Jack Ketchum, The Girl Next Door (1989): Intet mindre end modbydeligt…!

Paperback, Warner Books 1989. Romanens første udgave. Forsiden er malet af Lisa Falkenstern

Nå, tingene skred for mig på grund af et trist dødsfald i familien, men nu til sagen.

Det sker relativt sjældent, at jeg læser skrækfiktion, der direkte påvirker mig følelsesmæssigt, men Jack Ketchums The Girl Next Door gør indtryk. Det gjorde den første gang, jeg læste den for snart ret længe siden, og det gjorde den igen, da jeg læste den på ny. Når jeg skriver, ”gør indtryk”, mener jeg, at bogen efterlader sit klamme mærke på mig som læser, og den hænger ved som en ubuden gæst et godt stykke tid efter. Sådan burde det meste skrækfiktion ideelt set påvirke os, men det er jo langt fra tilfældet. Ketchums bog opnår dermed noget, som de færreste skrækromaner formår, men desuagtet er jeg faktisk lidt ambivalent i forhold til romanen og dens projekt, fordi jeg ikke er helt sikker på motiverne bag bogen.

Men lad os først lige få styr på handlingen, fordi det vil gøre det potentielt ganske problematiske ved fortællingen tydeligere. Handlingen udspiller sig i det evige, nostalgiske drømmeland, 1950’ernes USA udgør som referencepunkt i den amerikanske selvforståelse. Fortællingen er et tilbageblik, hvor vores fortæller David mindes en uhyrlig række begivenheder, der udspillede sig i løbet af en sommer på det tidspunkt, hvor han befandt sig i det tvetydige stade mellem barn og teenager.

Paperback, Warner Books 1989

To piger flytter til kvarteret, hvor David bor. De flytter ind hos fjerne slægtninge, fordi deres forældre er omkommet i en bilulykke. Familien, de rykker ind hos, er imidlertid ikke helt velfungerende. Moderen Ruth er alene med to drenge, der må karakteriseres som nogle rødder, og Ruth ser nok også lidt for dybt i flasken, hvilket der naturligvis bliver hvisket og tisket om i det lille provinsmiljø.

David møder den ældste af de to søstre, Meg, nede ved floden, der løber forbi deres by, og de to falder i snak. Det bliver kimen til en stille forelskelse i Meg, der er en smule ældre end ham. Scenen er dermed sat til en sommerromance, men hændelserne tager desværre en særdeles ubehagelig drejning. Der går nemlig ikke ret lang tid, før det hele går skævt mellem Meg og Ruth i huset. Hvor skævt det går, forstår vi først sent, fordi der går noget tid, inden David, der er vores øjne og ører, kommer hjem på besøg hos familien.

Dallas William Mayr alias Jack Ketchum (10. november 10 1946 – 24. januar 2018)

Meg er blevet genstand for alle Ruths frustrationer og vrede. Den unge, kønne, kloge teenagepige, der har livet foran sig, er blevet alt det, som Ruth hader ved sig selv, og da Meg tillader sig at protestere over den behandling, hun får af sine plejemor, bliver hun straffet; først mod stuearrest, så slag og derfra eskalerer volden i hjemmet til groteske dimensioner.

Volden mod Meg bliver et sort hul, der hurtigt sluger alt omkring dem og suger familien ned i kælderen, hvor teenagepigen holdes fanget. Det er ikke bare Ruth, der udøver volden. Hun får også sine to sønner med ind i det, og David, vores fortæller, går nølende fra samtykkende iagttager til tøvende deltager, det samme gør en vild teenagepige fra kvarteret, der ser sig mindst lige så vred på Meg, som Ruth er det. Det smerteligste for Meg er dog, at hendes lillesøster også bliver en af bødlerne, fordi hun ikke ønsker selv at gennemgå, hvad hendes storesøster udsættes for.

Hardcover, Overlook Connection Press 2002

Afstraffelserne, der begynder som vold, antager meget hurtigt en seksuel karakter, og til sidst slutter med at være enhver form for nedbrydende og ydmygende behandling, der går fra slag og spark, skamfering og voldtægt til spisning af egen afføring og andre ydmygelser. Ketchum præsenterer det hele med stor appetit, og det er hårrejsende læsning, fordi det bliver ved og ved og konstant bliver værre. Handlingen, der mere eller mindre udspiller sig nede i det lille kælderrum, bliver på den led et vanvittigt kammerspil om menneskelig ondskab og sårbarhed.

Det er mere end skrap kost, og det problematiske ved romanen er, at jeg flere gange under læsningen kommer i tvivl om, hvorfor Ketchum egentlig skriver det, han gør. Bogens portræt af den ødelagte kvinde og mor Ruth, der lader sine frustrationer gå ud over Meg, er hurtigt ganske tydeligt. Det samme er tematikken omkring børnenes, navnlig Davids, medløberi og spørgsmålet om skyld og ansvar, hvilket naturligvis igen især gør sig gældende for David, der som en liderlig voyeur er med til det hele uden at skride ind, og dermed bliver han en af voldsmændene, også selvom han ikke direkte deltager i størstedelen af overgrebene.

Paperback, Leisure Books 2005

Sagen er den, at Ketchum går meget længere end nødvendigt for at kommunikere alt dette, og der kommer dermed noget lystfuldt, sadistisk over teksten, der (næsten?) synes at invitere læseren til at værdsætte beskrivelserne som en seksuel, fetichistisk voldtægtsfantasi. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvornår noget er for meget, den grænse må man selv trække, men jeg bliver personlig bekymret i det øjeblik, jeg kommer i tvivl om, hvad der egentlig er bogens anliggende – er det at fortælle den triste historie om den misbrugte teenagepige, der bliver offer for en tragisk kvindeskæbne, eller er romanen et alibi for at udleve ekstremt destruktive sexfantasier?

Den slags er ikke let at afgøre, men man løber af og til på dem inden for skræk- og krimigenren; endda oftere end i de manierede, oftest småfjollede exploitation eller såkaldte ”torture porn”-film, der vel ellers er den oplagte parallel til Ketchums roman. For at tage et hjemligt eksempel oplevede jeg det sidst, da jeg læste Steen Langstrups novellesamling I Lygternes Skær, hvor der også er en sær entusiastisk begejstring i den gentagende skildring af ganske unge piger, der bliver voldtaget. Igen må man spørge sig hvilken agens, der ligger bag skildringerne. Æstetisk synes kvaliteten i hvert fald en smule tvivlsom hos Langstrup. Hos Ketchum reddes det hele dog af den overtydelige motivation, der så at sige holder hans ryg fri og giver ham et spillerum; et spillerum, Ketchum udnytter til fulde og i en sådan grad, at det, som sagt, fremstår som alibi.

Paperback, 47North 2015

Før jeg bliver udråbt til puritansk sippe, må jeg hellere gentage, at The Girl Next Door har noget dragende, netop fordi den bevæger sig så tæt på en grænse og måske også overskrider den. Bogen kommer i hvert fald ganske nær på at være noget, jeg ikke kan beskrive som andet end en entusiastisk skildring af ekstrem seksuel vold, og det kræver sit at læse det uden at blive påvirket, fordi Ketchum leverer det med en simpel, enstrenget kynisme, der ud over at være iblandet en dosis nostalgisk 50’er-romantik serveres råt for usødet. Hvis du med andre ord er på jagt efter en bog, der måske kan provokere og berøre dig, så kunne det jo være, at du skulle tage et smut ned i kælderen med Ketchum. Jeg håber dog, at du har lyst til at tage et langt bad efter læsningen!

 

 

John Farris, The Fury (1976): Kalkuleret og underholdende

Paperback, Popular Library 1977. Maleren bag omslagets herlige indre læg er desværre ikke oplyst

”Stick it to the man,” sagde man i visse kredse i 60’ernes USA. ”Før han stikker til dig,” kan man så tilføje. Det var skam alvorligt ment. I hælene på de hastigt fordampede skyer af kærlighed, der var drevet ind over USA i løbet af sommeren ’67, meldte lige dele kynisme og pessimistisk klarsyn sig. Altamont, Charles Manson, Vietnam, politiske attentater, Watergate og økonomisk lavkonjunktur. Det hele blev opfattet som en ophobning af dårlige varsler og alvorlige sygdomstegn. Oprøret gik i vasken, men hvem havde skylden? Meget kunne tyde på, at det var staten – Big Brother, The Man, der var skyld i problemerne. Staten, der burde være din ven, var måske i virkeligheden din værste fjende. ”I’m not a crook,” bjæffede magtens personifikation, der blev taget med hænderne i kagedåsen. Her blev forræderiet afsløret, men hvor meget andet gik ubemærket hen?

Der sneg sig en alvorlig tone af paranoia ind i 70’ernes amerikanske genrefiktion, og staten blev konspirationernes omdrejningspunkt. Den tanke blev udfoldet i en syndflod af bøger, der som oftest lagde sig i farvandet mellem krimi og thriller, men naturligvis måtte skrækgenren også tale med her. Det gjorde flere af tidens bedst kendte stemmer, men andre ramte også plet og indfangede tidsånden i romanform.

John Lee Farris (født 26. juli 1936)

En af dem var John Farris, der sendte sin The Fury på gaden i ’76. Romanen udspiller sig primært i 70’ernes yndlingsbillede på vestligt fordærv, syndens fremmeste hule, New York City, og persongalleriet er typisk stof for tiden. Vi kommer ind i en hjertevarm, velhavende og kunstnerisk familie, der måske ikke ligefrem ligner den gennemsnitlige amerikaners hjem, men familien er sympatisk, og læseren forstår straks, at de er anstændige mennesker på trods af deres særheder.

Hovedperson er den purunge teenagepige Gillian Bellaver, der har en hemmelighed. Hun har voldsomme paranormale evner – psykiske evner, der gør, at hun eksempelvis kan slå ihjel ved tankens kraft. Hun kan også mere end det, men alt dette er hun først ved at opdage nu. På den hårde måde, vel at mærke, for hun har slået sin bedste veninde ihjel på grusomste vis, uden at ville det, og snart ser hun sig indlagt og udsat for utallige eksperimenter.

Hardcover, Playboy Press 1976. Romanens 1. udgave

Et helt andet sted jager en forhutlet mand for at finde sin søn Robin. Han er sikker på, at regeringen har snuppet ham, fordi drengen vidste eller kunne for meget. Peter, som manden hedder, er ikke nogen hvem som helst. Han er en toptrænet specialist, en spion eller elitesoldat. En, der er vant til at håndtere delikate situationer for Systemet. Helt præcist er Peters fjende den enigmatiske sykofant Childermass, der som en anden svengali styrer en tophemmelig forsøgsenhed, der beskæftiger sig med det paranormale.

Childermass er også ude efter Peter, men da han ad omveje hører om stakkels Gillan, bliver hun også et mål for ham. Snart går den vilde jagt gennem New Yorks gader. Hemmelige agenter jager pigen og soldaten, der imod alle odds forsøger at finde ud af, hvor de sataniske regeringskræfter har skjult Peters søn. Desværre opdager vi også, at kampen måske allerede var tabt, før den begyndte, for Robins psykiske evner var større, end han kunne bære. De steg ham til hovedet og i stedet for en teenagedreng, søger den stakkels far nu efter en manisk morder, der tripper på sine ustyrlige, psykiske evner.

Paperback, Futura 1978

The Fury har det hele. Den har vold, sex, gys, kærlighed, patos og drama. Den er skrevet som et uredigeret filmmanuskript; et manus, hvor alle de lidt for besværlige scener ikke er blevet fjernet endnu. Bogen er et destillat af tidens takter og leverer sin orangebrune stemning til perfektion. Det er ikke så sært, at romanen blev en bestseller. Fuldt ud kalkuleret gennemspiller Farris programmet for os, og vi kender det hele på forhånd. Det eneste, vi behøver at gøre, er at læne os tilbage og lade hans handling flyde ind over os.

Det mest tankevækkende ved The Fury er uden tvivl den vrede, som titlen tematiserer. Vrede er en kernefølelse i bogen. Det er den følelse, som bevæger historiens persongalleri, og den følelse, der i sidste ende ødelægger alt. Vreden sluger dem alle. Vreden over at være født anderledes, vreden over at blive snydt af Systemet, vreden over at blive svigtet. Midt i al den genretypiske grød og bestsellerklichéer indfanger Farris her noget autentisk. Han griber en grundstemning af utryghed og frustration i sin samtid og spinder den sammen med et skrækeventyr, der aldrig fuldstændigt forlader realismens land. Det kunne faktisk ske, siger man til sig selv, og synker endnu en gang, når agenterne brutalt myrder uskyldige.

Paperback, Popular Library 1978

Romanen er godt håndværk, skrevet af en forfatter, der præcis vidste, hvilke stemninger og følelser han ville opnå hos læseren. Der er også noget kalkuleret over romanen, der med behændigt afsæt i scener, der er et ekko af Blattys ekstremt populære bestseller The Exorcist, luller læseren ind i et univers af paranormale fænomener og paranoia. Hvilket ligeledes var emner, der optog sindene i 70’erne, og Kings Carrie havde to år forinden vist, at der var salg i romaner om rasende teenagere med psykiske evner.

Den cocktail fungerede, og det gør den selv i dag, hvor Farris’ roman ikke længere bæres frem af samme tidsånd og har fået karakter af noget lettere anstødeligt, hvis man lader sig anstøde af den slags. Voksne, der går i seng med drenge på 15 og lummer seksualisering af helt unge piger, er ikke noget, som får lov til at glide ubemærket ind i storsælgende spændingsromaner i dag. Nej, så har vi nok lettere ved at acceptere den utrolige brutalitet, som bogen også rummer. Men selve brutaliteten, den genkender vi stadig. Måske fordi vi stadig har noget af vreden i os. Vreden, Farris skriver om, virker i hvert fald fortsat frisk og snerrende her 40 år senere.

Paperback, Futura 1978

The Fury er popcorn. Det er velsleben underholdning, der sætter ind præcis, hvor den skal, uden andre ambitioner end at sælge godt og måske blive filmatiseret. Hjertet er dermed ikke helt med i teksten, der dybest set er banal opportunistisk spekulation, men måske uforvarende, måske som et biprodukt, lykkedes det alligevel Farris at indfange noget større i sin bog om vreden. Et eller andet, der bliver hængende som en bismag og rejser spørgsmålet, hvornår vi selv får nok? For vi mærker alle vreden, bare en gang imellem, ikke?

Paperback, Grafton 1992

Paperback, Tor 1994

Paperback, Chicago Review Press 2017

Ruby Jean Jensen – de onde børns mor

Paperback, Warner Books 1974. Ruby Jeans debut i romanform

Der er noget fascinerende ved Zebra Books’ forsider fra 1980’erne. De er grafisk pågående på en helt særlig måde og formår på mange måder at forny den gamle pulp-ikonografi ved at snævre billedet motivisk ind til det absolut centrale.

Paperback, Manor Books 1978

Manden bag de fleste af Zebras skrækforsider var Richard Newton, der på godt og ondt kom til at give ansigt til noget af det værste bras, som den nyere skrækfiktionen har produceret. Faktisk kan man med rette sige, at det bedste ved de fleste af Zebras bøger er Newtons overgjorte billeder.

Ruby Jean Jensen (1. marts 1927 – 16. november 2010)

Nå, det er ikke Zebra som sådan, der er i fokus her, for jeg har faktisk skrevet om Zebra allerede i et ældre indlæg.  

Paperback, Leisure Books 1982

Det egentlige omdrejningspunkt i dette indlæg er nemlig Ruby Jean Jensen, der har skrevet helt og aldeles jammerlig skrækfiktion, men som alligevel formåede at sælge så godt, at hun udsendte en til to bøger om året hos Zebra i løbet af 80’erne.

Paperback, Manor Books 1978

Jensen er en skæv størrelse, fordi hun i en relativt sen alder debuterede som romanforfatter. Hun var 47 år gammel, da hendes første roman udkom. Bogen var en klassisk gotisk romance; et genreudtryk der på det tidspunkt havde mistet sit store publikum og hurtigt var ved at ryge i mølposen. Ruby Jean læste imidlertid sin samtid korrekt. Den store skrækbølge i litteraturen var for alvor ved at vinde momentum, og hun gentænkte derfor sin ”gotiske romance”-stil til en dyster hybrid form, der satsede mere på spænding og mindre på romance.

Paperback, Tor 1982

Ruby Jean bibeholdt samtidig romancens patos og fik derved skabt sin egen stærkt sentimentale form for skrækfiktion, der ganske vist beskriver onde og ubehagelige handlinger og situationer (som det meste gys), men som egentlig handler om store følelser af kærlighed, sorg og lykke. Ledestjernen i den transformationsproces var uden tvivl V. C. Andrews, der havde vist vejen for en ny, mere rå form for gotisk romance og opnået en ufattelig stor kommerciel succes på den måde.

Paperback, Tor 1983

Hos Andrews var barnet en væsentlig figur, og de romaner, Ruby Jean Jensen udsendte i løbet af 80’erne, blev da også en kavalkade af bøger om børn i livsfare – typisk trues de af noget overnaturligt, men i sidste ende ligger der altid ond, menneskelig agens bag miseren. Egentlig onde børn optræder også i Ruby Jeans fiktion, men de er et fåtal og altid et produkt af ydre omstændigheder.

Paperback, Zebra Books 1983. Ruby Jeans Zebra-debut, som satte tonen for hendes øvrige romaner

Skal man indpasse hendes romaner mere generelt, kan man sige, at hendes bøger er den litterære ækvivalent til hele ”grædende børn”-genren fra billedkunsten. Den billedgenre var vældig populær, det samme var Ruby Jean Jensens bøger, men de vil næppe finde mange læsere i dag. Richard Newton og hans forsider har derimod stadig et entusiastisk publikum.

     

Paperback, Zebra Books 1985

Paperback, Zebra Books 1985

Paperback, Zebra Books 1986

Paperback, Zebra Books 1987

Paperback, Zebra Books 1987

Paperback, Zebra Books 1988

Paperback, Zebra Books 1988

Paperback, Zebra Books 1988. vi genkender forsiden fra Andrews’ Flowers in the Attic her

Paperback, Zebra Books 1989

Paperback, Zebra Books 1989

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1991

Paperback, Zebra Books 1991

Paperback, Zebra Books 1992

Paperback, Zebra Books 1993

Paperback, Zebra Books 1994

Paperback, Zebra Books 1995. Ruby Jeans sidste roman for Zebra og hendes sidste skrækroman

Thomas Tryon, The Other (1971): Kan du gætte, hvem jeg er? Kan du gætte, hvem jeg er?

Paperback, Coronet 1977

Før Stephen King forandrede vilkårene for skrækfiktionen, havde gyserne allerede fået medvind takket være Ira Levins og William Peter Blattys succesromaner. Navnlig The Exorcist fik en enorm betydning for genrens opblomstring i 70’erne, og en af de romaner, der allerede meget tidligt fik den positive stemning at mærke, var Thomas Tryons debutroman The Other, der udkom omtrent samtidig med The Exorcist i 1971.

De to romaner har ikke meget tilfælles; ja Tryons roman ligger endda i periferien af skrækfiktionen, ikke desto mindre har den så mange gotiske træk, at den allerede på udgivelsestidspunktet blev opfattet som del af den skrækbølge, der gik gennem populærfiktion. Tryons roman opnåede aldrig samme status som storbestseller som Blattys bog, men den blev en succes, og The Other regnes i dag som en mindre klassiker indenfor genren. Desværre er den også ved at gå i glemmebogen, hvilket er ærgerligt, for Tryons prosa fortjener at blive læst.

Paperback, Coronet 1977

The Other udspiller sig i et drømmende, varmt Connecticut i 1935. Vi bliver her introduceret til den velhavende familien Perry, der har været plaget af ulykker i husstanden gennem snart lang tid. I fortællingens centrum står de to identiske tvillinger Niles og Holland, der endnu ikke helt har sluttet sig til de voksnes rækker, men omvendt også næsten har forladt deres barnetilværelse. Det er gennem tvillingerne, at familiens beskrives, og det er fra deres perspektiv, at vi hører om det sære univers, drengene er opvokset i. Centrum for dette univers er brødrenes bedstemor Ada, der udvandrede fra Rusland i sine unge år for at skabe sig en fremtid i Amerika med sin mand.

De to tvillinger ligner hinanden til forveksling, men af sind er de som nat og dag. Niles er blid, åben og kærlig, Holland er vild, gemen og aggressiv. På trods af forskellighederne hænger de to sammen som ærtehalm, og det bliver gradvist klart for læseren, at de to brødre måske foretager sig mere end bare almindelige drengestreger. Det viser sig snart, at tvillingerne har liv på samvittigheden – eksempelvis deres fede fætter, som Holland lokker til at springe ned i en høstak, hvor der ligger en høtyv gemt.

Thomas Tryon (14. januar 1926 – 4. september 1991)

Den eneste grund til, at fætteren skal dø, er, at Holland har lyst til at se ham lide. Drabet på fætteren er imidlertid hverken første eller sidste gang, de slår ihjel, og spørgsmålet melder sig snarligt, hvad forholdet mellem de to brødre egentlig er samt hvilken rolle de nærmeste telepatiske bånd, der eksisterer mellem drengene og deres bedstemor, spiller.

The Other er et stykke rendyrket gotik, og Thomas Tryon ønsker ikke så meget at skræmme sine læsere, som han ønsker at forurolige os og gøre os ubehageligt til mode. Drengene, Niles og Holland, bliver da også i stigende grad et ubehageligt selskab, fordi noget ikke stemmer, og de forklaringer, vi hører – navnlig fra den uskyldige Niles, ikke helt hænger sammen. Der antydes da også langt mere i romanen, end der beskrives, omend Tryon skaber en række dybt foruroligende øjeblikke i sin bog, der i al deres usagte, tilhyllethed sniger sig ind under huden på læseren.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1971. Romanens 1. udgave

I sig selv er historien i The Other ikke videre original, men bogen er mere end den gotiske slægtsfortælling, som den på overfladen ligner. Romanen lever på sin atmosfære og Tryons fornemme sprog. Bogen tilhører tydeligvis en skrækfiktion, der er skrevet før, Stephen King havde meldt sig på banen. Teksten er kultiveret, poetisk og omhyggelig, Den er konservativ og elegant, uden egentlige forsøg på samtidighed og aktualitet. Tryon har endda henlagt handlingen til ’35 for at skabe distance mellem sin historie og læserne.

Ikke desto mindre formår Tryon at skrive sin gotiske fortælling med en sværmerisk intensitet, der gang på gang overrasker med fine sætninger og elegante iagttagelser. Det psykologiske spil, der foregår i bogen, beskrives med sjælden elegance, også selvom en nutidig læser hurtigt gennemskuer bogens plot, er det en biting, fordi det væsentlige er fortællerstemmernes sproglige klang. Teksten ånder mystisk sommervarme, hengemte hemmeligheder og gotisk mørke; den pulserer af et mærkværdigt, overnaturligt liv, som synes koncentreret i den svært definerbare bedstemor, der står som sort centrum i fortællingen.

Paperbaack, Fawcett Crest 1972

Bogens atmosfære er derfor også det, der næsten øjeblikkeligt griber læseren. Tematisk indskriver Tryon sig i samme tvetydige barnelandskab, som Ray Bradbury eksempelvis gør det i Something Wicked This Way Comes. Tyron er imidlertid hverken nostalgisk eller romantisk, som Bradbury – Tyrons vision er sort og brutal. Omfanget af fortællingens underspillede brutalitet står først klart til sidst, da vi har fået fortalt de to mest afsindige øjebliksbilleder i hele bogen – et druknet spædbarns ansigt, der kommer til overfladen i en vintønde, og bedstemoderen, der hælder benzin ned i frugtkælderen, hvor den ene af tvillingerne skjuler sig.

Drengenes ugerninger er ubetinget den væsentligste kilde til ubehag i romanen, men Tryons brug af gotiske genretroper giver ham også mulighed for at beskrive dybt dysfunktionelle familieforhold, og drengens voldsomme gerninger fremstår som en form for desperat nødråb, fordi de på den ene side er komplet overset i et stort set helt kvindeligt univers af mødre, tanter og kusiner, dels bliver de elsket til døde som små pyntedukker. Det paradoksale i både at ville elskes ubetinget – så meget, at de ikke tåler konkurrence, og samtidig at tage vredt afstand fra denne kærlighed fylder dermed ganske meget, og den psykologiske spænding får Tryon beskrevet til perfektion.

Paperback, Dell 1987

The Other er nu en næsten glemt perle, der på udgivelsestidspunktet var et naturligt sidestykke til bøger som The Exorcist og Rosemary’s Baby. Sådan er det ikke længere, men det er ironisk, for den litterært eventyrlystne vil finde langt mere potentiale hos Tryon end hos de to førnævnte. Tryons prosa står imidlertid kun dårligt mål med den tempofyldte, sprogligt lette skrækfiktion, der blev populær i midten af 70’erne. Tryon er en af en anden skole – den gamle skole –, og det kræver arbejde at komme under huden på bogen, men er man villig til at bruge tiden på dette, finder man sætninger, som indbyder til at blive læst igen og igen, fordi hans sprog klinger af stor, stor kunstfærdighed og intelligent indsigt. Derfor vil jeg bestemt anbefale, at vi alle finder denne glemte klassiker frem fra mølposen så ofte som muligt.

Hardcover, Centipede Press 2008

Paperback, New York Review of Books 2012

 

 

 

Frank De Felitta, Audrey Rose (1975): Gys i retssalen

Paperback, Pan 1977, med klassisk ondt barn på forsiden. Kunstneren bag billedet er ikke oplyst

Frank De Felitta udgav sin roman Audrey Rose i 1975, og fortællingen katapulterede ham straks ind på bestsellerlisterne, hvor han herefter tilbragte en god rum tid. Bogen har da også alt, hvad der kendetegner tidens populære romaner – den har sex, den har gru, den har social kritik, og den har først og fremmest et chokerende indhold, som kan fængsle læseren. Man fornemmer tydeligt, at Peter Blattys The Exorcist (1971) var en væsentlig inspirationskilde for De Felitta. Blattys bog bliver endda omtalt direkte et sted i romanen, hvor en af hovedpersonerne udbryder, at det hele minder ham om noget, der revet direkte ud af Blattys værk. Audrey Rose er imidlertid langt fra at være et plagiat. De Felitta tager os nemlig ind i andre, dunkle sider af tilværelsen, selvom religion også hos ham er omdrejningspunktet.

Da Audrey Rose åbner, hører vi, hvordan den lille Templeton-familie i New York bliver skygget. Bill er en højtprofileret reklamemand og Janice hjemmegående husmor. Sammen har de den yndige datter Ivy på ti, og trekløverets hjertevarme lykke er næsten kvalmende idyllysk. De Felitta smører tykt på, så tykt, at det naturligvis må gå galt for familien. Den mystiske person, der udspionerer både Bill og Janice, viser sig at være en enkemand, hvis kone og datter døde i et trafikuheld ti år tidligere. Elliot Hoover, som manden hedder, hævder nu, at hans døde datter Adrey Rose er reinkarneret i Ivy Templeton. Bill og Janice tror naturligvis ikke et sekund på denne Hoover, men sære ting sker pludselig, som får Janice til at tvivle. Ivy lider af mareridt, og disse mareridt ligner i forbløffende grad den ulykke, som Audrey Rose oplevede, da hun kørte galt med sin mor.

Paperback, Pan 1977

Bogens første kulmination kommer, da Bill og Janice ser sig nødsaget til at binde den sovende Ivy til sengen, fordi pigen er til fare for sig selv. Parallellen til den besatte Megan, der raser ud i sin seng er åbenlys og fører til førnævnte kommentar fra Bill. Ad omveje opdager Hoover, at Ivy er bundet, og han kidnapper derfor pigen for at hjælpe sin datter Audrey Rose, der er fanget i Ivys krop.

Netop denne kortvarige kidnapning udløser bogens egentlig handling, der udspiller sig som retssalsdrama, hvor familien Templeton rejser sag mod Elliott Hoover for kidnapning og chikane. Hoover gør naturligvis sit for at forvare sig mod anklagerne, og det er gennem Hoovers forsvar, at De Fellita får opbygget en stigende gru og forundring hos læseren, som gør bogens bestsellerstatus fuldt fortjent.

Frank Paul De Felitta (3. august 1921 – 29. marts 2016)

Livet efter døden er det helt store tema i Audrey Rose, og De Felitta kommer ikke selv med nogen dogmatisk udlægning. I stedet lader han ganske demokratisk en række bipersoner give deres syn på sjælens status og dødens betydning. Vi hører en hindu fortælle, vi hører en rabbiner give sin udlægning, vi hører videnskaben og psykologien komme med forklaringer, en katolsk præst får også ordet, og vi stifter tilmed bekendtskab med en scientologs tanker. På skolemesterlignende vis bliver læseren på den led trukket gennem ikke synderligt velkomponerede redegørelser for muligheden for liv efter døden, og De Felittas pointe synes at være, at ingen kender sandheden, men at der tilsyneladende er mere imellem himmel og jord, som hverken videnskab eller teologer kan redegøre for. Bogen hvirvler dermed en masse støv op omkring reinkarnationsspørgsmålet, men kommer ikke med nogen svar.

Historien taler ind i tidens smag for mystisk og overvejelser omkring netop emner som reinkarnation og tidligere liv. Der løber imidlertid et underliggende motiv bag den åbenlyse metafysiske diskussion, der udvikler en form for social gru, som på en gang er ganske unik og meget typisk for 70’ernes genrefiktion.

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1975. romanens 1. udgave

Storbyen New York portrætteres i Audrey Rose, som en farlig heksekedel. Der er ganske enkelt for mange skøre kugler i den her by, siger Bill Templeton henkastet i bogens begyndelse. Byen er med andre ord et både beskidt og livstruende sted, hvor man må være på vagt. De Felitta spiller her på en generel uro i amerikansk populærkultur, der byggede på idéen om storbyen, som syndes hule, fyldt med vold og forfald, og derfor grundlæggende et unaturligt sted for mennesker.

Den lykkelige Templeton-familie tilhører absolut byens overklasse og burde egentlig kunne klare sig igennem alt dette, fordi de har midlerne til at beskytte sig. Her foretager De Felitta imidlertid en diabolsk drejning og vender selve systemet imod familien. Læseren foranlediges dermed indledningsvist til at tro, at det er storbyens gru, som vi skal frygte, men med et snuptag transformerer De Felittas situationen og viser læseren, at systemet – Staten – er mindst lige så ubønhørlig som gadens kriminelle.

Paperback, Warner Books 1976

Sagen er den, at det meget hurtigt står kart, at Elliott Hoover og hans smarte advokat er i stand til at presse familien Templeton og fremføre vægtige argumenter, ikke bare for reinkarnation, men for at Hoover rent faktisk har ret til at få adgang til Ivy Templeton. Gennem beskrivelsen af retssagens forløb skaber De Felitta således et stigende ubehag og forundring i læseren, fordi vi bliver vidner til, hvordan familien må se i øjnene, at ”retssystemet” tager deres datter fra dem på noget så utroligt som et spørgsmål om reinkarnation. Det er ganske grumt, men samtidig må vi konstant spørge os, om der kunne være noget rigtig bag Elliot Hoovers argumenter.

Audrey Rose ender i en tragedie, men slår filosofiske toner an i den lille epilog og efterlader læseren med åbne spørgsmål, som man kan tage med sig til videre refleksion, for hvad var det rent faktisk, der skete? Vi forstår dybest set ikke sagen, fordi bogens advokater lægger beviser frem for både det ene og det andet, men konsekvenserne er åbenlyse, for Templeton-familien går til grunde i løbet af hele affæren. Med ligeligt afsæt i tidens sociale bekymringer og metafysiske fascination skabte De Felitta en slagkraftig roman, der med enkle præmisser, tydelig pointer og klart sprog gav sine læsere stof til eftertanke.

Paperback, Warner Books 1979

Paperback, Warner Books 1984

 

William March, The Bad Seed (1954): Ingen er uskyldig

Paperback, Dell 1961

I 1954 udkom den amerikanske forfatter William Marchs sidste roman, The Bad Seed, der på mange måder adskiller sig fra resten af forfatterskabet, og March, der døde kort efter bogens udgivelse, var aldrig synderligt rosende omkring sin bog. Det er derfor også skæbnens ironi, at romanen skulle gå hen og blive en bestseller, der ramte plet hos det amerikanske publikum. Den ringe status, March gav sit eget værk, kan da også fremstå en smule hård, for det lykkedes rent faktisk for ham at gribe et tema, der på mange måder var med til at tegne hele årtiets litteratur. Dermed var The Bad Seed også en af de romaner, som satte sit præg på genrefiktionen i de kommende år, og den bedrift ville mange sikkert gerne kunne gøre March efter. Han var imidlertid mere optaget af bogens kunstneriske kvaliteter, og præcis der havde han nok ret i sin kritik, når han pegede på værkets mangler – i hvert fald, hvis man sammenligner bogen med den beslægtede og stærkt provokerende såvel som forstyrrende Lord of the Flies, der udkom samme år.

Fortællingens handling er ganske enkel. Christine Penmark er netop flyttet til en ny by med sin mand og deres lille datter Rhoda på otte. Manden Kenneth er kort efter flytningen rejst på en lang arbejdsrelateret tur til Chile, hvorfor resten af familien må klare arbejdet med at falde til alene. Da bogen åbner, skal Rhodas privatskole netop til at afholde den årlige sommerfest, hvor der uddeles en medalje til den elev, der har flyttet sig mest i årets løb. Rhoda har gjort alt for at få medaljen, men desværre vinder hun ikke præmien. Den går i stedet til klassens stille dreng Claude. Samme dag, under festen, omkommer Claude i en ulykke, og da Christine få dage efter ulykken opdager den eftertragtede medalje på Rhodas værelse, ruller lavinen.

Paperback, Dell 1961

Faktisk er vi læsere ikke et sekund i tvivl om, at Rhoda er et ganske, ganske sygt barn. Emotionelt afstumpet og blottet for enhver form for empati er den lille pige drevet af sine behov, og intet stopper hende, når hun først har sat sig noget i hovedet. Det koster ikke kun drengens liv, før bogen er til ende, det koster også både mor og datter dyrt.

The Bad Seed er en langsomt virkende thriller, der kapitel for kapitel føjer facetter til mysteriet Rhoda Penmark. Men gradvist forstår vi, hvad det er, der driver det lille barn, og vejen til denne erkendelse går gennem moderens tanker. Lamslået og med isnende gru går sandheden om datteren nemlig op for Christine midtvejs gennem bogen, og fra det øjeblik forsøger hun at håndtere situationen. Intellektuelt anerkender hun, at datteren er syg, men følelsesmæssigt nægter pigens mor længe at acceptere det faktum. Alt for længe, kan man sige, og det er først, da Rhoda har sat ild til gartneren i den bygning, hvor de bor, at Christine forstår, at hun må handle.

William March (18. september 1893 – 15. maj 1954)

Den åbenlyse problematik i romanen møder vi allerede i første kapitel, hvor den på overfladen søde Rhoda roses til skyerne af nabokonen, mens den skumle gartner udpeges som sindssyg. Skinnet bedrager. March vender tilbage til dette igen senere i bogen, da Christines forfatterven beskriver psykopater for hende og intetanende derved beskriver Rhoda. Spørgsmålet om arv versus miljø rulles også frem og vendes af Christine, alt imens hun langsomt men sikkert falder fra hinanden. At det hele vil ende i en ulykke, præciseres i øvrigt allerede i første kapitel, hvor March indirekte fortæller sine læsere, at bogen er et farvel til den ulykkelige mor.

Under dette lag udforsker romanen spørgsmålet om ondskabens natur, for hvordan skal man forstå en pige som Rhoda? Er hun syg og derfor uskyldig, eller ligger der en iboende ondskab i hende, som går dybere end bare en sygdom? March kommer ikke med svar, men hans thriller iscenesætter spørgsmålene med et legende, til tider måske vel belejligt, handlingsforløb, og han gør det ud fra et lille, men ganske levende persongalleri. Netop persongalleriet er et af bogens helt stærke sider, fordi der er et troværdigt liv i de uregerlige mennesker, han skildrer. Naboerne i Christines bygning snakker løs og ser den unge mor gå i opløsning, men ikke én formår at hjælpe hende, fordi de ikke forstår problemet.

Hardcover, Rinehart & Company 1954. Romanens 1. udgave

Samtidig er det ubehageligt, grænsende til det skræmmende, at være inde i hovedet på den allerede flere gange omtalte gartner, der liderligt fantaserer om at voldtage Christine igen og igen og tilmed har en dybt bekymrende forelskelse i den diabolske pige på otte. Omvendt er det med rørende vemod og lede, at vi læser om moderen, der møder fuld op hos Christine, efter hendes dreng Claude er død, for at tale med Rhoda om episoden. Rhoda selv er blank som krom og tillader os ikke at kigge bag hendes facade. Der er formentlig heller ikke andet bag hendes pæne ydre end begær, og Rhoda synes derfor på alle måder at foregribe Bret Easton Ellis’ Patrick Bateman, der sådan set bare er en voksen udgave af pigen, vi her har med at gøre.

De introverte og ekstroverte personer løber omkring hinanden i bogen og demonstrerer for os, at vi måske nok forstår nogle mennesker bedre end andre, men grundlæggende forstår vi slet ikke nogen, fordi det inderste væsen – hvis et sådant overhovedet findes – kun momentvis kommer frem. Det vigtige for March er imidlertid, at mennesker kommunikerer, hvilket Rhoda ikke gør, og derfor står hun som noget dybt fremmedgørende. Problemet er bare, at vi intuitivt nægter at se under overfladen, og derfor får den lille pige lov til at drive sit uvæsen uden konsekvenser.

Paperback, Penguin Books 1955

 

William March skriver handlingen sikkert frem mod den endelig konfrontation mellem mor og datter. Et fascinerende greb, som gør dette endelige møde særlig virkningsfuldt, er, at Christine løbende har løjet for sine omgivelser. Hun har påstået, at hun er ved at skrive en roman med en handling, der ligner hendes egen situation. Det indrømmer hun naturligvis ikke over for nogen, og hendes bekendte kommer derfor løbende med idéer til den opdigtede bogs indhold, og dermed også udfaldet af Christines situation. Faktisk ser de fleste kun én troværdig slutning på Christines ”bog”, og hun må give dem ret. Det fører i sidste ende March frem til det gribende afsluttende kapitel, der snører romanen sammen til et grumt optrin, som man ikke slipper så let, fordi alle de følelser, han hvirvler op, er så forståelige og derfor også uhyrlige.

The Bad Seed blev, som sagt, en kæmpe succes, og dens brug af det, som vi i dag vil kalde psykologisk gys, er et vægtigt indslag i skrækfiktionens genrehistorie, fordi han derved slutter sig til den bølge af bøger i 50’erne, som i stedet for at skrive om støvede mumier og blodsugende vampyrer vendte blikket indad og betragtede de grumme skabninger, der lurer inde bag hjerneskallen på os alle. The Bad Seed kunne måske ikke efterleve William Marchs litterære krav, men den står stadig så mange år efter sin udgivelse som et forbløffende stærkt vidnesbyrd om, at menneskets mest frygtindgydende fjende er mennesket selv.

Paperback, Dell 1956

Paperback, Dell 1975

Paperback, Apple Publishing 1984

Paperback, The Ecco Press 1997

 

 

 

Så dumt det er sjovt – men absolut ikke skræmmende

Paperback, Pocket Books 1983

Som flere før mig har påpeget, går tåbeligheden virkelig op i en højere enhed her. En trehjulet cykel, et skeletbarn, der drøner afsted på den, og endelig forsidens tekst, der låner frit efter The Doors: ”When little Simon plays with fire the game becomes a funeral pyre”. Uha. Resultatet er ekstremt dumt – og ufrivilligt morsomt. Jeg har ikke læst bogen, men den står i samlingen, og måske får jeg den også læst en dag. Desværre er jeg ret sikker på, at forsiden er det mest bemærkelsesværdige ved Russell Rhodes bog.

Dukkelises onde søstre

Paperback, Zebra Books 1983

Dukker har en særlig plads i skræklitteraturen, og naturligvis bliver de ofte iscenesat på en måde, der forstærker det indtryk. Det ændrer imidlertid ikke ved, at der ligger en kim af noget forstyrrende ved de fleste dukker. Selvom det nok især drejer sig om de små, pyntede drenge og piger af et altmodisch tilsnit.

Paperback, Zebra Books 1993

Men hvad er det så, dukkerne gør, kan man spørge? Jeg tror i virkeligheden, at flere indtryk løber sammen i dukken, der grundlæggende har at gøre med dukkers parallel og relation til børn. Vi har det traditionelt vanskeligt med alt kunstigt, der bliver for virkelighedsnært. Man kan sige, at alle naturtro simuleringer er et klassisk eksempel på den freudianske unheimliche. Mannequiner, udstoppede dyr, kunstige stemmer, plastikblomster; det hele rummer en grad af noget foruroligende, fordi synet bedrager. Vi inviteres til at tro, at der er liv, men forstår også samtidig, at det ikke er der. Men netop fordi vi inviteres til at gå med ind på illusionens præmisser, forbliver der altid en nagende, irrationel fornemmelse af, at det simili, vi ser, potentielt kunne være ægte. Eller måske kunne være en forræderisk hybrid uden for kategori.

Paperback, Zebra Books 1991

For at vende tilbage til dukkerne synes de især at sætte tingene på spidsen. De små alt for perfekte væsner, der til tider ligner miniaturevoksne med stivnede smil, er i sig selv indbegrebet af det freudiansk-foruroligende. Tingene bliver imidlertid værre af, at børn helt ukritisk går ind på før nævnte illusion om liv. De accepterer i deres leg det simulerede liv som reelt og skaber et liv om dukkerne, der med et evigt smil deltager loyalt i legen.

Paperback, Zebra Books 1990

Dukken bliver en legekammerat og et surrogatbarn for barnet, og tanken om, at dukken skulle bryde den tillid, barnet har investeret i den, bliver pludselig ganske grusom.

Paperback, Zebra Books 1987

Omvendt kan dukken også fremstå som tavs beskuer, der med sit smil synes at skjule et hemmelighedsfuldt liv bag masken. Et liv, der udspiller sig bag vores ryg, når barnet er alene med dukken osv. Alt sammen foruroligende indtryk. Det kunne der skrives meget mere om. Eksempelvis det forhold, at dukker naturligvis også konkret minder os voksne om børn – der vel at mærke kan tilskrives en del af de samme ildevarslende kvaliteter, som jeg har tilskrevet dukkerne. Sådan kan vi cirkle rundt længe.

Paperback, Zebra Books 1987

Her kan du se et udpluk af den ganske rige skræklitteratur om dukker. Forsider, der på fineste vis godtgør, hvorfor dukken er en fast bestanddel af gysets repertoire, og hvorfor dukken er et fantastisk tema at filosofere lidt over.

Gruens verden er og forbliver en herlig størrelse.

Paperback, Zebra Books 1986

Paperback, Zebra 1985

Paperback, William Morrow 1985

Paperback, Vintage Books 2013

Paperback, Vintage 1999

Paperback, Tor Books 1985

Paperback, St Martins Mass Market Paper 1993

Paperback, Signet 1980

Paperback, Pocket Books 1992

Paperback, Pocket Books 1986

Paperback, Pinnacle Books 1983

Paperback, Pan Books 2013

Paperback, Onyx Books 1989

Paperback, Neville Spearman 1974

Paperback, Major Books 1978

Paperback, Kensington 1993

Paperback, J’ai Lu 2007

Paperback, Futura 1988

Paperback, Dell Books 1977

Paperback, Dell 1969

Paperback, CreateSpace 2010

Paperback, Berkley Books 1981

Paperback, J’ai lu 2011

Hardcover, Severn House 2015

 

Diane Guest, Lullaby (1990): Ubehjælpelig nygotik

Paperback, Fontana 1990. Forsidens illustrator er desværre ikke oplyst, men mon ikke det drejer sig om Derek Colligan

Den genopdagelse af gotikken, der opstod i løbet af 1940’erne, har vist sig at være en forbløffende sejlivet genre. Mellem ’40 og ’65 blev paperbackmarkedet oversvømmet af fortællinger om ensomme kvinder, der i en tilstand af anspændt frygt og forelskelse mere eller mindre frivilligt opholdt sig i vindomsuste huse. Genren blev navnlig markedsført til kvinder, og selvom en stor del af nygotikken rent faktisk var skrevet af mænd under kvindeligt pseudonym, er det da også kvinden, som er i centrum. Som oftest er der tale om bund konservative romaner, der i den grad dyrker traditionelle kønsroller og kønsstereotyper.

En af de få, som både udnyttede og udfordrede genren, var mesterlige Shirley Jackson eller den ligeledes fremragende Daphne du Maurier, der hurtigt fik blik for nygotikkens potentiale for psykologiske gys. Men Jackson og du Maurier er på mange måder enegængere. Genren mistede da også sin brede popularitet i slutningen af 60’erne, hvor ungdomsoprør og kvindebevægelsen gjorde yngre læsere mindre velvilligt stemte overfor nygotikkens tunge, moraliserende tone.

Paperback, Fontana 1990

Men, som sagt, er nygotikken en sejlivet genre, og den døde på ingen måde ved 60’ernes udgang. En jævn strøm af romaner er udkommet lige siden og gør det sådan set stadig. Romaner, der på stort set alle måder ligner deres forbilleder fra 40’erne og 50’erne, men som oftest med overfladisk greb, der giver historien en ny indpakning.

Det er Diane Guests gotiske spøgelsesfortælling Lullaby fra 1990 et godt eksempel på. Romanen begynder, da billedkunstneren Judd Pauling er undervejs fra New York mod Maine med sin nye kone Rachel Daimler og hans to døtre fra et tidligere ægteskab. Alt ånder umiddelbart fred, hvis det ikke lige var fordi, at Rachels mor ligger for døden. Den gudesmukke, men lidt gådefulde Rachel kommer ud af en gammel, stenrig slægt. Hun er opvokset i et kæmpe palæ ved kysten, og der lever hendes mor Priscila nu alene. Da Judd, Rachel og børnene ankommer, viser det sig , at Rachels søster Elizabeth også er kommet hjem.

Paperback, Fontana 1990

Mystikken breder sig hurtigt, da det går op for Judd, at Rachel ikke har fortalt sin familie, at hun er blevet gift. Det hele bliver ikke mindre mystisk af, at både mor og søster møder Judd med isnende kølighed eller, at den mindste af Judds to piger, lille Addy på seks, har et mærkeligt anfald kort efter ankomsten.

Dermed er der lagt i kakkelovnen til et højspændt, gotisk drama, for selvfølgelig er det gamle hus ved kysten spækket med familiehemmeligheder, dystre fortielser, store følelser og naturligvis spøgelset. Der er nemlig et spøgelse, der hjemsøger huset, et barnespøgelse faktisk, som hurtigt besætter den lille Addy og giver lejlighed til en lang række scener, der minder ikke så lidt om første halvdel af Blattys The Exorcist. Og faktisk er der indtil flere ligheder mellem de to romaner. Lille Addy skal nemlig også gennem både fysiske og mentale undersøgelser, og hun skal også ydmyge familien under en fest, hvor Addy ikke som Regan pisser på gulvet, men sætter sig ved husets ”forbudte flygel” og spiller uden nogensinde at have lært det.

Paperback, Bantam Books 1987. Diane Gusts debutroman

Som du sikkert kan fornemme, går Diane Guest den gotiske line ud i sin gyser, men pumper frisk blod ind i genren gennem lån hos Blatty. Guest afviger imidlertid også fra genrens klichéer på flere måder, formentlig i håb om at give bogen et mere tidssvarende præg. Det er således ikke Rachel, der er den forfulgte og plagede. Nej, det er den følsomme Judd, der holdes tilbage i huset, indfanget af kærlighed og pligt. Rachel viser sig nemlig at være skurken og årsagen til barnespøgelsets hjemsøgelse af huset.

Men når alt kommer til alt, er det her slet ikke de voksnes bog. Lullaby handler i virkeligheden om børnene, fordi den eneste, der rent faktisk tror på Addy, er hendes gæve storesøster Emma, som viser sig at være den, der har nøglen til mysteriets opklaring.

Paperback, Fontana 1992

Diane Guest har dermed en pointe med sin roman – nemlig at børn er gidsler i de voksnes problemfyldte verden. Det er jo ikke ligefrem nyt, men her får vi altså præsenteret problemstillingen gennem et gotisk filter. En øvelse, hun i øvrigt har gentaget i en håndfuld romaner.

Bogen fejler stort set på alle tænkelige punkter. Persongalleriet er en perlerække af klichéer, miljøet og huset, hemmelighederne og forelskelserne er gentagelser, vi kender til hudløshed, og de gyseroptrin, Guest disker op med, har hun lånt hos Peter Blatty. Enkelte scener har absolut gode ansatser, som da Emma og Addy opsøger det lille lysthus ned ved vandet og ser, at det indrettet om et forladt barnehjem med små stole, borde osv. Det er ganske stemningsfuldt, selvom Guest aldrig bruger det til noget. Det samme gælder opdagelsen af nogle mystiske, gamle børnetegninger, som pigerne på et tidspunkt finder. Alt i alt er der imidlertid bare tale om antydninger af noget, der kunne være blevet spændende.

Paperback, HarperCollins 1993

Ikke desto mindre er Lullaby en interessant læseoplevelse, for den der er interesseret i genrestudier. Guest arbejder tydeligvis med sine troper og har tænkt over tingene. Hun har forsøgt at modernisere, men samtidig at bibeholde genrens kerne. Det er en svær disciplin, som absolut ikke lykkedes for hende. Først og fremmest fordi Diane Guest er en elendig forfatter, men arbejdet er stadig interessant. For spørgsmålet er nemlig, hvordan gotik anno 1990 kunne se ud? At vende troperne på hovedet og gøre manden til den forfulgte er afgjort en måde at lege med genren på og muligvis også en ret potent vej, hvis Guest havde formået at gøre det bedre. Men Guests leg med gotikken i 1990 rejser naturligvis også spørgsmålet om gotikkens formsprog i dag. Den slags tanker er ganske stimulerende at lege med, og derfor er Guests bog heller ikke ligegyldig læsning. Men nogen god eller spændende bog skal man nu ikke forvente sig.

Læg i øvrigt mærke til det herlige omslag. Fontana lagde sig virkelig i trøjen for at få lokket gyserfans til. Alene et omslag som dette er nærmest bogen værd i sig selv. Men det er nok bare mig, der er lidt for pjattet med den slags ting.

 

 

 

 

Når du strammer garnet… Børn og Horror

Paperback, Zebra Books 1985

Man siger, at julen er børnenes fest. Det markerer jeg her på Fra sortsand med et lille kik på børn og horrorforsiderne fra især 80’erne og de tidlige 90’ere.

De kære små fylder ganske meget i gyserlitteraturen, men præcis som når vi taler film, tror jeg, de fleste hurtigt vil blive enige med mig om, at de ikke nødvendigvis er en lykkelig kombination.

E-Bog, PROTECT 2012

Som et billede på uskyldig renhed er barnet det perfekte motiv. Den uendelige smerte, vrede, sorg og gru der opstår, når vi frygter, at noget vil tilstøde børnene, kan være voldsomt effektivt. Omvendt kan barnet som skurk, netop på grund af førnævnte idealiserede renhed, være særdeles virkningsfuldt.

Paperback, Zebra Books 1993

Det diabolske forstærkes på grund af den implicitte tilskrivning af uskyldighed. Man kan sige, at barnet måske er det bedste eksempel på den fortætning af vores reaktioner, der sker, når velkendte symboler eller karakterer inverteres. Vi elsker, når tingene vendes på hovedet, og det gode bliver ondt og vice versa.

Paperback, Zebra Books 1992

Men… desværre lægger barnet nogle bånd på fortællingen. Børn er måske et af de mest tabubelagte områder i horrorlitteraturen. Voksne individer kan man næsten udsætte for hvad som helst, men rører man børnene, falder der brænde ned. Og i de tilfælde, hvor det rent faktisk sker, at nogen eksempelvis dræber et barn eller forgriber sig seksuelt på det, bliver det til hurtigt ekstremt vanskelige tekster. Tekster der til tider kan være fremragende horror, men som også kan ende i platte provokationer.

Paperback, Zebra Books 1990

Desværre er resultatet, at børn ofte ender som ligegyldige figurer i historierne. Eller endnu værre, at de bliver sukkersøde, kække små engle, der måske nok havner i fare, men som aldrig støder noget til. Derved kommer til at virke modsat det tiltænkte og undergraver enhver følelse af gru i stedet for at fremme dem.

Paperback, Zebra Books 1988

Her er de så, de kære sataniske små. Hold godt øje med dem… ikke alle er så uskyldige som de ser ud.

Paperback, Zebra Books 1987

Paperback, St. Martins Mass Market Paper 1988

Paperback, Signet Books 1981

Paperback, Random House Books 1965

Paperback, Pocket Books 1980

Paperback, Pocket Books 1979

Paperback, Pinnacle Books 1979

Paperback, Pan Books 1966

Paperback, New English Library 1983

Paperback, Magnet Books 1984

Paperback, Lancer Books 1970

Paperback, Kensington Publications 1992

Paperback, Kensington Publications 1987

Paperback, Hamlyn Books 1980

Paperback, Hamlyn Books 1984

Paperback, Dell Books 1987

Paperback, Dell Books 1980

Paperback, Dell Books 1980

Paperback, Dell Books 1975

Paperback, Bibliothèque Marabout 1974

Paperback, Beaver Books 1977

Paperback, Bantam Books 1983

Paperback, Avon 1986

Paperback, Armada Books 1984