Tag Archives: Nekrolog

The Black Book of Clark Ashton Smith, red. Donald Sidney-Fryer & Robert A. Hoffman (1979): På besøg i maskinrummet

Indbundet, Arkahm House 1979

De fleste, der har interesseret sig en smule mere indgående for H.P. Lovecraft, kender til hans såkaldte ”commonplace book”; en betegnelse brugt af Lovecraft til at beskrive sin samling af notater, løse idéer og strøtanker. Teksten er interessant, dels fordi den viser udgangspunktet for et antal af Lovecrafts noveller, og dels fordi den rummer en hel del, der aldrig blev udnyttet – i hvert fald ikke så direkte, at det senere har kunnet identificeres. Lovecrafts Commonplace Book er dermed også et katalog over alt det, som vi aldrig fik fra hans hånd.

Nu handler dette indlæg imidlertid ikke om Lovecraft, men Clark Ashton Smith. Inden for Lovecraft-kredsens entusiaster gik der efter Ashton Smiths død i 1961 et rygte om, at han også skulle have efterladt sig en stor samling notater i stil med Lovecrafts Commonplace Book. Rygterne om denne samling antog i løbet af 60’erne en stadigt mere magisk karakter, og det var således også med stor entusiasme fra fanmiljøet, at Arkham House i begyndelsen af 70’erne kunne bekendtgøre, at de ville udsende Smiths efterladte notater. Udgivelsesarbejdet var allerede påbegyndt af Donald Sidney-Fryer og Robert A. Hoffman i 1962 året efter Smiths død.

En aldrende Clark Ashton Smith (13. januar 1893 – 14. august 1961)

Sidstnævnte, Hoffman, er mere eller mindre forsvundet i glemslens tåger i dag. Sidney-Fryer er måske heller ikke ligefrem en superstjerne nu, men han var en af de digtere, der i 60’erne blev en del af den såkaldte nye San Fransisco-renæssance. Det var en gruppe af digtere, der tog det fantastiske, dekadente og makabre til sig i et bevidst bagud skuende lyrisk udtryk ikke ulig det, vi også kender fra Smith, som blev en af bevægelsens ledestjerner.

Arbejdet med udgivelsen af notesbogen blev desværre forsinket, hvilket fremgår af bogens korte introduktion, der beretter om de til tider svært tydelige tekster samt andre genvordigheder, der gjorde arbejdet vanskeligt. Bogen fik ikke helt tilfældigt titlen The Black Book of Clark Ashton Smith. Præcis som Lovecraft kaldte sin notesamling for ”The Commonplace Book”, havde Smith døbt sine noter som ”The Black Book”, og det var gennem Smiths henkastede bemærkninger til venner og bekendte om denne sorte bog, at mytedannelsen kunne vokse frem.

Donald Sidney-Fryer (født 8. september 1934) klædt på til digtoplæsning o. 1976

Hvad indeholder den så denne sagnomspundne samling? Rent faktisk ikke så meget. I hvert fald ikke det guld, som man i løbet af 60’erne fik drømt sig frem til. Den rummer først og fremmest en lang række kortfattede plotidéer, hvoraf de fleste i øvrigt rent faktisk blev omsat til noveller. Et eksempel kunne være:

A Phantom shell-face, hands, clothing, etc. – which attaches itself temporarily to a living person, giving him the aspect of one long dead (s. 78).

Smith var tydeligvis ikke en mand, der gik og puttede alt for meget med sine indfald. Ja faktisk genbrugte han de samme plotidéer flere gange med små variationer. Man kan naturligvis også konstatere, at bogen aldrig var planlagt til udgivelse, hvilket også præger teksterne.

Clark Ashton Smiths selvbyggede hjem

The Black Book er i sig selv halvsjov læsning, som det også er i Lovecrafts Commonplace Book, men i sidste ende måske også mere et kuriøst indblik i værkstedet end egentlig spændende oplysninger. Bogen rummer også en række ufærdige samt færdige digte. De ufærdige har ikke været bragt før, mens de færdige har fundet vej ind i andre udgivelser. Også her må man sige, at det måske ikke ligefrem er uvurderlig viden, som fandt vej ud til offentligheden.

Bogens absolut mest læseværdige dele er rent faktisk ikke Smiths egne notater, men to erindringsstykker skrevet af George F. Haas; “As I Remember Klarkash-ton” og “Memories of Klarkash-ton”. Haas var en af Smiths helt nære venner, og stykkerne blev skrevet i forbindelse med Smiths død, men blev altså genudgivet her.

En ganske ung Hass besøgte Smith første gang omkring 1953 i det lille træhus (”cabin”), som Smith selv havde bygget til sine forældre. Det første stykke handler om dette besøg, mens det andet koncentrerer sig mere og deres efterfølgende mangeårige venskab. Det fascinerende ved disse tekster er først og fremmest den meget levende beskrivelse af Smiths omgivelser og væsen. Haas er ganske klart en loyal ven og meget betaget af Smith, men midt i den begejstrede strøm opfanger man indirekte oplysninger om en ikke så lidt excentrisk mand, der satte pris på flaskens glæder. Det er ikke nogen nyhed, at Smith nok drak en del, men det er alligevel interessant at se, hvordan det ganske uskyldigt skinner igennem hos Haas.

En af de ting, der kan beklages ved The Black Book of Clark Ashton Smith, er, at Sidney-Fryer og Hoffman valgte at udeladt dele af Smiths notesbog, fordi de enten ikke mente, at det havde almen interesse eller også fordi de ikke kunne læse teksten. Det er ret ærgerligt, ikke mindst fordi det blandt andet var optegnelser omkring Smiths salg af tekster og kunst; han skar som bekendt små statuetter. Det ville være meget spændende at kunne se, til hvem, og for hvor meget, Smith fik solgt sin kunst dengang.

Skabningen Tsathoggua, Smiths bidrag til den såkaldte Cthulhu mythos, som han selv formgav den i fedtsten

Det bringer mig frem til det sidste punkt. I Haas’ første tekst, “As I Remember Klarkash-ton”, der som sagt mindes tiden omkring 1953, skriver han, at Smith samme dag, som Haas første gang mødte ham, netop havde solgt og afsendt nogle skulpturer til København, Danmark(!). Se, det er da fascinerende, for hvis Haas ikke huskede forkert, betyder det, at der i vores hjemlige hovedstad var en person, som kendte til Smith så tidligt som 1953. Det er ret usædvanligt og specielt.

En af Clark Ashton smiths små figurer, som han skar og formede i sandsten, fedtsten og træ

Jeg forsøgte her i løbet af efteråret at grave i sagen for at se, om jeg kunne få denne danske konkakt identificeret, men desværre uden held. Jeg havde en udveksling med både S.T. Joshi og Smith-eksperten Scott Connors om emnet, men det førte ingen vegne, og med mindre du, kære læser, har viden om dette, må jeg nok konkludere, at dette fortaber sig i det uvisse. Men den tanke, at der muligvis findes ukendte Smith-skulpturer i København, er voldsomt spændende, synes jeg.

Sagen må dog, som sagt, forblive uopklaret. Desværre, man kan ikke være lige heldig hver gang, præcis som Donald Sidney-Fryer og Robert A. Hoffman heller ikke fik mulighed for at udgive det guld, som alle troede, de havde fået adgang til. Smiths efterladte notater er ganske enkelt en smule kedsommelige, hvilket nok var det sidste, man havde forventet dengang, da arbejdet med ”The black book” begyndte.

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Nonfiktion, Poesi

Randvad på Blodig Weekend

Jeg skal snakke lidt om Randvad og horror i selskab med meriterede folk som Anne-Marie Vedsø Olesen og Teddy Vork til årets Blodig Weekend-festival i København. Vores paneldebat afholdes lørdag d. 13. april kl. 11.00. Tid, sted og nærmere info kan findes her.

Min medforfatter Jacob Holm Krogsøe kan desværre ikke stille op, så jeg må forsøge at repræsentere vores bog alene. Det bliver sikkert en sjov snak, så læg vejen forbi; også – gulp- selvom det er en filmfestival, der vel egentlig slet ikke handler om litteratur. Det er rigtig fint, at Dansk Horrorselskab laver den slags arrangementer.

Men, vigtigere end al den slags reklame, er der i dag kun at sige: Hvil i fred mr. Wilum Hopfrog Pugmire, du har en høj stjerne her på bloggen og din lyrik vil blive savnet!

Wilum Hopfrog Pugmire (3.maj 1951 – 26. marts 2019)

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Farvel til Ursula K. Le Guin

Ursula Kroeber Le Guin (21. oktober 1929 — 22. januar 2018)

Ursula K. Le Guin er død 88 år gammel. Det er trist nyt. Hendes fiktion, både til børn, unge og voksne, står nu tilbage som et levende bevis på, at genrefiktion og litterære ambitioner kan gå hånd i hånd. Hovedparten af Le Guins bøger er skrevet i en helt anden tid end vores, hvor især krav til hurtigt tempo og mættet handling er blevet alfa og omega.

Hendes Earth Sea-bøger, som jeg holder meget af, henvender sig både til unge og voksne. Ja de henvender sig også til børn. Det gør de med samme dybde og tillid til, at børn og unge kan forstå og forholde sig til store, komplicerede spørgsmål; især hvis det formidles lyrisk, gennem billeder, som læseren kan tage med sig videre og tænke over. Astrid Lindgren gjorde eksempelvis det samme i sine bedste værker, og det er da også på det niveau, at Le Guins arbejde skal må læses. I hvert fald hvis det står til mig. Det kunne meget af tidens friskfyrsfantasy og kæk humorgys til børn og unge lære noget af.

I næste uge må jeg hellere få skrevet lidt om en Le Guin-bog igen.
M.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Farvel til Alan Aldridge 1938-2017

Henning Andersen har skrevet denne lille nekrolog over Alan Aldridge, der desværre døde for få uger siden. Aldridge må klart mindes her på bloggen, og derfor skal I ikke snydes for Hennings mindeord. Så tag ham ved hånden og smut ind i en udsyret, forunderlig verden, som favner noget det bedste fra den psykedeliske bogforsides storhedstid. En særlig periodeniche, som jeg absolut har en kæmpe svaghed for. Her sker desværre ikke noget igen før næste uge, hvor jeg er tilbage fra San Francisco. Men hermed gives ordet videre.

– Martin

___

Alan Aldridge døde den 16. februar 2017, 73 år gammel. Jeg ved ikke så meget andet om ham, end at han var illustrationskunstner (cover artist), samt hvad jeg så har læst på Wikipedia. Men det kan man selv gøre, så jeg vil hellere bruge tiden og pladsen på, at gøre ham genkendelig. 

Alan Aldridge (8. juli 1938 – 16. februar 2017)

Beatlesfans vil nok kunne genkende ham, for de ret besynderlige interpretationer han skabte over figurer i det beatleske univers:

 

 

En stil han bragte til det ultimative myldrebillede-cum-syreflip i ”Lion’s Cavalcade”. 

Hardcover, Jonathan Cape 1980

 

Hvad færre måske er klar over er, at Aldridge også skabte (det må man godt sige om et overflødighedshorn af visuelle indtryk, enhver malerlærer ville få et hysterisk anfald over; alle farver har samme valeur! Men det virker) en række forsideillustrationer for Penguin Pockets i 1966-67 til en række store SF-titler samt andet godt. Klart genkendelig streg og motivkreds. Vildt fabulerende i udtrykket, men altid med forbindelse til indholdet, hvilket jeg personligt finder væsentligt. Kig og genkend:

Paperback, Penguin books 1966

Paperback, Penguin Books 1967

Paperback, Penguin Books 1967

Paperback, Penguin Books 1967

Paperback, Penguin Books 1967

Paperback, Penguin Books 1967

Paperback, Penguin Books 1967

Paperback, Penguin Books 1967

Paperback, Panther 1969

Paperback, Penguin Books 1975

Og så videre. Fantastisk, ikke?

– Henning Andersen

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Farvel Günter

Jeg gør det normalt ikke i nekrologer på Fra Sortsand, men forsøger alligevel noget lignende her, fordi en af mine helt store, litterære helte – Günter Grass døde d. 13. april. Der er ikke mange andre forfatterskaber, der som Grass’ har haft samme, lange indvirkning på mig. Og det gælder både som læser og som inspiration for de småskriver, jeg selv giver mig af med. Vi har endda et Grass-litografi hængende på væggen i lejligheden, og hans bøger samt bøgerne om Grass fylder ikke så lidt på reolerne.

Grass på min væg

Grass på min væg

Alt det med Grass er noget, der går helt tilbage til teenageårene, hvor min far forærede mig Die Blechtrommel og fortalte, at det var en af de vigtigste bøger, jeg kunne læse om Tyskland. Det tog jeg til mig og har aldrig sluppet den lille Oscar Matzeraths verden siden. Det er uden tvivl halvtyskeren i mig, der har fundet en stemme i Grass’ bearbejdning af tysk historie og kultur. En stemme, der senere kun blev forstærket med mesterværket Mein Jahrhundert, hvor det nærmest uendelige tyvende århundrede rulles ud og analysers fra frøperspektiv.

Grass åndede historien ind og sendte den ud mod samtiden som bølger. Og kan ske, at det kun var små skvulp, man hørte, når hans beretninger fra de helst glemte år ramte vores bevidsthed, men for den, der lyttede, var der altid forbløffende stærke billeder på spil. Bowie sang drilsk om Dylan, at han havde frarøvet de unge deres samhørighed og familier. Grass kunne beskyldes for det samme; han ødelagde også hyggen. Han skrev melankolske breve fra fortiden, der sjældent ankom belejligt hos modtagerne., som han efterlod dem blottede og sårbare.

Günter Grass (16. oktober 1927 - 13. april 2015)

Günter Grass (16. oktober 1927 – 13. april 2015)

Måske derfor slog Grass-kritikerne også ekstra hårdt, da de endelig mente at kunne spidde forræderen fra Danzig. Men så let gik det ikke, Grass har nemlig aldrig benægtet sine nazistiske sympatier, og faktisk løber det som en pointe igennem hele forfatterskabet, at alle mennesker kan forføres. Alle. Alle som en, fordi vi inderst inde er drømmere, der længes efter altid skiftende lykkeutopier.

Men Grass var først og fremmest en uendeligt dygtig forfatter, hvis billedmættede, sanselige sprog bliver ved med at inspirere mig. Hans metaforer, som eksempelvis billedet på et Tyskland, der i krabbegang marcherer frem mod afgrunden med ansigtet rettet mod en solfyldt fremtid ude til højre, er slående. Eller helt enkelt, når han bruger løget som metafor i selvbiografien Häuten der Zwiebel. Her lader han læseren skrælle sig gennem lag på lag, indtil vi til sidst sidder tilbage med ingenting og opdager, at mennesket – selvet – befinder sig ude i de mange afskrællede lag uden nogen endelig, inderste sandhed. Eller endnu stærkere i Katz und Maus, hvor adamsæblet i drengens strube bliver musen, som katten – de voksne – forsøger at fange. Det lykkes dem da også at fange musen, men ikke uden modstand, og romanen er en af Grass’ bedste, fordi den fuld af mystisk vemod beskriver, hvordan barndommens lykkeland splintres til atomer af de voksnes grusomme dagdrømmerier.

Hardcover, Luchterhand Verlag 1959

Hardcover, Luchterhand Verlag 1959

Grass var uovertruffen og kan ske, at han til tider blev en smule gammelmandsbitter på sine sidste dage. Det skal dog være ham vel undt. Hans langsommelige grublen vil blive savnet, fordi den kunne holde os fast for en stund og forpligtede os til at se tilbage på de spor, vi har trukket. En sjælden ting. Jeg synes, det er trist, at han ikke sidder derude længere og suger sin verden ind gennem piben og blæser den ud igen som fantasier og skæve fortællinger fra tågede kartoffelmarker og larmende baggårde.

Nå, for at gøre indlægget blot en smule relevant for de ting, som jeg normalt skriver om på bloggen, så får I her Grass’ finurlige digt til Edgar Allen Poe – En passende afskedssalut i dette forum:

 

Annabel Lee. Hommage à E. A. Poe

Pflückte beim Kirschenpflücken,

Annabel Lee.

Wollte nach Fallobst mich bücken,

lag, vom Vieh schon berochen,

im Klee lag, von Wespen zerstochen,

mürbe Annebel Lee.

Wollte doch vormals und nie

strecken und beugen das Knie,

Kirschen nicht pflücken,

nie mehr mich bücken

nach Fallobst und Annabel Lee.

 

Schlug auf beim Bücheraufschlagen,

Annabel Lee.

öffnete Hähnen den Magen,

lag zwischen Körnern und Glas,

ein Bildnis lag, das war sie,

halbverdaubt Annabel Lee.

Wollte doch vormals und nie

sezieren Bücher und Vieh,

Buch nicht aufschlagen,

Magen nicht fragen

nach Bildnis und Annabel Lee.

– Günter Grass, 1967.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Poesi