Tag Archives: Orb

Gene Wolfe, The Sword of the Lictor (1982): Idéernes eksplosion

Paperback, Orb 2000. Forsidens billede er skabt af Don Maitz

Her er vi kommet frem til tredje bind i Gene Wolfes prisbelønnede serie om bødlen Severian, der rejser omkring i en fjern, fjern fremtid på jagt efter sig selv og meningen med sin væren. Severian og hans elskede Dorkas er nu langt om længe ankommet til udkantsbyen Thrax, hvortil han i første bind blev udsendt som straf. Livet i Thrax viser sig at være langt fra så enkelt, som Severian havde tænkt sig, og navnlig Dorkas skaber problemer for ham, fordi hun ikke er tilpas blandt de fremmede.

Severian selv, der nu for første gang for alvor han indtaget sin stilling som officiel bøddel, må også konstatere, at der er sket for meget med ham, siden han forlod bødlernes laug, for snart længe siden, til, at han problemfrit kan falde ind i den rolle, som han egentlig er uddannet til. Opholdet i Thrax bliver derfor sjæleligt tumultarisk for Severian, der til sidst beslutter at søge op i bjergene for at finde de præstinder, til hvem han kan aflevere den hellige juvel, han nu hemmeligt har båret omkring på, siden han forlod hovedstaden.

Paperback, Orb 2000

Rejsen op i bjergene bliver en forhutlet affære, der viser sig at byde på en række af dramatiske konfrontationer. Ikke alene må Severian nok engang kæmpe imod den hævngerrige kvinde Agia, han står også ansigt til ansigt med en gudelignende skikkelse, som må nedkæmpes. Han må kæmpe imod giganten Baldanders, og til sidst konfronteres han med fremmede væsner, der står uden for den jordiske tid og rum.

The Sword of the Lictor blev særdeles godt modtaget, da den udkom i 1982, formentlig fordi den er det mest tempofyldte og konkrete bind i Gene Wolfes serie. Historiens har karakter af en rejseberetning, og de mange sammenstød mellem Severian og de ganske magtfulde skabninger, han skal kæmpe imod i bjergene, giver hele romanen et pulpet, sword and sorcery-præg, som ikke var til stede i de to første bind.

Gene Rodman Wolfe (født 7. maj 1931) med ulv på maven

På overfladen er historien i tredje bind derfor meget direkte, ja nærmest umiddelbart simpel, men man må også konstatere, at det hele, trods meget håndgribelige optrin, synes at ske i den letterede slørede, for ikke at sige syrede, atmosfære, som ligeledes hænger over de tidligere bøger. The Sword of the Lictor er således meget åbenlys, men omvendt er det knap så entydigt, hvad det, der sker, rent faktisk betyder.

Præcis som i seriens første to bind er gentagelsen et vigtigt motiv for Wolfe, og selv om Severian efterhånden er rejst langt væk fra sit hjem, følger historiens persongalleri med ham, og på klaustrofobisk vis er det de samme personer og problemer, der konstant vender tilbage.

Hardcover, Timescape Books 1982. Romanens 1. udgave

Hæver vi os en smule fra det konkrete og bevæger os længere ind i fortolkningen af bogen, er det også klart, at The Sword of the Lictor er et afgørende vendepunkt. Man kan faktisk sige, at bogen er skellet, hvor Severian for alvor forlader sit gamle jeg og begynder at antage en ny personlighed – sit sande jeg om man vil. De mange hårde kampe, han skal gennemgå, er derfor mest af alt metaforer for indre sjælelige konflikter, der demonstrerer, hvordan Severian udfordrer eller udfordres af forskellige aspekter i sit indre.

Romanen er beretningen om en transformation, og det er ikke tilfældigt, at Severian drager op i bjergene for at gennemleve denne forvandling. Wolfe spiller her på et urgammelt religiøst motiv, hvor den søgende isolerer sig i ødemarken eller bjergene for her at være nærmere Gud og at modtage en åbenbaring.

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1982

De væsentligste optrin er givet vis, at Severian møder en dreng, som han navngiver Lille Severian (Little Severian). Han tager Lille Severian med sig videre på rejsen, men drengen ender med at blive dræbt. Dette dødsfald sætter Severian fri, for da Lille Severian er borte, synes hans bånd til fortiden at være kappet, og Severian kan nu frit gå på jagt efter en anden identitet – en identitet, som vi ved, rummer noget stort, for det blev jo allerede fortalt i første bind.

Mindst lige så væsentligt er det lange og voldsomme opgør med kæmpen Baldanders. Kæmpen burde ikke kunne overvindes, men det lykkes alligevel for Severian. Kampen koster ham imidlertid det højt skattede bøddelsværd, som han har haft med sig på den lange rejse. Præcis dette er nok så afgørende, for dermed brydes det sidste formelle bånd til bøddeltilværelsen, og Severian sætter sig samtidig også symbolsk ud over døden. Terminus est (Dette er enden) hedder sværdet – men da klingen ødelægges, er der ikke længere nogen afslutning. Det hele kan fortsætte ud i evigheden, og en forsmag på denne evighed får Severian også kort efter kampen med Baldanders, hvor han møder skabningerne fra det hinsides, der afslører eller antyder nogle af deres kosmiske hemmeligheder for ham.

Paperback, Arrow Books 1982

Det univers, som Gene Wolfe fik påbegyndt skabelsen af i seriens første bind, bliver drastisk udvidet i bind tre, men hvor det i de to tidligere bøger var uklart, hvor det hele skulle bære hen, er det nu tydeligt, at Wolfe har en plan for værket. Indeværende bog er derfor i høj grad det sted, hvor symbolikken bag serien som helhed samles og bliver åbenbaret.

Tredje bind, der som sagt må siges at være det mest tempofyldt i serien, fremskynder og fokuserer således alt det, der skal forløses i den fjerde og sidste bog. Bindet er det klassiske, dramatiske vendepunkt, og det sted, hvor Wolfe for alvor afslører sin kærlighed til den jungianske fortolkning af eventyr, som han mere eller mindre har arbejdet med, og transformeret til sine egne behov, fra begyndelsen af sit forfatterskab. The Sword of the Lictor er imidlertid også en af den type bøger, det er vanskeligt at skrive noget entydigt om, fordi den er en venten og en forberedelse, mere end den er en selvstændig historie. Bind tre og fire hænger dermed i langt højere grad sammen end de to første bind, og det må derfor blive i det fjerde og sidste indlæg om serien, at jeg skal forsøge at sammenfatte mine tanker om bøgerne som helhed. Forhåbentlig bliver det om ikke alt forlænge.

Paperback, Pocket Books 1982

Paperback, Pocket Books 1986

Paperback, Arrow Books 1987

Hardcover, The Easton Press 1996

Paperback, Orion 2000

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Gene Wolfe, The Claw of the Conciliator (1981): Nettet kastes længere ud

Paperback, Orb 2000. Forrsidebillede er malet af Don Maitz og stammer fra romanens 1. udgave

I 1981 fortsatte Gene Wolfe serien om bødlen Severian, der i første bind i skam måtte forlade byen Nessus og begive sig afsted mod provinsbyen Thrax, for der at udøve sit hverv. Som det allerede er beskrevet i mit tidligere indlæg om serien, går det ikke helt så let, fordi Severian indvikles i forskellige intriger, før han har forladt sin hjemby.

Med åbningen af andet bind står det atter lysende klart, at Gene Wolfe går eklektisk til værks. Vi kommer ind i historien, da Severian allerede har tilbagelagt en del af sin rejse, og nu er han ankommet til byen Saltus. Tilfældighederne vil her, at han får lejlighed til at udøve sit arbejde som bøddel for bystyret, men som altid udvikler tingene sig i en uventet retning for den unge skarpretter. Kvinden Agia, som han fik problemer med i Nessus, er nemlig også i Saltus, og Severian forsøger at få hende i tale. Det udløser en lang, kompliceret kæde af hændelser, der sender Severian på en større omvej, før han i bogens slutning atter kan se sig selv på vej mod Thrax.

Paperback, Orb 2000

Jeg skal ikke gå videre ind i handlingen her, der hurtigt bliver ganske kompliceret at genfortælle. I virkeligheden er det mere interessant at se nærmere på Wolfes greb om fortællingen. Der kan nemlig ikke være bogen tvivl om, at Wolfes vision for værket rækker videre end den traditionelle dannelsesrejse, som seriens handling i sin grundstruktur afspejler.

Med The Claw of the Conciliator er det således tydeligt, at Gene Wolfe arbejder med en scenisk model for beretningen. Severian træder ind i tableauagtige situationer, hvor persongalleriet optræder på skift i vekslende konstellationer. Der er med andre ord et teaterpræg over romanen, som ikke alene ligger i tekstens opbygning, men som også er indlejret i selve handlingen. Severian slutter i den tidligere bog venskab med Dr. Talos og hans skuespiltrup. I stykkerne, som Talos selv skriver, indtager skuepillerne arketypiske roller i noget, der er en form for commedia dell’arte. Severian kan derfor også, uden at have erfaring som skuespiller, udfylde rollen som døden, takket være hans bøddeludstyr.

Hardcover, Timescape Books 1981. Romanens 1. udgave

Det er imidlertid ikke bare på scenen, at Severian synes at indtage en rolle. Han opfylder også en rolle som en bestemt type protagonist i selve den fortælling, som Gene Wolfe fortæller os. Eller rettere, så tilskriver Severian sig selv en bestemt rolle i den fortælling, han – som jegfortæller – viderebringer til os. Wolfe indskyder med andre ord et metalag i romanen og lader Severian bruge sit liv og personerne i sit liv, som aktører i et nøje tilrettelagt drama, der handler om hans vej mod magtens tinde. Severian iscenesætter sig selv for sin læser, fordi hans historie har et ærinde, som vi skal vende tilbage til i omtalen af fjerde og sidste bind.

Som læser må man altså være opmærksomme på, at Gene Wolfes bøger om Severian ikke bare er en historie i en historie; det er en fortælling genfortalt indenfor rammerne af en nøje fastlagt skabelon, hvor alle figurer opfylder helt bestemte roller. Det fascinerende er så, at vi som læsere ikke kender eller har nogen mulighed for at forstå disse arketyper til bunds.

Vi synes overfladisk at genkende typerne, men Wolfe forvrider konstant meninger og karaktertræk, så arketyperne ikke lever op til forventningerne alligevel. Vi genkender altså hans figurer som typer, men de egentlige implikationer går hen over hovedet på os. Wolfe skriver i virkeligheden en itubrudt fortælling, som vi ikke kan afkode fuldstændigt. Vi læser Severians selvbiografi som et brev fra fremtiden, men forstår kun budskabet partielt, præcis som når vi vender os mod fortiden, altså historien, og studerer historiske kilder, der på en gang kan synes lige så genkendelig og kulturelt anderledes, som den fremtid Wolfe postulerer.

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1981

The Claw of the Conciliator åbner også nye horisonter for serien. Wolfe drillede allerede sine læsere i første bind ved at gøre kompasretningen nord til hjemsted for alt varmt og syd retningen for alt koldt. Denne form for invertering skubber han nu også ud i tid, således at Severian møder en grøn mand i et telt i Saltus. En grøn mand, der henviser til den siden antikken kendte bladmand, som ledsager Pans satyriske følge og middelalderen igennem gemmer sig som vignet i arkitekturen om manuskripternes marginer, før han med renæssancen bliver reduceret til et rent ornament. Den grønne mand er med andre ord et fortidigt billede, men i romanen fortæller manden til Severian, at han kommer fra fremtiden og derfor kender svaret på alt. En lige så stor løgn, som Severians, der påstår, at han husker alt.

Omvendt opdager Severian, at hans ven og rejsefælle Jonas ikke er et menneske, men en kunstig skabning – en robot om man vil – der med sit rumskib styrtede ned på jorden for længe, længe siden. Robotten kommer med andre ord fra fortiden. Tilsammen danner sådanne paradoksale forhold et billede af tiden som fænomen, der strækker sig så ufattelig langt både bagud og fremad. Alt synes muligt, alt kan forsvinde og genopstå. Det er svimlende perspektiver, som Wolfe her på legende og fascinerende vis sætter i spil.

Ved afslutningen af bogen må læseren da også konstatere, at Gene Wolfe har udvidet rammerne og den tematiske kerne for serien betydeligt. Han har sat en flimrende serie af idéer i søen, hvis mening og konsekvenser for den videre fortælling på dette punkt synes ganske uklare.

Paperback, Arrow Books 1982

Vi forstår ganske enkelt ikke, hvor Wolfe vil have os hen med sin beretning, men netop det er også pointen. Vi kan måske nok genkende Severian som menneske, men dybest set er han en gåde for os, og det samme er hans verden såvel som hans beretning.

Romanen er dermed et vindue for os, hvorigennem vi kan belure en fremmed verden, et fremmed sted og fremmede betydninger, men vi gør det med løftet om, at der ligger en form for pointe i vente, når Severian er færdig med sin historie. Severian lover os næsten ordret, at der er en mening med det hele. Om Gene Wolfe også indfrier Severians løfte er en anden snak.

Paperback, Timescape 1982

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1983

The Claw of the Conciliator er en eksplosion af idéer, et hæmningsløst stykke prosa, der lyver og antyder uendeligt meget, og det taler til bogens oprindelige redaktørs ære, at de turde byde deres læsere et stykke så kompromisløst litteratur.

Mere følger senere, når vi skal se på seriens tredje bind.

Paperback, Arrow Books 1986

Paperback, Legend 1991

Hardcover, The Easton Press 1993

Paperback, Orion 2000

Paperback, Gollancz 2016

2 kommentarer

Filed under Roman

Gene Wolfe, The Shadow of the Torturer (1980): Ord fra menneskehedens sidste kapitel

Paperback, Orb 2000. Det fantastiske forsidebillede, malet af Don Maitz, stammer fra romanens 1. udgave

Gene Wolfe er en af generefiktionens titaner og det med rette. Han vandt allerede sine sporer i 70’erne som novelleforfatter, men det var imidlertid i 1980, da han udsendte Shadow of the Torturer, at hans stjerne for alvor steg og kun er fortsat med at stige siden. Wolfes bog er første bind i en serie på fire, som de fleste sikkert vil være bekendte med. Book of the New Sun, som serien kaldes samlet, er blevet en klassiker og pligtlæsning for alle, der bare interesserer sig en smule for SF og fantasy.

Serien er nemlig et ekstremt vellykket eksempel på den forkætrede Science Fantasy-genre, som fans i begge lejre alt for let får galt i halsen. Hans historie udspiller sig således i en fjern, fjern fremtid, hvor solen er ved at brænde ud, og teknologi har antaget en semi-magisk karakter i et næsten feudalt samfund. Wolfe har imidlertid hævet sig op over den ordinære SF og fantasy og skrevet et værk, med uomgængelig litterær tyngede, der må lukke munden på enhver genre-puritaner.

Paperback, Orb 2000

Seriens første bind, som her er under luppen, introducerer hovedpersonen og jeg-fortælleren Severian, der er under oplæring i bødlernes laug. Han har levet i laugets tårn siden barnsben og kender derfor nærmest intet til livet uden for tårnets dystre mure. Som alle teenagere afsøger Severian og hans venner fra lauget grænser, og de sniger sig derfor ud i den enorme nekropol, der omkranser bødlernes tårn.

Her, blandt smuldrende gravkapeller, bliver Severian vidne til et sammenstød mellem to grupper, og unge Severian redder – nærmest ved et tilfælde – en mand fra at blive dræbt af bystyrets soldater. Manden forærer Severian en særlig mønt som tegn på sin taknemmelighed, og dermed er Severian pludselig kommet ind på en bane, der ikke alene skal føre ham på kollisionskurs med sit eget laug, men som også sender ham ud på et langt og krævende eventyr.

Gene Rodman Wolfe (født 7. maj, 1931)

Manden, som Severian hjalp, var oprøreren og banditten Vodalus, der er mere myte end virkelighed, og mødet med denne nærmest overjordiske skikkelse fylder pludselig Severian med drømme om andre liv, uden for murene, som han aldrig tidligere havde overvejet. Mødet bliver det første af en række skelsættende situationer i Severians liv, der på en gang synes helt tilfældige og samtidig forudbestemt af en form for forsyn.

Mødet med Vodalus planter en kim af illoyalitet i Severian, og da han forbryder sig mod gildet, ved at hjælpe en kvinde til selvmord, så hun undgår pinefuldt forhør hos bødlerne, bliver han sendt bort fra lauget i skam. Straffen er, at han må rejse til en fjern, ydmyg provins for der at tjene som mestermand. Dermed lyder startskuddet for det, der ikke alene skal blive Severians dannelsesrejse, men også en kompleks fortælling, der ligger langt ud over navnlig fantasy-genrens vanlige brug af rejsetemaet og rite de passage-motivet.

Hardcover, Simon & Schuster 1980. Romanens 1. udgave

Det helt fantastiske ved The Shadow of the Torturer, som står klart allerede få sider inde i første kapitel, er bogens fortættede stemning, formidlet gennem den alstedsnærværende Severians fortællerstemme, der nu ser tilbage på et langt liv. Severian er en klassisk observerende hovedperson, der ikke nødvendigvis selv foretager sig ret meget. Det gør verden imidlertid omkring ham, så snart Gene Wolfe slipper sin hovedperson fri af bødlernes tårn og sender ham ud i den spraglede storby Nessus. Faktisk overdynges både Severian og læseren med indtryk, således at den unge bøddel aldrig når længere end til Nessus’ byporte i første bind.

For Severian er det en kamp – både i konkret og sjælelig forstand – at krydse byen, fordi han gang på gang konfronteres med karakterer, der griber ind i hans færden, og som vi skal se i de senere bind, forbliver alle aktørerne personer, som i en eller anden forstand drager videre med Severian på hans rejse, da han først slipper ud af Nessus.

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1981

Man bemærker da også straks, at Severian er en følsom og eftertænksom iagttager, der reflekterer over sin verden. Men han har levet afskærmet fra byens liv og forstår sig derfor kun dårligt på mennesker og kender ganske lidt til den enorme stads skikke og steder. Og dertil kommer, at bogen er fortalt retrospektivt. Den modne Severian, der fortæller sin historie til os, kan med andre ord se tilbage på begivenhederne og beretter kun det, som, han synes, er vigtigt. Dermed er Severian en selektiv fortæller, som ganske vist bryster sig af aldrig at glemme noget, men som snart viser sig, er det ikke helt sandt.

Severian, ordrige, bekymrede Severian, er således bogens absolutte hovedperson og omdrejningspunkt. Alt handler om Severian, og man får hurtigt det indtryk, at hele livet under den røde, overmodne, døende solkugle på planeten Jorden handler om Severian. Og sådan må det også være i en selvbiografisk tekst, som romanen giver sig ud for at være.

Paperback, Timescape 1981

Der er storhed over det projekt, som Gene Wolfe satte i søen med The Shadow of the Torturer. Han trådte nye stier for genrefiktionen med sin ego-centrerede fortæller, der i langt højere grad er optaget af den indre rejse ind de turbulente optrin, som sker omkring ham. Wolfe indskrev dermed også sit romanværk i en litterær modernistisk tradition, hvis store forbillede kan søges i et værk som James Joyces Ulysses.

Ligheden mellem Leopolds Blooms 16. juni og Severians vej gennem Nessus er påfaldende, og var der aldrig kommet flere bind i Wolfes serie, ville første bind stadig stå som et eklektisk mesterværk. Og det er dermed også klart, at Wolfe ikke har til hensigt at fortælle en letbenet røverhistorie med sit science fantasy-epos. Nej, han vil ind og røre ved nervetrådene og lege med store koncepter som jeg’et, tid og tro. Wolfe vil dermed også meget mere end triviel, såkaldt ”world building ”, han vil føre sin læser ud i et nyt rum, hvor livets store spørgsmål kan frigøres fra vores samtid og belyses fra andre vinkler, for at vi måske kan forstå dem bedre, når det anskues på afstand.

Paperback, Arrow Books 1983

Jeg skal nok fortælle mere om Severians verden, Severian som hovedperson og selve Gene Wolfes historiebrug, men det bliver i senere indlæg, som tager afsæt i seriens øvrige tre bøger. Her er tonen blot blevet slået an, så vi kan ruste os til at forlade Nessus med Severian. En komplekse og fascinerende rejse, som jeg misunder alle dem, der endnu har til gode at opleve den for første gang.

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1983

Paperback, Arrow Books 1986

Hardcover, The Easton Press 1989

Paperback, Millennium 2000

Hardcover, Gollancz 2011

1 kommentar

Filed under Roman

Harry Harrison, Make Room! Make Room! (1966): Helvede, det er de andre

Paperback, Orb 2008

Paperback, Orb 2008

Harry Harrison opnåede en høj stjerne i SF- verdenen, og han fik skrevet ganske meget fiktion i løbet af sit forfattervirke. For mig at se leverede han imidlertid aldrig noget, der var bedre end hans roman Make Room! Make Room! fra 1966. Bogen er en dystopisk rædselsvision, der med lige dele stille tristesse og klaustrofobisk horror udmaler en grotesk fremtid, hvor mennesket er reduceret til et liv, som tætpakkede tremmesvin i en automatiseret, udpint verden.

En skoldhed, sommervarm New York danner rammen om fortællingen, der indledningsvist beskriver kriminalbetjent Andy Ruschs forsøg på at opklare mordet på Big Mike – en ubehagelig gangsterboss, der opererede under et tyndt dække af at være en lovlydig forretningsmand. Alle tror naturligvis, at det må være en konkurrent fra underverdenen, der har myrdet Mike i hans luksuslejlighed. Sådan er det bare ikke. Mike bliver dræbt af en ung knægt, som bryder ind i Mikes lejlighed fordi en tilfældig mulighed byder sig.

Paperback, Orb 2008

Paperback, Orb 2008

Indbruddet går skævt, fordi Mike snupper knægten på fersk gerning og situationen ender i et mord. Drabet er dermed ikke noget planlagt attentat fra et af storbyens rovdyr, men et blot dumt uheld. Ikke desto mindre er effekten enorm, for Mikes død sender chokbølger gennem New York, samtidig med at byen lider i varmen og langsomt løber tør for alt fra mad og vand til strøm.

Midt i dette traver Andy omkring og forsøger at finde ud af, hvorfor Mike skulle dø. På sin vej gennem byen møder han høj såvel som lav, og bogens persongalleri udvides dermed løbende, til vi – henimod slutningen – sidder med et helt lille ensemble af karakterer, der alle får små handlingstråde, som stedvist krydses.

Harry Max Harrison (12. marts 1925 – 15. august 2012)

Harry Max Harrison (12. marts 1925 – 15. august 2012)

Betjenten Andy bliver dermed vores primære øjne og ører på en nedslående tur gennem storbyjunglen, og det, vi ser, bliver til stadighed mere grimt og ynkeligt. Alt slides op omkring Andy; hans venner og kæreste forsvinder en for en, mens sagen on Big Mike trækker i langdrag, fordi alle nægter at indse den simple sandhed, at Mike død var et meningsløs uheld. Byen æder sine indbyggere op som en anden Leviathan har vokset sig ud over alle rammer.

På et formelt plan er det interessant at bemærke Harrisons greb om fortællingen, der foretager en spændende kobling mellem to klassiske litterære genrer. På den ene side har vi nemlig den hårdkogte kriminalroman, der repræsenteres ved den forhutlede opdager Andy. På den anden side har vi den marxistiske kollektivroman, der netop fik en ny opblomstring i 60’erne som effektiv metode til at indkredse miljøer og samfund.

Paperback, Roberts Vinter 1966. Romanens 1. udgave

Paperback, Roberts Vinter 1966. Romanens 1. udgave

Præcis dette gør Harrison da også med sin SF-bog, der udspiller sig i det dengang fjerne år 1999. Man kan imidlertid se på en stærkt beslægtet roman, som James Plunketts bestseller Strumpet City fra ’69, der er en historisk roman, som udspiller sig i Dublin i årene før Første Verdenskrig. Parallellerne mellem Harrisons fremtidsdystopi og Plunketts triste, men hjertevarme skildring af det forarmede, udsultede arbejderliv i Dublin er slående, og parallellen mellem bøgerne tankevækkende, fordi de i virkeligheden når samme sted hen med deres romaner.

Den ene går til den historiske fiktion, den anden til fremtidsfiktionen, men begge peger de gennem deres genrevalg ind i samtiden og samtidens problemer. Fortællingens miljø bliver dermed først og fremmest en ramme eller indpakning, hvor den ene kan være lige så god som den anden. I hvert fald umiddelbart, for som jeg kort nævner nedenfor, er bøgernes virkning ikke helt den samme.

Hardcover, Doubleday 1966

Hardcover, Doubleday 1966

Harry Harrisons fremtidsvision adresserer emner som overbefolkning, forurening og social ulighed – alt sammen temaer, der synes præcis lige så relevante i dag som dengang i ’66, da roman udkom første gang. Det er endda bemærkelsesværdigt, hvor stærkt hans økologiske forfaldsportræt af navnlig storbyen stadig slår igennem, fordi den griber fat i helt basale, tidløse problemstillinger i samfundet. Forsyninger og infrastruktur, magtfordeling og demokrati er konstanter, som altid er relevante at diskutere og analysere. Tematisk har Make Room! Make Room! dermed afgjort noget at byde ind med, fordi den tegner et ekstremt, men også besnærende, gruopvækkende fremtidsperspektiv, der i høj grad er en påmindelse om, at vi kan miste alt det, vi har opbygget og pludselig stå i en situation, der ligner langt ældre historiske vilkår.

Hvor tankevækkende alt dette end måtte være, er det imidlertid i selve strukturen og de stilistiske valg, at romanen for alvor skiller sig ud som en sjælden perle. Harrison balancerer på en knivsæg med sin brug af troper fra den hårdkogte krimi. Kun alt for let ville det hele kunne falde til jorden som plat gentagelse af genreklicheer, men fordi han gradvist arbejder sin historie ind i en bredere gruppe af karakterer, får han sig løsrevet fra narrativets udgangspunkt og transformeret historien til et socialt portræt.

Paperback, Berkley Medallion 1967

Paperback, Berkley Medallion 1967

I stedet for blindt at holde fast i sit genrevalg slipper han det gradvist og flytter sin fortælling et andet sted hen. Det store ved bogen er, at det lykkes for Harrison at fastholde den stemningsmæssige, hårdkogte grundtone og derved fremstår genreskiftet mindre dramatisk, ja vel nærmest usynligt, for den der ikke opmærksomt følger de små signaler i teksten, der angiver, at vi nu langsomt forlader detektivromanens univers.

Make Room! Make Room! er socialt gys, øko-gru eller dystopisk SF. Kald det, hvad du vil. Romanen er med sit sortsynede verdensportræt et grumt stykke fiktion, der med al tydelighed viser, hvor virkningsfuldt fremtidsfortællingen kan blive, når den fordrejer vores nuværende livsvilkår og projicerer dem ud i yderste konsekvens. Hos Plunkett, som jeg her har stillet Harrison sammen med, er samfundsskildringen et deprimerende portræt af en overstået historiske periode. Netop det er afgørende, fordi vi læser den historiske roman som noget udlevet og overvundet. Vi spejler os altså retrospektivt i fortællingen. Der er vi ikke længere, kan man tænke, og prise sig lykkelig over ikke at skulle gennemleve hungersnød og forsluming.

Paperback, Penguin Books 1967

Paperback, Penguin Books 1967

Harrisons bog slår imidlertid langt hårdere, fordi den er et fremtidsbillede – det er her, vi kan ende. Fremtiden er muligheden, og Harrisons fortælling er et stykke stinkende, lummert forfald, der æder sig ind under huden og bliver hængende over os som damoklessværdet. Og netop derfor er bogen et bekymret opråb, som det lønner sig at vende tilbage til, fordi den rusker op i os og minder os om, at fremtiden består af valg, og forkerte valg fører os steder hen, som vi bestemt ikke ønsker os at opleve.

Paperback, Berkley Medallion 1973

Paperback, Berkley Medallion 1973

Paperback, Penguin Books 1973

Paperback, Penguin Books 1973         

Paperback , Berkley Books 1978

Paperback , Berkley Books 1978

Paperback, Ace Books 1980

Paperback, Ace Books 1980

Paperback, Penguin Books 1982

Paperback, Penguin Books 1982

Paperback, Bantam Spectra 1994

Paperback, Bantam Spectra 1994

Paperback, Penguin Books 2009

Paperback, Penguin Books 2009

Ebog, Rosettabooks 2010

Ebog, Rosettabooks 2010

 

3 kommentarer

Filed under Roman