Tag Archives: Phyllis Mahon

Marge Piercy, Woman on the Edge of Time (1976): En fremtid for ham, hen og hende

Paperback, The Women's Press 1987. Forsiden er tegnet af Phyllis Mahon

Paperback, The Women’s Press 1987. Forsiden er tegnet af Phyllis Mahon

Det er sjovt, hvordan nogle bøger får en helt særlig status hos os, fordi vi læser dem på et tidspunkt, hvor vi er specielt modtagelige overfor budskabet eller indholdet. Marge Piercys grumme og sentimentale Woman on the Edge of Time fra ’76 er en af den slags bøger hos mig. Jeg læste den for første gang i 8. eller 9. klasse, og jeg var på det tidspunkt helt opslugt af de indlysende uretfærdigheder og overgreb, som Piercy beskriver. Samtidig var hendes utopiske fremtidsvision så befriende anderledes, at det gik rent ind hos mig. Senere er jeg jo nok blevet en hel del mere kritisk over for Piercy som forfatter, men det er en anden sag.

I romanen følger vi den socialt udsatte Connie (Consuelo) Ramos fra New York, der har fået fjernet sin datter efter, at hun i en brandert skubbede sin pige op imod en dør. Det blev konklusionen på en lang deroute for den 30-årige latino, der begyndte livet på landet med at drømme om at gå på universitetet og i stedet endte i en håbløs tilværelse i storbyen, langt fra de værdier og idealer, hun voksede op med.

Paperback, The Women's Press 1987

Paperback, The Women’s Press 1987

Da vi træder ind i fortællingen, er Connie havnet midt i et skænderi mellem hendes niece og niecens kæreste/alfons. Connie smadrer i afmagt en vinflaske i ansigtet på kæresten, men sagen tager efterfølgende en uventet drejning, fordi både niecen og hendes kæreste melder Connie for vold. Connie har tidligere været under psykiatrisk behandling, og hun ryger derfor på den lukkede afdeling igen, og det er her på den lukkede, at romanen udspiller sig.

Allerede kort før indlæggelsen var Connie blevet besøgt af Luciente. En mystisk fremmed, der kommer fra fremtiden og opsøger Connie i en form for drømmeprojicering. Connie er særligt modtagelig overfor den slags projiceringer, og netop derfor er hun blevet udvalgt.

Marge Piercy (født 31. marts 1936)

Marge Piercy (født 31. marts 1936) omkring 1976

Kontakten med Luciente bliver tættere, da Connie indlægges, og det bliver også muligt for Connie, at forlade sin krop og rejse med Luciente ud i fremtiden, hvor hun ved selvsyn oplever den nye verden hinsides krige og økologiske katastrofer. Noget der ligner en utopi, hvor køn og seksualitet er blevet nulstillet, hvor kapitalisme og forbrugersamfund er blevet aflivet til fordel for en flad anarko-demokratisk styreform, hvor maskiner og mennesker arbejder i harmoni og i samklang med naturen.

Solen skinner altid i fremtiden, også selvom Connie ser konflikter, og kontrasten til den lukkede afdelings menneskefjendske behandling bliver derfor næsten ubærlig for hende. Fremtiden er lys og varm, livet på hospitalet er koldt og gråt. Situationen på anstalten antager tilmed kritisk alvor, da Connies bror giver tilladelse til, at man kan udføre en eksperimentel behandling på hende, hvor der skal indopereres elektroder i hendes hjerne. Connie gør modstand, men systemet har frarøvet hende enhver myndighed, og hun må derfor acceptere behandlingen. Men Connie beslutter sig for at bekæmpe systemet, og inspirationen til kampen finder hun blandt sine venner i fremtiden.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udgave

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udgave

Selvom Marge Piercy i en stor del af romanen forsøger at holde det som et åbent spørgsmål, hvorvidt Connie rent faktisk besøger fremtiden eller om det hele er en eskapistisk overlevelsesstrategi i Connies underbevidsthed, er det sidstnævnte, som er tilfældet. Det bliver tydeligere og tydeligere, som romanen skrider frem, hvordan fremtiden afspejler Connies sindstilstand på anstalten, og som sorgen og gruen på den lukkede bliver mere ubærlige, bliver der også mindre trøst at hente i fremtiden, fordi den også trues af fjender.

Systemet æder dermed ikke bare Connies krop og frihed, det æder også hendes drømme. I stedet for håb og indre frirum bliver rejsen ud i fremtiden spejlinger af de mareridtsagtige scenarier fra virkeligheden, og præcis den deroute fanger Piercy flot. Det er også dette skred mod undergang, der gør hendes lange, utopiske fremtidsbeskrivelser spiselige, for sandt at sige fylder beskrivelserne af fremtidens lyksaligheder ganske, ganske meget. Men det er måske også præcis det, der skal til, for at forstå voldsomheden bag det følelsesmæssige skibbrud, der sker, da både den dystre nutid og den gyldne drømmefremtid synker i grus på samme tid.

Paperback, Fawcett Crest 1977

Paperback, Fawcett Crest 1977

Piercy har naturligvis også en pointe med det hele, for midt i ruinerne af nutid og fremtid genfinder Connie sig selv. Hun finder sin egen stemme og genopstår som krigerkvinden, der går til modangreb på det system, der tyranniserer hende. Kampen er ulige og tabt på forhånd, men Connie kæmper den alligevel, og hendes angreb er lige så ondskabsfuldt, som det er galgenhumoristisk.

Fremtiden er ifølge Connie Ramos sødladen og naturligvis båret af 68’ernes drømme om en ny verden. Netop det gør utopien kvalmende korrekt, men samtidig er det lykkedes for Piercy at føje så mange fremmegørende elementer til beskrivelsen, at der alligevel opstår en form for distance mellem os og fremtidens mennesker og deres tankebaner, som tvinger læseren til at tage stilling til de etiske problemstillinger, det nye samfund indeholder set fra vores egen tidsalder, der tydeligvis ifølge Piercy ikke har meget godt at byde på. Spørgsmål om genetisk ændring af mennesker, det androgyne menneske som ideal, personlig frihed og ikke mindst grænserne for demokrati og medindflydelse er alt sammen problemer, som rejses i bogen. Og spørgsmålet er da også i virkeligheden om Lucientes liv i fremtiden er misundelsesværdigt og noget, vi rent faktisk kunne ønske os?

Paperback, Fawcett Crest 1979

Paperback, Fawcett Crest 1979

Denne distance eller fremmedgørelse betyder imidlertid også, at vi faktisk ikke kan kalde Connies drømme om fremtiden en rigtig utopi, fordi der ved nærmere eftersyn viser sig flere og flere skyggesider. Piercy synes dermed at sige, at intet er perfekt, alt er et spørgsmål om valg og prioriteringer. Omkostninger og tab vil der altid være, uanset hvordan vi organiserer os. Den pointe er godt tænkt og noget, der samler op på hendes anden roman Dance The Eagle To Sleep (1970), hvor vi ser præcis samme tvedeling mellem pragmatisme og utopi – her i en nær fremtiden eller alternativ samtid, hvor de unge etablerer sig uden for de voksnes samfund.

Woman on the Edge of Time er skrevet i Piercys sædvanlige bestseller-stil. Den er ligefrem og tydelig i sine pointer, skurkene er åbenlyst skurkagtige og Connie åbenlyst uskyldig. Verden er sort/hvid og enkel, når den beskrives med Piercys pen, uden den relationelle kompleksitet, hun eksempelvis får skrevet frem i den lidt senere murstensroman Vida (1980). Sprogligt formår hun ikke at betage, men hendes vedholdende fortællerstemme bærer os trods det sikkert fra kapitel til kapitel, og fordi Piercy har så meget social indignation på hjertet, kan man let glemme de mere banale sider af bogen. Ikke mindst fordi der er ting, som er værd at diskutere i Connies kønsfremmedgjorte fremtid; ting, der måske var ganske outrerede i ’76, men som pludselig ikke er så langt fra den politiske korrekthed, vi ser vokse sig større og større i dag.

Paperback, Ballantine Books 1986

Paperback, Ballantine Books 1986

Paperback, The Women's Press 1991

Paperback, The Women’s Press 1991

Paperback, The Women's Press 2000

Paperback, The Women’s Press 2000

Paperback, Penguin Books 2016

Paperback, Penguin Books 2016

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman