Bogbekendtskaber: Niels Dalgaard

Så er det allerede blevet tid til endnu et bogbekendtskab – og denne gang et af de mere omfattende af slagsen. Jeg har i denne uge fornøjelsen af at kunne give ordet til Niels Dalgaard. Manden, der utrætteligt har skrevet og redigeret tekster om Science Fiction i en lang, lang årrække. Jeg nævner i flæng bøger som Fanmarkshistorien: Dansk science fiction fandoms historie (1999), Fra Platon til Cyberpunk: Science fiction-litteraturens historie (2004), Verdensjongløren: Svend Åge Madsen og science fiction (2007) samt ikke mindst redaktørposten for Proxima. Og ph.d.-afhandlingen Den gode gamle fremtid: Modernitetskritik og genrevalg i halvfjerdsernes danske science fiction-roman fra 1997 må også nævnes som noget ganske væsentligt.

 Modsat alle os halvstuderede røvere, nørder og andet godtfolk, der huserer på diverse blogs, blade og hjemmesider, har Niels arbejdet med akademisk præcision i sine udgivelser og leveret analyser, der hæver sig betydeligt over de entusiastiske, men ofte famlende og overfladiske tekster, vi normalt finder i fanmiljøet. Niels Dalgaards indsats afkræver stor respekt og anerkendelse, og jeg er ganske sikker på, at en del hel del af Fra Sortsands læsere vil være spændte på at læse om Niels’ vej ind i SF-litteraturen. Spænd hjelmen, indstil kontrolbrættet og forbered dig på en fascinerende rejse; første destination den røde planet Mars.  

 

Da jeg begyndte at læse science fiction

Genre er et mangetydigt begreb. På det mest grundlæggende plan er det en gruppering, man bliver enig om, sådan at tekster (eller andet) der har noget tilfælles, kan omtales med et samlende begreb. I nyere tid bliver ordet også brugt som synonym til ”triviallitteratur”, ud fra den opfattelse at den rigtige litteratur består af unikke værker og derfor ikke kan omtales gruppevis. Men både den ”høje” og lave litteratur består af værker, der fornyer litteraturen og af værker der hovedsagelig gentager det allerede sagte på en allerede anvendt måde. Og finlitteraturens unikke værker er ikke mere unikke end at man kan gruppere dem med andre værker – fx giver det udmærket mening at snakke om genrer som sonetter, elizabethansk drama, udviklingsroman, københavnerroman, kollektivroman eller haiku. At man læser en tekst med blik for dens genre (og dermed på et eller andet plan holder den op mod en række andre tekster, den har lighedstegn med) betyder med andre ord ikke at man kaster sig i armene på trivialiteten.

Jeg har været fascineret af science fiction, næsten lige så længe jeg har læst bøger. Jeg har ganske vist ikke nogen erindringer om at have opdaget genren på børnebiblioteket i Valby, men da jeg (i en relativt ung alder) begyndte at låne bøger fra voksenbiblioteket, blev jeg ret hurtigt ramt. Jeg kan huske at jeg ret systematisk afsøgte forskellige muligheder, bl.a. læste jeg en række kriminalromaner og noveller (i det længst hedengangne Ellery Queen Kriminalmagasin). Jeg gjorde meget hurtigt den erfaring – som stadig holder, også hvad angår tv-serier – at jeg stort set kun finder en kriminalhistorie interessant, hvis der er noget andet end selve kriminalintrigen i den. Det kan fx være en excentrisk detektiv; nogle af de krimier jeg læste flest af, var Rex Stouts bøger om Nero Wolfe.

Niels Dalgaard (født i 1956)

På den tid – vi snakker anden halvdel af tresserne – var der ikke noget der hed fantasy. Det er et interessant tankeeksperiment at forestille sig hvordan min læsning ville have udviklet sig hvis Harry Potter eller nogle af de mange, mange (og alt for ens) ungdoms-fantasyromaner havde stået på hylderne. Men de gjorde de ikke, og jeg er heller ikke sikker på at jeg ville have holdt ved genren i ret lang tid (jeg læste fx superhelte-tegneserier, men det stoppede efter nogle år). Jeg fandt nogle horrorting, der dengang gik under betegnelsen ”gysere”, men kunne ærlig talt ikke tage dem alvorligt. Selv om jeg nok har været lige så fjollet som alle andre i min alder, blev jeg tidligt interesseret i videnskab og dermed indirekte præget af det moderne verdensbillede; jeg kunne simpelthen ikke identificere mig med personer og begivenheder baseret på en metafysisk omverdenforståelse. Spøgelser skræmmer mig ikke, heller ikke på papir, simpelthen fordi jeg ikke tror på dem og ikke kan tage dem alvorligt (at man kan bruge et spøgelse metaforisk eller symbolsk, er en anden ting, som mit tolvårige jeg imidlertid næppe havde forstået; og selv om jeg er vokset op til en større forståelse af litterært billedsprog, vil jeg stadig gerne have at det også giver mening på det realistiske plan).

Men i min systematiske undersøgelse af de forskellige litteraturformer på Valby bibliotek, rendte jeg så ind i Ray Bradburys Krøniker fra Mars (i Hasselbalchs billigbogsudgave fra 1966). Der var ikke særlige hylder til science fiction dengang – og heller ikke til krimier for den sags skyld – men jeg syntes bogen lød interessant eller i al fald anderledes ud fra beskrivelsen på omslaget. Så jeg tog den med hjem – og var solgt. Her var der noget, både for tænkeren og for opleveren. Her var spændende eventyr i eksotiske omgivelser, her var uhygge og melankoli. Det sidste havde jeg nu ikke så meget at bruge til på daværende tidspunkt, men mange af de uhyggelige aspekter i bogen ramte mig, fordi jeg kunne tro på at det kunne finde sted.

Senere er jeg naturligvis blevet ældre og mere kynisk, og der skal rigtig meget til for at vælte mig omkuld sådan som Bradburys bog gjorde dengang. Jeg har også fundet ud af, at den vision om Mars, som Bradbury opruller, er baseret på et billede af planeten som allerede var forældet da han skrev bogen. Naturvidenskabelig nøjagtighed var heller ikke hans pointe; i stedet ønskede han at fortælle om menneskets drift mod stjernerne og om dets evne til at ødelægge alt hvad der er naturligt, oprigtigt og smukt.

En yngre Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Krøniker fra Mars (1950; den første danske udgave i bogform Hasselbalch 1952) kaldes nogle steder for en roman, men den er blevet til som en novellesamling og er efter min smag for episodisk til at fungere som roman i traditionel forstand. Desuden er der nogle af historierne der strengt taget ikke passer alt for godt sammen med de andre, men lad det nu ligge. I en serie kapitler/noveller beskriver bogen hvordan flere ekspeditioner fra Jorden tager til Mars, og hvordan menneskene efterhånden slår sig ned og overtager mere og mere af planeten. Bradburys Mars har en atmosfære, selv om den er tynd, og den har beboere i form af en ældgammel art, der på flere måder minder om mennesker. Hvad jeg først senere forstod, er at disse marsboere kan læses som billeder på de amerikanske indianere, og jordboerne som billeder på den hvide mand der overtog det Midtvesten, hvor Bradbury boede som barn. Der er også skildringer af hvad åbningen af Mars betyder for folk på Jorden, hvor den af mange bliver set som en mulighed for en ny start (parallelt med hvordan mange ludfattige europæere opfattede USA i 1800-tallet). Men til sidst bliver Mars også redningen for de jordboere, der er taget derop, da hjemplaneten roder sig ud i en atomkrig. Og til allersidst følger man en menneskelig familie, hvor faderen har lovet at vise børnene nogle marsboere. Han tager dem med hen til en af kanalerne og lader dem spejle sig: Dér er marsboerne, siger han. Kolonisatorerne er blevet de nye indfødte, omstændighederne har tvunget dem til at se sig selv, ikke som forflyttede jordboere, men som rigtige marsboere.

Kanalerne er i øvrigt også et levn fra en tidligere opfattelse af Mars; de skyldes i virkeligheden en oversætterfejl, idet den italienske astronom Schiaparelli havde beskrevet planeten og mente at se canali, der nærmest betyder render og burde have været oversat med channels i stedet for canals. Men amerikaneren Percival Lovell løb med kanal-idéen og blev indirekte ophavsmand til hundredvis af kulørte historier om eventyr på en planet med imponerende ingeniørarbejder men en uddøende art. Bradbury har valgt dem for deres poetiske kvaliteter, ikke fordi de var videnskabeligt relevante på det tidspunkt hvor han skrev sin bog.

De poetiske kvaliteter er muligvis en af grundene til den særstatus som Bradbury har i forhold til genreproblematikken. Af en masse forskellige grunde er science fiction sjældent blevet taget alvorligt af litteraturfolk – men Bradbury har ofte været en undtagelse. Da den amerikanske science fiction, der var blevet udviklet i pulp-magasinerne, kom til Europa som en del af den amerikanske kultureksport efter anden verdenskrig, blev den oftest indrangeret som triviallitteratur sammen med westerns og tegneserier. Men der var enkelte undtagelser, og Bradbury hørte til de mest markante. De første oversættelser af Mars-novellerne kom i Politikens estimerede søndagstillæg Magasinet, og blev illustreret af ingen ringere end Arne Ungermann. Og bogudgaven blev oversat af Jens Kruuse, kritisk styrvolt (der generelt ikke havde meget til overs for genren). Noget tilsvarende skete i Sverige, som det er dokumenteret i Jerry Mattääs afhandling Raketsommar (2005).

Paperback, Ellerströms förlag 2006

Hvorfor er Bradbury en undtagelse? Ganske vist blev der trykt science fiction af andre forfattere, både i avisernes søndagstillæg og andre steder, men ingen nåede samme status som Bradbury. Mit personlige gæt er at det er på grund af de omtalte poetiske kvaliteter. Han er simpelthen mere tilgængelig for en læser, der – bevidst eller ubevidst – har lært at læse en bestemt form for skønlitteratur, nemlig den psykologiske historie, struktureret omkring et system af metaforer. Denne form for litteratur som mange anser for den ”normale”, er selvfølgelig noget man skal lære at læse lige som alt muligt andet. Men alle lærer det på et eller andet niveau i skolen, og føler derfor at megen science fiction – der grundlæggende fungerer på en anden måde – er ”underlig” eller uforståelig eller bare uinteressant. De bedste af Bradburys historier kan læses som gedigen science fiction og som psykologisk, metaforisk, ”litterær” litteratur. Og kritikere og anmeldere med den traditionelle baggrund kunne derfor forholde sig til ham på en måde, som de fx ikke kunne til Arthur C. Clarke eller Isaac Asimov eller andre af de store navne fra dengang. Det har heller ikke skadet, at Bradbury ramte tidsånden ved at være massivt teknologikritisk og udviklingspessimistisk – tænk bare på hans mediekritik i Fahrenheit 451 (1953).

Jeg er ikke nær så stor Bradbury-fan i dag som jeg var som tolv-fjortenårig. Men hvor hverken krimier eller gysere sagde mig noget, gav Krøniker fra Mars mig mareridt. Jeg holder ikke af mareridt og gjorde det heller ikke dengang, men jeg konstaterede at de underlige noveller om de sølvfarvede, spøgelsesagtige marsfolk havde gjort et indtryk på mig. Og uden at undlade at læse mange andre slags bøger, begyndte jeg at læse mere science fiction. Jeg var kronologisk heldig, for så vidt som at min interesse begyndte på at tidspunkt hvor der var billigbogsserier med megen god (og en hele del mindre god) oversat science fiction fra forlagene Hasselbalch, Vendelkær og Notabene. Det var dér, jeg første gang stødte på forfattere som Isaac Asimov, Brian W. Aldiss, Arthur C. Clarke, Robert Silverberg, William Tenn, Philip K. Dick og Kurt Vonnegut, for bare at nævne nogle enkelte. Og det var også omkring den tid, nogle af Niels E. Nielsens bedste romaner kom. Jeg var i stand til at tage min interesse med mig og fortsætte med at læse science fiction, også i gymnasiet (hvor jeg dog også havde travlt med meget andet), selv om det dengang bestemt ikke var noget man underviste i. Og senere har jeg forsket i genren, bl.a. på universitetet.

Jeg er ret sikker på at jeg ville være blevet bidt af science fiction, også uden Krøniker fra Mars. Det er ikke engang sikkert at det var den første science fiction-bog, jeg lånte. Men det er den, jeg husker, og selv om jeg har mine forbehold overfor Bradbury, som jeg ifølge sagens natur ser i et noget andet perspektiv nu, er der stadig en del af hans historier som jeg anser for klassiske.

Fremtidsromanen nr. 1, Forlaget Skrifola 1957. Her udkom Bradburys Krøniker fra Mars i en forkortet udgave

Da man engang i den engelsksprogede verden diskuterede, hvornår genrens guldalder indtraf, var der et vittigt hoved der udtalte at ”The golden age of science fiction is twelve”. Det er nok en sandhed med modifikationer, men på den anden side er det ofte i den alder, folk der bliver rigtig vilde med genren, er stødt på den. Derfor kan man glæde sig over at der for tiden er noget af en guldalder indenfor science fiction for børn og unge (hvilket bestemt ikke var tilfældet, da jeg foretog de første spæde sonderinger på området). Der skrives mange gode ungdomsromaner, der både er glimrende læsning i sig selv (også for voksne) og kan fungere som indgang til de mere voksne dele af genren. Det ville snarere være dem, jeg ville anbefale et interesseret ungt menneske i dag, end lige netop Bradbury.

Jo, der er stadig nogle af Bradburys noveller, der virker, og som kan læses af unge (flere har også stået i antologier til undervisningsbrug). Men verden har altså flyttet sig gennem de mere end tres år der er gået. Jeg ville måske nok anbefale ”En lyd som torden” (”A Sound of Thunder”, 1952), selv om dens tidsrejseproblematik diskuteres lige så underholdende i de tre Back to the Future-film. Og ”Savannen” (”The Veldt”, 1950) er en effektiv horrorhistorie om det, vi i dag ville kalde virtual reality. Der er måske en håndfuld til, der holder samme niveau, men meget af forfatterskabet er nok bedst egnet for ældre nostalgikere (de to nævnte historier og en stribe andre er genoptrykt i samlingen Bradburys bedste, Solkuplerne og andre science fiction-noveller (Sesam 2002). De/vi kan nyde Bradburys litterære prosa og pletvise sentimentalitet, mens de/vi filosoferer over at fremtiden heller ikke er hvad den har været.