Tag Archives: Michael McDowell

Michael McDowell, The Elementals (1981): Genius loci

Paperback, Avon Books 1981. Romanens første udgave

Stephen King har været diskuteret indirekte i mine seneste indlæg, og det med rette, for når vi ser på skrækfiktion fra 70’ernes anden halvdel og 80’ernes første del, så udgør hans skønlitteratur et uomgængeligt fikspunkt, som skrækforfattere mere eller mindre var tvunget til, rent æstetisk, at tage stilling til. King viste vejen for en særlig form for romanudtryk, der blev ekstremt populært og kommercielt succesfuldt.

Mange plagierede Kings udtryk og oplevede derved også selv moderat succes, mens andre så at sige red med på Kings bølge, men alligevel skabte deres eget inden for de rammer, Kings fiktion stilistisk havde udstukket. En af dem var Michael McDowell, der desværre døde alt for ung. Navnlig McDowells første to-tre romaner har afgjort ligheder med Kings produktion, men det er kun overfladisk, for substansen bag deres fiktion er vidt forskellig.

Paperback, Avon Books 1981

Michael McDowell er dybest set en kyniker, og hans menneskeportræt er grimt og usminket. Hans karakterer er ikke det godmodige godtfolk, der befolker Kings univers, men indebrændte, snerrende og fejlbefængte individer, der aldrig helt formår at leve op til deres egne idealer. Verden er grim, siger McDowell, og bruger sin fiktion til at udstille livets ofte middelmådige realiteter, som vi så hårdt forsøger at kamuflere og ignorere. Den bog, som det her skal handle om, er ingen undtagelse.

I sin fjerde roman, The Elementals, begår McDowell et lille mesterværk, der subtilt balancerer mellem kliché og stor originalitet. Han leger med vores genreforventninger og udnytter velkendte troper fra skrækgenren, men i stedet for at føre os hen, hvor vi forventer, opløser McDowell sin fortælling i et surrealistisk helvede, der er helt hans eget. I hvert fald næsten.

Michael McEachern McDowell (1. juni 1950 – 27. december 1999)

The Elementals indskriver sig i southern gothic-genren, en genre McDowell dyrkede i hovedparten af sine bøger. Efter en absurd begravelse i Mobile, Alabama, hvor familien Savage tager afsked med deres gamle matriark, begynder konflikterne og hemmelighederne allerede at pible frem under det efterfølgende gravøl.

Hele familien er samlet til begravelsen, og for at ære den gamle Marian Savage rejser klanen efterfølgende ud til deres lille, isolerede ferieø, hvor der står tre sommerhuse. Familien bruger de to, det tredje står tomt og er næsten dækket af flyvesand. Allerede ved ankomsten til øen fornemmer vi, at der er noget mystisk ved dette tredje hus, ikke mindst formidlet gennem den unge teenager India, der til hverdag lever sammen med sin far, familiens sorte får, i New York.

Paperback, Fontana 1982

India og hendes far, der har rollen som de hjemvendte outsidere, er uden tvivl bogens vigtigste karakterer, fordi det er igennem dem, at vi får lov til at opleve den blanding af had og kærlighed, der ligger pulserende under overfladen i alle familien Savages relationer. Marian Savages død er naturligvis en katalysator for alle disse konflikter, der nu pludselig bliver blotlagt. Det egentlige omdrejningspunkt for dramaet er imidlertid dette mystiske tredje hus, der ligger som et billede på det usagte og uforløste midt mellem familiens to andre feriehuse.

Unge India drages af huset, selvom hendes far advarer hende om, at det er farligt. Måske netop derfor begynder hun trodsigt at udforske stedet med sit kamera, og i kølvandet på denne interesse sker der snart ubehagelige ting. Det er næsten som om, at der er noget levende, der skjuler sig inde i det forladte hus; noget, der nu hjemsøger øen og familien. Hvad eller hvordan er vanskeligt helt at afgøre, fordi hjemsøgelsen hele tiden skifter karakter, og i sidste ende næsten synes at vokse ud af selve øens substans, vakt til live af familiens gnistrende, dysfunktionelle relationer. En ting er imidlertid sikkert, og det er, at denne hjemsøgelse har udset sig India som sit mål.

Paperback, HarperCollins 1995

Der kan ikke være nogen tvivl om, at McDowell fandt sin inspiration til romanen i Algernon Blackwoods uforlignelige novelle ”The Willows” (1907). Hele romanens synes at hvile på novellen som en form for grundplan, der har tegnet de overordnede konturer omkring fortællingen. Men her hører lighederne også hurtigt op, for McDowell bruger den uformelige stedets ånd, der hjemsøger øen som billede på den samlede sum af smerte, sorger og negative følelser, som familien Savage har slæbt med sig og undertrykt. Det tredje hus og dets beboer er billedet på det underbevidste, der presser sig gotisk på og nu kaster sig frådende over den eneste på øen, som ikke har andel i hele slægtens skam og skyld. India, der er opvokset i New York, langt fra Syden, er nemlig uberørt af alle de gamle konflikter, men nu står hun pludselig til halsen i traumerne.

