Tag Archives: Oxford University Press

Matthew Gregory Lewis, The Monk. A Romance (1796): Skrækgenrens dybe rødder

Paperback, Oxford University Press 2005. Forsidens maleri er af en ukendt maler, udført o. 1480.

Når vi taler skrækfiktions rødder, begynder vi som regel enten hos Poe eller går tilbage til de tidlige, gotiske romaner, hvor The Castle of Otranto (1764) naturligvis indtager en særstilling som det første, egentlige værk udi den litterære gotik. Der er da også god grund til at studere gotikken nøje, hvis man vil forstå, hvorfor gysergenren udvikler sig, som den gør. Der ligger i hvert fald meget i gotikken, som genren har taget med sig helt op til i dag, hvor man fortsat kan finde de samme tematikker og situationer behandlet. Formsproget har naturligvis ændret sig uendelig meget, men det er en anden snak.

Walpoles The Castle of Otranto, Shelleys Frankenstein (1818) og Melmoth the Wanderer (1820) af Charles Maturin er tre dele af en firkløver, hvor Matthew Lewis’ The Monk udgør det fjerde ben. De fire bøger er samlet det grundlæggende katalog over gotikkens væsen. Der er dermed essentielle stilistiske og tematiske overlap de fire værker imellem, men alle har samtidig også deres klare, selvstændige profil. Frankenstein er uden tvivl den berømteste af de fire, mens Walpoles værk huskes for at være den første. De to andre, Melmoth og The Monk, har med tiden antaget en sekundær rolle, og der er formentlig ikke ret mange, der rent faktisk har læst de to sidstnævnte bøger i dag. Det er der imidlertid god grund til at gøre.

Paperback, Oxford University Press 2005

Som med al litteratur fra perioden er der noget ekstremt langmodigt over Lewis’ The Monk. Spændingskurven i romanen, hvis man kan tale om en egentlig spænding, må i bedste fald beskrives som stødvis – i hvert fald set med moderne øjne. Handlingen er kompliceret og involverer ganske mange personer, forvekslede identiteter og fortællinger i fortællingen, som alt sammen gør det vanskeligt kort at genfortælle, hvad The Monk handler om.

Kernen i historien, der udspiller sig i senmiddelalderens Spanien, er imidlertid munken Ambrosio (titlens munk), der er feteret af alle for sin hellighed og asketiske livsførelse; faktisk betragtes han mere eller mindre som en levende helgen. Vi er imidlertid ikke kommet ret langt ind i romanen, før det står klart, at Ambrosio også er et væsen af kød og blod. Han forelsker sig stormfuldt i den kun 15-årige jomfru Antonia, som hurtigt bliver til en besættelse for den fromme mand. Han skyer ingen midler og får til sidst hjælp fra sataniske kræfter til at tiltvinge sig adgang til den pige, han begærer. Omkring denne fortællinger befinder der sig et virvar af små og store historier, der alle krydser hinanden og i nogen grad har indflydelse på grundfortællingens fremdrift.

Matthew Gregory Lewis (4. juli 1775 — 14. maj 1818)

For at kunne nyde bogen som nutidig læser, er man nødt til at favne den udflydende struktur og i stedet for at fokusere på handlingens fremdrift, så dvæle ved de enkelte øjeblikke og situationer, der beskrives. Det er nemlig i bestemte chokerende scener og ordvekslinger, at The Monk levede og stadig lever. Bogens indhold er da også ganske grænseoverskridende og provokerende, ikke mindst set med samtidens briller. Vi læser om mord, sort magi, tortur og voldtægt. Det er skrap kost, som har været ganske voldsom, da bogens så dagens lys. I dag har det floromvundne sprog ikke meget skandaleværdi længere, men ikke desto mindre er selve projektet bag bogen fortsat fascinerende.

Den universitetsuddannede Matthew Lewis var i den grad rundet af rationalismen og navnlig rationalismen, som den kom til udtryk i protestantismen. For ham var religion og metafysisk blevet et indre, personligt anliggende, der ikke havde noget med den ydre verden at gøre. Irske John Toland havde udgivet sit rationalistiske hovedværk Christianity not Mystery (1696) omtrent hundrede år, før The Monk udkom. Og Tolands budskab var i slutningen af 1700-tallet blevet så gennemabsorberet, at selve mysteriedelen i religionen, som Toland og rationalisterne gjorde op med, virkede tiltrækkende og eksotisk på unge digtere som Matthew Lewis.

Paperback, elek 1960

Præcis mysteriet er nemlig det bærende element i The Monk, der ikke alene fører sine engelske læsere til middelalderen og det eksotiske Spanien, men også ind i en fortættet spiritual verden, der må siges at være en direkte modsætning til Lewis’ eget religiøse klima. The Monk er dermed en udforskning af en mørk og hemmelighedsfuld fortid, hvor skinhellig religion og liderlighed ligger lige under overfladen. Der dunster af lige dele røgelse og kropssved i romanen, og Lewis har givetvis følt en pikant gysen, mens han beskrev munken Ambrosios sataniske fald og komplette tilintetgørelse på grund af sine drifter.

Romanen har eventyrets skær på grund af det historiske miljø, men den har også en tydelig polemisk brod imod samtidens katolicisme, der indirekte identificeres som en væsentlig nærring til de indestængte følelser, der skildres i bogen. Nogen konsekvent kritik er der dog ikke tale om, fordi Lewis tydeligvis også har blik for ritualernes sanselighed. På den led bliver hans bog en dyster fabel, som først og fremmest svælger sig i mysteriets vildnis og utøjlede drifter. Han vil have os med til en verden, hvor der bliver følt og handlet på følelserne, uanset om det måtte være de kødlige drifter eller åndelige længsler. Vel at mærke ikke fordi han ønsker en verden, hvor dette er normen, men fordi han gerne vil lade sine læsere dvæle æstetisk ved drifterne. The Monk står derfor også som et følelsesmæssigt sus, der bruser gennem læseren med sin overflod af usagte og forbudte længsler, der her, momentant, får fri luft.

Paperback, Avon Books 1975

Lewis lader os med sin roman gå på opdagelse i et fremmed univers, og han lader os afsøge det grumme og det grimme, der gemmer sig under ovefladen. Man kan på ingen måde kalde The Monk hverken moderne eller tidløs – den er helt og aldeles forankret i sin samtids tænkning. Den ubehagelige lummerhed, som Lewis udforsker i bogen, har imidlertid stadig ikke mistet sin kraft og for den, der kan holde koncentrationen gennem den langstrakte roman, ligger der ganske mange små litterære guldkorn her, som burde kunne glæde alle skrækentusiaster. Når du derfor næste gang overvejer at genlæse Frankenstein igen-igen, så prøv i stedet at give The Monk en chance. Måske du vil blive positivt overrasket.

Paperback, Sphere 1974             

Paperback, Grove Press 1993

 

 

 

 

6 kommentarer

Filed under Roman

Horace Walpole, The Castle of Otranto (1764): Den gotiske støbeform

Paperback, Oxford University Press 1998. Forsidebilledet er et forstudie af John Singleton til maleriet "The Red Cross Knight" fra o. 1793

Paperback, Oxford University Press 1998. Forsidebilledet er et forstudie af John Singleton til maleriet “The Red Cross Knight” fra o. 1793

Gotikken har fået en lille opblomstring og optræder pludselig som begreb i flere forskellige sammenhænge. Leonora Christina Skov udgav eksempelvis allerede en gotisk roman tilbage i 2010, og Henrik Harksen Productions har søsat en bogserie under titlen ’gotisk krimi’. Der kan derfor være god grund til at se tilbage mod den oprindelige gotiske litteratur for at forstå, hvad de moderne receptioner af genren, eller måske rettere udtrykket, egentlig bygger på. Her skal vi derfor se lidt nærmere på The Castle of Otranto; en af gysergenrens store, formative romaner. En af de romaner, der stadig kaster skygger helt op i vores samtidslitteratur. Ikke så meget på grund af handlingen, men på grund af den måde som skrækken bliver iscenesat på i bogen.

Men lad os ganske kort tage et kig på handlingen først. Historien udspiller sig i 11-1200-tallet på en borg i Otranto. Stedets geografiske betydning spiller imidlertid ikke nogen synderligt stor rolle, idet handlingen mest af alt er centreret omkring borgen og dens nærmeste omgivelser.

Paperback, Oxford University Press 1998

Paperback, Oxford University Press 1998

Borgslægten på Otranto er forkommen og uddøende. Ikke desto mindre har slægtens overhoved, Manfred, formået at få giftet sin søn Conrad med Isabella, en anden borgherres datter. Det kunne jo tyde på bedre tider for Otranto, men sådan skal det ikke gå. Få øjeblikke før bryllupsceremonien skal udspille sig, bliver Conrad nemlig dræbt af en gigantisk hjelm, der ud af det blå falder ned fra himlen og knuser ham.

Det i sig selv burde jo være nok til at bringe borgen på den anden ende, men Manfred ser straks ulykken som et tegn på, at en gammel spådom om Otranto-slægten skal gå i opfyldelse. Det fortælles nemlig, at slægten en dag, når den ikke længere er stærk, vil blive knust. En frygtelig situation og Manfred beslutter resolut at handle. For at redde sin slægt vil han lade sig skille fra sin kone Hippolita og i stedet gifte sig med den unge Isabella, som hans søn Conrad egentlig stod til at skulle giftes med. Derved håber Manfred at kunne redde slægten fra undergang og måske også redde sit eget skind.

Horace Walpole (24. september 1717 – 2. marts 1797)

Horace Walpole (24. september 1717 – 2. marts 1797)

Naturligvis går det ikke så glat, som den desperate Manfred havde håbet. Conrads død har skabt frygt og panik, og Isabella har ikke den fjerneste lyst til at gifte sig med Manfred. Hippolita er ligeledes dybt ulykkelig over situationen, og Conrads søster Matilda kan kun med skræk se til, mens hendes far tilsyneladende er ved at opfylde profetien om slægtens undergang ved egen hånd.

Fortællingen udvikler sig hurtigt til et indviklet net af optrin, der involverer overgreb, skjulte identiteter og overnaturlige hændelser. Alt sammen kørt ind i en fortættet historie, der langsomt samler kræfter til den endelig eksplosion, hvor alle aktører får lov at mødes og få sagen afgjort.

Paperback, Penguin 2002

Paperback, Penguin 2002

Horace Walpole debuterede som romanforfatter med The Castle of Otranto, og selv om han genudgav romanen flere gange i revideret form, udgav han aldrig andet skønlitteratur. Det var måske også kun godt, for til trods for, at værket har haft en enorm litterær betydning, er Walpole ikke nogen synderligt stærk forfatter. Hverken hans greb om sproget eller historien virker helt overbevisende i dag. Ikke desto mindre formåede Walpole at skabte en helt ny genre med sin korte roman, og The Castle of Otrantos eftervirkning synes derfor langt vigtigere end selve bogens historie.

I romanen kombinerede Walpole sin passion for Shakespeare med de for tiden populære franske melodramaer. Han overtog først og fremmest brugen af overnaturlige elementer og det historiske miljø fra Shakespeare. Her fandt han spøgelser, gamle forbandelser og dødsdømte slægter, der kunne stå som skabelon for borgslægten på Otranto. Han hentede også den fortættede stemning af psykisk terror hos Shakespeare, hvor navnlig Hamlet og Macbeth synes at have været væsentlige inspirationskilder for ham.  Til dette føjede Walpole fransk melodrama, der udmærkede sig ved pludselige og dramatiske omslag i handlingen, iscenesat gennem voldsomme effekter. Effektmageri der i bogen blev omsat til svævende gespenster, hemmelige gange og skjulte identiteter.

Paperback, Oxford University Press 1996.

Paperback, Oxford University Press 1996.

I The Castle of Otranto blev koblingen mellem disse to tråde en dyster borg, hvor spøgelser og gigantiske rustingsdele ud af det blå dukker op og griber ind i historien. Tro pokker at surrealisterne elskede Horace Walpole og regnede ham som en af deres forgængere. Alene beskrivelsen af den enorme hjelm, der i bogens åbning knuser Conrad, er ganske absurd og vel nærmest lidt komisk i dag.

Sådan blev det imidlertid absolut ikke opfattet på bogens udgivelsestidspunkt. Det vilde, irrationelle element i Walpoles roman var både uhørt og tragisk gribende. Den udfordrede tidens forestillinger om rationalitet og litteraturens rolle som opdragende og socialt dannende. Walpole gik i den stik modsatte retning. Ikke alene valgte han et middelalderligt katolsk miljø til sin historie, han baserede den også på moralsk anløbne karakterer, der absolut ikke kunne regnes som sociale forbilleder.

Paperback, Empire Books 2012

Paperback, Empire Books 2012

Bogens virkelige storhed findes imidlertid i selve historiens ramme. Det har ofte været fremført, at bogens egentlige hovedperson er selve borgen i Otranto. Og her kan jeg kun være enig. Borgen ligger som en dyster, hensmuldrende gigant, der på det nærmeste er ved at kvæle livet omkring sig og gøre dens beboere syge og falmende. Med få dramatiske beskrivelser får Walpole tegnet et billede af stedet som en mareridtsagtig labyrint fyldt med gange og trapper, hemmelige døre og fugtige kældre. Den har alt det, der senere er blevet faste komponenter i gotikken, og måske fordi de blev brugt for første gang her, fremstår de med en utrolig klarhed hos Walpole.

Som underholdning har The Castle of Otranto måske ikke så meget at byde på længere, men hvis man interesserer sig for gysergenrens udvikling, er bogen et afgørende bekendtskab. Den ligger nemlig som det frø, hvorfra rigtig meget er vokset frem. Og retter man blikket mod ingredienserne i Walpoles roman, er der afgjort stadigvæk meget at hente. Måske er det også derfor, at gotikken bliver ved med at vende tilbage i nye former, men altid med referencer tilbage til det dystre udgangspunkt i Otranto.

Paperback, Dover Thrift Editions 2004

Paperback, Dover Thrift Editions 2004

Det fortættede psykologiske drama i den forbandede, giftige borg synes i hvert fald at være en ramme, som vi kan blive ved med at spejle os selv i. Måske fordi vi bliver ved med at genkende vores egne misantropiske problemer i borgslægten. Måske fordi vi som Lovecrafts ’outsider’, efter at have slugt fortællingen, pludseligt ser vores egne ansigter reflekteret i teksten og forstår, at Otranto er et billede på vores relationer til familie og venner. Det er ikke noget kønt syn Walpole viser os, men ikke desto mindre kan det være svært at se væk, når man først har fået blik for det.

Paperback, CreateSpace 2013

Paperback, CreateSpace 2013

Paperback, Aziloth Books 2010

Paperback, Aziloth Books 2010

1 kommentar

Filed under Roman