Tag Archives: Metafysik

Frank De Felitta, Audrey Rose (1975): Gys i retssalen

Paperback, Pan 1977, med klassisk ondt barn på forsiden. Kunstneren bag billedet er ikke oplyst

Frank De Felitta udgav sin roman Audrey Rose i 1975, og fortællingen katapulterede ham straks ind på bestsellerlisterne, hvor han herefter tilbragte en god rum tid. Bogen har da også alt, hvad der kendetegner tidens populære romaner – den har sex, den har gru, den har social kritik, og den har først og fremmest et chokerende indhold, som kan fængsle læseren. Man fornemmer tydeligt, at Peter Blattys The Exorcist (1971) var en væsentlig inspirationskilde for De Felitta. Blattys bog bliver endda omtalt direkte et sted i romanen, hvor en af hovedpersonerne udbryder, at det hele minder ham om noget, der revet direkte ud af Blattys værk. Audrey Rose er imidlertid langt fra at være et plagiat. De Felitta tager os nemlig ind i andre, dunkle sider af tilværelsen, selvom religion også hos ham er omdrejningspunktet.

Da Audrey Rose åbner, hører vi, hvordan den lille Templeton-familie i New York bliver skygget. Bill er en højtprofileret reklamemand og Janice hjemmegående husmor. Sammen har de den yndige datter Ivy på ti, og trekløverets hjertevarme lykke er næsten kvalmende idyllysk. De Felitta smører tykt på, så tykt, at det naturligvis må gå galt for familien. Den mystiske person, der udspionerer både Bill og Janice, viser sig at være en enkemand, hvis kone og datter døde i et trafikuheld ti år tidligere. Elliot Hoover, som manden hedder, hævder nu, at hans døde datter Adrey Rose er reinkarneret i Ivy Templeton. Bill og Janice tror naturligvis ikke et sekund på denne Hoover, men sære ting sker pludselig, som får Janice til at tvivle. Ivy lider af mareridt, og disse mareridt ligner i forbløffende grad den ulykke, som Audrey Rose oplevede, da hun kørte galt med sin mor.

Paperback, Pan 1977

Bogens første kulmination kommer, da Bill og Janice ser sig nødsaget til at binde den sovende Ivy til sengen, fordi pigen er til fare for sig selv. Parallellen til den besatte Megan, der raser ud i sin seng er åbenlys og fører til førnævnte kommentar fra Bill. Ad omveje opdager Hoover, at Ivy er bundet, og han kidnapper derfor pigen for at hjælpe sin datter Audrey Rose, der er fanget i Ivys krop.

Netop denne kortvarige kidnapning udløser bogens egentlig handling, der udspiller sig som retssalsdrama, hvor familien Templeton rejser sag mod Elliott Hoover for kidnapning og chikane. Hoover gør naturligvis sit for at forvare sig mod anklagerne, og det er gennem Hoovers forsvar, at De Fellita får opbygget en stigende gru og forundring hos læseren, som gør bogens bestsellerstatus fuldt fortjent.

Frank Paul De Felitta (3. august 1921 – 29. marts 2016)

Livet efter døden er det helt store tema i Audrey Rose, og De Felitta kommer ikke selv med nogen dogmatisk udlægning. I stedet lader han ganske demokratisk en række bipersoner give deres syn på sjælens status og dødens betydning. Vi hører en hindu fortælle, vi hører en rabbiner give sin udlægning, vi hører videnskaben og psykologien komme med forklaringer, en katolsk præst får også ordet, og vi stifter tilmed bekendtskab med en scientologs tanker. På skolemesterlignende vis bliver læseren på den led trukket gennem ikke synderligt velkomponerede redegørelser for muligheden for liv efter døden, og De Felittas pointe synes at være, at ingen kender sandheden, men at der tilsyneladende er mere imellem himmel og jord, som hverken videnskab eller teologer kan redegøre for. Bogen hvirvler dermed en masse støv op omkring reinkarnationsspørgsmålet, men kommer ikke med nogen svar.

Historien taler ind i tidens smag for mystisk og overvejelser omkring netop emner som reinkarnation og tidligere liv. Der løber imidlertid et underliggende motiv bag den åbenlyse metafysiske diskussion, der udvikler en form for social gru, som på en gang er ganske unik og meget typisk for 70’ernes genrefiktion.

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1975. romanens 1. udgave

Storbyen New York portrætteres i Audrey Rose, som en farlig heksekedel. Der er ganske enkelt for mange skøre kugler i den her by, siger Bill Templeton henkastet i bogens begyndelse. Byen er med andre ord et både beskidt og livstruende sted, hvor man må være på vagt. De Felitta spiller her på en generel uro i amerikansk populærkultur, der byggede på idéen om storbyen, som syndes hule, fyldt med vold og forfald, og derfor grundlæggende et unaturligt sted for mennesker.

Den lykkelige Templeton-familie tilhører absolut byens overklasse og burde egentlig kunne klare sig igennem alt dette, fordi de har midlerne til at beskytte sig. Her foretager De Felitta imidlertid en diabolsk drejning og vender selve systemet imod familien. Læseren foranlediges dermed indledningsvist til at tro, at det er storbyens gru, som vi skal frygte, men med et snuptag transformerer De Felittas situationen og viser læseren, at systemet – Staten – er mindst lige så ubønhørlig som gadens kriminelle.

Paperback, Warner Books 1976

Sagen er den, at det meget hurtigt står kart, at Elliott Hoover og hans smarte advokat er i stand til at presse familien Templeton og fremføre vægtige argumenter, ikke bare for reinkarnation, men for at Hoover rent faktisk har ret til at få adgang til Ivy Templeton. Gennem beskrivelsen af retssagens forløb skaber De Felitta således et stigende ubehag og forundring i læseren, fordi vi bliver vidner til, hvordan familien må se i øjnene, at ”retssystemet” tager deres datter fra dem på noget så utroligt som et spørgsmål om reinkarnation. Det er ganske grumt, men samtidig må vi konstant spørge os, om der kunne være noget rigtig bag Elliot Hoovers argumenter.

Audrey Rose ender i en tragedie, men slår filosofiske toner an i den lille epilog og efterlader læseren med åbne spørgsmål, som man kan tage med sig til videre refleksion, for hvad var det rent faktisk, der skete? Vi forstår dybest set ikke sagen, fordi bogens advokater lægger beviser frem for både det ene og det andet, men konsekvenserne er åbenlyse, for Templeton-familien går til grunde i løbet af hele affæren. Med ligeligt afsæt i tidens sociale bekymringer og metafysiske fascination skabte De Felitta en slagkraftig roman, der med enkle præmisser, tydelig pointer og klart sprog gav sine læsere stof til eftertanke.

Paperback, Warner Books 1979

Paperback, Warner Books 1984

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Colin Wilson: The Philosopher’s Stone (1969): En syndflod af ord…

Paperback, Panther 1974, Det meget, meget fine omslag er malet af Bob Fowke

Paperback, Panther 1974, Det meget, meget fine omslag er malet af Bob Fowke

Sindet og udforskningen af sjælelivet blev et tema i 60’ernes genrefiktion, hvor rejsen ud meget ofte blev til håndfaste metaforer for rejsen ind. En mand som John Fowles, som jeg har skrevet om her på bloggen et par gange, er et eksempel på den tendens. Et andet og måske mere spektakulært eksempel er engelske Colin Wilson, hvis litterære status har gennemgået et forbløffende hamskifte igennem hans karriere. Først var han nemlig en vred, ung og elitær eksistentialist, der dyrkede outsideren i det stadigt tankevækkende debutværk fra ’56. Så blev han romanforfatter, religionsekspert og endelig New Age-mystiker med hang til konspirationsteorier.

Unge Wilson kom i ’61 for skade at omtale H. P. Lovecraft som en sørgelig, talentløs skikkelse. Først og fremmest skal man her bide mærke i, at det i det hele taget er bemærkelsesværdigt, at Wilson havde et blik for Lovecraft i ’61, flere år før gamle Eich-Pi-El var blevet mainstream. Wilsons kritik kom derfor også hurtigt August Derleth for øre, og dermed blev der åbnet en korrespondance mellem de to.

Paperback, Panther 1974

Paperback, Panther 1974

Wilsons hårde dom over Lovecrafts forfattermeritter faldt naturligvis Derleth for brystet, og han udfordrede Wilson og sagde, at hvis det var så let at tackle de problemstillinger, Lovecrafts fiktion tumler med, hvorfor skrev Wilson så ikke en ”Lovecraft-roman”. Den udfordring tog Wilson til sig og, resultatet blev i første omgang romanen The Mind Parasites fra 1967, som Derleth prompte udgav på Arkham House. Arbejdet med Lovecrafts forfatterskab virkede imidlertid så stimulerende Wilson, at han forsatte derfor i samme spor i sin næste roman, The Philosopher’s Stone fra 1969, som vi skal se lidt nærmere på her.

Romanen er et ordrigt stykke indirekte Cthulhu mythos, der afgjort forsøger at udfordre det, vi i dag opfatter som Cthulhu-genrens klichéer, men samtidig også at finde ind til kernen i Lovecrafts forestillingsunivers. Præcis den øvelse gør The Philosopher’s Stone interessant, til trods for at bogen som helhed er et stykke jammerligt konstrueret litteratur, der formentlig sætter selv de mest tålmodige læsere på en prøvelse.

Colin Henry Wilson (26. juni 1931 – 5. december 2013)

Colin Henry Wilson (26. juni 1931 – 5. december 2013)

Wilson skriver i indledningen til bogen, at han, som den eksistentialist han engang og måske fortsat var i ´69, har benyttet fiktionen som redskab til formidlingen af idéer. Den gamle Kirkegaardske tilgang altså, som Wilsons første idoler (Sartre, Beauvoir, Camus m.fl.) havde brugt. Wilson melder dermed også klart ud, at hans roman først og fremmest handler om idéer, ikke om en stor fortælling, der skal udrulles for læseren. Vi er med andre ord på forhånd blevet advaret om, at dette ikke er nogen almindelig skrækroman, og der går da heller ikke mange kapitler, før vi opdager, hvor Wilson vil hen.

Selve handlingen er i virkeligheden ganske kort fortalt. Bogens lovecraftianske jeg-fortæller Howard Lester beretter om en dannelsesrejse, der begyndte fra barnsben, da han kom under en excentrisk polyhistors vinger. Her blev Lester oplært i kultur og naturvidenskab og mestrede naturligvis det hele til perfektion. Gradvist, gennem studier, der kombinerer kulturhistorie, filosofi og naturvidenskab, går det op for Lester, at vores menneskelige bevidsthed måske kun udgør en brøkdel af hjernens fulde kapacitet og, at det måske endda er muligt at opnå en form for udødelighed, hvis kroppens fulde potentiale aktiveres. Desværre har evolutionen åbenbart lagt en form for grænse ind i vores bevidsthed, der umuliggør dette. Den unge videnskabsmand sætter derfor alt ind i sin forskning på at nedbryde disse grænser, og det arbejde udgør romanens broderpart.

Hardcover, Arthur Barker 1969. Romanens 1. udgave

Hardcover, Arthur Barker 1969. Romanens 1. udgave

Lester opdager snart, at han har fuldstændig ret, og det lykkes for ham at opnå en nærmest overmenneskelig hjernefunktion, der ikke alene gør ham i stand til at percipere verden i former, vi slet ikke kan fatte med vores begrænsede evner, han er også i stand til at se gennem tiden. Alt det er godt og fint, men bogens dramatiske element er, hvorfor så stor en del af vores hjernekapacitet i det hele taget er blevet afskåret fra os. Det spørgsmål optager selvfølgelig Lester, og en dag kommer den isnende erkendelse, at det er noget udefrakommende, som har lagt disse barrierer ind i os.

Og her kommer vi så ind på Lovecrafts banehalvdel. Det viser sig nemlig, at entiteter fra det kosmiske verdensdyb har befolket vores klode og måske endda skabt mennesket som en slaverace. Og for at stække os har de mentalt blændet vores race for at forhindre udvikling og selvstændighed. Det er jo ikke rart, men hvad værre er, flere af disse skabninger ligger fortsat slumrende på kloden, skjult i inter-dimensionale huler, hvorfra de venter på det rette tidspunkt for deres genkomst. Det kender vi alt sammen til hudløshed.

Hardcover, Crown Publishers 1971

Hardcover, Crown Publishers 1971

Væsnerne opdager på et tidspunkt, at Lester er ved at se ind bag sløret og forstå deres velbevarede hemmelighed. En kamp opstår nu, hvor entiteterne gør, hvad de kan for at stoppe Lester og hans eksperimenter, før hans viden når ud til en bredere kreds. For videnskabsmanden handler det derfor pludselig om overlevelse – både hans egen og resultaternes. Kampen er ulige, og Wilson kender sin Lovecraft godt nok til også at vide, hvordan det går med dem, der snuser for meget rundt i de gamles hemmeligheder. Så har jeg vist ikke sagt for meget.

Problemet med The Philosopher’s Stone, hvis det er et problem, er, at rammefortællingen fylder uendelig lidt i den ganske lange roman. Hovedparten af teksten er fyldt med Wilsons direkte tale til læseren om en lang række videnskabsfilosofiske og erkendelsesteoretiske betragtninger omkring menneskets bevidsthed. Wilsons anliggende med bogen er dermed også klart nok – han siger, at vi kan meget mere, end vi tror, men vi er nødt til at udfordre vanetænkning og opøve en bedre brug af hjernen. Wilson går tilmed så langt som at sige, at vi måske må søge hjælp i lægevidenskaben for til fulde at overvinde de spærringer, der ligger i vores bevidsthed. En vej er naturligvis bevidsthedsudvidende stoffer, som kan gøre noget af arbejdet for os (bogen er jo fra ´69) – men mere radikalt forestiller Wilson sig også, at kirurgien på sigt vil kunne åbne partier af hjernen, der kan frigøre ubenyttede energier i kroppen.

Paperback, Warner Books 1974

Paperback, Warner Books 1974

Alt dette formidlers naturligvis gennem Lester, men vi er ikke et sekund i tvivl om, at det Wilson, der taler til os. Noget der understreges af de løbende fodnoter, som supplerer bogens fiktive dialog med reelle betragtninger fra Wilson selv.

Som tidstypisk fiktion er The Philosopher’s Stone et prima eksempel på 60’ernes kredsen om sindets kringelkroge, og bogen har, som sagt, forfriskende bud på nye greb om Cthulhu-genren. Blot kommer man ikke uden om, at Wilsons skønlitterære sprog er håbløst. Håbløst i den forstand, at hans roman, der gerne skulle fremstå som et stykke intellektuelt erkendelsesteori forklædt som skrækfiktion, er skrevet i det tarveligste, pulpede sprog. Det kunne der måske ligge en pointe i, men det betvivler jeg stærkt.

Paperback, Warner Books 1977

Paperback, Warner Books 1977

Wilson havde jo sådan set advaret os i begyndelsen om, at han ikke ser sig som skønlitterær forfatter, og det må siges at holde stik. Men når han nu alligevel har forpligtet sig på den skønlitterære form, uden at kunne løfte den del, falder projektet fra hinanden. At det tilmed bliver en smule anstrengende at følge Wilsons til stadighed mere udtalte fascination af ”overmennesket”, gør det ikke bedre. Havde Wilson ikke understreget, at han ser den mentale revolution som noget, der skal gælde for alle mennesker, ville han i forbløffende grad lyde som en New Age-Hitler på slap line. Så slemt er det ikke; i hvert fald ikke helt.

Godt bliver det aldrig, og The Philosopher’s Stone må siges i dag primært at være et stykke fiktion for samleren, der enten har interesse for 60’ernes metafysiske overvejelser eller fans af Cthulhu-genren, eller uheldige mennesker som undertegnede, der lider af begge fascinationer på en gang. Uanset hvad, er det et langt og tungt bekendtskab, som her ligger og venter.

Paperback, Panther 1978

Paperback, Panther 1978

Paperback, Warner Books 1981

Paperback, Warner Books 1981

Paperback, St. Martin's Press 1989

Paperback, St. Martin’s Press 1989

Paperback, Valancourt Books 2013

Paperback, Valancourt Books 2013

1 kommentar

Filed under Roman

Roger Zelazny, Lord of Light (1967): Rama lama fa fa fa

Paperback, Avon 1969

Paperback, Avon 1969

I 1967, som 30-årig, udgav Roger Zelazny sin nok bedste bog. Romanen hedder Lord of Light og er måske ikke den, han huskes bedst for i dag, hvor Amber-serien står som en monolitisk størrelse i forfatterskabet. Og Zelazny udgav skam også ganske meget i løbet af sit forfatterliv, men for mig at se er Lord of Light den skarpslebne juvel, der overtrumfer dem alle med sin uimodståelige, pågående nerve, sit fabelagtige sprog og tordnende energi.

Handlingen fører os langt ud i fremtiden til en fjern planet kolonialiseret fra den for længst glemte, nu mytiske Urath – altså ”Earth”. Kolonisterne fra rumskibet Star of India slog sig ned på denne frodige, fremmede planet, hvor de pludselig så sig omgivet af fjendtlig vegetation og sære væsner. Via bioteknologi kunne besætningen imidlertid udvikle deres mentale og fysiske evner i en sådan grad, at de blev de indfødte skabninger overlegne. Tilmed var det muligt for besætningsmedlemmerne at få deres bevidsthed eller individ overført til nye kroppe.

Roger Joseph Zelazny (13. maj 1937 – 14. juni  1995)

Roger Joseph Zelazny (13. maj 1937 – 14. juni 1995)

Formentlig som bevidst handling kunne kolonisterne på den led indføre et regime på deres nye planet baseret på hinduistisk teologi, hvor jordboerne indtog rollen som hinduguder, praktiserede reinkarnation ved at lade deres udtjente kroppe udskifte og udpegede dele af de indfødte racer som dæmoniske skabninger fra hindumytologiens univers.

Der er således tale om en både korrupt og aggressiv overtagelse af planeten, som satte kolonisterne i spidsen for det nye styre, hvor de nu fortsat efter mange år lever som guder og udnytter deres teknologi til at straffe og velsigne deres undersåtter efter forgodtbefindende. Midt i alt dette træder Mahasamatman, eller bare Sam, ind på scenen, som løsgængeren, renegaten, der udfordrer det bekvemme liv, kolonisterne har skabt for dem selv.

Hardcover, Doubleday 1967. Romanens 1. udg.

Hardcover, Doubleday 1967. Romanens 1. udg.

Sam indleder en krig mod den eksisterende verdensorden, og hans primære våben er i første omgang ganske ublodigt, idet han vender kolonisternes skyts imod dem selv og påtager sig rollen som Buddha. Den fredselskende Buddha, hvis lære anfægter den store hindu-panteon og lover lighed og retfærdighed til de undertrykte. Sam, bevæbnet med buddhistiske doktriner, bliver dermed hovedpersonen i et stort oprør imod hans gamle venner og kolleger, der med smiger, trusler, vold, bestikkelse og alle andre tænkelige midler forsøger at sætte en stopper for forræderen i deres midte, der truer freden i paradis.

Denne karakteristik af handlingen er i virkeligheden dybt misvisende, for ikke alene strækker Lord of Light sig over et uhyrligt tidspand, hvor hovedpersonerne er blevet reinkarneret igen og igen, handlingen udspiller sig også i et komplekst net af fortællinger, der springer i tid. De, der er venner med Sam i en fortælling, bliver således pludselig fjender i den næsten og omvendt. Bogen antager på den led karakter af en fragmenteret samling mytiske beretninger, der både i form og handling mimer de hindulegender, som kolonisterne har approprieret som magtmiddel.

Hardcover, Faber and Faber 1968

Hardcover, Faber and Faber 1968

Zelazny leger mesterligt med formen i bogen, der er et fremragende eksperiment, hvor læseren må være meget opmærksom for at forstå den intrikate leg med tid, ord og mening, som slynges imod os. Og det er ikke kun i formen, der eksperimenteres, fortællingen sætter sig midt mellem SF og fantasy i et vidunderligt univers af dæmoner og fantasyskabninger bevæbnet med skydevåben og kræfter, der fremstår som magi. I dag kan den slags måske virke som almindeligheder, men i ’67 var det stadig vovet at blande genrer så eklektisk, og Zelazny gør det med så stor overbevisning. Så stor overbevisning, at hans værk stadig i dag fremstår mere helstøbt og nytænkende end de fleste efterfølgere ud i samme terræn.

Bogens budskaber synes mindst lige så tvetydige som handlingen. Man kan argumentere for romanen som en besk kommentar til hippiernes fascination af østens mystisk og guruers ublu udnyttelse af deres disciple. Set i det lys bliver romanen et religionskritisk værk, men helt så enkelt er det ikke, for godt nok bruger kolonisterne religionen som undertrykkende middel, men det er også religionen, der sætter planeten fri af undertrykkerne. I den forstand sidestiller Zelazny religion og politisk filosofi og siger, at det hele grundlæggende er sociale systemer, der strukturerer vores omgivelser. Spørgsmålet er så bare, hvem der får lov at definere systemet og dermed spillereglerne for sameksistens.

Paperback, Panther 1971

Paperback, Panther 1971

Et godt eksempel på bogens herlige kompleksitet er hovedpersonen Sams rolle og status, der forbliver indhyllet i virak, for bevæggrunden bag hans oprør imod sine egne bliver aldrig forklaret; handler han ud fra altruistiske overbevisninger, egoistiske grunde, fordi han vitterligt ønsker at sætte de undertrykte fri eller fordi han bare har lyst til at skabe kaos? Og er han i virkeligheden mere end man skulle tro? Er han måske vitterlig den Buddha, som hans disciple tror?

Lord of Light er mere eller mindre indbegrebet af New Wave-SF. Legen med kulturelle troper og samfundskritik er således klassiske manøvrer i tidens litteratur, men Zelazny gør det i et sprog og en form, der på en gang er legende let og tung som de kosmologier, han åbner for os. Romanen er dermed beslægtet med mange andre bøger fra 60’erne, men der kan ikke være nogen tvivl om, at Zelaznys sprudlende værk i dag står som et af fyrtårnene, fordi det trods tidstypiske problemstillinger hæver over meget andet gennem det det grundlæggende overskud i sprog og tekstopbygningen.

Paperback, Panther 1973

Paperback, Panther 1973

Som det sikkert fremgår med al tydelighed, er jeg vildt og blodigt begejstret for Zelaznys flagrende, flamboyante fortælling, der formår at fusionere eventyr og intens handling med et fascinerende, komplekst budskab eller mangel på samme, idet handlingen stedvist næsten kan fremstå lige så mystisk, som de buddhistiske mantraer kan virke i deres forsøg på at stemme sindet mod Nirvana. Det er aldrig helt til at afgøre, om Lord of Light er en satirisk skæmteroman eller et dybtfølt, alvorligt portræt, der øser af eventyrets formsprog. Og sandheden er jo nok, at bogen er det hele på en gang. Men vigtigst af alt er den skrevet i et så stærkt sprog, at ordene brænder igennem og siderne lyser op.

Paperback, Panther 1977

Paperback, Panther 1977

Hardcover, Gregg Press 1979

Hardcover, Gregg Press 1979

Paperback, Methuen 1986

Paperback, Methuen 1986

Hardcover, Doubleday 1986

Hardcover, Doubleday 1986

Paperback, Avon 1987

Paperback, Avon 1987

Hardcover, The Easton Press 1994

Hardcover, The Easton Press 1994

Paperback, Millennium 1999

Paperback, Millennium 1999

Paperback, Avon 2000

Paperback, Avon 2000

Hardcover, Science Fiction Book Club 2001

Hardcover, Science Fiction Book Club 2001

Paperback, Eos 2004

Paperback, Eos 2004

Paperback, Gollancz 2006

Paperback, Gollancz 2006

Paperback, Gollancz 2010

Paperback, Gollancz 2010

 

 

3 kommentarer

Filed under Roman

Bogbekendtskaber: Mikkel Starup

Sommerdvalen er overstået her på Fra Sortsand, hvor efteråret skal skydes i gang med et Bogbekendtskab, som jeg har haft liggende i noget tid. Alt for længe vil Mikkel Starup sikkert mene. Mikkel har nemlig skrevet et stykke stærkt personligt prosa om sit forhold til poeten og billedkunstneren William Blake, og det er der kommet noget ganske overraskende og spændende ud af. Helt overraskende er det dog ikke, for jeg tror, alle, der har læst Mikkels roman Pontifex, vil genkende forfatterens aftryk.

Bogen er udsendt på Mikkels eget forlag AnTennA, og hverken romanen eller forlaget ligner noget andet, vi har herhjemme. AnTennA er et særpræget kunstprojekt, der går på tværs af kunstarter og genrer, et forlag, der udfordrer rationalitet med metafysisk tænkning og store armbevægelser. Det kan jeg lide, og det er afgjort spændende at se, hvad der sker med Mikkels produktion i de kommende år.

Et nyt projekt er imidlertid særlig relevant lige nu og her. Mikkel arbejder nemlig på en film om den fra folkloren kendte Elverkonge – et projekt du tilmed kan støtte via Elverkongen på Kickstarter. Projektet kan også følges på Facebook Elverkongen på Facebook. Læg vejen forbi og se om det er noget du kunne finde på at støtte.

Hermed skal ordet gives videre til Mikkel Starup, der tager os med ind i William Blakes univers.

 

 

 William Blake og Migselv

 − Jeg vil rejse! sagde jeg til Migselv.

− God idé, svarede Migselv og fortsatte nysgerrigt, − men hvorhen?

Jeg gik fra køkkenet og ind på mit arbejdsværelse med et glas skvulpene portvin i et cognacsglas. Her satte jeg mig i den alt for komfortable sofastol, og skød den tilbage med ryggen, indtil mit ansigt havde den rette vinkel op mod de tre belæssede, belæste bogreoler. Blikket svævede drømmende hen over de nøje udvalgte bøger, fra titel til tema, fra foliant til paperback, fra skønlitteratur til fiktion, indtil jeg stoppede og besluttede, naivt smilede, hvor rejsen skulle begynde.

− Jeg vil gå til Grækenlands oldtid.

Mikkel Starup (født 1966)

Mikkel Starup (født 1966)

Migselv nikkede godkendende, mens jeg generindrede.

− Homers mesterværker, hvoraf jeg dog foretrækker ’Odysséen’, Hesiods skabelsesberetning og de talrige myter; så voldelige og fulde af lidenskab, til tider erotiske til andre vanvittige, så fulde af kærlighed og med rette kilden til eftertidens beundring og længsel tilbage; Apollo og Perseus, Ødipus og Pan, Echo og Chaos, Eros og Prometheus.

Det var disse myter og deres verdner, den højeste litteratur, de dybeste rødder, der i min barndom vækkede noget sovende i mig. Jeg åbnede bøgerne og Migselv. Jeg spejlede mig i dem og forglemte mig.

Hver gang jeg overvældes af Shakespeares drømmeverdner, af Emersons passion eller af Whitmans vision genkender jeg oldtiden myter heri, som faderen genkender sit blod i sønnen, om de så stammer fra de gamle egyptere eller fra en indianerstamme.

− Læste du ikke andet end myter, da du var barn? spurgte Migselv, mens han svævede side om side med mit blik mellem de så sigende bogrygge.

− Jo, jeg læste og læser eventyr i overflod. Jeg ved ikke hvor mange samlinger, bind og serier jeg efterhånden har været igennem, og historiernes familiaritet er tydelig, men jeg har det som børn; hvis jeg læser et eventyr for dem og udtaler, at det jo ligner historien om Jomfru Klarøje, siger de blot, at de vil høre det alligevel. Eventyr tiltrækker fordi de åbner døre til det oprindelige i mennesket, et sted fuld af kraft, hvorfor det både drager og skræmmer. Jeg studerede Erwin Neutzsky-Wulffs ’Okkultisme’ og ’Magi’, og selvom ’Det Overnaturlige’ går et spadestik dybere, ligger der stadig en del nøgler imellem de to første faglitterære bøgers mange sider. Jeg svælgede mig i Platons overjordiske fornuft og lejlighedsvise religiøsitet og studerede Agrippas systematiserende mystik, men skal jeg udvælge én bog blandt de mange rygge på bogreolen, må det blive William Blakes ’The Marriage og Heaven and Hell’.

Håndkoloreret titelblad fra The Marriage of Heaven and Hell, Hardcover, trykt i London omkring 1795

Håndkoloreret titelblad fra The Marriage of Heaven and Hell, Hardcover, trykt i London omkring 1795

− Ah ja, kom det stille fra Migselv, − Blake, hvorefter han svævede hen til hylden med den lille bog, − et overset forfatterskab!

− Ja, sukkede jeg, − men hvad han manglede i popularitet og læsere, fik han i visionen. Som barn så han et træ fuld af engle, og kun hans mors mellemkomst afholdt hans far fra at prygle en sådan usandhed ud af knægtens krop. As I was walking among the fires of hell, delighted with the enjoyments of genius … skriver han et andet sted, og vi fornemmer, at hvad verden ikke bibragte ham til trods for hans talent, fik han igen tifoldigt i den verden hans sind egentlig beboede.

− Det var også herfra, han fik sin inspiration.

− Ja, istemte jeg entusiastisk, − ja, det var engle, eller djævle, der dikterede hvad han skulle skrive og tegne, hvilket både forklarer den særegne stil og det angeliske emnevalg.

− Lidt som når jeg inspirerer dig, sagde Migselv smilende.

Jeg gengældte smilet med et taknemmelig nik med hovedet og glemte for et øjeblik, hvad jeg var i gang med, men Migselv skubbede Blakes bog ned fra højderne, og da den landede med et brag på gulvtæppet, vågnede jeg og samlede den eftertænksomt op.

William Blake (28. november 1757 – 12. august 1827

William Blake (28. november 1757 – 12. august 1827

− Der er mange grunde til, at jeg elsker denne bog. Prøv at høre her, da han retter tre almene fejltagelser; nemlig at ”Man has no Body distinct from his Soul, for that called Body is a portion of Soul discernd by the five senses”, at alene lidenskaben (Energy) er liv og at denne fører til evig fryd.

Her afslører han de kristne propagandisters århundrede lange og falske kampagne mod vores ellers levende kulturer. Den frygt for helvede de indgav i menigmand for at bibeholde deres magtposition, blev til en orm i verdensæblet, et sandt kryb der voksede sig så fed, at den stadig forpester ethvert helhjertet religiøst tiltag.

Migselv var nu drevet om bag min ryg, hvorfra han kunne følge med på siderne.

− Og her. Han skriver, at livet udspringer gennem modsætninger, hvoraf udspringer dét the religious call Good and Evil. Good is the passive that obeys Reason, Evil is the active springing from Energy. Good is Heaven, Evil is Hell. Så kan det ikke siges enklere.

− Nej, medgav jeg og bladrede videre, − eller hvad med at de som holder deres begær nede, kun gør det, fordi det er svagt nok til at lade sig holde nede. Han lægger ikke fingre imellem!

Længe sad vi og svælgede i visdom, især da vi kom til kapitlet kaldet ’Helvedes ordsprog’. Jeg kom til at tænke på alle de selvbestaltede vismænd, der nu om stunder skriver bøger om selvudvikling og livskunst (sic!), der oftest er et uskønt sammenkog af stjålne (og sjældent forståede) visdomsord og akademiske udredninger, der tilslører mere end de afslører.

− Se hvordan Blake på få linier åbner døren for den opmærksomme, gennem aforismer man gør ret i at tænke over. ”No bird soars too high, if he soars with his own wings”, “Always be ready to speak your mind, and the base man will avoid you” eller ”The Eagle never lost so much time, as when he submitted to learn of the crow”.

Jeg begyndte at blive sulten, men Migselv, der aldrig spiser, fik mig hurtigt på andre tanker; han gad nemlig ikke bruge tid på den slags pjat.

− Se dybden i det ordsprog, sagde den og pegede på One thought, fills immensity.

− Ja, istemte jeg begejstret, − hvis man tager en velkendt talemåde såsom Tanker er toldfri, ligger der ingen anden betydning heri end at man kan tænke hvad man vil. Betydningen er metaforisk, hvilket vil sige, at den ligger over den umiddelbare betydning, ligesom i Håbet er lysegrønt, men den metaforiske betydning er direkte. Hos Blake er den umiddelbare betydning direkte, mens forståelsen af ordsproget er mangetydig. Det kan henvise til skabelsen, hvor Gud sagde (tænkte?) Lad der blive lys og der blev lys. Men det kan også hentyde til kultivering er det timelige. Det vil sige, når vi tænker, taler, handler, begrænser vi samtidig uendeligheden. Når vi kultiverer vores køkkenhave skaber vi orden ved at udfylde uendeligheden.

Og det er den afgørende forskel på litteratur og tabloidjournalistik. Den sidste giver øjeblikkelig forståelse uden dybde, mens den anden, og altså herunder Blake, tilslører betydningen igennem uendelig dybde.

Den aktive tænkning havde fået mig helt ud på kanten af stolen, men nu hvilede tankerne og kroppen fulgte efter som en skygge og lænede sig afslappet tilbage i stolen. Migselv flagrede lidt rundt om mit hoved, inden den også beroliget dalede ned på min højre skulder, hvor den sad som Huginn på Odin.

Paperback, AnTenna 2009

Paperback, AnTenna 2009

− Det er vel også derfor, at nutidens medier og såkaldte kultur i stigende grad kun overgiver den nemt fordøjelige underholdning.

Spørgsmålet var retorisk, men Migselv tog det på sig at besvare.

− Ja, for tænk nu, hvis en anden tv-kanal eller nyere film havde et endnu mere spiseligt budskab, så forsvinder publikum jo. Man kan se, hvad der kræves i dag for at være med i medie-teten; korte sætningen, lavt lixtal, mange eksplosioner, hurtige klip og gerne mange dumme mennesker, så seeren føler sig overlegen klog.

− Medierne appellerer til det laveste i mennesket for at fange dem.

− Jo, kom det prompte fra Migselv, − men ikke altid. Tag gyserfilm, splatterfilm, naturkatastrofer, færdselsuheld, pornografi; disse ville mange sikkert kategorisere under det sensationelle, det underlødige, det gemene eller perverse, men i virkeligheden er der et ocean mere ånd i disse ting, end i det moralsk korrekte, det pæne, det anstændige. Det grænser til det forkastelige at stille sig op og glo på trafikuheld, som mange mennesker gør, men hvis deres liv er monotomt arbejde om dagen og platte tv-serier om aftenen, er det ikke overraskende, at de tiltrækkes af brændpunkter med liv og død i intens omfavnelse.

− Du har selvfølgelig ret, udsagde jeg, uden at tænke på, at Migselv også kunne høre mine tanker, − det er ikke altid moralsk korrekt, men til tider forståeligt. Og skulle man fornærmes over tilskuere der flokkes døende på landeveje som fluer på en lort, så tænk over, hvorfor alle stopper med det de laver og kigger, når Tv-avisen viser et klip fra et jordskælv, og studieværten advarer mod stærke billeder.

− Menneskets natur er voldelig, blodig og seksuel, og det har triviallitteraturen, B-filmen og nyhedsmedierne luret for længe siden. De to første på grund af den kraft, der ligger og lurer i mordet, monsteret, det bestialske og blodet, mens medierne udelukkende gør det for at kapre seere og læsere.

Paperback, AnTenna 2009

Paperback, AnTenna 2009

Jeg smilede over det groteske heri.

− Så den laveste litteratur og de dårligste film er tættere menneskets natur?

− Ja, og den højeste litteratur. Der er ikke noget så voldeligt og blodigt som eventyr, myter og de største forfattere.

− Og Blake?

− Absolut. Hør her; Drive your cart and your plow over the bones of the dead eller hvad med Sooner murder an infant in its cradle than nurse unacted desires. Det er ikke for sarte sjæle!

− Men for lidenskabelige sjæle?

Jeg smilede for Migselv og lukkede bogen roligt, om end den havde antændt en ild i mig. Jeg vidste, at for mennesket der vil leve, for den syge der vil helbredes, for den deprimerede der søger lykken, for slaven der vil sprænge sin lænke og for den sultne der vil mættes ligger svaret lige der.

Jeg havde glemt alt om portvinen og tømte nu glasset med et roligt kast bagud. Bogen fandt tilbage på hylden, og jeg gik tilbage til køkkenet, mens min lidenskab, fandt sin plads i mit hjerte, som ilden der hører hjemme i sin arne, og tænkte, de bedste bøger inspirerer!

 

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Et barn af Lovecraft-generationen fortæller: En samtale med Nikolas Schreck

Det er sjovt, som tingene nogle gange kan udvikle sig. Som nogle af jer måske vil vide, linkede jeg til et gammelt interview med Nikolas Schreck, hvor Lovecraft pludselig blev nævnt som inspirationskilde. Det var interessant, men selve interviewet måske nok mindre flatterende for Schreck i dag. Det blev især tydeligt, da hans medierepræsentant kontaktede mig og forklarede, at hr. Schreck efterfølgende har lagt sin politiske, satanistiske baggrund bag sig og i 2003 vendt sig mod buddhismen.

Hun nævnte i forbifarten, at Schreck engang havde kaldt sig et barn af ”the Lovecraft generation”. Et begreb, jeg egentlig synes, er ganske spændende, og derfor spurgte jeg, om ikke Nikolas kunne tænke sig at uddybe dette lidt nærmere. Det kom der en særdeles interessant korrespondance ud af, som jeg er rigtig glad for at kunne bringe i dette indlæg. Schrecks karriere har nemlig ikke bare bragt ham i kontakt med en lang række store navne inden for horrorgenren, hans ungdomsoplevelser fra 70’erne med paperbacks og horror giver et tankevækkende tidsbillede. Og dertil kommer en række andre synspunkter, som de fleste af jer sikkert vil finde helt interessante, at stifte bekendtskab med.

 Men måske skulle jeg først lige genfortælle, at Schreck op gennem 80’erne var en af frontfigurerne i det avantgardistiske musikkollektiv Radio Werewolf, der identificerede sig som satanister og noget, der i hvert fald for omverdenen fremstod som ganske højreradikale synspunkter. Som det fremgår nedenfor, har Schreck taget stærkt afstand til sit ungdommelige jeg, men ikke desto mindre er det nok som højtprofileret satanist, at Schreck er bedst kendt fra medierne.

I dag er Schreck forsanger i bandet Kingdom of Heaven, men hans interesser dækker mange emner og kunstneriske udtryk, hvor ikke mindst samarbejdet med Zeena Schreck – Anton laVeys datter – har været vigtigt. Ikke mindst fordi Nikolas og Zeena har fulgt samme vej fra sort magi til tantrisk buddhisme. Schrecks okkulte interesse har også resulteret i en række bøger, der kredser om okkultisme og satanisme. Noget, der uddybes neden for.

Baggrundstoffet, de slibrige historier og Nikolas aktiviteter i dag som underviser, kan I læse mere om andre steder på Nettet. Her skal vi i stedet en tur tilbage til 70’erne med Schreck og høre et barn af ”the Lovecraft Generation” fortælle. Og det er som sagt blevet til en både spændende og underholdende snak. God fornøjelse.

 

***

 

 

A lot of quite, shall we say colourful, material is floating around the Internet about you. Thus before we begin, you should perhaps in your own words give us a brief introduction to the path which has led to your current status as artist and teacher.

 

If “colourful” is Danish for “bullshit”, then yes, there’s plenty of that floating around the Misinformation Highway’s cesspool. Just today, I learned from a Canadian anti-Illuminati blog that the sonic magic class I recently taught in Berlin somehow proves that the CIA mind control program MK ULTRA covertly took over America! Luckily, more accurate data abounds in several recent comprehensive interviews archived on my website, YouTube channel and Facebook page. I’ve obliged many other interviewers with short introductions on how my initiatory journey led from paganism, Devil Worship, and ceremonial magic to my current practice and teaching of Tantric Buddhism. But I’ve concluded that it’s impossible and even irresponsible to try to briefly convey the reality of mysticism, magic and metaphysics to those who’ve never dedicated themselves to any daily spiritual practice nor undergone a mystical experience. As all ancient wisdom traditions insist, the mysteries of the sacred can’t be understood intellectually on a theoretical basis. Since your blog’s dedicated to horror literature, this communication challenge is even trickier.

Nikolas Shreck i dag

Nikolas Schreck i dag. Foto af Zeena Schreck

Many of your readers’ only exposure to the spiritual world may come through pop culture treatment of the supernatural, which provides a grossly distorted idea of the real thing. It suffices to say here that the gods and demons of various pantheons played a decisive role in my life since childhood, and that under the influence of the 1960s black magical revival, including the surge of interest in Satanic sorcery the horror boom of that period ignited, I dedicated myself to decades of ceremonial magic practice before abandoning Western occultism, first for the Hindu-based Tantric Vama Marga, before formally converting to Tantric Buddhism.

Given that the horror genre’s stock in trade is magic, demons, the survival of ancient gods, spells, curses, possession, life after death and reincarnation – the core themes of my everyday existence – I’ve always found it a paradox that so many horror authors and their readers are atheist materialists for whom these timeless phenomena are merely antiquated superstitions suited for escapist entertainment. Conversely, many gullible occultists wrongly believe that such genre figures as Lovecraft and his ilk revealed genuine initiatory wisdom in their fiction. Because I’ve dwelt in both worlds, perhaps I can help bridge this gap.

 

Your idea of a Lovecraft generation is intriguing. The wordplay is clever but should – I guess – not be taken literal. Nevertheless I like the concept as a way to grasp the almost explosive popularity Lovecraft and his wider circle experienced during the 1960s. Could you say a bit more about this?

I coined the phrase “Lovecraft Generation” in my 1994 Vincent Price obituary published in Lovecraft correspondent Forrest J Ackerman’s Famous Monsters magazine, which, during its 1960s heyday, was Holy Scripture for a mutant species of baby boomer so obsessed with the supernatural that it took on the religious dimensions of a genuine cult, the shadow side of the sunny good vibes of the hippies. It seemed a convenient label for the much darker nameless American subculture weaned on occult themes in horror and the renaissance of ceremonial black magic which that incomparably odd era spawned.

Paperback, Signet Books 1973

Paperback, Signet Books 1973

As you point out, this 60s go go ghoul craze was sparked by archaic creations from thirty years earlier, such as the televised revival of the old Universal monster movies and the mass paperback reprinting of the then-obscure work of such Weird Tales pulp fictioneers as Lovecraft and his circle. In a time when other fads were all about the latest youth culture novelty, this subculture looked back to the ancient past, which appealed to my love of the archaic. In that subversive anti-establishment “Sympathy for the Devil” Zeitgeist, however, the forces of darkness were no longer perceived as villains as they were in the 30s but were exalted by the young as anti-heroes worthy of emulation. Because the Lovecraftian opus’s re-emergence dovetailed with the rise of LSD-laced Luciferianism and the neo-witchcraft fad, poor Howard, rationalist atheist and fussy old maid prude that he was, must have spun in his unquiet Providence grave to see his tales inspire drugged Dionysian dropouts to embrace the kind of unspeakable magical rites that so repulsed him. In those days, the public didn’t know much more about Lovecraft other than his timely evocative name and his reputation as an eccentric recluse.

So the counterculture’s mystical wing could erroneously imagine him as a kindred spirit who shared their cosmic yearnings. I made the same mistake. Just as Hermann Hesse’s novels found a new readership among the spiritual seekers of the 60s, the proto-psychedelic aspects of Lovecraft’s work perfectly suited a time when acid routinely opened the minds of millions to exactly the kind of otherworldly landscapes and entities Lovecraft transcribed from his dreams.

 

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

As part of the “Lovecraft generation” could you tell us a bit about your first encounters with H. P. Lovecrafts fiction?

The way Lovecraft’s trans-Plutonian signal entered my radar in 1967 is telling of the times. I was captivated as a child by hearing the psychedelic band H.P. Lovecraft’s haunting “The White Ship” on the radio, a prime example of how the Flower Children adopted Lovecraft as a freaky forefather. So I first assumed “H.P. Lovecraft” was a typically whimsical Sgt. Pepperesque band name of the period, not a real person. I didn’t catch the Lovecraft bug until 1970, when I saw The Dunwich Horror in a seedy Boston movie theater, which helped crystallize my unwholesome obsession with diabolism in the wake of Rosemary’s Baby, Altamont and the Manson murders. Laughably dated today, The Dunwich Horror seemed credibly contemporary then, updated to that psychedelically Satanic era, with Dean Stockwell as the obviously Mansonesque wild-eyed with-it warlock Wilbur Whately. What really grabbed me about the film was Les Baxter’s pioneering use of synthesizers in the atmospheric soundtrack, which spurred my burgeoning interest in dissonant electronica while forever branding itself on my mind as the quintessential Lovecraftian sound.

Equally stirring was Sandra Dee, Gidget herself, writhing orgasmically on an altar as her pelvis served as The Necronomicon’s book holder. Of course, Sandra’s bravura performance gave me a totally wrong idea of Lovecraft’s work! So when I sought out a collection of his stories hoping for more softcore sorcery, I was thoroughly disappointed by the deficit of female characters or any hint of the erotic in Lovecraft’s asexual universe of hysterical bachelors on the verge of a nervous breakdown. The sinister femme fatales lovingly limned in Poe, Stoker, Le Fanu and the erotic tension driving the gothic classics enthralled me, so their lack in loveless Lovecraft was a major let down.

Some of his ideas inflamed my imagination, even as I struggled with his poor execution. Still, for subjective reasons having less to do with his actual texts than the supremely strange times and suitable setting in which I read them, I underwent a brief but intense Summer of Lovecraft in 1970. I voraciously studied his stories for ritual procedure tips while living in a ridiculously appropriate small coastal Massachussets town of West Dennis, the perfect Lovecraftian locale. This quaint former whaling village neighbored Yarmouth, enough like Innsmouth to allow my vivid eight-year-old imagination to hope that any odd sound coming from Nantucket Bay late at night was Cthulhu rising.

 

Paperback, Pan Books 1975

Paperback, Pan Books 1975

Any story which has a particular significance to you?

“Dreams in the Witch-House” comes to mind. It’s one of Lovecraft’s most thinly characterized, adjective-laden and slapdash efforts, but the title intrigued me because my favorite haunt in nearby Salem was the Witch House, a 17th century site connected to the witch trials, which fascinated me as I ghoulishly followed every gory detail of the lurid occult-tinged coverage of the trial of Charlie Manson’s supposed “witches” on TV and in magazines. I was struck by the similarity between Manson’s name and that story’s imprisoned witch Keziah Mason, who, like Manson’s supposed coven, also left mysterious witchy symbols “smeared on the … walls with some red, sticky fluid.” When “Dreams in the Witch-House” first appeared in a 1933 issue of Weird Tales, it probably seemed absurdly unrealistic. But by 1970 you only had to open the newspapers to believe that murderous mystical cults sacrificing to forgotten gods might really be lurking next door.

My interest in ancient Egyptian gods and medieval Devil-lore’s “Black Man” also drew me to that story’s apocalyptic herald Nyarlathotep, the subject of a majestic sonnet of the same name in my treasured Ballantine paperback edition of Fungi from Yuggoth, a collection of Lovecraft’s poetry which I still find far more effective than many of his stories. When I learned that Lovecraft was basically a bookworm who barely experienced any meaningful contact with humans other than by correspondence, I understood why the most fully developed character he ever created was a book, namely, The Necronomicon.

 

Could you share some of your memories about being interested in genre literature during this golden age of pulp revival. I can imagine how exciting it must have been to go paperback hunting during the late 60’s and 70’s with all the old pulp material being collected in books and so much new stuff seeing the light of day at the same time.

Yes, it was an incomparably exciting time to be a connoisseur of the genre. But I only grasped its uniqueness in retrospect, since from about 1964 until it fizzled out in approximately 1974, it was so omnipresent as to seem normal. There was something uncanny in the air you had to be there to experience, but which left a tantalizing trace of its otherworldly aura behind in that age’s artifacts. One vivid memory is how merely browsing any ordinary newsstand’s paperback racks in those years could transport my imagination to other worlds as I stared in wonder at the bewitching array of gaudily colored demons, seductive vampiresses, sorcerers, moldering ghouls and other fiends beckoning from the covers of what seemed like more quaint and curious volumes of forgotten lore than I could hope to read in one lifetime.

The sheer visual intensity overload during that golden age of genre paperback cover art was as amazing as discovering the tales told between the covers. Some of my favorite books (and covers) from that period were edited by the British anthologist Peter Haining, who specialized in compiling obscure black magical and occult-themed fiction, treasure troves of infernal inspiration.

En ung Nikolas og Leonart Nimoy , Atlanta 1974

En ung Nikolas og Leonart Nimoy , Atlanta 1974

No “paperback hunting” was needed, because such spectacular strangeness was everywhere, and not only in paperback racks. I could read from this macabre cornucopia while taking a Creature of the Black Lagoon bubble bath thanks to Colgate-Palmolive’s Soakies, keep my allowance in a Wolfman wallet, fly a Count Dracula kite, listen to a plethora of ghoulish novelty tunes on the transistor radio through a speaker shaped like the Frankenstein’s Monster’s head, and as the decade darkened, rush home after school to turn the TV on at exactly 4 pm to watch “Dark Shadows”, required religious programming for all budding demon summoners.

Since the only films I was interested in were mostly banished to the post-witching hours, I’d force myself to stay up until 3 in the morning to watch, in a state of semi-comatose trance, some creaky old Creature Feature whose plot I already knew from articles in Famous Monsters or Castle of Frankenstein magazines, only to spend the weekend catching the opening of the latest Hammer, American International, or Amicus masterpiece, usually at the sleaziest movie theater in town. In short, like many others similarly afflicted back then, I could easily misspend my youth immersed in the ever expanding supernatural pop cultural explosion.

Though I enjoyed these extra-literary adaptations, I always judged them with fanatical zealotry based on their faithfulness to the original novels and stories they were usually loosely based on. Digging deeper to the source by studying the flood of reprinted demonology texts also reprinted at that time, my fundamentalist fury was roused by how casually authors and filmmakers ignored the ancient rules of genuine vampire, werewolf and demon lore.

 

What about the other authors from the so-called Lovecraft circle? Did they have an equal impact on you? For instance the works of Robert E. Howard whose popularity exploded in ways similar to Lovecraft’s

The whole Weird Tales package impacted me profoundly, from Margaret Brundage’s spicy Sapphic art on the cover to the very last page. Sure, he was a penny a word hack, but I admired the brutal panache of Robert E. Howard’s sweeping sword and sorcery sagas, more full-blooded and vivid than Lovecraft’s work, populated as they were by savage barbarian queens, she-pirates and semi-supernatural Stygian sirens, such as Thalis, “…tall, lithe, shaped like a goddess; clad in a narrow girdle crusted with jewels. A burnished mass of night-black hair set off the whiteness of her ivory body. Her dark eyes, shaded by long dusky lashes, were deep with sensuous mystery…” REH’s conviction that barbarism is preferable to civilization’s soft constraints appealed to me as a welcome alternative to the insipid “peace and love” bandied about in the Aquarian Age I was raised in, as did his Spenglerian vision of cultures in inevitable decay. Significant to my later spiritual development, my first awareness of the god Seth came not through Egyptian myth but through Robert E. Howard’s distorted depiction of Him as the Stygian theocracy’s supreme deity in the Conan tales.

Hardcover, Lymington 1963

Hardcover, Lymington 1963

Another Weird Tales alumni and Lovecraft correspondent whose way with the sinister feminine intrigued me was the unjustly forgotten Fritz Leiber, Jr.. Long before I fully understood what the left-hand path meant, this line from Leiber’s The Unholy Grail called to me: “You are more tempted by the hot lips of black magic than the chaste slim fingers of white, no matter to how pretty a misling the latter belong – no, do not deny it! You are more drawn to the beguiling sinuosities of the left-hand path than the straight steep road of the right.” Clark Ashton Smith’s insanely overripe ornately stylized prose intoxicated me, especially the erotic exoticism of the collection published in 1970 as Zothique.

I wanted to live in the chamber he described as “a room with tapestries of shameless design, where, on a couch of fire-bright crimson, the Princess Ulua sat with her latest lovers amid the fuming of golden thuribles” just as I longed to meet hisWhite Sybil” whose “tones filled him with an ecstasy near to pain. He sat beside her on the faery bank, and she told him many things: divine, stupendous, perilous things; dire as the secret of life; sweet as the lore of oblivion; strange and immemorable as the lost knowledge of sleep. But she did not tell him her name, nor the secret of her essence; and still he knew not if she were ghost or woman, goddess or spirit.” Smith’s self-described goal of crafting “verbal black magic” that worked “like an incantation” on the reader greatly influenced my own magical approach to the arts.

Frank Belknap Long produced only one minor masterpiece, “The Hounds of Tindalos” but it stuck with me as an original, convincing depiction of ritual evocation. Reading it in that druggie decade I thought that Long’s device of a fictional psychedelic substance was forward-looking for 1929. But I’ve probably found more consistent pleasure over the years in the varied works of Lovecraft’s underrated disciple Robert Bloch than in the rarefied realms of his more celebrated peers. Though he was a skilled craftsman rather than a visionary, Bloch demonstrated diversity and range, brought some welcome wicked black humor to the standard repertoire, and pushed genre boundaries, innovating in a career spanning the pulps of the 30s and 40s to adapting some of his tales into some of my favorite macabre films and TV shows of the 60s and 70s.

 

Were you also part of the Dungeons & Dragons boom in the 1970’s?

Many false accusations have been lobbed at me over the years, but that’s the most slanderous one yet! No, I never had the slightest interest in D&D.

 

Paperback, Creation Books 2002

Paperback, Creation Books 2002

I’m quite fascinated by the way the fiction of Lovecraft and to some extent also the works of Clark Ashton Smith has crept into occultism and Satanism. I could well imagine that you have some firsthand experience with this. Can you tell us a bit about this and also, what you have called “the unintentional negative impact Lovecraft, the Cthulhu Mythos and some of his peers have had on modern occultism and Satanism, misleading many into delusive fantasy realms”

Alex Berzin, a gifted Western teacher of Tantric Buddhism, once gave a lecture on this sort of thing, entitled “What Is the Difference between Visualizing Ourselves as a Buddhist Deity and a Deluded Person Imagining They are Mickey Mouse?”. Anyone practicing magic based on Lovecraft’s characters is doing Mickey Mouse magic. Lovecraft made his stance crystal clear when he wrote, “I am, indeed, an absolute materialist so far as actual belief goes; with not a shred of credence in any form of supernaturalism – religion, spiritualism, transcendentalism, metempsychosis, or immortality”.

And yet, it’s become an article of faith among occultists that Lovecraft was an unknowing prophet whose stories reveal cosmic Thelemic truths or Hidden Satanic Laws, a fallacy reaching its nadir in the mindless credulity of the Internet’s postmodern playground. Some Satanists see Lovecraft as a closet Luciferian, but consider what he wrote to Clark Ashton Smith: “The idea that black magic exists in secret today, or that hellish antique rites still exist in obscurity, is one that I have used and shall use again. When you see my new tale “The Horror at Red Hook”, you will see what use I make of the idea in connexion with the gangs of young loafers & herds of evil-looking foreigners that one sees everywhere in New York.” Does that provincial xenophobic disgust sound like it came from someone with the least sympathy for the Devil?

Paperback, Pan Books 1972

Paperback, Pan Books 1972

I first met seemingly intelligent people who believed that the Cthulhu Mythos was objectively real in London in the early 80s when I was involved with followers of Kenneth Grant, the first major occult figure to postulate as long ago as the 50s that Lovecraft was unconsciously a hidden Adept. From Grant’s Typhonian OTO, the notion spread to the then-new magical fad called Chaos Magick, and is still parroted among many occult factions today. Because I was so steeped in Weird Tales, when I first interviewed my future father in law Anton LaVey for a book I was writing in 1988, I immediately noted how much of his Church of Satan originated in Weird Tales stories LaVey read in his youth.

The Church of Satan newletter’s name comes from a fictional Satanic publication called “The Cloven Hoof” in a Robert E Howard story. LaVey made the trapezoid a key ingredient in his creed, but never mentioned its source, the Shining Trapezohedron from Lovecraft’s “Haunter in the Dark”. He claimed that “Die Elektrischen Vorspiele” in his Satanic Rituals was an authentic ceremony dating from the Weimar Republic, but much of it is stolen directly, and uncredited, from Frank Belknap Long’s “Hounds of Tindalos”. Long was appalled by its misuse when he learned of it from one of LaVey’s most avid followers. Zeena told me about a Church of Satan psychodrama she participated in as a child which her father based entirely on Clark Ashton Smith’s “The Weird of Avoosal Wuthoqquan”.

When I say it’s utterly futile and harmful to work magically with Lovecraftiana, I know my warning seems meaningless to those who believe the modern existentialist dogma that all gods were created by man, and thus consider Cthulhu no more fictional than any deity. But a core practice of ceremonial magic going back to ancient theurgy is to establish the bona fides of the spirits summoned so that the magician is not led astray by malicious imposters. Difficult enough when attempting to contact a spiritual being whose existence has manifested for many thousands of years, let’s say, Venus, Quetzalcoatl or Odin. Attempting to communicate with a character who we know is fictional, whether it be Chthulhu, Tarzan, Holden Caulfield, or Sabrina the Teenage Witch, is, at the very least, a complete waste of time, and at the worst, a symptom of mental illness. It shows a complete misunderstanding of the purpose of spiritual endeavor, and has no more meaning than Cosplay or other role-playing games.

Invoke Cthulhu, and all you’re likely to stir up is what remains of the mental residue of the depressed neurotic nihilistic human being who created it. That’s not to say that there isn’t a kind of magic in how writers conjure their characters to credible life in their minds and then to the minds of their readers, but that’s a whole other line of inquiry.

 

Paperback, Creation Books 2001

Paperback, Creation Books 2001

I know that you at one point were influenced, philosophically, by the writings of Lovecraft, but have you at some stage also sought religious truth in his fiction or for instance the fiction of Crowley?

No. The apocalyptic anti-human tenor of Lovecraft’s fiction left its traces in some of my earliest work, and I referenced his story “The Music of Erich Zann” in some of the first Radio Werewolf material, since it suited the theme of musical frequencies from other worlds. But I never agreed with Lovecraft’s atheist materialist scienticism. I included a sample of Aleister Crowley’s fiction for historical purposes in my 2001 anthology Flowers from Hell: A Satanic Reader, but the Great Beast’s cumbersome attempts at literature, along with his childishly inept paintings, reveal that he didn’t possess the truly creative artist’s mind necessary to being a competent magician.

Even at the height of my supremely selfish Satanic phase, Crowley’s personality, especially his cruelty to animals, repulsed me on a deep visceral level. Crowley was a pompous woman-hating toxic narcissist whose undeserved reputation, bolstered primarily by the Beatles, Jimmy Page, and Ozzy Osbourne, still leads gullible spiritual searchers to accept his woefully inaccurate misinterpretations of ancient tradition, thus leading them into a dead end. Magic is a universal natural activity of the human species, interwoven with the prehistoric roots of art, music, medicine, culture and governance. “Magick” as extolled by Crowley was an attempt to “brand” it with a Crowleyan trademark, just as his disciple L Ron Hubbard did more successfully by rebranding it as “Scientology”.

Crowley is the essence of what Rene Guenon described as “counter-initiation”, a false path whose allure distracts one from true spiritual wisdom. Crowley’s creed of finding and acting on one’s “True Will” is a self-destructive exaltation of a permanent Self, or ego, which is the root cause of all suffering. Zeena and I comprehensively critique Crowley in our book Demons of the Flesh, so I won’t be too redundant here.

Nikolas Shreck and Zeena - Anton LaVeys dater

Nikolas og Zeena Schreck

 

As professionally a researcher on rituals I find the transformation from fiction into religious practices immensely fascinating. At least to my mind it fundamentally seems to shed some light on the way we continuously construct and elaborate metaphysical ideas to accommodate our current situation. While Lovecraft et al aren’t the sole example of this they certainly seem to have had a particularly strong appeal. Why do you think that is?

For the same reason starving people gorge themselves on the empty calories of fast food if that’s all that’s available. Since the West severed its connection to the ancient myths and sacred lore which once nourished us, our long lost gods have been replaced by the ersatz quasi-religion provided by such newly fabricated pop culture myths as Lord of the Rings, The Cthulhu Mythos, the Star Wars franchise, all of which I’ve seen adopted as spiritual prototypes by many deluded occultists. This went on long before Lovecraft, the most striking example being the pious Christian John Milton’s Paradise Lost unintentionally inspiring 19th century Satanists to revere the Fallen Angel, as William Blake famously observed in his statement, “The reason Milton wrote in fetters when he wrote of Angels and God, and at liberty when of Devils and Hell, is because he was a true Poet and of the Devil’s party without knowing it“.

Another author of fiction assumed by such notoriously unreliable 19th century occultists as Rudolf Steiner and Madame Blavatsky to reveal initiatory truths was Sir Edward Bulwer Lytton, whose unreadably bad novels Zanoni and The Coming Race influenced Theosophy and the Golden Dawn, giving birth to the notion of “Vril” a completely fictional idea which many misguided occultists and conspiracy theorists still believe is a genuine historically attested spiritual phenomenon.

A very useful angle from which to regard this phenomenon is L Ron Hubbard, a 1930s pulp fiction fantasist who dabbled in Crowleyan magic deliberately creating a false neo-religion as a money-making scheme, whereas in Lovecraft we have a 1930s pulp fiction fantasist’s stories adopted posthumously by his mentally unhinged fans and transformed into a false neo-religion. Hubbard’s Xenu and Lovecraft’s Cthulhu are more closely related than it seems. My late friend Forry Ackerman, who dealt with both Lovecraft and Hubbard, working as the latter’s literary agent, told me many anecdotes of how Hubbard, in the late 30s, before he dreamed up Dianetics, dropped mysterious hints about his writing a secret book of esoteric wisdom called Excalibur, which would supposedly drive anyone who read it mad. Of course, nobody ever saw this non-existent fabled manuscript. I think it’s very likely that Hubbard based this gimmick, the seed of Scientology, on reading about his pulp peer Lovecraft’s The Necronomicon.

Ultimately, I think the answer to your question lays in the fact that genuine initiation in any real spiritual tradition rooted in ritual requires intellectual rigor, discrimination, and disciplined training of your own mind, whereas its much easier and more fun to scratch a casual spiritual itch by simply reading a dualistic fictional narrative without any of the hard work true spiritual practice demands. It’s also worth examining this groundbreaking recent research, brought to my attention by Zeena, suggesting that despite his skepticism about the supernatural, Lovecraft almost certainly plagiarized essential aspects of his Mythos from the occult writings of the Theosophist Alice Bailey.

 

Paperback, Apocalypse Edition,World Operations 2011

Paperback, Apocalypse Edition,World Operations 2011

Do you for instance think that novels like The Devil Rides Out and Rosemary’s Baby, which both culled occult trivia, also had an impact on the development of modern Satanism?

Absolutely. The basic contention of my book The Satanic Screen and its companion volume Flowers from Hell is that almost all of what the general public knows as modern Satanism is an artificial patchwork quilt sewn together from bits and pieces of classical literature, especially Dante’s Inferno, Goethe’s Faust and Milton’s Paradise Lost, and its later debased popular derivations in Wheatley, Ira Levin and others, finally crystallizing in mass consciousness in cinematic portrayals of diabolism. I would go so far as to argue that there would be no modern Satanism as we know it were it not for Wheatley’s influence on British occultists since the 1930s and the even wider worldwide sociocultural impact the popularity of the novel and film Rosemary’s Baby exercised on the imagination of a generation peculiarly receptive to a shift in perception about the Devil.

Of course, it’s a chicken and the egg quandary, as it makes perfect sense that the Devil would seek to enter the minds of millions through apparently harmless popular entertainment crafted by such atheist non-believers as Ira Levin and Roman Polanski. So there is a serious spiritual riddle looming behind those events, namely the enduring mystery of what metaphysical doorway opened between the worlds in the 1960s before slamming shut in the mid-70s.

Paperback, Creation Books 2001

Paperback, Creation Books 2001

 

You are the author behind several publications. The Manson File (1988) for instance. But also Demons of the Flesh: The Complete Guide to Left Hand Path Sex Magic from 2002 and The Satanic Screen: An Illustrated Guide to the Devil in Cinema. Quite diverse topics! Can you tell us a bit more about these books?

All of my books to date draw on my own personal experience to fill gaps in knowledge about arcane subjects which everyone thinks they understand, but actually don’t. My underlying unifying theme, despite the diversity of topics, is exploring the difference between conventionally perceived consensus reality and the way things actually are. My recent greatly expanded second edition of The Manson File: Myth and Reality of an Outlaw Shaman examines in depth the complex facts beyond simple popular fantasies concerning Charles Manson’s philosophy, spirituality, music, life and crimes, revealing that the so-called “Manson murders” were not random ritual killings intended to start “Helter Skelter”, but were simply a series of botched drug deals between criminal associates whose Mafia connections were covered up to protect the careers and reputations of the many movie and rock music celebrities involved.

Demons of the Flesh: The Complete Guide to Left Hand Path Sex Magic was a collaboration with Zeena which set out to foster understanding from the perspective of practitioners on the vastly misunderstood topic of “the left hand path”, a phrase hijacked and hopelessly misunderstood by Western occultists but which is actually a yogic tradition rooted in Eastern Tantra devoted to worship of the feminine principle. The Satanic Screen was the first book to document the history of the portrayal of the Devil and Satanism in the cinema, delving into the synergy of how genuine occult practice influenced these films, just as the films went on to influence genuine occult practices.

 

Nikolas Schreck demonstrerer kuren mod kulter og kætteri, 1987

Nikolas Schreck demonstrerer kuren mod kulter og kætteri, 1987

Do you still read horror literature?

I occasionally dip into worthy entries from earlier eras, and am glad to stumble onto an unknown or forgotten gem, but for the most part, I stopped keeping up with the genre in the mid-80s. One reason is that the deeper one delves into spiritual experience, the less convincing and inspiring even the most realistic fictional portrayal of the supernatural becomes. I started to lose interest when gothic supernaturalism rooted in European folklore gave way to crude depictions of physical violence for its own sake in the splatter/slasher subgenre.

My snobbish elitism was also offended by the increasingly plebeian Joe Six Pack effect of Stephen King, who sanitized what was once a sleazy and disreputable dark corner of literature for outsiders into a brightly lit McDonalds for the masses. The final nails in the coffin were driven in by Anne Rice, who defanged the creatures of the night, turning them into a politically correct misunderstood minority of fey dainty whiners, an unfortunate trend continued by the post-Hellraiser Clive Barker, and degenerating into the ghastly abomination that is Twilight and its many imitators.

 

During your long career you have been in contact with a host of quite prominent people – Robert Bloch, Vincent Price and Christopher Lee to name a few. How did you for instance get in contact with Bloch?

Yes, I’ve been privileged to get to know and to work with many genre icons whose work I’ve admired over the years, but since we’ve focused here on Weird Tales and its echoes, I’ll stick to Bloch. I first met him in 1976, when he, along with the surreal combination of Ray Bradbury, Groucho Marx, and Timothy Leary, was a guest at the Los Angeles Book Fair held in the long since destroyed Ambassador Hotel, the site of Robert Kennedy’s assassination. Despite his legendary reputation, he was completely approachable. Perhaps because his mentor Lovecraft had been so helpful to him in the 30s when Bloch was an aspiring teenage writer, he too was generous with his time to me and to many other would-be writers.

I think he was sick of being remembered only for Psycho so he was probably relieved to hear someone so young enthuse about some of his more obscure tales, such as the pleasingly perverse “A Toy for Juliette”, “The Past Master”, “The Cloak”, “The Living Dead”, “Return to the Sabbat”, “The Skull of the Marquis de Sade” and his Amicus film anthologies. After graciously looking over some of my short stories which I’m sure were awful, he later gave me several eminently practical writing tips. In private, his gallows humor was sharper and more profane than in his books, and his no-nonsense approach to writing as professional craft and daily discipline was a useful antidote to any romantic adolescent notions about waiting for the Muse I may have otherwise entertained. Bloch was adamantly uninterested in occultism, but was at least open-minded and more amused than alarmed by my open pursuit of magic, which hasn’t always been the case with other genre figures I’ve known. I often saw him as a speaker at meetings of the Count Dracula Society run by Dr. Donald Reed, a classic grotesque Day of the Locusts Hollywood character of the old school.

Paperback, Pan Books 1980

Paperback, Pan Books 1980

The Count Dracula Society was the last remnant of a Los Angeles tradition of magicians mingling with authors of fantastic fiction that went back to the days when Jack Parsons and other occultists hung around with Heinlein and Bradbury at the old Clifton’s Cafeteria meetings of The Los Angeles Science Fantasy Society in the late 30s. I kept in touch with Bloch until 1983 when I drifted away from that fading milieu, but honored him by quoting his line “a clown after midnight isn’t funny” in the Radio Werewolf song “Pogo the Clown” a very Blochian character study of a serial killer.

 

And here we arrive at the end of the correspondence. Thanks for the Interview Nikolas and good luck with your future endeavors.

 

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Clive Barker, Imajica (1991): Kosmiske gentagelser

Paperback, HarperCollins 1999

Paperback, HarperCollins 1999

Jeg er rigtig glad for Clive Barkers tidlige noveller. De første bind i Books of Blood-serien er fabelagtige og pligtlæsning for alle, der vil forstå, hvor gyserlitteraturen bevægede sig hen i 80’erne. Barker arbejdede sig imidlertid i løbet af 90’erne væk fra sin tidlige form og fandt i stedet sit udtryk i det, der bredt kendes som urban fantasy. En proces, jeg kun kan beklage, fordi jeg har svært ved at finde den samme passion og vildskab i de senere, ofte ganske lange, fantasyromaner.

Et eller andet sted i vadestedet mellem den unge 80’er-Barker og den etablerede, feterede forfatter står Imajica fra 1991. En monolitisk roman, der i min udgave tæller et godt stykke over 800 sider, og alene af den grund synes ærefrygtindgydende. Romanen er blevet rost til skyerne af Barker-fans, og bogen er en af de af hans romaner, der har vundet anerkendelse i bredere, litterære kredse uden for genremiljøet.

Det lyder jo alt sammen meget godt, men trods det, har jeg haft svært ved at svinge mig op til at læse Imajaca. Men min skepsis var grundløs, for nu hvor jeg har fået den læst, er det klart for mig, at bogen er ganske, ganske veldrejet. Den en fremragende roman, der trods sit mastodontiske omfang ikke er en eneste side for lang. Imajica har et modent overskud, og Barker jonglerer rutineret med komplekse mønstre, der ganske enkelt er mesterligt udtænkt. At selve hans stil og udtryk har mistet en hel del kraft, er en anden snak og i virkeligheden af mindre betydning i præcis dette tilfælde, hvor konceptet bag romanen klart er det vigtigste.

Clive Barker (født 5. oktober)

Clive Barker (født 5. oktober)

Men lad os lige få handlingen på plads. Den fallerede kunstfalskner John Zacharias, bedre kendt som Gentle, og dennes ekskæreste Judith bliver kastet ud i et langt eventyr, der fører dem fra denne verden og ind i tilstødende verdener. Her opdager de langsomt hver for sig, at deres liv ikke blot har været forbundet i nutidens London, men strækker sig tilbage gennem århundrederne og rækker videre end blot dem selv. De er nemlig forbundet til et enormt, metafysisk kompleks, der i sidste ende snor sig om universets sande gud Hapexamendios.

Universet består nemlig af fem verdener, hvorfra Jorden blev adskilt for længe, længe siden. Da Jorden blev skilt fra de fire andre, mistede menneskene kontakten med magien og de energier, som de øvrige verdener rummer. Jorden er dog ikke skilt permanent fra de øvrige verdener. En gang hvert andet århundrede er det muligt at forsøge en genforening, og det er netop, hvad Gentle og Judith er skabt til. Det ved de ikke, da bogen begynder, men kapitel for kapitel bliver den kosmiske fortælling åbenbaret for dem, og deres vej frem mod verdenernes genforening bliver en lang og kompliceret færd. Undervejs møder de gamle og nye venner såvel som fjender, for ikke at nævne et mylder af mere eller mindre bizarre statister, der alle enten arbejder for eller imod verdenernes genforening. Altsammen noget, der delvist udspiller sig i miljøer, som ikke har så lidt til fælles med Lovecrafts The Dream-Quest of Unknown Kadath.

Imajica spænder således sin fortælling over fem verdener og flere hundrede års historie. Den opererer med betragteligt persongalleri og åbner for mange små fortællinger i fortællingen, hvilket alt sammen kræver tid og plads. Ikke desto mindre føles handlingen som tæt og nærmest intim. Som et enormt, kosmisk kammerspil, hvor bipersoner falder ind og ud af samtalen mellem bogens vigtigste karakterer. Alt i romanen synes vævet ind i hinanden og uløseligt forbundet med den store genforening, de arbejder sig henimod. Det viser sig da også ret hurtigt, at Barker opererer med en lang serie af gentagelser – både gentagelser i selve bogens handling og gentagelser af andre, velkendte mytiske fortællinger.

Hardcover, HarperCollins 1991. Romanens 1. udgave

Hardcover, HarperCollins 1991. Romanens 1. udgave

Den store fortælling, som Imajica først og fremmest gentager, er Det nye Testamentes beretning om Jesus. Gentle er med andre ord Jesus, eller opfylder i hvert fald selvsamme plads i fortællingen som Jesus. Og den genforening af verdenerne, som han arbejder for, er gendannelsen af båndet mellem Gud og mennesket efter synderfaldet. Alle de øvrige personer i romanen har ligeledes deres rod i det nytestamentlige univers. Barkers brug af de bibelske forlæg er stedvist åbenlys, som når Judith er en slet skjult reference til Judas, andre steder mere subtil. Imidlertid er bogen ikke en regulær genfortælling af Det nye Testamente i ny indpakning; bogen er en kyndig drejning af bibelberetningen, som ikke alene fremstiller den kristne fortælling som en gal guds tyranniske krav om at blive elsket af sine børn, den sætter spørgsmål ved maskuline værdier, menneskets status i verden og udtrykker sympatier for før-kristne, hedenske urkræfter.

Konceptuelt er Imajica ganske enkelt forbløffende stærk. Bogens både kyndige og finurlige brug af Bibelen som udgangspunkt for romanen sniger sig ind på læseren gennem små antydninger, indtil det ligger klart for os, at Barker er i gang med at ”afsløre” en dunkel virkeligheden bag Bibelens ord. Pointerne bliver altså gradvist etableret og til sidst i bogen, da Gentle må vandre i den øde gudsstad som Jesus, der nedfarer til dødsriget, opnår Barker en form for numinøs gru, som jeg ikke har mødt mange steder før. Gudsbyen, det himmelske Jerusalem, er nemlig i Barkers behandling et smukt, men koldt, sted uden liv. Det er her Guden, der vil elskes, bor, men fordi der kun er plads til perfektion, har intet andet kunnet bosætte sig. Gudsstaden er en spøgelsesby med post-apokalyptiske konnotationer. En fabelagtig skildring, der leder tanken hen på det sunkne Carcosa og totalitære skrækvisioner.

Og pointen strækker sig endda videre end det. Barker antyder nemlig, at mennesket er fanget i en evig cirkelbevægelse, der lader os gentage de samme fortællinger og idéer igen og igen uden at komme ud af denne ring. Altså et åndeligt fangenskab, men måske er der håb. Måske kan mennesket faktisk en dag hæve sig ud af dette fangenskab. Det antyder Barker i hvert fald, men i virkeligheden er den optimistiske tone, som romanen slutter med, endnu et udtryk for Barkers mesterlige komposition. For spørgsmålet er nemlig om ikke de håb bogens afslutning bringer, bare er endnu et udtryk for vores behov for at sætte lid til drømme om bedre tider der aldrig kommer. Det er utvivlsomt, hvad Barker har i tankerne.

Hardcover, HarperCollins 1991. Den første, engelske udgave af romanen

Hardcover, HarperCollins 1991. Den første, engelske udgave af romanen

Man kan sige, at Imajica foretager en række forskydninger af den bibelske fortælling, som overfladisk set ville kunne kaldes en queering af teksten. Barker presser i hvert fald et seksuelt tvetydigt element ind i fortællingen, der får afgørende betydning for hans fremstilling af den bibelske beretning. Men det stikker bare dybere end som så. Med en på en gang kompleks og enkel augustinske bibeludlægning bliver Barker nemlig til kritiker af forbrugersamfundet og vores hang til at lade os stille tilfredse med materielle goder og fornøjelser. Barker opfordrer os med romanen til at stræbe højere mod filosofisk og åndelig vækst, og selv om han ikke præcis sige, hvor vi skal gå hen med vores søgen, er dette måske også selve pointen. Jagten på sandhed og indsigt tjener sit eget formål og er i virkeligheden den dynamiske kraft, der skal hæve os ud af den sociale og intellektuelle stilstand, som Barker spidder med romanen.

Imajicas styrke ligger afgjort i dens fabelagtige koncept. Selve Barkers prosa er nemlig anstrengt og upoleret, hvilket måske skyldes bogens omfang. Teksten har ikke den gennemførte, isnende æstetisk, som Barkers tidlige noveller er karakteriseret ved. Snarere er der i Imajaca tale om et rugbrødssprog, der skal drive projektet frem uden at kunne stå med et selvstændigt udtryk. Det skulle da lige være de små manierismer, der er så typiske for Barker. Den krukkede sarkasme, begejstringen for kropsvæsker, fremmede dimensioner, metamorfoser og de omhyggeligt skildrede sexscener. Der er naturligvis også en masse andet, der entydigt hører hjemme i Barkers tekstunivers, og som sikkert vil kunne glæde mangt en gammel Barker-fan.

Paperback, Perennial  2002

Paperback, Perennial 2002

Som sådan står prosaen dog ikke synderligt stærkt, og måske er det også præcis det, der gør, at jeg har mistet meget af min begejstring for Barkers senere værker. Hans sprog er først og fremmest blevet et redskab til historiefortælling, mens de fandenivoldske, flamboyante tekster hører ungdommens tekster til.

Imajica er imidlertid et særtilfælde, fordi Barker her har ramt en åre, der er større og stærkere end noget andet, han sidenhen har kastet sig over. Med Imajica parafraserer han 2000 års kulturhistorie og leverer et storslået bud på kristendommen, som den tager sig ud fra outsiderens synspunkt. Et synspunkt, der i bedste fald kan beskrives som et sadistiske, maskulint regime. Imajica er en stor bedrift og måske Barkers sidste hovedværk. Jeg har i hvert fald svært ved at tro på, at han nogensinde kommer til at overgå romanen her. Og hvor er jeg glad for, at jeg overkom min ladhed og langt om længe fik læst bogen.

Paperback, Voyager Classics 2002

Paperback, Voyager Classics 2002

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Joe Hill, Horns (2010): Alt for venlig mørk fantasy

Hardcover, HarperCollins 2010

Hardcover, HarperCollins 2010

Det sker ikke så tit, at jeg er på omgangshøjde med ting, der er oppe i tiden. Det lader imidlertid til, at det er tilfældet med Joe Hills Horns, som jeg impulskøbte for nogen tid siden, da jeg faldt over et godt tilbud. Joe Hill er i vælden på grund af filmatiseringen af bogen, og Horns er et varmt roman-emne, der navnlig har vakt det amerikanske publikums begejstring. Jeg må blankt erkende, at bogen ikke vækker samme entusiasme hos mig, men det skal jeg komme tilbage til om lidt.

Horns er en skæv, genreoverskridende fortælling, der krydser urban fantasy, horror og humor i en rund, ligetil fortalt romanform. Hills sprog og fortælleteknik er med andre ord let, glidende og ukompliceret – måske endda for glat og poleret i hvert fald for min smag. Historien begynder, da Ignatious ”Ig” Perrish vågner en morgen med voldsomme tømmermænd og til sin skræk opdager, at han har fået horn i nattens løb. Vi taler vel at mærke rigtige horn, der stikker frem fra hans pande. Det udløser naturligvis en serie absurde scener og overvejelser, hvor Ig forsøger at forstå, hvad der er sket med ham.

Joseph Hillstrom King  (født 4. juni 1972)

Joseph Hillstrom King (født 4. juni 1972)

Ret hurtigt står det klart for Ig, at han har gennemgået en transformation i nattens løb, der har gjort ham til en form for djævel. Konkret betyder det, at alle, Ig møder, føler et stort behov for at udlevere deres mørkeste, mest beskidte hemmeligheder til ham. Tilmed har Ig fået evnen til at påvirke folks tanker og handlinger i den retning, han ønsker. Han kan vel at mærke ikke tvinge nogen til noget, de ikke vil, men Ig kan plante idéer i hovedet på folk, og de fleste vælger sørme også at følge hans som oftest amoralske opfordringer.

Både Ig og læseren spørger sig naturligvis ganske hurtigt, hvorfor Ig har gennemgået forvandlingen, og svaret ligger øjensynligt i en skrækkelig hændelse, der fandt sted nogen tid før, bogen begynder. Igs kæreste siden gymnasiet, Merrin, blev nemlig brutalt voldtaget og myrdet en nat, og Ig fik skylden. Han blev imidlertid ikke dømt for drabet på grund af manglende beviser, men mistanken er aldrig forsvundet, og siden sagens afslutning har Ig levet som udstødt i lillebyen Gideon, hvor han er født og opvokset.

Hardcover,  PS Publishing 2010

Hardcover, PS Publishing 2010

Ig og Merrin er væsentlige karakterer i bogen, men vi får også hurtigt bragt to centrale figurer mere på bane. Nemlig Igs ældre bror Terry, for hvem alting lykkes og livet er en leg, og Igs barndomsven Lee; et dystert knudemenneske. Det er den firkløver, hvorom alting drejer sig i Horns, og både baggrunden for Igs horn og Merrins død ligger begravet et sted imellem dem, skjult bag barndomskonflikter, jalousi og indestængt seksuel frustration.

Joe Hill har i Horns kækt skåret sine metaforer ud i pap og gjort det åbenlyse til et tema for sin roman. Gideons kollektive stigmatisering af Ig bliver håndfast, da vores hovedperson får horn og bliver til den djævel, som de beskylder ham for at være. Vi ved fra begyndelsen med mere eller mindre sikkerhed, at Ig er uskyldig, og romanens første del beskriver Igs forsøg på at stykke hændelserne sammen den nat, hvor Merrin blev dræbt. Sandheden går da også rimelig hurtigt op for ham, og Ig, der ikke længere har noget at miste, beslutter derfor rent faktisk at blive til den djævel, man beskylder ham for at være. Han planlægger en dæmonisk hævn, men det viser sig ikke at være helt så let, som man skulle tro.

Hardcover, Orion 2010

Hardcover, Orion 2010

Og her ligger et andet af Joe Hills ganske bombastiske greb. Mens vores hovedperson er en uskyldig i en djævels krop, skjuler Igs modstander sig bag et kors – altså en djævel i forklædning som uskyldig. Ig og Merrins drabsmand udgør derfor to poler i fortællingen mellem relativ uskyld og åbenlys dæmoni. Mellem disse poler befinder indbyggerne i Gideon sig, og Ig afslører alle de små beskidte hemmeligheder, som indbyggerne ikke under normale omstændigheder ville drømme om at indrømme for nogen som helst. Igs horn frister dem imidlertid til at komme ud af skabet, og der bekendes således homoseksualitet, morderiske fantasier, tyverier og seksuelle tilbøjeligheder i et væk.

Joe Hills pointe er naturligvis, at skindet altid bedrager, og at vi alle inderst inde har sider og tilbøjeligheder, som ville være mindre behageligt at udbasunere offentligt. I den forstand er vi alle dæmoner og djævle, men hvis det forholder sig sådan – hvilken rolle efterlader det til den egentlige Djævel medstort D?

E-bog, Gollancz 2010

E-bog, Gollancz 2010

Igs transformation bliver en form for vrangvending, hvor hans pæne ydre vendes ind og den indre djævel eller svinehund kommer up på overfladen. Hills tanke går imidlertid videre end det. Selve djævlens rolle bliver nemlig også udlagt i romanen som den metaforiske skikkelse, han som oftest ses fremstillet som i dag. Altså ikke som en egentlig entitet og frister, men som et billede på menneskeligheden fejlbarlighed. Dermed, som Ig selv erkender ved bogens slutning, er Djævlen også en del af det guddommelige skaberværk og derfor dybest set et led i Guds plan. Djævlen er dermed ikke ond, men nærmere et koncentrat af den menneskelige natur og derfor i virkeligheden en figur, der står os ganske nær.

Det må også være klart, at Joe Hills roman afgjort er religiøs og indsovset i folkelig, moderne teologis forestillinger om synd og syndefald. Nuvel, det kan man mene om, hvad man vil. Mit problem med Horns er, at den grundlæggende er en optimistisk fortælling om kærlighed og venskab, der er pakket ind i et gotisk formsprog. Hill etablerer en dyster tone, men den dysterhed, han lægger for dagen, er dybest set triviel og banal, ja hvis endda ikke lidt bornert på en puritansk, amerikansk facon. Prikken over i’et er naturligvis den forsonende og varme lykkelige slutning, der afleverer Hills humanistiske kærlighedserklæring til det fejlbarlige menneske med en stor, rød sløjfe til læseren.

Paperback, Gollancz  2011

Paperback, Gollancz 2011

Joe Hill indskriver sig i den genretradition som navnlig Stephen King (Hills far – så er det nævnt) og Peter Straub kom til at repræsentere i løbet af 80’ernes sidste del. Det vil sige den møjsommeligt nøjagtige gennemtrawling af barndomsminder og mellemmenneskelige relationer i små miljøer, hvor skæbner væves sammen til en forestilling om en ”normaleksistens” i det moderne samfund. Lidt overnaturlige hændelser får så lov at krydre dette og udløser de gnister, der udløser historien og romanens spændingsmoment. Kan ske det er vejen til gemytlig litteratur om mennesker og menneskers forhold til hinanden, men dybest set svigter formen ved ikke at afsøge de dystre afkroge, der blev os lovet i det dystre anslag.

Grundlæggende interesserer den romankonstruktion mig derfor også meget lidt, fordi den kvæler enhver stemning i uendelige samtaler og hverdagsskildringer. I Joe Hills tilfælde har jeg tilmed ikke megen sympati for den sødladne tone, der ligger maskeret bag alt den gotiske galgenhumor. Selvom Ig er vred og rasende, savner Horns oprigtig vildskab og frustration. Det hele bliver tandløs metervare, der måske nok fungerer som velfortalt historie, men litterært og kunstnerisk fejler romanen eklatant som uambitiøst, intellektuelt fattigt prosa helt og aldeles uden horn.

Paperback, Gollancz  2014

Paperback, Gollancz 2014

 

Paperback, Harper 2014

Paperback, Harper 2014

Skriv en kommentar

Filed under Roman