Tag Archives: Middelalder

Michael Crichton, Timeline (1999): Bestsellerbluff

Paperback, Ballantine Books 2003

De fleste bestsellerforfattere finder sig hurtigt en komfortabel hylde, hvorfra de kan udsende deres værker i den stil og form, som læserne nu engang elsker. Michael Crichton hører afgjort hjemme i dette bestsellergebet, og han fandt absolut også en hylde. Vel at mærke en hylde, der jævnligt har bragt ham i kontakt med den type genrefiktion, som Fra Sortsand handler om.

Crichton har betaget sit publikum med romaner, der i bedste SF-stil tager afsæt i naturvidenskabelige eller matematiske idéer og udnytter dette til hæsblæsende spændingsfortællinger, som tilmed som oftest irøres en alvorlig moralsk opsang til verden. Som stilist betragtet er Crihcton ligegyldig, men han har ramt den gyldne formel med korte kapitler og løbende, små spændingsmomenter, der sikrer, at læseren holdes til ilden og villigt gnaver sig gennem historien. Det er solidt håndværk, men sprogligt dybt uinteressant. Samtidig lader det sig ikke fornægte, at Crichton først og fremmest var en idéernes mand; stemning og psykologisk indlevelse er dermed så som så i hans romaner, der først og fremmest har et plot, der skal afvikles samt et budskab, der skal hamres hjem. Jeg er ikke nogen fan, som det sikkert fremgår.

John Michael Crichton (23. oktober 1942 – 4. november 2008)

Med Timeline er det kvantemekanik og tidsrejser, der står på programmet. Kort fortalt er det lykkedes for den brillante Robert Doniger at udvikle en teknologi, der tillader at parallelforskyde individer i tid. Doniger er skrupelløs og ønsker dybest set kun at udnytte denne utrolige tidsrejseteknologi til personlig vinding. Teknologiens potentiale skal imidlertid undersøges, før den kan anvendes kommercielt, og derfor har man valgt at bruge arkæologen Edward Johnston som prøveklud. Johnston er ved at undersøge en landsby samt tilhørende borgruin fra middelalderens i Frankrig sammen med et hold af specialister. Arkæologernes undersøgelser og specialviden skal således på sigt bruges til en rekonstruktion af borg og by, der i sidste ende forhåbentlig kan blive et rejsemål for turister.

Alt dette ved arkæologerne kun en brøkdel af, men da deres leder Johnston forsvinder, og hans briller samtidig dukker op i et rum, der har været forseglet siden middelalderen, begynder det hele at blive meget, meget mystisk.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1999. Romanens 1.udgave

Det korte af det lange er, at en lille gruppe af den forsvundne arkæologs nærmeste medarbejdere må rejse tilbage i tiden for at hente Johnston hjem. Denne gruppe anføres af det utrolige talent, den heroiske og ukuelige Andre Marek, der har gjort middelalderen til sit et og alt. Holdet, der rejser tilbage i tiden er dermed i gode hænder, men desværre gøres opgaven en hel del mere indviklet derved, at hjemrejsen til deres egen tid forhindres på grund af tekniske vanskeligheder. Noget ganske tilsvarende sker i Connie Willis’ på alle måder overlegne Doomsday Book (1992), som Crichton tydeligvis har læst og lånt fra.

Holdet i fortiden skal naturligvis en masse igennem, før de atter kan vende hjem til deres egen tid, og turen har fortandret dem alle. Den har faktisk gjort dem til bedre mennesker, fristes man til at sige. Mere om det om et øjeblik.

Hardcover, Century 1999

Den videnskabelige baggrund for bogen skal jeg ikke gøre mig klog på, men dens postulerede saglighed provokerer mig voldsomt. Jeg har ikke et klap forstand på naturvidenskab, men jeg arbejder fagligt med middelalderen til daglig, så den del føler jeg mig nogenlunde på bølgelængde med. Det betyder også, at hvis Crichtons påstående naturvidenskabelige viden er fyldt med lige så megen dumsnak, som hans historiske viden, må den siges at nærme sig det ikke-eksisterende. Hele bogens pseudo-saglighed er derfor utvivlsomt et stort bluffnummer, der først og fremmest skal imponere læseren. Usmageligt, kunne man fristes til at sige.

Nuvel, sådan er det så meget. Mere interessant er det sådan set at undersøge, hvad Crichton bruger sin middelalder og tidsrejse til. Her kan man konstatere, at han så at sige laver en omvendt Mark Twain; hvor Twains hovedperson rejser tilbage i tiden og lærer fortiden om alle fremtidens fortrin, gør Crichton det omvendte. Marek og vennerne rejser tilbage i tiden og opdager, at middelalderens menneske på alle måder var kløgtigere, stærkere, sundere og smukkere end nutidens, sløve, afstumpede mennesker.

Paperback, Random House 2000

Crichton idealisere fortiden ud i det absurde. Marek bliver i den sammenhæng en vigtig figur, fordi han i bogens nutid er en form for ambassadør for fortiden. Marek, med sin kompetence, fysik, viden og integritet, er dermed modpolen på den slatne, grådige moderne kultur, der stort set har inficeret hele bogens todimensionelle persongalleri. Mest manieret bliver de rige amerikanske turister, der besøger udgravningerne i Frankrig og slet ikke forstår noget som helst. Her kan vi sidde og krumme tæer over deres dumheder, mens Marek heldigvis kan sætte dem på plads for os.

Idéen om den omvendte Twain i Timeline går imidlertid også videre. Hvor Twains yankee er en fremskridtets mand, der gør op med et forstenet, konservativt samfund, bliver Timeline Crichtons talerør for alt det, som Twian gør op med. Berøringen med middelalderen forandrer dermed holdet af tidsrejsende arkæologer. Mest bombastisk fremstilles dette ved, at holdets kejtede computernørd lærer at slå fra sig og blive et rigtigt mandfolk, som ikke bare forstår sig på teori og taster. Omvendt havner arkæologgruppens hårdtslående, selvstændige drengepige til sidst i så mange problemer, at der skal en mand til at få hende fri – og her viser det sig, at hun faktisk gerne vil reddes og være den svage, der hengiver sig til ridderen på den hvide hest. Så meget for kønskamp og kvindesyn hr. Crichton!

Paperback, Arrow Books 2000

Lægger man de evindelige bedrevidende betragtninger fra Marek til alt dette, står man med en lettere anstrengende roman, der har sine momenter, men i sidste ende er en pinlig fortælling, som må siges at være forbløffende forstokket i sit tonedøve verdenssyn. På et punkt rammer Crichton dog noget interessant, som ganske sigende griber langt tilbage i mandens forfatterskab.

Selve idéen, der ligger og summer i bogens baggrund om, at vi former historien for vores underholdnings skyld, er en relevant ting at tænke videre med. Tivolificering af kulturarven taler vi meget om i dag, og præcis det problematiserer Crichton også med sin roman. Han bruger det ikke til ret meget, men perspektivet er værd at diskutere, og her havde Crichton i virkeligheden langt mere at hente end de forblommede betragtninger over middelalderens autenticitet og renhed, som han i stedet udfolder. At man tilmed kan indskyde, at Crichtons absurde glansbillede af perioden er lige så meget gøgl, som de tivolier, han advarer sine læsere imod, er en anden snak.

Paperback, Ballantine Books 2003

Man kan kalde Timeline underholdende ramasjang, men den tanke gør mig faktisk lidt trist. Romanen er nemlig et stykke middelmådigt bluff fra en forfatter, som tydeligvis allerede i 1999 havde overlevet sig selv. Måske du lader dig bluffe af Crichton, det håber jeg egentlig ikke, for dybest set er han en reaktionær gøgler, der forsøger at forblinde os med sine nøje iscenesatte ”indsigter”.

Tak for kaffe.

Paperback, Arrow Books 2003

E-bog, Cornerstone Digital 2008

 

 

 

7 kommentarer

Filed under Roman

Matthew Gregory Lewis, The Monk. A Romance (1796): Skrækgenrens dybe rødder

Paperback, Oxford University Press 2005. Forsidens maleri er af en ukendt maler, udført o. 1480.

Når vi taler skrækfiktions rødder, begynder vi som regel enten hos Poe eller går tilbage til de tidlige, gotiske romaner, hvor The Castle of Otranto (1764) naturligvis indtager en særstilling som det første, egentlige værk udi den litterære gotik. Der er da også god grund til at studere gotikken nøje, hvis man vil forstå, hvorfor gysergenren udvikler sig, som den gør. Der ligger i hvert fald meget i gotikken, som genren har taget med sig helt op til i dag, hvor man fortsat kan finde de samme tematikker og situationer behandlet. Formsproget har naturligvis ændret sig uendelig meget, men det er en anden snak.

Walpoles The Castle of Otranto, Shelleys Frankenstein (1818) og Melmoth the Wanderer (1820) af Charles Maturin er tre dele af en firkløver, hvor Matthew Lewis’ The Monk udgør det fjerde ben. De fire bøger er samlet det grundlæggende katalog over gotikkens væsen. Der er dermed essentielle stilistiske og tematiske overlap de fire værker imellem, men alle har samtidig også deres klare, selvstændige profil. Frankenstein er uden tvivl den berømteste af de fire, mens Walpoles værk huskes for at være den første. De to andre, Melmoth og The Monk, har med tiden antaget en sekundær rolle, og der er formentlig ikke ret mange, der rent faktisk har læst de to sidstnævnte bøger i dag. Det er der imidlertid god grund til at gøre.

Paperback, Oxford University Press 2005

Som med al litteratur fra perioden er der noget ekstremt langmodigt over Lewis’ The Monk. Spændingskurven i romanen, hvis man kan tale om en egentlig spænding, må i bedste fald beskrives som stødvis – i hvert fald set med moderne øjne. Handlingen er kompliceret og involverer ganske mange personer, forvekslede identiteter og fortællinger i fortællingen, som alt sammen gør det vanskeligt kort at genfortælle, hvad The Monk handler om.

Kernen i historien, der udspiller sig i senmiddelalderens Spanien, er imidlertid munken Ambrosio (titlens munk), der er feteret af alle for sin hellighed og asketiske livsførelse; faktisk betragtes han mere eller mindre som en levende helgen. Vi er imidlertid ikke kommet ret langt ind i romanen, før det står klart, at Ambrosio også er et væsen af kød og blod. Han forelsker sig stormfuldt i den kun 15-årige jomfru Antonia, som hurtigt bliver til en besættelse for den fromme mand. Han skyer ingen midler og får til sidst hjælp fra sataniske kræfter til at tiltvinge sig adgang til den pige, han begærer. Omkring denne fortællinger befinder der sig et virvar af små og store historier, der alle krydser hinanden og i nogen grad har indflydelse på grundfortællingens fremdrift.

Matthew Gregory Lewis (4. juli 1775 — 14. maj 1818)

For at kunne nyde bogen som nutidig læser, er man nødt til at favne den udflydende struktur og i stedet for at fokusere på handlingens fremdrift, så dvæle ved de enkelte øjeblikke og situationer, der beskrives. Det er nemlig i bestemte chokerende scener og ordvekslinger, at The Monk levede og stadig lever. Bogens indhold er da også ganske grænseoverskridende og provokerende, ikke mindst set med samtidens briller. Vi læser om mord, sort magi, tortur og voldtægt. Det er skrap kost, som har været ganske voldsom, da bogens så dagens lys. I dag har det floromvundne sprog ikke meget skandaleværdi længere, men ikke desto mindre er selve projektet bag bogen fortsat fascinerende.

Den universitetsuddannede Matthew Lewis var i den grad rundet af rationalismen og navnlig rationalismen, som den kom til udtryk i protestantismen. For ham var religion og metafysisk blevet et indre, personligt anliggende, der ikke havde noget med den ydre verden at gøre. Irske John Toland havde udgivet sit rationalistiske hovedværk Christianity not Mystery (1696) omtrent hundrede år, før The Monk udkom. Og Tolands budskab var i slutningen af 1700-tallet blevet så gennemabsorberet, at selve mysteriedelen i religionen, som Toland og rationalisterne gjorde op med, virkede tiltrækkende og eksotisk på unge digtere som Matthew Lewis.

Paperback, elek 1960

Præcis mysteriet er nemlig det bærende element i The Monk, der ikke alene fører sine engelske læsere til middelalderen og det eksotiske Spanien, men også ind i en fortættet spiritual verden, der må siges at være en direkte modsætning til Lewis’ eget religiøse klima. The Monk er dermed en udforskning af en mørk og hemmelighedsfuld fortid, hvor skinhellig religion og liderlighed ligger lige under overfladen. Der dunster af lige dele røgelse og kropssved i romanen, og Lewis har givetvis følt en pikant gysen, mens han beskrev munken Ambrosios sataniske fald og komplette tilintetgørelse på grund af sine drifter.

Romanen har eventyrets skær på grund af det historiske miljø, men den har også en tydelig polemisk brod imod samtidens katolicisme, der indirekte identificeres som en væsentlig nærring til de indestængte følelser, der skildres i bogen. Nogen konsekvent kritik er der dog ikke tale om, fordi Lewis tydeligvis også har blik for ritualernes sanselighed. På den led bliver hans bog en dyster fabel, som først og fremmest svælger sig i mysteriets vildnis og utøjlede drifter. Han vil have os med til en verden, hvor der bliver følt og handlet på følelserne, uanset om det måtte være de kødlige drifter eller åndelige længsler. Vel at mærke ikke fordi han ønsker en verden, hvor dette er normen, men fordi han gerne vil lade sine læsere dvæle æstetisk ved drifterne. The Monk står derfor også som et følelsesmæssigt sus, der bruser gennem læseren med sin overflod af usagte og forbudte længsler, der her, momentant, får fri luft.

Paperback, Avon Books 1975

Lewis lader os med sin roman gå på opdagelse i et fremmed univers, og han lader os afsøge det grumme og det grimme, der gemmer sig under ovefladen. Man kan på ingen måde kalde The Monk hverken moderne eller tidløs – den er helt og aldeles forankret i sin samtids tænkning. Den ubehagelige lummerhed, som Lewis udforsker i bogen, har imidlertid stadig ikke mistet sin kraft og for den, der kan holde koncentrationen gennem den langstrakte roman, ligger der ganske mange små litterære guldkorn her, som burde kunne glæde alle skrækentusiaster. Når du derfor næste gang overvejer at genlæse Frankenstein igen-igen, så prøv i stedet at give The Monk en chance. Måske du vil blive positivt overrasket.

Paperback, Sphere 1974             

Paperback, Grove Press 1993

 

 

 

 

6 kommentarer

Filed under Roman

Mark Twain, A Connecticut Yankee in King Arthur’s Court (1889): Folket og kun folket er drivkraften i verdenshistorien?

Paperback, Tor 1991. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Jeg har her på bloggen efterhånden skrevet om en række romaner, der har haft en enorm betydning for udviklingen af pulpfiktionen i 1900-tallets første del. Her skal vi se nærmere på endnu en af disse bøger. Mark Twains tidsrejse-roman A Connecticut Yankee in King Arthur’s Court fra 1889 kom nemlig til at danne skole for en hel gren af genrelitteraturen, der i en eller anden form gentager Twains fortælling; og det selvom Twains roman også selv trækker på genkendelige forbilleder. Med Twains roman får man således en nøgle til en række forskellige værker, der strækker sig fra en tidlig beundrer af Twain som Edgar Rice Burroughs og til en pastiche-mester som L. Sprague de Camp. Twains roman har også fortsat et ekko, selv i nyere fiktion; noget jeg skal vende tilbage til i en indlæg om nogle uger.

Romanen er vel så kendt, at jeg ikke behøver at bruge ret meget tid på handlingen. Den snusfornuftige Hank Morgan – titlens ”Connecticut Yankee” – får et slag i hovedet og kommer på mystisk vis til sig selv i Kong Arthurs England. Vel at mærke ikke et eventyrets Arthur-England, men et historisk England, hvor Arthur og hans riddere af det runde bord samt troldmanden Merlin og alle de andre karakterer fra universet optræder i noget, man kunne kalde en realistisk facon.

Samuel Langhorne Clemens alias Mark Twain (30. november 1835 – 21. april 1910)

Hank Morgan bliver hurtigt viklet ind i intrigerne ved Arthurs hof, men takket være sin moderne viden, handlekraft og en god dosis snedighed får Morgan sig arbejdet op i systemet og gjort sig uundværlig som Arthurs højre hånd. Det er naturligvis ikke alle, der er lige begejstrede for Morgans tilstedeværelse og position, hvorfor han også får skabt sig en del fjender undervejs – ikke mindst kirkens folk, der bestemt ikke er begejstrede for de ting, som den fremmede amerikaner sætter i gang i Arthurs England.

Hele omdrejningspunktet for Twains roman er, at Hank Morgan ganske hurtigt begynder at genskabe sit moderne, oplyste USA i Arthurs rige. Han genopfinder sine moderne bekvemmeligheder og introducerer alt fra telegrafen og dynamit, til cykler og moderne badefaciliteter. Det fører alt sammen til en række absurde og festlige optrin, som Twain får beskrevet igennem sin snurrige stil. Bogens fortællerstemme kommenterer således løbende på handlingen og iscenesætter sig selv i romanteksten, idet vi hører fortællingen, som Hank Morgan har nedfældet den efter at være kommet tilbage igen til sit moderne USA.

Hardcover, Charles L. Webster and Co. 1889. Romanens første udgave

SF-entusiaster har gjort et nummer ud af at læse Twains roman ind i tidsrejsegenren, hvilket naturligvis ikke er urimeligt. Dog vil jeg mene, at selve det faktum, at Hank rejser i tid, er en biting, et greb, som Twain skal bruge for at udfolde det, der er romanens egentlige anliggende. Med sin satiriske tekst er Twain nemlig slet ikke specielt optaget af Arthurs middelalder; det, der optager ham, er et angreb mod den politiske konservatismes romantisering af fortiden. Romanen er dermed en rungende fortale for idéen om fremskridt og teknologisk udvikling som vej til at hæve levestandarden for samfundet som helhed, men navnlig for de svageste.

I udgangspunktet er Twains bog en parodi på de historiske romaner, som blev så populære i 1800-tallets midte; Walter Scotts fiktion er et eksempel, mens B.S. Ingemann er et hjemligt eksempel på det samme. For Twain bliver disse sværmeriske forestillinger om historien et grotesk forsvar for en verden af undertrykkelse, fattigdom og åndsformørkelse. Principielt er det et synspunkt, som Twain kan fremføre med en vis ret, men hans manierede og stærkt karikerede middelalder er i sidste ende præcis lige så kulørt og manieret som hans egen ganske ukritiske fremskridtsglæde, der med nutidige øjne fremstår mindst lige så karikeret som hans satire over historien.

Paperback, Pocket Books 1948

Twains historieforståelse, som den kommer til udtryk i romanen, tager udgangspunkt i den antagelse, at mennesker er ens tænkende skabninger, der ikke er påvirket af deres kultur, men kun af deres økonomiske og teknologiske vilkår. Det vil sige, at når romanens Hank Morgan introducerer telegrafen og alle de andre moderne vidundere, så forandrer det samfundet, mens mennesket forandres som sådan ikke. Man får derfor det indtryk, at middelalderens menneske i Twains roman bare venter på at blive teknologisk befriet. På samme vis stiller Twain sig helt uforstående over for religionens rolle i middelalderens tænkning og ser den ene og alene som udtryk for en korrupt katolsk kirke, der forsøger at lokke penge fra folk modsat den evangeliske kristendom, som Morgan fremfører som rationel og fri.

Ser man nærmere på de bredsider, som Twain får affyret i løbet af romanem, bliver det da også i stigende grad klart, at Arthurs England er en allegorisk fremstilling af amerikanske forhold. Det er ikke tilfældigt, at netop slaveriet i Arthurs England spiller en væsentlig rolle i romanen og udgør noget, som Morgan indædt forsøger at bekæmpe. Faktisk er hele miljøet omkring Arthurs hof, bestående af velhavende gamle og uduelige slægter med forældede religiøse forestillinger, der undertrykker folket, et billede på Sydstaterne eller i hvert fald dele af Syden. Twain revser dermed sin samtid og samtidens sværmeri for tiden før borgerkrigen, i romanen.

Haardcover, Modern Library 1949

Med den allegoriske brug af historien bliver det derfor også irrelevant at påpege de mange kulturelle og historiske fejlgreb, som Twain gør sig, fordi han slet ikke bekymrer sig om England. Nogen egentlig tidsrejse kan man derfor heller ikke tale om, for Morgan føres tydeligvis igennem en symbolsk spejling, der lige så godt kunne være en drøm; ikke en egentlig historisk virkelighed.

Lægger man alt det til side, står der imidlertid også en utrolig underholdene røverhistorie tilbage, der viser Twain fra den letbenede side. Der er tempo over handlingen, som rummer en god del kamp, spænding og eventyr. Netop derfor blev bogen også opsuget af pulplitteraturen, der fjernede det allegoriske element og fokuserede på den konkrete handling i stedet. Derved blev A Connecticut Yankee skabelon for en hel familie af fortællinger, som alle har moderne hovedpersoner, der flyttes ind i et fremmedartet miljø og her må overleve på deres viden og snarrådighed.

Paperback, Washington Square Press 1960

Var romanen blevet skrevet af en anden forfatter end Twain, kunne den snildt nu være blevet et stykke glemt litteratur. Twains pen har imidlertid garanteret romanen en helt særlig status i genrefiktionens univers og det på dobbelt vis. Den er et interessant stykke allegorisk politisk litteratur på linje med eksempelvis Orwells Animal Farm, men samtidig er den også en forbistret underholdende slyngelfortælling, som kan stå mål med de fleste pulpfortællinger fra 20’erne og 30’erne, når det kommer til benhårdt eventyr og ramasjang. Skulle du være i tvivl, har roman en høj stjerne hos mig, og jeg er sikker på, at de fleste af jer har det på samme måde. Det er i hvert fald en bog, som det lønner sg at gå i dybden med.

Paperback, Airmont Books 1964           

Paperback, Washington Square Press 1965           

Hardcover, The Easton Press 1986

Hardcover, William Morrow 1988

Paperback, Oxford University Press 1997

Paperback, Modern Library 2001

Paperback, Dover Publications 2001

Paperback, University of California Press 2002

Ebog, Simon & Schuster 2007

Paperback, Oxford University Press 2008

Paperback, Simon & Brown 2011

Paperback, Twain Press 2011

Paperback, Small Street 2013

Paperback, Levison Press 2013

2 kommentarer

Filed under Roman

Connie Willis, Doomsday Book (1992): Sket er sket

Paperback, New English Library 1992. Navnet på forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Paperback, New English Library 1992. Navnet på forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Jeg er normalt hverken særligt optaget af historier om tidsrejser eller fortællinger, der udspiller sig i middelalderen. Begge dele gør sig gældende i Willis’ roman Doomsday Book fra 1992, som på mange måder gør mine fordomme til skamme, fordi det lykkedes for hende at skrive en eftertænksom roman, der bestemt fortjener anerkendelse for den overordnede vision bag handlingen.

Historiens nutid befinder sig i 2054, hvor rejser tilbage i tiden er blevet mulige. Disse rejser bruges nu som forskningsredskab, og vi møder Institut for Historie i Oxford, der netop er ved at sende en ny ekspedition tilbage i tiden. Denne gang er det unge Kivrin Engle, der skal ud på en rejse. Kivrin er ekspert i middelalderhistorie, og hun har brugt det sidste lange stykke tid på at forberede rejsen tilbage til 1300-tallet.

Constance Elaine Trimmer Willis (født 31. december 1945)

Constance Elaine Trimmer Willis (født 31. december 1945)

Tidsrejserne er ikke noget, man tager let på. Rejserne er både farlige og vanskelige, og for at garantere deres videnskabelige nytte må alt forberedes minutiøst. Trods forberedelserne er professor Dunworthy imidlertid alt andet end begejstret for, at Kivrin skal afsted, fordi han ikke mener, hun er parat til opgaven. Afsted kommer hun dog, og det står næsten øjeblikkeligt klart, at noget gik galt. Kivrin havner ikke der, hvor hun skulle. Godt nok er hun i middelalderen, men hvor og hvornår?

Handlingen spaltes fra det punkt ud i to tråde. I den ene følger vi Kivrin i middelalderen, mens vi i den anden følger Dunworthy og gruppen af videnskabsfolk omkring eksperimentet. Uheldigvis for Kivrin er det ikke bare hos hende, at noget går galt. Samtidigt med hendes afrejse tilbage mod middelalderen udbryder der en dødelig influenzavirus i Oxford, som lukker byen ned og dermed besværliggør alle forsøg på at finde ud af, hvad der er sket med Kivrin.

Hardcover, Bantam 1992. Romanens 1. udgave

Hardcover, Bantam 1992. Romanens 1. udgave

Collin Willis foretager et dristigt greb med Doomsday Book; hun lader nemlig spændingsmomenterne og alt det nervepirrende foregå i bogens nutid. Normalt rejser den tidsrejsende fra en form for normalitet ud i eventyret, men sådan er det ikke hos Willis. I hvert fald ikke i en traditionel forstand, fordi den middelalder, Kivrin ankommer til, præges af et intenst, men næsten stillestående drama med kun få aktører. Her er hverken sværdkamp eller andet ramasjang, i stedet får vi en rørende skæbnefortælling. Præcis det gør hendes tidsrejseskildring ekstremt sympatisk, fordi det ikke handler om pulpet eventyr, men et nært portræt af det sted og de mennesker, som Kivrin havner hos.

Kort efter Kivrin har indfundet sig i fortiden, går det op for hende, at hun befinder sig i en lille landsby i nærheden af Oxford umiddelbart for pesten, den sorte død, hærger egnen. Magtesløs må Kivrin nu se til mens sygdommen spredes, og romanens spændingsmoment ligger naturligvis i, hvorvidt det lykkes for forskerne i fremtiden at finde Kivrin, før hun sluges af begivenhederne omkring hende.

Paperback, Bantam 1993

Paperback, Bantam 1993

Præcis som Anne Rice, orkestrerer Connie Willis sine beskrivelser af steder og personer som sanseoplevelser, der gør middelalderens mennesker nærværende gennem indfølte beskrivelser af teksturer, dufte, lyde og berøringer. Det skaber en sanselighed i teksten, som helt overskygger de ellers gumpetunge forsøg på dramatik og komik, der udspiller sig i bogens fremtid. Som læser længes man nemlig tilbage til den fortættede verden omkring Kivrin.

Kivrin romantiserede middelalderen, før hun rejste tilbage i tiden, og glimtvis får hun sine romantiske forestillinger bekræftet, men kun i små glimt. Den verden, hun møder er, nemlig rå og vilkårlig. Magtesløs må hun se til, mens pesten sluger den ene efter den anden i byen, og Connie Willis er nådesløs. Én for én dør Kivrins venner, og romanens persongalleri bliver dermed kapitel for kapitel mindre indtil det smertefulde øjeblik, hvor Kivrin står alene tilbage mellem de ødelagte stumper af den drøm, hun håbede at finde i fortiden. Romanen udspiller sig om vinteren, og døden ligger som et iskoldt tæppe over teksten. Kivrin er hjertevarm og sentimental, men hendes kærlighed, naturvidenskabelige viden og klogskab nytter hende ikke noget, fordi pesten, som hun er oppe imod, er langt større end hende selv.

Paperback, Bantam 1994

Paperback, Bantam 1994

Modsat så mange andre tidsrejsefortællinger kommer Kivrin dermed til kort. Alle hendes forsøg på at redde den familie, hun bor hos, fejler brutalt, og Kivrin ender derfor med ikke at være andet end en beskuer; en voyeur, der belurer fortidens lidelser. Lidelserne kan hun imidlertid ikke lade være med at tage på sig, fordi hun forstår sygdommen og dens konsekvenser på en helt anden måde end de middelalderlige mennesker. Resultatet er sønderknusende, fordi Kivrin pludselig bærer hele historiens lidelser på sine skuldre. Hjælpeløs ser hun til, mens de, der har hjulpet hende, kreperer ynkeligt, og Kivrin forstår med et, at hun aldrig burde være rejst tilbage, fordi det, hun er vidne til er ubærligt.

Mere fundamentalt har Connie Willis dermed også eksemplificeret L. P. Hartleys ironiske “The past is a foreign country: they do things differently there“, fordi hun viser den grundlæggende erkendelsesmæssige forskel på verdensopfattelsen mellem fortidens mennesker og Kivrin fra fremtiden. De kan tale sammen, men deres verdener ligner kun overfladisk hinanden, og dets længere tid hun opholder sig i det fremmede, dets mere forstår Kivrin, at fortiden udelukkende bør findes i nutidens bevidsthed, og ikke opsøges konkret, fordi der med fremtidens erkendelser følger et ansvar, og når dette ansvar ikke kan løftes, bliver resultatet det smerteligste nederlag.

Hardcover, The Easton Press 2001

Hardcover, The Easton Press 2001

Jeg har kun ros til Connie Willis indsigter og brug af tidsrejsetematikken. At bogen har sine pinagtigheder, må man bære over med. Willis følte tydeligvis, at hun havde brug for noget forløsende komik for at gøre handlingens dystre sider spiselige. Den komik får vi for fuld udblæsning blandt det fjollede godtfolk i nutidens Oxford, og den del af romanen kunne jeg snildt være foruden, fordi det i virkeligheden udvander bogens gennemslagskraft.

Med mere mod, mere klarsyn og mindre folkelighed kunne Willis have skabt et mesterværk. Ser man imidlertid gennem fingrene med de åbenlyse svagheder, står man med en følelsesfuld tragedie, der tør bruge idéen om tidsrejser til ting, som kun sjældent har været berørt.

Hardcover, Science Fiction Book Club 2007

Hardcover, Science Fiction Book Club 2007

Paperback, Gollancz 2012

Paperback, Gollancz 2012

4 kommentarer

Filed under Roman

Daphne du Maurier, The House on the Strand (1969): Tidsrejsen som psykose

Paperback, Penguin Books 1970. Den lille vignet på forsiden er tegnet af Colin Mier

Paperback, Penguin Books 1970. Den lille vignet på forsiden er tegnet af Colin Mier

The House on the Strand fra 1969 er en af du Mauriers mindre kendte spændingsromaner. Sandt at sige hører den nok heller ikke til blandt hendes bedste. Trods bogens afgjort nervepirrende indhold savner den de tidligere succesromaners blanding af mystik og konceptuel klarhed. Men dermed ikke sagt, at The House on the Strand er uinteressant – langt fra.

Handlingen fører os til Cornwall, hvor forlagsredaktøren Richard Young har lånt et hus af sin gamle studiekammerat Magnus. Richard skal bo alene i huset et par uger, før hans kone og hendes to børn fra et tidligere ægteskab tager ud til ham, så familien kan holde sommerferie sammen. Magnus, husets ejer, er en feteret biokemiker med smag for eksperimenterende, radikale forsøg. Hans seneste projekt har været at udvikle et stof, der kan føre den menneskelige hjerne tilbage til tidligere generationer; altså et stof, der lader tanken rejse tilbage gennem skjulte, kollektive erindringer. Det hele er naturligvis en omgang tåget sniksnak. Tanken er kort og godt, at den, der indtager stoffet, kan rejse tilbage i tiden som en form for spøgelse og derved opleve, hvad tidligere slægtsled har oplevet. Der er altså tale om en mental tidsrejse, hvor den rejsendes bevidsthed bliver projiceret bagud i tiden.

Paperback, Penguin Books 1970

Paperback, Penguin Books 1970

Mens Richard er alene i huset, får Magnus ham overtalt til at eksperimentere med stoffet. Magnus forsikrer ham om, at det skulle være ganske ufarligt, og Richard indvilliger derfor tøvende. Resultatet er overvældende. Richards bevidsthed bliver pludselig sendt tilbage til det tidlige 1300-tal, hvor han får mulighed for at glide gennem omgivelserne omkring Magnus’ hus, som det så ud på det tidspunkt.

Oplevelsen er storslået, og efter at have sundet sig er han villig til at gentage eksperimentet. Snart opdager Richard, at han vender tilbage til det samme sted og de samme personer hver gang. Helt konkret er det den unge adelsmand Roger, som Richard synes at være knyttet til. Richard vender tilbage flere gange, og for hver gang han rejser tilbage i tiden, forstår han de historiske omgivelser bedre. Gradvist går det også op for ham, at ridderen Roger er involveret i et komplot mod den engelske trone, og Richard indser, at han er vidne til en højspændt intrige.

Daphne du Maurier (13. maj 1907 – 19. april 1989)

Daphne du Maurier (13. maj 1907 – 19. april 1989)

Magnus var ikke helt ærlig over for Richard, da han fortalte, at tidsrejserne var harmløse. Det viser sig nemlig, at den, der rejser under påvirkning af stoffet, bevæger sig fysisk rundt som i trance. Det vil sige, at Richard mere eller mindre bevidstløs stavrer omkring på markerne i Cornwall, mens han mentalt rejser i tiden på Magnus’ præparat. Sagens alvor går op for Richard, da han kommer til sig selv ved lyden af et bilhorn, kort før han er ved at blive påkørt.

Dertil kommer en mere subtil påvirkning. Det viser sig, at den historiske virkelighed er langt mere spændende end Richards almindelige liv. Ikke mindst da hans kone og børn kommer op til huset og forlanger at lave alle de sædvanlige ferietrivialiteter. Richard begynder at savne fortiden og benytter enhver lejlighed til at snige sig ud og vende tilbage til 1300-tallet.

Hardcover, Victor Gollancz 1969. Romanens 1. udg. Forsidenm er illustreret af du Mauriers datter Flavia Tower

Hardcover, Victor Gollancz 1969. Romanens 1. udg. Forsidenm er illustreret af du Mauriers datter Flavia Tower

Det gør mildest talt hans opførsel besynderlig, og Richards kone begynder at ane uråd, men hun misforstår situationen og tror, at han har en affære. Det har Richard skam også, bare ikke en affære af den slags, som hun forestiller sig. Tingene spidser langsomt til, og da Magnus melder sit besøg uden nogensinde at ankomme, tager sagen en helt ny drejning.

Romanen udkom i ’69 og Daphne du Mauriers bog forholder sig ikke overraskende til sen-60’ernes psykedeliske eksperimenter. Hun peger på mulighederne i de bevidsthedsudvidende stoffer og de psykedeliske erfaringers validitet som sanseindtryk. Men hun er kritisk, og naturligvis er Richard, der forelsker sig i en fjern fortid, et billede på LSD-trippets forførende eskapisme.

Hardcover, Doubleday 1969

Hardcover, Doubleday 1969

Du Mauriers kontrastering mellem den ordinære verden og den historiske virkelighed er ganske fin, om end pointen hurtigt bliver en smule gumpetung. Men her må man til bogens forsvar sige, at hun aldrig moraliserer. Faktisk er Richards tidsrejser skildret med en medfølt varme, og måske netop derfor bliver det også mere grelt og ubehageligt, når hun beskriver Richards sammenbrud i den virkelige verden. Langsomt bliver hans irrationelle adfærd en trussel for sine omgivelser, fordi han mister evnen til at skelne fortiden (eller drømmeverdenen) fra virkeligheden.

Bogen fordømmer ikke Richards handlinger, men du Maurier viser meget klart, at det er umuligt at kontrollere eskapismen, når man først får begyndt, fordi den fortidige eller ”anden” verden altid vil virke stærkere på grund af dens komplette mangel på det prosaiske. Faktisk kan man, sat på spidsen, sige, at du Maurier hævder, at livets trivialiteter er det stof, der forhindrer os i at synke ned i galskab. En fascinerende pointe, der eksempelvis kan give Turells kærlighedserklæring til hverdagen en langt mere kritisk dimension. Og hun går langt for at vise os dette. Richards kones vedvarende snerren løber som en rød tråd gennem handlingen, og børnenes larmende tilstedeværelse fylder også rigtig meget. Alt sammen noget, der forsvinder, når Richard drikker stoffet og få øjeblikke senere befinder sig i middelaldereventyret.

Paperback, Avon Books 1971

Paperback, Avon Books 1971

Et af bogens problemer er i virkeligheden, at Richards konkrete oplevelser i 1300-tallet er ganske uinteressante. Den politiske intrige, han er vidne til, er et stykke ordinært historisk drama om kærlighed og store følelser. En del af romanen er derved ret ligegyldig, og det er snarrest idéen om Richards oplevelser i middelalderen, der virker overbevisende. Alt vi hører om Richards gøren og laden i virkeligheden er derimod ganske spændende læsning, fordi du Maurier her får udmalet et ubehageligt psykisk sammenbrud, hvor drøm og virkelighed gradvist smelter sammen for stakkels Richard, der ikke længere kan skelne ven fra fjende.

The House on the Strand er en spøjs roman, der giver et godt indblik i den ældre generations oplevelser af ungdomsoprøret. Den psykedeliske revolution, som den blev kaldt, havde afgjort en skyggeside, og Daphne du Maurier har indfanget et væsentligt aspekt i romanen. Vel at mærke ikke fordømmende, snarere præsenterer hun nøgternt nogle forhold og overlader det til læseren at vælge side. En ting står dog klart – du Maurier tvivler på, at mennesket kan håndtere flere virkeligheder end en. For hende er tidsrejsen et billede på vejen ind i en psykose, og mens andre forfattere senere har benyttet samme greb, tror jeg ikke, at det er gjort så nøgternt ubehageligt som i The House on the Strand.

Paperback, Penguin Books 1971

Paperback, Penguin Books 1971

 

Paperback, Pan Books 1985

Paperback, Pan Books 1985

Paperback, University of Pennsylvania Press  2000

Paperback, University of Pennsylvania Press 2000

E-bog, Virago 2012

E-bog, Virago 2012

E-bog, Little, Brown and Company 2013

E-bog, Little, Brown and Company 2013

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Horace Walpole, The Castle of Otranto (1764): Den gotiske støbeform

Paperback, Oxford University Press 1998. Forsidebilledet er et forstudie af John Singleton til maleriet "The Red Cross Knight" fra o. 1793

Paperback, Oxford University Press 1998. Forsidebilledet er et forstudie af John Singleton til maleriet “The Red Cross Knight” fra o. 1793

Gotikken har fået en lille opblomstring og optræder pludselig som begreb i flere forskellige sammenhænge. Leonora Christina Skov udgav eksempelvis allerede en gotisk roman tilbage i 2010, og Henrik Harksen Productions har søsat en bogserie under titlen ’gotisk krimi’. Der kan derfor være god grund til at se tilbage mod den oprindelige gotiske litteratur for at forstå, hvad de moderne receptioner af genren, eller måske rettere udtrykket, egentlig bygger på. Her skal vi derfor se lidt nærmere på The Castle of Otranto; en af gysergenrens store, formative romaner. En af de romaner, der stadig kaster skygger helt op i vores samtidslitteratur. Ikke så meget på grund af handlingen, men på grund af den måde som skrækken bliver iscenesat på i bogen.

Men lad os ganske kort tage et kig på handlingen først. Historien udspiller sig i 11-1200-tallet på en borg i Otranto. Stedets geografiske betydning spiller imidlertid ikke nogen synderligt stor rolle, idet handlingen mest af alt er centreret omkring borgen og dens nærmeste omgivelser.

Paperback, Oxford University Press 1998

Paperback, Oxford University Press 1998

Borgslægten på Otranto er forkommen og uddøende. Ikke desto mindre har slægtens overhoved, Manfred, formået at få giftet sin søn Conrad med Isabella, en anden borgherres datter. Det kunne jo tyde på bedre tider for Otranto, men sådan skal det ikke gå. Få øjeblikke før bryllupsceremonien skal udspille sig, bliver Conrad nemlig dræbt af en gigantisk hjelm, der ud af det blå falder ned fra himlen og knuser ham.

Det i sig selv burde jo være nok til at bringe borgen på den anden ende, men Manfred ser straks ulykken som et tegn på, at en gammel spådom om Otranto-slægten skal gå i opfyldelse. Det fortælles nemlig, at slægten en dag, når den ikke længere er stærk, vil blive knust. En frygtelig situation og Manfred beslutter resolut at handle. For at redde sin slægt vil han lade sig skille fra sin kone Hippolita og i stedet gifte sig med den unge Isabella, som hans søn Conrad egentlig stod til at skulle giftes med. Derved håber Manfred at kunne redde slægten fra undergang og måske også redde sit eget skind.

Horace Walpole (24. september 1717 – 2. marts 1797)

Horace Walpole (24. september 1717 – 2. marts 1797)

Naturligvis går det ikke så glat, som den desperate Manfred havde håbet. Conrads død har skabt frygt og panik, og Isabella har ikke den fjerneste lyst til at gifte sig med Manfred. Hippolita er ligeledes dybt ulykkelig over situationen, og Conrads søster Matilda kan kun med skræk se til, mens hendes far tilsyneladende er ved at opfylde profetien om slægtens undergang ved egen hånd.

Fortællingen udvikler sig hurtigt til et indviklet net af optrin, der involverer overgreb, skjulte identiteter og overnaturlige hændelser. Alt sammen kørt ind i en fortættet historie, der langsomt samler kræfter til den endelig eksplosion, hvor alle aktører får lov at mødes og få sagen afgjort.

Paperback, Penguin 2002

Paperback, Penguin 2002

Horace Walpole debuterede som romanforfatter med The Castle of Otranto, og selv om han genudgav romanen flere gange i revideret form, udgav han aldrig andet skønlitteratur. Det var måske også kun godt, for til trods for, at værket har haft en enorm litterær betydning, er Walpole ikke nogen synderligt stærk forfatter. Hverken hans greb om sproget eller historien virker helt overbevisende i dag. Ikke desto mindre formåede Walpole at skabte en helt ny genre med sin korte roman, og The Castle of Otrantos eftervirkning synes derfor langt vigtigere end selve bogens historie.

I romanen kombinerede Walpole sin passion for Shakespeare med de for tiden populære franske melodramaer. Han overtog først og fremmest brugen af overnaturlige elementer og det historiske miljø fra Shakespeare. Her fandt han spøgelser, gamle forbandelser og dødsdømte slægter, der kunne stå som skabelon for borgslægten på Otranto. Han hentede også den fortættede stemning af psykisk terror hos Shakespeare, hvor navnlig Hamlet og Macbeth synes at have været væsentlige inspirationskilder for ham.  Til dette føjede Walpole fransk melodrama, der udmærkede sig ved pludselige og dramatiske omslag i handlingen, iscenesat gennem voldsomme effekter. Effektmageri der i bogen blev omsat til svævende gespenster, hemmelige gange og skjulte identiteter.

Paperback, Oxford University Press 1996.

Paperback, Oxford University Press 1996.

I The Castle of Otranto blev koblingen mellem disse to tråde en dyster borg, hvor spøgelser og gigantiske rustingsdele ud af det blå dukker op og griber ind i historien. Tro pokker at surrealisterne elskede Horace Walpole og regnede ham som en af deres forgængere. Alene beskrivelsen af den enorme hjelm, der i bogens åbning knuser Conrad, er ganske absurd og vel nærmest lidt komisk i dag.

Sådan blev det imidlertid absolut ikke opfattet på bogens udgivelsestidspunkt. Det vilde, irrationelle element i Walpoles roman var både uhørt og tragisk gribende. Den udfordrede tidens forestillinger om rationalitet og litteraturens rolle som opdragende og socialt dannende. Walpole gik i den stik modsatte retning. Ikke alene valgte han et middelalderligt katolsk miljø til sin historie, han baserede den også på moralsk anløbne karakterer, der absolut ikke kunne regnes som sociale forbilleder.

Paperback, Empire Books 2012

Paperback, Empire Books 2012

Bogens virkelige storhed findes imidlertid i selve historiens ramme. Det har ofte været fremført, at bogens egentlige hovedperson er selve borgen i Otranto. Og her kan jeg kun være enig. Borgen ligger som en dyster, hensmuldrende gigant, der på det nærmeste er ved at kvæle livet omkring sig og gøre dens beboere syge og falmende. Med få dramatiske beskrivelser får Walpole tegnet et billede af stedet som en mareridtsagtig labyrint fyldt med gange og trapper, hemmelige døre og fugtige kældre. Den har alt det, der senere er blevet faste komponenter i gotikken, og måske fordi de blev brugt for første gang her, fremstår de med en utrolig klarhed hos Walpole.

Som underholdning har The Castle of Otranto måske ikke så meget at byde på længere, men hvis man interesserer sig for gysergenrens udvikling, er bogen et afgørende bekendtskab. Den ligger nemlig som det frø, hvorfra rigtig meget er vokset frem. Og retter man blikket mod ingredienserne i Walpoles roman, er der afgjort stadigvæk meget at hente. Måske er det også derfor, at gotikken bliver ved med at vende tilbage i nye former, men altid med referencer tilbage til det dystre udgangspunkt i Otranto.

Paperback, Dover Thrift Editions 2004

Paperback, Dover Thrift Editions 2004

Det fortættede psykologiske drama i den forbandede, giftige borg synes i hvert fald at være en ramme, som vi kan blive ved med at spejle os selv i. Måske fordi vi bliver ved med at genkende vores egne misantropiske problemer i borgslægten. Måske fordi vi som Lovecrafts ’outsider’, efter at have slugt fortællingen, pludseligt ser vores egne ansigter reflekteret i teksten og forstår, at Otranto er et billede på vores relationer til familie og venner. Det er ikke noget kønt syn Walpole viser os, men ikke desto mindre kan det være svært at se væk, når man først har fået blik for det.

Paperback, CreateSpace 2013

Paperback, CreateSpace 2013

Paperback, Aziloth Books 2010

Paperback, Aziloth Books 2010

1 kommentar

Filed under Roman