John Wyndham, The Day of the Triffids (1951): “News guy wept and told us Earth was really dying…”

Paperback, Crest 1964. Forsiden er malet af gode, gamle Richard Powers

John Wyndham trådte for alvor ind på den moderne, britiske genrefiktionsscene med et bemærkelsesværdigt og gribende værk, der i dag har opnået klassikerstatus. The Day of the Triffids fra 1951 står nemlig som en forbløffende stærk, apokalyptisk fortælling, der stemningsmæssigt lægger sig i gråzonen mellem SF og gys. Det var tydeligvis et sted, hvor Wyndham befandt sig godt, for han skrev efterfølgende flere romaner, der ligger samme sted mellem undren og gru.

The Day of the Triffids er et tydeligt nik til pioneren M.P. Shiels ligeledes fremragende The Purple Cloud, men Wyndham får opdateret fortællingen, ikke mindst under påvirkning fra amerikansk genrefiktion, og leverer et nyt, relevant bud på en undergangsberetning.

John Wyndham Parkes Lucas Beynon Harris (10. juli 1903 – 11. marts 1969)

Historien er fortalt retrospektivt, efter katastrofen om man vil, og begynder den nat, hvor en meteorsky farer over himlen. Vi befinder os i England, nærmere bestemt London, og skyens klare, grønne lys trækker folk i hobetal ud på gaden for at se fænomenet. Næste dag ved daggry bryder helvede løs, for alle, der har set det grønne lys, er nu blinde. Som ved et trylleslag kan kun et fåtal af befolkningen se, og på rekordtid har storbyen udviklet sig til et kaos, hvor kun den stærkes ret gælder.

Der går imidlertid en historie forud for den skæbnesvangre nat. Nogle år forinden begyndte man at kultivere nogle mystiske, kødædende planter – de såkaldte ”triffids”, der er en stor ressource, fordi der kan udvindes olie til brændstof fra planterne. Hagen ved denne superafgrøde er, at den ikke bare er kødædende, men planterne kan også skyde med giftige torne, der lammer offeret, og de kan tilmed flytte sig (sic!). Planterne kan trække deres rødder op og langsomt bevæge sig i retning af deres ofre. Det gør, selvfølgelig at man skal være ganske påpasselig i omgangen med dem. Ikke desto mindre er det med en form for galgenhumoristisk dødsforagt blevet moderne at have tornløse triffids stående i haven som pynt.

Hardcover, Doubleday 1951. Romanens første udgave

Det store spørgsmål er, hvor disse mystiske panter i det hele taget stammer fra? Nogle mener, at de blevet udviklet i Sovjet, andre gætter på Sydamerikas jungler som deres ophavsland, mens andre igen mener, at så sære vækster ikke kan stamme fra denne jordklode. Noget entydigt svar får vi aldrig.

Bogens hovedperson, biologen Bill Masen, fik kort før meteornatten en triffids saft i øjnene, hvorfor han lå indlagt med en skærmende forbinding om hovedet, da det grønne lys blændede verden. Han er med andre ord gået fri, og det er Bill, som nu introducerer os til alt, der skete, efter det hele gik ad helvede til.

Hardcover, Michael Joseph 1951

To ting står hurtigt klart; for det første, at alle disse plantager med triffids pludselig bliver en enorm trussel, fordi planterne er ubevogtede og derfor frit kan vandre ud i verden. Den anden alvorlige ting er, at der næsten synes at være en form for kollektiv bevidsthed planterne imellem. Det er som om, at de er i stand til at tænke og handle taktisk – men det kan ikke passe, for de er jo bare planter, ikke? Og er der en sammenhæng mellem planterne og meteorskyen, eller er det blot en tilfældighed?

Bill finder sammen med et lille hold af blinde og seende, og igennem romanens anden halvdel vi følger, hvordan de forskanser sig på en lille landejendom og her sikrer sig imod ikke bare det stadigt voksende antal triffids, der gradvist har omringet hele grunden, men også fra de andre, der forsøger at finde sig til rette i den nye verdensorden.

Paperback, Penguin Books 1954

The Day of the Triffids rummer næsten alle de motiver, som vi finder i den moderne, apokalyptiske eller post-apokalyptiske genrelitteratur. Zombiefans vil eksempelvis med glæde kunne notere sig, at man uden videre kan erstatte romanens kødædende planter med levende døde og derved stå med en historie, der virker voldsomt bekendt.

Wyndham byggede som sagt videre på andres værker. Førnævnte Shiel er vigtig, og han angav selv H.G. Wells som inspirationskilde, hvilket også synes rimeligt. Man kommer dog ikke uden om, at fortællingen er hans egen, og Wyndham skaber i langt højere grad fremtidens klichéer her, end han gentager andres idéer.

Modsat meget af den litteratur, der er kommet efter Wyndhams roman, er der noget underspillet over The Day of the Triffids. Den har al det kaos og menneskelige ondskab, som vi kender fra genren, hvor grupper af overlevende tørner hensynsløst sammen i kampen for overlevelse. Men alligevel er der en nedtonet realisme over handlingen; noget tørt, man fristes til at sige særligt britisk, over den nøgterne fremstillingsform. Præcis dette bidrager til romanens styrke, fordi den når meget igennem det usagte og antydningens kunst.

Paaperback, Dolphin Books, 1960

Man kan diskutere kvaliteten i dialogen og andre stilistiske greb i romanen, men ikke desto mindre får Wyndham udnyttet sit stof til det yderste. Han skriver sine triffids frem som en gruopvækkende størrelse, der på grund af uforklarligheden er langt mere ubehagelige end mangt et mere klassisk monster. Vi forstår ikke disse plantevæsner, vi ved dybest set ikke, hvad de er, hvor de kommer fra og om de har et større mål end ren overlevelse.

Man skal da også bide mærke i, at det er menneskeheden selv, der har inviteret disse triffids indenfor, og dermed også selv skabt undergangen. Det er derfor nærliggende at se triffids som metafor for teknologi, særlig atomkraft, der letsindigt bliver taget i brug af mennesker, som overmodigt tror, at de kan kontrollere den. Det viser sig nu bare, at det er dem selv, der bliver kontrolleret og dem selv, der forblændet af overmodig selvtillid, har sat alt over styr. Dette tidstypiske, allegoriske lag er i virkeligheden mindre interessant end selve historiens ødelæggende vision af disse skrækindjagende planter, der stille og roligt lukker sig om menneskeheden.

Paperback, Horwitz 1961

Scenerne, hvor Wyndham beskriver, hvordan tusindvis af planter står i tæt ring rundt om hovedpersonernes farm og presser sig imod hegnet, er stærk skrækfiktion, og ikke mindst et billede, der har fået fornyet aktualitet i vores egen samtid, hvor det kan læses som tegn på en natur, der slår tilbage mod en selvdestruktiv kultur.

Paperback, Crest 1962

En anden væsentlig ting ved The Day of the Triffids er selve dens fremstillingsform. Vi kastes ind i handlingen, og vi forlader den igen uden at få opklaret, hvordan det i sidste ende kommer til at gå med Bill og hans allierede. Dette ufuldstændige narrativ er et formidabelt greb, fordi det efterlader os med en nagende uro. Vi tør ikke stole på det øjebliks ro, som har givet Bill tid til at nedfælde sin beretning, men vi kan håbe. Måske er det da også netop Bills faste tro på, at der kan være en fremtid for mennesket derude, som er romanens vigtige budskab til læseren. Selv i undergangen er der håb, men for at der kan blive liv, må alting gøres fra ny.

Paperback, Penguin Books 1962

Paperback, Penguin Books 1973

Paperback, Hutchinson 1973

Hardcover, Doubleday 1979

Paperback, Fawcett Crest 1980

Paperback, Penguin Books 1985

Paperback, Penguin Books 1988

Paperback, Carroll & Graf 1993

Paperback, Penguin Books 1998

Paperback, Gollancz 2001

Paaperback, Modern Library 2003

Paperback, Penguin Books 2008

Paperback, Penguin Books 2008

Paperback, Penguin Books 2014

Paperback, Penguin Books 2016

Susan Hill, The Mist in the Mirror (1992): En tåget spøgelsesfortælling

Hardcover, Chatto & Windus 2012.

Susan Hills store bidrag til genrelitteraturen er, som bekendt, klassikeren The Woman in Black. Romanen skabte mere eller mindre hendes forfatterkarriere, ikke mindst takket være det teaterstykke, som efterfølgende blev bygget over romanen, og som mere eller mindre uafbrudt er blevet spillet i London lige siden. Det er imponerende, men Susan Hill har efter sin bestseller haft svært ved at finde sin stemme og komme fri af spøgelsernes greb.

The Mist in the Mirror, som vi her skal se nærmere på, fremstår da også mest af alt som udtryk for en forfatter, der har valgt at give slip og gå efter det, der bliver forventet af hende. Det vil sige, at romanen er præcis den efterfølger til The Woman in Black, som man kunne forestille sig, med alt hvad det indebærer af sikre valg og tomgang.

Susan Hill (født 5. februar 1942)  

Handlingen tager os tilbage til London omkring år 1900, hvor vi i en herreklubs trygge rammer introduceres til en ganske mystisk historie, der senere fortsættes i et langt brev, som vores hovedperson læser. Vi stifter bekendtskab med Sir James Monmouth, der fortæller sit livs mærkværdige historie. Som forældreløs tilbragte han sine første år i pleje i udlandet, og som stor knægt opdagede Monmouth bøger i sin plejefars samling, der var skrevet af den enigmatiske opdagelsesrejsende Conrad Vane. Disse bøger gør dybt indtryk på den unge Monmouth.

Da James Monmouths plejefar nogle år senere dør og efterlader en større sum penge til sin stedsøn, beslutter Monmouth at bruge en del af sine midler på at skrive en biografi om denne fascinerende Conrad Vane. Det arbejde fører ham vidt omkring i verden og til sidst hjem til England, som Monmouth ikke har besøgt siden sin tidligste barndom. Her, hjemme i England, begynder mysteriet imidlertid for alvor at tage form, for det kommer det frem, at Vane havde ry som okkultist, djævledyrker og meget andet. Man fornemmer en stærk inspiration fra Aleister Crowleys biografi.

Hardcover, Sinclair-Stevenson 1992

Ufortrødent fortsætter Monmouth sit detektivarbejde. Vane drager ham, og han kommer dybere og dybere ind i en okkult verden, hvor det tilsyneladende ikke bare er de levende, der prøver at blande sig i Monmouths jagt efter sandheden om Vane – de døde synes også at have en interesse i sagen. En lille spøgelsesdreng bliver genstand for tilbagevendende gru, og det samme gør en række andre ubehagelige episoder, som Monmouth oplever. Episoder, der får ham til at stille sig det spørgsmål, om han er ved at miste forstanden.

Essensen i The Mist in the Mirror er, at hovedpersonen ikke er i stand til at slippe sin fascination. Selvom alle omkring ham advarer Monmouth, kan han ikke opgive sin jagt efter sandheden om Conrad Vane, og jo mere han forfølger ham, jo mere kommer han ud af balance. Det er ikke bare liv og lemmer, der på spil, men også Monmouths greb om virkeligheden, der til sidst indfanges symbolsk i titlens tågede spejl. Da han ser sig i spejlet, ser han ikke længere sig selv – han er forsvundet – men ser i stedet noget, der måske er Vane, måske noget helt andet. Monmouth er den forældreløse, et metaforiske gespenst, der jagter en identitet, og da han til sidst forsøger at se sig selv, står det klart, at han aldrig har fundet det, han søgte; det eneste han har, er jagten.

Paperback, Vintage Books 1992

Hills roman har efter udgivelsen modtaget ganske meget kritik for at være vag, forvirrende og langsom. Den er da også omhyggelig i sit udtryk og befinder sig hele tiden i et usikkert rum, hvor der antydes meget, men kun afsløres meget lidt. Om hjemsøgelserne eksempelvis er fantomer i Monmouths sind eller faktiske gengangere står åbent, og Susan Hill lægger sig dermed også i denne roman i forlængelse af Henry James’ uforlignelige The Turn of the Screw (1898), der mere eller mindre skabte skabelonen for den moderne, litterære spøgelsesfortælling.

Stilistisk kan man ikke sætte en finger på romanen. Susan Hill skriver fremragende, og hun indfanger til perfektion den stemning af edwardiansk gru, som har inspireret hende. Den rullende tåge, klamme heder og isolerede herregårde. Romanen har næsten alle de elementer, alle de sætstykker, der hører til i den periodes repertoire, og mens man læser, er det rent faktisk forførende let at glemme, at dette er en pastiche, ikke en næsten 100 år gammel roman. Det langsommelige kommer da også ind i udtrykket, fordi Hill kompromisløst efterligner sin periodes litteratur, hvilket giver teksten et andet tempo, end det man måske kunne forvente af en roman fra 1992. Er man vant til at læse ældre litteratur, vil man dog næppe bemærke den manglende hastighed i handlingen; en hastighed som åbenbart skal være i en genreroman i dag.

Paperback, Mandarin 1993

Præcis som med The Woman in Black er der noget paradoksalt over romanen, der måske her i endnu højere grad end i førnævnte titel gør sig gældende. Stilistisk er Susan Hill kun blevet bedre med årene, og hun går nu endnu mere loyalt til sine forlæg. Men heri ligger også selve problemet, fordi Hill går så tæt på at genskabe et ældre udtryk, at hun præcis som hovedpersonen James Monmouth taber sig selv. Pastichen tager magten fra teksten og bliver et mål i sig selv. Hvis man holder af det udtryk, hvilket jeg absolut gør, kan det være betagende i en rum tid, men gradvist melder en oplevelse af tomhed sig. Der er et fravær at kunstnerisk nerve i romanen, som trods den stilistiske perfektion, gør, at det hele føles hult. Der mangler en forfatter, en tanke, i teksten.

Sådan er det også i The Woman in Black, og det er en trist erkendelse, fordi en roman som The Mist in the Mirror i hele sin ambition om litterært gys fortjener ros og kærlighed. Det er desværre svært at mønstre udelt begejstring for projektet.

Paperback, Vintage Books 1999

Paperback, Vintage Books 2000

Paperback, Vintage Books 2014

Jeff VanderMeer, Annihalation (2014): Alt er frygteligt velkendt i det ukendte

Paperback, Farrar, Straus and Giroux 2014. Romanens første udgave

Jeff VanderMeer er blevet et velkendt, måske endda stort navn, ikke bare blandt ”weird fiction-entusiaster”, men også i den store mainstream af litteratur. En del af den popularitet udsprang af hans The Southern Reach-trilogi, der blev udsendt i løbet af 2014. Serien blev voldsomt godt modtaget, og her skal vi se nærmere på den første del, der bærer titlen Annihalation.

Handlingen udspiller sig et ubestemmeligt sted i USA i en nær fremtid, eller måske bare i en alternativ udgave af vores egen samtid. I dette bind introduceres vi ikke i nævneværdig grad til samfundet omkring handlingen. I stedet ligger fokus på det såkaldte område ”X”, der er en form for afskærmet vildnis, som regeringen bevidst holder mørklagt for omverdenen. Det står da også hurtigt klart, at noget holdes skjult i ”X”. Der sendes videnskabelige løbende ekspeditioner ind i området, og romanen åbner med, at vores kvindelige fortællerstemme, der er på en sådan mission, begynder at beskrive det hold af fire kvindelige forskere, hun arbejder sammen med. Deres mission inde i X er først ikke helt klar, men da de af ekspeditionens leder, en psykolog, føres hen til, hvad der beskrives som ”et omvendt tårn”, begynder man at ane, hvad det kan være, regeringen holder skjult. Desværre for ekspeditionens deltagere er de ikke alene i X. Noget fremmedartet og monstrøst lever inde i dette bygningsværk, og de fire kvinder står hurtigt ansigt til ansigt med en dødbringende fjende.

Paperback, Farrar, Straus and Giroux 2014

Alt dette lyder formentlig ganske lige ud af landevejen, og den egentlige handling i bogens nutid er da også ganske ukompliceret. VanderMeers fortæller er imidlertid en idiosynkratisk kilde, og som vi kommer frem i bogen, er det åbenlyst, at hun holder viden tilbage. Nye informationer om hendes baggrund kommer drypvis til os, og vi forstår, at hendes mand allerede har været i X før hende. Samtidig får vi også at vide, at ekspeditionens psykolog har lagt hypnotiske blokader ind i deltagerne, der på den led kan kontrolleres med simple kommandoord. Det hele viser sig med andre ord at være en lusket affære, hvor flere forskellige interesser eller agendaer kolliderer.

Kernen i romanen er mysteriet omkring X. Ved at tilbageholde informationer og antyde ting, der først bliver forklaret senere, formår VanderMeer at opbygge et æggende narrativ, der gør den korte roman til en hurtig, intens læseoplevelse. Der er noget beundringsværdigt sikkert over den kontrollerede måde, han får opbygget fortællingen på. Samtidig lykkes han med at skabe en stærk oplevelse af fremmedgørelse og uhygge i forholdet mellem læseren og den portrætterede verden. Ekspeditionens deltagere er alle kun navngivet med deres funktionen (”The Biologist” eksempelvis), mens området X heller ikke har noget egentlig navn. Selv den bygning, der står i hjertet af dette mystiske område, beskrives som noget kontraintuitivt eller paradoksalt; et omvendt tårn. Hvad det præcis skal betyde, forklarer VanderMeer ikke, og overlader det til læserens fantasi at se bygningen for sig. Det samme gælder det ”plantevæsen”, der bor i tårnet. Også her beskriver han dele af væsnet, men undgår at sætte ord på helheden, hvilket alt sammen skaber en herligt foruroligende stemning af usikkerhed. 

Jeff VanderMeer (født 7. juli 1968)

Stilistisk er det svært at sætte en finger på VanderMeers arbejde. Det er begavet udført og kan fungere som skoleeksempel på det stemningsmæssige tyngdepunkt i den moderne weird-tradition. Med det sagt må jeg også konstatere, at der er noget frustrerende ved Annihalation. Frustrerende, fordi den trods sin veludførte form er forbløffede ordinær eller uopfindsom. Den lægger sig så tæt ind i den strøm af postmoderne gru, som fik så meget opmærksomhed efter, Mark Z. Danielewski udgav House of Leaves i 2000.

Der er flere konkrete lighedspunker de to romaner imellem, men det, jeg især hæfter mig ved, er et æstetisk slægtskab i fortællerstemmen. Går man lidt længere tilbage i weird-traditionen, er det også klart, at Thomas Ligotti spøger i baggrunden af VanderMeers Annihalation, og tråden kan uden videre forlænges tilbage til Lovecraft-fortællinger som “The Colour Out of Space” og At the Mountains of Madness.

Paperback, Fourth Estate 2014

Igen må jeg konstatere, at man heller ikke her kan dadle VanderMeer for disse tydelige referencer eller inspirationskilder. Men desværre ligger der noget alt for forudsigeligt i den uforudsigelighed, som romanen tydeligvis gerne vil viderebringe til læseren.Bogens stilistisk formfuldendte udtryk savner en egentlig farlighed. Den savner bid, den savner noget indestængt eller kaotisk. Det er et problem, andre inden for samme genreudtryk også kæmper med. Caitlín R. Kiernan kunne være et eksempel, som jeg har skrevet om flere gange. Hendes ligeledes stilistisk formfuldendte romaner har også en tendens til at fremstå som flotte facader med en begrænset indhold.

Man kan så spørge sig, hvorfor netop VanderMeer og Kiernan har haft så stor succes med deres weird fiction, mens mange andre store navne inden for den genre har haft det langt mere vanskeligt med at få et gennembrud. Laird Barron kan eksempelvis trækkes frem her. Svaret er nok, at weird fiction er en ekstremt kompleks genre, der kræver meget af sin læser. Det kræver også meget af forfatteren, og jeg kan godt have den mistanke, at VanderMeers succes først og fremmest skyldes handlingens mangelende kompleksitet.

Paperback, Fourth Estate 2015

Ved at bibeholde udtrykket, men at forenkle substansen, beholder han en fernis af den kosmiske gru, som weird-genren kredser om, men taber ingen læsere i processen, snarere det modsatte. Førnævnte Laird Barron har flere gange forklaret, hvordan hans historier blev mere populære, da han valgte et mere folkeligt udtryk. Det er givet vis også det, vi møder med VanderMeers Annihalation. Det er folkelig weird fiction, men jeg må nu spørge mig, om en grundlæggende elitær, intellektuel genres idealer kan holde til den forenkling, som VanderMeer udfører, uden at blive trivialiseret ihjel?

Peperback, Harper Perennial 2018

G. K. Chesterton, The Man Who Was Thursday (1908): Kun masker, kun røgslør

Paperback, Ballantine Books 1971. Forsiden, med en scene fra romanen, er malet af Gervasio Gallardo

Den engelske, intellektuelle forfatter G. K. Chestertons roman The Man Who Was Thursday fra 1908 er en af den type fortællinger, der gør dybt indtryk, og jeg kan godt garantere dig, at hvis du aldrig har læst bogen og gør det, vil der være scener, som bliver hos dig meget, meget længe – måske endda for altid. Det er store ord, men det er også en stor bog, og jeg står ved dem.

Det er vanskeligt at beskrive romanens handlingen, fordi selv et ganske detaljeret referat har svært ved at gengive den helt særlig stemning, der hurtigt gennemtrænger historien. Det hele begynder ganske fredeligt med et skænderi under en lille litterær komsammen i en have i London. Unge Gabriel Syme lytter til en lokal, selvsmagende poet og venstrefløjsaktivist – festlighedens midtpunkt – der gør sig klog på aktivisme. Til sidst får Syme nok. Fortørnet angriber han verbalt kunstneren og anklager ham for tomme ord og varm luft.

Paperback, Ballantine Books 1971

Frustreret over verdens dårskab forlader Syme festen og går fordybet i tanker omkring i Londons gader, indtil han møder en gammel betjent, der lytter til Symes kvaler og forklarer ham, at Syme lige præcis er en mand af den støbning, korpset har brug for. Politiet søger efter dedikerede, konservative folk, der vil bidrage til kampen imod den internationale anarkisme. Syme griber chancen og bliver, på forbløffende kort tid, en del af en særlig undercover-enhed, der skal infiltrere et anarkistisk netværk, som Syme på rekordtid befinder sig i hjertet af.

Syme finder hurtigt sig selv i selskab med seks anarkister, der alle har en ugedag som dæknavn. Centrum for dette netværk er den bogstaveligt talt enorme mand ”Sunday”, der styrer terroristerne på enigmatisk vis, så de mere eller mindre selv sætter ord på det, som de tror eller føler, Sunday (måske) opfordrer dem til.

Gilbert Keith Chesterton (29. maj 1874 – 14. juni 1936)

Det lyder sært, og det er det også. Tingene bliver imidlertid mere mærkværdige, for efter kort tids efterforskning opdager Syme først, at én af de seks andre terrorister er en politiagent, og snart er der en undercoveragent mere blandt terroristerne, og så en til. Du kan nok godt gætte, hvor det ender. Hvis alle terroristerne er politiagenter, der imiterer terrorister – er der så overhovedet nogen anarkistiske terrorister? Måske, for Sundays identitet er ubekræftet, og derfor går den vilde jagt efter bagmanden. Men her begynder tingene først for alvor at blive underlige. Som Syme og hans allierede kommer tættere og tættere på Sunday, forvrides realiteternes og verdens genkendelighed mere og mere

Romanens undertitel er ”A Nightmare”, og det er da også præcis, hvad romanen skildrer. Som i et mareridt, hvor naturlovene konstant ændrer sig, forandres vilkårene for Symes menneskejagt, og selvom han kommer tættere på Sunday, når han aldrig helt i mål. Stemningen af paranoia stiger løbende igennem hele fortællingen, og til sidst må Syme tvivle på sig selv og sin egen fornuft, for er han i det hele taget selv den eller det, han tror?

Hardcover, Dodd, Mead & Co. 1908_1ed

Spørgsmålet er ikke uvæsentligt, når man noterer sig, som Chesterton selv forklarede det, at han skrev romanen efter et psykisk sammenbrud; en identitetskrise, kan man sige, der blandt andet førte ham til en form for religiøs vækkelse, der varede resten af livet.  

Man kan anskue The Man Who Was Thursday fra flere vinkler og sammenligne den med modernistiske hovedværker fra omtrent samme tid, der ligeledes kredser om samme identitets- og eksistentialistiske problematikker. Kafkas værk er et oplagt eksempel, Thomas Manns et andet, men der er andre af samme type, som også kan trækkes ind.

Paperback, Penguin Books 1937

Stemningen af dyb paranoia, den absurde, den feberagtige humor og de groteske situationer, som Syme kommer ud for, bringer også romanen i kontakt med en bred vifte af stemninger, der gør, at læseren aldrig – præcis som Syme – ved, hvordan teksten skal håndteres. Man er på dybt vand, nøjagtigt som politiagenten, og der er ingen kære mor her – Chesterton giver os kun ganske få redningskranse at klamre os til.

Under opgøret med den lokale poet i begyndelsen af historien forstår vi, at Syme og derigennem Chesterton lufter sin frustration over påstået kunstnerisk radikalitet, der i sidste ende bare forbliver ved snakken. Det er de gryende ismers tid og hul radikalitet, Chesterton reagerer imod. Kommunisme, impressionisme og anarkisme udpeges indirekte, og den mystiske Sunday gør det samme, mens han nøder sit slæng af anarkister til at smide bomber.

Famous Fantastic Mysteries, marts 1944

Syme får kvalme af den flod af ord, som flyder efter alle tidens påstande om forandring og nytænkning, ikke mindst fordi de revolutionære i sidste ende viser sig at være tomme for andet end selvforelskelse. Præcis som terroristerne er falske, fordi deres radikalitet bare er masker. Inter er sandt, men er Sunday ægte? Er Sunday, bagmanden, rent faktisk den eneste troværdige karakter?

Hardcover, Dodd, Mead & Co. 1966

Til sidst, næsten totalt opløst i vanvid, kollapser Syme, som Chesterton selv, under åben himmel og råber til Sunday:

“Have you”, he [Syme] cried in a dreadful voice, ”have you ever suffered?” [Altså, har du lidt på grund af din menneskelighed, som jeg gør det?]

As he gazed, the great face grew to an awful size, grew larger than the colossal mask of Memnon, which had made him scream as a child. It grew larger and larger, filling the whole sky; then everything went black. Only in the blackness before it entirely destroyed his brain he seemed to hear a distant voice saying a commonplace text that he heard somewhere, “Can ye drink of the cup that I drink of?”

Svaret er nej. Syme kan ikke drikke af gudens bæger.

Paperback, Dover Publications 1986

Syme erkender, at han som menneske er i kaos, ude af stand til at kontrollere sin verden, der hverken rummer fornuft eller mening. Det eneste sande er det, der går ud over denne verden, fordi intet jordisk eller menneskeskabt kan være sandt.

I dette er det apologeten Chesterton, der kommer til orde og siger, at ønsket om orden og kaos er to sider af samme sag – begge dele er udtryk for den jordiske labyrint, hvorfra der ikke er nogen anden udvej end gennem troen. Vi har med andre ord her med endnu en (jf. min bogomtale fra sidste uge) kristen roman at gøre. Men Chesterton har et eget syn på troen og udfolder i sit verdensbillede et religionssyn, der kommer i nærheden af noget, William Blake kunne nikke genkendende til. Chestertons verden er et stort virvar, et fusioneret kaos af himmel og helvede, og den, der forsøger at forstå, vil kunne blive ved med at åbne døre i en uendelighed, fordi der ikke er nogen vej ud af labyrinten. Den eneste udvej går, som sagt, gennem troen (sola fides).

Hardcover, Lythway Large Print 1987

Det var protestanten Chesterton, der skrev The Man Who Was Thursday. Han konverterede få år senere til katolicismen, og det er ikke sikket, at han på det tidspunkt ville kunne stå inde for de bagvedliggende tanker, der karakteriserer romanen.

Man kan mene, hvad man vil om den teologi, som Chesterton skitserer for os, og mange har forsøgt sig med en sekulariseret læsning af bogen. Det kan man sagtens, fordi den eksistentialistiske erkendelse, der kommer for dagen, dybest set ikke behøver nogen metafysisk overbygning. Ikke desto mindre går man derved imod Chestertons egne tanker, hvilket man bør have med i sine overvejelser.

Paperback, Penguin Books 1990

Selve fortællingen om Symes tur gennem et mareridt er da også så fremragende, så isnende og vanvittigt, så sjov og absurd, at han nærmest ville kunne prædike om hvad som helst, og vi ville tilgive ham til sidst, fordi romanen er et rædselsridt af den sjældne slags, der rusker ved vores instinktive behov for orden, rationalitet og mening. Den sætter fornuften ud af spil og efterlader os med stor undren og en let følelse af uro, for tænk om Chestertons mareridtsvision er rigtigt? Tænk om verden ikke består af andet end bedragere, og at vi alle spiller komedie for hinanden og frygter at blive afsløret. Hvis det ikke lyder som noget, der fortsat er aktuelt, så ved jeg ikke hvad, der gør!

Paperback, Ignatius Press 1999

Paperback, Modern Library 2001

Hardcover, Wildside Press 2004

Paperback, Kessinger 2004

Paperback, Headline Review 2007

Paperback, Atlantic Books 2008

Paperback, Penguin Books 2008

Paperback, Seven Treasures Publications 2008

Hardcover, Cosimo Classics 2009

Paperback, The Large Print Book Company 2009

Paperback, Simon & Brown 2010

Paperback, Penguin Books 2011

Paperback, Penguin Books 2012

Paperback, Whitaker House 2014

John Lymington, A Sword Above the Night (1962): En ganske forfærdelig omgang SF-gys

Paperback, Macfadden-Bartell 1971. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Nu kom det frem i en kommentar for nogen tid siden, at jeg har en tendens til at turnere ganske middelmådige eller slet og ret dårlige SF-romaner på her på bloggen. Til det kan jeg bare endnu engang erkende mig skyldig, for den roman, vi her skal se nærmere på, hører til blandt de dårligste bøger, jeg har læst i ganske lang tid. Det siger en del, hvis man følger med i mine skriverier, og det tragiske ved A Sword Above the Night er, at det ikke engang er en af de romaner, som får en ufrivillig underholdningsværdi. Den er slet og ret elendigt skrevet og samtidig gudsjammerligt kedelig. Værre kan det næsten ikke blive.

Handlingen fremstår længe bevidst kryptisk, men som vi kommer frem i historien, der udspiller sig i England, står det klart, at den i virkeligheden er ganske enkel. Det hele begynder, da politibetjenten John Adams, der i øvrigt hellere vil skrive SF-noveller end jagte kriminelle, tager ned til et landevejshotel for der at afhøre en af gæsterne, der muligvis er flugtbilist efter en ulykke i den nært ved liggende landsby samme nat. Manden, han skal afhøre, var rent faktisk skyld i ulykken, fordi han kørte døddrukken i bil. Nu forsøger skurken efter bedste evne at bortforklare hændelsen – hans bil blev stjålet og så fremdeles, alt imens han kæmper for at skjule sine enorme tømmermænd. Så langt så godt.

Paperback, Macfadden-Bartell 1971

Mystiske ting begynder hurtigt at udspille sig på hotellet, og med ét går det op for både betjenten og gæsterne, at de er blevet fanget. En form for elektrisk kuppel har lagt sig over stedet og dets nærmeste omgivelser. De kan se ud, men ikke komme gennem den elektriske grænse. Andre udenfor kan tydeligvis også se ind, men kan heller ikke komme gennem kraftfeltet.

Herfra udvikler handlingen sig i to spor. Dels følger vi hæren og nyhederne, der beretter om tilsvarende mystiske kupler, der er etableret rundt omkring i landet og regeringens forsøg på at trænge ind til dem, der er fanget.

John Lymington alias John Richard Newton Chance (1911 – 3. august 1983)

Dette spor fylder imidlertid ikke ret meget. Det vigtigste i handlingen er nemlig John Adams erkendelse af, at alle gæsterne, han er indespærret sammen med, er medlemmer af en bande, der har røvet en bank dagen forinden. De er en samling skruppelløse mænd og kvinder, der nu er indfanget med ordensmagten, og knap er de blevet afsondret fra verden, før bandens sammenhold begynder at smuldre og eskalere ud i skænderier, slagsmål og fraktioner.

Hardcover, Hodder & Stoughton 1962.

Undervejs spøger vi os naturligvis, hvad der er skyld i disse ”kupler”; er det russerne? Kriminelle? Hvad kan det være? Svaret er, at det er onde rumvæsner, og romanens absolut eneste forsonende træk finder sted på den sidste side, hvor forfatteren skærer igennem og lukker sin fortælling med en herlig konsekvens, som dog ikke formår at rode bod på den katastrofe, han har udsat sin læser for.

Selve præmissen med den indespærrede bande, som isoleret og under pres går løs på hinanden, er et tidløst og genreløst greb. Romanen vi læser kunne eksempelvis lige så godt være en western. Som grundtype er fortællingen et trinbræt til en fortættet, psykologisk roman om mennesker, der smider masken og giver pokker i alle sociale konventioner. Sådan burde det i hvert fald være, men hos Lymington bliver dette så inkompetent og knudret formidlet, at vores engagement i de enkelte medlemmer af banden, samt ikke mindst hovedpersonen John Adams, er totalt fraværende. Som læser er man fuldstændig ligeglad med karaktererne, fordi man ikke har noget forhold til dem, og fordi det er svært at skelne dem fra hinanden.

Paperback, Corgi Books 1963

Der er ikke nogen tvivl om, at hele tanken om ”kuplen” og rumvæsnerne er et trick, en let forklaring, der skal holde gruppen fanget og samtidig noget, som skal føje et eksotisk spændingslag til en ellers realistisk fortælling. Desværre formår Lymington ikke at integrere de to spor, der næsten fremstår som to separate handlinger skrevet sammen. En krimi og idéen til en aldrig realiseret SF-roman, som er blevet belejligt splejset sammen. Man kan da også med fuld ret overveje om dette i det hele taget er en SF-roman, eller ”bare” en thriller/gyser med et eksotisk indslag i form af kontakt med væsner fra verdensrummet. Jeg hælder til dette.

Det mest interessante ved den øvelse er sådan set, at Lymington gør et forsøg på, uden at komme i mål, for at skabe en stemning af paranoia og gru, baseret på den dobbelt trussel; først og fremmest den indre konflikt, for hvem kan stole på hvem, inde i boblen, men samtidig er der den langt vigtigere og mere overhængende fare fra det ukendte, der har skabt hele situationen.

Paperback, Manor Books 1978

Ud af alt dette kunne der være kommet en spændende skrækroman, der med en simpel præmis ville få skabt et intenst persondrevet drama foran et bagtæppe af kosmisk gru. Det havde jeg gerne læst, men det havde krævet en forfatter, som er langt mere sofistikeret og dygtig end Lymington, der har svært ved at holde sammen på det hele. Handlingen smuldrer for ham efter få kapitler, eller rettere i det øjeblik, hvor den første konfrontation mellem betjenten og spritbilisten er overstået og de mere akutte problemer introduceres. Her blev det tydeligvis for meget for Lymington; for mange bolde i luften. Akavet kæmpede han for at jonglere det hele, men boldene endte på gulvet. Romanen er da også mere eller mindre glemt i dag, hvilket slet ikke er nogen skam.

A Sword Above the Night er en ærgerlig roman, fordi den spilder sit potentiale. Den ødelægger en god idé og forpasser en oplagt mulighed. Det er spildte, kreative kræfter og det er ganske trist at være vidne til. Øv.

Thomas Olde Heuvelt, HEX (2013/16): “Girls on film…”

Hardcover, Hodder & Stoughton 2016. Omslaget er skabt stemningsfuldt Leo Nickolls

Jeg har læst en del nyere skrækfiktion den seneste tid, der har ligget og ventet mens andre, ældre hængepartier pressede sig på. En af de bøger, som jeg har sjoflet indtil nu, er Thomas Olde Heuvelts HEX. Romanen udkom første gang i Holland tilbage i 2013, Heuvelts hjemland, hvor den blev en kæmpesucces. Faktisk så stor en succes, at forlaget Tor blev interesseret i rettighederne til bogen, således at romanen blev oversat og udkom på engelsk i ’16, hvor den igen solgte godt.

Det i sig selv er ganske bemærkelsesværdigt, men undervejs fra hollandsk til engelsk gennemgik romanen en ganske stor transformation, hvorved handlingen blev flyttet fra Heuvelts hjemland til USA, med alt hvad det indebærer af ændringer i miljø samt persongalleri. Selve handlingen blev også forandret ganske meget at dømme ud fra, hvad jeg kan læse mig til på Nettet. Jeg har ikke selv læst den oprindelige hollandske udgave, så jeg kan ikke gå ret meget længere ind i dette. Resultatet af denne transformation blev imidlertid en skarpsleben skrækroman, der er så amerikansk, at hvis man ikke kendte udgivelseshistorien, så ville man aldrig forestille sig, at bogen var skrevet af en europæer.

Handlingen i HEX udspiller sig i staten New York, i den fiktive lille by Black Spring, der bærer på en tung arv. Byen er hjemsøgt af et spøgelse; spøgelset af en heks, der i levende live bar navnet Katherine van Wyler. Hun blev henrettet for trolddom i slutningen af 1600-tallet. På sin død forbandede hun Black Springs indbyggere, der siden den dag har må leve i heksens skygge. Ingen, der bor i byen, kan forlade stedet og overleve. Ingen, der er flyttet til Black Spring, kan dermed flytte derfra igen med livet i behold. Det har naturligvis haft stor indflydelses på den måde, som byen agerer i forhold til omverdenen, men der er mere. Katherine van Wylers spøgelse går nemlig fysisk omkring i Black Spring, og enhver der ser heksen ind i øjnene, vil blive vanvittig og dø.

Hardcover, Hodder & Stoughton 2016

Begge forbandelsens elementer er ganske alvorlige, men fordi det allerede begyndte tilbage i 1600-tallet, har det lille samfund nu i 00’erne lært at leve med det. Faktisk er hele samfundet blevet indrettet efter heksens eksistens. En vovehals på et tidspunkt syet gengangerens øjne lukket, så det ikke længere er muligt at se hende ind i øjnene. Det er ganske praktisk.

Der er også nedsat en særlig overvågningsstyrke i byen, der har til opgave altid at monitorere, hvor heksen befinder sig i byen. Der er kameraer over alt, og der er informationspligt blandt de lokale, som skal rapportere tilbage til centralen, så snart de ser Katherine et sted, hvor der ikke er kameraer – ude i landskabet eksempelvis.

Så langt så godt. Der hersker på den led en ganske striks orden i Black Spring, hvor der ikke er plads til at træde ved siden af, uden at samfundet straffer den pågældende for hans eller hendes uagtsomhed. Sagen er jo den, at al uagtsomhed vil kunne skade samfundet som helhed, fordi fejltrin eller provokationer måske kunne udløse heksens vrede. Byens love har dermed både til opgave at beskytte dem selv mod heksen, men i lige så høj grad at beskytte omverdenen mod Katherine van Wyler.’

Thomas Olde Heuvelt (født 16. april 1983)

Men, der er også unge mennesker i Black Spring. Teenagere, der gør, som de vil, med alt hvad det inkluderer af udfordrende opførsel og generationskonflikter. Da vi kommer ind i handlingen, er der et hemmeligt oprør i gang mellem byens unge, der er begyndt at eksperimentere med at filme heksen og lægge hende på de sociale medier. De flirter med den mulighed, at byens historie bliver opdaget af folk udefra. Black Springs voksne aner dog intet om dette, før de unges leg med spøgelset løber dem af hænde og begynder at kræve menneskeliv.

Faktisk går det til sidst præcis så galt, som alle i byen altid har frygtet, at det ville gå, hvis man ikke tog sig i agt for Katherine van Wyler, men spørgsmålet er, hvem der har skylden? De unges skødesløshed eller de voksnes rigide håndhævelse af loven?

Der er flere elementer i HEX, der fortjener at blive trukket frem. Først og fremmest er det en roman, der går lige i kødet på idéen om den personlige frihed og det kollektive ansvar, men den italesætter også både de positive og negative konsekvenser ved sociale medier og den sociale kontrol, der vokser direkte ud af ting som eksempelvis Facebook.

Hardcover, Tor 2016. Romanens første udgave på engelsk

Romanen sætter tingene på spidsen og undersøger, hvad konsekvenserne ved fuld åbenhed og begrænsning af informationer har af indvirkning på individet og kollektivet. Det må jo siges at være relevante tematikker, der gør HEX til en bog, der tager afsæt i meget konkrete nutidige problemstillinger, hvilket absolut er et positivt træk ved romanen, som vil mere med gyset end bare at fortælle en grum røverhistorie.

Black Spring er i den amerikanske udgave blevet til et reformert pionersamfund, der har overlevet sig selv. Det er kerne-calvinistiske tanker, der styrer samfundet, og det gælder ikke mindst den reformerte idé om social transparens, der gennemsyrer byen. Ingen har i hvert fald på overfladen noget at skjule i byen, men det er også næsten umuligt at skjule noget for nogen i det lille samfund, der mere eller mindre frivilligt er blevet fuldstændigt overvåget. Black Spring er sit eget lille lukkede kosmos, der måske nok har omgang med omverdenen, men som aldrig for alvor lader fremmede se byens sande jeg. Præcis dette udfordrer de unge med deres brug af sociale medier, fordi de skaber sig nye identiteter og kontakter. Men dette sker ikke uden at betale en pris, og den pris må i sidste ende siges at være meget, meget høj.

Tematikken i HEX er uden tvivl tankevækkende og den kulturhistoriske kobling til den reformerte baggrund for romanen spændende. Koblingen mellem sociale medier og protestantisk tænkning er et emne, der er blevet diskuteret med stigende akademisk interesse de senere år, og romanen anskueliggør med al tydelighed, hvad denne diskussion handler om. Heuvelts roman kommer med en synligheds- og kuturkritik, som er værd at tænke videre over og diskutere. Det er således en pointe og et åbent spørgsmål i bogen, hvem der egentlig kontrollerer hvem – heksen, de voksne, de unge eller byens omverden?

Paperback, Luitingh-Sijthoff 2013. romanens første udgave på hollandsk

Men selve prosaen må desværre siges at være et stykke karakterløst og glat bestsellerfiktion. HEX lever på sin idé; selve udførelsen ligner til forveksling alt andet tidstypisk metervare inden for genren. Sproget er uinteressant og fordringsløst, karaktergalleriet og stemningsopbygningen nærmest leflende for tidens toner og ligner i høj grad noget fra eksempelvis Joe Hills hånd. Meget af dette kunne meget vel skyldes romanens bearbejdning fra hollandsk til amerikansk, men det er et gæt fra min side, da jeg, som sagt, ikke har læst originalen.

Sprogligt er HEX med andre ord jævnt uvedkommende og stedvist dediceret uheldigt udført, men der brænder et anliggende bag det hele, der gør, at den alligevel er værd at kaste sig over. Ikke mindst må man glæde sig over den absolut kompromisløse slutning, der ikke tøver med at tage konsekvensen af alt det, der er blevet bygget op.

Jeg vil mene, at Heuvelt sikkert er et navn, som vi kommer til at høre mere til i de kommende år, men jeg er ikke sikker på, at der vil komme en strøm af store bøger fra ham. Dertil er HEX alt for ordinær og loyal over for sin genre, til at udløse nogen forhåbninger eller forventninger, og mon ikke det i sidste ende viser sig, at dette blev Heuvelts korte, internationale stjernestund?  Det tror jeg faktisk.

 

Michael Moorcock, The Winds of Limbo (1965): Et SF-skoleeksempel

Paperback, Mayflower 1974. Omslaget er malet af Mayflowers faste mand Bob Haberfield

Michael Moorcock har indskrevet sig i både SF- og fantasygenren som et af de bedst kendte navne, og da hans Elric-karakter lynhurtigt i løbet af 60’ernes første halvdel fik kultstatus, opnåede Moorcock samtidig pladsen som Englands fremmeste genreforfatter. For en tid kom ingen, ud over Tolkien, op på siden af Moorcock, hvilket mere eller mindre skyldes hans Elric-karakter. For selvom han har skrevet ganske meget, er der ikke noget af dette, der målt i popularitet eller salgstal kommer op på siden af hans ”eternal champion”.

‘The Winds of Limbo, der først blev udgivet under titlen The Fireclown, er ikke en Elric-fortælling, og den er et godt eksempel på den relativt store mængde af mindre mindeværdig litteratur, som Moorcock har produceret i skyggen af sin albino-antihelt. Indeværende roman er nemlig ikke specielt god, men samtidig er den et godt eksempel på en faldgrube, der, vil jeg mene, ligger indbygget i SF-genren. Mere om dette om et øjeblik; først skal vi lige have styr på handlingen.

Paperback, Mayflower 1974

Historien udspiller sig i en fjern fremtid, hvor menneskeheden er flyttet indendørs, efter det er blevet umuligt at opholde sig ude i det fri. I dette nye samfund bor de rige højt over masserne i tårne og eller etagebyggerier, mens pøblen bor i uendelige kældre uden adgang til dagslys. I den mistrøstige situation kan adspredelse være vigtig, hvilket de statskontrollerede medier pligtskyldigt leverer.

Da vi kommer ind i historien, er noget på færde i kældrene. Masserne er begyndt at lytte til en prædikant, en messias, der kalder sig ”The Fireclown”. Han er en svævende, fed skabning, der tilsyneladende ikke lover sine følgere noget bestemt, men alligevel fornemmer alle, at han taler til netop dem med løfter om præcis, hvad de har brug for. Denne messias prædiker indirekte oprør, og regeringen er presset. Skal de gribe ind og risikere, at Ildklovnen bliver en martyr, eller skal de lade ham være og håbe, at hans revolution løber ud i sandet? Afgørelsen kommer, da der eksploderer en bombe. Alt peger på, at det er denne messias, der står bag terrorhandlingen, så nu må der gribes ind, men kan de nå at fange Ildklovnen, før han fordufter og masserne revolterer?

Michael John Moorcock (født 18. december 1939) fotograferet i 1963 med en skrivemaskine

Fortællingen udfoldes gennem et kollektiv af personer, hvoraf de fleste tilhører samfundets øverste top og faktisk er i familie med det, der formentlig bliver den næste præsident. De vigtigste karakterer er Alan Powys, der arbejder for transportministeriet, og dennes kusine Helen, der sammen beslutter sig for at finde Ildklovnen og få opklaret, hvad og hvem han er. Det fører dem på sporet af en skrupelløs magtintrige og videre ud i kredsløb om Jordkloden, hvor de endelig er i stand til at se den store sammenhæng.

Moorcocks roman har store ambitioner og tydelige afsæt i samtiden. Udgivelsesåret er ’65, og ungdomsoprør såvel som folkelige krav om atomar nedrustning spiller ind i bogens stof. At Ildklovnen samtidig fremstår som en spejling af en uudgrundelig orientalsk guru, der lader sine disciple finde de svar, som passer dem bedst, må også karakteriseres som et tidsspecifikt element. Der var revolution i luften, og mens oprøret i Moorcocks fremstidsdystopi synes fuldt ud berettiget, er hans bog også en advarende stemme. Han stiller nemlig spørgsmålet, hvem der styrer revolutionen? Hvem dirigerer de revolutionære kræfter hos ”masserne”.

Paperback, Compact Books 1965. Romanens første udgave

I romanen er svaret åbent, fordi det viser sig, at revolutionens symbol, Ildklovnen, slet ikke er nogen messias, men blot en kaosfaktor, der sætter gang i omvæltninger uden plan eller formål. Han er gnisten, der tænder bålet, som allerede eksisterer, fordi hans publikum bare har ventet på en anledning. Faktisk er det regeringen selv, der gennem medierne får skabt Ildklovnens identitet som revolutionær kraft.

Igennem deres negative omtale af klovnen som farlig, skaber de ham paradoksalt som antitese til deres eget system, og får derved uforvarende opbygget præcis den fjende, som de vil undgå og ødelægge. Den dialektik er godt set af Moorcock, og romanen har på det punkt også en hel del at sige i forhold til vores egen samtid, hvor religiøse og kulturelle skræmmebilleder har åbenlyse paralleller til regeringens konstruktion af Ildklovnen som fantom.

Paperback, Paperback Library 1967

Men, og der er et men, bag alt dette har vi selve plottet, der så at sige skal få det hele til at glide ned hos læseren. Til det formål udtænkte Moorcocok et drama, der relaterer til Ildklovnens sande identitet, samt ikke mindst en romance mellem hovedpersonerne Alan og Helen. Disse narrative rammer omkring bogens underliggende koncepter er mildest talt trivielle og rendyrket pulp af en skuffe, som i ´65 var stærkt forældede.

Dermed er vi også tilbage ved den faldgrube, som jeg indledningsvis nævnte. Moorcocks roman er et klassisk eksempel på en SF-roman med interessante idéer, der ligger som klangbund for handlingen. Selve handlingen, og måske vigtigst af alt, det æstetiske arbejde med sproget, der formidler handlingen, er imidlertid underudviklet og behandlet som noget sekundært – nærmest bare en nødvendighed for at få beskrevet eller iscenesat tekstens idéer.

Paperback, Paperback Library 1969

For mig fungerer den slags overhovedet ikke. Mens jeg har stor sympati for både Moorcocks idéer og behovet for at diskutere store tanker i fiktionen, er den lemfældige, sproglige lancering af fiktionen et ødelæggende træk, der desværre er indbygget i ganske meget SF, som lader idéer går forud for æstetik. Man kan indvende, at dette er en genrekonvention, og hvis det er korrekt, må jeg konstatere, at jeg ikke er til den type SF, som lægger sig i den tradition.

Michael Moorcocks The Winds of Limbo er tankevækkende, men han har skrevet langt bedre bøger. Det er spændende tanker i elendig indpakning og sammenfatter dele af SF-litteraturens skyggeside; gode idéer men dårlig prosa. Skønne, spildte kræfter.

Paperback, Sphere Books 1970

Paperback, Dale Books 1978

Paperback, ROC 1993

Paperback, Fantastic Books 2011

Paperback, Fantastic Books 2018

John Farris, The Fury (1976): Kalkuleret og underholdende

Paperback, Popular Library 1977. Maleren bag omslagets herlige indre læg er desværre ikke oplyst

”Stick it to the man,” sagde man i visse kredse i 60’ernes USA. ”Før han stikker til dig,” kan man så tilføje. Det var skam alvorligt ment. I hælene på de hastigt fordampede skyer af kærlighed, der var drevet ind over USA i løbet af sommeren ’67, meldte lige dele kynisme og pessimistisk klarsyn sig. Altamont, Charles Manson, Vietnam, politiske attentater, Watergate og økonomisk lavkonjunktur. Det hele blev opfattet som en ophobning af dårlige varsler og alvorlige sygdomstegn. Oprøret gik i vasken, men hvem havde skylden? Meget kunne tyde på, at det var staten – Big Brother, The Man, der var skyld i problemerne. Staten, der burde være din ven, var måske i virkeligheden din værste fjende. ”I’m not a crook,” bjæffede magtens personifikation, der blev taget med hænderne i kagedåsen. Her blev forræderiet afsløret, men hvor meget andet gik ubemærket hen?

Der sneg sig en alvorlig tone af paranoia ind i 70’ernes amerikanske genrefiktion, og staten blev konspirationernes omdrejningspunkt. Den tanke blev udfoldet i en syndflod af bøger, der som oftest lagde sig i farvandet mellem krimi og thriller, men naturligvis måtte skrækgenren også tale med her. Det gjorde flere af tidens bedst kendte stemmer, men andre ramte også plet og indfangede tidsånden i romanform.

John Lee Farris (født 26. juli 1936)

En af dem var John Farris, der sendte sin The Fury på gaden i ’76. Romanen udspiller sig primært i 70’ernes yndlingsbillede på vestligt fordærv, syndens fremmeste hule, New York City, og persongalleriet er typisk stof for tiden. Vi kommer ind i en hjertevarm, velhavende og kunstnerisk familie, der måske ikke ligefrem ligner den gennemsnitlige amerikaners hjem, men familien er sympatisk, og læseren forstår straks, at de er anstændige mennesker på trods af deres særheder.

Hovedperson er den purunge teenagepige Gillian Bellaver, der har en hemmelighed. Hun har voldsomme paranormale evner – psykiske evner, der gør, at hun eksempelvis kan slå ihjel ved tankens kraft. Hun kan også mere end det, men alt dette er hun først ved at opdage nu. På den hårde måde, vel at mærke, for hun har slået sin bedste veninde ihjel på grusomste vis, uden at ville det, og snart ser hun sig indlagt og udsat for utallige eksperimenter.

Hardcover, Playboy Press 1976. Romanens 1. udgave

Et helt andet sted jager en forhutlet mand for at finde sin søn Robin. Han er sikker på, at regeringen har snuppet ham, fordi drengen vidste eller kunne for meget. Peter, som manden hedder, er ikke nogen hvem som helst. Han er en toptrænet specialist, en spion eller elitesoldat. En, der er vant til at håndtere delikate situationer for Systemet. Helt præcist er Peters fjende den enigmatiske sykofant Childermass, der som en anden svengali styrer en tophemmelig forsøgsenhed, der beskæftiger sig med det paranormale.

Childermass er også ude efter Peter, men da han ad omveje hører om stakkels Gillan, bliver hun også et mål for ham. Snart går den vilde jagt gennem New Yorks gader. Hemmelige agenter jager pigen og soldaten, der imod alle odds forsøger at finde ud af, hvor de sataniske regeringskræfter har skjult Peters søn. Desværre opdager vi også, at kampen måske allerede var tabt, før den begyndte, for Robins psykiske evner var større, end han kunne bære. De steg ham til hovedet og i stedet for en teenagedreng, søger den stakkels far nu efter en manisk morder, der tripper på sine ustyrlige, psykiske evner.

Paperback, Futura 1978

The Fury har det hele. Den har vold, sex, gys, kærlighed, patos og drama. Den er skrevet som et uredigeret filmmanuskript; et manus, hvor alle de lidt for besværlige scener ikke er blevet fjernet endnu. Bogen er et destillat af tidens takter og leverer sin orangebrune stemning til perfektion. Det er ikke så sært, at romanen blev en bestseller. Fuldt ud kalkuleret gennemspiller Farris programmet for os, og vi kender det hele på forhånd. Det eneste, vi behøver at gøre, er at læne os tilbage og lade hans handling flyde ind over os.

Det mest tankevækkende ved The Fury er uden tvivl den vrede, som titlen tematiserer. Vrede er en kernefølelse i bogen. Det er den følelse, som bevæger historiens persongalleri, og den følelse, der i sidste ende ødelægger alt. Vreden sluger dem alle. Vreden over at være født anderledes, vreden over at blive snydt af Systemet, vreden over at blive svigtet. Midt i al den genretypiske grød og bestsellerklichéer indfanger Farris her noget autentisk. Han griber en grundstemning af utryghed og frustration i sin samtid og spinder den sammen med et skrækeventyr, der aldrig fuldstændigt forlader realismens land. Det kunne faktisk ske, siger man til sig selv, og synker endnu en gang, når agenterne brutalt myrder uskyldige.

Paperback, Popular Library 1978

Romanen er godt håndværk, skrevet af en forfatter, der præcis vidste, hvilke stemninger og følelser han ville opnå hos læseren. Der er også noget kalkuleret over romanen, der med behændigt afsæt i scener, der er et ekko af Blattys ekstremt populære bestseller The Exorcist, luller læseren ind i et univers af paranormale fænomener og paranoia. Hvilket ligeledes var emner, der optog sindene i 70’erne, og Kings Carrie havde to år forinden vist, at der var salg i romaner om rasende teenagere med psykiske evner.

Den cocktail fungerede, og det gør den selv i dag, hvor Farris’ roman ikke længere bæres frem af samme tidsånd og har fået karakter af noget lettere anstødeligt, hvis man lader sig anstøde af den slags. Voksne, der går i seng med drenge på 15 og lummer seksualisering af helt unge piger, er ikke noget, som får lov til at glide ubemærket ind i storsælgende spændingsromaner i dag. Nej, så har vi nok lettere ved at acceptere den utrolige brutalitet, som bogen også rummer. Men selve brutaliteten, den genkender vi stadig. Måske fordi vi stadig har noget af vreden i os. Vreden, Farris skriver om, virker i hvert fald fortsat frisk og snerrende her 40 år senere.

Paperback, Futura 1978

The Fury er popcorn. Det er velsleben underholdning, der sætter ind præcis, hvor den skal, uden andre ambitioner end at sælge godt og måske blive filmatiseret. Hjertet er dermed ikke helt med i teksten, der dybest set er banal opportunistisk spekulation, men måske uforvarende, måske som et biprodukt, lykkedes det alligevel Farris at indfange noget større i sin bog om vreden. Et eller andet, der bliver hængende som en bismag og rejser spørgsmålet, hvornår vi selv får nok? For vi mærker alle vreden, bare en gang imellem, ikke?

Paperback, Grafton 1992

Paperback, Tor 1994

Paperback, Chicago Review Press 2017

Ian Welke, The Whisperer in Dissonance (2014): Guderne rider på digitale signaler

Paperback, Omnium Gatherum 2014

Cthulhu mythos-genren er en tung mastodont, som stort set ikke har forandret sig siden begyndelsen af 70’erne. Perspektiver har ændret sig eller er blevet føjet til, som da John Langan i midten af 00’erne udgav en af de første noveller, som eksplicit tematiserer, hvordan verden ser ud, efter Cthulhu og alle de andre kosmiske titaner er vendt tilbage. Den idé har fået sit helt eget liv i dag, men trods den slags forskydninger er genren alligevel forblevet mere eller mindre den samme.

Individuelle stemmer, som eksempelvis Thomas Ligottti og Laird Barron, har således skabt ganske unikke og fascinerende tekster, uden dette dog har ændret den måde, som broderparten af den nye mythosfiktion tager sig ud på. Netop derfor er selve genren også i hovedtræk en dybt uinspireret ørkenvandring, som kun byder på meget få positive overraskelser.

Det betyder imidlertid også, at alle forsøg på nytænkning inden for rammerne af genren må applauderes, og en bog, der gør netop dette, er Ian Welkes debutroman The Whisperer in Dissonance fra 2014. Der er her tale om en kort, intens fortælling, som næsten fra første side demonstrerer, at den på en gang tager solidt afsæt i mythosgenren, men samtidig også at den absolut ikke vil gentage alle de gamle troper som mørnede bøger, støvede akademikere og tentakelmonstre. Welke fører mythos-universet ind i hverdagen og arbejdslivet, hvorved han bevæger sig ind på et spor, som William Browning Spencer allerede havde opdyrket godt og vel 20 år før Welke, men The Whisperer in Dissonance formår alligevel at gøre ”kontorgruen” til sin egen størrelse.

Paperback, Omnium Gatherum 2014

The Whisperer in Dissonance introducerer os til Annie, der lider af søvnløshed. Hun burde egentlig være blevet kunstner eller tegneserieskaber, men i stedet har hun fået et dødssygt computerjob, hvor hun tilbringer dagene begravet i trummerum langt inde i kontorlandskabets kreative ødemark. Alt er ved at stagnere for Annie, men så sker der pludselig noget sært.

Der bliver efterladt besynderlige beskeder på hendes telefon, og hun modtager e-mails med vedhæftede lydfiler, som kun rummer støj. Annie får også en e-mail fra en gammel ven fra universitetstiden, som hun ikke har hørt fra i årevis. Han advarer Annie, men hvorfor? Mystikken, den digitale terror og Annies søvnløshed bliver værre og værre, men tilsyneladende spreder fænomenerne sig også til andre.

Verden omkring Annie begynder at blive påvirket af disse støjsignaler, der bedst kan beskrives som en insektagtig summen, der muligvis gemmer antydninger af stemmer dybt begravet inde i lydbilledet. Virksomheden, som Annie arbejder for, bliver gradvist overtaget af denne summen, og de ansatte begynder at opføre sig som søvngængere. Tingene bliver mere dramatiske; folk forsvinder, og snart opløses Annies verden i ren kaos. Hun må flygte for sit liv og søge hjælp hos denne gamle ven, der advarede hende i begyndelsen af bogen.

Ian Welke

Det, der starter som en lettere deprimerende skildring af kontorlivets kedsommelighed, udvikler sig gradvist til et paranoidt mareridt, der afgjort smager af Philip K. Dick. Det samme gør selve romanens væsen, om man vil, for mens Welke på overfladen synes at kritisere den måde, som moderne virksomhedskultur kan kvæle gejsten i et menneske og dræne kreativiteten ud af sine ansatte ved at få dem til at udføre maskinelt arbejde parallelt til industriens samlebåndsarbejde, ligger der noget dybere under alt dette, som adresserer selve vores virkelighedsopfattelse.

Det afklares aldrig fuldstændig, hvem eller hvad, der udsender disse nedbrydende ditagel signaler, som begynder at angribe Annie og hendes omverden. Noget belejrer imidlertid hendes og alle andres liv. Noget, der konkret kan forstås som skabninger, der bor i informationsnetværket, eller metaforisk som kræfter, der forsøger at overtage Annies og vores liv, ved at ødelægge tankeaktivitet; stjæle vores søvn og evne til at tænke abstrakt.

Støjen, som Annie modtager, bliver nærmest et væsen i sig selv, der skrattende, summende og larmende vælter ind i hendes hjem og angriber hende, hvor hun er mest sårbar. Som handlingen skrider frem, opløses verden; den fragmenterer ud i støjen og bliver til en usammenhængende, flimrende mosaik af grynet larm. Men er det virkeligt eller er det bare noget, der sker inde i Annie selv?

Paperback, Omnium Gatherum 2019. Welkes tredje og nyeste roman

Welkes leg med læseren er på det punkt et velkendt, paranoidt greb, og noget, der egentlig først for alvor bliver interessant i mødet med Cthulhu-genren. For ved metaforisk at koble sig til denne genre og antyde ”the old ones” som en form for invasiv virus i vores måde at tænke og opleve verden på, får han i virkeligheden indfanget noget af den fundamentale gru, som genren generelt har så svært ved at udtrykke, men alligevel altid kredser om. Man kan sige, at Welke på indirekte vis skaber et bud på en ny måde at se mythos-skabningerne på, vel at mærke uden de nogensinde for alvor nævnes eller konkret præsenteres.

Med The Whisperer in Dissonance havde Ian Welke en klar vision, som er interessant og på flere måder et både relevant og tankevækkende bud på ny mythosfiktion. Skal man være lidt hård, må det dog nok også konstateres, at Welke sprogligt ikke er den mest ophidsende forfatter og, at hans hverdagsskildring måske bliver en anelse for karikeret. Troværdigheden er med andre ord ikke voldsomt stor i fortællingen, men alligevel er det værd at begive sig ind i Welkes verden af støj, fordi der er stof til eftertanke her, og billeder i teksten, som virker afgjort stærkt inspirerende.

 

Dan Simmons, Carrion Comfort (1989): Psykisk vampyrterror

Paperback, Headline 1990. som sædvanlig oplyser Headline ikke, hvem der har skabt forsiden

Jeg synes, at Dan Simmons er en lidt sær størrelse i genrefiktionen. Han har skrevet den formidable skrækroman Song of Kali (1985) og den særdeles underholdende SF-roman Hyperion (1989), men samtidig har han også skrevet ganske forfærdelige ting. Ting så skrækkelige, at jeg har svært ved at tro, at det er samme mand, der står bag.

Sagen er den, at Simmons i høj grad skifter stil, tematik og udtryk fra bog til bog. Det gør naturligvis, at han er lidt af en hamskifter, som aldrig står stille. I hvert fald hvad indholdet angår, for Simmons er stilistisk altid til den svulmende, pyntede side, og hans psykologiske portrætter typisk en anelse entydige. Når Simmons er bedst, bliver disse slagsider af mindre betydninger, men i andre af hans projekter kommer skavankerne tydeligt frem, som det eksempelvis sker i den næsten ulidelige Summer of Night (1991); en bog jeg også snart skriver om her på bloggen, så ikke mere om den nu.        

Paperback, Headline 1990

Carrion Comfort er på mange måder en klassisk Simmons’ bog. Det er en konceptuelt skarpskåren roman med tydelige genrereferencer og idéer, der viser, at Simmons loyalt går ind i de genreuniverser, han arbejder med. Carrion Comfort er også en lang roman, som tillader Simmons at komme ganske vidt omkring i et omfattende persongalleri, der kronologisk strækker sig fra Anden Verdenskrig og frem til bogens nutid (midten af 80’erne).

Handlingen er, kort fortalt, at en gruppe ”psykiske vampyrer”, der lever af frygt og smerte, har arbejdet bag facaderne i umindelige tider. Her, fra skyggerne, har de påvirket såvel storpolitik som møder mellem mennesker i det små. Vampyrerne holder sig unge ved at optage den smerte, de forvolder, og for mange af vampyrerne er deres gerninger blevet en form for leg, hvor de dyster om, hvem der kan påføre verden de mest chokerende og overraskende lidelser, uden at dette naturligvis blive opdaget af de dødelige. For det er selvfølgelig idéen med det hele; vampyrerne driver deres uvæsen i det skjulte, selvom mange af dem lever fuldt offentlige liv. En af bogens vampyrer er en fremtrædende embedsmand, en anden er TV-prædikant, en tredje filmproducent i Hollywood og så fremdeles. Det var således vampyrer, der stod bag mordene på Lennon og Kennedy, og vampyrer, der mere eller mindre har stået bag alle andre ubehagelige og uhyrlige ting, som vi kender fra den nyere historie.

Dan Simmons (født 4. april 1948)

Det gælder dermed også Anden Verdenskrig, eller rettere Nazisternes massemord. Netop det er omdrejningspunktet for Carrion Comfort, fordi bogens bærende protagonist er den aldrende, jødiske psykolog og universitetsmand Saul Laski. Som ganske ung blev Laski interneret med sin familie i en udryddelseslejr, og her, midt i al gruen, møder Laski en SS-officer, der er langt værre end alle andre. Faktisk er mødet med denne officer næsten overnaturligt, fordi han overtager unge Laskis sind med en form for tankekontrol og tvinger den stakkels knægt til at deltage i et skakspil, hvor brikkerne er jøder, der kæmper for livet på spilbrættet. På mirakuløs vis lykkes det Laski at undslippe dødsspillet, men oplevelsen præger selvsagt Laski resten af livet, og som en anden Simon Wiesenthal bruger han efter krigen sin tid på at jagte denne officer, han er overbevist om ikke er død.

Vejen ind i fortællingen bliver da også, at Laski, nu som aldrende mand, genkender denne officer og begynder at forfølge han, hvilket gradvist fører ham og en spraglet gruppe medhjælpere ud i åben kamp mod de vampyriske bagmænd.

Hardcover, Dark Harvest 1989. Romanens 1. udgave

Som sagt er Carrion Comfort på mange måder en klassisk Simmons-roman. Genremæssigt låner han en del fra skræklitteraturen her, men bogen er først og fremmest en technothriller, der lader sine hovedpersoner udkæmpe en kamp mod system i bedste David-og-Goliat-stil. Vampyrerne sidder på magtapparatet, men trods deres enorme indflydelse kan de ikke kontrollerer alt, og vores hovedpersoner får bl.a. hjælp fra Mossad og en bande sorte fra slummen.

Til sammen udgør alt dette en omtrent underholdende roman, som måske er en smule længere, end historien kan bære, men Simmons har fået sprøjtet så meget spænding og ramasjang ind i historien, at man nysgerrigt læser videre for at se, hvordan det hele ender.

Paperback, Warner Books 1990

Så langt så godt. Jeg har imidlertid alvorlige problemer med selve bogens underliggende tematik, som desværre ikke er helt klar. Hvis man kaster sig ud i fortolkningernes overdrev, kan man måske læse Carrion Comfort som en magtkritik eller en lettere paranoid, konspiratorisk forestilling om grå mænd, der styrer vores verden og virkelighed – altså ”the masters of war”, som Dylan bl.a. synger om. Den tolkning når man langt med, men problemet er bare, at det eksempelvis bliver uklart, hvordan Simmons’ lettere idyllisk fremstilling af staten Israel passer ind i dette. Han portræt af magt og magtanvendelse er dermed langt fra entydig, og egentlig kritik kan der derfor heller ikke være tale om.

Mine problemer med handlingen er imidlertid større, hvis man går knap så langt ind i fortolkningen og blot registrere handlingens umiddelbare lag. Her får vi præsenteret disse tanke- og kropskontrollerende vampyrer, der driver deres uvæsen i verden og i virkeligheden er roden til alt ondt. Præcis det er for let og for ufarligt. Idéen er naturligvis sjov, men konsekvensen er, at Simmons får fraskrevet mennesket alle destruktive tendenser. Al ”ond” agens bliver flyttet over i vampyrerne, og menneske fremstilles som relativt uskyldige ofrer, der ufrivilligt lader sig lede gennem tankekontrol. Præcis det er for slapt. Det er det nøjagtigt omvendte af den misantropi, som Simmons udtrykker mesterligt i Song of Kali, og det bliver en nærmest irriterende, blåøjet næstekærlighed, der trods bogens store mængder vold og blod, gør det hele til en form for fraværende, social eskapisme.

Paperback, St. Martin’s Griffin 2009

Bogens koncept irriterer mig med andre ord ganske voldsomt, fordi det er for pjanket at bruge vampyrer som syndebukke for vores handlinger og problemer. Idéen, som plot, er kanske underholdende tænkt, men i praksis bliver det for uforpligtende og tandløst. Jeg vil have min skrækfiktion og min technothriller indhyllet i sort kynisme og grim ærlighed, der udstiller vores menneskelige svagheder og fejl; og særligt for technothrilleren må magtapparatets undertrykkende vold ikke skubbes til side og reduceres til noget udefrakommende eller distanceret. Vampyrerne er ikke overnaturlige monstre, de er mennesker af kød og blod.

Paperback, Quercus 2010