Tag Archives: Mytologi

Poul Anderson, The Broken Sword (1954): Grumt trolderi og vikingesværmeri

Paperback, Ballantine Books 1971. Forsiden er stemningsfuldt malet af George Barr

Som jeg har antydet nogle gange, er fantasy ikke rigtigt min kop the længere. I hvert fald ikke fantasy, som den udviklede sig i løbet af 80’erns slutning og bliver til den rædsel, vi kender i dag. Den erkendelse har imidlertid fået mig til at gå lidt længere tilbage og læse nogle af de formative værker, der har banet vejen for genrens moderne udtryk. Poul Anderson er her en vigtig skikkelse, som jeg med skam må indrømme, aldrig rigtigt at have læst før i år. Det var en fejl fra min side, for med mit første bekendtskab med ham i form af The Broken Sword fra 1954 er jeg helt solgt.

Som jeg forstår det, sværmede Anderson for Skandinavien og nordisk mytologi igennem hele sit liv, og den passion kommer om noget frem i The Broken Sword. Andersons proto-fantasyroman udspiller sig i sagaernes Danmark. Vi hører her om vikingehøvdingen Orm the Strong, der påkalder sig elverfolkets opmærksomhed. Elverfolkets konge Imric beslutter således at tage Orms førstefødte søn, Skafloc, og udskifte ham med en såkaldt skifting; en troldunge ved navn Valgard.

Poul William Anderson (25. november 1926–31. juli 2001)

Skafloc og Valgard vokser op og bliver som nat og dag. Begge tager både det bedste og værste med sig fra deres respektive hjem; Skafloc den lyse bliver hos elverne dygtig og modig, men også egenrådig og arrogant. Den mørke Valgard hos vikingerne bliver ligeledes modig og sej, men han får også en blodtørstig appetit på vold og rigdom.

Skafloc og Valgard udgør to poler i fortællingen, der, efter at deres barndom og ungdom er udlevet, kommer på kollisionskurs. Magiske kræfter, aser og jætter; alle har en finger med i spillet her. Den nordiske mytologi danner klangbund for alt i romanen, og Anderson bruger sine to hovedpersoner som alibi for at indlede en kamp mellem elverfolk og jætter; en skjult strid, der sker uden menneskene er involveret, men som alligevel påvirker de dødeliges verden. Midt i denne strid kommer vores to unge mænd til at danne centrum, og det er igennem Skafloc og Valgard, at vi følger de kosmiske kræfter tørne sammen i deres evige kamp om overherredømmet.

Hardcover, Abelard-Schuman 1954. Romanens første udgave

The Broken Sword er episk fiktion, og Anderson trækker på alle de storladne elementer, der kan opstøves i sagauniverset. Det gør sig også gældende i sproget, der udtrykkes gennem et romantiseret og historiserende, lyrisk formsprog. Der er altså tale om en stedvist kringlet og bagvendt fortælleform, der æstetisk mimer sagaernes sprogunivers, præcis som det eksempelvis kendes fra 1800-tallets romantiske gendigtning af middelalderens ballader og Arthur-fortællinger. Den slags kan der komme noget frygteligt ud af. Sådan er det bare ikke her. Anderson rammer rent med sin romantekst, og formår i bogen at skabe en særlig lyrisk dynamik, som måske umiddelbart virker fremmedgørende og forstyrrende, men snart bliver til selve nerven i læseoplevelsen.

Rytme og metaforer er dermed kernebegreber i The Broken Sword og bærende elementer, der tegner bogens samlede udtryk. Det poetiske i The Broken Sword er naturligvis ikke noget unikt, men romanen adskiller sig alligevel fra ganske meget andet fantasy-litteratur. Det skyldes først og fremmest, at Anderson har taget sagaernes rå og kompromisløse tone til sig. Hans vikingeunivers er brutalt, dystert og fyldt med både naturlige og overnaturlige farer. Bogen er barsk på samme måde, som den i bogen skildrede natur er barsk og fjendsk. Trods udtrykket, der formidles gennem kunstig skjaldedigtning, er der intet sødladent over bogen, hvor alt er malet i blodbestænkte gråtoner.

Paperback, Sphere Books 1973

Poul Anderson går imidlertid videre end det rå, for han har nemlig klogt iagttaget et tragisk element i ganske mange sagatekster. Netop derfor har han gjort tragedien til den overordnede ramme for hele romanen. The Broken Sword er således beskrivelsen af heltens totale undergang. Barndommens lykkeland bygges op, hvorefter nornerne trækker i trådene og binder knuder, før de endegyldigt kapper Skaflocs og Valgards livsbaner.

Det tragiske i romanen er dermed skildringen af de to unge mænd, der begge er fremmegjorte fra deres verden og intetanende bliver brikker i det kosmiske spil. Det har de aldrig selv ønsket, og bogen udstiller derfor tydeligt magtens kynisme. Skafloc hører ikke til blandt elverfolket, men han passer heller ikke ind hos menneskene længere. Valgard hører heller ikke til noget sted; hos menneskene er han et bæst, hos troldfolket en suspekt halvling. Hele bogens konflikt opstår, fordi de to prøver at finde en plads og gøre den til deres egen. Det koster blod, og i sidste ende bliver det deres undergang. Valgard er formentlig den mest tragiske figur i bogen, fordi hans lod – skæbnen – har været usandsynlig hård ved ham. Alle hader ham, og derfor hader han verden igen. Han sætter verden i flammer, fordi han aldrig har mødt andet end modstand, og brænder selv op i det selvantændte bål til sidst i bittert nederlag.

Hardcover, Compton Russell 1974

Skafloc er her anderledes, fordi han vandrer gennem livet, forblændet af elvermagi og illusioner. Han ser derfor ikke, at han forelsker sig i sin egen søster og begår blodskam. Han ser ikke, at han er en ulykkesfugl, der bringer død og ødelæggelse, hvor end han kommer frem. Til sidst indser han langt om længe dog dette og går selv til grunde, præcis som Valgard går til grunde.

Hovedpersonerne er begge lige fascinerende i bogen og begge dør i The Broken Sword, fordi bogen er en tragedie, der til fulde lever op til genrens handlingsmønster. Brutalitet, død, frygt og overnaturlig magi buldrer løs i romanen i bedste pulpstil, men under dette står et fundament hentet direkte ud af det antikke drama. Anderson orkestrerer sin tragedie mesterligt og med en dybt fascinerende fantasi-vision, som gør hans mytologi levende og energisk. Bogen sitrer af energi og fortællekraft, og det er ikke så sært, at den efterfølgende har indskrevet sig som en værk af stor genrehistorisk betydning. Jeg er klart en fan!

Paperback, Del Rey 1977

Paperback, Sphere 1982. Anderson kendes nok bedst som SF-forfatter, hvilket Sphere tydeligvis var klar over, da de genudgav romanen!

Paperback, Baen 1988

Paperback, Gollancz 2002

Paperback, Gollancz 2008               

Paperback Gollancz 2014

2 kommentarer

Filed under Roman

J. Robert King, Le Morte D’Avalon (2003): Psykotisk heks eller girl power?

Hardcover, Tor 2003. romanens 1. udgave. forsiden er, som seriens øvrige, skabt af Gary Ruddell

Med denne bog kunne J. Robert King afslutte sin trilogi af uafhængige romaner, der udspiller sig i Kong Arthurs mytiske Britannia. Serien lagde fremragende ud med første bind, tabte en del under anden bog, men får lykkeligvis genvundet meget i den sidste del. Som i de to tidligere romaner har tredje bind, Le Morte D’Avalon (en titel, der selvsagt spiller på Malorys Le Morte d’Arthur) også et klart fokus på et enkelt individ. Denne gang er det Morgan le Fay, som indtager scenen, og dermed antydes der allerede fra begyndelsen, at dette formentlig ikke vil være en traditionel genfortælling af Arthur-myten. Det burde man nu heller ikke forvente, hvis man har læst de to tidligere bøger, men til forskel fra de andre er det ikke en af Arthur-historiens helte, men skurken over dem alle der her kommer i centrum. Morgan er da også uomtvisteligt Arthurs fjende i romanen, men der skal som bekendt to til at slås, og med denne roman får vi således den anden side af historien.

Et af de interessante greb, som King introducerede i seriens andet bind, var at genfortælle den historie, han allerede havde fortalt i første bog. Hele Kong Arthur-myten blev dermed fortalt i bind et, set med Merlins øjne, i bind to fik vi så den samme fortælling fra Lancelots perspektiv, og nu gør King det samme igen fra Morgans vinkel. Denne gang begynder historien, da Uther Pendragon voldtager Igraine, Morgans mor. Ud af den voldtægt kommer Arthur – Morgans halvbror – og kimen til et livslangt fjendskab udspringer også fra denne voldtægt.

Hardcover, Tor 2003

Morgan vokser, ikke helt overraskende, op med et dybt had til både Uther, Arthur og senere også til Igraine, fordi hun hurtigt føjer sig Uther uden modstand. Morgan er allerede fra barnsben anderledes; hun taler med ånder, har en form for telepatiske evner og en dyb forståelse for trolddom. Det betyder, at hun hurtigt kommer ud på et sidespor som uregerlig særling, og her, ude på kanten af samfundet, får Morgan kontakt med kræfter, der lærer hende om magi og gamle legender, der er ved at gå i glemmebogen.

Som årene går, bliver Arthur til den magtfulde kong, som vi kender, men for Morgan repræsenterer han alt ondt i verden, og Morgans mål er derfor at tilintetgøre sin halvbror. Den kamp har vi sådan set allerede hørt genfortalt i de to første bøger, og den fylder derfor ikke helt så meget, som man måske kunne tro, i det tredje bind. I stedet handler bogen i høj grad om tilblivelsen af Morgan, og heri ligger i virkeligheden et af bogens absolut stærkeste ved bogen, fordi hun faktisk skrives frem som et menneske, vi kan forstå og føle sympati for, uanset hvor ubehagelige eller blodige hendes handlinger bliver.

John Robert King

Det helt afgørende for Le Morte D’Avalon er, at ingen rigtigt tror på Morgan og hendes påståede trolddomskræfter. Det er således først meget sent i bogen, at der tonens rent flag og beskrives, hvordan hun rent faktisk er i besiddelse af overnaturlige evner; men selv her er der noget ambivalent eller tvetydigt over magien. Indtil da veksler King da også mellem beskrivelser af andres oplevelser af den ”sindsforvirrede” Morgan og Morgans egen magiske verden befolket af ånder og alfer, som hun selv oplever den.

Historien handler også om andet og mere end Morgans kamp mod sin halvbror. Det blev allerede i første bind klart, at King bruger Arthur som billede på rationalitet og modernitet, på kristen kultur og alt det, der peger ind i dannelsen af et moderne samfund. Arthur knuser alt, der ikke harmonere med fremskridtet på sin vej frem, og det er tydeligt, at hans regering er en form for afslutning af legendernes tid. Magien og alt det overnaturlige bliver hugget til smadder af korset (Excalibur), der triumferende uddriver de gamle ånder, så et fornuftens samfund kan indsættes i stedet.

Paperback, Tor 2001

Morgan står i pagt med denne gamle, kaotiske verdensorden – hun er legendernes og magiens bannerfører. Hendes kamp mod Arthur er dermed også en kamp mod forandringen af verden; en kamp mod alt det Arthurs monoteistiske kultur repræsenterer.

Set med Morgans øjne er det samfund af riddere, som Arthur indsætter, en mandsdomineret verden af vold og rå, kynisk magtudfoldelse uden sans for naturens kræfter, mangfoldighed og skønhed. Alt det påtager Morgan sig at kæmpe imod, og naturligvis taber hun den kamp – det ved vi jo allerede fra første bind. Med Morgan går den gamle, eventyrlige verden dermed endegyldigt under, og Arthurs regime får lov at bestå.

Men så let går det alligevel ikke helt, for Morgans magi er mægtig, og da hun dør, slynger hun sin ånd ind i landet – så at sige ind i verdens væsen – og derved optages Morgans sjæl i selve tilværelsens substans. Morgans hekseånd og kontakt med naturen bliver del af verdensaltet, og konsekvensen af dette møder vi i bogens epilog. Her er vi pludselig i vores egen nutid, hvor King i en række korte vignetter beskriver situationer, hvor han indirekte siger, at det er igennem Morgans ånd, at kvinder finder styrken til at stå imod kønsdiskrimination. Vi følger eksempelvis en ung pige på vej ind på en abortklinik, mens hun konfronteres med tilråb fra abortmodstandere. Det er et dristigt forsøg fra Kings side, som rent faktisk fungerer, og som giver hans fantasy-trilogi en kønspolitisk dimension, der måske ikke ligefrem er subtilt formidlet, men alligevel meget fint udtænkt.

Paperback, Tor 2003

Det betyder også, at J. Robert Kings Arthur-trilogi er ganske original, og alle bøgerne er tilmed stedvist sprogligt særdeles stærke. Han har med sine genfortællinger af Kong Arthur-myten formået at udnytte fortællingen om ridderne ved det runde bord til at skabe en i virkeligheden ganske trist historie om magiens og fantasiens død i verden. Hans påstand er, at Arthurs tilvejebringelse af velstand og orden har skabt et materialismens regime, og at vi desværre har glemt alt det, der lå før dette regime.

Morgans ånd lever imidlertid videre, og det bliver i bøgernes regi en central lysstråle i en fortælling, som ellers slutter på bitre og uforsonlige toner. Sådan slutter Arthur-myten jo også generelt, men King har formået at transformere dette, så det faktisk er Arthur, der er problemet, og ham, der i virkeligheden er den fjende, som alle tre bøger gør op med. Den eneste, som klart erkender dette og tør tage kampen op, er Morgan, men hun kan ikke løfte slagte alene. På den måde har Arthurlegenden ikke været fortalt før, og Kings trilogi har derfor bestemt skabt noget nyt, der fortjener at blive læst og diskuteret på lige linje med de efterhånden mange andre vægtige genfortællinger af den gamle middelalderlige legendekreds.

 

2 kommentarer

Filed under Roman

John Fowles, The Magus (1965): Fortryllende fatamorgana

Paperback, Panther Books 1977. Forsiden viser ganske passende maleriet "Marionetten" af Karl Korab

Paperback, Panther Books 1977. Forsiden viser ganske passende maleriet “Marionetten” af Karl Korab

John Fowles debuterede stærkt med sin fantastiske, skæve thriller The Collector, men hans anden roman overgår den roste debutroman i dybde, intensitet og kompleksitet. The Magus, som den anden roman hedder, er da også på alle måder en bemærkelsesværdig bog. Ikke alene er den lang og udflydende, den er også indviklet og genstridig. Samtidig er den skræmmende, nervepirrende, varm og intens. Den er sær og fyldt med musik, mystik, magi og atmosfære.

Bogen sluger sin læser med hud og hår; den trækker os ind i et bizart univers, hvor sandhed og løgn smelter sammen til et besynderligt kaos. Ikke desto mindre ved læseren instinktivt også, at der vil stå en eller anden form for erkendelse tilbage, når den sidste side i murstensromanen er læst, og derfor bevæger man sig frygtløst længere og længere ind i Fowles’ labyrint.

Paperback, Panther Books 1977

Paperback, Panther Books 1977

Alt begynder, da den unge litterat Nicholas Urfe hovedkulds forlader England for at tage et job som underviser på en engelsk kostskole på den fiktive ø Phraxos. Han tager mest af alt jobbet for at komme væk fra sit forhold til kæresten Alison, sin fortid i Oxford og den stigende bevidsthed om, at han aldrig vil lykkes som digter. Flugten til Phraxos fungerer i en rum tid, men snart sniger kedsomheden sig ind. Urfe er måske nok undsluppet kvinderne og studiekammeraterne, men han kan ikke slippe for sig selv, og depressionen indhenter ham derfor hurtigt. Det gør den endda med så megen kraft, at han beslutter at tage livet af sig selv. Selvmordsforsøget går imidlertid ikke som planlagt, men nærdødsoplevelsen bliver en ny start for den unge mand, der kort efter får meget andet at tænke på.

Nicholas møder nemlig pludselig den excentriske rigmand Maurice Conchis, der inviterer Nicholas ind i sin intellektuelle verden af kunst, musik og idéer. En form for tøvende venskab opstår, men snart står det også klart for Nicholas, at Conchis ikke er ude efter en samtalepartner. Snarere har rigmanden inviteret Nicholas ind i en form for spil eller leg, der begynder uskyldigt, men snart vokser sig større og større i indhold og konsekvenser. ”The Godgame”, Gudelegen, kalder Conchis sit spil, og han sidder selv som troldmanden i midten af det hele og styrer alt med tilsyneladende okkulte indsigter som redskab.

John Robert Fowles (31. marts 1926 – 5. november 2005)

John Robert Fowles (31. marts 1926 – 5. november 2005)

I begyndelsen er alt sådan set ganske uskyldigt. Under en middag hos Conchis bliver Nicholas introduceret til den unge, smukke Lily. Han har kort forinden fået at vide af sin vært, at hun er syg og lider af vrangforestillinger. Han skal derfor ikke hæfte sig for meget ved det, hun siger, og bare lege med på Lilys fantasier. Det gør han, men Nicolas kommer hurtigt i tvivl – er Lilys historie mon sand, og lyver Conchis? Situationen bliver mere kompliceret, da Nicholas konkluderer, at Conchis systematisk lyver for ham, og hver gang han afsløres i en løgn, går Conchis til bekendelse, men erstatter den gamle løgn med en ny. Jo mere Conchis lyver, jo mere bliver Nicholas tiltrukket af mandens mystiske verden, og det bliver til sidst en besættelse for Nicholas at finde frem til den egentlige sandhed bag Conchis og den æteriske Lily.

Det, der starter som nogle små løgne, antager hurtigt et metafysisk skær, og Nicholas bliver gradvist vidne til forstyrrende optrin, der på alle måder synes overnaturlige. John Folwes har selv peget på Henry James’ The Turn of the Screw som en af de tidlige inspirationskilder til romanen, og det kan mærkes. For historien udspiler sig i samme ambivalente, uforklarlige halvlys. Halvt mellem drøm og virkelighed forføres Nicholas til at gå dybere og dybere ind i den magiske historie. Først fordi han er vred og ønsker en forklaring på den behandling, han får, men langsomt går det op for ham, at han er blevet fysisk og mentalt afhængig af Maurice Conchis’ mysterium, og ikke mindst forelsker Nicholas sig i Lily, der løbende skifter identitet og tilmed har en tvillingesøster.

Hardcover, Little, Brown and Company 1965. Romanens 1. udgave

Hardcover, Little, Brown and Company 1965. Romanens 1. udgave

Fowles føjer lag på lag til fortællingen, der udbygges med flere historier i historien. Det hele danner et tæt, stemningsmættet stykke litteratur, der ikke overraskende talte meget direkte til unge læsere i 1960’erne. Der er således en mening med alle de absurde optrin, som Nicholas bliver vidne til. Conchis okkulte leg har til hensigt at demonstrere, hvad det vil sige at være menneske. Godt og ondt præsenteres for Nicholas i løbet af ”gudelegen”, og selvom Nicholas først alt, alt for sent forstår budskabet, virker labyrinten som en renselsesproces.

Nicholas smider stykke for stykke sit gamle, påtagede Oxford-jeg og står til sidst som et nyt menneske, der ikke længere er tynget af forstokket moral og patriarkalsk tankegang. Med vid og indfølt omtanke lærer Nicholas bogens læsere to store doktriner – det Crowleyanske ”Gør hvad du vil” og et næstekærlighedsbud om, aldrig at påføre nogen unødig smerte. Frihed og ansvar, ondskab og lyst, liv og åbenhed er kernebegreber, der bliver anskueliggjort for vores hovedperson gennem intrikate tableauer, der trækker flittigt på antik mytologi og ikke mindst Shakespeares stærkt moralske forfatterskab.   

paperback-pan-books-1966

Med et ben i okkulte sværmerier og et andet plantet i eksistentialismen bliver bogens kærlighedsbudskab et råb om en ny verdensorden fri for hykleri. The Magus er dermed meget ungdommelig, men den bliver også smuk, fordi den er et rigt og betagende argument, der i lige så høj grad appellerer til intellektet som til sanserne. Og det sanselige spiller en helt afgørende rolle i bogen, for netop seksualitet og sanselighed bliver italesat som den mest basale erfaring for mennesket. Al samvær vokser ud fra dette og knytter mennesker sammen, hvilket må siges at være i fuldstændig samklang med tidsånden på bogens udgivelsestidspunkt. 

The Magus blev en kæmpemæssig bestseller, og dens sprudlende form kom til at inspirere talrige værker. Det er eksempelvis ikke svært at se indflydelsen på forfattere som Umberto Eco og Arturo Pérez-Reverte i teksten. Romanen er derfor et helt afgørende nedslag i 60’erens fiktion, fordi troldmanden i den grad betog verden med hans drømmesyn og komplicerede, sataniske løgne.

Paperback, Dell 1967

Paperback, Dell 1967

Jeg læste bogen i gymnasiet og var helt og aldeles opslugt af den. Da jeg genlæste den nu, var det næsten med en følelse af ærefrygt og en stille angst for, at magien ville være borte. Det var den ikke. Troldmandens besværgelser indfangede mig næsten øjeblikkelig, og jeg kan kun misunde alle dem, der endnu aldrig har rejst med Nicholas til Phraxos, for der ligger noget stort og klogt i vente.         

Paperback, Pan Books 1969

Paperback, Pan Books 1969

Paperback, Dell 1978

Paperback, Dell 1978

Paperback, Dell 1985

Paperback, Dell 1985

Paperback, Picador 1988

Paperback, Picador 1988

Paperback, Vintage Books 1997

Paperback, Vintage Books 1997

 

Paperback, Black Bay Press 2001

Paperback, Black Bay Press 2001

E-bog, Vintage Books 2010

E-bog, Vintage Books 2010

 

1 kommentar

Filed under Roman

Julian May, The Many-Colored Land (1981): Ramasjang af den fineste slags

Hardcover, Nelson-Doubleday 1982. Den  fine, fine forside er udført af Ron Dilg

Hardcover, Nelson-Doubleday 1982. Den fine, fine forside er udført af Ron Dilg

I 1981 udsendte Julian May første bind i det, der skulle gå hen og blive et af hendes absolut mest populære værker. The Many-Colored Land, som bogen hedder, er en del af den såkaldte ”Saga of Pliocene Exile”; en serie, der har tråde ud i hele Mays videre forfatterskab, og som kombinerer science fiction og fantasy med strejf af horror. The Many-Colored Land var da også Mays gennembrudsroman som forfatter og den bog, der har været med til at bane vejen for hendes efterhånden store produktion.

Handlingen åbner i en fjern fremtid, hvor menneskeheden har befolket verdensrummet og organiseret sig i en form for interplanetarisk styreform. Det spiller imidlertid ikke nogen stor rolle for handlingen. Det gør derimod det faktum, at den isolerede professor Guderian, der fortsat er bosat på vores gamle jordklode, skaber en tidsportal, som åbner sådan cirka et sted mellem 2,5 og 5 millioner år bagud i tid. Portalen er desværre envejs, og professor Guderian dør, før projektet kan udvikles videre.

Julian Clare May (født 10. juli 1931)

Julian Clare May (født 10. juli 1931)

Efter professorens død sker der imidlertid uventede ting og sager, for den afdøde forskers kone får en dag besøg af en rejsende, som frivilligt vil gå gennem envejsportalen til fortiden. Madame Guderian protesterer naturligvis, men den fremmede får til sidst lov at tage turen ud i det ukendte. Det bliver startskuddet på en forbløffende udvikling, hvor passagen tilbage til Pliocæn-tiden pludselig bliver losseplads for galaksens utilpassede og kriminelle indbyggere, men også udskibningshavn for eventyrere og lykkejægere, der ønsker at starte på en frisk i en ny(gammel) verden.

Og der er netop den kombinationen af eventyrere og udskud, som vi får lov at følge på deres rejse tilbage til fortiden. De rejsende bliver sendt af sted i tilfældigt sammensatte grupper, og den gruppe, som vi følger – den såkaldte Gruppe Grøn, er da også et typisk udpluk af sære eksistenser og havarerede romantikere.

Hardcover, Houghton-Mifflin 1981. Romanens 1. udgave

Hardcover, Houghton-Mifflin 1981. Romanens 1. udgave

Det korte af det lange er, at livet i urtiden er helt og aldeles anderledes, end de tidsrejsende havde forventet. Det viser sig nemlig, at en fremmed race fra rummet har slået sig ned på Jorden, og denne race af høje, smukke skabninger med psykiske evner høster nu bekvemt hold efter hold af lykkejægere fra fremtiden og bruger dem som slaver. De rejsendes drømme og forhåbninger får dermed en brutal afslutning, da de kommer gennem portalen og må indse, at de er røget direkte i fangenskab uden håb om at kunne vende tilbage til deres egen tid.

Men naturligvis sker der ting og sager, og selvfølgelig viser det sig, at Gruppe Grøn måske ikke har været helt gennemsnitlig alligevel. Takket være en lille kerne af stærke og kraftigt anarkistiske individer lykkes det nemlig for gruppen at slippe fri af deres fangenskab, og dermed begynder gruppens eventyr for alvor i det fremmede, frodige og farvemættede land.

Paperback, Fawcett Columbine 1982

Paperback, Fawcett Columbine 1982

The Many-Colored Land lykkes med flere ting på samme tid. Først og fremmest har May nemlig formået at skabe et omfattende, men stærkt sympatisk persongalleri i form af Gruppe Grøn. Man fornemmer tydeligt, at der er hovedfigurer og bipersoner, men ikke desto mindre fanger hun en stemning af sammenhold og gruppedynamik, der knytter os til figurerne, og faktisk gør det fascinerende at følge dem på deres noget fortumlede rejse gennem fortiden. En del af kimen til gruppens tiltrækningskraft ligger utvivlsomt i det forhold, at de alle på den ene eller anden måde er ude af balance eller dysfunktionelle individer, som har valgt at flygte fra deres liv i fremtiden.

De er med andre ord sårbare og derfor også meget mere menneskelige end de helte vi sædvanligvis møder i den slags tidsrejsefortællinger. Kan ske enkelte af dem er mere heroisk anlagte end andre, men eksempelvis er gruppens måske største helt, palæontologen Claude, en gammel mand – og hvad nytter det så at være fyldt med selvopofrende iver, når man i sidste ende bare er en svagelig pensionist? Modsat er gruppens mest handlekraftige karakterer dybt problematiske individer, der afgjort må beskrives som antihelte, der på trods af tvivlsomme motiver faktisk fører gruppen til frihed.

Paperback, Pan Books 1982

Paperback, Pan Books 1982

På samme vis er de enigmatiske Tanuer, som den fremmede race fra rummet kalder sig selv, en kompleks størrelse, fordi de tydeligvis er bogens fjender, men der er ikke tale om onde væsner, der har overtaget Jorden, langt fra. Der er snarere tale om en form for imperialisme og et kulturelt sammenstød, og som bogen udvikler sig, bliver det da også ganske mudret, hvem der har retten på sin side.

Der, hvor tingene imidlertid går op i en højere enhed i romanen, sker i selve det konceptuelle rammeværk. Der løber nemlig et metalag gennem bogen, hvor May leger en dristig leg med sin læser, der handler om selve menneskeracens udvikling. Først og fremmest skal det således bemærkes, at der lever menneskeaber, da Tanuerne rammer ned på Jorden. Ved hjælp af deres højtudviklede teknologi bliver disse aber (Ramapithecus) domesticeret af rumvæsnerne. Senere, da menneskene begynder at komme gennem portalen, mister aberne noget af deres betydning, men de er på det tidspunkt blevet en del af Tanu-samfundet.

Paperback, Del Rey 1983

Paperback, Del Rey 1983

Det, May gør her, er at antyde, at Tanu-herrefolket faktisk har været medvirkende til, at mennesket i det hele taget kunne udvikle sig. Der er med andre ord et bånd mellem menneskene fra fremtiden og Tanuerne i fortiden, som er mere kompliceret end som så. At mødet mellem aber og Tanuer rent faktisk har haft ganske stor betydning, går også snart op for læseren, fordi Tanu-kulturen er gennemsyret af keltisk mytologi. May postulerer dermed, at ikke alene har Tanuerne måske været medvirkende til skabelsen af Homo sapiens, deres kultur har klinget med gennem menneskeslægtens lange, lange rejse frem mod i dag.

