det punkt udelukkende reproducerer, hvad andre – eksempelvis Byron – har gjort uendeligt meget bedre end hende. Det kan derfor også synes ironisk, at det moralske påskud for bogen har vist sig at være det blivende og det, som har inspireret litteraturen lige siden udgivelsen for 200 år siden. Frankenstein indtager med fuld ret en central rolle i skrækfiktionens historie, men det var næppe den berømmelse, som Shelley selv havde håbet eller drømt om, da hun skrev sin ”gyser” for så længe, længe siden.

Paperback, The Samphire Press 2010

Paperback, Sphere 1976

Paperback, Signet 2000

Paperback, Signet 1965

Paperback, Scholastic Book Services 1967

Paperback, Running Press 1987

Paperback, Pyramid Books 1957

Paperback, Pyramid 1967

Paperback, Puffin Books 1990

Paperback, Puffin 2011

Paperback, Puffin 1994

Paperback, Prohyptikon Publishing 2010

Paperback, Pocket Books 1976

Paperback, Plume 1993

Paperback, Phoenix Pick 2009

Paperback, Penguin 2011

Paperback, Penguin 2006

Paperback, Lion Books 1953

Paperback, HarperPress 2010

Paperback, Dover Publications 2009

Paperback, Dell 1975

Paperback, Dell 1965

Paperback, Cricket House Books 2010

Paperback, Collier Books 1971

Paperback, Collier Books 1961

Paperback, Centipede Press 2007

Paperback, Borders Classics 2006

Paperback, Book Essentials Promotions 1994

Paperback, Bibliolis Books 2010

Paperback, Bedford Books 2000

Paperback, Barnes & Noble Books 2004

Paperback, Barnes & Noble Books 2003

Paperback, Barnes & Noble Books 2002

Paperback, Barnes & Noble Books 2003

Paperback, Bantam Books 1967

Paperback, Bantam 2003

Paperback, Airmont Books 1972

Hardcover, Underwood-Miller 1994

Hardcover, Turtleback Books 2010

Hardcover, The Vancouver 2004

Hardcover, Sterling Publishing 2007

Hardcover, State Street Press 2002

Hardcover, Peter Bedrick Books 1988

Hardcover, Oxford University Press 2010

Hardcover, Harrison Smith and Robert Haas 1934.jpg

Hardcover, Dark Horse Books 2008

Hardcover, Bedford Books 1992

Hardcover, Grosset & Dunlap 1931

Skriv en kommentar

Filed under Roman