Tag Archives: Mumier

Anne Rice, The Mummy, or Ramses the Damned (1989): En saftig mumie i den lumre ørkennat

Paperback, Penguin Books 1990

Med tobinds-romanen The Vampire Lestat (1985)/Queen of the Damned (1988) indtog Anne Rice pludselig pladsen blandt genrefiktionens absolut bedst sælgende forfattere. På grund af bøgernes vampyrtematik blev de regnet ind i skrækgenren, hvilket i virkeligheden er ganske misvisende. Der sker i hvert fald et tydeligt skred i Rices forfatterskab mellem den første vampyrroman Interview with the Vampire (1976) og så Queen of the Damned. Et skred, der forlader den eksistentielle angst og gru, som Interview kredser om, og i stedet går i retning af et plotdrevent, eskapistisk pulpeventyr, som forsøger at fortrylle sin læser med eksotisk erotik såvel som kulturel og materiel rigdom. Rice begyndte med andre ord at skrive en form for gotisk fantasy, og den tendens fortsatte hun ind i The Mummy fra ’89.

Det er tydeligt, at Rice, der var på toppen af sin popularitet i ’88, havde brug for en ny vej, hvor hun kunne sadle om men alligevel fortsætte sine overdådige eventyr. Vampyrerne havde udspillet deres rolle som interessante figurer efter Queen of the Damned, men Rice ønskede samtidig at forfølge det stilistiske spor, som hun havde fundet med sine seneste to romaner. Præcis som hun havde genopfundet vampyrfiguren, greb hun derfor tilbage i skrækkens idékatalog og hev mumien frem som sin nye, primære aktør.

Paperback, Penguin books 1990

Rice lod naturligvis mumien undergå en forvandling; fjernede bandagerne og bragte saft og kraft til den udødelige skabning. Den kom derved til at stå ikke bare som den diametrale modsætning til monstergysets støvede, langsomme levende døde, men også som en absolut modsætning til hendes vampyrer. Mumien hos Rice blev en skabning med enorm appetit på livet, der næres af sollys og – hvilket er ganske vigtigt – er et særdeles potent og lystfyldt, erotisk væsen, der gerne vil inddrages i menneskenes liv og kultur. Rice gør dermed mumien til noget ganske andet, end det vi normalt forbinder med mumier i genrefiktionen, og man kan måske endda hævde, at hun fører sin mumie så langt bort fra udgangspunktet, at det reelt slet ikke er det samme ”genrevæsen” længere. Men det er en anden snak.

I sin roman valgte Rice at gøre to af Egyptens bedst kendte historiske skikkelser til sine væsentligste karakterer. Hovedpersonen, mumien om man vil, er Ramses d. II, som fødtes omkring år 1300 f.kr., den anden er bærende karakter er den sagnomspundne Kleopatra (født 69 f.kr.). Disse to skikkelser, adskilt af århundreder, bringer Rice sammen takket være den idé, at Ramses blev gjort udødelig gennem en hemmelig eliksir. Han fungerede således som rådgiver for faraoner i de følgende århundreder og forelskede sig til sidst i Kleopatra, men denne legendariske skønhed blev også hans fald. Deres affære gik skævt, Kleopatra forelskede sig i Markus Antonius, og Ramses lagde sig til hvile i sin krypt. Her har Ramses ligget i slummer frem til det punkt, hvor sollyset rammer ham igen, da engelske arkæologer åbner hans gravkammer.

Anne Rice (4. Oktober 4, 1941) fotografer i 1992

Jeg skal ikke kede jer med mere handlingsreferat, men forholdet mellem Ramses og Kleopatra er vigtigt at forstå, når man vil forstå, hvad Rice udfolder i sin roman. The Mummy er nemlig ikke nogen skrækfortælling. Det er en eventyrhistorie og en erotisk kærlighedshistorie om forelskelse, lyst og udødelige følelser. Rice skriver selv i bogens begyndelse, at hun takker H. Rider Haggard for inspiration hentet i romanen She, hvilket må siges at være en helt afgørende inspirationskilde. Faktisk kan man slet ikke tænke The Mummy uden at se den som et ekko af She.

I The Mummy introducerer Rice således et lille ensemble af engelske aristokrater, der alle på en eller anden måde er viklet ind i hinandens liv, og alle har relationer til gentleman-arkæologen Lawrence Stratford, der ved bogens åbning finder den sovende Ramses. Med kryptens åbning bliver der også åbnet for et eventyr, der svælger i lige dele engelsk kolonial luksus og orientalistisk begejstring for det eksotiske Egypten.

Hardcover, Chatto & Windus 1989. Romanens første udgave

Med det store persongalleri har Rice rig mulighed for at udspille intriger, kærlighedsforhold og forskellige menneskelige karaktertræk. Kernen i alt dette er den enigmatiske Ramses, der har den kvalitet, at alle som tilbringer tid sammen med ham, på en eller anden måde forelsker sig i ham. Hans tiltrækning er enorm og det uanset køn. Men den hemmelige eliksir, der har givet Ramses denne tiltrækningskraft, er mindst lige så interessant. Spørgsmålet, som Rice rejser i bogen, er da også, hvordan man selv ville forholde sig, hvis udødelighed og skønhed lå inden for rækkevidde? Hvor langt ville vi gå for at opnå den? Ville vi dræbe for det? Ville vi sige ja til udødelighed, hvis vi vidste, hvilken pris vi skulle betale for den i form af tab af venner og familie? Persongalleriet i The Mummy handler alle forskelligt, og vi får dermed en hel buket af holdninger serveret, ledsaget af en tydeligt moralsk løftet pegefinger fra Rice.

Kærlighedsforholdet mellem Ramses og Kleopatra er naturligvis et vigtigt spor i fortællingen, men de tjener også som fundamentalt forskellige reaktioner på udødeligheden. Hvor Ramses er lys, imødekommende og nysgerrig, er Kleopatra dyster, egoistisk og ond. Ramses vil opleve og mærke verden, Kleopatra vil beherske og kontrollere den. Det er da også imellem disse to yderpunkter, at romanens persongalleri fordeler sig i to lejre, som langsomt hen imod slutningen kan tørne sammen i Kairo i en afgørende konfrontation.

Paperback, Ballantine Books 1989

Denne grundlæggende dikotomi genkender vi i øvrigt som et strukturelt lån fra Interview, hvor forholdet mellem Louis og Lestat udtrykker samme form for udspaltning. I The Mummy er alt det subtile fra før nævnte bog imidlertid fejet af bordet til fordel for en langt mere håndfast fremstilling af Ramses som den gode, men fejlbarlige, og Kleopatra som den gennemført onde. Den eneste hage i dette er, at det er Ramses selv, der har gjort Kleopatra udødelig og til det monster, hun er, men det tjener naturligvis først og fremmest til at styrke bogens advarende tone.

The Mummy er rendyrket romantisk fantasy og ramasjang. Enhver ansats til dybsindighed er, som kraftigt antydet, for længst forduftet fra Rices forfatterskab, der på dette tidspunkt efterhånden udelukkende opererer med overfladiske arketyper og klichéer. Bogen har afgjort tempo og underholdningskraft, fordi Rice sprogligt formår at løfte sin overnaturlige ørkenromance til noget, der er en smule mere end ren banalitet. Men også kun en smule, for med The Mummy er det klart, at Rice er blevet en forfatter, som først og fremmest skriver det, som læserne forventer fra hendes hånd. Det er da også evident, at bogen om Ramses kom til at danne idémæssigt udgangspunkt for Rice, da hun genoptog sine langt mere populære vampyrbøger med The Tale of the Body Thief (1992), der har samme stemning af hurtigt pulpeventyr som The Mummy.

Paperback, Ballantine Books 1991

Historien om den udødelige Ramses er imidlertid også en vej tilbage til de romaner, der var Rices egentlige udgangspunkt, nemlig erotiske romancer. The Mummy er dermed fyldt med hele den gotiske romances floromvundne og lyrisk absurde sprogbrug, der æstetiserer samlejet til en blomsterduftende eksplosion af candyfloss og poesi. Som da Ramses i bogen penetrerer Julie Stratford med hendes invitation: ’Batter down the door,’ she whispered. ’The virgin door. Open it, I am yours for ever.’ He went through the seal (s. 255).

Den slags patetisk melodrama er ulidelig læsning og noget, der bør punktere enhver illusion om Rice som stor lyriker.

Paperback, Ballantine Books 1991

Skal man være pæn ved The Mummy, kan man sige, at den sammen med Rices øvrige romaner har gjort sit til at flytte en udtalt queer-dimension ind i bestsellerlitteraturen. Biseksualiteten, der optræder i vampyrromanerne, bliver således langt mere fremtrædende i bogen om Ramses, men altid kun som noget omtalt; den egentlige sex henlægger Rice til mødet mellem mand og kvinde. Nogen provokatør er hun dermed bestemt ikke, og The Mummy står da også tilbage som letlæst genreroman, der med en vis bitterhed minder os om det, Rice var i ’76.

Den entreprenante Anne Rice sluttede i øvrigt bogen med en såkaldt cliffhanger (”The Adventures of Ramses the Damned shall continue’’), men fortsættelsen til The Mummy skulle først udkomme i 2017. Det er en ganske lang ventetid, men Rice opdagede efter førnævnte Tale of the Body Thief, at der trods alt stadig var liv/salg i vampyrerne, og samtidig oplevede hun en overvældende succes med sin serie om Mayfair-heksene, hvilket åbenbart gjorde Ramses til en mindre attraktiv figur at arbejde videre med. Det kan man jo kun give Rice ret i.

Paperback, Ballantine Books 1994

Paperback, Arrow Books 2004

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Så begynder ørkenvandringen igen

Paperback, Corinth Suspense Novel 1966

Paperback, Corinth Suspense Novel 1966

Sommerferien overstået, og jeg er tilbage ved tasterne. For at fejre sommer og varme skal vi i dette første indlæg efter ferien et smut til Egypten. Vi har været der før, da jeg skrev lidt om mumier, men denne gang er det mere landets stemning og historie som sådan, der er i centrum. Jeg skal da heller ikke gentage mig selv alt for meget og derfor blot konstatere, at Egypten, og navnlig oldtidens Egypten set gennem nutiden, er en af pulpens faste jagtmarker.

Bedtime Stories marts 1934

Bedtime Stories marts 1934

I genrefiktionens univers synes tid og rum at mødes i det mystiske Nilland, hvor fortiden aldrig helt er svundet bort, men i stedet vedbliver med at klinge i nutiden med fascinerende og ofte farefuld kraft. Ørkensandet bliver en form for sirene, der synger om eventyr og gemt mystik, mærkværdige guder, dystre hemmeligheder og stor kærlighed.

Weird Tales, maj-juli 1924

Weird Tales, maj-juli 1924

Egypten er både en fysisk ramme for fortællingerne – altså et konkret sted, hvor handlingen kan udspille sig – og Egypten er ren atmosfære, som rækker ud over selve stedet. Det, synes jeg, er spændende, for der findes ikke mange andre steder, der har haft samme stemningsmæssige tiltrækningskraft i fiktionens verden. Stemningen går på tværs af genrer og litterære bølger, den går på tværs af landegrænser og årtier, fordi vi alle åbenbart vedbliver med at være optaget af det tidløse Egypten, der har så uendelig lidt med det faktiske land at gøre.

Fate, september 1954

Fate, september 1954

Lennon sang ”Strawberry Fields forever” om sit barndomsland, som altid er i status quo. ”Nothing is real and nothing to get hung about, fortsætter han, fordi barndommens land altid klinger lige stærkt og lige uforanderligt i drømmene. Med Egypten er det på samme måde – magien forsvinder aldrig, fordi der kun er tale om flygtige stemninger, der aldrig helt kan tappes for saft og kraft uanset hvor mange gange de gentages og opfattes klichéer.

Uncanny Tales, juli 1941

Uncanny Tales, juli 1941

Jeg skal da heller ikke sige mig fri for at være fascineret af ørkensandets sang, og måske du også kan fange den eksotiske duft i indlægget her.

Velkommen tilbage!

Grusel-Schocker nr. 66, 1977

Grusel-Schocker nr. 66, 1977

The Spider, oktober 1936

The Spider, oktober 1936

Hardcover, HarperCollins 2011

Hardcover, HarperCollins 2011

The Spider, december 1936

The Spider, december 1936

Hardcover, Macaulay Company 1922

Hardcover, Macaulay Company 1922

Star, februar 1931

Star, februar 1931

Hardcover, Regency Press 1956

Hardcover, Regency Press 1956

Silber Grusel-Krimi Nr. 91, 1982

Silber Grusel-Krimi Nr. 91, 1982

Magazine of Fantasy and Science Fiction, juni 1971

Magazine of Fantasy and Science Fiction, juni 1971

Paperback, Virgin Books 2002

Paperback, Virgin Books 2002

Paperback, Ace Books 1929

Paperback, Ace Books 1941

Paperback, Tit-Bits Science Fiction Library 1954

Paperback, Tit-Bits Science Fiction Library 1954

Paperback, Berkley 1996

Paperback, Berkley 1996

Paperback, Sphere Books 1977

Paperback, Sphere Books 1977

Weird Tales, november 1938

Weird Tales, november 1938

Paperback, Dell 1950

Paperback, Dell 1950

Paperback, Pocket Books 1945

Paperback, Pocket Books 1945

Paperback, Ellora's Cave Publishing 2002

Paperback, Ellora’s Cave Publishing 2002

Paperback, NRA 1932

Paperback, NRA 1932

Paperback, Horwitz 1962

Paperback, Horwitz 1962

Paperback, Mythos Books 2002

Paperback, Mythos Books 2002

Paperback, Horwitz 1963

Paperback, Horwitz 1963

Paperback, Leisure Books 1988

Paperback, Leisure Books 1988

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Leisure Books 1988 (2)

Paperback, Leisure Books 1988

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Mumien – et langtidsholdbart motiv

Detective Short Stories, januar 1942

Eksotisme og orientalisme er en væsentlig del af pulpens kød og blod – og det uanset om vi taler om Conans vandringer gennem det fortidige Hyboria, rejser til fjerne planeter eller ørkeneventyr blandt blodtørstige beduiner. Det i sig selv er stof til en lang række forskellige indlæg, og her skal vi kun snuse lidt til én side af sagen – nemlig fascinationen af oldtidens Egypten. Og navnlig mumien, der om noget er sindbilledet på faraonernes land.

Weird Tales, april 1930

Weird Tales, april 1930

Indien spillede naturligvis en væsentlig rolle i den britiske kulørte fiktion som hjemsted for mystiske skikke og sære hemmeligheder, og H. Rider Haggards ekstremt populære værker gjorde meget for at skabe indtrykket af Afrika som eventyrernes land. Tusind og én nat rumsterede naturligvis også et eller andet sted bag pulpen som inspirationskilde for det fremmedartede. Alt det blev imidlertid overtrumfet, da Egypten pludselig blev en modedille af kaliber.

Daemonenkiller, nr. 54 1977

Daemonenkiller, nr. 54 1977

Fascinationen af oldtidens Egypten i bredere kredse var allerede begyndt i 1880’erne og filtrerede sig gradvist ind i kunstarterne og videnskaben som et varmt tema. Det var imidlertid først, da Howard Carter og Lord Carnarvon i 1922 opdagede Tut Ankh Amons grav i Kongernes Dal, at emnet eksploderede. Pludselig var der mumier, ældgamle forbandelser og smukke præstinder over alt. Hieroglyffer kom bogstavelig talt på tapetet i de små hjem, og naturligvis samlede pulpforfatterne emnet op på begge sider af Atlanten.

Uncanny, juli 1941

Uncanny, juli 1941

Hele den ikonografi, der knytter sig til fremstillingen af det gamle Egypten, var allerede på plads før 1922, men med Carvers og Carnarvons opdagelse blev fortællingen om den grumme mumie, der hjemsøger gravrøverne for alvor formaliseret, og mumien kunne slutte sig til vampyren og varulven som del af grundstammen i monsterfiktionens stamtræ.

Dime Mystery Magazine, januar 1939

Dime Mystery Magazine, januar 1939

Selvom der afgjort har været forsøg på at modernisere mumie-fortællingen, er det aldrig lykkedes helt at skabe en ny, litterær mumie. Nogen vil måske mene, at Anne Rice kom tæt på, men alligevel ikke helt, for hendes The Mummy fra ’89 hænger fortsat i høj grad fast i de temetikker, der allerede var fremme omkring 1922. Men hvem ved, måske bliver mumierne og det gamle Egypten den næste litterære teen-sensation. Man ved aldrig.

Thrilling Detective, oktober 1937

Thrilling Detective, oktober 1937

Dime Mystery Magazine, januar 1948

Dime Mystery Magazine, januar 1948

Terror Tales, marts 1940

Terror Tales, marts 1940

Dime Mystery Magazine, juli 1939

Dime Mystery Magazine, juli 1939

Terror Tales, juli 1940

Terror Tales, juli 1940

Dime Mystery Magazine, maj 1937

Dime Mystery Magazine, maj 1937

Ten Detective Aces Magazine, maj 1935

Ten Detective Aces Magazine, maj 1935

Dime Mystery Magazine, september 1940

Dime Mystery Magazine, september 1940

Supernatural Stories, nr. 101 1961

Supernatural Stories, nr. 101 1961

Dr. Morton, nr. 37 1981

Dr. Morton, nr. 37 1981

Professor Zamorra, nr. 69 1981

Professor Zamorra, nr. 69 1981

Fantastic Adventures, februar 1957

Fantastic Adventures, februar 1957

Paperback, Wordsworth Classics 2004

Paperback, Wordsworth Classics 2004

Fantastic Adventures, november 1949

Fantastic Adventures, november 1949

Paperback, Tandem-Universal, 1978

Paperback, Tandem-Universal, 1978

Fantastic Science-Fiction, december 1956

Fantastic Science-Fiction, december 1956

Paperback, Penguin Books 1990

Paperback, Penguin Books 1990

Geisterjäger John Sinclair, nr. 104 1979

Geisterjäger John Sinclair, nr. 104 1979

Paperback, New English Library 1986

Paperback, New English Library 1986

Geister-Krimi, nr. 160 1979

Geister-Krimi, nr. 160 1979

Paperback, Leisure Books 1988

Paperback, Leisure Books 1988

Gruselroman, nr. 360 1980

Gruselroman, nr. 360 1980

Paperback, Berkley Books 1988

Paperback, Berkley Books 1988

Hardcover, Donald M. Grant 1986

Hardcover, Donald M. Grant 1986

Paperback, Bantam Books 1969

Paperback, Bantam Books 1969

Horor Stories, februar 1941

Horror Stories, februar 1941

Paperback, Ballatine 1990

Paperback, Ballatine 1990

Monstrula, nr. 18 1978

Monstrula, nr. 18 1978

Paperback, American Educational Publications 1971

Paperback, American Educational Publications 1971

New Detective, juli 1949

New Detective, juli 1949

 

3 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Arthur Conan Doyle, The Ring of Thoth and other Stories (1968): Hjemsøgte Victorianske gækkerier og nogle betragtninger omkring Doyles sprog

Paperback, John Murray 1968. Tegneren bag forsidens illustration er desværre ikke oplyst

Paperback, John Murray 1968. Tegneren bag forsidens illustration er desværre ikke oplyst

Der er mange af os, der har en stille passion for Sherlock Holmes. Hvad der imidlertid tiltrækker os ved Doyles noveller om detektiven fra Baker Street, er sikkert ganske forskelligt. Og der er utvivlsomt mange spændende ting ved Holmes-historierne, men for mig er det de stedvist mystiske, overnaturlige overtoner, som gør særligt indtryk. Beskrivelserne af heden i The Hound of the Baskervilles, måden den lille pygmæ fra The Sign of Four omtales på eller rigtig mange andre, mindre velkendte steder fanger noget helt formidabelt, der ikke står tilbage for nogen egentlig skrækhistorie. Selve de sindrige kriminalgåder eller den stedvise humor siger mig imidlertid ikke ret meget, men sådan er vi jo så forskellige.

Arthur Conan Doyle var tydeligvis optaget af forholdet mellem naturvidenskabelig rationalisme og sansernes bedrageriske hang til digt og fabuleren. I Holmes-universet udstilles det skisma igen og igen. Hvad der således indledningsvist kunne synes som noget overnaturligt og skræmmende, viser sig altid i sidste ende at være noget banalt og menneskeskabt. Holmes optræder som tryllekunstneren, der efter endt nummer afslører, hvordan han udførte sine tricks og knuser derved illusionen som troldbandt læseren i stille gru.

Det samme greb får vi lejlighed til at følge i The Ring of Thoth fra 1968. En antologi med et udvalg af Doyles mystiske eller overnaturlige noveller, der vel at mærke ikke har nogen relation til Sherlock Holmes. Og så dog, for den maniske detektiv udebliver ganske vist, men novellerne er stort set alle stærkt beslægtet med Holmes-historiernes konstrastering mellem sansernes førstehåndsindtryk og fakta.

Antologien kommer vidt omkring i forfatterskabet og rummer tilmed et par af Doyles bedste noveller. Den fanger Victoriatidens smag for orientalisme med fortællinger som ”The Ring of Thoth” og ”Lot 249”, der begge handler om egyptiske mumier. Den krydser ind over det meget engelske tema med mystiske kostskoler i ”The Usher of Lee House School” og et klassisk ”lukket rum”-mysterium i ”The Striped Chest”. Som sagt, vi kommer tematisk vidt omkring, og alene det er garant for en behagelig varieret læseoplevelse.

Paperback, John Murray 1968

Paperback, John Murray 1968

”J. Habakuk Jephson’s Statement” er uden tvivl den mest spektakulære historie og min personlige favorit. Her følger vi en læges skæbnesvangre sørejse fra Amerika til Europa. Der er noget storladent over historien, som har ekkoer af den type gru, som Lovecraft-kredsen senere dyrkede. Handlingen opererer med ældgammel afrikansk magi, en mystisk mulat med morderiske tendenser og rigelige mængder af vildmarkseventyr. Novellen er en af bogens længste, men den er ikke en side for kort. Doyles greb om den stigende gru ombord på det lille fartøj, som lægen krydser Atlanten med, er formidabel og intensiveres forbilledligt side for side. Med en blanding af rå, blodig realisme og en blåøjet naivitet hos fortælleren, får han nemlig skabt en fortælling, der opererer på kanten af det overnaturlige og samtidig fokuserer på dramaet, der udspiller sig mellem de pressede sømænd.

En af de berømte noveller i bogen er ”Playing with Fire”, hvis paradigmatiske titel skal tages ganske bogstaveligt. Historien skildrer en spiritistisk seance af den type, som blev populære i 1800-tallets sidste tiår. Alene det gør novellen spændende, fordi den sandsynligvis omsætter Doyles egne spiritistiske oplevelser til fiktion. Novellens seance udvikler sig drastisk, og Doyles pointe synes at være, at man skal passe på, hvad man gør. Universet rummer kræfter, vi endnu ikke forstår, og den spiritistiske videnskab kunne, synes Doyle at sige, være en af disse. Som titlen afslører, leger hovedpersonerne med andre ord med ilden og er nær ved at komme grueligt galt afsted.

Bogens andre historier savner i høj grad ”J. Habakuk Jephson’s Statement” s dystre storhed. Navnlig de små dunkle kriminalmysterier, som eksempelvis ”B. 24”, der har samme uskyldige charme som en del af Holmes-novellerne, men som savner enhver form for bid. Jeg kan i hvert fald ikke rigtigt hidse mig op over dem.

Hovedparten af noveller er skrevet med en velformuleret jegfortæller, der beretter om de sære begivenheder, der er tilstødt ham. Der er noget snusfornuftigt roligt over mange af historiernes tone, selv der hvor sære eller muligvis overnaturlig hændelser beskrives. Doyles rationalisme bliver med andre ord en form for seletøj om fortællingen, der holder sproget og handlingen på plads. Sprogets tone og handlingen kan derfor, i nogle af historierne, fremstå som værende i et modsætningsforhold. Der ligger i hvert fald noget paradoksalt i sammenstillingen mellem den rationelle tone og de irrationelle oplevelser, som hovedpersonerne fortæller om.

Sir Arthur Ignatius Conan Doyle (22. maj 1859 – 7. juli 1930)

Sir Arthur Ignatius Conan Doyle (22. maj 1859 – 7. juli 1930)

Det forhold viser os vel i virkeligheden to sider af Doyles interesser. På den ene side har vi den naturvidenskabeligt interesserede forfatter, der lader sig opsluge af videnskabernes konstante transformation af verden. På den anden side har vi litteraten Doyle, der tydeligvis har en sværmerisk åre. Hans sprog slår i hvert fald stedvist ud i romantikkens billedtunge formsprog. Eksempelvis i ”The Ring of Thoth”, hvor han har følgende metaforiske beskrivelse af fortidens:

Here was the flotsam and jetsam washed up by the great ocean of time from that far-off empire. From stately Thebes, from lordly Luxor, from the great temples of Heliopolis, from a hundred rifled tombs, these relics had been brought (s. 12)”.

Doyle rammer her noget smukt. Han læner sig op ad antikverede litterære idealer, der står i modsætning til den afmålte naturvidenskabelig verdensanskuelse, men det er netop i disse små, indfølte steder, at poeten Doyle kommer på bane. Det er her, sproget flammer op og løfter mysteriet til noget stærkere end bare rent mekanisk plot-afvikling. Og det er i virkeligheden også præcis steder som disse, hvor stemningen får lov at ulme, der tiltrækker mig ved de Holmes-historier, jeg nævnte i begyndelsen.

Der er med andre ord et dobbeltløb i Doyles fiktion, som giver teksterne to stemmer. Den saglige gentleman, der med sanddru stemme beretter fortællingen, og digteren, der stedvist løber af med Doyle og hvisker ind over den nøgterne beretnings konstaterende form. Hvisk, der spænder ben for historiens fornuftsbestemte univers og fylder den med flygtige overnaturlige trolderier, der hurtigt manes til jorden igen. Når man læser Doyle, bliver jagten på disse små digteriske hvisk en form for litterært guldgraveri. Det er nemlig, når man rammer de bløde lag under rationaliteten, at historierne eksploderer i noget både smukt og skræmmende.

Doyle havde sikkert være mindst lige så populær uden denne digteriske side, men uden den ville der mangle en væsentlig komponent i forfatterens værk.

 

Novellerne:

”The Ring of Thoth”

“The Brown Hand”

“Playing with Fire”

“B. 24”

“Lot 249”

“The Usher of Lee House School”

“The Striped Chest”

“J. Habakuk Jephson’s Statement”

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling