Peter Straub, Koko (1988): Krigen kom hjem som seriemorder

Paperback, Penguin Books 1989

Med Ghost Story fra 1979 bevægede Peter Straub sig op i rækkerne som en af tidens store skrækforfattere. Vejen til hans succes gik gennem Stephen King, både direkte og indirekte. Direkte, fordi King og Straub blev gode venner og King promoverede sin nye ven, indirekte fordi Straub brugte Kings ’Salem’s Lot (1975) som vej til en fornyelse af sit egent forfatterskab. Før Ghost Story var Straub en udpræget litterær forfatter, hvis stille gru eksempelvis kan sidestilles med Thomas Tryons fine gys, men med Ghost Story tog han ved lære af King og lod dagligdagens prosaiske væsen glide ind i sit sprog og sin fiktion. Derved fik hans tekster et langt varmere og mere menneskeligt ansigt, hvilket gav pote hos læserne. Ghost Story blev, som sagt, en succes, og Straub så sig ikke tilbage.

Nogen fuldstændig King-klon kan man absolut ikke kalde Straub, men man kommer ikke uden om, at han med sin åbenlyse tilegnelse af forbilledet tabte noget. Straubs forfatterskab blev mere, eller rent faktisk bare, ordinært fra og med Ghost Story. Prisen for kommerciel succes var med andre ord at give slip på det kunstnerisk engagerede sprog for i stedet at satse på handling og persondrevet drama. Det er en temperamentssag, hvad man foretrækker. Jeg mener, Straub gjorde sig selv en bjørnetjeneste, i jagten på læsere, men det er også et let standpunkt at indtage.

Paperback, Penguin Books 1989

Med Koko fra ’88 greb Straub både ind i den amerikanske folkesjæl og ind i tidens zeitgeist ved at kombinere en fortælling om Vietnamkrigen med den i 80’erne så voldsomt populære seriemorderfigur. Fantastiske Thomas Tessier, en anden af Straubs venner, havde allerede små ti år tidligere kombineret de to ting i romanen The Nightwalker (1979), men her metaforisk brugt varulvefiguren på den havarerede vietnamveteran, der går løs på sine egne. Straub går anderledes til værks.

Koko er således i takt med sin samtid, og den skildrer seriemorderen som en mystisk skyggeentitet med næsten overnaturlig snarrådighed og dyrisk intuition for svaghed hos sit bytte. Det hele begynder, da fire soldaterkammerater og vietnamveteraner fra samme enhed mødes og diskuterer nogle bekymrende avisartikler. I Singapore er der blevet fundet maltrakteret lig – øjnene og tungen er blevet skåret ud på de døde, og der var anbragt et spillekort i munden på ligene med indskriften ”KOKO”.  Det er ubehagelige historier, men det særlige er, at ordet ”koko” refererer tilbage til en specifik episode, som deres deling oplevede i Vietnam, efter at de var med til en massakre på vietnamesiske civilister.

Peter Francis Straub (født 2. marts 1943)

”Koko” blev efterfølgende en form for besværgelse af den episode, og kortene noget som soldaterne alle efterfølgende lagde ved nogle af deres ofre. Hvordan det hele startede og hvad navnet betyder, kan de fire venner ikke huske, men de er sikre på, at ophavsmanden i delingen til ”koko-kortene” var den syrede forfatter Underhill, som levede et ganske udsvævende liv i Vietnam.

Den mest entreprenante af veteranerne, Harry Beeves, foreslår, at de skal finde Underhill og konfrontere ham med mordene. Han er sikker på, at Underhill står bag drabene, og hvis vennerne opklarer sagen, vil der måske være både bog- og filmrettigheder samt medfølgende økonomisk gevinst til alle.

Hardcover, E. P. Dutton 1988. Romanens første udgave

De øvrige i gruppen er ikke nævneværdigt interesserede i den økonomiske side af affæren, men vil af personlige grunde gerne have opklaret, om Underhill står bag. Derfor går turen til Singapore, hvor opklaringsarbejdet kan begynde. I Singapore finder de imidlertid ikke forfatteren, hvorfor rejsen fortsætter videre til Bangkok, inden den slutter tilbage i New York.

Alt imens, vi hører om efterforskningen, krydrer Straub teksten med små dramatiske kapitler set fra morderens perspektiv. Der bliver ikke sat navn på, så det holdes dermed åbent, hvem der er den egentlige seriemorder eller rettere ”Koko”, og først helt til sidst blive det endeligt afsløret. For at nå dertil må Straub gennem en række mere eller mindre krampagtige krumspring og vildledningsmanøvrer, der ikke just er elegante. Her helliger målet om at bevare spændingen længst muligt formentligt midlet. Brutalt og ubehageligt er det i hvert fald.

Paperback, HarperCollins 2001

Romanens hovedpersoner er, som sagt, de fire soldaterkammerater, der er ganske forskellige af natur og det er mere deres fælles historie end deres personligheder, som holder dem sammen. Straub genbruger på den led et vigtigt greb fra Ghost Story, der mere eller mindre synes at være skabelonen for Koko. Det fungerer, men romanen plages af sin sort/hvide-håndtering af persontyperne. Der er de gode og de onde i fortællingen. Der er anstændige og uanstændige mennesker, og forskellen imellem de to typer hamres ind i teksten. At den grådige Beeves er usympatisk, bliver dermed tydeligt fra første side, mens vi ligeså straks forstår, at en anden af vennerne, Michael, er en tragisk helt. Persongalleriet bliver konformt og ligegyldigt, fordi vi savner de gråtoner, der skaber troværdigt liv. Det er plat, og her King-inspirationen blandt andet træder tydeligt igennem.

Straubs sprog er stedvist elegant og minder os om den digter, der blev kastet over bord tidligt i forfatterskabet. I sådanne passager har Straub et helt andet sprogligt overskud end King. Der, hvor Koko og Straub også skiller sig positivt ud fra King, er i romanens absolut dystre portræt af navnlig Bangkok. Man kan her fornemme tydelig påvirkning fra Dan Simmons’ Sing of Kali (1986). Straubs Bangkok er således en sydende heksekedel, og jagten på Underhill går direkte ned i underverdenen – hvilket navnet da også allerede antyder. Underhills smag for transkønnede drenge er et vigtigt tema i bogen, og det fortæller lidt om miljøet, hvor centrale dele af historien udspiller sig. Meget af dette ville i øvrigt ikke være blevet skrevet i dag i en bog af bestseller-tilsnittet.

Paperback, Signet 2004

Straub formår at få skabt et tungt helvede af en stemning. Det eksotisk og farlige glider sammen med en næsten morbid sanselighed, hvor larm, forfald og sex blandes kakofonisk. Mens hovedpersonerne jagter den mystiske forfatter (præcis som i Song of Kali), falder de også mere og mere ind i sig selv og deres egen historie. Rejsen gennem Bangkok bliver dermed en rejse tilbage i tiden med al den smerte og vold, som det udløser. Straub har her mange formidable passager, hvor romanens miljøskildringer vokser frem med særdeles stor intensitet. Den lumre ækelhed, han maler frem, gør indtryk – langt større indtryk end den reelle fortælling om seriemorderen, der i sidste ende bare er tidstypisk metervare.

Som Vietnamkrigsbog er Koko næppe væsentlig. Dens behandling af krigens traume bliver udvandet af seriemoderfortællingens manierede brutalitet. Romanen kan da heller ikke måle sig med eksempelvis James Kirkwoods fine Some Kind of Hero (1975), der også benytter noget af skrækfiktionens formsprog til at formidle veteranens ødelagte psyke.

Paperback, Anchor Books 2009

Alligevel formår Straub at gribe den smerte, der ligger i at skulle genopleve fortidens ugerninger på ny. Han får dermed vist meget godt, hvordan veteranerne efterlod sig selv og deres hjem i Vietnam, da de skulle tilbage til USA, og vennernes rejse til Asien bliver nu et forsøg på at genfinde de unge mænd, som blev forladt dengang, tilbage i junglen. Der er med andre ord nok af både tankevækkende og æstetisk gribende passager i Koko til, at den er værd at kaste sig over. Det er en mammutroman, som afgjort er meget længere, end den burde være, men det skal ikke afholde dig fra at drage med vennerne på rejse tilbage i tiden. Uanset platheder og kommercielle krumspring er der gribende og skræmmende stof at finde frem fra Bangkoks neonoplyste nat.

Hardcover, Centipede Press 2009

”The Magnificent Seven”

Er du mest til Sex Pistols eller The Clash? Det er et af livets store spørgsmål. Jeg er mest til The Clash, som jeg holder utrolig meget af. Grunden til at jeg bringer det på bane er, at der i slutningen af sidste år blev udsendt en form for musikvideo, der er skabt af den legendariske Don Letts. Videoen følger Clash under deres ligeledes legendariske ophold i New York i 1981 tilsat tonerne fra sangen ”The Magnificent Seven”, der stammer fra det monstrøse smertensbarn af et album Sandinista! (1980). Nummeret er fedt, og videoen er et ret fint gensyn med nogle ikoniske øjeblikke i bandets og punkens historie:

God fredag. Vi ses på søndag, hvor turen går til Afrika.

– Martin

John Farris, The Fury (1976): Kalkuleret og underholdende

Paperback, Popular Library 1977. Maleren bag omslagets herlige indre læg er desværre ikke oplyst

”Stick it to the man,” sagde man i visse kredse i 60’ernes USA. ”Før han stikker til dig,” kan man så tilføje. Det var skam alvorligt ment. I hælene på de hastigt fordampede skyer af kærlighed, der var drevet ind over USA i løbet af sommeren ’67, meldte lige dele kynisme og pessimistisk klarsyn sig. Altamont, Charles Manson, Vietnam, politiske attentater, Watergate og økonomisk lavkonjunktur. Det hele blev opfattet som en ophobning af dårlige varsler og alvorlige sygdomstegn. Oprøret gik i vasken, men hvem havde skylden? Meget kunne tyde på, at det var staten – Big Brother, The Man, der var skyld i problemerne. Staten, der burde være din ven, var måske i virkeligheden din værste fjende. ”I’m not a crook,” bjæffede magtens personifikation, der blev taget med hænderne i kagedåsen. Her blev forræderiet afsløret, men hvor meget andet gik ubemærket hen?

Der sneg sig en alvorlig tone af paranoia ind i 70’ernes amerikanske genrefiktion, og staten blev konspirationernes omdrejningspunkt. Den tanke blev udfoldet i en syndflod af bøger, der som oftest lagde sig i farvandet mellem krimi og thriller, men naturligvis måtte skrækgenren også tale med her. Det gjorde flere af tidens bedst kendte stemmer, men andre ramte også plet og indfangede tidsånden i romanform.

John Lee Farris (født 26. juli 1936)

En af dem var John Farris, der sendte sin The Fury på gaden i ’76. Romanen udspiller sig primært i 70’ernes yndlingsbillede på vestligt fordærv, syndens fremmeste hule, New York City, og persongalleriet er typisk stof for tiden. Vi kommer ind i en hjertevarm, velhavende og kunstnerisk familie, der måske ikke ligefrem ligner den gennemsnitlige amerikaners hjem, men familien er sympatisk, og læseren forstår straks, at de er anstændige mennesker på trods af deres særheder.

Hovedperson er den purunge teenagepige Gillian Bellaver, der har en hemmelighed. Hun har voldsomme paranormale evner – psykiske evner, der gør, at hun eksempelvis kan slå ihjel ved tankens kraft. Hun kan også mere end det, men alt dette er hun først ved at opdage nu. På den hårde måde, vel at mærke, for hun har slået sin bedste veninde ihjel på grusomste vis, uden at ville det, og snart ser hun sig indlagt og udsat for utallige eksperimenter.

Hardcover, Playboy Press 1976. Romanens 1. udgave

Et helt andet sted jager en forhutlet mand for at finde sin søn Robin. Han er sikker på, at regeringen har snuppet ham, fordi drengen vidste eller kunne for meget. Peter, som manden hedder, er ikke nogen hvem som helst. Han er en toptrænet specialist, en spion eller elitesoldat. En, der er vant til at håndtere delikate situationer for Systemet. Helt præcist er Peters fjende den enigmatiske sykofant Childermass, der som en anden svengali styrer en tophemmelig forsøgsenhed, der beskæftiger sig med det paranormale.

Childermass er også ude efter Peter, men da han ad omveje hører om stakkels Gillan, bliver hun også et mål for ham. Snart går den vilde jagt gennem New Yorks gader. Hemmelige agenter jager pigen og soldaten, der imod alle odds forsøger at finde ud af, hvor de sataniske regeringskræfter har skjult Peters søn. Desværre opdager vi også, at kampen måske allerede var tabt, før den begyndte, for Robins psykiske evner var større, end han kunne bære. De steg ham til hovedet og i stedet for en teenagedreng, søger den stakkels far nu efter en manisk morder, der tripper på sine ustyrlige, psykiske evner.

Paperback, Futura 1978

The Fury har det hele. Den har vold, sex, gys, kærlighed, patos og drama. Den er skrevet som et uredigeret filmmanuskript; et manus, hvor alle de lidt for besværlige scener ikke er blevet fjernet endnu. Bogen er et destillat af tidens takter og leverer sin orangebrune stemning til perfektion. Det er ikke så sært, at romanen blev en bestseller. Fuldt ud kalkuleret gennemspiller Farris programmet for os, og vi kender det hele på forhånd. Det eneste, vi behøver at gøre, er at læne os tilbage og lade hans handling flyde ind over os.

Det mest tankevækkende ved The Fury er uden tvivl den vrede, som titlen tematiserer. Vrede er en kernefølelse i bogen. Det er den følelse, som bevæger historiens persongalleri, og den følelse, der i sidste ende ødelægger alt. Vreden sluger dem alle. Vreden over at være født anderledes, vreden over at blive snydt af Systemet, vreden over at blive svigtet. Midt i al den genretypiske grød og bestsellerklichéer indfanger Farris her noget autentisk. Han griber en grundstemning af utryghed og frustration i sin samtid og spinder den sammen med et skrækeventyr, der aldrig fuldstændigt forlader realismens land. Det kunne faktisk ske, siger man til sig selv, og synker endnu en gang, når agenterne brutalt myrder uskyldige.

Paperback, Popular Library 1978

Romanen er godt håndværk, skrevet af en forfatter, der præcis vidste, hvilke stemninger og følelser han ville opnå hos læseren. Der er også noget kalkuleret over romanen, der med behændigt afsæt i scener, der er et ekko af Blattys ekstremt populære bestseller The Exorcist, luller læseren ind i et univers af paranormale fænomener og paranoia. Hvilket ligeledes var emner, der optog sindene i 70’erne, og Kings Carrie havde to år forinden vist, at der var salg i romaner om rasende teenagere med psykiske evner.

Den cocktail fungerede, og det gør den selv i dag, hvor Farris’ roman ikke længere bæres frem af samme tidsånd og har fået karakter af noget lettere anstødeligt, hvis man lader sig anstøde af den slags. Voksne, der går i seng med drenge på 15 og lummer seksualisering af helt unge piger, er ikke noget, som får lov til at glide ubemærket ind i storsælgende spændingsromaner i dag. Nej, så har vi nok lettere ved at acceptere den utrolige brutalitet, som bogen også rummer. Men selve brutaliteten, den genkender vi stadig. Måske fordi vi stadig har noget af vreden i os. Vreden, Farris skriver om, virker i hvert fald fortsat frisk og snerrende her 40 år senere.

Paperback, Futura 1978

The Fury er popcorn. Det er velsleben underholdning, der sætter ind præcis, hvor den skal, uden andre ambitioner end at sælge godt og måske blive filmatiseret. Hjertet er dermed ikke helt med i teksten, der dybest set er banal opportunistisk spekulation, men måske uforvarende, måske som et biprodukt, lykkedes det alligevel Farris at indfange noget større i sin bog om vreden. Et eller andet, der bliver hængende som en bismag og rejser spørgsmålet, hvornår vi selv får nok? For vi mærker alle vreden, bare en gang imellem, ikke?

Paperback, Grafton 1992

Paperback, Tor 1994

Paperback, Chicago Review Press 2017

Robert Marasco, Burnt Offerings (1973): Når alt ramler

Paperback, Coronet 1977

Lidt afhængigt af hvordan man tæller, så er der en håndfuld skrækromaner fra slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne, der står som helt centrale fikspunkter i genrens nyere udvikling. Gyset i dag ville ikke være det samme uden disse romaner, hvor Levins Rosemary’s Baby (1967) og Blattys The Exorcist (1971) naturligvis nu er de bedst kendte. Men andre romaner hører til i den gruppe, og her skal vi se nærmere på Robert Marascos Burnt Offerings fra ’73. En roman, der måske stedvist er en smule usleben og kluntet, men som samtidig byder på nogle af de mest isnende skrækpassager, som periodens genrelitteratur kunne tilbyde.

Historien handler om Marion, Ben og deres lille søn David, der lever i New York; 70’er-fiktionens svar på Sodoma og Gomorra. Marion drømmer om mere plads, og derfor er hun på konstant jagt efter muligheder for en flytning eller bare et sted, hvor familien kan holde ferie i mere frie omgivelser end den omklamrende storby. Desværre kniber det med penge; Ben er lærer og arbejder på en bog, som han ikke rigtigt kommer nogen vegne med. Han tjener heller ikke ret meget. Ikke nok til et hus i hvert fald. Derfor virker det også forlokkende, da Marion falder over en annonce i avisen, hvor et søskendepar søger en familie, der vil passe deres villa på Long Island i løbet af sommeren, mens de er bortrejst. Stedet lyder som den rene landlige idyl, og Marian overbeviser Ben om at tage afsted og give det en chance.

Robert Marasco (22. september 1936 – 6. december 1998)

De regner ikke med at få tjansen, men her får de sig en overraskelse. Husets to ejere bliver straks betaget af Marion, og efter lidt symbolsk forhandling bliver drømmen til virkelighed. Den gamle villa er deres denne sommer. Det viser sig imidlertid også, at der er en lille hage ved aftalen. De to ejeres gamle mor bor stadig oppe på første sal. Hun er syg, men passer mere eller mindre sig selv, får Ben og Marion at vide. Der skal stilles lidt mad op til hendes dør, men ud over det skal de bare ignorere hende. Det er en anelse mystisk, men til at overkomme – husets luksus taget i betragtning. Stedet er kæmpemæssigt, så Ben og Marion beslutter at invitere Bens gamle, excentriske tante med i huset. Dermed er romanens primære persongalleri på plads, og scenen er sat til en rædselsoplevelse, der ødelægger familien fuldstændig.

Der hviler en sær stemning over huset, og Marion drages tydeligvis af stedet på et dybt, personligt plan. Der opstår en form for bånd mellem hende, villaen, samt ikke mindst denne hemmelighedsfulde mor, som ingen andre end Marion ser. Men ser hun hende i virkeligheden?

Hardcover, Delacorte Press 1973. Romanens første udgave

 

Forholdet mellem Marion og Ben forværres hurtigt, og der er ikke nogen tvivl om, at huset kommer imellem dem. Marion forsvinder ind i en anden, hjemsøgt verden, som hverken Ben eller deres søn kan blive en del af. Men der er mere, for Ben begynder også at mærke en form for underliggende aggressivitet eller vrede vokse i sig, som navnlig David får at føle. På uforklarlig vis presser huset alle dets beboere, og de presses så langt, at de en for en brister.

Forlægget for Burnt Offerings er uden tvivl Jacksons The Haunting of Hill House (1959). Den gennemsyrer hele bogens væsen, men Marasco foretager alligevel nogle greb, der flytter hans roman ind i et andet terræn. Hvor Hill House er et rædselsbillede på Eleanors indre sjæleliv, rykker Marasco sit fokus til det ydre og gør den grundlæggende samme fortælling til et familiedrama med huset som scene i en fortælling om fremmedgørelse og tabte følelser. Det gør han ekstremt stærkt, selvom hans stil er svulstig og overgjort. Så stærkt, at gode gamle King tydeligvis lod sig kraftigt inspirere til den storsælgende The Shining (1977), der ikke har meget originalt at byde på, når man først har skrællet de lånte dele fra henholdsvis Jackson og Marasco bort. Men det er et sidespring.

Paperback, Dell 1976

Det virkningsfulde i Burnt Offerings ligger i samspillet mellem skildringen af den tunge, nedadgående spiral, som familien befinder sig i, og en række mere eller mindre subtile, overnaturlige elementer, Marasco løbende introducerer. Navnlig de scener, hvor Marian og huset interagerer, er potente. Her bliver den form for stille gys, som Marasco opererer med, udnyttet maksimalt. Mysteriet, som huset udgør, står sitrende og fascinerende, mens vi som læsere følger den stadigt mere distancerede Marians vej væk fra denne verden. Det hele bliver så anspændt, at Marasco med ganske få armbevægelser kan få selv meget subtile detaljer til at virke forstyrrende eller direkte skræmmende. Et gammelt fotografi, en sær lyd osv. Fordi grundstemningen er så intens, som den er, laver selv de enkleste ting særdeles meget larm i villaens stille stuer.

Marian er uden tvivl bogens mest interessante karakter, og hun ligner på mange måder Jacksons Eleanor. De længes i hvert fald begge voldsomt mod noget andet. Hvor Eleanors længsler handler om kærlighed, fysisk ømhed og sex, går Marians længsler i retning af uforløste drømme om et bedre og rigere liv; et liv i med velstand harmoni. Modbilledet på alt dette er naturligvis families indeklemte lejlighed i storbyen, hvor larm og snavs er allestedsnærværende. Da Eleanor kommer til Hill House, er hun med andre ord parat til at modtage husets invitation ind i dets skyggeverden, fordi stedet lokker med at opfylde hendes længsler. Hos Marasco sker præcis det samme, Marian er det perfekte offer, fordi hendes indestængte utilfredshed gør hende helt og aldeles åben over for husets tilnærmelser.

Hardcover, Centipede Press 2012

I Danse Macabre peger førnævnte Stephen King på økonomi som et væsentligt tema i 70’ernes gys. Det har han ret i, og Burnt Offerings er da også afgjort et eksempel på den rolle, som materiel velstand og økonomisk sikkerhed spiller i en hel del af samtidens romaner.

Man kan så her indskyde, at der er en afgørende forskel mellem henholdsvis Marascos og Jacksons hus. Hvor man hos Jackson må sige, at det nok nærmere er Eleanor, der skaber hjemsøgelsen og er spøgelset, er der hos Marasco ingen tvivl om, at huset har sin egen vilje og agerer med en egen agens. Det gør, trods de mange lighedspunkter, de to romaner ganske forskellige i deres substans, og Hill House et noget mere sofistikeret motiv end det vi møder i denne roman. Men det kan nok heller ikke overraske, for mange har efterlignet Shirley Jackson, men ingen kommer op på siden af hende.

Paperback, Valancourt Books 2015

Hvis man skal forklare, hvorfor Burnt Offerings blev så stor og vigtig en roman, som den var i 70’erne og 80’erne, så skyldes det den måde, Marasco formår at iscenesætte gyset som bagtæppe for det egentlige drama, nemlig familiens sammensmeltning. Gyset er dermed ikke det væsentlige, men fordi gruen er til stede og aktivt bruges som forstærkende element, bliver familiedramaet til et intenst, hvidglødende portræt, der går ind under huden og brænder sig fast. Det nære portræt at en lille persongruppe, som udgangspunkt for gruen, hænger formentlig sammen med Marascos hovedvirke som dramatiker. Det fører ham utraditionelt ind i skrækgenren, hvilket absolut er en god ting.

Som nævnt er Marasco sprogligt ikke nogen stor prosaforfatter. Dramaet løber af med ham og dialogen bliver til tider en smule patetisk, men det er ikke så vigtigt, fordi bogen er gjort ud af et dybt dragende stof, der opbygger en særdeles fortættet stemning af ødelæggelse, vold og gru. Marasco maser sig kluntet ind på sin læser, men han overrasker også løbende med sine stille, poetiske scener, der gennemsyres af dødsånd. Døden hviler over huset, og det sidste kapitel, hvor vi siger farvel til huset og Marian, må siges at være noget af det mest billeddannende og atmosfæriske skrækfiktion, som 70’ernes første halvdel fostrede. Der er således al mulig grund til at finde Burnt Offerings frem fra gemmerne, rodekassen eller hvor den nu har været gemt af vejen, for den fortjener at blive læst og ikke glemt. Romanen var i øvrigt Marascos eneste skrækroman, hvilket er trist, for det ville være spændende at se, hvor han gik hen næste gang.

 

Graham Masterton, The Manitou (1975): Indianer-rabalder på 10. sal

Paperback, Star 1983. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Man kan sige meget om Graham Mastertons forfatterskab, og det meste er sådan set dårligt, men han har aldrig præsenteret sine bøger som andet, end det de er; ligefrem rendyrket ramasjang, der ene og alene sigter mod underholdning. Det gør Mastertons bøger en smule naive og nærmest lidt pinlige, men det forunderlige er, at det trods alle forbehold på en eller anden måde lykkes for ham at få skabt romaner, som holder sin læser fanget.

Masterton har efterhånden udgivet ganske mange romaner, og hans stil har ændret sig undervejs; den er blevet mere jordnær og afdæmpet. Sådan er det ikke i debutromanen The Manitou fra 1975, der blev en mindre bestseller. Romanen skød Mastertons karriere i gang med flyvende fart og om noget, må man sige, at debutromanen kom til at tegne den skabelon, som Masterton skulle komme til at arbejde efter i de næste mange år.

Paperback, Star 1983

The Manitou introducerer i bogen den vrangvillige, lettere anløbne Harry Erskine, der ernærer sig som spåmand, drømmetyder og spiritistisk medie i New York. Han er en charmerende charlatan, der ikke går af vejen for at udnytte en mulighed, når den byder sig. Som handlingen skrider frem i The Manitou, står det dog også klart, at Erskine ligeledes har et godt hjerte, for hans involvering i den sag, som romanen omhandler, har sådan set slet ikke noget med ham at gøre.

En kvinde er nemlig blevet indlagt på et privathospital i New York med en mærkelig knude i nakken. Kort før hun indlægges, besøger hun Erskine, der herefter bliver interesseret i sagen. Det er ikke nogen kræftknude, der vokser på kvinden – det ligner mest af alt et foster, som dagligt gror sig større og større. Til sidst har den groteske knude vokset sig på størrelse med en sæk, og der befinder sig tydeligvis noget levende inde i denne ”kødpose”.

Graham Masterton (født 16. januar 1946) fotograferet i 1985

Lægerne står målløse og handlingslammede over for dette, men Erskine har et bud på, hvad det er, der plager kvinden. Erskine tror, lidt imod sin natur, at det må være en gammel indiansk medicinmand, der har besluttet at lade sig genføde gennem kvindens krop. Denne medicinmand, der går under navnet Misquamacus, vil ikke den hvide mand noget godt, og snart bryder helvedes løs på privathospitalet. Erskine allierer sig nu med kvindens læge og en indiansk shaman. Sammen må de tre forsøge at redde kvinden og stoppe den genfødte medicinmand, der kort efter sin genfødsel begynder at forberede påkaldelsen af den gigantiske dæmon ”The Great Old One” – et enormt blækspruttelignende væsen, som Masterton tydeligvis har lånt fra den såkaldte ”Cthulhu mythos”, hvor han også har hentet navnet på den onde indianske shaman.

Som det utvivlsomt fremgår, er der ikke lagt fingre imellem i The Manitou. Romanen er kort og handlingen tætpakket; der bliver ikke brugt megen tid på realistiske refleksioner over problemets enorme, metafysiske konsekvenser, ej heller har folk svært ved at tro Erskine, når han fortæller dem, hvad de er oppe imod. Faktisk er de eneste, som af en eller anden grund ikke tror på ham, politiet, der således bekvemt kan bruges som kanonføde i en af bogens mest brutale scener. Blod og splat er der en del af, der er også en god dosis humor og fup-videnskabelige forklaringer, hvilket alt sammen er ingredienser i en ganske festlig og dum fortælling.

Hardcover, Neville Spearman 1975. Romanens 1. udgave

The Manitou fortjener imidlertid nærmere omtale af to punkter. For det første er bogen interessant, fordi Masterton med sin debutbog gjorde det præcis samme for horrorgenren, som Len Deighton gjorde for spion-thrilleren. Der er nøje paralleller mellem Deightons Harry Palmer, der blev introduceret i The Ipcress File i 1962 og Mastertons Harry Erskine. Ja de deler tilmed fornavn. Deightons Harry Palmer var den vrangvillige spion, der punkterede hele Ian Flemmings Bond-univers, og i stedet skabte en cool, anti-autoritær opdager, der hader sit job og hader sin chef. Palmer var ikke den glamourøse helt, men en forpjusket rebel. Mastertons Harry Erskine gør præcis det samme. Han tager luften ud af gyserlitteraturens selvhøjtidelige okkulte opdagere og spiritister.

Erskine tror ikke på ånder og tager ikke det overnaturlige alvorligt. Han går efter pengene, og udnytter de rige, gamle tanter, der er dumme nok til at falde for hans billige teatertricks. Men som sagt har han et hjerte af guld, præcis som også Harry Palmer har værdierne på rette plads. Masterton menneskeliggør dermed sin hovedperson og skaber på den led en helt ny figur i skrækfiktionen, som ikke hidtil havde været der. Det er godt set af Masterton, og præcis som Deightons spionfiktion er underholdende, fordi den hele tiden forsøger at være vrangbilledet på Bond-romanerne, er Mastertons historier om Harry Erskine underholdende, fordi han i bund og grund ironiserer over skrækgenrens selvhøjtidelighed.

Paperback, Pinnacle Books 1976

Det bringer mig til den anden pointe omkring The Manitou og Mastertons videre forfatterskab, nemlig at han modsat stort set al anden bestsellerfiktion, hverken postulerer psykologisk indsigt eller kunstnerisk alvor. Hans roman er vokset direkte ud af pulptraditionen, og det nærmeste forlæg for en bog som The Manitou må være Dennis Wheatleys The Devil Rides Out, som den ligner på flere måder. Masterton holder sig dermed ikke tilbage, men giver los og vælter det ene utrolige optrin ind over sin læser efter det andet, så bogen til sidst synes at krydse ind over fantasy-genren. Heri ligger Mastertons styrke. Han appellerer til laveste fællesnævner og gør det uden at kamuflere sin lavpandede tilgang, og netop dette afkræver en form for respekt.

The Manitou blev startskuddet på en karriere, der mere eller mindre har gentaget, hvad han slap løs på privathospitalet i New York. Læserne elskede det i 70’erne og 80’erne. Senere har Mastertons fiktion haft det svært, men præcis hans type underlødig ramasjang finder altid læsere, og jeg må blankt indrømme, at jeg har et ømt punkt for hans fascinerende møg.

Paperback, Star 1977  

Paperback, Pinnacle Books 1978

Paperback, Tor 1987

Hardcover, Severn House 1988

Paperback, Olmstead Press 2001

Hardcover, Telos Publishing 2002

Paperback, Telos Publishing 2002

Ebog, Open Road Integrated Media 2014

Whitley Strieber, The Wolfen (1978): Ulve løs i Laksegade

Paperback, Coronet 1979

Så er jeg tilbage fra en lille efterårsferie med et indlæg om en bog, som Patrick Leis allerede har fortalt om på bloggen.

Whitley Strieber debuterede som romanforfatter med en radikal nyfortolkning af varulvemyten, og den slyngede ham straks ind på bestsellerlisterne. Med sin skrækroman plantede Striber sig imidlertid solidt i krimigenrens univers. Det gør, at bogen umiddelbart fremstår betydeligt mindre nichepræget end den meste andet skræklitteratur, og det er uden tvivl baggrunden for romanens succes. Mere om det senere.

Historien udspiller sig i et vinterkoldt New York, hvor to betjente bliver brutalt myrdet på et afleveringssted for skrottede biler. Læseren er med under mordet og ved, at de to betjenet blev offer for nogle ulvelignende væsner, og den sandhed går efterfølgende også op for opdagerne, som nu forsøger at finde ud af, hvad der skete med betjentene. Det umage makkerpar Becky Neff og George Wilson får således til opgave at opklare dobbeltmordet, og det fører dem ud på en opgave, der viser sig at være mindst lige så dødbringende, som den er utrolig.

Paperback, Coronet 1979

De to betjente fra drabsafdelingen kan nemlig, til deres forbløffelse, konstatere, at der efter al sandsynlighed lever et kobbel af intelligente ulvelignende væsner i New Yorks gader, der skjult for verdens søgelys har kunnet overleve som jægere med de hjemløse og svaglige som bytte. Angrebet på betjentene var en fejl, og nu er ulvene – ”The Wolfen”, som en zoolog døber dem i bogen – blevet afsløret. I stedet for at flygte beslutterne ulvene sig for at tage kampen op imod Neff og Wilson, før de to betjente får spredt deres historie. Jægerne bliver pludselig byttet, og romanen igennem udfolder Whitley Strieber et kompleks vendespil, hvor det konstant bølger frem og tilbage, hvem der har overhånden – betjentene eller ulvene.

Man mærker som sagt straks på de første sider, at The Wolfen ikke er nogen almindelig skrækroman. Tonen er ganske vist rå, og Strieber presser stemningen i retningen af klassisk gru, men handlingen er først og fremmest indsvøbt i alle den hårdkogte krimis troper. Man kan med lethed udskifte ulvevæsnerne med en bande farlige forbrydere, og romanen ville stadig fungere, fordi teksten først og fremmest handler om opklaringsarbejde og personrelationerne mellem Neff og Wilson såvel som Neff og hendes kæreste.

Louis Whitley Strieber (født 13. juni 1945)

Strieber svælger i politijargon og filmiske attituder, der både sætter troværdigheden og tålmodigheden på prøve, fordi han serverer sin pulpfortælling uden kritisk filter eller ironisk distance til klichéerne. Formen må også siges at blive udfordret af selve præmissen for bogen, nemlig at to betjente jagter ulvevæsner i New York, uden dette påvirker dem synderlig meget i deres tilgang til arbejdet. For at holde spændingen i kog må Strieber også gribe til det stadigt mere utroværdige greb at isolere sine to hovedpersoner. ”The damn brass” i politisystemet gør således alt for at forhindre deres opklaringsarbejde til trods for de ganske sensationelle ting, som betjentene opdager. Vores to hovedpersoner er imidlertid insisterende og går derfor, selvfølgelig, op imod systemet.

Sprogligt falder The Wolfen let og uelegant, men Strieber har sans for stemning, og det lykkes ham flere steder at piske så meget intensitet sammen, at han faktisk griber sin læser. Som eksempelvis da Neff og Wilson trænger ind i et forladt hus for at se, om ulvene skulle gemme sig der. De ved ikke, at de er gået i en fælde, og at væsnerne lurer på betjentene i mørket. Her har Strieber solidt fat i os og formår meget overbevisende at skabe nervepirrende intensitet af den fineste slags.

Hardcover, William Morrow 1978. Romanens 1. udgave

Det mest bemærkelsesværdige ved Striebers tilgang til romanen er tydeligvis ikke hans litterære kvaliteter, men snarere det faktum, at han med sin bog forsøger at skabe en helt naturlig forklaring på det, der dybest set fremstår som en fortælling om overnaturlige væsner. Vi får dermed leveret en naturvidenskabelig forklaring, så der rent faktisk opstår en form for logisk realisme i teksten, der spiller sammen med krimigenrens jordbundne form. Selvom man umiddelbart forventer det, er der er med andre ord ikke tale om nogen overnaturlig historie, men nærmere en eksperimenterende genrehybrid.

Striebers roman sniger på den led næsten ubemærket gyset ind i noget, der først fremstår som hårdkogt thriller, men trækker omvendt også gyset ind i en helt ordinær politi-roman, så både krimi-og skrækentusiaster slynges rundt mellem genretroper og hovedparten af tiden læser noget andet end det, de tror.

Paperback, Bantam Books 1979

Mere interessant er det imidlertid, at Whitley Strieber har taget inspiration fra Jack Londons roman White Fang og indføjet små kapitler i sin roman, hvor vi følger livet og tankerne blandt ulvevæsnerne. Han portrætterer med andre ord væsnernes psykologi efter samme mønster, som London benyttede i sit ulveportræt fra 1906. Hos London fungerede dette fint, men i Striebers tilfælde fungerer det endda bedre, fordi væsnerne, der beskrives, rent faktisk er intelligente og ikke kunstigt må tilføres menneskelignende bevidsthed, som London gør det. Dette gør de små scener blandt væsnerne til stærke og stedvist ganske forstyrrende og fremmedartede oplevelser, der må betragtes som ganske vellykkede i portrættet af en fundamental ikke-menneskelig bevidsthed.

Strieber beviste senere i andre sammenhænge, at han kunne skrive fiktion med mere interessant prosa, men i debutromanen er der tale om et sprog og en historiefortælling, der først og fremmest er drevet af metafortunge beskrivelser og livstræt, klichéfyldt dialog, som de fleste læsere vil føle sig bekendte med. The Wolfen er da også ganske ukompliceret og langt hen ad vejen uinteressant. Men takket være de små afsnit om væsnernes psykologi serverer Strieber en roman, der ikke bare kan reduceres til jævn bestsellergrød, men også må tilskrives et vist elmenet af nytænkning, der peger frem mod 80’ernes glæde ved seriemodergys, hvor netop selvsamme krimi-æstetik også udfoldes. At lade Strieber få æren for den bevægelse er for meget sagt, men hans The Wolfen er afgjort et trin på vejen.

Paperback, Bantam Books 1981

Paperback, Avon Books 1988

 

 

 

 

Frank De Felitta, Audrey Rose (1975): Gys i retssalen

Paperback, Pan 1977, med klassisk ondt barn på forsiden. Kunstneren bag billedet er ikke oplyst

Frank De Felitta udgav sin roman Audrey Rose i 1975, og fortællingen katapulterede ham straks ind på bestsellerlisterne, hvor han herefter tilbragte en god rum tid. Bogen har da også alt, hvad der kendetegner tidens populære romaner – den har sex, den har gru, den har social kritik, og den har først og fremmest et chokerende indhold, som kan fængsle læseren. Man fornemmer tydeligt, at Peter Blattys The Exorcist (1971) var en væsentlig inspirationskilde for De Felitta. Blattys bog bliver endda omtalt direkte et sted i romanen, hvor en af hovedpersonerne udbryder, at det hele minder ham om noget, der revet direkte ud af Blattys værk. Audrey Rose er imidlertid langt fra at være et plagiat. De Felitta tager os nemlig ind i andre, dunkle sider af tilværelsen, selvom religion også hos ham er omdrejningspunktet.

Da Audrey Rose åbner, hører vi, hvordan den lille Templeton-familie i New York bliver skygget. Bill er en højtprofileret reklamemand og Janice hjemmegående husmor. Sammen har de den yndige datter Ivy på ti, og trekløverets hjertevarme lykke er næsten kvalmende idyllysk. De Felitta smører tykt på, så tykt, at det naturligvis må gå galt for familien. Den mystiske person, der udspionerer både Bill og Janice, viser sig at være en enkemand, hvis kone og datter døde i et trafikuheld ti år tidligere. Elliot Hoover, som manden hedder, hævder nu, at hans døde datter Adrey Rose er reinkarneret i Ivy Templeton. Bill og Janice tror naturligvis ikke et sekund på denne Hoover, men sære ting sker pludselig, som får Janice til at tvivle. Ivy lider af mareridt, og disse mareridt ligner i forbløffende grad den ulykke, som Audrey Rose oplevede, da hun kørte galt med sin mor.

Paperback, Pan 1977

Bogens første kulmination kommer, da Bill og Janice ser sig nødsaget til at binde den sovende Ivy til sengen, fordi pigen er til fare for sig selv. Parallellen til den besatte Megan, der raser ud i sin seng er åbenlys og fører til førnævnte kommentar fra Bill. Ad omveje opdager Hoover, at Ivy er bundet, og han kidnapper derfor pigen for at hjælpe sin datter Audrey Rose, der er fanget i Ivys krop.

Netop denne kortvarige kidnapning udløser bogens egentlig handling, der udspiller sig som retssalsdrama, hvor familien Templeton rejser sag mod Elliott Hoover for kidnapning og chikane. Hoover gør naturligvis sit for at forvare sig mod anklagerne, og det er gennem Hoovers forsvar, at De Fellita får opbygget en stigende gru og forundring hos læseren, som gør bogens bestsellerstatus fuldt fortjent.

Frank Paul De Felitta (3. august 1921 – 29. marts 2016)

Livet efter døden er det helt store tema i Audrey Rose, og De Felitta kommer ikke selv med nogen dogmatisk udlægning. I stedet lader han ganske demokratisk en række bipersoner give deres syn på sjælens status og dødens betydning. Vi hører en hindu fortælle, vi hører en rabbiner give sin udlægning, vi hører videnskaben og psykologien komme med forklaringer, en katolsk præst får også ordet, og vi stifter tilmed bekendtskab med en scientologs tanker. På skolemesterlignende vis bliver læseren på den led trukket gennem ikke synderligt velkomponerede redegørelser for muligheden for liv efter døden, og De Felittas pointe synes at være, at ingen kender sandheden, men at der tilsyneladende er mere imellem himmel og jord, som hverken videnskab eller teologer kan redegøre for. Bogen hvirvler dermed en masse støv op omkring reinkarnationsspørgsmålet, men kommer ikke med nogen svar.

Historien taler ind i tidens smag for mystisk og overvejelser omkring netop emner som reinkarnation og tidligere liv. Der løber imidlertid et underliggende motiv bag den åbenlyse metafysiske diskussion, der udvikler en form for social gru, som på en gang er ganske unik og meget typisk for 70’ernes genrefiktion.

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1975. romanens 1. udgave

Storbyen New York portrætteres i Audrey Rose, som en farlig heksekedel. Der er ganske enkelt for mange skøre kugler i den her by, siger Bill Templeton henkastet i bogens begyndelse. Byen er med andre ord et både beskidt og livstruende sted, hvor man må være på vagt. De Felitta spiller her på en generel uro i amerikansk populærkultur, der byggede på idéen om storbyen, som syndes hule, fyldt med vold og forfald, og derfor grundlæggende et unaturligt sted for mennesker.

Den lykkelige Templeton-familie tilhører absolut byens overklasse og burde egentlig kunne klare sig igennem alt dette, fordi de har midlerne til at beskytte sig. Her foretager De Felitta imidlertid en diabolsk drejning og vender selve systemet imod familien. Læseren foranlediges dermed indledningsvist til at tro, at det er storbyens gru, som vi skal frygte, men med et snuptag transformerer De Felittas situationen og viser læseren, at systemet – Staten – er mindst lige så ubønhørlig som gadens kriminelle.

Paperback, Warner Books 1976

Sagen er den, at det meget hurtigt står kart, at Elliott Hoover og hans smarte advokat er i stand til at presse familien Templeton og fremføre vægtige argumenter, ikke bare for reinkarnation, men for at Hoover rent faktisk har ret til at få adgang til Ivy Templeton. Gennem beskrivelsen af retssagens forløb skaber De Felitta således et stigende ubehag og forundring i læseren, fordi vi bliver vidner til, hvordan familien må se i øjnene, at ”retssystemet” tager deres datter fra dem på noget så utroligt som et spørgsmål om reinkarnation. Det er ganske grumt, men samtidig må vi konstant spørge os, om der kunne være noget rigtig bag Elliot Hoovers argumenter.

Audrey Rose ender i en tragedie, men slår filosofiske toner an i den lille epilog og efterlader læseren med åbne spørgsmål, som man kan tage med sig til videre refleksion, for hvad var det rent faktisk, der skete? Vi forstår dybest set ikke sagen, fordi bogens advokater lægger beviser frem for både det ene og det andet, men konsekvenserne er åbenlyse, for Templeton-familien går til grunde i løbet af hele affæren. Med ligeligt afsæt i tidens sociale bekymringer og metafysiske fascination skabte De Felitta en slagkraftig roman, der med enkle præmisser, tydelig pointer og klart sprog gav sine læsere stof til eftertanke.

Paperback, Warner Books 1979

Paperback, Warner Books 1984

 

Harry Harrison, Make Room! Make Room! (1966): Helvede, det er de andre

Paperback, Orb 2008

Harry Harrison opnåede en høj stjerne i SF- verdenen, og han fik skrevet ganske meget fiktion i løbet af sit forfattervirke. For mig at se leverede han imidlertid aldrig noget, der var bedre end hans roman Make Room! Make Room! fra 1966. Bogen er en dystopisk rædselsvision, der med lige dele stille tristesse og klaustrofobisk horror udmaler en grotesk fremtid, hvor mennesket er reduceret til et liv, som tætpakkede tremmesvin i en automatiseret, udpint verden.

En skoldhed, sommervarm New York danner rammen om fortællingen, der indledningsvist beskriver kriminalbetjent Andy Ruschs forsøg på at opklare mordet på Big Mike – en ubehagelig gangsterboss, der opererede under et tyndt dække af at være en lovlydig forretningsmand. Alle tror naturligvis, at det må være en konkurrent fra underverdenen, der har myrdet Mike i hans luksuslejlighed. Sådan er det bare ikke. Mike bliver dræbt af en ung knægt, som bryder ind i Mikes lejlighed fordi en tilfældig mulighed byder sig.

Paperback, Orb 2008

Indbruddet går skævt, fordi Mike snupper knægten på fersk gerning og situationen ender i et mord. Drabet er dermed ikke noget planlagt attentat fra et af storbyens rovdyr, men et blot dumt uheld. Ikke desto mindre er effekten enorm, for Mikes død sender chokbølger gennem New York, samtidig med at byen lider i varmen og langsomt løber tør for alt fra mad og vand til strøm.

Midt i dette traver Andy omkring og forsøger at finde ud af, hvorfor Mike skulle dø. På sin vej gennem byen møder han høj såvel som lav, og bogens persongalleri udvides dermed løbende, til vi – henimod slutningen – sidder med et helt lille ensemble af karakterer, der alle får små handlingstråde, som stedvist krydses.

Harry Max Harrison (12. marts 1925 – 15. august 2012)

Betjenten Andy bliver dermed vores primære øjne og ører på en nedslående tur gennem storbyjunglen, og det, vi ser, bliver til stadighed mere grimt og ynkeligt. Alt slides op omkring Andy; hans venner og kæreste forsvinder en for en, mens sagen on Big Mike trækker i langdrag, fordi alle nægter at indse den simple sandhed, at Mike død var et meningsløs uheld. Byen æder sine indbyggere op som en anden Leviathan har vokset sig ud over alle rammer.

På et formelt plan er det interessant at bemærke Harrisons greb om fortællingen, der foretager en spændende kobling mellem to klassiske litterære genrer. På den ene side har vi nemlig den hårdkogte kriminalroman, der repræsenteres ved den forhutlede opdager Andy. På den anden side har vi den marxistiske kollektivroman, der netop fik en ny opblomstring i 60’erne som effektiv metode til at indkredse miljøer og samfund.

Paperback, Roberts Vinter 1966. Romanens 1. udgave

Præcis dette gør Harrison da også med sin SF-bog, der udspiller sig i det dengang fjerne år 1999. Man kan imidlertid se på en stærkt beslægtet roman, som James Plunketts bestseller Strumpet City fra ’69, der er en historisk roman, som udspiller sig i Dublin i årene før Første Verdenskrig. Parallellerne mellem Harrisons fremtidsdystopi og Plunketts triste, men hjertevarme skildring af det forarmede, udsultede arbejderliv i Dublin er slående, og parallellen mellem bøgerne tankevækkende, fordi de i virkeligheden når samme sted hen med deres romaner.

Den ene går til den historiske fiktion, den anden til fremtidsfiktionen, men begge peger de gennem deres genrevalg ind i samtiden og samtidens problemer. Fortællingens miljø bliver dermed først og fremmest en ramme eller indpakning, hvor den ene kan være lige så god som den anden. I hvert fald umiddelbart, for som jeg kort nævner nedenfor, er bøgernes virkning ikke helt den samme.

Hardcover, Doubleday 1966

Harry Harrisons fremtidsvision adresserer emner som overbefolkning, forurening og social ulighed – alt sammen temaer, der synes præcis lige så relevante i dag som dengang i ’66, da roman udkom første gang. Det er endda bemærkelsesværdigt, hvor stærkt hans økologiske forfaldsportræt af navnlig storbyen stadig slår igennem, fordi den griber fat i helt basale, tidløse problemstillinger i samfundet. Forsyninger og infrastruktur, magtfordeling og demokrati er konstanter, som altid er relevante at diskutere og analysere. Tematisk har Make Room! Make Room! dermed afgjort noget at byde ind med, fordi den tegner et ekstremt, men også besnærende, gruopvækkende fremtidsperspektiv, der i høj grad er en påmindelse om, at vi kan miste alt det, vi har opbygget og pludselig stå i en situation, der ligner langt ældre historiske vilkår.

Hvor tankevækkende alt dette end måtte være, er det imidlertid i selve strukturen og de stilistiske valg, at romanen for alvor skiller sig ud som en sjælden perle. Harrison balancerer på en knivsæg med sin brug af troper fra den hårdkogte krimi. Kun alt for let ville det hele kunne falde til jorden som plat gentagelse af genreklicheer, men fordi han gradvist arbejder sin historie ind i en bredere gruppe af karakterer, får han sig løsrevet fra narrativets udgangspunkt og transformeret historien til et socialt portræt.

Paperback, Berkley Medallion 1967

I stedet for blindt at holde fast i sit genrevalg slipper han det gradvist og flytter sin fortælling et andet sted hen. Det store ved bogen er, at det lykkes for Harrison at fastholde den stemningsmæssige, hårdkogte grundtone og derved fremstår genreskiftet mindre dramatisk, ja vel nærmest usynligt, for den der ikke opmærksomt følger de små signaler i teksten, der angiver, at vi nu langsomt forlader detektivromanens univers.

Make Room! Make Room! er socialt gys, øko-gru eller dystopisk SF. Kald det, hvad du vil. Romanen er med sit sortsynede verdensportræt et grumt stykke fiktion, der med al tydelighed viser, hvor virkningsfuldt fremtidsfortællingen kan blive, når den fordrejer vores nuværende livsvilkår og projicerer dem ud i yderste konsekvens. Hos Plunkett, som jeg her har stillet Harrison sammen med, er samfundsskildringen et deprimerende portræt af en overstået historiske periode. Netop det er afgørende, fordi vi læser den historiske roman som noget udlevet og overvundet. Vi spejler os altså retrospektivt i fortællingen. Der er vi ikke længere, kan man tænke, og prise sig lykkelig over ikke at skulle gennemleve hungersnød og forsluming.

Paperback, Penguin Books 1967

Harrisons bog slår imidlertid langt hårdere, fordi den er et fremtidsbillede – det er her, vi kan ende. Fremtiden er muligheden, og Harrisons fortælling er et stykke stinkende, lummert forfald, der æder sig ind under huden og bliver hængende over os som damoklessværdet. Og netop derfor er bogen et bekymret opråb, som det lønner sig at vende tilbage til, fordi den rusker op i os og minder os om, at fremtiden består af valg, og forkerte valg fører os steder hen, som vi bestemt ikke ønsker os at opleve.

Paperback, Berkley Medallion 1973

Paperback, Penguin Books 1973         

Paperback , Berkley Books 1978

Paperback, Ace Books 1980

Paperback, Penguin Books 1982

Paperback, Bantam Spectra 1994

Paperback, Penguin Books 2009

Ebog, Rosettabooks 2010

 

Marge Piercy, Woman on the Edge of Time (1976): En fremtid for ham, hen og hende

Paperback, The Women’s Press 1987. Forsiden er tegnet af Phyllis Mahon

Det er sjovt, hvordan nogle bøger får en helt særlig status hos os, fordi vi læser dem på et tidspunkt, hvor vi er specielt modtagelige overfor budskabet eller indholdet. Marge Piercys grumme og sentimentale Woman on the Edge of Time fra ’76 er en af den slags bøger hos mig. Jeg læste den for første gang i 8. eller 9. klasse, og jeg var på det tidspunkt helt opslugt af de indlysende uretfærdigheder og overgreb, som Piercy beskriver. Samtidig var hendes utopiske fremtidsvision så befriende anderledes, at det gik rent ind hos mig. Senere er jeg jo nok blevet en hel del mere kritisk over for Piercy som forfatter, men det er en anden sag.

I romanen følger vi den socialt udsatte Connie (Consuelo) Ramos fra New York, der har fået fjernet sin datter efter, at hun i en brandert skubbede sin pige op imod en dør. Det blev konklusionen på en lang deroute for den 30-årige latino, der begyndte livet på landet med at drømme om at gå på universitetet og i stedet endte i en håbløs tilværelse i storbyen, langt fra de værdier og idealer, hun voksede op med.

Paperback, The Women’s Press 1987

Da vi træder ind i fortællingen, er Connie havnet midt i et skænderi mellem hendes niece og niecens kæreste/alfons. Connie smadrer i afmagt en vinflaske i ansigtet på kæresten, men sagen tager efterfølgende en uventet drejning, fordi både niecen og hendes kæreste melder Connie for vold. Connie har tidligere været under psykiatrisk behandling, og hun ryger derfor på den lukkede afdeling igen, og det er her på den lukkede, at romanen udspiller sig.

Allerede kort før indlæggelsen var Connie blevet besøgt af Luciente. En mystisk fremmed, der kommer fra fremtiden og opsøger Connie i en form for drømmeprojicering. Connie er særligt modtagelig overfor den slags projiceringer, og netop derfor er hun blevet udvalgt.

Marge Piercy (født 31. marts 1936) omkring 1976

Kontakten med Luciente bliver tættere, da Connie indlægges, og det bliver også muligt for Connie, at forlade sin krop og rejse med Luciente ud i fremtiden, hvor hun ved selvsyn oplever den nye verden hinsides krige og økologiske katastrofer. Noget der ligner en utopi, hvor køn og seksualitet er blevet nulstillet, hvor kapitalisme og forbrugersamfund er blevet aflivet til fordel for en flad anarko-demokratisk styreform, hvor maskiner og mennesker arbejder i harmoni og i samklang med naturen.

Solen skinner altid i fremtiden, også selvom Connie ser konflikter, og kontrasten til den lukkede afdelings menneskefjendske behandling bliver derfor næsten ubærlig for hende. Fremtiden er lys og varm, livet på hospitalet er koldt og gråt. Situationen på anstalten antager tilmed kritisk alvor, da Connies bror giver tilladelse til, at man kan udføre en eksperimentel behandling på hende, hvor der skal indopereres elektroder i hendes hjerne. Connie gør modstand, men systemet har frarøvet hende enhver myndighed, og hun må derfor acceptere behandlingen. Men Connie beslutter sig for at bekæmpe systemet, og inspirationen til kampen finder hun blandt sine venner i fremtiden.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udgave

Selvom Marge Piercy i en stor del af romanen forsøger at holde det som et åbent spørgsmål, hvorvidt Connie rent faktisk besøger fremtiden eller om det hele er en eskapistisk overlevelsesstrategi i Connies underbevidsthed, er det sidstnævnte, som er tilfældet. Det bliver tydeligere og tydeligere, som romanen skrider frem, hvordan fremtiden afspejler Connies sindstilstand på anstalten, og som sorgen og gruen på den lukkede bliver mere ubærlige, bliver der også mindre trøst at hente i fremtiden, fordi den også trues af fjender.

Systemet æder dermed ikke bare Connies krop og frihed, det æder også hendes drømme. I stedet for håb og indre frirum bliver rejsen ud i fremtiden spejlinger af de mareridtsagtige scenarier fra virkeligheden, og præcis den deroute fanger Piercy flot. Det er også dette skred mod undergang, der gør hendes lange, utopiske fremtidsbeskrivelser spiselige, for sandt at sige fylder beskrivelserne af fremtidens lyksaligheder ganske, ganske meget. Men det er måske også præcis det, der skal til, for at forstå voldsomheden bag det følelsesmæssige skibbrud, der sker, da både den dystre nutid og den gyldne drømmefremtid synker i grus på samme tid.

Paperback, Fawcett Crest 1977

Piercy har naturligvis også en pointe med det hele, for midt i ruinerne af nutid og fremtid genfinder Connie sig selv. Hun finder sin egen stemme og genopstår som krigerkvinden, der går til modangreb på det system, der tyranniserer hende. Kampen er ulige og tabt på forhånd, men Connie kæmper den alligevel, og hendes angreb er lige så ondskabsfuldt, som det er galgenhumoristisk.

Fremtiden er ifølge Connie Ramos sødladen og naturligvis båret af 68’ernes drømme om en ny verden. Netop det gør utopien kvalmende korrekt, men samtidig er det lykkedes for Piercy at føje så mange fremmegørende elementer til beskrivelsen, at der alligevel opstår en form for distance mellem os og fremtidens mennesker og deres tankebaner, som tvinger læseren til at tage stilling til de etiske problemstillinger, det nye samfund indeholder set fra vores egen tidsalder, der tydeligvis ifølge Piercy ikke har meget godt at byde på. Spørgsmål om genetisk ændring af mennesker, det androgyne menneske som ideal, personlig frihed og ikke mindst grænserne for demokrati og medindflydelse er alt sammen problemer, som rejses i bogen. Og spørgsmålet er da også i virkeligheden om Lucientes liv i fremtiden er misundelsesværdigt og noget, vi rent faktisk kunne ønske os?

Paperback, Fawcett Crest 1979

Denne distance eller fremmedgørelse betyder imidlertid også, at vi faktisk ikke kan kalde Connies drømme om fremtiden en rigtig utopi, fordi der ved nærmere eftersyn viser sig flere og flere skyggesider. Piercy synes dermed at sige, at intet er perfekt, alt er et spørgsmål om valg og prioriteringer. Omkostninger og tab vil der altid være, uanset hvordan vi organiserer os. Den pointe er godt tænkt og noget, der samler op på hendes anden roman Dance The Eagle To Sleep (1970), hvor vi ser præcis samme tvedeling mellem pragmatisme og utopi – her i en nær fremtiden eller alternativ samtid, hvor de unge etablerer sig uden for de voksnes samfund.

Woman on the Edge of Time er skrevet i Piercys sædvanlige bestseller-stil. Den er ligefrem og tydelig i sine pointer, skurkene er åbenlyst skurkagtige og Connie åbenlyst uskyldig. Verden er sort/hvid og enkel, når den beskrives med Piercys pen, uden den relationelle kompleksitet, hun eksempelvis får skrevet frem i den lidt senere murstensroman Vida (1980). Sprogligt formår hun ikke at betage, men hendes vedholdende fortællerstemme bærer os trods det sikkert fra kapitel til kapitel, og fordi Piercy har så meget social indignation på hjertet, kan man let glemme de mere banale sider af bogen. Ikke mindst fordi der er ting, som er værd at diskutere i Connies kønsfremmedgjorte fremtid; ting, der måske var ganske outrerede i ’76, men som pludselig ikke er så langt fra den politiske korrekthed, vi ser vokse sig større og større i dag.

Paperback, Ballantine Books 1986

Paperback, The Women’s Press 1991

Paperback, The Women’s Press 2000

Paperback, Penguin Books 2016

 

Morten Ellemose, Killer Killer (2014): Fjollet og triviel

Paperback, H. Harksen Productions 2014

H. Harksen Productions har efterhånden for alvor fået serien af gotiske krimier skudt i gang. For ikke ret lang tid siden udkom to nye romaner, og der skulle være flere bøger på vej. Jeg synes, idéen bag serien er ganske fremragende, fordi fusionen mellem krimiens tematik og gotikkens æstetik potentielt kan flytte romanerne nye steder hen og skabe noget meget potent. Det skete imidlertid ikke med seriens første bind, Killer Killer, der falder igennem med et brag. Som nogen sikkert vil vide, havde bogen en lidt uheldig start på livet, men det er sådan set ikke så vigtigt her. De konkrete fejl i bogen, der stadig er en del af i den reviderede udgave, er nemlig absolut det mindste problem.

Jeg har ikke læst noget af Morten Ellemose før, men jeg kan forstå, at han har vundet sine sporer på krimiserien Manus Albino, skrevet i samarbejde med broderen Søren. En serie, der tilsyneladende indeholder en række af de samme elementer, som går igen i Morten Ellemoses solodebut.

Paperback, H. Harksen Productions 2014

Killer Killer udspiller sig i New York, hvor seriemorderen Angelface huserer. Den geniale morder har undveget politiets undersøgelser til trods for, at man både har sat den hærdede veteran Anatoly Barritsch på sagen og den unge, smukke profiler Karen Walsh. Religiøse referencer i mordene får politiet til at kontakte den excentriske akademiker Mordechai Rheingold, der på sin egen bagvendte facon hjælper dem videre. Sagen er imidlertid kompliceret, fordi der åbenbart er to seriemordere på spil på samme tid, og det viser sig snart, at Mordechai er en af de to. Tingene spidser til, og politiet har brug for Mordechai, hvis de skal fange Angelface. Deraf bogens titel – Mordechai er en ”killer”, der dræber andre ”killers”. To geniale seriemordere jager derfor hinanden, mens betjentene så godt som muligt forsøger at følge med i en sag, hvor man aldrig helt ved hvem, der er til at stole på, og hvem der mon bliver det næste offer.

Thomas Harris tilsat et drys Dan Brown beskriver mere eller mindre Morten Ellemoses roman. En roman, der irriterer mig fælt, fordi det er bøger som denne, der gør det så uendeligt vanskelig at få folk til at tage dansk genrefiktion seriøst. Killer Killer fejler stort set på alle fronter. Sprogligt er den slet og ret ubehjælpelig i sin dialogdrevne form og blottet for enhver leg med ord og sproglig ambition. Sterilt og ubehjælpeligt viderebringer Ellemose sine tablauax-agtige glimt fra et utroværdigt New York i en endeløs række af indholdsmæssige (filmiske) klichéer. Stort set alt i bogen er så fortærsket eller åbenlyst lånt andre steder fra, at man tager sig til hovedet.

Morten Ellemose (født 1972)

Mest latterligt er den geniale Mordechai, der tydeligvis har været Ellemoses helt store darling. Han kan alt og gør, som det passer ham. En super-Hannibal Lecter, der med sine lange, floromvundne monologer er noget af det mest anstrengende, jeg har læst i meget lang tid. Alene hans navn siger jo næsten det hele.

Som krimi betragtet bevæger romanen sig, vanen tro for seriemorder-genren, ind i grumt terræn. Mordene skildres ekstremt brutalt, men selv her formår Ellemose ikke at løfte opgaven. Den utrolige, sadistiske kreativitet, som morderne (altså forfatteren) har udtænkt for deres ofre, bliver ganske enkelt fjollet, fordi det glider over i det manierede. Naturligvis skal den kastrede Angelface kneppe sine ofre med en kniv spændt på skridtet osv. Den slags, troede jeg egentlig, vi havde udlevet i 90’erne, men åbenbat ikke. Ellemoses idéer er i hvert fald afprøvet til hudløshed andre steder – eksempelvis i den tidstypiske Mantis, som jeg allerede har skrevet lidt om her på bloggen.

Paperback, Byens Forlag 2010

Men nu må vi huske, at bogen er udsendt som gotisk krimi. Det er svært at forstå. Jeg tror ikke, at man kan finde en eneste definition på gotik, som ville favne Ellemoses roman. Om det er krimigys, gys eller slet og ret en thriller kan være hip som hap, gotisk, det er den i hvert fald ikke.

Jeg kan godt forstå, at et lille forlag som Harksens kan ønske sig at få anpart i den populære krimigenre, og måske ad den vej trække nye læsere til forlagets andre udgivelser. Men jeg forstår ikke, hvorfor en bog som Killer Killer er blevet udgivet. Den gør det stik modsatte af det, som hele ”gotisk krimi”-konceptet har til formål. Den leverer en ringe krimi, der tilmed trækker gotikken med ned i skidtet. For små forlag, der udgiver genrefiktion, må kvalitet være et adelsmærke. Det er kun gennem kvalitet, at vi kan åbne øjne for genrefiktionens potentiale hos andre end de allerede begejstrede. Hvis vi gerne vil have, at flere folk skal læse gotik(gys), må vi overbevise dem med romaner, der betager og stimulerer. Killer Killer gør ikke noget som helst i den retning. Bogen bekræfter i stedet alle de fordomme, som man kunne have om genrefiktionens tåbeligheder og dermed også indirekte de små forlags manglende dømmekraft. Det, er meget beklageligt.

Brødrene Søren og Morten Ellemose. Foto af Mette Camilla Melgaard 

Der er således ikke meget positivt at sige om Killer Killer. En ting vil jeg dog give Morten Ellemose – hans ganske korte kapitler er tilrettelagt kyndigt i forhold til læserytmen. Hvert kapitel slutter på en måde, så man nysgerrigt snupper et til. Ikke fordi det er underholdende, men fordi det slet og ret er svært at se væk fra det ulykkessted, som bogen udgør.

Killer Killer er måske ikke ren elendighed, men den repræsenterer afgjort den absolut mindst fordringsfulde form for romankunst, som jeg kan forestille mig, og derfor har jeg ikke ret meget sympati for den. Elendig?  Nej ikke helt, men det er en dum, dum bog, som hverken forfatteren, forlæggeren eller bogejeren kan være stolt af.