Tag Archives: Nicholas Royle

Cutting Edge, red. Dennis Etchison (1986): En lektion i horrorlitteraturens potentiale

Hardcover, Doubleday 1986. Bogens 1. udg. Den blå rose, inspireret af Straubs novelle, er malet af Linda Fennimore

Hardcover, Doubleday 1986. Bogens 1. udg. Den blå rose, inspireret af Straubs novelle, er malet af Linda Fennimore

Der findes en nærmest uendelig mængde af gyserantologier; både dem der genudgiver gamle fortællinger og dem med nye noveller. De bedste har som regel en eller anden form for agenda – eksempelvis en ambition om at nå et nyt publikum eller at genfortolke gammelkendte genretroper. Desværre må man nok sige, at det er de færreste antologier, hvor målsætningen står mål med resultatet. Som regel er man heldig, hvis der er mere end en eller to historier, der for alvor brænder igennem.

Sådan forholder det sig ikke med Cutting Edge fra 1986. Denne antologi, redigeret af den velrenommerede Dennis Etchison, er ganske enkelt fremragende fra ende til anden. Faktisk er bogen, efter min mening, måske den bedste gyserantologi, der udkom i 80’erne! Det siger ikke så lidt taget i betragtning, at horror i 80’ernes anden halvdel for alvor oplevede et kreativt opsving og rystede pulparven af sig. Horrorforfatterne engagerede sig pludselig i livets tunge, ubehagelige sider fra helt nye vinkler og afsøgte den moderne tilværelses skyggesider på måder, som det ikke tidligere havde været gjort så klart.

Hardcover, Doubleday 1986

Hardcover, Doubleday 1986

Cutting Edge er et paradigmatisk skrift, der viser, hvor tidens bedste horrorforfattere søgte hen for at finde nye græsgange. Det er et opgør med fortiden og en form for fadermord i forhold til den type nostalgisk, tandløse horror, som den moderne gysers ukronede konge Stephen King var kommet til at repræsentere. Med Cutting Edge vendte forfatterne blikket indad og afsøgte psykiske mørkelande, der stort set er helt befriet for monstre, flagermus og alt det andet hængedynd, som genren sad fast i.

Etchisons antologi er med andre ord tænkt som en cæsur, der skiller det nye fra det gamle: Det skrev vi før, og det skriver vi nu. Sprogligt og tematisk har de fleste af bidragyderne kastet enhver uskyld over bord og forladt de gammelkendte konfrontationer mellem godt og ondt. Den slags åbenlyse, banale dikotomier har ingen plads i Cutting Edge, der udfolder sig i en moralsk gråzone. Her findes ingen helte og ingen skurke, her skildres mennesket på godt og ondt. Det er menneskets tvivl, frygt, smerte, vrede, begær og foragt, der udstilles i bogens dunkle prismeglas og gøres til genstand for selvgenkendelsens gru.

All the young dudes... Fra højre mod venstre: Clive Barker (født 5. oktober 1952), Dennis Etschison (født 30. marts 1943 ), Karl Edward Wagner (12. december 1945 – 13. oktober 1994) og Charles L. Grant (12. september 1942 – 15. september 2006)

All the young dudes… Fra højre mod venstre: Clive Barker (født 5. oktober 1952), Dennis Etschison (født 30. marts 1943 ), Karl Edward Wagner (12. december 1945 – 13. oktober 1994) og Charles L. Grant (12. september 1942 – 15. september 2006)

Fælles for stort set alle bogens noveller er, at de dykker under overfladen og viser sider af os selv, som vi normalt udtrykker eller holder skjult for andre. Antologien er fyldt med misbrug, sex, SM, tvangstangstanker og dunkle, blodige drifter. Det bliver næsten en form for parallelunivers, der skabes i bogen, hvor vores hverdag fremstilles i et evigt tusmørke med meget lidt håb, men vel at mærke ikke uden kærlighed og medmenneskelighed. Og det er vel her, antologien har en af sine forløsende pointer – trods alt mørket finder mennesker sammen og overvinder den uendelige dysterhed, der altid truer med at rive os bort. Det skal jeg vende tilbage til om et øjeblik.