En tilbagevendende linje i bogen siger, at ”Savage mothers eat their children up.” Mere præcist kan romanens grundtematik ikke udtrykkes. Familien æder sit eget afkom. Den ødelægger dem og sørger for, at slægtens gift kan gå i arv fra slægtled til slægtled. Kønt er det ikke, men her kommer McDowells fabelagtige evne til at tegne dybe personportrætter for alvor til sin ret. Det lykkedes nemlig for ham at skabe et univers omkring Savage-familien, hvor vi som læsere ikke bare betragter disse umulige størrelser på afstand og græmmes over deres fejl og skyggesider, nej, vi føler med dem og engagerer os i dem, fordi det føles som mennesker af kød og blod. Deres konflikter er ikke bare trivielle skærmydsler, men skildringen af almengyldige erfaringer om ikke at slå til og at svigte dem, som vi elsker.

Paperback, Valancourt Books 2014

Det, der på overfladen er helt typisk og i virkeligheden ganske uopfindsomt southern gothic-drama, som de er flest, får en utrolig dybde og autenticitet i det enkle, psykologiske portræt, som bliver udmalet for os. Det samme gælder skildringen af selve sydstatsmiljøet, som McDowell indfanger med en utrolig, prunkløs og alligevel lyrisk intensitet. Der er noget minimalistisk over romanen, som står sig særdeles godt til det uformelige, syrede gys, som lurer i kulissen og konstant truer på stedets beboere. Det skaber en fantastisk, fortættet stemning, som æder sig ind under huden på læseren.

Jeg er en kæmpe fan af Michael McDowell, der afgjort har afluret en mand som King nogle greb, men som samtidig går sin helt egen vej og skaber en egentlig litterær dybde i sit gys, der er fuldstændig misundelsesværdig. Han rammer den gyldne mellemvej mellem populær litteratur og smal litteratur på sjældent vellykket maner, og det er synd og skam, at han aldrig fik et større navn, end han gjorde. Dertil var han nok i sidste ende en for kynisk forfatter, men for pokker, hvor er det fascinerende at se, hvordan han udfolder sit gys og familiedrama i et parløb, der sammenflettes til et perfekt hele. Det er skrækfiktion når den er bedst. Ganske enkelt.

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Faces of Fear: Encounters with the Creators of Modern Horror, red. Douglas E. Winter (1985): Toppen af 80’er-poppen

Paperback, Pan Books 1990

Paperback, Pan Books 1990

Alle, der interesserer sig mere indgående for nyere horrorfiktion, har formentlig stiftet bekendtskab med Douglas E. Winter. Ikke alene var han den første, der skrev en Stephen King-biografi, han var også en af de vigtigste anmeldere og kritikere af skrækfiktion i 80’erne. Tilmed skrev han selv skønlitteratur, men den del træder afgjort i baggrunden for Winters rolle som redaktør – en funktion han tidligere har optrådt under her på bloggen, med antologien Prime Evil.

Winter var og er ikke professionel litterat, men i løbet af 80’ernes første halvdel arbejdede han efter endt arbejdstid på stof til en interviewbog med tidens helt store forfatternavne. Bogen var derfor længe undervejs, men da Winter udsendte Faces of Fear i ’85, var det et monument over tidens sprudlende gyserscene. Winters bog er afgjort del af en særlig zeitgeist, som set retrospektivt var noget ganske særligt. Skræklitteratur har i hvert fald aldrig siden opnået samme popularitet. Og stemningen af, at horror er der, hvor det sker, kan afgjort mærkes i bogens interviews. Der er selvbevidsthed og autoritet bag de interviewede forfattere, som ikke føler, at de skal undskylde for noget. Hverken deres stil eller genrevalg.

Paperback, Pan Books 1990

Paperback, Pan Books 1990

Bogen åbner med Robert Bloch og lukker med Stephen King. Dermed har Winter sluttet ringen ganske flot. Mellem giganterne finder vi navne som Ramsey Campbell, Peter Blatty, Clive Barker, Whitley Striber, TED Klein, Michael McDowell og flere andre. Den eneste kvinde er den bizarre V. C. Andrews – damen bag den nygotiske klassiker Flowers in the Attic (1979), som må regnes blandt genres absolut største bestsellere.

Douglas Winter er amerikaner, og det kan ikke fornægtes i bogens perspektiv. Selvom Winter stort set har redigeret sig selv ud af alle samtalerne, så hvert interview kommer til at fremstå som en løs monolog fra forfatterens side, går flere punkter igen. Opvækst og skolegang, syn på det at skrive og religion. Navnlig det sidste spørgsmål er en smule sært med danske øjne, fordi det ikke har nogen synderlig konsekvens for de enkelte forfatteres genrevalg eller stil. Trods dette insisterer Winter åbenbart på at få det med.

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

Bogen leverer imidlertid et unikt blik ind i meget forskellige tilgange til skrivearbejdet og skrækfiktion. Genrens nestor Robert Bloch kan mindes de gamle pulpdage og beklage genrens forfald. Synspunkter han luftede igen og igen i sine senere år, og noget du kan finde omtalt i de indlæg om Psycho-serien, jeg har skrevet på Fra Sortsand.

Mere interessant er det at notere sig hvor mange af de amerikanske forfattere, der har en eller anden form for indkomst gennem filmindustrien. Ligeledes er det bemærkelsesværdigt, at det et sted nævnes – jeg husker ikke præcis i hvilket interview – at man som helt ukendt horrorforfatter kan forvente at afsætte omkring 2000 eksemplarer af sin bog i USA uden at tjene på sagen. Sammenlignet med danske forhold i dag er 2000 eksemplarer et astronomisk tal, men her i bogen bliver det regnet som bagatel, der knap er ulejligheden værd. Den slags små glimt af bogbranchens vilkår kommer der flere af, og de er ganske lærerige, navnlig fordi de sætter vores selvoptagede, hjemlige diskussion om genreudgivelsers salgstal og publikum i relief.

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

Tilgangen til skrivearbejdet er imidlertid mere interessant, fordi det er her, vi kommer ind i maskinrummet og får nogle små kig på det, der driver den enkelte forfatter. Flere skriver horror, fordi det er sjovt, og fordi der er penge i skidtet. James Herbert er et prima eksempel. Winter bruger i dette interview atypisk meget tid på stemningsbeskrivelsen af mødet med Herbert, hvilket uden tvivl skyldes forfatterens ekstravagante livsstil med sportsvogn og luksusvilla. Herbert fremstår da også som en ekstremt selvglad klovn, men det gør ikke samtalen mindre underholdende. Det samme gør et par af de andre, som tydeligvis ikke har for vane at reflektere alt for meget over deres genre og arbejde.

Helt modsat forholder det sig med folk som TED Klein, Clive Barker, Michael McDowell og Peter Blatty, der hver især meget klart sætter ord på deres forhold til genren og flere også for deres angst for at blive stemplet som rene skrækforfattere.

Cleo Virginia Andrews (6. juni 1923 – 19. december 1986)

Cleo Virginia Andrews (6. juni 1923 – 19. december 1986)

Ikke desto mindre er der flere, som meget præcist kan pege på genrens tiltrækningskraft. Ramsey Campbell fortæller om opvæksten med en alvorligt psykisk syg mor – noget, han mener, har haft afgørende betydning for hans syn på verden og litteratur. Clive Barker kan fortælle om en altopslugende interesse for kroppen og alt makabert, mens eksempelvis King understreger, at han bare er en helt almindelig gut, der aldrig har sluppet sine barndomsfascinationer.

Faces of Fear er ikke en af den type bøger, der har skrivetips til forfatterspirer, og den gør os måske heller ikke meget klogere på genren som sådan, men trods det er bogen glødende spændende. I hvert fald for en som mig, der bruger ret meget tid i selvskab med forfatternes bøger. Det er med andre ord fascinerende at læse, hvordan de iscenesætter sig selv over for intervieweren, og hvordan de gerne vil fremstå for omverden. Det føjer et metalag til læsningen af deres bøger, som faktisk kan være ganske interessant at have med.

Michael McEachern McDowell (1. juni 1950 – 27. december 1999)

Michael McEachern McDowell (1. juni 1950 – 27. december 1999)

For mig er det i hvert fald spændende at fornemme de enkelte forfatteres intellektuelle horisont og refleksionsgrundlag for det at skrive. Det er uden tvivl en ganske nørdet ting og formentlig kun noget for de hærdede entusiaster derude, ikke desto mindre er det ganske stimulerende.

Winter præsenterer udvalget af forfattere som toppen af poppen og genrens største navne, men udvalget virker ikke helt overbevisende. Hvorfor er en mand som Graham Masterton ikke med? Hvor er Anne Rice? Burde Koontz ikke have været med i selskabet? Og hvorfor er David Morell med? Det er i hvert fald ikke nødvendigvis de litterære kvaliteter, der ligger til grund for Winters valg. Snarest er der tale om en blanding af hans personlige præferencer og tilfældige kontakter. I sidste ende er udvalget måske også mindre relevant, fordi bogen kommer omkring alt fra tanketom, romantisk gotik (V. C. Andrews) til subtilt gru af den fineste slags (Michael McDowell).

Ramsey Campbell (født 4. januar 1946)

Ramsey Campbell (født 4. januar 1946)

For den retrobevidste gyserlæser er Faces of Fear en fest. En tankevækkende, stedvist tåkrummende (Ja James Herbert, det er dig vi taler om), stedvist rørende beretning. Om ikke andet, er bogen et fantastisk nedslag i periodens litteratur, dengang gyserforfatterne var superstjerner og et fantastisk sted at starte for den, der gerne vil forstå 80’ernes gys lidt bedre.

Paperback, Berkley Books 1985. Bogens 1. udg.

Paperback, Berkley Books 1985. Bogens 1. udg.

4 kommentarer

Filed under Nonfiktion