Tag Archives: New York

Frank De Felitta, Audrey Rose (1975): Gys i retssalen

Paperback, Pan 1977, med klassisk ondt barn på forsiden. Kunstneren bag billedet er ikke oplyst

Frank De Felitta udgav sin roman Audrey Rose i 1975, og fortællingen katapulterede ham straks ind på bestsellerlisterne, hvor han herefter tilbragte en god rum tid. Bogen har da også alt, hvad der kendetegner tidens populære romaner – den har sex, den har gru, den har social kritik, og den har først og fremmest et chokerende indhold, som kan fængsle læseren. Man fornemmer tydeligt, at Peter Blattys The Exorcist (1971) var en væsentlig inspirationskilde for De Felitta. Blattys bog bliver endda omtalt direkte et sted i romanen, hvor en af hovedpersonerne udbryder, at det hele minder ham om noget, der revet direkte ud af Blattys værk. Audrey Rose er imidlertid langt fra at være et plagiat. De Felitta tager os nemlig ind i andre, dunkle sider af tilværelsen, selvom religion også hos ham er omdrejningspunktet.

Da Audrey Rose åbner, hører vi, hvordan den lille Templeton-familie i New York bliver skygget. Bill er en højtprofileret reklamemand og Janice hjemmegående husmor. Sammen har de den yndige datter Ivy på ti, og trekløverets hjertevarme lykke er næsten kvalmende idyllysk. De Felitta smører tykt på, så tykt, at det naturligvis må gå galt for familien. Den mystiske person, der udspionerer både Bill og Janice, viser sig at være en enkemand, hvis kone og datter døde i et trafikuheld ti år tidligere. Elliot Hoover, som manden hedder, hævder nu, at hans døde datter Adrey Rose er reinkarneret i Ivy Templeton. Bill og Janice tror naturligvis ikke et sekund på denne Hoover, men sære ting sker pludselig, som får Janice til at tvivle. Ivy lider af mareridt, og disse mareridt ligner i forbløffende grad den ulykke, som Audrey Rose oplevede, da hun kørte galt med sin mor.

Paperback, Pan 1977

Bogens første kulmination kommer, da Bill og Janice ser sig nødsaget til at binde den sovende Ivy til sengen, fordi pigen er til fare for sig selv. Parallellen til den besatte Megan, der raser ud i sin seng er åbenlys og fører til førnævnte kommentar fra Bill. Ad omveje opdager Hoover, at Ivy er bundet, og han kidnapper derfor pigen for at hjælpe sin datter Audrey Rose, der er fanget i Ivys krop.

Netop denne kortvarige kidnapning udløser bogens egentlig handling, der udspiller sig som retssalsdrama, hvor familien Templeton rejser sag mod Elliott Hoover for kidnapning og chikane. Hoover gør naturligvis sit for at forvare sig mod anklagerne, og det er gennem Hoovers forsvar, at De Fellita får opbygget en stigende gru og forundring hos læseren, som gør bogens bestsellerstatus fuldt fortjent.

Frank Paul De Felitta (3. august 1921 – 29. marts 2016)

Livet efter døden er det helt store tema i Audrey Rose, og De Felitta kommer ikke selv med nogen dogmatisk udlægning. I stedet lader han ganske demokratisk en række bipersoner give deres syn på sjælens status og dødens betydning. Vi hører en hindu fortælle, vi hører en rabbiner give sin udlægning, vi hører videnskaben og psykologien komme med forklaringer, en katolsk præst får også ordet, og vi stifter tilmed bekendtskab med en scientologs tanker. På skolemesterlignende vis bliver læseren på den led trukket gennem ikke synderligt velkomponerede redegørelser for muligheden for liv efter døden, og De Felittas pointe synes at være, at ingen kender sandheden, men at der tilsyneladende er mere imellem himmel og jord, som hverken videnskab eller teologer kan redegøre for. Bogen hvirvler dermed en masse støv op omkring reinkarnationsspørgsmålet, men kommer ikke med nogen svar.

Historien taler ind i tidens smag for mystisk og overvejelser omkring netop emner som reinkarnation og tidligere liv. Der løber imidlertid et underliggende motiv bag den åbenlyse metafysiske diskussion, der udvikler en form for social gru, som på en gang er ganske unik og meget typisk for 70’ernes genrefiktion.

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1975. romanens 1. udgave

Storbyen New York portrætteres i Audrey Rose, som en farlig heksekedel. Der er ganske enkelt for mange skøre kugler i den her by, siger Bill Templeton henkastet i bogens begyndelse. Byen er med andre ord et både beskidt og livstruende sted, hvor man må være på vagt. De Felitta spiller her på en generel uro i amerikansk populærkultur, der byggede på idéen om storbyen, som syndes hule, fyldt med vold og forfald, og derfor grundlæggende et unaturligt sted for mennesker.

Den lykkelige Templeton-familie tilhører absolut byens overklasse og burde egentlig kunne klare sig igennem alt dette, fordi de har midlerne til at beskytte sig. Her foretager De Felitta imidlertid en diabolsk drejning og vender selve systemet imod familien. Læseren foranlediges dermed indledningsvist til at tro, at det er storbyens gru, som vi skal frygte, men med et snuptag transformerer De Felittas situationen og viser læseren, at systemet – Staten – er mindst lige så ubønhørlig som gadens kriminelle.

Paperback, Warner Books 1976

Sagen er den, at det meget hurtigt står kart, at Elliott Hoover og hans smarte advokat er i stand til at presse familien Templeton og fremføre vægtige argumenter, ikke bare for reinkarnation, men for at Hoover rent faktisk har ret til at få adgang til Ivy Templeton. Gennem beskrivelsen af retssagens forløb skaber De Felitta således et stigende ubehag og forundring i læseren, fordi vi bliver vidner til, hvordan familien må se i øjnene, at ”retssystemet” tager deres datter fra dem på noget så utroligt som et spørgsmål om reinkarnation. Det er ganske grumt, men samtidig må vi konstant spørge os, om der kunne være noget rigtig bag Elliot Hoovers argumenter.

Audrey Rose ender i en tragedie, men slår filosofiske toner an i den lille epilog og efterlader læseren med åbne spørgsmål, som man kan tage med sig til videre refleksion, for hvad var det rent faktisk, der skete? Vi forstår dybest set ikke sagen, fordi bogens advokater lægger beviser frem for både det ene og det andet, men konsekvenserne er åbenlyse, for Templeton-familien går til grunde i løbet af hele affæren. Med ligeligt afsæt i tidens sociale bekymringer og metafysiske fascination skabte De Felitta en slagkraftig roman, der med enkle præmisser, tydelig pointer og klart sprog gav sine læsere stof til eftertanke.

Paperback, Warner Books 1979

Paperback, Warner Books 1984

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Harry Harrison, Make Room! Make Room! (1966): Helvede, det er de andre

Paperback, Orb 2008

Paperback, Orb 2008

Harry Harrison opnåede en høj stjerne i SF- verdenen, og han fik skrevet ganske meget fiktion i løbet af sit forfattervirke. For mig at se leverede han imidlertid aldrig noget, der var bedre end hans roman Make Room! Make Room! fra 1966. Bogen er en dystopisk rædselsvision, der med lige dele stille tristesse og klaustrofobisk horror udmaler en grotesk fremtid, hvor mennesket er reduceret til et liv, som tætpakkede tremmesvin i en automatiseret, udpint verden.

En skoldhed, sommervarm New York danner rammen om fortællingen, der indledningsvist beskriver kriminalbetjent Andy Ruschs forsøg på at opklare mordet på Big Mike – en ubehagelig gangsterboss, der opererede under et tyndt dække af at være en lovlydig forretningsmand. Alle tror naturligvis, at det må være en konkurrent fra underverdenen, der har myrdet Mike i hans luksuslejlighed. Sådan er det bare ikke. Mike bliver dræbt af en ung knægt, som bryder ind i Mikes lejlighed fordi en tilfældig mulighed byder sig.

Paperback, Orb 2008

Paperback, Orb 2008

Indbruddet går skævt, fordi Mike snupper knægten på fersk gerning og situationen ender i et mord. Drabet er dermed ikke noget planlagt attentat fra et af storbyens rovdyr, men et blot dumt uheld. Ikke desto mindre er effekten enorm, for Mikes død sender chokbølger gennem New York, samtidig med at byen lider i varmen og langsomt løber tør for alt fra mad og vand til strøm.

Midt i dette traver Andy omkring og forsøger at finde ud af, hvorfor Mike skulle dø. På sin vej gennem byen møder han høj såvel som lav, og bogens persongalleri udvides dermed løbende, til vi – henimod slutningen – sidder med et helt lille ensemble af karakterer, der alle får små handlingstråde, som stedvist krydses.

Harry Max Harrison (12. marts 1925 – 15. august 2012)

Harry Max Harrison (12. marts 1925 – 15. august 2012)

Betjenten Andy bliver dermed vores primære øjne og ører på en nedslående tur gennem storbyjunglen, og det, vi ser, bliver til stadighed mere grimt og ynkeligt. Alt slides op omkring Andy; hans venner og kæreste forsvinder en for en, mens sagen on Big Mike trækker i langdrag, fordi alle nægter at indse den simple sandhed, at Mike død var et meningsløs uheld. Byen æder sine indbyggere op som en anden Leviathan har vokset sig ud over alle rammer.

På et formelt plan er det interessant at bemærke Harrisons greb om fortællingen, der foretager en spændende kobling mellem to klassiske litterære genrer. På den ene side har vi nemlig den hårdkogte kriminalroman, der repræsenteres ved den forhutlede opdager Andy. På den anden side har vi den marxistiske kollektivroman, der netop fik en ny opblomstring i 60’erne som effektiv metode til at indkredse miljøer og samfund.

Paperback, Roberts Vinter 1966. Romanens 1. udgave

Paperback, Roberts Vinter 1966. Romanens 1. udgave

Præcis dette gør Harrison da også med sin SF-bog, der udspiller sig i det dengang fjerne år 1999. Man kan imidlertid se på en stærkt beslægtet roman, som James Plunketts bestseller Strumpet City fra ’69, der er en historisk roman, som udspiller sig i Dublin i årene før Første Verdenskrig. Parallellerne mellem Harrisons fremtidsdystopi og Plunketts triste, men hjertevarme skildring af det forarmede, udsultede arbejderliv i Dublin er slående, og parallellen mellem bøgerne tankevækkende, fordi de i virkeligheden når samme sted hen med deres romaner.

Den ene går til den historiske fiktion, den anden til fremtidsfiktionen, men begge peger de gennem deres genrevalg ind i samtiden og samtidens problemer. Fortællingens miljø bliver dermed først og fremmest en ramme eller indpakning, hvor den ene kan være lige så god som den anden. I hvert fald umiddelbart, for som jeg kort nævner nedenfor, er bøgernes virkning ikke helt den samme.

Hardcover, Doubleday 1966

Hardcover, Doubleday 1966

Harry Harrisons fremtidsvision adresserer emner som overbefolkning, forurening og social ulighed – alt sammen temaer, der synes præcis lige så relevante i dag som dengang i ’66, da roman udkom første gang. Det er endda bemærkelsesværdigt, hvor stærkt hans økologiske forfaldsportræt af navnlig storbyen stadig slår igennem, fordi den griber fat i helt basale, tidløse problemstillinger i samfundet. Forsyninger og infrastruktur, magtfordeling og demokrati er konstanter, som altid er relevante at diskutere og analysere. Tematisk har Make Room! Make Room! dermed afgjort noget at byde ind med, fordi den tegner et ekstremt, men også besnærende, gruopvækkende fremtidsperspektiv, der i høj grad er en påmindelse om, at vi kan miste alt det, vi har opbygget og pludselig stå i en situation, der ligner langt ældre historiske vilkår.

Hvor tankevækkende alt dette end måtte være, er det imidlertid i selve strukturen og de stilistiske valg, at romanen for alvor skiller sig ud som en sjælden perle. Harrison balancerer på en knivsæg med sin brug af troper fra den hårdkogte krimi. Kun alt for let ville det hele kunne falde til jorden som plat gentagelse af genreklicheer, men fordi han gradvist arbejder sin historie ind i en bredere gruppe af karakterer, får han sig løsrevet fra narrativets udgangspunkt og transformeret historien til et socialt portræt.

Paperback, Berkley Medallion 1967

Paperback, Berkley Medallion 1967

I stedet for blindt at holde fast i sit genrevalg slipper han det gradvist og flytter sin fortælling et andet sted hen. Det store ved bogen er, at det lykkes for Harrison at fastholde den stemningsmæssige, hårdkogte grundtone og derved fremstår genreskiftet mindre dramatisk, ja vel nærmest usynligt, for den der ikke opmærksomt følger de små signaler i teksten, der angiver, at vi nu langsomt forlader detektivromanens univers.

Make Room! Make Room! er socialt gys, øko-gru eller dystopisk SF. Kald det, hvad du vil. Romanen er med sit sortsynede verdensportræt et grumt stykke fiktion, der med al tydelighed viser, hvor virkningsfuldt fremtidsfortællingen kan blive, når den fordrejer vores nuværende livsvilkår og projicerer dem ud i yderste konsekvens. Hos Plunkett, som jeg her har stillet Harrison sammen med, er samfundsskildringen et deprimerende portræt af en overstået historiske periode. Netop det er afgørende, fordi vi læser den historiske roman som noget udlevet og overvundet. Vi spejler os altså retrospektivt i fortællingen. Der er vi ikke længere, kan man tænke, og prise sig lykkelig over ikke at skulle gennemleve hungersnød og forsluming.

