Tag Archives: Panther Books

James Leo Herlihy, A Story That Ends With a Scream (1967): “Life lived in the American century…”

Paperback, Panther Books 1970. Forsidens billede er skabt af Philip Castle

James Leo Herlihy er uden tvivl bedst kendt for den fabelagtige, skandaleombruste roman Midnight Cowboy fra 1965. Romanen er gjort af et helt særligt stof, som kun blev produceret i 1960’erne, og den lille novellesamling, vi her skal se nærmere på, er gjort ud af præcis det samme. A Story That Ends With a Scream (en helt igennem fantastisk titel!) er en antologi, der samler otte noveller samt en teatermonolog i én akt. Herlihy fik udgivet en del noveller, nogle romaner og flere teaterstykker, før han begik selvmord tilbage i 1993. Historierne i indeværende antologi stammer alle fra begyndelsen af hans karriere, og de afspejler en forfatter på toppen, der i den grad har et kreativt momentum, båret af 60’ernes zeitgeist.

Ikke alle novellerne hører hjemme på Fra Sortsand, men man behøver ikke læse ret meget af Herlihys hurtigtflydende, stedsvist næsten rablende prosa, før det står klart, at hans fiktion befinder sig i en form for post-gotisk genfortolkning af gamle genretroper. Det overnaturlige eller sære – ”the weird” – ligger hele tiden og taler med i hans fortællinger, der stort set alle tager udgangspunkt i almindelige menneskers hverdagsoplevelser.

Paperback, Panther Books 1970

Det bærende motiv bag dette er en enorm længsel efter forandring i et samfund, hvis konventioner nedbryder ånd og kreativitet. Herlihys hovedpersoner er dermed enten de ødelagte, eller også er det frontkæmperne, som stritter imod, og tager kampen op imod systemet – præcis som vores hovedperson Joe Buck i Midnight Cowboy, der rejser til New York for at udleve drømmen om at blive en mandelige prostitueret. Buck ender med at blive knust af ”systemet”, og det gør stort set alle Herlihys karakterer. Ja man kan endda sige, at Herlihy i sidste ende selv blev følelsesmæssigt knust på grund af sin homoseksualitet.

I åbningsnovellen, der har lagt navn til antologien, søger historiens utilfredse heltinde lykken på de natlige kyststrækninger ved Key West. Uopfyldt og utilfreds i hverdagen bliver natten og landevejen hendes frirum, og her, midt i den øde, amerikanske nat, toner en ensom motorcykelbetjent frem, der bliver et erotisk fantom, hun jager. Betjenten er et halvvejs overnaturligt væsen, men da han endelig indfanges, punkterer damens drømme, fordi alt pludselig bliver ordinært, efter de til sidst har haft sex. Kvinden bor i en trailerpark, og betror løbende sin veninde om de natlige eventyr.

James Leo Herlihy (27. februar 1927 – 21. oktober 1993)

Den alkoholiserede veninde kan spå med et ouijabræt, hvilket ikke alene gør hende i stand til at skabe et alternativt selvbillede; via brættet er hun også i stand til at inspirere venindens fantasi. Deres okkulte seancer er små eskapistiske rejser ud i en verden, der rummer mere end trailerparkens slum. Men naturligvis skal illusionen briste, og magien blæses bort som en fordrukken løgn. James Herlihy er på den måde ubarmhjertig, ja vel nærmest ondskabsfuld, fordi han uden nåde lader sine ofte triste hovedpersoner havarere i ensomhed.

Stemningsmæssigt befinder novellernes fortællinger sig alle omtrent i samme univers. De blander bitter melankoli med spydige iagttagelser og grotesk humor. Et strejf af surrealisme sniger sig også ind i teksterne, der alle skaber nye rum, hvori hovedpersonerne kan agere udenfor normen. I ”The Astral Body of a U.S. Mail Truck” har enken en affære med postbuddet, hvilket udløser stor forargelse i kvarteret. Kvinden lader sig imidlertid ikke kue, så da postbuddet kører galt og omkommer, fortsætter han eftermiddag efter eftermiddag med at komme som spøgelse til en lille hyrdetime hos kvinden – om ikke andet i hendes fantasi.

Hardcover, Simon and Schuster 1967. Antologiens 1. udgave

Netop fantasien som flugtvej er da også et væsentligt punkt i novellerne, fordi det imaginære og det reale konstant spilles op imod hinanden. Herlihy fortæller os med andre ord, at fantasien er din bedste ven i skabelsen af frirum, hvor ”systemet” ikke kan fange dig.

Faren er naturligvis, at man tager det for vidt – og det gør næsten alle hans personer. Ikke mindst fortælleren i ”Love and the Buffalo”, der er blevet indlagt på et hospital, fordi han mener at have gennemskuet statens agenda. Novellen, der er et stykke rendyrket, paranoidt horror, ender trods det tragisk-komiske i mandens vildfarelser præcis samme triste sted som de øvrige noveller. Samme galskab og surrealisme kommer også helt tydeligt frem ”A Ceremony for the Midget”, hvor en dame er overbevist om, at en satanisk dværg hjemsøger hendes mands bar.

Hardcover, Jonathan Cape 1968

Stilistisk lægger Herlihy sig i tråd med samtiden store navne, og man genkender både Ken Kesey, Charles Webb og beatforfatterne i den pågående prosa. Sprogligt fornyer Herlihy ikke ret meget, men han har sit eget greb og sin egen agenda. Hans baggrund i scenekunsten er tydelig. Novellerne er melodramatiske, sorte mikro-operetter, der med kammerspillets intensitet fortæller storladne historier om kæmpe følelsesudbrud. Teaterindflydelsen kommer også til udtryk i dialogformen, der styrer novellerne – både den ydre og indre dialog er dermed Herlihys vigtigste modus.

Præcis dette er da også en væsentlig grund til, at hans sære fortællinger stikker så meget ud fra det, vi normalt oplever i tekster, der udnytter stiltræk fra skrækfiktionen. Det skræmmende, det groteske og det bizarre hos Herlihy er hverken monstre eller ugerninger, nej det er følelsen af det uforløste, det ugengældte og i sidste ende frygten for tomheden. Herlihys post-gotik er det industrialiserede menneskes melankoli, og gespenster og overnaturlige fænomener er resultatet af vores behov for at indsætte nyt liv i en dræbende, emotionel stilstand.

Paperback, Dell 1970

En samling som A Story That Ends With a Scream beviser med al tydelighed, hvorfor James Herlihy er en stemme i den amerikanske counter culture. Novellerne er båret af den lyst til fornyelse og det frontalangreb på konventionerne, som karakteriserede 60’ernes radikale kunstnere. Novellerne fastholder imidlertid også Herlihy, mens han stadig med nogen ret kunne tale med i de unges samtale – kun få år senere var hans ståsted forandret og Herlihy transformeret til en aldrende, bitter kunstner, der havde set sig vred på hele verden. Denne bitterhed ulmer også i A Story That Ends With a Scream, men den er her overskygget af et håb og en nysgerrighed på det anderledes, som forvandt senere. Novellerne viser derfor også Herlihy på toppen, og de står som et monument over et fascinerende forfatterskab, som samlede det bedste i tiden og smeltede det sammen med genrelitteraturens konceptuelle univers. Det gør ham i den grad til et inspirerende bekendtsakb, og derfor skal vi også blive ved med at læse Herlihy.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Colin Wilson: The Philosopher’s Stone (1969): En syndflod af ord…

Paperback, Panther 1974, Det meget, meget fine omslag er malet af Bob Fowke

Paperback, Panther 1974, Det meget, meget fine omslag er malet af Bob Fowke

Sindet og udforskningen af sjælelivet blev et tema i 60’ernes genrefiktion, hvor rejsen ud meget ofte blev til håndfaste metaforer for rejsen ind. En mand som John Fowles, som jeg har skrevet om her på bloggen et par gange, er et eksempel på den tendens. Et andet og måske mere spektakulært eksempel er engelske Colin Wilson, hvis litterære status har gennemgået et forbløffende hamskifte igennem hans karriere. Først var han nemlig en vred, ung og elitær eksistentialist, der dyrkede outsideren i det stadigt tankevækkende debutværk fra ’56. Så blev han romanforfatter, religionsekspert og endelig New Age-mystiker med hang til konspirationsteorier.

Unge Wilson kom i ’61 for skade at omtale H. P. Lovecraft som en sørgelig, talentløs skikkelse. Først og fremmest skal man her bide mærke i, at det i det hele taget er bemærkelsesværdigt, at Wilson havde et blik for Lovecraft i ’61, flere år før gamle Eich-Pi-El var blevet mainstream. Wilsons kritik kom derfor også hurtigt August Derleth for øre, og dermed blev der åbnet en korrespondance mellem de to.

Paperback, Panther 1974

Paperback, Panther 1974

Wilsons hårde dom over Lovecrafts forfattermeritter faldt naturligvis Derleth for brystet, og han udfordrede Wilson og sagde, at hvis det var så let at tackle de problemstillinger, Lovecrafts fiktion tumler med, hvorfor skrev Wilson så ikke en ”Lovecraft-roman”. Den udfordring tog Wilson til sig og, resultatet blev i første omgang romanen The Mind Parasites fra 1967, som Derleth prompte udgav på Arkham House. Arbejdet med Lovecrafts forfatterskab virkede imidlertid så stimulerende Wilson, at han forsatte derfor i samme spor i sin næste roman, The Philosopher’s Stone fra 1969, som vi skal se lidt nærmere på her.

Romanen er et ordrigt stykke indirekte Cthulhu mythos, der afgjort forsøger at udfordre det, vi i dag opfatter som Cthulhu-genrens klichéer, men samtidig også at finde ind til kernen i Lovecrafts forestillingsunivers. Præcis den øvelse gør The Philosopher’s Stone interessant, til trods for at bogen som helhed er et stykke jammerligt konstrueret litteratur, der formentlig sætter selv de mest tålmodige læsere på en prøvelse.

Colin Henry Wilson (26. juni 1931 – 5. december 2013)

Colin Henry Wilson (26. juni 1931 – 5. december 2013)

Wilson skriver i indledningen til bogen, at han, som den eksistentialist han engang og måske fortsat var i ´69, har benyttet fiktionen som redskab til formidlingen af idéer. Den gamle Kirkegaardske tilgang altså, som Wilsons første idoler (Sartre, Beauvoir, Camus m.fl.) havde brugt. Wilson melder dermed også klart ud, at hans roman først og fremmest handler om idéer, ikke om en stor fortælling, der skal udrulles for læseren. Vi er med andre ord på forhånd blevet advaret om, at dette ikke er nogen almindelig skrækroman, og der går da heller ikke mange kapitler, før vi opdager, hvor Wilson vil hen.

Selve handlingen er i virkeligheden ganske kort fortalt. Bogens lovecraftianske jeg-fortæller Howard Lester beretter om en dannelsesrejse, der begyndte fra barnsben, da han kom under en excentrisk polyhistors vinger. Her blev Lester oplært i kultur og naturvidenskab og mestrede naturligvis det hele til perfektion. Gradvist, gennem studier, der kombinerer kulturhistorie, filosofi og naturvidenskab, går det op for Lester, at vores menneskelige bevidsthed måske kun udgør en brøkdel af hjernens fulde kapacitet og, at det måske endda er muligt at opnå en form for udødelighed, hvis kroppens fulde potentiale aktiveres. Desværre har evolutionen åbenbart lagt en form for grænse ind i vores bevidsthed, der umuliggør dette. Den unge videnskabsmand sætter derfor alt ind i sin forskning på at nedbryde disse grænser, og det arbejde udgør romanens broderpart.

Hardcover, Arthur Barker 1969. Romanens 1. udgave

Hardcover, Arthur Barker 1969. Romanens 1. udgave

Lester opdager snart, at han har fuldstændig ret, og det lykkes for ham at opnå en nærmest overmenneskelig hjernefunktion, der ikke alene gør ham i stand til at percipere verden i former, vi slet ikke kan fatte med vores begrænsede evner, han er også i stand til at se gennem tiden. Alt det er godt og fint, men bogens dramatiske element er, hvorfor så stor en del af vores hjernekapacitet i det hele taget er blevet afskåret fra os. Det spørgsmål optager selvfølgelig Lester, og en dag kommer den isnende erkendelse, at det er noget udefrakommende, som har lagt disse barrierer ind i os.

Og her kommer vi så ind på Lovecrafts banehalvdel. Det viser sig nemlig, at entiteter fra det kosmiske verdensdyb har befolket vores klode og måske endda skabt mennesket som en slaverace. Og for at stække os har de mentalt blændet vores race for at forhindre udvikling og selvstændighed. Det er jo ikke rart, men hvad værre er, flere af disse skabninger ligger fortsat slumrende på kloden, skjult i inter-dimensionale huler, hvorfra de venter på det rette tidspunkt for deres genkomst. Det kender vi alt sammen til hudløshed.

Hardcover, Crown Publishers 1971

Hardcover, Crown Publishers 1971

Væsnerne opdager på et tidspunkt, at Lester er ved at se ind bag sløret og forstå deres velbevarede hemmelighed. En kamp opstår nu, hvor entiteterne gør, hvad de kan for at stoppe Lester og hans eksperimenter, før hans viden når ud til en bredere kreds. For videnskabsmanden handler det derfor pludselig om overlevelse – både hans egen og resultaternes. Kampen er ulige, og Wilson kender sin Lovecraft godt nok til også at vide, hvordan det går med dem, der snuser for meget rundt i de gamles hemmeligheder. Så har jeg vist ikke sagt for meget.

Problemet med The Philosopher’s Stone, hvis det er et problem, er, at rammefortællingen fylder uendelig lidt i den ganske lange roman. Hovedparten af teksten er fyldt med Wilsons direkte tale til læseren om en lang række videnskabsfilosofiske og erkendelsesteoretiske betragtninger omkring menneskets bevidsthed. Wilsons anliggende med bogen er dermed også klart nok – han siger, at vi kan meget mere, end vi tror, men vi er nødt til at udfordre vanetænkning og opøve en bedre brug af hjernen. Wilson går tilmed så langt som at sige, at vi måske må søge hjælp i lægevidenskaben for til fulde at overvinde de spærringer, der ligger i vores bevidsthed. En vej er naturligvis bevidsthedsudvidende stoffer, som kan gøre noget af arbejdet for os (bogen er jo fra ´69) – men mere radikalt forestiller Wilson sig også, at kirurgien på sigt vil kunne åbne partier af hjernen, der kan frigøre ubenyttede energier i kroppen.

Paperback, Warner Books 1974

Paperback, Warner Books 1974

Alt dette formidlers naturligvis gennem Lester, men vi er ikke et sekund i tvivl om, at det Wilson, der taler til os. Noget der understreges af de løbende fodnoter, som supplerer bogens fiktive dialog med reelle betragtninger fra Wilson selv.

Som tidstypisk fiktion er The Philosopher’s Stone et prima eksempel på 60’ernes kredsen om sindets kringelkroge, og bogen har, som sagt, forfriskende bud på nye greb om Cthulhu-genren. Blot kommer man ikke uden om, at Wilsons skønlitterære sprog er håbløst. Håbløst i den forstand, at hans roman, der gerne skulle fremstå som et stykke intellektuelt erkendelsesteori forklædt som skrækfiktion, er skrevet i det tarveligste, pulpede sprog. Det kunne der måske ligge en pointe i, men det betvivler jeg stærkt.

Paperback, Warner Books 1977

Paperback, Warner Books 1977

Wilson havde jo sådan set advaret os i begyndelsen om, at han ikke ser sig som skønlitterær forfatter, og det må siges at holde stik. Men når han nu alligevel har forpligtet sig på den skønlitterære form, uden at kunne løfte den del, falder projektet fra hinanden. At det tilmed bliver en smule anstrengende at følge Wilsons til stadighed mere udtalte fascination af ”overmennesket”, gør det ikke bedre. Havde Wilson ikke understreget, at han ser den mentale revolution som noget, der skal gælde for alle mennesker, ville han i forbløffende grad lyde som en New Age-Hitler på slap line. Så slemt er det ikke; i hvert fald ikke helt.

Godt bliver det aldrig, og The Philosopher’s Stone må siges i dag primært at være et stykke fiktion for samleren, der enten har interesse for 60’ernes metafysiske overvejelser eller fans af Cthulhu-genren, eller uheldige mennesker som undertegnede, der lider af begge fascinationer på en gang. Uanset hvad, er det et langt og tungt bekendtskab, som her ligger og venter.

Paperback, Panther 1978

Paperback, Panther 1978

Paperback, Warner Books 1981

Paperback, Warner Books 1981

Paperback, St. Martin's Press 1989

Paperback, St. Martin’s Press 1989

Paperback, Valancourt Books 2013

Paperback, Valancourt Books 2013

Skriv en kommentar

Filed under Roman

John Fowles, The Magus (1965): Fortryllende fatamorgana

Paperback, Panther Books 1977. Forsiden viser ganske passende maleriet "Marionetten" af Karl Korab

Paperback, Panther Books 1977. Forsiden viser ganske passende maleriet “Marionetten” af Karl Korab

John Fowles debuterede stærkt med sin fantastiske, skæve thriller The Collector, men hans anden roman overgår den roste debutroman i dybde, intensitet og kompleksitet. The Magus, som den anden roman hedder, er da også på alle måder en bemærkelsesværdig bog. Ikke alene er den lang og udflydende, den er også indviklet og genstridig. Samtidig er den skræmmende, nervepirrende, varm og intens. Den er sær og fyldt med musik, mystik, magi og atmosfære.

Bogen sluger sin læser med hud og hår; den trækker os ind i et bizart univers, hvor sandhed og løgn smelter sammen til et besynderligt kaos. Ikke desto mindre ved læseren instinktivt også, at der vil stå en eller anden form for erkendelse tilbage, når den sidste side i murstensromanen er læst, og derfor bevæger man sig frygtløst længere og længere ind i Fowles’ labyrint.

Paperback, Panther Books 1977

Paperback, Panther Books 1977

Alt begynder, da den unge litterat Nicholas Urfe hovedkulds forlader England for at tage et job som underviser på en engelsk kostskole på den fiktive ø Phraxos. Han tager mest af alt jobbet for at komme væk fra sit forhold til kæresten Alison, sin fortid i Oxford og den stigende bevidsthed om, at han aldrig vil lykkes som digter. Flugten til Phraxos fungerer i en rum tid, men snart sniger kedsomheden sig ind. Urfe er måske nok undsluppet kvinderne og studiekammeraterne, men han kan ikke slippe for sig selv, og depressionen indhenter ham derfor hurtigt. Det gør den endda med så megen kraft, at han beslutter at tage livet af sig selv. Selvmordsforsøget går imidlertid ikke som planlagt, men nærdødsoplevelsen bliver en ny start for den unge mand, der kort efter får meget andet at tænke på.

Nicholas møder nemlig pludselig den excentriske rigmand Maurice Conchis, der inviterer Nicholas ind i sin intellektuelle verden af kunst, musik og idéer. En form for tøvende venskab opstår, men snart står det også klart for Nicholas, at Conchis ikke er ude efter en samtalepartner. Snarere har rigmanden inviteret Nicholas ind i en form for spil eller leg, der begynder uskyldigt, men snart vokser sig større og større i indhold og konsekvenser. ”The Godgame”, Gudelegen, kalder Conchis sit spil, og han sidder selv som troldmanden i midten af det hele og styrer alt med tilsyneladende okkulte indsigter som redskab.

John Robert Fowles (31. marts 1926 – 5. november 2005)

John Robert Fowles (31. marts 1926 – 5. november 2005)

I begyndelsen er alt sådan set ganske uskyldigt. Under en middag hos Conchis bliver Nicholas introduceret til den unge, smukke Lily. Han har kort forinden fået at vide af sin vært, at hun er syg og lider af vrangforestillinger. Han skal derfor ikke hæfte sig for meget ved det, hun siger, og bare lege med på Lilys fantasier. Det gør han, men Nicolas kommer hurtigt i tvivl – er Lilys historie mon sand, og lyver Conchis? Situationen bliver mere kompliceret, da Nicholas konkluderer, at Conchis systematisk lyver for ham, og hver gang han afsløres i en løgn, går Conchis til bekendelse, men erstatter den gamle løgn med en ny. Jo mere Conchis lyver, jo mere bliver Nicholas tiltrukket af mandens mystiske verden, og det bliver til sidst en besættelse for Nicholas at finde frem til den egentlige sandhed bag Conchis og den æteriske Lily.

Det, der starter som nogle små løgne, antager hurtigt et metafysisk skær, og Nicholas bliver gradvist vidne til forstyrrende optrin, der på alle måder synes overnaturlige. John Folwes har selv peget på Henry James’ The Turn of the Screw som en af de tidlige inspirationskilder til romanen, og det kan mærkes. For historien udspiler sig i samme ambivalente, uforklarlige halvlys. Halvt mellem drøm og virkelighed forføres Nicholas til at gå dybere og dybere ind i den magiske historie. Først fordi han er vred og ønsker en forklaring på den behandling, han får, men langsomt går det op for ham, at han er blevet fysisk og mentalt afhængig af Maurice Conchis’ mysterium, og ikke mindst forelsker Nicholas sig i Lily, der løbende skifter identitet og tilmed har en tvillingesøster.

Hardcover, Little, Brown and Company 1965. Romanens 1. udgave

Hardcover, Little, Brown and Company 1965. Romanens 1. udgave

Fowles føjer lag på lag til fortællingen, der udbygges med flere historier i historien. Det hele danner et tæt, stemningsmættet stykke litteratur, der ikke overraskende talte meget direkte til unge læsere i 1960’erne. Der er således en mening med alle de absurde optrin, som Nicholas bliver vidne til. Conchis okkulte leg har til hensigt at demonstrere, hvad det vil sige at være menneske. Godt og ondt præsenteres for Nicholas i løbet af ”gudelegen”, og selvom Nicholas først alt, alt for sent forstår budskabet, virker labyrinten som en renselsesproces.

Nicholas smider stykke for stykke sit gamle, påtagede Oxford-jeg og står til sidst som et nyt menneske, der ikke længere er tynget af forstokket moral og patriarkalsk tankegang. Med vid og indfølt omtanke lærer Nicholas bogens læsere to store doktriner – det Crowleyanske ”Gør hvad du vil” og et næstekærlighedsbud om, aldrig at påføre nogen unødig smerte. Frihed og ansvar, ondskab og lyst, liv og åbenhed er kernebegreber, der bliver anskueliggjort for vores hovedperson gennem intrikate tableauer, der trækker flittigt på antik mytologi og ikke mindst Shakespeares stærkt moralske forfatterskab.   

paperback-pan-books-1966

Med et ben i okkulte sværmerier og et andet plantet i eksistentialismen bliver bogens kærlighedsbudskab et råb om en ny verdensorden fri for hykleri. The Magus er dermed meget ungdommelig, men den bliver også smuk, fordi den er et rigt og betagende argument, der i lige så høj grad appellerer til intellektet som til sanserne. Og det sanselige spiller en helt afgørende rolle i bogen, for netop seksualitet og sanselighed bliver italesat som den mest basale erfaring for mennesket. Al samvær vokser ud fra dette og knytter mennesker sammen, hvilket må siges at være i fuldstændig samklang med tidsånden på bogens udgivelsestidspunkt. 

The Magus blev en kæmpemæssig bestseller, og dens sprudlende form kom til at inspirere talrige værker. Det er eksempelvis ikke svært at se indflydelsen på forfattere som Umberto Eco og Arturo Pérez-Reverte i teksten. Romanen er derfor et helt afgørende nedslag i 60’erens fiktion, fordi troldmanden i den grad betog verden med hans drømmesyn og komplicerede, sataniske løgne.

Paperback, Dell 1967

Paperback, Dell 1967

Jeg læste bogen i gymnasiet og var helt og aldeles opslugt af den. Da jeg genlæste den nu, var det næsten med en følelse af ærefrygt og en stille angst for, at magien ville være borte. Det var den ikke. Troldmandens besværgelser indfangede mig næsten øjeblikkelig, og jeg kan kun misunde alle dem, der endnu aldrig har rejst med Nicholas til Phraxos, for der ligger noget stort og klogt i vente.         

Paperback, Pan Books 1969

Paperback, Pan Books 1969

Paperback, Dell 1978

Paperback, Dell 1978

Paperback, Dell 1985

Paperback, Dell 1985

Paperback, Picador 1988

Paperback, Picador 1988

Paperback, Vintage Books 1997

Paperback, Vintage Books 1997

 

Paperback, Black Bay Press 2001

Paperback, Black Bay Press 2001

E-bog, Vintage Books 2010

E-bog, Vintage Books 2010

 

1 kommentar

Filed under Roman