Tag Archives: Pocket Books

Jack Vance, The Eyes of the Overworld (1966): Gækkerier fra den yderste fremtid

Paperback, Pocket Books 1986. Kunstneren bag den fine forside er desværre ikke identificeret

Da Jack Vance udgav samlingen The Dying Earth i 1950, havde han skabt en uforlignelig milepæl i fantasylitteraturen, der ikke alene blev en succes i samtiden, den står fortsat i dag som et væsentligt referencepunkt, som nutidens genreforfattere skriver sig ind i eller op imod. Faktisk må man nok konstatere, at bogen trods en omfattende produktion blev Vances hovedværk. Det er en tung arv at løfte, men Vance forsøgte sig alligevel, idet han efter udgivelsen i ’50 drypvis fortsatte med at skrive noveller, der udspiller sig i det samme univers. Et univers, der beskriver livet på jorden i en fjern, fjern fremtid, hvor solen er blevet mat, og teknologi og magi (igen) er smeltet sammen til et uadskilleligt hele. Her, i denne sære, drømmende fremtid, oser alt af dekadence og overmodent efterår. En jordens indian summer, hvor verden er blevet så rigt, dvaskt og overlæsset, at graden af individuel nydelse er den eneste målestok for liv og kultur.

The Eyes of the Overworld fra 1966 er en sammenskrivning af de noveller, som Vance havde udgivet siden ’50. Han strikkede dem sammen omkring den bærende karakter Cugel the Clever, der på en markedsplads gejles op til at forsøge et tyveri hos troldmanden Iucounu. Det skulle han aldrig have gjort, for Cugel bliver taget på fersk gerning og ender med, for at redde sit liv, at komme i troldmandens tjeneste. Cugel skal nu drage ud i verden for at finde en purpurfarvet linse – den såkaldte ”Eye of the Overworld” – til Iucounu.

John Holbrook Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

For at sikre sig, at Cugel rent faktisk adlyder, planter Iucounu et ubehageligt, tankelæsende snyltervæsen mellem skulderbladene på den uheldige tyv, der gør, at skulle Cugel planlægge at snyde sin arbejdsgiver, vil snylteren dræbe ham på en yderst pinefuld facon. Han har dermed intet valg. Via magi sendes Cugel af sted på sin opgave til en fjernt landområde, hvor eftersøgningen kan begynde. Vores hovedperson skal her mange strabadser og eventyr igennem, før han endelig kan vende tilbage fra sin mission. Iucounu kaldes også ”The Laughing Magician”, og man siger, at den, der ler sidst ler bedst. Cugel gør en ihærdig indsats for at få dette sidste grin, men Jack Vance er en drilsk fortæller, og stakkels Cugels eventyr slutter derfor ikke helt, som han havde håbet.

Med sin efterfølger til The Dying Earth fortsatte Vance i samme spor og skabte endnu en fortælling fyldt med pikareske karakterer, anført af Cugel selv, der, næsten uanset hvilken situation han måtte havne i, stjæler billedet. Cugel er da også hovedperson i ordets bogstaveligste forstand. Alt handler om Cugel og Cugels navlepillende betragtninger. Han er stor i slaget; en verdensmand, der kan alt, hvis han selv skal sige det, men han er også en slyngel, der lyver, stjæler og skruppelløst udnytter alt til egen fordel.

Paperback, Ace Books 1966. Romanens 1. udgave

Man kan ikke kalde Cugel en kompleks karakter, dertil er han alt for entydig og monomant fokuseret på sig selv, men det betyder ikke, at han er kedsommelig at følge. Tværtimod er Cugel helt forrygende, og vi griner både med og af ham. Vi griner, når han er snu og overlegent udmanøvrere sine fjender, men vi griner også, når han viser sig fra sin sølle side og eksempelvis patetisk stamper en stamme af små alfer ihjel, fordi de tillader sig at grine på hans bekostning. Cugel er ikke en egentlig person af kød og blod, han er noget manieret og overgjort, men han er samtidig også stærkt menneskelig, og derfor kan man ikke undgå at holde af ham.

Cugels indtryksfulde person betyder da også, at man kan tilgive Vance, at hans episodiske, lidt stødvise roman ikke bidrager med meget nyt til den vision, han allerede havde publiceret tilbage i ’50. På mange måder er The Eyes of the Overworld bare mere af det samme, blot en anelse mindre tankevækkende og inspirerende. Fra et kunstnerisk standpunkt er fortællingen om Cugel dermed overflødig og i sidste ende et fejlgreb, der i nogen grad udvander, hvad Vance tidligere havde skabt, men omvendt er The Eyes of the Overworld en forbistret morsom og underholdende bog. Det er bedre end stort set alt anden fantasy, og det alene gør naturligvis, at vi skal være taknemmelige for, at Vance fortsatte med at skrive til sit Dying Earth-univers.

Paperback, Mayflower 1972

De mange optrin, som Cugel roder sig ind i, mens han leder efter Iucounus linse, er forskelligartede, men alle har det til fælles, at Cugel ankommer som den fremmede, der med den udefrakommendes blik får lejlighed til at opleve kulturer og praksisser med friske øjne. Hvor kapitlerne i første bog i høj grad var koncentreret om mødet mellem individer og personlige konflikter, har Vances forfatterskab ændret karakter i de mellemliggende år. Det fokus på kultur og ”world building”, som har gjort ham så berømt, er i ’66 trådt afgjort tydeligt frem, og det kan mærkes i The Eyes of the Overworld.

Gennem Cugels øjne bliver vi vidner til det ene sære optrin efter det andet; og det er alt sammen noget, der fortæller os om en rig og forunderlige verden, der i stort og småt lever og ånder det anderledes. I disse kulturforskrækkede dage er den slags forunderlig læsning, fordi Vance som en anden antropolog sender os ud i den kulturelle urskov og viser os de særeste, sjoveste og mest fremmedartede ting, alt imens vores guide og ledestjerne, tyven, løgnerens og charmetrolden Cugel sørger for, at vi ikke fortaber os unødigt i trivialiteter. Derved ender Vance heller ikke i den samme form for overlæsset ”world building”, der desværre plager alt for meget fantasy og SF i dag.

Paperback, Pocket Books 1977

The Eyes of the Overworld når måske ikke op på siden af The Dying Earth, men at kunne fortsætte efter den milepæl med en så stærk efterfølger er desuagtet en bedrift, som kun meget få ville kunne gøre Vance efter. At hans budskab om mangfoldighed og glæde ved det anderledes synes kærkommen i dag, gør sådan set bare, at hans bog fra ’66 kun synes endnu mere berettiget. Læs den. Og læs den igen.

Hardcover, Underwood-Miller 1977

Paperback, Granada 1985

Paperback, Baen 1986

Hardcover, Vance Integral Edition 2005. Her genudgivet med ny titel. De senere E-bøger har også denne titel

2 kommentarer

Filed under Roman

Jack Vance, The Dying Earth (1950): Den døende verden, der aldrig dør

Paperback, Pocket Books 1979. Skaberen bag den stemningsfulde forside er desværre ikke oplyst

Jeg har her på bloggen tidligere skrevet, at jeg er ret glad for Jack Vance, og det er absolut rigtigt. En ting er imidlertid sikkert, og det er, at hans første bog, The Dying Earth fra 1950, er et mesterværk, som han aldrig overgik siden, og det til trods for, at Vance udsendte ganske mange romaner og noveller i løbet af sit lange forfattervirke.

The Dying Earth, der samler seks løseligt forbundne historier, er en kunstnerisk kraftpræstation, der med en helt unik sprogtone og konceptuel klarhed leverer sin fabulerende fantasi over livet i en fjern, fjern fremtid, hvor solen langsomt er ved at miste sin kraft. Novellerne, der handler om troldmænd, tyveknægte, skurke og lykkeriddere, er først og fremmest det, man vil kalde fantasy, men der er samtidig et udtalt SF-element i fortællingerne, idet magien er en videnskabelig lærddomssag i Vances univers og en form for metafor for vores omgang med viden og teknologi i det hele taget. Bogen er dermed også et klassisk eksempel på den uglesete Science Fantasy-genre, som jeg personlig er ret glad for.

En ung John Holbrook Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

Jorden er, som sagt, langsomt døende, og der er en stemning af de sidste dage i historierne. Persongalleriet repræsenterer de sidste kulturer i verden, som nu står tilbage med et væld af gods og viden fra menneskehedens enorme fortid. Desværre er denne viden, som al arkæologisk materiale, fragmenter, og bogens hovedpersoner kæmper for at stykke disse fragmenter sammen i håb om indsigt og magt. Det er i høj grad ambitionen selvudvikling og personlig vinding, der driver Vances hovedpersoner, der alle som en er nogle slyngler, som først og fremmest tænker på sig selv. Eksempelvis troldmanden Turjin, hvis beretning åbner bogen. Som en anden Victor Frankenstein er han optaget af at skabe kunstigt liv, koste hvad det vil, og den ambition driver ham ud på et ganske farligt eventyr. Eller den herlige tyv og troubadour Liane the Wayfarer, en omvandrende hybris, der ikke tænker på andet end kvinder, penge og sig selv.

Persongalleriet er amoralsk og alt andet, som sætter dem i opposition til den sædvanlige helteskabelon, som fantasy-genren traditionelt bliver identificeret med. Nu kan man mene, at en karakter som eksempelvis Conan også har elementer af antihelten over sig, men Vances vision går i en anden retning. Han punktere det episke og højstemte, der ligger indbygget i det meste fantasi, også Howards Conan, og trækker det ind i en helt anderledes uhøjtidelig ramme, hvor behov og konflikter er af en mere menneskelig karakter, der ligger Leibers Lankhmar nær.

Paperback, Hillman Periodicals 1950. Bogens første udgave

Men det er også mere end det. Vance har ikke bare skrevet historier om en flok antihelte, han har skrevet fortællinger om et kompleks af karakterer, der alle oser langt væk af liv og charme. De er ikke arketyper, men mennesker – moderne mennesker for at være præcis – som vi kan forholde os til og grine af. Deres dristige dumheder, begået i hovmod, ligner med andre ord os selv til forveksling.

Det gør The Dying Earth til noget af det mest nærværende fantasy, der er skrevet, fordi vi her i det picareske univers ser den moderne kultur, og det moderne menneske, udstillet i sit inderste væsen. Bogens historier er vel at mærke ikke en allegori, men den leger konceptuelt med vores virkelighed og bringer sin samtid som spejl, der projiceres ind i et kulturelt miljø, hvor kollektivet er smuldret og i bedste fald nu kun findes bevaret i små aparte lommer. Individets ret og den personlige frihed er dermed de eneste love, der gælder, og resultatet er mildest talt kaotisk.

Paperback, Lancer Books 1962

Vance stiller sig da også, som fortællerstemme, usikkert midt i bogens tematiske konflikter. På den ene side er hans skildring af gavtyvene så hjertevarm, at man ikke et sekund kan tvivle på, at han oprigtigt holder af sine helte, der om noget er eksempler på postmodernismens indmarch i vores tænkning efter Anden Verdenskrig. Vance, der var en ivrig sejler, dyrker altså den personlige frihed og længes tydeligvis efter at kunne farte omkring i verden og opleve eventyr for eventyrets skyld. At han var soldat, mens han skrev bogen og dermed underlagt ganske mange frihedsbegrænsninger, har givetvis spillet ind på historiernes personer. Trangen til at kunne gøre, som vil, er dermed stor, som den er hos os alle. Men samtidig viser Vance os også konsekvenserne ved altid at sætte sig selv først. Hans personer kommer galt afsted, fordi de konsekvent forsøger at narre kollektivet. Det gør han vel at mærke uden at moralisere. Han formulerer det nærmere som et vilkår for det moderne menneske; på den ene side vil vi ikke underlægge os noget, på den anden side går det galt for os, når vi vælger kollektivet fra.

Mens der således er vægtige konceptuelle tanker bag The Dying Earth, er det først og fremmest det lystfyldte, energiske sprog og det utrolige, lyriske vid, som Vance udfolder, der driver historien til de højder, han opnåede med bogen. The Dying Earth er utrolig smuk og utrolig morsom, to ting som kun sjældent kan forbindes fornuftigt. Det er de imidlertid blevet her, og med sit rige sprog rejser Vance en eventyrlig og fremmedartet verden for os, som står sitrende levende i læserens bevidsthed. Den, der kan læse The Dying Earth uden at ønske sig ind i universet, som eventyrer og opdagelsesrejse, vil jeg mene, er en koldhjertet tørvetriller.

Paperback, Lancer Books 1972

Netop på grund af kombinationen af eftertænksomhed, lyrisk skønhed og betagende karakterer såvel som miljøer har da også gjort Vances debutbog til en grundpille i den moderne fantasilitteratur, der har inspireret utrolig mange forfattere siden. Roger Zelaznys forfatterskab ville ikke være muligt uden Vance, Gene Wolfs historier om bødlen Severian ville ikke være tænkelige uden Vance. Ja Gary Gygax trak som bekendt flittigt på The Dying Earth, da han skabte Dungeons & Dragons. Vi er dermed inde ved en hovedåre i fantasygenren her, som har opnået ufattelig meget trods bogens relativt ringe omfang. Her kunne en del fantasyforfattere af i dag lære noget!

Jack Vance fulgte senere The Dying Earth op med andre bøger i samme univers, og de fleste er underholdende, men ingen af dem kommer i nærheden af den første bog, der står som en intellektuel og kunstnerisk ledestjerne på genrens firmament. Men det er i virkeligheden banalt at sige, for det er blevet sagt igen og igen siden 60’erne, hvor man for alvor fik øjnene op for Vances værk. Glemte jeg at sige, at jeg elsker den her bog?

Paperback, Mayflower 1972

Hardcover, Underwood-Miller 1976

Paperback, Pocket Books 1977

Paperback, Panther 1985

Paperback, Baen 1986

 

2 kommentarer

Filed under Novellesamling, Roman

V. C. Andrews, Flowers in the Attic (1979): Gotisk melodrama i loftshøjde

Paperback, Pocket Books 1979. Romanens 1. udgave. Kunstneren bag billedet er desværre ikke oplyst

Af alle de nyere bøger, der har været omtalt her på bloggen, er V. C. Andrews’ roman Flowers in the Attic måske den mest solgte og læste overhovedet. Romanen blev ufatteligt populær – den når måske ikke Dan Browns Da Vinci Code (2003) i salgstal, men vi skal op i betragtelige højder for at forstå omfanget af den succes, som Andrews oplevede med bogen. Andrews’ succes fortsatte tilmed, da hun udsendte efterfølgerne til Flowers in the Attic. Der opstod nærmest en hel lille industri omkring hende, og da hun døde, blev Andrew Niederman hyret ind som ghostwriter, så han kunne færdiggøre de uafsluttede manuskripter, som Andrews efterlod sig i ’86. Vi taler om således store penge her, og vi taler også om et voldsomt melodrama, men mere om det nedenfor.

Historien i Flowers in the Attic er forbløffende enkel og forbløffende virkningsfuld. Den smukke, velhavende, lykkelige Dollenganger-familie har alt, men en dag dør Christopher, familiens far, hvorved tæppet økonomisk rives væk under dem. Corrine, familiens mor, må tage sine fire børn ved hånden og rejse hjem til sine forældre, der egentlig har slået hånden af hende for år tilbage. Her er vi dermed allerede inde ved et af bogens kernemotiver, nemlig incest. Corrine forelskede sig som 15-årig i sin unge onkel Christopher og sammen stak de af, da Corrines forældre ikke kunne acceptere dette. Onkel og niece opbyggede derfor en tilværelse som mand og kone på egen hånd, men det er slut nu, og Corrine må vende hjem igen.

Paperback, Pocket Books 1979

Corrines familie er uhyggeligt rig, men de er også fanatisk religiøse, og de vil aldrig kunne acceptere, at Christopher og Corrine fik børn i blodskam. Navnlig Corrines døende far er problemet her, så da de kommer hjem til forældrenes enorme palæ, skjuler Corrine og Corinnes mor de fire børn oppe på loftet, hvor de må holde sig skjult, enten indtil Corrine er blevet forsonet med sin far eller også til han er død.

Det viser sig at blive en lang affære, for børnene kommer til at tilbringe tre år oppe på loftet, og som tiden går, bliver de vidner til en særdeles ubehagelig transformation af deres mor. Hun var en tynget enke, da de kom til huset, men gradvist finder hun tilbage til livet, og pludselig er hun forlovet igen. Alt imens sidder børnene på loftet og venter. Deres mor bliver mere og mere ligeglad med dem, og deres tyranniske bedstemor gør alt, hvad hun kan, for at gøre livet surt for dem.

Cleo Virginia Andrews (6. juni 1923 – 19, december 1986)

Flowers in the Attic er fortalt af den ældste datter Cathy, der beretter historien retrospektivt. Vi ved altså, at børnene kommer ned fra loftet, men hvordan det sker, er naturligvis det store spørgsmål. Trods de begrænsede rammer lykkes det da også for Andrews at klemme så meget drama ind i børnenes fangenskab, at hun faktisk formår at holde sin læser fanget til trods for de relativt få udfoldelsesmuligheder, der ligger i at skildre en historie, som stort set kun udspiller sig på loftet af et gammelt hus.

Der løber flere tråde sammen i Flowers in the Attic, som gør den til en oplagt bestseller. På overfladen fremstår den som et stykke realistisk fiktion, men det er kun på overfladen. Bogen er dybest set et moderne eventyr, der udspiller sig i en forstærket virkelighed, hvor følelserne er store, rammerne utrolige og ondskaben håndgribelig. De fire børn er engle, der kan alt; små kunstnerske genier, hvis uskyldighed konstant skal sættes op imod familiens ondskab. Lys/mørke-dikotomien gennemspilles på flere måder, og læseren er aldrig i tvivl om, hvem der står på den gode og den dårlige side.

Paperback, Pocket Books 1990

Melodramaet svulmer derved konstant og kammer løbende over i situationer, som slipper sit greb i realismen og bevæger sig ind i form for eventyrlig virkelighed, befolket af hekse og onde feer. Det eventyrlig understreges af bogen barnlige fortællestemme, der i ordvalg og formulering har et sært, naivt præg. Cathy, der beretter, er en fascinerende stemme, men samtidig er der noget dybt aparte – for ikke at sige ulogisk – i det forhold, at bogens fortælles retrospektivt af en voksen kvinde, som så vælger at fortælle sin historie med en 13-14-årigs stemme.

Man kan med fuld ret kalde Flowers in the Attic et sentimentalt drama, men allerede ved bogens lancering blev den fremført som skrækroman. Umiddelbart synes alt at stritte imod den betegnelse, men omvendt har V. C. Andrews indarbejdet så meget af både den klassiske gotik og den romantiske nygotik i bogen, at romanens indskrivning i gysergenren synes rimelig.

Paperback, Gallery Books 2005

Især den lurende, farlige seksualitet, der syder og koger i det dystre, gamle hus, er en rendyrket genreklichéer. Andrews viser sig imidlertid også at være en hel del mere hård i filten end de andre forfattere, der skriver samme form for gotiske romancer. Det skyldes ikke mindst bogens incestuøse forhold. Den slags antydes normalt kun, men i bogen her er seksualiseringen af familien et tema fra næsten første kapitel.

Cathys liderlige beskrivelser af sin mors smukke krop, hendes beskrivelse af sin fars smukke krop, broderens smukke krop og hendes egen smukke krop fylder side op og side ned. Andrews pirrer derved sine læseres fantasi, og lokker dem også til sidst med sex mellem bror og søster. De to ældste børn bliver nemlig teenagere under deres fangenskab, og det fylder dem med drifter, de ikke kan få afløb for. Stemningen omkring forholdet mellem bror og søster bygges derfor løbende op, og til sidst, næsten henimod bogens slutning, får vi serveret det endelige samleje og beskrivelsen af broderens stive lem, der glider ind i sin søsters underliv. Det er skrap kost, der skildres bemærkelsesvist fordomsfrit i teksten. Andrews gør sig i hvert fald ikke til dommer over de to søskendes handlinger, men overlader dette til læseren.

Paperback, HarperCollins 2005. forsider som denne viser jo tydeligt, at vi her har med noget at gøre, som bevæger sig i den yderste kant af gotikken og gysets verden

Flowers in the Attic er på mange måder en grotesk roman; den er ubehagelig og sentimental, den er romantisk og grænseoverskridende, den er svulmende patetisk og modig. Litterært kan Andrews afvises blankt, men noget ved historien om børnene på loftet hænger ved på en klæbrigt fascinerende måde. Den er en beskidt lille hemmelighed, som man ikke helt kan slippe, selvom den egentlig ikke er værd at beskæftige sig med. Præcis her er vi vel også inde ved det, der gør V. C. Andrews første bog om familien Dollenganger til så stor en succes; den er et stykke manieret patos, der bevæger sig ud over en hver form for god smag og taler til de mest primitive sider i os. Hvis den gotiske romance nogensinde havde brug for en slem pige i klassen, så fik genren den med V. C. Andrews, og læserne har elsket hende lige siden.

Paperback, Dymocks 2011

 

 

1 kommentar

Filed under Roman

Så dumt det er sjovt – men absolut ikke skræmmende

Paperback, Pocket Books 1983

Paperback, Pocket Books 1983

Som flere før mig har påpeget, går tåbeligheden virkelig op i en højere enhed her. En trehjulet cykel, et skeletbarn, der drøner afsted på den, og endelig forsidens tekst, der låner frit efter The Doors: ”When little Simon plays with fire the game becomes a funeral pyre”. Uha. Resultatet er ekstremt dumt – og ufrivilligt morsomt. Jeg har ikke læst bogen, men den står i samlingen, og måske får jeg den også læst en dag. Desværre er jeg ret sikker på, at forsiden er det mest bemærkelsesværdige ved Russell Rhodes bog.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

William Hjortsberg, Gray Matters (1971): Zen fascists will control you 100% natural

Paperback, Pocket Books 1972. Forsiden er malet af Gene Szafran

Paperback, Pocket Books 1972. Forsiden er malet af Gene Szafran

William Hjortsbergs anden roman Gray Matters er en kort, gusten bredside rettet mod tidens tegn. Hippiebevægelsen udstilles på lige med formynderisk snusfornuft og autoritet. Den ganske skæve roman stiller sig således i opposition til samtiden uden nødvendigvis at tilbyde alternativer til de idealer, bogen kritiserer. Kun én ting står fast, William Hjortsberg sætter den fysiske sanseoplevelse og det taktiles nødvendighed som forudsætninger for det at være menneske.

I 1971, samme år som Gray Matters udkom, udsendte Hunter S. Thompson den fabelagtige Fear and Loathing in Las Vegas. I kapitel 8 beskrev Thompson bittersødt hippiebevægelsen som en bølgekrusning, der var kippet. ”… with the right kind of eyes you can almost see the high-water mark—that place where the wave finally broke and rolled back.” Farvel til mystik og forsøg på at ændre verden. Hjortsbergs Gray Matters slutter sig til Thompson som en stille korstemme. En gravrøst, der fortæller sin samtid, at den er på afveje.

Paperback, Pocket Books 1972

Paperback, Pocket Books 1972

Gray Matters er en tidstypisk, dyster SF-roman, der udspiller sig langt ude i en fjern fremtid. En atomkrig hærgede jorden i 1996, og samfundet, som vi kender det, kom sig aldrig igen. Den overlevende befolkning måtte færdes i beskyttelsesdragter, mens de fleste nationer smuldrede. Nye samfund med genmodificerede racer voksede frem, og sideløbende udvikledes en teknologi, der kan opbevare og holde den menneskelige hjerne i live uden krop. Uden legeme kan hjernen i Hjortsbergs univers overleve i hundredevis af år. I stedet for at dø fortsætter livet som fuldt bevidst eksistens i en tank, koblet til en computer, der leverer en virtuel virkelighed.

Som tingene udvikler sig, bliver det besluttet, at alle overlevende mennesker bør få deres hjerner flyttet over i kar. De gigantiske anlæg, hvor hjernerne opbevares, vedligeholdes af robotter, der servicerer både maskiner og mennesker. Et nyt samfund vokser frem blandt de svømmende hjerner, der baserer sig på selvudvikling. Via meditation og studier udvikles selvet gennem et sindrigt trinsystem, der lover en forlokkende tilværelse for dem der når i mål.

Hardcover, Simon & Schuster 1971. Romanens 1. udg.

Hardcover, Simon & Schuster 1971. Romanens 1. udg.

Der er naturligvis tale om en dybt syg kultur, der fremmedgør alt og alle. Det bliver især tydeligt, da det afsløres, at det store mål for hele rejsen gennem det psykiske trinsystem er hjernens genindsættelse i en kunstigt skabt krop. Jorden er nemlig i mellemtiden blevet til et vildsomt Paradis, hvor de få mennesker, der er nået gennem den indoktrinerende omgang ”hjernevask”, lever harmonisk uden nogen form for kødelige behov eller personlighed.

Gennem bogen følger vi tre personer. Den dreng, der var den første, som fik sin hjerne anbragt i maskinen, en feteret skuespillerinde og en afrikansk kunstner. De tre umage skæbner krydses kortvarigt og skaber forviklinger, som hurtigt igen fortoner sig i det dystopiske billede, der males for os.

William Hjortsberg (Født 1941)

William Hjortsberg (Født 1941)

Drengen og skuespillerinden bliver virtuelt eller mentalt bragt sammen som led i deres selvudvikling. Systemet mener, det vil være godt for dem at opleve nogle seksuelle eventyr. Deres hjerner forbindes derfor i et tropeøtableaux, hvor deres drifter kan få frit afløb. Og som det understreges, er de oplevelser, hjernen har, på ingen måde svagere end de oplevelser, der sanses gennem kroppen. De er faktisk stærkere, desværre er de også frustrerende, fordi oplevelserne er blottet for vildskab og spontant nærvær.

For den afrikanske poet går det anderledes. Det lykkes ham nemlig at flygte fra sin hjernetank gennem en ganske absurd række udspekulerede manøvrer, der får ham ombord i en robot. Anbragt i robotten sprænger han sig vej ud af det enorme lagerkompleks og finder friheden. Han får endda en krop igen og ender som en anden Adam in Edens have. Men modsat den bibelske fortælling er det Obu Itubi, der forbryder sig mod verdensordenen. Fordi han ikke har renset sit sind som de frelste, der er kommet tilbage i en krop, er han fyldt med drifter og tanker. Obus behov kolliderer derfor også snart med den Eva, han finder sig i paradiset.

Paperback, Gollancz 1973

Paperback, Gollancz 1973

Bedre går det ikke for de to andre hjerner, vi følger, hvilket allerede ligger underforstået tidligt i bogen. Gray Matters er ikke skrevet for at være opmuntrende. Det er en brutal fortælling, polstret med klaustrofobiske beskrivelser og fremmedgørelse.

Faktisk går Hjortsberg så langt i sit forsøg på at skildre det meningsløse Paradis, mennesket har skabt til sig selv, at selve tekstens opbygning spænder ben for læseoplevelsen. Bogen er opbygget i ganske korte afsnit, eller kapitler om man vil, der skifter mellem de tre hovedpersoner samt et mindre antal andre stemmer, der aldrig fylder ret meget. Den hurtige, næsten glimtagtige struktur gør indlevelsen vanskelig og styrker så afgjort den fornemmelse af ubehag, der hænger i de fleste beskrivelser – om det er Vera Mitlovics sentimentale minder om et liv i show business eller Denton Kalbfleischers desperate, pubertære drømme om at komme i seng med en pige – altså rent fysisk, ikke bare i tankerne.

Paperback, Sphere 1974

Paperback, Sphere 1974

Der indgår en hel del sex i bogen, og på bedste syndefaldsmaner er det også sex, der fører til alle tre hjerner på vildspor. De fysiske behov lader sig ikke fornægte og lader sig ikke tilfredsstille ved noget, der ligner til forveksling. Playboy gav bogen en pris som årets bedste bog, formentlig fordi Hjortsberg med romanen forsøgte at vise, hvor meget sex fylder, og hvor umuligt det er at undertrykke de behov, vi har.

Tematisk er Gray Matters ikke blevet det mindste mindre relevant. Bogens opråb mod bornerthed, ensretning og askese er mindst lige så vigtig i dag, som det var i 1971. Til det kommer så også, at Hjortsberg holder alle teknologiske referencer ude i en armslængde, der gør, at bogens egentlig fremtidsvision heller ikke virker synderlig forældet. Det gør så absolut Gray Matters til et interessant værk, men som tekst havde jeg svært ved at finde ind til bogens nerve. De korte afsnits rytme er så abrupt og flimrende, at teksten bliver en genstridig, ufokuseret oplevelse. Jeg havde en fornemmelse af at falde ud og ind af en handling, der aldrig rigtig kommer i gang. Trods sine meritter vil bogen nok derfor heller aldrig blive en af mine favoritter.

Paperback, The Science Fiction Book Club 1974

Paperback, The Science Fiction Book Club 1974 

Paperback, Pocket Books 1979

Paperback, Pocket Books 1979

Paperback, Presses Pocket  1982. Fransk udgave af romanen

Paperback, Presses Pocket 1982. Fransk udgave af romanen

1 kommentar

Filed under Roman

William Shore, The Witch of Spring (1950): Eros, voodoo og New Orleans

He drank a little of the blood from his cupped hand, then upturned his hand over the fire so that the remaining blood ran into the flames. Slowly he smeared his blood-wet hand across his forehead, anointing himself with that ancient life-symbolizing ointment (s. 202)

Her har vi at gøre med en klassisk eventyrroman, der trækker på lige dele gys, action og romantik. Den udspiller sig i 1835 under de mosdækkede egestammers dække i sydstaterne. Jaime Kirkpatric er en ung mand, der har det hele. Han er styrtende rig, smuk, en kompetent sportsmand og en fremragende forretningsmand. Faktisk er der ikke det, som Jaime ikke kan. Nu ligger sagen imidlertid sådan, at penge og forretninger interesserer ham meget lidt. Jaime vil gerne være kunstmaler, og takket være den enorme familieformue har han også midlerne til at realisere sin drøm. Da han mister sin far og bedstefar i løbet af kort tid, beslutter han sig for at tage på en dannelsesrejse rundt i USA. Denne rejse fører Jaime og hans sorte tjener til New Orleans, hvor de slår sig ned for en tid.

Paperback, Pocket Books 1950. Forsiden er malet af den fantastiske og feterede Ernest Chiriaka

Paperback, Pocket Books 1950. Forsiden er malet af den fantastiske og feterede Ernest Chiriaka

New Orleans bliver et vendepunkt i Jaimes liv. Byens sydende atmosfære drager ham med det samme, og snart er han viklet ind i en intrigant historie om voodoo og slaveoprør. Der trækker tunge skyer ind over New Orleans, men det forhindrer ikke Jaime Kirkpatric i at bruge en del tid på et triumvirat af smukke kvinder, der alle er helt forgabt i ham. Der er den aristokratiske isdronning Rojean, den sensuelle mulatpige Laurolea og endelig mørke, mystiske Twila. Det er ikke let for Jaime at vælge mellem de tre kvinder, der alle har hemmeligheder. Hemmeligheder, der lader til at være forbundet på en eller anden måde. Men det er ikke bare fortiden, der forener pigerne – de er nemlig alle udtryk for den fordærvede sump, der ligger lige under overfladen i William Shores fabel om New Orleans.

Byen New Orleans er nemlig uden sidestykke bogens egentlige hovedperson. Den stjæler billedet, og det ganske omfattende persongalleri, som Shore væver frem for os, fungerer mest af alt som vignetter, der skal belyse forskellige sider af byen. Og den by, han gerne vil vise os, er en sentimental, romantisk forestilling om det gamle New Orleans, som byen var før den moderne kultur smadrede dens atmosfære og mystik.

Der er dog ikke tale om en ren, lykkelig nostalgisk fremstilling. Shores New Orleans er et dekadent slutprodukt; et billede fra tiden før råddenskaben og moralsk forfald for alvor satte ind. Der løber noget Spenglersk i Shores fremstilling af byens dekadence, der faktisk er ganske interessant og vellykket. Lige som det også er interessant at notere sig, hvordan Shore står splittet i sine sympatier. Dydens mand Jaime Kirkpatric foragter det fordærvede New Orleans, den dekadente kultur og det voodoo-djævelskab, han konfronteres med. Mest af alt foragter han slaveriet – et tema der ikke fylder så lidt i bogen.

Paperback, Pocket Books 1950

Paperback, Pocket Books 1950

I samme åndedrag kan Shore imidlertid beskrive byens sitrende, multikulturelle magi og forføre læseren med stedets eksotika. Alt sammen noget der i virkeligheden kun kan eksistere på grund af slaveriet. På den led kommer fremstillingen af helten Jaime Kirkpatric til at virke noget hyklerisk, fordi hans humanistiske holdninger drukner i Shores fejring af alt det forbudte og det, Kirkpatric foragter.

The Witch of Spring er ikke stor romankunst. Handlingen er kluntet og ujævn, med alt for mange sidespring, der mest af alt har til hensigt at udstille Kirkpatrics fortræffeligheder og servere underspillede erotiske scener for læseren. Bogens ordrige persongalleri gør det ikke meget bedre. Karaktererne plaprer løs om deres følelser i tide og utide. Havde det været en anden genre og en bedre forfatter, ville det være helt fint, men Shore mestrer ikke dialog synderligt godt, og når personerne tilmed er ligegyldige, endimensionelle størrelser, bliver det alt, alt for meget.

William Shore. Portræt på bogens anden side

William Shore. Portræt på bogens anden side

Romanen var, så vidt jeg kan se, William Shores eneste bog. Hvor meget eller hvor lidt han skrev før The Witch of Spring, skal jeg ikke kunne sige, men teksten gør ikke indtryk af at være skrevet af en rutineret forfatter.

Til trods for Shores ubehjælpelige håndtering af romanen har bogen åbenlyse kvaliteter. For det første er den sentimentale fremstilling af New Orleans endda ganske stemningsfuld. Shores beskrivelser af plantagerne, byens kvarterer og livet i byen er så billedskabende, at man kan lugte krydderierne, dufte blomsterne. Det hele er badet i en dunkel sanselighed, der i den grad lægger sig som forløber for Anne Rices portræt af New Orleans. Stemningsbeskrivelserne i The Witch of Spring og eksempelvis Interview with the Vampire (1976) er så nært beslægtede, at Shores tekst helt sikkert vil vække genklang hos Rice-læsere. Shore og Rice opererer ganske enkelt med det samme mytologiske New Orleans, og de er begge forelskede i det samme, tunge, sensuelle skyggeverden, de finder i byen.

Paperback, Balantine Books 1977. Romanens første paperback-udgave

Paperback, Balantine Books 1977. Romanens første paperback-udgave

William Shore balancerer således New Orleans og de fine stemningsbeskrivelser i den ene hånd, mens han med den anden leverer klassiske spændingssituationer, som vi kender dem fra eventyrromanen. Bogen åbner med en ildkamp, hvor Kirkpatrice forsvarer en hjuldamper mod røvere. Senere er der en duel, masser af slagsmål og flere ildkampe. Den letbenede action bliver suppleret med dyster voodoo, der hele tiden ligger lige under overfladen. Horrorfans kan her glæde sig over ganske blodige beskrivelser af voodoo-riter og ond magi i form af dukker og andet godt. Shore går aldrig rigtig i kødet på voodoo’en, men den klinger med igennem hele bogen og krydrer drypvis historien med ubehagelig små detaljer.

Det største problem ved The Witch of Spring er i virkeligheden, at den er alt for lang. Havde Shore skåret 100 sider ud, var handlingen blevet fokuseret og meget af den tunge dialog forsvundet. Jeg tror egentlig, at Shore havde en hel del ambitioner med romanen. Jeg tror, han ville skrive en eventyrfortælling, der havde substans og litterære kvaliteter. Det lykkedes bare ikke for ham. Resultatet blev en mudret roman, hvor man skal grave dybt for at finde frem til den underholdende voodoo-fortælling, der ligger gemt langt inde mellem alt det andet.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Alan Riefe, Tales of Horror (1965): Nostalgisk begejstring over korte gys

Paperback, Pocket Books 1965. Med fin, fin forside af Irv Doctor

Paperback, Pocket Books 1965. Med fin, fin forside af Irv Doctor

Alan Riefe var en flittig forfatter i 1960’erne og 70’erne. Han havde base i New York og skrev historier til forskellige serieforlag såvel som TV-produktioner. Som de fleste andre sadlede han om i løbet af 70’erne og begyndte at skrive bøger i stedet. Det blev til flere hårdkogte action-serier samt en lang række gotiske romancer udgivet under konens navn Barbara Riefe. Der er en stor sandsynlighed for, at jeg vender tilbage til ”Barbaras” bøger på et senere tidspunkt. Her skal det imidlertid handle om Riefes lille gyserantologi fra 1965.Som sagt arbejdede Alan Riefe for forskellige tegneserieblade i 60’erne. Der er tale om serier som DC Comics’ Witching Hour og House of Mystery. Desværre er de fleste af hans historier ikke krediteret og derfor svære at bestemme med sikkerhed. Ikke desto mindre er novellerne i Tales of Horror som snydt ud af næsen på den type gys, vi møder i tegneserierne. Faktisk kunne Riefes små tekster lige så godt være oplæg til fremtidige seriefortællinger.

The Witching Hour, september 1969. Klassiske stribegys

The Witching Hour, september 1969. Klassiske stribegys

Sagen er nemlig den, at Tales of Horror består af 49 ultrakorte historier, der typisk er på omtrent en sides længde. Riefe har altså sat sig for at skabe gys på meget lidt plads. Det er en interessant øvelse, fordi det umiddelbart rejser nogle spørgsmål om det at skrive horror. Hvor meget plads kræver det at etablere et godt gys? Et umuligt spørgsmål at besvare, men en sætning eller et enkelt ord burde jo principielt være nok. Det afhænger af modtagerens læsning og identifikation med teksten. Klinger ordet eller sætningen med hos den læsende, er det indlevelsesmæssige potentiale ubegrænset.

De korte tekster er spændende, fordi de i den grad tvinger forfatteren til at træffe klare valg og fokusere på en bestemt tanke. Jeg er eksempelvis meget begejstret for D. F. Lewis’ korte fortællinger. Han formår at skabe groteske billeder, der måske ikke nødvendigvis har nogen mening, men som står lysende klart som skræmmende ordbilleder – og det gør han, vel at mærke, på nærmest ingen plads. Lewis skaber litterær kunst gennem sine korte noveller, fordi han fokuserer sine tekster og henter inspiration fra prosadigtets form. Alan Riefe kommer fra et helt andet sted og skriver ud fra en anden præmis. Der ligger ikke et kunstnerisk projekt bag Riefes stilistiske valg, snarere er Riefes fiktion et udtryk for de genrekonventioner, det blev fremelsket i tegneserieforlagenes gyserblade.

Irving Seidmont Docktor (10. juli 1918 - 14. februar 2008). Herligt selvhøjtideligt billede af Doctor i rollen som den store kunstner

Irving Seidmont Docktor (10. juli 1918 – 14. februar 2008). Herligt selvhøjtideligt billede af Doctor i rollen som den store kunstner

Fordi Alan Riefe skriver ud fra samme tradition som vores hjemlige GRU-blades makabre, pulpede historier, er der ikke tale om egentlig horror. Der er tale om små fortællinger med overraskende slutninger, der altid kredser om morbide, grusomme emner. Om det så er i form af videnskabsmanden, der forelsker sig i et væsen fra rummet, eller ligrøveren der får sig en grufuld overraskelse, er formlen den samme. Der skildres en eller anden form for normalitet ved historiens begyndelse, der i langt de fleste tilfælde vendes på hovedet i løbet af de sidste par linjer.

Man behøver ikke være en synderligt rutineret gyserlæser for at gætte Riefes små drilske slutninger. Faktisk er de fleste ganske åbenlyse, hvilket de sikkert også var i 1965, da bogen udkom. Pointen er imidlertid næppe, at vi direkte skal chokeres eller gyse – bogens formål er snarest en fejring af det makabre plot generelt – præcis som i de tegnede gyserserier. Ved at låne flittigt fra den gotiske, Poe’ske stil får Riefe bygget en novellesamling op, der næsten bliver til en form for katalog over makabre plots. Kannibalisme, gravskænderi, spøgelser, vampyrer og gale videnskabsfolk – alt er med.

En fremragende Irv Docktor illustration

En fremragende Irv Docktor illustration

Det hele bliver leveret med den slet skjulte skadefro tone, der netop kendetegner tegneseriegysene og de noveller, der til tider blev bragt i bladene sammen med gyset. Som læsere kan vi vælte os i død og gru, nyde de sadistiske detaljer og juble over de frastødende beskrivelser. Sidder de og spiser menenskekød!… fy for pokker osv. Drenget teenage-foragt for god smag og barnlig glæde ved alt klamt er absolut en vigtig komponent i novellernes udtryk.

For mig at se er der noget uendeligt befriende over en lille bog som Tales of Horror, fordi den er så umiddelbart forståelig og entusiastisk omkring sit tema. Helt ukunstlet dyrker den skamløst morbiditeten og den sorteste galgenhumor. Der er ingen budskaber, ingen forsøg på moralisering eller dybere psykologiske overvejelser. Tales of Horror er som en god gammel ven, du uden skam kan svælge dig i de dårlige vaner sammen med, og det er jo herligt. Når jeg læser novellerne, slynger de mig straks tilbage til drengeværelset i selskab med Fætter Maddike og brugte gyserblade købt i Kramboden – den lokale brugtbladsforhandler i Aabenraa.

Endnu en fin Irv Docktor illustration

Endnu en fin Irv Docktor illustration

Noget, der imidlertid gør Tales of Horror til en endnu bedre oplevelse, er, at den ikoniske horrorillustrator Irv Docktor har leveret illustrationerne til bogen. Med sin vanligt løse, tidstypiske streg og sans for horror-tematikker tegner han flagermus, kranier og bloddryppende vignetter, der er en fryd for øjet. De små illustrationer er faktisk så fede, at Riefes korte tekster til tider nærmest kan fremstå som ledsagende billedtekster. Forholdet mellem tekst og billeder er i hvert fald meget ligeligt, og bogen lever i mindst lige så høj grad på illustrationerne som selve historierne.

I dag vil man næppe længere kunne lave en lignende bog, uden det ville føles bagstræberisk og kunstigt. Netop fordi Alan Riefe skrev ud fra den meget specifikke tilgang til gyset, der blev opdyrket i tegneseriemagasinerne, er Tales of Horror en direkte aftapning af en svunden tradition. Den er et glimt fra 60’ernes horror før genrens store fornyelse i 70’erne. Et glimt fra en tid hvor gys kunne kondenseres ned til klichéfyldte grotesker, der ikke fylder mere end en enkelt bogside og stadige virke fuldt ud overbevisende.

Paperback, Popular Library 1977. En af Alan Riefes forsatte historier var denne western-serie

Paperback, Popular Library 1977. En af Alan Riefes forsatte historier var denne western-serie

Man må naturligvis ikke være blind for, at Tales of Horror er camp og corny, plat og stedvist lidt dum. Det betyder også, at man hurtigt bliver mæt. Bogen er som helhed hurtigt læst, men den er bedst i små mængder. Jeg hiver den af og til ned fra hylden og læser et par af de små historier og kigger på illustrationerne, mere skal der ikke til. På det niveau er Tales of Horror et fantastisk blik ind i et af gysergenrens uddøde udtryk. Den skal indtages i små mængder, men sådan er det jo tit med gode ting.

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling