Tag Archives: New English Library

Stephen King, Carrie (1974): Stakkels pige…

Paperback, New English Library 1985. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Paperback, New English Library 1985. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Jeg har skrevet en del om Stephen King på det sidste, fordi jeg har tygget mig gennem en række af hans ældre bøger i forbindelse med min egen bog om skrækfiktion. Jeps, den arbejder jeg fortsat støt og roligt på. King skal naturligvis have en plads i bogen, hvor han på godt og ondt må siges at være en af de centrale figurer. Nuvel, det her indlæg bliver det næstsidste sidste, du læser om King på Fra Sortsand i et stykke tid, og det er måske også godt nok, for sandt at sige har jeg ikke nerver til for alvor at genbesøge det han har skrevet siden slutningen af 80’erne.

Bogen, som King romandebuterede med for snart mange tusind sider siden i ’74, handlede om pigen Carries dramatiske død og lillebyen Chamberlains ødelæggelse. Set retrospektivt bærer romanen umiskendeligt Kings fingeraftryk, men den står hans tidlige noveller langt nærmere end de efterfølgende romaner. Man fornemmer en sproglig usikkerhed i teksten og et svagere greb om det omfattende persongalleri, der ikke ligner den sikre fortællestemme, der gør sig gældende i den efterfølgende roman ’Salems Lot.

Paperback, New English Library 1985

Paperback, New English Library 1985

Ikke desto mindre møder vi allerede i Carrie alle de mennesketyper, der senere har befolket Kings univers. Bogen fremstår derfor også i høj grad som et landkort over hans fremtidige fiktion og ikke mindst det fiktive Maine, som King gradvist har fået opbygget. Et fiktivt Maine befolket af tydelige arketyper hentet fra populærkulturens repertoire, set gennem et oftest både naivt og nostalgisk filter. Desuagtet er Carrie en forbløffende stærk roman, men før vi ser nærmere på bogens kvaliteter, skal historien, vanen tro, på plads.

Carrietta N. White – kaldet Carrie – er Chamberlains klovn. Hun er fed, hun er klodset, hun virker smådum, hun er grim, og Carries mor er en fanatisk kristen, der bestemt ikke gør livet lettere for sin datter. Carrie falder uden for på skolen, og hun kan i hvert fald ikke måle sig med de andre elever på byens gymnasium; derfor er hun også deres oplagte mobbeoffer. Specielt et slæng piger, anført af isdronningen Chris Hargensen, har et ondt øje til stakkels Carrie.

Hardcover, Douybleday 1974. Romanens 1. udgave

Hardcover, Doubleday 1974. Romanens 1. udgave

Da bogen åbner, er konflikten mellem Carrie og pigerne netop eskaleret til nye højder. Ingen har nogensinde fortalt Carrie om menstruation, og da hun efter idræt begynder at bløde i bruseren, udløser det en tumultarisk stemning blandt pigerne, der i en af bogens mest ubehagelige scener samles om Carrie og skriger ”Plug it! Plug it!”, mens de tæppebomber den stakkels, ydmygede pige med tamponer.

Seancen i bruseren fører til sanktioner, og Chris Hargensen bliver forment adgang til det store afdansningsbal – prom – som hastigt nærmer sig. Det kræver hævn, for Chris mener afgjort, at det hele er Carries egen skyld. Skæbnen vil da også, at Sue Snell, den ene af pigerne i Chris’ slæng, angrer ydmygelsen af Carrie og overtaler sin populære kæreste til at invitere Carrie med til det store ”prom”. Han gør det tøvende, men ofrer sig for Sues dårlige samvittighed. Den mulighed griber Chris og hendes bøllekæreste straks og iværksætter en sataniske ydmygelse af Carrie.

Hardcover, New English Library 1974

Hardcover, New English Library 1974

Netop som Carrie er kronet som ballets dronning, hvilket naturligvis var planlagt på forhånd, overskylles hun med svineblod. Hverken Chris eller hendes rockabilly-kæreste kunne imidlertid forudse konsekvensen af deres handling, for Carrie har båret på en hemmelighed. Hun har telekinetiske evner og kan ved tankens kraft flytte rundt på ting. Da hun står badet i blod foran hele skolen, bliver det for meget for hende, og hun går til modangreb på det samfund, der har pint og plaget hende længe. Ved hjælp af sine evner får Carrie først skolen, så store dele af byens centrum til at ramle sammen i flammer, eksplosioner, død og undergang.

Da vi kommer ind i historien, er det hele sket, og handlingen fortælles gennem øjenvidneberetninger og uddrag fra bøger, der beskriver den tragiske og uforklarlige ”Chamberlain-hændelse”, mens King også giver os også indblik i Carries egne tanker, de steder hvor der skal bygges bro mellem bogens mange fortællerstemmer. Den væsentligste blandt disse stemmer er Sue Snell, der efter begivenhederne har lettet sit hjerte i en selvbiografisk bog om hele sagen. På den led leger King med romanens form og sætter den sammen som et eklektisk stykke metafiktion, men fordi vi også kommer ind i hovedet på Carrie selv, er grebet ikke entydigt gennemført, hvilket nok heller ikke har været hans hensigt.

Paperback, Signet 1975

Paperback, Signet 1975

Snarere end bare at fortælle historien på en alternativ måde for eksperimentets skyld ligger der en væsentlig pointe bag de mange stemmer, der gør sig kloge på Carries død og paranormale kræfter. Alle som en misforstår de nemlig Carrie. Gennem hele sit liv blev hun underkuet både af bogens egentlig skurk – Carries mor – og hele bysamfundet. Ingen så Carrie som menneske, de så kun den patetiske pige. Nu, hvor det hele er oversået, er der stadig ingen, der ser mennesket Carrie. Alle er optaget af katastrofen, ødelæggelserne og ikke mindst hendes utrolige evner. Pigen Carrie er der ingen som kerer sig om. En undtagelse skulle da lige være Sue Snell, der synes at formulere hele Kings anliggende med romanen, da hun siger: ”… forgetting Carrie White may be a bigger mistake than anyone realizes” (s. 96). Vi må aldrig glemme Carrie – og her taler hun ikke om Carries evner eller hendes voldsomme angreb på Chamberlain. Nej, vi må ikke glemme pigen Carrie, som for en kort bemærkning får lov at blomstre frem, før hun brutalt trækkes ned i sølet.

Carrie kan i virkeligheden bedst forstås som grum modernisering af fortællingen om Askepot. Først pines og plages pigen, men så får hun ganske uventet mulighed for at komme med til ballet på slottet og får lov til at danse med prinsen. Undervejs forvandles den uheldige pige til en smuk prinsesse – så smuk, at hendes partner når at forelske sig en smule i hende. Men så slår klokken tolv og magien forsvinder. Carrie falder tilbage i den gamle rolle og taber endda sin ene sko (en ”slipper”!) (s. 169) på trappen foran skolen, da hun flygter hals over hoved.

Paperback, New English Library 1977

Paperback, New English Library 1977

Her viser King sig som en nedrig, ubarmhjertig fortæller. Prinsen vender nemlig ikke tilbage og henter Carrie ind i eventyret igen. Alt er vitterligt forbi, da klokken slår tolv, og Carrie sørger selv eftertrykkeligt for, at hendes plageånder går ned med hende. Moralen, for der er vitterligt tale om en morale her, er den samme som i eventyret, men den lykkelige slutning udebliver.

Carrie er vidunderligt raffineret udtænkt, og når man først har forstået eventyrstrukturen bag bogen, bliver det også tydeligt, hvorfor Kings persongalleri fremstår så todimensionelt – det er nemlig arketyper, han opererer med. De er præcis så tyndbenede som eventyrets personer, fordi de ikke tjener til andet end trin på Carries vej gennem fortællingens stationer.

Paperback, Pocket Books 1999

Paperback, Pocket Books 1999

Romanen er en hård og nådesløs bog, men trods det skinner Kings hjertevarme pen igennem, og han leverer sit portræt af gymnasieeleverne med en rørende, overbevisende kraft, der formentlig er lige dele fyldt af egne erfaringer fra Kings teenageår og de iagttagelser, som han gjorde sig i den korte tid, hvor han arbejdede som engelsklærer. Vigtigst af alt er det nemlig, at King leverer sin bog uden ironiske svinkeærinder eller forbehold. Der er alvor bag teksten, også der hvor det bliver absurd – som når han postulerer, at der rent faktisk kunne ske noget liggende hvor som helst igen.

Kings debutroman er en skæv og fascinerende kile ind i skræktraditionen, der ikke ligner noget andet. Den er en perle i forfatterskabet, der konceptuelt og fortællemæssigt rammer rent, fordi den utynget aflægger sit forlokkende enkle budskab. Det er imidlertid ironisk, at eftertidens læsere og King-fans har valgt at fokusere på Carries paranormale evner – præcis som bogens ”eksperter” – og derved helt har overset centrale aspekter i romanen. Der er derfor god grund til at vende tilbage til Kings udgangspunkt, for det er her forfatterskabets eventyr begynder og måske her det er stærkest?

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Hodder Paperbacks 2006

Paperback, Hodder Paperbacks 2006

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Ebog, Hodder Stoughton 2007

Ebog, Hodder Stoughton 2007

Paperback, Anchor Books 2011

Paperback, Anchor Books 2011

Paperback, Anchor Books 2013

Paperback, Anchor Books 2013

Paperback, Hodder Stoughton Paperbacks 2013

Paperback, Hodder Stoughton Paperbacks 2013

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2014

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2014

1 kommentar

Filed under Roman

Stephen King, ’Salem’s Lot (1975): Hjørnestenen

Paperback, New English Library 1987. Navnet på forsidens skaber er ikke oplyst

Paperback, New English Library 1987. Navnet på forsidens skaber er ikke oplyst

Stephen King har skrevet rigtig, rigtig mange bøger, men jo flere han har skrevet, dets tydeligere er hans skabeloner for romanerne med tiden også blevet. I sig selv er det ikke så bemærkelsesværdigt, at en forfatter bliver ved med at træde omkring i de samme temaer, og King har bestemt eksperimenteret og afprøvet meget forskellige idéer. Ikke desto mindre står hans anden roman ’Salem’s Lot fra 1975 som et nøgleværk, der er blevet ved med at slå sit ekko op gennem hele Kings litterære produktion. King selv pegede flere gange i løbet af 80’erne på, at det var en af hans yndlingsromaner, og han skriver også i forordet til en af de senere udgaver, at den fortsat indtager en særlig plads hos ham.

Forklaringen er uden tvivl den, at det var med ’Salem’s Lot, at han fandt en model for en lang række af hans mest succesfulde romaner – en model, der ikke bare dækker fortællingens opbygning, men som også dækker persongalleret og historiens tematik. Bogen griber også ind i Kings barndomsfascination og hans nostalgiske forhold til 50’erne – alt sammen ting, der løber sammen i den fiktive lilleby Jerusalem’s Lot i Maine.

Paperback, New English Library 1987

Paperback, New English Library 1987

Her, midt i det lille samfund, der plages af forretningsdød og stille nedsynkning i glemsel, står det gamle Marsten House tomt. En kæmpe, forfalden villa, der efter sigende er hjemsøgt. Om det er sandt, vides ikke, men huset bliver trinbrættet til fortællingen om det lille samfunds endeligt. Da bogen åbner, vender forfatteren Ben Mears hjem til ”The Lot”, som byen hedder i daglig tale. Han er kommet hjem for at skrive om Marsten-huset, fordi det har plaget ham, lige siden han som barn mener at have set et spøgelse i et af de øvre værelser. Samtidig med Bens ankomst får huset, han skriver om, ganske uventet en ny ejer. Den excentriske antikvitetshandler Kurt Barlow flytter nemlig ind og dermed begynder kampen om byen.

Barlow er vampyr, det ved læseren fra begyndelsen, og King udfolder nu et langsomt spil, hvor vi gradvist kommer ind under huden på lillebyens farverige personer. Vampyren Barlow arbejder hurtigt og begynder at drive sit uvæsen blandt indbyggerne, der står forsvarsløse over for den trussel, der pludselig hjemsøger dem natligt. Den eneste, som tilsyneladende ser klart, er Ben Mears, der på en eller anden måde synes knyttet til Barlow og det mørke, der udgår fra Marsten-huset.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) anno 1974

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) anno 1974

De to mænd – forfatteren og vampyren – står som to poler i romanen, hvorom fortællingen vrider sig, og selvom begge får hjælpere, som handlingen udvikler sig, begynder og slutter det hele med de to. Kings fortællingen udnytter bevidst Bram Stokers Dracula (1897) som samtalepartner, og forløbet i ’Salem’s Lot spejler da også langt henad vejen Stokers gotiske klassiker, men ikke fuldstændigt, for King forvrænger historien så meget, at lighederne fortoner sig langt ind i tekstens baggrund, hvor kun den opmærksomme læser fanger referencerne. Stokers vampyr tager således rejsen fra sit dystre hjem i Transsylvanien til den moderne metropol London, Kings Barlow sniger sig omkring i provinsen; i den døende udkant, som verden ikke kerer sig stort om længere. Her kan han operere uset, fordi resten af Amerika heller ikke ser Jerusalmens Lot længere.

Det interessante er, at kampen om Jerusalem’s Lot bliver en kamp om fortiden, fordi byen i sig selv ikke længere er noget. Ben er flyttet fra stedet og besøger nu sin barndoms land som gæst for at konfrontere gamle dæmoner, og Barlow synes ikke at gøre stort andet end at fremskynde lillebyens uundgåelige død. Bogens ubestridte stjerne er dermed også byen som helhed. Det er stedet, som King væver frem for os, og fortælleglæden synes på det nærmeste at boble ud af bogens sider, mens han beskriver de skæve, dybt ordinære eksistenser, der befolker hans by. Vampyren Barlow angriber dermed heller ikke bare byen, nej han angriber hverdagen. Han sniger sig ind som et perverterende element i byens system og slår alt ud af kurs.

Hardcover, Doubleday 1975. Romanens 1. udgave

Hardcover, Doubleday 1975. Romanens 1. udgave

Præcis dette indfanges i små, groteske glimt, som opstår, der hvor bogens helte konfronterer de nye vampyrer, som Barlow har skabt. I absurde scener, der har hentet stor inspiration hos Richard Mathesons I am Legend, bliver de almindelige mennesker pludselig til vampyrjægere og må overveje, hvordan man bedst muligt griber dette an. Han tager her pusten ud af den højstemte jagt i Dracula og gør, præcis som Matheson, drabet på vampyrerne til en modbydelig, gal handling, fordi vores hovedpersonerne naturligvis ikke kan skelne vampyren fra det vampyren var i levende live. Gruen, som det lille samfund oplever, knuser dem en for en, mens al den stillestående normalitet vrides til ugenkendelighed.

’Salem’s Lot har al den fandenivoldskhed, der kendetegner Kings tidlige noveller, men har samtidig roen til at dvæle ved de vadmelstyper, der befolker hans by, og som han med tydelighed holder af på godt og ondt. ’Salems Lot er også en af de bøger, hvor hårdt King forsøger at oparbejde en stemning af tung uhygge. Han spiller på alle strenge, med en entusiasme, som ikke genfindes i meget af det, som han har skrevet senere. Han leverer blodige beskrivelser, han leverer intens spænding og kvalmende gru. Scenen, hvor vi hører, hvordan et lille spædbarn er blevet dræbt af vampyrerne, står stadig som et af de mest forbløffende, voldsomme optrin i forfatterskabet – så voldsomt, at King selv blev nødt til at afbøde passagen ved at antyde, at barnets skæbne måske ikke var meget værre end det liv, det havde i vente den dysfunktionelle familie, hvorind i drengen var født.

Paperback, New English Library 1976

Paperback, New English Library 1976

Og måske har ’Salems Lot fortsat så meget styrke, fordi vi her møder den første aftapning af det, som King har øset af lige siden. Måske fordi det er her, vi for første gang i romanform møder Kings klassiske bondeknolde og aggressive bøller, de forsmåede, de nysgerrige, de begærlige og hjertevarme mennesker, der befolker det eventyr-Maine, der danner rammen for hans fiktion.  Måske virker ’Salems Lot så stærk, fordi historiefortælleren King tager sig tiden til at genfortælle sin amerikanske version af vampyrfortælling med en omhu og ro, der fylder siderne med liv.

Uanset hvorfor vi stadig tiltrækkes af bogen, så er dens virkning uomtvistelig, fordi den er ægte. Den er skrevet i det troskyldige, næsten enfoldige sprog, som er blevet en maner hos King. Men sproget og den næsten eventyrlige beretning glider sammen her, i et stykke hverdagsheltemod, som ingen andre end King kunne have skabt. Ukunstlet, uprætentiøst og med stor appetit på horrorgenren, sådan fremstår ’Salems lot i dag. Det er et ungdomsværk, som har kastet lange skygger – King er aldrig sluppet fri af det, han skabte her. Det er imidlertid mindst lige så bemærkelsesværdigt, hvordan en hyldest til skrækgenren som denne kunne gå hen og blive den bestseller, som den er. Svaret er nok, at Kings passion og medmenneskelighed talte til læserene dengang, fordi han, dengang som nu, blev opfattet som en af læsernes egne. Han er bare en af os.

Paperback, Signet 1976

Paperback, Signet 1976

Paperback, New English Library 1977

Paperback, New English Library 1977

Paperback, Signet 1979

Paperback, Signet 1979

Paperback, New English Library 1981

Paperback, New English Library 198

 

Paperback, Signet 1983

Paperback, Signet 1983

Paperback, Signet 1988

Paperback, Signet 1988

Paperback, New English Library 1992

Paperback, New English Library 1992

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Doubleday 2005

Paperback, Doubleday 2005

Hardcover, Hodder & Stoughton 2006

Hardcover, Hodder & Stoughton 2006

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Paperback, Pocket Books 2007

Paperback, Pocket Books 2007

Paperback, Doubleday 2008

Paperback, Doubleday 2008

Paperback, Anchor Books 2013

Paperback, Anchor Books 2013

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2016

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2016

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Stephen King, Misery (1987): I’m not your biggest fan

Paperback, New English Library 1991

Paperback, New English Library 1990

Som de fleste sikkert ved, er Stephen Kings Misery historien om den stakkels bestsellerforfatter Paul Sheldon, der kører galt på en øde vejstrækning og kommer slemt til skade. Annie Wilkes passerer tilfældigvis ulykken og når at rede Sheldon mens tid er. Annie er nemlig tidligere sygeplejerske og ved præcis, hvordan situationen skal håndteres. Hun tager lidt uortodokst Paul med hjem og får ham her til hægterne igen. Men så begynder tingene også at gå skævt for den uheldige forfatter. Annie elsker nemlig ikke alene Sheldons bøger – ”Paul, I’m your biggest fan” fortæller hun igen og igen – Annie er også ruskravende vanvittig.

Paul Sheldon ligger den første tid efter ulykken i en bedøvet døs, men gradvist får han det bedre, og først da går det op for ham, at Annie holder ham som fange. Han skal nemlig ikke bare komme sig, hun har en særlig opgave til Paul. Han har netop udsendt romanen Misery’s Child, der er sidste bind i en serie af særdeles populære, romantiske fortællinger om kvinden Miserys eventyr. Paul er begyndt at hade Misery-bøgerne, og i den sidste roman dør Misery rent faktisk. Præcis det, at Misery dør, får nu alvorlige konsekvenser for Paul. Annie er nemlig særdeles fortørnet over bogen og forlanger, at han skal skrive en ny Misery-roman, kun til hende, hvor Misery vender tilbage og alt falder på plads for den sårbare heltinde.

Paperback, New English Library 1991

Paperback, New English Library 1990

Opgaven er absurd, men Paul har intet valg. Han begynder at skrive romanen på et monster af en gammel skrivemaskine, som Annie køber til ham. Imens han arbejder på manuskriptet, planlægger Paul naturligvis, hvordan han kan slippe ud af sit fangenskab, hvilket han ikke ligefrem er heldig med. Annie griber Paul i forsøget på flugt, og efter flere korporlige lemlæstelser står det klart, at Annie har den totale magt over ham. I hvert fald indtil Paul får afsluttet sin roman.

Misery er en af Kings relativt korte bøger og en af hans måske konceptuelt enkleste. I hvert fald i udgangspunktet, fordi handlingen fokuserer på magtkampen mellem Paul og Annie i deres dysfunktionelle tosomhed langt, langt ude på landet. Det giver teksten alvorlige udfordringer, som King til dels har løst ganske spændende. Misery rummer i hvert fald interessante aspekter af en type, som vi absolut ikke normalt kan forvente fra Kings hånd.

Den vilde og farlige Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Den vilde og farlige Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

King foretager det greb, at han bringer uddrag af den roman, som Paul skriver til ære for Annie. Altså et stykke fiktion i fiktionen – en metaleg med læseren, hvor vi får fortalt to romaner samtidig i en og samme læsning. I sig selv er det måske ikke noget nyt, men dog ganske vovet for King. Det spændende er imidlertid, at King føjer et lag mere til fortællingen. Han gengiver grafisk det manuskript, som Paul arbejder på. Den gamle skrivemaskine, Annie har købt til ham, begynder gradvist at falde fra hinanden, mens han arbejder på bogen, og det er derfor nødvendigt for Annie selv at føje manglende bogstaver ind i teksten, der hvor tasterne er gået itu. Det gør hun trofast i takt med at maskinen opløses, og til sidst må Paul skrive i hånden for at fuldende historien.

Den proces kan vi læsere også følge, fordi forfaldet er indarbejdet i bogens typografi. Det lugter måske lidt af et overfladisk gimmick, men der er faktisk en pointe. Miserys stadigt mere kaotiske præg kontrasteres nemlig med den banale, pulp-romance, der udspiller sig på siderne. Magtkampen mellem Paul og Annie om heltinden Misery får dermed et visuelt udtryk. Vi kan se, hvordan der kæmpes, både med og mod teksten henover bogens sider. Pauls nye roman bliver til i et stigende kaos, et kaos inde i Paul, inde i Annie og inde i selve huset, hvor han holdes fanget. Typografien formidler derfor subtilt dette kaos og den gradvise opløsning, som hovedpersoner parallelt oplever – for præcis som Pauls skrivemaskine langsomt falder fra hinanden, gør Paul det samme – både mentalt og fysisk. Og det samme gør Annie, i og med at det håbløse i hendes handlinger begynder at dæmre for hende.

