Tag Archives: Patrick Woodroffe

Poul Anderson, Three Hearts and Three Lions (1961): På eventyr i Danmark

Paperback, Sphere Books 1974. Den herlige forside er skabt af Patrick Woodroffe

Jeg har været en smule optaget af Poul Anderson i den seneste tid, efter at jeg blev meget begejstret for hans The Broken Sword (1954) – et lille mesterværk af en genreroman, som varmt kan anbefales til alle, der er løbet sur i fantasygenren, som den ser ud i dag, og nu trænger til noget anderledes fra den kant. Three Hearts and Three Lions fra 1961 er stærkt beslægtet med førnævnte roman, men alligevel er der tale om to meget forskellige bøger. Sidstnævnte, der er under luppen her, kan da heller ikke hamle op med The Broken Sword, men den er trods det underholdende og sjov, fordi den udspiller sig i middelalderens Danmark. Det vil sige en noget eventyrlig udgave af dansk middelalder, men ikke desto mindre Danmark.

Poul Andersons ophold i Danmark som ung mand gjorde indtryk på ham, og den danske indflydelse slog igennem som eksotisk element i flere af hans tekster. I Three Hearts and Three Lions er den danske vinkel, som sagt, meget tydelig, ikke kun på grund af stedet, hvor handlingen udspiller sig, men også fordi det hele drejer sig om den paneuropæiske myte, der under vores himmelstrøg blandt andet har fået navnet Holger Danske.

Hr. Poul William Anderson (25. november 1926 – 31. juli 2001)

Romanens anslag udspiller sig under Anden Verdenskrig. Den forældreløse immigrant Holger Carlsen, der lever i USA, oplever en pludselig længsel efter at tage hjem til sit fædreland Danmark og gøre sit for at bekæmpe den tyske besættelsesmagt. Derfor drager Holger over Atlanterhavet og slutter sig til modstandsbevægelsen. Under en natlig aktion ved den sjællandske kyst, ikke langt fra Helsingør, besvimer Holger. Han forstår ikke, hvad der skete, men da han vågner, befinder han sig alene i en skov. En stridshingst med fuldt panser og rustning til en rytter står i nærheden og venter. Noget konfus snupper Holger, efter kort overvejelse, både hest og rustning og begiver sig afsted på det, der bliver et ganske utroligt eventyr.

Holger er forvirret og undrer sig over den vildsomme skov, han pludselig befinder sig i. Det ligner ikke det Danmark, han kender. Mere mystisk bliver det, da han kommer til en hytte, hvor han får mad og husly hos en gammel kone, der kommer med en række uhyrlige påstande. Konen fortæller nemlig, at Holger befinder sig i 1100-tallet. Han må altså være rejst i tid, hvilket Holger naturligvis først nægter at tro på, men snart begynder der at ske så mange ting, at han accepterer, at der må være tale om en form for sjælevandring, der har sendt ham bagud i tid.

Hardcover, Doubleday 1961. Romanens første udgave i bogformat

Konen i hytten er ikke en hvem som helst. Hun er en heks af folkeeventyr-slagsen, som tilbyder at hjælpe Holger med lidt sort magi. Han takker ja, uden helt at vide, hvad han siger ja til, og dermed begynder Holgers rejse ind i eventyrets verden, hvor han må rejse til elverfolkets rige for at kunne komme hjem til sin egen tid igen. Undervejs får han hjælp og følgeskab af en dværg, en svanemø og flere andre, men han møder også fjender. Alvorlige fjender, for elverfolket er bestemt ikke begejstrede for Holger. Men der er også større ting på spil, som involverer Kong Arthur-legendernes fe Morgana.

Den velorienterede læser vil nikke genkendende her, for vores Holger Danske og Kong Arthur er del af samme mytekompleks om den slumrende hjælper, der skal vende tilbage i nødens stund. Romanens Holger Carlsen bruger størstedelen af fortællingen på at overveje, hvem han egentlig er, og hvorfor han er havnet, hvor han er. Sandheden kommer gradvist til ham, og det står klart for os læsere, at Poul Anderson har en underliggende fortælling bag forgrundens historie. En historie om kampen mellem godt og ondt, eller rettere, mellem orden og kaos.

Paperback, Avon 1962

Det, der i begyndelsen kunne fremstå som endnu et opkog på Mark Twains Connecticut Yankee, viser sig at være en episk beretning, som i virkeligheden udspiller sig på tværs af tid og rum, fordi lovens og de kaotiske kræfter strides i alle tider på en gang. Vores hovedperson Holger Carlsen er selvsamme Kong Arthur, Karl den Store, Sven Felding og alle de andre sovende helte fra myternes verden på en gang. På samme måde er feen Morgana blot en ud af mange former, som hans kosmiske, kaotiske modstandere har antaget.

Alt dette går kun langsomt op for Holger. Han vokser med opgaven og træder gradvist i karakter som den episke stridsmand, han er. Den moderne, ”nutidige” Holger forsvinder og viger pladsen for myternes helt, som undervejs udsletter den ordinære Holger og gør ham til en form for ren kraft. Det er spændende, hvad Anderson her leger med, og noget, som efterfølgende har inspireret flere andre forfattere – både Roger Zelazny og Michael Moorcock har eksempelvis taget den idé til sig og ført den videre i en mere klar og konsekvent facon.

Paperback, Avon 1970

Men der ligger også endnu en dimension i dette, for mens historiens Holger kæmper sig vej gennem et eventyrligt Danmark befolket af drager, enhjørninge, elvere og dværge, forstår vi også, at hans kamp spejler en kamp i vores nutid, hvor de kaotiske styrker er aksemagtens kræfter, der har besat store dele af Europa. Hitler og hans mænd er med andre ord vor tids inkarnation af det kaos, som Holger bekæmper i middelalderen.

Three Hearts and Three Lions er afgjort en underholdende og fængende roman, men noget mesterværk kan man dårligt kalde den. Selve strukturen er alt for episodisk og tilfældig til for alvor at binde den sammen til en sammenhængende hele. Holger rejser fra tableau til tableau, fra monster til monster, og nedkæmper al modstand uden, at det for alvor har nogen konsekvenser. Undervejs er der naturligvis højdepunkter, som den klaustrofobiske kamp med trolden i hulerne, mens andre episoder bliver sært uforløste; Holgers møde med en drage er her et godt eksempel.

Paperback, Berkley Medallion 1978

Holgers vej til erkendelse er stødvis, men ikke formidlet synderligt elegant og i udgangspunktet lanceret temmelig kluntet. Noget stort værk har vi med andre ord ikke at gøre med her, men Andersons greb om den eventyrlig historiefortælling er alligevel dragende og ukunstlet. Den er befriende, fordi den ikke tynges af fantasygenrens klichéer, men i stedet går til folkeeventyret som inspiration, og fordi den er fortalt med an blanding af konceptuelle ambitioner og litterær uskyldighed, som ganske enkelt er charmerende.

Der er derfor også god grund til at studere Anderson, for hans betydning for den moderne generefiktions er ikke uvæsentlig. Han var på mange måder en iderig ener, som efterlod sig værker, der måske ikke helt kommer op på siden af pulpæraens titaner, men han har kastet lange skygger ind over fantasygenren, som vi kender den i dag. Så når du har læst The Broken Sword, må Three Hearts and Three Lions være næste stop. Om ikke andet som morsomt og sjældent dansk indslag i den internationale genrefiktion.

Hardcover, Doubleday 1983

Paperback, Ace Books 1984

Paperback, Baen 1993

Hardcover, The Easton Press 1998

Paperback, Gollancz 2003

Hardcover, Science Fiction Book Club 2003

 

 

2 kommentarer

Filed under Roman

A. Merritt, Dwellers in the Mirage (1932): Smukt, pulpet og drøn kedeligt

Paperback, Futura 1974. Den helt fantastiske forside er malet af mesterlige Patrick Woodroffe

Paperback, Futura 1974. Den helt fantastiske forside er malet af mesterlige Patrick Woodroffe

Merritts blanding af SF, fantasy og gys gjorde ham til en væsentlig aktør i pulpmagasinernes storhedstid. Han var blandt andet en af Lovecrafts inspirationskilder, og Lovecrafts ros har da også afgjort været med til at forlænge Merritts berømmelse og indflydelse ud over det forventelige. Det er således almindeligt accepteret, at Merritts kortroman The Moon Pool fra 1918 havde afgørende betydning for skabelsen af Lovecrafts formative ”The Call of Cthulhu” skrevet i 1926.

Det morsomme er, at Merritt gengældte Lovecrafts inspiration i romanen Dwellers in the Mirage fra 1932, der afgjort trækker på HPLs univers. Dybt stikker inspirationen imidlertid ikke, men det skal jeg vende tilbage til om et øjeblik.

Abraham Grace Merritt (20. januar 1884 – 21. august 1943)

Abraham Grace Merritt (20. januar 1884 – 21. august 1943)

Handlingen fører os i første omgang til Alaska, hvor eventyreren Leif Langdon og hans indianske følgesvend er på opdagelsesrejse i vildmarken. Da bogen åbner, afslører Langdon, at deres rejse mest af alt er en flugt fra den fortid, der plager ham. Hvad han præcis mener, finder vi først ud af lidt senere i historien. De to venner opdager nemlig ved et tilfælde en skjult dal, der takket være et særligt naturfænomen er isoleret fra omgivelserne ved et tæt tågelag, der ikke alene gør dalen varm men også ekstremt frugtbar.

Vennerne tumler bogstaveligt talt ned i dalen, og snart ruller de også ind i en forviklet historie om magtintriger, gamle hemmeligheder og sære folkeslag. Der lever to racer i dalen, der har bekriget hinanden altid. På den ene side af floden, der løber gennem dalen, bor de fredelige og barnligt uskyldige pygmælignende mennesker, på den anden side af floden lever de blodtørstige, blonde krigere.

Hardcover, Liveright, Inc. 1932. Romanens 1. udg.

Hardcover, Liveright, Inc. 1932. Romanens 1. udg.

Pygmæerne (The Little People, som de kaldes) er ekstremt mistrioske over for Langdon, og snart viser det sig også hvorfor. Småfolket genkender nemlig Langdon som værende beslægtet med deres arvefjende, og de blonde krigere ser, at Langdon ligner deres sagnomspundne helt Dwayanu, hvorom det siges, at han skal komme tilbage til en dag.

Langdon er naturligvis betaget af de blonde krigere, der anføres af et brutalt præsteskab, og snart kommer han under deres trolddomskraft. Sagen er den, at det ikke er første gang, det sker. Langdon oplevede det samme en gang tideligere, da han var på en ekspedition i Mongoliet, og her havde han visioner om samme blonde folk. Nu er han imidlertid indfanget og tror langsomt fuld og fast på, at han er den sagnomspundne Dwayanu, men så husker han også det blonde folks hemmelighed, som har plaget ham lige siden ekspeditionen.

Paperback, Avon Books 1944

Paperback, Avon Books 1944

Krigerne dyrker en glubsk guddom fra det hinsides. En kæmpemæssig blækspruttelignende skabning ved navn Khalk’ru, som de hidkalder gennem menneskeofringer. Den groteske guds dæmoni får hevet Langdon tilbage til virkeligheden, men da han genfinder sig selv, er kampen mellem dalens stammer allerede i fuld gang, og han har svært ved at komme bort fra af sin mytiske fortid.

Der er ikke langt fra Khalk’ru til Cthulhu, der er heller ikke langt fra Lovecrafts slumrende skabning på havets bund til Merritts trans-dimensionale kæmpeblæksprutte, men her hører lighederne også op. Merritt savner Lovecrafts kosmiske perspektiv. I stedet kan man fornemme Rider Haggards indflydelse på Merritts roman, der løbende render ud af tangenter og synes at flyde i alle retninger uden nogen klar fremdrift. Glemte erindringer, tilfældige opdagelser og lykkelige sammentræf driver historien frem, og plottet bliver mere og mere indviklet, hvilket måske kan fornemmes ud fra mit lidt lange handlingsreferat.

Hardcover, Grandon 1950

Hardcover, Grandon 1950

Sandt at sige er det da heller ikke nogen stor oplevelse at læse Dwellers in the Mirage, der har alle de pulpede ingredienser, som et godt vildmarkseventyr kræver, men som savner enhver form for tempo. Gang på gang punkteres fortællingen af lange monologer fra bogens melodramatiske persongalleri eller beretningen om Langdons oplevelser i dalen skubbes til side for længere historier i historien, fortalt for at forklare hvorfor dalen er som den er.

Det er på ingen måde stor fortællekunst og den eneste grund til, at en bog som denne fortsat kunne genoptrykkes som paperback i 1974, hvor min udgave er fra, er, at Lovecraft dryssede sit stjernestøv over Merritt og derved gjorde hans navn (næsten) udødeligt.

Paperback, Avon Books 1952

Paperback, Avon Books 1952

Man hvad gjorde Merritt så rigtigt? Hvorfor fremhæve ham? Stedvist får Merritt, midt mellem den almindelige pulp-ramasjang, bragt små passager af naturbeskrivelser ind, der ikke alene er ekstremt smukke, men også båret af en sær klang, fyldt med fremmedartet aroma og drømmestof. Da vennerne ser dalen for første gang; ser blomsterne og mosset de ligger på, ser planterne og træerne, får Merritt skildret det som noget fremmede, nærmest overjordiske, med en uovertruffen mesterlighed. Hans prosa er med andre ord ladet med samme poetiske kraft som Dunsany, Clark Ashton Smith og Lovecraft. De har alle samme vilje til at fæstne farver og indtryk i en fremmeartet facon, som på en gang bliver dragende og foruroligende.

Det finder man ikke mange steder, og af den grund bør Merritt fortsat læses. Som guldgraver må man vaske sig gennem tyndbenet, dårligt pulp-eventyr for at finde frem til de små funklende passager, der gemmer sig mellem alle trivialiteterne. Arbejdet er slidsomt og enerverende, men når man pludselig sidder med to-tre sammenhængende sætninger, der hæver sig over resten, er alt besværet glemt.

Paperback, Paperback Library 1962

Paperback, Paperback Library 1962

Det kræver nok en særlig glæde ved selve læsningen og arbejdet med tekster for at gide den øvelse, og man kan naturligvis også bare glæde sig over Merritts indfald og idérigdom. Men en glemt dal, hvor tiden har stået stille og de lidt hokus-pokus-agtige naturvidenskabelige forklaringer, der skal gøre det hele plausibelt, hverken synderligt originale eller noget, der interesserer mig stort. For mig er Merritts bøger en jagtmark for sære, sjældne ordoplevelser, og derfor vil jeg sikkert blive ved med at læse ham – også selvom de samme historier findes fortalt langt mere underholdende af andre.

Paperback, Paperback Library 1965

Paperback, Paperback Library 1965

Paperback, Avon 1967

Paperback, Avon 1967

Paperback, Avon 1976

Paperback, Avon 1976

 

Paperback, Collier 1991

Paperback, Collier 1991

Paperback, Benediction Classics 2011

Paperback, Benediction Classics 2011

E-bog, eStar Books 2014

E-bog, eStar Books 2014

Skriv en kommentar

Filed under Roman