Tag Archives: Poppy Z. Brite

Digteren der gik i Lovecrafts fodspor: Et interview med Wilum H. Pugmire

Jeg har været så heldig at få lejlighed til at lave et lille interview med Wilum H. Pugmire, og det er store sager, i hvert fald i min verden. Der er et enormt antal forfattere, der på en eller anden måde påberåber sig inspiration fra H. P. Lovecraft i deres forfatterskab, men kun få har formået at skabe holdbar litteratur på den baggrund. Det har Wilum Pugmire imidlertid, og han må siges at være en af de stærkeste fortolkere af den gotiske tråd i Lovecrafts forfatterskab. Han er samtidig, i et bredere perspektiv, en fabelagtig arvtager af den dekadent-romantiske tradition, som Lovecraft til dels også selv var beslægtet med.

Pugmires poesi og poetiske fiktion har meget lidt at gøre med pulp, tentakler og store monstre. Han væver stemninger frem for os og skaber mystiske vrangbilleder, der efterlader sig som rungende, ofte foruroligende indtryk i læserens bevidsthed.

Selvom Wilum Pugmires fiktion efterhånden har optrådt i en stort antal antologier og selvstændige bøger, er han aldrig blevet en mainstream-forfatter. Det er en synd og skam, men han har konsekvent, uden klynk, valgt kunstnerens vej, og skaber værker, der ikke stræber efter stor almen anerkendelse. Det er en stolt og ædel tilgang til kunsten, som jeg kun kan beundre. Men ikke mere introduktion, lad os i stedet høre, hvad Pugmire har at fortælle os.

***

(Martin) Could you say a few words about your first encounter with the writings of H. P. Lovecraft?

(Wilum) My first encounter with Lovecraft came when I was a teenager. The man who lived across the street from me was a record salesman, and he knew that I loved monsters and so gave me records of readings of H. P. Lovecraft by Roddy McDowall and David McCallum. The first book of Lovecraft’s work that I purchased was a Panther paperback edition, THE HAUNTER OF THE DARK AND OTHER TALES OF HORROR, which I purchased while living in Northern Ireland.

You call yourself a “Lovecraftian writer” and when reading your fiction this certainly rings true, but when scrutinizing the term a bit closer it is not that obvious what it actually means. Lovecraft’s themes and style changed over time and so did his influences. And when reading your fiction it also quickly becomes apparent that you seem to have found the greatest inspiration in certain parts of Lovecraft’s production. Could you say a few words about both the term and what meaning you invest in it?

The term “Lovecraftian” is deliciously nebulous. For me, it’s like a kind of eldritch instinct that is alerted when I’m reading a horror story and come across something that seems to be a wink or nod to H. P. Lovecraft. And yet one single off-hand reference to the Necronomicon doesn’t make a story “Lovecraftian”. My own work is influenced far more by Lovecraft’s non-cosmic weird fiction than by “The Call of Cthulhu” or “The Shadow out of Time”.

Wilum Hopfrog Pugmire (born May 3 1951)

This approach is really important and something which, at least to me, brings a rare quality to your writing which is lacking from most “mythos fiction”. Could you say something about what you perceive as core elements in the poetics of Lovecraft and his use of language?

Now, I’m not a Lovecraft scholar and so I cannot speak conclusively on the poetics of Lovecraft’s language; but we know from his correspondence with other writers that HPL was obsessed with writing good prose that contained poetic beauty in its expression. Lovecraft was attuned to rhythm in prose, in creating a prose style that was concise and sculpted. Those who condemn Lovecraft for “overwriting” or “purple prose” don’t know what they’re talking about. It is because of the perfection of Lovecraft’s prose that S. T. Joshi has proclaimed him one of America’s great writers.

 

I personally find the term “Lovecraftian” rather good – not in the least when discussing your fiction – because it shifts the conversation away from the so-called “Cthulhu mythos” with all its pulpy trappings of cults, dusty tomes and tentacles, which more or less seems to be the general understanding in mainstream culture of the content in Lovecraft’s fiction. What are your personal thoughts on the tension between the reception of the actual writings of Lovecraft and the massive representation of “Cthulhu monsters” in almost all media today?

I have a feeling that a lot of people who have never read HPL’s fiction have heard of Cthulhu and could described what that Great Old One looks like. I love Lovecraft because of his writing and so cannot understand the towering impact of his most infamous monster. I’ve scanned over many Cthulhu stories that were entirely lacking in any element that could be called Lovecraftian.

 

Paperback, Panther Books 1974, with a cover by the always great Ian Miller

To many horror writers and horror readers ‘The Monster’ in whatever form it may have is critical. The hands-on confrontation with some sort of malevolent non-human force is basically the core dynamic of quite a lot of genre fiction. I guess the emphasis on Cthulhu and all the other mythos beings is a way to shoehorn this part of Lovecraft’s fiction into this particular, popular understanding of horror fiction which has to have a recognizable enemy monster. What are your own thoughts on these beings Lovecraft invented and their use in fiction? At times I personally feel that it would have been better if HPL had not invented all these entities and instead focused his creative vision solely on the reception of Gothic tropes.

I think Lovecraft invented his monsters so that they were representations of cosmic chaos, of something completely unearthly. This was also his reasoning behind inventing the name “Cthulhu,” which was to be a clumsy human articulation of a word that no human tongue could correctly enunciate. Some of his races indicate the far reaches of the past, a past beyond human comprehension. Lovecraft’s monsters are fascinating, and they are frightening.

A slightly younger Pugmire

In a sense you write very specialized fiction but the interest and marked for this clearly exists. The amount of works published with Lovecraft or Cthulhu mythos in the title is mind boggling. How do you experience this growing fan enthusiasm and how has being a “Lovecraftian” writer changed over the last decades?        

Over the years I’ve noticed more anthologies that include the name Cthulhu in their book title, and that indicates a growing market for “Cthulhu stories”. I think a lot of Cthulhu fans are disappointed with my own stories because I try not to write typical Mythos fiction, wanting to emphasize the grim Gothic side of Lovecraft. The one thing that confuses me is the growing number of people who think that I write like Lovecraft. I don’t understand this, because I certainly don’t TRY to write “like” HPL. Lovecraft’s work is but one of many influences evident in my writing.

I think you represent one of the strong voices in modern weird fiction who takes the reader on a different path away from the general understanding of Lovecraft’s writing and into other realms of much more subtle fiction where you clearly have created your own literary space. Could you see yourself cutting lose the ties or references to Lovecraft’s fiction?    I have no desire to cut ties with Lovecraft in my weird fiction. Indeed, the main reason I write is to be identified as a writer profoundly influenced by Lovecraft. I am Lovecraftian to the core of my aesthetic soul. My personal belief is that we can be inspired by Lovecraft’s work and yet be true to ourselves as literary artists.

Wilum H. Pugmire and literary scholar and editor S. T. Joshi

I reread your book Dreams of Lovecraftian Horror from 1999 some time ago; a wonderful volume filled with small vignettes of haunted beauty. On reading through these brief tales ‘vagueness’ struck me as a crucial component. Vagueness not only as to what is actually happening in the stories but also in the language, where your prose builds these moments of intense, ambiguous encounters with the irrational. Stephen King famously stated in his Danse Macabre that Lovecraft prudishly kept his monsters in the closet, but he (King) wanted to take the monsters right into the living room of the readers. This is very much the opposite of your approach. Could you say a bit about vagueness, which clearly is an important poetic tool for you?

I think part of what affects my work is boredom with normal people, and thus my characters are usually freakish in some way. The societies in which I feel most comfortable are the drag queen and punk rock scenes, where normality is almost a taboo. It’s more important in my mind to be a prose stylist than a story-teller, and thus I concentrate on what some consider an affected writing style. I may indeed be a poseur as an author, but the pose is absolutely genuine as an expression of my soul. Too, I like my horrors to be ambiguous rather than baldly depicted. I would much rather suggest horror than shew it nakedly.

As far as I know your published career as a writer began in the mid-1980s (correct me if I’m wrong). This I find interesting, because it was a time of great renewal in horror fiction in general. The old bestseller authors from the 70’s were suddenly challenged by younger authors with a much more fierce vision of horror. Clive Barker and the splatter punks are obvious examples. On one hand your fiction seems out of tune with this development, but on the other hand the themes of alienation, punk subculture and existence outside the norm seems contained within your works – for instance in the tale “Pale Trembling Youth” (1988) you wrote Jessica Amanda Salmonson. Nevertheless if I should situate your writings within some larger trend, it would be couched next to the works of authors like Kathe Koja, Poppy Z. Brite (as he was called then) and Caitlín R. Kiernan who all had their debuts in the late 80’s and early 90’s. Are these names for you? And do you have any thoughts on your place in horror or genre fiction in general?  

I first began seriously writing fiction in the early 1970’s, right after I first started reading Lovecraft. I wrote a bunch of rather bad stories for a number of small press journals, but eventually became disgusted with what my fiction lacked and stopped writing for a number of years. I’ve never had any interest in splatterpunk or graphic horror, it completely bores me. “Pale, Trembling Youth,” although it features a modern punk lad as a character, is a traditional ghost story in every way, just as the majority of my Lovecraftian fiction is traditional in a Weird Tales fashion. I don’t feel that I have a place in genre fiction, because I am far too minor a writer and most of my work has appeared in the small press.

Paperback, Mythos Books 1999

I would be interested in hearing more about these early tales. Could you say a bit more about them? Where were they published and what was our focus at the time?

When I first began to write fiction I was utterly enamored with the Cthulhu Mythos, and all I wanted to do was writing Mythos fiction. I was keenly influenced by two British writers, Ramsey Campbell and Brian Lumley; and I loved the Mythos fiction of August Derleth, and the Mythos anthologies he edited. I felt I had to invent my own version of Dunwich, and so I created Sesqua Valley. I invented my own Great Old One –Ny-Rakath– and placed him in Ireland. Very few of those early tales were published, and the manuscripts for most of them have since been destroyed. Graeme Phillips recently published a wee chapbook of my early tales, SESQUA RISING, through his Cyaegha Press, but thankfully he printed only 50 copies and most of those were distributed in the Esoteric Order of Dagon apa. In the early days I wrote for the small press horror journals such as GRUE, DEATHREALM, and FANTASY MACABRE. Then Jeffrey Thomas collected some of my Sesqua tales for a chapbook he published. I then had a hardcover collection from Delirium Books published in 2003.

When the stars are right: Pugmire and Lovecraft meet

Do you read horror fiction?

No, I don’t read horror. I read classic literature, poetry, and biographies of writers.

 

How would you describe the developments in horror and weird fiction through the decades where you have been publishing fiction?

Because I read so little horror, I haven’t paid any attention to genre development. Most of the writers I have known are or were horror writers. Billy (Poppy) was my all-time favorite living horror writer, but he seemed to dislike being thus classified. He once bragged to me that in Europe his books are found in the literary section of stories, not in the horror section. I have absolutely no idea if horror is still a widely-selling market or who the modern authors are.

Paperback, Dark Regions Press 2016

What is on the horizon for you? Could you tell us something about what you are currently working on and where we will have a chance to read your fiction next time?  

I’m not doing too much writing of late. I’ll have two new books out this year, one a collaborative novel set entirely in Lovecraft’s dreamlands, and the other a major hardcover collection of my more recent work. Over the past couple years I’ve written for a number of mostly Lovecraftian anthologies, the newest-published of which is THE CHILDREN OF GLA’AKI. I’ve been hoping to write a book of stories influenced by the tales of Clark Ashton Smith, but so far I haven’t finished one story for it. I’ve had so many books published I feel that I can take a nice long break.

Thanks Wilum for taking your time for this talk.

Cheers

Martin

6 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Poppy Z. Brite, Lost Souls (1992): All Hail the American Night

Paperback, Penguin Books 1994

Paperback, Penguin Books 1994

Anne Rice transformerede vampyrfortællingen i 1976 og slap mørkets fyrster ud i natten på en måde, der transcenderede genren. Hun æstetiserede vampyren og natten i et fornyet gotisk formsprog; gjorde dem sanselige og berusende, fyldt med død, erotik og religion. Et emotionelt udtryk, der på en gang refererede tilbage til vampyrromanes arnested hos Stoker og samtidigt pegede ind i samtiden og det morderne menneskes oplevelse af ensomhed. Den fremstilling er efterfølgende blevet reciperet så grundigt, at vi næsten er begyndt at læse ældre vampyrfiktion gennem Rice. I 1992 udkom der imidlertid en debutroman, der spejlede sig i Rice, men brutalt knuste hendes koncept og udstillede et forvrænget, grimasserende bud på samme tematik. En roman, hvis skurende hæslighed side for side langsomt forvandles til en ødelagt skønhed, der til fulde står mål med Rices borgerlige gotik. Ja i virkeligheden er bogen nok den mest originale vampyrfremstilling skrevet efter Interview with the Vampire.