Hardcover, Viking Press 1987. Romanens 1. udg.

Hardcover, Viking Press 1987. Romanens 1. udg.

Misery er med andre ord afgjort en af Kings interessante bøger, der næsten får karakter af et litterært eksperiment. Desværre er bogen ikke, samlet set, specielt vellykket, fordi den sprogligt er fersk og ganske enkelt bliver for lang. Det lyder måske spøjst, når jeg lige har konstateret, at det er en af de korte King-romaner. Men problemet er, at King trækker sin fine, finurlige idé langt ud over det, han kan bære. Han tager noget, der vel egentlige bare burde være blevet til en novelle og puster handlingen op til romanlængde. King skaber derved en bog, som til stadighed bliver mere skinger. Annie-karakteren udvikler sig side for side til et alvidende, altseende monster, der mister den jordbundne realisme, King ellers indledningsvist lægger for dagen.

Annie, der afgjort er bogens mest inspirerede karakter, udhules og ofres bid for bid i Kings forsøg på at skabe prosaisk spænding. Det er forstemmende, navnlig fordi han samtidig har så uendelig lidt at stille op med Annies modpart – forfatteren Paul. Paul er en typisk, komplet ligegyldig King-karakter, der stedvist tangerer en parodi på hans sædvanlige fetichering af forfatteren. Jeg er imidlertid stærkt i tvivl om, hvorvidt det rent faktisk er tænkt parodisk.

Paperback, Plaze & James 1987

Paperback, Plaze & James 1987

Kings banalisering af sit eget oplæg er måske det, der falder mig mest for brystet i Misery. Bogen har et stort potentiale, som King forspilder, fordi han skriver, som King nu en gang skriver. I stedet for at beholde Annie som et menneske af kød og blod er han nød til at dæmonisere hende ud i det karikerede, for at retfærdiggøre det grusomme i Annies handlinger. King bøjer med andre ord af, der hvor det for alvor bliver ubehageligt. I stedet for at lade Misery være en bog om mennesker, der gør hinanden ondt, reducerer han bogen til uforpligtende monster-fiktion med den obligatoriske lykkelige slutning.

Det hjælper heller ikke meget på sagen, at de lange passager om heltinden Misery ganske vist har betydning, men føles unødigt fyldige. Igen noget, der forstærker mistanken om, at King havde brug for at pumpe historie op.

Paperback, Signet Books 1988

Paperback, Signet Books 1988

Misery irriterer mig en hel del, fordi den trivialiserer noget som kunne være blevet rigtig spændende. Det siger noget om King som forfatter og den triste deroute, forfatterskabet oplevede fra 80’ernes anden halvdel. Man kan naturligvis indvende, at bogen er en underholdende og brutal gang ramasjang om en mand, der holdes fanget og må kæmpe for sit liv. En god thriller, ikke andet. Men her er jeg uenig, fordi King selv indledningsvist slår sofistikerede strenge an og viser, at han faktisk leger med konceptet og romanens betydning.

Han antyder med andre ord, at han vil noget med Misery. Desværre viser det sig, at King åbenbart alligevel, når det kommer til stykket, ikke vil synderligt meget. Han ender derfor med at forfladige det psykologiske indhold og sidder i sidste ende tilbage med portrættet af en selvoptaget, klynkende bestsellerforfatter. Og King giver da også Paul det sidste ord i en dumt opløftende, afsluttende vignet. For på trods af at Annie, som repræsentant for alverdens utilfredse (King-)læsere, forsøger at dræbe Paul Sheldons (dvs. Kings) skriveglæde, så kan hun ikke aflive hans vilje til at skabe og skrive prosa. Det er måske også rigtig nok; viljen til at skrive er svær at dræbe, jeg ville bare ønske, at King havde lidt mere på hjertet.

Paperback, New English Library 1988

Paperback, New English Library 1988

Paperback, New English Library 1992

Paperback, New English Library 1992

Paperback, Hodder Paperbacks 2006

Paperback, Hodder Paperbacks 2006

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Paperback, Hodder 2010

Paperback, Hodder 2010

1 kommentar

Filed under Roman

Ray Bradbury, The October Country (1955): Fortællinger fra tusmørkelandet

Paperback, New English Library 1970. DEsværre er det ikke oplyst. hvem der har malet forsiden. Billedet henter sit motiv fra novellen "The Scythe"

The October Country er en fantastisk antologi, der samler 19 ganske forskellige, makabre fortællinger. Novellesamlingen hører til blandt det bedste Ray Bradbury fik udgivet, og bogen blevet genoptrykt løbende siden ’55, hvor den så dagens lys for første gang. Det er lidt af en bedrift, men ikke så mærkeligt for den, der får tygget sig gennem historierne. Vi møder nemlig her en Bradbury på toppen. Novellerne emmer af kreativt overskud og kunstnerisk engagement, og det i en sådan grad, at Bradbury vel aldrig rigtigt kunne overgå det, han leverede med denne antologi – sådan er det i hvert fald i min verden.

Hvis ret skal være ret, må det dog nævnes, at hovedparten af The October Country tidligere havde været udsendt af Arkahm House i 1947 under titlen Dark Carnival. En vigtig bog for Bradbury, han selv omtalte som helt afgørende for sin forfatterkarriere.

Paperback, New English Library 1970

Paperback, New English Library 1970

Fortællingerne i The October Country hænger ikke sammen, men det til trods er novellerne udvalgt så godt, at der opstår en form for synergi mellem historierne, som faktisk skaber et bindeled. Ikke en konkret forbindelse, vel at mærke. Nej snarere et stærkt tematisk slægtskab, der i høj grad opstår i kraft af Bradburys kredsen om de samme temaer. Meget af dette ligger allerede i bogens formidable titel – oktoberlandet. En stærk metafor, som i den grad varsler læseren om, hvad der ligger forude. Efterårsmåneden med høst, snigende mørke, regn og for amerikanerne naturligvis også halloween. Med antologien væver Ray Bradbury dette oktoberland frem for os. Et sært tusmørkeland, hvor besynderlige hændelser, mærkelige skabninger og overnaturlige hændelser lurer under overfladen.

Det er heller ikke tilfældigt, at antologien, som blev udvidet og genudgivet som The October Country hed Dark Carnival. Det karnevaleske spiller nemlig en væsentlig rolle i novellerne. Ting, der giver sig ud for at være noget andet end det, de er, og gerne i groteske former, vender tilbage som vedholdende motiver i novellerne. Halloween, cirkus og karneval runger igen og igen med som en ubehagelig undertone.

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Det kunne naturligvis let være blevet til en pulpet monsterfest, men sådan er det absolut ikke. Der er både humor og klichéer i The October Country, men Bradbury udfordrer sin læser med et intelligent, skævt sprog, der ligger langt fra eksempelvis Robert Blochs galgenhumor. Der ligger bidende alvor bag Bradburys afdækning af oktoberlandets beboere, og det, han viser os, rummer både sorg, melankoli og skræk. Alene åbningsnovellen om dværgen, der drømmer om at være almindelig, og derfor opsøger et spejlkabinet, hvor han kan se sig selv i stor størrelse, blandes det bizarre med det rørende på slående vis.

”The Jar”, der handler om en bondeknold, der køber en krukke med en besynderlig ”ting”, er ligeledes et mesterligt eksempel på Bradburys evne til at flette det makabre sammen med helt nære skildringer af mellemmenneskelige relationer, som de fleste af os kan identificere os med.

Hardcover, Arkham House 1947

Hardcover, Arkham House 1947

Bradbury gentager flere gange det samme greb i bogen. Han forvrænger det velkendte og tilføjer det et element af noget surrealistisk, som gradvist transformeres til både noget ubehageligt og fascinerende. Et konkret eksempel på det kunne være ”The Scythe”, hvor en forarmet familie finder en forladt gård med marker, der står klar til at blive høstet. De flytter ind på gården, og manden begynder høstarbejdet for kun at opdage, at han nu har overtaget rollen som Døden. Han bliver den metaforiske Høstmand, og pludselig ser han, at hvert strå i marken har krop og ansigt. Bonden mejer sig gennem menneskeheden og fortsætter, da han møder sin egen familie i marken. Døden kender ingen tøven. ”The Scythe” er uden tvivl et højdepunkt i bogen, fordi den med sin blanding af djærv realisme og metafysisk gru opnår et ret enestående, nærmest mytologisk niveau.

Men der er skam masser af andre fine, fine fortællinger i The October Country. Den absurde ”Skeleton” repræsenterer måske bogens mest ordinære side med sin beretning om manden, der opdager, at hans eget skelet er ude på at myrde ham. Historien er ganske vanvittig og fuldendes med et pulpet plottwist, der kunne være førnævnte Bloch værdigt. Plat eller uforpligtende bliver det imidlertid aldrig, fordi Bradburys pen løfter selv det trivielle til noget interessant.

Hardcover, Ballantine Books 1955. Antologiens 1. udg-

Hardcover, Ballantine Books 1955. Antologiens 1. udg-

Det taler med andre ord til Bradburys ære, at han i vid udstrækning valgte at styre uden om klichéer med sin makabre fiktion. Hans noveller har en stålsat selvstændighed, der gør, at man ikke i et sekund er i tvivl om, hvem der er forfatteren bag dem. Bradburys kunstlede, til tider næsten avantgardistiske sprog gennemsyrer nemlig alt og overskygger flere steder handlingen, der hvor den nærmer sig det velkendte. Men selv der, på kanten af det ordinære, formår han at skabe noget foruroligende. ”The Wind” eksempelvis er på mange måder en klassisk pulpfortælling, der måske kunne opfattes som et svagt ekko af Lovecraft-skolen. Plottet er velkendt, men beskrivelsen af manden, der ser ud over landskabet, hvor en forhekset vind fejer gennem træer og buske, er ganske enkelt uforlignelig og foruroligende på smukkeste vis.

The October Country afsøger mange stemninger og situationer, og Bradbury vælger kun sjældent den lette løsning. Det er beundringsværdigt, og jeg vil mene, at hans noveller i antologien står som et af horrorgenrens hovedværker fra 1950’erne. Sammen med den ligeledes formidable Shirley Jackson udgjorde de et nødvendigt opgør med pulpens uforpligtende, letbenede horror. Både Ray Bradbury og Shirley Jackson nedtonede det konkrete monstergys og pegede i stedet på det formløse, psykologiske mørke som arnested for gru og uhygge. Mørket inde i os selv og vores samfund blev omdrejningspunktet, og dermed står de to i høj grad som strømpil for de veje, som gyset skulle gå i de følgende mange år.

 

Novellerne:

“The Dwarf”

“The Next in Line”

“The Watchful Poker Chip of H. Matisse”

“Skeleton”

“The Jar”

“The Lake”

“The Emissary”

“Touched With Fire”

“Shopping for Death”

“The Small Assassin”

“The Crowd”

“Jack-in-the-Box”

“The Scythe”

“Uncle Einar”

“The Wind”

“The Man Upstairs”

“There Was an Old Woman”

“The Cistern”

“Homecoming”

“The Wonderful Death of Dudley Stone”

 

Hardcover, Hart-Davis 1956

Hardcover, Hart-Davis 1956

Paperback, Ace Books 1961

Paperback, Ace Books 1961

Paperback, Ballantine Books  1962

Paperback, Ballantine Books 1962

Paperback, Four Square Books 1963

Paperback, Four Square Books 1963

Paperback, Ballantine Books 1964

Paperback, Ballantine Books 1964

Paperback, Four Square Books 1965

Paperback, Four Square Books 1965

Paperback, Ballantine Books 1969

Paperback, Ballantine Books 1969

Paperback, Ballantine Books 1972

Paperback, Ballantine Books 1972

Paperback, Panther 1976

Paperback, Panther 1976

Paperback, Ballantine 1978

Paperback, Ballantine 1978

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, Ballantine 1996

Paperback, Ballantine 1996

Paperback, Earthlight 1998

Paperback, Earthlight 1998

Paperback, Avon Books 1999

Paperback, Avon Books 1999

Paperback, Harper Perennial 2011

Paperback, Harper Perennial 2011

E-bog, Harper Voyager 2014

E-bog, Harper Voyager 2014

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

David Holman & Larry Pryce, Fleshbait (1979): Voldsfisksering!

Paperback, New English Library 1979. Det er desværre ikke oplyst, hvem der har malet den fede forside

Paperback, New English Library 1979. Det er desværre ikke oplyst, hvem der har malet den fede forside

1970’erne var et godt årti for “naturen går amok”-genren. En lille gren på den store horrorstamme, der med gysets virkemidler forsøger at italesætte økologiske problemer. Mere fundamentalt kan man måske også sige, at genren udfordrer vores opfattelse af at være herre over naturen, og dermed rummer disse fortællinger i virkeligheden ganske foruroligende implikationer. Og det uanset om det sker i form af isolerede hændelser – Jaws (1974) og Cujo (1981) – eller i de voldsomme begivenheder, som David Holman og Larry Price beskriver i deres lille roman Fleshbait fra 1979.

Fleshbait udspiller sig langs den engelske vestkyst i Cornwall, hvor en stribe ildevarslende hændelser i bogens begyndelse gradvist peger på en naturkatastrofe af uhyrlige dimensioner. De to marinbiologer Mark Neilson og Kathy Wilding er sammen taget ud til kysten for at se det sted, hvor deres fælles ven Mike druknede for nogen tid siden. Her bliver de vidne til bizarre begivenheder. En far og datter er omkommet i et dambrug, og det virker nærmest som om, at fiskene var ude på at dræbe de to. Er der mon en parallel til Marks og Kathys ven, der også druknede under mystiske omstændigheder på en fisketur? Naturligvis er der det.

Det viser sig nemlig meget snart, at der ikke alene er sket angreb på mennesker langs den lille flod, som marinbiologerne opholder sig ved. Der er også sket angreb ude ved kysten, og problemets omfang bliver snart ganske alvorligt, da fiskestimer øjensynlig ikke alene forsøger at sænke fiskerbåde, men også truer den højhellige turistsæson. En videnskabelig kommission bliver nedsat, hvor begge vores biologer deltager, og deres undersøgelser afslører, at en fabrik har sluppet kemikalier ud i de lokale vandløb. Disse stoffer er nu drevet til havs og har undervejs muteret fiskene, der nu er blevet omprogrammeret til at føle et dybt og inderligt had mod menneskeheden(!).

Paperback, New English Library 1979

Paperback, New English Library 1979

Første del af romanen bliver brugt på introduktion og afsløring af baggrunden for skaden, i anden del bliver indsatsen planlagt og udført. Hvor første del har en tentativ klaustrofobisk stemning, ændres tonen helt i anden halvdel. Her tager det hele sig pludselig ud som et stort action-eventyr med dykkere og militær, bomber og magnetiske undervandsbjerge. En ganske spøjs transformation, der kun hænger sammen, fordi det fortsat er vores to havbiologer, der er hovedpersonerne.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Holman og Price kiggede Peter Benchley i kortene, da de skrev Fleshbait. Der er ganske mange paralleller til Jaws, forskellen er bare, at det ikke er én haj, men et helt hav af fisk, der her går amok. Tonen er selvfølgelig også ganske anderledes og Jaws på alle måder en bedre roman. Faktisk er Fleshbait en skuffelse, fordi den ikke rigtigt leverer noget. Bogens anslag rummer løfter om blodig horror, da pigen på dambruget må kæmpe for sit liv, men den slags scener kommer ikke rigtigt igen. I stedet skildres fiskegruen distanceret gennem andenhåndsberetninger. Desværre, for derved mister bogens usynlige fjende en hel del af sin pondus. En pondus, der ydermere reduceres i anden del, hvor videnskabsmændene folder sig ud, og problemet med fiskene reduceres til en sag, der kan løses ved nogle undersøiske sprængninger.

Selvom Holman og Price tydeligvis har en advarende mening med bogen – præcis som genren vel mere eller mindre dikterer – får de sovset det hele ind i så megen pseudo-videnskabelig snak, at deres trussel forsvinder. Alt dette kunne være godt og fint, hvis gruen var blevet erstattet af nervepirrende action, men sådan er det ikke. For præcis som fiskenes angreb distanceres, sker det samme for de store manøvre, hæren skal igennem for at løse problemet. Også her bliver problemets løsning skildret på anden hånd, og romanen ender derfor i sidste ende som et forvirret stykke prosa, der aldrig finder sit ståsted.

Hardcover, Doubleday 1974. Romanens 1. udg.

Hardcover, Doubleday 1974. Romanens 1. udg.

Jeg aner ikke, hvem David Holman eller Larry Price er, men geg vil gerne vædde med, at enten Holmen eller Price har en form for naturvidenskabelig baggrund. Der klinger en tør saglighed med igennem hele teksten, der vel umiddelbart sandsynliggør begivenhederne, men desværre også gør dem ganske blodfattige. Selvom teksten som sådan hænger sammen, er det derfor også tydeligt, at der har været to om arbejdet. Den umage sammenstilling af hærens og videnskabsmændenes arbejde og så de to marinbiologers intime samtaler om konsekvensen af fiskeangrebet taler med to vidt forskellige stemmer. Fleshbait virker derfor nærmest lidt skizofren flere steder. Der udspiller sig i hvert fald en form for magtkamp hen over bogens sider mellem den personnære beretning og den brede skildring.

Dybest set er Fleshbait en uinteressant roman, der hverken rummer pulphorror nok til at være underholdende, eller udført i en sådan grad, at den kan gøre sig fortjent til videre overvejelser. Ikke desto mindre kommer man ikke uden om, at den er et sjovt eksempel på selve genren. Den har med andre ord alle troperne, men formår bare ikke at omsætte dem til andet end ligegyldige parafraser eller plagiater.

På samme vis kan man også sige, at bogen er et tankevækkende eksempel på et mislykket samarbejde mellem to forfattere. Romanen synes at slide sig selv op inde fra, og selv om Holman og Price sikkert var ganske tilfredse med deres værk, spænder deres forskellige bidrag ben for hinanden. Ikke alene er Fleshbait derfor kedelig, men æstetisk har den også forbløffende lidt at byde på.

Trist at så fin genreforside skulle spildes på så tam en bog!

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Tales of Unknown Horror, red. Peter Haining (1978): En særdeles tam buket

Paperback, New English Library 1978. Den fine, fine forside er skabt af Tony Masero

Paperback, New English Library 1978. Den fine, fine forside er skabt af Tony Masero

Peter Hainings lille serie med mindre kendte skrækfortællinger var et sympatisk projekt. Tanken om at grave oversete perler frem i stedet for at blive ved med at genudgive de samme velkendte historier er glimrende. Og Peter Haining var da også afgjort rustet til opgaven. Han var en af de væsentligste engelske horroreksperter og havde et kæmpe kendskab til både den klassiske, britiske spøgelseslitteratur samt det store, amerikanske pulpmarked. Med det udgangspunkt burde det være en snild sag at sammensætte en bog med skrækperler, som de fleste læsere ville være ubekendt med.

Helt så let er det bare ikke, for Tales of Unknown Horror – seriens andet bind – viser med al tydelighed, hvor let det er at falde til patten og slå vanetænkningen til. Vanetænkning er nemlig afgjort den røde tråd gennem denne antologi, der har et konservativt, for ikke at sige gabende kedsommeligt bud på relevant skrækfiktion anno 1978. Faktisk er den største overraskelse, at Haining ikke fandt plads til den obligatoriske Bram Stoker-novelle blandt alle de andre sikre forfatternavne, han har fået stablet sammen.

Paperback, New English Library 1978

Paperback, New English Library 1978

Nu kunne man måske indvende, at udvalget af ferske fortællinger skyldes Hainings manglende evner som redaktør. At han, så at sige, savnede sans for horror, men det passer ikke. Haining har gang på gang bevist sit kendskab i den store mængde bøger, han fik redigeret. Der er snarere noget mere grundlæggende på færde i Unknown Tales of Horror, der handler om selve holdningen, til hvad god skrækfiktion er.

Peter Haining har en indledning til bogen, hvor han ud over den obligatoriske fejring af de inkluderede forfattere lufter nogle interessante synspunkter omkring horror. Haining skriver nemlig her imod det, han kalder ”Butcher Shop stories” – en betegnelse for bloddryppende, konfronterende historier, der er skrevet for at chokere. Den slags tager Haining afstand til og definerer den vellykkede gyser som en subtil øvelse – som han skriver:

No, the horror story which achieves the highest ideals of the genre is basically a tale in which the elements of the unknown and supernatural combine to put a person in peril of his life – but do not pointlessly drag him through unpleasantness for its own sake (s. 9).

Cool cat Peter Haining (2. april 1940 – 19. november 2007)

Cool cat Peter Haining (2. april 1940 – 19. november 2007)

Det standpunkt oser langt væk af en forloren puritanisme. En hensunken skrækbogsforståelse, der bliver ved med at sætte navne som Mary Shelley og Richard Marsh som genrens højdepunkter. Men Hainings projekt med bogen fører videre end det. Han kan nemlig indledningsvist konkludere, med henvisning til film som The Exorcist, The Omen og The Sentinel, at horror som genre har triumferet og nu er blevet en fuldt ud valid udtryksform, der nyder enorm popularitet. Tornen i øjet er imidlertid den kunstneriske anerkendelse – den mangler.

Her er det så i bogen, at Haining griber dybt i de genrehistoriske gemmer og hiver arvesølvet frem. Mary Shelleys famlende ”The Reanimated Englishman”, der ikke kan være andet end en skitse til en novelle eller roman, og Richard Marshs fine, klaustrofobiske ”A Silent Witness” skal således garantere den nødvendige klassiskerfernis, som forhåbentlig vil smitte af på bogens øvrige navne. Forstået således, at Haining håber, læseren vil opfatte Lovecraft, Bloch, Bradbury og Rohmer som afskygninger af førnævnte navne.

Mary Wollstonecraft Shelley (30. august 1797 – 1. februar 1851)

Mary Wollstonecraft Shelley (30. august 1797 – 1. februar 1851)

Om det lykkes eller ej skal jeg ikke kunne sige. De udvalgte historier har alle kvaliteter, men er samtidigt stort set alle som en forsigtige, små overnaturlige pip, der måske med fuld ret er blevet glemt. Selv Lovecraft-novellen ”The Challenge From Beyond”, der egentlig er et kapitel i en ikke synderligt vellykket kortroman skrevet af flere forfattere fra Lovecrafts cirkel, står som noget af det mindre interessante, han skrev. Faktisk er det kun William F. Temples ”The Whispering Gallery”, der æstetisk træder ud af de andres skygge og bider sig fast med et sprog og et isnende ubehag, som huskes efter endt læsning. Her lader Temple nemlig en lille dreng komme i livsfare, da han ledes på afveje af nysgerrighed og overnaturlige kræfter. Historien har stedvist ganske ubehagelige skildringer af en hjemsøgt atmosfære, som faktisk blev hængende hos mig længe efter historien var læst.

Mens Temple leverer mærkbart gys med dybde, står Robert Bloch for et vanligt galgenhumoristisk grin i den kække ”Son of a Witch” om en småkriminel døgenigt, der får fingre i et flyvende tæppe. Historien er vittig og velfungerende, som det meste andet Bloch skrev, og ganske, ganske ligegyldig. Den går imidlertid i spænd med antologiens absolut største stjerne – Stephen King – der har den sidste novelle i bogen.

Richard Marsh (12. oktober 1857 – 9. august 1915)

Richard Marsh (12. oktober 1857 – 9. august 1915)

Stephen King var allerede blevet en superstjerne, da Tales of Unknown Horror udkom, og Haining kan næsten ikke få armene ned i begejstring over at kunne trykke en King-fortælling, der ikke var udgivet før. At det kunne være i modstrid med bogseriens idé om at trykke oversete historier, synes ikke at påvirke Haining stort. Kings ”Cat From Hell” viser ham desværre fra den uforpligtende, letbenede side, som har karakteriseret hans senere arbejder. Som et trist forvarsel leverer han her en halvhumoristisk historie om en lejemorder, der bliver hyret til at dræbe en satanisk kat. Det går naturligvis grueligt galt og ender i blod, men den Bloch’ske, galgenhumoristiske tone gør det vanskeligt at tage gruen alvorligt, og historien bliver aldrig til mere end forglemmelig, godmodig underholdning uden bid og kløer.

Tales of Unknown Horror føles som en æstetisk oprustning fra Peter Hainings side. Den fremstår som et forsøg på at vise, hvordan stueren horror ser ud. Et forsøg på at vise det højpandede litterære miljø, at gysergenren har kvaliteter og bør tages alvorligt. Det kan jeg jo kun være enig med Peter Haining i, men hans forsøg synes helt forfejlet. Den kunstneriske oprustning han udfører gennem referencer til klassikerne virker forfejlet og vrister gyset ud af dets momentum i nutiden. Han gør det til en stiløvelse i stille pastiche i stedet for en pågående, kreativt udtryk, der udfordrer og flytter læseren ud på dybt vand. Faktisk behøver man bare tænke seks år frem fra udgivelsen af Tales of Unknown Horror og se, hvordan Clive Barker skyder alle Hainings forestillinger om ”Butcher Shop stories” til atomer med sine genredefinerende milepæle, der indvarslede en helt ny tid for gyserlitteraturen.

William Frederick Temple (9. marts 1914–15. juli 1989)

William Frederick Temple (9. marts 1914–15. juli 1989)

Faktisk må jeg indrømme, at det bedste ved Tales of Unknow Horror er den fantastiske forside malet af Tony Masero. Alene den gør, at jeg er glad for bogen og resten af serien, som han har leveret forsiderne til. Om ikke andet må Hainings fejlslagne antologi få tak for dette. Men det er skam også nok, for hold op, hvor jeg synes, Masero forsider er fantastiske!

 

Novellerne:

Mary Shelley: “The Re-animated Englishman”

Tim Stout: “The Dracula File”

Gaston Leroux: “The Woman with the Velvet Collar”

Sax Rohmer: “Red Mist”

Richard Marsh: “A Silent Witness

H. P. Lovecraft: “The Challenge from Beyond”

Robert Bloch: ”Son of a Witch”

Ray Bradbury: “Undersea Guardians”

William F. Temple: “The Whispering Gallery”

Evan Hunter: “Dream Damsel”

Rosemary Timperley: “The Tunnel”

Stephen King: “Cat From Hell”

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Stephen King, Pet Sematary (1983): Et fantastisk dødsstudie

Paperback, New English Library, 23. udg. 1992. Et  stemningsfuldt cover (af Davies?!) - desværre ødelægges det lidt af forholdet mellem billedet og forfatternavn. Nuvel, det er jo navnet der sælger

Paperback, New English Library, 23. udg. 1992. Et stemningsfuldt cover (af Davies?!) – desværre ødelægges det lidt af forholdet mellem billedet og forfatternavn. Nuvel, det er jo navnet der sælger

Der har været skrevet rigtig, rigtig meget om Stephen Kings Pet Sematary fra 1983. En roman der vel generelt regnes som en af Kings bedste. Det kan jeg kun være enig i. Pet Sematary er en fremragende bog, der rummer alt det, King er blevet berømt på, men samtidig udfordres både forfatter og læser mærkbart af bogens tema – Døden. Og det med stort D. Det dystre tema er i den grad blevet en del af mytologien omkring romanen. At historien eksempelvis var så uhyggelig, at King først ikke ville udgive den osv. – anekdoter der er med til at understrege, at King afsøgte nyt terræn.

Med mindre du har levet under en sten de sidste mange år, vil handlingen i Pet Sematary sikkert være nogenlunde bekendt. Men ok, vi tager lige et kort referat for en god ordens skyld. Louis Creed, hans kone Rachel samt deres to børn Ellie og Gage flytter til den lille by Ludlow i Maine. Louis har fået arbejde på en universitetsskadestue i nærheden. De flytter ind i et gammelt hus, der ligger lidt uden for Ludlow. Deres nærmeste naboer er et gammelt ægtepar, Jud og Norma, der bor på den anden side af den stærkt trafikrede landevej, der adskiller grundene.  Alt er fred og landlig idyl. Sådan da, for døden ånder familien og deres omgivelser i nakken.

Paperback, New English Library, 23. udg. 1992

Paperback, New English Library, 23. udg. 1992

Først får nabokonen Norma et slagtilfælde, så bliver Creed-familiens kat kørt over, mens Louis er alene hjemme i huset. Datteren Ellie elsker katten over alt, og Louis er derfor i vildrede – skal han fortælle hende sandheden om kattens død eller lyve. Som tak for hjælpen i forbindelse med nabokonens slagtilfælde beslutter naboen Jud at indvie Louis i en hemmelighed. Oppe i skoven bag Creed-familiens hus ligger en dyrekirkegård, som familien allerede stifter bekendtskab med tidligt i historien. Bag denne kirkegård ligger der en ældre indiansk gravplads, der rummer sære kræfter. Det, der begraves på pladsen, vender tilbage, måske lidt forandret, men den døde genopstår blandt de levende. I Ludlow kender flere af de gamle stedets hemmelighed, og nu hvor Louis Creed er blevet indviet, får han mulighed for at få katten tilbage. Genoplivningen af katten er naturligvis kun begyndelsen på det, der udvikler sig til en grotesk og ganske skrækindjagende affære.

En af de fascinerende ting ved Pet Sematary er romanens opbygning. Man kan næsten sige, at romanen har en arkitektur. Hele handlingen er spændt ud mellem en lang række dikotomier. Mand og kvinde, det unge Creed-ægtepar og det gamle ægtepar på hver side af vejen, der er Louis og Rachel Creeds far, der er børnene og de voksne, Rachel og hendes døde søster Zelda og så naturligvis det helt overordnede og altgennemsyrende modsætningsforhold mellem liv og død. Det todelte motiv optræder i alle romanens elementer og udgør nærmest et forsøg fra Kings side på en beskrivelse af tilværelsens grundvilkår og den verdensorden, som hans hovedpersoner må indfinde sig under.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Den orden smuldrer imidlertid, for da Jud introducerer micmac-indianernes gamle gravplads, skabes der uorden i systemet. Louis krydser en grænse, som han ikke burde krydse og skaber et uoverskueligt kaos, der kommer til at koste flere menneskeliv. Og her nærmer vi os bogens centrale handlingselement; Louis fornægter døden og genopliver de døde.

Handlingen har ført til sammenligninger mellem Pet Sematary og Frankenstein (1818), hvilket naturligvis på overfladen kan være en rimelig betragtning. Forskellene er imidlertid afgørende. Victor Frankenstein forsøger at skabe liv, der hvor der ikke tidligere har været noget – han forsøger på guddommelig vis at skabe liv ex nihil – at skabe liv ud af intet. Helt bogstaveligt sætter Frankenstein sig i Skaberens sted og skaber et menneske i menneskets billede. Louis Creed vil ikke skabe liv, han vil forlænge livet, omgøre dødsdommen. Derved griber Louis Creed ind i det, der i en konservativ kristen terminologi ville kunne kaldes ”Guds plan”. At det er i de baner, man må forstå Pet Sematary, kan der ikke være nogen tvivl om. Roman er spækket med referencer til metafysiske og teologiske overvejelser, der skal vise læseren, at der er en mening med det hele, uden at vi nødvendigvis forstår den. Det handler altså om tro (Creed).

Hardcover, Doubleday 1983

Hardcover, Doubleday,  1. udg. 1983

Pet Sematarys kristne budskab bliver meget ofte overset, fordi King er en dygtig forfatter, der forstår at pakke sit budskab ind på en måde, så det ikke ligner en prædiken. Jeg mener imidlertid, at det er helt afgørende for forståelsen af Kings roman, at man holder sig hans på mange måder gammeldags kristne værdigrundlag for øje. Et værdiggrundlag, der nok kan fremstå fremmedartet for os i en dansk sammenhæng, men som i en amerikansk virkelighed formentlig er normen.

Som jeg læser King, er hans pointe, at mennesket står ensomt og sårbart i mødet med døden og sorgen. Og her, midt i den ensomhed, kan ”mørket” snige sig ind som fristeren. I Pet Sematary har Mørket, Djævlen eller hvad man nu vil kalde det, fristet generation på generation i Ludlow med sit tilbud om evnen til at vække de døde til live igen. Pointen er imidlertid ikke udelukkende, at man via begravelsespladsen får evnen til at genoplive de døde, det er lige så vigtigt, at man leverer denne viden videre til andre som en gift, der spredes fra generation til generation. Hemmeligheden er ganske enkelt noget, der tynger, som Jud meget tydeligt forklarer, fordi den altid melder sig i de situationer, hvor livet bliver svært.

Hardcover, Hodder and Stoughton 1983

Hardcover, Hodder and Stoughton 1983

Gamle Jud lader sig da også friste, da han giver hemmeligheden om gravpladsen videre til Louis. I den forstand møder vi Djævlen i Pet Sematary, som den samme fristerfigur, som vi allerede mødte i The Stand (1978) og som King senere vender tilbage til i Needful Things (1991). Der anslås derfor også et apokalyptisk tema i Pet Sematary, der handler mørkets evige forsøg på at vinde indpas i menneskets liv. Et tema der ikke mindst understreges, når King eksempelvis parafraserer åbningen på Yeats’ digt ”The Second Coming” (New English Library, s. 324) – et digt King allerede benyttede i The Stand.

Paperback, Hodder Paperbacks  2011

Paperback, Hodder Paperbacks 2011

Romanens store ambition er at besvare det eksistentialistiske spørgsmål om, hvordan man er i stand til at leve med døden. Kings svar ligger i religionen og den stille accept og åbenhed omkring emnet. Det gamle ægtepar Jud og Norma bliver her prototypen på Kings idealforestilling om det lykkelige liv. Om mennesker der har rejst et helt liv, fra barndom til alderdom. De har i overført betydning krydset den dødsensfarlige landevej, der strækker sig mellem barndom/ungdom og alderdommen. Det sted, hvor farerne lurer og det uventede kan ske. Jud og Norma har krydset denne livsvej uden at miste troen, modsat familien Creed, der kuldsejler noget så grueligt.

Paperback, Pocket Books 2001

Paperback, Pocket Books 2001

Ganske vist er Norma og Jud blevet fristet undervejs og har begået fejl, det fremgår med al tydelighed i bogen, men de har ikke mistet dem selv. Louis derimod mister sig selv, da han i sit svageste øjeblik lader sig friste og krydser grænsen, han ikke måtte krydse. Man kan sige, at han står på kirkegråden og ser døden, men vælger ikke at acceptere den. Han lader sig lokke videre ind i den underverden, hvor mørket har magten. Man trænger ind bag det ene for at komme til det andet. Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at man skal krydse dyrekirkegården for at komme til indianernes gravplads.

Paperback, Pocket Books 2005

Paperback, Pocket Books 2005

Men hvad er dyrekirkegården så? Altså ikke indianergravpladsen, men den kirkegård, der har lagt navn til bogens titel. Svaret må være, at dyrekirkegården for King repræsentere det nødvendige tab af uskyldighed, som børn må igennem. Dyrekirkegården er det sted, hvor barndommens illusioner punkteres og de voksnes verden introduceres. Det sted hvor døden erkendes og får form, men samtidig også en markering af grænsen mellem liv og død. En grænse, som Louis som nævnt, krydser.

Paperback, Wangels Forlag 1987

Paperback, Wangels Forlag 1987

Pet Sematary er som sagt en fremragende bog, fordi den afsøger grænser, og King rent faktisk har noget på hjertet. Det er en ekstremt dyster bog, der gennemsyres af varsler og tegn, der alt sammen peger i retning af den eskalerende død, der hjemsøger alle bogens sider. I min optik er både de dele, der handler om relationerne mellem bogens personer og stederne med mere traditionel horror lige fremragende, men det er uden tvivl i sammenstillingen af det ordinære og overnaturlige, at styrken for alvor ligger. Det lykkes nemlig King i Pet Sematary at skabe en troværdig rationale for bogens begivenheder og præsentere et sammenhængende budskab. Om man så køber Kings kristne budskab, er en anden snak. De fleste vil sikkert, som mig selv, bare glædes over bogens herligt dystopiske stemning.

Paperback, Gallery Books 2002

Paperback, Gallery Books 2002

Pet Sematary er en klassiker og for mig et se det til dato sidste højdepunkt i Kings forfatterskab.

Og her giver jeg så ordet videre til Ramones. Hey ho – let’s go!

 

3 kommentarer

Filed under Roman