Tag Archives: Okkultisme

Okkult reklame: Thelema til jul

 

Thelemas forside, som den ser ud i skrivende stund.

Det er tid til en lille reklamepause.

Så er min anden roman, Thelema, på trapperne. Forsiden er næsten på plads, og den foreløbige udgave kan du se her. Bogen er en okkult nedtur i magiens verden, og en leg med metafysik, kunst og følelser. Rigtig skrækfiktion er det ikke, men dyster er romanen absolut, og forhåbentlig vil dens univers kunne fascinere andre lige så meget, som jeg selv er fascineret af den slags okkulte fantasier, der udfolder sig her.

Min forlægger Henrik Sandbeck Harksen har komponeret denne lille bagsidetekst, som fanger handlingens skelet ganske godt:

Kunstneren Konrad møder de mystiske og dragende kvinder, Mia og Suzanna, og han føres ind i en verden, hvor seksualitet og mørk magi forenes. Snart er han medlem af en makaber kult med en guru, som bestemmer over liv og død.

Konrad bor i København og har mistet sin kæreste Rebecca. Han er dybt ulykkelig. Et tilfældigt møde på en galleriudstilling af hans seneste kunstværker får ham i kontakt med nye sider af sin kreativitet og seksualitet. Under kvindernes kyndige behandling anes snart omridset af en anden verden. Vejen ind til den verden går gennem en hemmelighedsfuld kult med en karismatisk leder. Det er en kult med Ypperstepræstinder, Magikere og Døden. Lederen er farlig, men han ved noget om Konrads særlige evner.

Alt imens Rebecca kalder på Konrad fra det hinsides. Kalder hun fra Thelema?

Det var en ganske drænende bog at skrive, så det er fantastisk, at jeg endelig kan sidde med den i anden halvdel af december, hvor den gerne skulle udkomme. Hold øje med den, hvis det her har fanget dig!

På snarligt gensyn

Martin

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Basil Copper, And Afterward, the Dark (1977): Om flabbede mænd og andet ubehageligt

Hardcover, Arkham House 1977. Den særdeles fine forside er skabt af altid storartede Stephen Fabian, som her illustrerer novellen “The Janissaries of Emilion”

I 1977 kunne Arkham House udsende engelske Basil Coppers anden novellesamling på amerikansk grund; en samling på syv fortællinger, der som næsten alle Coppers noveller er ganske lange. Hans stil er ordrig og stedvist meget omstændelig, fordi han tilstræber en høj grad af fuldstændighed i sine miljøskildringer, præcis som M. R. James, der er et af Coppers store forbilleder. Samtidig bevæger Copper sig også ind i det indre, psykologiske landskab under påvirkning fra Robert Aickman. I de bedste fortællinger får Copper da også disse inspirationskilder til at spille sammen på både smuk og intens vis, men når det går galt, bliver det banalt og overgjort, fordi Copper grundlæggende er en traditionalist ud af den gamle, plotorienterede skole for sære fortællinger. Faren for at ville forklare og forløse historierne alt for entydigt bliver således overhængende i alt, hvad Copper han skrev.

I And Afterwards, the Dark, hvis fantastiske titel er lånt fra en linje i et digt af Alfred Tennyson, får vi både Copper fra hans bedste side og fra hans mest ligegyldige. Svagest er Copper eksempelvis i en fortælling som “Camera Obscura”, der handler om et forhekset kamera, som kan sende brugeren ind i en ubehagelig paralleldimension. Ideen er ikke synderligt original, og Copper bruger her en utrolig mængde plads på at bygge op imod et klimaks, der er forventet og derfor helt udvandet allerede efter få sider.

Hardcover, Arkham House 1977

I en historie som “Camera Obscura” formår stemningen med andre ord aldrig at blive en egentlig, fremtrædende faktor, og det er måske også netop Coppers væsentligste problem; at han i flere tilfælde glemmer at arbejde seriøst med fiktionens affektive kvaliteter for i stedet at koncentrere sig om tekstens forgrund i form af plotorienteret dialog og neutralt beskrevne miljøer.

Som sagt er der imidlertid også meget vellykkede tekster i antologien. Den charmerende, helt og aldeles, traditionelle ”The Spider” er et godt eksempel på den enkle, sære fortælling, som tilmed, så vidt vides, var den første novelle, Copper skrev. En omrejsende handelsmand kører gennem en øde egn og stopper for natten på en lille kro. Der hænger en mystisk stemning over stedet, og manden glæder sig til at komme væk næste morgen. Det kommer han imidlertid aldrig, fordi det viser sig, at kroen er hjemsøgt af edderkopper, som har udset ham som deres næste bytte. ”The Spider” rummer intet originalt, men Copper får her rent faktisk modelleret en ganske ubehagelig stemning af utryghed og uro frem.

Hardcover, PS Publishing 2008. Coppers selvbiografi

Basil Coppers omhyggelighed bliver også hans styrke i den lange novelle ”The Cave”, der er en form for varulvefortælling, hvor en ung mand fra England er på vandretur i de østrigske alper. Historien har afgjort en klang af Frederick Marryats berømte og elskede varulvefortælling fra romanen The Phantom Ship (1839), men Copper har skabt en selvstændig fortælling, som eminent får fremavlet en tonstung stemning af anspændt uhygge og mystik, der ikke mindst opstår, fordi fortællingens hovedperson dybest set ikke forstår, hvad det er, der hjemsøger hans kro om natten og forsøger at trænge ind gennem døre og vinduer. Copper holder helt og holdent sit ”bæst” i udkanten af teksten, og derved forbliver hans monster rent faktisk interessant novellen igennem, fordi det ikke bliver konkretiseret eller forklaret entydigt før helt til sidst.

Det er klart, at Coppers historie har noget altmodisch over sig, som gennem sin brug af alpelandet som miljø får en stemning af folkeeventyr og tidløshed. Det er uden tvivl helt bevidst og demonstrerer klart, at Copper først og fremmest var en forfatter, der digtede videre på motiver, mere end han forsøgte at udvide eller udfordre rammerne for sine skrækfortællinger. Her overrasker Copper os alligevel med den sidste novelle i And Afterwards, the Dark.

Paperback, PS Publishing 2013. Bemærk hvordan den gamle forside fra 1977 bliver citeret her

Den sidste historie, ”The Flabby Men”, er suverænt bogens bedste og viser en helt ny side af Coppers forfatterskab, der i den grad rusker op i de konservative klude, som udgør hovedparten af hans fiktion. Novellen er en fragmentarisk, postapokalyptisk fortælling, der udspiller sig en dystopisk fremtid, hvor krig har fået civilisationen i knæ. Verden har rejst sig igen, men den er kun en skygge af sig selv. I novellen hører vi om en soldat, der bliver udstationeret på en ø for her at holde øje med fjender og øens halvvejs vilde befolkning.

Stemningen i novellen er trøstesløs, og hovedpersonens møde med landbyerne på øen er nedslående. Kvinderne er reduceret til navnløse skabninger, der kun refereres til som ”breeders”, mens mændene er tavse, forstenede overlevere uden nogen vision for fremtiden. Der hænger en truende atmosfære over øen, som, soldaten først tror stammer fra øens indbyggere, men snart står det klart for ham, at en eller anden fjende hjemsøger egnen og spreder dyb rædsel blandt landsbyerne.

Paperback, PS Publishing 2013

Da han langt om længe indfinder sig i det observationstårn, han er blevet udstationeret til, kommer tågen langsomt rullende ind over landet, og med tågen kommer ”the flabby men”. Det er den eneste måde, som hovedpersonen kan beskrive den rædsel, han oplever, da han står ansigt til ansigt med de ødelagte væsner, der hjemsøger stedet. Alt taler sammen i novellen, og Copper får her undervejs transformeret sin grå, apokalyptiske vision til egentlig skrækfiktion og efterlader os med et voldsomt, dystert fremtidsbillede, som synes helt uventet i en samling som denne.

And Afterwards, the Dark indfanger spædnet i Coppers forfatterskab og selvom det i altovervejende grad er traditionalisten, der dominerer indtrykket, beviser en novelle som ”The Flabby Men”, hvor meget Copper havde at tilbyde sine læsere, når han ramte rent. Det kan ikke overraske nogen, at Copper aldrig blev en berømt genreforfatter, men hans forfatterskab er besat med små perler, som er værd at opstøve. Hans historier viderefører nemlig ofte de bedste og mest charmerende kvaliteter i den ældre del af skrækgenren, som de fleste gyserelskere sikkert på et eller andet tidspunkt i deres ungdom har forelsket sig i. Sådan er det i hvert fald for mig, og Basil Copper er derfor en af de forfattere, som rent faktisk gør det muligt at genopleve denne umiddelbare begejstring over det sære og morbide.

Paperback, PS Publishing 2013

Novellerne:

“The Spider”

“The Cave”

“Dust to Dust”

“Camera Obscura”

“The Janissaries of Emilion”

“Archives of the Dead”

“The Flabby Men”

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Fritz Leiber, Conjure Wife (1943): Det forheksede køn

Paperback, Ace Books 1984. Kunstneren bag forsiden er ikke oplyst

Fritz Leiber kendes uden tvivl bedst for de to slyngler Fafhrd og Grey Mouser, der huserer i storstaden Lankhmar. Leibers fiktion breder sig imidlertid også ud i andre dele af genrefiktionens bredspektrede univers. Han skrev flere skræknoveller samt et par vigtige gyserromaner. Den første er formentlig den væsentligste, fordi den synes helt ude af trit med sin samtid og snarere fremstår som et varsel om det, der skulle ske med horrorlitteraturen i 1950’erne. Romanen hedder Conjure Wife, og den så dagens lys for første gang i 1943, da den blev udsendt i magasinet Unknown Worlds. Der skulle imidlertid gå ti år, før Leibers fortælling udkom i bogform, og da det skete i ’53, var den pludselig blevet en del af en bredere bevægelse, hvor historiens nyskabende blik på gysets iscenesættelse havde fortonet sig, fordi andre på det tidspunkt havde fulgt samme stier som Leiber.

Handlingen fører os til et lille, stærkt konservativt universitet et sted på den amerikanske østkyst. Her på Hempnell College, som stedet hedder, har Norman Saylor sikret sig en plads som fast underviser, og fremtiden tegner lyst. Normans karriere går roligt fremad, og derhjemme venter hans søde kone Tansy hver aften med drinks og aftensmad. Lykken tilsmiler familien Saylor, men alt får en brat ende, da Norman en dag ved et tilfælde opdager noget mystisk i en af Tansys skuffer. Norman finder dels en lille amulet, dels en dagbog, der beskriver, hvordan Tansy aktivt praktiserer beskyttende magi i huset. Norman, der er antropolog, har studeret folklore og kender en del til forskellige former for folkloristisk magi, men det rammer ham som en hammer, at hans kone skulle benytte den slags.

Paperback, Ace Books 1984

Naturligvis konfronterer Norman sin kone med opdagelsen, og nu bliver sagen først for alvor sær. Det kommer frem under deres samtale, at der er flere kvinder, faktisk ganske mange kvinder, der praktiserer magi i det skjulte. De bruger magi til at fremme deres familielykke, til at beskytte sig selv og ikke mindst deres mænd fra magiske angreb og naturlige ulykker. Norman fatter ikke et ord, men efter at han har forbudt Tansy at praktisere sin magi, går der ikke mange timer før problemerne hober sig op. Knap er alle Tansys beskyttende amuletter og tegn fjernet fra huset, før ægteparret Saylor går en ganske hurtig deroute i møde.

Man skal lægge mærke til to punkter ved Conjure Wife, som gør romanen til et stykke fascinerende, banebrydende skrækfiktion. For det første har bogen et udtalt feministisk perspektiv, som står uventet stærkt i teksten, og for det andet trækker Leiber sin fiktion ind i hjemmets sfære på en måde, som kun sjældent var blevet afprøvet tidligere.

Fritz Reuter Leiber, Jr. (24. december 24 1910 – 5. september 1992)

Set med nutidige øjne er kønsrollemønstret i Conjure Wife naturligvis ganske forældet, al autoritet ligger således hos Norman, mens Tansy er hjemmets tjenende ånd. Sådan er det i hvert fald indledningsvist. Leiber får imidlertid vendt perspektivet, så det rent faktisk er hos kvinderne, at den reelle magt ligger. I bogen eksisterer der en kæmpemæssig farlig og magisk verden omkring den mandlige eksistens, som mændene slet ikke opfatter. De forstår ganske enkelt ikke, i hvor høj grad deres verden og adfærd bliver manipuleret af kvinder. Man kan naturligvis indvende, at det virker en smule begrænsende, at kvinderne først og fremmest udnytter deres magiske magt til at sikre deres mænd status og velstand, men faktisk får Leiber skrevet dette forhold frem på en sådan facon, at det til sidst er klart, at han i virkeligheden ser en form for arbejdsdeling og ligestilling mellem kønnene i dette. Kvindernes hekseri giver dem en bagvedliggende magt, som mændene udadtil kan forvalte og udnytte. Den ene fungerer ikke uden den anden.

Man kan mene om dette hvad man vil, men bogens kvindesyn er absolut progressivt for tiden. At tage det stigmatiserede begreb heks og indsætte det i en moderne ramme, for så samtidig at fylde det med en ny form for magt, der i høj grad var positiv – selvom den også kunne bruges til at gøre ondt – var ligeledes noget nyt i 1943, da Conjure Wife så dagens lys.

Unknown Worlds, april 1943. Romanens første udgivelsessted

Det samme gælder selve fortællingens miljø, nemlig hjemmet. I 40’ernes gys skal man se langt efter fortællinger, der ikke trækker heftigt på gotiske troper og velkendte skrækklichéer. Modernisering af genren var ikke noget presserende på det tidspunkt, men præcis det gør Leiber op med i Conjure Wife.

Hans heks er en moderne kvinde og bogens miljø et ordinært universitetsmiljø. Alle forventninger til gysets setstykker bliver dermed gjort til skamme, for ganske vist bruger Leiber velkendte troper som ”heksen”, ”spøgelset” og så fremdeles, men han fylder dem med nye betydninger, der baserer sig på moderne livsvilkår. Leiber leger dermed med sin læser og udfordrer gysets klichéer med en modernisme, som demonstrer, at horror og gru lige så let kan opstå bag det moderne hjems fire vægge som i gamle borgruiner og dystre kirkegård; tanker der vel at mærke stadig var innovative i 40’ernes første halvdel.

Paperback, Lion Books 1953. Romanens første bogudgave. Bemærk den helt forfejlede forsideillustration, der tydeligvis forsøger at sælge bogen som noget den ikke er

Romanen kan let opfattes som forløber for en lang række senere gys; ikke mindst skrevet af navne som Robert Bloch og Charles Beaumont. Som direkte inspiration har den dog næppe virket for ret mange, men bogens budskab og greb om genren var en vigtig indikation på, at pulpens forstenede skrækfiktion var på vej ud.

Med alt dette sagt må man imidlertid også hæfte sig ved, at en af grundende til, at alt dette lykkes med så stor, overbevisende kraft, er Leibers særlige prosa, der blander pulpens tempo og fokus på handling med et præcist blik for psykologiske skildringer, der stikker langt dybere end mange af Leibers samtidige. Leibers portræt af både Norman og Tansy Sailor er karakteriseret af både hjertevarme og strejf af kynisme, der formidles gennem et formidabelt øje for dialog.

Hardcover, Twayne Publishers 1953

Man må heller ikke glemme den sikkerhed, hvormed Leiber får serveret sin fortælling og det isnende billede, den bærer frem til sidst, som fortsat står krast for den nutidige læser. Norman sidder her ulykkelig på et hotelværelse efter desperat at have søgt efter sin forsvundne kone hele dagen. Med ét hører han slæbende fodtrin ude på gangen, og han ved, at det er Tansy, som er vendt tilbage. Scenen er rædselsvækkende, ikke mindst takket være Leibers arbejde for at etablere et egentligt psykologisk portræt af sine hovedpersoner.

Det lader sig ikke fornægte, at Conjure Wife er et stykke pulplitteratur, som skal fungerer på pulpens præmisser. Det har, kan ske, hæmmet den kritiske reception af bogen, men Fritz Leibers fyldige prosa og livskloge tilgang til stoffet gør det til mere end underholdning. Med denne fortælling føjer han nytænkning til skrækfiktionen og får på den led skabt et værk, der kan måle sig med genrens store milepæle. Leiber forandrede pulpen indefra med sine tekster, og resultatet blev blandt meget andet et radikalt værk som Conjure Wife, der, dengang som nu, leverer både stof til eftertanke og spænding af den grumme slags.

Paperback, Berkley Medallion 1962

Paperback, Award Books 1968. Også her forsøger man hårdt, at få bogen solgt som “nygotisk” gys – en genre, der havde sin storhedstid netop i 60’ernes anden halvdel

Paperback, Penguin Books 1969

Paperback, Ace Books 1977

Paperback, Tor 1991

Paperback, Orb 1999

Paperback, Orb 2009

Hardcover, Centipede Press 2011

Ebog, Gateway 2011

Ebog, Open Road 2014

2 kommentarer

Filed under Roman

Hvem kan stå for disse hekse?

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 1. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 1. bind

Sphere Books udsendte i midten af 80’erne en serie om heksejægeren Robert Monk, der får hjælp af den væmmelige håndlanger Cattermole og den stakkels soldaterkaptajn John Farris. Det hele udspiller sig i et borgerkrigshærget USA, hvor jagten på den okkulte trussel driver sit værk midt mellem krigens tummel. Alt det kan vi imidlertid se nærmere på i et andet indlæg. Her skal du nemlig bare glæde dig over de forsider, som Sphere valgte at pryde serien med.

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 2. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 2. bind

Lummer 80’er-stemning og muligvis lidt lurende ondskab; men okkult heksejagt under den amerikanske borgerkrig ligger ikke i kortene, når man ser på de her forsider. Mon Sphere alligevel tænkte, at den historiske ramme for serien var lidt for støvet? Skulle der lidt samtidserotik til for at peppe stemningen op? Formentlig. Resultatet er i hvert fald temmelig underholde, og selvom de rent kronologisk ligger langt fra bøgernes pulpede, historiske indhold, så rammer de i hvert fald lidt af den svulmende prosa, som serien bærer præg af.

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 3. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 3. bind

Men hvor gyselige forsiderne end måtte være, kunne jeg faktisk ikke ønske mig nogen andre, fordi de føjer et sidste bizart twist til en i forvejen temmelig fordrejet serie. Herligt.

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 4. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 4. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 5. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 5. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 6. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 6. bind

Paperback, Sphere Books 1986. Seriens 7. bind

Paperback, Sphere Books 1986. Seriens 7. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 8. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 8. og sidste bind

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

John Fowles, The Magus (1965): Fortryllende fatamorgana

Paperback, Panther Books 1977. Forsiden viser ganske passende maleriet "Marionetten" af Karl Korab

Paperback, Panther Books 1977. Forsiden viser ganske passende maleriet “Marionetten” af Karl Korab

John Fowles debuterede stærkt med sin fantastiske, skæve thriller The Collector, men hans anden roman overgår den roste debutroman i dybde, intensitet og kompleksitet. The Magus, som den anden roman hedder, er da også på alle måder en bemærkelsesværdig bog. Ikke alene er den lang og udflydende, den er også indviklet og genstridig. Samtidig er den skræmmende, nervepirrende, varm og intens. Den er sær og fyldt med musik, mystik, magi og atmosfære.

Bogen sluger sin læser med hud og hår; den trækker os ind i et bizart univers, hvor sandhed og løgn smelter sammen til et besynderligt kaos. Ikke desto mindre ved læseren instinktivt også, at der vil stå en eller anden form for erkendelse tilbage, når den sidste side i murstensromanen er læst, og derfor bevæger man sig frygtløst længere og længere ind i Fowles’ labyrint.

Paperback, Panther Books 1977

Paperback, Panther Books 1977

Alt begynder, da den unge litterat Nicholas Urfe hovedkulds forlader England for at tage et job som underviser på en engelsk kostskole på den fiktive ø Phraxos. Han tager mest af alt jobbet for at komme væk fra sit forhold til kæresten Alison, sin fortid i Oxford og den stigende bevidsthed om, at han aldrig vil lykkes som digter. Flugten til Phraxos fungerer i en rum tid, men snart sniger kedsomheden sig ind. Urfe er måske nok undsluppet kvinderne og studiekammeraterne, men han kan ikke slippe for sig selv, og depressionen indhenter ham derfor hurtigt. Det gør den endda med så megen kraft, at han beslutter at tage livet af sig selv. Selvmordsforsøget går imidlertid ikke som planlagt, men nærdødsoplevelsen bliver en ny start for den unge mand, der kort efter får meget andet at tænke på.

Nicholas møder nemlig pludselig den excentriske rigmand Maurice Conchis, der inviterer Nicholas ind i sin intellektuelle verden af kunst, musik og idéer. En form for tøvende venskab opstår, men snart står det også klart for Nicholas, at Conchis ikke er ude efter en samtalepartner. Snarere har rigmanden inviteret Nicholas ind i en form for spil eller leg, der begynder uskyldigt, men snart vokser sig større og større i indhold og konsekvenser. ”The Godgame”, Gudelegen, kalder Conchis sit spil, og han sidder selv som troldmanden i midten af det hele og styrer alt med tilsyneladende okkulte indsigter som redskab.

John Robert Fowles (31. marts 1926 – 5. november 2005)

John Robert Fowles (31. marts 1926 – 5. november 2005)

I begyndelsen er alt sådan set ganske uskyldigt. Under en middag hos Conchis bliver Nicholas introduceret til den unge, smukke Lily. Han har kort forinden fået at vide af sin vært, at hun er syg og lider af vrangforestillinger. Han skal derfor ikke hæfte sig for meget ved det, hun siger, og bare lege med på Lilys fantasier. Det gør han, men Nicolas kommer hurtigt i tvivl – er Lilys historie mon sand, og lyver Conchis? Situationen bliver mere kompliceret, da Nicholas konkluderer, at Conchis systematisk lyver for ham, og hver gang han afsløres i en løgn, går Conchis til bekendelse, men erstatter den gamle løgn med en ny. Jo mere Conchis lyver, jo mere bliver Nicholas tiltrukket af mandens mystiske verden, og det bliver til sidst en besættelse for Nicholas at finde frem til den egentlige sandhed bag Conchis og den æteriske Lily.

Det, der starter som nogle små løgne, antager hurtigt et metafysisk skær, og Nicholas bliver gradvist vidne til forstyrrende optrin, der på alle måder synes overnaturlige. John Folwes har selv peget på Henry James’ The Turn of the Screw som en af de tidlige inspirationskilder til romanen, og det kan mærkes. For historien udspiler sig i samme ambivalente, uforklarlige halvlys. Halvt mellem drøm og virkelighed forføres Nicholas til at gå dybere og dybere ind i den magiske historie. Først fordi han er vred og ønsker en forklaring på den behandling, han får, men langsomt går det op for ham, at han er blevet fysisk og mentalt afhængig af Maurice Conchis’ mysterium, og ikke mindst forelsker Nicholas sig i Lily, der løbende skifter identitet og tilmed har en tvillingesøster.

Hardcover, Little, Brown and Company 1965. Romanens 1. udgave

Hardcover, Little, Brown and Company 1965. Romanens 1. udgave

Fowles føjer lag på lag til fortællingen, der udbygges med flere historier i historien. Det hele danner et tæt, stemningsmættet stykke litteratur, der ikke overraskende talte meget direkte til unge læsere i 1960’erne. Der er således en mening med alle de absurde optrin, som Nicholas bliver vidne til. Conchis okkulte leg har til hensigt at demonstrere, hvad det vil sige at være menneske. Godt og ondt præsenteres for Nicholas i løbet af ”gudelegen”, og selvom Nicholas først alt, alt for sent forstår budskabet, virker labyrinten som en renselsesproces.

Nicholas smider stykke for stykke sit gamle, påtagede Oxford-jeg og står til sidst som et nyt menneske, der ikke længere er tynget af forstokket moral og patriarkalsk tankegang. Med vid og indfølt omtanke lærer Nicholas bogens læsere to store doktriner – det Crowleyanske ”Gør hvad du vil” og et næstekærlighedsbud om, aldrig at påføre nogen unødig smerte. Frihed og ansvar, ondskab og lyst, liv og åbenhed er kernebegreber, der bliver anskueliggjort for vores hovedperson gennem intrikate tableauer, der trækker flittigt på antik mytologi og ikke mindst Shakespeares stærkt moralske forfatterskab.   

paperback-pan-books-1966

Med et ben i okkulte sværmerier og et andet plantet i eksistentialismen bliver bogens kærlighedsbudskab et råb om en ny verdensorden fri for hykleri. The Magus er dermed meget ungdommelig, men den bliver også smuk, fordi den er et rigt og betagende argument, der i lige så høj grad appellerer til intellektet som til sanserne. Og det sanselige spiller en helt afgørende rolle i bogen, for netop seksualitet og sanselighed bliver italesat som den mest basale erfaring for mennesket. Al samvær vokser ud fra dette og knytter mennesker sammen, hvilket må siges at være i fuldstændig samklang med tidsånden på bogens udgivelsestidspunkt. 

The Magus blev en kæmpemæssig bestseller, og dens sprudlende form kom til at inspirere talrige værker. Det er eksempelvis ikke svært at se indflydelsen på forfattere som Umberto Eco og Arturo Pérez-Reverte i teksten. Romanen er derfor et helt afgørende nedslag i 60’erens fiktion, fordi troldmanden i den grad betog verden med hans drømmesyn og komplicerede, sataniske løgne.

Paperback, Dell 1967

Paperback, Dell 1967

Jeg læste bogen i gymnasiet og var helt og aldeles opslugt af den. Da jeg genlæste den nu, var det næsten med en følelse af ærefrygt og en stille angst for, at magien ville være borte. Det var den ikke. Troldmandens besværgelser indfangede mig næsten øjeblikkelig, og jeg kan kun misunde alle dem, der endnu aldrig har rejst med Nicholas til Phraxos, for der ligger noget stort og klogt i vente.         

Paperback, Pan Books 1969

Paperback, Pan Books 1969

Paperback, Dell 1978

Paperback, Dell 1978

Paperback, Dell 1985

Paperback, Dell 1985

Paperback, Picador 1988

Paperback, Picador 1988

Paperback, Vintage Books 1997

Paperback, Vintage Books 1997

 

Paperback, Black Bay Press 2001

Paperback, Black Bay Press 2001

E-bog, Vintage Books 2010

E-bog, Vintage Books 2010

 

1 kommentar

Filed under Roman

Festlige forsider – The Black Magic Omnibus

Hardcover, Robson 1976

Hardcover, Robson 1976

Det er jo svært at stå for forsider som disse. Forlaget Robson lagde ellers ganske anstændigt ud med et sobert diabolsk omslag til Peter Hainings fine samling af klassiske historier om okkultisme og satandyrkelse fra 1976. Futura satte imidlertid trumf på, da de splittede antologien op i to bind og udsendte dem som paperbacks året efter. Her forstår køberen med det samme, at der er tale om okkult horror. Som sagt, den slags er slet ikke til at stå for; i hvert fald ikke hvis man samler på bøger af den type. Og det gør jeg (desværre vil min kone sikkert sige), så nu fylder de op på hylderne mellem alle de andre bind. Samlermani er en grum ting!

Paperback, Futura 1977

Paperback, Futura 1977

Paperback, Futura 1977

Paperback, Futura 1977

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

Stephen M. Irwin, The Darkening (2009): Tidens gys i en nøddeskal

Paperback, Sphere Books 2009

Paperback, Sphere Books 2009

Det kan være vanskeligt at indkredse, hvad der karakteriserer den skrækfiktion, som er udkommet i de senere år. Ikke desto mindre synes én fællesnævner at være en tilbagevenden mod mere traditionelle gysertematikker efter nogle eksperimenterende år i 90’erne. Det er næsten som om, den traditionelle gyser havde brug for en skønhedssøvn, efter Stephen King et al. havde hevet genren op på toppen af bestsellerlisterne. Et bjerg, som næppe mange nogensinde havde forestillet sig, at gyserforfattere skulle kunne bestige regelmæssigt. Det skete imidlertid, men ikke uden et vist tab af fokus på det uhyggelige. Hverdagen og livet, på godt og ondt, indtog en central plads i skrækfiktionen og gjorde den genkendelig, men balancegangen mellem det prosaiske og skrækindjagende er vanskelig, og alt for ofte forsvandt gyset i dagligdagsdrama uden ret meget af det, som vi skræk-junkier jagter.

I 90’erne begyndte horror ret hurtigt at trække sig tilbage fra det brede læsende publikum, og selv om genrens mastodonter fortsat udsendte romaner i en lind strøm, havde de ikke længere samme gennemslagskraft. Under alt dette boblede en underskov af nye navne frem, der fra slutningen af 90’erne, rent tematisk, søgte tilbage mod 70’erne og de tidlige 80’ere i stil og indhold. Ikke forstået sådan, at dette nye hold var konservativt i sprog eller fortællemåde, men snarere at bøgerne blev kortere og mere pågående; knap så meget hverdagsdrama, mere blod, skrig, monstre og ubehageligheder. Den gemytlighed, der eksempelvis havde sneget sig ind i navne som Kings og Barkers fiktion, forsvandt for i stedet at give plads for en råhed, som afgjort har været forfriskende for genrens videre vej ind i 00’erne.

Paperback, Sphere Books 2009

Paperback, Sphere Books 2009

Det var en lang indledning, men alt sammen noget der kan tjene som introduktion til Stephen Irwins debutroman fra 2009. Det er nemlig på alle måder et tidstypisk værk, der på sæt og vis favner de bedste kvaliteter i tidens genrelitteratur, men som trods det ikke nødvendigvis er en gennemført fremragende bog. Det vender jeg tilbage til.

The Darkening, som bogen hedder, åbner i London, hvor Nicolas Close lever sammen med sin kone. De er nygifte, og livet tegner lyst, men desværre rammes de af en dobbelt ulykke. Nicholas kører galt på sin motorcykel, mens konen samtidig falder ned fra en trappestige hjemme i deres lejlighed og dør. En trist affære. Nicholas’ trafikuheld får den besynderlige konsekvens, at han pludselig begynder at se spøgelser. Spøgelser, der hjemsøger de steder, hvor de tragisk omkom – Nicholas’ kone ingen undtagelse. Spørgsmålet er naturligvis, om det faktisk er spøgelser, han ser eller om det måske er noget, han bilder sig ind.

Stephen Mark Irwin (født 1966)

Stephen Mark Irwin (født 1966)

Det korte af det lange er, at Nicholas sælger alt i London og rejser hjem til den lille by i New Zealand, hvor han er født og opvokset. Hans hjemvenden er ikke ubetinget nogen rar ting, fordi den river op i gamle affærer. Mest ubehageligt er det, at Nicholas største barndomstraume pludselig kommer op til overfladen igen. Hans bedste ven blev myrdet under mystiske omstændigheder i skoven bag byen, og nu forsvinder der igen børn i byen. Politiet synes umiddelbart, at det er pudsigt, at børn begynder at forsvinde netop som Nicholas vender hjem, og læseren spørger sig naturligvis også, hvordan det hele hænger sammen.

Som romanen udvikler sig, kommer den psykisk ustabile Nicholas gradvist til at stå ansigt til ansigt med en ældgammel ondskab, der længe har luret ude i skoven, hvor mange generationer af børn har måttet lade livet som mad for bæstet. Nicholas får hjælp fra byens præst, sin søster og en lille pige, der næsten blev væsnets offer, men da det kommer til stykket, må han drage alene ud på et hævntogt for at dræbe monstret.

Hardcover,  Doubleday 2009. Romanens 1. udg. med den titel, som den fik i Australien

Hardcover, Doubleday 2009. Romanens 1. udg. med den titel, som den fik i Australien

Stephen Irwin var egentlig kendt som en ganske succesfuld novelleforfatter, før han kastede sig over The Darkening, og det kan mærkes i teksten. Kapitlerne har en dvælende, meditativ karakter, som fokuserer mere på nuet end den egentlige handlingsfremdrift. Vejret og lyset bliver beskrevet i detaljer, og det gør Irwin rigtig stærkt. Der er noget nærværende, nærmest taktilt, over hans miljøbeskrivelser, som tydeligvis kommer ud af en forfatter, der er vant til at fokusere på specifikke små forløb, nærmere end lange fortællinger over mange sider. Det giver bogen en særlig sprogøkonomi, som er rig på metaforer og ord med betydningsmæssig tyngde.

Det er ikke ret tit, at jeg egentlig bliver påvirket eller ligefrem skræmt af skræklitteratur, men det sker nu og da, og Irwin er en af dem, der fik mig. Bogens onde dame har en lille hvid hund, og Irwin har en mesterlig beskrivelse af, hvordan hovedpersonen Nicholas en aften ser ud af vinduet og opdager hunden sidde ude på gaden og betragte hans hus. Der er noget uendelig banalt over scenen, som blandes med implikationer om overnaturlig intelligens i dyret. Det virkede af en eller anden grund stærkt foruroligende på mig. Sjovt hvad der engang imellem rammer en.

Paperback, Anchor Books 2012

Paperback, Anchor Books 2012

Stilistisk bevæger The Darkening sig ind på Peter Straubs territorium af hjemsøgte barndomslande befolket af undertrykte traumer og væsner, der vender tilbage for at kræve sin pant. Sprogligt kommer de to også tæt på hinanden, hvilket alt sammen gør, at Irwins debutroman virker bekendt – både i udførelse og indhold. Det er på ingen måde et problem, men jeg må blot konstatere, at Irwin har et stærkere sprog i bogen end den historie, han fortæller.

The Darkening plages nemlig af en gradvist mere banal handling og en del unødvendigt fyld, som eksempelvis det faktum, at Nicholas kan se spøgelser – noget der stort set ikke bruges til andet end at kunne beskrive ubehageligt udseende gengangere i ny og næ. Som Nicholas får trevlet bogens mange tråde ud, står det klart, at han med våben i hånden kan nedkæmpe sin fjende. Alt bliver pludselig meget konkret og filmisk, hvorved bogens dystre, lyriske atmosfære forsvinder ud i ingenting. At handlingen tilmed drives frem i pludselige stød, gør heller ikke bogen mere harmonisk.

Paperback, Hachette  Books 2012. Irwins forsøg i ud i krimigenren - hvor der også optræde overnaturlige elementer

Paperback, Hachette Books 2012. Irwins forsøg i ud i krimigenren – hvor der også optræde overnaturlige elementer

Trods sine åbenlyse fejlgreb er The Darkening en flot bog, som er spændende at trække frem, fordi den så at sige repræsenterer en tematisk normaltype for skrækfiktion i dag. Den ligner i forbløffende grad en lang række andre fortællinger, også ting vi kender herhjemme fra (Teddy Vorks Ex eksempelvis). Irwins sprog er hans særkende, men bogen som helhed er et fortrinligt billede på den alvorlige skræklitteratur, der skrives lige nu. En nyttig iagttagelse, synes jeg, for den der interesserer sig for genrehistorien og skrækfiktionens udvikling.

Skriv en kommentar

Filed under Roman