Tag Archives: Paranoia

James Leo Herlihy, A Story That Ends With a Scream (1967): “Life lived in the American century…”

Paperback, Panther Books 1970. Forsidens billede er skabt af Philip Castle

James Leo Herlihy er uden tvivl bedst kendt for den fabelagtige, skandaleombruste roman Midnight Cowboy fra 1965. Romanen er gjort af et helt særligt stof, som kun blev produceret i 1960’erne, og den lille novellesamling, vi her skal se nærmere på, er gjort ud af præcis det samme. A Story That Ends With a Scream (en helt igennem fantastisk titel!) er en antologi, der samler otte noveller samt en teatermonolog i én akt. Herlihy fik udgivet en del noveller, nogle romaner og flere teaterstykker, før han begik selvmord tilbage i 1993. Historierne i indeværende antologi stammer alle fra begyndelsen af hans karriere, og de afspejler en forfatter på toppen, der i den grad har et kreativt momentum, båret af 60’ernes zeitgeist.

Ikke alle novellerne hører hjemme på Fra Sortsand, men man behøver ikke læse ret meget af Herlihys hurtigtflydende, stedsvist næsten rablende prosa, før det står klart, at hans fiktion befinder sig i en form for post-gotisk genfortolkning af gamle genretroper. Det overnaturlige eller sære – ”the weird” – ligger hele tiden og taler med i hans fortællinger, der stort set alle tager udgangspunkt i almindelige menneskers hverdagsoplevelser.

Paperback, Panther Books 1970

Det bærende motiv bag dette er en enorm længsel efter forandring i et samfund, hvis konventioner nedbryder ånd og kreativitet. Herlihys hovedpersoner er dermed enten de ødelagte, eller også er det frontkæmperne, som stritter imod, og tager kampen op imod systemet – præcis som vores hovedperson Joe Buck i Midnight Cowboy, der rejser til New York for at udleve drømmen om at blive en mandelige prostitueret. Buck ender med at blive knust af ”systemet”, og det gør stort set alle Herlihys karakterer. Ja man kan endda sige, at Herlihy i sidste ende selv blev følelsesmæssigt knust på grund af sin homoseksualitet.

I åbningsnovellen, der har lagt navn til antologien, søger historiens utilfredse heltinde lykken på de natlige kyststrækninger ved Key West. Uopfyldt og utilfreds i hverdagen bliver natten og landevejen hendes frirum, og her, midt i den øde, amerikanske nat, toner en ensom motorcykelbetjent frem, der bliver et erotisk fantom, hun jager. Betjenten er et halvvejs overnaturligt væsen, men da han endelig indfanges, punkterer damens drømme, fordi alt pludselig bliver ordinært, efter de til sidst har haft sex. Kvinden bor i en trailerpark, og betror løbende sin veninde om de natlige eventyr.

James Leo Herlihy (27. februar 1927 – 21. oktober 1993)

Den alkoholiserede veninde kan spå med et ouijabræt, hvilket ikke alene gør hende i stand til at skabe et alternativt selvbillede; via brættet er hun også i stand til at inspirere venindens fantasi. Deres okkulte seancer er små eskapistiske rejser ud i en verden, der rummer mere end trailerparkens slum. Men naturligvis skal illusionen briste, og magien blæses bort som en fordrukken løgn. James Herlihy er på den måde ubarmhjertig, ja vel nærmest ondskabsfuld, fordi han uden nåde lader sine ofte triste hovedpersoner havarere i ensomhed.

Stemningsmæssigt befinder novellernes fortællinger sig alle omtrent i samme univers. De blander bitter melankoli med spydige iagttagelser og grotesk humor. Et strejf af surrealisme sniger sig også ind i teksterne, der alle skaber nye rum, hvori hovedpersonerne kan agere udenfor normen. I ”The Astral Body of a U.S. Mail Truck” har enken en affære med postbuddet, hvilket udløser stor forargelse i kvarteret. Kvinden lader sig imidlertid ikke kue, så da postbuddet kører galt og omkommer, fortsætter han eftermiddag efter eftermiddag med at komme som spøgelse til en lille hyrdetime hos kvinden – om ikke andet i hendes fantasi.

Hardcover, Simon and Schuster 1967. Antologiens 1. udgave

Netop fantasien som flugtvej er da også et væsentligt punkt i novellerne, fordi det imaginære og det reale konstant spilles op imod hinanden. Herlihy fortæller os med andre ord, at fantasien er din bedste ven i skabelsen af frirum, hvor ”systemet” ikke kan fange dig.

Faren er naturligvis, at man tager det for vidt – og det gør næsten alle hans personer. Ikke mindst fortælleren i ”Love and the Buffalo”, der er blevet indlagt på et hospital, fordi han mener at have gennemskuet statens agenda. Novellen, der er et stykke rendyrket, paranoidt horror, ender trods det tragisk-komiske i mandens vildfarelser præcis samme triste sted som de øvrige noveller. Samme galskab og surrealisme kommer også helt tydeligt frem ”A Ceremony for the Midget”, hvor en dame er overbevist om, at en satanisk dværg hjemsøger hendes mands bar.

Hardcover, Jonathan Cape 1968

Stilistisk lægger Herlihy sig i tråd med samtiden store navne, og man genkender både Ken Kesey, Charles Webb og beatforfatterne i den pågående prosa. Sprogligt fornyer Herlihy ikke ret meget, men han har sit eget greb og sin egen agenda. Hans baggrund i scenekunsten er tydelig. Novellerne er melodramatiske, sorte mikro-operetter, der med kammerspillets intensitet fortæller storladne historier om kæmpe følelsesudbrud. Teaterindflydelsen kommer også til udtryk i dialogformen, der styrer novellerne – både den ydre og indre dialog er dermed Herlihys vigtigste modus.

Præcis dette er da også en væsentlig grund til, at hans sære fortællinger stikker så meget ud fra det, vi normalt oplever i tekster, der udnytter stiltræk fra skrækfiktionen. Det skræmmende, det groteske og det bizarre hos Herlihy er hverken monstre eller ugerninger, nej det er følelsen af det uforløste, det ugengældte og i sidste ende frygten for tomheden. Herlihys post-gotik er det industrialiserede menneskes melankoli, og gespenster og overnaturlige fænomener er resultatet af vores behov for at indsætte nyt liv i en dræbende, emotionel stilstand.

Paperback, Dell 1970

En samling som A Story That Ends With a Scream beviser med al tydelighed, hvorfor James Herlihy er en stemme i den amerikanske counter culture. Novellerne er båret af den lyst til fornyelse og det frontalangreb på konventionerne, som karakteriserede 60’ernes radikale kunstnere. Novellerne fastholder imidlertid også Herlihy, mens han stadig med nogen ret kunne tale med i de unges samtale – kun få år senere var hans ståsted forandret og Herlihy transformeret til en aldrende, bitter kunstner, der havde set sig vred på hele verden. Denne bitterhed ulmer også i A Story That Ends With a Scream, men den er her overskygget af et håb og en nysgerrighed på det anderledes, som forvandt senere. Novellerne viser derfor også Herlihy på toppen, og de står som et monument over et fascinerende forfatterskab, som samlede det bedste i tiden og smeltede det sammen med genrelitteraturens konceptuelle univers. Det gør ham i den grad til et inspirerende bekendtsakb, og derfor skal vi også blive ved med at læse Herlihy.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

George Orwell, Nineteen Eighty-Four (1949): Big Brother, vi elsker dig

 

paperback-penguin-books-2008

Paperback, Penguin Book 2008

Det er spøjst, hvordan ting nogle gange falder sammen. Jeg genlæste George Orwells udødelige klassiker Nineteen Eighty-Four (1984) for ikke så lang tid siden, og jeg kan pludselig nu konstatere, at bogen har fået en masse opmærksomhed i medierne, takket være indsættelsen af kammerat Trump i Det Hvide Hus. Grunden er naturligvis, at der er folk, som mener, at Trumps præsidentperiode indvarsler en såkaldt ”Orwellsk” tid i amerikansk politik. Uanset hvor slemt det bliver, tror jeg nu ikke helt, vi havner på samme niveau, som den dystpiske fremtid Orwell skildrer i sin roman. Men alt det kan da være en kærkommen lejlighed til kort at vende bogen her på bloggen.

Jeg må hellere sige med det samme, at Orwells roman hører til blandt mine personlige favoritter. Det er en bog, som ikke kan roses nok, uanset om det gælder handlingen, sproget eller tankerne, der ligger bag romanens tilblivelse. Det ville imidlertid sikkert ikke være specielt interessant læsning. Ej heller vil det være specielt spændende at læse min genfortælling af historien om Winstons tur gennem ”Systemet”. Du kender den jo udmærket, ja du har formentligt ligefrem skrevet en opgave om bogen i gymnasiet, analyseret den i engelsk eller slet og ret læst den igen og igen, fordi du havde lyst. Men lad mig starte et andet sted.

george-orwell

Eric Arthur Blair alias George Orwell (25. juni 1903 – 21. januar 1950)

Det må siges at være en grundlæggende antagelse for de postmoderne humanistiske videnskaber, at vi ikke er i stand til at sige noget om hverken historiske forhold eller andre kulturer, uden samtidig at sige noget om os selv samtidigt. Vi er så at sige altid med i fortolkningen, både på et overordnet kulturelt niveau og på et rent individuelt plan. Jeg, Martin, er altid til stede i mine analyser, fordi jeg ikke kan foretage mig noget uden at være mig selv osv. Det farver naturligvis vores opfattelse af verden og historie, og det i langt højere grad end vi nok i almindelighed er opmærksomme på eller vil være ved.

Orwells 1984 har på en måde udkrystalliseret sig som et emblematisk eksempel på præcis det forhold. Den dystopiske tekst, som Orwell vel at mærke skrev under indtryk af helt specifikke oplevelser af politiske forhold i sin samtid, lader nemlig til konstant at transcendere Orwells anliggende. Den har opnået noget almengyldigt, som vi bliver ved med at se os selv i. Eller sagt på en anden måde, folk, vi, bliver ved med at genkende træk i bogen, der synes direkte at afspejle forhold i nutiden. Men ikke bare vores nutid (februar 2017) – nej nutiden hele tiden. Hans bog er blevet et såkaldt commonplace, der tillader os at udpege ting ved ”Systemet”, som vi ikke bryder os om eller finder bekymrende. Men vi ser ikke det samme i bogen, og den enes Big Brother er den andens frihedskæmper.

hardcover-secker-warburg-1949_1ed

Hardcover, Secker & Warburg 1949. Romanens 1. udgave

Romanens vedvarende evne til konstant at afspejle nuet gør den til et af de sjældne mesterværker, der på linje med eksempelvis Shakespeares Hamlet har bidraget til den moderne tænkning med meget mere, end Orwell på nogen måde kunne have forudset. Hans skildring af det totalitære bliver nemlig i virkeligheden et omhyggeligt billede på den menneskelige psyke. Big Brother er en ekstern kraft i samfundet, men Big Brother er først og fremmest os selv. Det er i hvert fald Orwells isnende og fængslende pointe.

Partiet, Systemet og Big Brother kom ikke til magten ved et nedrigt statskup, der vristede kontrollen fra fredselskende demokrater, nej, det er os selv, der stykke for stykke byggede Systemet op. Vi fostrede det selv, fordi frihed er abstrakt og tryghed konkret. Bekvem tryghed vinder derfor over besværlig frihed, og selv der, hvor behovet for tryghed bliver så stort, at det gør os utrygge, fravælger vi stadig (i Orwells tankegang) friheden, fordi der følger ansvar og selvstændighed med friheden, som forpligter os. Så hellere overlade alt det slemme til den venlige storebror, der ordner alt for os og lader os passe os selv.

hardcover-harcourt-brace-company-1949

Hardcover, Harcourt, Brace & Company 1949

Orwells hovedperson Winston indser alt dette i begyndelsen af bogen, da det går op for ham, at han fabrikerer løgne for at opretholde løgne for Systemet. Da han først har identificeret sit arbejde som en løgn, går det stærkt, fordi alt omkring ham ramler. Det hele er en del af løgnen, men Systemet får indfanget Winston og mast ham på plads i en grufuldt forløb, så han atter accepterer løgnen som sandhed. Men der sker mere end det. Winston hjerne kan ikke stoppe med at reflektere, og den måske mest skræmmende konklusion i bogen kommer, da Winston anerkender, at løgnen er løgn, men indser løgnens nødvendighed, og det forhold, at det er bedre at leve i løgnen og derved opretholde et liv, end at leve i friheden og dermed stå som ubeskyttet, ansvarligt individ i verden.

Netop løgnen som samfundsbærende, kulturbærende størrelse, der binder Partiet, Systemet og Nationen sammen, bliver her udstillet som den fundamentale lim, der holder alle sociale forhold på plads. Vi lyver, lægger bånd på os selv og undertrykker behov for at få fred og tryghed. Vi siger ikke sandheden til vores børn, ægtefælle, kolleger og venner, fordi den hvide løgn forhindrer unødige konflikter. I Winstons fremtid er dette blevet ført ud i dets yderste, karikerede form – præcis som Orwell satte tingene på spidsen med Animal Farm (1945).

paperback-signet-1950

Paperback, Signet 1950

Motivisk får Orwell også sin pointe plantet med imponerende tæft.  Det vrangvendte, gammeltestamentlige syndefaldsmotiv bliver således et bærende element i bogen, hvor Winston og hans hemmelige kæreste Julia smager den forbudne frugt og flygter ud i friheden fra paradiset. Det altseende, guddommelige øje ser naturligvis deres synd og henter dem ind i paradis igen, hvor de til sidst indser, at livet udenfor Edens have måske ikke var så frit og godt alligevel.

Nøglen til Orwells forståelse af løgnens natur ligger i det fabelagtige efterskrift til romanen, hvor han udfolder de sproglige forudsætninger fra Partiets fremvækst og Big Brothers opståen. Orwell skriver sig her, på bogens sidste sider, ind i verdenslitteraturen med et af de mest frygtindgyende stykker prosa, man kan tænke sig. Kronjuvelen, med dets fortsat verdensomstyrtende potentiale, var introduktionen af begrebet Newspeak.

paperback-penguin-books-1954

Paperback, Penguin Books 1954

Under det ellers neutrale, lettere optimistiske begreb gemmer der sig nemlig et væmmeligt stykke værktøj til mennesket selvkontrol. Med begrebet viser Orwell, hvordan verdensopfattelsen kan fordrejes gennem sproget og de kollektive løgne accepteres, fordi bekvemlighed og tryghed må herske frem for alt. Og ja, begrebet ”alternative facts”, som fornyelig er dukket op, må da bestemt siges at være et prima eksempel på Newspeak for fuld udblæsning.

Som jeg sagde i starten af indlægget, kan vi aldrig skrive os selv ud af den måde, vi forstår og fortolker verden, men Orwell gjorde det modsatte med sin 1984. Han skrev os alle ind i dystopien. Han beskrev et rædselsvækkende regime, som absolut ingen ved deres fulde fem ville ønske sig at leve i. Men som man læser sig ind i bogen, bliver det gradvist også tydeligt, at vi alle har en rem af huden; at det er os selv, der har opbygget Orwells dystopi.

paperback-signet-1960

Paperback, Signet 1960

Det ligger altsammen i os, det ligger i menneskedyrets paradoksale natur at fremelske Big Brother, fordi vi hele tiden rykker i hans retning, selvom vi ikke ønsker at havne hos ham. Faktisk ønsker vi ham så lidt, at vi lyver for os selv og siger, at det er de andre, der er de slemme, de onde, de totalitære, alt imens vi baner vejen for Big Brother.

På den led er Orwells bog dybt pessimistisk på menneskehedens vegne. Men den rummer også håb, fordi den rummer et opråb til modstand mod løgnen, en stille oprørskamp, der må føres med intellektet, fordi det er der, slaget står. Kroppen vil Big Brother, men vi må forsøget at stritte imod. Sådan lyder Orwells etiske opfordring i hvert fald. Dovenskaben i os vil det totalitære. Kæmp derfor imod, det er din pligt.

paperback-penguin-books-1962

Paperback, Penguin Books 1962

paperback-signet-1963

Paperback, Signet 1963

paperback-penguin-books-1966

Paperback, Penguin 1966

paperback-penguin-books-1975

Paperback, Penguin Books 1975

paperback-penguin-books-1983

Paperback, Penguin Books 1983

paperback-penguin-books-1983-2

Paperback, Penguin Books 1983

paperback-penguin-books-1984

Paperback, Penguin 1984

hardcover-secker-warburg-1984

Hardcover, Secker & Warburg 1984

paperback-penguin-books-1989

Paperback, Penguin Books 1989

paperback-penguin-books-1990

Paperback, Penguin Books 1990

hardcover-secker-warburg-1999

Hardcover, Secker & Warburg 1999

paperback-penguin-books-2000

Paperback, Penguin Books 2000

paperback-penguin-books-2000

Paperback, Penguin 2000

paperback-penguin-books-2003

Paperback, Penguin Books 2003

paperback-plume-2003

Paperback, Plume 2003

paperback-penguin-books-2004

Paperback, Penguin Books 2004

paperback-penguin-books-2005-2

Paperback, Penguin Books 2005

paperback-penguin-books-2005

Paperback, Penguin Books 2005

hardcover-main-road-books-2008

Hardcover, Main Road Books 2008

paperback-penguin-books-2013

Paperback, Penguin Books 2013

 

Og så må kammerat Bowie hellere få det sidste ord – we love you Big Brother…

1 kommentar

Filed under Roman

Philip K. Dick, The Man in the High Castle (1962): Historien som produkt

Paperback, Berkley Books 1983

Paperback, Berkley Books 1983. Forsidens skaber er ikke oplyst

Mystikeren Philip K. Dick udsendte sine feberfantasier i en forrygende fart, og set retrospektivt kom hans fysiske og mentale sammenbrud, der afsluttede Dicks karriere på et bekymrende lavpunkt, måske ikke helt uvarslet. Under det veldokumenterede øjeblik i Metz i 1977, da han på en SF-convention læser sit fabulerende, metafysiske manifest op, tørnede verdenerne endegyldigt sammen omkring forfatteren, der aldrig efterfølgende blev sig selv igen. Fiktion og religion, vision og psykose smeltede sammen til et trist mareridt.

Alt det lå imidlertid langt ude i fremtiden for Dick, da han i 1962 kunne udsende et af sine første store mesterværker. Romanen The Man in The High Castle er nemlig ubetinget et af Dicks mest subtile og raffinerede arbejder. Et værk, der i øvrigt ifølge Dick selv tærede betydeligt på ham, fordi hans afdækning af nazismen bragte ham dybt ind i den form for totalitære tankegang, der skræmte ham så meget.

Philip Kindred Dick (16. december 1928 – 2. marts 1982) fotograferet i 1962 til romanens bagside

Philip Kindred Dick (16. december 1928 – 2. marts 1982) fotograferet i 1962 til romanens bagside

Historien foregår i 1962 og har som præmis, at tyskerne og japanerne vandt Anden Verdenskrig. De deler nu principielt verdensmagten og har blandt andet også kontrollen over USA, hvor historien udspiller sig. Bogens handling er flimrende, præcis som persongalleriet også er flimrende. I det japansk besatte San Francisco møder vi antikvitetshandleren Robert Childan, der bliver fortællingens knudepunkt. Fra hans butik synes en lang række hændelser at udgå, der sætter nye hændelser i bevægelse, og derved flytter handlingen sig dybt ind i det besatte USA.

Jeg skal ikke kede jer med et handlingsreferat, for sandt at sige sker der i bund og grund ganske lidt i bogen. I hvert fald ikke som plot betragtet. Snarere har handlingen en episodisk karakter, der viser, hvordan mennesker reagerer på livet under det totalitære regime, men også hvordan den japanske kulturpåvirkning har transformeret både dagligdag og tænkemåde. Det er med andre ord tunge temaer, som Dick folder ud, men han gør det med et vid og en underspillet humor, der føjer noget livligt til den dystre grundtone af håbløshed. En stemning der hænger over hovedparten af de havarerede skæbner, som romanen er fyldt med.

Hardcover, G. P. Putnam's Sons 1962. Romanens 1. udgave

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1962. Romanens 1. udgave

At selve bogens handling måske heller ikke betyder alverden, synes endda at være indarbejdet i teksten, hvor flere af bogens personer benytter den kinesiske I Ching, med alt hvad det indebærer af tilfældighed. Dick har tilmed fortalt, at han selv brugte I Ching som inspirationskilde til bogen. Man kan på den led sige, at et form for filosofisk styret tilfældighedsparadigme er lagt ned over teksten, hvilket afgjort har genklang i handlingen, noget jeg kommer ind på nedenfor.

Dick lufter naturligvis sin foragt for nazismen i romanen, men det er egentlig ikke som sådan dette, der er hans virkelige anliggende. Dick vil et andet sted hen. Selve romanen er et stykke kontrafaktisk historiefortælling, som meget omhyggeligt iscenesætter den triumferende aksemagt efter sejren. Samtidig florerer der en roman i bogen, som flere af hovedpersonerne læser og diskuterer. En roman, der beskriver Anden Verdenskrig med en anden udgang end bogens krig. Og denne udgang er vel at mærke præcis lige så plausibel som romanens egentlige hændelser.

Paperback, Popular Library 1964

Paperback, Popular Library 1964

Dermed har vi tre mulige udfald på krigen, den virkelige og romanens to. Pointen synes at være, at den virkelighed, vi befinder os i, altid er summen af en uoverskuelig mængde episoder, som lige såvel kunne have ført os et helt andet sted hen. Intet er givet, alt er i fluks og fremtidens historie dermed også et produkt, som vi konstant bearbejder.

Det betyder også, at vi grundlæggende må acceptere, at den verden, vi har omkring os, i høj grad er defineret af vores syn på verden. Vi farves af vilkår og ikke mindst kultur, hvilket i romanen illustreres gennem den massive påvirkning fra Japan. Romanens førnævnte antikvitetshandler Childes lever af at sælge autentiske amerikanske kulturgenstande til rige japanere – baseballkort, ure med Mickey Mouse og den slags. Ting, der efter krigen ikke længere bliver produceret.

Paperback, Penguin Books 1965

Paperback, Penguin Books 1965

Nu er det bare sådan, at hovedparten af dem slet ikke er antikviteter, men billigere falsknerier. Det ved antikvitetshandleren dybest set godt, men han har ikke mange skrupler ved at sælge sine ting til besættelsesmagten. Faktisk har han kun hån til overs for deres begejstrede tilegnelse af amerikansk populærkultur. Pludselig vender hans held imidlertid, og falsknerierne bliver opdaget, men japaneren, der opdager det, gør noget overraskende. Han beholder sit falsum og accepterer det som ægte. Et stykke ægte amerikansk kultur.

Det får tiøren til at falde for antikvitetshandleren. Hele den amerikanske kultur er et stort falskneri uden autenticitet – alt er lånt eller skabt ud af stumper fra andre kulturer. Men det går dybere endnu, for med dette siger Dick grundlæggende, at al kultur kan betvivles. Alt kan forfalskes og måske er alt omkring os bare afskygninger af falsknerier skabt ud fra en selvbedragerisk illusion om tilhørsforhold og drømmen ægthed.

Paperback, Berkley Books 1974

Paperback, Berkley Books 1974

Det ligger snublende nær at se Dicks The Man in the High Castle som et stykke veldrejet alternativ historie, præcis som eksempelvis Kingsley Amis’ underholdende The Alteration (1976), der også tager udgangspunkt i Anden Verdenskrig. Men det er at forklejne Dicks indsats med romanen, der på overfladen synes så enkel og ligetil, men som rummer fascinerende dybder, for den der ønsker at bevæge sig ned ad Dicks tankemalstrøm. Gør man det, er det på egen risiko, for han arbejder med ubehagelig overbevisningskraft på at nedbryde vores verdensforståelse og erstatte den af et stort, udefinerbart net af tilfældigheder. Et net, hvor vi som akrobater må kæmpe for at knytte meningen sammen. Det sker, vi skaber altid mening, men det sker med eftertryk på skaber. Hvad der er ægte, er dermed noget, vi beslutter os for. Vi skaber mening. Vi skaber historien. Vi skaber verden.

Hardcover, Readers Union 1976

Hardcover, Readers Union 1976

Paperback, Penguin Books 1976

Paperback, Penguin Books 1976

Hardcover, G. P. Putnam's Sons 1980

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1980

Paperback, Penguin Books 1987

Paperback, Penguin Books 1987

Hardcover, The Easton Press 1988

Hardcover, The Easton Press 1988

Paperback, Vintage Books 1992

Paperback, Vintage Books 1992

Paperback, Roc 1993

Paperback, Roc 1993

Paperback, Gollancz 2001

Paperback, Gollancz 2001

Hardcover, Science Fiction Book Club 2004

Hardcover, Science Fiction Book Club 2004

Paperback, Gollancz 2009

Paperback, Gollancz 2009

Paperback, Mariner Books 2012

Paperback, Mariner Books 2012

Paperback, Penguin Books 2012

Paperback, Penguin Books 2012

Paperback, Penguin Books 2014

Paperback, Penguin Books 2014

Paperback, Penguin Books 2015

Paperback, Penguin Books 2015

 

 

5 kommentarer

Filed under Roman

Marge Piercy, Woman on the Edge of Time (1976): En fremtid for ham, hen og hende

Paperback, The Women's Press 1987. Forsiden er tegnet af Phyllis Mahon

Paperback, The Women’s Press 1987. Forsiden er tegnet af Phyllis Mahon

Det er sjovt, hvordan nogle bøger får en helt særlig status hos os, fordi vi læser dem på et tidspunkt, hvor vi er specielt modtagelige overfor budskabet eller indholdet. Marge Piercys grumme og sentimentale Woman on the Edge of Time fra ’76 er en af den slags bøger hos mig. Jeg læste den for første gang i 8. eller 9. klasse, og jeg var på det tidspunkt helt opslugt af de indlysende uretfærdigheder og overgreb, som Piercy beskriver. Samtidig var hendes utopiske fremtidsvision så befriende anderledes, at det gik rent ind hos mig. Senere er jeg jo nok blevet en hel del mere kritisk over for Piercy som forfatter, men det er en anden sag.

I romanen følger vi den socialt udsatte Connie (Consuelo) Ramos fra New York, der har fået fjernet sin datter efter, at hun i en brandert skubbede sin pige op imod en dør. Det blev konklusionen på en lang deroute for den 30-årige latino, der begyndte livet på landet med at drømme om at gå på universitetet og i stedet endte i en håbløs tilværelse i storbyen, langt fra de værdier og idealer, hun voksede op med.

Paperback, The Women's Press 1987

Paperback, The Women’s Press 1987

Da vi træder ind i fortællingen, er Connie havnet midt i et skænderi mellem hendes niece og niecens kæreste/alfons. Connie smadrer i afmagt en vinflaske i ansigtet på kæresten, men sagen tager efterfølgende en uventet drejning, fordi både niecen og hendes kæreste melder Connie for vold. Connie har tidligere været under psykiatrisk behandling, og hun ryger derfor på den lukkede afdeling igen, og det er her på den lukkede, at romanen udspiller sig.

Allerede kort før indlæggelsen var Connie blevet besøgt af Luciente. En mystisk fremmed, der kommer fra fremtiden og opsøger Connie i en form for drømmeprojicering. Connie er særligt modtagelig overfor den slags projiceringer, og netop derfor er hun blevet udvalgt.

Marge Piercy (født 31. marts 1936)

Marge Piercy (født 31. marts 1936) omkring 1976

Kontakten med Luciente bliver tættere, da Connie indlægges, og det bliver også muligt for Connie, at forlade sin krop og rejse med Luciente ud i fremtiden, hvor hun ved selvsyn oplever den nye verden hinsides krige og økologiske katastrofer. Noget der ligner en utopi, hvor køn og seksualitet er blevet nulstillet, hvor kapitalisme og forbrugersamfund er blevet aflivet til fordel for en flad anarko-demokratisk styreform, hvor maskiner og mennesker arbejder i harmoni og i samklang med naturen.

Solen skinner altid i fremtiden, også selvom Connie ser konflikter, og kontrasten til den lukkede afdelings menneskefjendske behandling bliver derfor næsten ubærlig for hende. Fremtiden er lys og varm, livet på hospitalet er koldt og gråt. Situationen på anstalten antager tilmed kritisk alvor, da Connies bror giver tilladelse til, at man kan udføre en eksperimentel behandling på hende, hvor der skal indopereres elektroder i hendes hjerne. Connie gør modstand, men systemet har frarøvet hende enhver myndighed, og hun må derfor acceptere behandlingen. Men Connie beslutter sig for at bekæmpe systemet, og inspirationen til kampen finder hun blandt sine venner i fremtiden.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udgave

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udgave

Selvom Marge Piercy i en stor del af romanen forsøger at holde det som et åbent spørgsmål, hvorvidt Connie rent faktisk besøger fremtiden eller om det hele er en eskapistisk overlevelsesstrategi i Connies underbevidsthed, er det sidstnævnte, som er tilfældet. Det bliver tydeligere og tydeligere, som romanen skrider frem, hvordan fremtiden afspejler Connies sindstilstand på anstalten, og som sorgen og gruen på den lukkede bliver mere ubærlige, bliver der også mindre trøst at hente i fremtiden, fordi den også trues af fjender.

Systemet æder dermed ikke bare Connies krop og frihed, det æder også hendes drømme. I stedet for håb og indre frirum bliver rejsen ud i fremtiden spejlinger af de mareridtsagtige scenarier fra virkeligheden, og præcis den deroute fanger Piercy flot. Det er også dette skred mod undergang, der gør hendes lange, utopiske fremtidsbeskrivelser spiselige, for sandt at sige fylder beskrivelserne af fremtidens lyksaligheder ganske, ganske meget. Men det er måske også præcis det, der skal til, for at forstå voldsomheden bag det følelsesmæssige skibbrud, der sker, da både den dystre nutid og den gyldne drømmefremtid synker i grus på samme tid.

Paperback, Fawcett Crest 1977

Paperback, Fawcett Crest 1977

Piercy har naturligvis også en pointe med det hele, for midt i ruinerne af nutid og fremtid genfinder Connie sig selv. Hun finder sin egen stemme og genopstår som krigerkvinden, der går til modangreb på det system, der tyranniserer hende. Kampen er ulige og tabt på forhånd, men Connie kæmper den alligevel, og hendes angreb er lige så ondskabsfuldt, som det er galgenhumoristisk.

Fremtiden er ifølge Connie Ramos sødladen og naturligvis båret af 68’ernes drømme om en ny verden. Netop det gør utopien kvalmende korrekt, men samtidig er det lykkedes for Piercy at føje så mange fremmegørende elementer til beskrivelsen, at der alligevel opstår en form for distance mellem os og fremtidens mennesker og deres tankebaner, som tvinger læseren til at tage stilling til de etiske problemstillinger, det nye samfund indeholder set fra vores egen tidsalder, der tydeligvis ifølge Piercy ikke har meget godt at byde på. Spørgsmål om genetisk ændring af mennesker, det androgyne menneske som ideal, personlig frihed og ikke mindst grænserne for demokrati og medindflydelse er alt sammen problemer, som rejses i bogen. Og spørgsmålet er da også i virkeligheden om Lucientes liv i fremtiden er misundelsesværdigt og noget, vi rent faktisk kunne ønske os?

Paperback, Fawcett Crest 1979

Paperback, Fawcett Crest 1979

Denne distance eller fremmedgørelse betyder imidlertid også, at vi faktisk ikke kan kalde Connies drømme om fremtiden en rigtig utopi, fordi der ved nærmere eftersyn viser sig flere og flere skyggesider. Piercy synes dermed at sige, at intet er perfekt, alt er et spørgsmål om valg og prioriteringer. Omkostninger og tab vil der altid være, uanset hvordan vi organiserer os. Den pointe er godt tænkt og noget, der samler op på hendes anden roman Dance The Eagle To Sleep (1970), hvor vi ser præcis samme tvedeling mellem pragmatisme og utopi – her i en nær fremtiden eller alternativ samtid, hvor de unge etablerer sig uden for de voksnes samfund.

Woman on the Edge of Time er skrevet i Piercys sædvanlige bestseller-stil. Den er ligefrem og tydelig i sine pointer, skurkene er åbenlyst skurkagtige og Connie åbenlyst uskyldig. Verden er sort/hvid og enkel, når den beskrives med Piercys pen, uden den relationelle kompleksitet, hun eksempelvis får skrevet frem i den lidt senere murstensroman Vida (1980). Sprogligt formår hun ikke at betage, men hendes vedholdende fortællerstemme bærer os trods det sikkert fra kapitel til kapitel, og fordi Piercy har så meget social indignation på hjertet, kan man let glemme de mere banale sider af bogen. Ikke mindst fordi der er ting, som er værd at diskutere i Connies kønsfremmedgjorte fremtid; ting, der måske var ganske outrerede i ’76, men som pludselig ikke er så langt fra den politiske korrekthed, vi ser vokse sig større og større i dag.

Paperback, Ballantine Books 1986

Paperback, Ballantine Books 1986

Paperback, The Women's Press 1991

Paperback, The Women’s Press 1991

Paperback, The Women's Press 2000

Paperback, The Women’s Press 2000

Paperback, Penguin Books 2016

Paperback, Penguin Books 2016

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Jack Finney, The Body Snatchers (1955): … All you need is love

Paperback, Dell 1967. Den fantastiske forside er malet af Don Ivan Punchatz

Paperback, Dell 1967. Den fantastiske forside er malet af Don Ivan Punchatz

Det kan tage tid at udfolde en idé rigtigt. Det kan tage flere tilløb og ikke mindst flere forsøg, før det, der jagtes, står klart frem og viser dets fulde potentiale. Præcis det er der tale om med Jack Finneys kortfattede, intense roman The Body Snatchers fra 1955. Bogen står nemlig afgjort på skulderen af tidligere fortællinger som Robert Heinleins The Puppet Masters (1951) og ikke mindst John Campbells urtekst Who Goes there? (1938). Fortællinger, der som bekendt, ligner Finneys roman ganske meget. Finneys værk adskiller sig imidlertid afgørende fra sine forlæg, fordi Finneys pen rent faktisk føjer en litterær kvalitet til fortællingen, som ingen af de to forgængere kommer i nærheden af.

Det er derfor også fuldt fortjent, at The Body Snatchers i dag regnes som en af skrækfiktionens helt store klassikere, og uden tvivl en af de to håndfulde romaner fra 50’erne, som har været med til at forme dét, vi i dag forstår som moderne horrorlitteratur. Et handlingsreferat er sikkert også helt overflødigt, men måske det er nyttigt alligevel at få historien på plads.

Paperback, Dell 1967

Paperback, Dell 1967

Finneys fortælling udspiller sig i den fiktive forstadsby Mill Valley i Californien, hvor vi introduceres til byens læge Miles Bennell, der en dag kort før lukketid får et mystisk besøg fra en gammel bekendt. En ungdomsflamme kommer og beder ham tage med hende hjem og kaste et blik på et familiemedlem, der opfører sig underligt. Underligt hvordan, spørger Miles, men han kan ikke få noget svar, for faktisk kan Becky ikke klart sige, hvad der er galt. Det bliver startskuddet på en hel serie af lignende tilfælde, hvor Mill Valleys indbyggere begynder at beklage sig over, at deres kære ikke opfører sig normalt. Et eller andet er galt, men tilsyneladende er der ikke nogen, som fejler noget. Måske er der tale om en form for massepsykose eller kollektiv indbildning? Miles aner ikke sit levende råd.

Al tvivl blæses imidlertid af banen, da Miles og Becky pludselig opdager sagens rette sammenhæng. Det sker i kælderen hos Miles’ forfatterven, som har opdaget en sær krop, der tilsyneladende ikke er et rigtig menneske, men en form for proto-legeme. Situationens absurditet og gru stå nu klar for gruppen. Byens indbyggere er gradvist ved at blive erstattet, én for én, af kloner. Faktisk er det stort set umuligt at skelne kopi fra original – men også kun næsten, for der er en forskel, og den bliver hurtigt tydeligt for de skrækslagne hovedpersoner.

Jack Finney (2. oktober  1911 – 14. november 1995)

Jack Finney (2. oktober 1911 – 14. november 1995)

Der er med andre ord tale om en form for invasion af byen, og væsnerne, der står bag, er kommet fra verdensrummet. Ikke alene er hele konceptet så utroligt, at vores helte knap tør tro på det selv, men de er også fanget af situationens absurditet, for hvem skal de fortælle den til? Miles forsøger desperat at ringe til en gammel ven i Washington, som han bekender det hele til, men mens de taler sammen, går det i stigende grad op for Miles, hvor vanvittig hans beretning lyder. Faktisk lyder han som en paranoid galning, men som vi jo godt ved, kan paranoide også godt have fjender, og det er præcis, hvad der er på færde. Miles og Becky må derfor klare situationen alene, hvilket ikke ligefrem synes let, taget i betragtning af, at hele byen efterhånden er blevet erstattet med kloner.

Den grundlæggende præmis bag The Body Snatchers er naturligvis det ekstremt ubehagelige perspektiv ikke længere at kunne stole på sine vante omgivelser og skelne ven fra fjende. Finney umenneskeliggør med andre ord det forstadsmiljø, som Miles bekender sin store kærlighed til i bogens åbning. Og der kan ikke være nogen tvivl om, at Finney har fyldt sin roman med en nostalgisk hverdagsromantik, hvor highschool-kærester genforenes og livet leves på stille, amerikansk vis. Alt er fortalt ud fra en idealforestilling om Finneys samtid (50’erne) og bekræfter, hvad vi efterfølgende er kommet til at forstå som periodens idealforestillinger om konservativt hjemmeliv. Modsat så mange andre er Finney imidlertid ikke ude på at se under overfladen på lillebyen og pege på hykleriet – som Ira Levin eksempelvis senere gjorde det med sin The Stepford Wives. Nej, Finney forsvarer præcis den livsform og viser, hvad der sker, hvis man ikke værner om den.

Paperback, Dell 1955. Romanens første udgave

Paperback, Dell 1955. Romanens første udgave

For et af klonernes kendetegn er, at de måske nok ligner og handler som originalerne, men de har ikke den menneskelige varme med. De er ganske enkelt emotionelt ude af stand til at gøre andet end at kopiere følelser. Det betyder, at Miles’ lilleby hurtigt forfalder til en ramponeret spøgelsesby, fordi klonerne ikke længere er omhyggelige. De føler ingen kærlighed til deres arbejde, deres omgivelser, ja endda til dem selv. Forfaldet skræmmer næsten Miles mere end selve erkendelsen af klonernes eksistens, fordi han pludselig ser invasionens konsekvens for sig – samfundet forfalder omkring ham i ligegyldighed og uordentlighed.

Eftertiden har i en periode været optaget af at se Finneys roman som et udtryk for kommunistforskrækkelse, eller i hvert fald som en tekst, der nærredes af den angst, der eksisterede i dele af det amerikanske samfund. Det kan da heller ikke udelukkes, at Finney til en hvis grad har ladet sig inspirere her, men rent faktisk synes det noget søgt, hvilket han også selv har forklaret flere gange. De invaderende kloner udmærker sig jo netop ved et fravær af ideologi og mål – faktisk er deres eneste formål selvopretholdelse.

Paperback, Dell 1961

Paperback, Dell 1961

Snarere end noget andet står Finneys roman som et opråb til omhyggelighed, nærvær og medmenneskelighed. Med romanen forsøger Finney at vise, hvad det er, der gør os til mennesker – det er ikke udseende, job eller velstand, nej menneskets essens ligger i empati og selvrespekt. I en af bogens afgørende, og ganske ubehagelige scener, sidder Miles fanget af klonerne og får for første gang mulighed for at tale med dem. Og netop her går det op for ham, at de er komplet blanke, komplet ligeglade, og det faktum, at de næppe vil leve ret længe, rører dem en fjer. Miles sidder her ansigt til ansigt med den totale fremmedgørelse af mennesket.

Finneys hjertevarme tekst, der svinger mellem indfølte, nostalgiske beskrivelser, krydret med velafmålt sarkasme og isnende gru, er imponerende stemningsmæssigt velkomponeret. Der er ikke et eneste fejlgreb i fortællingen, der som en knude trækkes hårde og hårdere sammen. Og til sidst, da knuden ikke kan strammes længere, brister den i bogens måske smukkeste billede. Billedet af rumvæsnerne, der forlader jorden – ikke i et rumskib, nej som den afblomstrede mælkebøtters lette frø, der driver afsted på kosmiske vinde mod et nyt og lettere offer. For præcis som Robert Heinlein også måtte konkludere i The Puppet Masters, knytter Miles næven mod himlen og siger – bare kom an, vi kæmper for vores værdighed.

Paperback, Award Books 1973

Paperback, Award Books 1973

Paperback, Award Books 1976

Paperback, Award Books 1976

Paperback, Dell 1978

Paperback, Dell 1978

Paperback, Sphere1978

Paperback, Sphere1978

Paperback, Gollancz 2010

Paperback, Gollancz 2010

Paperback, Simon & Schuster 2015

Paperback, Simon & Schuster 2015

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Robert A. Heinlein, The Puppet Masters (1951): Master of puppets I’m pulling your strings…

Paperback, Signet 1971. Forsiden er malet af Gene Szafran i hans vanlige, charmerende psykedeliske stil

Paperback, Signet 1971. Forsiden er malet af Gene Szafran i hans vanlige, charmerende psykedeliske stil

Robert Heinleins kulørte, provokerede og humørfyldte The Puppet Masters fra 1951 danner et brohoved ind i nogle af 50’ernes helt centrale skræktematikker. Derved bliver den også et vigtigt nedslag, hvis man vil forstå, hvordan den gyserfiktion, der udsprang fra SF-genren, kom til at forme sig og dermed også et værk af en vis genrehistorisk betydning. Et værk der for alvor trak gruen ud af gotikkens hengemte favntag og lod skrækken udspille sig midt i en kun alt for genkendelig amerikansk hverdag og virkelighed.

Romanen fører os til begyndelsen af 2000’erne, hvor vi møder agenten Sam, der arbejder for et tophemmeligt, uafhængigt agentur under den amerikanske regering. Historiens stemning er allerede fra de første sider gennemsyret af en underliggende aggression, der tydeligvis er rettet mod den kommunistiske blok, som fortsat i bogens fremtid deler den globale magt med amerikanerne. Stemningen er med andre ord ganske anspændt, og da Sam bliver indkaldt til en ny opgave, står det da også snart klart, at det er en mission af stor betydning.

Robert Anson Heinlein (7. juli 1907 – 8. maj 1988)

Robert Anson Heinlein (7. juli 1907 – 8. maj 1988)

Et fartøj er styrtet ned i Des Moines, Iowa, men det er ikke bare hvilket som helst fartøj. Det er en såkaldt flyvende tallerken – et fremmed rumskib. Spørgsmålet er bare, om det er et falsum, eksempelvis et kommunistisk komplot af en art, eller om det rent faktisk skulle vise sig at være vidnesbyrd om liv i rummet. Sam får til opgave at undersøge sagen nærmere, og med sig til Des Moine kommer agenten Mary og agenturets leder, der kun går under navnet ”The Old Man”.

Dermed er handlingen skudt i gang til en kompakt, pulpet fortælling, der brager af sted i et afsindigt tempo. For knap er den flyvende tallerken undersøgt, før vores tre hovedpersoner opdager, at der er noget ravruskende galt. Et eller andet rejste til Jorden med rumskibet, og heltene finder skam også hurtigt ud af, hvad det er. Det viser sig nemlig, at der var en form for snyltere om bord, der planter sig mellem skulderbladene på deres menneskevært. Der overtager ikke bare kontrollen over værtens krop, men også dennes vilje. Hvad der først tager sig ud som et lokalt problem i Iowa, er i virkeligheden langt mere omfattende, fordi det nedstyrtede rumskib bare er toppen af isbjerget.

Hardcover, Doubleday 1951. Romanens første udgave som bogudgivelse - den optrådte tidligere som fortsat udgivelse i SF-magasinet Galaxy

Hardcover, Doubleday 1951. Romanens første udgave som bogudgivelse – den optrådte tidligere som fortsat udgivelse i SF-magasinet Galaxy

Nu går det hverken værre eller bedre end, at vores nævestærke hovedperson Sam bliver fanget og overtaget af en af de fremmede og dermed sat ud af spillet. Som en søvngænger oplever han, hvordan han bliver optaget i en ubehagelig underverden, hvor rumvæsnerne og deres værter arbejder på at vinde verdensherredømmet. Sam kan ikke gøre andet end at arbejde for væsnernes sag og hjælper derfor til med at skaffe nye værtskroppe for parasitterne. Heldigvis får Sams agentur reddet ham, og dermed vender han tilbage fra den anden side med helt uvurderlige informationer. Krigen mod rumvæsnerne kan nu for alvor begynde, og det bliver til en lang og blodig konfrontation, for parasitterne har infiltreret USA langt ind i magtens hjerte.

Heinlein refererer flittigt til de ideologiske og militære modstandere øst for jerntæppet, og han lægger ikke skjul på, at parasitterne til en vis grad sammenlignes med forestillingen om subversive kræfter, der organiserer sig i det skjulte og planlægger at overtage USA. Men Heinlein sætter vel at mærke ikke direkte lighedstegn mellem parasitterne og kommunisterne, faktisk gør han et nummer ud af at understrege, at den fjende, menneskeheden (læs: amerikanerne) nu står over for, er langt, langt mere frygtindgydende, fordi kommunisterne i øst i det mindste har en smule empati – det har væsnerne fra rummet ikke.

Hardcover, Museum Press 1953

Hardcover, Museum Press 1953

Derved iscenesættes et fascinerende dobbeltspil, hvor han på den ene side helt åbenlyst leger med kommunistforskrækkelsen og ganske ublu udnytter en latent, lettere paranoid bekymring i den højredrejede del af USA. Hovedpersonen Sams stikpiller til skrækregimet i Østeuropa sikrer da også med al tydelighed, at læseren ikke et øjeblik glemmer, hvor ubehagelige kommunisterne er, men det er her dobbeltspillet kommer ind. For Sam bliver også ved med at insistere på, at uanset hvad der skulle ske, vil kommunisterne være at foretrække frem for rumvæsnernes kontrol.

Og som handlingen skrider frem, bliver det også klart, at truslen, som The Puppet Masters introducerer, transcenderer klodens politiske alliancer og konflikter. Invasionen fører til en form ideologisk våbenhvile, der gør det muligt for menneskeheden at stå sammen og gøre fællesfront mod deres nye fjende. Dermed får Heinlein også hamret den pointe hjem, som han gang på gang lagde frem i sit forfatterskab, nemlig at mennesket er det grummeste, mest snarrådige og brutale væsen i verdensrummet, og alle, der udfordrer os, med garanti vil få fingeren i klemme.

Paperback, Signet Books 1953

Paperback, Signet Books 1953

Der ligger med andre ord et vigtigt budskab om forsoning i teksten, fordi Heinlein vælger at anskue de geopolitiske konflikter i fugleperspektiv og siger ja, godt nok kan vi ikke enes lige nu, men der er langt større udfordringer, som gør, at vi mennesker må stå sammen uanset overbevisning.

The Puppet Masters er rendyrket pulp af den tyndbenede slags, med alt hvad det indebærer af sjusket og unuanceret sprog, tåbelige dialoger og klodsede beskrivelser. Sådan er det mest af Heinleins fiktion, der sprogligt er noget af en prøvelse. Imidlertid har bogen, som det meste andet Heinlein skrev, en stærk tiltrækningskraft, fordi den er fortalt i et så forrygende tempo, at der ikke er et øjebliks ro i teksten. Handlingen er konstant i fremdrift og konfliktens intensiveres kapitel for kapitel. Samtidig er Heinlein afgjort en af de slemme drenge i klassen. Han fylder sin historie med brutal vold og blod, leverer masser af lumre vittigheder og en hel del studentikose komiske indslag, takket være det faktum, at bogens helte går nøgne omkring, så man kan se, at de ikke er blevet angrebet af parasitterne. Navnlig den smukke agent Mary må lægge ryg til en lind strøm af småsjofle hentydninger og gækkerier, der kan få os læsere til at grynte fornøjet.

Paperback, Panther Books 1960

Paperback, Panther Books 1960

En bog som The Puppet Masters er med andre ord et lummert, larmende pust fra herre/drengeværelset. Det er fiktion til maven, ikke hovedet, og fiktion, der bevidst og frækt bevæger sig på kanten af det acceptable i ’51. I dag har der sneget sig noget ufrivilligt naivt ind over teksten, der ikke nødvendigvis er ældet med ynde, men man kommer ikke uden om, at Heinleins pen er ladet med så meget energi og så stærke kræfter, at han maser alle hensyn til sprog og æstetik til jorden og tonser sin fortælling igennem. Han forfører ikke sin læser, han indfanger og stopfodre nærmere handlingen ind med alle kræfter. Det gør stadig indtryk, og måske er det slet ikke så dumt at læse en bog som The Puppet Masters igen i dag, hvor stærke ideologiske kræfter igen begynder at tale om os og dem, mens langt større, miljøproblemer synes at true vores verden som helhed. Det er i hvert fald et budskab, som er værd at tage med fra Heinleins roman.

Paperback, Signet 1963

Paperback, Signet 1963

Paperback, Signet 1969

Paperback, Signet 1969

Paperback, Pan Books 1969

Paperback, Pan Books 1969

Paperback, Pan Books 1973

Paperback, Pan Books 1973

Paperback, Pan Books 1974

Paperback, Pan Books 1974

Paperback, Pan Books 1977

Paperback, Pan Books 1977

Paperback, Del Rey 1986

Paperback, Del Rey 1986

Paperback, New English Library 1987

Paperback, New English Library 1987

Paperback, Baen 2009

Paperback, Baen 2009

 

1 kommentar

Filed under Roman

Ira Levin, Rosemary’s Baby (1967): Et satanisk syndefald

Paperback, Pan Books 1968

Paperback, Pan Books 1968

Rosemary’s Baby er en fascinerende bog, fordi den på den ene side er en særdeles velgennemtænkt roman, og på den anden side har den haft en enorm efterklang i populærkulturellen, der i virkeligheden har været med til at overskygge romanens egentlige indhold. Bogen var en øjeblikkelig bestseller, da den udkom i 1967, og Polanskis filmatisering fra ’68 var efterfølgende med til at cementere romanens status som et af sen-60’ernes mest indflydelsesrige, skønlitterære værker.

Bogen og filmen indledte nemlig mere eller mindre det sataniske boom, der pludselig kom til at gennemsyre alt fra krimier og komedier, til gys og gru. Satan blev ganske enkelt et af tidens bedst sælgende emner. Og ganske overraskende holdt temaet ved. Vi skal faktisk helt op i 70’ernes anden halvdel, før det djævelske emne begyndte at miste momentum.

Paperback, Pan Books 1968

Paperback, Pan Books 1968

Nu må man ikke være blind for, at meget lå in spe, da Levin udgav sin lille roman i ’67, og naturligvis trak Levin på ting, der lå i tiden. At påstå, at han egenhændigt ”opfandt” den moderne sataniske gyser, er derfor at skyde over målet, men Levin var den, der skabte udgangspunktet.

På baggrund af den reception kan det virke paradoksalt, at romanen i virkeligheden handler meget lidt om satanisme og djævledyrkelse. Faktisk er selve den okkulte del af romanen, der har betaget læsere lige siden, bogen så dagens lys, egentlig kun et virkemiddel, der med Levins vanlige sorthumoristiske pen understreger bogens tema om personlig frihed, social arv og kvindesyn.

Ira Levin (27. august 1929 – 12. november 2007)

Ira Levin (27. august 1929 – 12. november 2007)

Men lad os først, for en god ordens skyld, få handlingen på plads. Det unge par Rosemary og Guy Woodhouse flytter ind i den gamle ejendom The Bramford i New York. Guy er en skuespiller, der arbejder på at få hul på karrieren, og Rosemary er hjemmegående husmor. De har tænkt på at få børn, men Guy har indtil videre afvist det. Der går imidlertid ikke ret lang tid efter, at de er flyttet ind i den nye lejlighed, før lykken tilsmiler det unge par. Guy har held med at få nogle gode roller, og de beslutter sig for at forøge familien.

Imens alt dette står på, knytter Rosemary og navnlig Guy tætte bånd til det gamle ægtepar Minnie og Roman Castevet i nabolejligheden. Faktisk så nære bånd, at det ældre par kommer til at spille en stadigt større rolle i Rosemarys og Guys liv. Gradvist overtager Roman og Minnie kontrollen med den gravide Rosemary, der efterhånden sygner hen til en udpint nikkedukke, der gør, hvad hun får fortalt. Det skyldes ikke mindst, at graviditeten er smertefuld og tager hårdt på Rosemary. Alt burde sådan set være så godt, men det gamle ægtepars omklamrende opførsel og den følelse af indre uro og ubehag, som Rosemary oplever, bliver stærkere og stærkere. Noget er galt, og da den grufulde sandhed endelig går op for Rosemary, er det for sent. Hun sidder i den diabolske saks.

Hardcover, Random House  1967. romanens 1. udg.

Hardcover, Random House 1967. romanens 1. udg.

Jeg har tidligere skrevet, at der er klare paralleller mellem Rosemary’s Baby og Levins senere The Stepford Wives (1972). Faktisk så klare paralleller, at Rosemary’s Baby kan ses som et forstudie til den efterfølgende roman. Ikke at forstå sådan at Rosemary’s Baby er mangelfuld i forhold til den senere bog, snarere forholder det sig sådan, at Levin gør sine pointer endnu tydeligere i The Stepford Wives.

Hvad er det så, Levin vil fortælle os med Rosemary’s Baby? Som med Stepford Wives handler bogen grundlæggende om forholdet mellem mand og kvinde i det moderne samfund. Det handler om kønsroller og sociale værdier. Det moderne menneske vil realisere sig selv, hvilket fordrer en grad af personlig frihed og et handlerum, der nødvendigvis vil føre til fravalg af klassiske, konservative familieværdier. Præcis det problem udstiller Levin i begge sine stærke romaner.

Paperback, Dell 1968

Paperback, Dell 1968

Rosemary’s Baby handler om frihed og retten til individualitet. Unge Rosemary er en mønsterbryder, der er sluppet fri af en streng religiøs opdragelse og genopfinder nu sig selv i det spraglede New York. Det opleves bedst gennem hendes frigjorte veninder, der fungerer som et konstant spejl i bogen. Først er Rosemary på bølgelængde med veninderne, men som handlingen skrider frem, vokser kløften mellem de uafhængige damer og Rosemarys mentale og fysiske fangetilværelse.

Rosemary vil være en moderne mor, der både kan være smart og moderlig på samme tid. Det viser sig imidlertid at være umuligt, fordi Guy vælger at ofre Rosemarys frihed til fordel for sin egen frihed og ønsket om en karriere. Levin spidder her iskoldt et for 60’erne klassisk maskulint adfærdsmønster.

Hardcover, Spaarnestad 1968

Hardcover, Spaarnestad 1968

Guy har måske på overfladen fremstået som moderne, hip ung mand, men hans forankring i forældregenerationens forstenede værdisystemer bliver åbenbaret i det øjeblik, han står over for at skulle afgive plads til Rosemary. Det eneste forsonende ved Guy er, at han er sig fuldt bevidst om sit svig og åbenlyst skammer sig. Der er et omvendt syndefaldsmotiv på færde her, hvor Guy træder ind i rollen som den fristede part, der lader sig forføre af Djævlens løfter.

Hvor mændene i Stepford løser problemet ved bogstaveligt at bygge deres egne kvinder, er Levins greb om samme tematik mere subtil i Rosemary’s Baby. Her bruger han nemlig de aldrende hekse og satanister, der befolker The Bram, som parodisk metafor for den gamle generation, der sluger ungdommen med hud og hår og påtvinger dem deres værdier.

Paperback, Pan Books 1968, 2. udg

Paperback, Pan Books 1968, 2. udg.

Rosemary står romanen igennem over for valg, og selv om hun forsøger at slippe ud af heksenes konforme greb, kan hun ikke, fordi Guy bevidst manipulerer hende ind i rollen som stavnsbunden husmor. Og det værste ved det hele er, at Rosemary til en vis grad frivilligt går med på legen. Hun ser ikke faresignalerne, fordi en del af hendes ophav ønsker at bekræfte præcis de kønsrollemønstre, som Guy og satanisterne i smug bygger op omkring hende.

Det er derfor også vigtigt, at det er Rosemary, som gerne vil flytte ind i The Bramford. En bygning der, som Levin skriver, ejes af kirken ved siden af, og nærmest fremstår som gotisk kloster i beskrivelserne. Vel at mærke ikke et kristent kloster, men et satanisk kloster, hvor alt hengemt og mørnende bliver dyrket – anført af den sataniske pater familias Roman Castevet – en form for småborgerlig antipave, hvis næstekærlighed visner og kvæler alt ungdommeligt liv i Rosemary.

Paperback, Bruna 1968

Paperback, Bruna 1968

Romanen er én lang deroute for Rosemary. Et fald, der afklæder hende den hårdt tilkæmpede selvstændighed, som hun havde fået opbygget. For at få hende derhen må hun nedbrydes, og det sker gennem en serie af systematiske overgreb fra Guy og hendes omgangskreds i The Bram.

Et formidabelt, tidligt billede på dette er, da Minnie hænger den stinkende amulet med ”tannisrod” om halsen på Rosemary (s. 61). Her beskriver Levin eminent, hvordan amuletten falder ned mellem Rosemarys bryster som et fremmedlegeme. Stærkere kan det nærmest ikke siges. Amuletten lægger sig befamlende opad Rosemarys køn og gør krav på hendes krop. Senere bliver det også til en egentlig voldtægt, men så meget er sket op til da, at det fysiske overgreb blot synes at være en forlængelse af de dybe svigt, som Rosemary har været udsat for.

Paperback, Altın 1971. En tyrkisk udgave af romanen

Paperback, Altın 1971. En tyrkisk udgave af romanen

Voldtægten er imidlertid et vigtigt vendepunkt i romanen, fordi Rosemary på det tidspunkt endegyldigt mister herredømmet over sin krop. Fysisk er hun lænket til The Bram og det dukkehjem, som Guy har fået plantet hende i. Præcis som Joanna i Stepford. Og præcis som hos hendes søster i Stepford giver Levin os til sidst et blik på resultatet af heksenes arbejde. Som satanisk maestro løfter han sløret for det slutprodukt, som ”heksene” i The Bramford har skabt.

Han viser os det ultimative perverse paradoks. Rosemary er nedbrudt og ødelagt, men hun er også blevet mor, præcis som hun drømte om. Barnet, hun har født, er udsprunget ud af et sygt, dysfunktionelt forhold, men det lille liv er stadigvæk hendes og fortjener kærlighed. Levin kontrasterer således moderkærlighedens skønhed med situationens hæslighed. Barnet skulle aldrig være blevet til, men Rosemary kan ikke andet end at elske det, nu hvor det er der. Til stående applaus fra satanisterne siger Rosemary farvel til alt det, hun drømte om og flytter ind i det fængsel, som hun ikke kan andet end at elske – også selv om det djævelske barn er roden til al hendes ulykke.

Paperback, Fawcett Crest 1973

Paperback, Fawcett Crest 1973

Levins bidske sociale, sorthumoristiske kommentar er skåret som okkult thriller, og netop thriller-elementerne har da også været så stærke, at de har overskygget de tonstunge pointer, der gemmer sig bag den på overfladen så forførende sataniske metafor. De sataniske elementer er og bliver imidlertid ikke andet end staffage i romanen. Men derfor kan man jo godt holde af det alligevel.

Paperback, Pan Books 1980

Paperback, Pan Books 1980

Hardcover, Easton Press 1995. En nyere delux-udgave af romanen

Hardcover, Easton Press 1995. En nyere luksusudgave af romanen

Paperback, Signet Books 1997

Paperback, Signet Books 1997

Paperback, New American Library 2003

Paperback, New American Library 2003

Paperback, Pegausus Books 2010

Paperback, Pegausus Books 2010

Paperback, Constable and Robinson 2011

Paperback, Constable and Robinson 2011

 

 

5 kommentarer

Filed under Roman