Arthur C. Clarke, Profiles of the Future (1962): Fremtiden er nu engang uforudsigelig

Paperback, Pan 1973

Her skal det handle om et essay, som Arthur C. Clarke udgav første gang i 1962. Jeg vil dog lige begynde med et par indrømmelser: For det første har jeg kun meget lidt forstand på teknologi i bred forstand, og det interesserer mig egentlig heller ikke ret meget. Jeg har heller ikke læst voldsomt meget af Clarkes skønlitteratur, selvom jeg sådan set føler, at jeg har et udmærket indtryk af hans stil. Nogen stor fan er jeg ikke, men der er alligevel noget udholdende ved hans prosa, som har fået mig til at genbesøge ham en gang imellem.

Nuvel, Profiles of the Future er ikke skønlitteratur, men i stedet et essay, hvor Clarke giver sit bud på, hvad fremtiden vil bringe. Bogen udkom, som sagt, i ’62, men den udgave, jeg har læst, er den reviderede version fra 1973, hvor vi foruden Clarkes oprindelige vision også bliver udstyret med hans bemærkninger til den gamle teksts konklusioner samt nye betragtninger ansporet af de erfaringer, han havde høstet i mellemtiden.

Paperback, Pan 1973

Man skal ikke tro, at bogen er en skildring af et Clarkesk Utopia, hvor han beskriver en verden, som den burde se ud. Dertil er Clarke alt for snu. Allerede i bogens første kapitel, ”The Hazards of Prophecy: The Failure of Nerve” beskriver han for os, hvor vanskeligt det er med disse fremtidsprognoser. Clarke var samtidig en mand, der ikke stillede sit lys under en skæppe, og han kan, oplyser han os venligt i kapitlet, faktisk gøre det, som mange andre har fejlet i. Clarke kan nemlig, mener han selv, give nogle bud på en realistisk fremtid, fordi han modsat mange andre tør tænke vildt og kreativt uden at lade sig binde af politiske eller økonomiske teorier. Han er udstyret med en særligt, modigt klarsyn, om man vil.

Det handler med andre ord om at kunne læse samtiden og se de brændpunkter for udvikling, hvor mennesket for alvor vil flytte sig. Og det kan Clarke altså, ikke mindst fordi han gennem sin fiktion har fået trænet sin kreativitet og skærpet blikket for de udfordringer, der nødvendigvis vil kræve løsninger på sigt.

Sir Arthur Charles Clarke (16. december 1917 – 19. marts 2008)

Som sagt er Clarke er ikke bange for at rose sig selv, og han kan da også igennem bogens 19 kapitler levere en række studier af centrale fænomener som rumfart, transport, madproduktion, tidsrejser og meget andet. Clarkes betragtninger, som eksempelvis når han giver sig i kast med en analyse af fremtidens vejnet og begrænsningerne ved nutidens forståelse af fart, er da også drevet af en stor kreativitet og passion. Idéerne kan man ikke tage fra ham, men man kan måske også spørge sig selv, om det ikke bliver en anelse for let. I sine perspektiver kommer Clarke nemlig ikke med forsøg på skildringer af processer, men udelukkende slutprodukter. Hvordan vi rent faktisk skal opnå de teknologiske tigerspring, han skriver om, overlader han til andre. Den slags arbejde er tydeligvis langt fra det åndens værksted, som Clarke sidder i. På den led ligner hans essay alligevel mere skønlitteratur end en egentlig debatbog. Eller en gratis omgang kan man sige.

Man kan dog ikke tage fra Clarke, at han frimodigt kaster sig ud i stærkt spekulative overvejelser. I kapitlet ”The Road to Lilliput” er han eksempelvis optaget af mikroskala og de muligheder, der ligger i at skrumpe ting. Her er han på flere måder helt på linje med Lindsay Gutteridge, der skrev sin pulp-trilogi om mikroagenten Matthew Dilke. Clarke tænker dermed sprælsk og udnytter helt bevidst troper udviklet i fællesskab med sine SF-kolleger, men han gør samtidig en dyd ud af at påpege, hvorfor mange andre enten er naive eller uambitiøse i deres forståelse af de specifikke fænomener og deres udfordringer.

Hardcover, Gollancz 1962. Bogens første udgave

Med det sagt er det selvfølgelig interessant at se, hvordan Clarke rent faktisk lykkedes med sit projekt. Til det må man svare: Ikke ret godt. Han forudså eksempelvis koloniserede planeter i år 2000, foruden en lang række andre ganske optimistiske forudsigelser, der alt sammen er projiceringer af en rumudforskning, der ikke har udfoldet sig som ventet. Hele IT-revolutionen er naturligvis eller ikke spået, hvilket alt sammen får Clarkes fremtid til at virke ganske bedaget. At han rammer rigtigt i forhold til andre ting, skyldes nok først og fremmest, at han skriver så vagt, at man hurtigt kan forme hans tekst i den retning, det nu passer bedst. Trods de selvhøjtidelige ord er resultatet ikke voldsomt imponerende.

Grundlæggende må man da også sige, at Clarkes største problem er, at hans optimistiske fremtidsprognoser udelukkende baserer sig på betragtninger baseret på teknologiske udviklinger. Han har ikke den menneskelige side med i sit billede af udviklingen. Clarke har dermed været totalt tonedøv over for den såkaldte counter-culture, og denne strømnings antiautoritære søgen mod økologi, teknologisk tilbageholdenhed samt ikke mindst spørgsmål om ligestilling, køn, åndelighed og så fremdeles.

Hardcover, The Scientific Book Club 1962

Clarkes rationelle verdensbillede greb ikke de længsler og behov, som mange unge følte, da han skrev bogen, og det var vel at mærke disse unge, der kom til at præge den fremtid, han skrev om. Clarke var på den led allerede bag om dansen, da han med sit snusfornuftige ingeniørsindelag skrev SF-drømme om en bedre verden.

Mens Clarke var optaget af at uddele verbale øretæver til kolleger, der bliver beskyldt for at være uambitiøse eller at tænke småt, kunne samfundet omkring ham passende synge med på Dylans linjer ”Because something is happening here but you don’t know what it is – Do you, Mr. Clarke?” Teknologi former mennesker, jovist, men mennesker former også teknologi, og jeg vil bestemt mene, at det er sidstnævnte forhold, der er det vigtigste.

Paperback, Bantam Books 1964

Clarke bliver på den led hurtigt et let offer for sin egen arrogance, hvilket kan synes velfortjent. Men med det sagt, vil jeg også sige, at Profiles of the Future er ganske underholdende læsning. Bogen solgte godt, og den har uden tvivl talt til et særligt publikum af læsere, der har følt sig hjemme i denne stemning af ”far ved bedst”. Bogens underholdningsværdi ligger da også i høj grad i Clarkes forfatterstemme. Han er fræk og kritiserer andre åbent. Han kommer også med udfald, som når han udpeger H.P. Lovecrafts fiktion som pjat, eller når han roser sig selv som en anden hr. Tudse.

Jeg vil da også sige, at det kræver mod at udgive en bog som Profiles of the Future, fordi den vel nærmest var dømt til at fejle. Det kræver også et stort ego, og Arthur C. Clarke havde uden tvivl begge dele. I medierne blev han sammen med Ray Bradbury SF-litteraturens repræsentanter, på samme måde som Stephen King har været skrækfiktionens ansigt i pressen. Den form for opmærksomhed forpligter. King skrev Danse Macabre (1981), og Clarke gav os et SF-essay – et portræt af fremtidens muligheder, som den burde tage sig ud i en rationel verden. Men, som Tocotronic synger smukt: ”Pure Vernunft darf niemals siegen”. Jeg tror, King slap en hel del heldigere fra sit essay-statement end Clarke, selvom Clarkes opgave naturligvis også er en hel del vanskeligere, men når det kommer til stykker er Profiles of the Future mindst lige så sjov læsning som Kings bog alligevel.

Paperback, Pan 1964

Paperback, Bantam Books 1967

Hardcover, Harper & Row 1973

Paperback, Popular Library 1977

Hardcover, Gollancz 1982

Paperback, Pan 1983

Hardcover, Gollancz 1999

Thomas Tessier, The Nightwalker (1979): Ulven i os alle

Paperback, Pan Books 1980. forsiden er malet af Chris Moore

I 1979 udsendte amerikanske Thomas Tessier en lille roman, der dykker ned i et af hans generations store traumer, nemlig Vietnamkrigens indvirkning både på de unge, der blev sendt afsted, og de unge, der blev tilbage. Selve Vietnamkrigen er blevet beskrevet skønlitterært ganske mange gange, det samme gør sig gældende for livet som hjemvendt veteran, men der er alligevel ikke ret mange bøger, der ligner Tessiers The Nightwalker.

På overfladen synes romanen rørende enkel, ja man kan endda sige banal, men graver man i teksten, står det klart, at letheden er bedragerisk. Tessier har indlagt et antal komplekse spørgsmål i fortællingen, som gør den værd at læse flere gange. Men først til handlingen.

Thomas Tessier (født 10. maj 1947)

Vietnamveteranen Bobby Ives driver omkring i London med en smule penge på lommen. Han bruger dagene på druk og ingenting. Han plages af migræne og depressive tendenser; alt sammen symptomer på det vi må opfatte som posttraumatisk stress. Rodløs og modløs giver livet ikke rigtigt mening for ham længere, men heldigvis har han mødt den unge Annie, der tager sig af ham. De er kærester, men Bobby har problemer med at åbne sig for hende, og der hænger derfor alvorlige skygger over deres forhold, selvom de i virkeligheden er meget glade for hinanden.

Alt det tager en uventet drejning, da Bobby og Annie en regnvejrsdag går en tur i byen sammen. De går og snakker, men pludselig ligger Annie død foran en bus. Bobby er overbevist om, at det var ham, der skubbede Annie ud på vejen, men alle andre omkring ham synes at opleve det som en ulykke. Hvad er realitet og hvad er fantasi?

Hardcover, Macmillan 1979. Romanens første udgave

Her begynder Bobbys deroute for alvor, for med Annies død opdager han en lyst til at påføre sin omverden smerte. Han bliver besat af tanken om andres blod, og dermed åbner han buret ind til et indre dyr, der gradvist overtager ham helt. Men kun gradvist, for han finder hurtigt en ny kæreste; en ung punker, der lever på gaden. De indleder et sadistisk forhold, hvor Bobby er herren og hun hans lydige slave. Kønt er det ikke, men det holder Bobbys morderiske tendenser stangen for en tid.

Med The Nightwalker kobler Thomas Tessier idéen om den psykisk nedbrudte veteran sammen med varulvemyten. Bobby er fremmedgjort fra sig selv og sin omverden på alle tænkelige måder, og netop som det lykkes for Annie at få ham til at åbne sig op, så dør hun belejligt. Bobby har dermed intet andet tilbage i London end sine egne tanker og følelser. Det kaster ham i favnen på et totalt sammenbrud, som Tessier elegant beskriver med en dobbelthed, der er ekstremt dragende.

Hardcover, Atheneum 1980

På den ene side er vi inde i Bobbys tanker og hører om hans langsomme forvandling fra menneske til varulv, men på den anden side får vi også stemmer udefra, der antyder, at Bobby og Bobbys oplevelser måske ikke er det mest troværdige. De blodige drab, som Bobby begår i løbet af bogen, er imidlertid en realitet, og den virkelighed indhenter ham selvfølgelig til sidst.

Det er ikke let at gøre noget nyt med varulvefiguren uden at foretage en total omfortolkningen af myten. Det gør Tessier heller ikke; i stedet vælger han at gå til idéen metaforisk, og han gør det, som sagt, med en dobbelthed, som sikrer, at vi aldrig fuldstændig kan afvise, at han rent faktisk gennemgår denne transformation. Der er litterær indsigt bag Tessiers disposition, og hans roman ligner vores hjemlige, nærmest samtidige Ulvetid i sit komplekse greb om varulven som sindbillede på en psykisk sindstilstand.

Paperback, Signet 1981

Går man lidt dybere ind i varulvefiguren hos Tessier, er det klart, at hans hovedperson er et ødelagt individ, som har brug for hjælp. Krigen er tydeligvis det, der har skubbet Bobby ud over kanten, og London er blevet et surrogat for den fjerne jungle, han kæmpede i. Det er ikke for ingenting, at varulven indtager en særlig plads i den freudianske tænkning som ufrivillig manifestation af indestængte følelser, der ikke lader sig holde indespærret. I sig selv er billedet af veteranen, der ikke magter at lægge kampen fra sig, da heller ikke noget nyt, men ser vi på Tessiers bog Finishing Touches fra 1986, er det klart, at der også er andre tematikker her, som har en særlig betydning for ham i sit forfattervirke.

I Finishing Touches er det igen den rodløse amerikaner i London, som er i centrum. Også her må hovedpersonen ind i galskabens labyrint, og der er således klare paralleller de to romaner igennem. De deler et blik på hjemløsheden og isolationen, der givetvis helt eller delvist er erfaringer, som Tessier selv oplevede, da han studerede og levede i Dublin og London i en årrække.

Paperback, Berkley Books 1989

Fælles for de to romaner er det også, at de rejser fundamentale spørgsmål omkring det at forstå og erkende ens medmennesker. Den smerte, følelse af tomhed og isolation, som vi kan bære rundt på indvendig, manifesterer sig ikke umiddelbart i det ydre; men så gør den det alligevel, hvis tingene sættes på spidsen. Bobby som varulv er sådan en manifestation, og den dødspornografi, der beskrives i Finishing Touches, er det samme. I begge romaner ser vi også samme udtalte fokus på den kropslige transformation som den sjælelige lidelses spejl. I The Nightwalker forsøger Bobby at kontrollere sin krop gennem overdreven brug af helsemidler og druk, mens hovedpersonen i Finishing Touches drukner sig i sex.

Der er ikke nogen tvivl om, at Thomas Tessier er en begavet forfatter og en mand, hvis romaner stort set altid rammer rent hos mig. Der er en dybde i teksterne, som gør dem fascinerende at arbejde videre med, men samtidig er han oprigtigt interesseret i genrefiktionens troper og virkemidler. Desværre er Tessier en af de oversete skrækforfattere, hvis kyniske kulde og menneskefjendske perspektiver har holdt ham på sikker afstand af bestsellerlisternes øvre lag, hvor langt mere varme og venlige former for gys har floreret. Det er en skam, for Tessier har utrolig meget at byde på, og jeg håber, han en dag får den anerkendelse han fortjener.

Paperback, Leisure Books 2008

Hardcover, Centipede Press 2012

Ebog, Endeavour Press 2016

 

 

 

 

 

James Herbert, The Rats (1974): Rotterne går til angreb

Paperback, Pan Books 1999

Engelske James Herbert debuterede i 1974 med en overraskende rå roman, der nærmere var en sen udløber af 60’ernes genopdagelse af pulplitteraturen end et produkt af den type bestsellergys, som voksede frem i 70’erne. Ikke desto mindre er det præcis den bølge, som skabte Herberts karriere og sikrede ham en komfortabel plads som en af Englands førende skrækforfattere helt frem til begyndelsen af 90’erne, hvor han, som så mange andre på genrescenen, begyndte at miste sit publikum.

Stilistisk er der ikke langt fra James Herbert til Graham Masterton, der også skrev i forlængelse af pulplitteraturens bramfri, voldsomme facon, men sammenligner man Mastertons debutroman The Manitou med Herberts debut, The Rats, er det klart, at der også er store, stilistiske forskelle de to imellem. Herberts tone er langt hårdere end Mastertons, der i højere grad benytter sig af humoristiske elementer.

Paperback, Pan Books 1999

Hvor Masterton forsøgte at simulere amerikansk litteratur og kontekst med sin debutbog, lod Herbert sin roman udspille sig midt i det forfaldne, fattige forstadslondon, som han selv var opvokset i. The Rats har dermed en snert af noget socialrealistisk, og selvom bogen har talrige spydige kommentarer, er det mere udtryk for en arrig gadedrengsattitude end egentlig humor. Herberts bog står dermed koldere og mere drabelig end Mastertons The Manitou, og det er ikke så sært, at romanen blev en af kilderne til 80’ernes vilde skrækfiktion, fordi man allerede her hos Herbert finder ganske meget af dette in spe.

Handlingen i The Rats beskriver, hvordan en ny art af gigantiske, muterede rotter er begyndt at dukke op i London. Ikke alene er de enorme, de er også intelligente – i hvert fald klogere end deres normale slægtninge – og de ser mennesker som deres primære bytte. I en række små kapitler hører vi først, hvordan rotterne går til angreb på tilfældige ofre, blandt andet et lille barn, før det endelig går op for myndighederne, at noget alvorligt er på færde. Det skyldes ikke mindst, at rotterne bærer på en virus. Hvis man overlever deres bid, vil sygdommen alligevel dræbe en efter 24 timer.

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

Midt i alt dette bliver skolelæreren Harris introduceret som bogens egentlige hovedperson. Ved en tilfældighed bliver han indrulleret i myndighedernes kamp mod rotterne, og det er igennem hans briller, at vi bliver vidne til den stadigt mere håbløse udrydningskampagne, hvis omfang har apokalyptiske dimensioner.

Sagens egentlig omfang står dog først klart, da vi bliver vidne til koordinerede angreb fra rotterne. Først mod et undergrundtog, som fører til nedslagtningen af de fleste passagerer, dernæst et angreb på skolen, hvor Harris arbejder, og endelig et angreb på byens zoologiske have.

Hardcover, New English Library 1974. Romanens 1.udgave

Man bemærker straks en atypisk voldsomhed i The Rats. Scenen med barnet, der bliver dræbt og ædt af rotterne i bogens begyndelse, går langt videre i sine beskrivelser, end hvad man har mødt i ganske meget andet skrækfiktion fra samme tid. Herbert sigter tydeligvis mod at provokere og ruske op i sin læser, og det formår han stadig den dag i dag, hvor rotterne endnu fremstår som særdeles frastødende skabninger.

Det står også klart, at Herbert i et eller andet omfang har et politisk sigte med sin bog. Det London, han skildrer, navnlig beskrivelserne af byens østlige arbejderklasseområder, er en beskidt, nedslående verden, hvor bombekraterne fra Anden Verdens krig stadig ligger synlige og ubebyggede. Hans London er befolket af et nedslående galleri af personer, som lever i dette forfald eller på kanten af samfundet. Han adresserer også spørgsmål om race, og samfundets usagte racisme udpeges flere steder.

Paperback, New English Library 1974

Man må selvfølgelig også overveje, om selve rotterne er et symbol eller en allegori. Deres ustoppelige fremmarch vækker mindelser om Karel Čapeks klassiske allegori over de totalitære regimers fremvækst i Krigen mod Salamandrene (Válka s mloky) fra 1936, men Herbert har snarere trukket inspiration fra George R. Romeros film The Night of the Living Dead.

De groteske rotter er skabt på grund af menneskelig dumhed, og nu myldrer de frem fra Londons fattigste kvarterer og kaster sig glubskt over den velhavende storbys indbyggere. Hvad vi skal lægge i dette, står åbent hen, præcis som de levende døde i George R. Romeros første zombiefilm forbliver åbne for fortolkning. Om det er underklassens revolution, som Herbert beskriver, eller om det er en dystopisk advarsel om et ulige samfunds kollaps, får vi aldrig sat ord på. Her er læseren overladt til sin egen fortolkning.

Paperback, Signet 1975

The Rats er en roman, som gør indtryk, ikke fordi den er velskrevet eller begavet. Den gør indtryk som beskidt, uslebent bud på en fræk og provokerende litteratur, der ignorerer genrekonventioner og forestillinger om god smag. Det dilettantiske, der gennemsyrer næsten alle dele af romanen, føjer med andre ord en særlig æstetisk dimension til værket. Vi genkender pulplitteraturens patos og melodrama, som når hovedpersonen Harris oplever lykken, for så kun i det næste øjeblik at blive revet tilbage til problemerne igen. Som litteratur er The Rats dybt uoriginal, men desuagtet slår bogen hårdt, og det er ikke så sært, at den endnu er en roman, som huskes og uden tvivl den bog, der står stærkest i Herberts forfatterskab. Han anede næppe selv, hvad det præcis var, han slap løs i 1974, men resultater blev en livslang karriere i skrækfiktionen.

Paperback, Signet 1983. Her er romanen genudgivet under en alternativ

Paperback, New English Library 1987

Paperback, Signet 1989

Paperback, Pan Books 2010

Paperback, Pan Books 2011

 

Frank De Felitta, Audrey Rose (1975): Gys i retssalen

Paperback, Pan 1977, med klassisk ondt barn på forsiden. Kunstneren bag billedet er ikke oplyst

Frank De Felitta udgav sin roman Audrey Rose i 1975, og fortællingen katapulterede ham straks ind på bestsellerlisterne, hvor han herefter tilbragte en god rum tid. Bogen har da også alt, hvad der kendetegner tidens populære romaner – den har sex, den har gru, den har social kritik, og den har først og fremmest et chokerende indhold, som kan fængsle læseren. Man fornemmer tydeligt, at Peter Blattys The Exorcist (1971) var en væsentlig inspirationskilde for De Felitta. Blattys bog bliver endda omtalt direkte et sted i romanen, hvor en af hovedpersonerne udbryder, at det hele minder ham om noget, der revet direkte ud af Blattys værk. Audrey Rose er imidlertid langt fra at være et plagiat. De Felitta tager os nemlig ind i andre, dunkle sider af tilværelsen, selvom religion også hos ham er omdrejningspunktet.

Da Audrey Rose åbner, hører vi, hvordan den lille Templeton-familie i New York bliver skygget. Bill er en højtprofileret reklamemand og Janice hjemmegående husmor. Sammen har de den yndige datter Ivy på ti, og trekløverets hjertevarme lykke er næsten kvalmende idyllysk. De Felitta smører tykt på, så tykt, at det naturligvis må gå galt for familien. Den mystiske person, der udspionerer både Bill og Janice, viser sig at være en enkemand, hvis kone og datter døde i et trafikuheld ti år tidligere. Elliot Hoover, som manden hedder, hævder nu, at hans døde datter Adrey Rose er reinkarneret i Ivy Templeton. Bill og Janice tror naturligvis ikke et sekund på denne Hoover, men sære ting sker pludselig, som får Janice til at tvivle. Ivy lider af mareridt, og disse mareridt ligner i forbløffende grad den ulykke, som Audrey Rose oplevede, da hun kørte galt med sin mor.

Paperback, Pan 1977

Bogens første kulmination kommer, da Bill og Janice ser sig nødsaget til at binde den sovende Ivy til sengen, fordi pigen er til fare for sig selv. Parallellen til den besatte Megan, der raser ud i sin seng er åbenlys og fører til førnævnte kommentar fra Bill. Ad omveje opdager Hoover, at Ivy er bundet, og han kidnapper derfor pigen for at hjælpe sin datter Audrey Rose, der er fanget i Ivys krop.

Netop denne kortvarige kidnapning udløser bogens egentlig handling, der udspiller sig som retssalsdrama, hvor familien Templeton rejser sag mod Elliott Hoover for kidnapning og chikane. Hoover gør naturligvis sit for at forvare sig mod anklagerne, og det er gennem Hoovers forsvar, at De Fellita får opbygget en stigende gru og forundring hos læseren, som gør bogens bestsellerstatus fuldt fortjent.

Frank Paul De Felitta (3. august 1921 – 29. marts 2016)

Livet efter døden er det helt store tema i Audrey Rose, og De Felitta kommer ikke selv med nogen dogmatisk udlægning. I stedet lader han ganske demokratisk en række bipersoner give deres syn på sjælens status og dødens betydning. Vi hører en hindu fortælle, vi hører en rabbiner give sin udlægning, vi hører videnskaben og psykologien komme med forklaringer, en katolsk præst får også ordet, og vi stifter tilmed bekendtskab med en scientologs tanker. På skolemesterlignende vis bliver læseren på den led trukket gennem ikke synderligt velkomponerede redegørelser for muligheden for liv efter døden, og De Felittas pointe synes at være, at ingen kender sandheden, men at der tilsyneladende er mere imellem himmel og jord, som hverken videnskab eller teologer kan redegøre for. Bogen hvirvler dermed en masse støv op omkring reinkarnationsspørgsmålet, men kommer ikke med nogen svar.

Historien taler ind i tidens smag for mystisk og overvejelser omkring netop emner som reinkarnation og tidligere liv. Der løber imidlertid et underliggende motiv bag den åbenlyse metafysiske diskussion, der udvikler en form for social gru, som på en gang er ganske unik og meget typisk for 70’ernes genrefiktion.

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1975. romanens 1. udgave

Storbyen New York portrætteres i Audrey Rose, som en farlig heksekedel. Der er ganske enkelt for mange skøre kugler i den her by, siger Bill Templeton henkastet i bogens begyndelse. Byen er med andre ord et både beskidt og livstruende sted, hvor man må være på vagt. De Felitta spiller her på en generel uro i amerikansk populærkultur, der byggede på idéen om storbyen, som syndes hule, fyldt med vold og forfald, og derfor grundlæggende et unaturligt sted for mennesker.

Den lykkelige Templeton-familie tilhører absolut byens overklasse og burde egentlig kunne klare sig igennem alt dette, fordi de har midlerne til at beskytte sig. Her foretager De Felitta imidlertid en diabolsk drejning og vender selve systemet imod familien. Læseren foranlediges dermed indledningsvist til at tro, at det er storbyens gru, som vi skal frygte, men med et snuptag transformerer De Felittas situationen og viser læseren, at systemet – Staten – er mindst lige så ubønhørlig som gadens kriminelle.

Paperback, Warner Books 1976

Sagen er den, at det meget hurtigt står kart, at Elliott Hoover og hans smarte advokat er i stand til at presse familien Templeton og fremføre vægtige argumenter, ikke bare for reinkarnation, men for at Hoover rent faktisk har ret til at få adgang til Ivy Templeton. Gennem beskrivelsen af retssagens forløb skaber De Felitta således et stigende ubehag og forundring i læseren, fordi vi bliver vidner til, hvordan familien må se i øjnene, at ”retssystemet” tager deres datter fra dem på noget så utroligt som et spørgsmål om reinkarnation. Det er ganske grumt, men samtidig må vi konstant spørge os, om der kunne være noget rigtig bag Elliot Hoovers argumenter.

Audrey Rose ender i en tragedie, men slår filosofiske toner an i den lille epilog og efterlader læseren med åbne spørgsmål, som man kan tage med sig til videre refleksion, for hvad var det rent faktisk, der skete? Vi forstår dybest set ikke sagen, fordi bogens advokater lægger beviser frem for både det ene og det andet, men konsekvenserne er åbenlyse, for Templeton-familien går til grunde i løbet af hele affæren. Med ligeligt afsæt i tidens sociale bekymringer og metafysiske fascination skabte De Felitta en slagkraftig roman, der med enkle præmisser, tydelig pointer og klart sprog gav sine læsere stof til eftertanke.

Paperback, Warner Books 1979

Paperback, Warner Books 1984

 

Jay Anson, The Amityville Horror (1977): Det sidste sataniske suk

Paperback, Pan Books 1982. Bemærk teksten: “More hideously frightening than The Exorcist because it actually happened!”

Den sataniske lavine, der fejede gennem skræklitteraturen i 70’erne, blev sat i gang af Ira Levins Rosemary’s Baby, men fandt først sit momentum i kølvandet på William Peter Blattys The Exorcist. De to bøger har intet andet tilfælles end deres kredsen omkring en satanisk tematik, men tilsammen kom de to bøger til at danne et særdeles potent inspirationsgrundlag, der har ført til utallige imitationer, som trækker på elementer i fra bøger.

Det var imidlertid først i 1977, at bølgen ramte sit zenit. Her greb Jay Anson nemlig Satan-temaet og tog det til sin yderste konsekvens. Ira Levin lod sine sataniske hekse bo i det moderne Manhattan og slå kløerne i den unge, hippe Rosemary. Blatty tog os et skridt nærmere en form dagligdag, fordi han tog os med ind i børneværelset og derved skabte en utvetydig genkendelighed i teksten. At den vilkårlige djævlebesættelse af Regan kunne være sket for min eller din datter, er således en væsentlig pointe i The Exorcist, som Blatty meget åbent forklarede, var inspireret af en lignende besættelse, der udspillede sig i 1949. Blattys fiktion trak med andre ord på virkeligheden som vigtigt værktøj til stemningsopbygning og etableringen af en form for troværdighed.

Paperback, Pan Books 1982

Og her kommer Jay Anson så ind i billedet med The Amityville Horror, der utvetydigt postulerer, at bogens hændelser er sket i virkeligheden. I sit efterskrift skriver Anson eksempelvis: ”To the extent that I can verify them, all the events in this book are true”. Dermed lover han ikke for meget, men præmissen for bogen er en ganske anden end Levins og Blattys romaner. Hos Anson slipper vi skønlitteraturen – påstås det – og han tager det endegyldige skridt i retning af at vise, hvordan Satan konkret eksisterer og opererer midt i blandt os.

Blatty ville formentlig være enig i det postulat, men med The Exorcist forlader han aldrig selv fiktionens verden og, men han udnytter skønlitteraturen som det figenblad, der skal afværge en eventuel kritik af bogens metafysiske hændelser. Sådan opererer Anson bestemt ikke. Hans journalistiske bearbejdning af virkelige hændelser fusionerer skamløst stort set alle de kendte klichéer omkring dæmonbesættelse og satandyrkelse, der var vokset frem i løbet af 70’erne, og han smeder dem sammen med den evigt populære fortælling om spøgelseshuset. Derved får han skabt en bog, der mest af alt ligner et katalog over overnaturlige hændelser, og som presser bogens faktuelle koncept ud over enhver form for troværdighed.

Jay Anson (4. november 1921 – 12. marts 1980)

Selve historien er velkendt, ikke mindst takket være den efterfølgende filmatiserings enorme succes. Familien Lutz flytter ind i huset på 112 Ocean Avenue i Amityville på Long Island, velvidende, at der for få år siden blev begået massemord i huset. Morderen, der dræbte sin familie, hævdede senere, at han var blevet beordret til drabene af en stemme i huset. Noget ondt hjemsøger med andre ord den store villa, og familien Lutz har da heller ikke meget mere end stillet den sidste flyttekasse, før spøgerierne begynder. Et væld af stadigt voldsommere overnaturlige hændelser udspiller sig nu i løbet af de kommende 28 dage, som familien tilbringer i huset, før de til sidst flygter for livet og sværger, at de aldrig vil sætte deres ben på grunden igen.

Den sataniske vinkel kommer ind i billedet, fordi der angiveligt har fundet offerfester sted på grunden, der har knyttet en form for dæmonisk kraft til huset. Det kommer nu til udtryk i en flimrende kollage af diabolske antydninger, der ikke synes videre sammenhængende. Navnlig da Satan-genrens obligatoriske katolske præst bliver hidkaldt som hjælper og efterfølgende får stigmataseringssår på hænderne, bliver hensigten med de beskrevne manifestationer ganske svære at forstå, for hvori præstens martyrium består, er noget uklart. Men intet metafysisk fænomen er udeladt, og Anson trak på alt den ammunition, han kunne finde for at tilfredsstille de skrækhungrende læsere. Sagen er da også den, at The Amityville Horror – modsat både Rosemary’s Baby og The Exorcist – ikke har noget formål eller nogen dybere mening. Anson antyder i sit efterskrift, at romanen kan tjene som en form for advarsel til læserne, men det fremstår mildest talt som et påskud, og det er svært ikke at se bogen som et ublu forsøg på at tjene penge på tidens sataniske begejstring. Penge, det tjente romanen skam også, men som litterært produkt falder den igennem.

Hardcover, Prentice Hall 1977. Romanens 1. udgave

Fordi Anson har forpligtet sig på historiens autenticitet, fortæller han også historien med en flad, journalistisk nøgternhed. Snusfornuftigt forklarer han os, hvorfor familien Lutz handler, som de gør, og selvom de rædsler, han beskriver i bogen, er ganske, ganske voldsomme, bliver de beskrevet med en for skrækgenren ukarakteristisk tilbageholdenhed, der ikke gør noget godt for stemningsopbygningen.

Anson kan imidlertid ikke holde stilen helt og afslører teksten som fiktion flere steder, når han beskriver stemninger i indfølte vendinger, som han strengt taget ikke burde kende til. Illusionen om, at alt i bogen er bearbejdninger af familiens Lutzs beskrivelser, bliver imidlertid stædigt opretholdt. Anson egen stemme kommer dermed også kun på banen der, hvor han taler direkte til læseren og forklarer os, hvorfor familien ikke forlader huset noget før. Her spiller Anson på genkendeligheden og gør sagen økonomisk. Familien Lutz har ganske enkelt brugt alle deres penge på det nye hus, som de nu er stavnsbundne til. Det burde naturligvis gøre situationen mere tragisk og ubehagelig, men Ansons kluntede efterrationaliseringer formår ikke at udnytte ideén om dårlig økonomi som den lænke, der holder dem fanget i huset.

Paperback, Bantam Books 1979

Ikke desto mindre blev The Amityville Horror en enorm bestseller, og selvom bogen i stort set alle henseender er sjusket og primitiv, har den noget fængende, fordi handlingen er så overgjort, som den er. The Amityville Horror kan ganske enkelt ikke overgås, fordi Anson har stoppet alt ind i romanen, som han kunne finde, og bogen er dermed et enormt satanisk overflødighedshorn. Fordi bogen tilmed ikke har nogen egentlig pointe – episoderne falder som perler på en snor, uden det ene relaterer til det andet – bliver de mange paranormale optrin til en usammenhængende, menigsløs tour de force. Der er nærmest noget karnevaleskt over rædslerne i spøgelseshuset, og det er ikke så sært, at der efter Ansons bog ikke kom flere sataniske gysere af betydning.

Feltet synes udtømt med denne sidste salve, som trak en hel litterær strømning sammen og postulerede, at det hele var den skinbarlige sandhed. Men måske netop fordi bogen er så naiv og uforklarlige, som den er, har den et skær af noget ubehageligt over sig. At den samtidig lukrerede hungrigt på en faktisk mordsag, som endnu hang ved folks bevidstheden, har ikke gjort noget for at hæmme salget. Alt det kan imidlertid ikke skjule det faktum, at The Amityville Horror er et luset stykke litteratur, som ramte det intellektuelle lavpunkt, hvorfra det er svært at komme tilbage.

Paperback, Pan Books 1991

Paperback, Pocket Star 2005

 

 

Daphne du Maurier, The Birds and other Stories (1952): Misantropiens dronning

Paperback, Pan 1977- Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

1950’ernes genrefiktion havde to stærke kvindelige stemmer – en på hver side af Atlanten. På den amerikanske side skrev Shirley Jackson sine intellektuelle romaner om jagten på en kvindelig autoritet og plads i tilværelsen, på den engelske side sad Daphne du Maurier og skrev noget ganske andet. Du Mauriers klassiske, for ikke at sige konservative, udgangspunkt gør på en gang hendes fiktion altmodisch og tidløs. Hendes stille, metaforrige prosa, fyldt med naturiagttagelser, vokser ud af victoriatidens romanunivers og Du Maurier emulerede sine forbilleder uden skam. Det gjorde hende ugleset blandt samtidens litterater, men det har hun i den grad fået oprejsning for i eftertiden.

Men der hvor hendes victorianske forgængere holdt igen eller blev så vage, så læseren måske nok forstod, hvad det drejede sig om, men alligevel helt var overladt til at danne sine egne billeder, gik du Maurier længere og beskrev det, der tidligere blev fortiet. Hendes smag for makabre detaljer og tilværelsens mystiske eller spirituelle sider gør samtidig, at hendes fiktion faldt ind under genrefiktionens brede hat. Og det selvom, der er uendelig langt fra pulpmagasinernes metervarer til du Mauriers fine, fine psykologisk indfølte tekster.

Daphne du Maurier (13. maj 1907 – 19. april 1989)

I novellesamlingen The Birds and other Stories fra 1952 får man ganske godt indtryk af præcis det, som gør Du Maurier så fascinerende, for ikke at sige fremragende, en forfatter. Novellesamlingen blev i øvrigt først udgivet under navnet The Apple Tree, men blev omdøbt, efter Hitchcocks The Birds blev en kæmpesucces.  tager os så at sige hele vejen rundt i forfatterskabets tematikker.

Første historie, ”The Birds”, er uden tvivl bogens stærkeste og mest fascinerende novelle. Den er formentlig også en af Du Mauriers berømteste tekster. Historien udspiler sig i et lille isoleret, engelsk kystsamfund midt på vinteren. En dag trækker et uvejr op og sammen med uvejret begynder fuglene at stimle sammen. Hovedpersonen, en vejrbidt familiefar, ser skeptisk til og aner uråd. Snart viser det sig, at hans egentlig irrationale frygt er velbegrundet, for pludselig går fuglene til angreb. Han forskanser sig med sin familie i deres hjem og forsøger så godt som muligt at forsvare huset gennem en helvedesnat, hvor fuglene hakker og smadrer sig mod huset i forsøget på at trænge ind.

Hardcover, Gollancz 1952. Novellesamlingens første udgave

Næste morgen håber familien, at alt er overstået, og fuglene er da også forsvundet, men kun for en stund. Snart er de tilbage, og mareridtet fortsætter. Du Maurier spiller mesterligt på den konkrete frygt, som familien oplever, mens deres hus angribes, og den langt dybere rædsel, der breder sig, da det går op for dem, at det ikke bare er hos dem, at fuglene angriber, men at det sker over hele England. Og da radioen pludselig er tavs, ved de også, hvem der vinder kampen.

Hvis man søger efter en tekst, der kan illustrere forskellige typer af skræk, er ”The Birds” et perfekt eksempel. Chokoplevelsen af fuglenes angreb og væmmelsen ved at se, hvad de gør ved deres ofre, er et gear i fortællingen, men rædslen eller den mere fundamentale angst sættes i spil gennem familiens radio, der kommer med desperate meldinger om situationen ude i landet.

Paperback, Penguin Books 1963. 1. udgave af antologien med dens nye titel

Parallellen til krigsnyt under Anden Verdenskrig har været åbenlys for alle Du Mauriers læsere i ’52, hvor ”The Blitz” med al dens natlige forskansning, rumlende flyverlarm og faldende bomber stadig hang som et smertefyldt ekko i underbevidstheden. Det er dermed også radioen og fuglenes afsindige larm, der spiller en afgørende rolle i historiens formidling af skræk og panik.

I novellen lukrerer du Maurier dermed bevidst på dette stadigt kun halvt helede sår i den engelske bevidsthed, men gør det hele endnu mere grufuldt ved at sige – tænk, denne gang er det ikke tyskerne, der falder over os, denne gang er det en enorm, uendelig fjende blottet for motiv, mening og menneskelighed. Krigens gru bliver dermed understreget, men hun siger også, at vi måske burde prise os lykkelige for, at kunne forstå og identificere os med vores fjende.

Paperback, Penguin Books 1975

I den lange novelle Monte Verità afsøger du Maurier helt andet terræn. Novellen, der oser langt væk af fin de siècle, beskriver en spirituel rejse. Her leger forfatteren med idéen om en renere åndelig eksistens og viser samtidig, hvad der sker, når denne tilstand ødelægges af verdslig indflydelse. Handlingen udspiller sig i en centraleuropæisk bjergegn blandt bjergbestigere og frygtsomme lokale bønder i noget, som bedst kan beskrives som en poetisk udgave af H. Rider Haggard.

Endelig har vi novellen ”The Little Photographer”, en bitter fortælling om en rigmands smukke kone, der keder sig og derfor indleder en affære med en handicappet fotograf. Fotografen falder pladask for skønheden, men hun behandler ham som sit legetøj, og da han har mistet nyhedens værdi, kasseres fotografen til fordel for andre adspredelser. Men du Maurier gør hævnen sød. Her, i den moralske gråzone som handlingen udspiller sig i, får hun lov til at skrive om begær og kærlighed set fra forskellige vinkler på samme tid. Der er ikke tale om gys eller gru, men nærmere om en moraliserende fortælling med ganske grumme elementer.

Paperback, Little Brown 2004

Fælles for en stor del af novellerne er deres mandlige aktører, som i en eller anden forstand udfordres af en kvinde. Og ofte, som i den hjemsøgte ”The Apple Tree” er det vel at mærke ikke kvinden, der har læserens sympati. Du Maurier revser sine søstre hårdt og beskriver dem som lunefulde, omklamrende og næsten ondskabsfulde skabninger. Hvis hendes kvinder er sådan, må man selvfølgelig spørge sig, hvordan hendes mænd er. Du Mauriers mandeportræt er da heller ikke altid flatterende.

Ebog, Little, Brown 2013

Med undtagelse af familiefaren i ”The Birds” er de mandlige karakterer nemlig troskyldige, næsten enfoldige typer, der ligger i deres følelsers vold. Hendes stærkt misantropiske træk lader sig derfor ikke fornægte, men måske er det netop i mødet mellem sortsyn og fascination af det overnaturlige, at du Mauriers tekster opnår den helt særlige, fortættede stemning, der kendetegner hendes noveller. Måske. Der kan imidlertid ikke være nogen tvivl om, at hendes raffinerede pen skabte noget særdeles stærkt, som fortsat i dag taler med relevans til læserens verden.

 

Bogens noveller:

The Birds

Monte Verità

The Apple Tree

The Little Photographer

Kiss Me Again, Stranger

The Old Man

 

 

Tales of Unease – en rigtig fin ting

Paperback, Pan Books 1966

Horror var rigtig stort i England i 60’erne, og mange forlag, små som store, forsøgte sig derfor ud i skrækgenren med mere eller mindre kortlivede serier. Det var antologierne, der blev særligt populære – et emne, jeg har skrevet om flere gange her på bloggen. Pan, et af de forlag som førte an med en voldsom udgivelsesfrekvens, forsøgte således at lancere så mange serier som muligt, hvoraf flere var specialiseret mod mere kræsne læsere.

Hardcover, Doubleday 1969. “2. udg. af seriens første bind

En af disse serier var Tales of Unease, redigeret af John Burke. Der kun udkom i tre bind i rækken – de første to i ’66 og ’69, det sidsete som efternøler i 1976. Første bind udkom efterfølgende i flere udgaver, mens andet og det knap så vellykkede tredje bind ikke blev genoptrykt.

Paperback, Pan Books 1969. 3. udg. af første bind

Paperback, Pan Books 1969. En forside gjort af mareridtenes stof!

Idéen bag seriens noveller var, at de skulle flytte skrækfiktionen bort fra det gotiske mørkeland og langt væk fra traditionelle monstre. I stedet var det i gråzonerne og det udefinerede, at uhyggen skulle findes. Det er en tanke, jeg er ret vild med og et forsøg på det samme ville stadig være lige så relevant nu, hvor det fortsat er meget traditionelle perspektiver på gyset, som vi ser mest af. Flere af novellerne i Tales of Unease-serien er afgjort læseværdige – ikke mindst Brian Aldriss’ ”A pleaqsure shared” fra første bind. Men der er flere andre, som afgjort fanger en særlig stemning.

Paperback, Curtis Books 1970. 4. udg. af seriens første bind

Tilmed leverede seriens andet bind det måske mest ubehagelige omslag, som jeg kender fra 60’erne. Pigen med den absurde maske er ganske enkelt forstyrrende at se på. Der er et eller andet dybt foruroligende over det nærmest dilettantiske motiv, som afgjort har ekkoer af syrekulturens skyggesider.

Paperback, Pan Books 1976

”Unease” har været brugt efterfølgende i andre sammenhænge, eksempelvis i en nyere opsamling af fortællinger fra Conan Doyles hånd og termen bruges også i en relativt ny antologi med skrækfiktion fra 2008, men ingen af disse kan helt leve op til de klassiske Pan-udgivelser, men sådan er der jo så meget. I hvert fald her i bagstræbernes højborg.

Paperback, Wordsworth Editions 2008

Paperback, Comma Press 2008

Vi ses snart igen.

 

Faces of Fear: Encounters with the Creators of Modern Horror, red. Douglas E. Winter (1985): Toppen af 80’er-poppen

Paperback, Pan Books 1990

Alle, der interesserer sig mere indgående for nyere horrorfiktion, har formentlig stiftet bekendtskab med Douglas E. Winter. Ikke alene var han den første, der skrev en Stephen King-biografi, han var også en af de vigtigste anmeldere og kritikere af skrækfiktion i 80’erne. Tilmed skrev han selv skønlitteratur, men den del træder afgjort i baggrunden for Winters rolle som redaktør – en funktion han tidligere har optrådt under her på bloggen, med antologien Prime Evil.

Winter var og er ikke professionel litterat, men i løbet af 80’ernes første halvdel arbejdede han efter endt arbejdstid på stof til en interviewbog med tidens helt store forfatternavne. Bogen var derfor længe undervejs, men da Winter udsendte Faces of Fear i ’85, var det et monument over tidens sprudlende gyserscene. Winters bog er afgjort del af en særlig zeitgeist, som set retrospektivt var noget ganske særligt. Skræklitteratur har i hvert fald aldrig siden opnået samme popularitet. Og stemningen af, at horror er der, hvor det sker, kan afgjort mærkes i bogens interviews. Der er selvbevidsthed og autoritet bag de interviewede forfattere, som ikke føler, at de skal undskylde for noget. Hverken deres stil eller genrevalg.

Paperback, Pan Books 1990

Bogen åbner med Robert Bloch og lukker med Stephen King. Dermed har Winter sluttet ringen ganske flot. Mellem giganterne finder vi navne som Ramsey Campbell, Peter Blatty, Clive Barker, Whitley Striber, TED Klein, Michael McDowell og flere andre. Den eneste kvinde er den bizarre V. C. Andrews – damen bag den nygotiske klassiker Flowers in the Attic (1979), som må regnes blandt genres absolut største bestsellere.

Douglas Winter er amerikaner, og det kan ikke fornægtes i bogens perspektiv. Selvom Winter stort set har redigeret sig selv ud af alle samtalerne, så hvert interview kommer til at fremstå som en løs monolog fra forfatterens side, går flere punkter igen. Opvækst og skolegang, syn på det at skrive og religion. Navnlig det sidste spørgsmål er en smule sært med danske øjne, fordi det ikke har nogen synderlig konsekvens for de enkelte forfatteres genrevalg eller stil. Trods dette insisterer Winter åbenbart på at få det med.

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

Bogen leverer imidlertid et unikt blik ind i meget forskellige tilgange til skrivearbejdet og skrækfiktion. Genrens nestor Robert Bloch kan mindes de gamle pulpdage og beklage genrens forfald. Synspunkter han luftede igen og igen i sine senere år, og noget du kan finde omtalt i de indlæg om Psycho-serien, jeg har skrevet på Fra Sortsand.

Mere interessant er det at notere sig hvor mange af de amerikanske forfattere, der har en eller anden form for indkomst gennem filmindustrien. Ligeledes er det bemærkelsesværdigt, at det et sted nævnes – jeg husker ikke præcis i hvilket interview – at man som helt ukendt horrorforfatter kan forvente at afsætte omkring 2000 eksemplarer af sin bog i USA uden at tjene på sagen. Sammenlignet med danske forhold i dag er 2000 eksemplarer et astronomisk tal, men her i bogen bliver det regnet som bagatel, der knap er ulejligheden værd. Den slags små glimt af bogbranchens vilkår kommer der flere af, og de er ganske lærerige, navnlig fordi de sætter vores selvoptagede, hjemlige diskussion om genreudgivelsers salgstal og publikum i relief.

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

Tilgangen til skrivearbejdet er imidlertid mere interessant, fordi det er her, vi kommer ind i maskinrummet og får nogle små kig på det, der driver den enkelte forfatter. Flere skriver horror, fordi det er sjovt, og fordi der er penge i skidtet. James Herbert er et prima eksempel. Winter bruger i dette interview atypisk meget tid på stemningsbeskrivelsen af mødet med Herbert, hvilket uden tvivl skyldes forfatterens ekstravagante livsstil med sportsvogn og luksusvilla. Herbert fremstår da også som en ekstremt selvglad klovn, men det gør ikke samtalen mindre underholdende. Det samme gør et par af de andre, som tydeligvis ikke har for vane at reflektere alt for meget over deres genre og arbejde.

Helt modsat forholder det sig med folk som TED Klein, Clive Barker, Michael McDowell og Peter Blatty, der hver især meget klart sætter ord på deres forhold til genren og flere også for deres angst for at blive stemplet som rene skrækforfattere.

Cleo Virginia Andrews (6. juni 1923 – 19. december 1986)

Ikke desto mindre er der flere, som meget præcist kan pege på genrens tiltrækningskraft. Ramsey Campbell fortæller om opvæksten med en alvorligt psykisk syg mor – noget, han mener, har haft afgørende betydning for hans syn på verden og litteratur. Clive Barker kan fortælle om en altopslugende interesse for kroppen og alt makabert, mens eksempelvis King understreger, at han bare er en helt almindelig gut, der aldrig har sluppet sine barndomsfascinationer.

Faces of Fear er ikke en af den type bøger, der har skrivetips til forfatterspirer, og den gør os måske heller ikke meget klogere på genren som sådan, men trods det er bogen glødende spændende. I hvert fald for en som mig, der bruger ret meget tid i selvskab med forfatternes bøger. Det er med andre ord fascinerende at læse, hvordan de iscenesætter sig selv over for intervieweren, og hvordan de gerne vil fremstå for omverden. Det føjer et metalag til læsningen af deres bøger, som faktisk kan være ganske interessant at have med.

Michael McEachern McDowell (1. juni 1950 – 27. december 1999)

For mig er det i hvert fald spændende at fornemme de enkelte forfatteres intellektuelle horisont og refleksionsgrundlag for det at skrive. Det er uden tvivl en ganske nørdet ting og formentlig kun noget for de hærdede entusiaster derude, ikke desto mindre er det ganske stimulerende.

Winter præsenterer udvalget af forfattere som toppen af poppen og genrens største navne, men udvalget virker ikke helt overbevisende. Hvorfor er en mand som Graham Masterton ikke med? Hvor er Anne Rice? Burde Koontz ikke have været med i selskabet? Og hvorfor er David Morell med? Det er i hvert fald ikke nødvendigvis de litterære kvaliteter, der ligger til grund for Winters valg. Snarest er der tale om en blanding af hans personlige præferencer og tilfældige kontakter. I sidste ende er udvalget måske også mindre relevant, fordi bogen kommer omkring alt fra tanketom, romantisk gotik (V. C. Andrews) til subtilt gru af den fineste slags (Michael McDowell).

Ramsey Campbell (født 4. januar 1946)

For den retrobevidste gyserlæser er Faces of Fear en fest. En tankevækkende, stedvist tåkrummende (Ja James Herbert, det er dig vi taler om), stedvist rørende beretning. Om ikke andet, er bogen et fantastisk nedslag i periodens litteratur, dengang gyserforfatterne var superstjerner og et fantastisk sted at starte for den, der gerne vil forstå 80’ernes gys lidt bedre.

Paperback, Berkley Books 1985. Bogens 1. udg.

James Herbert, Once (2001): En tynd kop erotisk, gotisk the

Paperback, Pan 2001

James Herberts forfatterkarriere begyndte med et brag. Han leverede en hel stribe herligt brutale skrækromaner i 70’erne, der kom til at stå fadder til 80’ernes berygtede splatterpunks. Herbert høstede naturligvis ikke mange anmelderroser på den konto, men gyserfans elskede ham og det med fuld ret. Desværre ændrede han gradvist stil og bevægede sig over mod magisk realisme, urban fantasy og udsvævende drømmefortællinger. Intellektuelt flyttede Herbert sig måske til et mere sofistikeret sted, men romanerne blev ikke bedre af den grund. Og jeg vil faktisk mene, at han kun skrev en eller to gode bøger fra begyndelsen af 90’erne og frem til sin død i 2013.

Af den grund er det måske også lidt underligt, at jeg faktisk havde lyst til at læse den dystre fantasyroman Once, som Herbert udsendte i 2001. Det skyldes givet vis, at jeg har en svaghed for den gotiske tone, som bogen solgte sig på. Den har samtidigt noget legende over sig, der skinner igennem allerede på de første næsten blanke sider, hvor man kan læse ordene Once / upon / a / … death. Og med ordet ’death’ er vi allerede dybt inde i fortællingen. Once har med andre ord et snert af noget eksperimenterede over sig, der virkede meget forfriskende i et ellers stagneret forfatterskab. Desværre indfrier bogen ikke forventningerne.

Paperback, Pan 2001

Handlingen åbner, da den dygtige møbelsnedker Thom Kindred vender tilbage til sit barndomshjem på den isolerede herregård Castle Bracken – et vildsomt sted omgivet af dybe skove og søer. Thom er vel at mærke ikke stedets ejer. Han boede med sin mor i et hus et stykke fra gården, hvor Thoms mor arbejdede som privatlærer for herremandens søn Hugo.

Thom, en ung mand i sin bedste alder, har haft en stor karriere i London, men et slagtilfælde kostede ham næsten livet, og han er nu taget hjem for at genvinde førligheden i hænderne og komme sig over den traumatiske oplevelse. Det bliver et gensyn med en verden, som Thom egentlig havde lagt bag sig. Castle Brackens mørke haller, de dunkle skove omkring herregården og stedets mærkværdige atmosfære er alt sammen noget, som Thom har undertrykt, efter hans mor begik selvmord og Thom blev sendt på kostskole.

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

Hjemme på Castle Brtacken står Thoms barndomsven Hugo Bleeth, herremandens søn, parat til at modtage ham. Gensynet er glædeligt, selvom Thom også må høre, at Hugos far ligger for døden. Det kaster skygger over hjemkomsten, men snart har Thom nok af andre ting at tænke på. Ikke mindst fordi den sexede sygeplejerske, som Hugo har fundet til ham, gør sit for at få patienten på andre tanker.

Indledningsvist tror Thom, at sygeplejeren Nell Quick er en vittighed fra Hugos side. Han er stærkt tiltrukket af den ekstremt sensuelle dame, men der er noget er galt. Der er noget forkert ved hende, og snart vokser hans uro til afsky. Nell Quick er nemlig i virkeligheden en satanisk heks, der har fået kløerne i Hugo, og sammen planlægger de nu at få skaffet den gamle herremand af vejen, sælge landstedet og tjene en masse penge.

Hardcover, Tor Books 2001. Bogens 1. oplag udkom i to farver – sort og hvidt.

Den retskafne Thom må naturligvis forsøge at sætte en stopper for de onde planer, og her får han hjælp fra en uventet kant. Hjemkomsten til herregården afslører nemlig, at Thoms mor ikke var noget menneske, men en sylfide, der valgte at få menneskeform for at kunne gifte sig med Hugos ældre bror. Resultatet af det ægteskab blev Thom, men det hele endte i en tragedie og begge forældrenes død. Ikke desto mindre er Thom altså beslægtet med elverfolket, der lever i skovene omkring gården, og sammen gør nu fælles sag for at forpurre heksens planer.

Med Once tager Herbert læseren med ind i Edmund Spensers folkloristiske alfeunivers, og fusionerer det med klassisk gotisk melodrama. Idéen er i virkeligheden ganske interessant, fordi de to dele ikke ubetinget taler sammen. Der sker dermed løbende nogle voldsomme omslag i stemningen, som kunne være blevet til noget rigtig godt. På den ene side er der den dystre herregård med de plagede beboere og den ondskabsfulde sygeplejer, der hjemsøger stedet med sort magi. På den anden side har vi den spraglede alfeverden, som Thom i stigende grad bliver del af. Store og små groteske og smukke skabninger står her skulder ved skulder i fjollede, skøre optrin fyldt med indforståede vittigheder og referencer til James Herberts tidligere bøger. Blandt alferne kommer ingen i øvrigt op på siden af den gudeskønne alfepige, som Thom ser onanerende i græsset, da han opsøger alferne for første gang og efterfølgende forelsker sig i.

Hardcover, Tor Books 2001. Bogens 1. udg. med hvidt bind

Once trækker alle konflikter og stemninger hårdt op. I alfernes verden er der lys og farver, på herregården dunkelt fordærv og gru. Nell Quick er ond og farlig, alfepigen liv og kærlighed. Hugo en mand af denne verden med alt, hvad det indebærer af fejl og mangler, Thom en mand med det ene ben i alfernes rige og derfor hævet over de fleste jordiske problemer. Han sammenlignes endda med Jesus, fordi alferne ser ham som den frelser, der ikke bare skal redde herregården, men på sigt genforene mennesker og alfer i den victorianske drøm harmonisk sameksistens.

Bogens dynamik er mildest talt gumpetung, men retfærdigøres ved, at Once langt hen ad vejen læses som et kunsteventyr. Der er dermed noget uvirkeligt over teksten og personerne, som gør, at de aldrig forankres i kød og blod. De er mere arketype eller idéer end personer. Men måske netop derfor falder bogen også sammen om ørene på læseren, fordi handlingen, de ganske saftige erotiske scener mellem Thom og Nell eller den underskønne alfepige mangler bund eller troværdighed. Det hele bliver for let og for ligegyldigt, for enkelt eller for pjattet. Navnlig når eventyratmosfæren punkteres af det hverdagsengland, som også dukker op i bogen i form af Thoms fitness-instruktør, der skal hjælpe ham med genoptræningen.

Hardcover, Pan Books 2001

Det er svært at tage bogen alvorligt, fordi dens patos er skrevet uden overbevisning og med alt for ligefremme klichéer. Herbert har ganske enkelt ikke formået at levere prosa, som sælger eventyrstemningen godt nok. Han bliver banal og stedvist pinlig, navnlig i de pubertære beskrivelser af alle bogens underskønne, nøgne kvindekrop. Her kommer der noget nærmest infantilt ind over teksten.

Idéen bag Once er charmerende, fordi den fusionere to klassiske, meget engelske udtryk, men James Herbert er bare ikke en dygtig nok forfatter til at realisere projektet og hæve romanen over det ligefremme og forventelige. Han forplumrer sit egent koncept og skaber i sidste ende et dybest set fjollet eventyr, som kunne være blevet noget stort. Det blev det ikke, og dermed føjede romanen endnu en titel til dyngen af kulsejlede forsøg fra forfatterens hånd.

Paperback, Pan Books 2007

Stories They Wouldn’t Let Me Do on TV (1957), red. Alfred Hitchcock: En morderisk charmerende antologi

At Alfred Hitchcock allerede i 1950’erne blev et synonym for spænding og uhygge, er ikke nogen nyhed. Det er heller ikke nogen nyhed, at Hitchcock meget kløgtigt formåede at udnytte sit navn kommercielt og lukrere på det såkaldte brand, han havde udviklet sig til. Det kom til udtryk på mange fronter, ikke mindst i bøgernes verden. Hitchcock stod således bag en lang række antologier udgivet fra 40’ernes begyndelse og ind i 70’erne.

Sandt at sige var det kun af navn, at Hitchcock var involveret i antologierne. Bag udvælgelsen stod en række både prominente og dygtige redaktører, der tilmed skrev bøgernes forord under påskud af, at det var den engelske skrækmesters egne ord. Verden vil bedrages, men ikke desto mindre lykkedes det som regel for Hitchcocks såkaldte ghostwriters at ramme den finurlige tone, man kendte ham for fra TV.

Paperback, Pan Books 1960

Som sagt er antologierne generelt af høj kvalitet, fordi forlagene, der stod bag, var store og havde råd til at købe rettigheder til historier fra forfattere i samtiden, der naturligvis også var interesserede i at komme med i Hitchcock-planetens kredsløb.

En af de bedste antologier, der blev udsendt i Hitchcocks navn, er for mig at se Stories They Wouldn’t Let Me Do on TV. En omfattende samling udsendt i 1957, der rummer 25 noveller. Faktisk blev antologien så populær, at den allerede i 1958 udkom i en forkortet paperback-udgave med kun 12 noveller og titlen 12 Stories They Wouldn’t Let Me Do on TV. Året efter, i 1959, kunne de sidste 13 noveller så genudsendes under titlen 13 More Stories They Wouldn’t Let Me Do on TV – men så kunne den sag heller ikke malkes mere.

Alfred Joseph Hitchcock (13. august 1899 – 29. april 1980)

Udvælgelsen blev foretaget af pulpforfatteren Robert Arthur, der selv har en historie med i bogen, og arbejdet er udført med bravur. I indledningen, som sagt skrevet med Hitchcocks signatur, fortæller han, at bogens noveller alle på et eller andet tidspunkt har været overvejet til TV, men blev fundet for voldsomme eller ubehagelige. Det lover jo godt, og Robert Arthur/Hitchcock fortsætter, at antologiens fortællinger alle handler om mord. Nogle er slet og ret små krimimysterier, mens andre er overnaturlige gys, alle kredser dog om drabet.

Bogen slår med andre ord både morbide og makabre strenge an, og det gør den rigtig godt. Faktisk forbløffende godt. De 25 historier er nemlig ikke alene alle af høj kvalitet og forbavsende underholdende. De falder tilmed med sans for timing, idet Robert Arthur har formået at variere bogens stemninger og udtryk, så hver historie skifter tempo og stil i forhold til den forrige og derfor virker frisk. Det er lidt af en bedrift, navnlig når man tænker på, hvor meget af tidens pulp, der mest af alt var halvdårlige, ironiske gentagelser af gamle horrortroper.

Robert Arthur (10. november 1909 – 2. maj 1969)

Alene den sorte åbningsnovelle ”Being a Murderer Myself” om hønseavleren, der myrder en ung kvinde og fodrer hønsene på sin farm med hendes lig, er bogen som helhed værd. Men den lettere vanvittige, galgenhumoristiske tone, det hele begynder med, er dog kun ét spor i bogen. Den berømte novelle ”Lukundoo” følger lige i hælene og viser hurtigt bogens andet spor. Her, i Edvard Whites klassiker, beskrives det grumme resultat af et møde med en afrikansk heksedoktors forbandelse. Mens første historie er et skævt krimigys, er den anden historie et fint eksempel på det pulpede overnaturlige lag, der også optræder i bogen.

De fleste af historierne falder inden for spændet mellem de to første noveller, og hvad man synes bedst, om må være en smagssag. For mig er det afgjort de nærmest diabolske beretninger om koldblodige mordere, der gør størst indtryk og viser, hvor subtile genregrænserne mellem gys, krimi og spænding er. Margaret St. Clairs ”The Perfectionist” er et godt eksempel på en drabsfortælling, hvor vi udmærket kender slutningen allerede efter at være kommet få linjer ind i fortællingen. Det betyder imidlertid slet ikke noget, fordi kvaliteten ligger i selve nydelsen af den gradvise opbygning frem mod det uundgåelige, afsluttende mord. Hos St. Clair sker det i øvrigt i form af en ældre dame, der elsker at tegne efter model, men har problemer med at få sine modeller til at sidde stille. Så behøver jeg vist ikke sige mere.

Hardcover, Simon and Schuster 1957. Antologiens 1. udg.

Den absolut politisk ukorrekte “The Price of the Head” af John Russell er også et af højdepunkterne, fordi novellen om den fordrukne mand, der redes af en indfødt for kun at opdage, at der var en helt særlig grund til den indfødtes venlighed, er også uimodståeligt ondskabsfuld. Det samme gælder Robert Blochs ”Water’s Edge”, der blander gys og hårdkogt krimi på klassisk Bloch’sk vis. Her opsøger en tidligere indsat sin afdøde cellekammerats kæreste i håb om, at hun ved, hvor kammeraten gemte sit bytte efter et røveri. Det kommer der en herlig historie ud af, hvor Bloch formår at vende plottet på hovedet et par gange og udfolde sit galgenhumoristiske talent på bedste vis. Faktisk er ”Water’s Edge” en af Blochs fineste historier, fordi humor og gru går op i en højere enhed og arbejder sammen – noget der bestemt ikke er tilfældet i en stor del af hans andre historier, hvor førstnævnte humor typisk har overtaget.

Går man efter mere substantielle bidrag til bogen, må Sakis stille ”Sredni Vashtar” eller Ray Bradburys ”The October Game” trækkes frem. Begge noveller har begge ben forankret i pulptraditionens løsslupne tematikker, men sprogligt løfter de sig hver på sin måde over de øvrige bidrag og viser, hvordan genrelitteraturen vinder uendelig meget, i det øjeblik den får et poetisk rygstød. Begge noveller har noget fintfølende, raffineret over sig, der sprogligt lægger afstand til de plotorienterede fortællinger, som de er udgivet sammen med i bogen.

Paperback, Dell 1958

I sidste ende forbliver det imidlertid en smagssag, hvad der for alvor skiller sig. For mig at se er det en antologi med 25 særdeles fine fortællinger, og uanset hvor du dykker ned, vil det helt sikkert være en interessant eller god læseoplevelse. Antologien står som et af højdepunkterne i Alfred Hitchcocks antologi-univers og taget i betragtning af, hvor hyppigt bogen er blevet genoptrykt, er der også andre end mig, der holder af denne novellesamling. Det betyder også, at den faktisk er ganske let at få fat i, og dermed er der ingen undskyldninger. Hvis du bare interesserer dig en smule for genreforvridende historier med drilsk glimt i øjet, er Stories They Wouldn’t Let Me Do on TV lidt af en bibel. Faktisk i en sådan grad, at den næsten synes at etablere sin egen genre. Men det er anden snak.

Paperback, Dell 1959

Novellerne:

Arthur Williams: ”Being a Murderer Myself”

Edward Lucas White: “Lukundoo”

William Sansom: “A Woman Seldom Found”

Margaret St. Clair: “The Perfectionist”

John Russell: “The Price of the Head”

Patrick: “Love Comes to Miss Lucy”

H. Munro (Saki): “Sredni Vashtar”

Philip MacDonald: “Love Lies Bleeding”

Jerome K. Jerome: “The Dancing Partner”

M. R. James: “Casting the Runes novelette”

William Hope Hodgson: “The Voice in the Night”

Robert Hichens: “How Love Came to Professor Guildea”

Stanley Ellin: “The Moment of Decision”

James Francis Dwyer: “A Jungle Graduate”

C. P. Donnel jr.: “Recipe for Murder”

Roald Dahl: “Nunc Dimittis”

Richard Connell: “The Most Dangerous Game”

John Collier: “The Lady on the Grey”

A. M. Burrage: “The Waxwork”

Thomas Burke: “The Dumb Wife”

D. K. Broster: “Couching at the Door”

Ray Bradbury: “The October Game”

Robert Bloch: “Water’s Edge”

Robert Arthur: “The Jokester”

Leonid Andreyev: “The Abyss”

Paperback, Pan Books 1967

Paperback, Dell 1959

Paperback, Dell 1960

Paperback, Dell 1960