Tag Archives: Nekrolog

Farvel til Ursula K. Le Guin

Ursula Kroeber Le Guin (21. oktober 1929 — 22. januar 2018)

Ursula K. Le Guin er død 88 år gammel. Det er trist nyt. Hendes fiktion, både til børn, unge og voksne, står nu tilbage som et levende bevis på, at genrefiktion og litterære ambitioner kan gå hånd i hånd. Hovedparten af Le Guins bøger er skrevet i en helt anden tid end vores, hvor især krav til hurtigt tempo og mættet handling er blevet alfa og omega.

Hendes Earth Sea-bøger, som jeg holder meget af, henvender sig både til unge og voksne. Ja de henvender sig også til børn. Det gør de med samme dybde og tillid til, at børn og unge kan forstå og forholde sig til store, komplicerede spørgsmål; især hvis det formidles lyrisk, gennem billeder, som læseren kan tage med sig videre og tænke over. Astrid Lindgren gjorde eksempelvis det samme i sine bedste værker, og det er da også på det niveau, at Le Guins arbejde skal må læses. I hvert fald hvis det står til mig. Det kunne meget af tidens friskfyrsfantasy og kæk humorgys til børn og unge lære noget af.

I næste uge må jeg hellere få skrevet lidt om en Le Guin-bog igen.
M.

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Farvel til Alan Aldridge 1938-2017

Henning Andersen har skrevet denne lille nekrolog over Alan Aldridge, der desværre døde for få uger siden. Aldridge må klart mindes her på bloggen, og derfor skal I ikke snydes for Hennings mindeord. Så tag ham ved hånden og smut ind i en udsyret, forunderlig verden, som favner noget det bedste fra den psykedeliske bogforsides storhedstid. En særlig periodeniche, som jeg absolut har en kæmpe svaghed for. Her sker desværre ikke noget igen før næste uge, hvor jeg er tilbage fra San Francisco. Men hermed gives ordet videre.

– Martin

___

Alan Aldridge døde den 16. februar 2017, 73 år gammel. Jeg ved ikke så meget andet om ham, end at han var illustrationskunstner (cover artist), samt hvad jeg så har læst på Wikipedia. Men det kan man selv gøre, så jeg vil hellere bruge tiden og pladsen på, at gøre ham genkendelig. 

Alan Aldridge (8. juli 1938 – 16. februar 2017)

Beatlesfans vil nok kunne genkende ham, for de ret besynderlige interpretationer han skabte over figurer i det beatleske univers:

 

 

En stil han bragte til det ultimative myldrebillede-cum-syreflip i ”Lion’s Cavalcade”. 

Hardcover, Jonathan Cape 1980

 

Hvad færre måske er klar over er, at Aldridge også skabte (det må man godt sige om et overflødighedshorn af visuelle indtryk, enhver malerlærer ville få et hysterisk anfald over; alle farver har samme valeur! Men det virker) en række forsideillustrationer for Penguin Pockets i 1966-67 til en række store SF-titler samt andet godt. Klart genkendelig streg og motivkreds. Vildt fabulerende i udtrykket, men altid med forbindelse til indholdet, hvilket jeg personligt finder væsentligt. Kig og genkend:

Paperback, Penguin books 1966

Paperback, Penguin Books 1967

Paperback, Penguin Books 1967

Paperback, Penguin Books 1967

Paperback, Penguin Books 1967

Paperback, Penguin Books 1967

Paperback, Penguin Books 1967

Paperback, Penguin Books 1967

Paperback, Panther 1969

Paperback, Penguin Books 1975

Og så videre. Fantastisk, ikke?

– Henning Andersen

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Farvel Günter

Jeg gør det normalt ikke i nekrologer på Fra Sortsand, men forsøger alligevel noget lignende her, fordi en af mine helt store, litterære helte – Günter Grass døde d. 13. april. Der er ikke mange andre forfatterskaber, der som Grass’ har haft samme, lange indvirkning på mig. Og det gælder både som læser og som inspiration for de småskriver, jeg selv giver mig af med. Vi har endda et Grass-litografi hængende på væggen i lejligheden, og hans bøger samt bøgerne om Grass fylder ikke så lidt på reolerne.

Grass på min væg

Grass på min væg

Alt det med Grass er noget, der går helt tilbage til teenageårene, hvor min far forærede mig Die Blechtrommel og fortalte, at det var en af de vigtigste bøger, jeg kunne læse om Tyskland. Det tog jeg til mig og har aldrig sluppet den lille Oscar Matzeraths verden siden. Det er uden tvivl halvtyskeren i mig, der har fundet en stemme i Grass’ bearbejdning af tysk historie og kultur. En stemme, der senere kun blev forstærket med mesterværket Mein Jahrhundert, hvor det nærmest uendelige tyvende århundrede rulles ud og analysers fra frøperspektiv.

Grass åndede historien ind og sendte den ud mod samtiden som bølger. Og kan ske, at det kun var små skvulp, man hørte, når hans beretninger fra de helst glemte år ramte vores bevidsthed, men for den, der lyttede, var der altid forbløffende stærke billeder på spil. Bowie sang drilsk om Dylan, at han havde frarøvet de unge deres samhørighed og familier. Grass kunne beskyldes for det samme; han ødelagde også hyggen. Han skrev melankolske breve fra fortiden, der sjældent ankom belejligt hos modtagerne., som han efterlod dem blottede og sårbare.

Günter Grass (16. oktober 1927 - 13. april 2015)

Günter Grass (16. oktober 1927 – 13. april 2015)

Måske derfor slog Grass-kritikerne også ekstra hårdt, da de endelig mente at kunne spidde forræderen fra Danzig. Men så let gik det ikke, Grass har nemlig aldrig benægtet sine nazistiske sympatier, og faktisk løber det som en pointe igennem hele forfatterskabet, at alle mennesker kan forføres. Alle. Alle som en, fordi vi inderst inde er drømmere, der længes efter altid skiftende lykkeutopier.

Men Grass var først og fremmest en uendeligt dygtig forfatter, hvis billedmættede, sanselige sprog bliver ved med at inspirere mig. Hans metaforer, som eksempelvis billedet på et Tyskland, der i krabbegang marcherer frem mod afgrunden med ansigtet rettet mod en solfyldt fremtid ude til højre, er slående. Eller helt enkelt, når han bruger løget som metafor i selvbiografien Häuten der Zwiebel. Her lader han læseren skrælle sig gennem lag på lag, indtil vi til sidst sidder tilbage med ingenting og opdager, at mennesket – selvet – befinder sig ude i de mange afskrællede lag uden nogen endelig, inderste sandhed. Eller endnu stærkere i Katz und Maus, hvor adamsæblet i drengens strube bliver musen, som katten – de voksne – forsøger at fange. Det lykkes dem da også at fange musen, men ikke uden modstand, og romanen er en af Grass’ bedste, fordi den fuld af mystisk vemod beskriver, hvordan barndommens lykkeland splintres til atomer af de voksnes grusomme dagdrømmerier.

Hardcover, Luchterhand Verlag 1959

Hardcover, Luchterhand Verlag 1959

Grass var uovertruffen og kan ske, at han til tider blev en smule gammelmandsbitter på sine sidste dage. Det skal dog være ham vel undt. Hans langsommelige grublen vil blive savnet, fordi den kunne holde os fast for en stund og forpligtede os til at se tilbage på de spor, vi har trukket. En sjælden ting. Jeg synes, det er trist, at han ikke sidder derude længere og suger sin verden ind gennem piben og blæser den ud igen som fantasier og skæve fortællinger fra tågede kartoffelmarker og larmende baggårde.

Nå, for at gøre indlægget blot en smule relevant for de ting, som jeg normalt skriver om på bloggen, så får I her Grass’ finurlige digt til Edgar Allen Poe – En passende afskedssalut i dette forum:

 

Annabel Lee. Hommage à E. A. Poe

Pflückte beim Kirschenpflücken,

Annabel Lee.

Wollte nach Fallobst mich bücken,

lag, vom Vieh schon berochen,

im Klee lag, von Wespen zerstochen,

mürbe Annebel Lee.

Wollte doch vormals und nie

strecken und beugen das Knie,

Kirschen nicht pflücken,

nie mehr mich bücken

nach Fallobst und Annabel Lee.

 

Schlug auf beim Bücheraufschlagen,

Annabel Lee.

öffnete Hähnen den Magen,

lag zwischen Körnern und Glas,

ein Bildnis lag, das war sie,

halbverdaubt Annabel Lee.

Wollte doch vormals und nie

sezieren Bücher und Vieh,

Buch nicht aufschlagen,

Magen nicht fragen

nach Bildnis und Annabel Lee.

– Günter Grass, 1967.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Poesi