Tag Archives: Michael Crichton

Michael Crichton, Timeline (1999): Bestsellerbluff

Paperback, Ballantine Books 2003

De fleste bestsellerforfattere finder sig hurtigt en komfortabel hylde, hvorfra de kan udsende deres værker i den stil og form, som læserne nu engang elsker. Michael Crichton hører afgjort hjemme i dette bestsellergebet, og han fandt absolut også en hylde. Vel at mærke en hylde, der jævnligt har bragt ham i kontakt med den type genrefiktion, som Fra Sortsand handler om.

Crichton har betaget sit publikum med romaner, der i bedste SF-stil tager afsæt i naturvidenskabelige eller matematiske idéer og udnytter dette til hæsblæsende spændingsfortællinger, som tilmed som oftest irøres en alvorlig moralsk opsang til verden. Som stilist betragtet er Crihcton ligegyldig, men han har ramt den gyldne formel med korte kapitler og løbende, små spændingsmomenter, der sikrer, at læseren holdes til ilden og villigt gnaver sig gennem historien. Det er solidt håndværk, men sprogligt dybt uinteressant. Samtidig lader det sig ikke fornægte, at Crichton først og fremmest var en idéernes mand; stemning og psykologisk indlevelse er dermed så som så i hans romaner, der først og fremmest har et plot, der skal afvikles samt et budskab, der skal hamres hjem. Jeg er ikke nogen fan, som det sikkert fremgår.

John Michael Crichton (23. oktober 1942 – 4. november 2008)

Med Timeline er det kvantemekanik og tidsrejser, der står på programmet. Kort fortalt er det lykkedes for den brillante Robert Doniger at udvikle en teknologi, der tillader at parallelforskyde individer i tid. Doniger er skrupelløs og ønsker dybest set kun at udnytte denne utrolige tidsrejseteknologi til personlig vinding. Teknologiens potentiale skal imidlertid undersøges, før den kan anvendes kommercielt, og derfor har man valgt at bruge arkæologen Edward Johnston som prøveklud. Johnston er ved at undersøge en landsby samt tilhørende borgruin fra middelalderens i Frankrig sammen med et hold af specialister. Arkæologernes undersøgelser og specialviden skal således på sigt bruges til en rekonstruktion af borg og by, der i sidste ende forhåbentlig kan blive et rejsemål for turister.

Alt dette ved arkæologerne kun en brøkdel af, men da deres leder Johnston forsvinder, og hans briller samtidig dukker op i et rum, der har været forseglet siden middelalderen, begynder det hele at blive meget, meget mystisk.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1999. Romanens 1.udgave

Det korte af det lange er, at en lille gruppe af den forsvundne arkæologs nærmeste medarbejdere må rejse tilbage i tiden for at hente Johnston hjem. Denne gruppe anføres af det utrolige talent, den heroiske og ukuelige Andre Marek, der har gjort middelalderen til sit et og alt. Holdet, der rejser tilbage i tiden er dermed i gode hænder, men desværre gøres opgaven en hel del mere indviklet derved, at hjemrejsen til deres egen tid forhindres på grund af tekniske vanskeligheder. Noget ganske tilsvarende sker i Connie Willis’ på alle måder overlegne Doomsday Book (1992), som Crichton tydeligvis har læst og lånt fra.

Holdet i fortiden skal naturligvis en masse igennem, før de atter kan vende hjem til deres egen tid, og turen har fortandret dem alle. Den har faktisk gjort dem til bedre mennesker, fristes man til at sige. Mere om det om et øjeblik.

Hardcover, Century 1999

Den videnskabelige baggrund for bogen skal jeg ikke gøre mig klog på, men dens postulerede saglighed provokerer mig voldsomt. Jeg har ikke et klap forstand på naturvidenskab, men jeg arbejder fagligt med middelalderen til daglig, så den del føler jeg mig nogenlunde på bølgelængde med. Det betyder også, at hvis Crichtons påstående naturvidenskabelige viden er fyldt med lige så megen dumsnak, som hans historiske viden, må den siges at nærme sig det ikke-eksisterende. Hele bogens pseudo-saglighed er derfor utvivlsomt et stort bluffnummer, der først og fremmest skal imponere læseren. Usmageligt, kunne man fristes til at sige.

Nuvel, sådan er det så meget. Mere interessant er det sådan set at undersøge, hvad Crichton bruger sin middelalder og tidsrejse til. Her kan man konstatere, at han så at sige laver en omvendt Mark Twain; hvor Twains hovedperson rejser tilbage i tiden og lærer fortiden om alle fremtidens fortrin, gør Crichton det omvendte. Marek og vennerne rejser tilbage i tiden og opdager, at middelalderens menneske på alle måder var kløgtigere, stærkere, sundere og smukkere end nutidens, sløve, afstumpede mennesker.

Paperback, Random House 2000

Crichton idealisere fortiden ud i det absurde. Marek bliver i den sammenhæng en vigtig figur, fordi han i bogens nutid er en form for ambassadør for fortiden. Marek, med sin kompetence, fysik, viden og integritet, er dermed modpolen på den slatne, grådige moderne kultur, der stort set har inficeret hele bogens todimensionelle persongalleri. Mest manieret bliver de rige amerikanske turister, der besøger udgravningerne i Frankrig og slet ikke forstår noget som helst. Her kan vi sidde og krumme tæer over deres dumheder, mens Marek heldigvis kan sætte dem på plads for os.

Idéen om den omvendte Twain i Timeline går imidlertid også videre. Hvor Twains yankee er en fremskridtets mand, der gør op med et forstenet, konservativt samfund, bliver Timeline Crichtons talerør for alt det, som Twian gør op med. Berøringen med middelalderen forandrer dermed holdet af tidsrejsende arkæologer. Mest bombastisk fremstilles dette ved, at holdets kejtede computernørd lærer at slå fra sig og blive et rigtigt mandfolk, som ikke bare forstår sig på teori og taster. Omvendt havner arkæologgruppens hårdtslående, selvstændige drengepige til sidst i så mange problemer, at der skal en mand til at få hende fri – og her viser det sig, at hun faktisk gerne vil reddes og være den svage, der hengiver sig til ridderen på den hvide hest. Så meget for kønskamp og kvindesyn hr. Crichton!

Paperback, Arrow Books 2000

Lægger man de evindelige bedrevidende betragtninger fra Marek til alt dette, står man med en lettere anstrengende roman, der har sine momenter, men i sidste ende er en pinlig fortælling, som må siges at være forbløffende forstokket i sit tonedøve verdenssyn. På et punkt rammer Crichton dog noget interessant, som ganske sigende griber langt tilbage i mandens forfatterskab.

Selve idéen, der ligger og summer i bogens baggrund om, at vi former historien for vores underholdnings skyld, er en relevant ting at tænke videre med. Tivolificering af kulturarven taler vi meget om i dag, og præcis det problematiserer Crichton også med sin roman. Han bruger det ikke til ret meget, men perspektivet er værd at diskutere, og her havde Crichton i virkeligheden langt mere at hente end de forblommede betragtninger over middelalderens autenticitet og renhed, som han i stedet udfolder. At man tilmed kan indskyde, at Crichtons absurde glansbillede af perioden er lige så meget gøgl, som de tivolier, han advarer sine læsere imod, er en anden snak.

Paperback, Ballantine Books 2003

Man kan kalde Timeline underholdende ramasjang, men den tanke gør mig faktisk lidt trist. Romanen er nemlig et stykke middelmådigt bluff fra en forfatter, som tydeligvis allerede i 1999 havde overlevet sig selv. Måske du lader dig bluffe af Crichton, det håber jeg egentlig ikke, for dybest set er han en reaktionær gøgler, der forsøger at forblinde os med sine nøje iscenesatte ”indsigter”.

Tak for kaffe.

Paperback, Arrow Books 2003

E-bog, Cornerstone Digital 2008

 

 

 

7 kommentarer

Filed under Roman