Som sagt er der ikke en eneste dårlig historie i Cutting Edge. Enkelte er måske mere ordinære eller mindre velartikulerede, men her taler vi om nuancer, der i bund og grund handler om smag og behag. En af de mest imponerende bidrag er ”Blue Rose” af Peter Straub. Fortællingen om en dreng fra et socialt belastet hjem, der lader al sin afmagt og vrede gå ud over den uskyldige lillebror. Fortællingen er subtil og snigende, men fyldt med en indestængt, eksplosiv kraft. Den er uendeligt grum og tragisk, og jeg lover dig for, at dens fabelagtige periode- og miljøskildring vil brænde sig ind i hjernen på dig. Bravo mr. Straub, bravo!

Paperback, St Martins Press 1987

Paperback, St Martins Press 1987

Karl Edward Wagners korte ”Lacunae” er også et af de helt stærke bidrag. I dette tilfælde fordi Wagner formår, på ganske få sider, at udfolde sin fortælling som en kinesisk æske, der bliver mere og mere kompliceret for hvert lag, der føjes til. Stilen er Wagners vanlige, hvor vi råt for usødet får serveret brutale, ærlige beskrivelser af sex og stoffer.

Tematisk hænger den godt sammen med Willum H. Pugmires og Jessica Amanda Salmonsons punkede, romantiske fortælling om mødet med døden og tabet af selvstændighed. Faktisk repræsenterer Pugmires og Salmonsons historie meget fint den følsomhed, der går igen i de fleste af bogens bidrag. En sensibilitet der kontrasterer brutalitet med noget forførende blidt, som nærmest har karakter af en eskapisme fra al grusomheden.

Peter Francis Straub (født 2. marts 1943)

Peter Francis Straub (født 2. marts 1943)

Måske er det i virkeligheden en af antologiens mest ubehagelige idéer; nemlig den at al trøst og samvær er desperate forsøg på at lukke omverdenens grusomhed ude, at kærligheden er en indbildt tilstand, der skal gøre det muligt for os at kapere en verden, der grundlæggende er én stor dødedans.

Jeg må også trække Ray Russels ”The Bell” frem. De, der kender Russels arbejde, vil vide, at han stort set altid kredser om religion og død. Det samme gør han også her, men i novellens komprimerede form har han trukket nogle stærke billeder frem, der overskygger det ellers lidt banale bidrags indhold. Hans sammenstillinger af sex og krucifikset, der spiller en stor rolle i historien, har noget særligt underfundigt over sig, som fanger billedet af den korsfæstedes tvetydighed rigtig fint.

Paperback, Futura Books 1987

Paperback, Futura Books 1987

Samme dragende tvetydighed findes i Whitley Striebers ”Pain”, der runder bogen af som en sidste salut til det perverterede og grumme. Novellen ligner på mange måder det, vi også kender fra Clive Barkers hånd fra samme tid. Kødets lyst udfordres ganske bogstaveligt her, og Strieber leger med tanken om smertens metafysiske potentiale. Ligger der en mulighed i fornedrelsen, der baner vejen for mødet med noget ophøjet? Strieber besvarer ikke spørgsmålet, som får lov at hænge i luften, da hans grumme fortælling om dyster SM når til ende.

Wilum Hopfrog Pugmire (født 3. maj 1951)

Wilum Hopfrog Pugmire (født 3. maj 1951)

Mest overraskende ved bogen er det at finde gamle Bob Bloch i dette selskab. Og faktisk er Blochs fortælling om døden en af hans bedre. Faste læsere af bloggen vil vide, at jeg har et lidt ambivalent forhold til Robert Bloch, men her har han for en gang skyld skabt en fortælling, der er (næsten) helt fri for hans evindelige galgenhumor.

Jessica Amanda Salmonson (født 6. januar 1950)

Jessica Amanda Salmonson (født 6. januar 1950)

Historien går i al sin enkelthed ud på, at en forfatter køber sig til længere liv hos Døden ved at myrde andre. Naturligvis går det galt på en klassisk Blochsk facon, og det er ikke for selve historien, at man husker novellen. Teksten skal huskes for de første to linjer, der står som bogens absolut bedste:

After the kids have grown up and moved away, a new child comes into your house. His name is Death.”

Stærkere, mere trist, smukt og grumt bliver det ganske enkelt ikke. Jeg får nærmest gåsehud ved bare at tænke på den tekstpassage, og den er efterhånden blevet hængende hos mig i rigtig lang tid nu.

Louis Whitley Strieber (født 13. juni 1945)

Louis Whitley Strieber (født 13. juni 1945)

Cutting Edge er fremragende, intet mindre, og alle, der interesserer sig det mindste for horror, bør gøre sig selv den tjeneste at læse bogen. Antologien er en lektion udi opfyldte ambitioner. Den lever til fulde op til sin intention om at vise vejen for en ny type gru, og den gør det med de kraftigste litterære skyts, man kunne ønske sig. For pokker hvor er bogen stærk!

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Samtidig er Cutting Edge et stykke genrehistorie, der viser, hvordan horror skiftede ham i slutningen af 80’erne. Gyset blev psykologisk og indadvendt. Det blev åbenlyst seksuelt og tematiserede sociale tabuer, som vi helt normalt ikke taler om. Etchison havde helt ret, da han udpegede dette gotiske nybrud som ”cutting edge”, men sådan kunne det naturligvis ikke blive ved. I starten af 90’erne mistede stilen gradvist sin kant, og de litterære kvaliteter forduftede fra udtrykket. De bedste penne søgte nye steder hen, og tilbage stod de platte imitationer, der desværre stadig bliver skrevet. Tja, sådan er tingenes gang.

 

Novellerne:

Peter Straub, “Blue Rose”

Joe Haldeman, “The Monster”

Karl Edward Wagner, “Lacunae”

W. H. Pugmire & Jessica Amanda Salmonson, “Pale Trembling Youth”

Marc Laidlaw, “Muzak for Torso Murders”

Roberta Lannes, “Goodbye, Dark Love”

Charles L. Grant, “Out There”

Steve Rasnic Tem, “Little Cruelties”

George Clayton Johnson, “The Little Man With The Hoe”

Les Daniels, “They’re Coming For you”

Richard Christian Matheson, “Vampire”

Chelsea Quinn Yarbo, “Lapses”

William F. Nolan, “The Final Stone”

Nicholas Royle, “Irrelativity”

Ramsey Campbell, “The Hands”

Ray Russell, “The Bell”

Clive Barker, “Lost Souls”

Robert Bloch, “Reaper”

Edward Bryant, “The Transfer”

Whitley Strieber, “Pain”

1 kommentar

Filed under Novellesamling

Shadows Over Innsmouth, red. Stephen Jones (1994): Pastichens uopfindsomhed og fandommens klamme omfavnelse

Paperback, Del Rey 2001. Omslaget er illustreret af John Jude Palencar

Paperback, Del Rey 2001. Omslaget er illustreret af John Jude Palencar

Jeg gik og overvejede i noget tid, om jeg ikke skulle give antologien Shadows Over Innsmouth et nyt forsøg. Da jeg læste novellerne første gang, var det ikke nogen stor oplevelse. Faktisk huskede jeg de fleste af historierne som ligegyldige for ikke at sige dybt uinteressante. Imidlertid var der en nagende tvivl, fordi bogen er spækket med prominente navne, der mere eller mindre alle har leveret fremragende historier i andre sammenhænge. Måske jeg tog fejl? Til sidst gav jeg efter og begyndte at læse den ret lange antologi igen. Desværre viste det sig hurtigt, at mit syn på bogen ikke havde ændret sig stort; Shadows Over Innsmouth er og bliveren tam omgang.

Tanken bag bogen er ellers meget fin. Antologien samler nemlig bidrag, der på en eller anden måde tager udgangspunkt i H. P. Lovecrafts kortroman The Shadow over Innsmouth, skrevet i 1931. Alle bogens forfattere er englændere og hovedparten er nulevende skribenter, der fører Lovecrafts mytologiske tematikker op i nutiden.

Paperback, Del Rey 2001

Paperback, Del Rey 2001

Som optakt til de øvrige noveller begynder bogen med fortællingen, der har inspireret dem alle. Lovecrafts paradigmatiske mythos-historie The Shadow over Innsmouth får således lov til at sætte tonen og indholdsmæssigt kridte banen op for de efterfølgende tekster.

Det er noget tid siden, jeg sidst har læst The Shadow, der af mange bliver regnet som en af Lovecrafts bedste historier. Den har da også nogle oplagte styrker, der får den til at skille sig ud i Lovecrafts produktion. Navnlig bliver den intense flugt gennem Innsmouths gader tit trukket frem som noget særligt vellykket. Lovecraft skrev, som andre har påpeget, sikkert en del af Shadows under påvirkning af Robert E. Howards handlingsorienterede noveller, og jagten er bestemt nervepirrende.

Stephen Jones (født 1953)

Stephen Jones (født 1953)

Ikke desto mindre er det også noget af det mere ordinære, Lovecraft skrev, og derfor heller ikke videre opsigtsvækkende. Faktisk synes jeg, at historiens mest bemærkelsesværdige passager findes i beskrivelserne af Innsmouths huse. Beskrivelser, der kulminerer, da vi føres gennem Gilman-hotellets dystre gange. For mig at se er det i disse arkitekturbeskrivelser, at Lovecrafts sorte vision står stærkest.

Det er her, at man forstår, at plottet og jagten er ren staffage. Det centrale, historiens kerne, er selve Innsmouth, der ligger fordærvet og grufuld til skue for læseren som et strandet kadaver, hvor Manuxet-floden løber ud i havet.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Rundgangen i Innsmouth bliver et morbidt studie af moralsk fordærvs indvirkning på omgivelser. Det perverterede fremmede, skildret i angstfyldte xenofobiske vendinger, som Kaptajn Obed Marsh bragte med sig hjem fra sydhavet, er ikke udelukkende noget, der udspiller sig bag Devil Reef. Korruptionen af normaliteten er trukket helt ind i byen og har omdannet den stolte georgianske arkitektur til et uvirkeligt, gotisk rædselskabinet, der med sin surrealistiske dystopi æder sig ind i på læserens bevidsthed gennem hovedpersonen Robert Olmsteads øjne.

Dele af Shadows er ganske enkelt fremragende fiktion, hvor sprogets intense ordvalg på smukkeste vis afspejler beskrivelsernes morbide indhold. At den forudsigelige handling og det uelegante femte kapitel, der hænger som et dumt anneks på historien, ikke har samme mesterlighed er en biting i den sammenhæng, der ikke trækker noget fra kortromanens storslåede momenter.

Basil Frederick Albert Copper (5. februar 1924 – 3. april 2013)

Basil Frederick Albert Copper (5. februar 1924 – 3. april 2013)

Med Lovecrafts fortælling spiller Stephen Jones tungt ud, og man behøver ikke komme længere end til den næsten fortælling, Basil Coppers ”Beyond the Reef”, før det står klart, hvor svært det er at eftergøre Lovecraft. Copper, der har skrevet rigtig fine ting, omdanner Innsmouth-universet til pulpet horror, der savner den kværnende dysterhed, som Lovecraft malede frem. Og det er rent faktisk et problem, der går igen i hovedparten af alle de øvrige noveller. Når Lovecraft på overfladen fortalte om den stakkels Olmsteads uheldsvangre besøg i Innsmouth, var det stedet, han i virkeligheden skrev om. Det var stedets gru, ikke handlingernes gru, som han ville formidle.

I hovedparten af de noveller, der kommer efter Lovecrafts, er det blevet handlingen, der er omdrejningspunktet. Det er historien om de onde Deep Ones og deres hang til forplantning med mennesker, der står i centrum. Det forskyder i den grad fokus og udstiller, hvor kedsommelig hovedparten af al Cthulhu mythos-fiktion bliver, når det bliver de konkrete væsner, det handler om.

Kim Newman (Kim Newman (født 31. juli 1959) og Neil Gaiman (Neil Gaiman (født 10. november 1960)

Kim Newman (født 31. juli 1959) og Neil Gaiman (født 10. november 1960)

Grundtonen i de fleste af novellerne er således helt ordinær horror, krydret med de mytologiske stedsnavne og væsner. Det er hverken spændende eller uhyggeligt. Det er ligegyldigt, for ikke at sige jammerligt, og savner enhver intensitet. Og det er forbløffende at konstatere, hvor tæt de fleste af forfatterne går på Lovecrafts historie. Flere af novellerne grænser til gendigtning af den oprindelige kortroman, og ganske mange inkluderer en lang jagtsekvens som klimaks. Måske de har set det som en hyldest, men i sidste ende virker det bare dumt og gentagende.

En undtagelse, der formår at ramme en dysterhed, der nærmer sig Lovecrafts, er Ramsey Campbells ” The Church in High Street”. I sig selv er historien ikke specielt spændende, men med den korte novelle formår Campbell at sætte trumf på de samme elementer som Lovecraft uden at plagiere alt for meget. Resultatet er et glimrende gotisk koncentrat, der griber fat om fantasien med herlig intensitet.

Hardcover, Fedogan & Bremer 1994. Antologiens 1. udg.

Hardcover, Fedogan & Bremer 1994. Antologiens 1. udg.

Naturligvis er der også andre fine fortællinger i bogen – David Suttons historie om en skattejagt til Innsmouth har sine kvaliteter, og sådan er det med flere. Imidlertid er det hele sovset ind i en tung følelse af uoriginalitet, der mest af alt fremstår som et knæfald for den ulidelige Lovecraft-fandom; den tentakel-elskende, Cthulhudukke-købende fandom, der synger platte sange om Nyarlathotep, stirrer sig blind på monstrene og glemmer teksterne.

Det er derfor også befriende at læse den altid veloplagte Kim Newmans to bidrag i bogen. Det ene er skrevet under pseudonymet Jack Yeovil, det andet under hans borgerlige navn. Begge er skrevet med samme bramfri, eklektiske tone, der oser langt væk af 90’er-post-modernitet og punkterer enhver selvhøjtidelighed omkring Lovecraft. Newman er en fantastisk skribent, der med sin tidstypiske ironi bringer frisk luft ind i novellesamlings forplumrede stuer. Havde han ikke været blandt bidragyderne, havde det set sort ud for samlingen!

Paperback, Gollancz 1997

Paperback, Gollancz 1997

Jeg ved ikke, om jeg ligefrem fortryder, at jeg vendte tilbage til Shadows Over Innsmouth – det gør jeg nok ikke, for jeg fik jo lejlighed til at komme tilbage til Lovecraft, men bogen var ikke nogen stor oplevelse som helhed ikke, og der går afgjort rigtig længe, inden jeg for den idé at læse novellerne igen.

Novellerne:

H. P. Lovecraft, “The Shadow Over Innsmouth”

Basil Copper, “Beyond the Reef”

Jack Yeovil, ”The Big Fish”

Guy N. Smith, “Return to Innsmouth”

Adrian Cole, “The Crossing”

D. F. Lewis, “Down to the Boots”

Ramsey Campbell, “The Church in High Street”

David Sutton, “Innsmouth Gold”

Peter Tremayne, “Daoine Domhaine”

Kim Newman, “A Quarter to Three”

Brian Mooney, ”The Tomb of Priscus”

Brian Stableford, “The Innsmouth Heritage”

Nicholas Royle, “The Homecoming”

David Langford, “Deepnet”

Michael Marshall Smith, “To See the Sea”

Brian Lumley, ”Dagon’s Bell”

Neil Gaiman, “Only the End of the World Again”

2 kommentarer

Filed under Novellesamling