Forfatteren, der tog livtag med Anne Rice, var Poppy Z. Brite. Brites bud på vampyrromanen blev et angstfyldt, smerteligt skrig. Et nødråb formuleret på vegne af outsiderne og de udstødte. Præcis som Rices vampyrer ønsker blodsugerne hos Brite intet andet end at høre til, at være del af noget større end dem selv. Men hvor Rice skildrede smukke rigmænd, er vampyren hos Brite beskidte, rodløse goth-punkere. Et terræn Nancy Collins allerede havde afsøgt med Sunglasses After Dark i 1989, men uden på nogen måde at nå samme pondus og dragende kvalitet som Poppy Brites debutroman.

Paperback, Penguin Books 1994

Paperback, Penguin Books 1994

Lost Souls er fortællingen om teenageren Nothing, der gribes af udlængsel, fordi han ikke kan finde sig til rette i den lilleby, han er vokset op i. Nothing smutter derfor hjemmefra og begiver sig ud på en rejse for at opsøge et sært rockband, hvis musik har rørt ham dybt. Rejsen bliver en odysse ind i natten og et møde med de fortabte sjæle, der flagrer omkring i bogens skyggeamerika. Et amerika, der vågner, når alt mondænt og normalt for længst har lagt sig til hvile.

Et væsentligt element ved vampyrerne i Lost Souls er, at de hos Brite tilhører en selvstændig race. De er altså ikke overnaturlige skabninger, men rovdyr, der lever parallelt med menneskene – præcis som i Whitley Striebers The Hunger (1981). Vampyrerne fødes med andre ord. Det har afgørende metaforisk betydning for hele romanens opbygning. Der er hverken tale om et aktivt tilvalg eller at nogen tvinges ind i vampyrtilværelsen – vampyrerne er født ind natten. Men altså Kun i overført betydning forstås, idet vampyrerne fint kan gå ude i dagslys.

Poppy Z. Brite dengang (født 25. maj 1967)

Poppy Z. Brite dengang (født 25. maj 1967)

Fra bogens prolog ved vi, at Nothing er vampyr, og romanen følger hans gradvise erkendelse af dette, da han slutter sig til en trio af omflakkende blodsugere. Trioen forstår nemlig straks, at Nothing måske har et slægtskab med dem. For Nothing bliver mødet med vampyrerne, der som nomader driver fra by til by i en udtjent varevogn, en oplevelse af at komme hjem. Alt falder på plads for ham, da han stiger ombord i vognen.

Hovedparten af Lost Souls er en form for dokumentation af Nothings hamskifte. Som en slange er det nemlig nødvendigt for ham at kaste alle spor af moral og normalitet af sig. Vampyrtilværelsen har ganske enkelt ikke plads til menneskelige hensyn, og Nothings vej mod at genopdage sig selv i en ny form påbegyndes derfor hurtigt. Rejsen er smertefuld og symbolsk indfanget i den scene, hvor Nothing dræber sin barndomsven og drikker hans blod. Samtidigt med vennens død dør teenageren Nothing næsten også. Men også kun næsten, for før Nothing kan dø og genfødes, må han afværge en konfrontation mellem vampyrerne og Ghost – den enigmatiske forsanger i det rockband, der i begyndelsen fik Nothing til at stikke af hjemmefra.

Hradcover, Abyss  Delacorte Press 1992. Romanens 1. udg.

Hradcover, Abyss Delacorte Press 1992. Romanens 1. udg.

Romanen dokumenterer minutiøst Nothings smerte, frygt og sorg. Hans søgen og higen efter kærlighed, og ikke mindst hans jagt efter en rigtig familie. Der er således weltschmerz ad libitum på bogens sider, præcis som den plagede Louis hos Anne Rice. Men hvor Rice fyldte Louis’ følelser med en romantisk, bitter skønhed, smører Poppy Brite sine hovedpersoners følelser ind i sæd, blod og afføring. Lost Souls søger konstant til kanten og videre end det for at vise vampyrernes inhumanitet og fremmedartethed. Der skydes heroin og indtages et utal af stoffer, de sutter den af på hinanden (bogens vampyrer er alle mænd), har analsex og myrder brutalt, mens de slubrer blod i sig. Det hele skildret med stor præcision og kvalmende sans for detaljen.

Smag og duft udpensles, så læseren igen og igen bombarders med voldsomme, grænsesøgende billeder. Præcis som Clive Barker i de første bind i Books of Blood-serien, der synes sært beslægtet med Brites Lost Souls, insisterer hun på at fastholde vores tanker ved den forvrængede, penetrerede krop. Hvor Rice slører sine vampyrers aktiviteter med et kysk figenblad, står de nøgne, blodige og sædindsmurte hos Brite. Hun beskriver igen og igen, hvordan Nothing og hans sortklædte venner stinker, hvordan der sidder kager af indtørret blod i deres tøj og, hvordan deres vildskab lyser langt ud af dem.

Paperback, Abyss 1993

Paperback, Abyss 1993

Det forunderlige er imidlertid, at hun her – midt i voldsomheden, midt i den provokerede, flamboyante beskrivelse af mandesex, midt i blodet, mordene og sorgen, får skrevet sig frem til en følelse af skønhed. Langsomt, i takt med Nothings forandring og opdagelse af sit sande jeg, vænnes vi til sprogets brutalitet og når videre om bag beskrivelsernes rå overflade. Vi ser, hvordan natten åbner sig i bogen som et stort, evigt ødeland, der numinøst favner alt og skræmmer med sin råhed og uendelige frihed.

Man kan måske forsigtigt pege på, at en af kilderne til Poppy Brites flammende intense debutroman er en personlig oplevelse af ikke at høre til i sin egen krop. Det er i hvert fald slående, at Brite skiftede køn og blev mand, således at hun i dag er en han. Den slags en-til-en slutninger er naturligvis farlige og udtryk for en drastisk forenkling, men Brite åbnede afgjort et vindue ind til et personligt helvede med Lost Souls. Om det var Brites eget helvede, skal jeg ikke kunne sige, men mon ikke vi alligevel her får et glimt eller to af de smerter og kvaler, der følger med vejen mod det at realisere sig selv som transkønnet?

Poppy Brite i dag - nu som Billy Martin

Poppy Brite i dag – nu som Billy Martin

Poppy Brite har da også en lektion til læseren. Kan ske vi afskyr det hæslige og anderledes, men Brite vender det hele på hovedet og siger, at de hæslige, de udstødte og anderledes også foragter os for vores ordinære liv og normalitet. Og det i en sådan grad, at vi slet ikke kan få lov at blive del af deres forunderlige, eksklusive verden. I virkeligheden er det således os, der holdes ude fra en langt større verden fuld af skønhed og store følelser.

Brite var grimhedens apostel og Lost Souls de udstødtes testamente. En tekst der, må læses og studeres nøje, fordi den i sidste ende udstiller vores smålighed og manglende evne til at inkludere alt, der ikke ligner os selv. En ny, vægtigere, mere potent brug af vampyrskikkelsen skal vi nok vente længe på.

Hardcover, Gauntlet Press 2002

Hardcover, Gauntlet Press 2002

Paperback, Penguin Books 2010

Paperback, Penguin Books 2010

En sidste bemærkning. Alle Bauhaus-fans, som undertegnede, kan så også glæde sig over de løbende referencer til gruppen. Her kan du få et lyt af den epokale single ”Bela Lugosi’s Dead fra ’79.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Shadows over Baker Street, red. Michael Reaves & John Pelan (2003): Er du også træt af ufarlig, uambitiøs Cthulhu mythos?

Paperback, Ballantine Books 2003.  Forsiden er stemningsfuldt tegnet af John Jude Palencar. Desværre ødelægges billedet af alt den meget ligegyldige tekst

Paperback, Ballantine Books 2003. Forsiden er stemningsfuldt tegnet af John Jude Palencar. Desværre ødelægges billedet af alt den meget ligegyldige tekst

Jeg synes faktisk, at jeg har læst ret mange antologier med nye Cthulhu mythos-fortællinger. Oprindeligt elskede jeg dem og slugte novellerne råt, men i løbet af de seneste par år er det blevet sværere og sværere for mig at blive begejstret over den måde, som den såkaldte ”Cthulhu mythos” bliver skrevet på. Faktisk er det efterhånden som regel en forstemmende oplevelse at sidde med de altid tentakeludsmykkede bøger, fordi historierne er så gudsjammerligt ligegyldige. Der er meget, meget langt mellem de gode noveller. Min passion for Lovecraft står imidlertid uantastet, og måske er det også derfor, at jeg gang på gang hopper på limpinden og finder en af de nyere antologier ned fra hylden. Måske bliver jeg klogere en dag.

Paperback, Ballantine Books 2003

Paperback, Ballantine Books 2003

Michael Reaves og John Pelan udsendte i 2003 en antologi, hvis idé har ligget in spe i mange år, fordi temaet synes så oplagt. Temaet er nemlig en kobling mellem Victoriatidens England og klassisk pulpet Cthulhu mythos. Allerede August Derleth så et potentiale i den kobling, men fik aldrig gjort noget ved det. Det blev derfor spilfirmaet Chaosium, der som de første for alvor byggede broen med deres Cthulhu by Gaslight-supplement fra 1986. Reaves og Pelan går imidlertid et skridt videre med deres antologi. De har nemlig med tilladelse fra det officielle Doyle Estate koblet selveste Sherlock Holmes med Lovecrafts mythos og derved skabt en supertanker af en litterær konstruktion, som afgjort måtte vække opsigt. Det gjorde bogen skam også. Den fik hæderlige anmeldelser i pressen, da den udkom, men jeg er langt fra glad for den.

James Michael Reaves (født 14. september 1950)

James Michael Reaves (født 14. september 1950)

I bogens forord lægger de to redaktører absolut ikke skjul på, at det er en spektakulær bog, som de nu udgiver. Ikke alene griber de fat i noget af genrelitteraturens fineste arvesølv, de har også mønstret et flot opbud af tidens vigtige genreforfattere.

Det er skam heller ikke hver dag, at der udgives bøger med nye fortællinger om Sherlock Holmes. Desværre klinger redaktørernes entusiasme og stolthed hult, så snart man dykker ned i historierne. Neil Gaiman åbner ellers underholdende og vanligt drilskt med sin lille post-moderne “A Study in Emerald”, der vender alting på hovedet og viser os en mythos-fortælling fra en ganske overraskende vinkel. Men Gaiman og et lille udpluk af andre bidrag er mere eller mindre det eneste, der hæver sig over trivielle plotfinurligheder og sproglig banalitet. Det er med andre ord et fåtal af historier i bogen, der formår at løsrive sig fra pastichens hængedynd og skabe noget selvstændigt.

John C. Pelan (født 1957)

John C. Pelan (født 1957)

Man fornemmer, at de enkelte forfattere har siddet med et valg om at skrive en Sherlock Holmes-fortælling i Lovecrafts univers eller at skrive en Lovecraft-fortælling med Sherlock Holmes. Groft sagt forsøger ingen det sidste. Nærmest alle historierne bruger Doyles sprog og karakterer som deres vigtigste virkemidler, og krydrer derefter handlingen med de sædvanlige mythos-platheder, vi kender til hudløshed. Horror er der ikke meget af. I stedet er bogen fuld af tåkrummende forsøg på at gøre Holmes-karakteren levende og nærværende.

Sir Arthur Ignatius Conan Doyle (22. maj 1859 – 7. juli 1930)

Sir Arthur Ignatius Conan Doyle (22. maj 1859 – 7. juli 1930)

Steve Perrys kække “The Case of the Wavy Black Dagger” er et godt eksempel, der symptomatisk for antologien som helhed fejler over hele linjen – både som Doyle- og Lovecraft-inspireret tekst. Historien er ganske enkelt for blød og ufarlig. Sherlock Holmes bliver en sovepude, der kvæler mystikken og tager brodden ud af enhver trussel, fordi end ikke Lovecrafts ældgamle, gudelignende væsner har en chance imod geniet fra Baker Street. Selv en forfatter som Poppy Z. Brite, der ellers har en høj stjerne hos mig, fejler eklatant med novellen “The Curious Case of Miss Violet Stone”, der i bedste fald må karakteriseres som uoplagt.

Neil Gaiman (født 10. november 1960)

Neil Gaiman (født 10. november 1960)

Nu er det naturligvis ikke ren elendighed. Bogen indeholder skam også noveller, der fortjener at blive trukket positivt frem. Allerede da bogen udkom, og jeg læste den for første gang, bed James Lowders “The Weeping Masks” sig fast i min bevidsthed. Historien skildrer Watsons sidste tid i Afghanistan, da han bliver såret og får den berømte lette halten, som Holmes bemærker under deres første møde. “The Weeping Masks” er en intens fortælling fyldt med et barokt, svulmende sprog, der hylder siderne i fremmedartede dufte og sanseindtryk. Han fører os med til et hashtåget Afghanistan fyldt med mystik og ulmende, ældgamle hemmeligheder. Glimtvis fanger han endda noget ganske skræmmende i sin skildring af et mystisk præsteskab, der bærer grædende masker. Den stemning, Lowder her får skrevet frem, er ganske enkelt fremragende og rig på en måde, som man sjældent møder den.

Steve Perry (født 31. august 1947)

Steve Perry (født 31. august 1947)

Caitlín R. Kiernans “The Drowned Geologist” er bogens anden helt og aldeles fremragende historie. Historien fortæller med uskyldig stemme om en ung geologs sære oplevelser langs kysten ud for Whitby i dagene efter, at den russiske skonnert Demeter er løbet på grund (sic!). Med iskolde naturbeskrivelser, der drypper af bølgernes skumsprøjt og ruskes af vinden i den forblæste kystbevoksning, bliver det lille, underspillede drama fortalt. Hun gør det med en elegance og sikkerhed, som jeg tror, de fleste vil misunde hende. Med enkle beskrivelser formår hun at iscenesætte noget stemningsmæssigt stort og truende, der vel at mærke ikke udspiller sig i selve novellen, men i de historier, som novellen er skrevet i dialog med.

James Daniel Lowder (født 2. januar 1963)

James Daniel Lowder (født 2. januar 1963)

Til sammen er Lowders og Kiernans noveller kærkomne læseoplevelser i en bog, der desværre skuffer fælt. Jeg ved egentlig ikke, hvem der vil være mest skuffet, Lovecraft-læsere eller Doyle-entusiaster. Formentlig førstnævnte. Det er i hvert fald forbløffende, hvor lidt ”kosmisk horror”, der har fundet vej ind i bogen, som faktisk overvejende har en munter tone. Noget der absolut ikke er hensigtsmæssigt i forhold til de lovecraftianske idéers troværdighed. Faktisk kan jeg ikke fordrage kombinationen af humor og Cthulhu mythos. Det er imidlertid hverken det godmodigt glade eller uforpligtende ved bogens noveller, der irriterer mig. Det er den komplette mangel på kreativt overskud, der ødelægger det hele.

Caitlín Rebekah Kiernan (født 26. maj 1964)

Caitlín Rebekah Kiernan (født 26. maj 1964)

Lowder og Kirenan har leveret det, som ingen andre i bogen har gjort. De har leveret stærke tekster fyldt med liv og nærvær. Ikke alene fortjener de applaus for det, de redder også Shadows over Baker Street fra den rene fiasko. En god idé, der fejler. Et stykke kommerciel metervare, som burde være blevet kasseret. Der går afgjort noget tid, før jeg opsøger nye mythos-fortællinger, men lur mig om jeg ikke om nogle uger sidder med Cthulhu & co. igen.

Jeg bliver nok alligevel aldrig klogere!

 

Novellerne:

Neil Gaiman, “A Study in Emerald”

Elizabeth Bear, “Tiger! Tiger!”

Steve Perry, “The Case of the Wavy Black Dagger”

Steven-Elliot Altman, “A Case of Royal Blood”

James Lowder, “The Weeping Masks”

Brian Stableford, “Art in the Blood”

Poppy Z. Brite & David Ferguson, “The Curious Case of Miss Violet Stone”

Barbara Hambly, ”The Adventure of the Antiquarian’s Niece”

John Pelan, “The Mystery of the Worm”

Paul Finch, “The Mystery of the Hanged Man’s Puzzle”

Tim Lebbon, “The Horror of the Many Faces”

Michael Reaves, “The Adventure of the Arab’s Manuscript”

Caitlín R. Kiernan, “The Drowned Geologist”

John P. Vourlis, “A Case of Insomnia”

Richard A. Lupoff, “The Adventure of the Voorish Sign”

Gwynplaine MacIntyre, “The Adventure of Exham Priory”

David Niall Wilson & Patricia Lee Macomber, “Death Did Not Become Him”

Simon Clark, “Nightmare in Wax”

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling