Tag Archives: Oldtidens Egypten

Anne Rice, The Mummy, or Ramses the Damned (1989): En saftig mumie i den lumre ørkennat

Paperback, Penguin Books 1990

Med tobinds-romanen The Vampire Lestat (1985)/Queen of the Damned (1988) indtog Anne Rice pludselig pladsen blandt genrefiktionens absolut bedst sælgende forfattere. På grund af bøgernes vampyrtematik blev de regnet ind i skrækgenren, hvilket i virkeligheden er ganske misvisende. Der sker i hvert fald et tydeligt skred i Rices forfatterskab mellem den første vampyrroman Interview with the Vampire (1976) og så Queen of the Damned. Et skred, der forlader den eksistentielle angst og gru, som Interview kredser om, og i stedet går i retning af et plotdrevent, eskapistisk pulpeventyr, som forsøger at fortrylle sin læser med eksotisk erotik såvel som kulturel og materiel rigdom. Rice begyndte med andre ord at skrive en form for gotisk fantasy, og den tendens fortsatte hun ind i The Mummy fra ’89.

Det er tydeligt, at Rice, der var på toppen af sin popularitet i ’88, havde brug for en ny vej, hvor hun kunne sadle om men alligevel fortsætte sine overdådige eventyr. Vampyrerne havde udspillet deres rolle som interessante figurer efter Queen of the Damned, men Rice ønskede samtidig at forfølge det stilistiske spor, som hun havde fundet med sine seneste to romaner. Præcis som hun havde genopfundet vampyrfiguren, greb hun derfor tilbage i skrækkens idékatalog og hev mumien frem som sin nye, primære aktør.

Paperback, Penguin books 1990

Rice lod naturligvis mumien undergå en forvandling; fjernede bandagerne og bragte saft og kraft til den udødelige skabning. Den kom derved til at stå ikke bare som den diametrale modsætning til monstergysets støvede, langsomme levende døde, men også som en absolut modsætning til hendes vampyrer. Mumien hos Rice blev en skabning med enorm appetit på livet, der næres af sollys og – hvilket er ganske vigtigt – er et særdeles potent og lystfyldt, erotisk væsen, der gerne vil inddrages i menneskenes liv og kultur. Rice gør dermed mumien til noget ganske andet, end det vi normalt forbinder med mumier i genrefiktionen, og man kan måske endda hævde, at hun fører sin mumie så langt bort fra udgangspunktet, at det reelt slet ikke er det samme ”genrevæsen” længere. Men det er en anden snak.

I sin roman valgte Rice at gøre to af Egyptens bedst kendte historiske skikkelser til sine væsentligste karakterer. Hovedpersonen, mumien om man vil, er Ramses d. II, som fødtes omkring år 1300 f.kr., den anden er bærende karakter er den sagnomspundne Kleopatra (født 69 f.kr.). Disse to skikkelser, adskilt af århundreder, bringer Rice sammen takket være den idé, at Ramses blev gjort udødelig gennem en hemmelig eliksir. Han fungerede således som rådgiver for faraoner i de følgende århundreder og forelskede sig til sidst i Kleopatra, men denne legendariske skønhed blev også hans fald. Deres affære gik skævt, Kleopatra forelskede sig i Markus Antonius, og Ramses lagde sig til hvile i sin krypt. Her har Ramses ligget i slummer frem til det punkt, hvor sollyset rammer ham igen, da engelske arkæologer åbner hans gravkammer.

Anne Rice (4. Oktober 4, 1941) fotografer i 1992

Jeg skal ikke kede jer med mere handlingsreferat, men forholdet mellem Ramses og Kleopatra er vigtigt at forstå, når man vil forstå, hvad Rice udfolder i sin roman. The Mummy er nemlig ikke nogen skrækfortælling. Det er en eventyrhistorie og en erotisk kærlighedshistorie om forelskelse, lyst og udødelige følelser. Rice skriver selv i bogens begyndelse, at hun takker H. Rider Haggard for inspiration hentet i romanen She, hvilket må siges at være en helt afgørende inspirationskilde. Faktisk kan man slet ikke tænke The Mummy uden at se den som et ekko af She.

I The Mummy introducerer Rice således et lille ensemble af engelske aristokrater, der alle på en eller anden måde er viklet ind i hinandens liv, og alle har relationer til gentleman-arkæologen Lawrence Stratford, der ved bogens åbning finder den sovende Ramses. Med kryptens åbning bliver der også åbnet for et eventyr, der svælger i lige dele engelsk kolonial luksus og orientalistisk begejstring for det eksotiske Egypten.

Hardcover, Chatto & Windus 1989. Romanens første udgave

Med det store persongalleri har Rice rig mulighed for at udspille intriger, kærlighedsforhold og forskellige menneskelige karaktertræk. Kernen i alt dette er den enigmatiske Ramses, der har den kvalitet, at alle som tilbringer tid sammen med ham, på en eller anden måde forelsker sig i ham. Hans tiltrækning er enorm og det uanset køn. Men den hemmelige eliksir, der har givet Ramses denne tiltrækningskraft, er mindst lige så interessant. Spørgsmålet, som Rice rejser i bogen, er da også, hvordan man selv ville forholde sig, hvis udødelighed og skønhed lå inden for rækkevidde? Hvor langt ville vi gå for at opnå den? Ville vi dræbe for det? Ville vi sige ja til udødelighed, hvis vi vidste, hvilken pris vi skulle betale for den i form af tab af venner og familie? Persongalleriet i The Mummy handler alle forskelligt, og vi får dermed en hel buket af holdninger serveret, ledsaget af en tydeligt moralsk løftet pegefinger fra Rice.

Kærlighedsforholdet mellem Ramses og Kleopatra er naturligvis et vigtigt spor i fortællingen, men de tjener også som fundamentalt forskellige reaktioner på udødeligheden. Hvor Ramses er lys, imødekommende og nysgerrig, er Kleopatra dyster, egoistisk og ond. Ramses vil opleve og mærke verden, Kleopatra vil beherske og kontrollere den. Det er da også imellem disse to yderpunkter, at romanens persongalleri fordeler sig i to lejre, som langsomt hen imod slutningen kan tørne sammen i Kairo i en afgørende konfrontation.

Paperback, Ballantine Books 1989

Denne grundlæggende dikotomi genkender vi i øvrigt som et strukturelt lån fra Interview, hvor forholdet mellem Louis og Lestat udtrykker samme form for udspaltning. I The Mummy er alt det subtile fra før nævnte bog imidlertid fejet af bordet til fordel for en langt mere håndfast fremstilling af Ramses som den gode, men fejlbarlige, og Kleopatra som den gennemført onde. Den eneste hage i dette er, at det er Ramses selv, der har gjort Kleopatra udødelig og til det monster, hun er, men det tjener naturligvis først og fremmest til at styrke bogens advarende tone.

The Mummy er rendyrket romantisk fantasy og ramasjang. Enhver ansats til dybsindighed er, som kraftigt antydet, for længst forduftet fra Rices forfatterskab, der på dette tidspunkt efterhånden udelukkende opererer med overfladiske arketyper og klichéer. Bogen har afgjort tempo og underholdningskraft, fordi Rice sprogligt formår at løfte sin overnaturlige ørkenromance til noget, der er en smule mere end ren banalitet. Men også kun en smule, for med The Mummy er det klart, at Rice er blevet en forfatter, som først og fremmest skriver det, som læserne forventer fra hendes hånd. Det er da også evident, at bogen om Ramses kom til at danne idémæssigt udgangspunkt for Rice, da hun genoptog sine langt mere populære vampyrbøger med The Tale of the Body Thief (1992), der har samme stemning af hurtigt pulpeventyr som The Mummy.

Paperback, Ballantine Books 1991

Historien om den udødelige Ramses er imidlertid også en vej tilbage til de romaner, der var Rices egentlige udgangspunkt, nemlig erotiske romancer. The Mummy er dermed fyldt med hele den gotiske romances floromvundne og lyrisk absurde sprogbrug, der æstetiserer samlejet til en blomsterduftende eksplosion af candyfloss og poesi. Som da Ramses i bogen penetrerer Julie Stratford med hendes invitation: ’Batter down the door,’ she whispered. ’The virgin door. Open it, I am yours for ever.’ He went through the seal (s. 255).

Den slags patetisk melodrama er ulidelig læsning og noget, der bør punktere enhver illusion om Rice som stor lyriker.

Paperback, Ballantine Books 1991

Skal man være pæn ved The Mummy, kan man sige, at den sammen med Rices øvrige romaner har gjort sit til at flytte en udtalt queer-dimension ind i bestsellerlitteraturen. Biseksualiteten, der optræder i vampyrromanerne, bliver således langt mere fremtrædende i bogen om Ramses, men altid kun som noget omtalt; den egentlige sex henlægger Rice til mødet mellem mand og kvinde. Nogen provokatør er hun dermed bestemt ikke, og The Mummy står da også tilbage som letlæst genreroman, der med en vis bitterhed minder os om det, Rice var i ’76.

Den entreprenante Anne Rice sluttede i øvrigt bogen med en såkaldt cliffhanger (”The Adventures of Ramses the Damned shall continue’’), men fortsættelsen til The Mummy skulle først udkomme i 2017. Det er en ganske lang ventetid, men Rice opdagede efter førnævnte Tale of the Body Thief, at der trods alt stadig var liv/salg i vampyrerne, og samtidig oplevede hun en overvældende succes med sin serie om Mayfair-heksene, hvilket åbenbart gjorde Ramses til en mindre attraktiv figur at arbejde videre med. Det kan man jo kun give Rice ret i.

Paperback, Ballantine Books 1994

Paperback, Arrow Books 2004

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Så begynder ørkenvandringen igen

Paperback, Corinth Suspense Novel 1966

Paperback, Corinth Suspense Novel 1966

Sommerferien overstået, og jeg er tilbage ved tasterne. For at fejre sommer og varme skal vi i dette første indlæg efter ferien et smut til Egypten. Vi har været der før, da jeg skrev lidt om mumier, men denne gang er det mere landets stemning og historie som sådan, der er i centrum. Jeg skal da heller ikke gentage mig selv alt for meget og derfor blot konstatere, at Egypten, og navnlig oldtidens Egypten set gennem nutiden, er en af pulpens faste jagtmarker.

Bedtime Stories marts 1934

Bedtime Stories marts 1934

I genrefiktionens univers synes tid og rum at mødes i det mystiske Nilland, hvor fortiden aldrig helt er svundet bort, men i stedet vedbliver med at klinge i nutiden med fascinerende og ofte farefuld kraft. Ørkensandet bliver en form for sirene, der synger om eventyr og gemt mystik, mærkværdige guder, dystre hemmeligheder og stor kærlighed.

Weird Tales, maj-juli 1924

Weird Tales, maj-juli 1924

Egypten er både en fysisk ramme for fortællingerne – altså et konkret sted, hvor handlingen kan udspille sig – og Egypten er ren atmosfære, som rækker ud over selve stedet. Det, synes jeg, er spændende, for der findes ikke mange andre steder, der har haft samme stemningsmæssige tiltrækningskraft i fiktionens verden. Stemningen går på tværs af genrer og litterære bølger, den går på tværs af landegrænser og årtier, fordi vi alle åbenbart vedbliver med at være optaget af det tidløse Egypten, der har så uendelig lidt med det faktiske land at gøre.

Fate, september 1954

Fate, september 1954

Lennon sang ”Strawberry Fields forever” om sit barndomsland, som altid er i status quo. ”Nothing is real and nothing to get hung about, fortsætter han, fordi barndommens land altid klinger lige stærkt og lige uforanderligt i drømmene. Med Egypten er det på samme måde – magien forsvinder aldrig, fordi der kun er tale om flygtige stemninger, der aldrig helt kan tappes for saft og kraft uanset hvor mange gange de gentages og opfattes klichéer.

Uncanny Tales, juli 1941

Uncanny Tales, juli 1941

Jeg skal da heller ikke sige mig fri for at være fascineret af ørkensandets sang, og måske du også kan fange den eksotiske duft i indlægget her.

Velkommen tilbage!

Grusel-Schocker nr. 66, 1977

Grusel-Schocker nr. 66, 1977

The Spider, oktober 1936

The Spider, oktober 1936

Hardcover, HarperCollins 2011

Hardcover, HarperCollins 2011

The Spider, december 1936

The Spider, december 1936

Hardcover, Macaulay Company 1922

Hardcover, Macaulay Company 1922

Star, februar 1931

Star, februar 1931

Hardcover, Regency Press 1956

Hardcover, Regency Press 1956

Silber Grusel-Krimi Nr. 91, 1982

Silber Grusel-Krimi Nr. 91, 1982

Magazine of Fantasy and Science Fiction, juni 1971

Magazine of Fantasy and Science Fiction, juni 1971

Paperback, Virgin Books 2002

Paperback, Virgin Books 2002

Paperback, Ace Books 1929

Paperback, Ace Books 1941

Paperback, Tit-Bits Science Fiction Library 1954

Paperback, Tit-Bits Science Fiction Library 1954

Paperback, Berkley 1996

Paperback, Berkley 1996

Paperback, Sphere Books 1977

Paperback, Sphere Books 1977

Weird Tales, november 1938

Weird Tales, november 1938

Paperback, Dell 1950

Paperback, Dell 1950

Paperback, Pocket Books 1945

Paperback, Pocket Books 1945

Paperback, Ellora's Cave Publishing 2002

Paperback, Ellora’s Cave Publishing 2002

Paperback, NRA 1932

Paperback, NRA 1932

Paperback, Horwitz 1962

Paperback, Horwitz 1962

Paperback, Mythos Books 2002

Paperback, Mythos Books 2002

Paperback, Horwitz 1963

Paperback, Horwitz 1963

Paperback, Leisure Books 1988

Paperback, Leisure Books 1988

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Leisure Books 1988 (2)

Paperback, Leisure Books 1988

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Mumien – et langtidsholdbart motiv

Detective Short Stories, januar 1942

Eksotisme og orientalisme er en væsentlig del af pulpens kød og blod – og det uanset om vi taler om Conans vandringer gennem det fortidige Hyboria, rejser til fjerne planeter eller ørkeneventyr blandt blodtørstige beduiner. Det i sig selv er stof til en lang række forskellige indlæg, og her skal vi kun snuse lidt til én side af sagen – nemlig fascinationen af oldtidens Egypten. Og navnlig mumien, der om noget er sindbilledet på faraonernes land.

Weird Tales, april 1930

Weird Tales, april 1930

Indien spillede naturligvis en væsentlig rolle i den britiske kulørte fiktion som hjemsted for mystiske skikke og sære hemmeligheder, og H. Rider Haggards ekstremt populære værker gjorde meget for at skabe indtrykket af Afrika som eventyrernes land. Tusind og én nat rumsterede naturligvis også et eller andet sted bag pulpen som inspirationskilde for det fremmedartede. Alt det blev imidlertid overtrumfet, da Egypten pludselig blev en modedille af kaliber.

Daemonenkiller, nr. 54 1977

Daemonenkiller, nr. 54 1977

Fascinationen af oldtidens Egypten i bredere kredse var allerede begyndt i 1880’erne og filtrerede sig gradvist ind i kunstarterne og videnskaben som et varmt tema. Det var imidlertid først, da Howard Carter og Lord Carnarvon i 1922 opdagede Tut Ankh Amons grav i Kongernes Dal, at emnet eksploderede. Pludselig var der mumier, ældgamle forbandelser og smukke præstinder over alt. Hieroglyffer kom bogstavelig talt på tapetet i de små hjem, og naturligvis samlede pulpforfatterne emnet op på begge sider af Atlanten.

Uncanny, juli 1941

Uncanny, juli 1941

Hele den ikonografi, der knytter sig til fremstillingen af det gamle Egypten, var allerede på plads før 1922, men med Carvers og Carnarvons opdagelse blev fortællingen om den grumme mumie, der hjemsøger gravrøverne for alvor formaliseret, og mumien kunne slutte sig til vampyren og varulven som del af grundstammen i monsterfiktionens stamtræ.

Dime Mystery Magazine, januar 1939

Dime Mystery Magazine, januar 1939

Selvom der afgjort har været forsøg på at modernisere mumie-fortællingen, er det aldrig lykkedes helt at skabe en ny, litterær mumie. Nogen vil måske mene, at Anne Rice kom tæt på, men alligevel ikke helt, for hendes The Mummy fra ’89 hænger fortsat i høj grad fast i de temetikker, der allerede var fremme omkring 1922. Men hvem ved, måske bliver mumierne og det gamle Egypten den næste litterære teen-sensation. Man ved aldrig.

Thrilling Detective, oktober 1937

Thrilling Detective, oktober 1937

Dime Mystery Magazine, januar 1948

Dime Mystery Magazine, januar 1948

Terror Tales, marts 1940

Terror Tales, marts 1940

Dime Mystery Magazine, juli 1939

Dime Mystery Magazine, juli 1939

Terror Tales, juli 1940

Terror Tales, juli 1940

Dime Mystery Magazine, maj 1937

Dime Mystery Magazine, maj 1937

Ten Detective Aces Magazine, maj 1935

Ten Detective Aces Magazine, maj 1935

Dime Mystery Magazine, september 1940

Dime Mystery Magazine, september 1940

Supernatural Stories, nr. 101 1961

Supernatural Stories, nr. 101 1961

Dr. Morton, nr. 37 1981

Dr. Morton, nr. 37 1981

Professor Zamorra, nr. 69 1981

Professor Zamorra, nr. 69 1981

Fantastic Adventures, februar 1957

Fantastic Adventures, februar 1957

Paperback, Wordsworth Classics 2004

Paperback, Wordsworth Classics 2004

Fantastic Adventures, november 1949

Fantastic Adventures, november 1949

Paperback, Tandem-Universal, 1978

Paperback, Tandem-Universal, 1978

Fantastic Science-Fiction, december 1956

Fantastic Science-Fiction, december 1956

Paperback, Penguin Books 1990

Paperback, Penguin Books 1990

Geisterjäger John Sinclair, nr. 104 1979

Geisterjäger John Sinclair, nr. 104 1979

Paperback, New English Library 1986

Paperback, New English Library 1986

Geister-Krimi, nr. 160 1979

Geister-Krimi, nr. 160 1979

Paperback, Leisure Books 1988

Paperback, Leisure Books 1988

Gruselroman, nr. 360 1980

Gruselroman, nr. 360 1980

Paperback, Berkley Books 1988

Paperback, Berkley Books 1988

Hardcover, Donald M. Grant 1986

Hardcover, Donald M. Grant 1986

Paperback, Bantam Books 1969

Paperback, Bantam Books 1969

Horor Stories, februar 1941

Horror Stories, februar 1941

Paperback, Ballatine 1990

Paperback, Ballatine 1990

Monstrula, nr. 18 1978

Monstrula, nr. 18 1978

Paperback, American Educational Publications 1971

Paperback, American Educational Publications 1971

New Detective, juli 1949

New Detective, juli 1949

 

3 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Anne Rice, Queen of the Damned (1988): … og sandheden skal gøre jer frie

Paperback, Futura 1990

Paperback, Futura 1990

The Vampire Lestat slutter med en ægte cliffhanger, og Anne Rices tredje vampyrroman begynder da også mere eller mindre der, hvor anden bog sluttede. De to romaner hænger med andre ord nøje sammen som første og anden del i én fortælling. Det tog Rice tre år at få afsluttet historien, og vampyrseriens begejstrede læsere måtte derfor væbne sig med tålmodighed, mens de ventede på at få opklaret, hvad der skete med Lestat. Den forventningens glæde oplevede jeg aldrig, fordi fjerde bog, The Tale of the Body Thief (1992), var den første, der udkom, efter jeg opdagede Rice. Men det er et sidespring.

Med sidste kapitel i The Vampire Lestat havde Rice vendt op og ned på sit vampyrunivers. Fra at være en primært metaforisk størrelse i den brillante Interview with the Vampire konkretiserede Rice sin mytologi, gav slip på de bagvedliggende poetiske tematikker og begyndte i stedet at skrive en romantisk, gotisk fortælling om de levende dødes eskapader. Rice malede med en bred pensel og hev læseren gennem mange tusinde års historie via fortællinger fortalt i fortællingen. Et kneb hun gang på gang vender tilbage til – Queen of the Damned er ingen undtagelse.

Paperback, Futura 1990. Min udgave af bogen har desværre haft et uheldigt møde med noget grøn maling.

Paperback, Futura 1990. Min udgave af bogen har desværre haft et uheldigt møde med noget grøn maling.

I tredje roman fortsætter Rice i samme spor. Det viser sig nemlig nu, at det lykkedes for Lestat at vække Akasha – en af de to første vampyrer – fra en tusindårig slummer. Konsekvenserne er alvorlige, for Akasha er ikke tilfreds med tingenes tilstand i det tyvende århundrede. Opfyldt af had til især mænd vil hun etablere et verdensomspændende matriarkat, hvor hun selv skal indtage pladsen som gudinde. En storslået plan, som stakkels Lestat ufrivilligt bliver indrulleret i. Det betyder blandt andet, at Akasha også indleder en udrensning blandt verdens vampyrer, hvilket vi allerede fik en forsmag på i forrige bog, hvor det stod klart, at vampyrernes dronning nok var ved at vågne.

Lestat er fortælleren i Queen of the Damned. Det oplyser han selv, nærmest som en eftertanke fra Rices side, og indskyder skyndsomt, at han også fortæller ting, han ikke selv oplevede, men først har hørt efterfølgende. Den lille prolog skyldes, at Rice fører en del af handlingen tilbage til dagene op til den store koncert, som afsluttede forrige bog. Hun bruger nu flere kapitler til at beskrive en hel stribe, meget forskellige vampyrers fatale møde med Akasha. Alt sammen for at forberede os på dannelsen af den lille modstandsgruppe, som til sidst tager kampen op mod vampyrdronningen og redder Lestat ud af hendes kløer.

Gothmother Anne Rice – døbt Howard Allen O'Brien (født den 4. oktober 1941)

Gothmother Anne Rice – døbt Howard Allen O’Brien (født den 4. oktober 1941)

I folkemunde har Queen of the Damned fået et dårligt navn og bliver ofte udpeget som det sted, hvor Rice for alvor sendte vampyrserien på afveje. Det er i virkeligheden et overraskende synspunkt, fordi de to bøger efter Interview hænger så uløseligt sammen og har altid været tænkt som sammenhængende. Tematisk, stemningsmæssigt og konceptuelt er de identiske. Hvad skyldes modstanden mod den tredje bog så? Godt spørgsmål, men jeg tror, at det drejer sig om to ting. For det første gør Rice brug af et bredspektret ensemble af vampyrer i bogen. Det snævre fokus på Lestat (og Louis) er dermed ikke til stede, og navnlig den af fans så højt elskede Lestat træder i baggrunden. Det kan meget let opleves som et savn, fordi den fortættede kammerstemning derved også forsvinder fra bogen.

For det andet er bogen en hel del mere handlingsorienteret. Hvor de første to romaner har en nærmest biografisk, for ikke at sige selvbiografisk karakter, koncentrerer den tredje bog sig om løsningen af det konkrete, nutidige problem med Akasha. Handlingen, selvom vi har vampyrer som hovedpersoner, ligner derfor langt mere en almindelig spændingsfortælling end de romantiske stykker historisk fiktion, vi ellers kender.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1988. Romanens 1. udg.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1988. Romanens 1. udg.

Det er sådan set ikke nogen ukendt side af Rices forfatterskab. Allerede i den midterste del af Interview, hvor opgøret i Paris skildres, viser Rice en smag for action og tempo. Og med Queen of the Damned kommer det til fuld udfoldelse, hvilket vel i virkeligheden kun er rimeligt, fordi hele optakten til historien jo lå i den tidligere bog.

Nu skal det her ikke være et forsvar for Queen of the Damned – min pointe er nærmere, at den er præcis lige så god eller dårlig som forgængeren, fordi de hænger sammen og er skrevet ud fra nøjagtigt samme konceptuelle skabelon. Men faktisk må jeg indrømme, at jeg stedvist foretrækker anden del frem for den første, fordi Rice får en smule mere spillerum her.

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, Ballantine Books 1993

I The Vampire Lestat maler Rice vampyrerne op i et moralsk hjørne og forsøger, med vold og magt, at nedtone deres dæmoniske side til et rent eksistentialistisk anliggende. Sådan er det ikke i fortsættelsen. Fordi vi møder så mange, og så mange forskellige vampyrer her, kan hun også tillade sig at skildre andet end de moralske, kultiverede rigmænd, der ellers har befolket bøgerne. Det er både underholdende og noget mere spændstigt end den stemning af repetition, som hang over The Vampire Lestat. Det er da også Rices tredje bog, der mere end og noget andet, peger ind i den vampyrlitteratur, som prægede 90’ernes første halvdel med navne som Poppy Brite og Nancy Collins.

Præcis som i de tidligere bøger krydser Rice hastigt århundrede, for ikke at sige årtusinder, i sin fiktion og fører ligeledes læseren med ud på en måneoplyst verdensomsejling. Det kræver sit at gennemføre sådanne vue over historien og etablere eksempelvis antikke eller middelalderlige miljøer med troværdighed. For Rice lykkedes det kun sjældent, fordi hendes periodeskildringer konsekvent træder i baggrunden for persongalleriet af vampyrer, der af en eller anden grund altid tænker og agerer som kultiverede, moderne, vestlige mennesker.

Paperback, Warner Books 1995

Paperback, Warner Books 1995

Men modsat de tidligere romaner kommer vi faktisk nærmere Rices historieforståelse i tredje bog. Hendes vampyrer kommenterer nemlig her direkte på tidens gang, og modsat det man måske kunne forvente, har de kun ros til den moderne verden. Rice hylder det vestlige samfund, dets kultur, kunst og religion med sin bog og udtrykker klart, at vejen frem mod 1980’erne er vejen frem mod en frigørelse af mennesket fra undertrykkelse og mental formørkelse. Alt det truer Akasha nu som en gotisk skygge fra de gamle dage. Rices historiebrug kan næppe kaldes andet en tvivlsom og naiv, men spændende er det endelig at få hendes egne ord for hendes historiefascination.

Da Queen of the Damned slutter, har Rice cementeret sit vampyrunivers med en skabelsesberetning, et syndefald og en forsoning. På kanten af udslettelse finder vampyrerne fred og verden ligger dermed åben for Lestat, Louis og alle de andre. Den vestlige kultur og frihed er reddet fra fortidens undertrykkelse og alt kan begynde på en frisk. Rice satte sine karakterer fri med den tredje bog. Der var ikke længere nogen omklamrende fortid, der holdt dem fanget, ej heller nogen overhængende trussel fra fremtiden.

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 1997

Man kan dermed også sige, at det opgør med katolicismen, som Rice indledte i Interview, nu er fuldbragt. Fortidens spøgelser og myternes magt er brudt. Oprøreren Lestat har ikke alene betvunget Akasha (Kirken), han har også udfordret og overvundet det stokkonservative vampyrsamfund (menigheden) med dets rigide regler og systemer, baseret på ældgamle tanker, hvis ophav ingen længere kan huske. Feltet er nu vidt åbent, navnlig for Lestat, der mest af alt minder om en halvgud ved romanens udgang.

Spørgsmålet er så naturligvis, hvad man gør, når fortællingen er fortalt og hemmelighederne afsløret? Rice var i tvivl, hvilket tydeligt mærkes på de følgende romaner. Queen of the Damned er dermed også et kritisk punkt i vampyrforfatterskabet, fordi Rice i virkeligheden satte et kreativt punktum her, som hun ikke har formået efterfølgende at overskride med nogen form for overbevisning.

Paperback, Ballantine Books 2002

Paperback, Ballantine Books 2002

Paperback, Ballantine Books 2002

Paperback, Ballantine Books 2002

Paperback, Warner Books 2002

Paperback, Warner Books 2002

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman