Tag Archives: Penguin Books

Poppy Z. Brite, Lost Souls (1992): All Hail the American Night

Paperback, Penguin Books 1994

Paperback, Penguin Books 1994

Anne Rice transformerede vampyrfortællingen i 1976 og slap mørkets fyrster ud i natten på en måde, der transcenderede genren. Hun æstetiserede vampyren og natten i et fornyet gotisk formsprog; gjorde dem sanselige og berusende, fyldt med død, erotik og religion. Et emotionelt udtryk, der på en gang refererede tilbage til vampyrromanes arnested hos Stoker og samtidigt pegede ind i samtiden og det morderne menneskes oplevelse af ensomhed. Den fremstilling er efterfølgende blevet reciperet så grundigt, at vi næsten er begyndt at læse ældre vampyrfiktion gennem Rice. I 1992 udkom der imidlertid en debutroman, der spejlede sig i Rice, men brutalt knuste hendes koncept og udstillede et forvrænget, grimasserende bud på samme tematik. En roman, hvis skurende hæslighed side for side langsomt forvandles til en ødelagt skønhed, der til fulde står mål med Rices borgerlige gotik. Ja i virkeligheden er bogen nok den mest originale vampyrfremstilling skrevet efter Interview with the Vampire.

Forfatteren, der tog livtag med Anne Rice, var Poppy Z. Brite. Brites bud på vampyrromanen blev et angstfyldt, smerteligt skrig. Et nødråb formuleret på vegne af outsiderne og de udstødte. Præcis som Rices vampyrer ønsker blodsugerne hos Brite intet andet end at høre til, at være del af noget større end dem selv. Men hvor Rice skildrede smukke rigmænd, er vampyren hos Brite beskidte, rodløse goth-punkere. Et terræn Nancy Collins allerede havde afsøgt med Sunglasses After Dark i 1989, men uden på nogen måde at nå samme pondus og dragende kvalitet som Poppy Brites debutroman.

Paperback, Penguin Books 1994

Paperback, Penguin Books 1994

Lost Souls er fortællingen om teenageren Nothing, der gribes af udlængsel, fordi han ikke kan finde sig til rette i den lilleby, han er vokset op i. Nothing smutter derfor hjemmefra og begiver sig ud på en rejse for at opsøge et sært rockband, hvis musik har rørt ham dybt. Rejsen bliver en odysse ind i natten og et møde med de fortabte sjæle, der flagrer omkring i bogens skyggeamerika. Et amerika, der vågner, når alt mondænt og normalt for længst har lagt sig til hvile.

Et væsentligt element ved vampyrerne i Lost Souls er, at de hos Brite tilhører en selvstændig race. De er altså ikke overnaturlige skabninger, men rovdyr, der lever parallelt med menneskene – præcis som i Whitley Striebers The Hunger (1981). Vampyrerne fødes med andre ord. Det har afgørende metaforisk betydning for hele romanens opbygning. Der er hverken tale om et aktivt tilvalg eller at nogen tvinges ind i vampyrtilværelsen – vampyrerne er født ind natten. Men altså Kun i overført betydning forstås, idet vampyrerne fint kan gå ude i dagslys.

Poppy Z. Brite dengang (født 25. maj 1967)

Poppy Z. Brite dengang (født 25. maj 1967)

Fra bogens prolog ved vi, at Nothing er vampyr, og romanen følger hans gradvise erkendelse af dette, da han slutter sig til en trio af omflakkende blodsugere. Trioen forstår nemlig straks, at Nothing måske har et slægtskab med dem. For Nothing bliver mødet med vampyrerne, der som nomader driver fra by til by i en udtjent varevogn, en oplevelse af at komme hjem. Alt falder på plads for ham, da han stiger ombord i vognen.

Hovedparten af Lost Souls er en form for dokumentation af Nothings hamskifte. Som en slange er det nemlig nødvendigt for ham at kaste alle spor af moral og normalitet af sig. Vampyrtilværelsen har ganske enkelt ikke plads til menneskelige hensyn, og Nothings vej mod at genopdage sig selv i en ny form påbegyndes derfor hurtigt. Rejsen er smertefuld og symbolsk indfanget i den scene, hvor Nothing dræber sin barndomsven og drikker hans blod. Samtidigt med vennens død dør teenageren Nothing næsten også. Men også kun næsten, for før Nothing kan dø og genfødes, må han afværge en konfrontation mellem vampyrerne og Ghost – den enigmatiske forsanger i det rockband, der i begyndelsen fik Nothing til at stikke af hjemmefra.

Hradcover, Abyss  Delacorte Press 1992. Romanens 1. udg.

Hradcover, Abyss Delacorte Press 1992. Romanens 1. udg.

Romanen dokumenterer minutiøst Nothings smerte, frygt og sorg. Hans søgen og higen efter kærlighed, og ikke mindst hans jagt efter en rigtig familie. Der er således weltschmerz ad libitum på bogens sider, præcis som den plagede Louis hos Anne Rice. Men hvor Rice fyldte Louis’ følelser med en romantisk, bitter skønhed, smører Poppy Brite sine hovedpersoners følelser ind i sæd, blod og afføring. Lost Souls søger konstant til kanten og videre end det for at vise vampyrernes inhumanitet og fremmedartethed. Der skydes heroin og indtages et utal af stoffer, de sutter den af på hinanden (bogens vampyrer er alle mænd), har analsex og myrder brutalt, mens de slubrer blod i sig. Det hele skildret med stor præcision og kvalmende sans for detaljen.

Smag og duft udpensles, så læseren igen og igen bombarders med voldsomme, grænsesøgende billeder. Præcis som Clive Barker i de første bind i Books of Blood-serien, der synes sært beslægtet med Brites Lost Souls, insisterer hun på at fastholde vores tanker ved den forvrængede, penetrerede krop. Hvor Rice slører sine vampyrers aktiviteter med et kysk figenblad, står de nøgne, blodige og sædindsmurte hos Brite. Hun beskriver igen og igen, hvordan Nothing og hans sortklædte venner stinker, hvordan der sidder kager af indtørret blod i deres tøj og, hvordan deres vildskab lyser langt ud af dem.

Paperback, Abyss 1993

Paperback, Abyss 1993

Det forunderlige er imidlertid, at hun her – midt i voldsomheden, midt i den provokerede, flamboyante beskrivelse af mandesex, midt i blodet, mordene og sorgen, får skrevet sig frem til en følelse af skønhed. Langsomt, i takt med Nothings forandring og opdagelse af sit sande jeg, vænnes vi til sprogets brutalitet og når videre om bag beskrivelsernes rå overflade. Vi ser, hvordan natten åbner sig i bogen som et stort, evigt ødeland, der numinøst favner alt og skræmmer med sin råhed og uendelige frihed.

Man kan måske forsigtigt pege på, at en af kilderne til Poppy Brites flammende intense debutroman er en personlig oplevelse af ikke at høre til i sin egen krop. Det er i hvert fald slående, at Brite skiftede køn og blev mand, således at hun i dag er en han. Den slags en-til-en slutninger er naturligvis farlige og udtryk for en drastisk forenkling, men Brite åbnede afgjort et vindue ind til et personligt helvede med Lost Souls. Om det var Brites eget helvede, skal jeg ikke kunne sige, men mon ikke vi alligevel her får et glimt eller to af de smerter og kvaler, der følger med vejen mod det at realisere sig selv som transkønnet?

Poppy Brite i dag - nu som Billy Martin

Poppy Brite i dag – nu som Billy Martin

Poppy Brite har da også en lektion til læseren. Kan ske vi afskyr det hæslige og anderledes, men Brite vender det hele på hovedet og siger, at de hæslige, de udstødte og anderledes også foragter os for vores ordinære liv og normalitet. Og det i en sådan grad, at vi slet ikke kan få lov at blive del af deres forunderlige, eksklusive verden. I virkeligheden er det således os, der holdes ude fra en langt større verden fuld af skønhed og store følelser.

Brite var grimhedens apostel og Lost Souls de udstødtes testamente. En tekst der, må læses og studeres nøje, fordi den i sidste ende udstiller vores smålighed og manglende evne til at inkludere alt, der ikke ligner os selv. En ny, vægtigere, mere potent brug af vampyrskikkelsen skal vi nok vente længe på.

Hardcover, Gauntlet Press 2002

Hardcover, Gauntlet Press 2002

Paperback, Penguin Books 2010

Paperback, Penguin Books 2010

En sidste bemærkning. Alle Bauhaus-fans, som undertegnede, kan så også glæde sig over de løbende referencer til gruppen. Her kan du få et lyt af den epokale single ”Bela Lugosi’s Dead fra ’79.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Daphne du Maurier, The House on the Strand (1969): Tidsrejsen som psykose

Paperback, Penguin Books 1970. Den lille vignet på forsiden er tegnet af Colin Mier

Paperback, Penguin Books 1970. Den lille vignet på forsiden er tegnet af Colin Mier

The House on the Strand fra 1969 er en af du Mauriers mindre kendte spændingsromaner. Sandt at sige hører den nok heller ikke til blandt hendes bedste. Trods bogens afgjort nervepirrende indhold savner den de tidligere succesromaners blanding af mystik og konceptuel klarhed. Men dermed ikke sagt, at The House on the Strand er uinteressant – langt fra.

Handlingen fører os til Cornwall, hvor forlagsredaktøren Richard Young har lånt et hus af sin gamle studiekammerat Magnus. Richard skal bo alene i huset et par uger, før hans kone og hendes to børn fra et tidligere ægteskab tager ud til ham, så familien kan holde sommerferie sammen. Magnus, husets ejer, er en feteret biokemiker med smag for eksperimenterende, radikale forsøg. Hans seneste projekt har været at udvikle et stof, der kan føre den menneskelige hjerne tilbage til tidligere generationer; altså et stof, der lader tanken rejse tilbage gennem skjulte, kollektive erindringer. Det hele er naturligvis en omgang tåget sniksnak. Tanken er kort og godt, at den, der indtager stoffet, kan rejse tilbage i tiden som en form for spøgelse og derved opleve, hvad tidligere slægtsled har oplevet. Der er altså tale om en mental tidsrejse, hvor den rejsendes bevidsthed bliver projiceret bagud i tiden.

Paperback, Penguin Books 1970

Paperback, Penguin Books 1970

Mens Richard er alene i huset, får Magnus ham overtalt til at eksperimentere med stoffet. Magnus forsikrer ham om, at det skulle være ganske ufarligt, og Richard indvilliger derfor tøvende. Resultatet er overvældende. Richards bevidsthed bliver pludselig sendt tilbage til det tidlige 1300-tal, hvor han får mulighed for at glide gennem omgivelserne omkring Magnus’ hus, som det så ud på det tidspunkt.

Oplevelsen er storslået, og efter at have sundet sig er han villig til at gentage eksperimentet. Snart opdager Richard, at han vender tilbage til det samme sted og de samme personer hver gang. Helt konkret er det den unge adelsmand Roger, som Richard synes at være knyttet til. Richard vender tilbage flere gange, og for hver gang han rejser tilbage i tiden, forstår han de historiske omgivelser bedre. Gradvist går det også op for ham, at ridderen Roger er involveret i et komplot mod den engelske trone, og Richard indser, at han er vidne til en højspændt intrige.

Daphne du Maurier (13. maj 1907 – 19. april 1989)

Daphne du Maurier (13. maj 1907 – 19. april 1989)

Magnus var ikke helt ærlig over for Richard, da han fortalte, at tidsrejserne var harmløse. Det viser sig nemlig, at den, der rejser under påvirkning af stoffet, bevæger sig fysisk rundt som i trance. Det vil sige, at Richard mere eller mindre bevidstløs stavrer omkring på markerne i Cornwall, mens han mentalt rejser i tiden på Magnus’ præparat. Sagens alvor går op for Richard, da han kommer til sig selv ved lyden af et bilhorn, kort før han er ved at blive påkørt.

Dertil kommer en mere subtil påvirkning. Det viser sig, at den historiske virkelighed er langt mere spændende end Richards almindelige liv. Ikke mindst da hans kone og børn kommer op til huset og forlanger at lave alle de sædvanlige ferietrivialiteter. Richard begynder at savne fortiden og benytter enhver lejlighed til at snige sig ud og vende tilbage til 1300-tallet.

Hardcover, Victor Gollancz 1969. Romanens 1. udg. Forsidenm er illustreret af du Mauriers datter Flavia Tower

Hardcover, Victor Gollancz 1969. Romanens 1. udg. Forsidenm er illustreret af du Mauriers datter Flavia Tower

Det gør mildest talt hans opførsel besynderlig, og Richards kone begynder at ane uråd, men hun misforstår situationen og tror, at han har en affære. Det har Richard skam også, bare ikke en affære af den slags, som hun forestiller sig. Tingene spidser langsomt til, og da Magnus melder sit besøg uden nogensinde at ankomme, tager sagen en helt ny drejning.

Romanen udkom i ’69 og Daphne du Mauriers bog forholder sig ikke overraskende til sen-60’ernes psykedeliske eksperimenter. Hun peger på mulighederne i de bevidsthedsudvidende stoffer og de psykedeliske erfaringers validitet som sanseindtryk. Men hun er kritisk, og naturligvis er Richard, der forelsker sig i en fjern fortid, et billede på LSD-trippets forførende eskapisme.

Hardcover, Doubleday 1969

Hardcover, Doubleday 1969

Du Mauriers kontrastering mellem den ordinære verden og den historiske virkelighed er ganske fin, om end pointen hurtigt bliver en smule gumpetung. Men her må man til bogens forsvar sige, at hun aldrig moraliserer. Faktisk er Richards tidsrejser skildret med en medfølt varme, og måske netop derfor bliver det også mere grelt og ubehageligt, når hun beskriver Richards sammenbrud i den virkelige verden. Langsomt bliver hans irrationelle adfærd en trussel for sine omgivelser, fordi han mister evnen til at skelne fortiden (eller drømmeverdenen) fra virkeligheden.

Bogen fordømmer ikke Richards handlinger, men du Maurier viser meget klart, at det er umuligt at kontrollere eskapismen, når man først får begyndt, fordi den fortidige eller ”anden” verden altid vil virke stærkere på grund af dens komplette mangel på det prosaiske. Faktisk kan man, sat på spidsen, sige, at du Maurier hævder, at livets trivialiteter er det stof, der forhindrer os i at synke ned i galskab. En fascinerende pointe, der eksempelvis kan give Turells kærlighedserklæring til hverdagen en langt mere kritisk dimension. Og hun går langt for at vise os dette. Richards kones vedvarende snerren løber som en rød tråd gennem handlingen, og børnenes larmende tilstedeværelse fylder også rigtig meget. Alt sammen noget, der forsvinder, når Richard drikker stoffet og få øjeblikke senere befinder sig i middelaldereventyret.

Paperback, Avon Books 1971

Paperback, Avon Books 1971

Et af bogens problemer er i virkeligheden, at Richards konkrete oplevelser i 1300-tallet er ganske uinteressante. Den politiske intrige, han er vidne til, er et stykke ordinært historisk drama om kærlighed og store følelser. En del af romanen er derved ret ligegyldig, og det er snarrest idéen om Richards oplevelser i middelalderen, der virker overbevisende. Alt vi hører om Richards gøren og laden i virkeligheden er derimod ganske spændende læsning, fordi du Maurier her får udmalet et ubehageligt psykisk sammenbrud, hvor drøm og virkelighed gradvist smelter sammen for stakkels Richard, der ikke længere kan skelne ven fra fjende.

The House on the Strand er en spøjs roman, der giver et godt indblik i den ældre generations oplevelser af ungdomsoprøret. Den psykedeliske revolution, som den blev kaldt, havde afgjort en skyggeside, og Daphne du Maurier har indfanget et væsentligt aspekt i romanen. Vel at mærke ikke fordømmende, snarere præsenterer hun nøgternt nogle forhold og overlader det til læseren at vælge side. En ting står dog klart – du Maurier tvivler på, at mennesket kan håndtere flere virkeligheder end en. For hende er tidsrejsen et billede på vejen ind i en psykose, og mens andre forfattere senere har benyttet samme greb, tror jeg ikke, at det er gjort så nøgternt ubehageligt som i The House on the Strand.

Paperback, Penguin Books 1971

Paperback, Penguin Books 1971

 

Paperback, Pan Books 1985

Paperback, Pan Books 1985

Paperback, University of Pennsylvania Press  2000

Paperback, University of Pennsylvania Press 2000

E-bog, Virago 2012

E-bog, Virago 2012

E-bog, Little, Brown and Company 2013

E-bog, Little, Brown and Company 2013

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Stephen Dobyns, Church of Dead Girls (1997): Et forsøg udi seriemordergenren

Paperback, Penguin Books 1997

Paperback, Penguin Books 1997

Seriemordertemaet er på mange måder interessant, fordi det lægger sig i et genremæssigt grænseland mellem gys og krimi. Hvor den enkelte roman hører hjemme i gys eller krimi-kategorien, kan være svært at afgøre og er i virkeligheden også ganske ligegyldigt. Det ene udelukker sådan set ikke det andet. Ikke desto mindre er der klare forskelle i romanernes væsen, der handler om selve tilgangen til mordet og atmosfæren omkring dem. Altså den måde, som forfatteren præsenterer ugerningerne på. Det vil sige ikke så meget, hvor meget blod og hvor grusomt mordene er blevet udført, snarere i den sproglige indpakning som drabene får.

Jeg er generelt ikke specielt interesseret i nyere kriminallitteratur og foretrækker derfor klart de seriemorderbøger, der bevæger sig ind i gysets verden. Dem er der naturligvis en del af, og hovedparten er rent ud sagt elendige. Seriemordertemaet blev ganske enkelt et litterært Klondyke i 90’erne, hvor alt, hvad der kunne gå og kravle af håbefulde forfatterdebutanter og opportunistiske skribenter, kastede sig over Hannibal Lecters og Patrick Batemans slagskygger.

Paperback, Penguin Books 1997

Paperback, Penguin Books 1997

Der er med andre ord langt mellem snapsene, fordi genren i den grad præges af gentagelser og ligegyldige øvelser udi at finde på nye, forkvaklede mordmotiver og metoder. Det er derfor også altid interessant, når der kommer noget anderledes, der skiller sig ud fra mængden.

Da den alsidige digter og romanforfatter Stephen Dobyns udsendte seriemorder-thrilleren Church of Dead Girls i 1997, var det helt sikkert en bog, der blev talt om. Angiveligt skulle den være et intellektuelt bud på genren, der, hvad intensitet og ubehag angår, ikke stod tilbage for de grummeste af slagsen. Stephen King roste romanen som et fremragende gys, og den altid veloplagte Kim Newman var også ude med roser. Det vakte naturligvis min nysgerrighed. Det er imidlertid først nu, at jeg rent faktisk har fået læst bogen, der desværre ikke helt er det, jeg havde forventet.

Stephen J. Dobyns (født 19. februar 1941)

Stephen J. Dobyns (født 19. februar 1941)

Handlingen fører os til den lille collegeby Aurelius i New York. Romanens jeg-fortæller, der underviser i naturvidenskabelige fag på det lokale college, åbner bogen med en minutiøs beskrivelse af tre lig. Tre døde piger sidder groteskt dekoreret med sølvpapir, vimpler og alt mulig andet. Pigerne mangler alle en hånd, som er blevet hugget af. Trods forrådnelsen kan man se, at de døde ikke var lige gamle. Den yngste er kun et barn, den ældste i slutningen af teenageårene.

Fra den herligt bizarre beskrivelse, som måske er noget af det stærkeste i hele bogen, kaster fortælleren sig ud i beretningen om de rystende hændelser, der plager Aurelius. Det hele begynder, da man finder en bombe udenfor et af undervisningslokalerne på colleget. Bomben viser sig at være en attrap, men trods det sætter det skolen på den anden ende. Kort efter begynder der at forsvinde unge piger i byen. Er der mon en sammenhæng?

Hardcover, Holt & Company 1997. 1. udg

Hardcover, Holt & Company 1997. Romanens 1. udg

Politiet får tilsendt pigernes tøj i nyvasket tilstand nogle dage efter, de er blevet kidnappet samt følgebreve overskrevet med hadske skældsord. Det værste er imidlertid, at hver enkelt pakke indeholder en hånd.

Det hele har for længst udspillet sig, da vi kommer ind i bogen, og vi får således fortalt det hele retrospektivt af jeg-fortælleren. Bagklogt bemærker han, at det på afstand er klart, at man må søge længere tilbage end de åbenlyse begivenheder for at forstå den tragiske sag, som udspillede sig i byen. Han fører os derfor tilbage til et gammelt mord, der skete for år tilbage, hvor en kvinde med et særdeles aktivt sexliv blev myrdet i sit hjem. Da man fandt hendes lig, var den ene hånd blevet hugget af. Det gør pigernes forsvinden og pakkerne med hænder til et ubehageligt ekko, selvom sammenhængen kan være svær at se. Der er imidlertid en sammenhæng, og den får vi udrullet over romanens ganske mange sider.

Paperback, Viking 1997

Paperback, Viking 1997

Stephen Dobyns har bygget sin roman op over to spor. I det første får vi fortalt om opklaringsarbejdet og udviklingen i sagen om de forsvundne piger. I det andet spor går Dobyns tæt ind på bogens store persongalleri og giver os baggrunden for de mange mænd og kvinder, der i løbet af efterforskningen bliver mistænkt for at have noget at gøre med sagen.

Og præcis mistanken er omdrejningspunktet her. Der er naturligvis de oplagte mulige gerningsmænd, som eksempelvis den excentriske marxist og historielære Houari Chihani, der flere gange har udfordret byen kulturelt, samt en hel stribe andre mulige, der ligeledes skiller sig ud. Men naturligvis er det ikke nogen af de oplagte, der har gjort det. Og snart viser det sig da også, at man bare behøver se under byens pæne overflade for at finde et bundløst moras af løgne, intriger og skummel fortid.

Paperback, Holt & Company 1998

Paperback, Holt & Company 1998

Intet er som det synes, fortæller Stephen Dobyns os, og maler et konservativt Amerika, der under den velfriserede staffage er pilråddent. I samme åndedrag viser han os også, at pæne mennesker på ingen tid kan blive til vilde rovdyr i ønsket om selvbeskyttelse. Frygten for morderen og den viden, at det er et bysbarn, som står bag, spreder sig nemlig i Aurelius som en epidemi. Folk danner vagtgrupper og griber i et væk til selvtægt for at beskytte deres nærmeste. Resultatet er en vanvittig lynchstemning, der grænser til en massepsykose.

Romanen indskriver sig på den led i en Bertold Brechtsk tradition, der viser, hvordan ydre påvirkninger kan få helt almindelige mennesker til at glemme enhver anstændighed og medmenneskelighed. Jeg kan godt forstå, at Stephen King var begejstret for Church of Dead Girls, for romanen er omtrent lige så udflydende og lang, som Kings egne ting. De to er klart på bølgelængde i den omhyggelige genfortælling af episoder fra hverdagslivet. Jeg synes i virkeligheden, det er dybt uinteressant og må konstatere, at Dobyns tematik har været udfoldet langt tydelige og bedre hos eksempelvis Dürrenmatt i Der Besuch der alten Dame (1956) eller altid formidable Jackson i The Lottery (1948).

Paperback, St. Martin's Press 2001

Paperback, St. Martin’s Press 2001

Jeg har ikke skrevet ret meget om de faktiske mord og det skyldes, at seriemorderdelen fylder ganske lidt i bogen. De uhyrlige drab ligger sådan set bare og lurer under overfladen, hvor de fungerer som katalysator for skildringen om lillebyen, der kollapser. Det vil sige, at der ligger nogle ubehagelige, grusomme scener med blodig voldsomhed i romanen, men de tjener til at sætte tingene på spidsen, ikke som egentligt fokus. Bogen synes således heller ikke at være hverken kriminalroman, thriller eller gyser. Den stiller sig uden for kategori, hvilket normalt er en god ting, men resultatet bliver desværre i virkeligheden ganske tandløst.

Dobyns har skrevet en seriemorderbog, der faktisk ikke handler om seriemordene men byen, som de udspiller sig i. Idéen er god, men romanen alt for lang og skuffende for ikke at sige småbanal i sin gentagelse af pointer, som vi fik leveret i deres mest potente form tilbage i 50’erne. Sådan kan man blive skuffet. Hvad kan man lære af det? Don’t believe the hype.

Skriv en kommentar

Filed under Roman