Jack London, The Star Rover (1915): “Turn off your mind, relax and float downstream…”

Paperback, Corgi Books 1976

Jack London skrev en stribe fascinerende romaner, der på udgivelsestidspunktet fik betydning som inspirationskilde for en bred vifte af meget forskellige forfattere. Londons romaner har stadig en stærk tiltrækningskraft, fordi de med deres blanding af usentimental voldsomhed og romantisering af navnlig naturen fortsat har et tag i vores moderne følelsesliv. Blandt genreforfatterne har Londons betydning absolut også været stor.

Robert E. Howard var eksempelvis dybt betaget af Jack Londons værker, og en af de romaner, som havde størst betydning for Howard, var The Star Rover, som han plagierede direkte flere gange. Lovecraft havde også læst Londons The Star Rover og lånt fra den, det samme havde Clark Ashton Smith og et utal af andre forfattere, som ligeledes var blevet inspireret. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at The Star Rover leverede noget tankevækkende og inspirerende i 1915, som var med til at drive nye sider frem i genrefiktionen.

Paperback, Corgi Books 1976

Selve handlingen i Londons roman er en sammensat størrelse, der på den ene side er en ætsende, social kommentar og på en anden side en fabulerende, metafysisk rejse. Romanens hovedperson og fortæller er Darrell Standing, professor i agronomi, der er blevet dømt for mordet på en kollega. At han begik mordet, står ikke til debat, men Standing fortæller os ikke om motivet, blot at det blev udført i ”rødt raseri”. Konsekvensen er, at vores fortæller afsoner en livstidsdom i California State Prison of San Quentin. Baggrunden for fortællingen har da heller ikke nogen betydning, den skal blot tjene til at understrege over for læseren, at det er en dannet og sanddruelig person, som vi her lytter til.

Romanens første lag udspiller sig i fængslet, hvor Standing på grund af sin retfærdighedssans og stædighed ender i en isolationscelle, fordi han ikke vil sladre om en affære, der i forvejen hovedsageligt er det pure opspind. I stedet for at stikke andre medfanger holder Standing mund, og derfor inkasserer han stadigt strengere former for straf (læs: tortur), der skal få ham til at tale.

John Griffith London (12. januar 1876 – 22. november 1916)

Den værste straf er ”the jacket” (romanen blev udgivet i England under den titel), der er en form for heldragt og spændetrøje, som surrer kroppen sammen, gør det umuligt at trække vejret ordentligt og begrænser blodtilførslen til lemmerne. Liggende i længere og længere tid på gulvet i ”jakken” får Standing lov at til overveje, hvornår han har tænkt sig at sladre.

I længden er det klart, at han ikke kan holde til jakken, og han beslutter derfor, at det vil være lettere bare at give op og dø. Før det kommer så vidt, forklarer en af de andre fanger, en livstidsveteran, hvordan man med en relativt simpel teknik kan give efter og lade sindet forlade kroppen. Sindet eller sjælen går på rejse, mens kroppen sover i jakken, hvorved smerterne bliver ubetydelige og straffen uden egentlig konsekvens. Standing gør tøvende forsøget, og snart efter har han en serie utrolige oplevelser på cellens gulv.

Hardcover, Macmillan 1915. Romanens første udgave

Standings frigjorte sjæl går på rejse i hans mange tidligere liv, og vi bliver vidner til en række vigtige optrin i disse liv, der i tid og rum strækker sig tilbage fra stenalderen, over antikken og helt op i 1800-tallet. Hvert nedsalg er dramatisk og skåret eklektisk til. Standing springer ind i sine tidligere liv som passager og oplever situationer som at være en nybygger på den Nordamerikanske prærie i ildkamp med mormoner, der forsøger at plyndre deres karavane, at duellere med pistol i 1700-tallet og mange andre højspændte situationer.

Fælles for alle disse små fortællinger i fortællingen er, at de begynder in medias res og afsluttes uden at være fortalt til ende. Standing zapper ind og ud af episoderne og forsøger gang på gange at finde tilbage til de passager, der gør særligt indtryk. Desværre kan han ikke styre sin rejser og havner nye steder de fleste gange og fylder os, præcis som ham selv, med et uopfyldt ønske om at få mere af historien. Det er intet mindre end mesterligt udført af London, der i stedet for at skabe afsluttede narrativer laver en collage, der ægger nysgerrigheden og efterlader os med et brændende ønske om mere.

Hardcover, The Macmillan Company 1963

Jack London spiller, som sagt, på to strenge i romanen. På den ene side er fortællingen en entydig kritik af det amerikanske rets- og fængselsvæsen. Londons pointe er, at det er omstændigheder, der skaber den kriminelle, ikke noget medfødt, og den respektløse vold, som de indsatte mødes med i fængslet, har kun det ene resultat at forvandle dem til præcis de vilddyr, som samfundet for alt i verden vil holde borte. Londons sociale, venstreorienterede holdninger er velkendte, og The Star Rover indskriver sig tydeligt i den åre, som revsende og spydigt angreb på politi, politikere og systemets skrankepaver. At den kritik fortsat kan være relevant i USA, skal jeg ikke komme nærmere ind på her.   

London var, ud over sit politiske engagement, også optaget af metafysiske spørgsmål og på jagt efter spirituelle sandheder, der lå uden for det kristne samfund. Han søgte efter et åndeligt fællesskab, der gik på tværs af religioner og kulturer. Han troede på reinkarnation og på eksistensen af en sjæl, der krop for krop var under oplæring og på rejse frem mod en endelig åbenbaring. Det er naturligvis denne anden side, som London skrev tydeligt frem i romanen. Standings nye indsigter gør tid og rum til noget ubegrænset, der frit kan krydses, og man kan dårligt forestille sig en større erkendelse, for den, der er låst inde i en lille, mørk celle på livstid.

Paperback, Sutton Publishing 1986

Præcis denne sammenstilling af metafysik og socialrealisme fungerer forbløffende godt, fordi London på den led får balanceret det spekulative og udpeget det som en faktisk mulighed. Samtidig kan man også læse alle Standings eventyr som et resultat af kroppens overlevelsesvilje og sindets evne til at koble fra, når smerterne bliver for voldsomme. Det var dog givetvis ikke denne sidste læsning, London selv ville foretrække. Den rå socialrealisme løfter dramaet, mens udflugterne i tid og rum vinder i magi og styrke ved at udspille sig i fængselscellens kvælertag.

Robert E. Howard troede også på reinkarnation og såkaldt ”racehukommelse”; altså ældgammel, intuitiv viden nedarvet gennem generationerne. Det er derfor heller ikke svært at se, hvordan en roman som The Star Rover kunne gøre så stort indtryk på ham. Romanens intense vrede mod systemet, desperationen over at være indespærret og eventyret, der ligger derude og venter, er alt sammen noget, som direkte pegede ind i Howards eget forfatterskab, hvor London var en vigtig vejviser og intellektuel mentor.

Paperback, The Journeyman Press 1987

Det er også åbenlyst, hvorfor andre af pulpens kanoniserede helte så kvaliteter i The Star Rover, men romanen er fortsat i dag et intenst og gribende stykke spekulativ fiktion, der som eksempelvis Marge Piercys Woman on the Edge of Time opererer med flere mulige læsninger på samme tid og peger på sindets evne til at skabe en vej ud af fangenskab. Om denne vej er reel eller blot fantasi, forbliver ubesvaret, men uanset om vi har at gøre med Jack Londons desperate Darrell Standing eller Piercys undertrykte og mishandlede Connie Ramos, er fantasien et våben og en vej væk fra deres hovedpersoners bødler. Det kan godt være, at systemet kan indfange deres kroppe, men sjælen/fantasiens kraft kan de ikke tøjle, og begge karakterer erkender, at selv i deres livslange indespærring er de ikke egentlige fanger.

Paperback, Valley of the Sun Publishing 1987

Begynder man første at spekulere lidt mere over indholdet i romaner som disse, rejser der sig nogle forstyrrende perspektiver om vores forhold til virkeligheden. Så langt behøver man næppe læse sig ind i hverken Piercys eller Londons roman, men jeg tror, at de fleste vil blive grebet af begge bøger, og jeg må sige, at Londons værk stadig den dag i dag formår at gøre indtryk, præcis som den gjorde det for lidt over hundrede år siden.

Så på med jakken, det store eventyr ligger derude og venter! 

Paperback, Canongate Books 1999

Paperback, Modern Library 2003

Paperback, Dover Publications 2017

David Lindsay, A Voyage to Arcturus (1920): En målestok for god litteratur

Paperback, Ballantine Books 1968. Forsiden er malet af Bob Pepper

Det er i dag en almindelig og ofte gentaget tanke, at SF-litteraturens beretninger om rumfart og rumudforskning i virkeligheden er en metafor for den indre rejse eller granskningen af jegets psyke. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at det er en spændende analytisk figur at arbejde med, men det er i sidste ende også en sandhed med modifikationer – det tror jeg, de fleste vil kunne være enige om. Ikke desto mindre er der eksempler på værker skrevet før, tanken blev formuleret, der entydigt udtrykker denne idé om den ydre rejse som billede på den indre udforskning. Conrads Heart of Darkness (1899) er naturligvis et af forbillederne her, men der er også andre. Et af de andre hovedværker i den sammenhæng er skotske David Lindsays dybt fascinerende, utrolig komplekse og sprudlende A Voyage to Arcturus fra 1920.

Lindsays bog er en roman af den type, som man umuligt kan lægge én entydig fortolkning ned over. Teksten stritter, fuldt bevidst, i alle retninger, og tilbyder først og fremmest sin læser et paradoksalt mysterium, som man kan reflektere over og genfinde sig selv i. Romanen indskriver sig entydig i den moderne romantradition, og den har ikke så lidt tilfælles med værker af modernistiske helte som James Joyces, William Faulkner og Ernest Hemingway. Den intellektuelle barre er sat højt, og Lindsay fordrer noget af sin læser. Dette er ikke banal pulp eller letforståelig lommefilosofi, som SF-litteraturen alt for ofte er leveringsdygtig i.

David Lindsay (3. marts 1876 – 16. juli 1945)

A Voyge to Arcturus begynder et overraskende sted. Hovedpersonen Maskull tager med til en spiritistisk seance, hvor han bliver vidne til nogle uforklarlige optrin. Ikke mindst resulterer seancen i, at han falder i snak med to bekendte, Krag og Nightspore, der gerne vil vise ham en hemmelighed. Han drager med dem til et øde observatorium, hvor et rumfartøj venter på dem. Snart er de ombord med kurs mod en planet, der kredser om stjernen Arcturus. Her går alt i sort og Maskull vågner op alene i den fremmede verden.

Forvirret over situationen begynder Maskull at søge efter sine venner, og dermed indledes en besynderlig vandring omkring på planeten, hvor Maskull kommer i dialog med den ene sære person efter den anden. Ret hurtigt står det klart for Maskull, at de menneskelignende væsner, han møder, er ganske forskellige fra ham selv – ikke mindst rent fysisk.

Hardcover, Methuen 1920. Romanens første udgave

Gennem samtalerne hører Maskull om deres forskellige moralske og etiske standpunkter. Disse samtaler ender som oftest i konflikter, og Maskull roder sig ud i flere ubehagelige episoder, der kommer til at plage ham efterfølgende. Men der sker også mere radikale ting: Maskulls krop begynder at forandre sig i samklang med omgivelserne. Han gror et nyt organ, en form for langt, telepatisk følehorn og gennemgår også andre forandring, der kun kan beskrives som bizarre.

Under sine samtaler med planetens indbyggere bliver hans forestillinger om køn og krop, individ og kollektiv, liv og død, godt og ondt udfordret. Det er store spørgsmål, der hvirvles op, og som anden Alice, forsøger Maskull at fastholde sit greb om den vante virkelighed, men som han kommer frem, er det i stigende grad klart for ham, at hans gamle jeg og den gamle verden ikke længere kan eksistere. Oplevelserne, forandringer med hans krop og samtalerne med de fremmede væsner sprænger rammerne for hans bevidsthed og åbner nye verdener for ham. Turen rundt på planeten er en dannelsesrejse, hvor Maskull gradvist forstår sig selv bedre og bedre.

Hardcover, Gollancz 1946

I løbet af samtalerne bliver det også klart, at en form for djævel eller overskurk styrer planeten. Maskull møder både folk, der frygter og hylder denne skabning, og det går op for ham, at vennen Nightspore måske er identisk med denne djævel. Men hvordan hænger det sammen? Hvem eller hvad er dette symbol på det onde?

Spørgsmålene hober sig op, og som i romaner som 1984 og The Man Who Was Thursday peger alt i sidste ende indad. Maskull forstår, at hvis han vil møde Nightspore igen og få svar på sine spørgsmål, må han træde over den sidste tærskel; døden. I en af bogens måske mest tankevækkende og forbløffende passager accepterer Maskull udfordringen og vælger døden, så han kan få svaret, og svaret er, at han selv er Nightspore. Han er selv den djævel, som han har søgt efter. Det er ham selv, Maskull har jagtet på kryds og tværs gennem den dybt besynderlige planets flora og fauna, der vokser viltert i denne idets have.

Hardcover, Gollancz 1963

Maskull indser, at alle ydre former og fremstillinger kan påvirkes af deres sociale miljø og fysiske omgivelser – også kroppen og sindet er plastiske størrelse, men jeget er en konstant og i sidste ende er det kun individet, der kan stå til regnskab for individet selv. Lindsays calvinske baggrund føjer sig her sammen med freudiansk tænkning og Nietzsches afmontering af teologien – Gud er død, og der er kun det ensomme menneske, som må forstå sig selv i forhold til verden. Det er et potent budskab, som hos Lindsay antager metafysiske sider, fordi han midt i al verdens og kroppens flygtighed ser nogle overgribende kræfter som eksempelvis kærligheden, der forbinder individer på et underbevidst plan uanset, hvor forskellige de måtte være.

Jeget, som Lindsay dermed skriver frem i sin roman, er på den ene side fuldstændig isoleret og alene i verden. Al kommunikation med andre er sønderbrudt og forvansket tale, fordi vi aldrig virkeligt kan forstå hinanden, men omvendt er der en usagt forbindelse, som holder os sammen. Der er en genkendelighed, der trods forskelle bygger bro imellem os som tænkende og skabende individer.

Hardcover, Macmillan 1963

Jeg kan ikke her gøre rede for alle romanens spidsfindigheder. Den er, som sagt, kompleks og alene et studie af navnene i bogen er fascinerende arbejde, der fortæller os meget om, hvordan Lindsay gerne vil diskuteres af sine læsere.

A Voyage to Arcturus er uden tvivl et litterære højdepunkt. At kalde den fantasy eller SF, som jeg har gjort her, og læse den ind i denne genresammenhæng, er i virkeligheden misvisende, fordi den i sidste ende udelukkende ser indad. Brugen af rumrejsen og den fremmede planet er ren, kreativ staffage; skrælles dette overfladiske lag bort, står vi med en psykologisk roman, der intet har med genrelitteratur at gøre. Jeg kan imidlertid godt forstå, hvorfor genrehistorikere gerne vil have Lindsays roman ind i både fantasy og SF-folden, fordi den er en æstetisk og intellektuel magtpræstation, som det er flot at kunne spejle sig i.

Paperback, Sphere Books 1980. Bemærk Maskulls “nye følehorn” på forsiden skabt af Peter Jones

Al god litteratur er krævende og aldrig let. Den er aldrig noget, hvor sproget ”bare flyder”, og hvor meningerne springer utvetydigt ud af siderne. God litteratur er kompleks som livet selv og uden Hollywood-patos såvel som regelbundne fortælleformer. A Voyage to Arcturus er alt dette, og skulle det virke afskrækkende, kan man måske trøste sig med, at romanen vitterligt er både bizar og forstyrrende, hvorfor man også kan få tilfredsstillet sit fix på den måde, hvis man altså tør binde an med den. Men pas på – du kommer langt ud på dette syretrip.

Goo goo g’joob, goo goo goo g’joob!

Paperback, Citadel Press 1985

Hardcover, Wildside Press 2002

Paperback, Bison Books 2002

Paperback, Orion 2003

Paperback, Dover Publications 2005

Paperback, Waking Lion Press 2008

Paperback, Wilder Publications 2009

Paperback, Wilder Publications 2011

Paperback, CreateSpace 2012

Paperback, Positronic Publishing 2013

Ebog, Dancing Unicorn Books 2017

Algernon Blackwood, The Complete John Silence Stories (2011): “… Who you gonna call?”

Paperback, Dover Publications 2011

Algernon Blackwood hører til blandt de sære fortællingers mestre, og han er desværre alt for ofte blevet læst udelukkende som skrækforfatter. Der er skam også masser af gys og gru i dele af Blackwoods tidlige forfatterskab, men det udgør kun en lille del af hans litterære produktion. Blackwood beklagede da også selv, at hans tidlige bøger i så høj grad kom til at farve offentlighedens opfattelse af ham som forfatter. Han var nemlig en mand med noget på hjertet, og det var smerteligt for Blackwood, når han af både læsere og anmeldere blev reduceret til kommercielt underholdningsstof.

Bag Blackwoods noveller og romaner lå der mere eller mindre fra begyndelsen en filosofisk tilgang til verden, som han igen og igen forsøgte at formulere på ny og videreudvikle, så hans budskab om eksistensen af en upåagtet, åndelig dimension måske ville blive taget alvorligt. Nogle hørte ham da også, men de fleste var ligeglade og nøjedes med at interessere sig for de overfladiske, men afgjort spændende elementer i hans historier.

Paperback, Dover Publications 2011

Som menneske var Blackwood et klassisk spirituelt søgende individ, og det er derfor heller ikke overraskende, at han som så mange andre af tidens intellektuelle blev tiltrukket af okkultisme, spiritisme og alt andet, der lugter af det samme. Han blev eksempelvis nærmest selvfølgeligt medlem af The Hermetic Order of the Golden Dawn, og Blackwood korresponderede flittigt med tidens store magikere. Indtil et vist punkt, hvor boblen bristede for ham, og han indså, at okkultismen var et blålys, en meningsløs leg uden egentligt metafysisk betydning. Blackwood forkastede med andre ord det overnaturlige i dets populære forstand for i stedet at vende sig mod en åndelig naturmystik af meget mere diffus karakter.

Det var en lang indledning, men den er nødvendig for at forstå ansatserne til det utrolig populære værk, som Blackwood udgav i 1908. Novellesamlingen, der fik titlen John Silence — Physician Extraordinary, gjorde Blackwood til et kendt navn, og bogen skabte mere eller mindre hans forfatterkarriere. Novellerne handler om den overnaturlige eller paranormale detektiv John Silence – en læge, der har specialiseret sig i det mystiske og uforklarlige.

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

I victoriatidens litteratur havde idéen om den paranormale opdager været antydet i nogen tid. Som figur ligger den allerede før dette in spe hos Poe i form af M. Dupin, og vi finder noget lignende i Wilkie Collins romaner The Woman in White (1860) samt The Moonstone (1868). Doktor Van Helsing må heller ikke glemmes i den sammenhæng og ej heller le Fanus dokter Hesselius, men i John Silence møder vi for første gang figuren i rendyrket form.

Novellerne er da også opbygget helt efter Sherlock Holmes-modellen og genfortæller gamle sager, viderebragt til os af John Silences trofaste assistent. I sagerne skal Silence opklare en række meget forskelligartede mysterier, der går fra spøgelseshjemsøgelser over egyptiske ånder og varulve til sataniske hekse.

Hardcover, Eveleigh Nash 1908. Samlingens første udgave

Blackwood gennemspiller på den måde et bredt register af klassiske motiver fra skrækfiktionens repertoire, og hver enkelt læser vil uden tvivl finde præcis sin favorit i samlingen. Der er noget for enhver smag. For mig er den mest fascinerende novelle ”Secret worship”, der beretter om en forretningsrejsende, der vender tilbage til sin gamle kostskole i Tyskland for at genbesøge stedet efter mange år. Det besøg kommer tæt på at koste ham livet, da han pludseligt bliver det udvalgte offer i lærernes sataniske messe. Den okkulte del af novellen er underholdende, men det egentligt interessante ved novellen er selve optakten og rammen for fortællingen. Den er helt tydelig er selvbiografisk og afspejler Blackwoods egene oplevelser fra sin tid som kostskoleelev i et stærkt pietistisk skolemiljø i Tyskland. Hele første del, hvor den rejsende mindes sin tidlige ungdom, er formidabelt skrevet, og samspillet mellem miljø og natur i novellen er dybt betagende. Ikke mindst takket være den psykologiske indsigt, som Blackwood diskret får vævet ind i tekstens baggrundsstof.

Jeg kommer heller ikke uden om at nævne den mesterlige ”The Camp of the Dog”; en varulvefortælling, som jeg har skrevet om flere gange, og jeg skal derfor ikke bruge mere tid på den her, men det er altså fra samlingen af John Silence-historier, at den oprindeligt blev udgivet.

Hardcover, E.P. Dutton 1922

Nuvel, vi kom fra, hvorfor John Silence og Blackwoods opgør med okkultismen hænger sammen.

Med sin novellesamling gik Blackwood i kødet på okkultismen, og gennem Silence-figuren kunne han afmontere og udstille store dele af tidens okkulte praksisser. Det vigtige er her, at Blackwood (gennem John Silence) ikke afviste det overnaturlige, men i stedet forklarede tingenes rette sammenhæng. Novellerne er derfor, i populær form, et forsøg på at sende læseren i retning af den spiritualitet, som Blackwood selv jagtede. Den paranormale detektiv afslører misforståelse, men peger samtid på den ægte magi i verden. De nuancer går hurtigt tabt ved en for rask læsning, men det lønner sig at tænke disse ting med ind, når man læser de generelt meget underholdende noveller.

Samlingen blev, som sagt, en kæmpesucces for Blackwood. Stilistisk er det ikke alle novellerne, der er lige elegante, men de har generelt det tilfælles, at det centrale mysterie fremstår som et ægte mysterium. Der er med andre ikke tale om ordinære spøgelser og ånder. Alt hos Blackwood får en særlig drejning, der giver novellernes univers en speciel stemning af nærvær og fare. Det er Blackwoods særkende, at mestre denne foruroligende atmosfære af, at verden ikke er, som den burde være. Kun få har opnået dette i samme grad som ham.

Paperback, House of Stratus 2012

Den version af novellerne, som jeg sidder med, er en samling af alle historierne om John Silence. Det vil sige, at den inkluderer den sidste Silence-novelle, som Blackwood udsendte kort efter, bogen var udgivet i 1908. Den novelle, “A Victim of Higher Space”, har en helt anden karakter end de første fem, og det er ikke så mærkeligt, at den ikke blev inkluderet i den oprindelige samling. Novellen minder mere om den type spekulativ fiktion, som vi kender fra Ray Bradbury og Charles Beaumont i 1950’erne, idet den beskriver en mand, der så at sige eksisterer i flere dimensioner på en gang. Det er indviklet, så læs den selv. Traditionelt, okkult gys er det i hvert fald ikke.

Som skrækfiktion er novellerne fremragende, men de er mindst lige så spændende som vigtige indlæg i udviklingen af Blackwoods forfatterskab. Den, der gerne vil blive klogere på Blackwoods tanker, kan derfor med fordel begynde her og på den led følge hans egen udvikling fra at være betaget af det sene 1800-tals typiske okkulte sværmerier til langsomt at udvikle sin helt egen form for gnostisk mysticisme. I min verden kommer kun få op på siden af Blackwood, når det gælder forunderlige, forstyrrende eller tankevækkende fortællinger, og selv her, i mere letbenet udgave, er han stadig formidabel.

G. K. Chesterton, The Man Who Was Thursday (1908): Kun masker, kun røgslør

Paperback, Ballantine Books 1971. Forsiden, med en scene fra romanen, er malet af Gervasio Gallardo

Den engelske, intellektuelle forfatter G. K. Chestertons roman The Man Who Was Thursday fra 1908 er en af den type fortællinger, der gør dybt indtryk, og jeg kan godt garantere dig, at hvis du aldrig har læst bogen og gør det, vil der være scener, som bliver hos dig meget, meget længe – måske endda for altid. Det er store ord, men det er også en stor bog, og jeg står ved dem.

Det er vanskeligt at beskrive romanens handlingen, fordi selv et ganske detaljeret referat har svært ved at gengive den helt særlig stemning, der hurtigt gennemtrænger historien. Det hele begynder ganske fredeligt med et skænderi under en lille litterær komsammen i en have i London. Unge Gabriel Syme lytter til en lokal, selvsmagende poet og venstrefløjsaktivist – festlighedens midtpunkt – der gør sig klog på aktivisme. Til sidst får Syme nok. Fortørnet angriber han verbalt kunstneren og anklager ham for tomme ord og varm luft.

Paperback, Ballantine Books 1971

Frustreret over verdens dårskab forlader Syme festen og går fordybet i tanker omkring i Londons gader, indtil han møder en gammel betjent, der lytter til Symes kvaler og forklarer ham, at Syme lige præcis er en mand af den støbning, korpset har brug for. Politiet søger efter dedikerede, konservative folk, der vil bidrage til kampen imod den internationale anarkisme. Syme griber chancen og bliver, på forbløffende kort tid, en del af en særlig undercover-enhed, der skal infiltrere et anarkistisk netværk, som Syme på rekordtid befinder sig i hjertet af.

Syme finder hurtigt sig selv i selskab med seks anarkister, der alle har en ugedag som dæknavn. Centrum for dette netværk er den bogstaveligt talt enorme mand ”Sunday”, der styrer terroristerne på enigmatisk vis, så de mere eller mindre selv sætter ord på det, som de tror eller føler, Sunday (måske) opfordrer dem til.

Gilbert Keith Chesterton (29. maj 1874 – 14. juni 1936)

Det lyder sært, og det er det også. Tingene bliver imidlertid mere mærkværdige, for efter kort tids efterforskning opdager Syme først, at én af de seks andre terrorister er en politiagent, og snart er der en undercoveragent mere blandt terroristerne, og så en til. Du kan nok godt gætte, hvor det ender. Hvis alle terroristerne er politiagenter, der imiterer terrorister – er der så overhovedet nogen anarkistiske terrorister? Måske, for Sundays identitet er ubekræftet, og derfor går den vilde jagt efter bagmanden. Men her begynder tingene først for alvor at blive underlige. Som Syme og hans allierede kommer tættere og tættere på Sunday, forvrides realiteternes og verdens genkendelighed mere og mere

Romanens undertitel er ”A Nightmare”, og det er da også præcis, hvad romanen skildrer. Som i et mareridt, hvor naturlovene konstant ændrer sig, forandres vilkårene for Symes menneskejagt, og selvom han kommer tættere på Sunday, når han aldrig helt i mål. Stemningen af paranoia stiger løbende igennem hele fortællingen, og til sidst må Syme tvivle på sig selv og sin egen fornuft, for er han i det hele taget selv den eller det, han tror?

Hardcover, Dodd, Mead & Co. 1908_1ed

Spørgsmålet er ikke uvæsentligt, når man noterer sig, som Chesterton selv forklarede det, at han skrev romanen efter et psykisk sammenbrud; en identitetskrise, kan man sige, der blandt andet førte ham til en form for religiøs vækkelse, der varede resten af livet.  

Man kan anskue The Man Who Was Thursday fra flere vinkler og sammenligne den med modernistiske hovedværker fra omtrent samme tid, der ligeledes kredser om samme identitets- og eksistentialistiske problematikker. Kafkas værk er et oplagt eksempel, Thomas Manns et andet, men der er andre af samme type, som også kan trækkes ind.

Paperback, Penguin Books 1937

Stemningen af dyb paranoia, den absurde, den feberagtige humor og de groteske situationer, som Syme kommer ud for, bringer også romanen i kontakt med en bred vifte af stemninger, der gør, at læseren aldrig – præcis som Syme – ved, hvordan teksten skal håndteres. Man er på dybt vand, nøjagtigt som politiagenten, og der er ingen kære mor her – Chesterton giver os kun ganske få redningskranse at klamre os til.

Under opgøret med den lokale poet i begyndelsen af historien forstår vi, at Syme og derigennem Chesterton lufter sin frustration over påstået kunstnerisk radikalitet, der i sidste ende bare forbliver ved snakken. Det er de gryende ismers tid og hul radikalitet, Chesterton reagerer imod. Kommunisme, impressionisme og anarkisme udpeges indirekte, og den mystiske Sunday gør det samme, mens han nøder sit slæng af anarkister til at smide bomber.

Famous Fantastic Mysteries, marts 1944

Syme får kvalme af den flod af ord, som flyder efter alle tidens påstande om forandring og nytænkning, ikke mindst fordi de revolutionære i sidste ende viser sig at være tomme for andet end selvforelskelse. Præcis som terroristerne er falske, fordi deres radikalitet bare er masker. Inter er sandt, men er Sunday ægte? Er Sunday, bagmanden, rent faktisk den eneste troværdige karakter?

Hardcover, Dodd, Mead & Co. 1966

Til sidst, næsten totalt opløst i vanvid, kollapser Syme, som Chesterton selv, under åben himmel og råber til Sunday:

“Have you”, he [Syme] cried in a dreadful voice, ”have you ever suffered?” [Altså, har du lidt på grund af din menneskelighed, som jeg gør det?]

As he gazed, the great face grew to an awful size, grew larger than the colossal mask of Memnon, which had made him scream as a child. It grew larger and larger, filling the whole sky; then everything went black. Only in the blackness before it entirely destroyed his brain he seemed to hear a distant voice saying a commonplace text that he heard somewhere, “Can ye drink of the cup that I drink of?”

Svaret er nej. Syme kan ikke drikke af gudens bæger.

Paperback, Dover Publications 1986

Syme erkender, at han som menneske er i kaos, ude af stand til at kontrollere sin verden, der hverken rummer fornuft eller mening. Det eneste sande er det, der går ud over denne verden, fordi intet jordisk eller menneskeskabt kan være sandt.

I dette er det apologeten Chesterton, der kommer til orde og siger, at ønsket om orden og kaos er to sider af samme sag – begge dele er udtryk for den jordiske labyrint, hvorfra der ikke er nogen anden udvej end gennem troen. Vi har med andre ord her med endnu en (jf. min bogomtale fra sidste uge) kristen roman at gøre. Men Chesterton har et eget syn på troen og udfolder i sit verdensbillede et religionssyn, der kommer i nærheden af noget, William Blake kunne nikke genkendende til. Chestertons verden er et stort virvar, et fusioneret kaos af himmel og helvede, og den, der forsøger at forstå, vil kunne blive ved med at åbne døre i en uendelighed, fordi der ikke er nogen vej ud af labyrinten. Den eneste udvej går, som sagt, gennem troen (sola fides).

Hardcover, Lythway Large Print 1987

Det var protestanten Chesterton, der skrev The Man Who Was Thursday. Han konverterede få år senere til katolicismen, og det er ikke sikket, at han på det tidspunkt ville kunne stå inde for de bagvedliggende tanker, der karakteriserer romanen.

Man kan mene, hvad man vil om den teologi, som Chesterton skitserer for os, og mange har forsøgt sig med en sekulariseret læsning af bogen. Det kan man sagtens, fordi den eksistentialistiske erkendelse, der kommer for dagen, dybest set ikke behøver nogen metafysisk overbygning. Ikke desto mindre går man derved imod Chestertons egne tanker, hvilket man bør have med i sine overvejelser.

Paperback, Penguin Books 1990

Selve fortællingen om Symes tur gennem et mareridt er da også så fremragende, så isnende og vanvittigt, så sjov og absurd, at han nærmest ville kunne prædike om hvad som helst, og vi ville tilgive ham til sidst, fordi romanen er et rædselsridt af den sjældne slags, der rusker ved vores instinktive behov for orden, rationalitet og mening. Den sætter fornuften ud af spil og efterlader os med stor undren og en let følelse af uro, for tænk om Chestertons mareridtsvision er rigtigt? Tænk om verden ikke består af andet end bedragere, og at vi alle spiller komedie for hinanden og frygter at blive afsløret. Hvis det ikke lyder som noget, der fortsat er aktuelt, så ved jeg ikke hvad, der gør!

Paperback, Ignatius Press 1999

Paperback, Modern Library 2001

Hardcover, Wildside Press 2004

Paperback, Kessinger 2004

Paperback, Headline Review 2007

Paperback, Atlantic Books 2008

Paperback, Penguin Books 2008

Paperback, Seven Treasures Publications 2008

Hardcover, Cosimo Classics 2009

Paperback, The Large Print Book Company 2009

Paperback, Simon & Brown 2010

Paperback, Penguin Books 2011

Paperback, Penguin Books 2012

Paperback, Whitaker House 2014

Roland Cutler, The Firstborn (1978): Et barn er født i… Jerusalem?

Paperback, Fawcett Gold Medal 1978. Romanens første udgave

Den mindre kendte skræk- og thrillerforfatter Roland Cutler havde en lille håndfuld udgivelser i 1980’erne. Han debuterede imidlertid ved at springe på gysertoget i 1978 med den religiøse The Firstborn. Romanen indskriver sig i den uendelige kæde af værker, der tog direkte afsæt i Blattys The Exorcist (1971) og mere eller mindre krampagtigt forsøgte at finde en ny vinkel på historien om satanisk besættelse. Cutler havde da også en klar og ny idé, da han skrev sin roman, men lige lidt hjalp det, og der er gode grunde til, at Cutlers roman faldt død ud på gulvet i den litterære fødselsklinik. Lidt liv var der nu nok i den alligevel, for bogen udkom i et andet oplag allerede samme år, men derefter forsvandt den i glemslens tåger.

Det er ærgerligt, for på papiret er The Firstborn en gyser af præcis den slags, som jeg har en stor, stor svaghed for. Den rammer nemlig det gode sted i 70’ernes genrefiktion, hvor okkultisme og metafysik møder paranoia og drama. Cutlers roman indeholder tilmed en god del vildmarkseventyr, som også er en genre, jeg holder rigtig meget af. Her er det således Afghanistans ødeland, der udgør miljøet i romanens første del.

Paperback, Fawcett Gold Medal 1978

Efter en kort, klassisk nervepirrende prolog åbner handlingen således i Afghanisten, hvor vi introduceres til Girard, der er en plaget sjæl. Han er rejst til landet fra USA for at søge efter meningen med sit eget liv, og måske søger han i sidste ende også efter Gud. Imens har han en gravid kone derhjemme, der tålmodigt har ventet på Girard, mens han udlever sin selvrealisering under fjerne himmelstrøg. En spiritual oplevelse i bjergene får imidlertid Girard til at skynde sig hjem, men hjemkomsten bliver ikke som ventet. Laura, Girards kone, har oplevet mystiske ting, og mystikken bliver ikke mindre nu. Der er tilsyneladende nogen eller nærmere ”noget”, der er efter Laura og hendes barn.

Girard har en mistanke, for hans egen opvækst har også været præget af mystik. Hans mor og far døde under mærkværdige omstændigheder (prologens indhold), og han har hele livet igennem følt en form for tilstedeværelse i sit liv. Nu er spørgsmålet så bare, om denne tilstedeværelse, der hjemsøger Laura, er ude efter Girard eller det barn, han har skabt sammen med Laura? Alt dette udløser en form for metafysisk jagt, der fører vores hovedpersoner fra USA til London og videre til Israel, hvor det hele kan kulminere mellem arkæologer, soldater og skumle typer.

Paperback, Fawcett Gold Medal 1978. Romanens andet oplag fra samme år

Som sagt kunne alt dette umiddelbart lyde som ingredienser til et ganske fint og nervepirrende stykke skrækfiktion, men det er bare ikke tilfældet. Roland Cutlers roman savner helt og aldeles nerve. Det sker meget sjældent, at jeg decideret keder mig, når jeg læser skønlitteratur, men med The Firstborn ramte jeg en mur, som det krævede viljestyrke at forcere. Romanen er en langstrakt pine, hvor den stakkels læser skal plage sig gennem en strøm af følelsesladede indre dialoger, ligeledes følelsesladede samtaler og ligegyldige, omfattende beskrivelser, der til sammen skal fortælle os, hvor rædselsvækkende og mystisk det hele er for stakkels Girard og hans familie.

Roland Cutler følte formentlig også, at der skulle leveres konkret gru, for at romanen ville gøre sig som den bestseller, han håbede, den ville blive. Derfor er der indlagt en række korte, lettere akavede drabsscener, hvor den mystiske kraft, der hjemsøger Girard, dræber et udvalg af romanens bipersoner. Mest overvældende er drabet på en usympatisk arkæolog i London, der bliver myrdet ved at få en stor, forhistorisk lerfallos stukket ned i halsen. Det er skrap kost, men ikke nogen veludført scene. Den spiller imidlertid sammen med den kuriøse, homofobiske undertone, der hænger over romanen og flere gange kommer til udtryk gennem små udfald, der ikke her nogen egentlig kontekst i historien, men emnet var åbenbart noget, Cutler følte for.

Paperback, Dial Press 1980

På trods af fascinerende rammer og særdeles grafiske beskrivelser forbliver The Firstborn med andre ord totalt uinteressant. Det er ikke desto mindre oplagt at spørge sig, hvad Cutler så bruger sin historie til; hvad er hans bud på en fornyelse af besættelsestematikken?

Humlen i alt dette er naturligvis det barn, som Laura bærer rundt på. Gennem hovedparten af romanen har læseren en mistanke om, at det næppe er noget godt, der kan komme ud af denne graviditet. Med tanke på Rosemary’s Baby (1967) er det oplagte naturligvis en formodning om, at det er Djævlen eller noget dæmonisk, som hun vil sætte i verden.

Paperback, Jove Books 1980

Her er det imidlertid, at Cutler snyder sin læser med en tematisk kovending på de sidste sider. Det viser sig nemlig at være det stik modsatte, der er tilfældet. Det er ikke det onde selv, men i stedet Messias, som Laura bærer i livet, og romanen slutter da også med et citat fra Første Mosebog (22:15), hvor Abraham accepterer, at Gud har valgt at prøve ham. Vi forstår her, på sidste side, at Girard er den nye Abraham og bogens afslutning er dermed også begyndelsen på enden af den jordiske verden.  

Roland Culter, der i et lille forord skriver, at han udtænkte bogens historie sammen med sin bror, leverer et stykke kristent gru. Det onde, som har forfulgt Laura og Girard, er sataniske kræfter, som vil gøre alt for at forhindre fødslen, der udspiller sig i Israel, og den tilstedeværelse, som Girard livet igennem har følt, er naturligvis Guds nærvær. Prologen, hvor Girards forældre blev angrebet og dræbt, var udført af Satans tjenere, der gik til angreb for at gribe ind i frelseshistorien og forhindre, at Girard skulle medvirke i at få Messias til verden.

Paperback, Dell 1984

Man må give Cutler, at dette er en ny variation over 70’ernes sataniske tematik. Han udnytter og spiller på udtrykket gennem hovedparten af fortællingen, før han i sidste øjeblik gør det til en fortælling om Kristus. Dermed lægger han sig også i virkeligheden langt tættere på Blattys roman end hovedparten af de mange efterfølgere, der red med på Satan-bølgen uden det tonstunge, kristne budskab, men der er Cutler ikke. Hans budskab ti læseren er, at selvom Satan prøver os, så er Guds plan større og Kristus vil komme til sidst.

Paperback, Berkley Books 1987

Jeg er sikker på, at den type gudfrygtigt gys har et publikum og med bedre færdigheder kunne det måske også være blevet en interessant roman. Det blev det så ikke. I stedet står vi tilbage med en homofobisk, pro-Israelsk og millenaristisk roman, der famlende forsøger at kede sin læser ihjel. The Fristborn skuffer mig oprigtigt, fordi den er så forfejlet, men samtidig er den også et ganske godt billede på den type af stærkt underlødige skrækromaner, der fik lov at udkomme i 70’erne, på grund af den store gyserbegejstring, der prægede tiden. Devisen var: Hellere udgive for meget i jagten på den nye bestseller end at overse en guldmine. The Firstborn var ikke nogen guldmine, og måske skulle den være blevet aborteret seneste 12 uger efter brødrene Cutler undfangede idéen.  

Clive Barker, Sacrament (1996): ”Dette er mit legeme…”

Paperback, HarperPaperbacks 1997

I 1980’erne var Clive Barkers udtryk én ting, i 1990’erne var det blevet til noget fuldstændigt andet. Bevares, man kan se den røde tråd, der løber fra de tidlige noveller i Books of Blood-serien til dét, han skriver i dag, men forskellene er langt større end lighederne.

Barker har aldrig fattet sig i korthed. Selv hans tidlige noveller er lange, men da han først fik hul på romanproduktionen, sprængte han rammerne og bredte sig for alvor ud i svulmende fortællinger. En typisk Barker-roman er derfor ganske omfattende, hvilket absolut også gør sig gældende for den bog, som vi skal se nærmere på her.

Paperback, HarperPaperbacks 1997

Sacrament fra 1996 er en sær gøgeunge af en roman, der fremstår lige dele bevidst og ufrivilligt mystisk. Handlingen er på sæt og vis klar, men det antydes samtidig, at historien er ladet med så meget subtekst, at man som læser konstant er på jagt efter dybere mening eller referencer. Her bliver det imidlertid vanskeligt, for som en anden gnostisk tekst er alt pakket ind og sløret i halve hentydninger. Det meste af dette er sikkert et bevidst valg fra Barkers side, men jeg sidder alligevel med en følelse af, at romanprojektet løb fra ham, mens han arbejdede på bogen.

Historien handler om den homoseksuelle naturfotograf Will, der stemningsfuldt indleder romanen med en nærdødsoplevelse. Han bliver angrebet af en udsultet isbjørn og bliver næsten dræbt. I sine febervildelser på hospitalet gennemlever han efterfølgende et optrin fra sin barndom, han egentlig havde fortrængt og mindes samtidig sit ungdomsliv i San Francisco og de venner og elskere, der har haft betydning for ham.

Clive Barker (født d. 5. oktober 1952) fotograferet i begyndelsen af 00’erne

Da Will langt om længe kan forlade hospitalet, er der to ting, som står klart for ham. For det første må han tage afsked med sit livs store kærlighed, der nu ligger syg med komplikationer som følge af HIV. Men endnu vigtigere forstår Will, at der er noget, han mangler at gøre. Det, han oplevede som ung dreng hjemme i England, før han flyttede til USA for at prøve lykken, kalder på ham, og Will må derfor rejse tilbage til sit hjemland for at konfrontere et sort øjeblik i fortiden, der nu er begyndt at røre på sig igen.

Dette sorte moment fra barndommens fjerne fortid er manifesteret i det ildevarslende ægtepar Rose og Jacob, der som overnaturlige, tidløse skabninger tilsyneladende arbejder på at udslette liv og arter på kloden. De indsamler og ødelægger mangfoldigheden og synes bogstaveligt at slukke verdens lys. Will sluttede sig næsten til Rose og Jacob, dengang han mødte dem som stor knægt, og nu må han hjem og afslutte det, der begyndte dengang.

Hardcover, HarperCollins 1996. Romanens 1. udgave

Romanteksten springer frimodigt i tid og rum. Snart er vi i Wills barndom, snart er det den nutidige, modne Will, vi følger i England, snart er han i San Franciscos bøssemiljø i 80’erne. Flere gange smelter tid og sted sammen, ikke mindst takket være de totemlignende dyreånder, blandt andet en lumsk ræv, der dukker op flere gange og sender Will videre i fortællingen.

Det hele har en lettere enigmatisk tone, som afgjort bærer Barkers typiske fokus på det kropslige og sanselige. Metafysik fylder mere og mere i Barkers forfatterskab, og det er bestemt også tilfældet med denne roman. Men modsat meget andet, som Barker havde skrevet før Sacrament, er der også et meget åbenlyst lag af personlige erfaringer i bogen, hvilket Barker i øvrigt også selv efterfølgende har fortalt i flere interviews.

Paperback, HarperPaperbacks 1997. Den amerikanske paperbackudgave fra ’97 har absolut fået den fineste forside

Bogen bliver på den led delvist en form for selvbiografisk skildring af Barkers egen vej fra at være en ung, søgende mand i England til en kendt kunstner i USA. Karakteren Will har således nogle oplagte selvbiografiske træk. Eksempelvis deler Wills og Barkers kunst et fokus på det fordrejede og smertelige. Will fotograferer døende dyr, Barker dokumenterer den forvredne og ødelagte krop i sin litteratur. Begge udfordrer deres publikum ved at dyrke det skønne i det hæslige.

Romanen rummer dermed et vemodigt tilbageblik på en ungdom, der nu synes at være udslettet af AIDS og et hjertesuk over tabt vitalitet og festligt kaos. Barker vender absolut blikket indad her, men hvad der er overraskende er, i hvor høj grad han inviterer os læsere med ind i hans egen, personlige biografiske fortælling. Barker er notorisk privat, det har han altid været, og Sacrament fremstår derfor utrolig åbenmundet. Men også kun til en vis grad, for Barker vil mere end blot at fortælle sin egen historie, han bruger også AIDS-epidemien som billede på vores jordklode, der bliver fattigere og fattigere på liv.

Will vågner på hospitalet og indser, at han må sige farvel til sit gamle, selvoptagede jeg og nu forsøge at hellige sig noget større. Han må komme ud over sit navlepillende kunstnerjeg og gøre bod for fortidens synder. Wills mission synes at være Barkers budskab til hele menneskeheden. Vi må komme ud af vores koma og gøre noget. Industrialiseringens spøgelse går igen og myrder stille og roligt verdens ånd. Will tager kampen op, men spørgsmålet er, om vi læsere kan og vil gøre det samme? Set her fra 2020 må man sige, at Barkers opråb er blevet hørt (håber jeg). Man kan i hvert fald konstatere, at hans bog absolut er relevant for den klimadebat, der verserer nu.

Paperback, HarperCollins 2000

For Barker er kampen for miljøet ikke bare en spørgsmål om velfærd, sundhed og klima, det er en metafysisk eller åndelig kamp, der handler om at være på linje med jorden, forstået som et kosmisk eller overgribende bånd, der forbinder os alle. Mange af Barkers tekster handler om en søgen efter denne samhørighed med noget større, og konklusionen, han kommer med, svinger en hel del. I en anden kæmperoman, Imajica (1991), viser samhørigheden sig at være en illusion. Guds haller er her tomme, da det endeligt lykkes den søgende at finde frem til det himmelske tempel. I Sacrament er svaret et andet. Her må Will grave sandheden frem fra en mellemting mellem en dyrekirkegård og Knoglernes Dal for her at finde den ånd, som rent faktisk forbinder alt liv. Man fornemmer, at det er Barkers egen åndelige vej og søgen, vi her ser dokumenteret i de romaner.

Sacramanet er et stykke håbefuldt, optimistisk fiktion, der fortæller sin læser, at kampen ikke er forgæves. Den fortæller os, at vi renser os selv ved at konfrontere fortiden, og vi kommer derved også ud på en vandring mod opklaring og større indsigt. Romanen er med andre ord rendyrket New Age-spiritualitet, iklædt Barkers altid erotiske, makabre strejf og fine, poetiske sprog.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at romanens konfrontation med fortiden er Barkers eget besøg i sin historie, men han opfordrer også sin læser til at gøre det samme. For Barker har Sacrament dermed afgjort stor betydning, men som læser står bogen som et flimrende, stedvist fabelagtigt, stedvist gumpetungt monstrum af en roman, der desværre ender med at virke ganske uharmonisk i sin komposition. For meget bliver sammenstillet, for meget antydes, og for meget efterlades flagrende på de kosmiske vinde.

Anne Rice, The Tale of the Body Thief (1992): Min krop, din krop, vores krop

Paperback, Ballantine Books 1992. Den forside arbejdede de nok længe med hos Ballantine…

Da Anne Rice vendte tilbage til sit vampyrunivers med The Tale of the Body Thief, var hun blevet en superstjerne og et kulturelt ikon. Der var med andre ord sket meget i hendes professionelle virke, hvilket afgjort også afspejles i seriens fjerde bind. Ser man forfatterskabet som helhed, kan det da heller ikke komme som nogen overraskelse, at bogens form og tone er, som den er. Men mere om det senere.

I romanen genintroduceres vi til en livstræt Lestat de Lioncourt, der har slikket sine sår efter oplevelserne, som vi fik skildret i Queen of the Damned (1988). Vi hører, at den fælles kamp mod Akasha først førte til en form for forbrødring mellem de overlevende vampyrer, men som tiden er gået, er de gradvist drevet fra hinanden igen. Mørkets skabninger er i sidste ende enspændere, der ikke trives i flok. Alt dette har imidlertid efterladt Lestat med en akut følelse af livslede, der driver ham til et ikke helt oprigtigt selvmordsforsøg i Gobiørkenen. Men netop i kølvandet på dette følelsesmæssige lavpunkt indtræffer en interessant mulighed.

Paperback, Ballantine Books 1992

 

Lestat bliver tilbudt at bytte krop med et menneske – altså en dødelig mand af kød og blod. Han opsøges nemlig af den enigmatiske slyngel Raglan James, der er i besiddelse af betragtelige paranormale, psykiske evner; bl.a. evnen til at bytte krop med andre. Det sker ved en form for sjælevandring, der beskrives som noget i retning af at gøre et ”hop med sjælen”. Hvordan det rent faktisk sker er ikke så vigtigt, det centrale er, at Lestat ikke kan modstå fristelsen. Han siger ja, til trods for advarsler fra sin ven og fortrolige skriftefader David Talbot fra Talamasca-ordenen; en størrelse som Rice introducerede i romanen The Witching Hour (1990).

Aftalen mellem Lestat og Raglan James lyder, at Lestat får 24 timer som menneske, hvorefter de skal bytte deres kroppe igen. Ikke overraskende overholder Raglan ikke denne aftale, og nu begynder en hæsblæsende rutsjetur, hvor Lestat og David Talbot sammen jager ”the body thief”, så Lestat kan komme tilbage til sit vante vampyriske jeg.

Anne Rice (født 4. oktober 1941) fotograferet 19. oktober 1992

Som det fremgår af handlingsreferatet, er der tale om en ganske ligefrem røverhistorie med tempo og højt humør. Lestat er vores entusiastiske fortæller, og vanen tro kommenterer han undervejs direkte på handlingen. I indledningen fortæller han os endda, at dette ikke er en historie om sukkende vampyrer og fortrolige samtaler. Dette er en anden slags historie, og her kan man kun give ham ret.

Med førnævnte Queen of the Damned skiftede Rice for alvor udtryk. Hun flyttede sig fra det meditative, indadvendte drama, vi fik udfoldet i Interview with the Vampire (1976) til en langt mere udadvendt og pågående stil. Det gjorde, at hendes romaner i høj grad kom til at fremstå som erotisk spændingslitteratur. The Tale of the Body Thief har således kun ganske lidt til fælles med seriens udgangspunkt, men den finder derimod en nær slægtning i The Mummy (1989), som Rice havde udgivet året forinden. De to romaner er, så at sige, båret af samme narrative ånd, og deres udtryk skulle også komme til at kendetegne en stor del af de videre bøger i Rices forfatterskab – eksempelvis Lasher (1993), der ligger omtrent så langt fra The Witching Hour, som The Tale of the Body Thief ligger fra Interview with the Vampire.

Hardcover, Chatto & Windus 1992. Romanens 1. udgave

Anne Rice var med andre ord ikke længere den samme forfatter. Overfladisk havde hun bevaret sit indfølte, stemningsbårne udtryk; men så snart man ser om bag tekstens forgrund, er det klart, at den er blevet til noget ganske andet. Det, der begyndte som eksistentialistisk, litterær behandling af livets store spørgsmål, er med The Tale of the Body Thief blevet staffage. Det er et formsprog, der først og fremmest skal danne afsæt for den romantiske spændingsfiktion om underskønne helte, der udkæmper deres kampe i al den kultiverede luksus, som verden kan tilbyde.

The Tale of the Body Thief er sentimental, som det meste Rice har skrevet, men Rice havde efterhånden også på dette tidspunkt fået etableret sin hovedperson Lestat så tydeligt, at han som skælmsk enfant terrible formår at gøre selv de tungeste passager lettere med en vittig bemærkning. Men alligevel insisterer Rice på at føje gravitas til handlingen og lade sine hovedpersoner diskuterer meningen med livet, forholdet mellem ungdom og alderdom samt ikke mindst livets flygtighed. Alt dette er der til overflod i romanen her, men det sikker ikke dybt. Det er stemningsskabende røgslør, som mere tjener som intellektuelle og finkulturelle markører end egentlige, oprigtige afsøgninger af disse umuligt store temaer.

Paperback, Ballantine Books 1993

På et punkt må man imidlertid konstatere, at Rice har skærpet sine synspunkter. Hvor Interview with the Vampire var båret af en fundamental seksualisering af alle relationer, og dermed afgjort et stykke såkaldt queer-litteratur, er fokus forflyttet i The Tale of the Body Thief. Sex er ikke muligt for Rices vampyrer, men i sin nye menneskekrop er det en anden sag for Lestat. Han går dermed i seng med en kvinde, men alle bogens øvrige relationer handler om homoseksuelle forhold mellem mænd. Rice skubber på den led homoseksualiteten helt frem blandt handlingens hovedtematikker.

Det er uden tvivl et udtryk for Rices behov for at tale homoseksuelles sag; noget, der har fulgt hende siden 80’erne. Den katolske kirkes holdning til homoseksualitet har eksempelvis været en af årsagerne til hendes tumultariske forhold til den kirke, som hun har elsket og kæmpet imod i hele sit forfattervirke. En kamp der ikke mindst har gjort Rice til et queer-ikon.

Paperback, Penguin Books 1996

Romanen har med andre ord et budskab og en kamp at kæmpe, men bagsiden af dette er, at hendes vampyrunivers desværre også bliver en smule enstrenget. Alle de gode intentioner til trods, kan man så også notere sig, at det kun er sex mellem mand og kvinde, der beskrives; alt andet forbigås med floromvundne vendinger. Rice gik med andre ord ikke linen ud i bogen; måske fordi hun alligevel var bange for at skubbe læsere bort med alt for konkrete skildringer.

Det vittige fylder, som sagt, en hel del i fortællingen, der stedvist har karakter af en farce. Det er således indledningsvist underholdende at læse Rice udlægge Lestats genvordigheder med transformationen fra vampyr til menneske, men det bliver også hurtigt søgt. Især fordi Rice forsøger at vende sit sprog og sin metaforik på vrangen. Hendes sensualisering af sproget og verden har været et karakteristikum for hendes beskrivelser af vampyrernes verden, men nu udnytter hun selvsamme til at beskrive erfaringen af de dødeliges verden, og det greb lykkes ikke.

Paperback, Ballantine Books 1997

Tale of the Body Thief er en roman, som man ikke må tage for mere, end den er. Man skal således tage Lestat på ordet, når han fortæller sine læsere, at dette er en røverhistorie. At Rice her givetvis forsøger at underspille sine intentioner med romanen, er der dog nogen tvivl om; de litterære prætentioner er altid til stede i hendes forfatterskab, ligegyldigt hvor banalt det bliver for hende.

Som sagt er det en bog, som man umuligt kan tage seriøst, også selvom Rice sikkert gerne ville have, at vi skulle gøre det. Den solgte godt, da den kom på gaden. Jeg købte den selv, dengang den udkom, men der var formentlig mange som vendte hende ryggen efter denne roman. Min Rice-periode var i hvert fald ved at ebbe ud på dengang, hvilket er paradoksalt, taget i betragtning, at det var den første Rice-roman, jeg rent faktisk fik købt på udgivelsestidspunktet. Sådan kan det gå. Jeg må også indrømme, at dette formentlig er min endestation for hendes vampyrunivers. Det, der kom efter Tale of the Body Thief, er ulideligt og fortjener hverken læsning eller genlæsning.

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Arrow Books 2004

Paperback, Arrow Books 2010

Ebog, Ballantine Books 2010

 

Larry Niven & Jerry Pournelle, Inferno (1976): Komedie, ja, men ikke ligefrem guddommelig

Paperback, Star 1977. Forsiden er skabt af Peter Jones

De herrer Niven og Pournelle har efterhånden været turneret et par gange her på bloggen, og jeg må indrømme, at de ikke har nogen særlig høj stjerne hos mig. Jeg har imidlertid længe haft lyst til at læse deres Inferno, som tog genremiljøet med storm, da romanen udkom tilbage i ’76, efter at være blevet bragt som populær føljeton året forinden. Den voldsomme begejstring kan synes en smule uforståelig i dag, men stilen og bogens humor gik åbenbart rent ind på det tidspunkt, og romanen er da også noget af det mere underholdende, jeg har læst fra makkerparrets hånd.

Dermed er det også sagt, at Inferno bestemt ikke er uhyggelig, hvilket titlen ellers kunne foranledige en til at tro. I stedet er det en absurd komedie med en sund dosis samfunds- og institutionskritik. Bogen har tilmed nogle metafysiske overvejelser, hvilket alt sammen fortæller, at de to forfattere rent faktisk har noget på hjertet med de mere eller mindre gakkede situationer, der udspiller sig i løbet af romanen.

Jerry Eugene Pournelle (7. august 7 1933 – 8. september 2017) (t.v.) og aurence van Cott Niven (født 30. april 1938)

Handlingen begynder omkring bogens udgivelsestidspunkt, hvor vi hører om en falleret SF-forfatter, der omkommer i en fordrukken ulykke midt under en kongres eller såkaldt ”convention”, hvor han udfører et trick for at imponere nogle ellers ret uimponerede, unge læsere. Det resulterer i, at han pladask falder ud fra et højt siddende vindue. Så langt så godt. Vores hovedperson Allen Carpentier dør ikke af faldet. Eller gør han? Han vågner nemlig på en græsmark et helt andet sted.

Carpentier, der er en fuldblods SF-forfatter, går naturligvis straks i gang med at overveje de plotmæssige muligheder, der ligger i den situation, han nu befinder sig i. Han konkluderer hurtigt, at han må befinde sig i en eller anden form for drømmestilstand, og derfor tager han absolut ikke sin opvågnen på dette fremmede sted alvorligt. Så let er det bare ikke, for det skal snart vise sig, at han med al sandsynlighed er død og nu havnet i Helvede. Allen Carpentier er alt andet end tilfreds med dette, og derfor tager han imod et tilbud om hjælp, da han møder den mystiske Benito, som tilsyneladende er lidt af en udbryderkonge. Han tilbyder i hvert fald Carpentier, at han kan føre ham til udgangen af Helvede.

Galaxy, august 1975. Magasinet hvor første del af romanen udkom i bladform

Det bliver begyndelsen på en lang og sær rejse, der scene for scene leder Carpentier og Benito gennem underverdenens rædsler. Egentligt uhyggeligt bliver det, som sagt, aldrig, men der er ikke nogen tvivl om, at de to rejsende bliver vidner til både spidsfindige og ubehagelig former for tortur, som primært har med psykisk vold at gøre.

Undervejs møder Allen Carpentier ganske mange af sine gamle venner og bekendte – forfatterkollegaer, udgivere og andre, som han har stiftet bekendtskab med i løbet af sit liv. Disse situationer bliver ofte ironiske, fordi de afdødes sande jeg nu udstilles her i Helvede, hvor de har fået den straf, som bekom dem. Kun Carpentier og Benito synes at være gået fri, hvilket naturligvis rejser en del spørgsmål om deres sande natur.

Paperback, Pocket Books 1976. Historiens første udgave i bogform. Den virkeligt fine forside er malet af Harry Bennett

Alt dette vil formentlig lyde ganske bekendt, og romanen er jo selvfølgelig også en parafrase over Dantes berømte ”Inferno”, som Niven og Pournelle har kastet sig ud i. De har, så at sige, taget den formelle handling i Dantes værk og genfortalt den, som den ville se ud, set fra en SF-forfatters stol, hvilket giver dem lejlighed til at gøre sig morsomme på deres miljø og metier. De har ydermere krydret deres tekst med talrige samtidsreferencer, koryfæer og drilske idéer, som mere eller mindre subtilt gør det muligt for læseren at gå på opdagelse i bogens intertekstuelle univers.

Idéen er slet ikke dum, og deres ironiske portræt af den selvhøjtidelige, iderige forfatter, som kun tænker i plot og handling, underholdende. Satiren bider mange steder som eksempelvis i fremstillingen af L. Ron Hubbard, men samtidig er der noget slapt over romanen, fordi den aldrig for alvor kommer til at fungere som andet end muntre scener på snor. Den underholdende idé halter i udfoldelsen. Andre har da også gjort det bedre. Faktisk er det slående, hvor mange paralleller der er til Farmers overlegne To Your Scattered Bodies Go (1971). Disse paralleller kunne være, og er nok, endnu en kæk metakommentar fra Nivens og Pournelles side. Hvis det er tilfældet, bliver vittigheden dog aldrig forløst. Er det ikke tænkt som en hilsen til Farmer, må man sige, at Inferno fremstår som et åbenlyst plagiat.

Paperback, Pocket Books 1978

Det afgørende er imidlertid i sidste ende, hvad bogen egentlig prøver at fortælle os. Hvad er dette ”helvede”, som Niven og Pournelle udmaler for os? Det er først og fremmest et selvskabt rædselskabinet, hvor vores egen selvoptagethed og manglende empati holder os fanget. Vejen ud fra dette sted, der i bedste kafkaske ånd naturligvis også er dybt bureaukratisk, går gennem selverkendelse. Det er dermed ikke hverken kirken som institution eller et fromt levned, der fører de fordømte ud fra Inferno – vejen går gennem forståelsen af os selv; altså det rent faktisk at forstå, hvad vi har gjort forkert, åbner døren til paradisisk frigørelse. Det lyder let, men at dømme ud fra de selvretfærdige og selvmedlidenhedsplagede individer, som Carpentier rejser forbi, har flertallet af os svært ved at se egne brister og fejl, hvorfor vi bliver hængende mudderet.   

Helvede er naturligvis et faktisk sted i bogen, men Helvede er også en mental tilstand, som vi skal overkomme for at flytte os videre. Det budskab er ikke ligefrem nogen stor erkendelse, men det giver alligevel lidt substans til gækkerierne, vi konfronteres med undervejs. Måske bare ikke substans nok, for det er svært at slippe mistanken om, at bogen først og fremmest bare var en sjov idé, Niven og Pournelle fik en dag og efterfølgende skrev sammen til en spinkel roman. Idéen rakte desværre ikke meget videre end nogle morsomme tableauer. Bogen lugter af pjank forklædt som alvor, men alvoren bliver aldrig andet end et let krydderi, der skal sætte kulør på morskaben. Og sørme om folk ikke lo rigtig meget i ’76, da bogen udkom. Jeg lo også lidt her i ´19, men bestemt ikke lige så meget. Der må have været noget andet i luften, dengang i ’76.  

Paperback, Pocket Books 1981

Paperback, Orb 2008

Steve Harris, Adventureland (1990): En langtrukken debut

Paperback, Tor 1993. Forsidens skaber er ikke oplyst

Engelske Steve Harris debuterede i 1990 med romanen Adventureland, og han fulgte denne succes op med flere bøger de efterfølgende år. Romanernes popularitet fik også Harris ind på det amerikanske marked, hvor Adventureland i 1993 kunne genudgives under den lettere intetsigende titel The Eyes of the Beast, der modsat den engelske titel ikke har meget med romanen at gøre. Den nye titel signalerer imidlertid mere horror end den engelske, og her har vi formentlig forklaringen på ændringen. Men det er et bibliografisk sidespring.

Adventureland er på alle måder en tidstypisk roman for de tidlige 90’eres gru. Fortællingen udspiller sig i Basingstoke, hvor et tivoli kommer til byen. Vi ved allerede på forhånd, at der er noget ildevarslende ved det, fordi et barn er forsvundet under tivoliets seneste stop i en anden by. Vores hovedperson, den unge hjemmecomputernørd Dave (vi hører en del om hans Amstrad-maskine), der netop har blevet færdig med gymnasiet, og kærsten Sally, opfanger da også, at noget er galt, men der skal gå en del tid, før de forstår sagens rette sammenhæng.

Paperback, Tor 1993

Noget ubestemmeligt ondt er imidlertid begyndt at forfølge Dave, først i form af en besynderlig, dæmonisk hånd, der griber ud efter ham fra skyggerne, dernæst i andre ubehagelige former. Sally har imidlertid ved et sært impulskøb anskaffet to blanke sølvkors, som på en eller anden måde har noget med disse angreb at gøre. Alt dette forhindrer dog ikke de unge kærester i at tage deres vennepar med på en tur til Adventureland, som det tilrejsende tivoli hedder. Det viser sig at være en dårlig idé, for i spøgelseshuset forsvinder deres vennepar. Dave er sikker på, at han så noget derinde i spøgelseshusets mørke, der ikke var naturligt, men hvad tør han kun gisne om. En ting er sikkert, Sally og Dave må gøre noget for at hjælpe deres venner.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Harris bevæger sig ind i et velafsøgt terræn med sin roman, der dybest set handler om konfrontationen mellem godt og ondt. Tivoliets folk står i det ondes tjeneste, mens vores unge kærestepar bliver indrulleret blandt de godes tropper. En form for skytsengel, der har form som en venlig gammel mand, møder op i bogens første halvdel og forklarer, at vores verden balanceres mellem en god og en mørk dimension. Den mørke, eller onde side, forsøger nu at få overtaget og kan måske vinde, hvis mørkets tjenere ikke bliver stoppet i tide. Den kamp må tages inde i den onde dimension, der viser sig at være en trøstesløs spejling af vores verden, hvor Dave og Sally kommer ud for lidt af hvert.

Steve Harris (født 29. september 1954)

It (1986) og gennem It også Bradburys Something Wicked This Way Comes (1962) er de oplagte forbilleder for Adventureland, men man kan med nogen ret hævde, at Harris i lige så høj grad bare udnytter typiske troper fra skrækfiktionens univers, som fortsat lever i bedste velgående. Stranger Things-serien ligner til forveksling noget fra Adventureland, mens vi senest herhjemme har set det onde tivoli/cirkus hos Jonas Wilmann i bogen om Jeb Skulls eventyr.

Original kan man ikke kalde Steve Harris’ roman, og man skal næppe tænke alt for meget over hans brug af kristne symboler, der blandes sammen med forblommede idéer om lys og mørke. Tilsammen danner det alt sammen nemlig en både rodet og banal kosmologi, som han sætter alt for mange ord på – i hvert fald forklarer han langt mere, end hvad godt er, fordi han hurtigt for skaber en masse forståelsesmæssige problemer for sig selv.

Hardcover, Headline 1990. Romanens første udgave

Romanen låner, som sagt, ganske meget af sin formelle struktur hos Stephen King, hvilket betyder, at historien er overlæsset med irrelevante små episoder, bipersoner og svinkeærinder i handlingen, der måske nok bidrager til, at vi kommer ind i hovedpersonernes hverdag, men som i sidste ende bliver ganske triviel. Der kan samtidig heller ikke være nogen tvivl om, at bogens litterære forbillede, hvad udtrykket eller sprogtonen angår, kommer fra James Herbert. Harris skriver med den samme form for engelske gadedrengsattitude som Herbert, og man genkender Herberts smag for vold og hårdkogte detaljer hos Harris.

Det er da nok også her, i mødet mellem King og Herbert, at vi finder forklaringen på den store succes, Harris oplevede i England, men som udeblev i USA. Da Herbert bragede igennem på genrescenen med The Rats (1974), var det netop det engelske miljø og den engelske tone, der gjorde ham populær. Her var pludselig en forfatter, der gjorde de amerikanske forbilleder kunsten efter, men som skrev ud fra et engelsk ståsted og flyttede det moderne gys hjem til de britiske læsere. Det var her, deres hverdag blev beskrevet, ikke en abstrakt amerikansk virkelighed. Herbert var én til én med sine læsere. I løbet af 80’erne fjernede Herbert sig imidlertid mere og mere fra den type skrækfiktion, han var slået igennem med, hvilket efterlod et tomrum på den engelske scene, som Harris for en stund kom til at udfylde i 90’ernes første år. I USA var situationen end anden og konkurrencen langt større, hvorfor Harris’ middelmådige fiktion naturligvis ikke havde en chance.

Paperback, Knaur 1852 1992. Adventureland blev også oversat til tysk

Omkring 1990 gik konjunkturerne ikke i gysets retning, og Harris’ karriere blev aldrig det, han havde håbet på og var blevet spået efter gennembruddet med Adventureland. Set med positive øjne var hans debut en roman, der vidnede om en stor kærlighed til skrækgenren og en meget stor fortælleglæde hos forfatteren. Desværre er det ikke nok, og romanen fremstår i dag som et anonymt, tidstypisk stykke fiktion, der ukritisk er blevet overlæsset og løbende spænder ben for sig selv og sin stemningsopbygning på grund af Harris’ store glæde ved at genfortælle stort og småt.

Det er let at være bagklog, men når man sidder med en bog som Adventureland, er det ganske tydeligt, hvorfor skrækfiktionen var på vej ind i en kæmpemæssig identitetskrise i begyndelsen af 90’erne. Der vil formentlig være englændere, der ser med positive, nostalgiske briller på en roman som denne, men for alle andre er det bøger som Adventureland, der demonstrerer for os, at festen var ved at være forbi i skrækbøgernes verden.

 

H. Rider Haggard, Ayesha, the Return of She (1905): Den vanskelige fortsættelse

Paperback, Lancer Books 1967. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Rider Haggard fik en enorm succes med sit jungleeventyr She fra 1887. Ikke alene blev historien om vennerne Holly og Leos møde med den mystiske Ayesha en målestok for spændingsfiktion i samtiden, efterfølgende kom Rider Haggards stil og tematikker til at danne et væsentligt idéreservoir i den amerikanske pulplitteraturs storhedstid i 1920’erne og ’30’erne. Man kan da heller ikke komme uden om, at der under den stedvist noget udflydende fortælling om Ayesha gemmer sig noget storslået. Fantasien udfolder sig frit i romanen og væver ganske fascinerende scener og situationer frem for læseren, der fortsat gør indtryk i dag, både på grund af deres dynamiske nerve og miljøbeskrivelser.

Der er med andre ord meget godt at sige om She, og det kan med nutidige øjne overraske, at der skulle gå små 20 år, før Rider Haggard valgte at følge op på sin bestseller. Valget var da heller ikke helt let for ham, fordi han tydeligvis opfattede det som et kreativt og æstetisk tilbageskridt at skulle vende tilbage til den gamle fortælling for at få nyt liv i sit stagnerende forfatterskab. Det var imidlertid præcis, hvad han gjorde, og det forhold plagede ham så meget, at han følte det nødvendigt at adressere det i et lille forord.

Henry Rider Haggard (22. juni 1856 – 14. maj 1925)

I forordet til romanen, som fik titlen Ayesha, the Return of She, går han apologetisk til værks og fortæller, at alle de læsere, som har det svært med ”to’ere”, kan trøste sig med det forhold, at han allerede tilbage i 1880’erne så sit værk som en fortælling i to dele. Hvorvidt det er en efterrationalisering eller ej, kan jeg ikke afgøre, men forsvaret for fortsættelsen fører forfatteren til at sætte nogle ord på sit værk, som er ganske interessante. Rider Haggard siger nemlig, at de nu to bind udgør en samlet tragedie. Et tragisk eventyr, om man vil.

Det kan i nogen grad overraske, og fortællingen som tragedie var næppe planlagt på forhånd. Jeg kan imidlertid konstatere, at præcis dette greb rent faktisk gør fortsættelsen She tålelig, fordi Rider Haggard får anledning til at føre os ud i andre stemninger, end dem han allerede beskrev i sin første bog. Selvom han genbruger meget stof og forsøger at genrejse de samme stemninger af fordums storhed og mystik, er det navnlig tragediens genreformler, som føjer et helt nyt liv til fortællingen.

Hardcover, Doubleday 1905. Romanens første udgave i bogform med fint frontispiece i tidstypisk jugendstil

I historien møder vi Holly og Leo igen. Der er gået år siden første bog, men Ayesha er ikke glemt, og Leo er nu begyndt at drømme om hende. Han er i hvert fald begyndt at drømme om en kvinde, som, han tror, må være Ayesha, og han er overbevist om, at hun kalder på ham fra et eller andet fjernt sted. Som man vil huske, så døde Ayesha i slutningen af første bog, men måske er det slet ikke tilfældet?

Leo vil ud i verden for at finde Ayesha, og en noget tøvende Holly beslutter sig for at tage med. De forlader England og drager ud på en lang pilgrimsfærd, som fører dem vidt omkring og strækker sig over flere år. Først da de udmattede, på kanten til håbløshed, befinder sig i et kloster i Tibet, får de et afgørende spor. De hører om den sagnomspundne gudinde Hes og hendes tempel, som skulle befinde sig på en bjergtop.

Hardcover, Ward & Lock 1905

Vennernes rejse fortsætter nu, og de kommer ud for både farlige og utrolige eventyr, før de endeligt står ansigt til ansigt med gudinden Hes’ ypperstepræstinde Hesea, der altid går tilhyllet med et slør for ansigtet. Naturligvis ved Leo straks, at Hesea er hans elskede Ayesha, men her spiller skæbnen ham det første af flere puds. Det er nemlig kun Ayeshas sjæl, de har genfundet. Hendes krop blev ødelagt, dengang i flammerne, og hun er nu blevet reinkarneret i en hæslig gammel kones krop.

Der er naturligvis en masse forviklinger i historien, og Leo såvel som Holly må løbende manøvrere omkring i en farligt net af intriger. I sidste ende kan alt dog snævres ind til det tragiske kærlighedsforhold mellem Leo og Ayesha. I sin tidligere inkarnation var Aeysha underskøn, men nu er hun hæslig. Leo formår imidlertid at se ind under kroppens hylster og her genfinde den smukke sjæl, han forelskede sig i. Derved får han sin tabte brud igen, men netop som de endelig kan genforenes som elskende, bliver Ayeshas overnaturlige sjæl så overvældende for ham, at hendes kærlighed ganske enkelt dræber stakkels Leo. Deres genforening bliver hans død, og tragedien fuldendes.

Hardcover, Ward & Lock 1926

Alt i Ayesha, the Return of She bærer frem mod denne afslutning, og billedet af den igen smukke Ayesha, der står med sin døde elskede i favnen, er klimakset, som Ride Haggard må have haft i tankerne fra begyndelsen af. Øjeblikket er båret af melodramatisk patos og romantisk storladenhed, men det klinger rent og flot. Desværre er vejen frem mod dette øjeblik lang, forceret og derfor næsten (men kun næsten) ikke læsningen værd. Bogens tilblivelse som føljeton skinner igennem, og narrativet bliver alt for flagrende og ufokuseret.

Stedvist genfinder Rider Haggard formen og får skrevet intense spændingsscener frem, som i kampen mod de frygtede ”Death-Hounds”; grumme, blodtørstige bæster, som slippes løs på vores to venner. Der er også egentlig magi og mystik i romanen, der griber læserens fantasi og indlevelse. Desværre er der alt for meget andet, som trækker i modsatte retning, og kun de færreste vil nok mene, at Ayesha, the Return of She er en stor fortælling. Ikke desto mindre blev romanen en ny chance for Rider Haggard, der fik blod på tanden og fortsatte med mere i sit Ayesha-univers. Ikke at situationen blev meget bedre af den grund, men det kan vi gemme til et andet indlæg.

Paperback, Icon Books 1964

Paperback, Newcastle Publishing 1977

Paperback, Del Rey 1978

Paperback, Target 1986

Paperback, Pulp Fictions 1998

Paperback, Hesperus Press 2013