May arbejder med andre ord med en ganske udvidet forståelse af kulturel erindring, der antyder dybe strukturer i vores kultur, som rækker helt tilbage til rødderne af vores eksistens som kulturelle væsner. Med Aleida Assmanns terminologi kunne vi kalde dette for ”Speichergedächtnis”. Altså lagrede erindringer, som ikke længere umiddelbart har nogen funktion, men som ligger i den kulturelle bevidsthed og snakker med i vores forståelse af verden.

Paperback, Ballantine 1988

Paperback, Ballantine 1988

The Many-Colored Land tager os dermed tilbage til mennesket rødder og stiller os, metaforisk, ansigt til ansigt med Adam og Eva, blot er det nu klart, at det ikke er i den kristne guds billede, disse individer er skabt, men i en fremmed race fra rummets selvbillede. Det er et ret fascinerende koncept, som May dermed folder ud, ikke mindst fordi hun dermed også eksempelvis sætter den lille katolske nonne fra Gruppe Grøn på en forståelsesmæssig prøvelse, for hvor er Gud så henne, hvis mennesket faktisk kan takke Tanuerne for alt? May er katolik, og hun kommer med svar på dette spørgsmål senere i serien, men her i første roman står svaret befriende frit og flagrer i vinden.

Naturligvis er Mays koncept absurd og fyldt med umuligheder, men det gør ikke idéen mindre frugtbar at lege med. Faktisk hæver hun sit eventyr op over den grundlæggende ramasjang-fortælling, som historien dybest set er. Hun illustrerer nemlig, hvor porøs e alle kulturer er og postulerer samtidig, at der kan aflæses en kronologisk stratigrafi i kulturen, som kan føres tilbage til menneskehedens rødder. Sidstnævnte tanke er langt ude, men absolut spændende som baggrund for en roman. Tingene går med andre ord op i en højere enhed i bogen, der favner både tempo og eftertænksomhed i en ekstremt sympatisk symbiose, og det er derfor også fuldt fortjent, at Julian Mays saga om de tidsrejsende er blevet et højtelsket klenodie i genrefiktionens skattekammer.

Paperback, Tor 2013

Paperback, Tor 2013

3 kommentarer

Filed under Roman

J. R. R. Tolkien, The Fellowship of the Ring (1954): Nogle overvejelser

Paperback, Unwin Books 1975. Forsidens illustration er udført af Tolkien selv

Paperback, Unwin Books 1975. Forsidens illustration er udført af Tolkien selv

Der kan være noget næsten uoverkommeligt i at skrive om de helt store mastodonter. Og om noget er Tolkiens trebindsværk om hobbitter, ringe og ringånder en monolitisk størrelse, der ikke er til at komme uden om; i hvert fald ikke, hvis man interesserer sig bare en lille smule for fantasy og eventyr. Jeg er ikke Tolkien-ekspert, og jeg bilder mig da heller ikke et øjeblik ind, at jeg har særligt originale eller nyskabende indsigter i forhold til værket, men en gang imellem lønner det sig at skrive nogle umiddelbare overvejelser ned, og det er sådan set også, hvad jeg har tænkt mig at gøre i løbet af tre indlæg – et for hvert bind forstås.

Det er ved at være længe siden, at jeg har genlæst Lord of the Rings. Filmatiseringer og overeksponering af universet fik kvalt enhver interesse for Tolkien hos mig, men jeg må blankt erkende, at genbesøget har lønnet sig, fordi jeg helt og aldeles havde glemt, hvor rig en oplevelse det rent faktisk er at gå i kødet på hans enorme epos.

Paperback, Unwin Books 1975

Paperback, Unwin Books 1975

Allerede i den forbløffende lange introduktion fornemmer man den sproglige varme og dybtfølte kærlighed til livets små glæder, som Tolkien gang på gang i løbet af de tre bind får demonstreret – ikke bare gennem de gæve hobbitters gøren og laden, men gennem hele persongalleriet. Det er imidlertid ikke så meget i selve handlingen, som i ordvalget og ordvalgets omhu, at man fornemmer Tolkiens tilstedeværelse i teksten. Det er her, i den fortællende, aldrig krukkede, men stærkt antikverede fortællerstemme, at ordene vælder frem som en langsom, varm omfavnelse.

Tolkien har selv berømt sagt, at han med sine bøger forsøgte at skabe en samlende mytologi for England. En magisk fortid, som kunne danne en form for metafysisk og kulturel klangbund for nutiden og forankre landets eksistens i noget større end politik. Altså en form for fortælling, som englænderen kunne tage til sig, spejle sig i, og måske blive et bedre menneske ved at tilegne sig de værdier, der ligger til grund for mytologien.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 - 2. september 1973)

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Samtidig har Tolkien paradoksalt også sagt, at hans arbejde ikke var nogen stor allegori, og at han faktisk ikke var ret begejstret for at fortolke værket. Det tilsyneladende paradoks er fascinerende, fordi Tolkien vel ikke kan få det på begge måder – for myten er jo netop noget, der fortælles for at opdrage og iscenesætte bestemte værdier. Men svaret ligger sådan set allerede i storværkets første bind.

Med mytologien voksede et kæmpe univers frem, som Tolkien blev ved med at udbygge og omskrive igennem hele sit voksenliv. Og resultatet blev, som bekendt, en fantastisk verden befolket af dværge, elvere og troldtøj. På overfladen gjorde Tolkien altså det, der med en ganske anstrengende, moderne term kaldes ”world building”. Hans arbejde kunne på den led umiddelbart ligne de utallige efterligninger og plagiater, som er udsprunget fra hans værk, men der er én afgørende forskel mellem Tolkien og hovedparten af alle andre fantasyforfattere. Jeg mener, at man alt for ofte har misforstået, eller rettere undervurderet Tolkiens ambition om at skabe en mytologi. Tolkien lavede nemlig ikke en fantasyverden, han skabte et legendeunivers. Forskellen er ganske, ganske stor.

Hardcover, George Allen & Unwin 1954. Romanens 1. udg.

Hardcover, George Allen & Unwin 1954. Romanens 1. udg.

Middle-Earth er, modsat eksempelvis George R. R. Martins populære univers, ikke et realistisk univers, lige så lidt som sagaerne om de nordiske guder og helte eksempelvis er realistiske gengivelser af en naturtro verden. Nej, det er en gennemæstetiseret forstælling, renset for alt umiddelbart overflødigt og henlagt til en stærkt idealiseret virkelighed. Fortællingens verden hos Tolkien rummer kun det, der er nødvendigt for fortællingens budskab, alt andet er skåret fra. Derfor er Middle-Earth også et stort, tomt spøgelsesland fyldt med fortidens ånder og meget lidt nutid og fremtid. Nuet er så at sige skrevet ud af fortællingen, fordi handlingen ikke handler om politik, mennesker og følelser, men beskæftiger sig fundamentalt med selve vilkåret for liv i et eskatologisk perspektiv.

På Frodo og hans venners vej ind i fortællingen er det hurtigt slående, hvor mennesketomt Middle-Earth er. Som rejseselskabet kommer frem, virker stederne, de besøger – eksempelvis landsbyen Bree eller hos Elrond i Rivendell – mest af alt som små øer i enormt hav af vildnis. Og har man først bidt mærke i dette, er det også klart, at det er noget betydningsfuldt. Vi kommer nemlig her helt tæt på Tolkiens egentlige struktur i bøgerne. For som vi læser os frem gennem historien, er det tydeligt, at hvert kapitel synes at være et lille univers i sig selv. En lille mytisk lomme, knyttet til et specifikt sted, hvor fortid og fremtid væves sammen uden klart at kunne adskilles. Alt, rejseselskabet passerer i handlingen, er således forbundet med fortiden, og skikkelserne, de møder undervejs, er indlejret i en stor mesterfortælling om tilværelsens natur eller essens.

Hardcover, Houghton Mifflin 1954

Hardcover, Houghton Mifflin 1954

Nærmere end at skildre en sammenhængende verden lader Tolkens sine helte rejse fra én mytisk episode til den næste. Et narrativt ødeland uden egentlig betydning forbinder episoderne, præcis som havet forbinder øerne af oplevelse, som Odysseus og hans besætning møder i et andet epos, man strukturelt nødvendigvis må sidestile Lord of the Rings med.

De enkelte kapitler er dermed en form for tableauer, som vores helte træder ind og ud af. De aktiverer fortiden, når de træder ind i det enkelte kapitels narrativ, og de tager fortiden med sig videre frem til næste stop i den overordnede mytefortælling. Myten udvides dermed bestandigt, gøres rigere og dybere, velvidende, at vi ganske udemærket ved, hvor det hele slutter. Sådan er det nemlig også med myter. Den konkrete handling kan muligvis overraske os – for vi ved jo ikke, hvad Frodo og de andre kommer ud for, men vi kender mytens anliggende og konklusion, for den fortælles nærmest henkastet i et af bogens første kapitler.

Paperback, Ace Books 1965

Paperback, Ace Books 1965

Bogen handler nemlig, som alle mytologier, om verdens opbygning og frelse. Da Gandalf forklarer Frodo om Ringen for første gang, fortæller han, at der ligger en langt større kraft bag Ringens ondskab. En kraft bag kraften, så at sige. Det kan kun forstås som en form for guddommeligt forsyn, og er i virkeligheden det sted, der klarest identificerer trilogien som en parafrase over et kristent værdigrundlag. For den ondskab, stakkels Frodo skal stå ansigt til ansigt med i løbet af historien, kan måske nok synes uovervindelig, men med Gandalfs forsikring før det går løs, ved vi, at så snart hobbitterne begiver sig ud på deres rejse, overgiver de sig til forsynet, og det man kunne kalde den guddommelige plan.

Vi ved dermed allerede fra første binds begyndelse, at alt, der vil ske i løbet af de kommende mange sider, er ment til at ske og sker, fordi noget større, end de kræfter, der brydes i bøgernes handling, vil, at det skal ske. Hverken Frodo, Gandalf eller nogen af de andre forstår måske klart, hvorfor denne større kraft lader ondskaben husere i verden, men som den centrale Tom Bombadil afgørende forklarer hobbitterne, så er historien slet ikke ment til at blive forstået, nej den skal forfølges som en kædedans – underforstået, at historien må forstås bagfra i en nærmest Kierkegaardsk forstand. Frodo må altså vandre den tunge gang, følge sit lod, og forsøge at bevare troen på det uforståelige, selv der, hvor det bliver allermest vanskeligt og sort.

Paperback, Ballantine Books 1965. En udgave af romanen, der er blevet udgivet og genudgivet i et ekstremt stort antal

Paperback, Ballantine Books 1965. En udgave af romanen, der er blevet udgivet og genudgivet i et ekstremt stort antal

Hvorvidt trilogien som sådan er et kristent værk eller ej, kan naturligvis diskuteres, men det er uomtvisteligt, at historien er rejst over et skelet af kristne troper, der strækker sig lige fra skabelsesberetningen i Det Gamle Testamente til selvopofrelsen i Det Nye Testamente. Det kløgtige greb er imidlertid, at Tolkien begraver sine kilder dybt i de eventyrberetninger og sagaer, som han elskede så højt. Dermed skabte han også et værk, der kunne stå på egne ben uden det bibelske forlæg og et værk, der endda kunne løsrive sig fra udgangspunktet og vitterligt blive til den selvstændige myte, som Tolkien håbede at kunne skabe.

For netop med Tom Bombadils stemme – der er selve livskraften i universets stemme – skal handlingen slet ikke fortolkes eller forstås. Den skal ind under huden, og først der, langsomt og umærkelig, vokse sig til en egentlig paradoksal, uforstået erkendelse. Derfor kan Tolkien også, som nævnt i indledningen, både have ambitioner om en mytologi og værge sig mod fortolkning, fordi fortolkningen er en fremskyndet eller forceret erkendelse, der så at sige kun får hovedet og ikke hjertet med. Det er bundkatolsk tankegods, som Tolkien her serverede. Han serverede det i en sovs af eventyr, men substansen er ikke til at tage fejl af. Det spor kan man sige meget mere om, men der er også andre spændende ting at pege på, så snakken kan fortsætter i et nyt indlæg om lidt tid. Så hæng på.

Paperback, Methuen 1971

Paperback, Methuen 1971

Paperback, Ballantine Books 1973

Paperback, Ballantine Books 1973

Hardcover, George Allen & Unwin 1974

Hardcover, George Allen & Unwin 1974

Paperback, Magnum 1977

Paperback, Magnum 1977

Paperback, Ballantine Books 1981

Paperback, Ballantine Books 1981

Hardcover, The Easton Press 1984

Hardcover, The Easton Press 1984

Paperback, Unicorn Books 1986

Paperback, Unicorn Books 1986

Paperback, Collins 1994

Paperback, Collins 1994

Hardcover, Houghton Mifflin 1996

Hardcover, Houghton Mifflin 1996

Paperback, Houghton Mifflin 2005

Paperback, Houghton Mifflin 2005

Hardcover, Paw Prints 2008

Hardcover, Paw Prints 2008

Hardcover, HarperCollins 2009

Hardcover, HarperCollins 2009

Paperback, HarperCollins 2012

Paperback, HarperCollins 2012

Hardcover, HarperCollins 2013

Hardcover, HarperCollins 2013

3 kommentarer

Filed under Roman

J. Robert King, Lancelot Du Lethe (2001): Ménage à trois

Paperback, Tor 2003. Den ganske forfærdelige forside er malet af Gary Ruddell

Paperback, Tor 2003. Den ganske forfærdelige forside er malet af Gary Ruddell

Jeg skrev ganske begejstret om J. Robert Kings Mad Merlin for nogen tid siden, og Lancelot Du Lethe er andet bind i J. Robert Kings løse Arthur-trilogi. Løs, fordi romanerne er selvstændige bøger, der kun tematisk er knyttet sammen omkring Kong Arthur-mytologien.

Mens Merlin var første bogs hovedperson, er det Lancelot, der indtager scenen i anden roman. Lancelot, den perfekte ridder, der ikke møder sin overmand, før han står ansigt til ansigt med Arthur og sværger ham evig troskab. Mytologien har imidlertid dybe rødder i kristen mytologi, og den perfekte ridder finder sig hurtigt modstandsløs mod Arthurs kone Guineveres fristelser. Syndefaldet gentages dermed igen i det paradisiske Avalon, hvor ridder og dronning gør den evigt gode Arthur til hanrej og ødelægger freden.  Og præcis som Adams og Evas synd får katastrofale følger, betyder Lancelots og Guineveres tillidsbrud pine og smerte for det engelske folk. Landet styrtes i grus, og sviget kan kun sones ved et blodoffer – ikke Kristi død på korset, men Arthurs selvoffer.

Paperback, Tor 2003

Paperback, Tor 2003

Dermed er legenden gengivet, og handlingen i Kings roman følger stort set samme skema. Lancelot ankommer til Camelot og forelsker sig, går efter lange samvittighedskvaler i seng med Guinevere og bandlyses fra hoffet, England går i hundene, og freden genskabes til sidst. Myten udfordres ikke af King, men desværre formår han heller ikke at sætte nyt kød på de gamle knogler.

Mad Merlin, seriens første bind, var netop underholdende og spændende, fordi King havde et nyt greb om mytologien og skabte sin egen vision. Med Lancelot Du Lethe forholder det sig desværre ikke sådan. Halvforkølet forsøger han at udvide fortællingen, men resultatet forbliver livløst og skematisk.

John Robert King

John Robert King

I Kings udgave er Lancelot et barn af alferne, jordens eller måske rettere landets folk, præcis som Guinevere tilhører jorden og Avalon. De er med andre ord to sider af samme sag, og derfor opstår den enorme tiltrækning imellem dem. I sig selv er det selvfølgelig spændende, at King går ind i forholdet mellem de elskende og undersøger, hvorfor den pludselige forelskelse kan finde sted.

Og faktisk følger han tematikken helt til dørs ved at skildre det platoniske forhold mellem Arthur og Guinevere som det perfekte ægteskab, der sikrer fred og balance i riget. Jord og himmel er forenet, men aldrig i kødelig forstand. Begge er viet til Avalon, præcis som kyske munke og nonner viet til Kristus, eller som Dronning Elizabeth, der blev fremstilet som trolovet med nationen. Men hverken Arthur eller Guinevere kan holde sig på måtten i Kings bog. Arthur fostrer sønnen Mordred med sin halvsøster, og Guinevere går som sagt i lag med Lancelot.

Hardcover, Forge 2008

Hardcover, Forge 2008

Mens Mad Merlin skildrede Arthurs vej mod magten, bliver kongens storhed og fald portrætteret i anden bog. Denne gang mere indirekte, fordi hovedpersonen er den bandlyste Lancelot, der må iagttage hoffet på afstand. Bogens tone er dermed også en anden end den første, ikke alene på grund af den ulykkelige kærlighed, der er selve udgangspunktet for handlingen, mens også fordi den tematiserer Arthurs alderdom og kongerigets kollaps.

Det kunne sagtens være udgangspunktet for en stor roman, men i Kings hænder bliver det til en tam omgang, der grænser til det dødkedelige. At glemslen og Lancelots mangel på fortid etableres som en tematisk rød tråd, får heller aldrig for alvor den kraft, som man kunne håbe på, og bogen ender derfor med at stå tilbage som en omgang triviel, bittersød romantik.

Paperback, Pocket Star Books 2011

Paperback, Pocket Star Books 2011

Selve det erotiske tema har muligvis udfordret Kings pen, der ellers mest har smag for krig og kamp. Noget forlorent, for ikke at sige pubertært, løber ind i fortællingen og gør kærlighedshistorien, der grundlæggende handler om dyb, liderlig tiltrækning mellem de to hovedpersoner, til en bornert affære, som savner de safter som handlingen egentlig synes at fordre. I stedet kan vi så glæde os over slagsscenerne, der igen er en del af, og som fortsat har en fængende, dynamisk kvalitet.

Lancelot Du Lethe snøvler sig frem mod enden. Bogen skuffer, fordi Kings svulstige sprog bliver ligegyldigt og trivielt, når det ikke bakkes op af en interessant idé, som det gjorde i første bog. Dermed synes min mistanke om, at den lidt usikre fremføring i første bog kunne skyldes, at romanen var båret af et koncept, som formentlig voksede sig større end Kings evner, at være helt bekræftet. Lancelot er på ingen måde en god roman. Ikke desto mindre må man give King en ting; Hans Wagnerske Arthur-univers, der låner med arme og ben fra et operadisk formsprog (eller bare John Boorman), har en patos, som stedvist er ganske medrivende.

Paperback, Angry Robot 2011

Paperback, Angry Robot 2011

Da Arthur, Lancelot og Guinevere således til sidst genforenes i deres alderdom, i et absurd triumvirat, er der noget smukt over teksten. En patetisk stemning af lykkelig slutning, som King kort efter får smurt ind i malurt, da han lader Mordred og Arthur mødes i tvekamp med døden til følge for dem begge. Romanen ender dermed også med monarkens fald, men arvesynden (Mordred) dør med monarken, mens Avalon renses og overlades til menneskene, fordi Lancelot og Guinevere langt om længe kan drage hjem til alfernes rige.

Da bogen slutter, er Arthur-legenden stort set fortalt. Vi mangler imidlertid historien om Morgana (Morgan i Kings bøger), og det er den, vi har til gode i tredje bind. Det tyder umiddelbart på en mere saftig fortælling end det andet bind, men mon King magter at føre sin Arthur-fortælling til ende med maner? Jeg tvivler.

2 kommentarer

Filed under Roman

J. Robert King: Mad Merlin (2000): Götterspeise af den tunge slags

Paperback, Tor Books 2001. Den ganske fine forside er malet af Gary Ruddell

Paperback, Tor Books 2001. Den ganske fine forside er malet af Gary Ruddell

Jeg har en svaghed for Kong Arthur-legenden, og selvom jeg efterhånden har læst ret mange fortolkninger og omfortolkninger af historien, bliver nye udgivelser ved med at have en vis tiltrækning på mig. En af disse er J. Robert Kings trilogi fra begyndelsen af 00’erne, som jeg har haft et godt øje til i noget tid. Mad Merlin, seriens første bind, fik en del opmærksomhed, da det udkom i 2000, fordi Kings greb om myten er usædvanlig, om end måske ikke så radikalt innovativ, som det flere steder har været hævdet.

Ikke overraskende er troldkarlen Merlin hovedfigur i første bind. Vi introduceres ganske vist til et stort udsnit af Arthur-kredsens faste persongalleri, men mod skik og brug har King gjort den ellers typisk uudgrundelige troldmand til bogens egentlige omdrejningspunkt. Ikke at vi bliver meget klogere på Merlins væsen af den grund, for noget helt almindeligt menneske er han ikke. Ikke desto mindre får vi lov til at følge, hvordan Arthur vokser op, trækker sværdet ud af stenen og tilkæmper sig Englands trone – alt sammen set fra magikerens perspektiv. Alene det giver romanen et andet præg end den typiske Arthur-fortolkning, men Kings projekt med bogen er mere omfattende.

Paperback, Tor Books 2001

Paperback, Tor Books 2001

Mad Merlin er et festligt kludetæppe af ældre, religionshistoriske teorier, som Robert King får strikket sammen til sin egen kosmologi. En kosmologi baseret på den tanke, at alle guder, alle mytologier, bygger på realiteter. Antikke guder, de nordiske guder, de keltiske guder osv. har alle eksisteret og har alle haft indflydelse på menneskenes verden, præcis som fabelvæsner, alfer, drager og andet godt har haft og stadig har det. De gamle guder må imidlertid se i øjnene, at de har mistet magten, fordi kristendommen er skyllet over det Europæiske kontinent og har vippet mange af dem af pinden.

Romanen har dermed ikke så lidt til fælles med Neil Gaimans underholdende American Gods, blot synes King mere konsistent i sine tanker bag romanens mytologi. En central tanke i bogen synes således lånt fra James George Frazer. Her har King nemlig fisket den metafor, at nye guder konstant sluger deres forgængere og derved bliver stærkere. En cyklisk tanke, der forklarer, hvordan karaktertræk i mytologier kan nedarves og registreres diakront gennem europæiske og mellemøstlige gudeforestillinger. Det er i hvert fald en af Frazers pointer i The Golden Bough. I det tankesæt indsætter Robert King sin Arthur-historie og dermed også vores hovedperson Merlin.

John Robert King

John Robert King

Da bogen åbner, er Merlin kun en gådefuld skikkelse fra legendernes land, men Uther Pendragon – Arthurs far – beslutter sig for at søge troldmandens hjælp i sin kamp for tronen. Som bogens titel antyder, er den Merlin, som Uther møder, alt andet end nyttig. Troldmanden er gal og senil uden fornemmelse for tid og sted. En kim, en gnist, et glimt af fremtiden, når imidlertid frem til den omtågede troldmands bevidsthed, da han står over for Uther. Skæbnehjulet sættes derved i bevægelse, og hændelser sat i gang, der leder frem til Kong Arthurs tronbestigelse en menneskealder senere.

Merlin er, som sagt, ikke noget almindeligt menneske eller nogen almindelig troldmand for den sags skyld. Han er ingen anden end den faldne gud Jupiter, der nu må vandre forarmet og impotent på jorden, fordi Lysbringeren, Jesus, har slået ham af tronen, præcis som de kristnes gud er ved at feje alle andre af de gamle guder af banen. Tilmed må Merlin leve den tort at være blevet forbandet af kaotiske kræfter, der ønsker ham gal og glemt.

Paperback, Heyne 2005. Mad Merlin på tysk

Paperback, Heyne 2005. Mad Merlin på tysk

Den kristne gud er måske nok en kærlighedens budbringer for sit følge, men for de ældre guder og deres folkeslag er kristendommen en gift, der forandrer landet, dræber magien og transformerer verden til ukendelighed. Kong Arthur vokser op under Merlins beskyttelse og for hver dag den kommende konge bliver stærkere, kan Merlin huske mere om sit tideligere liv og rollen som gudernes fyrste. Han forstår, at Arthur er nøglen til at skabe en balance mellem nyt og gammelt. Arthur er kongen, der kan forsone de gamle, døende panteoner med den kristne gud. Ikke alene kan han samle England, samle landet, han kan også samle de kosmiske kræfter, der regerer verdensaltet.

Symbolet på denne forsonerrolle er sværdet Excalibur, som Arthur hiver ud af stenen, og sværdets magiske skede Rhiannon. Sværdet er uovervindeligt, og skeden gør sværdets bærer usårlig. Sammen udgør sværd og skede en forening af gammelt og nyt, liv og død og penis og skede, det udadvendte og indadvendte. Sværdet er korset og Jesus’ ødelæggende kraft, mens skeden er den gamle tro og dets feminine, livgivende evner.

Paperback, Wizards of the Coast 2001. Her kan man møde J. Robert King i rollen som redaktør

Paperback, Wizards of the Coast 2001. Her kan man møde J. Robert King i rollen som redaktør

Alt dette er faktisk ganske godt tænkt og spændende læsning, fordi King tydeligvis har lagt tanker bag romanen. Der er en intellektuel dybde bag hans svulstige legende, som afgjort er besnærende og stimulerende. King har da også formået at trække overraskende akser gennem bogen, der gør spørgsmålet om godt og ondt kompliceret og hyllet i gråtoner. Aksen mellem nyt og gammelt er således oplagt, det samme er oppositionen mellem gamle guder og den monoteistiske kristendom. Samtidig har vi autonome kræfter, som den dystre Morgan, der vanen tro arbejder for sin halvbror Arthurs fald, og den evigt svigagtige germanergud Loke, der ligeledes arbejder ud fra egne idéer.

Bogens fjendebillede er med andre ord ikke det sædvanlige rendyrkede godt-mod-ondt-perspektiv, men nærmere en tåget kamp om hvilken vej verdensaltet skal flyde ind i fremtiden. Hvor meget skal det gamle betinge det nye, og kan det tillades, at det nye helt udsletter alt, der var tidligere?

Paperback, TSR 1993. J. Robert King, der noget ulykeligt forsøger sig i med fantasygys

Paperback, TSR 1993. J. Robert King, der noget ulykeligt forsøger sig i med fantasygys

Den slags tanker er fascinerende at lege med, og var det ikke fordi, at Robert Kings prosa er simpel og fersk, ville Mad Merlin være en fremragende bog. Desværre er der også noget trægt over teksten, fordi King dybest set var mere interesseret i sin kosmologi end selve fortællingen. Måske tænkte han, at Arthur-legenden er så velkendt, at han ikke behøvede at genfortælle den med samme omhu, som han ville fortælle en historie, han helt havde digtet selv. Her har King muligvis også ret, men desværre føles handlingen i Mad Merlin mere som et referat af en historie end en egentlig fortælling.

eksten hviler ikke i sig selv og bevæger sig hele tiden op i et storladent, episk leje, hvor detaljerne fortoner sig, og King får plads til sine metafysiske idéer. Men dermed gør han det også vanskeligt at skabe en indlevelse i Arthur og riddernes gøremål. Alt holdes ude i armslængde og forbliver distancerede beskrivelser uden megen virkning. Der er ærgerligt, ikke fordi jeg normalt går meget op i plot og historie, men fordi King sætter sig mellem to stole. Han vil både udfolde sin spændende ramme for romanen og samtidig genfortælle Arthur-legenden, men det sidste bliver aldrig andet end et påskud for det det første, hvorfor idé og handling aldrig kommer til at gå i takt.

Paperback, Angry Robot 2010. Her prøver King kræfter med en klassisk seriemorder-roman

Paperback, Angry Robot 2010. Her prøver King kræfter med en klassisk seriemorder-roman

Romanens træghed desuagtet er der kamp og kage nok til, at man ikke behøver frygte at kede sig længe ad gangen. Robert Kings Arthur-historie bevæger sig helt ind i det Wagneriske eventyrland, hvor riddere går klædt i pladerustninger og kæmper med gigantiske sværd og lanser. Og kæmpet, det bliver der i den grad. Bogen er blodig; rigtig blodig. Der kløves hoveder, hugges lemmer af og tilmed kan fantasy-fans glæde sig over, at der også optræder trolde, kæmper, alfer og andet godtfolk i bogen. Alt sammen noget, der igen og igen tørner sammen i episke slag om Arthurs ret til tronen og kampen om fremtiden.

Det er i virkeligheden ret fornøjelig læsning, også selvom Kings svage pen ikke formår at lade enderne mødes. Bogen er imidlertid et intelligent bud på en Arthur-fortolkning, der viser, at vi kan blive ved og ved med at fortolke myterne. Det er kun fantasien, der sætter grænser, og det i sig selv er da en ganske livsbekræftende tanke.

3 kommentarer

Filed under Roman