Tag Archives: Ozzy Osbourne

Copenhell ’18 i bakspejlet

Copenhell er efterhånden blevet et af årets højtider for alle, der lytter til metal og hård rock. Det der begyndte som en lille nichefestival for en mindre, ekstremt dedikeret skare, har nu efter ni år udviklet sig til et velvoksent arrangement, som forsøger at favne nyt og gammelt indenfor de ganske bredt definerede rammer for metalmusik. I år var da heller ikke nogen undtagelse, og selvom jeg på ingen måde var synderligt begejstret for årets udbud af bands, kan jeg nu se tilbage på nogle fantastiske dage på festivalen. Vejret var for en gangs skyld strålende, men meget af det skyldes mest af alt, at det er hyggeligt at tilbringe lidt løssluppen tid i venners lag, og det er nok i virkeligheden en af de ting, som Copenhell gør bedst. Festivalen byder sig til som et uprætentiøst frirum, der er behageligt renset for næsten al smarthedskultur.

Det sted, som mere end noget andet repræsenterer den ånd for mig, er de berømte og berygtede metalkaraoke-sessioner, som løber af stablen i ølteltet hver dag. Her kan alle melde sig til og få mulighed for at synge en eller anden mere eller mindre kendt sang fra metalmusikkens verden. På karaoke-scenen, kan man møde alt fra det selvsikkert leverede, knusende fremføringer til numre, der drukner i fuldemandsbrøl og bizarre attituder. Publikum tager næsten lige godt imod det hele og bærer musikken igennem som en enorm omgang fællessang, der ofte overtager lydbilledet fra det, der sker på scenen. Den energi og stemning af fælleskab, som opstår under de seancer, er noget sjældent sympatisk og en oplevelse, der binder festivalen langt mere sammen, end musikken på de store scener gør det.

På de store scener fordeler fans sig efter smag og behag, men i ølteltet er det den fælles begejstring, som løfter sig; en følelse som jeg tror vi alle har brug for at mærke i ny og næ, navnlig i forhold til vores mere eller mindre nicheprægede interesser. Man kan ikke kalde det nostalgi, når der skråles med på alt fra Iron Maiden, Slayer og Dio til In Flames og Pantera, men snarere en fantastisk form for fejring af et tidløst nu i musikken. En (gen)oplevelse og (gen)opdagelse af ubekymret glæde ved at være i de sange, som man på et eller andet tidspunkt har voldlyttet på sit anlæg, i sin walkman eller hvor man nu har hørt musik.

Mine to musikalske højdepunkter i år var uden tvivl Alice In Chains og Kellermensch. Jeg var engang en stor Alice In Chains-fan, men mistede interessen for bandet i slutningen af 90’erne og har ikke rigtigt fulgt dem efter at William Duvall erstattede Layne Staley. Da de spillede på Copenhell tilbage i ’13, så jeg én sang med dem og smuttede hen til noget andet, men i år blev jeg hængende, og det fortryder jeg ikke et øjeblik. Højdepunkterne var helt sikkert at høre de mere stille numre fra Jar of Flies-EP’en, men de gamle numre fra Facelift rykkede i den grad stadig. Jeg kommer nok aldrig tilbage til AIC, der i sidste ende forbliver en form for coverband for mig efter Staley døde, men fedt endelig at høre numrene blive spillet live. Den chance burde jeg have udnyttet allerede tilbage i ’13. Den slags oplevelser er naturligvis en af de gode ting ved den flittige genbrug af gengangere på årets bandopstilling.

Kellermensch var, som sagt, det andet store punkt på årets Copenhell. Drengene fra Esbjerg, som jeg har set før på en lille scene, kastede sig her hovedkulds ud i et fantastisk, dramatisk set, hvor der blev crowdsurfet, kastet med guitar og slynget med mikrofonstativ, mens den karismatiske forsanger Sebastian Wolff krængede sin sjæl ud i deres mørke rocknumre. Metalmusik kan man på ingen måde kalde Kellermensch, men deres attitude og sceneoptræden på en sen lørdag eftermiddag sidste dag på Copenhell har mere vildskab, aggressivitet og nerve end mangt et andet band på festivalen. Al metal-puritansk kritik af bandets optræden på årets program burde derfor være lukket nu.

Det absolutte lavpunkt gjorde ondt. Rigtig ondt. Jeg har Black Sabbath i min DNA og kan næsten tilgive Ozzy og de andre fra gruppen hvad som helst, fordi de med deres første albums skabte noget uopslideligt. Uopslidelig er Ozzy imidlertid ikke, og selvom jeg har stor svaghed for meget af hans tidlige solomateriale, blev det ganske enkelt for meget at se min gamle helt vralte omkring på scenen som en anden undsluppen patient fra det nærmeste plejehjem. Ozzy er færdig, det stod med al tydelighed klart under denne koncert fredag nat på festivalen.

Det stod vel allerede klart, da han spillede med Sabbath til Copenhell sidste år, men tingene var på en måde bare blevet værre nu. Ikke mindst takket være den hysteriske Zakk Wylde, der med sin guitar formåede at fræse alt til døde i ulidelige soloer, mens han forsøgte at udfylde det tomrum på scenen, som stakkels, stærkt aldersvækkede Ozzy efterlader. Det var deprimerende at opleve og nok til at forsure selv det bedste forhold til de gamle albums.

Ozzy anno 2018 – et selvbillede ude af trit med virkeligheden

Set i bakspejlet, her et par uger efter, står stemningen på Copenhell som det stærkeste for mig i år. Helhedsoplevelsen af at tilbringe et par dage på Refshaleøen i selskab med en ufattelig broget forsamling, der i højt humør og med en stor kærlighed til en bestemt musikgenre slår gækken løs, er noget særligt, som får smilet frem.

Der er en fælleskabsfølelse på festivalen, som jeg ikke tror, man finder noget andet sted, og det er da også grunden til, at jeg helt sikkert kommer tilbage til festivalen næste år. Blot håber jeg, at programmet denne gang bliver en smule mere ophidsende – så hvad med at få High On Fire til Copenhell? hvad med Electric Wizard? Hvad med Cult Leader? Der er mange bud, og jeg glæder mig allerede nu til at holde øje med annonceringerne, der som altid er et flittigt diskussionsemne i min vennekreds.

Vi ses afgjort på pladsen i ’19!

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret