Tag Archives: Paranormale evner

Richard Matheson, Hell House (1971): Freudianske shock i knaldhytten

Paperback, Tor 1999. Den meget stemningsfulde forside er skabt af Michael Deas

Richard Matheson har en høj stjerne hos mig, ikke mindst som kreativ og udfordrende novelleforfatter. Han har også skrevet fremragende romaner, men hans skrækroman Hell House fra ’71 hører ikke til blandt hovedværkerne. Romanen blev ikke desto mindre et ganske stort hit for Matheson, hvilket uden tvivl skyldes, at den kunne ride videre på den bølge, som William Peter Blatty havde sat i bevægelse tidligere på året. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at The Exorcist har inspireret Matheson til selv at prøve kræfter med en klassisk skrækfortælling; noget han ikke havde gjort i et stykke tid.

Hell House handler naturligvis om et hjemsøgt hus, og historien begynder, da parapsykologen Dr. Lionel Barrett bliver hyret af en aldrende rigmand til at undersøge spøgerierne i et berømt og berygtet hjemsøgt hus, hvor der for år tilbage udspillede sig nogle ganske dramatiske begivenheder. Ejeren af huset, Deutsch, har også hyret det kristne medium Florence Tanner og et medium mere, Ben Fischer. Fischer skiller sig ud fra de andre ved at have været med i en tidligere undersøgelse af det berygtede Hell House. Han deltog som ung teenager i spiritistiske eksperimenter i huset, og var den eneste, der slap bort fra stedet med livet i behold. Dr. Barrett har også taget sin kone med på opgaven, og til sammen udgør de fire bogens primære persongalleri.

Paperback, Tor 1999

Allerede kort efter, at selskabet er ankommet til det gamle hus, der er møbleret, men har stået ubenyttet meget længe, er det klart, at stedet hjemsøges af en ond kraft. Alt føles forkert i huset, hvilket ikke mindst demonstreres igennem elektriciteten, der driller, mystiske klapren med dørene mystisk. Dr. Barrett, en ægte videnskabens mand, går metodisk til værks med maskiner og målinger. Han giver ikke meget for de to mediernes psykiske evner, og her har vi en af bogens første og mest åbenlyse konflikter; en konfrontation imellem det rationelle og det irrationale.

Det er tydeligt, at Hell House ikke har fået sit ildevarslende navn og sataniske omdømme uden grund. Spøgerierne tager til, hvilket først rammer Florence Tanner, det kvindelige medium. Snart kaster ånderne også deres kærlighed over Barretts kone, som besættes af husets afdøde ejer og udsættes for en række ganske ydmygende optrin.

Richard Burton Matheson (20. februar 1926 – 23. juni 2013)

Baggrundhistorien er, at Belasco, manden, som opførte det nu hjemsøgte hus, hengav sig til orgier, satanisme og enhver form for depraveret udskejelse. Det siges også, at den gamle sluttede en pagt med Djævlen, før han selv døde, og derfor nu går igen. Denne smag for udskejelser bemærker de fire gæster i spøgelseshuset, for spøgelset prøver gang på gang at komme i lag med de besøgende; faktisk er hjemsøgelsen gennemsyret af seksuelle referencer. Meningen bag det hele falder kun gradvist på plads, og undervejs må de fire gæster gennemgå en række ganske, ganske voldsomme hændelser, som ender med at koste menneskeliv.

Som sagt har Matheson uden tvivl skævet til The Exorcist, da han skrev Hell House. Der er en rå og bramfri tone i bogen, der synes at lægge sig i forlængelse af de beskrivelser, vi får af stakkels besatte Regan. Det egentlige forløb i romanen må imidlertid siges at være hentet i Shirley Jacksons The Haunting of Hill House. Faktisk vil jeg mene, at Mathesons roman er et åbenlyst forsøg på en gendigtning af Jacksons historie, der nu søges tilført mere entydige tematikker og en mere kontant stemningsetablering. En opgave Stephen King også påtog sig med The Shining i ’77.

Hardcover, Viking Press 1971. romanens første udgave

Den øvelse slipper Matheson desværre ikke helt heldigt fra. Der er noget gumpetungt, for ikke at sige dumt, over hans overtydeligt konstruerede konflikter og brug af freudianske motiver. Barrett, der er impotent, kan ikke tilfredsstille sin kone seksuelt; det udnytter huset til at lade hende gå på seksuel opdagelser blandt de to andre gæster. Skyld og skam griber ind i dette, hvilket naturligvis alt sammen kan føres tilbage til de kun halvejs formulerede relationer, som Jackson så elegant etablerede i sin roman. I Hell House er der intet elegant. I stedet bokser Matheson sin hvermands-Freud ind i teksten og dræner sin fiktion for ethvert spor af den tvetydighed, som gør The Haunting of Hill House til et æstetisk hovedværk i den moderne skrækfiktion.

En klog bog kan man derfor absolut ikke kalde Hell House, men den har pulplitteraturens dramatiske fremdriftsform. Det gør den både underholdende og den flittige brug af stort set alle spøgelsesgenrens troper må siges at være charmerende for skrækentusiaster. Præcis det splitter mig i forhold til bogen. På den ene side er den et underholdende stykke skræk-ramasjang, på den anden side er den en uoriginal, dum udgave af Jacksons mesterværk og derfor, som litteratur, uinteressant.

Paperback, Bantam Books 1972. Her sælges bog af uforklarlige årsager som gotisk romance

Set som Jackson-reception bliver Kings The Shining et stykke subtil kunst, målt i forhold til Hell House, og det er i virkeligheden ret trist, for man kan også i den grad klandre Kings bud på en nyfortolkning af The Haunting of Hill House for banalitet. Det er især trist, hvis man som mig holder af Mathesons tidlige fiktion fra 50’erne. Hans spøgelsesfortælling er således endnu en roman, som desværre bekræfter alle fordomme om skrækfiktionen og dens ukritiske læsere. Vi stiller åbenbart meget få krav til vores genrelitteratur.

Paperback, Bantam Books 1973. Nu bekendes der kulør; her er det referencen til tidens bestsellere, der skal inspirere til køb af bogen

Paperback, Warner Books 1985. Bemærk den absurde ros fra “gysets konge” og hans tro væbner 

Hardcover, Gauntlet Press 1996

Hardcover, Severn House 2004

Hardcover, Centipede Press 2011. Bogen er senest udkommet i denne luksusudgave

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Caitlín R. Kiernan, Low Red Moon (2003): “… Some are born to endless night”

Paperback, Roc 2003. Romanens første udgave

Med sin fjerde roman opsøgte Caitlín Kiernan H.P. Lovecraft-terræn. Det kan ikke komme som nogen overraskelse, for der havde hun allerede været flere gange i sine noveller, og Low Red Moon, som bogen hedder, lægger sig derfor fint i forlængelse af de tidligere udgivelser i forfatterskabet. Der er imidlertid ikke nogen tvivl om, at Kiernan med romanen havde fundet sin stemme. I debutbogen Silk (1998) tangerer sproget noget kunstlet og manieret, men i løbet af de fem år, der ligger imellem Silk og Low Red Moon, er der sket noget. Kiernans postmoderne gotik med punkere og kunstnere på randen af samfundet har (næsten) veget pladsen for et mere nuanceret miljø, der ikke ser alt i det mørkesyn, som præger de tidlige udgivelser. Verden har fået flere facetter, og miljøskildringerne har udvidet sig, men ikke længere end, at man fortsat kan se udgangspunktet.

I Low Red Moon møder vi parret Chance og Deacon. Chance er gravid og er netop gået på barsel fra sin stilling ved universitetet, hvor hun underviser i palæontologi. Deacon er en historie for sig. Han er ældre end Chance og har tilbragt det meste af sin ungdom på druk for dulme sine synske evner; han ser de døde. Som så ofte med den slags synske folk i genrelitteraturen har han haft et samarbejde med politiet og hjulpet til med opklaringen af mordsager. Efter en særligt grotesk sag med kidnappede børn blev det imidlertid for meget for Deacon, og han smuttede fra det hele.  En ny by, en ny bar, hvor han kunne drikke i stilhed. Sådan var det i hvert fald, indtil han ved et tilfælde mødte Chance, som blev vendepunktet i Deacons liv. Han hoppede på vandvognen og prøver nu at indleve sig helt i rollen som hjemmegående, ædru husfar; en opgave, der ikke er helt let for ham.

Paperback, Roc 2003

Det viser sig da også, at fortiden indhenter Deacon. Politiet har brug for ham og hans evner igen. Den besynderlige seriemordersag, som han bliver involveret i, viser sig snart at have tråde tilbage til Deacons sidste sag, og situationen bliver hurtigt personlig, da det går op for ham, at morderen er kommet efter hans ufødte barn.

Seriemorderen er en ung kvinde, opvokset i Massachusetts, ude ved kysten, hvor hendes bedstefar lærte hende om De Gamle, der sover ude under bølgerne og viste hende, hvordan man ofrer til Dem, der lever under jorden. Den dybt forstyrrede pige forstår, at hun er særligt udvalgt til at blive en af disse skabninger, en ”ghoul” i Lovecrafts forstand, hvilket kan ske gennem et særligt ritual, der kræver et offer; et nyfødt spædbarn. Hvordan sammenhængen mellem pigen og Deacon præcis er, skal jeg ikke komme ind på her. Det er en kompliceret sag, som involverer ghouls, forskellige fraktioner i den okkulte underverden og en god del sort uheld.

Caitlín Rebekah Kiernan (født d. 26. maj 1964)

 

Med Low Red Moon tager Kiernan, hvad der dybest set er en stor kliché i seriemorder-genren og kobler den med elementer fra den såkaldte Cthulhu mythos. Altså en seriemorderroman om en synsk opdager med okkulte fjender. I sig selv kunne hvem som helst have skrevet dette, men Kiernan føjer sit helt eget, unikke sprog til fortællingen og løfter den dermed langt over stort set alt, hvad man kunne tænke sig af okkulte krimier og seriemorderromaner. Ja selv som mythos-roman giver Kiernans personlige fortolkning af Lovecrafts idéer et nyt og fascinerende liv til ellers tyndslidte troper.

Paperback, Roc 1998

Der er en glødende intensitet bag Kienans ord, som fører hende ud i et sjældent lyrisk sprog. Et sprog, der insisterer på skildringen af stemnings- og sanseerfaringer igennem skæve formuleringer og formfuldendte metaforer. Der er en gravitas bag sproget, som giver en bog som Low Red Moon et poetisk alvor, der på sæt og vis står i skærende kontrast til den i bund og grund lettere uopfindsomme handling.

Hardcover, Subterranean Press 2004

Sagen er nok også den, at Kiernan ikke er nogen stor historiefortæller. Hun er i hvert fald ikke den, der udtænker originale historier eller karakterer. I stedet lever en roman som Low Red Moon på de dybt betagende stemningsskildringer og øjebliksbilleder fra de stadigt mere ubehagelige situationer, som Chance og Deacon havner i.

Man skal da bestemt heller ikke tage fejl her, Low Red Moon er en barsk og ubehagelig bog, der til fulde lever op til de vanlige skildringer af brutalitet, som kendetegner seriemorderhistorierne. Vi får også drama og varme følelser i romanen, ikke mindst takket være de udfordringer, som Deacon og Chance møder i deres parliv, og romanen bevæger sig derfor følelsesmæssigt vidt omkring igennem flittig brug af tilbageblik. Tilbageblik, der kommer til at fungere som små pusterum fra historiens nutid, der kapitel for kapitel bliver mere ond.

Paperback, Roc 2007

Her må det også indskydes, at Kiernan til fulde forløser sin skrækhistorie med en slutning, der både giver os den ubehagelig konklusion, som vi har ventet på, men hun forlænger også afslutningen ind i et hjemsøgt, bittert efterspil, der bliver hængende hos læseren efter endt læsning. Igennem hele romanen ligger der en følelse af noget skæbnesvangert og uundgåeligt. Bogens persongalleri styrer sikkert imod undergangen; ikke mindst vores morderiske pige og Deacon, der ikke helt synes af denne verden, men nærmere synes at være født ind i et mørkt univers, der kun harmonerer dårligt med normalitetens dagslysoplyste hverdag. Deacon forsøger ganske vist at flygte fra dette ophav i mørkelandet, men det lykkes ikke for ham. Han hører ikke hjemme i en ordinær verden.

Caitlín Kiernan er uden tvivl en af de stærkeste stemmer i den moderne skrækfiktion, som vi har i dag. Hun er en stor stilist og en sjælden lyriker, der formår at føje et uendeligt hårdt tiltrængt poetisk alvor til skrækfiktionen. Som historiefortæller har hun måske ikke meget nyt at tilbyde, men det er en bagatel set i forhold til de styrker, som forfatterskabet har udviklet siden debutromanen.

 

1 kommentar

Filed under Roman

Colin Wilson, The Mind Parasites (1967): Lad sindets mentale champagnepropper springe

Paperback, Panther Books 1973. Forsidens stemningsfulde “new age”-billede er skabt af Bob Haberfield

Hvis jeg skulle udpege et stykke skrækfiktion fra slutningen af 60’erne, der sammenfatter alle tidens tendenser, må valget falde på Colin Wilsons The Mind Parasites fra 1967. Her samles trådene i et kluntet, uharmonisk og uelegant værk, som trods alle sine slagsider rummer en særegen kraft, der tydeligvis havde et solidt tag i samtidens læsere. Bogen har mistet meget af sin potens i dag, hvor Wilsons idéer om sindets paranormale potentiale har tabt alt momentum. Teksten må derfor i dag også i vid udstrækning vurderes ud fra sine litterære kvaliteter; dem er der ikke mange af, men retrospektivt er det vanskeligt at komme uden om The Mind Parasites.

Det hele begynder, da bogens jegfortæller, arkæologen Gilbert Austin, opdager, at en af hans venner fra studietiden har begået selvmord i London. Selvmordet kommer som et chok for Austin, der aldrig havde troet, at hans stærkt ideologiske ven ville kunne vælge den udvej. Han begynder derfor at grave i sagen, og snart viser det sig, at vennen åbenbart var i færd med studier af menneskets underbevidsthed og havde opdaget anomalier, som optog ham meget. Idéerne optager også hurtigt Austin. Han går i vennens fodspor og finder ud af, at han er på sporet af en sønderknusende opdagelse, der kan forandre selve menneskehedens eksistens.

Paperback, Panther Books 1973

Imens dette arbejde står på, er Austin taget til Tyrkiet for der at deltage i nogle arkæologiske udgravninger, som en anden af hans venner står for. Her, under ødemarkens sand, støder de på et enormt bygningsværk to kilometer nede. En umulighed, som hurtigt viser sig at tale sammen med de erkendelser Austin havde gjort i London forinden. Det korte af det lange er, at Austin har opdaget, at menneskets sind er en næsten ubegrænset energikilde, som kan transformere os til en form for superindivider med både fysiske og intellektuelle kapaciteter langt over vores nuværende fatteevne. Grunden til at dette ikke er sket, er, at en parasit har taget bo i menneskehedens kollektive bevidsthed og her snylter på denne energi.

Det lyder abstrakt, og det er det sådan set også, men Colin Wilson foretager i romanen en kobling mellem Jungs teori om racehukommelse eller kollektiv erindring og H. P. Lovecrafts såkaldte ”Cthulhu-mytologi”. Til dette kommer så også flere SF-elementer. Et fremmed væsen har således trælbundet menneskeheden indefra og reduceret os til malkekvæg, som væsnet siden tidernes morgen har kunnet tappe for kraft. Austin kalder dette eller disse væsner ”the Tsathogguans”, et navn hentet fra Clark Ashton Smiths forfatterskab. Det er da også kendetegnende for The Mind Parasites, at Wilson rører fakta og fiktion sammen i en skønsom blanding, der skaber en særlig videnskabelig stemning i bogen, som formentlig har til hensigt at opbygge en form for troværdighed.

Colin Henry Wilson (26. juni 1931 – 5. december 2013)

Set i lyset af Wilsons senere forfatterskab er det tydeligt, at idéerne, han præsenterer i romanen, ikke alene er tænkt som fiktion. Wilson fortsatte i hvert fald med at udbygge sine tanker om det underbevidste og intellektets ubenyttede kapaciteter, og i det lys bliver The Mind Parasites et vigtigt skrift, fordi det er her, han for første gang får lejlighed til at udfolde sine sensationelle og kontroversielle idéer.

Den slags lykkedes det nemlig for Wilson at skabe sig en karriere på, og det er tydeligt, at det først og fremmest er idéerne, der driver værket for ham. Præcis dette adresserede han rent faktisk selv i introduktionen til sin næste roman, The Philosopher’s Stone fra 1969. I forbindelse med denne roman, der stort set er en genfortælling af The Mind Parasites, forklarer han sine læsere, at han først og fremmest ser sig som filosof, der kommunikerer sine idéer gennem fiktionens sprog, på linje med eksistentialisterne.

Hardcover, Arkham House 1967. Romanens 1. udgave

For Wilson handler det altså om, at mennesket må overvinde sine indre grænser, sprænge de kræfter, der tøjler bevidstheden, og derved opnå indsigt, styrke og kreativitet. Hans vision er et nyt samfund baseret på intellekt og æstetisk nydelse. Bogen er dermed et stykke idealistisk, visionær prosa, som absolut ser frem mod et andet og bedre samfund.

Fiktionen og gyset spiller en væsentlig rolle her, fordi det bliver disse narrative redskaber, der skaber fremdrift i Wilsons argumentation. Det er Austins opdagelser, som giver Wilson anledning til at uddybe sine tanker og læseren bliver så at sige klogere på meningen med bogen i takt med Austins egne erkendelser af sandheden om de parasitiske ”Tsathogguans”.

Hardcover, Arthur Barker 1967

Man kan imidlertid også gå et niveau dybere ned i teksten. Bogens hovedperson bliver hurtigt jaget vildt, fordi parasitterne opdager, at han er ved at få færden af dem. Parasitterne kan ikke selv agere, fordi de ikke har nogen krop – de eksisterer udelukkende i bevidsthedens ”dimension”. De kan imidlertid handle gennem deres agenter – svage mennesker med dårligt selvværd, tendens til depressive tanker og ringe selvkontrol. Den type personer er parasitternes typiske agenter, og de har infiltreret kultur og politik på alle niveauer.

Præcis på den baggrund får Colin Wilson affyret en række kritiske bredsider mod alt det, han opfatter som nedbrydende eller ødelæggende for sindet. Hans væsentligste eksempel, ud over tåbelige politikere, er en forfatter i Paris, der med sine skrifter om sadomasochisme, science fiction og livslede, holder den intellektuelle avantgarde i åndeløs beundring. For Wilson er dette præcis den form for jordbunden kunst, der lukker sindet ned og stimulerer til destruktion frem for sprudlende kreativitet. Inspirationskilden til Wilsons fiktive forfatter kan næppe være nogen anden end William S. Burroughs, der netop repræsenterer alt andet end den højstemte kunst, som Wilson ser som sine primære bud på værker, der transcenderer sindets grænser.

Paperback, Bantam Books 1968

Wilson konkluderer nemlig gennem Austin, at nogle få ”genier” af egen drift har opnået den store gave, kortvarigt, at se bag om sindets barriere og opnå adgang til intellektets uudtømmelige kraftkilder. Mozart, Shakespeare og alle andre store, kanoniserede kulturkoryfæer er således Wilson bud på steder, hvor vi ser antydningen af noget større. Parasitternes agenter er dermed det, Wilson opfatter som kunstens fjender; de er de uanstændige, de er misbrugerne, de af mammon forblændede og hedonisterne, der ikke formår at løfte sig op over egne behov. Gyset, som her er en paranoid størrelse, opstår fordi, at disse agenter er over alt og luller os ind i sortsyn og depression gennem deres ”falske” kunst, som ikke inspirerer, men kun avler håbløshed.

The Mind Parasites går til kamp for livsglæde og kreativitet, for håb og forandring. Foregangspersonerne i dette er genierne, som med momentane anfald af klarsyn har udstukket vejen, som masserne må følge. Løftet er, at vi alle kan blive som de store, hvis vi lytter til deres ord, dyrker deres kunst og søger efter deres ledetråde. Wilsons idéer var avantgardistiske, da han udsendte sin roman i ’67, men grundlæggende er romanen en bekymret mands reaktion på en kultur i opbrud. Hans bolværk er den klassiske borgerlige dannelse, og Wilson fremstår derfor i bogen mere som udsyret rindalist end visionær mystiker. Fornyeren Wilson er derfor måske i virkeligheden selv en af de mørkemænd, som han forsøger at bekæmpe.

Paperback, Oneiric 1972

Paperback, Panther 1977

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Stephen King, Carrie (1974): Stakkels pige…

Paperback, New English Library 1985. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Paperback, New English Library 1985. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Jeg har skrevet en del om Stephen King på det sidste, fordi jeg har tygget mig gennem en række af hans ældre bøger i forbindelse med min egen bog om skrækfiktion. Jeps, den arbejder jeg fortsat støt og roligt på. King skal naturligvis have en plads i bogen, hvor han på godt og ondt må siges at være en af de centrale figurer. Nuvel, det her indlæg bliver det næstsidste sidste, du læser om King på Fra Sortsand i et stykke tid, og det er måske også godt nok, for sandt at sige har jeg ikke nerver til for alvor at genbesøge det han har skrevet siden slutningen af 80’erne.

Bogen, som King romandebuterede med for snart mange tusind sider siden i ’74, handlede om pigen Carries dramatiske død og lillebyen Chamberlains ødelæggelse. Set retrospektivt bærer romanen umiskendeligt Kings fingeraftryk, men den står hans tidlige noveller langt nærmere end de efterfølgende romaner. Man fornemmer en sproglig usikkerhed i teksten og et svagere greb om det omfattende persongalleri, der ikke ligner den sikre fortællestemme, der gør sig gældende i den efterfølgende roman ’Salems Lot.

Paperback, New English Library 1985

Paperback, New English Library 1985

Ikke desto mindre møder vi allerede i Carrie alle de mennesketyper, der senere har befolket Kings univers. Bogen fremstår derfor også i høj grad som et landkort over hans fremtidige fiktion og ikke mindst det fiktive Maine, som King gradvist har fået opbygget. Et fiktivt Maine befolket af tydelige arketyper hentet fra populærkulturens repertoire, set gennem et oftest både naivt og nostalgisk filter. Desuagtet er Carrie en forbløffende stærk roman, men før vi ser nærmere på bogens kvaliteter, skal historien, vanen tro, på plads.

Carrietta N. White – kaldet Carrie – er Chamberlains klovn. Hun er fed, hun er klodset, hun virker smådum, hun er grim, og Carries mor er en fanatisk kristen, der bestemt ikke gør livet lettere for sin datter. Carrie falder uden for på skolen, og hun kan i hvert fald ikke måle sig med de andre elever på byens gymnasium; derfor er hun også deres oplagte mobbeoffer. Specielt et slæng piger, anført af isdronningen Chris Hargensen, har et ondt øje til stakkels Carrie.

Hardcover, Douybleday 1974. Romanens 1. udgave

Hardcover, Doubleday 1974. Romanens 1. udgave

Da bogen åbner, er konflikten mellem Carrie og pigerne netop eskaleret til nye højder. Ingen har nogensinde fortalt Carrie om menstruation, og da hun efter idræt begynder at bløde i bruseren, udløser det en tumultarisk stemning blandt pigerne, der i en af bogens mest ubehagelige scener samles om Carrie og skriger ”Plug it! Plug it!”, mens de tæppebomber den stakkels, ydmygede pige med tamponer.

Seancen i bruseren fører til sanktioner, og Chris Hargensen bliver forment adgang til det store afdansningsbal – prom – som hastigt nærmer sig. Det kræver hævn, for Chris mener afgjort, at det hele er Carries egen skyld. Skæbnen vil da også, at Sue Snell, den ene af pigerne i Chris’ slæng, angrer ydmygelsen af Carrie og overtaler sin populære kæreste til at invitere Carrie med til det store ”prom”. Han gør det tøvende, men ofrer sig for Sues dårlige samvittighed. Den mulighed griber Chris og hendes bøllekæreste straks og iværksætter en sataniske ydmygelse af Carrie.

Hardcover, New English Library 1974

Hardcover, New English Library 1974

Netop som Carrie er kronet som ballets dronning, hvilket naturligvis var planlagt på forhånd, overskylles hun med svineblod. Hverken Chris eller hendes rockabilly-kæreste kunne imidlertid forudse konsekvensen af deres handling, for Carrie har båret på en hemmelighed. Hun har telekinetiske evner og kan ved tankens kraft flytte rundt på ting. Da hun står badet i blod foran hele skolen, bliver det for meget for hende, og hun går til modangreb på det samfund, der har pint og plaget hende længe. Ved hjælp af sine evner får Carrie først skolen, så store dele af byens centrum til at ramle sammen i flammer, eksplosioner, død og undergang.

Da vi kommer ind i historien, er det hele sket, og handlingen fortælles gennem øjenvidneberetninger og uddrag fra bøger, der beskriver den tragiske og uforklarlige ”Chamberlain-hændelse”, mens King også giver os også indblik i Carries egne tanker, de steder hvor der skal bygges bro mellem bogens mange fortællerstemmer. Den væsentligste blandt disse stemmer er Sue Snell, der efter begivenhederne har lettet sit hjerte i en selvbiografisk bog om hele sagen. På den led leger King med romanens form og sætter den sammen som et eklektisk stykke metafiktion, men fordi vi også kommer ind i hovedet på Carrie selv, er grebet ikke entydigt gennemført, hvilket nok heller ikke har været hans hensigt.

Paperback, Signet 1975

Paperback, Signet 1975

Snarere end bare at fortælle historien på en alternativ måde for eksperimentets skyld ligger der en væsentlig pointe bag de mange stemmer, der gør sig kloge på Carries død og paranormale kræfter. Alle som en misforstår de nemlig Carrie. Gennem hele sit liv blev hun underkuet både af bogens egentlig skurk – Carries mor – og hele bysamfundet. Ingen så Carrie som menneske, de så kun den patetiske pige. Nu, hvor det hele er oversået, er der stadig ingen, der ser mennesket Carrie. Alle er optaget af katastrofen, ødelæggelserne og ikke mindst hendes utrolige evner. Pigen Carrie er der ingen som kerer sig om. En undtagelse skulle da lige være Sue Snell, der synes at formulere hele Kings anliggende med romanen, da hun siger: ”… forgetting Carrie White may be a bigger mistake than anyone realizes” (s. 96). Vi må aldrig glemme Carrie – og her taler hun ikke om Carries evner eller hendes voldsomme angreb på Chamberlain. Nej, vi må ikke glemme pigen Carrie, som for en kort bemærkning får lov at blomstre frem, før hun brutalt trækkes ned i sølet.

Carrie kan i virkeligheden bedst forstås som grum modernisering af fortællingen om Askepot. Først pines og plages pigen, men så får hun ganske uventet mulighed for at komme med til ballet på slottet og får lov til at danse med prinsen. Undervejs forvandles den uheldige pige til en smuk prinsesse – så smuk, at hendes partner når at forelske sig en smule i hende. Men så slår klokken tolv og magien forsvinder. Carrie falder tilbage i den gamle rolle og taber endda sin ene sko (en ”slipper”!) (s. 169) på trappen foran skolen, da hun flygter hals over hoved.

Paperback, New English Library 1977

Paperback, New English Library 1977

Her viser King sig som en nedrig, ubarmhjertig fortæller. Prinsen vender nemlig ikke tilbage og henter Carrie ind i eventyret igen. Alt er vitterligt forbi, da klokken slår tolv, og Carrie sørger selv eftertrykkeligt for, at hendes plageånder går ned med hende. Moralen, for der er vitterligt tale om en morale her, er den samme som i eventyret, men den lykkelige slutning udebliver.

Carrie er vidunderligt raffineret udtænkt, og når man først har forstået eventyrstrukturen bag bogen, bliver det også tydeligt, hvorfor Kings persongalleri fremstår så todimensionelt – det er nemlig arketyper, han opererer med. De er præcis så tyndbenede som eventyrets personer, fordi de ikke tjener til andet end trin på Carries vej gennem fortællingens stationer.

Paperback, Pocket Books 1999

Paperback, Pocket Books 1999

Romanen er en hård og nådesløs bog, men trods det skinner Kings hjertevarme pen igennem, og han leverer sit portræt af gymnasieeleverne med en rørende, overbevisende kraft, der formentlig er lige dele fyldt af egne erfaringer fra Kings teenageår og de iagttagelser, som han gjorde sig i den korte tid, hvor han arbejdede som engelsklærer. Vigtigst af alt er det nemlig, at King leverer sin bog uden ironiske svinkeærinder eller forbehold. Der er alvor bag teksten, også der hvor det bliver absurd – som når han postulerer, at der rent faktisk kunne ske noget liggende hvor som helst igen.

Kings debutroman er en skæv og fascinerende kile ind i skræktraditionen, der ikke ligner noget andet. Den er en perle i forfatterskabet, der konceptuelt og fortællemæssigt rammer rent, fordi den utynget aflægger sit forlokkende enkle budskab. Det er imidlertid ironisk, at eftertidens læsere og King-fans har valgt at fokusere på Carries paranormale evner – præcis som bogens ”eksperter” – og derved helt har overset centrale aspekter i romanen. Der er derfor god grund til at vende tilbage til Kings udgangspunkt, for det er her forfatterskabets eventyr begynder og måske her det er stærkest?

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Hodder Paperbacks 2006

Paperback, Hodder Paperbacks 2006

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Ebog, Hodder Stoughton 2007

Ebog, Hodder Stoughton 2007

Paperback, Anchor Books 2011

Paperback, Anchor Books 2011

Paperback, Anchor Books 2013

Paperback, Anchor Books 2013

Paperback, Hodder Stoughton Paperbacks 2013

Paperback, Hodder Stoughton Paperbacks 2013

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2014

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2014

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Dr. Chill uddeler tæv til den okkulte trussel

Chill 1, paperback, New English Library 1979. Bogens 2. udg. Jeg har desværre ikke noget billede af den første udgave

Chill 1, paperback, New English Library 1979. Bogens 2. udg. Jeg har desværre ikke noget billede af den første udgave

Den produktive pulpforfatter Jory Sherman, der er bedst kendt for en enorm mængde westernromaner, dykkede i slutningen af 70’erne ned i tidens populære horrorgenre og udsendte på kort tid en serie på syv bind. En serie, der handler om den paranormale efterforsker Dr. Childers – blandt venner kaldet ”Chill”. Som de litterære forgængere ”The Ghost-Finder” Carnacki og Jules de Grandin går Chill paranormale fænomener på klingen og når i løbet af seriens bind at møde alt fra satanister og vampyrer til gale videnskabsmænd. Tonen er pulpet og enkel, uden sproglig finesse, men handlingen er tilsvarende medrivende og underholde.

Den gamle cowboy-forfatter Jory Sherman (20. oktober 1932 - 28. juni 2014)

Den gamle cowboy-forfatter Jory Sherman (20. oktober 1932 – 28. juni 2014)

Serien er udkommet i flere udgaver, og enkelte af bindene er også blevet lanceret som selvstændige bøger uden relation til de andre, hvorfor der findes en del forskellige forsider. Her ser du hovedparten af de oprindelige udgaver. Desværre har jeg ikke fundet noget godt billede af første binds førsteudgave – jeg har selv kun en senere udgave – derfor må I her nøjes med New English Librarys genoptryk. Men det er da heller ikke helt dårligt! De har nemlig leveret en klassisk pågående NEL-forside, som man kun kan holde af.

Chill 2, paperback, Pinnacle Books 1978

Chill 2, paperback, Pinnacle Books 1978

Andet bind, hvis forside er skabt af Jack Thurston, refererer tilbage til den romantisk gotiske bølge, der boomede i 60’erne. Den var mere eller mindre overstået i ’78, men Pinnacle Books håbede åbenbart på, at det obligatoriske element med en flygtende kvinde i natkjole kunne sælge et par eksemplarer mere. Strategien blev da også ændret helt med Paul Stinsons forsider, der pryder de sidste bind.

Chill 3, paperback, Pinnacle Books 1979

Chill 3, paperback, Pinnacle Books 1979

Udtrykket er her moderniseret og action-orienteret. Ikke mere støvet gotik, nu er der fart over sagen, og Dr. Chill er blevet en handlekraftig ung mand. Der er måske ikke så meget stemning over forsiderne, men jeg har et svagt punkt for deres lidt naive, pulpede aura af ramasjang. Er du enig?

Inden længe lægger Chill vejen forbi Fra Sortsand, når jeg begynder at skrive om bøgerne. Så må vi se, om Chill er lige så sej som forsiderne lover.

Tak fordi du kiggede forbi.

Chill 4, paperback, Pinnacle Books 1980

Chill 4, paperback, Pinnacle Books 1980

Chill 5, paperback, Pinnacle Books 1980

Chill 5, paperback, Pinnacle Books 1980

Chill 6, paperback, Pinnacle Books 1980

Chill 6, paperback, Pinnacle Books 1980

Chill 7, paperback, Pinnacle Books 1980

Chill 7, paperback, Pinnacle Books 1980

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Hans Holzer, Murder in Amityville (1979): Fra parapsykologiens parallelunivers

Paperback, Futura Books 1979

Paperback, Futura Books 1979

De fleste horrorfans er bekendte med bynavnet Amityville – et synonym for gys og hjemsøgelser. Den berømte filmserie, som man i dag identificerer den lille by på Long Island med, skal jeg imidlertid ikke komme nærmere ind på her. Bag den første film fra ´79 lå Jay Ansons nu ofte glemte bestseller The Amityville Horror: A True Story (1977). Faktisk blev bogen en gigantisk succes, der sammen med Rosemary’s Baby og The Exorcist er nøgleromaner for forståelsen af det okkulte boom i 70’ernes skrækfiktion og populærkultur. Som de fleste vil vide, er sagen imidlertid den, at Ansons roman tog udgangspunkt i virkelige hændelser, der udspillede sig i 1974.

Ronald DeFeo blev nemlig i ’75 fundet skyldig i massemordet på sin familie. En voldsom, kontroversiel og ubehagelig mordsag, der ikke blev mindre spektakulær, efter Jay Anson skrev sin roman. Anson beskrev hvad familien Lutz oplevede i mordhuset, da de flyttede ind efter familien DeFeo. Resultatet var en gyser fyldt med overnaturlige oplevelser, der ikke stod tilbage for Blattys dæmonbesættelse af stakkels Regan. Bogen blev som sagt en kæmpesucces, men fordi romanen angiveligt var baseret på familien Lutz’ virkelige oplevelser, var den naturligvis også kontroversiel.

Paperback, Futura books 1979

Paperback, Futura books 1979

Og her når vi endelig frem til Hans Holzer, en højtprofileret parapsykolog, der siden midten af 60’erne havde udsendt en lang række fagbøger om spøgelser og hjemsøgelser. Naturligvis måtte Amerikas bedst kendte spøgelsesjæger blande sig i sagen om tidens mest omtalte hjemsøgte hus. Med perfekt timing kunne Holzer således udsende sit bud på Amityville-historien samtidig med, at filmatiseringen af Ansons roman ramte biograferne. Synergien mellem tidens glubende appetit for alt okkult, filmatiseringen og Holzers fagbog om mordene var ikke til at gå fejl af. Bogen blev en af Holzers bedst sælgende titler, og Amityville-pengemaskinen rullede videre over de næste mange år.

Hans Holzer (26. januar 1920 – 26. april 2009)

Hans Holzer (26. januar 1920 – 26. april 2009)

Men hvad er Hans Holzers bog? Først og fremmest er den et modstykke til Ansons roman. Holzers Murder in Amityville er en fagbog, der forsøger at afdække, hvad der rent faktisk skete i mordhuset den nat, hvor Ronald DeFeo gik amok på sin familie. Et spørgsmål, der blev flittigt diskuteret i samtiden, fordi flere tvivlede på, at DeFeo kunne have udført mordene alene, og tilmed ændrede DeFeo selv løbende sine forklaringer – alt sammen noget der højnede sagens mystik. Den berømte familien Lutz fylder således ganske lidt i Murder in Amityville, om end deres historie ligger som en konstant klangbund, fordi Holzer grundlæggende tror på deres oplevelser.

Ronald Joseph "Butch" DeFeo, Jr. (født 26. september, 1951)

Ronald Joseph “Butch” DeFeo, Jr. (født 26. september, 1951)

Modsat Anson, der omsatte det overnaturlige til romanform, sætter Holzer sig for på saglig vis at åbne læserens øjne for det overnaturliges rolle i DeFeo-mordene. Sagen er nemlig den, at Holzer har sin helt egen forklaring på drabene. Gennem brugen af en clairvoyant fik han afsløret, at DeFeo-huset ligger på en gammel indianergravplads. Et næsten pinagtigt velkendt genremotiv, som Holzer meget vel kunne have lånt fra Graham Mastertons fine The Manitou (1976) eller et utal af andre steder. Det korte af det lange er, at den shaman, der lå begravet på pladsen, naturligvis er utilfreds med situationen, fordi hans gravfred var blevet forstyrret. DeFeo viste sig for at være særligt modtagelig for kontakt med åndeverdenen, og shamanen besatte derfor DeFeo på mordnatten og brugte ham til at rydde op i huset.

Holzer skriver med andre ord, at Ronald DeFeo var uskyldig i gerningsøjeblikket, fordi han var besat af en indiansk ånd! Et overraskende, for ikke at sige et spektakulært forsvar for morderen, ikke mindst for DeFeo selv, der var mere end villigt til at understøtte Holzers påstande. Man kan roligt sige, at Holzer fiskede i rørte vande, og heldigvis, for ham, var hans påstande i sidste ende så utrolige, at de ikke kom til at gøre andet end at holde historien om mordene i kog.

Hardcover, Prentice Hall 1977

Hardcover, Prentice Hall 1977

Holzers bog er bygget op omkring udskrifter fra retssagens høringer blandet med kommentarer og mere eller mindre stemningsfulde, kontekstualiserende beskrivelser. Holzer har med andre ord læst alle de tilgængelige dokumenter fra retssagen og søgt efter oplysninger, der kunne pege på en overnaturlig agens i sagen. Og må man give Holzer, at det lykkes for ham at pege på steder, der kan fortolkes i den retning. Bogen er med andre ord et skoleeksempel på diskurstænkning.

Det hele handler naturligvis om først og fremmest at acceptere den præmis, at ånder og gespenster rent faktisk eksisterer og har indvirkning på os. Det klargør Holzer allerede i bogens indledning, hvor han særdeles underholdene beretter om det overnaturliges eksistens som det mest selvfølgelige i verden. Eksempelvis beskriver han hjemsøgte huse som noget helt almindeligt (s. 23). For at understøtte sine kommende fortolkninger, for ikke at sige hele hans faglige virke, må Holzer med andre ord gøre det overnaturlige naturligt. En øvelse som ikke har nogen mellemgrund: Enten køber man Holzers metafysik eller også er alt, hvad han skriver, det rene humbug. Og her var tidsånden med ham; læsernes nysgerrighed var i hvert fald stor nok til at lade dem følge Holzer et langt stykke.

Jay Anson (4. november 1921 – 12. marts 1980)

Jay Anson (4. november 1921 – 12. marts 1980)

Holzer fører os ind i en bestemt verdensforståelse, og inden for den hænger hans argumenter absolut sammen. Det er derfor ganske sjovt at læse, hvordan alle indikationer på psykisk sygdom hos Ronald DeFeo bliver omfortolket til indianeråndens indvirkning. Den store skurk i sagen, ud over et ignorant Amerika, der ikke vil åbne øjnene for Holzers okkulte sandhed, er standen af psykologer, der fornægter det mystiske.

Murder in Amityville er et perfekt kighul ind i 70’ernes mystikbegejstring. Og netop fordi bogen er skrevet som non-fiktion, opnår den en grad af absurd festlighed, som ikke er til at stå for. Holzers paranormale diskurs er ganske enkelt forrygende læsning, fordi den uden elegance eller intellektuelt overskud udbasunerer postulater af den type, som man normalt baserer horrorromaner på. Holzer bevæger sig med andre ord ind i et grænseland, hvor hans nonfiktion opfylder samme funktion som den skønlitterære skrækfiktion – præcis som eksempelvis America Bewitched gør det. Det overlap er spændende, fordi det i virkeligheden gør os klogere på, hvad det er, gyserlitteratur kan og gør ved os, men det er en helt anden snak.

Mordhuset i Amityville, Long Island

Mordhuset i Amityville, Long Island

En af de mest overraskende ting ved Murder in Amityville, for ikke at sige hele Amityville-komplekset af film og litteratur, er, hvor forbløffende hurtigt mordsagen kunne omsættes til et fiktivt univers, der overtog de virkelig hændelser og transformerede dem til kommerciel underholdning. Det er påfaldende, hvordan underholdningsindustrien på det nærmeste synes at have snuppet den psykisksyge Ronald DeFeos liv og historie. Man kan se det som udtryk for en skruppelløs branche, der slog plat på en tragedie, eller man kan se det som udtryk for en søgende tids behov for at forstå uhyrlige drab som DeFeos gennem en formildende, overnaturlig brille. Forvandlingen fra fakta til fiktion skete i hvert fald forbløffende hurtigt og ville næppe kunne ske i dag, eller kunne den? Det kan du jo tænke over, når du læser eller ser noget om Amityville næste gang.

 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Mind over matter – Hvor horror og New Age skilles

Paperback, Greenleaf Classics 1968

Paperback, Greenleaf Classics 1968

Mystiske evner, overnaturlige evner, psykiske evner; kært barn har mange navne. En bred vifte af overnaturlige evner, som tankelæsning og telekinese, har fulgt genrelitteraturen fra dens spæde start. Vel at mærke uden at disse evner nødvendigvis bliver iscenesat som noget overnaturligt. Det paranormale er oftest præsenteret som et for videnskaben endnu uopdaget terræn. Tænk bare på den videnskabelige tone i Poes novelle “The Facts in the Case of M. Valdemar” (1845), hvor hypnose viser sig at være et særdeles potent redskab.

Paperback, Warner 1986

Paperback, Warner 1986

I 1800-tallets fin de siècle vandt dette grænseland mellem videnskab og mystik gehør. Tidens genrelitteratur bugner med beretninger om overnaturlige fænomener, om det så er medier, der kommunikerer med afdødes ånder, indiske fakirer i stand til utrolige bedrifter eller yogiers evner til at svæve ved egen kraft. Skabelonen for disse evners brug blev således for alvor, rent genremæssigt, defineret i 1800-tallets sidste del.

Paperback, Sterling Publications 1998

Paperback, Sterling Publications 1998

At manipulere verden ved tankens kraft har efterfølgende været et vedvarende tema, der har eksisteret sideløbende i genrelitteraturen og New Age/okkulte strømninger. Det var imidlertid i 60’ernes eksperimenterende klima, at emnet for alvor blev populært igen. Som østens mystik blev dyrket af hippier, blomster børn og andet godtfolk, fandt sindets ukendte evner på ny vej ind i litteraturen – ikke mindst i SF-genren, hvor idéer om mentalt udviklede skabninger blev en fast reference.

Paperback, Pyramid Books  1969

Paperback, Pyramid Books 1969

Der kom imidlertid andre boller på suppen, da Stephen King slap Carrie (1974) løs i Chamberlain og viste verden, at de paranormale evner skam også havde en skyggeside. En skyggeside, som John Farris senere udbyggede med The Fury (1976). Det var imidlertid ikke King og Farris, der ændrede diskursen om paranormale evner. Den havde længe været under forandring, ansporet af hele den psykedeliske kulturs tømmermænd.Paranoia, skizofreni og personlighedsforstyrrelser gik hånd i hånd med LSD-fascinationen og såede tvivl om projektets mening. King og Farris stak den kreative snabel i den åre og skabte skrækscenarier, der fandt sit afsæt i en desillusioneret tro på den indre rejse som noget rent og smukt.

Paperback, Red Wheel 2004

Paperback, Red Wheel 2004

I dag er paranormale evner stadig et almindeligt brugt motiv i generelitteraturen – tænk bare på alle de mange kriminalopdagere med sære fornemmelser for mord – men det er aldrig blevet det samme igen. Vil man finde snak om levitation, tankelæsning og hypnose, er det således New Age-genren, man må ty til. Lademanns Mystikkens Verden eksempelvis. Men lur mig, om de psykiske evner ikke får en revival – måske når zombiebølgen har lagt sig?

Paperback, Pyramid 1962

Paperback, Pyramid 1962

Paperback, Prometheus 1998

Paperback, Prometheus 1998

Paperback, Popular Library  1977

Paperback, Popular Library 1977

Paperback, Popular Library  1977. Indvendig forsiden af The Fury

Paperback, Popular Library 1977. Indvendig forsiden af The Fury

Paperback, Pgw 2003

Paperback, Pgw 2003

Paperback, Panther Books 1969

Paperback, Panther Books 1969

Paperback, New English Library 1989

Paperback, New English Library 1989

Paperback, Mandrake of Oxford 1993

Paperback, Mandrake of Oxford 1993

Paperback, Leisure Books 1988

Paperback, Leisure Books 1988

Papeback, Humanics New Age 1989

Papeback, Humanics New Age 1989

Paperback, Granada 1983

Paperback, Granada 1983

Paperback, Dell 1970

Paperback, Dell 1970

Paperback, Crown Publishing 2013

Paperback, Crown Publishing 2013

Paperback, Belmont 1967

Paperback, Belmont 1967

Paperback, Bantam Books 1975

Paperback, Bantam Books 1975

Paperback, Bantam 1972

Paperback, Bantam 1972

Paperback, Bantam 1969

Paperback, Bantam 1969

Paperback, Ace Books 1970

Paperback, Ace Books 1970

Paperback, Ace Books 1967

Paperback, Ace Books 1967

Hardcover, Viking Press 1980

Hardcover, Viking Press 1980

Hardcover, Collins 1995

Hardcover, Collins 1995

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret