Graham Masterton: The Painted Man (2008): Ak, ak, ak…

Paperback, Severn House 2008.

Nu skal vi ned i skraldespanden. Næsten helt ned til bunden, faktisk.

Engelske Graham Masterton begyndte sin karriere som ublu, fræk forfatter, der skrev gys til friske læsere, som foretrak deres spændingsfiktion med en solid dosis vold og sex. Sammen med landsmanden James Herbert stilede Masterton mod et aggressivt, lettere spydigt udtryk, der leverede hårdkogt fiktion og samtidig et godt grin. Den cocktail havde en grad af charme i Mastertons tidlige bøger, og han har holdt fanen højt siden de gyldne år i midten af 70’erne og skriver stadig præcis det samme som dengang. Den eneste forskel er, at Masterton er blevet ældre, og hans udtryk fremstår derfor også efterhånden som et levn fra fortiden, der mest af alt skræmmer, fordi det er ældet så absolut uskønt, som det er.

I The Painted Man fra 2008 møder vi den kæderygende, clairvoyante Sissy Sawyer igen. Masterton brugte hende også som karakter i romanen Touchy and Feely (2005), og nu er Sissy tilbage. Denne gang er hun kommet på besøg hos sin søn og sønnens forlovede Molly. Sissys søn er en jordnær forretningsmand, der er ved at arbejde sig ihjel. Molly og Sissy er af den stik modsatte støbning og kunne være søstre. Begge er frigjorte, spirituelle individer med smag for flagrende gevandter, røgelse og new age-mystik. Molly er kunstner, arbejder som illustrator og har en sidegesjæft som fantomtegner for politiet, hvilket er vejen ind i romanens historie.  

Bogen åbner med et række hændelser, der i første omgang synes uden relation, men som vi kommer frem i handlingen, står det klart, at det hele bestemt hænger sammen. For det første køber Sissy en mystisk, gammel amulet til Molly som en afskedsgave, fordi Sissy snart skal rejse hjem igen. Molly elsker det antikke hængesmykke og tager det straks på. Det næste, der sker, er, at Molly opdager noget utroligt. Hun arbejder på nogle illustrationer til en bog, og de roser, hun netop har tegnet, er med ét blevet virkelige. Billedet har fået fysisk form, og blomsterne står pludselig som noget faktisk. Mystisk. Heldigvis er Molly og Sissy, som sagt, alternative typer, der tager det med nogenlunde ro. Den slags sker vel for alle en gang imellem?!

Graham Masterton (født d. 16. januar 1946)

Nuvel. Molly tager også på arbejdet hos politiet, hvor der skal fremstilles en fantomtegning af en mand, der har overfaldet et par. Morderen dræbte manden, men kvinden overlevede. Molly får hurtigt fremstillet sit portræt af den særdeles modbydelige fyr. Hans ansigt er nærmest en maske; som var alle ansigtstræk brændt bort og det eneste, der er tilbage, er arvæv. Heldigvis er tegningen færdig i tide for få timer efter, at Molly har afsluttet arbejdet, slår morderen til igen. Denne gang slagter han en række tilfældige mennesker i en elevator.

Der går lidt tid, før Molly og Sissy får lagt to og to sammen, men gradvist går det op for dem, at de er de eneste to, som kan stoppe denne djævelske morder, der selvfølgelig må være blevet skabt, da Molly tegnede ham – altså præcis som blomsterne. Årsagen er naturligvis den gamle amulet, der er magisk. Det kunne måske lyde fantastisk nok i sig selv, men Masterton føjer endnu en utrolighed til plottet. Sissys afdøde mand var kriminalbetjent – den bedste betjent nogensinde, fornemmer man, og han er den eneste, der vil kunne løse sagen med denne bestialske fantommorder. Derfor tegner Molly nu også Sissys døde mand, som dermed vender tilbage til livet og nu hjælper dem med at løse sagen. At dette udløser en række logiske spørgsmål, skal jeg ikke komme ind på, for Masterton regner tydeligvis ikke med, at hans læsere tænker kritisk med.

The Painted Man er fuldstændig langt ude og sprænger enhver troværdighed, fordi de utrolige hændelser bliver accepteret af Molly og Sissy, som om det hele mere eller mindre er hverdag. Masterton banaliserer det mystiske fuldstændig og ender med et ufrivilligt komisk, for ikke at sige latterligt, resultat, som er mere fantasy end noget andet. Man tager sig til hovedet under læsningen, når vi hører Sissy og Mollys tåbelige, kværnende dialog og oplever bogens øvrige, nærmest karikerede persongalleri. Ikke mindst de hårdkogte betjente tager prisen som tåbelige klichéer.

Hardcover, Severn House 2006. Den første bog med Sissy Sawyer-karakteren

Det eneste forsonende ved romanen er, at Masterton fanger noget ægte ubehageligt i denne morder, som Molly slipper løs. Den ansigtsløse dræber beskrives som kogt. Hans hud er højrød, og han ligner en mand i konstant smerte. Dette, blandet med morderens afsindige vrede, er et stærkt motiv, som desværre drukner fuldstændig i den helt og aldeles forvrøvlede historie.

Den brutalitet, som morderen udviser, er typisk, blodigt splat fra Mastertons side. Blodet sprøjter og lemmerne flyver, når morderen går løs. Disse scener står også i kontrast til Mollys og Sissys hyggesnak, hvilket formentlig er et helt bevidst greb fra Mastertons side, men i stedet for at højne drabsscenernes intensitet, bidrager snakken bare til bogens tåbelighed.

Hardcover, Severn House 2012. Den indtil videre sidste bog om Sissy Sawyer

Romanen må absolut være en af de ringeste bøger, som jeg har læst meget længe. Ikke at den er kedelig. Bestemt ikke, men der er tale om en fortælling, som er så ubegavet, at den kunne være en parodi. Det er den imidlertid ikke. I de senere år har Masterton mere eller mindre specialiseret sig i overnaturlige thrillere eller krimi-gysere med okkulte elementer, og han har tydeligvis en fast kreds af læsere, der følger ham. Hvem de er, og hvorfor de læser romanerne, er mig en gåde, men de er derude.

Jeg vidste da også på forhånd, hvad jeg gik ind til, da jeg åbnede bogen, og jeg må indrømme, at en lille djævel i mig faktisk så en smule frem til at blive forarget over romanens elendighed. Den djævel fik sit ønske opfyldt, og måske det er meget sundt engang imellem at dykke helt ned og rode i bundfaldet. Det sætter tingene i perspektiv og minder os om, hvor uendelig dum genrefiktionen kan være, når den udfoldes i de forkerte hænder, men samtidig også hvor rig og begavet den kan være hos andre.      

Stephen King & Peter Straub, The Talisman (1984): Dynamisk duo eller…?

Paperback, Penguin Books 1985

Det var lidt af en begivenhed i 1984, da Stephen King og Peter Straub langt om længe kunne udgive det fælles romanprojekt, som de havde hentydet til i pressen gennem en længere periode. King var på det tidspunkt nærmest urørlig på bestsellerlisterne, og Straub havde skabt sig et relativt stort navn med Ghost Story (1979).

The Talisman, som romanen hedder, er med andre ord et samarbejde mellem to af tidens absolut bedst sælgende skrækforfattere. Forventningerne var store, men hvis ret skal være ret, levede romanen ikke helt op til læsernes håb. Det kan der være flere grunde til, og jeg er ikke sikker på, at mine egne anker imod bogen er de samme, som King- og Straub-læserne havde dengang, da bogen så dagens lys.

Paperback, Penguin Books 1985

Der er flere ting at bemærke om romanen, men lad os ganske kort få styr på handlingen, der sikkert er velkendt for de fleste.

Drengen Jack Sawyers mor er ved at dø af kræft. Hun er en falmende skønhed og en skuespiller, der har medvirket i en lang række B-gyserfilm i roller som klassisk ”scream queen”. Lily, som Jacks mor hedder, ved godt, hvad kokken har slået, og hun har derfor taget sin søn med til en lille ferieby ved kysten, hvor hun planlægger at få sagt farvel til livet med værdighed. Det skal her indskydes, at Jacks far er død år nogle forinden. Hans død er omgærdet af en grad af mystik, og minderne om den afdøde far fylder meget i Jacks fantasi. Heldigvis passer farens gamle forretningspartner Morgan Sloat på Lilly og Jack – eller gør han?

Vennerne Stephen Edwin King i en “Fry Ted Bundy” trøje (født 21. september 1947) og Peter Francis Straub (født 2. marts 2 1943)

Der er naturligvis mere på spil. Mens Jack driver omkring i feriebyens gader, møder han den alkoholiserede, sorte mand Speedy Parker – en arbejdsmand og meget mere. Han viser Jack, at der findes en anden verden; en paralleldimension, om man vil. For at komme dertil gør man et såkaldt ”flip” og vupti, står man i denne spejldimension, hvor alt er forvrænget, men alligevel det samme.

I denne anden verden har man brug for en helt, der kan skaffe en tabt talisman til dronning Laura DeLoessian, som er ved at dø af en mystisk sygdom. Alle har en ”twinner” i den anden dimension, og det er klart, at dronning DeLoessian er identisk med Jacks mor i vores verden. Jack forstår nu, at han kan påtage sig opgaven og redde den døende dronning, og derved samtidig kurere sin mor.

Hardcover, Viking 1984. Romanens første udgave med den første ud af en lang række totalt intetsigende forsider

Dermed begynder en lang rejse, hvor Jack dels bevæger sig igennem vores verden i sin søgen efter denne helbredende talisman, dels bevæger han sig gennem den anden sides forvrængede univers. Undervejs konfronteres han med diabolske kræfter, der gør alt for at stoppe ham, men hans vigtigste modstander viser sig at være førnævnte Morgan Sloat. Han er mere eller mindre er skyld i alt ondt, som sker i den anden verden, og samtidig også alle ulykker, der er sket i Jacks liv og familie. Naturligvis møder Jack også venner undervejs, ikke mindst det godmodige, varulvevæsen Wolf, der kompenserer for sit manglende intellekt med et mildt sind og en enorm råstyrke.

Det første, man kan bide mærke i, er, at King og Straub havde læst tidens tegn. Det, vi nu oftest kalder magisk realisme eller urban fantasy, var ved at blive en særdeles populær genre i midten af 80’erne, og de herrer havde tydeligvis lyst til at prøve kræfter med udtrykket. På et dybere plan arbejdede begge forfattere også på at bryde ud af den skrækskabelon, som efterhånden blev en kreativ spændetrøje for dem begge. Straub havde udgivet sin fantasy-gyserroman Floating Dragon i 1982, som tydeligt søgte nye veje, og King arbejdede på det samme – hans The Eyes of the Dragon udkom eksempelvis samme år som The Talisman.

Paperback, Berkley Books 1985

The Talisman er dermed ikke umiddelbart, hvad man kunne forvente fra Kings og Straubs hånd, men omvendt er den set retrospektivt lige præcis, hvad man burde have forventet. Samarbejdet blev endnu et alibi for at bevæge sig væk fra skrækfiktionen; nu med fælles indsats, men dette flugtforsøg fra genren så læserne ikke på med milde øjne. 

Gyset og i høj grad det ubehagelige er skam til stede i The Talisman, men det er mest i form af den utrolige mængde af lidelser og overgreb, som stakkels Jack skal gennemgå, før han kan afslutte sin rejse. Romanen ligner Kings The Stand (1978)som rejseberetning igennem et korrumperet landskab, hvor menneskers ”virkelige” personligheder er blevet blotlagt og destilleret, således at de gode står uendeligt gode og de onde tilsvarende lede. Alt er sort/hvidt i begge romaner, og det er måske også det mest anstrengende punkt ved The Talisman.

Hardcover, Random House 2001

Der er ingen moralske nuancer i teksten, som i en stemning af sentimentalitet og nostalgi lader stakkes Jack undergå den ene nederdrægtighed efter den anden, før han endelig kan frelse verden – hvilket man ikke tvivler et sekund på, rent faktisk vil ske. Selvfølgelig vil alt ondt blive straffet og alt godt belønnet. Mens bogen således er fyldt til bristepunktet med snusfornuftig hverdagspsykologi og floskler, er der et totalt fravær af egentlig psykologisk dybde. Det kunne være en bevidst pointe, fordi romanen tydeligvis er skrevet i dialog med kunsteventyrgenren, men grebet er alligevel ikke overbevisende udført og ligner alt for meget Kings vanlige håndtering af personer til, at det for alvor fremstår som noget særligt her.

Man skal imidlertid ikke være et sekund i tvivl om, at King og Straub havde ambitioner med romanen. Referencer til eksempelvis Twains The Adventures of Tom Sawyer (1876) og Tolkien antyder, at de så deres fortælling som en form for litterær odysse og allegorisk rejse igennem USA anno 1984. Det er et bud på den store samtidsroman om Amerika; et bud på nationen, som den burde være, og det grimme, som hele tiden presser sig på og slører, den kærlighed og varme, der holder landets hårdtarbejdende godtfolk sammen. Den tonstunge, dogmatiske kristendom, som løber igennem The Stand, fortoner sig i The Talisman, men det moralske kompas i teksten peger alligevel i samme retning.

Paperback, Ballantine Books 2001

Med alt det sagt må man spørge sig selv, hvor Straub passer ind i alt dette? Når man læser romanen, er der kun ganske få antydninger af hans hånd i teksten. I stedet har King sit aftryk på alt. Faktisk er romanen så meget en King-bog, at den tangerer en form for selv-pastiche. Den er næsten som om, nogen havde sat sig for at skrive mere King’sk, end King selv kunne gøre det. Måske er det da også netop her, Straub kommer ind. Måske han lagde sig så fast i sporet på sit store idol, at det i stedet for at blive et amalgam af to stemmer, blev en form for stilistisk ekkokammer for King.

Jeg har svært ved at rose The Talisman for ret meget. Trods dens længde er den moderat underholdende hele vejen igennem, men dens insisterende, selvhøjtidelige bevidsthed om sig selv som litterært produkt er en konstant irritation. Deres ambitioner med bogen som et bud på ”den store amerikanske roman” er anstrengende, fordi Kings og Straubs projekt i sidste ende er banalt og, paradoksalt nok, uambitiøst. Romanen indeholder ikke andre udfordringer til læseren end dens længde, og dens litterære lån fra klassikerne bliver en fornærmelse, fordi det kommer til at fremstå som ren, kunstnerisk staffage, der blot skal agere løftestang for den underliggende stemning af alvor.

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

King og Straub havde uden tvivl en fest, mens de skrev bogen sammen, men det blev ikke nogen klassiker og det blev bestemt heller ikke en moderne Tom Sawyer. Romanen har givetvis mange læsere, der elsker den højt, men jeg er ganske sikker på, at det alligevel er de fleste, som sidder tilbage med en følelse af, at bogen er en noget forhutlet størrelse, som man ikke helt ved, hvad man skal stille op med. Måske endnu mere forstemmende er det, at den er et vidnesbyrd om to forfattere, der var godt i gang med at miste dem selv i deres egne og navnlig læsernes forventninger til deres bøger.  

Paperback, Orion 2012

Hardcover, Scribner 2012

Paperback, Pocket Books 2012

Paperback, Gallery Books 2018

Robert Moore Williams: Doomsday Eve (1957): Fremtiden er selvudvikling

Paperback, Ace 1957. Romanens første udgave. Forsiden er malet af Ed Valigursky

Scenen er som følger: Krigen mellem Asiens totalitære tropper og de vestlige stormagter raser. USA leder kampen, mens Europa stort set er faldet. Krigshandlingerne nærmer sig slutspillet, hvor det svære skyts vil blive aktiveret; de Store Bomber, atombomberne, der en gang for alle vil definere, hvem der er jordklodens retmæssige herre.

Midt i dette absolut dystre scenarie sker der mystiske ting. Både øst- og vestmagter rapporterer om sære oplevelser med menneskelignende væsner, der pludselig er dukket op ud af det blå. Piloter fortæller om skabninger, der med et er kommet til syne uden for cockpittet mange kilometer oppe i luften, mens andre beretter om at være blevet reddet af mærkelige mennesker, som var til stede i nødens stund. Er det engle? Spøgelser? Rumvæsner? Fremmede agenter? Der er mange bud, men i sidste ende har ingen tid til at efterforske sagen grundigt, fordi krigen skal passes og bomberne sendes ned over fjendeland.

Men alligevel, tænk nu hvis disse væsner kunne have en eller anden nytte? Den amerikanske efterretningstjeneste giver derfor den udbrændte efterretningsofficer Kurt Zen til opgave at finde ud af mere om alt dette. Den chance kommer nærmest tilfældigt til ham, da han under et angreb bliver opmærksom på en ung sygeplejerske, der pludselig er til stede i lazarettet og giver en hjælpende hånd med. Hvem er hun og hvor kommer hun fra? Zen følger efter hende, og dermed er han snart ude på et kort men intenst eventyr, der gør det muligt for Kurt at leve op til sit efternavns betydning, for han opnår nemlig klarsyn og forstår, hvad der er ved at ske med menneskeheden.

Doomsday Eve blev oprindeligt udgivet som “dobbeltroman” sammen med denne, hvis forside blev skabt af Robert E. Schulz

Forfatteren bag Doomsday Eve, Robert Moore Williams, var en af de amerikanske pulpforfattere, der red med på efterdønningerne af den første store SF-bølge. Hans tematikker er velkendte og ikke videre originale, men alligevel har et værk som Doomsday Eve bidt sig fast og undgået glemmebogen, fordi det så åbenlyst er et arbejde, der udtrykker håb og visioner for en bedre fremtid. Den slags bøger er der altid brug for, selvom de færreste nok i dag lader sig begejstre over Williams evolutionære metafysik.

For det er netop det, Doomsday Eve handler om. Vores bitre helt Kurt Zen kommer på sporet af en klandestin guerillagruppe, der hverken kæmper for Øst eller Vest. Faktisk kæmper de slet ikke for verden, de kæmper for fremtiden, og stærke kræfter i gruppen hilser den atomare undergang velkommen, fordi den vil rydde op og give plads til det nye samfund.

Det er ikke alle i gruppen, der deler disse millenaristiske tanker, men der er alligevel noget om snakken. Alle i denne hemmelige gruppe har i mere eller mindre grad udviklet paranormale evner, der til stadighed bliver stærkere. De er genetisk mere end almindelige mennesker; de er, så at sige, homo sapiens sapiens extenso. Det næste skridt, det nyt liv.

Robert Moore Williams (19. juni 1907 – 12. maj 1977)

 

Heldigvis viser det sig, at Kurt Zen også bærer denne paranormale kim i sig, og han kan dermed optages i bevægelsens rækker og sikre, at det hele går rigtig for sig og ender i samarbejde. Han har trods alt visse sympatier for det gamle krigersamfund, som nu er ved at falde fra hinanden.

Der er tale om en rosafarvet fascisme her, iklædt en venlig dragt af new age-filosofi om selvrenselse og udvikling af sindets skjulte potentiale. Zen er fornuftens stemme, men det ændrer ikke ved, at Morris ser for sig, hvordan den nye race langsomt vil skubbe den gamle til side, præcis som neandertalere og Cro-Magnonmennesker skred i svinget.

Jeg er ret sikker på, at Robert Williams var blind over for de lettere ubehagelige undertoner, der ligger i hans ellers velmente anti-krigsbudskab, og det er næppe for meget at se bogen som et dybfølt hjertesuk fra en mand, der var led og ked af at se en eskalerende atomar trussel vokse mellem lige stejle stormagter. Den slags desperation kan udløse desperate tanker som eksempelvis feberdrømme om en bedre race, der kan kaste behovet for storpolitik og vold af sig.

Paperback, Wildside Press 2015

Alt dette er helt centralt for bogen, men man må ikke glemme dens kontekst – den blev solgt og læst som pulproman. Williams’ budskab er dermed også indpakket som dramatisk spændingsfiktion, hvor Kurt Zen og hans allierede kommer i ikke så få blodige ildkampe mod hæslige, asiatiske sympatisører (dem kan hverken Williams eller Zen ret godt lide), før det endelige klimaks kan udspille sig. Der er nemlig trykket på knappen og rakkerterne skal til at flyve, spørgsmålet er nu bare, om det hele har været forgæves? Kan det nye menneske stoppe den totale udslettelse, der er sekunder fra at begynde?

Man skal ikke gå for hårdt til Doomsday Eve, der læses bedst med milde øjne og et blik på dens kontekst som reaktion på samtidens faktiske problemstillinger. Stilistisk er den måske mere kluntet end genrens store navne, men Williams’ ambition eller vision, der ligger under den hårdkogte action, er fascinerende at dykke ned i og noget, som indpasser ham i skolen af SF-forfattere med hang til metafysik og spiritualitet.

I bund og grund prøver Doomsday Eve at flette uforenelige elementer sammen – hurtig, pulpet ramasjang gør sig ikke nødvendigvis godt sammen med indadvendte refleksioner, men omvendt ville det sikkert være blevet en helt uinteressant roman, hvis Williams havde valgt udelukkende at fokusere på det ene af disse to komponenter. Er det en klog bog? Nej, men den er absolut værd at besøge som et slående øjebliksbillede fra en anspændt tid i verdenshistorien.

 

Stephen King, Doctor Sleep (2013): Oh, Danny boy, the pipes, the pipes are calling…

Hardcover, Scribner 2013. romanens første udgave

I 2013 skete det, som Stephen King fans havde sukket efter i mange år. Endelig, langt om længe, kunne man nu få lov at læse, hvordan historien fra The Shining (1977) fortsatte. Hvad skete der med lille Danny og hans mor, efter de slap væk fra Overlook-hotellet, og hvilken betydning fik oplevelserne på deres videre liv?

The Shining var og er en af Kings mest elskede bøger, og han har igennem årene flere gange været konfronteret med spørgsmålet om en mulig fortsættelse. I langt de fleste interviews var han afvisende, netop fordi bogen er så højt elsket blandt hans læsere. King var ganske enkelt bange for ikke at kunne leve op til den første bogs magi. På et eller andet tidspunkt blev fristelsen imidlertid for stor, eller også indfandt inspirationen sig bare. King gik i hvert fald i gang med en fortsættelse, der som sagt så dagens lys i 2013. Bogen blev en sensation, der strøg til tops på bestsellerlisterne, men efter den indledende begejstring var stilnet af, kunne man konstatere, at resultatet ikke fandt den gamle magi.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) fotograferet 2017

Doctor Sleep genintroducerer Danny som voksen mand, der nu går under det mere modne Dan. Livet har været hårdt ved Dan(ny). Han har kæmpet med et alvorligt misbrug, fordi han har haft brug for at bedøve sin ”shining” – denne paranormale evne til at se og forudsige ting. Igennem en række tilbageblik får vi det triste livsforløb beskrevet, der gradvist lukker hullet mellem den første bog og de ting, som nu udspiller sig i Dannys liv.

For han har egentlig fundet fred i en typisk Kingsk lilleby. Fortiden synes dog at indhente ham, for han bliver involveret i kampen mod en gruppe omrejsende ”psykiske vampyrer” – vampyriske væsner, der lever af noget, som de selv kalder ”damp” (”steam”), og som kan forstås som livsenergi eller måske slet og ret for sjælen. Disse vampyrer, der rejser rundt i autocampere og kamuflerer sig som helt ordinære gennemsnitsamerikanere, har et særligt mødested. Et sted, hvor deres kræfter synes stærkere end andre steder. På dette sted lå Overlook-hotellet, indtil det nedbrændte i slutningen af The Shining. Selvom hændelserne fra første bog ikke hænger direkte sammen med hændelserne i Doctor Sleep, er der alligevel denne konkrete stedlige kontinuitet her, der dog mest af alt fremstår som et belejligt alibi.

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2013

Vampyrerne har en særlig smag for mennesker med særlige evner som dem, Danny har. Det er da også fordi, han må beskytte en pige med netop disse evner, at han bliver hvirvlet ind i historien, som snart sender Danny, pigen og et par andre ud i en kamp om liv og død mod den overnaturlige trussel, som vampyrerne udgør.

Romanen har alle Kings karakteristika. Det er en relativt lang fortælling fyldt med små svinkeærinder, der sætter kulør på lillebyen, dens hjertevarme mennesker og giver King lejlighed til komme med kommentarer af politisk tilsnit til sin samtid. Sidstnævnte er et træk, der i høj grad er blevet mere udtalt i den sene Kings forfatterskab.

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2013

Det bånd, der opstår mellem romanens hovedpersoner, er sentimentalt og spiller på den sædvanlige type genkendelige klichéer og hverdagsiagttagelser, der har været en grundpille i Kings fiktion fra begyndelsen. Stilistisk er der intet nyt under solen her, og bogen kan i den forstand opfattes som en meget sikker King-roman, der ikke tager en eneste chance i andet end selve forsøget på at fortsætte den tidligere succes.

Mere interessant end forbindelsen til The Shining er det, at se, hvad King egentlig bruger Doctor Sleep til at fortælle. Det underliggende tema i bogen er, hvordan det egentlige jeg, ens sande identitet, træder frem. Hvornår og hvordan er man sig selv, og kan man være det på trods af sit nuværende jeg? Danny har undertrykt sit jeg gennem et overforbrug af druk og stoffer, og han kæmper stadig med at finde eller at acceptere sig selv som andet end alkoholikeren, der har svigtet alt og alle. Jeg er blevet min far, lyder det stadige omkvæd i Dannys tanker. Men omvendt tænker han også, at det er mig, der svigter, men jeg er også mere end ham, der svigter, og det er den erkendelse, der udgør det moralske budskab til bogens læsere: Du må lære at acceptere dine fejl, men også forstå, at du kan være mere end dine fejl og komme videre. Jeps, det er den type opbyggelige leveregler, som King sender ud til os med Danny som talerør. Budskaber, der mere eller mindre er direkte affødt af AA’s doktriner og uden tvivl noget, som hjalp King selv ud af sit eget misbrug.

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2013

I romanen må Danny overkomme sin apati og forstå, at han gennem kampen mod vampyrerne kan skabe sig en fremtid, hvor han er i stand til at være i hus med sig selv. Undervejs bliver pointen hamret ind gennem flere andre stemmer, og vi får endda serveret holdningen fra det modsatte perspektiv. King lader os nemlig også følge vampyrerne, der med deres smålige, destruktive adfærd viser os den selvretfærdige misbruger, der er i stand til at efterlade alt og leve i nuet, på evig flugt fra skylden, skammen, afmagten og ansvaret.

Som skrækfiktion er Doctor Sleep ikke videre nervepirrende. Plottet fremstår konstrueret, gyset er kluntet formidlet og sammenhængen med The Shining bliver ganske søgt. Nogen stjernestund er der ikke tale om her, men skal man pege på et sted, hvor Doctor Sleep alligevel lykkes med noget, så må det være i bogens generelle stemning af tristesse. Handlingen er fyldt med mennesker oppe i årene, der ser tilbage. Døden ånder med andre ord persongalleriet i nakken, og det giver hovedpersonerne en skrøbelighed, som er sympatisk og rammende.

Hardcover, Hodder & Stoughton 2013

Man mærker den aldrende King, der her skriver fra sit ståsted i slutningen af en lang karriere. Præcis dette er stærkt og indtryksfuldt, fordi bogen i en vis forstad er King, der viser os, hvordan han har fundet sig til rette med sin egen person og de valg, han har truffet i sit liv. Desværre er det bare ikke nok. Romanen er alt for lang og udvander de gode takter med floskler og overgjorte passager, der overspiller de positive træk, jeg netop har skitseret. Doctor Sleep er dermed fyldt med al den godmodige selvsving, som har drevet Kings forfatterskab alt, alt for længe og gjort hans skrækfiktion til noget, der nærmer sig det selvparodiske.

Man kan dog ikke et sekund påstå, at Doctor Sleep er kedelig. King er faktisk aldrig kedelig. Man kan heller ikke sige, at bogen ikke er letlæst, men man kan ej heller påstå, at det er en bog, der udmærker sig med ret meget. Den fremstår som et fejlslagent forsøg, der formentlig ville være blevet bedre, hvis forbindelsen til The Shining slet ikke havde været der. Det kunne være blevet en smuk lille roman om det at blive gamle og indrømme over for sig selv, hvem man er. Ak ja. Det fik vi ikke. Vi fik i stedet den sædvanlige dynge af ord, der usorteret vælter ud over læseren, denne gang bare tilsat et skingert forsøg på at indfange ungdommens gnist.

Hardcover, Hodder & Stoughton 2013

Paperback, Hodder Paperbacks 2014

Paperback, Pocket Books 2016

Paperback, Gallery Books 2019

Paperback, Hodder Paperbacks 2019

 

 

John Farris, The Fury (1976): Kalkuleret og underholdende

Paperback, Popular Library 1977. Maleren bag omslagets herlige indre læg er desværre ikke oplyst

”Stick it to the man,” sagde man i visse kredse i 60’ernes USA. ”Før han stikker til dig,” kan man så tilføje. Det var skam alvorligt ment. I hælene på de hastigt fordampede skyer af kærlighed, der var drevet ind over USA i løbet af sommeren ’67, meldte lige dele kynisme og pessimistisk klarsyn sig. Altamont, Charles Manson, Vietnam, politiske attentater, Watergate og økonomisk lavkonjunktur. Det hele blev opfattet som en ophobning af dårlige varsler og alvorlige sygdomstegn. Oprøret gik i vasken, men hvem havde skylden? Meget kunne tyde på, at det var staten – Big Brother, The Man, der var skyld i problemerne. Staten, der burde være din ven, var måske i virkeligheden din værste fjende. ”I’m not a crook,” bjæffede magtens personifikation, der blev taget med hænderne i kagedåsen. Her blev forræderiet afsløret, men hvor meget andet gik ubemærket hen?

Der sneg sig en alvorlig tone af paranoia ind i 70’ernes amerikanske genrefiktion, og staten blev konspirationernes omdrejningspunkt. Den tanke blev udfoldet i en syndflod af bøger, der som oftest lagde sig i farvandet mellem krimi og thriller, men naturligvis måtte skrækgenren også tale med her. Det gjorde flere af tidens bedst kendte stemmer, men andre ramte også plet og indfangede tidsånden i romanform.

John Lee Farris (født 26. juli 1936)

En af dem var John Farris, der sendte sin The Fury på gaden i ’76. Romanen udspiller sig primært i 70’ernes yndlingsbillede på vestligt fordærv, syndens fremmeste hule, New York City, og persongalleriet er typisk stof for tiden. Vi kommer ind i en hjertevarm, velhavende og kunstnerisk familie, der måske ikke ligefrem ligner den gennemsnitlige amerikaners hjem, men familien er sympatisk, og læseren forstår straks, at de er anstændige mennesker på trods af deres særheder.

Hovedperson er den purunge teenagepige Gillian Bellaver, der har en hemmelighed. Hun har voldsomme paranormale evner – psykiske evner, der gør, at hun eksempelvis kan slå ihjel ved tankens kraft. Hun kan også mere end det, men alt dette er hun først ved at opdage nu. På den hårde måde, vel at mærke, for hun har slået sin bedste veninde ihjel på grusomste vis, uden at ville det, og snart ser hun sig indlagt og udsat for utallige eksperimenter.

Hardcover, Playboy Press 1976. Romanens 1. udgave

Et helt andet sted jager en forhutlet mand for at finde sin søn Robin. Han er sikker på, at regeringen har snuppet ham, fordi drengen vidste eller kunne for meget. Peter, som manden hedder, er ikke nogen hvem som helst. Han er en toptrænet specialist, en spion eller elitesoldat. En, der er vant til at håndtere delikate situationer for Systemet. Helt præcist er Peters fjende den enigmatiske sykofant Childermass, der som en anden svengali styrer en tophemmelig forsøgsenhed, der beskæftiger sig med det paranormale.

Childermass er også ude efter Peter, men da han ad omveje hører om stakkels Gillan, bliver hun også et mål for ham. Snart går den vilde jagt gennem New Yorks gader. Hemmelige agenter jager pigen og soldaten, der imod alle odds forsøger at finde ud af, hvor de sataniske regeringskræfter har skjult Peters søn. Desværre opdager vi også, at kampen måske allerede var tabt, før den begyndte, for Robins psykiske evner var større, end han kunne bære. De steg ham til hovedet og i stedet for en teenagedreng, søger den stakkels far nu efter en manisk morder, der tripper på sine ustyrlige, psykiske evner.

Paperback, Futura 1978

The Fury har det hele. Den har vold, sex, gys, kærlighed, patos og drama. Den er skrevet som et uredigeret filmmanuskript; et manus, hvor alle de lidt for besværlige scener ikke er blevet fjernet endnu. Bogen er et destillat af tidens takter og leverer sin orangebrune stemning til perfektion. Det er ikke så sært, at romanen blev en bestseller. Fuldt ud kalkuleret gennemspiller Farris programmet for os, og vi kender det hele på forhånd. Det eneste, vi behøver at gøre, er at læne os tilbage og lade hans handling flyde ind over os.

Det mest tankevækkende ved The Fury er uden tvivl den vrede, som titlen tematiserer. Vrede er en kernefølelse i bogen. Det er den følelse, som bevæger historiens persongalleri, og den følelse, der i sidste ende ødelægger alt. Vreden sluger dem alle. Vreden over at være født anderledes, vreden over at blive snydt af Systemet, vreden over at blive svigtet. Midt i al den genretypiske grød og bestsellerklichéer indfanger Farris her noget autentisk. Han griber en grundstemning af utryghed og frustration i sin samtid og spinder den sammen med et skrækeventyr, der aldrig fuldstændigt forlader realismens land. Det kunne faktisk ske, siger man til sig selv, og synker endnu en gang, når agenterne brutalt myrder uskyldige.

Paperback, Popular Library 1978

Romanen er godt håndværk, skrevet af en forfatter, der præcis vidste, hvilke stemninger og følelser han ville opnå hos læseren. Der er også noget kalkuleret over romanen, der med behændigt afsæt i scener, der er et ekko af Blattys ekstremt populære bestseller The Exorcist, luller læseren ind i et univers af paranormale fænomener og paranoia. Hvilket ligeledes var emner, der optog sindene i 70’erne, og Kings Carrie havde to år forinden vist, at der var salg i romaner om rasende teenagere med psykiske evner.

Den cocktail fungerede, og det gør den selv i dag, hvor Farris’ roman ikke længere bæres frem af samme tidsånd og har fået karakter af noget lettere anstødeligt, hvis man lader sig anstøde af den slags. Voksne, der går i seng med drenge på 15 og lummer seksualisering af helt unge piger, er ikke noget, som får lov til at glide ubemærket ind i storsælgende spændingsromaner i dag. Nej, så har vi nok lettere ved at acceptere den utrolige brutalitet, som bogen også rummer. Men selve brutaliteten, den genkender vi stadig. Måske fordi vi stadig har noget af vreden i os. Vreden, Farris skriver om, virker i hvert fald fortsat frisk og snerrende her 40 år senere.

Paperback, Futura 1978

The Fury er popcorn. Det er velsleben underholdning, der sætter ind præcis, hvor den skal, uden andre ambitioner end at sælge godt og måske blive filmatiseret. Hjertet er dermed ikke helt med i teksten, der dybest set er banal opportunistisk spekulation, men måske uforvarende, måske som et biprodukt, lykkedes det alligevel Farris at indfange noget større i sin bog om vreden. Et eller andet, der bliver hængende som en bismag og rejser spørgsmålet, hvornår vi selv får nok? For vi mærker alle vreden, bare en gang imellem, ikke?

Paperback, Grafton 1992

Paperback, Tor 1994

Paperback, Chicago Review Press 2017

Dan Simmons, Carrion Comfort (1989): Psykisk vampyrterror

Paperback, Headline 1990. som sædvanlig oplyser Headline ikke, hvem der har skabt forsiden

Jeg synes, at Dan Simmons er en lidt sær størrelse i genrefiktionen. Han har skrevet den formidable skrækroman Song of Kali (1985) og den særdeles underholdende SF-roman Hyperion (1989), men samtidig har han også skrevet ganske forfærdelige ting. Ting så skrækkelige, at jeg har svært ved at tro, at det er samme mand, der står bag.

Sagen er den, at Simmons i høj grad skifter stil, tematik og udtryk fra bog til bog. Det gør naturligvis, at han er lidt af en hamskifter, som aldrig står stille. I hvert fald hvad indholdet angår, for Simmons er stilistisk altid til den svulmende, pyntede side, og hans psykologiske portrætter typisk en anelse entydige. Når Simmons er bedst, bliver disse slagsider af mindre betydninger, men i andre af hans projekter kommer skavankerne tydeligt frem, som det eksempelvis sker i den næsten ulidelige Summer of Night (1991); en bog jeg også snart skriver om her på bloggen, så ikke mere om den nu.        

Paperback, Headline 1990

Carrion Comfort er på mange måder en klassisk Simmons’ bog. Det er en konceptuelt skarpskåren roman med tydelige genrereferencer og idéer, der viser, at Simmons loyalt går ind i de genreuniverser, han arbejder med. Carrion Comfort er også en lang roman, som tillader Simmons at komme ganske vidt omkring i et omfattende persongalleri, der kronologisk strækker sig fra Anden Verdenskrig og frem til bogens nutid (midten af 80’erne).

Handlingen er, kort fortalt, at en gruppe ”psykiske vampyrer”, der lever af frygt og smerte, har arbejdet bag facaderne i umindelige tider. Her, fra skyggerne, har de påvirket såvel storpolitik som møder mellem mennesker i det små. Vampyrerne holder sig unge ved at optage den smerte, de forvolder, og for mange af vampyrerne er deres gerninger blevet en form for leg, hvor de dyster om, hvem der kan påføre verden de mest chokerende og overraskende lidelser, uden at dette naturligvis blive opdaget af de dødelige. For det er selvfølgelig idéen med det hele; vampyrerne driver deres uvæsen i det skjulte, selvom mange af dem lever fuldt offentlige liv. En af bogens vampyrer er en fremtrædende embedsmand, en anden er TV-prædikant, en tredje filmproducent i Hollywood og så fremdeles. Det var således vampyrer, der stod bag mordene på Lennon og Kennedy, og vampyrer, der mere eller mindre har stået bag alle andre ubehagelige og uhyrlige ting, som vi kender fra den nyere historie.

Dan Simmons (født 4. april 1948)

Det gælder dermed også Anden Verdenskrig, eller rettere Nazisternes massemord. Netop det er omdrejningspunktet for Carrion Comfort, fordi bogens bærende protagonist er den aldrende, jødiske psykolog og universitetsmand Saul Laski. Som ganske ung blev Laski interneret med sin familie i en udryddelseslejr, og her, midt i al gruen, møder Laski en SS-officer, der er langt værre end alle andre. Faktisk er mødet med denne officer næsten overnaturligt, fordi han overtager unge Laskis sind med en form for tankekontrol og tvinger den stakkels knægt til at deltage i et skakspil, hvor brikkerne er jøder, der kæmper for livet på spilbrættet. På mirakuløs vis lykkes det Laski at undslippe dødsspillet, men oplevelsen præger selvsagt Laski resten af livet, og som en anden Simon Wiesenthal bruger han efter krigen sin tid på at jagte denne officer, han er overbevist om ikke er død.

Vejen ind i fortællingen bliver da også, at Laski, nu som aldrende mand, genkender denne officer og begynder at forfølge han, hvilket gradvist fører ham og en spraglet gruppe medhjælpere ud i åben kamp mod de vampyriske bagmænd.

Hardcover, Dark Harvest 1989. Romanens 1. udgave

Som sagt er Carrion Comfort på mange måder en klassisk Simmons-roman. Genremæssigt låner han en del fra skræklitteraturen her, men bogen er først og fremmest en technothriller, der lader sine hovedpersoner udkæmpe en kamp mod system i bedste David-og-Goliat-stil. Vampyrerne sidder på magtapparatet, men trods deres enorme indflydelse kan de ikke kontrollerer alt, og vores hovedpersoner får bl.a. hjælp fra Mossad og en bande sorte fra slummen.

Til sammen udgør alt dette en omtrent underholdende roman, som måske er en smule længere, end historien kan bære, men Simmons har fået sprøjtet så meget spænding og ramasjang ind i historien, at man nysgerrigt læser videre for at se, hvordan det hele ender.

Paperback, Warner Books 1990

Så langt så godt. Jeg har imidlertid alvorlige problemer med selve bogens underliggende tematik, som desværre ikke er helt klar. Hvis man kaster sig ud i fortolkningernes overdrev, kan man måske læse Carrion Comfort som en magtkritik eller en lettere paranoid, konspiratorisk forestilling om grå mænd, der styrer vores verden og virkelighed – altså ”the masters of war”, som Dylan bl.a. synger om. Den tolkning når man langt med, men problemet er bare, at det eksempelvis bliver uklart, hvordan Simmons’ lettere idyllisk fremstilling af staten Israel passer ind i dette. Han portræt af magt og magtanvendelse er dermed langt fra entydig, og egentlig kritik kan der derfor heller ikke være tale om.

Mine problemer med handlingen er imidlertid større, hvis man går knap så langt ind i fortolkningen og blot registrere handlingens umiddelbare lag. Her får vi præsenteret disse tanke- og kropskontrollerende vampyrer, der driver deres uvæsen i verden og i virkeligheden er roden til alt ondt. Præcis det er for let og for ufarligt. Idéen er naturligvis sjov, men konsekvensen er, at Simmons får fraskrevet mennesket alle destruktive tendenser. Al ”ond” agens bliver flyttet over i vampyrerne, og menneske fremstilles som relativt uskyldige ofrer, der ufrivilligt lader sig lede gennem tankekontrol. Præcis det er for slapt. Det er det nøjagtigt omvendte af den misantropi, som Simmons udtrykker mesterligt i Song of Kali, og det bliver en nærmest irriterende, blåøjet næstekærlighed, der trods bogens store mængder vold og blod, gør det hele til en form for fraværende, social eskapisme.

Paperback, St. Martin’s Griffin 2009

Bogens koncept irriterer mig med andre ord ganske voldsomt, fordi det er for pjanket at bruge vampyrer som syndebukke for vores handlinger og problemer. Idéen, som plot, er kanske underholdende tænkt, men i praksis bliver det for uforpligtende og tandløst. Jeg vil have min skrækfiktion og min technothriller indhyllet i sort kynisme og grim ærlighed, der udstiller vores menneskelige svagheder og fejl; og særligt for technothrilleren må magtapparatets undertrykkende vold ikke skubbes til side og reduceres til noget udefrakommende eller distanceret. Vampyrerne er ikke overnaturlige monstre, de er mennesker af kød og blod.

Paperback, Quercus 2010

Richard Matheson, Hell House (1971): Freudianske shock i knaldhytten

Paperback, Tor 1999. Den meget stemningsfulde forside er skabt af Michael Deas

Richard Matheson har en høj stjerne hos mig, ikke mindst som kreativ og udfordrende novelleforfatter. Han har også skrevet fremragende romaner, men hans skrækroman Hell House fra ’71 hører ikke til blandt hovedværkerne. Romanen blev ikke desto mindre et ganske stort hit for Matheson, hvilket uden tvivl skyldes, at den kunne ride videre på den bølge, som William Peter Blatty havde sat i bevægelse tidligere på året. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at The Exorcist har inspireret Matheson til selv at prøve kræfter med en klassisk skrækfortælling; noget han ikke havde gjort i et stykke tid.

Hell House handler naturligvis om et hjemsøgt hus, og historien begynder, da parapsykologen Dr. Lionel Barrett bliver hyret af en aldrende rigmand til at undersøge spøgerierne i et berømt og berygtet hjemsøgt hus, hvor der for år tilbage udspillede sig nogle ganske dramatiske begivenheder. Ejeren af huset, Deutsch, har også hyret det kristne medium Florence Tanner og et medium mere, Ben Fischer. Fischer skiller sig ud fra de andre ved at have været med i en tidligere undersøgelse af det berygtede Hell House. Han deltog som ung teenager i spiritistiske eksperimenter i huset, og var den eneste, der slap bort fra stedet med livet i behold. Dr. Barrett har også taget sin kone med på opgaven, og til sammen udgør de fire bogens primære persongalleri.

Paperback, Tor 1999

Allerede kort efter, at selskabet er ankommet til det gamle hus, der er møbleret, men har stået ubenyttet meget længe, er det klart, at stedet hjemsøges af en ond kraft. Alt føles forkert i huset, hvilket ikke mindst demonstreres igennem elektriciteten, der driller, mystiske klapren med dørene mystisk. Dr. Barrett, en ægte videnskabens mand, går metodisk til værks med maskiner og målinger. Han giver ikke meget for de to mediernes psykiske evner, og her har vi en af bogens første og mest åbenlyse konflikter; en konfrontation imellem det rationelle og det irrationale.

Det er tydeligt, at Hell House ikke har fået sit ildevarslende navn og sataniske omdømme uden grund. Spøgerierne tager til, hvilket først rammer Florence Tanner, det kvindelige medium. Snart kaster ånderne også deres kærlighed over Barretts kone, som besættes af husets afdøde ejer og udsættes for en række ganske ydmygende optrin.

Richard Burton Matheson (20. februar 1926 – 23. juni 2013)

Baggrundhistorien er, at Belasco, manden, som opførte det nu hjemsøgte hus, hengav sig til orgier, satanisme og enhver form for depraveret udskejelse. Det siges også, at den gamle sluttede en pagt med Djævlen, før han selv døde, og derfor nu går igen. Denne smag for udskejelser bemærker de fire gæster i spøgelseshuset, for spøgelset prøver gang på gang at komme i lag med de besøgende; faktisk er hjemsøgelsen gennemsyret af seksuelle referencer. Meningen bag det hele falder kun gradvist på plads, og undervejs må de fire gæster gennemgå en række ganske, ganske voldsomme hændelser, som ender med at koste menneskeliv.

Som sagt har Matheson uden tvivl skævet til The Exorcist, da han skrev Hell House. Der er en rå og bramfri tone i bogen, der synes at lægge sig i forlængelse af de beskrivelser, vi får af stakkels besatte Regan. Det egentlige forløb i romanen må imidlertid siges at være hentet i Shirley Jacksons The Haunting of Hill House. Faktisk vil jeg mene, at Mathesons roman er et åbenlyst forsøg på en gendigtning af Jacksons historie, der nu søges tilført mere entydige tematikker og en mere kontant stemningsetablering. En opgave Stephen King også påtog sig med The Shining i ’77.

Hardcover, Viking Press 1971. romanens første udgave

Den øvelse slipper Matheson desværre ikke helt heldigt fra. Der er noget gumpetungt, for ikke at sige dumt, over hans overtydeligt konstruerede konflikter og brug af freudianske motiver. Barrett, der er impotent, kan ikke tilfredsstille sin kone seksuelt; det udnytter huset til at lade hende gå på seksuel opdagelser blandt de to andre gæster. Skyld og skam griber ind i dette, hvilket naturligvis alt sammen kan føres tilbage til de kun halvejs formulerede relationer, som Jackson så elegant etablerede i sin roman. I Hell House er der intet elegant. I stedet bokser Matheson sin hvermands-Freud ind i teksten og dræner sin fiktion for ethvert spor af den tvetydighed, som gør The Haunting of Hill House til et æstetisk hovedværk i den moderne skrækfiktion.

En klog bog kan man derfor absolut ikke kalde Hell House, men den har pulplitteraturens dramatiske fremdriftsform. Det gør den både underholdende og den flittige brug af stort set alle spøgelsesgenrens troper må siges at være charmerende for skrækentusiaster. Præcis det splitter mig i forhold til bogen. På den ene side er den et underholdende stykke skræk-ramasjang, på den anden side er den en uoriginal, dum udgave af Jacksons mesterværk og derfor, som litteratur, uinteressant.

Paperback, Bantam Books 1972. Her sælges bog af uforklarlige årsager som gotisk romance

Set som Jackson-reception bliver Kings The Shining et stykke subtil kunst, målt i forhold til Hell House, og det er i virkeligheden ret trist, for man kan også i den grad klandre Kings bud på en nyfortolkning af The Haunting of Hill House for banalitet. Det er især trist, hvis man som mig holder af Mathesons tidlige fiktion fra 50’erne. Hans spøgelsesfortælling er således endnu en roman, som desværre bekræfter alle fordomme om skrækfiktionen og dens ukritiske læsere. Vi stiller åbenbart meget få krav til vores genrelitteratur.

Paperback, Bantam Books 1973. Nu bekendes der kulør; her er det referencen til tidens bestsellere, der skal inspirere til køb af bogen

Paperback, Warner Books 1985. Bemærk den absurde ros fra “gysets konge” og hans tro væbner 

Hardcover, Gauntlet Press 1996

Hardcover, Severn House 2004

Hardcover, Centipede Press 2011. Bogen er senest udkommet i denne luksusudgave

 

 

Caitlín R. Kiernan, Low Red Moon (2003): “… Some are born to endless night”

Paperback, Roc 2003. Romanens første udgave

Med sin fjerde roman opsøgte Caitlín Kiernan H.P. Lovecraft-terræn. Det kan ikke komme som nogen overraskelse, for der havde hun allerede været flere gange i sine noveller, og Low Red Moon, som bogen hedder, lægger sig derfor fint i forlængelse af de tidligere udgivelser i forfatterskabet. Der er imidlertid ikke nogen tvivl om, at Kiernan med romanen havde fundet sin stemme. I debutbogen Silk (1998) tangerer sproget noget kunstlet og manieret, men i løbet af de fem år, der ligger imellem Silk og Low Red Moon, er der sket noget. Kiernans postmoderne gotik med punkere og kunstnere på randen af samfundet har (næsten) veget pladsen for et mere nuanceret miljø, der ikke ser alt i det mørkesyn, som præger de tidlige udgivelser. Verden har fået flere facetter, og miljøskildringerne har udvidet sig, men ikke længere end, at man fortsat kan se udgangspunktet.

I Low Red Moon møder vi parret Chance og Deacon. Chance er gravid og er netop gået på barsel fra sin stilling ved universitetet, hvor hun underviser i palæontologi. Deacon er en historie for sig. Han er ældre end Chance og har tilbragt det meste af sin ungdom på druk for dulme sine synske evner; han ser de døde. Som så ofte med den slags synske folk i genrelitteraturen har han haft et samarbejde med politiet og hjulpet til med opklaringen af mordsager. Efter en særligt grotesk sag med kidnappede børn blev det imidlertid for meget for Deacon, og han smuttede fra det hele.  En ny by, en ny bar, hvor han kunne drikke i stilhed. Sådan var det i hvert fald, indtil han ved et tilfælde mødte Chance, som blev vendepunktet i Deacons liv. Han hoppede på vandvognen og prøver nu at indleve sig helt i rollen som hjemmegående, ædru husfar; en opgave, der ikke er helt let for ham.

Paperback, Roc 2003

Det viser sig da også, at fortiden indhenter Deacon. Politiet har brug for ham og hans evner igen. Den besynderlige seriemordersag, som han bliver involveret i, viser sig snart at have tråde tilbage til Deacons sidste sag, og situationen bliver hurtigt personlig, da det går op for ham, at morderen er kommet efter hans ufødte barn.

Seriemorderen er en ung kvinde, opvokset i Massachusetts, ude ved kysten, hvor hendes bedstefar lærte hende om De Gamle, der sover ude under bølgerne og viste hende, hvordan man ofrer til Dem, der lever under jorden. Den dybt forstyrrede pige forstår, at hun er særligt udvalgt til at blive en af disse skabninger, en ”ghoul” i Lovecrafts forstand, hvilket kan ske gennem et særligt ritual, der kræver et offer; et nyfødt spædbarn. Hvordan sammenhængen mellem pigen og Deacon præcis er, skal jeg ikke komme ind på her. Det er en kompliceret sag, som involverer ghouls, forskellige fraktioner i den okkulte underverden og en god del sort uheld.

Caitlín Rebekah Kiernan (født d. 26. maj 1964)

 

Med Low Red Moon tager Kiernan, hvad der dybest set er en stor kliché i seriemorder-genren og kobler den med elementer fra den såkaldte Cthulhu mythos. Altså en seriemorderroman om en synsk opdager med okkulte fjender. I sig selv kunne hvem som helst have skrevet dette, men Kiernan føjer sit helt eget, unikke sprog til fortællingen og løfter den dermed langt over stort set alt, hvad man kunne tænke sig af okkulte krimier og seriemorderromaner. Ja selv som mythos-roman giver Kiernans personlige fortolkning af Lovecrafts idéer et nyt og fascinerende liv til ellers tyndslidte troper.

Paperback, Roc 1998

Der er en glødende intensitet bag Kienans ord, som fører hende ud i et sjældent lyrisk sprog. Et sprog, der insisterer på skildringen af stemnings- og sanseerfaringer igennem skæve formuleringer og formfuldendte metaforer. Der er en gravitas bag sproget, som giver en bog som Low Red Moon et poetisk alvor, der på sæt og vis står i skærende kontrast til den i bund og grund lettere uopfindsomme handling.

Hardcover, Subterranean Press 2004

Sagen er nok også den, at Kiernan ikke er nogen stor historiefortæller. Hun er i hvert fald ikke den, der udtænker originale historier eller karakterer. I stedet lever en roman som Low Red Moon på de dybt betagende stemningsskildringer og øjebliksbilleder fra de stadigt mere ubehagelige situationer, som Chance og Deacon havner i.

Man skal da bestemt heller ikke tage fejl her, Low Red Moon er en barsk og ubehagelig bog, der til fulde lever op til de vanlige skildringer af brutalitet, som kendetegner seriemorderhistorierne. Vi får også drama og varme følelser i romanen, ikke mindst takket være de udfordringer, som Deacon og Chance møder i deres parliv, og romanen bevæger sig derfor følelsesmæssigt vidt omkring igennem flittig brug af tilbageblik. Tilbageblik, der kommer til at fungere som små pusterum fra historiens nutid, der kapitel for kapitel bliver mere ond.

Paperback, Roc 2007

Her må det også indskydes, at Kiernan til fulde forløser sin skrækhistorie med en slutning, der både giver os den ubehagelig konklusion, som vi har ventet på, men hun forlænger også afslutningen ind i et hjemsøgt, bittert efterspil, der bliver hængende hos læseren efter endt læsning. Igennem hele romanen ligger der en følelse af noget skæbnesvangert og uundgåeligt. Bogens persongalleri styrer sikkert imod undergangen; ikke mindst vores morderiske pige og Deacon, der ikke helt synes af denne verden, men nærmere synes at være født ind i et mørkt univers, der kun harmonerer dårligt med normalitetens dagslysoplyste hverdag. Deacon forsøger ganske vist at flygte fra dette ophav i mørkelandet, men det lykkes ikke for ham. Han hører ikke hjemme i en ordinær verden.

Caitlín Kiernan er uden tvivl en af de stærkeste stemmer i den moderne skrækfiktion, som vi har i dag. Hun er en stor stilist og en sjælden lyriker, der formår at føje et uendeligt hårdt tiltrængt poetisk alvor til skrækfiktionen. Som historiefortæller har hun måske ikke meget nyt at tilbyde, men det er en bagatel set i forhold til de styrker, som forfatterskabet har udviklet siden debutromanen.

 

Colin Wilson, The Mind Parasites (1967): Lad sindets mentale champagnepropper springe

Paperback, Panther Books 1973. Forsidens stemningsfulde “new age”-billede er skabt af Bob Haberfield

Hvis jeg skulle udpege et stykke skrækfiktion fra slutningen af 60’erne, der sammenfatter alle tidens tendenser, må valget falde på Colin Wilsons The Mind Parasites fra 1967. Her samles trådene i et kluntet, uharmonisk og uelegant værk, som trods alle sine slagsider rummer en særegen kraft, der tydeligvis havde et solidt tag i samtidens læsere. Bogen har mistet meget af sin potens i dag, hvor Wilsons idéer om sindets paranormale potentiale har tabt alt momentum. Teksten må derfor i dag også i vid udstrækning vurderes ud fra sine litterære kvaliteter; dem er der ikke mange af, men retrospektivt er det vanskeligt at komme uden om The Mind Parasites.

Det hele begynder, da bogens jegfortæller, arkæologen Gilbert Austin, opdager, at en af hans venner fra studietiden har begået selvmord i London. Selvmordet kommer som et chok for Austin, der aldrig havde troet, at hans stærkt ideologiske ven ville kunne vælge den udvej. Han begynder derfor at grave i sagen, og snart viser det sig, at vennen åbenbart var i færd med studier af menneskets underbevidsthed og havde opdaget anomalier, som optog ham meget. Idéerne optager også hurtigt Austin. Han går i vennens fodspor og finder ud af, at han er på sporet af en sønderknusende opdagelse, der kan forandre selve menneskehedens eksistens.

Paperback, Panther Books 1973

Imens dette arbejde står på, er Austin taget til Tyrkiet for der at deltage i nogle arkæologiske udgravninger, som en anden af hans venner står for. Her, under ødemarkens sand, støder de på et enormt bygningsværk to kilometer nede. En umulighed, som hurtigt viser sig at tale sammen med de erkendelser Austin havde gjort i London forinden. Det korte af det lange er, at Austin har opdaget, at menneskets sind er en næsten ubegrænset energikilde, som kan transformere os til en form for superindivider med både fysiske og intellektuelle kapaciteter langt over vores nuværende fatteevne. Grunden til at dette ikke er sket, er, at en parasit har taget bo i menneskehedens kollektive bevidsthed og her snylter på denne energi.

Det lyder abstrakt, og det er det sådan set også, men Colin Wilson foretager i romanen en kobling mellem Jungs teori om racehukommelse eller kollektiv erindring og H. P. Lovecrafts såkaldte ”Cthulhu-mytologi”. Til dette kommer så også flere SF-elementer. Et fremmed væsen har således trælbundet menneskeheden indefra og reduceret os til malkekvæg, som væsnet siden tidernes morgen har kunnet tappe for kraft. Austin kalder dette eller disse væsner ”the Tsathogguans”, et navn hentet fra Clark Ashton Smiths forfatterskab. Det er da også kendetegnende for The Mind Parasites, at Wilson rører fakta og fiktion sammen i en skønsom blanding, der skaber en særlig videnskabelig stemning i bogen, som formentlig har til hensigt at opbygge en form for troværdighed.

Colin Henry Wilson (26. juni 1931 – 5. december 2013)

Set i lyset af Wilsons senere forfatterskab er det tydeligt, at idéerne, han præsenterer i romanen, ikke alene er tænkt som fiktion. Wilson fortsatte i hvert fald med at udbygge sine tanker om det underbevidste og intellektets ubenyttede kapaciteter, og i det lys bliver The Mind Parasites et vigtigt skrift, fordi det er her, han for første gang får lejlighed til at udfolde sine sensationelle og kontroversielle idéer.

Den slags lykkedes det nemlig for Wilson at skabe sig en karriere på, og det er tydeligt, at det først og fremmest er idéerne, der driver værket for ham. Præcis dette adresserede han rent faktisk selv i introduktionen til sin næste roman, The Philosopher’s Stone fra 1969. I forbindelse med denne roman, der stort set er en genfortælling af The Mind Parasites, forklarer han sine læsere, at han først og fremmest ser sig som filosof, der kommunikerer sine idéer gennem fiktionens sprog, på linje med eksistentialisterne.

Hardcover, Arkham House 1967. Romanens 1. udgave

For Wilson handler det altså om, at mennesket må overvinde sine indre grænser, sprænge de kræfter, der tøjler bevidstheden, og derved opnå indsigt, styrke og kreativitet. Hans vision er et nyt samfund baseret på intellekt og æstetisk nydelse. Bogen er dermed et stykke idealistisk, visionær prosa, som absolut ser frem mod et andet og bedre samfund.

Fiktionen og gyset spiller en væsentlig rolle her, fordi det bliver disse narrative redskaber, der skaber fremdrift i Wilsons argumentation. Det er Austins opdagelser, som giver Wilson anledning til at uddybe sine tanker og læseren bliver så at sige klogere på meningen med bogen i takt med Austins egne erkendelser af sandheden om de parasitiske ”Tsathogguans”.

Hardcover, Arthur Barker 1967

Man kan imidlertid også gå et niveau dybere ned i teksten. Bogens hovedperson bliver hurtigt jaget vildt, fordi parasitterne opdager, at han er ved at få færden af dem. Parasitterne kan ikke selv agere, fordi de ikke har nogen krop – de eksisterer udelukkende i bevidsthedens ”dimension”. De kan imidlertid handle gennem deres agenter – svage mennesker med dårligt selvværd, tendens til depressive tanker og ringe selvkontrol. Den type personer er parasitternes typiske agenter, og de har infiltreret kultur og politik på alle niveauer.

Præcis på den baggrund får Colin Wilson affyret en række kritiske bredsider mod alt det, han opfatter som nedbrydende eller ødelæggende for sindet. Hans væsentligste eksempel, ud over tåbelige politikere, er en forfatter i Paris, der med sine skrifter om sadomasochisme, science fiction og livslede, holder den intellektuelle avantgarde i åndeløs beundring. For Wilson er dette præcis den form for jordbunden kunst, der lukker sindet ned og stimulerer til destruktion frem for sprudlende kreativitet. Inspirationskilden til Wilsons fiktive forfatter kan næppe være nogen anden end William S. Burroughs, der netop repræsenterer alt andet end den højstemte kunst, som Wilson ser som sine primære bud på værker, der transcenderer sindets grænser.

Paperback, Bantam Books 1968

Wilson konkluderer nemlig gennem Austin, at nogle få ”genier” af egen drift har opnået den store gave, kortvarigt, at se bag om sindets barriere og opnå adgang til intellektets uudtømmelige kraftkilder. Mozart, Shakespeare og alle andre store, kanoniserede kulturkoryfæer er således Wilson bud på steder, hvor vi ser antydningen af noget større. Parasitternes agenter er dermed det, Wilson opfatter som kunstens fjender; de er de uanstændige, de er misbrugerne, de af mammon forblændede og hedonisterne, der ikke formår at løfte sig op over egne behov. Gyset, som her er en paranoid størrelse, opstår fordi, at disse agenter er over alt og luller os ind i sortsyn og depression gennem deres ”falske” kunst, som ikke inspirerer, men kun avler håbløshed.

The Mind Parasites går til kamp for livsglæde og kreativitet, for håb og forandring. Foregangspersonerne i dette er genierne, som med momentane anfald af klarsyn har udstukket vejen, som masserne må følge. Løftet er, at vi alle kan blive som de store, hvis vi lytter til deres ord, dyrker deres kunst og søger efter deres ledetråde. Wilsons idéer var avantgardistiske, da han udsendte sin roman i ’67, men grundlæggende er romanen en bekymret mands reaktion på en kultur i opbrud. Hans bolværk er den klassiske borgerlige dannelse, og Wilson fremstår derfor i bogen mere som udsyret rindalist end visionær mystiker. Fornyeren Wilson er derfor måske i virkeligheden selv en af de mørkemænd, som han forsøger at bekæmpe.

Paperback, Oneiric 1972

Paperback, Panther 1977

 

 

 

Stephen King, Carrie (1974): Stakkels pige…

Paperback, New English Library 1985. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Jeg har skrevet en del om Stephen King på det sidste, fordi jeg har tygget mig gennem en række af hans ældre bøger i forbindelse med min egen bog om skrækfiktion. Jeps, den arbejder jeg fortsat støt og roligt på. King skal naturligvis have en plads i bogen, hvor han på godt og ondt må siges at være en af de centrale figurer. Nuvel, det her indlæg bliver det næstsidste sidste, du læser om King på Fra Sortsand i et stykke tid, og det er måske også godt nok, for sandt at sige har jeg ikke nerver til for alvor at genbesøge det han har skrevet siden slutningen af 80’erne.

Bogen, som King romandebuterede med for snart mange tusind sider siden i ’74, handlede om pigen Carries dramatiske død og lillebyen Chamberlains ødelæggelse. Set retrospektivt bærer romanen umiskendeligt Kings fingeraftryk, men den står hans tidlige noveller langt nærmere end de efterfølgende romaner. Man fornemmer en sproglig usikkerhed i teksten og et svagere greb om det omfattende persongalleri, der ikke ligner den sikre fortællestemme, der gør sig gældende i den efterfølgende roman ’Salems Lot.

Paperback, New English Library 1985

Ikke desto mindre møder vi allerede i Carrie alle de mennesketyper, der senere har befolket Kings univers. Bogen fremstår derfor også i høj grad som et landkort over hans fremtidige fiktion og ikke mindst det fiktive Maine, som King gradvist har fået opbygget. Et fiktivt Maine befolket af tydelige arketyper hentet fra populærkulturens repertoire, set gennem et oftest både naivt og nostalgisk filter. Desuagtet er Carrie en forbløffende stærk roman, men før vi ser nærmere på bogens kvaliteter, skal historien, vanen tro, på plads.

Carrietta N. White – kaldet Carrie – er Chamberlains klovn. Hun er fed, hun er klodset, hun virker smådum, hun er grim, og Carries mor er en fanatisk kristen, der bestemt ikke gør livet lettere for sin datter. Carrie falder uden for på skolen, og hun kan i hvert fald ikke måle sig med de andre elever på byens gymnasium; derfor er hun også deres oplagte mobbeoffer. Specielt et slæng piger, anført af isdronningen Chris Hargensen, har et ondt øje til stakkels Carrie.

Hardcover, Doubleday 1974. Romanens 1. udgave

Da bogen åbner, er konflikten mellem Carrie og pigerne netop eskaleret til nye højder. Ingen har nogensinde fortalt Carrie om menstruation, og da hun efter idræt begynder at bløde i bruseren, udløser det en tumultarisk stemning blandt pigerne, der i en af bogens mest ubehagelige scener samles om Carrie og skriger ”Plug it! Plug it!”, mens de tæppebomber den stakkels, ydmygede pige med tamponer.

Seancen i bruseren fører til sanktioner, og Chris Hargensen bliver forment adgang til det store afdansningsbal – prom – som hastigt nærmer sig. Det kræver hævn, for Chris mener afgjort, at det hele er Carries egen skyld. Skæbnen vil da også, at Sue Snell, den ene af pigerne i Chris’ slæng, angrer ydmygelsen af Carrie og overtaler sin populære kæreste til at invitere Carrie med til det store ”prom”. Han gør det tøvende, men ofrer sig for Sues dårlige samvittighed. Den mulighed griber Chris og hendes bøllekæreste straks og iværksætter en sataniske ydmygelse af Carrie.

Hardcover, New English Library 1974

Netop som Carrie er kronet som ballets dronning, hvilket naturligvis var planlagt på forhånd, overskylles hun med svineblod. Hverken Chris eller hendes rockabilly-kæreste kunne imidlertid forudse konsekvensen af deres handling, for Carrie har båret på en hemmelighed. Hun har telekinetiske evner og kan ved tankens kraft flytte rundt på ting. Da hun står badet i blod foran hele skolen, bliver det for meget for hende, og hun går til modangreb på det samfund, der har pint og plaget hende længe. Ved hjælp af sine evner får Carrie først skolen, så store dele af byens centrum til at ramle sammen i flammer, eksplosioner, død og undergang.

Da vi kommer ind i historien, er det hele sket, og handlingen fortælles gennem øjenvidneberetninger og uddrag fra bøger, der beskriver den tragiske og uforklarlige ”Chamberlain-hændelse”, mens King også giver os også indblik i Carries egne tanker, de steder hvor der skal bygges bro mellem bogens mange fortællerstemmer. Den væsentligste blandt disse stemmer er Sue Snell, der efter begivenhederne har lettet sit hjerte i en selvbiografisk bog om hele sagen. På den led leger King med romanens form og sætter den sammen som et eklektisk stykke metafiktion, men fordi vi også kommer ind i hovedet på Carrie selv, er grebet ikke entydigt gennemført, hvilket nok heller ikke har været hans hensigt.

Paperback, Signet 1975

Snarere end bare at fortælle historien på en alternativ måde for eksperimentets skyld ligger der en væsentlig pointe bag de mange stemmer, der gør sig kloge på Carries død og paranormale kræfter. Alle som en misforstår de nemlig Carrie. Gennem hele sit liv blev hun underkuet både af bogens egentlig skurk – Carries mor – og hele bysamfundet. Ingen så Carrie som menneske, de så kun den patetiske pige. Nu, hvor det hele er oversået, er der stadig ingen, der ser mennesket Carrie. Alle er optaget af katastrofen, ødelæggelserne og ikke mindst hendes utrolige evner. Pigen Carrie er der ingen som kerer sig om. En undtagelse skulle da lige være Sue Snell, der synes at formulere hele Kings anliggende med romanen, da hun siger: ”… forgetting Carrie White may be a bigger mistake than anyone realizes” (s. 96). Vi må aldrig glemme Carrie – og her taler hun ikke om Carries evner eller hendes voldsomme angreb på Chamberlain. Nej, vi må ikke glemme pigen Carrie, som for en kort bemærkning får lov at blomstre frem, før hun brutalt trækkes ned i sølet.

Carrie kan i virkeligheden bedst forstås som grum modernisering af fortællingen om Askepot. Først pines og plages pigen, men så får hun ganske uventet mulighed for at komme med til ballet på slottet og får lov til at danse med prinsen. Undervejs forvandles den uheldige pige til en smuk prinsesse – så smuk, at hendes partner når at forelske sig en smule i hende. Men så slår klokken tolv og magien forsvinder. Carrie falder tilbage i den gamle rolle og taber endda sin ene sko (en ”slipper”!) (s. 169) på trappen foran skolen, da hun flygter hals over hoved.

Paperback, New English Library 1977

Her viser King sig som en nedrig, ubarmhjertig fortæller. Prinsen vender nemlig ikke tilbage og henter Carrie ind i eventyret igen. Alt er vitterligt forbi, da klokken slår tolv, og Carrie sørger selv eftertrykkeligt for, at hendes plageånder går ned med hende. Moralen, for der er vitterligt tale om en morale her, er den samme som i eventyret, men den lykkelige slutning udebliver.

Carrie er vidunderligt raffineret udtænkt, og når man først har forstået eventyrstrukturen bag bogen, bliver det også tydeligt, hvorfor Kings persongalleri fremstår så todimensionelt – det er nemlig arketyper, han opererer med. De er præcis så tyndbenede som eventyrets personer, fordi de ikke tjener til andet end trin på Carries vej gennem fortællingens stationer.

Paperback, Pocket Books 1999

Romanen er en hård og nådesløs bog, men trods det skinner Kings hjertevarme pen igennem, og han leverer sit portræt af gymnasieeleverne med en rørende, overbevisende kraft, der formentlig er lige dele fyldt af egne erfaringer fra Kings teenageår og de iagttagelser, som han gjorde sig i den korte tid, hvor han arbejdede som engelsklærer. Vigtigst af alt er det nemlig, at King leverer sin bog uden ironiske svinkeærinder eller forbehold. Der er alvor bag teksten, også der hvor det bliver absurd – som når han postulerer, at der rent faktisk kunne ske noget liggende hvor som helst igen.

Kings debutroman er en skæv og fascinerende kile ind i skræktraditionen, der ikke ligner noget andet. Den er en perle i forfatterskabet, der konceptuelt og fortællemæssigt rammer rent, fordi den utynget aflægger sit forlokkende enkle budskab. Det er imidlertid ironisk, at eftertidens læsere og King-fans har valgt at fokusere på Carries paranormale evner – præcis som bogens ”eksperter” – og derved helt har overset centrale aspekter i romanen. Der er derfor god grund til at vende tilbage til Kings udgangspunkt, for det er her forfatterskabets eventyr begynder og måske her det er stærkest?

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Hodder Paperbacks 2006

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Ebog, Hodder Stoughton 2007

Paperback, Anchor Books 2011

Paperback, Anchor Books 2013

Paperback, Hodder Stoughton Paperbacks 2013

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2014