Paperback, Penguin Books 1967

Paperback, Penguin Books 1967

Harrisons bog slår imidlertid langt hårdere, fordi den er et fremtidsbillede – det er her, vi kan ende. Fremtiden er muligheden, og Harrisons fortælling er et stykke stinkende, lummert forfald, der æder sig ind under huden og bliver hængende over os som damoklessværdet. Og netop derfor er bogen et bekymret opråb, som det lønner sig at vende tilbage til, fordi den rusker op i os og minder os om, at fremtiden består af valg, og forkerte valg fører os steder hen, som vi bestemt ikke ønsker os at opleve.

Paperback, Berkley Medallion 1973

Paperback, Berkley Medallion 1973

Paperback, Penguin Books 1973

Paperback, Penguin Books 1973         

Paperback , Berkley Books 1978

Paperback , Berkley Books 1978

Paperback, Ace Books 1980

Paperback, Ace Books 1980

Paperback, Penguin Books 1982

Paperback, Penguin Books 1982

Paperback, Bantam Spectra 1994

Paperback, Bantam Spectra 1994

Paperback, Penguin Books 2009

Paperback, Penguin Books 2009

Ebog, Rosettabooks 2010

Ebog, Rosettabooks 2010

 

3 kommentarer

Filed under Roman

Marge Piercy, Woman on the Edge of Time (1976): En fremtid for ham, hen og hende

Paperback, The Women's Press 1987. Forsiden er tegnet af Phyllis Mahon

Paperback, The Women’s Press 1987. Forsiden er tegnet af Phyllis Mahon

Det er sjovt, hvordan nogle bøger får en helt særlig status hos os, fordi vi læser dem på et tidspunkt, hvor vi er specielt modtagelige overfor budskabet eller indholdet. Marge Piercys grumme og sentimentale Woman on the Edge of Time fra ’76 er en af den slags bøger hos mig. Jeg læste den for første gang i 8. eller 9. klasse, og jeg var på det tidspunkt helt opslugt af de indlysende uretfærdigheder og overgreb, som Piercy beskriver. Samtidig var hendes utopiske fremtidsvision så befriende anderledes, at det gik rent ind hos mig. Senere er jeg jo nok blevet en hel del mere kritisk over for Piercy som forfatter, men det er en anden sag.

I romanen følger vi den socialt udsatte Connie (Consuelo) Ramos fra New York, der har fået fjernet sin datter efter, at hun i en brandert skubbede sin pige op imod en dør. Det blev konklusionen på en lang deroute for den 30-årige latino, der begyndte livet på landet med at drømme om at gå på universitetet og i stedet endte i en håbløs tilværelse i storbyen, langt fra de værdier og idealer, hun voksede op med.

Paperback, The Women's Press 1987

Paperback, The Women’s Press 1987

Da vi træder ind i fortællingen, er Connie havnet midt i et skænderi mellem hendes niece og niecens kæreste/alfons. Connie smadrer i afmagt en vinflaske i ansigtet på kæresten, men sagen tager efterfølgende en uventet drejning, fordi både niecen og hendes kæreste melder Connie for vold. Connie har tidligere været under psykiatrisk behandling, og hun ryger derfor på den lukkede afdeling igen, og det er her på den lukkede, at romanen udspiller sig.

Allerede kort før indlæggelsen var Connie blevet besøgt af Luciente. En mystisk fremmed, der kommer fra fremtiden og opsøger Connie i en form for drømmeprojicering. Connie er særligt modtagelig overfor den slags projiceringer, og netop derfor er hun blevet udvalgt.

Marge Piercy (født 31. marts 1936)

Marge Piercy (født 31. marts 1936) omkring 1976

Kontakten med Luciente bliver tættere, da Connie indlægges, og det bliver også muligt for Connie, at forlade sin krop og rejse med Luciente ud i fremtiden, hvor hun ved selvsyn oplever den nye verden hinsides krige og økologiske katastrofer. Noget der ligner en utopi, hvor køn og seksualitet er blevet nulstillet, hvor kapitalisme og forbrugersamfund er blevet aflivet til fordel for en flad anarko-demokratisk styreform, hvor maskiner og mennesker arbejder i harmoni og i samklang med naturen.

Solen skinner altid i fremtiden, også selvom Connie ser konflikter, og kontrasten til den lukkede afdelings menneskefjendske behandling bliver derfor næsten ubærlig for hende. Fremtiden er lys og varm, livet på hospitalet er koldt og gråt. Situationen på anstalten antager tilmed kritisk alvor, da Connies bror giver tilladelse til, at man kan udføre en eksperimentel behandling på hende, hvor der skal indopereres elektroder i hendes hjerne. Connie gør modstand, men systemet har frarøvet hende enhver myndighed, og hun må derfor acceptere behandlingen. Men Connie beslutter sig for at bekæmpe systemet, og inspirationen til kampen finder hun blandt sine venner i fremtiden.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udgave

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udgave

Selvom Marge Piercy i en stor del af romanen forsøger at holde det som et åbent spørgsmål, hvorvidt Connie rent faktisk besøger fremtiden eller om det hele er en eskapistisk overlevelsesstrategi i Connies underbevidsthed, er det sidstnævnte, som er tilfældet. Det bliver tydeligere og tydeligere, som romanen skrider frem, hvordan fremtiden afspejler Connies sindstilstand på anstalten, og som sorgen og gruen på den lukkede bliver mere ubærlige, bliver der også mindre trøst at hente i fremtiden, fordi den også trues af fjender.

Systemet æder dermed ikke bare Connies krop og frihed, det æder også hendes drømme. I stedet for håb og indre frirum bliver rejsen ud i fremtiden spejlinger af de mareridtsagtige scenarier fra virkeligheden, og præcis den deroute fanger Piercy flot. Det er også dette skred mod undergang, der gør hendes lange, utopiske fremtidsbeskrivelser spiselige, for sandt at sige fylder beskrivelserne af fremtidens lyksaligheder ganske, ganske meget. Men det er måske også præcis det, der skal til, for at forstå voldsomheden bag det følelsesmæssige skibbrud, der sker, da både den dystre nutid og den gyldne drømmefremtid synker i grus på samme tid.

Paperback, Fawcett Crest 1977

Paperback, Fawcett Crest 1977

Piercy har naturligvis også en pointe med det hele, for midt i ruinerne af nutid og fremtid genfinder Connie sig selv. Hun finder sin egen stemme og genopstår som krigerkvinden, der går til modangreb på det system, der tyranniserer hende. Kampen er ulige og tabt på forhånd, men Connie kæmper den alligevel, og hendes angreb er lige så ondskabsfuldt, som det er galgenhumoristisk.

Fremtiden er ifølge Connie Ramos sødladen og naturligvis båret af 68’ernes drømme om en ny verden. Netop det gør utopien kvalmende korrekt, men samtidig er det lykkedes for Piercy at føje så mange fremmegørende elementer til beskrivelsen, at der alligevel opstår en form for distance mellem os og fremtidens mennesker og deres tankebaner, som tvinger læseren til at tage stilling til de etiske problemstillinger, det nye samfund indeholder set fra vores egen tidsalder, der tydeligvis ifølge Piercy ikke har meget godt at byde på. Spørgsmål om genetisk ændring af mennesker, det androgyne menneske som ideal, personlig frihed og ikke mindst grænserne for demokrati og medindflydelse er alt sammen problemer, som rejses i bogen. Og spørgsmålet er da også i virkeligheden om Lucientes liv i fremtiden er misundelsesværdigt og noget, vi rent faktisk kunne ønske os?

Paperback, Fawcett Crest 1979

Paperback, Fawcett Crest 1979

Denne distance eller fremmedgørelse betyder imidlertid også, at vi faktisk ikke kan kalde Connies drømme om fremtiden en rigtig utopi, fordi der ved nærmere eftersyn viser sig flere og flere skyggesider. Piercy synes dermed at sige, at intet er perfekt, alt er et spørgsmål om valg og prioriteringer. Omkostninger og tab vil der altid være, uanset hvordan vi organiserer os. Den pointe er godt tænkt og noget, der samler op på hendes anden roman Dance The Eagle To Sleep (1970), hvor vi ser præcis samme tvedeling mellem pragmatisme og utopi – her i en nær fremtiden eller alternativ samtid, hvor de unge etablerer sig uden for de voksnes samfund.

Woman on the Edge of Time er skrevet i Piercys sædvanlige bestseller-stil. Den er ligefrem og tydelig i sine pointer, skurkene er åbenlyst skurkagtige og Connie åbenlyst uskyldig. Verden er sort/hvid og enkel, når den beskrives med Piercys pen, uden den relationelle kompleksitet, hun eksempelvis får skrevet frem i den lidt senere murstensroman Vida (1980). Sprogligt formår hun ikke at betage, men hendes vedholdende fortællerstemme bærer os trods det sikkert fra kapitel til kapitel, og fordi Piercy har så meget social indignation på hjertet, kan man let glemme de mere banale sider af bogen. Ikke mindst fordi der er ting, som er værd at diskutere i Connies kønsfremmedgjorte fremtid; ting, der måske var ganske outrerede i ’76, men som pludselig ikke er så langt fra den politiske korrekthed, vi ser vokse sig større og større i dag.

Paperback, Ballantine Books 1986

Paperback, Ballantine Books 1986

Paperback, The Women's Press 1991

Paperback, The Women’s Press 1991

Paperback, The Women's Press 2000

Paperback, The Women’s Press 2000

Paperback, Penguin Books 2016

Paperback, Penguin Books 2016

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Morten Ellemose, Killer Killer (2014): Fjollet og triviel

Paperback, H. Harksen Productions 2014

Paperback, H. Harksen Productions 2014

H. Harksen Productions har efterhånden for alvor fået serien af gotiske krimier skudt i gang. For ikke ret lang tid siden udkom to nye romaner, og der skulle være flere bøger på vej. Jeg synes, idéen bag serien er ganske fremragende, fordi fusionen mellem krimiens tematik og gotikkens æstetik potentielt kan flytte romanerne nye steder hen og skabe noget meget potent. Det skete imidlertid ikke med seriens første bind, Killer Killer, der falder igennem med et brag. Som nogen sikkert vil vide, havde bogen en lidt uheldig start på livet, men det er sådan set ikke så vigtigt her. De konkrete fejl i bogen, der stadig er en del af i den reviderede udgave, er nemlig absolut det mindste problem.

Jeg har ikke læst noget af Morten Ellemose før, men jeg kan forstå, at han har vundet sine sporer på krimiserien Manus Albino, skrevet i samarbejde med broderen Søren. En serie, der tilsyneladende indeholder en række af de samme elementer, som går igen i Morten Ellemoses solodebut.

Paperback, H. Harksen Productions 2014

Paperback, H. Harksen Productions 2014

Killer Killer udspiller sig i New York, hvor seriemorderen Angelface huserer. Den geniale morder har undveget politiets undersøgelser til trods for, at man både har sat den hærdede veteran Anatoly Barritsch på sagen og den unge, smukke profiler Karen Walsh. Religiøse referencer i mordene får politiet til at kontakte den excentriske akademiker Mordechai Rheingold, der på sin egen bagvendte facon hjælper dem videre. Sagen er imidlertid kompliceret, fordi der åbenbart er to seriemordere på spil på samme tid, og det viser sig snart, at Mordechai er en af de to. Tingene spidser til, og politiet har brug for Mordechai, hvis de skal fange Angelface. Deraf bogens titel – Mordechai er en ”killer”, der dræber andre ”killers”. To geniale seriemordere jager derfor hinanden, mens betjentene så godt som muligt forsøger at følge med i en sag, hvor man aldrig helt ved hvem, der er til at stole på, og hvem der mon bliver det næste offer.

Thomas Harris tilsat et drys Dan Brown beskriver mere eller mindre Morten Ellemoses roman. En roman, der irriterer mig fælt, fordi det er bøger som denne, der gør det så uendeligt vanskelig at få folk til at tage dansk genrefiktion seriøst. Killer Killer fejler stort set på alle fronter. Sprogligt er den slet og ret ubehjælpelig i sin dialogdrevne form og blottet for enhver leg med ord og sproglig ambition. Sterilt og ubehjælpeligt viderebringer Ellemose sine tablauax-agtige glimt fra et utroværdigt New York i en endeløs række af indholdsmæssige (filmiske) klichéer. Stort set alt i bogen er så fortærsket eller åbenlyst lånt andre steder fra, at man tager sig til hovedet.

Morten Ellemose (født 1972)

Morten Ellemose (født 1972)

Mest latterligt er den geniale Mordechai, der tydeligvis har været Ellemoses helt store darling. Han kan alt og gør, som det passer ham. En super-Hannibal Lecter, der med sine lange, floromvundne monologer er noget af det mest anstrengende, jeg har læst i meget lang tid. Alene hans navn siger jo næsten det hele.

Som krimi betragtet bevæger romanen sig, vanen tro for seriemorder-genren, ind i grumt terræn. Mordene skildres ekstremt brutalt, men selv her formår Ellemose ikke at løfte opgaven. Den utrolige, sadistiske kreativitet, som morderne (altså forfatteren) har udtænkt for deres ofre, bliver ganske enkelt fjollet, fordi det glider over i det manierede. Naturligvis skal den kastrede Angelface kneppe sine ofre med en kniv spændt på skridtet osv. Den slags, troede jeg egentlig, vi havde udlevet i 90’erne, men åbenbat ikke. Ellemoses idéer er i hvert fald afprøvet til hudløshed andre steder – eksempelvis i den tidstypiske Mantis, som jeg allerede har skrevet lidt om her på bloggen.

Paperback, Byens Forlag 2010

Paperback, Byens Forlag 2010

Men nu må vi huske, at bogen er udsendt som gotisk krimi. Det er svært at forstå. Jeg tror ikke, at man kan finde en eneste definition på gotik, som ville favne Ellemoses roman. Om det er krimigys, gys eller slet og ret en thriller kan være hip som hap, gotisk, det er den i hvert fald ikke.

Jeg kan godt forstå, at et lille forlag som Harksens kan ønske sig at få anpart i den populære krimigenre, og måske ad den vej trække nye læsere til forlagets andre udgivelser. Men jeg forstår ikke, hvorfor en bog som Killer Killer er blevet udgivet. Den gør det stik modsatte af det, som hele ”gotisk krimi”-konceptet har til formål. Den leverer en ringe krimi, der tilmed trækker gotikken med ned i skidtet. For små forlag, der udgiver genrefiktion, må kvalitet være et adelsmærke. Det er kun gennem kvalitet, at vi kan åbne øjne for genrefiktionens potentiale hos andre end de allerede begejstrede. Hvis vi gerne vil have, at flere folk skal læse gotik(gys), må vi overbevise dem med romaner, der betager og stimulerer. Killer Killer gør ikke noget som helst i den retning. Bogen bekræfter i stedet alle de fordomme, som man kunne have om genrefiktionens tåbeligheder og dermed også indirekte de små forlags manglende dømmekraft. Det, er meget beklageligt.

Brødrene Søren og Morten Ellemose

Brødrene Søren og Morten Ellemose. Foto af Mette Camilla Melgaard 

Der er således ikke meget positivt at sige om Killer Killer. En ting vil jeg dog give Morten Ellemose – hans ganske korte kapitler er tilrettelagt kyndigt i forhold til læserytmen. Hvert kapitel slutter på en måde, så man nysgerrigt snupper et til. Ikke fordi det er underholdende, men fordi det slet og ret er svært at se væk fra det ulykkessted, som bogen udgør.

Killer Killer er måske ikke ren elendighed, men den repræsenterer afgjort den absolut mindst fordringsfulde form for romankunst, som jeg kan forestille mig, og derfor har jeg ikke ret meget sympati for den. Elendig?  Nej ikke helt, men det er en dum, dum bog, som hverken forfatteren, forlæggeren eller bogejeren kan være stolt af.

 

 

10 kommentarer

Filed under Roman

Beat the beats – glimt af storbyens fordærvede hjerte

Paperback, Brandon House 1965

Paperback, Brandon House 1965

I 1922 udsendte T. S. Eliot sit sønderknusende digt The Wasteland, der formørkede den litterære himmel og flængede tæppet ind til poesiens helligste hellige. Utallige samlede tråden op efter Eliot, og digtet fik også enorm betydning for den unge Allen Ginsberg. Han hørte Eliots stemme klart og brugte den som podium for sit eget sønderlemmende skrig – et generationsbrøl, der varskoede en ny litterær bølge i Amerika.

Paperback, Popular Library 1960

Paperback, Popular Library 1960

Ginbergs fabelagtige digt Howl blev skrevet i 1955 og står i dag som en paradigmatisk tekst for alt det, der kendetegner beat og forfatterne. Beat-litteraturen; det sære, fascinerende og uimodståelige kludetæppe af stemmer og tematikker, der fortsætter med at inspirere og mystificere med sine myter og selviscenesatte løgne.

Paperback, Pocket Books 1954

Paperback, Pocket Books 1954

Bannerførere som Ginsberg, Burroughs og Kerouac er litterære darlings i dag, og jeg skal da heller ikke være sen til at tilslutte mig begejstringen. Imidlertid er dette indlæg slet ikke om de litterære giganter. I stedet handler det om selve idéen om beat-generationen. De såkaldte beatniks og reception af disse i populærkulturen. Som nævnt er beat-begrebet vagt og dækker over tematisk såvel som stilistisk meget, meget forskellige værker, der stort set ikke har andet tilfælles end et kronologisk sammenfald og forfatternes indbyrdes bekendtskaber.

Paperback, Pike Books 1961

Paperback, Pike Books 1961

En ting fik de litterære figurer imidlertid til fælles, og det var deres ry blandt en stor del af den amerikanske befolkning som hipsters, vilddyr, amoralske krabater, junkier, liderbukse og repræsentanter for alt fordærv i USA. For det moralsk bekymrede og indignerede Amerika var de en kræftsvulst på samfundet og Greenwich Village i New York forfaldets hjerte.

Paperback, Pedigree Books 1961

Paperback, Pedigree Books 1961

Naturligvis måtte pulpmarkedet gribe det mondæne Amerikas forargelse, og i løbet af 1950’erne og 60’erne udkom en lang række beatnik-titler, der dykker ned i forestillingen om smudset. Her udfoldes det depraverede liv i ”the village”, her fortælles om vilde sexorgier til sort bebop, og som altid er tonen advarende. Mødre og fædre, vogt jer for de liderlige, vilde mænd og vildkvinder, der lurer i New York.

Paperback, Paperback Library 1964

Paperback, Paperback Library 1964

Men naturligvis er romanerne også fyldte med ambivalens. Naturligvis spiller de på den ekstreme nysgerrighed, som Amerika havde i forhold til idéen om de frigjorte beatniks. Og naturligvis var bøgerne også eskapisme for forstadsunge, der var ved at kede sig ihjel i deres sikre miljøer. Naturligvis var både mænd og kvinder stærkt optaget af de seksuelle udskejelser, og naturligvis var bøgerne en mulighed for at komme på gæstevisit i en dunkle, fremmed verden.

Paperback, Paperback Library 1960

Paperback, Paperback Library 1960

Så her lægger vi også vejen forbi Greenwich Village og kigger inden for på de sagnomspundne kaffebarer. Kan man nogensinde blive træt af pulpens fantasiske evne til at kanalisere kulturel ambivalens? I hvert fald ikke mig.

Paperback, Midwood Books 1960

Paperback, Midwood Books 1960

 

Paperback, Midwood Books 1960

Paperback, Midwood Books 1960

Paperback, Midwood Books 1959

Paperback, Midwood Books 1959

Paperback, Lancer Books 1962

Paperback, Lancer Books 1962

Paperback, Horwitz Publications 1965

Paperback, Horwitz Publications 1965

Paperback, Harborough Publications 1952

Paperback, Harborough Publications 1952

Paperback, Greenleaf Classics Books 1964

Paperback, Greenleaf Classics Books 1964

Paperback, Greenleaf Books 1961

Paperback, Greenleaf Books 1961

Paperback, Gold Star Books 1964

Paperback, Gold Star Books 1964

Paperback, Gold Medal 1962

Paperback, Gold Medal 1962

Paperback, Fawcett Gold Medal 1963

Paperback, Fawcett Gold Medal 1963

Paperback, Dollar Books 1965

Paperback, Dollar Books 1965

Paperback, Design Publishing 1951

Paperback, Design Publishing 1951

Paperback, Dell Books 1961

Paperback, Dell Books 1961

Paperback, Brandon House 1966

Paperback, Brandon House 1966

Paperback, Belmont Books 1961

Paperback, Belmont Books 1961

Paperback, Beelzebub Books 1959

Paperback, Beelzebub Books 1959

Paperback, Bedside Books 1959

Paperback, Bedside Books 1959

Paperback, Bantam Books 1959

Paperback, Bantam Books 1959

Paperback, Avon Books 1959

Paperback, Avon Books 1959

Paperback, Ace Books 1956

Paperback, Ace Books 1956

Paperback, ACE Books 1954

Paperback, ACE Books 1954

Paperback,  Fabian Original Novel 1962

Paperback, Fabian Original Novel 1962

Afslutningsvis skal I da heller ikke snydes for Ginsberg, der her læser Howl op i 1959. En oplæsning, jeg en overgang havde for vane at høre, når jeg kom fuld hjem fra koncerter og den slags. Sådan har vi alle vores små, sære vaner.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Poesi

Bret Easton Ellis, American Psycho (1991): Sjov, flamboyant og forfejlet

Paperback, Picador 1991. Forsiden her prydes af Marshall Arismans ikoniske maleri, der ubetinget har fanget Patrick Batemans ikke-person. Bravo!

Paperback, Picador 1991. Forsiden her prydes af Marshall Arismans ikoniske maleri, der ubetinget har fanget Patrick Batemans ikke-person. Bravo!

Elsket, forhadt, rost og kritiseret: Bret Easton Ellis’ American Psycho har fået rigtig mange ord med på vejen, og nu vil jeg da også lige føje lidt til hoben. Romanen om den dysfunktionelle Patrick Bateman med de morderiske tendenser behøver i virkeligheden næppe megen introduktion, men lad os da lige få handlingen på plads alligevel.

Igennem en række korte, sceniske kapitler skildrer romanen den unge forretningsmand Patrick Batemans liv på Manhattan. Han arbejder på Wall Street, tjener kassen og er stille og roligt ved at brænde mentalt sammen. Som bogen skrider frem, bliver Batemans opførsel mere og mere excentrisk. Indledningsvist kan man bare notere sig hans besættelse af tøj, materielle goder, sex og letbenet TV-underholdning, men gradvist bobler der også en smag for mord og lemlæstelse op til overfladen. Bateman har nemlig appetit på andres smerte, og som bogen skrider frem, bliver det morderen Bateman, der kommer i fokus. Ludere, hjemløse, børn, tilfældigt forbipasserende og selv venner og kolleger kan ikke vide sig sikre for Batemans blodtørst, der fører ham længere og længere ud. Så langt, at da vi forlader Patrick i sidste kapitel, må man forvente, at spillet snart er ude for ham.

Paperback, Picador 1991

Paperback, Picador 1991

American Psycho blev en bestseller, der gik verden rundt og chokerede læsere med sine pågående skildringer af Batemans morderiske excesser. Den blev et fænomen, der i nyere tid måske bedst kan sammenlignes med den diskussion, E. L. James’ Fifty Shades of Grey har udløst. Desværre må man også notere sig, at myten om American Psycho hurtigt fik sit egen liv og kaprede forståelsen af romanen. Romanen er således oftest forstået i lyset af de polemiske diskussioner om skildringen af vold, sex og Ellis kvindesyn, som bogen udløste end på grundlag af den egentlige tekst.

Kigger man bag al den polemik og virak, der omgærder romanen, må det i hvert fald konstateres, at American Psycho’ status som enestående værk synes noget tvivlsom. Romanen er en sort, sort farce, der med et tegneserieunivers af surreale dimensioner fjerner sig fra enhver realisme og gør sig morsom på 80’er-yuppiernes bekostning. Bret Easton Ellis ser hånligt, parodisk tilbage på det forgangne årti og latterliggør de stortjenende forretningsmænd på Wall Streets fladpandede materialisme. Han spidder dem som tanketomme kar, der styret af libido og grådighed kræver mere og mere, mens de træder alt under dem i stykker på deres vej frem.

Bret Easton Ellis (født 7. marts 1964)

Bret Easton Ellis (født 7. marts 1964)

Drevet af manglende idealisme og ideologi handler det kun om penge, magt og udseende – alt andet er irrelevant i yuppiernes univers. For Ellis er det en syg livsindstilling, som fører til fremmedgørelse og håbløs tomhed. Faktisk er tomheden så stor, at Patrcik Bateman, som en anden teenager, er nødsaget til skære ikke i sig selv, men i samfundet for at mærke det og føle interaktion med sine medmennesker. Budskabet sættes med andre ord på spidsen, men billedet er potent. Og Ellis har en fest, mens hans skildrer Batemans patologiske eskapader, der alle kan opfattes som desperate nødråb fra det dybt lidende menneske Patrick, som er fanget i et yuppie-monsters krop.

Alt dette er der kommet en særdeles morsom bog ud af, der med sine konsekvent underspillede humor stedvist er stærkt latterfremkaldende. Som når Bateman beskrives siddende nøgen foran fjernsynet med en halskæde af sine ofres fingre om halsen, mens han spekulerer på, hvilket nyt stereoanlæg han skal købe, eller når han sagligt gennemgår Huey Lewis and the News’ diskografi album for album og ophøjer deres kønsløse radiorock til en kunstnerisk magtpræstation. Satiren er tonstung, men åbenbart ikke tungere end at den er gået hen over hovedet på mange læsere, der ikke forstår voldens karikerede Tom og Jerry-dimensioner og fremstiller bogen som dyster horrorroman eller bestialsk morderportræt.

Paperback, Random House 2006

Paperback, Random House 2006

Umiddelbart virker romanen da heller ikke ligefrem som komedie, fordi bogens fremstillingsform er iskold og distanceret. Bateman er fortælleren, og det er Batemans oplevelser af verden, der viderebringes i kapitlerne. Dermed får vi ikke alene lov til at følge hans fantasier og overvejelser om alle de ugerninger, han gerne ville begå, vi kan også følge Batemans endeløse litanier om det tøj, han selv går i og det tøj hans omgangskreds bruger. Alt opregnes nøje fra top til tå for at understrege at han Bateman aldrig ser dybere end overfladen. Joken er konsekvent gennemført og skrevet næsten brutalt nøgternt og omhyggeligt. En nøgternhed, der naturligvis viser, hvor syg Bateman er, men som også tjener til at skubbe ham længere væk fra læseren, fordi det ganske enkelt er umuligt at relatere til ham som menneske af kød og blod, præcis som hans handlinger konstant svæver i grænselandet mellem fantasi og virkelighed, og derfor også bliver mere og mere umulige.

Romanen er absolut underholdende læsning, men noget mesterværk er den bestemt ikke. American Psycho åbner med et for bogen relativt langt kapitel, hvor Patrick, Patricks kæreste og nogle venner spiser middag sammen. I løbet af dette første kapitel får Ellis stort set præsenteret alle sine pointer med romanen og brugt de stilistiske greb, der karakteriser de følgende kapitler. Efter de første sider er alt med andre ord en gentagelse af den samme pointe, som igen og igen hamres ind i læserens bevidsthed. Den eneste forskel er den stigende voldsomhed i Patricks adfærd, men det i sig selv er sådan set også bare udtryk for bogens tematiske cirkelgang.

Paperback, Picador 2012. En særlig jubilæumsudgave af romanen

Paperback, Picador 2012. En særlig jubilæumsudgave af romanen

For mig at se er der imidlertid et større, fundamentalt problem ved American Psycho, som ligger i selve bogens samfundskritik. Der findes ikke noget så let i verden som at udstille en allerede forhadt person eller samfundsgruppe. Yuppierne – hvis de nogensinde har eksisteret uden for arketypernes eventyrland – var en universelt forhadt gruppe i 80’erne. Alle kendte dem, alle hadede dem og dem, der identificerede sig med yuppierne, elskede rollen som rige røvhuller, der kunne opføre sig som de ville, og dermed lignede de i virkeligheden en borgerlig spejling af den engelske punkbevægelses asociale tenderser. Når Ellis stiller skarpt på yuppierne, er det med andre ord et mål, der på forhånd er ramt, og hans pointer er alle de sædvanlige fordomme, som vi kender til hudløshed – hos Ellis har de bare fået en noget mere grotesk indpakning end sædvanlig. Bogen bekræfter derfor bare noget, som de fleste i forvejen mener og tror.

American Psycho har dermed noget overfladisk, letkøbt over sig. Pointerne er tydelige og enkle, hvilket uden tvivl har fremmet bogens bestsellerpotentiale. Men hvis man skal tage romanens samfundskritik alvorligt, må man sige, at Ellis forfejler sit mål helt og aldeles. Han udstiller yuppierne for deres sanseløse materialisme og åndsløse adfærd, men ignorerer det forhold, at yuppie-idéen sådan set bare er det kondenserede udtryk for det kapitalistiske forbrugersamfund. Altså at yuppierne er den yderste konsekvens af en kultur, vi alle er en del af. I stedet for at stille skarpt på forbrugersamfundets som sådan, vælger han at slå ned på et marginalt, i forvejen ugleset segment og skaber en os-og –dem-forståelse, hvor vi læsere kan grine af yuppierne.

Paperback, Picador  2006

Sagen er bare den, at vi ikke er et hak bedre end yuppierne, fordi vi alle er fedtet ind i samme kultur. Den store, masseforbrugende dig-og-mig middelklasse er i virkeligheden den helt store synder, som bærer alle de mærker, Ellis håner den lille yuppie-klub for. Vi er alle yuppier i det små, men det glemmes bekvemt, når vi kan grine af nogen, som er meget værre end os selv. Det er en ussel retorisk stil, som gør Ellis til intellektuel kujon og American Psycho til et skinhelligt projekt. En skrækbog til middelklassen, der kan blive bekræftet i, at deres værdier og holdninger er gode, som de er.

Vil man kritisere forbrugersamfundet, må man gribe ind i hjertet af systemet. Det gør Ellis ikke, og romanen bliver derfor præcis lige så overfladisk og tyndbenet som de talkshows, Patrick Bateman er så glad for. Jeg kunne være fristet til at se det som en pointe fra Ellis’ side, men det næppe. Bogen rammer skævt og lefler for middelmådigheden i os alle.

Paperback, Pan 2011

Paperback, Pan 2011

Elllis er absolut en kompetent herre, der med sin skarpe ironi og snerrende sarkasme skriver både underholdende og læseværdigt. Og American Psycho er skam læseværdig, det er bare synd, den har fået den status, den har, for romanen er blevet blæst op til meget mere end den kan bære. I stedet burde vi hylde Ellis for den fine, fine debutroman Less than Zero fra ’85, der i langt højere grad synes i kontakt med det miljø og de mennesker, han skildrer. Her fornemmer man, at Ellis er en til en med de mennesker og tematikker, han udstiller, og gør alt det rigtigt, som American Psycho ikke formår.

 

Paperback, Pan 2002

Paperback, Pan 2002

 

Paperback, Pan 2000

Paperback, Pan 2000

5 kommentarer

Filed under Roman

Maury Terry, The Ultimate Evil. The Truth about the Cult Murders. Son of Sam and Beyond (1987): Det glade, sataniske vanvid

Paperback, Grafton Books 1989. 800 siders satanisk konspirationsteori

Paperback, Grafton Books 1989. 800 siders satanisk konspirationsteori

Journalisten Maury Terry skriver på s. 14, at der med sikkerhed er folk, som vil dø på grund af denne bog! Store og ildevarslende ord, der på dramatisk vis slår den konspiratoriske tone an, som hele The Ultimate Evil er skrevet i. Maury Terry har nemlig set lyset og gennemskuet en af de mest utrolige sandheder. En sandhed, som det amerikanske politi med vold og magt forsøger at holde skjult. Og så spørger du vel, hvilken sandhed det måtte være. Svaret er satanister. Onde, onde satanister, der lurer alle vegne og fordriver tiden med at myrde, tage samt sælge stoffer, indspille børneporno og alt mulig andet grumt. Det lyder jo ubehageligt, men før jeg følger op på Terrys okkulte feberfantasier, må vi hellere lige få karakteriseret bogen.

The Ultimate Evil er en enorm, minutiøs redegørelse for de såkaldte ”Son of Sam”-drab, der udspillede sig i New York mellem 1976 og ’77. David Berkowitz endte med at blive anholdt for at dræbe seks mennesker og såre syv. Son of Sam, som Berkowitz kaldte sig i et af sine hånebreve til politiet, rystede New York såvel som hele den amerikanske offentlighed, og opklaringsarbejdet blev et af de største, som byen havde oplevet siden de glade gangster-dage.

Paperback, Grafton Books 1989

Paperback, Grafton Books 1989

Seriemoderen Berkowitz satte gang i fantasien, og der gik da heller ikke ret længe efter hans anholdelse, før kritiske røster begyndte at blande sig. For havde man vitterligt fanget den rigtige? Kunne Berkowitz have begået alle de mord, og hvorfor var der så mange modstridende vidneudsagn? Dækkede politiet over noget? Konspirationsteorierne voksede sig hurtigt store og Maury Terry, der dækkede Son of Sam-drabene som freelancejournalist, var en af dem, der var med til at puste til ilden.

Mange af hans tidlige artikler samt den omfattende efterfølgende research, blev samlet og udgivet i The Ultimate Evil. En gigantisk bog, der møjsommeligt forsøger at påvise to ting. For det første, at David Berkowitz kun stod bag to af de drab, som han ellers havde tilstået. Og for det andet, at Berkowitz stod i ledtog med en satanistisk sekt, der havde forbindelser over hele Amerika. Noget Berkowitz i øvrigt selv indrømmede, om end han senere trak det i land igen og forklarede, at påstanden kun var et forsøg på at få opmærksomhed. Og den fik han – i hvert fald Maury Terrys.

Maury Terry

Maury Terry

Nu må det helle præciseres med det samme, at det er helt umuligt at kigge Terry i kortene. Hans bog er ét stort postulat fra en tid, inden DNA-spor og alt mulig andet teknisk blev inkluderet i politiets opklaringsarbejde. Vi har ikke skyggen af chance for at bedømme om bogens såkaldte ”facts” er påfund fra Maury Terrys side eller ej. Det betyder imidlertid ikke så meget, fordi The Ultimate Evil er et særdeles underholdende genrestykke. Et prima eksempel på den såkaldte sataniske skræk, der ramte middelklasse-Amerika i slutningen af 70’erne og levede frem til begyndelsen af 90’erne. Bogen hober ganske enkelt den ene uhyrlige påstand oven på den anden og præsenterer en skrækvision for Amerika, som en horrorroman ikke kunne gøre bedre. Satanisterne er over alt og Berkowitz var kun begyndelsen!

Gennem lange, indfølte beskrivelser og gengivelser af samtaler omsat til skønlitterær form får Terry skildret en grotesk rejse fra New York til Hollywood, blandet Manson-mordene og alt mulig andet med ind i sagen og tegnet et billede af et ondt netværk med rødder helt op i det amerikanske samfunds top. Hvad disse satanister egentlig er ude på, og hvordan de eksempelvis forholder sig til de åbent erklærede satanister fra Church of Satan, berører bogen aldrig. Hos Terry er den sataniske trussel nemlig først og fremmest et hvinende kaotisk gespenst, der er opstået og næres ved Amerikas moralske forfald. Han er således helt på linje med en mand som Daniel Logan, jeg tidligere har skrevet om på bloggen.

Hardcover, Doubleday 1987, bogens 1. udg.

Hardcover, Doubleday 1987, bogens 1. udg.

Bogen er med andre ord helt absurd, men præcis derfor også underholdende læsning, og den er skam tilmed lærerig. Gennemgangen af Son of Sam-drabene er både systematisk og overskueligt præsenteret hændelse for hændelse. Men det er først når Terry begynder at rulle sine sataniske idéer ud, at det for alvor bliver sjovt. Ikke mindst fordi han bl.a. bruger skønlitterære bøger som Rosemary’s Baby og James Blishs Black Easter som okkulte referencer. Det siger lidt om dybden i hans påståede undersøgende journalistik.

Der, hvor The Ultimate Evil imidlertid for alvor udmærker sig for mig, er som et tidsbillede på Amerika og navnlig New York i 70’erne. Hele Son of Sam-sagen og Maury Terrys sprog, der insisterer på at skildre skidt, snavs og lugte, oser langt væk af gusten storbylede svøbt i negative metaforer. Bogen bliver en form for ufrivillig hårdkogt krimi. En bog drevet af Terrys foragt for satanisterne, for junkierne og alt det andet fra storbyens underverden. Når man dertil føjer korrupte politikere, nederdrægtige betjente og journalister, står vi pludselig begravet i genre-klichéer. Som fakta er det helt hul i hovedet, men som vanvittig odysse ind i en okkult underverden er Terrys bog et fascinerende stykke opportunistisk skrækfiktion.

David Richard Berkowitz (født 1. juni 1953) - The Son of Sam eller The 44. Caliber Killer. Kært barn mange navne!

David Richard Berkowitz (født 1. juni 1953) – The Son of Sam eller The 44. Caliber Killer. Kært barn mange navne!

The Ultimate Evil har nemlig kun et ærinde, og det er at forarge og chokere læseren med de hemmeligheder, som Terry nu kan afsløre for os. At han samtidig også tegner et portræt af den i tiden mest omtalte seriemorder, gør kun tingene mere spektakulære.

Hele bogens stemning indfanges på intet sted klarere og med tydeligere styrke end i det brev, som Berkowitz sendte til Daily News i maj 1977. Brevet begynder sådan:

Hello from the gutters of N.Y.C. which are filled with dog manure, vomit, stale wine, urine and blood. Hello from the sewers of N.Y.C. which swallow up these delicacies when they are washed away by the sweeper trucks. Hello from the cracks in the sidewalks of N.Y.C. and from the ants that dwell in these cracks and feed in the dried blood of the dead that has settled into the cracks.

Paperback, Bantam Books 1989

Paperback, Bantam Books 1989

Der er jo nærmest smukt, hvad Berkowitz skrev. Rendestensromantik, frygt og lede i New York – kald det, hvad du vil. Både David Berkowitz’ og Maury Terrys varer er rædsel og forfald, og det sælger de forbløffende godt. Præcis som Manson-mordene kom til at spejle bagsiden af hele hippie-bevægelsens såkaldte counter culture, spejler Berwitz-citatet ovenfor en grundstemning, en oplevelse af kulturelt forfald, som havde sneget sig ind i 70’erne. En tomhed, som måske momentant kunne fyldes med livsglad disco og stoffer. Eskapismen kunne imidlertid ikke fjerne den storby tristesse, som periodens bøger, film og kunst udtrykte. Maury Terry er et barn af den bølge, og selv om det vel er nonfiktion, som han her har udgivet, væver han sorte fabler for os, der ikke er andet end skrækfiktion i forklædning.

Hello from the gutters i den grad.

 

Paperback, Barnes & Noble 1999

Paperback, Barnes & Noble 1999

 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion