Tag Archives: Paranoia

Michael Moorcock, The Winds of Limbo (1965): Et SF-skoleeksempel

Paperback, Mayflower 1974. Omslaget er malet af Mayflowers faste mand Bob Haberfield

Michael Moorcock har indskrevet sig i både SF- og fantasygenren som et af de bedst kendte navne, og da hans Elric-karakter lynhurtigt i løbet af 60’ernes første halvdel fik kultstatus, opnåede Moorcock samtidig pladsen som Englands fremmeste genreforfatter. For en tid kom ingen, ud over Tolkien, op på siden af Moorcock, hvilket mere eller mindre skyldes hans Elric-karakter. For selvom han har skrevet ganske meget, er der ikke noget af dette, der målt i popularitet eller salgstal kommer op på siden af hans ”eternal champion”.

The Winds of Limbo, der først blev udgivet under titlen The Fireclown, er ikke en Elric-fortælling, og den er et godt eksempel på den relativt store mængde af mindre mindeværdig litteratur, som Moorcock har produceret i skyggen af sin albino-antihelt. Indeværende roman er nemlig ikke specielt god, men samtidig er den et godt eksempel på en faldgrube, der, vil jeg mene, ligger indbygget i SF-genren. Mere om dette om et øjeblik; først skal vi lige have styr på handlingen.

Paperback, Mayflower 1974

Historien udspiller sig i en fjern fremtid, hvor menneskeheden er flyttet indendørs, efter det er blevet umuligt at opholde sig ude i det fri. I dette nye samfund bor de rige højt over masserne i tårne og eller etagebyggerier, mens pøblen bor i uendelige kældre uden adgang til dagslys. I den mistrøstige situation kan adspredelse være vigtig, hvilket de statskontrollerede medier pligtskyldigt leverer.

Da vi kommer ind i historien, er noget på færde i kældrene. Masserne er begyndt at lytte til en prædikant, en messias, der kalder sig ”The Fireclown”. Han er en svævende, fed skabning, der tilsyneladende ikke lover sine følgere noget bestemt, men alligevel fornemmer alle, at han taler til netop dem med løfter om præcis, hvad de har brug for. Denne messias prædiker indirekte oprør, og regeringen er presset. Skal de gribe ind og risikere, at Ildklovnen bliver en martyr, eller skal de lade ham være og håbe, at hans revolution løber ud i sandet? Afgørelsen kommer, da der eksploderer en bombe. Alt peger på, at det er denne messias, der står bag terrorhandlingen, så nu må der gribes ind, men kan de nå at fange Ildklovnen, før han fordufter og masserne revolterer?

Michael John Moorcock (født 18. december 1939) fotograferet i 1963 med en skrivemaskine

Fortællingen udfoldes gennem et kollektiv af personer, hvoraf de fleste tilhører samfundets øverste top og faktisk er i familie med det, der formentlig bliver den næste præsident. De vigtigste karakterer er Alan Powys, der arbejder for transportministeriet, og dennes kusine Helen, der sammen beslutter sig for at finde Ildklovnen og få opklaret, hvad og hvem han er. Det fører dem på sporet af en skrupelløs magtintrige og videre ud i kredsløb om Jordkloden, hvor de endelig er i stand til at se den store sammenhæng.

Moorcocks roman har store ambitioner og tydelige afsæt i samtiden. Udgivelsesåret er ’65, og ungdomsoprør såvel som folkelige krav om atomar nedrustning spiller ind i bogens stof. At Ildklovnen samtidig fremstår som en spejling af en uudgrundelig orientalsk guru, der lader sine disciple finde de svar, som passer dem bedst, må også karakteriseres som et tidsspecifikt element. Der var revolution i luften, og mens oprøret i Moorcocks fremstidsdystopi synes fuldt ud berettiget, er hans bog også en advarende stemme. Han stiller nemlig spørgsmålet, hvem der styrer revolutionen? Hvem dirigerer de revolutionære kræfter hos ”masserne”.

Paperback, Compact Books 1965. Romanens første udgave

I romanen er svaret åbent, fordi det viser sig, at revolutionens symbol, Ildklovnen, slet ikke er nogen messias, men blot en kaosfaktor, der sætter gang i omvæltninger uden plan eller formål. Han er gnisten, der tænder bålet, som allerede eksisterer, fordi hans publikum bare har ventet på en anledning. Faktisk er det regeringen selv, der gennem medierne får skabt Ildklovnens identitet som revolutionær kraft.

Igennem deres negative omtale af klovnen som farlig, skaber de ham paradoksalt som antitese til deres eget system, og får derved uforvarende opbygget præcis den fjende, som de vil undgå og ødelægge. Den dialektik er godt set af Moorcock, og romanen har på det punkt også en hel del at sige i forhold til vores egen samtid, hvor religiøse og kulturelle skræmmebilleder har åbenlyse paralleller til regeringens konstruktion af Ildklovnen som fantom.

Paperback, Paperback Library 1967

Men, og der er et men, bag alt dette har vi selve plottet, der så at sige skal få det hele til at glide ned hos læseren. Til det formål udtænkte Moorcocok et drama, der relaterer til Ildklovnens sande identitet, samt ikke mindst en romance mellem hovedpersonerne Alan og Helen. Disse narrative rammer omkring bogens underliggende koncepter er mildest talt trivielle og rendyrket pulp af en skuffe, som i ´65 var stærkt forældede.

Dermed er vi også tilbage ved den faldgrube, som jeg indledningsvis nævnte. Moorcocks roman er et klassisk eksempel på en SF-roman med interessante idéer, der ligger som klangbund for handlingen. Selve handlingen, og måske vigtigst af alt, det æstetiske arbejde med sproget, der formidler handlingen, er imidlertid underudviklet og behandlet som noget sekundært – nærmest bare en nødvendighed for at få beskrevet eller iscenesat tekstens idéer.

Paperback, Paperback Library 1969

For mig fungerer den slags overhovedet ikke. Mens jeg har stor sympati for både Moorcocks idéer og behovet for at diskutere store tanker i fiktionen, er den lemfældige, sproglige lancering af fiktionen et ødelæggende træk, der desværre er indbygget i ganske meget SF, som lader idéer går forud for æstetik. Man kan indvende, at dette er en genrekonvention, og hvis det er korrekt, må jeg konstatere, at jeg ikke er til den type SF, som lægger sig i den tradition.

Michael Moorcocks The Winds of Limbo er tankevækkende, men han har skrevet langt bedre bøger. Det er spændende tanker i elendig indpakning og sammenfatter dele af SF-litteraturens skyggeside; gode idéer men dårlig prosa. Skønne, spildte kræfter.

Paperback, Sphere Books 1970

Paperback, Dale Books 1978

Paperback, ROC 1993

Paperback, Fantastic Books 2011

Paperback, Fantastic Books 2018

Skriv en kommentar

Filed under Roman

John Farris, The Fury (1976): Kalkuleret og underholdende

Paperback, Popular Library 1977. Maleren bag omslagets herlige indre læg er desværre ikke oplyst

”Stick it to the man,” sagde man i visse kredse i 60’ernes USA. ”Før han stikker til dig,” kan man så tilføje. Det var skam alvorligt ment. I hælene på de hastigt fordampede skyer af kærlighed, der var drevet ind over USA i løbet af sommeren ’67, meldte lige dele kynisme og pessimistisk klarsyn sig. Altamont, Charles Manson, Vietnam, politiske attentater, Watergate og økonomisk lavkonjunktur. Det hele blev opfattet som en ophobning af dårlige varsler og alvorlige sygdomstegn. Oprøret gik i vasken, men hvem havde skylden? Meget kunne tyde på, at det var staten – Big Brother, The Man, der var skyld i problemerne. Staten, der burde være din ven, var måske i virkeligheden din værste fjende. ”I’m not a crook,” bjæffede magtens personifikation, der blev taget med hænderne i kagedåsen. Her blev forræderiet afsløret, men hvor meget andet gik ubemærket hen?

Der sneg sig en alvorlig tone af paranoia ind i 70’ernes amerikanske genrefiktion, og staten blev konspirationernes omdrejningspunkt. Den tanke blev udfoldet i en syndflod af bøger, der som oftest lagde sig i farvandet mellem krimi og thriller, men naturligvis måtte skrækgenren også tale med her. Det gjorde flere af tidens bedst kendte stemmer, men andre ramte også plet og indfangede tidsånden i romanform.

John Lee Farris (født 26. juli 1936)

En af dem var John Farris, der sendte sin The Fury på gaden i ’76. Romanen udspiller sig primært i 70’ernes yndlingsbillede på vestligt fordærv, syndens fremmeste hule, New York City, og persongalleriet er typisk stof for tiden. Vi kommer ind i en hjertevarm, velhavende og kunstnerisk familie, der måske ikke ligefrem ligner den gennemsnitlige amerikaners hjem, men familien er sympatisk, og læseren forstår straks, at de er anstændige mennesker på trods af deres særheder.

Hovedperson er den purunge teenagepige Gillian Bellaver, der har en hemmelighed. Hun har voldsomme paranormale evner – psykiske evner, der gør, at hun eksempelvis kan slå ihjel ved tankens kraft. Hun kan også mere end det, men alt dette er hun først ved at opdage nu. På den hårde måde, vel at mærke, for hun har slået sin bedste veninde ihjel på grusomste vis, uden at ville det, og snart ser hun sig indlagt og udsat for utallige eksperimenter.

Hardcover, Playboy Press 1976. Romanens 1. udgave

Et helt andet sted jager en forhutlet mand for at finde sin søn Robin. Han er sikker på, at regeringen har snuppet ham, fordi drengen vidste eller kunne for meget. Peter, som manden hedder, er ikke nogen hvem som helst. Han er en toptrænet specialist, en spion eller elitesoldat. En, der er vant til at håndtere delikate situationer for Systemet. Helt præcist er Peters fjende den enigmatiske sykofant Childermass, der som en anden svengali styrer en tophemmelig forsøgsenhed, der beskæftiger sig med det paranormale.

Childermass er også ude efter Peter, men da han ad omveje hører om stakkels Gillan, bliver hun også et mål for ham. Snart går den vilde jagt gennem New Yorks gader. Hemmelige agenter jager pigen og soldaten, der imod alle odds forsøger at finde ud af, hvor de sataniske regeringskræfter har skjult Peters søn. Desværre opdager vi også, at kampen måske allerede var tabt, før den begyndte, for Robins psykiske evner var større, end han kunne bære. De steg ham til hovedet og i stedet for en teenagedreng, søger den stakkels far nu efter en manisk morder, der tripper på sine ustyrlige, psykiske evner.

Paperback, Futura 1978

The Fury har det hele. Den har vold, sex, gys, kærlighed, patos og drama. Den er skrevet som et uredigeret filmmanuskript; et manus, hvor alle de lidt for besværlige scener ikke er blevet fjernet endnu. Bogen er et destillat af tidens takter og leverer sin orangebrune stemning til perfektion. Det er ikke så sært, at romanen blev en bestseller. Fuldt ud kalkuleret gennemspiller Farris programmet for os, og vi kender det hele på forhånd. Det eneste, vi behøver at gøre, er at læne os tilbage og lade hans handling flyde ind over os.

Det mest tankevækkende ved The Fury er uden tvivl den vrede, som titlen tematiserer. Vrede er en kernefølelse i bogen. Det er den følelse, som bevæger historiens persongalleri, og den følelse, der i sidste ende ødelægger alt. Vreden sluger dem alle. Vreden over at være født anderledes, vreden over at blive snydt af Systemet, vreden over at blive svigtet. Midt i al den genretypiske grød og bestsellerklichéer indfanger Farris her noget autentisk. Han griber en grundstemning af utryghed og frustration i sin samtid og spinder den sammen med et skrækeventyr, der aldrig fuldstændigt forlader realismens land. Det kunne faktisk ske, siger man til sig selv, og synker endnu en gang, når agenterne brutalt myrder uskyldige.

Paperback, Popular Library 1978

Romanen er godt håndværk, skrevet af en forfatter, der præcis vidste, hvilke stemninger og følelser han ville opnå hos læseren. Der er også noget kalkuleret over romanen, der med behændigt afsæt i scener, der er et ekko af Blattys ekstremt populære bestseller The Exorcist, luller læseren ind i et univers af paranormale fænomener og paranoia. Hvilket ligeledes var emner, der optog sindene i 70’erne, og Kings Carrie havde to år forinden vist, at der var salg i romaner om rasende teenagere med psykiske evner.

Den cocktail fungerede, og det gør den selv i dag, hvor Farris’ roman ikke længere bæres frem af samme tidsånd og har fået karakter af noget lettere anstødeligt, hvis man lader sig anstøde af den slags. Voksne, der går i seng med drenge på 15 og lummer seksualisering af helt unge piger, er ikke noget, som får lov til at glide ubemærket ind i storsælgende spændingsromaner i dag. Nej, så har vi nok lettere ved at acceptere den utrolige brutalitet, som bogen også rummer. Men selve brutaliteten, den genkender vi stadig. Måske fordi vi stadig har noget af vreden i os. Vreden, Farris skriver om, virker i hvert fald fortsat frisk og snerrende her 40 år senere.

Paperback, Futura 1978

The Fury er popcorn. Det er velsleben underholdning, der sætter ind præcis, hvor den skal, uden andre ambitioner end at sælge godt og måske blive filmatiseret. Hjertet er dermed ikke helt med i teksten, der dybest set er banal opportunistisk spekulation, men måske uforvarende, måske som et biprodukt, lykkedes det alligevel Farris at indfange noget større i sin bog om vreden. Et eller andet, der bliver hængende som en bismag og rejser spørgsmålet, hvornår vi selv får nok? For vi mærker alle vreden, bare en gang imellem, ikke?

Paperback, Grafton 1992

Paperback, Tor 1994

Paperback, Chicago Review Press 2017

1 kommentar

Filed under Roman

Ian Welke, The Whisperer in Dissonance (2014): Guderne rider på digitale signaler

Paperback, Omnium Gatherum 2014

Cthulhu mythos-genren er en tung mastodont, som stort set ikke har forandret sig siden begyndelsen af 70’erne. Perspektiver har ændret sig eller er blevet føjet til, som da John Langan i midten af 00’erne udgav en af de første noveller, som eksplicit tematiserer, hvordan verden ser ud, efter Cthulhu og alle de andre kosmiske titaner er vendt tilbage. Den idé har fået sit helt eget liv i dag, men trods den slags forskydninger er genren alligevel forblevet mere eller mindre den samme.

Individuelle stemmer, som eksempelvis Thomas Ligottti og Laird Barron, har således skabt ganske unikke og fascinerende tekster, uden dette dog har ændret den måde, som broderparten af den nye mythosfiktion tager sig ud på. Netop derfor er selve genren også i hovedtræk en dybt uinspireret ørkenvandring, som kun byder på meget få positive overraskelser.

Det betyder imidlertid også, at alle forsøg på nytænkning inden for rammerne af genren må applauderes, og en bog, der gør netop dette, er Ian Welkes debutroman The Whisperer in Dissonance fra 2014. Der er her tale om en kort, intens fortælling, som næsten fra første side demonstrerer, at den på en gang tager solidt afsæt i mythosgenren, men samtidig også at den absolut ikke vil gentage alle de gamle troper som mørnede bøger, støvede akademikere og tentakelmonstre. Welke fører mythos-universet ind i hverdagen og arbejdslivet, hvorved han bevæger sig ind på et spor, som William Browning Spencer allerede havde opdyrket godt og vel 20 år før Welke, men The Whisperer in Dissonance formår alligevel at gøre ”kontorgruen” til sin egen størrelse.

Paperback, Omnium Gatherum 2014

The Whisperer in Dissonance introducerer os til Annie, der lider af søvnløshed. Hun burde egentlig være blevet kunstner eller tegneserieskaber, men i stedet har hun fået et dødssygt computerjob, hvor hun tilbringer dagene begravet i trummerum langt inde i kontorlandskabets kreative ødemark. Alt er ved at stagnere for Annie, men så sker der pludselig noget sært.

Der bliver efterladt besynderlige beskeder på hendes telefon, og hun modtager e-mails med vedhæftede lydfiler, som kun rummer støj. Annie får også en e-mail fra en gammel ven fra universitetstiden, som hun ikke har hørt fra i årevis. Han advarer Annie, men hvorfor? Mystikken, den digitale terror og Annies søvnløshed bliver værre og værre, men tilsyneladende spreder fænomenerne sig også til andre.

Verden omkring Annie begynder at blive påvirket af disse støjsignaler, der bedst kan beskrives som en insektagtig summen, der muligvis gemmer antydninger af stemmer dybt begravet inde i lydbilledet. Virksomheden, som Annie arbejder for, bliver gradvist overtaget af denne summen, og de ansatte begynder at opføre sig som søvngængere. Tingene bliver mere dramatiske; folk forsvinder, og snart opløses Annies verden i ren kaos. Hun må flygte for sit liv og søge hjælp hos denne gamle ven, der advarede hende i begyndelsen af bogen.

Ian Welke

Det, der starter som en lettere deprimerende skildring af kontorlivets kedsommelighed, udvikler sig gradvist til et paranoidt mareridt, der afgjort smager af Philip K. Dick. Det samme gør selve romanens væsen, om man vil, for mens Welke på overfladen synes at kritisere den måde, som moderne virksomhedskultur kan kvæle gejsten i et menneske og dræne kreativiteten ud af sine ansatte ved at få dem til at udføre maskinelt arbejde parallelt til industriens samlebåndsarbejde, ligger der noget dybere under alt dette, som adresserer selve vores virkelighedsopfattelse.

Det afklares aldrig fuldstændig, hvem eller hvad, der udsender disse nedbrydende ditagel signaler, som begynder at angribe Annie og hendes omverden. Noget belejrer imidlertid hendes og alle andres liv. Noget, der konkret kan forstås som skabninger, der bor i informationsnetværket, eller metaforisk som kræfter, der forsøger at overtage Annies og vores liv, ved at ødelægge tankeaktivitet; stjæle vores søvn og evne til at tænke abstrakt.

Støjen, som Annie modtager, bliver nærmest et væsen i sig selv, der skrattende, summende og larmende vælter ind i hendes hjem og angriber hende, hvor hun er mest sårbar. Som handlingen skrider frem, opløses verden; den fragmenterer ud i støjen og bliver til en usammenhængende, flimrende mosaik af grynet larm. Men er det virkeligt eller er det bare noget, der sker inde i Annie selv?

Paperback, Omnium Gatherum 2019. Welkes tredje og nyeste roman

Welkes leg med læseren er på det punkt et velkendt, paranoidt greb, og noget, der egentlig først for alvor bliver interessant i mødet med Cthulhu-genren. For ved metaforisk at koble sig til denne genre og antyde ”the old ones” som en form for invasiv virus i vores måde at tænke og opleve verden på, får han i virkeligheden indfanget noget af den fundamentale gru, som genren generelt har så svært ved at udtrykke, men alligevel altid kredser om. Man kan sige, at Welke på indirekte vis skaber et bud på en ny måde at se mythos-skabningerne på, vel at mærke uden de nogensinde for alvor nævnes eller konkret præsenteres.

Med The Whisperer in Dissonance havde Ian Welke en klar vision, som er interessant og på flere måder et både relevant og tankevækkende bud på ny mythosfiktion. Skal man være lidt hård, må det dog nok også konstateres, at Welke sprogligt ikke er den mest ophidsende forfatter og, at hans hverdagsskildring måske bliver en anelse for karikeret. Troværdigheden er med andre ord ikke voldsomt stor i fortællingen, men alligevel er det værd at begive sig ind i Welkes verden af støj, fordi der er stof til eftertanke her, og billeder i teksten, som virker afgjort stærkt inspirerende.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Dan Simmons, Carrion Comfort (1989): Psykisk vampyrterror

Paperback, Headline 1990. som sædvanlig oplyser Headline ikke, hvem der har skabt forsiden

Jeg synes, at Dan Simmons er en lidt sær størrelse i genrefiktionen. Han har skrevet den formidable skrækroman Song of Kali (1985) og den særdeles underholdende SF-roman Hyperion (1989), men samtidig har han også skrevet ganske forfærdelige ting. Ting så skrækkelige, at jeg har svært ved at tro, at det er samme mand, der står bag.

Sagen er den, at Simmons i høj grad skifter stil, tematik og udtryk fra bog til bog. Det gør naturligvis, at han er lidt af en hamskifter, som aldrig står stille. I hvert fald hvad indholdet angår, for Simmons er stilistisk altid til den svulmende, pyntede side, og hans psykologiske portrætter typisk en anelse entydige. Når Simmons er bedst, bliver disse slagsider af mindre betydninger, men i andre af hans projekter kommer skavankerne tydeligt frem, som det eksempelvis sker i den næsten ulidelige Summer of Night (1991); en bog jeg også snart skriver om her på bloggen, så ikke mere om den nu.        

Paperback, Headline 1990

Carrion Comfort er på mange måder en klassisk Simmons’ bog. Det er en konceptuelt skarpskåren roman med tydelige genrereferencer og idéer, der viser, at Simmons loyalt går ind i de genreuniverser, han arbejder med. Carrion Comfort er også en lang roman, som tillader Simmons at komme ganske vidt omkring i et omfattende persongalleri, der kronologisk strækker sig fra Anden Verdenskrig og frem til bogens nutid (midten af 80’erne).

Handlingen er, kort fortalt, at en gruppe ”psykiske vampyrer”, der lever af frygt og smerte, har arbejdet bag facaderne i umindelige tider. Her, fra skyggerne, har de påvirket såvel storpolitik som møder mellem mennesker i det små. Vampyrerne holder sig unge ved at optage den smerte, de forvolder, og for mange af vampyrerne er deres gerninger blevet en form for leg, hvor de dyster om, hvem der kan påføre verden de mest chokerende og overraskende lidelser, uden at dette naturligvis blive opdaget af de dødelige. For det er selvfølgelig idéen med det hele; vampyrerne driver deres uvæsen i det skjulte, selvom mange af dem lever fuldt offentlige liv. En af bogens vampyrer er en fremtrædende embedsmand, en anden er TV-prædikant, en tredje filmproducent i Hollywood og så fremdeles. Det var således vampyrer, der stod bag mordene på Lennon og Kennedy, og vampyrer, der mere eller mindre har stået bag alle andre ubehagelige og uhyrlige ting, som vi kender fra den nyere historie.

Dan Simmons (født 4. april 1948)

Det gælder dermed også Anden Verdenskrig, eller rettere Nazisternes massemord. Netop det er omdrejningspunktet for Carrion Comfort, fordi bogens bærende protagonist er den aldrende, jødiske psykolog og universitetsmand Saul Laski. Som ganske ung blev Laski interneret med sin familie i en udryddelseslejr, og her, midt i al gruen, møder Laski en SS-officer, der er langt værre end alle andre. Faktisk er mødet med denne officer næsten overnaturligt, fordi han overtager unge Laskis sind med en form for tankekontrol og tvinger den stakkels knægt til at deltage i et skakspil, hvor brikkerne er jøder, der kæmper for livet på spilbrættet. På mirakuløs vis lykkes det Laski at undslippe dødsspillet, men oplevelsen præger selvsagt Laski resten af livet, og som en anden Simon Wiesenthal bruger han efter krigen sin tid på at jagte denne officer, han er overbevist om ikke er død.

Vejen ind i fortællingen bliver da også, at Laski, nu som aldrende mand, genkender denne officer og begynder at forfølge han, hvilket gradvist fører ham og en spraglet gruppe medhjælpere ud i åben kamp mod de vampyriske bagmænd.

Hardcover, Dark Harvest 1989. Romanens 1. udgave

Som sagt er Carrion Comfort på mange måder en klassisk Simmons-roman. Genremæssigt låner han en del fra skræklitteraturen her, men bogen er først og fremmest en technothriller, der lader sine hovedpersoner udkæmpe en kamp mod system i bedste David-og-Goliat-stil. Vampyrerne sidder på magtapparatet, men trods deres enorme indflydelse kan de ikke kontrollerer alt, og vores hovedpersoner får bl.a. hjælp fra Mossad og en bande sorte fra slummen.

Til sammen udgør alt dette en omtrent underholdende roman, som måske er en smule længere, end historien kan bære, men Simmons har fået sprøjtet så meget spænding og ramasjang ind i historien, at man nysgerrigt læser videre for at se, hvordan det hele ender.

Paperback, Warner Books 1990

Så langt så godt. Jeg har imidlertid alvorlige problemer med selve bogens underliggende tematik, som desværre ikke er helt klar. Hvis man kaster sig ud i fortolkningernes overdrev, kan man måske læse Carrion Comfort som en magtkritik eller en lettere paranoid, konspiratorisk forestilling om grå mænd, der styrer vores verden og virkelighed – altså ”the masters of war”, som Dylan bl.a. synger om. Den tolkning når man langt med, men problemet er bare, at det eksempelvis bliver uklart, hvordan Simmons’ lettere idyllisk fremstilling af staten Israel passer ind i dette. Han portræt af magt og magtanvendelse er dermed langt fra entydig, og egentlig kritik kan der derfor heller ikke være tale om.

Mine problemer med handlingen er imidlertid større, hvis man går knap så langt ind i fortolkningen og blot registrere handlingens umiddelbare lag. Her får vi præsenteret disse tanke- og kropskontrollerende vampyrer, der driver deres uvæsen i verden og i virkeligheden er roden til alt ondt. Præcis det er for let og for ufarligt. Idéen er naturligvis sjov, men konsekvensen er, at Simmons får fraskrevet mennesket alle destruktive tendenser. Al ”ond” agens bliver flyttet over i vampyrerne, og menneske fremstilles som relativt uskyldige ofrer, der ufrivilligt lader sig lede gennem tankekontrol. Præcis det er for slapt. Det er det nøjagtigt omvendte af den misantropi, som Simmons udtrykker mesterligt i Song of Kali, og det bliver en nærmest irriterende, blåøjet næstekærlighed, der trods bogens store mængder vold og blod, gør det hele til en form for fraværende, social eskapisme.

Paperback, St. Martin’s Griffin 2009

Bogens koncept irriterer mig med andre ord ganske voldsomt, fordi det er for pjanket at bruge vampyrer som syndebukke for vores handlinger og problemer. Idéen, som plot, er kanske underholdende tænkt, men i praksis bliver det for uforpligtende og tandløst. Jeg vil have min skrækfiktion og min technothriller indhyllet i sort kynisme og grim ærlighed, der udstiller vores menneskelige svagheder og fejl; og særligt for technothrilleren må magtapparatets undertrykkende vold ikke skubbes til side og reduceres til noget udefrakommende eller distanceret. Vampyrerne er ikke overnaturlige monstre, de er mennesker af kød og blod.

Paperback, Quercus 2010

2 kommentarer

Filed under Roman

Keith Laumer, A Trace of Memory (1963): Sjusket og planløs pulp

Paperback, Berkley Medallion 1963. Romanens første udgave. Richard Powers har malet den fine forside i hans vanlige, tidstypiske streg

Keith Laumers A Trace of Memory fra 1963 er på alle måder en sen aftapning af 1940’erne og 50’ernes SF. Romanen blev først udsendt som føljeton 1962 i Amazing Stories, hvilket var alt, alt for sent. Når folk i dag ser med milde øjne på Laumers bog, er det måske fordi, de glemmer, hvor forfejlet bogen allerede var, da den udkom. Problemet er nemlig, at den kun viderefører pulpens værste kvaliteter uden antydninger af de stilistiske og tematiske nybrud, genren oplevede i løbet af 50’erne. Det er mig derfor også en gåde, hvorfor A Trace of Memory er blevet så flittigt genoptrykt, som den er. Men lad os tage et hurtigt kig på handlingen, før vi for alvor går til makronerne.

Historien begynder en solrig formiddag i Tupelo, Mississippi, hvor den udtjente semi-dranker og lykkeridder mr. Legion læser i avisen og falder over følgende annonce: ”Soldier of fortune seeks companion in arms to share unusual adventure.” (s. 1) Legion havde egentlig ikke tænkt sig at svare på annoncen, men skæbnen vil, at han alligevel ender med at gøre det, og snart befinder mr. Legion sig i selskab med den excentriske rigmand Foster, der har indrykket teksten i avisen. Sagen er den, at Foster er i besiddelse af en mærkværdig dagbog, der ikke bare er skrevet på et ubestemmeligt, for ikke at sige ukendt materiale, bogen er også kun delvist skrevet på et læseligt sprog. Endnu mere mystisk er det, at Foster er overbevist om, at det er ham selv, der har skrevet den mærkelige bog i en fjern fortid. Foster virker gal, og Legion vil egentlig smutte fra hans rigmandsvilla så hurtigt som muligt, men så bliver huset angrebet af lysende energivæsner fra rummet, og de to mænd må flygte sammen ud i natten.

Paperback, Berkley Medallion 1963

Det viser sig, at Foster i virkeligheden er et rumvæsen fra planeten Vallon, der er blevet genfødt igen og igen uden ret meget erindring om sine tidligere liv.  Tidligere liv, der strækker sig tilbage til en nødlanding på Jorden tilbage i stenalderen. De landede der, hvor Stonehenge nu er opført, og naturligvis hænger de to ting sammen. Indbyggerne fra Vallon lå i krig med de onde energivæsner, som stadig søger efter overlevende fra nedstyrtningen for mange tusind år siden, og nu befinder Legion sig pludselig midt i en hæsblæsende jagt, der fører ham til England og til sidst videre ud i verdensrummet.

Ganske pludseligt slår handlingen over og blive et rumeventyr på planeten Vallon, der afsløres som udgangspunktet for alle vores jordiske Kong Arthur-fortællinger. Vallon er en forvanskning af Avalon osv. Jordboen Legion ender med at deltage i et oprør på den fjerne planet for at bekæmpe det tyranni, der er blevet etableret efter, at Fosters folk forlod planeten i sin tid.  Og så, og så, og så…

John Keith Laumer (9. juni 1925 – 23. januar 1993)

Ok, her må vi hellere stoppe det, der allerede nu er blevet et alt for langt referat. Den komplet udflydende handling i A Trace of Memory kan bedst beskrives som en føljeton, der løb af sporet. Det, der begynder som hårdkogt SF-gys i Tupelo, slutter som rendyrket rumramasjang, vel at mærke uden, at der på nogen måde knyttes noget bånd i mellem bogens dele. Laumer havde formentlig to-tre noveller eller romanidéer, der var for korte, og han besluttede så at splejse dem sammen til en. Det var en ganske dårlig idé, må man sige. I hvert fald for den læser, der bare holder af en smule konsistens i sin læsning.

Personlig kan jeg kun beklage, at Keith Laumer ikke blev ved historiens første handlingsspor; der, hvor Legion og Foster desperat forsøger at opklare dagbogens mysterium, rejser til Stonehenge, går på opdagelse i den jungianske kollektive erindring og paranoidt frygter for angreb fra energivæsnerne. Her har bogen en sympatisk karakter af skrækfiktion, der vinder ved den hårdkogte tone, som den vrængende hovedperson Legion udfolder.

Paperback, Mayflower 1968

Bogens midte og anden halvdel, der fremstår som en pauver udgave af noget, Robert Heinlein kunne have skrevet, har ikke samme nerve og virker først og fremmest som et sammendrag af en større handling. Selv Legions personlighed transformeres væk fra den alkoholiserede antihelt til en klassisk, ansigtsløs helt med gåpåmod og en proper næve. Kong Arthur-vinklen i bogens anden halvdel giver ikke nogen mening, set i forhold til handlingen i første del, og Laumer kunne da i det mindste have gjort sig den umage at indlægge et par enkelte sætninger i romanudgaven af bogen, som forberedte læserne på den udvikling, men sådan er det ikke.

Entusiastiske SF-læsere vil her måske kunne indvende, at det trods alt er en sjov tanke, som Laumer fremfører. Altså at Arthurlegenden i virkeligheden er menneskehedens videredigtning på hændelser, der udspillede sig i stenalderen og siden er blevet genfortalt  og dermed også gradvist er blevet forvansket til den historie, vi kender. Bevares, den tanke er sjov, men Laumer bruger den ikke til stort andet end et trinbræt for kamp og kage på planeten Vallon, og Colin Wilson gjorde den slags langt bedre få år senere. For mig skal der i hvert fald lidt mere til, for at den slags idéer kan bære værket.

Paperback, Warner Paperback Library 1972

Isoleret set er der således gode takter i A Trace of Memory, men alt det overskygges af det faktum, at bogen er rædderligt skrevet. Normalt skal man ikke forvente sig meget mere end et dynamisk og humørfyldt sprog i litteratur af Laumers pen, men end ikke det formår han at leve op til. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst en roman, hvor sproget i så høj grad generede mig. Vores hovedperson Legions navn bliver nævnt igen og igen sammen med et begrænset udvalg af andre ord og vendinger, som gør sproget til en lang gentagelse, og reducerer det litterære håndværk til en omgang af det argeste sjusk.

At bogen fandt vej til udgivelse er ene og alene et vidne om den næsten umættelige begejstring for genrelitteratur, der herskede i samtiden, og Laumer hører så afgjort til blandt amatørerne, der kunne lukrere på denne interesse med dybest set elendig fiktion, som bidrog til at holde gang i gryderne. Laumer tilhører den gruppe af forfattere, der stædigt holdt fast i den gamle pulplitteraturers mest primitive sider, og det er ikke noget under, at den ellers produktive Keith Laumer er sunket ned i glemslens suppedas i dag, så at det kun er de mest ihærdige læsere, der får ham hevet frem.

Paperback, Tor 1984

A Trace of Memory er uden tvivl pulplitteratur, når den er værst; triviel, rodet og sjusket, uden plan og andet formål end at give Laumer brød på bordet. Det fik han da sikkert også, men det er formentlig også det eneste for alvor positive, der er at sige i den sammenhæng.

Paperback, Armchair Fiction 2011

Amazing Stories, juli 1962

Amazing Stories, august 1962

Amazing Stories, september 1962

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Charles L. Grant, The Hour of the Oxrun Dead (1977): Den diabolske overklasse

Paperback, Tor 1987. Forsiden er stemningsfuldt malet af David Mann

1970’erne var et fantastisk årti for skrækfiktionen. Store bestsellere skabte økonomisk interesse for genren, hvilket var med til at bane vejen for nye talenter med spændende projekter. En af de forfattere, der voksede ud af skrækkens undergrund, var Charles L. Grant, der udsendte The Hour of the Oxrun Dead i 1977. Romanen udspiller sig i den fiktive lille provinsby Oxrun Station, som efterfølgende kom til at danne rammen om en hel serie af Grants historier i stil med Kings fiktive Castle Rock eller Lovecrafts Arkham.

Handlingen foregår i dagene op til halloween. Et år tidligere er Natalies mand Ben, der var politibetjent i Oxrun, blevet dræbt på jobbet. Morderen er aldrig fundet, men nu – et år senere – begynder der at ske sære ting omkring Natalie. Noget forfølger hende tilsyneladende, og selvom Bens bror Sam, der også er betjent, gør, hvad han kan for at beskytte Natalie, hjælper det ikke meget.

Paperback, Tor 1987

Heldigvis har Natalie langt om længe åbnet sig overfor byens journalist Marc, og sammen forsøger de nu at opklare, hvad der er på færde. Kirker i byen er blevet skændet og bøger bliver stjålet på biblioteket. Det hele er meget mystisk, ikke mindst da Natalie opdager, at alle byens spidser går med den samme type mærkelige fingerring. Faktisk gik Ben, Natalies afdøde mand, også med sådan en ring. Snart viser det sig, at en okkult sammensværgelse holder Oxrun under opsyn, og Natalie spiller en eller anden rolle i dette.

Desværre er bogen, der på flere måder har mindelser om Ira Levins Rosemary’s Baby, dybest set ganske uinteressant. Den er hverken nervepirrende eller har noget særligt på hjertet, hvorfor Charles Grants første skrækroman står som en forbløffende tam omgang, hvis stærkeste træk er de afdæmpede personskildringer af Natalie, Marc og Sam.

Charles Lewis Grant (12. september 12 1942 – 15. september 2006)

Præcis det afdæmpede er da også det, der skabte Grants forfatterkarriere og danner det, man kan kalde hans stil. Grant var nemlig en af de fremmeste repræsentanter for den såkaldte ”stille horror”, der voksede frem i 70’erne som modstykke til bestsellernes ofte larmende historier og voldsomme konfrontationer mellem godt og ondt. Hos Grant trækkes tempoet ud af teksten, og historien får lov at udspille sig i hverdagslivets rolige rammer. I hvert fald næsten.

Det da også tydeligt, hvor han stilistisk vil hen med sin tekst. For Grant handler gyset om virkelige mennesker af kød og blod, der konfronteres med skræmmende optrin, som knuser deres hverdag. Det er dig og mig, der går omkring i Grants romaner og pludselig jages af mørke silhuetter i natten. Præcis den præmis er sympatisk og på mange måder den helt rigtige reaktion på monstergysets bulder og brag. Samtidig er roman kort. Grant kender med andre ord sin besøgstid og overlæsser ikke sin skrækfiktion med flere af hverdagens trivialiteter end det, der skal til for at skabe miljøet. Også her stiller Grant sig anderledes end bestsellerforfattere som eksempelvis Stephen King.

Paperback, Doubleday 1977. Bogens første udgave

Desværre mislykkes meget af dette i The Hour of the Oxrun Dead, fordi Grant ikke får doseret sin fortælling rigtigt. Det, der burde være en roman med stigende paranoid rædsel, der vokser kapitel for kapitel, som sammensværgelsens omfang går op for Natalie, forbliver en flad og udramatisk omgang, hvis klimaks afvikles på de sidste fem sider i en række hektiske beskrivelser, der ikke formår at indfri de forventninger, som bogen har opbygget.

Ærgrelsen bliver ikke mindre af, at Grant rent faktisk løbende leverer gode optakter og momenter, som principielt burde være perfekte små skrækscener; sådan bliver det bare ikke. Hans tydeligvis meget filmiske forståelse af litteratur og scenerne, der stedvist har karakter af pasticher over sort/hvide monstergys (en tågeindsvøbt kirkegård figurerer eksempelvis prominent), får hverken nerve eller liv.

Paperback, Popular Library 1979

Man skal dermed ikke læse Grants første skrækroman, fordi den er synderligt spændende eller god, men man skal læse den, fordi den blev et vigtigt startskud for en gren af horrorgenren, der havde høj kurs fra slutningen af 70’erne og frem til 80’ernes midte. Den har således genrehistorisk interesse.

Det kan indvendes, at der altid har eksisteret stille gru, som bevirker meget med små armbevægelser, hvilket er helt rigtigt. Det var imidlertid først i slutningen af 70’erne, at der opstod en hel lille bevægelse af romaner, der principielt brugte samme tematikker og monstre som bestsellergyserene, men som fortalte historierne i et helt andet tempo. Denne form for ”stille gys” blev naturligvis aldrig for alvor populær blandt horrorfans, men ikke desto mindre er den udtryk for en særlig æstetisk tilgang til gyset, der levede i bedste velgående i skrækfiktionens græsrodslag.

Paperback, Crossroad Press 2018

Som det fremgår, er The Hour of the Oxrun Dead er tydeligvis ikke nogen stor oplevelse, og bogen er en beklagelig introduktion til det, der blev en ganske populær serie af løseligt sammenhængende romaner. Tingene blev da også bedre for Grant senere, da han blev mere sikker i sin vision og bedre forstod, hvor der skulle holdes igen og hvor der skulle presses på.

3 kommentarer

Filed under Roman

Richard Laymon, Flesh (1987): Blod og liderlige studiner

Paperback, Star Books 1988. Forsiden er malet af Danny Flynn

I min omtale af første bind i Blade-serien skrev jeg, at vi her var helt nede i pulpens bundfald. Jeg kan nu konstatere, at vi skal derned igen for en stund. Vi skal nemlig se nærmere på Richard Laymons skrækroman Flesh fra 1987. Det kan da også lige så godt blive sagt med det samme – bogen er blottet for stort set enhver kvalitet. Den er faktisk så fornærmende dårlig, at den ikke engang har den samme form for ufrivillige underholdningsværdi som eksempelvis førnævnte Blade-bind.

Men lad os lige få styr på handlingen, før jeg går videre. I en lille amerikansk universitetsby begynder der at ske mystiske ting efter en dødulykke på landevejen. En bilist forsøger pludselig at presse en motorcyklist af vejen. Bilisten omkommer selv i ulykken, men efter det bliver betjenten Jake Corey vidne til andre, lignende bizarre overfald. Hvorfor begynder de ellers fredelige indbyggere at overfalde hinanden? Hænger disse overfald sammen?

Richard Carl Laymon (14. januar 1947 – 14. februar 2001)

Ja selvfølgelig gør de det. En sær, ormelignende parasit på størrelse med en ål er kommet til byen, og den vandrer nu fra værtskrop til værtskrop. Dens eneste tanke er friskt menneske kød, og den bruger sine værter til at skaffe sig sin mad.

Nu fik jeg nævnt, at det hele udspiller sig i en universitetsby, hvilket betyder, at Laymon bekvemt kan gøre en gruppe unge studiner til sine hovedpersoner. Naturligvis kommer de nemlig i kontakt med denne ubehagelige parasit, der besætter unge mænd i deres vennekreds. Dette er i sidste ende alt sammen et snedigt udtænkt greb, der giver Laymon mulighed for at kombinere sex og blodigt splat i store mængder.

Hardcover, W. H. Allen 1987. Rmanens 1. udgave

Handlingens hovedspor følger parasittens vej fra vært til vært, men Laymon introducerer også en række sidespor, der tydeligvis skal trække tiden og forlænge en i praksis ganske hurtigt fortalt historie. Vi hører om betjenten Coreys privatliv, problemerne med ekskonen, vi hører også en del om studineres kærestesorger og får endda glimtvis lov til at følge med i lignende, trivialiteter hos en række af byens andre stereotype indbyggere.

Det hele ender naturligvis i et ikke specielt hæsblæsende, men meget blodigt, opgør mellem betjenten og ormen. Undervejs har Laymon gjort sit for at opbygge en stemning af paranoia, for hvem er nu besat af parasitten? Hvem er en ven, og hvem er en fjende? Han lægger endda røgslør ud, som da betjentens datter pludselig er forsvundet. Vi tænker straks åh nej, men ånder lettet op kort efter.

Paperback, Tor 1988

Som man nok fornemmer, bevæger Laymon sig rundt i stof, som John Campbell allerede skrev tilbage i 30’erne. Laymon føjer da absolut heller ikke noget nyt til hele den form for besættelsestematik. Det har han nu nok heller ikke tænkt sig, men man kunne i det mindste forlange af ham, at han forsøgte at overaske med selve udførelsen. Her fejler Laymon imidlertid totalt. I hvert fald i min verden, for Laymons roman solgte rigtig godt, hvorfor der bestemt var læsere til hans bras.

Laymon gør ellers, hvad han kan, for at ruske op i læserne. Teksten er fyldt med voldsomme, blodige scener, hvor forfatteren får lov at benytte alle zombie-genrens eksplicitte elementer. Der gnaskes flittigt lig, men endnu mere væsentlig er selve tekstens seksualisering af alle forhold. De unge, labre studiner, og deres grimme, fede veninde (som hurtigt dør), oser af sex, de tænker primært på sex og alle mænd, der kommer i kontakt med dem, tænker på sex.

Paperback, Leisure Books 2009

Det fører til en række umotiverede, bizarre scener, hvor overfaldsofre få øjeblikke efter at være undsluppet en blodtørstig ormebesat galning pludselig overvejer om det måske ikke kunne være spændende at hoppe i kanen med betjent Corey. Eller da ekskonen, ud af det blå, forsøger at forføre Corey. Lillebyens indbyggere er varmblodede!

Det er imidlertid kun den konkrete brug af sex som motiv i handlingen. Selve Laymons sprog gør alt for at aktivere en tone af blød pornografi. Vi hører vedvarende beskrivelser af pigernes kroppe, og man kan notere sig en udtalt fascination hos Laymon af kvindernes bagpartier. Ordet ”rump” kommer igen og igen i teksten. Bogens mildest talt primitive fremstilling af relationen mellem køn er da også det stærkeste indtryk, man sidder tilbage med efter endt læsning.

Richard Laymons Flesh er en roman, som ene og alene har overflade. Der en ingen dybde i teksten, som udelukkende består af den konkrete hændelser. Selve handlingen er imidlertid kun et påskud for at kunne knytte en serie af scener sammen, der tydeligvis er komponeret for at tilfredsstille et særligt læserpublikum, der interesserer sig for eksplicitte beskrivelser og intet andet. Vi taler altså om litteratur af den mest fordringsløse slags.

Ebog, Headline 2012

Det primitive er i sig selv ikke problemet. Problemet er udførelsen, som der absolut intet forsonende er at sige om. Flesh er langtrukken, dum og trods sine hede anslag totalt usexet. Bogen er hverken båret af nogen æstetisk bevidsthed eller nogen litterær ambition; den er ikke engang vellykket som ordinær spændingsfiktion. I stedet får vi en jammerlig roman i et underlødigt sprog, som serverer lummer blodsuppe til sine læsere.

Laymon skabte sig ene og alene et navn i skrækbranchen ved at fylde sine bøger med så meget larm, at man lagde mærke til ham. Det lykkedes da også, men det er trist, at det er folk som Laymon og Dean Koontz, der har fået lov til at præge opfattelse af skrækgenren. Nogle gange ligger vi skrækentusiaster, som vi selv har redt!

 

 

5 kommentarer

Filed under Roman