Tag Archives: Omnium Gatherum

Ian Welke, The Whisperer in Dissonance (2014): Guderne rider på digitale signaler

Paperback, Omnium Gatherum 2014

Cthulhu mythos-genren er en tung mastodont, som stort set ikke har forandret sig siden begyndelsen af 70’erne. Perspektiver har ændret sig eller er blevet føjet til, som da John Langan i midten af 00’erne udgav en af de første noveller, som eksplicit tematiserer, hvordan verden ser ud, efter Cthulhu og alle de andre kosmiske titaner er vendt tilbage. Den idé har fået sit helt eget liv i dag, men trods den slags forskydninger er genren alligevel forblevet mere eller mindre den samme.

Individuelle stemmer, som eksempelvis Thomas Ligottti og Laird Barron, har således skabt ganske unikke og fascinerende tekster, uden dette dog har ændret den måde, som broderparten af den nye mythosfiktion tager sig ud på. Netop derfor er selve genren også i hovedtræk en dybt uinspireret ørkenvandring, som kun byder på meget få positive overraskelser.

Det betyder imidlertid også, at alle forsøg på nytænkning inden for rammerne af genren må applauderes, og en bog, der gør netop dette, er Ian Welkes debutroman The Whisperer in Dissonance fra 2014. Der er her tale om en kort, intens fortælling, som næsten fra første side demonstrerer, at den på en gang tager solidt afsæt i mythosgenren, men samtidig også at den absolut ikke vil gentage alle de gamle troper som mørnede bøger, støvede akademikere og tentakelmonstre. Welke fører mythos-universet ind i hverdagen og arbejdslivet, hvorved han bevæger sig ind på et spor, som William Browning Spencer allerede havde opdyrket godt og vel 20 år før Welke, men The Whisperer in Dissonance formår alligevel at gøre ”kontorgruen” til sin egen størrelse.

Paperback, Omnium Gatherum 2014

The Whisperer in Dissonance introducerer os til Annie, der lider af søvnløshed. Hun burde egentlig være blevet kunstner eller tegneserieskaber, men i stedet har hun fået et dødssygt computerjob, hvor hun tilbringer dagene begravet i trummerum langt inde i kontorlandskabets kreative ødemark. Alt er ved at stagnere for Annie, men så sker der pludselig noget sært.

Der bliver efterladt besynderlige beskeder på hendes telefon, og hun modtager e-mails med vedhæftede lydfiler, som kun rummer støj. Annie får også en e-mail fra en gammel ven fra universitetstiden, som hun ikke har hørt fra i årevis. Han advarer Annie, men hvorfor? Mystikken, den digitale terror og Annies søvnløshed bliver værre og værre, men tilsyneladende spreder fænomenerne sig også til andre.

Verden omkring Annie begynder at blive påvirket af disse støjsignaler, der bedst kan beskrives som en insektagtig summen, der muligvis gemmer antydninger af stemmer dybt begravet inde i lydbilledet. Virksomheden, som Annie arbejder for, bliver gradvist overtaget af denne summen, og de ansatte begynder at opføre sig som søvngængere. Tingene bliver mere dramatiske; folk forsvinder, og snart opløses Annies verden i ren kaos. Hun må flygte for sit liv og søge hjælp hos denne gamle ven, der advarede hende i begyndelsen af bogen.

Ian Welke

Det, der starter som en lettere deprimerende skildring af kontorlivets kedsommelighed, udvikler sig gradvist til et paranoidt mareridt, der afgjort smager af Philip K. Dick. Det samme gør selve romanens væsen, om man vil, for mens Welke på overfladen synes at kritisere den måde, som moderne virksomhedskultur kan kvæle gejsten i et menneske og dræne kreativiteten ud af sine ansatte ved at få dem til at udføre maskinelt arbejde parallelt til industriens samlebåndsarbejde, ligger der noget dybere under alt dette, som adresserer selve vores virkelighedsopfattelse.

Det afklares aldrig fuldstændig, hvem eller hvad, der udsender disse nedbrydende ditagel signaler, som begynder at angribe Annie og hendes omverden. Noget belejrer imidlertid hendes og alle andres liv. Noget, der konkret kan forstås som skabninger, der bor i informationsnetværket, eller metaforisk som kræfter, der forsøger at overtage Annies og vores liv, ved at ødelægge tankeaktivitet; stjæle vores søvn og evne til at tænke abstrakt.

Støjen, som Annie modtager, bliver nærmest et væsen i sig selv, der skrattende, summende og larmende vælter ind i hendes hjem og angriber hende, hvor hun er mest sårbar. Som handlingen skrider frem, opløses verden; den fragmenterer ud i støjen og bliver til en usammenhængende, flimrende mosaik af grynet larm. Men er det virkeligt eller er det bare noget, der sker inde i Annie selv?

Paperback, Omnium Gatherum 2019. Welkes tredje og nyeste roman

Welkes leg med læseren er på det punkt et velkendt, paranoidt greb, og noget, der egentlig først for alvor bliver interessant i mødet med Cthulhu-genren. For ved metaforisk at koble sig til denne genre og antyde ”the old ones” som en form for invasiv virus i vores måde at tænke og opleve verden på, får han i virkeligheden indfanget noget af den fundamentale gru, som genren generelt har så svært ved at udtrykke, men alligevel altid kredser om. Man kan sige, at Welke på indirekte vis skaber et bud på en ny måde at se mythos-skabningerne på, vel at mærke uden de nogensinde for alvor nævnes eller konkret præsenteres.

Med The Whisperer in Dissonance havde Ian Welke en klar vision, som er interessant og på flere måder et både relevant og tankevækkende bud på ny mythosfiktion. Skal man være lidt hård, må det dog nok også konstateres, at Welke sprogligt ikke er den mest ophidsende forfatter og, at hans hverdagsskildring måske bliver en anelse for karikeret. Troværdigheden er med andre ord ikke voldsomt stor i fortællingen, men alligevel er det værd at begive sig ind i Welkes verden af støj, fordi der er stof til eftertanke her, og billeder i teksten, som virker afgjort stærkt inspirerende.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman