Tag Archives: Paranoia

Charles L. Grant, The Hour of the Oxrun Dead (1977): Den diabolske overklasse

Paperback, Tor 1987. Forsiden er stemningsfuldt malet af David Mann

1970’erne var et fantastisk årti for skrækfiktionen. Store bestsellere skabte økonomisk interesse for genren, hvilket var med til at bane vejen for nye talenter med spændende projekter. En af de forfattere, der voksede ud af skrækkens undergrund, var Charles L. Grant, der udsendte The Hour of the Oxrun Dead i 1977. Romanen udspiller sig i den fiktive lille provinsby Oxrun Station, som efterfølgende kom til at danne rammen om en hel serie af Grants historier i stil med Kings fiktive Castle Rock eller Lovecrafts Arkham.

Handlingen foregår i dagene op til halloween. Et år tidligere er Natalies mand Ben, der var politibetjent i Oxrun, blevet dræbt på jobbet. Morderen er aldrig fundet, men nu – et år senere – begynder der at ske sære ting omkring Natalie. Noget forfølger hende tilsyneladende, og selvom Bens bror Sam, der også er betjent, gør, hvad han kan for at beskytte Natalie, hjælper det ikke meget.

Paperback, Tor 1987

Heldigvis har Natalie langt om længe åbnet sig overfor byens journalist Marc, og sammen forsøger de nu at opklare, hvad der er på færde. Kirker i byen er blevet skændet og bøger bliver stjålet på biblioteket. Det hele er meget mystisk, ikke mindst da Natalie opdager, at alle byens spidser går med den samme type mærkelige fingerring. Faktisk gik Ben, Natalies afdøde mand, også med sådan en ring. Snart viser det sig, at en okkult sammensværgelse holder Oxrun under opsyn, og Natalie spiller en eller anden rolle i dette.

Desværre er bogen, der på flere måder har mindelser om Ira Levins Rosemary’s Baby, dybest set ganske uinteressant. Den er hverken nervepirrende eller har noget særligt på hjertet, hvorfor Charles Grants første skrækroman står som en forbløffende tam omgang, hvis stærkeste træk er de afdæmpede personskildringer af Natalie, Marc og Sam.

Charles Lewis Grant (12. september 12 1942 – 15. september 2006)

Præcis det afdæmpede er da også det, der skabte Grants forfatterkarriere og danner det, man kan kalde hans stil. Grant var nemlig en af de fremmeste repræsentanter for den såkaldte ”stille horror”, der voksede frem i 70’erne som modstykke til bestsellernes ofte larmende historier og voldsomme konfrontationer mellem godt og ondt. Hos Grant trækkes tempoet ud af teksten, og historien får lov at udspille sig i hverdagslivets rolige rammer. I hvert fald næsten.

Det da også tydeligt, hvor han stilistisk vil hen med sin tekst. For Grant handler gyset om virkelige mennesker af kød og blod, der konfronteres med skræmmende optrin, som knuser deres hverdag. Det er dig og mig, der går omkring i Grants romaner og pludselig jages af mørke silhuetter i natten. Præcis den præmis er sympatisk og på mange måder den helt rigtige reaktion på monstergysets bulder og brag. Samtidig er roman kort. Grant kender med andre ord sin besøgstid og overlæsser ikke sin skrækfiktion med flere af hverdagens trivialiteter end det, der skal til for at skabe miljøet. Også her stiller Grant sig anderledes end bestsellerforfattere som eksempelvis Stephen King.

Paperback, Doubleday 1977. Bogens første udgave

Desværre mislykkes meget af dette i The Hour of the Oxrun Dead, fordi Grant ikke får doseret sin fortælling rigtigt. Det, der burde være en roman med stigende paranoid rædsel, der vokser kapitel for kapitel, som sammensværgelsens omfang går op for Natalie, forbliver en flad og udramatisk omgang, hvis klimaks afvikles på de sidste fem sider i en række hektiske beskrivelser, der ikke formår at indfri de forventninger, som bogen har opbygget.

Ærgrelsen bliver ikke mindre af, at Grant rent faktisk løbende leverer gode optakter og momenter, som principielt burde være perfekte små skrækscener; sådan bliver det bare ikke. Hans tydeligvis meget filmiske forståelse af litteratur og scenerne, der stedvist har karakter af pasticher over sort/hvide monstergys (en tågeindsvøbt kirkegård figurerer eksempelvis prominent), får hverken nerve eller liv.

Paperback, Popular Library 1979

Man skal dermed ikke læse Grants første skrækroman, fordi den er synderligt spændende eller god, men man skal læse den, fordi den blev et vigtigt startskud for en gren af horrorgenren, der havde høj kurs fra slutningen af 70’erne og frem til 80’ernes midte. Den har således genrehistorisk interesse.

Det kan indvendes, at der altid har eksisteret stille gru, som bevirker meget med små armbevægelser, hvilket er helt rigtigt. Det var imidlertid først i slutningen af 70’erne, at der opstod en hel lille bevægelse af romaner, der principielt brugte samme tematikker og monstre som bestsellergyserene, men som fortalte historierne i et helt andet tempo. Denne form for ”stille gys” blev naturligvis aldrig for alvor populær blandt horrorfans, men ikke desto mindre er den udtryk for en særlig æstetisk tilgang til gyset, der levede i bedste velgående i skrækfiktionens græsrodslag.

Paperback, Crossroad Press 2018

Som det fremgår, er The Hour of the Oxrun Dead er tydeligvis ikke nogen stor oplevelse, og bogen er en beklagelig introduktion til det, der blev en ganske populær serie af løseligt sammenhængende romaner. Tingene blev da også bedre for Grant senere, da han blev mere sikker i sin vision og bedre forstod, hvor der skulle holdes igen og hvor der skulle presses på.

3 kommentarer

Filed under Roman

Richard Laymon, Flesh (1987): Blod og liderlige studiner

Paperback, Star Books 1988. Forsiden er malet af Danny Flynn

I min omtale af første bind i Blade-serien skrev jeg, at vi her var helt nede i pulpens bundfald. Jeg kan nu konstatere, at vi skal derned igen for en stund. Vi skal nemlig se nærmere på Richard Laymons skrækroman Flesh fra 1987. Det kan da også lige så godt blive sagt med det samme – bogen er blottet for stort set enhver kvalitet. Den er faktisk så fornærmende dårlig, at den ikke engang har den samme form for ufrivillige underholdningsværdi som eksempelvis førnævnte Blade-bind.

Men lad os lige få styr på handlingen, før jeg går videre. I en lille amerikansk universitetsby begynder der at ske mystiske ting efter en dødulykke på landevejen. En bilist forsøger pludselig at presse en motorcyklist af vejen. Bilisten omkommer selv i ulykken, men efter det bliver betjenten Jake Corey vidne til andre, lignende bizarre overfald. Hvorfor begynder de ellers fredelige indbyggere at overfalde hinanden? Hænger disse overfald sammen?

Richard Carl Laymon (14. januar 1947 – 14. februar 2001)

Ja selvfølgelig gør de det. En sær, ormelignende parasit på størrelse med en ål er kommet til byen, og den vandrer nu fra værtskrop til værtskrop. Dens eneste tanke er friskt menneske kød, og den bruger sine værter til at skaffe sig sin mad.

Nu fik jeg nævnt, at det hele udspiller sig i en universitetsby, hvilket betyder, at Laymon bekvemt kan gøre en gruppe unge studiner til sine hovedpersoner. Naturligvis kommer de nemlig i kontakt med denne ubehagelige parasit, der besætter unge mænd i deres vennekreds. Dette er i sidste ende alt sammen et snedigt udtænkt greb, der giver Laymon mulighed for at kombinere sex og blodigt splat i store mængder.

Hardcover, W. H. Allen 1987. Rmanens 1. udgave

Handlingens hovedspor følger parasittens vej fra vært til vært, men Laymon introducerer også en række sidespor, der tydeligvis skal trække tiden og forlænge en i praksis ganske hurtigt fortalt historie. Vi hører om betjenten Coreys privatliv, problemerne med ekskonen, vi hører også en del om studineres kærestesorger og får endda glimtvis lov til at følge med i lignende, trivialiteter hos en række af byens andre stereotype indbyggere.

Det hele ender naturligvis i et ikke specielt hæsblæsende, men meget blodigt, opgør mellem betjenten og ormen. Undervejs har Laymon gjort sit for at opbygge en stemning af paranoia, for hvem er nu besat af parasitten? Hvem er en ven, og hvem er en fjende? Han lægger endda røgslør ud, som da betjentens datter pludselig er forsvundet. Vi tænker straks åh nej, men ånder lettet op kort efter.

Paperback, Tor 1988

Som man nok fornemmer, bevæger Laymon sig rundt i stof, som John Campbell allerede skrev tilbage i 30’erne. Laymon føjer da absolut heller ikke noget nyt til hele den form for besættelsestematik. Det har han nu nok heller ikke tænkt sig, men man kunne i det mindste forlange af ham, at han forsøgte at overaske med selve udførelsen. Her fejler Laymon imidlertid totalt. I hvert fald i min verden, for Laymons roman solgte rigtig godt, hvorfor der bestemt var læsere til hans bras.

Laymon gør ellers, hvad han kan, for at ruske op i læserne. Teksten er fyldt med voldsomme, blodige scener, hvor forfatteren får lov at benytte alle zombie-genrens eksplicitte elementer. Der gnaskes flittigt lig, men endnu mere væsentlig er selve tekstens seksualisering af alle forhold. De unge, labre studiner, og deres grimme, fede veninde (som hurtigt dør), oser af sex, de tænker primært på sex og alle mænd, der kommer i kontakt med dem, tænker på sex.

Paperback, Leisure Books 2009

Det fører til en række umotiverede, bizarre scener, hvor overfaldsofre få øjeblikke efter at være undsluppet en blodtørstig ormebesat galning pludselig overvejer om det måske ikke kunne være spændende at hoppe i kanen med betjent Corey. Eller da ekskonen, ud af det blå, forsøger at forføre Corey. Lillebyens indbyggere er varmblodede!

Det er imidlertid kun den konkrete brug af sex som motiv i handlingen. Selve Laymons sprog gør alt for at aktivere en tone af blød pornografi. Vi hører vedvarende beskrivelser af pigernes kroppe, og man kan notere sig en udtalt fascination hos Laymon af kvindernes bagpartier. Ordet ”rump” kommer igen og igen i teksten. Bogens mildest talt primitive fremstilling af relationen mellem køn er da også det stærkeste indtryk, man sidder tilbage med efter endt læsning.

Richard Laymons Flesh er en roman, som ene og alene har overflade. Der en ingen dybde i teksten, som udelukkende består af den konkrete hændelser. Selve handlingen er imidlertid kun et påskud for at kunne knytte en serie af scener sammen, der tydeligvis er komponeret for at tilfredsstille et særligt læserpublikum, der interesserer sig for eksplicitte beskrivelser og intet andet. Vi taler altså om litteratur af den mest fordringsløse slags.

Ebog, Headline 2012

Det primitive er i sig selv ikke problemet. Problemet er udførelsen, som der absolut intet forsonende er at sige om. Flesh er langtrukken, dum og trods sine hede anslag totalt usexet. Bogen er hverken båret af nogen æstetisk bevidsthed eller nogen litterær ambition; den er ikke engang vellykket som ordinær spændingsfiktion. I stedet får vi en jammerlig roman i et underlødigt sprog, som serverer lummer blodsuppe til sine læsere.

Laymon skabte sig ene og alene et navn i skrækbranchen ved at fylde sine bøger med så meget larm, at man lagde mærke til ham. Det lykkedes da også, men det er trist, at det er folk som Laymon og Dean Koontz, der har fået lov til at præge opfattelse af skrækgenren. Nogle gange ligger vi skrækentusiaster, som vi selv har redt!

 

 

5 kommentarer

Filed under Roman

Colin Wilson, The Mind Parasites (1967): Lad sindets mentale champagnepropper springe

Paperback, Panther Books 1973. Forsidens stemningsfulde “new age”-billede er skabt af Bob Haberfield

Hvis jeg skulle udpege et stykke skrækfiktion fra slutningen af 60’erne, der sammenfatter alle tidens tendenser, må valget falde på Colin Wilsons The Mind Parasites fra 1967. Her samles trådene i et kluntet, uharmonisk og uelegant værk, som trods alle sine slagsider rummer en særegen kraft, der tydeligvis havde et solidt tag i samtidens læsere. Bogen har mistet meget af sin potens i dag, hvor Wilsons idéer om sindets paranormale potentiale har tabt alt momentum. Teksten må derfor i dag også i vid udstrækning vurderes ud fra sine litterære kvaliteter; dem er der ikke mange af, men retrospektivt er det vanskeligt at komme uden om The Mind Parasites.

Det hele begynder, da bogens jegfortæller, arkæologen Gilbert Austin, opdager, at en af hans venner fra studietiden har begået selvmord i London. Selvmordet kommer som et chok for Austin, der aldrig havde troet, at hans stærkt ideologiske ven ville kunne vælge den udvej. Han begynder derfor at grave i sagen, og snart viser det sig, at vennen åbenbart var i færd med studier af menneskets underbevidsthed og havde opdaget anomalier, som optog ham meget. Idéerne optager også hurtigt Austin. Han går i vennens fodspor og finder ud af, at han er på sporet af en sønderknusende opdagelse, der kan forandre selve menneskehedens eksistens.

Paperback, Panther Books 1973

Imens dette arbejde står på, er Austin taget til Tyrkiet for der at deltage i nogle arkæologiske udgravninger, som en anden af hans venner står for. Her, under ødemarkens sand, støder de på et enormt bygningsværk to kilometer nede. En umulighed, som hurtigt viser sig at tale sammen med de erkendelser Austin havde gjort i London forinden. Det korte af det lange er, at Austin har opdaget, at menneskets sind er en næsten ubegrænset energikilde, som kan transformere os til en form for superindivider med både fysiske og intellektuelle kapaciteter langt over vores nuværende fatteevne. Grunden til at dette ikke er sket, er, at en parasit har taget bo i menneskehedens kollektive bevidsthed og her snylter på denne energi.

Det lyder abstrakt, og det er det sådan set også, men Colin Wilson foretager i romanen en kobling mellem Jungs teori om racehukommelse eller kollektiv erindring og H. P. Lovecrafts såkaldte ”Cthulhu-mytologi”. Til dette kommer så også flere SF-elementer. Et fremmed væsen har således trælbundet menneskeheden indefra og reduceret os til malkekvæg, som væsnet siden tidernes morgen har kunnet tappe for kraft. Austin kalder dette eller disse væsner ”the Tsathogguans”, et navn hentet fra Clark Ashton Smiths forfatterskab. Det er da også kendetegnende for The Mind Parasites, at Wilson rører fakta og fiktion sammen i en skønsom blanding, der skaber en særlig videnskabelig stemning i bogen, som formentlig har til hensigt at opbygge en form for troværdighed.

Colin Henry Wilson (26. juni 1931 – 5. december 2013)

Set i lyset af Wilsons senere forfatterskab er det tydeligt, at idéerne, han præsenterer i romanen, ikke alene er tænkt som fiktion. Wilson fortsatte i hvert fald med at udbygge sine tanker om det underbevidste og intellektets ubenyttede kapaciteter, og i det lys bliver The Mind Parasites et vigtigt skrift, fordi det er her, han for første gang får lejlighed til at udfolde sine sensationelle og kontroversielle idéer.

Den slags lykkedes det nemlig for Wilson at skabe sig en karriere på, og det er tydeligt, at det først og fremmest er idéerne, der driver værket for ham. Præcis dette adresserede han rent faktisk selv i introduktionen til sin næste roman, The Philosopher’s Stone fra 1969. I forbindelse med denne roman, der stort set er en genfortælling af The Mind Parasites, forklarer han sine læsere, at han først og fremmest ser sig som filosof, der kommunikerer sine idéer gennem fiktionens sprog, på linje med eksistentialisterne.

Hardcover, Arkham House 1967. Romanens 1. udgave

For Wilson handler det altså om, at mennesket må overvinde sine indre grænser, sprænge de kræfter, der tøjler bevidstheden, og derved opnå indsigt, styrke og kreativitet. Hans vision er et nyt samfund baseret på intellekt og æstetisk nydelse. Bogen er dermed et stykke idealistisk, visionær prosa, som absolut ser frem mod et andet og bedre samfund.

Fiktionen og gyset spiller en væsentlig rolle her, fordi det bliver disse narrative redskaber, der skaber fremdrift i Wilsons argumentation. Det er Austins opdagelser, som giver Wilson anledning til at uddybe sine tanker og læseren bliver så at sige klogere på meningen med bogen i takt med Austins egne erkendelser af sandheden om de parasitiske ”Tsathogguans”.

Hardcover, Arthur Barker 1967

Man kan imidlertid også gå et niveau dybere ned i teksten. Bogens hovedperson bliver hurtigt jaget vildt, fordi parasitterne opdager, at han er ved at få færden af dem. Parasitterne kan ikke selv agere, fordi de ikke har nogen krop – de eksisterer udelukkende i bevidsthedens ”dimension”. De kan imidlertid handle gennem deres agenter – svage mennesker med dårligt selvværd, tendens til depressive tanker og ringe selvkontrol. Den type personer er parasitternes typiske agenter, og de har infiltreret kultur og politik på alle niveauer.

Præcis på den baggrund får Colin Wilson affyret en række kritiske bredsider mod alt det, han opfatter som nedbrydende eller ødelæggende for sindet. Hans væsentligste eksempel, ud over tåbelige politikere, er en forfatter i Paris, der med sine skrifter om sadomasochisme, science fiction og livslede, holder den intellektuelle avantgarde i åndeløs beundring. For Wilson er dette præcis den form for jordbunden kunst, der lukker sindet ned og stimulerer til destruktion frem for sprudlende kreativitet. Inspirationskilden til Wilsons fiktive forfatter kan næppe være nogen anden end William S. Burroughs, der netop repræsenterer alt andet end den højstemte kunst, som Wilson ser som sine primære bud på værker, der transcenderer sindets grænser.

Paperback, Bantam Books 1968

Wilson konkluderer nemlig gennem Austin, at nogle få ”genier” af egen drift har opnået den store gave, kortvarigt, at se bag om sindets barriere og opnå adgang til intellektets uudtømmelige kraftkilder. Mozart, Shakespeare og alle andre store, kanoniserede kulturkoryfæer er således Wilson bud på steder, hvor vi ser antydningen af noget større. Parasitternes agenter er dermed det, Wilson opfatter som kunstens fjender; de er de uanstændige, de er misbrugerne, de af mammon forblændede og hedonisterne, der ikke formår at løfte sig op over egne behov. Gyset, som her er en paranoid størrelse, opstår fordi, at disse agenter er over alt og luller os ind i sortsyn og depression gennem deres ”falske” kunst, som ikke inspirerer, men kun avler håbløshed.

The Mind Parasites går til kamp for livsglæde og kreativitet, for håb og forandring. Foregangspersonerne i dette er genierne, som med momentane anfald af klarsyn har udstukket vejen, som masserne må følge. Løftet er, at vi alle kan blive som de store, hvis vi lytter til deres ord, dyrker deres kunst og søger efter deres ledetråde. Wilsons idéer var avantgardistiske, da han udsendte sin roman i ’67, men grundlæggende er romanen en bekymret mands reaktion på en kultur i opbrud. Hans bolværk er den klassiske borgerlige dannelse, og Wilson fremstår derfor i bogen mere som udsyret rindalist end visionær mystiker. Fornyeren Wilson er derfor måske i virkeligheden selv en af de mørkemænd, som han forsøger at bekæmpe.

Paperback, Oneiric 1972

Paperback, Panther 1977

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

James Leo Herlihy, A Story That Ends With a Scream (1967): “Life lived in the American century…”

Paperback, Panther Books 1970. Forsidens billede er skabt af Philip Castle

James Leo Herlihy er uden tvivl bedst kendt for den fabelagtige, skandaleombruste roman Midnight Cowboy fra 1965. Romanen er gjort af et helt særligt stof, som kun blev produceret i 1960’erne, og den lille novellesamling, vi her skal se nærmere på, er gjort ud af præcis det samme. A Story That Ends With a Scream (en helt igennem fantastisk titel!) er en antologi, der samler otte noveller samt en teatermonolog i én akt. Herlihy fik udgivet en del noveller, nogle romaner og flere teaterstykker, før han begik selvmord tilbage i 1993. Historierne i indeværende antologi stammer alle fra begyndelsen af hans karriere, og de afspejler en forfatter på toppen, der i den grad har et kreativt momentum, båret af 60’ernes zeitgeist.

Ikke alle novellerne hører hjemme på Fra Sortsand, men man behøver ikke læse ret meget af Herlihys hurtigtflydende, stedsvist næsten rablende prosa, før det står klart, at hans fiktion befinder sig i en form for post-gotisk genfortolkning af gamle genretroper. Det overnaturlige eller sære – ”the weird” – ligger hele tiden og taler med i hans fortællinger, der stort set alle tager udgangspunkt i almindelige menneskers hverdagsoplevelser.

Paperback, Panther Books 1970

Det bærende motiv bag dette er en enorm længsel efter forandring i et samfund, hvis konventioner nedbryder ånd og kreativitet. Herlihys hovedpersoner er dermed enten de ødelagte, eller også er det frontkæmperne, som stritter imod, og tager kampen op imod systemet – præcis som vores hovedperson Joe Buck i Midnight Cowboy, der rejser til New York for at udleve drømmen om at blive en mandelige prostitueret. Buck ender med at blive knust af ”systemet”, og det gør stort set alle Herlihys karakterer. Ja man kan endda sige, at Herlihy i sidste ende selv blev følelsesmæssigt knust på grund af sin homoseksualitet.

I åbningsnovellen, der har lagt navn til antologien, søger historiens utilfredse heltinde lykken på de natlige kyststrækninger ved Key West. Uopfyldt og utilfreds i hverdagen bliver natten og landevejen hendes frirum, og her, midt i den øde, amerikanske nat, toner en ensom motorcykelbetjent frem, der bliver et erotisk fantom, hun jager. Betjenten er et halvvejs overnaturligt væsen, men da han endelig indfanges, punkterer damens drømme, fordi alt pludselig bliver ordinært, efter de til sidst har haft sex. Kvinden bor i en trailerpark, og betror løbende sin veninde om de natlige eventyr.

James Leo Herlihy (27. februar 1927 – 21. oktober 1993)

Den alkoholiserede veninde kan spå med et ouijabræt, hvilket ikke alene gør hende i stand til at skabe et alternativt selvbillede; via brættet er hun også i stand til at inspirere venindens fantasi. Deres okkulte seancer er små eskapistiske rejser ud i en verden, der rummer mere end trailerparkens slum. Men naturligvis skal illusionen briste, og magien blæses bort som en fordrukken løgn. James Herlihy er på den måde ubarmhjertig, ja vel nærmest ondskabsfuld, fordi han uden nåde lader sine ofte triste hovedpersoner havarere i ensomhed.

Stemningsmæssigt befinder novellernes fortællinger sig alle omtrent i samme univers. De blander bitter melankoli med spydige iagttagelser og grotesk humor. Et strejf af surrealisme sniger sig også ind i teksterne, der alle skaber nye rum, hvori hovedpersonerne kan agere udenfor normen. I ”The Astral Body of a U.S. Mail Truck” har enken en affære med postbuddet, hvilket udløser stor forargelse i kvarteret. Kvinden lader sig imidlertid ikke kue, så da postbuddet kører galt og omkommer, fortsætter han eftermiddag efter eftermiddag med at komme som spøgelse til en lille hyrdetime hos kvinden – om ikke andet i hendes fantasi.

Hardcover, Simon and Schuster 1967. Antologiens 1. udgave

Netop fantasien som flugtvej er da også et væsentligt punkt i novellerne, fordi det imaginære og det reale konstant spilles op imod hinanden. Herlihy fortæller os med andre ord, at fantasien er din bedste ven i skabelsen af frirum, hvor ”systemet” ikke kan fange dig.

Faren er naturligvis, at man tager det for vidt – og det gør næsten alle hans personer. Ikke mindst fortælleren i ”Love and the Buffalo”, der er blevet indlagt på et hospital, fordi han mener at have gennemskuet statens agenda. Novellen, der er et stykke rendyrket, paranoidt horror, ender trods det tragisk-komiske i mandens vildfarelser præcis samme triste sted som de øvrige noveller. Samme galskab og surrealisme kommer også helt tydeligt frem ”A Ceremony for the Midget”, hvor en dame er overbevist om, at en satanisk dværg hjemsøger hendes mands bar.

Hardcover, Jonathan Cape 1968

Stilistisk lægger Herlihy sig i tråd med samtiden store navne, og man genkender både Ken Kesey, Charles Webb og beatforfatterne i den pågående prosa. Sprogligt fornyer Herlihy ikke ret meget, men han har sit eget greb og sin egen agenda. Hans baggrund i scenekunsten er tydelig. Novellerne er melodramatiske, sorte mikro-operetter, der med kammerspillets intensitet fortæller storladne historier om kæmpe følelsesudbrud. Teaterindflydelsen kommer også til udtryk i dialogformen, der styrer novellerne – både den ydre og indre dialog er dermed Herlihys vigtigste modus.

Præcis dette er da også en væsentlig grund til, at hans sære fortællinger stikker så meget ud fra det, vi normalt oplever i tekster, der udnytter stiltræk fra skrækfiktionen. Det skræmmende, det groteske og det bizarre hos Herlihy er hverken monstre eller ugerninger, nej det er følelsen af det uforløste, det ugengældte og i sidste ende frygten for tomheden. Herlihys post-gotik er det industrialiserede menneskes melankoli, og gespenster og overnaturlige fænomener er resultatet af vores behov for at indsætte nyt liv i en dræbende, emotionel stilstand.

Paperback, Dell 1970

En samling som A Story That Ends With a Scream beviser med al tydelighed, hvorfor James Herlihy er en stemme i den amerikanske counter culture. Novellerne er båret af den lyst til fornyelse og det frontalangreb på konventionerne, som karakteriserede 60’ernes radikale kunstnere. Novellerne fastholder imidlertid også Herlihy, mens han stadig med nogen ret kunne tale med i de unges samtale – kun få år senere var hans ståsted forandret og Herlihy transformeret til en aldrende, bitter kunstner, der havde set sig vred på hele verden. Denne bitterhed ulmer også i A Story That Ends With a Scream, men den er her overskygget af et håb og en nysgerrighed på det anderledes, som forvandt senere. Novellerne viser derfor også Herlihy på toppen, og de står som et monument over et fascinerende forfatterskab, som samlede det bedste i tiden og smeltede det sammen med genrelitteraturens konceptuelle univers. Det gør ham i den grad til et inspirerende bekendtsakb, og derfor skal vi også blive ved med at læse Herlihy.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

George Orwell, Nineteen Eighty-Four (1949): Big Brother, vi elsker dig

 

paperback-penguin-books-2008

Paperback, Penguin Book 2008

Det er spøjst, hvordan ting nogle gange falder sammen. Jeg genlæste George Orwells udødelige klassiker Nineteen Eighty-Four (1984) for ikke så lang tid siden, og jeg kan pludselig nu konstatere, at bogen har fået en masse opmærksomhed i medierne, takket være indsættelsen af kammerat Trump i Det Hvide Hus. Grunden er naturligvis, at der er folk, som mener, at Trumps præsidentperiode indvarsler en såkaldt ”Orwellsk” tid i amerikansk politik. Uanset hvor slemt det bliver, tror jeg nu ikke helt, vi havner på samme niveau, som den dystpiske fremtid Orwell skildrer i sin roman. Men alt det kan da være en kærkommen lejlighed til kort at vende bogen her på bloggen.

Jeg må hellere sige med det samme, at Orwells roman hører til blandt mine personlige favoritter. Det er en bog, som ikke kan roses nok, uanset om det gælder handlingen, sproget eller tankerne, der ligger bag romanens tilblivelse. Det ville imidlertid sikkert ikke være specielt interessant læsning. Ej heller vil det være specielt spændende at læse min genfortælling af historien om Winstons tur gennem ”Systemet”. Du kender den jo udmærket, ja du har formentligt ligefrem skrevet en opgave om bogen i gymnasiet, analyseret den i engelsk eller slet og ret læst den igen og igen, fordi du havde lyst. Men lad mig starte et andet sted.

george-orwell

Eric Arthur Blair alias George Orwell (25. juni 1903 – 21. januar 1950)

Det må siges at være en grundlæggende antagelse for de postmoderne humanistiske videnskaber, at vi ikke er i stand til at sige noget om hverken historiske forhold eller andre kulturer, uden samtidig at sige noget om os selv samtidigt. Vi er så at sige altid med i fortolkningen, både på et overordnet kulturelt niveau og på et rent individuelt plan. Jeg, Martin, er altid til stede i mine analyser, fordi jeg ikke kan foretage mig noget uden at være mig selv osv. Det farver naturligvis vores opfattelse af verden og historie, og det i langt højere grad end vi nok i almindelighed er opmærksomme på eller vil være ved.

Orwells 1984 har på en måde udkrystalliseret sig som et emblematisk eksempel på præcis det forhold. Den dystopiske tekst, som Orwell vel at mærke skrev under indtryk af helt specifikke oplevelser af politiske forhold i sin samtid, lader nemlig til konstant at transcendere Orwells anliggende. Den har opnået noget almengyldigt, som vi bliver ved med at se os selv i. Eller sagt på en anden måde, folk, vi, bliver ved med at genkende træk i bogen, der synes direkte at afspejle forhold i nutiden. Men ikke bare vores nutid (februar 2017) – nej nutiden hele tiden. Hans bog er blevet et såkaldt commonplace, der tillader os at udpege ting ved ”Systemet”, som vi ikke bryder os om eller finder bekymrende. Men vi ser ikke det samme i bogen, og den enes Big Brother er den andens frihedskæmper.

hardcover-secker-warburg-1949_1ed

Hardcover, Secker & Warburg 1949. Romanens 1. udgave

Romanens vedvarende evne til konstant at afspejle nuet gør den til et af de sjældne mesterværker, der på linje med eksempelvis Shakespeares Hamlet har bidraget til den moderne tænkning med meget mere, end Orwell på nogen måde kunne have forudset. Hans skildring af det totalitære bliver nemlig i virkeligheden et omhyggeligt billede på den menneskelige psyke. Big Brother er en ekstern kraft i samfundet, men Big Brother er først og fremmest os selv. Det er i hvert fald Orwells isnende og fængslende pointe.

Partiet, Systemet og Big Brother kom ikke til magten ved et nedrigt statskup, der vristede kontrollen fra fredselskende demokrater, nej, det er os selv, der stykke for stykke byggede Systemet op. Vi fostrede det selv, fordi frihed er abstrakt og tryghed konkret. Bekvem tryghed vinder derfor over besværlig frihed, og selv der, hvor behovet for tryghed bliver så stort, at det gør os utrygge, fravælger vi stadig (i Orwells tankegang) friheden, fordi der følger ansvar og selvstændighed med friheden, som forpligter os. Så hellere overlade alt det slemme til den venlige storebror, der ordner alt for os og lader os passe os selv.

hardcover-harcourt-brace-company-1949

Hardcover, Harcourt, Brace & Company 1949

Orwells hovedperson Winston indser alt dette i begyndelsen af bogen, da det går op for ham, at han fabrikerer løgne for at opretholde løgne for Systemet. Da han først har identificeret sit arbejde som en løgn, går det stærkt, fordi alt omkring ham ramler. Det hele er en del af løgnen, men Systemet får indfanget Winston og mast ham på plads i en grufuldt forløb, så han atter accepterer løgnen som sandhed. Men der sker mere end det. Winston hjerne kan ikke stoppe med at reflektere, og den måske mest skræmmende konklusion i bogen kommer, da Winston anerkender, at løgnen er løgn, men indser løgnens nødvendighed, og det forhold, at det er bedre at leve i løgnen og derved opretholde et liv, end at leve i friheden og dermed stå som ubeskyttet, ansvarligt individ i verden.

Netop løgnen som samfundsbærende, kulturbærende størrelse, der binder Partiet, Systemet og Nationen sammen, bliver her udstillet som den fundamentale lim, der holder alle sociale forhold på plads. Vi lyver, lægger bånd på os selv og undertrykker behov for at få fred og tryghed. Vi siger ikke sandheden til vores børn, ægtefælle, kolleger og venner, fordi den hvide løgn forhindrer unødige konflikter. I Winstons fremtid er dette blevet ført ud i dets yderste, karikerede form – præcis som Orwell satte tingene på spidsen med Animal Farm (1945).

paperback-signet-1950

Paperback, Signet 1950

Motivisk får Orwell også sin pointe plantet med imponerende tæft.  Det vrangvendte, gammeltestamentlige syndefaldsmotiv bliver således et bærende element i bogen, hvor Winston og hans hemmelige kæreste Julia smager den forbudne frugt og flygter ud i friheden fra paradiset. Det altseende, guddommelige øje ser naturligvis deres synd og henter dem ind i paradis igen, hvor de til sidst indser, at livet udenfor Edens have måske ikke var så frit og godt alligevel.

Nøglen til Orwells forståelse af løgnens natur ligger i det fabelagtige efterskrift til romanen, hvor han udfolder de sproglige forudsætninger fra Partiets fremvækst og Big Brothers opståen. Orwell skriver sig her, på bogens sidste sider, ind i verdenslitteraturen med et af de mest frygtindgyende stykker prosa, man kan tænke sig. Kronjuvelen, med dets fortsat verdensomstyrtende potentiale, var introduktionen af begrebet Newspeak.

paperback-penguin-books-1954

Paperback, Penguin Books 1954

Under det ellers neutrale, lettere optimistiske begreb gemmer der sig nemlig et væmmeligt stykke værktøj til mennesket selvkontrol. Med begrebet viser Orwell, hvordan verdensopfattelsen kan fordrejes gennem sproget og de kollektive løgne accepteres, fordi bekvemlighed og tryghed må herske frem for alt. Og ja, begrebet ”alternative facts”, som fornyelig er dukket op, må da bestemt siges at være et prima eksempel på Newspeak for fuld udblæsning.

Som jeg sagde i starten af indlægget, kan vi aldrig skrive os selv ud af den måde, vi forstår og fortolker verden, men Orwell gjorde det modsatte med sin 1984. Han skrev os alle ind i dystopien. Han beskrev et rædselsvækkende regime, som absolut ingen ved deres fulde fem ville ønske sig at leve i. Men som man læser sig ind i bogen, bliver det gradvist også tydeligt, at vi alle har en rem af huden; at det er os selv, der har opbygget Orwells dystopi.

paperback-signet-1960

Paperback, Signet 1960

Det ligger altsammen i os, det ligger i menneskedyrets paradoksale natur at fremelske Big Brother, fordi vi hele tiden rykker i hans retning, selvom vi ikke ønsker at havne hos ham. Faktisk ønsker vi ham så lidt, at vi lyver for os selv og siger, at det er de andre, der er de slemme, de onde, de totalitære, alt imens vi baner vejen for Big Brother.

På den led er Orwells bog dybt pessimistisk på menneskehedens vegne. Men den rummer også håb, fordi den rummer et opråb til modstand mod løgnen, en stille oprørskamp, der må føres med intellektet, fordi det er der, slaget står. Kroppen vil Big Brother, men vi må forsøget at stritte imod. Sådan lyder Orwells etiske opfordring i hvert fald. Dovenskaben i os vil det totalitære. Kæmp derfor imod, det er din pligt.

paperback-penguin-books-1962

Paperback, Penguin Books 1962

paperback-signet-1963

Paperback, Signet 1963

paperback-penguin-books-1966

Paperback, Penguin 1966

paperback-penguin-books-1975

Paperback, Penguin Books 1975

paperback-penguin-books-1983

Paperback, Penguin Books 1983

paperback-penguin-books-1983-2

Paperback, Penguin Books 1983

paperback-penguin-books-1984

Paperback, Penguin 1984

hardcover-secker-warburg-1984

Hardcover, Secker & Warburg 1984

paperback-penguin-books-1989

Paperback, Penguin Books 1989

paperback-penguin-books-1990

Paperback, Penguin Books 1990

hardcover-secker-warburg-1999

Hardcover, Secker & Warburg 1999

paperback-penguin-books-2000

Paperback, Penguin Books 2000

paperback-penguin-books-2000

Paperback, Penguin 2000

paperback-penguin-books-2003

Paperback, Penguin Books 2003

paperback-plume-2003

Paperback, Plume 2003

paperback-penguin-books-2004

Paperback, Penguin Books 2004

paperback-penguin-books-2005-2

Paperback, Penguin Books 2005

paperback-penguin-books-2005

Paperback, Penguin Books 2005

hardcover-main-road-books-2008

Hardcover, Main Road Books 2008

paperback-penguin-books-2013

Paperback, Penguin Books 2013

 

Og så må kammerat Bowie hellere få det sidste ord – we love you Big Brother…

1 kommentar

Filed under Roman

Philip K. Dick, The Man in the High Castle (1962): Historien som produkt

Paperback, Berkley Books 1983

Paperback, Berkley Books 1983. Forsidens skaber er ikke oplyst

Mystikeren Philip K. Dick udsendte sine feberfantasier i en forrygende fart, og set retrospektivt kom hans fysiske og mentale sammenbrud, der afsluttede Dicks karriere på et bekymrende lavpunkt, måske ikke helt uvarslet. Under det veldokumenterede øjeblik i Metz i 1977, da han på en SF-convention læser sit fabulerende, metafysiske manifest op, tørnede verdenerne endegyldigt sammen omkring forfatteren, der aldrig efterfølgende blev sig selv igen. Fiktion og religion, vision og psykose smeltede sammen til et trist mareridt.

Alt det lå imidlertid langt ude i fremtiden for Dick, da han i 1962 kunne udsende et af sine første store mesterværker. Romanen The Man in The High Castle er nemlig ubetinget et af Dicks mest subtile og raffinerede arbejder. Et værk, der i øvrigt ifølge Dick selv tærede betydeligt på ham, fordi hans afdækning af nazismen bragte ham dybt ind i den form for totalitære tankegang, der skræmte ham så meget.

Philip Kindred Dick (16. december 1928 – 2. marts 1982) fotograferet i 1962 til romanens bagside

Philip Kindred Dick (16. december 1928 – 2. marts 1982) fotograferet i 1962 til romanens bagside

Historien foregår i 1962 og har som præmis, at tyskerne og japanerne vandt Anden Verdenskrig. De deler nu principielt verdensmagten og har blandt andet også kontrollen over USA, hvor historien udspiller sig. Bogens handling er flimrende, præcis som persongalleriet også er flimrende. I det japansk besatte San Francisco møder vi antikvitetshandleren Robert Childan, der bliver fortællingens knudepunkt. Fra hans butik synes en lang række hændelser at udgå, der sætter nye hændelser i bevægelse, og derved flytter handlingen sig dybt ind i det besatte USA.

Jeg skal ikke kede jer med et handlingsreferat, for sandt at sige sker der i bund og grund ganske lidt i bogen. I hvert fald ikke som plot betragtet. Snarere har handlingen en episodisk karakter, der viser, hvordan mennesker reagerer på livet under det totalitære regime, men også hvordan den japanske kulturpåvirkning har transformeret både dagligdag og tænkemåde. Det er med andre ord tunge temaer, som Dick folder ud, men han gør det med et vid og en underspillet humor, der føjer noget livligt til den dystre grundtone af håbløshed. En stemning der hænger over hovedparten af de havarerede skæbner, som romanen er fyldt med.

Hardcover, G. P. Putnam's Sons 1962. Romanens 1. udgave

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1962. Romanens 1. udgave

At selve bogens handling måske heller ikke betyder alverden, synes endda at være indarbejdet i teksten, hvor flere af bogens personer benytter den kinesiske I Ching, med alt hvad det indebærer af tilfældighed. Dick har tilmed fortalt, at han selv brugte I Ching som inspirationskilde til bogen. Man kan på den led sige, at et form for filosofisk styret tilfældighedsparadigme er lagt ned over teksten, hvilket afgjort har genklang i handlingen, noget jeg kommer ind på nedenfor.

Dick lufter naturligvis sin foragt for nazismen i romanen, men det er egentlig ikke som sådan dette, der er hans virkelige anliggende. Dick vil et andet sted hen. Selve romanen er et stykke kontrafaktisk historiefortælling, som meget omhyggeligt iscenesætter den triumferende aksemagt efter sejren. Samtidig florerer der en roman i bogen, som flere af hovedpersonerne læser og diskuterer. En roman, der beskriver Anden Verdenskrig med en anden udgang end bogens krig. Og denne udgang er vel at mærke præcis lige så plausibel som romanens egentlige hændelser.

Paperback, Popular Library 1964

Paperback, Popular Library 1964

Dermed har vi tre mulige udfald på krigen, den virkelige og romanens to. Pointen synes at være, at den virkelighed, vi befinder os i, altid er summen af en uoverskuelig mængde episoder, som lige såvel kunne have ført os et helt andet sted hen. Intet er givet, alt er i fluks og fremtidens historie dermed også et produkt, som vi konstant bearbejder.

Det betyder også, at vi grundlæggende må acceptere, at den verden, vi har omkring os, i høj grad er defineret af vores syn på verden. Vi farves af vilkår og ikke mindst kultur, hvilket i romanen illustreres gennem den massive påvirkning fra Japan. Romanens førnævnte antikvitetshandler Childes lever af at sælge autentiske amerikanske kulturgenstande til rige japanere – baseballkort, ure med Mickey Mouse og den slags. Ting, der efter krigen ikke længere bliver produceret.

Paperback, Penguin Books 1965

Paperback, Penguin Books 1965

Nu er det bare sådan, at hovedparten af dem slet ikke er antikviteter, men billigere falsknerier. Det ved antikvitetshandleren dybest set godt, men han har ikke mange skrupler ved at sælge sine ting til besættelsesmagten. Faktisk har han kun hån til overs for deres begejstrede tilegnelse af amerikansk populærkultur. Pludselig vender hans held imidlertid, og falsknerierne bliver opdaget, men japaneren, der opdager det, gør noget overraskende. Han beholder sit falsum og accepterer det som ægte. Et stykke ægte amerikansk kultur.

Det får tiøren til at falde for antikvitetshandleren. Hele den amerikanske kultur er et stort falskneri uden autenticitet – alt er lånt eller skabt ud af stumper fra andre kulturer. Men det går dybere endnu, for med dette siger Dick grundlæggende, at al kultur kan betvivles. Alt kan forfalskes og måske er alt omkring os bare afskygninger af falsknerier skabt ud fra en selvbedragerisk illusion om tilhørsforhold og drømmen ægthed.

Paperback, Berkley Books 1974

Paperback, Berkley Books 1974

Det ligger snublende nær at se Dicks The Man in the High Castle som et stykke veldrejet alternativ historie, præcis som eksempelvis Kingsley Amis’ underholdende The Alteration (1976), der også tager udgangspunkt i Anden Verdenskrig. Men det er at forklejne Dicks indsats med romanen, der på overfladen synes så enkel og ligetil, men som rummer fascinerende dybder, for den der ønsker at bevæge sig ned ad Dicks tankemalstrøm. Gør man det, er det på egen risiko, for han arbejder med ubehagelig overbevisningskraft på at nedbryde vores verdensforståelse og erstatte den af et stort, udefinerbart net af tilfældigheder. Et net, hvor vi som akrobater må kæmpe for at knytte meningen sammen. Det sker, vi skaber altid mening, men det sker med eftertryk på skaber. Hvad der er ægte, er dermed noget, vi beslutter os for. Vi skaber mening. Vi skaber historien. Vi skaber verden.

Hardcover, Readers Union 1976

Hardcover, Readers Union 1976

Paperback, Penguin Books 1976

Paperback, Penguin Books 1976

Hardcover, G. P. Putnam's Sons 1980

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1980

Paperback, Penguin Books 1987

Paperback, Penguin Books 1987

Hardcover, The Easton Press 1988

Hardcover, The Easton Press 1988

Paperback, Vintage Books 1992

Paperback, Vintage Books 1992

Paperback, Roc 1993

Paperback, Roc 1993

Paperback, Gollancz 2001

Paperback, Gollancz 2001

Hardcover, Science Fiction Book Club 2004

Hardcover, Science Fiction Book Club 2004

Paperback, Gollancz 2009

Paperback, Gollancz 2009

Paperback, Mariner Books 2012

Paperback, Mariner Books 2012

Paperback, Penguin Books 2012

Paperback, Penguin Books 2012

Paperback, Penguin Books 2014

Paperback, Penguin Books 2014

Paperback, Penguin Books 2015

Paperback, Penguin Books 2015

 

 

5 kommentarer

Filed under Roman

Marge Piercy, Woman on the Edge of Time (1976): En fremtid for ham, hen og hende

Paperback, The Women's Press 1987. Forsiden er tegnet af Phyllis Mahon

Paperback, The Women’s Press 1987. Forsiden er tegnet af Phyllis Mahon

Det er sjovt, hvordan nogle bøger får en helt særlig status hos os, fordi vi læser dem på et tidspunkt, hvor vi er specielt modtagelige overfor budskabet eller indholdet. Marge Piercys grumme og sentimentale Woman on the Edge of Time fra ’76 er en af den slags bøger hos mig. Jeg læste den for første gang i 8. eller 9. klasse, og jeg var på det tidspunkt helt opslugt af de indlysende uretfærdigheder og overgreb, som Piercy beskriver. Samtidig var hendes utopiske fremtidsvision så befriende anderledes, at det gik rent ind hos mig. Senere er jeg jo nok blevet en hel del mere kritisk over for Piercy som forfatter, men det er en anden sag.

I romanen følger vi den socialt udsatte Connie (Consuelo) Ramos fra New York, der har fået fjernet sin datter efter, at hun i en brandert skubbede sin pige op imod en dør. Det blev konklusionen på en lang deroute for den 30-årige latino, der begyndte livet på landet med at drømme om at gå på universitetet og i stedet endte i en håbløs tilværelse i storbyen, langt fra de værdier og idealer, hun voksede op med.

Paperback, The Women's Press 1987

Paperback, The Women’s Press 1987

Da vi træder ind i fortællingen, er Connie havnet midt i et skænderi mellem hendes niece og niecens kæreste/alfons. Connie smadrer i afmagt en vinflaske i ansigtet på kæresten, men sagen tager efterfølgende en uventet drejning, fordi både niecen og hendes kæreste melder Connie for vold. Connie har tidligere været under psykiatrisk behandling, og hun ryger derfor på den lukkede afdeling igen, og det er her på den lukkede, at romanen udspiller sig.

Allerede kort før indlæggelsen var Connie blevet besøgt af Luciente. En mystisk fremmed, der kommer fra fremtiden og opsøger Connie i en form for drømmeprojicering. Connie er særligt modtagelig overfor den slags projiceringer, og netop derfor er hun blevet udvalgt.

Marge Piercy (født 31. marts 1936)

Marge Piercy (født 31. marts 1936) omkring 1976

Kontakten med Luciente bliver tættere, da Connie indlægges, og det bliver også muligt for Connie, at forlade sin krop og rejse med Luciente ud i fremtiden, hvor hun ved selvsyn oplever den nye verden hinsides krige og økologiske katastrofer. Noget der ligner en utopi, hvor køn og seksualitet er blevet nulstillet, hvor kapitalisme og forbrugersamfund er blevet aflivet til fordel for en flad anarko-demokratisk styreform, hvor maskiner og mennesker arbejder i harmoni og i samklang med naturen.

Solen skinner altid i fremtiden, også selvom Connie ser konflikter, og kontrasten til den lukkede afdelings menneskefjendske behandling bliver derfor næsten ubærlig for hende. Fremtiden er lys og varm, livet på hospitalet er koldt og gråt. Situationen på anstalten antager tilmed kritisk alvor, da Connies bror giver tilladelse til, at man kan udføre en eksperimentel behandling på hende, hvor der skal indopereres elektroder i hendes hjerne. Connie gør modstand, men systemet har frarøvet hende enhver myndighed, og hun må derfor acceptere behandlingen. Men Connie beslutter sig for at bekæmpe systemet, og inspirationen til kampen finder hun blandt sine venner i fremtiden.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udgave

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udgave

Selvom Marge Piercy i en stor del af romanen forsøger at holde det som et åbent spørgsmål, hvorvidt Connie rent faktisk besøger fremtiden eller om det hele er en eskapistisk overlevelsesstrategi i Connies underbevidsthed, er det sidstnævnte, som er tilfældet. Det bliver tydeligere og tydeligere, som romanen skrider frem, hvordan fremtiden afspejler Connies sindstilstand på anstalten, og som sorgen og gruen på den lukkede bliver mere ubærlige, bliver der også mindre trøst at hente i fremtiden, fordi den også trues af fjender.

Systemet æder dermed ikke bare Connies krop og frihed, det æder også hendes drømme. I stedet for håb og indre frirum bliver rejsen ud i fremtiden spejlinger af de mareridtsagtige scenarier fra virkeligheden, og præcis den deroute fanger Piercy flot. Det er også dette skred mod undergang, der gør hendes lange, utopiske fremtidsbeskrivelser spiselige, for sandt at sige fylder beskrivelserne af fremtidens lyksaligheder ganske, ganske meget. Men det er måske også præcis det, der skal til, for at forstå voldsomheden bag det følelsesmæssige skibbrud, der sker, da både den dystre nutid og den gyldne drømmefremtid synker i grus på samme tid.

Paperback, Fawcett Crest 1977

Paperback, Fawcett Crest 1977

Piercy har naturligvis også en pointe med det hele, for midt i ruinerne af nutid og fremtid genfinder Connie sig selv. Hun finder sin egen stemme og genopstår som krigerkvinden, der går til modangreb på det system, der tyranniserer hende. Kampen er ulige og tabt på forhånd, men Connie kæmper den alligevel, og hendes angreb er lige så ondskabsfuldt, som det er galgenhumoristisk.

Fremtiden er ifølge Connie Ramos sødladen og naturligvis båret af 68’ernes drømme om en ny verden. Netop det gør utopien kvalmende korrekt, men samtidig er det lykkedes for Piercy at føje så mange fremmegørende elementer til beskrivelsen, at der alligevel opstår en form for distance mellem os og fremtidens mennesker og deres tankebaner, som tvinger læseren til at tage stilling til de etiske problemstillinger, det nye samfund indeholder set fra vores egen tidsalder, der tydeligvis ifølge Piercy ikke har meget godt at byde på. Spørgsmål om genetisk ændring af mennesker, det androgyne menneske som ideal, personlig frihed og ikke mindst grænserne for demokrati og medindflydelse er alt sammen problemer, som rejses i bogen. Og spørgsmålet er da også i virkeligheden om Lucientes liv i fremtiden er misundelsesværdigt og noget, vi rent faktisk kunne ønske os?

Paperback, Fawcett Crest 1979

Paperback, Fawcett Crest 1979

Denne distance eller fremmedgørelse betyder imidlertid også, at vi faktisk ikke kan kalde Connies drømme om fremtiden en rigtig utopi, fordi der ved nærmere eftersyn viser sig flere og flere skyggesider. Piercy synes dermed at sige, at intet er perfekt, alt er et spørgsmål om valg og prioriteringer. Omkostninger og tab vil der altid være, uanset hvordan vi organiserer os. Den pointe er godt tænkt og noget, der samler op på hendes anden roman Dance The Eagle To Sleep (1970), hvor vi ser præcis samme tvedeling mellem pragmatisme og utopi – her i en nær fremtiden eller alternativ samtid, hvor de unge etablerer sig uden for de voksnes samfund.

Woman on the Edge of Time er skrevet i Piercys sædvanlige bestseller-stil. Den er ligefrem og tydelig i sine pointer, skurkene er åbenlyst skurkagtige og Connie åbenlyst uskyldig. Verden er sort/hvid og enkel, når den beskrives med Piercys pen, uden den relationelle kompleksitet, hun eksempelvis får skrevet frem i den lidt senere murstensroman Vida (1980). Sprogligt formår hun ikke at betage, men hendes vedholdende fortællerstemme bærer os trods det sikkert fra kapitel til kapitel, og fordi Piercy har så meget social indignation på hjertet, kan man let glemme de mere banale sider af bogen. Ikke mindst fordi der er ting, som er værd at diskutere i Connies kønsfremmedgjorte fremtid; ting, der måske var ganske outrerede i ’76, men som pludselig ikke er så langt fra den politiske korrekthed, vi ser vokse sig større og større i dag.

Paperback, Ballantine Books 1986

Paperback, Ballantine Books 1986

Paperback, The Women's Press 1991

Paperback, The Women’s Press 1991

Paperback, The Women's Press 2000

Paperback, The Women’s Press 2000

Paperback, Penguin Books 2016

Paperback, Penguin Books 2016

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman